| Home | Butterflies | Birds (media) | Flora and Fauna | My 5 Chickens | Daily | Spontaneous | About |
| Dragonflies | Other Photos | Observations | Species | Mexican birds | Checklists | TBP | Links |
From the Heart
| 2005 2006 2007 2008 2018 2019 2020 2021 2022 2023 2024 2025 2026 |
|
2025-01-07 Intet varmer mit hjerte mere, end når berømte og succesfulde mennesker formår at holde fast i deres personlige integritet og lader naturlig dagligdag og venlighed være en del af deres fortsatte omgang med deres medmennesker. |
|
2025-01-20 Med tanke for livet greb hun alting an ubøjeligt bundet til gudernes bud Hun voksede i troen dog kun ved den ene et faderligt øje ufejlbarligt ophævet I langt gik det godt der var mening at hente og trøst i de stunder der ikke stod mål Dage skred frem med familien i favn buddet var klart at følge det nøje Ej skabt til den frie vilje, med højere belønning for den som i tålmod stoler på modgangs ende For der var hun som årene løb pryglet ved ord der ikke ku elske Gemalen fortabt forstod intet at gøre andet end det som brændte i ham Standhaftigt opsat på at lyde sit bud holdt hun ved som en ære der gik over forstand Men sjælen blev slidt og i spejlet da blinkede en trods der lod forstå kun at svare med samme Druens kraft blev driften den førte lange spor og hun så da i glimtet en lyst at gøre igen Påvirket hvirvlende umuligt om hinanden nåede skæbnen sin vilje og til sidste hun faldt Og faldt - Og hun forsvandt væk fra ham og ind i sin verden Umulig at nå og kun at se et øjebliks fred en nåde måske Hun som var gavmild måtte nu tage imod og intet mere give til verden af hjertet En dyrkøbt fred tavst at måtte bøde isoleret, og betænkt kun i fjernhed af os Men i lidelsen selv hun fandt tålmod endda lod årene vokse med håbet - man kunne tro Hvad hun levede da vil kun hun vide af at se på os andre med modsatte øjne Så tiden nu kom hvor længe var nok og vejen gjort rede for Doris at fare Jeg ser dig i lyset af alt som sku ske din uforløste godhed så voldsomt forspildt Men om noget bør ske må læren tages ind at din smerte ej bliver til hver mands eje Lad mane til tanke at livets mål siger højt at byrden som kom til finder ro ved hjertets godhed Lad din skæbne være vores fordring til altid at holde os for øje det gode som livet kan give. Far vel! |
|
2025-03-08 Måske kendte jeg dig ikke rigtigt, vil nogen sige. Måske jeg var farvet af mit eget sind, at der bag enhver tilskikkelse findes en forklaring, og jeg tror, at jeg så den. I dig. De fleste ser intet. De tør ikke, af frygt for fordømmelse og ekskludering. Var vi mon ikke forbundne på det plan, som styrer alting under overfladen, uden for sansernes række- vidde, men inden for følelsernes? Eller var det kun fordi, at som familiens andre grene groede til med stikkende torne, at der i dit univers syntes at være et relativt helle, hvor man kunne ånde en smertefri stund? Trangen til det ukonventionelle, trangen til at dyrke den rodfæstede forbindelse - mellem naturens vidunderlige skabninger og det i os selv som kommer fra det selv samme. Den fornemmelse tog jeg med mig ind i de dage, hvor livet begyndte at blive alvorligt. Dage hvor intet kunne ses i horisonten eller drømmes om på den anden side. Dage uden solens stråler til at vise vejen. Men der var du. Dog træder vi alle vores egen ensomme vej igennem livet. Når alt kommer til alt, er vi enere, som aldrig er rigtigt for- bundne uden ved en illusorisk forestilling. I hvert fald mens denne fysiske verden står på. Bagved er vi i altet eet, men på vejen tilbage dertil, har vi hver især et bud som forpligter. Og mit bud blev erkendelsen om netop dette, at måtte forstå at ingen ser verden som mig. Og alligevel forstod jeg ikke. På min kant af den voksne verden, flimrede også du med et. Man kan prøve at forstå de andres vinkler på livet. Man kan gøre sit yderste for netop dette, og alligevel ende op med at måtte erkende, i retrospektivt skær, at uanset hvordan og hvorledes så kom forståelsen aldrig. Også i dit liv imod mit, hvor jeg begyndte at se ind i de ting, som ikke før var så tydelige. At den på afstand harmoniske overflade måske var lidt rynket i kanterne alligevel. Og hvor kom det fra, og hvad betød det egentlig? Men tonen blev tydeligere, og jeg så at du valgte at stå for skud og tilsyneladende uden at give det imod. Jeg dømmer det ikke [længere] men ser det bare nu. At svare med lidelsen, der hvor man ved, at den rammer mest. Det er kun en form for desperation må man formode, og du valgte at tage fra samtlige hylder, og gjorde vel nærmest en dyd ud af det. På overfladen, med en kæk humoristisk tone. Men jeg fornemmede dybderne at dit virke - mest fordi jeg kunne spejle mig i alt det