| Home | Butterflies | Dragonflies | Birds (media) | Flora and Fauna | Observations | Species | Mexican birds |
| Checklists | My 5 Chickens | Daily | Other Photos | TBP | About | Links | Spontaneous |
Daily
2025-07-05
Siden sidst er sommerdagene fortsat som en pæn dansk sommer med 20 grader og skiftende sol og byger. Lige indtil for et par dage siden, hvor en varm tungeslikker fra det sydlige Europa landede over det meste af landet, og gav 30+ grader i den sydlige del. På Amager omkring 25 grader. Men det varede kun to dage, og vi er nu tilbage på det normale leje. Dog nok i underkanten hvad angår regn. Det blæser generelt meget. Som om at det store forsyn forsøger at blæse den menneskelige dårskab ud over kanten.
Mod forventning gav den varme sydlige luft ikke noget som helst spændende på guldsmedefronten. Der blev meldt en enkelt Flammelibel fra Møn, men da jeg har set, at der er god gang i dem i det centrale Europa, så var det jo forventet. Generelt synes jeg, det virker som om, at det er en afdæmpet sæson i år. Men måske skyldes det, at folk bare ikke melder guldsmede ind i samme grad som nogle af de forrige år. Det er generelt de samme personer som melder, og da det jo ikke kan nægtes, at man i løbet af relativt få år kan få styr på alle arter, så begynder folk måske at falde fra - begynder at dyrke andre dyregrupper eller planter.
Så hvad angår hits i disse dage, må vi tage til takke med en sjælden fugl, som stod ude ved sydtårnet den 28. juni. Tibetansk Præstekrave. Jeg har set den på Rømø i 2004, men ikke på Amager, hvilket ingen har, så der var opbud. Fuglen var først meldt ud for midtertårnet, så det var med glæde at jeg efter at have tonset afsted i pivende modvind, kunne spare den sidste kilometer fra sydtårnet til midtertårnet, da fuglen havde flyttet sig. Glæden rinder sjælene ihu ved derudi af have sparet mig for den værste modvindsstrækning. En halvgammel lækkerbisken og hans helgamle analoge cykel. Der går altid mindst 5 minutter før sveden holder op med at tapsprøjte fra alle porer. Hits på Vestamager er altid en øvelse for de fleste. Fuglen stod en halv kilometer væk, og lignede hvad den skulle, dog til den blege side. Arten hed tidligere Mongolsk Præstekrave, men blev splittet for et par år siden, til denne og Sibirisk Præstekrave. Detaljer skal der til for at adskille dem, men det var naturligvis ikke muligt at se på den afstand, så jeg har fuldt godtaget, at andre er nået frem til, at det er en Tibetansk. Det er vist også den, som oftest dukker op i Europa. Så jeg så fuglen og fik en dårligt mobilfoto, hvorefter jeg skyndte mig videre i dagens oprindelige guldsmedeprogram.
Og det gik blandt andet ud på at opsøge de steder, hvor jeg sidste år fandt Sydlig Kobbervandnymfe. Da jeg var i Sverige for et par dage siden, så jeg om aftenen, at der et par kilometer sydligere var blevet set et par af denne art. På dens normale breddegrader dukker de første op i juni, så det lød ganske, som det skulle. At det så også måtte være muligt at finde nogle på Amager var oplagt, da jeg jo fandt en hel del dengang.
Barbarus-vandhullet, kaldet, ved Birkedammen i den vestlige ende af området. Her havde jeg flest, og håbede at vinden ikke ville være et problem. Jeg så ikke en eneste. Desværre tror jeg ikke, at det havde noget med vinden at gøre, men snarere den fortvivlende inkompetente forvaltning af området fra de ansvarlige myndigheders side. Dels har man aggressivt fjernet alle de havtorn som gav noget læ omkring vandhullet, og hvor vandnymferne yndede at sidde i læ, og dels er der blevet sat omkring 40 køer ud i området, og de havde tydeligvis invaderet vandhullet og trampet periferien i 5 meters bredde til en stor mudderpøl. Det er meget sandsynligt, at de fleste larver er blevet trampet ihjel under denne proces. Midten af vandhullet står dog fortsat uberørt, så man kan jo håbe at nogle har overlevet. Dog havde jeg stort set ingen vandnymfer overhovedet, så jeg tror, at vi taler om rendyrket Dragonfly-meltdown. Og for at gøre tingene værre, så havde de samme køer også vandaliseret den grøft, hvor jeg fandt flest parringer sidste år. Her havde de aggressivt gnavet hele vegetationen ned og fritlagt bunden, så den også nu fremstår som et tiltrampet mudderhelvede. Dog fandt jeg ved et senere besøg en mængde Sortmærkede Kobbervandnymfer, så dyrene kan åbenbart godt bruge stedet endnu. I håb om forsynets barmhjertighed!
De Rødårede Hedelibeller har været den hotteste art for mig i disse dage, og de bliver ved med at være der. Ved Engsø. Bo Nielsen ville gerne se dem, og det var der jo frit slag til at gøre, eftersom at jeg har lagt observationerne i basen. Ligetil skulle jeg mene, men af uransagelige grunde lykkedes det ham først i tredje forsøg at finde det rette sted, og sådan noget forstår jeg jo ikke meget af. Måske min logistiske evner og stedsans er mere udviklede end gennemsnittets, men med dagens elektronik er det vel kun de, som nægter at gøre brug af den, som kan havne i en sådan situation. Eller? Jeg kender ham ikke godt nok til at vide om det forholder sig sådan. Måske det også kan skyldes, hvad man kunne kalde medfødt rummeligt handikap. Sjovt nok havde Elin også problemer med at finde den rette sø, da hun i sin tid forsøgte sig med samme øvelse. Det var første år, jeg havde dem. Men da det endelig lykkedes for Bo, fandt han 10 hanner. Jeg kom forbi af egen lyst senere samme dag, ved 1730-tiden, og havde ikke en eneste. Jeg nævnte dette for Bo, og han fortalte, at han havde været der tidlig eftermiddag, og det er hans generelle erfaring, når han rejser rundt i verden og ser på guldsmede, at tidspunktet for besøget kan være meget afgørende for, om man får succes eller ej. Tidlig eftermiddag er generelt det bedste tidspunkt.
Jeg tænker, at han har ret i det, dog med det forbehold at man ikke kan skære alle former for guldsmedeaktivitet over en kam. Grunden til at jeg først nåede frem til søen så sent, var nemlig, at jeg havde været på jagt efter hunner af Lille Rødøjet Vandnymfe. På naturbasen havde der været et par RFI'er [Request for identification], som viste sig at være sådanne hunner, men jeg var i tvivl om den ene (ingen andre meldte ind), hvor man kunne se lyse tegninger i nakken mellem øjnene. Var det reelle lyse mærker eller var det genskær? Jeg tog mit forbehold, da jeg svarede. Personen lagde endnu et billede op, men det afslørede ikke mere, og han svarede ikke på, om han selv huskede, om det det drejede sig om reflektioner eller ej, og da jeg overraskende nok ikke kunne finde nogen billeder overhovedet af hunner i mit arkiv, kunne jeg ikke komme videre. End altså selv at tage affære, og komme ud for finde nogle eksemplarer. Og da de netop flyver lystigt alle vegne i disse dage, burde der været rigeligt med muligheder. Hannerne er jo altid relativt lette at finde, når de opsøger ynglepladserne, hvor de sidder parate på flydevegetationen (gerne fedtemøg), og venter på at hunnerne kommer til. Og det er også let at finde æglæggende par, men det er ikke let at få gode billeder af hunnen i disse situationer, da hun altid er bagved hannen og altid halvt neddyppet i snasken. Så hunner skal findes før de nærmer sig ynglevandet. Når de sidder i vegetationen. Men hvor? Jeg prøvede adskillige steder, hvor jeg havde haft hannerne i år, men der var ikke bid nogen steder. Ikke før her sent på eftermiddagen, da jeg undersøgte den sydlige bred af Hejresøen. Her i tjørnekrattet var de endelig. Jeg fandt både unge og gamle, og i ganske gode mængder. Og her kunne jeg så konstatere de helt samme lyse mærker i hovedet, som tydeligvis var refleksioner i solen. Så den sag blev klar, og jeg fik nye billeder til mit guldsmedeprojekt, og det var dejligt.
Apropos denne art, så undrer det mig noget, at der i Jylland bliver meldt massive mængder af Rødøjet Vandnymfe (E. najas) i disse dage, særligt af Jørgen Peter Kjeldsen, mens jeg her på Amager udelukkende finder Lille Rødøjet. Jeg har for vane at gå meget detaljeret til værks, og tjekker stort set alle dyr jeg ser i kameraet eller med kikkerten, så jeg er sikker på, at der ingen Store er i omløb lige nu. Det afføder naturligvis spørgsmålet om han/de (jyderne) er for hurtige på aftrækkeren, når de melder disse arter, eller om der virkelig findes en øst-vest forskydning de to arter imellem. Den Store flyver tidligere end den Lille, og jeg havde den seneste Store den 16. juni, hvilket er næsten 3 uger siden. At følge op på.
Da jeg var ude og se den Tibetanske Præstekrave, mødte jeg Stig, og velvidende, at jeg nu er begyndt at dyrke guldsmede i højere grad end fuglene, havde han lige behov for at nævne, at han havde haft en, som vist var en Blå Libel - kompakt og havde siddet på jorden. Kompakt og blå er fint nok til hanner af denne art, og da det er en af de mest almindelige vi har, er det naturligvis oplagt at novicer falder over den. Men at den havde siddet på jorden, fik mig til at løfte et øjenbryn, da de netop meget sjældent sætter sig direkte på jorden. Gerne lavt, men så som regel på vegetation af en art. Så jeg foreslog at han nok havde set en Stor Blåpil han, som jo ynder at sætte sig direkte på jorden, og selv om den er længere og slankere end den Blå han, så kan man jo nok tage fejl i forbifarten, når man ikke har erfaringen.
Og dette nævner jeg fordi, at det i forgårs igen blæste værre end godt er, men jeg tog alligevel ud. Den daglige motion og det evige håb om noget spændende ud af det blå. Og i sandhed, for her oplevede jeg to forskellige Blå hanner som valgte at sætte sig direkte på jorden. Den ene i læ i kanten af et af vandhullerne ved strandengen-nord, og den anden sad direkte på jordstien som løber nord om Fælledby-hegnet. Jeg kørte lige forbi den på cyklen, og den bevægede sig overhovedet ikke, hvorfor jeg selvfølgelig troede, at den var død. Men da jeg stod af for at få billeder, viste det sig, at den alligevel var levende og snart efter fløj den videre - nok træt at at blive overbegloet at den enøjede kyklop. Så de gør det altså, men jeg vil alligevel fastholde, at det er sjældent, og netop kræver nogle specielle forhold, så som denne ustyrlige hårde nordvestenvind.
Og samme dag, skete der det, som nok kan betegnes som det mest lovende i denne periode, hvad angår guldsmede. Jeg havde sat mig ved kanten af Vagthussøen for at prøve at få billeder af den Lille Rødøjede Vandnymfe, som her var mange af. Og mens jeg sad der og nød at være ud af vinden, og med et par unge gråænder snadrende rundt for mine fødder, fangede mit øje pludselig nogle af de planter som stod ude i vandet, langs kanten et stykke væk. Lysegrønne lange slanke blade stak op af vandet, og det så grangiveligt ud som om, at de dannede en roset. Kunne det virkelig være? Og det var det: Krebseklo! Planten som er altafgørende for at Grøn Mosaikguldsmed vælger at yngle i pågældende vandhul. Meget lovende! Jeg kunne se to rosetter langs den ene bred, og tværs over stod der endnu en plante en 4-5 meter ude i vandet. Selvplantet eller sat ud, med netop det formål at tiltrække denne fredede guldsmed? Jeg kommer sjældent forbi denne sø, så jeg ved naturligvis ikke, hvor lang tid planterne hvar været der, men jeg tænker, at det ikke har været mange år, da den er vækstivrig og tilsyneladende forplanter sig let. Det er første gang jeg ser den på øen, og nu kan vi bare vente og håbe at det giver pote. Grøn Mosaikguldsmed er kun set en gang på Amager, og det er mange år siden, via et museumsfund. Om der har været Krebseklo på Amager dengang, tvivler jeg på, da planten tilsyneladende mest har bredt sig via havehold igennem mange år, så det har nok drejet sig om en stejfer. Det store spørgsmål angående denne guldsmed er naturligvis, hvad den gjorde før menneskene kom til med deres rendyrkede havemani? Jeg er ret sikker på, at den også bruger andre planter, når betingelserne er til det.
Enjoy!
Siden sidst er sommerdagene fortsat som en pæn dansk sommer med 20 grader og skiftende sol og byger. Lige indtil for et par dage siden, hvor en varm tungeslikker fra det sydlige Europa landede over det meste af landet, og gav 30+ grader i den sydlige del. På Amager omkring 25 grader. Men det varede kun to dage, og vi er nu tilbage på det normale leje. Dog nok i underkanten hvad angår regn. Det blæser generelt meget. Som om at det store forsyn forsøger at blæse den menneskelige dårskab ud over kanten.
Mod forventning gav den varme sydlige luft ikke noget som helst spændende på guldsmedefronten. Der blev meldt en enkelt Flammelibel fra Møn, men da jeg har set, at der er god gang i dem i det centrale Europa, så var det jo forventet. Generelt synes jeg, det virker som om, at det er en afdæmpet sæson i år. Men måske skyldes det, at folk bare ikke melder guldsmede ind i samme grad som nogle af de forrige år. Det er generelt de samme personer som melder, og da det jo ikke kan nægtes, at man i løbet af relativt få år kan få styr på alle arter, så begynder folk måske at falde fra - begynder at dyrke andre dyregrupper eller planter.
Så hvad angår hits i disse dage, må vi tage til takke med en sjælden fugl, som stod ude ved sydtårnet den 28. juni. Tibetansk Præstekrave. Jeg har set den på Rømø i 2004, men ikke på Amager, hvilket ingen har, så der var opbud. Fuglen var først meldt ud for midtertårnet, så det var med glæde at jeg efter at have tonset afsted i pivende modvind, kunne spare den sidste kilometer fra sydtårnet til midtertårnet, da fuglen havde flyttet sig. Glæden rinder sjælene ihu ved derudi af have sparet mig for den værste modvindsstrækning. En halvgammel lækkerbisken og hans helgamle analoge cykel. Der går altid mindst 5 minutter før sveden holder op med at tapsprøjte fra alle porer. Hits på Vestamager er altid en øvelse for de fleste. Fuglen stod en halv kilometer væk, og lignede hvad den skulle, dog til den blege side. Arten hed tidligere Mongolsk Præstekrave, men blev splittet for et par år siden, til denne og Sibirisk Præstekrave. Detaljer skal der til for at adskille dem, men det var naturligvis ikke muligt at se på den afstand, så jeg har fuldt godtaget, at andre er nået frem til, at det er en Tibetansk. Det er vist også den, som oftest dukker op i Europa. Så jeg så fuglen og fik en dårligt mobilfoto, hvorefter jeg skyndte mig videre i dagens oprindelige guldsmedeprogram.
Og det gik blandt andet ud på at opsøge de steder, hvor jeg sidste år fandt Sydlig Kobbervandnymfe. Da jeg var i Sverige for et par dage siden, så jeg om aftenen, at der et par kilometer sydligere var blevet set et par af denne art. På dens normale breddegrader dukker de første op i juni, så det lød ganske, som det skulle. At det så også måtte være muligt at finde nogle på Amager var oplagt, da jeg jo fandt en hel del dengang.
Barbarus-vandhullet, kaldet, ved Birkedammen i den vestlige ende af området. Her havde jeg flest, og håbede at vinden ikke ville være et problem. Jeg så ikke en eneste. Desværre tror jeg ikke, at det havde noget med vinden at gøre, men snarere den fortvivlende inkompetente forvaltning af området fra de ansvarlige myndigheders side. Dels har man aggressivt fjernet alle de havtorn som gav noget læ omkring vandhullet, og hvor vandnymferne yndede at sidde i læ, og dels er der blevet sat omkring 40 køer ud i området, og de havde tydeligvis invaderet vandhullet og trampet periferien i 5 meters bredde til en stor mudderpøl. Det er meget sandsynligt, at de fleste larver er blevet trampet ihjel under denne proces. Midten af vandhullet står dog fortsat uberørt, så man kan jo håbe at nogle har overlevet. Dog havde jeg stort set ingen vandnymfer overhovedet, så jeg tror, at vi taler om rendyrket Dragonfly-meltdown. Og for at gøre tingene værre, så havde de samme køer også vandaliseret den grøft, hvor jeg fandt flest parringer sidste år. Her havde de aggressivt gnavet hele vegetationen ned og fritlagt bunden, så den også nu fremstår som et tiltrampet mudderhelvede. Dog fandt jeg ved et senere besøg en mængde Sortmærkede Kobbervandnymfer, så dyrene kan åbenbart godt bruge stedet endnu. I håb om forsynets barmhjertighed!
De Rødårede Hedelibeller har været den hotteste art for mig i disse dage, og de bliver ved med at være der. Ved Engsø. Bo Nielsen ville gerne se dem, og det var der jo frit slag til at gøre, eftersom at jeg har lagt observationerne i basen. Ligetil skulle jeg mene, men af uransagelige grunde lykkedes det ham først i tredje forsøg at finde det rette sted, og sådan noget forstår jeg jo ikke meget af. Måske min logistiske evner og stedsans er mere udviklede end gennemsnittets, men med dagens elektronik er det vel kun de, som nægter at gøre brug af den, som kan havne i en sådan situation. Eller? Jeg kender ham ikke godt nok til at vide om det forholder sig sådan. Måske det også kan skyldes, hvad man kunne kalde medfødt rummeligt handikap. Sjovt nok havde Elin også problemer med at finde den rette sø, da hun i sin tid forsøgte sig med samme øvelse. Det var første år, jeg havde dem. Men da det endelig lykkedes for Bo, fandt han 10 hanner. Jeg kom forbi af egen lyst senere samme dag, ved 1730-tiden, og havde ikke en eneste. Jeg nævnte dette for Bo, og han fortalte, at han havde været der tidlig eftermiddag, og det er hans generelle erfaring, når han rejser rundt i verden og ser på guldsmede, at tidspunktet for besøget kan være meget afgørende for, om man får succes eller ej. Tidlig eftermiddag er generelt det bedste tidspunkt.
