From the Heart

2005   2006   2007   2008   2018   2019   2020   2021   2022   2023   2024   2025   2026  
2023-03-06 
LESS ACTION - More harmonious thoughts, while you pretend to be on a life-long vacation.
2023-07-06 
En plantekvist flyder i overfladen, og en almindelig vandnymfe har fået sin bagkrop i klemme nedenunder, og den ligger nu hjælpeløs i vandet, og er på vej til at gå til grunde, men jeg kan nå den med en pind, og rækker den ud i vandet, og den almindelige vandnymfe griber den med det samme, for den er fuldt bevidst om, at jeg vil den det godt, og jeg sætter den på land, og den fortsætter sit liv uden min yderligere indblanding, mens jeg takker den.
2023-12-05 
Os der spiser mandariner.
Vi gør det, men bare ikke så meget i Danmark længere. De er jo som regel små, og kun til jul, og så vidt huskes mest ikke-økologiske. Det sidste er et naturligt no-go i en tid hvor vores pinligt nosseløse politikere, også de mandlige, gang på gang træffer beslutninger, som går imod al sund fornuft. De mexicanske er guddommelige i smagen, og store, mandarinerne - ikke de nosseløse, men den nydelse rækker også kun så langt, som at man ikke tænker på de mange tons af pesticider som de bliver produceret ved. CMT - Civil Mean Time. Her befinder Mexico sig i tidszonen CMT-30. År. De kommer nok en dag, men indtil da forbliver forstemmelsen indtakt. Men smagen er dog ikke at fornægte. De smager af sødmefuld overflod af alt det gode som verden kan frembringe, når den får lov. De egner sig dog kun til presning, da de er lige så stenfyldte som Ålebæk strand. På Møn. Men så fulde af saft at de hurtigt flyder et glas over. Og vælger man at leve livet i Mexico, så vælger man jo også tiden til, og så må man acceptere at markedernes bugnende udbud ikke kan hjemtages med den gode samvittighed i behold, hvis man vil naturens bedste. Kommer jeg mon tilbage?
2023-12-10 
Forstå at vi alle har hver vores skæbne. Og ved det bør alle mennesker være yderst opmærksomme på, at det som verden bringer dig af gode råd og formaninger, altid vil være farvet af livet set fra en vej, som ikke er din.
2023-12-28 
Det gode ved at skulle sammenfatte det meste af årets begivenheder nu på afstand, er, at de mest harmdirrende beslutninger truffet af vores usvigeligt svigtende ledere, er kommet så meget på afstand, at man i lykkeligste fald har glemt dem, og i værste, kan fremmane taknemmelighed over at verden står endnu - trods alt. Men hvor længe? ...bliver man jo nød til at spørge som retorisk koldkrigsteoretiker med hang til den tids romantiserende uansvarlige voksenleg. Ikke mig, men ham dér.

Og vi leger endnu. Det korrupte Ukraine blev pludselig alles kæledægge, fordi det passede som handske i hose at få dæmoniseret Putin, så vi alle kunne rette fokus væk fra alt det, vi selv burde gøre i verden, for at gøre fremskridt - for at redde den.

Men selvretfærdigheden blev ikke rigtigt belønnet. På trods af alle de milliarder vi, verden og jeg, poster i Ukraines forsvarskamp, så batter det ikke rigtigt noget. Putins land er trods alt et stort et, og langsomt men sikkert går det nok den vej...og sikkert går det bedre endnu i disse december-dage, hvor verdens fokus er flyttet fra den østeuropæiske slagmark til Det Hellige Lands blodbesudlede agre. Endnu en gang, fristes man til at sige. Endnu en gang får de uforstandige og kyniske lov til at sætte dagsordenen og fjerne fokus fra alle de hverdagsproblemer som påvirker almindelige mennesker over alt på jorden. Og igen bliver der genereret enorme ressourcer fra verdens ledere for at puste endnu mere liv i en tåbelig konflikt.

Og her kan man så bevæge sig ned i alle detaljerne, og kritisere hvorfor og hvordan. Og man kan lade harmen dirre endnu mere udspændt for hver forestilling man gør sig om de, som træffer disse beslutninger. Men når man så endelig får kæmpet sig i mål, og har udspredt sin moralske overlegenhed og kvast dem alle med retoriske håndkantslag, så ligger man på besynderlig vis altid komplet udmattet tilbage, og kan mærke hvordan selvtilfredsheden langsomt men sikkert forvandler sig til kulde i bukserne, og man forstår, at man kom ingen vegne, ud over det korte øjeblik, hvor man tændtes i selvretfærdighedens navn, men derved også brændte endnu en luns af livets godhed væk i troen på, at det er min opgave at dømme verden, og få alle menneskene til at reagere i følge min overbevisning.