som skete, selv om jeg alligevel ikke gjorde som dig. Hvad vi hver især holder helligt kommer her frem, hvor du syntes at nyde ulykkens væsen, mens jeg sværger til troen på min ideelle tilstand i en fejlfri krop. Dit som et usagt oprør, og mit af frygt for at turde leve før jeg skal dø. Du har nu valgt vejen, mens jeg fortsat tøver. Men måske større ting stod på spil i det som aldrig blev sagt. Kun min tanke, men at du trods hurtigt afslag allerede var forbundet. Doris kom til, men du valgte at sige nej, og hendes skæbne blev beseglet i din broders arme. Mig i dit sted, ville jeg tænke på det. Domineret i verden, af frygt for at sige fra, måtte du acceptere uden at gribe ind. Ad åre blev den uskyldige ligeledes til den skyldige ved intet at gøre og derved vælge smertens selvforskyldte åg. Livets kår, som vi sjældent forstår, og ingen kan i sandhed bære andres skæbne for dem. Alligevel tror jeg, at du valgte din afrejse nu for at forenes i ret, ved det som du ikke kunne i denne verden, og søge den fred, som ligger i at tilgive sig selv ved at vise, at den andens smerte er din egen, og at fra den skal I vokse sammen. Alle er vi et. |
|
2025-09-04 Stormfulde Højder At bevæge sig ind i Stormfulde Højders univers, er som at skulle finde vej hjem gennem et daglangt brombærkrat i tusmørke, mens den kølige efterårsregn blæser koldt ned over dig. De lange viltre fangarme sinker dig, og smerter dig konstant med sine mange syleformede torne. Og når du endelig er kommet igennem, og drivvåd står foran din dør, og føler en snert af glæde ved at have overkommet den umulige bedrift, opdager du, at de få søde bær du fandt undervejs, er smattet ud til et ukendeligt pløre, og værre endnu, at dit hus ligger øde hen - mørkt, uden nogen modtagelse. Ingen varme stuer og ingen varm mad er dig beredt, og som du lægger dig træt i din kolde seng, for udmattet til at tage bad eller mad, husker du, at du allerede i morgen tidlig skal op og starte et nyt job blandt fremmede mennesker. Ingen fred, intet positivt at se frem til. Smerten som eneste livsledsager. Sådan er det. Og sådan kan livet jo altså også være. Og det grænser til det ufattelige, at nogen kan komme igennem livet, i live, i sådan et univers, men måske det slet ikke er unormalt, når man får lov at kigge ind mellem dørsprækkerne i de små huse rundt omkring. Det lidende og fortabte menneske. Og ved det kan jeg love alle de hårdkogte mandetyper, som lægger afstand for ikke at skulle have noget med en sådan pigebog at gøre, at de i deres fravalg udstiller, at de netop ikke er andet end små drenge, som kun tør bevæge sig rundt i barnlige universer, hvor helten ikke spiser grøntsager og altid får nedlagt både de onde og den dejlige kliche-formede kvinde i et snuptag. I sandhed, en litterær Via Dolorosa. |
|
2025-09-04 Moving my heart from ephemeral depths of female inspiration. Kate (Cathy) Bush, 1978 "Wuthering Heights" Out on the wily, windy moors We'd roll and fall in green You had a temper like my jealousy Too hot, too greedy How could you leave me When I needed to possess you? I hated you. I loved you, too Bad dreams in the night They told me I was going to lose the fight Leave behind my wuthering, wuthering Wuthering Heights Heathcliff, it's me, I'm Cathy I've come home. I'm so cold Let me in-a-your window Heathcliff, it's me, I'm Cathy I've come home. I'm so cold Let me in-a-your window Ooh, it gets dark! It gets lonely On the other side from you I pine a lot. I find the lot Falls through without you I'm coming back, love Cruel Heathcliff, my one dream My only master Too long I roam in the night I'm coming back to his side, to put it right I'm coming home to wuthering, wuthering Wuthering Heights Heathcliff, it's me, I'm Cathy I've come home. I'm so cold Let me in-a-your window Heathcliff, it's me, I'm Cathy I've come home. I'm so cold Let me in-a-your window Ooh! Let me have it Let me grab your soul away Ooh! Let me have it Let me grab your soul away You know, it's me - Cathy Heathcliff, it's me, I'm Cathy I've come home. I'm so cold Let me in-a-your window Heathcliff, it's me, I'm Cathy I've come home. I'm so cold Let me in-a-your window Heathcliff, it's me, I'm Cathy I've come home. I'm so cold |
|
2025-09-04 Kate Bush, 2018 Tribute to Emily Brontë carved into the rocks on Ogden Moor, the inspirational glooming landscape from which the heart-grieved souls of Wuthering Heights came to life. She stands outside A book in her hands Her name is Cathy she says I have carried her so far so far Along the unmarked road from our graves I cannot reach this window Open it, I pray But this window is a door to a lonely world That longs to play Ah Emily, come in, come in and stay |