Jeg tænker, at han har ret i det, dog med det forbehold at man ikke kan skære alle former for guldsmedeaktivitet over en kam. Grunden til at jeg først nåede frem til søen så sent, var nemlig, at jeg havde været på jagt efter hunner af Lille Rødøjet Vandnymfe. På naturbasen havde der været et par RFI'er [Request for identification], som viste sig at være sådanne hunner, men jeg var i tvivl om den ene (ingen andre meldte ind), hvor man kunne se lyse tegninger i nakken mellem øjnene. Var det reelle lyse mærker eller var det genskær? Jeg tog mit forbehold, da jeg svarede. Personen lagde endnu et billede op, men det afslørede ikke mere, og han svarede ikke på, om han selv huskede, om det det drejede sig om reflektioner eller ej, og da jeg overraskende nok ikke kunne finde nogen billeder overhovedet af hunner i mit arkiv, kunne jeg ikke komme videre. End altså selv at tage affære, og komme ud for finde nogle eksemplarer. Og da de netop flyver lystigt alle vegne i disse dage, burde der været rigeligt med muligheder. Hannerne er jo altid relativt lette at finde, når de opsøger ynglepladserne, hvor de sidder parate på flydevegetationen (gerne fedtemøg), og venter på at hunnerne kommer til. Og det er også let at finde æglæggende par, men det er ikke let at få gode billeder af hunnen i disse situationer, da hun altid er bagved hannen og altid halvt neddyppet i snasken. Så hunner skal findes før de nærmer sig ynglevandet. Når de sidder i vegetationen. Men hvor? Jeg prøvede adskillige steder, hvor jeg havde haft hannerne i år, men der var ikke bid nogen steder. Ikke før her sent på eftermiddagen, da jeg undersøgte den sydlige bred af Hejresøen. Her i tjørnekrattet var de endelig. Jeg fandt både unge og gamle, og i ganske gode mængder. Og her kunne jeg så konstatere de helt samme lyse mærker i hovedet, som tydeligvis var refleksioner i solen. Så den sag blev klar, og jeg fik nye billeder til mit guldsmedeprojekt, og det var dejligt.
Apropos denne art, så undrer det mig noget, at der i Jylland bliver meldt massive mængder af Rødøjet Vandnymfe (E. najas) i disse dage, særligt af Jørgen Peter Kjeldsen, mens jeg her på Amager udelukkende finder Lille Rødøjet. Jeg har for vane at gå meget detaljeret til værks, og tjekker stort set alle dyr jeg ser i kameraet eller med kikkerten, så jeg er sikker på, at der ingen Store er i omløb lige nu. Det afføder naturligvis spørgsmålet om han/de (jyderne) er for hurtige på aftrækkeren, når de melder disse arter, eller om der virkelig findes en øst-vest forskydning de to arter imellem. Den Store flyver tidligere end den Lille, og jeg havde den seneste Store den 16. juni, hvilket er næsten 3 uger siden. At følge op på.
Da jeg var ude og se den Tibetanske Præstekrave, mødte jeg Stig, og velvidende, at jeg nu er begyndt at dyrke guldsmede i højere grad end fuglene, havde han lige behov for at nævne, at han havde haft en, som vist var en Blå Libel - kompakt og havde siddet på jorden. Kompakt og blå er fint nok til hanner af denne art, og da det er en af de mest almindelige vi har, er det naturligvis oplagt at novicer falder over den. Men at den havde siddet på jorden, fik mig til at løfte et øjenbryn, da de netop meget sjældent sætter sig direkte på jorden. Gerne lavt, men så som regel på vegetation af en art. Så jeg foreslog at han nok havde set en Stor Blåpil han, som jo ynder at sætte sig direkte på jorden, og selv om den er længere og slankere end den Blå han, så kan man jo nok tage fejl i forbifarten, når man ikke har erfaringen.
Og dette nævner jeg fordi, at det i forgårs igen blæste værre end godt er, men jeg tog alligevel ud. Den daglige motion og det evige håb om noget spændende ud af det blå. Og i sandhed, for her oplevede jeg to forskellige Blå hanner som valgte at sætte sig direkte på jorden. Den ene i læ i kanten af et af vandhullerne ved strandengen-nord, og den anden sad direkte på jordstien som løber nord om Fælledby-hegnet. Jeg kørte lige forbi den på cyklen, og den bevægede sig overhovedet ikke, hvorfor jeg selvfølgelig troede, at den var død. Men da jeg stod af for at få billeder, viste det sig, at den alligevel var levende og snart efter fløj den videre - nok træt at at blive overbegloet at den enøjede kyklop. Så de gør det altså, men jeg vil alligevel fastholde, at det er sjældent, og netop kræver nogle specielle forhold, så som denne ustyrlige hårde nordvestenvind.
Og samme dag, skete der det, som nok kan betegnes som det mest lovende i denne periode, hvad angår guldsmede. Jeg havde sat mig ved kanten af Vagthussøen for at prøve at få billeder af den Lille Rødøjede Vandnymfe, som her var mange af. Og mens jeg sad der og nød at være ud af vinden, og med et par unge gråænder snadrende rundt for mine fødder, fangede mit øje pludselig nogle af de planter som stod ude i vandet, langs kanten et stykke væk. Lysegrønne lange slanke blade stak op af vandet, og det så grangiveligt ud som om, at de dannede en roset. Kunne det virkelig være? Og det var det: Krebseklo! Planten som er altafgørende for at Grøn Mosaikguldsmed vælger at yngle i pågældende vandhul. Meget lovende! Jeg kunne se to rosetter langs den ene bred, og tværs over stod der endnu en plante en 4-5 meter ude i vandet. Selvplantet eller sat ud, med netop det formål at tiltrække denne fredede guldsmed? Jeg kommer sjældent forbi denne sø, så jeg ved naturligvis ikke, hvor lang tid planterne hvar været der, men jeg tænker, at det ikke har været mange år, da den er vækstivrig og tilsyneladende forplanter sig let. Det er første gang jeg ser den på øen, og nu kan vi bare vente og håbe at det giver pote. Grøn Mosaikguldsmed er kun set en gang på Amager, og det er mange år siden, via et museumsfund. Om der har været Krebseklo på Amager dengang, tvivler jeg på, da planten tilsyneladende mest har bredt sig via havehold igennem mange år, så det har nok drejet sig om en stejfer. Det store spørgsmål angående denne guldsmed er naturligvis, hvad den gjorde før menneskene kom til med deres rendyrkede havemani? Jeg er ret sikker på, at den også bruger andre planter, når betingelserne er til det.
Enjoy!
2025-06-23
Hjemme igen fra Sverige, og med et bredt smil på tværs af hele mundtøjet. Det blev som det skulle være: Interessant at se lokaliteten og tilfredshed med udbyttet.
Men så var fornøjelsen jo også rigeligt betalt, med 450 SKR for at komme frem og tilbage - med cykel. Man står af på første stop i Sverige, Hyllie, som udtales hylje og ikke hyl-i-e, i fald du skulle være i tvivl. Og når man kommer op fra sporet med elevatoren, som hedder hissen i Sverige, så får man et lille chok, når man opdager, at man er fuldt i gang med at bygge på grassat-maner i hele området, svarende til Ørestaden på Amager. Lettere forvirret ved første øjekast, men med det gode maps.me kort over området fandt jeg snart ud af, hvordan jeg skulle komme til Limhamn Kalkbrott. For her var det planen at starte, idet jeg havde set på artportalen.se, at den lille blåpil også bliver set der.
Solen stod højt og lyste flot mens en frisk vind kom ind over området ude fra Øresund. Først tænkte jeg at det ville blive for meget, men igen, den lille blåpil skulle findes siddende tæt på jorden, og der kan der let være læ, selv om det blæser i højden. Området er bebygget helt til kanten af kalkbruddet, som viste sig at være et fantastisk hul i jorden at skue fra oven. Over 50 meter dybt, tror jeg, og i areal lidt over en halv kvadratkilometer. Det kriblede i alle geledder for at komme ned og undersøge de mange vandhuller, som man tydeligt kunne se oppefra. Jeg skannede rundt med kikkerten for at få det tættere på, og det værste som derved slog mig, var at der ingen mennesker var dernede. Helt dødt. Oppe langs kanten var der rigelig aktivitet med sommermennesker ude at træne eller lufte børn og hund. Men dernede var der ingen. Det kunne jo desværre kun betyde en ting: At der ikke var adgang til hullet. Men jeg håbede fortsat, og valgte at køre hele vejen rundt til den anden ende, for at se om ikke der kunne være en lille åbning et sted. Men på gennemført svensk maner var der styr på hele hegnet, og skiltningen var til sidst klar:Nul adgang.
Fair nok. På plancher kunne jeg se at både Vandrefalk og Stor Hornugle har forsøgt at yngle, og bare for det, giver det vel mening at lukke området af, i håb om at de vil forsøge igen på et tidspunkt. Via Vilde Malmö kan man komme med på en guidet tur, hvis man har lyst. Og det har man, i princippet.
Jeg cyklede videre, og landede hurtigt i Bunkeflostrand, som var mit mål. Et villakvarter for det bedre borgerskab. Pænt uden at være helt prangende. Unisex-mentaliteten synes også at have vundet indpas på byggestilen. I gamle dage var det forholdsvist let at kende forskel på dansk og svensk byggestil, men i dag synes huse og bygninger at ligne hinanden. Tydeligvis et resultat af at det er de samme computerprogrammer som guider og udvikler, mens den smarte arkitekt-elite bare skal trykke på Godkend, mens de lattende tager selfies, når de har løst dagens opslidende men selvfede udfordring.
Jeg skulle ned i sydenden af landsbyen, men måtte naturligvis stoppe allerede få meter efter byskiltet, da et vandhul gjorde sig fristende til. Der var dog ikke meget andet end et par af de helt almindelige arter, Stor Farvevandnymfe og Fireplettet Libel. Men så så jeg, at der på den anden side af vejen også lå et vandhul, så der kørte jeg over bagefter. Nu hvor jeg kun havde en lokalitet på programmet, var der rigeligt med tid til at tilføje lidt improviseret udforskning. Sådan som enhver god tur giver mulighed for. Øjnene åbne for det uventede. Ikke at der var så meget der heller, men jeg blev alligevel overrasket, da der pludselig lå to toppede skalleslugere, et par, i eklipsedragt, og bare svømmede rundt. Tænker de nok ikke kunne flyve, og havde valgt stedet til at gennemføre sommerfældningen. Jeg har sjældent set arten i denne dragt, om nogensinde, så derfor var det rent Feder På Balookaen. Senere kom et andet par frem. Og mens dette stod på fløj der lidt guldsmede rundt. Mest Store Blåpile og Fireplettede. Og der en Stor Kejserguldsmed. Og lidt Store Farvevandnymfer. Og så var den der pludselig: En Lille Kejserguldsmed. Denne endnu halvsjældne art på vores breddegrader, har længe været mere almindelig i Skåne end på den anden side af sundet, så det er ikke en art, man kan imponere en svensker med, men jeg glæder mig nu alligevel hver gang, det lykkes at spotte en. Og de er egentlig påfaldende lette at bestemme. Selv i flugten når det går stærkt. For det første har vi jo ikke så mange af de helt store guldsmede, så når man ser en, ved man at man er ovre i anax-afdelingen, som kejserguldsmedene hedder på fornemt udenlandsk. Vi har den Store som er ret almindelig nu, og så den Lille, som er fåtallig, og så er der den helt sjældne Brune, som jeg endnu ikke har set, og som kun bliver set med års mellemrum på vores kanter. Den store har gule øjne, grøn krop og blå bagkrop. Hannen. Den lille har brun krop og grønne øjne. Og denne forskel er meget let at spotte selv i flugten, så når man er tunet ind på sagerne, så reagerer hjernen nærmest instinktivt, når det der kommer flyvende forbi ikke har gult og grønt i forenden. Den hundsede lidt rundt med de store blåpile, men forsvandt ret hurtigt, og helt sikkert for hurtigt til overhovedet at prøve at få et billede ud af situationen. Måske med et fuldt fungerende nyt kamera ville jeg have kunnet gøre et forsøg, men med dødsejleren som jeg er tvunget til at bære rundt på, var der ingen grund til overhovedet at overveje at løfte kameraet.
Videre sydpå nåede jeg endelig dagens rigtige destination, Björkadammen. Den ligger rettelig mellem Bunkeflostrand og Klagsham. I kanten mellem de sidste huse og marker og eng. Det ligner ingenting, og mest af alt et regnvandsbassin som langsomt er groet til med siv. Der går stier rundt om den, og gangbroer på tværs, hvor de lokale eksercerer. Bananformet og tydeligt lavvandet flyder den nede i en lavning, og har måske ovenikøbet i sin tid været en afvandingskanal til at sikre byggemodne jorde, og tørre marker. Hvordan dette sted kunne huse en, i danske øjne, så eksklusiv art, havde/har, jeg svært ved at forstå. Men det skyldes naturligvis min egen manglende indsigt. Jeg har kun set arten i skovagtige omgivelser, hvor rindende klart vand har været tilstede. Men arten kan åbenbart også trives i åbne landskaber, som dette, hvor vandet er lavt. Med et sådant spænd mellem ønskede biotoper er det meget underligt, at arten ikke er at finde på øerne mellem Jylland og Skåne. Der burde være et hav af egnede lokaliteter, og da arten ovenikøbet ikke er specielt stedfast, burden den kunne sprede sig let. Men det er et faktum, at det forholder sig sådan som det gør, og det skal man så nok være Lille Blåpil for at forstå meningen med. Måske vi også forstår det en dag, men indtil da må bjerget altså komme til Muhammed...
En hurtig spiser, og jeg var klar. Ordet lyder at arten altid sidder på vegetationen, og aldrig på jorden, som sin storesøster, Stor Blåpil. De billeder jeg så den anden dag fra stedet, viste netop dette. Både en han og en hun siddende på siv. Og da der var rigeligt med siv, var det bare at komme i gang med at spotte. Jeg valgte at gå rundt mod øst med solen i ryggen, og så først en Fireplettet Libel, men der gik ikke lang tid, før jeg så en blåpil type flyve op fra jorden. Jorden vil sige det tæppe af høstede tørre siv som lå som en bred bræmme hele vejen rundt om vandhullerne (der er tre i sammenhæng i længde af en halv kilometer i alt). Jeg tænkte naturligvis, at det så måtte vær en Stor. Men ved et nærmere kig, var det ikke det. Den havde godt nok mere sort ved halen end jeg brød mig om, men den var slank, og klart blå på resten af bagkroppen og havde dertil de altafgørende dybt orange vingemærker, som kun sidder på en Lille Blåpil. En han Orthetrum coerulescens. Glæde over at have fundet en. Glæde over at have fundet en så hurtigt. Og forvirring over at finde den siddende på den måde, fladt og eksponeret. Helt som den Store plejer at gøre det. Kunne jeg alligevel tage fejl? Jeg blev nød til at tjekke mine egne billeder af den Store for at være helt sikker på, at den altid og hele tiden, efter at være modnet, har sort vingemærker. No doubt about it.
Jeg brugte de næste 3 timer på at komme hele vejen rundt, og nåede at finde over 50 hanner, 7 hunner og et par parringer. Stort set alle dyr sad fladt på de tørre siv, i det åbne, i solen. Kun to eller tre dyr så jeg sidde i de friske siv, og den ene hun kun efter at jeg fik jaget der derop.
Denne for mig nye viden, satte selvfølgelig tankerne i gang. For når det forholder sig sådan, betyder det så, at jeg, og andre, måske alligevel har overset arten i det hjemlige? Kan det være at de mange Store Blåpile som jeg per automatik registrerer, når jeg kører rundt på vestamager, kunne vise sig at dække over en Lille i ny og næ? Imod dette taler dog, at jeg også havde en 17 Store Blåpile, da jeg gik rundt, og det var altså ret tydeligt, at de var forskellige. Den lille er bare mindre og mere slank end den store. Og hunnerne er jo helt specielle i deres gul-beige dragt. De minder mere om unge hedelibeller end om hunner af Stor Blåpil, men de er alligevel altid mere udvandede i farverne en hedelibellerne er. Så summasummarum er det en art, som er svært at overse, når den er der, derfor må konklusionen fortsat blive, at den er ikke-eksisterende mellem Skåne og Jylland (få på Fyn). Dog er jeg ret sikker på, at jeg fremover, når jeg bevæger mig igennem det siv- og rørfyldte vestamager, vil kigge ekstra godt efter.
Jeg havde også 8 hanner af Rødåret Hedelibel. De sad også alle sammen på de tørre siv. Op imod den friske vind. Billqvist meldte 16 den anden dag, hvilket jeg synes er mange. Specielt set i lyset af at jeg have over 60 små blå, mens han kun meldte 10. Men der kan selvfølgelig hurtigt sket forandringer i den verden. Den anden dag havde jeg for eksempel 14 Rødårede ved Engså på Amager, men to dage senere kun 3. Vejr, vind og livets tilfældige luner.
Enjoy!
Hjemme igen fra Sverige, og med et bredt smil på tværs af hele mundtøjet. Det blev som det skulle være: Interessant at se lokaliteten og tilfredshed med udbyttet.
Men så var fornøjelsen jo også rigeligt betalt, med 450 SKR for at komme frem og tilbage - med cykel. Man står af på første stop i Sverige, Hyllie, som udtales hylje og ikke hyl-i-e, i fald du skulle være i tvivl. Og når man kommer op fra sporet med elevatoren, som hedder hissen i Sverige, så får man et lille chok, når man opdager, at man er fuldt i gang med at bygge på grassat-maner i hele området, svarende til Ørestaden på Amager. Lettere forvirret ved første øjekast, men med det gode maps.me kort over området fandt jeg snart ud af, hvordan jeg skulle komme til Limhamn Kalkbrott. For her var det planen at starte, idet jeg havde set på artportalen.se, at den lille blåpil også bliver set der.
Solen stod højt og lyste flot mens en frisk vind kom ind over området ude fra Øresund. Først tænkte jeg at det ville blive for meget, men igen, den lille blåpil skulle findes siddende tæt på jorden, og der kan der let være læ, selv om det blæser i højden. Området er bebygget helt til kanten af kalkbruddet, som viste sig at være et fantastisk hul i jorden at skue fra oven. Over 50 meter dybt, tror jeg, og i areal lidt over en halv kvadratkilometer. Det kriblede i alle geledder for at komme ned og undersøge de mange vandhuller, som man tydeligt kunne se oppefra. Jeg skannede rundt med kikkerten for at få det tættere på, og det værste som derved slog mig, var at der ingen mennesker var dernede. Helt dødt. Oppe langs kanten var der rigelig aktivitet med sommermennesker ude at træne eller lufte børn og hund. Men dernede var der ingen. Det kunne jo desværre kun betyde en ting: At der ikke var adgang til hullet. Men jeg håbede fortsat, og valgte at køre hele vejen rundt til den anden ende, for at se om ikke der kunne være en lille åbning et sted. Men på gennemført svensk maner var der styr på hele hegnet, og skiltningen var til sidst klar:Nul adgang.
Fair nok. På plancher kunne jeg se at både Vandrefalk og Stor Hornugle har forsøgt at yngle, og bare for det, giver det vel mening at lukke området af, i håb om at de vil forsøge igen på et tidspunkt. Via Vilde Malmö kan man komme med på en guidet tur, hvis man har lyst. Og det har man, i princippet.
Jeg cyklede videre, og landede hurtigt i Bunkeflostrand, som var mit mål. Et villakvarter for det bedre borgerskab. Pænt uden at være helt prangende. Unisex-mentaliteten synes også at have vundet indpas på byggestilen. I gamle dage var det forholdsvist let at kende forskel på dansk og svensk byggestil, men i dag synes huse og bygninger at ligne hinanden. Tydeligvis et resultat af at det er de samme computerprogrammer som guider og udvikler, mens den smarte arkitekt-elite bare skal trykke på Godkend, mens de lattende tager selfies, når de har løst dagens opslidende men selvfede udfordring.