Det er umuligt at beklage sig til en bedre verden. Det har jeg sagt før, og det er lige så sandt som det er, at intet i denne verden kommer af ingenting. Der findes ikke tilfældigheder. Kun det som er, og det som er på vej til at blive. I din hjerne sker det. Transformationen som er det fysiske liv, og ingen ubarmhjertighed er mindre retfærdig end det du formåede at skabe i din bevidsthed. På den måde er vi ikke meget mere end plus og minus i et stort udefineret kredsløb. Smag din egen galde, og vid om du er på rette vej. Min vej er fyldt med dæmoner, som kilder mig på de mest ubelejlige tidspunkter. Jeg giver dem lov, fordi jeg er forbandet af stjernerne, som stod i en konstellation, som altid skal overvindes, før jeg formår at se lyset bag. Og for at livet skal give mening, skal der altid være lys. Bare et enkelt, som et sikkert pejlepunkt, mens vi bevæger os fremad.

I en verden hvor det ikke er er en borgerret at have et arbejde, og derved få sit udkomme til at kunne dække livet, så må man finde andre fikspunkter at fastholde livsglæden ved. Og i det har kun naturen været min redning. Kun i stunder fri for menneskeligt hykleri, blandt dyr og planter, har jeg fundet logik og rum til at være. At få lov til at være her. At give sig selv lov til at være her. At ignorere når de menneskelige hyæner begynder at hyle, når du fravælger dem og deres umoralske måde at tænke og handle på. Det er på tide ikke at føle dårlig samvittighed over ikke at leve op til de andres normer. De færreste mennesker i dag er intelligente nok til at kunne gennemskue, hvad det gode liv er. Og det er endnu færre som har en moralsk habitus som gør, at man kan stole på dem i dagligdagens gerninger. Det er derfor også svært at finde mennesker som det er værd at arbejde sammen med. Værd i den forstand, at der i et hvilket som helst givent menneskeskabt fællesskab bygges op omkring en laveste fællesnævner. Vi sigter lavt, og de som er dårligst funderede som mennesker, er som regel også dem som søger at få kontrol over andre. Det lave vil jeg ikke være med til.

Vi fødes alle med en drivkraft til at skabe og være i bevægelse. Og jeg tror at vi hver især bliver nød til at følge vores egne ideer for at livet skal give mening. I nuet. Som er det eneste som findes. Den evige skabelses arnested. Det du gør nu. Og alt det andet, som sanserne også opfatter, er det ligegyldige udkomme af det som var en gang. Vil jeg egentlig have et arbejde? Vil jeg have et lønarbejde? Vil jeg have en hverdag, hvor andre dikterer, hvad det er jeg skal bruge min tid på? Er det ydmygende? Eller er det et smukt offer at give til de andre i deres bestræbelser på at skabe deres version af verden? Hvis der vitterligt blev truffet kloge beslutninger, som var til gavn for menneskene, så ville jeg nok have sværere ved ikke at ligeglad med ikke at være en aktiv del af samfundet. Hvis alle virkelig ofrede sig for at gøre vores samfund til et bedre sted til gavn for menneskene, så ville det ikke betyde så meget, hvad man bidrager med, idet der kun ville findes menneskevenlige aktiviteter at tage fat på. Men på trods af at visdommen findes i blandt os, så vedbliver det at være de mindrebemidlede, moralsk og intelligens-mæssigt, som får lov at diktere hvordan vores fælles ressourcer skal bruges og hvordan vores samfund skal udvikle sig. Jeg kan kun se det som en samfundspligt at sige fra over for det. Og det store spørgsmål er naturligvis hvordan man gør det, samtidig med at man ikke havner i den samme negative gryde, som de andre brygger i? Altså, tilvalgt af den positive version af livet, og ikke modstand mod den negative version. Det er, og bliver, den evige udfordring.
2023-12-29 
Kryptomatisk vinterhistorik uden tid til forfremmelse af de blygrå følelser som altid befinder sig i dybden af de højtragende længsler der hvor kærtegn bliver blåøjede og de nyfaldne snefnug smelter i din hjernes vold når en hærskare af godhed synger sig igennem dine forsnævrede glitrende passager og bringer bruset fra bølgende varme ind i dine lange lemmers legende liv til frihedens evige potentiale.