Jeg skulle ned i sydenden af landsbyen, men måtte naturligvis stoppe allerede få meter efter byskiltet, da et vandhul gjorde sig fristende til. Der var dog ikke meget andet end et par af de helt almindelige arter, Stor Farvevandnymfe og Fireplettet Libel. Men så så jeg, at der på den anden side af vejen også lå et vandhul, så der kørte jeg over bagefter. Nu hvor jeg kun havde en lokalitet på programmet, var der rigeligt med tid til at tilføje lidt improviseret udforskning. Sådan som enhver god tur giver mulighed for. Øjnene åbne for det uventede. Ikke at der var så meget der heller, men jeg blev alligevel overrasket, da der pludselig lå to toppede skalleslugere, et par, i eklipsedragt, og bare svømmede rundt. Tænker de nok ikke kunne flyve, og havde valgt stedet til at gennemføre sommerfældningen. Jeg har sjældent set arten i denne dragt, om nogensinde, så derfor var det rent Feder På Balookaen. Senere kom et andet par frem. Og mens dette stod på fløj der lidt guldsmede rundt. Mest Store Blåpile og Fireplettede. Og der en Stor Kejserguldsmed. Og lidt Store Farvevandnymfer. Og så var den der pludselig: En Lille Kejserguldsmed. Denne endnu halvsjældne art på vores breddegrader, har længe været mere almindelig i Skåne end på den anden side af sundet, så det er ikke en art, man kan imponere en svensker med, men jeg glæder mig nu alligevel hver gang, det lykkes at spotte en. Og de er egentlig påfaldende lette at bestemme. Selv i flugten når det går stærkt. For det første har vi jo ikke så mange af de helt store guldsmede, så når man ser en, ved man at man er ovre i anax-afdelingen, som kejserguldsmedene hedder på fornemt udenlandsk. Vi har den Store som er ret almindelig nu, og så den Lille, som er fåtallig, og så er der den helt sjældne Brune, som jeg endnu ikke har set, og som kun bliver set med års mellemrum på vores kanter. Den store har gule øjne, grøn krop og blå bagkrop. Hannen. Den lille har brun krop og grønne øjne. Og denne forskel er meget let at spotte selv i flugten, så når man er tunet ind på sagerne, så reagerer hjernen nærmest instinktivt, når det der kommer flyvende forbi ikke har gult og grønt i forenden. Den hundsede lidt rundt med de store blåpile, men forsvandt ret hurtigt, og helt sikkert for hurtigt til overhovedet at prøve at få et billede ud af situationen. Måske med et fuldt fungerende nyt kamera ville jeg have kunnet gøre et forsøg, men med dødsejleren som jeg er tvunget til at bære rundt på, var der ingen grund til overhovedet at overveje at løfte kameraet.
Videre sydpå nåede jeg endelig dagens rigtige destination, Björkadammen. Den ligger rettelig mellem Bunkeflostrand og Klagsham. I kanten mellem de sidste huse og marker og eng. Det ligner ingenting, og mest af alt et regnvandsbassin som langsomt er groet til med siv. Der går stier rundt om den, og gangbroer på tværs, hvor de lokale eksercerer. Bananformet og tydeligt lavvandet flyder den nede i en lavning, og har måske ovenikøbet i sin tid været en afvandingskanal til at sikre byggemodne jorde, og tørre marker. Hvordan dette sted kunne huse en, i danske øjne, så eksklusiv art, havde/har, jeg svært ved at forstå. Men det skyldes naturligvis min egen manglende indsigt. Jeg har kun set arten i skovagtige omgivelser, hvor rindende klart vand har været tilstede. Men arten kan åbenbart også trives i åbne landskaber, som dette, hvor vandet er lavt. Med et sådant spænd mellem ønskede biotoper er det meget underligt, at arten ikke er at finde på øerne mellem Jylland og Skåne. Der burde være et hav af egnede lokaliteter, og da arten ovenikøbet ikke er specielt stedfast, burden den kunne sprede sig let. Men det er et faktum, at det forholder sig sådan som det gør, og det skal man så nok være Lille Blåpil for at forstå meningen med. Måske vi også forstår det en dag, men indtil da må bjerget altså komme til Muhammed...
En hurtig spiser, og jeg var klar. Ordet lyder at arten altid sidder på vegetationen, og aldrig på jorden, som sin storesøster, Stor Blåpil. De billeder jeg så den anden dag fra stedet, viste netop dette. Både en han og en hun siddende på siv. Og da der var rigeligt med siv, var det bare at komme i gang med at spotte. Jeg valgte at gå rundt mod øst med solen i ryggen, og så først en Fireplettet Libel, men der gik ikke lang tid, før jeg så en blåpil type flyve op fra jorden. Jorden vil sige det tæppe af høstede tørre siv som lå som en bred bræmme hele vejen rundt om vandhullerne (der er tre i sammenhæng i længde af en halv kilometer i alt). Jeg tænkte naturligvis, at det så måtte vær en Stor. Men ved et nærmere kig, var det ikke det. Den havde godt nok mere sort ved halen end jeg brød mig om, men den var slank, og klart blå på resten af bagkroppen og havde dertil de altafgørende dybt orange vingemærker, som kun sidder på en Lille Blåpil. En han Orthetrum coerulescens. Glæde over at have fundet en. Glæde over at have fundet en så hurtigt. Og forvirring over at finde den siddende på den måde, fladt og eksponeret. Helt som den Store plejer at gøre det. Kunne jeg alligevel tage fejl? Jeg blev nød til at tjekke mine egne billeder af den Store for at være helt sikker på, at den altid og hele tiden, efter at være modnet, har sort vingemærker. No doubt about it.
Jeg brugte de næste 3 timer på at komme hele vejen rundt, og nåede at finde over 50 hanner, 7 hunner og et par parringer. Stort set alle dyr sad fladt på de tørre siv, i det åbne, i solen. Kun to eller tre dyr så jeg sidde i de friske siv, og den ene hun kun efter at jeg fik jaget der derop.
Denne for mig nye viden, satte selvfølgelig tankerne i gang. For når det forholder sig sådan, betyder det så, at jeg, og andre, måske alligevel har overset arten i det hjemlige? Kan det være at de mange Store Blåpile som jeg per automatik registrerer, når jeg kører rundt på vestamager, kunne vise sig at dække over en Lille i ny og næ? Imod dette taler dog, at jeg også havde en 17 Store Blåpile, da jeg gik rundt, og det var altså ret tydeligt, at de var forskellige. Den lille er bare mindre og mere slank end den store. Og hunnerne er jo helt specielle i deres gul-beige dragt. De minder mere om unge hedelibeller end om hunner af Stor Blåpil, men de er alligevel altid mere udvandede i farverne en hedelibellerne er. Så summasummarum er det en art, som er svært at overse, når den er der, derfor må konklusionen fortsat blive, at den er ikke-eksisterende mellem Skåne og Jylland (få på Fyn). Dog er jeg ret sikker på, at jeg fremover, når jeg bevæger mig igennem det siv- og rørfyldte vestamager, vil kigge ekstra godt efter.
Jeg havde også 8 hanner af Rødåret Hedelibel. De sad også alle sammen på de tørre siv. Op imod den friske vind. Billqvist meldte 16 den anden dag, hvilket jeg synes er mange. Specielt set i lyset af at jeg have over 60 små blå, mens han kun meldte 10. Men der kan selvfølgelig hurtigt sket forandringer i den verden. Den anden dag havde jeg for eksempel 14 Rødårede ved Engså på Amager, men to dage senere kun 3. Vejr, vind og livets tilfældige luner.
Enjoy!
2025-06-21
Sommer, sommer og sol! Som hun synger, har det været. Behagelige temperaturer omkring de 15-20 stykker men med knapt så meget regn, som man kunne have håbet på. Den evige balance. Vi er næsten fremme ved Sankt Hans nu, og netop som han synger: ...sommeren nærmest fløj afsted. For det er godt nok gået hurtigt her på det sidste, hvilket mit to ugers skrivefravær også vidner om. Og lige i dette første øjekast, virker det som om, at guldsmedene ikke rigtig vil i gang, men det skyldes nok, at jeg ikke har taget mig tid til at zoome ud og sammenligne med tidligere år endnu. For jeg ser jo på dem hver dag, på mine daglige runder. Men måske mit udbytte føles lidt vagt, fordi jeg ikke har defineret nogle klare mål for i år. Fortsat begrænset på det finansielt-materielle plan, virker det omsonst at sætte planer i værk, som alligevel ikke kan realiseres.
Jeg har derfor mest tullet rundt efter de lavthængende årsarter, hvilket vil sige mest på Amager, med en enkelt dagstur, da den lille røde var ledig, til Nordsjælland. For at finde flere kærguldsmede og for at finde Blåvinget Pragtvandnymfe. Og så for at finde flere Blåbåndede til studie af hannernes udstrækning af blåt i vingen, når de flyver. Og så tyder det på, at jeg også er hoppet i svirreflue-gryden alligevel, selv om jeg ønskede at afgrænse mig fra dem, når guldsmedesæsonen rigtigt var kommet i gang. For at bruge mindre tid i felten. Men det er bare umuligt ikke at spotte dem, når man alligevel render rundt i græs og buskads, og har den flyvende rundt om fødderne. Og de er jo fascinerende i deres forskellighed og mangfoldighed, så jeg har brugt ret meget tid på, først at spotte og fotografere dem, og sidenhen at behandle og præsentere billeder. Og jeg har givet min side med flora og fauna en overhaling, så man nu kan se alle de arter, jeg har billeder af i fotomode, så det er let at få et overblik over, hvad jeg har set. Naturligvis mest til mit eget brug, da det sparer meget tid i artsbestemmelsesprocessen først at trawle igennem min egen samling. Ofte har jeg jo set dyrene før, men også glemt hvad de hedder. Og hver gang man sparer en søgning via inaturalist og naturbasen, gør man livet lettere for sig selv. Og befriende meget dejligere!
Sidst havde jeg taget en beslutning om, at komme afsted tidligt om morgenen for at finde en forvandling af Stor Kejserguldsmed i mit lokale regnbassin. Jeg kom afsted en dag, 4:30, men der var intet at se den dag. Heller ikke nye exuviaer så det ud til. Og så kom der ikke mere ud af det. Til gengæld havde jeg en Svaleklire gående i kanten, da jeg ankom, hvilket aldrig er sket før, men som tydeligt viser, at der foregår så meget der ude, når der ikke er mennesker tilstede. Det er naturligvis lidt sløvt ikke at forsøge flere gange, når det nu er tydeligt at dyrene er til stede. Men jeg vil gerne tro, at det skyldes både at det er et besværligt sted at komme tæt på- meget skrå og glat kant ned mod vandet, og samtidig at mit kamera er blevet endnu mere moribund end tidligere, hvilket i sig selv er imponerende, at det kan lade sig gøre. Det burde allerede for flere år siden have ligget i en skrotbunke for udtjente dslr-kameraer. Nu er den manuelle fokuserings-mekanisme også gået i stykker, således at det ikke er muligt at bevæge fokusringen, og opnå det forventede resultat ved at dreje på den. Nogle gange bevæger linserne indeni sig, og nogle gange gør de ikke. Det er ikke muligt at forudsige hvornår. Nu er det bedste at prøve at bruge autofokus, hvis fokus skal flyttes langt. Det virker oftere, men uden på nogen måde at være stabilt eller pålideligt. Og stabilisatoren er naturligvis røget for længst, og da jeg nu bruger telekonverter konstant på min 400mm-linse, da kontakterne slutter bedre i denne kombination, så kan de fleste naturfotografer nok levende forestille sig, hvor lidet attraktivt det er at skulle give sig i kast med delikate fotoprojekter, som kræver præcision i indstillingerne, under disse betingelser. Dette lægger naturligvis en dæmper på min trang til at komme rundt og søge nye indsigter, når jeg ikke vil være i stand til at dokumentere det, og samle materiale til senere brug og præsentation. Men på den anden side, kan man jo trods alt fortsat lære noget ved bare at bruge sine øjne, så derfor tager jeg ud. Men også for at få motion, og så naturligvis for at puste til håbet om at støde ind i Guldgåsen med de rette attributter og den rette indstilling.
På Fandens Fødselsdag, 11. juni, tog jeg runden nordpå, og startede passende ud i Fandens Hul oppe ved Helsingør. Ib Fagerlund havde haft en enkelt Dværgvandnymfe nogle dage før. Jeg fik også en enkelt, og en enkelt Lille Kærguldsmed. Rart at få den lille, da de åbenbart ikke bliver mange i år her i Østdanmark. Ellers var det nok mest småkravl som gjorde sig bemærket inden jeg snart tog videre til Grib Skov. Nogen havde haft kærguldsmede ved Toggerup Enghave, et sted jeg har besøgt før med familien i følge. Et fint frodigt sted med vandhul og græsfyldte enge. Røde Vandnymfer var dog højdepunktet her angående guldsmede, men det var ganske givende i forhold til svirrefluer og det andet kryb, man støder på når man snuser rundt. Til gengæld var der mere bid på den anden side af vejen i Toggerup Tørvemose på vejen mod Store Gribskov Sø. Der var godt med vand i mosen, og det lykkedes at finde alle tre røde kærguldsmede. Tidligere havde jeg kun stået på den smalle skovsti som løber ind over mosen, men denne gang fandt jeg ud af, at man kan gå ned langs kanten af vandet og få flere og bedre overblik. Jeg fandt også et guldsmede-exuvia, som sad lige ved stien. Det ligger dog fortsat i æsken og venter på at blive bestemt. Forhåbentlig viser det sig at være en kærguldsmed. Det var i hvert fald en libel-type, men der var også en del Fire-plettede, så jeg holde forhåbningen i tøjler indtil da.
Dagens sidste stop blev Børstingerød Mose. Jeg kan sådan set godt lide dette sted, selvom det er ret afgrænset, og ligger midt i et landbrugsområde. Her blev der engang set Blåvinget Pragtvandnymfe, og det var mest derfor at jeg ville besøge stedet. Dog også for at finde flere kærguldsmede, som også kan ses her. Men hvad de sidste angår fik jeg intet. Måske jeg kom for sent på eftermiddagen. Der var en del Hesteskov-vandnymfer rundt omkring, hvilket er normalt, som jeg husker det, men ellers ikke så meget at skrive hjem om, andet end et par Kileplet-Mosaiker. Den blåvingede udeblev også, men i forhold til sidste gang jeg var her, og kun havde en enkelt hun Blåbåndet, havde jeg denne gang, 3 hanner og 3 hunner. Kollerød Å. Der var stadig fint flow på vandet, men ud over pragtvandnymferne var der ikke meget liv. Er dette vand også forurenet med pesticider og andet lort fra landbruget?! Sommerfuglene som man kommer her for at se, Mørk Pletvinge og Engperlemorssommerfugl var der ingen tegn på, selv om græsset i deres lysning havde nået en fin højde. Senere har andre haft Engperlen, men vist endnu ikke den anden. Mange sjællandske sommerfugle synes at have det svært i år/disse år? og det er måske også en stakket frist for disse to arter på dette isolerede, og måske for friserede, sted, til at de kan overleve. Men det gode ved den katastrofale tilstand i naturen mange steder, er at vores allesammens elskede miljøminister Magnus Heunicke har proklameret, at vi skal handle nu! Derfor har han besluttet at nedsætte endnu et udvalg, så vi lige straks har nogle bedre data at handle på...for det er jo meget vigtig, siger han, at vi handler på et oplyst grundlag. Hvor kan man dog bare håbe at danskerne vil træde i karakter ved det næste folketingsvalg, og sende de nuværende regeringsledere langt væk fra indflydelsens rækkevidde. Uansvarlige mennesker som de er i deres middelmådige forståelse af livet, og hvad der får en sund verden til at fungere. Som anskuelighed på deres inkompetente og kyniske tilgang til livet, kan jeg nævne, at det lige er blevet vedtaget i EU at minkavl skal forbydes. Et fornuftigt tiltag når man tænker på dyrenes tarv. Men i samme åndedrag lød det så, at netop den danske regering var imod, og at den nu vil gøre alt hvad den kan, for at få lavet en særaftale, så de nordjyske bonderøve kan fortsætte med deres umoralske dyreplageri. Svinske penge. Intet andet at sige til det.
De Blåbåndede hanner havde jeg et ekstra øje på, da jeg jo fortsat har mit hængeparti angående de to dyr jeg så sidste år på Amager, og mistænker for at være Blåvingede. Så jeg prøvede at få en fornemmelse af de blåbåndedes udseende under flugten her ved åen. Men desværre var der ikke så meget flugt over situationen, for de bevægede sig ikke meget, og kun lige hen over brændenælderne, når de skulle fra et sted til det næste. Så jeg må vente på en ny mulighed et andet sted, hvor de flyver frit. Dog fornemmede jeg, at det højst sandsynligt ikke er muligt at skelne de to på afstand.
Hjemme på Amager igen fik jeg de første Blodrøde og Store Hedelibeller den fjortende juni på Amager Fælled. Hvad den blodrøde angår nogenlunde samme dato som sidste år, men den store var to uger senere end sidste år, hvor jeg havde de første den 3. juni i Travbaneparken. Denne forskel lyder voldsom, men skyldes nok mere tilfældigheder, end noget der kan koges tendenser på.
To dage tidligere havde jeg dog haft, hvad jeg, i retfærdighedens navn, må kalde periodens højdepunkt. Jeg stod i en af lysningerne i den nordlige ende af Pinseskoven, da der pludselig hang en Svalehale over hovedet på mig. Så langt ude af bevidstheden var den, at jeg knapt kunne formulere dens navn, da jeg ville i udbrud over oplevelsen. Og mens ordene kløjs i munden fløj den desværre hurtigt videre, og blev derved ikke foreviget på nogen måde, andet end i min hukommelse. Det var min første i Danmark, men i betragtning af at arten nu genyngler på Bornholm og de generelle varmere tendenser, spår jeg, at der nok snart skal komme flere min vej.
Sidste år havde jeg landets første rødøjede hedelibeller midt i maj måned. Det var i forbindelse med flere dages varm sydøstenvind. Det var vi ikke haft meget af i dette forår, så der skulle gå over en måned længere før at det lykkedes at finde nogen i år. Ikke at de bliver set hvert år. 2023 gav jo for eksempel ingen på landsplan. Men jeg havde da håbet på den, og tog derfor til Engsø den syttende for at se om ikke dagens vejr, som var nogenlunde varmt og med sydlige vinde, kunne have frembragt nogle stykker. Og der sad så tre hanner på den vanlige maner, i kanten langs søen og patruljerede. I går den tyvende var jeg så forbi igen, og der havde jeg hele 12 hanner og en parring, hvilket er mit højeste antal af arten nogensinde. Det hænger godt sammen med, at de også flyver i sunde tal nede i Central Europa, ifølge observations.org. Og her har jeg også set at Flammelibellerne er kommet godt på vingerne, så dem kan vi nok også forvente en af de nærmeste dage.
Og så er der den Lille Blåpil. Jeg blev for nogle dage siden opmærksom på, at den befinder sig lige ovre på den anden side af Øresund, i Limhamn, 20 kilometer fra Amager. Jeg troede det var nyt, og blev fyr og flamme. Men da jeg tjekkede detaljerne på artportalen.se, kunne jeg se, at den første gang blev opdaget der helt tilbage i 2015. Magnus Billqvist meldte 10 for to dage siden, så den lader til at have etableret sig der. I det lys har jeg været rundt på Amager de sidste par dage for at prøve at finde egnede steder til den. Men jeg tror desværre ikke at vi har dem. Jeg vil helst have at der skal være noget frisk rindende vand i nærheden, og det har vi simpelt hen ikke nogen steder. Arten kan dog også godt lide grusgrave, tilsyneladende, men den slags steder har vi heller ikke nogen af. Så jeg bliver nok nød til at acceptere, at det ikke bliver en Amager-art sådan lige foreløbig, hvis nogensinde. Dog er det en art, som jeg meget gerne vil have mere erfaring med, så jeg har besluttet, at jeg nu tager toget derover for at få nogle fantastisk gode billeder med mit fantastik gode kamera. Så det gør jeg nu. Hej!
Sommer, sommer og sol! Som hun synger, har det været. Behagelige temperaturer omkring de 15-20 stykker men med knapt så meget regn, som man kunne have håbet på. Den evige balance. Vi er næsten fremme ved Sankt Hans nu, og netop som han synger: ...sommeren nærmest fløj afsted. For det er godt nok gået hurtigt her på det sidste, hvilket mit to ugers skrivefravær også vidner om. Og lige i dette første øjekast, virker det som om, at guldsmedene ikke rigtig vil i gang, men det skyldes nok, at jeg ikke har taget mig tid til at zoome ud og sammenligne med tidligere år endnu. For jeg ser jo på dem hver dag, på mine daglige runder. Men måske mit udbytte føles lidt vagt, fordi jeg ikke har defineret nogle klare mål for i år. Fortsat begrænset på det finansielt-materielle plan, virker det omsonst at sætte planer i værk, som alligevel ikke kan realiseres.
Jeg har derfor mest tullet rundt efter de lavthængende årsarter, hvilket vil sige mest på Amager, med en enkelt dagstur, da den lille røde var ledig, til Nordsjælland. For at finde flere kærguldsmede og for at finde Blåvinget Pragtvandnymfe. Og så for at finde flere Blåbåndede til studie af hannernes udstrækning af blåt i vingen, når de flyver. Og så tyder det på, at jeg også er hoppet i svirreflue-gryden alligevel, selv om jeg ønskede at afgrænse mig fra dem, når guldsmedesæsonen rigtigt var kommet i gang. For at bruge mindre tid i felten. Men det er bare umuligt ikke at spotte dem, når man alligevel render rundt i græs og buskads, og har den flyvende rundt om fødderne. Og de er jo fascinerende i deres forskellighed og mangfoldighed, så jeg har brugt ret meget tid på, først at spotte og fotografere dem, og sidenhen at behandle og præsentere billeder. Og jeg har givet min side med flora og fauna en overhaling, så man nu kan se alle de arter, jeg har billeder af i fotomode, så det er let at få et overblik over, hvad jeg har set. Naturligvis mest til mit eget brug, da det sparer meget tid i artsbestemmelsesprocessen først at trawle igennem min egen samling. Ofte har jeg jo set dyrene før, men også glemt hvad de hedder. Og hver gang man sparer en søgning via inaturalist og naturbasen, gør man livet lettere for sig selv. Og befriende meget dejligere!
Sidst havde jeg taget en beslutning om, at komme afsted tidligt om morgenen for at finde en forvandling af Stor Kejserguldsmed i mit lokale regnbassin. Jeg kom afsted en dag, 4:30, men der var intet at se den dag. Heller ikke nye exuviaer så det ud til. Og så kom der ikke mere ud af det. Til gengæld havde jeg en Svaleklire gående i kanten, da jeg ankom, hvilket aldrig er sket før, men som tydeligt viser, at der foregår så meget der ude, når der ikke er mennesker tilstede. Det er naturligvis lidt sløvt ikke at forsøge flere gange, når det nu er tydeligt at dyrene er til stede. Men jeg vil gerne tro, at det skyldes både at det er et besværligt sted at komme tæt på- meget skrå og glat kant ned mod vandet, og samtidig at mit kamera er blevet endnu mere moribund end tidligere, hvilket i sig selv er imponerende, at det kan lade sig gøre. Det burde allerede for flere år siden have ligget i en skrotbunke for udtjente dslr-kameraer. Nu er den manuelle fokuserings-mekanisme også gået i stykker, således at det ikke er muligt at bevæge fokusringen, og opnå det forventede resultat ved at dreje på den. Nogle gange bevæger linserne indeni sig, og nogle gange gør de ikke. Det er ikke muligt at forudsige hvornår. Nu er det bedste at prøve at bruge autofokus, hvis fokus skal flyttes langt. Det virker oftere, men uden på nogen måde at være stabilt eller pålideligt. Og stabilisatoren er naturligvis røget for længst, og da jeg nu bruger telekonverter konstant på min 400mm-linse, da kontakterne slutter bedre i denne kombination, så kan de fleste naturfotografer nok levende forestille sig, hvor lidet attraktivt det er at skulle give sig i kast med delikate fotoprojekter, som kræver præcision i indstillingerne, under disse betingelser. Dette lægger naturligvis en dæmper på min trang til at komme rundt og søge nye indsigter, når jeg ikke vil være i stand til at dokumentere det, og samle materiale til senere brug og præsentation. Men på den anden side, kan man jo trods alt fortsat lære noget ved bare at bruge sine øjne, så derfor tager jeg ud. Men også for at få motion, og så naturligvis for at puste til håbet om at støde ind i Guldgåsen med de rette attributter og den rette indstilling.
På Fandens Fødselsdag, 11. juni, tog jeg runden nordpå, og startede passende ud i Fandens Hul oppe ved Helsingør. Ib Fagerlund havde haft en enkelt Dværgvandnymfe nogle dage før. Jeg fik også en enkelt, og en enkelt Lille Kærguldsmed. Rart at få den lille, da de åbenbart ikke bliver mange i år her i Østdanmark. Ellers var det nok mest småkravl som gjorde sig bemærket inden jeg snart tog videre til Grib Skov. Nogen havde haft kærguldsmede ved Toggerup Enghave, et sted jeg har besøgt før med familien i følge. Et fint frodigt sted med vandhul og græsfyldte enge. Røde Vandnymfer var dog højdepunktet her angående guldsmede, men det var ganske givende i forhold til svirrefluer og det andet kryb, man støder på når man snuser rundt. Til gengæld var der mere bid på den anden side af vejen i Toggerup Tørvemose på vejen mod Store Gribskov Sø. Der var godt med vand i mosen, og det lykkedes at finde alle tre røde kærguldsmede. Tidligere havde jeg kun stået på den smalle skovsti som løber ind over mosen, men denne gang fandt jeg ud af, at man kan gå ned langs kanten af vandet og få flere og bedre overblik. Jeg fandt også et guldsmede-exuvia, som sad lige ved stien. Det ligger dog fortsat i æsken og venter på at blive bestemt. Forhåbentlig viser det sig at være en kærguldsmed. Det var i hvert fald en libel-type, men der var også en del Fire-plettede, så jeg holde forhåbningen i tøjler indtil da.
Dagens sidste stop blev Børstingerød Mose. Jeg kan sådan set godt lide dette sted, selvom det er ret afgrænset, og ligger midt i et landbrugsområde. Her blev der engang set Blåvinget Pragtvandnymfe, og det var mest derfor at jeg ville besøge stedet. Dog også for at finde flere kærguldsmede, som også kan ses her. Men hvad de sidste angår fik jeg intet. Måske jeg kom for sent på eftermiddagen. Der var en del Hesteskov-vandnymfer rundt omkring, hvilket er normalt, som jeg husker det, men ellers ikke så meget at skrive hjem om, andet end et par Kileplet-Mosaiker. Den blåvingede udeblev også, men i forhold til sidste gang jeg var her, og kun havde en enkelt hun Blåbåndet, havde jeg denne gang, 3 hanner og 3 hunner. Kollerød Å. Der var stadig fint flow på vandet, men ud over pragtvandnymferne var der ikke meget liv. Er dette vand også forurenet med pesticider og andet lort fra landbruget?! Sommerfuglene som man kommer her for at se, Mørk Pletvinge og Engperlemorssommerfugl var der ingen tegn på, selv om græsset i deres lysning havde nået en fin højde. Senere har andre haft Engperlen, men vist endnu ikke den anden. Mange sjællandske sommerfugle synes at have det svært i år/disse år? og det er måske også en stakket frist for disse to arter på dette isolerede, og måske for friserede, sted, til at de kan overleve. Men det gode ved den katastrofale tilstand i naturen mange steder, er at vores allesammens elskede miljøminister Magnus Heunicke har proklameret, at vi skal handle nu! Derfor har han besluttet at nedsætte endnu et udvalg, så vi lige straks har nogle bedre data at handle på...for det er jo meget vigtig, siger han, at vi handler på et oplyst grundlag. Hvor kan man dog bare håbe at danskerne vil træde i karakter ved det næste folketingsvalg, og sende de nuværende regeringsledere langt væk fra indflydelsens rækkevidde. Uansvarlige mennesker som de er i deres middelmådige forståelse af livet, og hvad der får en sund verden til at fungere. Som anskuelighed på deres inkompetente og kyniske tilgang til livet, kan jeg nævne, at det lige er blevet vedtaget i EU at minkavl skal forbydes. Et fornuftigt tiltag når man tænker på dyrenes tarv. Men i samme åndedrag lød det så, at netop den danske regering var imod, og at den nu vil gøre alt hvad den kan, for at få lavet en særaftale, så de nordjyske bonderøve kan fortsætte med deres umoralske dyreplageri. Svinske penge. Intet andet at sige til det.
De Blåbåndede hanner havde jeg et ekstra øje på, da jeg jo fortsat har mit hængeparti angående de to dyr jeg så sidste år på Amager, og mistænker for at være Blåvingede. Så jeg prøvede at få en fornemmelse af de blåbåndedes udseende under flugten her ved åen. Men desværre var der ikke så meget flugt over situationen, for de bevægede sig ikke meget, og kun lige hen over brændenælderne, når de skulle fra et sted til det næste. Så jeg må vente på en ny mulighed et andet sted, hvor de flyver frit. Dog fornemmede jeg, at det højst sandsynligt ikke er muligt at skelne de to på afstand.
Hjemme på Amager igen fik jeg de første Blodrøde og Store Hedelibeller den fjortende juni på Amager Fælled. Hvad den blodrøde angår nogenlunde samme dato som sidste år, men den store var to uger senere end sidste år, hvor jeg havde de første den 3. juni i Travbaneparken. Denne forskel lyder voldsom, men skyldes nok mere tilfældigheder, end noget der kan koges tendenser på.
To dage tidligere havde jeg dog haft, hvad jeg, i retfærdighedens navn, må kalde periodens højdepunkt. Jeg stod i en af lysningerne i den nordlige ende af Pinseskoven, da der pludselig hang en Svalehale over hovedet på mig. Så langt ude af bevidstheden var den, at jeg knapt kunne formulere dens navn, da jeg ville i udbrud over oplevelsen. Og mens ordene kløjs i munden fløj den desværre hurtigt videre, og blev derved ikke foreviget på nogen måde, andet end i min hukommelse. Det var min første i Danmark, men i betragtning af at arten nu genyngler på Bornholm og de generelle varmere tendenser, spår jeg, at der nok snart skal komme flere min vej.
Sidste år havde jeg landets første rødøjede hedelibeller midt i maj måned. Det var i forbindelse med flere dages varm sydøstenvind. Det var vi ikke haft meget af i dette forår, så der skulle gå over en måned længere før at det lykkedes at finde nogen i år. Ikke at de bliver set hvert år. 2023 gav jo for eksempel ingen på landsplan. Men jeg havde da håbet på den, og tog derfor til Engsø den syttende for at se om ikke dagens vejr, som var nogenlunde varmt og med sydlige vinde, kunne have frembragt nogle stykker. Og der sad så tre hanner på den vanlige maner, i kanten langs søen og patruljerede. I går den tyvende var jeg så forbi igen, og der havde jeg hele 12 hanner og en parring, hvilket er mit højeste antal af arten nogensinde. Det hænger godt sammen med, at de også flyver i sunde tal nede i Central Europa, ifølge observations.org. Og her har jeg også set at Flammelibellerne er kommet godt på vingerne, så dem kan vi nok også forvente en af de nærmeste dage.
Og så er der den Lille Blåpil. Jeg blev for nogle dage siden opmærksom på, at den befinder sig lige ovre på den anden side af Øresund, i Limhamn, 20 kilometer fra Amager. Jeg troede det var nyt, og blev fyr og flamme. Men da jeg tjekkede detaljerne på artportalen.se, kunne jeg se, at den første gang blev opdaget der helt tilbage i 2015. Magnus Billqvist meldte 10 for to dage siden, så den lader til at have etableret sig der. I det lys har jeg været rundt på Amager de sidste par dage for at prøve at finde egnede steder til den. Men jeg tror desværre ikke at vi har dem. Jeg vil helst have at der skal være noget frisk rindende vand i nærheden, og det har vi simpelt hen ikke nogen steder. Arten kan dog også godt lide grusgrave, tilsyneladende, men den slags steder har vi heller ikke nogen af. Så jeg bliver nok nød til at acceptere, at det ikke bliver en Amager-art sådan lige foreløbig, hvis nogensinde. Dog er det en art, som jeg meget gerne vil have mere erfaring med, så jeg har besluttet, at jeg nu tager toget derover for at få nogle fantastisk gode billeder med mit fantastik gode kamera. Så det gør jeg nu. Hej!
2025-06-05
Sommeren er nu sparket i gang, og vi er i denne periode blevet begunstiget med ganske hæderligt, læs sundt, sommervejr. Sådan et vejr hvor skyerne går og kommer, og lader lidt regn falde og en solstråle komme igennem. Omkring 15 grader, hvorfor der godt må skrues lidt op for varmen og lidt mere sol, så vi kan få gang i de mere kræsne arter.
Som forudsagt fandt jeg små tyve Sortmærkede Kobbervandnymfer på Amager Fælled den første juni. Det sædvanlige sted på den sydlige del af strandengen, og i går var jeg forbi dryas-kanalen på Koklapperne, og kunne også der konstatere en snes stykker. Vandstanden der er god, og jeg tror, at der kommer mange i år.
Jeg har selvfølgelig haft et øje ude efter en lignende Nordisk Kærguldsmed, som den Bo havde, men uden held. Til gengæld var der succes med de røde vandnymfer i Søndermarken, da jeg tog derind for to dage siden. En femten stykker inklusive en parring. Det må vel så betyde at den er etårig på det sted, selv om jeg fortsat ikke er helt klar over, om en population som ikke er etårig, kan fungere forskudt, således at kun nogle individer forvandles det ene år, og andre først det næste. Der var også en del Hestesko-vandnymfer.
Ellers har jeg været i gang med at samle og bestemme larvehuder [exuvia]. Ole Foghs nøgle fungerer ganske udmærket, når først man lærer at tolke det man ser korrekt, så jeg har ikke helt det samme behov for at finde en ny nøgle nu, som da jeg skrev sidst. De to sæt exuviaer som jeg fandt i Hareskoven, er jeg sikker på var af Håret Mosaik og Fireplettet Libel. Og de små jeg fandt sammen med Jonas af Tchikai var Store Farvevandnymfer. Og samme sted, det lille regnvandsbassin, har jeg igen i år fundet en hel del exuviaer af Stor Kejserguldsmed. De fleste sidder en god halv meter over vandet, men nogle også helt lavt. Det er endnu ikke lykkedes mig at opleve en forvandling, eller at få set en adult for den sags skyld i år. Det første skyldes, at larverne kommer op af vandet enten meget sent, når det mørkner, eller meget tidligt om morgenen. Jeg vil prøve at komme afsted i rette tid i morgen. Det sidste skyldes, at de sikkert flyver langt væk til sikre skovpartier for at æde og vokse i ro og mag. Men hvor? Jeg kommer trods alt ret meget omkring, så det burde da have været muligt at støde ind i bare en enkelt.
Ellers er der kommet gang i den Store Blåpil, hvor jeg havde over 25 i og omkring Pinseskoven i går.
Og hylden kom der allerede gang i i slutningen af maj, og der går ikke længe før at man skal samle klaser, hvis man vil have saft til årets gang. Og Slangehoveder, som vi også altid først rigtig kunne nyde langs vejene på vestamager hen i juli måned. De er i fuld gang.
Sommeren er nu sparket i gang, og vi er i denne periode blevet begunstiget med ganske hæderligt, læs sundt, sommervejr. Sådan et vejr hvor skyerne går og kommer, og lader lidt regn falde og en solstråle komme igennem. Omkring 15 grader, hvorfor der godt må skrues lidt op for varmen og lidt mere sol, så vi kan få gang i de mere kræsne arter.
Som forudsagt fandt jeg små tyve Sortmærkede Kobbervandnymfer på Amager Fælled den første juni. Det sædvanlige sted på den sydlige del af strandengen, og i går var jeg forbi dryas-kanalen på Koklapperne, og kunne også der konstatere en snes stykker. Vandstanden der er god, og jeg tror, at der kommer mange i år.
Jeg har selvfølgelig haft et øje ude efter en lignende Nordisk Kærguldsmed, som den Bo havde, men uden held. Til gengæld var der succes med de røde vandnymfer i Søndermarken, da jeg tog derind for to dage siden. En femten stykker inklusive en parring. Det må vel så betyde at den er etårig på det sted, selv om jeg fortsat ikke er helt klar over, om en population som ikke er etårig, kan fungere forskudt, således at kun nogle individer forvandles det ene år, og andre først det næste. Der var også en del Hestesko-vandnymfer.
Ellers har jeg været i gang med at samle og bestemme larvehuder [exuvia]. Ole Foghs nøgle fungerer ganske udmærket, når først man lærer at tolke det man ser korrekt, så jeg har ikke helt det samme behov for at finde en ny nøgle nu, som da jeg skrev sidst. De to sæt exuviaer som jeg fandt i Hareskoven, er jeg sikker på var af Håret Mosaik og Fireplettet Libel. Og de små jeg fandt sammen med Jonas af Tchikai var Store Farvevandnymfer. Og samme sted, det lille regnvandsbassin, har jeg igen i år fundet en hel del exuviaer af Stor Kejserguldsmed. De fleste sidder en god halv meter over vandet, men nogle også helt lavt. Det er endnu ikke lykkedes mig at opleve en forvandling, eller at få set en adult for den sags skyld i år. Det første skyldes, at larverne kommer op af vandet enten meget sent, når det mørkner, eller meget tidligt om morgenen. Jeg vil prøve at komme afsted i rette tid i morgen. Det sidste skyldes, at de sikkert flyver langt væk til sikre skovpartier for at æde og vokse i ro og mag. Men hvor? Jeg kommer trods alt ret meget omkring, så det burde da have været muligt at støde ind i bare en enkelt.
Ellers er der kommet gang i den Store Blåpil, hvor jeg havde over 25 i og omkring Pinseskoven i går.
Og hylden kom der allerede gang i i slutningen af maj, og der går ikke længe før at man skal samle klaser, hvis man vil have saft til årets gang. Og Slangehoveder, som vi også altid først rigtig kunne nyde langs vejene på vestamager hen i juli måned. De er i fuld gang.
2025-05-31
Kommer regn, kommer skyer, kommer solen igen. Den sidste dog ikke så meget den seneste uge, og det er jo meget godt, da vandet fra oven er tiltrængt.
For en uge siden tog jeg en runde på vestamager, men artsmæssigt var guldsmedene ret beskedne fortsat. Til gengæld var der rekordmange Store Farvevandnymfer i kanalerne ude på Sydmøllevej. 341 som flest i den nordligste kanal, og ja, jeg tjekkede og talte dem enkeltvist, i håbet om at der ville være en Lille imellem. Men nej. Elegans er tilsyneladende to-årig her i vores område, for der var en del i 2023 og ingen i 2024 og så i år mange.
Om søndagen, dagen efter, valgte jeg at tage en gratis cykeltur til Hareskoven. Kærguldsmedene synes generelt at glimre ved deres fravær her i starten af sæsonen, så jeg måtte lige prøve at få det konstateret ved selvsyn. Arterne er 2-3 årige, så det giver naturligvis mening, at de ikke flyver i samme antal hvert år, men det er ret få, som er blevet meldt rundt omkring. Jeg tænker ikke, at de kan synkronisere på landsplan, men måske på det enkelte ynglested. Jeg kunne desværre kun konstatere, at de ikke flyver meget i år. En enkelt han Stor Kærguldsmed blev det til. Ingen Nordiske eller Lille. Til gengæld synes den Røde Vandnymfe at have et godt år, idet den blev set af mig i pæne tal her, og ligeledes bliver meldt rundt om i landet. Jeg fik også årets første Kileplet-Mosaiker, 6 stk, hvilket var ganske pænt. Af de blå vandnymfer var der pæne tal af både Hestesko og Flagermus. Og naturligvis en del Grønne Smaragder. Skovens dunkle filur. Og så selvfølgelig Fireplettet Libel. Den vel nok mest tilpasningsegnede art her i landet. Og så var der to gutter som, i den mørke og sparsomt besøgte del af skoven op mod motorvejen, arbejdede på at lave et mountainbike spor. Og vi fik talt om alt mellem himmel og naturen, mens dagens store byge satte i værk. Vi stod heldigvis under de store tætte bøge, og blev knapt nok våde. Jeg var på dette tidspunkt, kun halvvejs i min planlagte rute rundt i skoven, og det våde og det kølige gjorde vel nok sit, til at jeg derefter ikke havde den store succes med kærguldsmedene, selv om det var nogle af de gode klassiske steder jeg manglede. Jeg ved ikke, om de er mere varmekrævende for at komme i omdrejninger end andre guldsmede.
Ved Jagtvejssøen fandt jeg to store exuviaer. Mørkere end de exuviaer jeg har fundet af Stor Kejser, så jeg var ret sikker på at de måtte være af en anden art. Jeg tog dem med hjem, og har nu prøvet at bestemme dem med den nøgle, som Ole Fogh har i sin bog. Den virker sådan set udmærket, tror jeg, for jeg har tidligere både kunnet finde frem til Stor Farvevandnymfe og Efterårsmosaikguldsmede, men denne gang er jeg blevet i tvivl. For jeg kan kun nå frem til, at de tilhører enten Siv eller Højmose-mosaikguldsmed, og det er absolut ikke realistisk. Friske exuviaer har naturligvis ikke siddet der så længe. De er naturligvis fra i år, så det må dreje sig om arter, som allerede er i luften, og det er de to arter ikke endnu. Og normalt bliver de heller ikke meldt herfra. Det logiske er så at se på, hvilke arter som flyver nu, og da exuviaerne er af mosaik-typen, så må det altså dreje sig om enten Håret Mosaik eller Kileplet-mosaik. Jeg vil prøve at finde en anden nøgle på linjen.
Den 27. tog jeg på Amager Fælled, fordi Bo Nielsen dagen før var lykkedes med at finde endnu en Nordisk Kærguldsmed ved den landskabelige kanal. Det er anden gang, han gør det, og jeg mangler den som Amager art. Desværre var det godt vejr og sol, da han var der, men den 27. var det koldt og skyet og blæsende. Det var omsonst at tage derover, men jeg gjorde det alligevel. Og fandt den selvfølgelig ikke. Til gengæld kunne jeg konstatere at kommunens tosser ikke havde slået alt græsset ved den vestlige del af kanalen, hvilket jeg tidligere har brokket mig over, at de højst sandsynligt var på vej til. Gudsketakoglov! I samme ombæring fik jeg dialogiseret med Bo, og det viste sig at hans Blåvingede Pragtvandnymfe set på Amager ikke havde været en sådan, men en Blåbåndet, og derved er der så pt. set 36 arter på Amager. Min side om Amagers Guldsmede tager langsomt form, så der kan du kigge forbi, og se nærmere der. Samme Bo fortalte også, at han da har rejst over stort set det hele, og set omkring 1000 arter guldsmede. Dette i sig selv er vel ikke så mange, hvis man har besøgt så mange forskellige steder, men jeg tror at han altid rejser i parforholdsmode, så han er nok ikke så intensiv i sin tilgang til sagerne, som jeg ville være. Eller rettere sagt: Som jeg agter at være, når det bliver min tur!
Den 29. var det Kristi Himmelfarts Dag, og det skulle udnyttes. Dagen er en fridag, og dagen bliver brugt af konfirmanderne, så søsteren skulle til niece-fejring, og den lille røde var ledig, så den snuppede jeg. Og tog en rundtur i det nordsjællandske for at forsøge igen med kærguldsmedene, men også for at opsøge et af de steder, hvor Blåvinget Pragtvandnymfe tidligere har været set. Den vil jeg gerne have med sikkerhed på denne side af Storebælt. Og så var der Måne-vandnymfen, som jeg ikke fik sidst, jeg forsøgte ved Hedeland, på grund af kulde og skyer. Der startede jeg ud om formiddagen, og det lykkedes at finde 4 hanner blandt alle de mange Hesteskovandnymfer. Og så fandt jeg tillige et parringshjul. Troede jeg. Med de små blå kigger jeg altid først efter hannens tegning på S2, og da jeg så tegningen på denne han i par, var jeg sikker på, at det var en lunulatum, så jeg fyrede løs med kameraet. Mit første parringshjul. Desværre holdt det kun, indtil jeg fik kigget nærmere på dyret: For meget blåt på kroppen, for aflange øjepletter, og streg imellem øjnene, og hunnen ligeså og med forkert tegning på S8. Det måtte være Hestesko-vandnymfer. Tegningen på S2 lignede dog fortsat meget den som ses på lunulatum, dog med den detalje at linjen tværs over segmentet normalt er buet med spidsen mod hovedet, og det var den ikke rigtig her. Lige nu ligger de som puella'er, men jeg er meget fristet til at tænke i hybridtanker, for jeg har aldrig set en hestesko, som har set sådan ud, og det at den har tegninger hen imod en Måne-vandnymfe, lige præcis i det selvsammeområde, hvor denne, for Sjælland sjældne, art er tilstede, gør det ret sandsynligt, at det er sådan, at det forholder sig. Hybrider inden for guldsmede er fortsat uafdækket land, men jeg har sagt det tidligere, at med så mange meget lignende arter, som lever tæt op ad hinanden, og kun med subtile forskellige i levebehov, så er det ikke særligt kontroversielt at forestille sig, at det sker meget oftere, end man forestiller sig i dag. Man ser jo også jævnligt at hanner af en art, fanger hunner af andre arter. Dette dog mest blandt anisoptera, dog sikkert af den simple grund, at de er lettere at spotte.
Videre derfra stoppede jeg spontant i Lynge Grusgrav, da der bliver set Almindelig Flodguldsmed der. Men uden at vide præcist hvor den bliver set, og det nok for sene tidspunkt, gjorde jeg kun et halvhjertet forsøg. Dog længe nok til at finde en Blodplet og til at kunne læse mig til, at vandet i søerne i grusgraven er forurenet med PFAS. Tillykke til jer også! Så er det vel ikke der, at flodguldsmeden yngler, da den, så vidt jeg ved, er en rent-vands-art, som ikke går på kompromis. Dog var der mange små vandhuller, så det er da muligt, at der er nogle steder, som er gået fri. Men det kan jo også være, at arten er på vej væk, af samme grund. Den bliver i hvert ikke meldt regelmæssigt herfra, selv om der vist var en observation fra i år. Men det kan jo også være en tilflyver fra et andet sted...osv.
Til Børstingerød Mose, hvor jeg håbede at finde mange pragtvandnymfer langs Kollerød Å, som bugter sig lige forbi områdets sydlige periferi. Det blev dog en ren skuffelse. En enkelt hun Blåbåndet var alt, jeg kunne støve op på det ellers fine sted. Og velegnede sted, med klart rindende vand i åen. Lige præcis det den Blåvingede kan lide. Min erfaring med arten er dog begrænset endnu, men jeg tror, at den foretrækker mere skovklædte å-partier, og dette var ude i det åbne, så måske det aldrig vil blive et naturligt tilflugtsmål for den, og måske den ene han som blev meldt for et par år siden, bare var en strejfer. Sommerfugle-lysningen var fortsat ikke rigtig vokset til, og der var ikke megen aktivitet i det hele taget. Maj-gøgeurtene stod dog flot, lige som et poetisk parti med Vandrøllike skabte et glædeligt strejf i mit sind. Og så var der jo også en Broget Fluesnapper som sang. En anden end den jeg havde, da jeg var der oppe tidligere i år, og som jeg optog, dog kun for at finde ud af min optager (også den min ven), ikke fungerede som den skulle, og den flere minutters lange optagelse blev til det rene ingenting. Efter at have fiflet efterfølgende, kan den dog igen, og denne gang lykkedes det at få optagelsen med hjem; af denne for os Amagerkanere halveksotiske art, som ikke på nogen måde er i fremgang.
Dagens sidste stop hed Fandens Hul. Udover Hareskoven er det vel nærmest det eneste pålidelige sted at finde Lille Kærguldsmed på Sjælland, så jeg ville gøre forsøget, og gerne tage en Nordisk med, nu jeg var der. Eller en Plettet Smaragdlibel, som også er blevet meldt af Ib Fagerlund. Jeg var fremme ved fire-tiden. Stille vejr med diset sol var fine betingelser. Lysningen virkede sund og svuppet, og så i det hele taget ud som det plejer. Der stikker dog unge birketræer op hist og pist, som man nok bør få fjernet. Øen i vandhullet var der endnu, og den flød stille og roligt fra den ene side til den anden, som vinden nu dikterede det. En cola og en kage, og så var jeg klar til at tage fat. Der var nul vandnymfer, men en del guldsmede. Kikkert og kamera kunne hurtigt konstatere Kileplet og Fireplettet og Grøn Smaragd. Men ingen Kærguldsmede. Eller Plettet. Pokkers! Jeg gik runden om vandhullet, og jeg gik runden i lysningen, men resultatet forblev de tre nævnte arter. Pokkers. Men så er det sådan, det er. De flyver småt i år. Med værkende knæ satte jeg mig til sidst ned for at få en pause og bare lade tingene ske omkring mig, som de nu ville. Og det gjorde åbenbart at det hele blev dødt. Måske alle guldsmedene kun havde været på vingerne, fordi jeg kom brasende og ødelagde idyllen. Men så mens vi alle var i ro og slappede af, kom der pludselig en stor flyver ind over vandhullet. Og jeg husker det endnu ikke præcist, men jeg tror, at jeg så det med det blå øje, at den så anderledes ud, og jeg opfattede brun krop og blå sadel. På Lucky Luke-maner lykkedes det at få et par skud, før dyret kort efter steg op og forsvandt uden at komme tilbage. Da jeg så den komme flyvende var jeg fuldstændig sikker på, at det måtte være en Lille Kejser, og da jeg fik kigget billederne efter, blev det heldigvis bekræftet. En første for stedet i følge naturbasen. Men åbenbart ikke en første for året, da Ragnar Smith havde haft en på Lolland den tyvende. Som så meget andet kommer de tidligere, og for hvert år der går nu, vil den bare blive mere og mere almindelig. Men den er fortsat ualmindelig og et dejligt dyr at finde. En anden blev set ved Ålborg i går, hvilket er mere usædvanligt, da arten fortsat mest ses i det østlige Danmark.
Således står det til. Sidste år havde jeg en uge tidligere allerede haft Sortmærket Kobbervandnymfe, men har intet set som ligner i år, og der er heller ikke meldt nogen andre steder. Det er sjovt at det kan skifte så meget fra år til år. Men måske den megen sol og tørke vi havde i april ikke har påvirket larverne, da det har været for tidligt i deres cyklus, mens til gengæld det kølige og mere våde vejr i maj, netop ikke har gavnet dem. Jeg tror dog, at hvis jeg tager ud i morgen, så finder jeg de første, men så er vi altså også allerede inde i den første sommermåned, og herfra skal det hele jo bare se at komme derudad..!
Kommer regn, kommer skyer, kommer solen igen. Den sidste dog ikke så meget den seneste uge, og det er jo meget godt, da vandet fra oven er tiltrængt.
For en uge siden tog jeg en runde på vestamager, men artsmæssigt var guldsmedene ret beskedne fortsat. Til gengæld var der rekordmange Store Farvevandnymfer i kanalerne ude på Sydmøllevej. 341 som flest i den nordligste kanal, og ja, jeg tjekkede og talte dem enkeltvist, i håbet om at der ville være en Lille imellem. Men nej. Elegans er tilsyneladende to-årig her i vores område, for der var en del i 2023 og ingen i 2024 og så i år mange.
Om søndagen, dagen efter, valgte jeg at tage en gratis cykeltur til Hareskoven. Kærguldsmedene synes generelt at glimre ved deres fravær her i starten af sæsonen, så jeg måtte lige prøve at få det konstateret ved selvsyn. Arterne er 2-3 årige, så det giver naturligvis mening, at de ikke flyver i samme antal hvert år, men det er ret få, som er blevet meldt rundt omkring. Jeg tænker ikke, at de kan synkronisere på landsplan, men måske på det enkelte ynglested. Jeg kunne desværre kun konstatere, at de ikke flyver meget i år. En enkelt han Stor Kærguldsmed blev det til. Ingen Nordiske eller Lille. Til gengæld synes den Røde Vandnymfe at have et godt år, idet den blev set af mig i pæne tal her, og ligeledes bliver meldt rundt om i landet. Jeg fik også årets første Kileplet-Mosaiker, 6 stk, hvilket var ganske pænt. Af de blå vandnymfer var der pæne tal af både Hestesko og Flagermus. Og naturligvis en del Grønne Smaragder. Skovens dunkle filur. Og så selvfølgelig Fireplettet Libel. Den vel nok mest tilpasningsegnede art her i landet. Og så var der to gutter som, i den mørke og sparsomt besøgte del af skoven op mod motorvejen, arbejdede på at lave et mountainbike spor. Og vi fik talt om alt mellem himmel og naturen, mens dagens store byge satte i værk. Vi stod heldigvis under de store tætte bøge, og blev knapt nok våde. Jeg var på dette tidspunkt, kun halvvejs i min planlagte rute rundt i skoven, og det våde og det kølige gjorde vel nok sit, til at jeg derefter ikke havde den store succes med kærguldsmedene, selv om det var nogle af de gode klassiske steder jeg manglede. Jeg ved ikke, om de er mere varmekrævende for at komme i omdrejninger end andre guldsmede.
Ved Jagtvejssøen fandt jeg to store exuviaer. Mørkere end de exuviaer jeg har fundet af Stor Kejser, så jeg var ret sikker på at de måtte være af en anden art. Jeg tog dem med hjem, og har nu prøvet at bestemme dem med den nøgle, som Ole Fogh har i sin bog. Den virker sådan set udmærket, tror jeg, for jeg har tidligere både kunnet finde frem til Stor Farvevandnymfe og Efterårsmosaikguldsmede, men denne gang er jeg blevet i tvivl. For jeg kan kun nå frem til, at de tilhører enten Siv eller Højmose-mosaikguldsmed, og det er absolut ikke realistisk. Friske exuviaer har naturligvis ikke siddet der så længe. De er naturligvis fra i år, så det må dreje sig om arter, som allerede er i luften, og det er de to arter ikke endnu. Og normalt bliver de heller ikke meldt herfra. Det logiske er så at se på, hvilke arter som flyver nu, og da exuviaerne er af mosaik-typen, så må det altså dreje sig om enten Håret Mosaik eller Kileplet-mosaik. Jeg vil prøve at finde en anden nøgle på linjen.
Den 27. tog jeg på Amager Fælled, fordi Bo Nielsen dagen før var lykkedes med at finde endnu en Nordisk Kærguldsmed ved den landskabelige kanal. Det er anden gang, han gør det, og jeg mangler den som Amager art. Desværre var det godt vejr og sol, da han var der, men den 27. var det koldt og skyet og blæsende. Det var omsonst at tage derover, men jeg gjorde det alligevel. Og fandt den selvfølgelig ikke. Til gengæld kunne jeg konstatere at kommunens tosser ikke havde slået alt græsset ved den vestlige del af kanalen, hvilket jeg tidligere har brokket mig over, at de højst sandsynligt var på vej til. Gudsketakoglov! I samme ombæring fik jeg dialogiseret med Bo, og det viste sig at hans Blåvingede Pragtvandnymfe set på Amager ikke havde været en sådan, men en Blåbåndet, og derved er der så pt. set 36 arter på Amager. Min side om Amagers Guldsmede tager langsomt form, så der kan du kigge forbi, og se nærmere der. Samme Bo fortalte også, at han da har rejst over stort set det hele, og set omkring 1000 arter guldsmede. Dette i sig selv er vel ikke så mange, hvis man har besøgt så mange forskellige steder, men jeg tror at han altid rejser i parforholdsmode, så han er nok ikke så intensiv i sin tilgang til sagerne, som jeg ville være. Eller rettere sagt: Som jeg agter at være, når det bliver min tur!
Den 29. var det Kristi Himmelfarts Dag, og det skulle udnyttes. Dagen er en fridag, og dagen bliver brugt af konfirmanderne, så søsteren skulle til niece-fejring, og den lille røde var ledig, så den snuppede jeg. Og tog en rundtur i det nordsjællandske for at forsøge igen med kærguldsmedene, men også for at opsøge et af de steder, hvor Blåvinget Pragtvandnymfe tidligere har været set. Den vil jeg gerne have med sikkerhed på denne side af Storebælt. Og så var der Måne-vandnymfen, som jeg ikke fik sidst, jeg forsøgte ved Hedeland, på grund af kulde og skyer. Der startede jeg ud om formiddagen, og det lykkedes at finde 4 hanner blandt alle de mange Hesteskovandnymfer. Og så fandt jeg tillige et parringshjul. Troede jeg. Med de små blå kigger jeg altid først efter hannens tegning på S2, og da jeg så tegningen på denne han i par, var jeg sikker på, at det var en lunulatum, så jeg fyrede løs med kameraet. Mit første parringshjul. Desværre holdt det kun, indtil jeg fik kigget nærmere på dyret: For meget blåt på kroppen, for aflange øjepletter, og streg imellem øjnene, og hunnen ligeså og med forkert tegning på S8. Det måtte være Hestesko-vandnymfer. Tegningen på S2 lignede dog fortsat meget den som ses på lunulatum, dog med den detalje at linjen tværs over segmentet normalt er buet med spidsen mod hovedet, og det var den ikke rigtig her. Lige nu ligger de som puella'er, men jeg er meget fristet til at tænke i hybridtanker, for jeg har aldrig set en hestesko, som har set sådan ud, og det at den har tegninger hen imod en Måne-vandnymfe, lige præcis i det selvsammeområde, hvor denne, for Sjælland sjældne, art er tilstede, gør det ret sandsynligt, at det er sådan, at det forholder sig. Hybrider inden for guldsmede er fortsat uafdækket land, men jeg har sagt det tidligere, at med så mange meget lignende arter, som lever tæt op ad hinanden, og kun med subtile forskellige i levebehov, så er det ikke særligt kontroversielt at forestille sig, at det sker meget oftere, end man forestiller sig i dag. Man ser jo også jævnligt at hanner af en art, fanger hunner af andre arter. Dette dog mest blandt anisoptera, dog sikkert af den simple grund, at de er lettere at spotte.
Videre derfra stoppede jeg spontant i Lynge Grusgrav, da der bliver set Almindelig Flodguldsmed der. Men uden at vide præcist hvor den bliver set, og det nok for sene tidspunkt, gjorde jeg kun et halvhjertet forsøg. Dog længe nok til at finde en Blodplet og til at kunne læse mig til, at vandet i søerne i grusgraven er forurenet med PFAS. Tillykke til jer også! Så er det vel ikke der, at flodguldsmeden yngler, da den, så vidt jeg ved, er en rent-vands-art, som ikke går på kompromis. Dog var der mange små vandhuller, så det er da muligt, at der er nogle steder, som er gået fri. Men det kan jo også være, at arten er på vej væk, af samme grund. Den bliver i hvert ikke meldt regelmæssigt herfra, selv om der vist var en observation fra i år. Men det kan jo også være en tilflyver fra et andet sted...osv.
Til Børstingerød Mose, hvor jeg håbede at finde mange pragtvandnymfer langs Kollerød Å, som bugter sig lige forbi områdets sydlige periferi. Det blev dog en ren skuffelse. En enkelt hun Blåbåndet var alt, jeg kunne støve op på det ellers fine sted. Og velegnede sted, med klart rindende vand i åen. Lige præcis det den Blåvingede kan lide. Min erfaring med arten er dog begrænset endnu, men jeg tror, at den foretrækker mere skovklædte å-partier, og dette var ude i det åbne, så måske det aldrig vil blive et naturligt tilflugtsmål for den, og måske den ene han som blev meldt for et par år siden, bare var en strejfer. Sommerfugle-lysningen var fortsat ikke rigtig vokset til, og der var ikke megen aktivitet i det hele taget. Maj-gøgeurtene stod dog flot, lige som et poetisk parti med Vandrøllike skabte et glædeligt strejf i mit sind. Og så var der jo også en Broget Fluesnapper som sang. En anden end den jeg havde, da jeg var der oppe tidligere i år, og som jeg optog, dog kun for at finde ud af min optager (også den min ven), ikke fungerede som den skulle, og den flere minutters lange optagelse blev til det rene ingenting. Efter at have fiflet efterfølgende, kan den dog igen, og denne gang lykkedes det at få optagelsen med hjem; af denne for os Amagerkanere halveksotiske art, som ikke på nogen måde er i fremgang.
Dagens sidste stop hed Fandens Hul. Udover Hareskoven er det vel nærmest det eneste pålidelige sted at finde Lille Kærguldsmed på Sjælland, så jeg ville gøre forsøget, og gerne tage en Nordisk med, nu jeg var der. Eller en Plettet Smaragdlibel, som også er blevet meldt af Ib Fagerlund. Jeg var fremme ved fire-tiden. Stille vejr med diset sol var fine betingelser. Lysningen virkede sund og svuppet, og så i det hele taget ud som det plejer. Der stikker dog unge birketræer op hist og pist, som man nok bør få fjernet. Øen i vandhullet var der endnu, og den flød stille og roligt fra den ene side til den anden, som vinden nu dikterede det. En cola og en kage, og så var jeg klar til at tage fat. Der var nul vandnymfer, men en del guldsmede. Kikkert og kamera kunne hurtigt konstatere Kileplet og Fireplettet og Grøn Smaragd. Men ingen Kærguldsmede. Eller Plettet. Pokkers! Jeg gik runden om vandhullet, og jeg gik runden i lysningen, men resultatet forblev de tre nævnte arter. Pokkers. Men så er det sådan, det er. De flyver småt i år. Med værkende knæ satte jeg mig til sidst ned for at få en pause og bare lade tingene ske omkring mig, som de nu ville. Og det gjorde åbenbart at det hele blev dødt. Måske alle guldsmedene kun havde været på vingerne, fordi jeg kom brasende og ødelagde idyllen. Men så mens vi alle var i ro og slappede af, kom der pludselig en stor flyver ind over vandhullet. Og jeg husker det endnu ikke præcist, men jeg tror, at jeg så det med det blå øje, at den så anderledes ud, og jeg opfattede brun krop og blå sadel. På Lucky Luke-maner lykkedes det at få et par skud, før dyret kort efter steg op og forsvandt uden at komme tilbage. Da jeg så den komme flyvende var jeg fuldstændig sikker på, at det måtte være en Lille Kejser, og da jeg fik kigget billederne efter, blev det heldigvis bekræftet. En første for stedet i følge naturbasen. Men åbenbart ikke en første for året, da Ragnar Smith havde haft en på Lolland den tyvende. Som så meget andet kommer de tidligere, og for hvert år der går nu, vil den bare blive mere og mere almindelig. Men den er fortsat ualmindelig og et dejligt dyr at finde. En anden blev set ved Ålborg i går, hvilket er mere usædvanligt, da arten fortsat mest ses i det østlige Danmark.
Således står det til. Sidste år havde jeg en uge tidligere allerede haft Sortmærket Kobbervandnymfe, men har intet set som ligner i år, og der er heller ikke meldt nogen andre steder. Det er sjovt at det kan skifte så meget fra år til år. Men måske den megen sol og tørke vi havde i april ikke har påvirket larverne, da det har været for tidligt i deres cyklus, mens til gengæld det kølige og mere våde vejr i maj, netop ikke har gavnet dem. Jeg tror dog, at hvis jeg tager ud i morgen, så finder jeg de første, men så er vi altså også allerede inde i den første sommermåned, og herfra skal det hele jo bare se at komme derudad..!
2025-05-23
Kommer regn, kommer glæde. Og det gjorde der endelig i dag. Friske strøg ned over landet fra nordvest, og det gav, som det var ventet. Længe. Nu svupper det lystigt derude, og selv om det var oplagt at blive hjemme og gøre andre ting, gjorde kroppen helt automatisk klar til at komme afsted, og pludselig var jeg det. Ude. Mest på vej for at få luft, og for at se om jeg kunne finde de Skestorke, som var blevet set på Aflandshage.
Men de trækker jo ikke rigtigt i sig selv. Det må jeg indrømme. Så de blev lagt ind som et punkt senere på ruten, og jeg kunne tage en tur rundt langs Søvang dertil. De står nemlig også nogle gange i det lave vand derude.
Men før jeg nåede så langt, blev jeg inspireret til at køre omkring Lergravene i St. Magleby. Mest bare lige for at køre igennem og lytte. Alt var nemlig vådt nu, og jeg havde under min automatiske påklædningsseance påført mig de almindelige sko, og ikke gummistøvler, så jeg ville ikke bevæge mig ind i området.
Bare at lytte kan også være brugbart. I hvert fald hvis man vil have rusket lidt op i almindeligheden. I tirsdags på den varme dag tog jeg til sidst over på Amager Fælled og luskede rundt på strandengen, som jeg plejer. Jeg frygtede dog lidt at skulle op og se hvordan der ville se ud ved den landskabelige kanal, med gru at forvente at kommunens folk havde raseret området endnu mere. Men jeg nåede aldrig så langt, for mens jeg gik omkring på den midterste del af området, lød der pludselig nogle underlige raspende lyde inde blandt de tydelige Munke som sad og sang. Den blev ved med at synge mærkeligt, lidt Sivsanger-agtigt i tempo og raspet og med nogle melodiske fløjt mod slut. Inde fra buskadset hele tiden, og jeg kæmpede en brav kamp. Den sang ret konsekvent over længere tid. Ikke hele tiden, men når den sang var det den samme sekvens. Dette gjorde mig ret sikker på, at det måtte være en sjældenhed. I tankerne var jeg startet ud med, om det kunne være en Spottesanger, men da jeg efter lang tids venten endelig fik den at se, var det en grålig fugle med afrundet hovedet. Jeg vendte straks kompasset, og nu pegede det på en Lille Gulbug. Alt syntes at passe. Jeg blev der og tjekkede i forhold til både det ene og det andet, og jeg kunne ikke andet end tro, at den var god nok. Og derved blev jeg nød til at træffe en beslutning. Jeg havde godt nok ikke set fuglen særlig godt, og da jeg ikke har erfaring med arten, var det naturligvis at udfordre skæbnen at melde den ud. Jeg havde jo i sin tid dummet mig med en Schwartz's Løvsanger, som kun var en Rørsanger, og det havde jeg ikke lyst til at skulle genopleve. Allerhelst ville jeg nøjes med bare at registrere observationen for mig selv, og så i det stille glæde mig over at have fundet en sådan sjældenhed. Men det holder jo ikke. Man er forpligtet. Så jeg valgte en mellemløsning, og ringede til Troels Ortvad, og fortalte ham om sagen. Rigeligt erfaren tager han ikke tingene for givet eller lader som om. Han lovede at komme forbi, men syntes ikke billederne så helt rigtige ud. Og stedet var heller ikke specielt godt for en Lille Gulbug, da den foretrækker lav åben vegetation. Han anerkendte, at den lød meget specielt, men kunne ikke tro andet end, at det var en Havesanger med en usædvanlig sang. Og det kunne jeg jo sådan set godt acceptere. På xeno-canto fandt jeg andre optagelser, hvor den synger mærkeligt.
Men det efterlod mig altså endnu en gang i den uheldige situation, at have fejlvurderet en sjældenhed, og der er opgaven så nu at acceptere, at sådan er det. Men i stedet for at dukke mig, så står jeg op og siger, at det var ikke uden grund, at jeg hæftede mig ved denne afvigelse, og det atjeg rent faktisk registrerede de til dels anonyme lyde i første omgang, og så ovenikøbet med et halvt øre kun, da jeg jo mest var på udkig efter guldsmede, gør at det ikke var helt skidt. Og i og med at jeg ikke har erfaring med arten, så var der ikke noget at hænge oplevelsen op på, hvorfor jeg måtte prøve mig frem. Sådan lærer man. Men næste gang tror jeg nok, at jeg holder den for mig selv, hvis ikke jeg har klokkeklare beviser, for det jeg claimer. Men nu siger guldsmede jo ikke så meget, så måske er jeg så heldig, at der aldrig kommer en næste gang.
Om formiddagen på denne dejlige dag, havde jeg været et smut forbi Travbaneparken, og her gik der en mand rundt i mit vandhul. Det viste sig at være Jonas Tchikai fra Ishøj. En sky naturentusiast som var blevet hyret af kommunen til at artsregistrere regnvandsbassinerne. Vi fik en længere sludder, og i mit sinds ærlighed, nævnte jeg for ham, at vi havde været tæt på hinanden nede ved Ishøj, Banansøen, hvor jeg kiggede efter Grøn Mosaikguldsmed. Der undgik han mig, men ikke denne gang. Her på min hjemmebane fangede jeg ham, og vi talte om dyr om naturplejepolitik, og alt det som ikke er som det burde være. Han er til alt levende, og han viste mig en sjælden snudebille, som holder til på Gul Iris. Hvor sjælden den egentlig er, ved jeg dog ikke, da jeg om eftermiddagen også havde en på Amager Fælled, og i dag i Lergravene også en. Men trods alt kun en hvert sted. Så måske den er udbredt men sparsomt repræsenteret, der hvor den er. Der var i hvert fald mange iriser begge steder, så der burde have været plads til en til eller mange.
Vi havde også mange guldsmede. De er nok startet nogle dage tidligere, men denne dag fløj der mange vandnymfer rundt i alle tre vandhuller plus både Blå og Fireplettet Libel. Og i blandt vandnymferne var årets første Lille Farvevandnymfe, en bleg aurantica hun. Det viste sig at være på helt samme dato som året før.
Vi talte også om, at det ville være en god ide at få renset vandhullerne op. Der er meget fedtemøg i begge regnvandsbassiner, og plejehjemsdammen er ved at gro til i siv. Han lovede at nævne det i sin rapport. Jeg kunne naturligvis også selv tage fat i kommunens folk og prøve med en konstruktiv opfordring og tilgang til sagerne. Måske er mit liv stagneret fordi jeg hele tiden dømmer mine medmennesker ude på grund af alle de fejltagelser, de foretager sig. Jeg synes at nyde at pointere dette, men er tilsyneladende ikke så interesseret i, at sagerne bliver løst på en positiv måde. At bebrejde verden og undsige sig ansvar for selv at gøre en indsats.
Anyway. I dag i Lergravene holdt planen naturligvis ikke længere end, at da jeg nåede frem, skulle jeg da lige et smut ind i området. Bare lige se. Jeg blev hængende i to timer, og fandt både vandnymfer og svirrefluer, mens jeg blev mere og mere våd på fødderne og fra oven. Men det var dejligt.
Jeg havde et par spøjse Flagermus-vandnymfer, som havde afvigende farver. En havde nærmest rødlige skulderlinjer og en anden var tre-farvet på en måde, jeg ikke har set før. Spændende. Men ihu-kommende at jeg havde fået at vide at den megen PFAS-forurening, som var blevet forårsaget af brandvæsnets virke på lufthavnens grund, var strømmet med grøftevand denne vej forbi, kunne jeg ikke lade være med at forestille mig, at disse dyr var blevet skabt i et inficeret miljø, og derfor var muterede freaks, som ikke burde være her. Men det var trods alt kun to ud af mange, så mon det dog alligevel hænger sådan sammen? Måske lyset spillede mig et puds. Jeg må se billederne. Samme sted havde jeg min første Rødøjede Vandnymfe for stedet.
Det våde græs og den kølige temperatur gjorde at mange af vandnymferne sad helt stille på langs af strå nede i vegetationen. Man kunne tage dem direkte med hænderne, hvilket jeg gjorde en enkelt gang for lige at kontrollere et dyr, som sad halvt skjult bag et blad.
Da jeg var ved at pakke sammen, for at komme videre, kom der pludselig en smuk Hvepsevåge frem fra træerne over fløj lavt over det åbne område og over træerne i nordlig retning. Den havde nok slået sig ned for regnen, men da de er ret hårdføre, skulle den nu videre mod sine svenske ynglepladser.
Jeg nåede naturligvis ikke helt over til Kofoeds Enge for at se efter Skestorke, men jeg kørte forbi Søvang og fik årets første Rovterne, som lå og fiskede ud for sydstranden. Og derefter blev jeg endnu mere våd, da der kom en stor tordenbyge ind over området. jeg nåede over i læ i tårnet ved Søvang mod Aflandshage - lige ved mit elskede vandhul. Der stod tre ældre fuglekiggere, og med et par Dværgterne og en enkelt Spættet Sæl på en sten som det mest interessante, havde jeg ingen grund til at blive hængende, så da det klarede op, skyndte jeg mig hjem i til et varmt bad og til den dejlige varme aftensmad.
Kommer regn, kommer glæde. Og det gjorde der endelig i dag. Friske strøg ned over landet fra nordvest, og det gav, som det var ventet. Længe. Nu svupper det lystigt derude, og selv om det var oplagt at blive hjemme og gøre andre ting, gjorde kroppen helt automatisk klar til at komme afsted, og pludselig var jeg det. Ude. Mest på vej for at få luft, og for at se om jeg kunne finde de Skestorke, som var blevet set på Aflandshage.
Men de trækker jo ikke rigtigt i sig selv. Det må jeg indrømme. Så de blev lagt ind som et punkt senere på ruten, og jeg kunne tage en tur rundt langs Søvang dertil. De står nemlig også nogle gange i det lave vand derude.
Men før jeg nåede så langt, blev jeg inspireret til at køre omkring Lergravene i St. Magleby. Mest bare lige for at køre igennem og lytte. Alt var nemlig vådt nu, og jeg havde under min automatiske påklædningsseance påført mig de almindelige sko, og ikke gummistøvler, så jeg ville ikke bevæge mig ind i området.
Bare at lytte kan også være brugbart. I hvert fald hvis man vil have rusket lidt op i almindeligheden. I tirsdags på den varme dag tog jeg til sidst over på Amager Fælled og luskede rundt på strandengen, som jeg plejer. Jeg frygtede dog lidt at skulle op og se hvordan der ville se ud ved den landskabelige kanal, med gru at forvente at kommunens folk havde raseret området endnu mere. Men jeg nåede aldrig så langt, for mens jeg gik omkring på den midterste del af området, lød der pludselig nogle underlige raspende lyde inde blandt de tydelige Munke som sad og sang. Den blev ved med at synge mærkeligt, lidt Sivsanger-agtigt i tempo og raspet og med nogle melodiske fløjt mod slut. Inde fra buskadset hele tiden, og jeg kæmpede en brav kamp. Den sang ret konsekvent over længere tid. Ikke hele tiden, men når den sang var det den samme sekvens. Dette gjorde mig ret sikker på, at det måtte være en sjældenhed. I tankerne var jeg startet ud med, om det kunne være en Spottesanger, men da jeg efter lang tids venten endelig fik den at se, var det en grålig fugle med afrundet hovedet. Jeg vendte straks kompasset, og nu pegede det på en Lille Gulbug. Alt syntes at passe. Jeg blev der og tjekkede i forhold til både det ene og det andet, og jeg kunne ikke andet end tro, at den var god nok. Og derved blev jeg nød til at træffe en beslutning. Jeg havde godt nok ikke set fuglen særlig godt, og da jeg ikke har erfaring med arten, var det naturligvis at udfordre skæbnen at melde den ud. Jeg havde jo i sin tid dummet mig med en Schwartz's Løvsanger, som kun var en Rørsanger, og det havde jeg ikke lyst til at skulle genopleve. Allerhelst ville jeg nøjes med bare at registrere observationen for mig selv, og så i det stille glæde mig over at have fundet en sådan sjældenhed. Men det holder jo ikke. Man er forpligtet. Så jeg valgte en mellemløsning, og ringede til Troels Ortvad, og fortalte ham om sagen. Rigeligt erfaren tager han ikke tingene for givet eller lader som om. Han lovede at komme forbi, men syntes ikke billederne så helt rigtige ud. Og stedet var heller ikke specielt godt for en Lille Gulbug, da den foretrækker lav åben vegetation. Han anerkendte, at den lød meget specielt, men kunne ikke tro andet end, at det var en Havesanger med en usædvanlig sang. Og det kunne jeg jo sådan set godt acceptere. På xeno-canto fandt jeg andre optagelser, hvor den synger mærkeligt.
Men det efterlod mig altså endnu en gang i den uheldige situation, at have fejlvurderet en sjældenhed, og der er opgaven så nu at acceptere, at sådan er det. Men i stedet for at dukke mig, så står jeg op og siger, at det var ikke uden grund, at jeg hæftede mig ved denne afvigelse, og det atjeg rent faktisk registrerede de til dels anonyme lyde i første omgang, og så ovenikøbet med et halvt øre kun, da jeg jo mest var på udkig efter guldsmede, gør at det ikke var helt skidt. Og i og med at jeg ikke har erfaring med arten, så var der ikke noget at hænge oplevelsen op på, hvorfor jeg måtte prøve mig frem. Sådan lærer man. Men næste gang tror jeg nok, at jeg holder den for mig selv, hvis ikke jeg har klokkeklare beviser, for det jeg claimer. Men nu siger guldsmede jo ikke så meget, så måske er jeg så heldig, at der aldrig kommer en næste gang.
Om formiddagen på denne dejlige dag, havde jeg været et smut forbi Travbaneparken, og her gik der en mand rundt i mit vandhul. Det viste sig at være Jonas Tchikai fra Ishøj. En sky naturentusiast som var blevet hyret af kommunen til at artsregistrere regnvandsbassinerne. Vi fik en længere sludder, og i mit sinds ærlighed, nævnte jeg for ham, at vi havde været tæt på hinanden nede ved Ishøj, Banansøen, hvor jeg kiggede efter Grøn Mosaikguldsmed. Der undgik han mig, men ikke denne gang. Her på min hjemmebane fangede jeg ham, og vi talte om dyr om naturplejepolitik, og alt det som ikke er som det burde være. Han er til alt levende, og han viste mig en sjælden snudebille, som holder til på Gul Iris. Hvor sjælden den egentlig er, ved jeg dog ikke, da jeg om eftermiddagen også havde en på Amager Fælled, og i dag i Lergravene også en. Men trods alt kun en hvert sted. Så måske den er udbredt men sparsomt repræsenteret, der hvor den er. Der var i hvert fald mange iriser begge steder, så der burde have været plads til en til eller mange.
Vi havde også mange guldsmede. De er nok startet nogle dage tidligere, men denne dag fløj der mange vandnymfer rundt i alle tre vandhuller plus både Blå og Fireplettet Libel. Og i blandt vandnymferne var årets første Lille Farvevandnymfe, en bleg aurantica hun. Det viste sig at være på helt samme dato som året før.
Vi talte også om, at det ville være en god ide at få renset vandhullerne op. Der er meget fedtemøg i begge regnvandsbassiner, og plejehjemsdammen er ved at gro til i siv. Han lovede at nævne det i sin rapport. Jeg kunne naturligvis også selv tage fat i kommunens folk og prøve med en konstruktiv opfordring og tilgang til sagerne. Måske er mit liv stagneret fordi jeg hele tiden dømmer mine medmennesker ude på grund af alle de fejltagelser, de foretager sig. Jeg synes at nyde at pointere dette, men er tilsyneladende ikke så interesseret i, at sagerne bliver løst på en positiv måde. At bebrejde verden og undsige sig ansvar for selv at gøre en indsats.
Anyway. I dag i Lergravene holdt planen naturligvis ikke længere end, at da jeg nåede frem, skulle jeg da lige et smut ind i området. Bare lige se. Jeg blev hængende i to timer, og fandt både vandnymfer og svirrefluer, mens jeg blev mere og mere våd på fødderne og fra oven. Men det var dejligt.
Jeg havde et par spøjse Flagermus-vandnymfer, som havde afvigende farver. En havde nærmest rødlige skulderlinjer og en anden var tre-farvet på en måde, jeg ikke har set før. Spændende. Men ihu-kommende at jeg havde fået at vide at den megen PFAS-forurening, som var blevet forårsaget af brandvæsnets virke på lufthavnens grund, var strømmet med grøftevand denne vej forbi, kunne jeg ikke lade være med at forestille mig, at disse dyr var blevet skabt i et inficeret miljø, og derfor var muterede freaks, som ikke burde være her. Men det var trods alt kun to ud af mange, så mon det dog alligevel hænger sådan sammen? Måske lyset spillede mig et puds. Jeg må se billederne. Samme sted havde jeg min første Rødøjede Vandnymfe for stedet.
Det våde græs og den kølige temperatur gjorde at mange af vandnymferne sad helt stille på langs af strå nede i vegetationen. Man kunne tage dem direkte med hænderne, hvilket jeg gjorde en enkelt gang for lige at kontrollere et dyr, som sad halvt skjult bag et blad.
Da jeg var ved at pakke sammen, for at komme videre, kom der pludselig en smuk Hvepsevåge frem fra træerne over fløj lavt over det åbne område og over træerne i nordlig retning. Den havde nok slået sig ned for regnen, men da de er ret hårdføre, skulle den nu videre mod sine svenske ynglepladser.
Jeg nåede naturligvis ikke helt over til Kofoeds Enge for at se efter Skestorke, men jeg kørte forbi Søvang og fik årets første Rovterne, som lå og fiskede ud for sydstranden. Og derefter blev jeg endnu mere våd, da der kom en stor tordenbyge ind over området. jeg nåede over i læ i tårnet ved Søvang mod Aflandshage - lige ved mit elskede vandhul. Der stod tre ældre fuglekiggere, og med et par Dværgterne og en enkelt Spættet Sæl på en sten som det mest interessante, havde jeg ingen grund til at blive hængende, så da det klarede op, skyndte jeg mig hjem i til et varmt bad og til den dejlige varme aftensmad.
2025-05-20
Et strejf af regn de seneste dage, men fortsat mest sol og vind. Nordligt. Som ikke giver forhåbning om spændedende tilflyvninger sydfra. Sidste år havde jeg på dette tidspunkt allerede haft Rødvinget Hedelibel, men det var også efter en længere periode med østenvind.
Men ellers flyver flere arter nu. Blå Mosaik og Stor Kejser har andre set. Og Billqvist havde de første Toplettede Falkelibeller hjemme i sin have i går. Nordvestenvind, og man kunne drømme om, at denne så ville kunne dukke op på Bornholm. Alt afhænger dog der af Harald, tror jeg. Men sidst jeg talte med ham, kendte han slet ikke til arten, så at falde over den bare sådan, bliver nok svært. Særligt fordi den ynder at holde til ude over vandet, når den er aktiv.
Jeg har været rundt til de sædvanlige vandhuller på Amager og Kalvebod Fælled uden det helt store. Et par Blå Libel-hanner var dukket op ved Strandeng-midt, men ellers var det mest interessante det nedslående syn, der mødte mig, oppe ved den landskabelige kanal, hvor kommunens folk har slået alt græsset, så vandnymferne ikke har nogen steder at raste. Hvorfor skal vi blive ved med at acceptere, at det er inkompetente mennesker, som får lov at bestyre vores fælles natur?
Som plaster på såret tog jeg til det sydsjællandske i lørdags for at samle lidt årsarter sammen. Tidligere end de andre år, men det er jo også nødvendigt, for at få et mere komplet billede af, hvordan arterne opfører sig. Det ideelle udbytte ville have været hele 7 årsarter, og dertil skulle jeg rundt til Holmegaards Mose, Herlufsholm, Tamosen og Hedeland Naturstier.
Jeg startede ud i Holmegaards mose, hvor jeg håbede på både Spydvandnymfe og Stor Kærguldsmed. Den første bliver set sporadisk og den sidste har et af sine få østlige levesteder her. Desværre fandt jeg ingen af de to. Man kunne have troet at den kraftige nordenvind var årsag til dette, men da jeg fandt mange andre arter godt i læ langs den vestlige periferi, så tror jeg mere på, at de generelt er svære at finde dernede. Og måske særligt efter den lange tørke vi har haft, som måske gør, at de holder sig mere skjult. Men under alle omstændigheder, så er der nok aldrig mange individer, og måske spydvandnymfen ligefrem er ved at forsvinde, da der kun er meget få observationer meldt ud.
Til gengæld fandt jeg en god mængde unge Spidsplettede Libeller. De smukke orange dyr. Der var også mange Grønne Smaragdlibeller og flere af de almindelige vandnymfer. Her udover kun Fireplettede Libeller og Håret Mosaikguldsmed.
Hvis jeg fortsat var lige så optaget af sommerfuglene som tidligere, ville jeg nok kunne have fået mere ud af dem. Særligt de små, da der var mange jeg bare lod flyve. Det tager simpelt hen for lang tid at skulle komme tæt på og bestemme dem. Dog fik jeg en ny måler-art, som oven i købet åbenbart er halvsjælden. En Birke-bladmåler. To sort-hvide individer inde blandt unge birke i den vestlige ende. Og der er naturligvis alt muligt andet kryb og kravl, man kan dykke ned i. Men tiden er sjældent ens bedste ven på disse langture, så jeg måtte displinere mig. Og alligevel kom jeg først afsted fra mosen klokken halv to.
Herlufsholm Kostskole og Susåen der er blevet et de facto sted for mig for at få flodguldsmeden. Den er to-tre årig, og der har ikke været de helt store meldinger i år, hvorfor jeg formoder, at det ikke er et af de store år i år. Sandsynligvis bekræftet ved det faktum, at jeg kun fandt to hunner og en han. Alle næsten voskne, og der var ingen tegn på larvehuder nogen steder. Dog var det også tydeligt, at skræppebladene, hvor de normalt sidder, ikke var nær så store, som de plejer at være, når jeg besøger stedet. Så enten var det alligevel for tidligt, eller også har vind og tørt vejr måske haft mere at sige på hele den naturlige gevækst, selv her langs åen.
Blåbåndet Pragtvandnymfe og Rød Vandnymfe var der også nogle få af. Men kun få. Og desværre derfor nok ikke nok til at jeg kunne få be- eller afkræftet, hvordan hannerne ser ud, når de flyver frit og længe. Jeg tænker på de to hanner, jeg havde sidste år på Amager, og som jeg mistænker for at have været Blåvingede, da vingerne så helt mørke ud. Jeg fik kun et glimt af en enkelt flyvende han denne gang, og der så det godt nok ud som om, at man godt kunne se de lyse partier i vingen, hvilket tegner godt for at jeg måske senere vil kunne bagud-identificere de to Amager-dyr. Fortsættelse følger.
Tamosen er altid dejlig, men desværre var det ved at blive overskyet, da jeg nåede frem, og jeg dummede mig lidt ved igen at vælge at parkere oppe ved landevejen, i stedet for at køre helt ned til åen, hvilket åbenbart er tilladt. Også denne dag holdt der to biler dernede. Dette siger jeg mest, fordi jeg har fået ondt i knæene, og ikke rigtig orker de lange gåture nu. Og der er vel en kilometers penge fra landevejen ned til åen. Og med det tungere kamera osv. tærer hvert skridt på kroppen.
Men jeg nåede frem og tilbage. Dog fandt jeg kun to Fjervandnymfer, to hunner. De sad meget stille i Brændenælde-partiet langs vejen. Også her kun nogle få Pragtvandnymfer og ingen Spidsplettede. Det var køligt og ved at blive sen eftermiddag, men mon ikke det mest var den tidlige besøgsdato, som gjorde det største udslag. Der blev dog meldt flere fra Jylland samme dag, hvor solen måske var mere fremme.
Til gengæld var der langt flere af de smukke fe-agtige Majfluer. Omkring 100 hang i luften over bakken og dansede deres sjove hoppende dans. Døgnflue-liv i de smukkeste omgivelser. De få kanoer som passerede forbi denne eftermiddag kunne ikke spolere dette indtryk. Der sad også 3 Sivsangere i området og et par Nattergale og flere Gøge fløj rundt. Men solen var væk, og jeg måtte også væk, hjemad, hvis jeg skulle nå det sidste stop på turen.
Hedeland. Her kan man finde Måne-vandnymfe. Men desværre så kom der en utidig kæmpebyge ind over området, da jeg kørte nordpå. Fint i forhold til natur og afgrøder. Og for bilvasken. Men ikke for vandnymfer i de sene eftermiddagstimer. Alt var vådt, da jeg nåede frem. Og det var køligt. Og selv om solen så småt begyndte at genvinde herredømmet, så var det alt for sent på dagen nu, til at bevoksningen ville nå at tørre, og til at dyrene ville komme frem igen. Så jeg gik en ujævn runde, på smertende knæ, og noterede de fugle som var til stede, hvoraf to Nattergale vel var højdepunktet.
De sidste par dage har jeg ligget brak. I går dog med Torben på Torvet for at bytte bluse, og han, besøge boghandleren. Vi holdt hans fødselsdag i fredags, Store Bededag, på Bakken, hvilket var en god tur, selv om de gangbesværede, Torben og mor, men ikke mig den dag, havde problemer med det noget bakkede! terræn på Bakken.
To Søstre-klamphukkeraffæren gik ud på, at vi havde bestilt bor på den restaurant, men da vi nåede frem, var den lukket. En fejl i bestillingssystemet, måske, og vi gik igen. Ned til Bonderosen, hvor vi reddede den med en anden buffet-ordning, hvilket er det letteste for madproblematikere som mig. Det gik. Alle blev mætte. Torben var glad, og sugede alle indtrykkene til sig. Han ville gerne bruge penge, og vinde noget. Men vi andre begrænsede ham, da han ellers let ville have kunne klattet en ordenligt sjat væk på alt muligt ubrugeligt ragelse. Direkte indkøbt fra Temu og Ligesindede Partnere. Det var også skoleelevernes sidste skoledag, og særligt indvandrerne synes at have fået smag for dette sted at folde sig ud, da de var alle vegne. Bjergløvsangeren var der også. Men bare meldt, for det var selvfølgelig helt uden nummer at skulle bevæge sig derop igen, på denne Bakkeskovtur.
I dag, tirsdag, skinner solen varmt. Jarnvig har lovet op til 23-24 grader, hvilket jo er forrygende og lover godt for guldsmedenes fremkomst. Dog kommer vinden fortsat fra nord og vest, så der er ikke så meget at håbe på end nye lokale arter, der vil i gang med den nye sæson.
Et strejf af regn de seneste dage, men fortsat mest sol og vind. Nordligt. Som ikke giver forhåbning om spændedende tilflyvninger sydfra. Sidste år havde jeg på dette tidspunkt allerede haft Rødvinget Hedelibel, men det var også efter en længere periode med østenvind.
Men ellers flyver flere arter nu. Blå Mosaik og Stor Kejser har andre set. Og Billqvist havde de første Toplettede Falkelibeller hjemme i sin have i går. Nordvestenvind, og man kunne drømme om, at denne så ville kunne dukke op på Bornholm. Alt afhænger dog der af Harald, tror jeg. Men sidst jeg talte med ham, kendte han slet ikke til arten, så at falde over den bare sådan, bliver nok svært. Særligt fordi den ynder at holde til ude over vandet, når den er aktiv.
Jeg har været rundt til de sædvanlige vandhuller på Amager og Kalvebod Fælled uden det helt store. Et par Blå Libel-hanner var dukket op ved Strandeng-midt, men ellers var det mest interessante det nedslående syn, der mødte mig, oppe ved den landskabelige kanal, hvor kommunens folk har slået alt græsset, så vandnymferne ikke har nogen steder at raste. Hvorfor skal vi blive ved med at acceptere, at det er inkompetente mennesker, som får lov at bestyre vores fælles natur?
Som plaster på såret tog jeg til det sydsjællandske i lørdags for at samle lidt årsarter sammen. Tidligere end de andre år, men det er jo også nødvendigt, for at få et mere komplet billede af, hvordan arterne opfører sig. Det ideelle udbytte ville have været hele 7 årsarter, og dertil skulle jeg rundt til Holmegaards Mose, Herlufsholm, Tamosen og Hedeland Naturstier.
Jeg startede ud i Holmegaards mose, hvor jeg håbede på både Spydvandnymfe og Stor Kærguldsmed. Den første bliver set sporadisk og den sidste har et af sine få østlige levesteder her. Desværre fandt jeg ingen af de to. Man kunne have troet at den kraftige nordenvind var årsag til dette, men da jeg fandt mange andre arter godt i læ langs den vestlige periferi, så tror jeg mere på, at de generelt er svære at finde dernede. Og måske særligt efter den lange tørke vi har haft, som måske gør, at de holder sig mere skjult. Men under alle omstændigheder, så er der nok aldrig mange individer, og måske spydvandnymfen ligefrem er ved at forsvinde, da der kun er meget få observationer meldt ud.
Til gengæld fandt jeg en god mængde unge Spidsplettede Libeller. De smukke orange dyr. Der var også mange Grønne Smaragdlibeller og flere af de almindelige vandnymfer. Her udover kun Fireplettede Libeller og Håret Mosaikguldsmed.
Hvis jeg fortsat var lige så optaget af sommerfuglene som tidligere, ville jeg nok kunne have fået mere ud af dem. Særligt de små, da der var mange jeg bare lod flyve. Det tager simpelt hen for lang tid at skulle komme tæt på og bestemme dem. Dog fik jeg en ny måler-art, som oven i købet åbenbart er halvsjælden. En Birke-bladmåler. To sort-hvide individer inde blandt unge birke i den vestlige ende. Og der er naturligvis alt muligt andet kryb og kravl, man kan dykke ned i. Men tiden er sjældent ens bedste ven på disse langture, så jeg måtte displinere mig. Og alligevel kom jeg først afsted fra mosen klokken halv to.
Herlufsholm Kostskole og Susåen der er blevet et de facto sted for mig for at få flodguldsmeden. Den er to-tre årig, og der har ikke været de helt store meldinger i år, hvorfor jeg formoder, at det ikke er et af de store år i år. Sandsynligvis bekræftet ved det faktum, at jeg kun fandt to hunner og en han. Alle næsten voskne, og der var ingen tegn på larvehuder nogen steder. Dog var det også tydeligt, at skræppebladene, hvor de normalt sidder, ikke var nær så store, som de plejer at være, når jeg besøger stedet. Så enten var det alligevel for tidligt, eller også har vind og tørt vejr måske haft mere at sige på hele den naturlige gevækst, selv her langs åen.
Blåbåndet Pragtvandnymfe og Rød Vandnymfe var der også nogle få af. Men kun få. Og desværre derfor nok ikke nok til at jeg kunne få be- eller afkræftet, hvordan hannerne ser ud, når de flyver frit og længe. Jeg tænker på de to hanner, jeg havde sidste år på Amager, og som jeg mistænker for at have været Blåvingede, da vingerne så helt mørke ud. Jeg fik kun et glimt af en enkelt flyvende han denne gang, og der så det godt nok ud som om, at man godt kunne se de lyse partier i vingen, hvilket tegner godt for at jeg måske senere vil kunne bagud-identificere de to Amager-dyr. Fortsættelse følger.
Tamosen er altid dejlig, men desværre var det ved at blive overskyet, da jeg nåede frem, og jeg dummede mig lidt ved igen at vælge at parkere oppe ved landevejen, i stedet for at køre helt ned til åen, hvilket åbenbart er tilladt. Også denne dag holdt der to biler dernede. Dette siger jeg mest, fordi jeg har fået ondt i knæene, og ikke rigtig orker de lange gåture nu. Og der er vel en kilometers penge fra landevejen ned til åen. Og med det tungere kamera osv. tærer hvert skridt på kroppen.
Men jeg nåede frem og tilbage. Dog fandt jeg kun to Fjervandnymfer, to hunner. De sad meget stille i Brændenælde-partiet langs vejen. Også her kun nogle få Pragtvandnymfer og ingen Spidsplettede. Det var køligt og ved at blive sen eftermiddag, men mon ikke det mest var den tidlige besøgsdato, som gjorde det største udslag. Der blev dog meldt flere fra Jylland samme dag, hvor solen måske var mere fremme.
Til gengæld var der langt flere af de smukke fe-agtige Majfluer. Omkring 100 hang i luften over bakken og dansede deres sjove hoppende dans. Døgnflue-liv i de smukkeste omgivelser. De få kanoer som passerede forbi denne eftermiddag kunne ikke spolere dette indtryk. Der sad også 3 Sivsangere i området og et par Nattergale og flere Gøge fløj rundt. Men solen var væk, og jeg måtte også væk, hjemad, hvis jeg skulle nå det sidste stop på turen.
Hedeland. Her kan man finde Måne-vandnymfe. Men desværre så kom der en utidig kæmpebyge ind over området, da jeg kørte nordpå. Fint i forhold til natur og afgrøder. Og for bilvasken. Men ikke for vandnymfer i de sene eftermiddagstimer. Alt var vådt, da jeg nåede frem. Og det var køligt. Og selv om solen så småt begyndte at genvinde herredømmet, så var det alt for sent på dagen nu, til at bevoksningen ville nå at tørre, og til at dyrene ville komme frem igen. Så jeg gik en ujævn runde, på smertende knæ, og noterede de fugle som var til stede, hvoraf to Nattergale vel var højdepunktet.
De sidste par dage har jeg ligget brak. I går dog med Torben på Torvet for at bytte bluse, og han, besøge boghandleren. Vi holdt hans fødselsdag i fredags, Store Bededag, på Bakken, hvilket var en god tur, selv om de gangbesværede, Torben og mor, men ikke mig den dag, havde problemer med det noget bakkede! terræn på Bakken.
To Søstre-klamphukkeraffæren gik ud på, at vi havde bestilt bor på den restaurant, men da vi nåede frem, var den lukket. En fejl i bestillingssystemet, måske, og vi gik igen. Ned til Bonderosen, hvor vi reddede den med en anden buffet-ordning, hvilket er det letteste for madproblematikere som mig. Det gik. Alle blev mætte. Torben var glad, og sugede alle indtrykkene til sig. Han ville gerne bruge penge, og vinde noget. Men vi andre begrænsede ham, da han ellers let ville have kunne klattet en ordenligt sjat væk på alt muligt ubrugeligt ragelse. Direkte indkøbt fra Temu og Ligesindede Partnere. Det var også skoleelevernes sidste skoledag, og særligt indvandrerne synes at have fået smag for dette sted at folde sig ud, da de var alle vegne. Bjergløvsangeren var der også. Men bare meldt, for det var selvfølgelig helt uden nummer at skulle bevæge sig derop igen, på denne Bakkeskovtur.
I dag, tirsdag, skinner solen varmt. Jarnvig har lovet op til 23-24 grader, hvilket jo er forrygende og lover godt for guldsmedenes fremkomst. Dog kommer vinden fortsat fra nord og vest, så der er ikke så meget at håbe på end nye lokale arter, der vil i gang med den nye sæson.
2025-05-13
Hvis sol og tørke lige er din sag, så kom til Danmark nu. Vi har begge dele i overflod. Og det loves at fortsætte, hvilket er godt nok for mig, og de guldsmede jeg gerne vil se mange flere af.
Men det er maj måned, og selv om det er skønt at guldsmedene er begyndt at flyve tidligere i år, så er det også nu, at man skal have øjet på fuglene, og derfor hoppede jeg på cyklen uden så megen betænkningstid, og kørte til Dyrehaven i fredags, den niende.
Stefan Andersen [en kapabel svensker] havde spottet en Bjergløvsanger i Ulvedalene på en af sine runder, og da det ville være en ny dk-art, var der ikke så meget at betænke sig på. Den rustne ged kloppede afsted med knirkende krank og i modvind. Naturligvis. For i Danmark er der altid modvind, når man har skal nå noget.
Hvis artens navn virkelig betyder noget, så giver det mening, at den havde fundet sig til rette i Ulvedalene. Mit ene, og høje, gear kunne på ingen måde klare at komme op i højden, der hvor fuglen sad, så jeg måtte pænt af og trække. De store modne skovlysningers paradis. Den var meget aktiv, flyvende fra træ til træ og konstant syngende. En tanke dukkede op, da jeg hørte den, at jeg måske ikke havde været tilstrækkeligt opmærksom på nogle af de Skovsangere, jeg har registreret ud af det halve øre i år, mens jeg har kigget efter guldsmede. Og jeg ved, at der har været nogle. Tænk om jeg har overhørt en Bjergløvsanger på Amager!
Hovedformålet med at køre derop var naturligvis at få registreret fuglen. Men billeder og lyd er jo blevet en del af min natur, så det ville være rart at komme hjem med begge. Som jeg dog tidligere har nævnt, så har min store linse så godt som sikkert opgivet ævredet, og med kun en vidvinkel kunne jeg godt opgive at få billeder af en fugl, som konstant befandt sig 15 meter oppe i træerne. Og da min lydoptager også er gået i udu, så var det med nul forventninger til noget som helst. Dog havde jeg, inden jeg tog afsted lige tjekket den store linse igen, og der i første huk kunne jeg pludselig godt tage et billede. Så jeg håbede, og tog grejet med. Og det samme med optageren. Den havde virket, noget, da jeg testede den efter de sidste uduelige optagelser, så den kom også med.
Hvis det var løse kontakter, der var hovedårsagen til, at kameraet ikke virkede, ville det vel være en fordel at skulle skyde opad med en tung linse, som naturligt ville falde ned mod kameraet og lade sine kontakter klistre sig pænt til kameraets. Det virkede tilsyneladende, for jeg fik da skudt fuglen ind i kassen, som det kan ses. Ikke noget prangende, men rimeligt. Andre fik skudt den, da den befandt sig længere nede, og fik der billeder som kunne udelukke at det drejede sig om den østlige fætter, orientalis, til bonelli, som bjergløven hedder på videnskabeligt sprog. Og selv optageren valgte at opføre sig pænt, i den time jeg var til stede. Jeg havde ikke fået læst manualen, men et af mine problemer med optageren var, at der var blevet sluttet en funktion til, Rehearsal, som gjorde, at man skulle igennem et helt minuts passiv optagelse, før man kunne komme frem til at optage, og jeg forstod det ikke rigtig på det tidspunkt. Normalt ville jeg nok være gået amok på apparatet, men da der stod en del voksne mennesker i nærheden, måtte jeg kontrollere mig selv, og lade apparatet gøre, som det ville. Så den fik sit minut, og da jeg derefter åbenbart godt kunne få optage-funktionen i gang, blev jeg rolig og nærmest lidt glad, og lagde apparatet til at optage for sig selv i en tue, mens jeg koncentrerede mig om kamera-delen.
Både lyd og billeder, og det viste sig, at der rent faktisk var medvind hjemad.
På vej ned fra Ulvedalene stoppede jeg ved Fuglesangsø og Kildesø, som ligger i den hjemadgående retning ned mod Bakken og Strandvejen. Guldsmede naturligvis. Men det var blevet overskyet, og der var ikke meget at hente ved disse skovssøer. Kun et par Flagermus og en Fireplettet kunne det blive til. At køre op til de åbne og bedre vandhuller oppe på Eremitage-sletten orkede jeg naturligvis ikke, og jeg tænker heller ikke, at det ville give noget af interesse på dette tidlige tidspunkt af året.
Hjemme igen har jeg været rundt til Lergravene, Søvang og i Kongelunden de sidste par dage. Ikke at det har givet noget særligt. I Lergravene er græsset slået helt ned, og der er intet tegn på bare en eneste af de mange Kødfarvede Orkideer, som var der for et par år siden. Naturlig cyklus eller forkert naturpleje? Eng-nellikerod er der til gengæld mange af.
Men på disse ture har jeg haft mit kamera med, og det viser sig nu, at jeg muligvis har fundet på en løsning, som gør det muligt holde liv i det et stykke tid endnu, indtil jeg får et nyt udstyr.
På min links-side linker jeg til en guldsmede-hjemmeside af en fornuftig amerikaner, som har listet sit udstyr, og der nævner han tilfældigvis, at han tidligere havde mit eget udstyr, men med den detalje, at han også brugte sin telekonverter. Og pling pling. Blandt det beskedne udstyr jeg har til rådighed, har jeg rent faktisk min egen 1.4 telekonverter liggende. Han nævnte, at han derved kunne tage billeder, hvor dyret kunne fylde hele rammen, så man ikke behøvede at croppe efterfølgende for at komme tæt nok på i billede-præsentationen. Det var en god motivation til at finde den frem. Men også det faktum at det rent faktisk lader til, at telekonverteren virker som en forsonende mellemmand, og skaber bedre kontakt mellem kontakterne, og derved holder liv i mit udstyr.
Så derfor har jeg været rundt nu og testet det af, og han har ret. Man kommer helt tæt på. Desværre vejer udstyret nu mere, og da min stabilisator ikke længere virker, er det noget af en udfordring at holde kameraet stille. Og det gør rent faktisk, at jeg ofte ikke kan fylde hele rammen ud med dyret, da billedet hopper og danser så meget, at jeg får klippet hoved eller hale af, når jeg skyder. Men hovedsagen er, at setuppet virker, og det gør naturligvis, at jeg igen er blevet fokuseret på, at jeg skal have et tilsvarende udstyr, ud over et dedikeret makroudstyr.
Musvitterne på vores altan har allerede pippende unger, og de farer frem og tilbage efter mad. Det er tidligt, som så meget andet. Desværre er der ikke noget tidligt over Travbaneparkens vandhuller. Der har jeg fortsat endnu ikke set en eneste guldsmed i år.
En anden tidlighed jeg havde, var en Stor Blåpil helt tilbage til på den ottende maj. Det var i en af lysningerne langs Svenskeholmvej, hvor libellerne ynder at holde til. Desværre nåede jeg ikke at få taget billeder. Eller fange den. Det var nemlig i de dage, hvor jeg fortsat øvede mig på det sidste. Den forsvandt straks efter, at jeg havde bekræftet den i kikkerten. Den havde virket anderledes end de mange fireplettede på stedet, og det var fedt at se den gule krop med de sorte sidepaneler. En uge tidligere end jeg havde arten sidste år.
Hvis sol og tørke lige er din sag, så kom til Danmark nu. Vi har begge dele i overflod. Og det loves at fortsætte, hvilket er godt nok for mig, og de guldsmede jeg gerne vil se mange flere af.
Men det er maj måned, og selv om det er skønt at guldsmedene er begyndt at flyve tidligere i år, så er det også nu, at man skal have øjet på fuglene, og derfor hoppede jeg på cyklen uden så megen betænkningstid, og kørte til Dyrehaven i fredags, den niende.
Stefan Andersen [en kapabel svensker] havde spottet en Bjergløvsanger i Ulvedalene på en af sine runder, og da det ville være en ny dk-art, var der ikke så meget at betænke sig på. Den rustne ged kloppede afsted med knirkende krank og i modvind. Naturligvis. For i Danmark er der altid modvind, når man har skal nå noget.
Hvis artens navn virkelig betyder noget, så giver det mening, at den havde fundet sig til rette i Ulvedalene. Mit ene, og høje, gear kunne på ingen måde klare at komme op i højden, der hvor fuglen sad, så jeg måtte pænt af og trække. De store modne skovlysningers paradis. Den var meget aktiv, flyvende fra træ til træ og konstant syngende. En tanke dukkede op, da jeg hørte den, at jeg måske ikke havde været tilstrækkeligt opmærksom på nogle af de Skovsangere, jeg har registreret ud af det halve øre i år, mens jeg har kigget efter guldsmede. Og jeg ved, at der har været nogle. Tænk om jeg har overhørt en Bjergløvsanger på Amager!
Hovedformålet med at køre derop var naturligvis at få registreret fuglen. Men billeder og lyd er jo blevet en del af min natur, så det ville være rart at komme hjem med begge. Som jeg dog tidligere har nævnt, så har min store linse så godt som sikkert opgivet ævredet, og med kun en vidvinkel kunne jeg godt opgive at få billeder af en fugl, som konstant befandt sig 15 meter oppe i træerne. Og da min lydoptager også er gået i udu, så var det med nul forventninger til noget som helst. Dog havde jeg, inden jeg tog afsted lige tjekket den store linse igen, og der i første huk kunne jeg pludselig godt tage et billede. Så jeg håbede, og tog grejet med. Og det samme med optageren. Den havde virket, noget, da jeg testede den efter de sidste uduelige optagelser, så den kom også med.
Hvis det var løse kontakter, der var hovedårsagen til, at kameraet ikke virkede, ville det vel være en fordel at skulle skyde opad med en tung linse, som naturligt ville falde ned mod kameraet og lade sine kontakter klistre sig pænt til kameraets. Det virkede tilsyneladende, for jeg fik da skudt fuglen ind i kassen, som det kan ses. Ikke noget prangende, men rimeligt. Andre fik skudt den, da den befandt sig længere nede, og fik der billeder som kunne udelukke at det drejede sig om den østlige fætter, orientalis, til bonelli, som bjergløven hedder på videnskabeligt sprog. Og selv optageren valgte at opføre sig pænt, i den time jeg var til stede. Jeg havde ikke fået læst manualen, men et af mine problemer med optageren var, at der var blevet sluttet en funktion til, Rehearsal, som gjorde, at man skulle igennem et helt minuts passiv optagelse, før man kunne komme frem til at optage, og jeg forstod det ikke rigtig på det tidspunkt. Normalt ville jeg nok være gået amok på apparatet, men da der stod en del voksne mennesker i nærheden, måtte jeg kontrollere mig selv, og lade apparatet gøre, som det ville. Så den fik sit minut, og da jeg derefter åbenbart godt kunne få optage-funktionen i gang, blev jeg rolig og nærmest lidt glad, og lagde apparatet til at optage for sig selv i en tue, mens jeg koncentrerede mig om kamera-delen.
Både lyd og billeder, og det viste sig, at der rent faktisk var medvind hjemad.
På vej ned fra Ulvedalene stoppede jeg ved Fuglesangsø og Kildesø, som ligger i den hjemadgående retning ned mod Bakken og Strandvejen. Guldsmede naturligvis. Men det var blevet overskyet, og der var ikke meget at hente ved disse skovssøer. Kun et par Flagermus og en Fireplettet kunne det blive til. At køre op til de åbne og bedre vandhuller oppe på Eremitage-sletten orkede jeg naturligvis ikke, og jeg tænker heller ikke, at det ville give noget af interesse på dette tidlige tidspunkt af året.
Hjemme igen har jeg været rundt til Lergravene, Søvang og i Kongelunden de sidste par dage. Ikke at det har givet noget særligt. I Lergravene er græsset slået helt ned, og der er intet tegn på bare en eneste af de mange Kødfarvede Orkideer, som var der for et par år siden. Naturlig cyklus eller forkert naturpleje? Eng-nellikerod er der til gengæld mange af.
Men på disse ture har jeg haft mit kamera med, og det viser sig nu, at jeg muligvis har fundet på en løsning, som gør det muligt holde liv i det et stykke tid endnu, indtil jeg får et nyt udstyr.
På min links-side linker jeg til en guldsmede-hjemmeside af en fornuftig amerikaner, som har listet sit udstyr, og der nævner han tilfældigvis, at han tidligere havde mit eget udstyr, men med den detalje, at han også brugte sin telekonverter. Og pling pling. Blandt det beskedne udstyr jeg har til rådighed, har jeg rent faktisk min egen 1.4 telekonverter liggende. Han nævnte, at han derved kunne tage billeder, hvor dyret kunne fylde hele rammen, så man ikke behøvede at croppe efterfølgende for at komme tæt nok på i billede-præsentationen. Det var en god motivation til at finde den frem. Men også det faktum at det rent faktisk lader til, at telekonverteren virker som en forsonende mellemmand, og skaber bedre kontakt mellem kontakterne, og derved holder liv i mit udstyr.
Så derfor har jeg været rundt nu og testet det af, og han har ret. Man kommer helt tæt på. Desværre vejer udstyret nu mere, og da min stabilisator ikke længere virker, er det noget af en udfordring at holde kameraet stille. Og det gør rent faktisk, at jeg ofte ikke kan fylde hele rammen ud med dyret, da billedet hopper og danser så meget, at jeg får klippet hoved eller hale af, når jeg skyder. Men hovedsagen er, at setuppet virker, og det gør naturligvis, at jeg igen er blevet fokuseret på, at jeg skal have et tilsvarende udstyr, ud over et dedikeret makroudstyr.
Musvitterne på vores altan har allerede pippende unger, og de farer frem og tilbage efter mad. Det er tidligt, som så meget andet. Desværre er der ikke noget tidligt over Travbaneparkens vandhuller. Der har jeg fortsat endnu ikke set en eneste guldsmed i år.
En anden tidlighed jeg havde, var en Stor Blåpil helt tilbage til på den ottende maj. Det var i en af lysningerne langs Svenskeholmvej, hvor libellerne ynder at holde til. Desværre nåede jeg ikke at få taget billeder. Eller fange den. Det var nemlig i de dage, hvor jeg fortsat øvede mig på det sidste. Den forsvandt straks efter, at jeg havde bekræftet den i kikkerten. Den havde virket anderledes end de mange fireplettede på stedet, og det var fedt at se den gule krop med de sorte sidepaneler. En uge tidligere end jeg havde arten sidste år.
2025-05-08
Ramt af det kølige forårsvejr som ikke vil give slip. Nordenvind. Men fuglene kommer alligevel. I går morges sad min første Havesanger og sang ovre i krattet på overdækningen, og minsandten om ikke der om eftermiddagen, fra samme sted, lød de velkendte strofer fra en Nattergal! Jeg tænker, vores Nattergal. Den lokale som har været her i to år nu. I 23 kom den også den 7. Maj, så sidste år var nok bare uden for nummer, da den allerede var på plads den 30. April.
Desværre dog blev det videre sådan, at den kun kortvarigt gav lyd fra sig. I den nogenlunde lune eftermiddag. Om aftenen kom der ikke en lyd, og heller ikke nu her til morgen. Og det selv om at jeg i går aftes tog til Nordre Klapper for at lytte på Trædækkere. Der sad der 3 Nattergale rundt i periferien, og sang klart og tydeligt. Og der var helt sikkert ikke varmere derovre end her. Tørre tilstande på overdækningen og kulde (og for meget forbandet støj), lyder som en rimelige forklaring på, at den ikke slår sig ned i år, men hvem ved. Måske det ikke har været vores fugl. Det kan jo være en forbipasserende, som bare lige er slået ned for en pause, og så videre til Svenskan. Vi må se.
Hesteskov-vandnymferne er nu også begyndt at flyve, en god uge senere end Flagermus-vandnymferne helt som forventet. Har haft dem nu både ved Den Landskabelige Kanal, i Søvang og i Skolebotanisk Have. Det sidste sted overraskede mig med hele 4 arter i går, og en dejlig samtale med en pædagog, eller en samtale med en dejlig pædagog vel snarere. Fireplettet Libel, Hestesko-vandnymfe, Flagermus-vandnymfe og Stor Farvevandnymfe. Alle nye for mig på stedet. Tænker jeg skal besøge det lidt oftere i denne sæson. Kantvegetationen var blevet slået, som den bliver alle vegne, tilsyneladende.
Travbaneparken har ikke givet nogen guldsmede endnu. For koldt og åbent i de store bassiner, mens der godt kunne være et par vandnymfer i plejehjemsdammen, som ligger mere i læ. De store bassiner er allerede fyldt med lang bundvegetation, som jeg tror er fedtemøg. For mange næringsstoffer fra de mange ænder som bruger bassinerne til rast uden for ynglesæsonen. Ligesom kanalen i byparken, hvor vandet er fuldstændigt grumset til, også på grund af de mange ænder og måger. Plejehjemsdammen har bedre vandkvalitet, men gror til, og der ligger mange visne siv i vandet, som hvis ikke de bliver fjernet, til sidst vil gøre at dammen lukkes helt til, og sikkert mister sin guldsmedeværdi. Det gjorde den jo sådan set allerede sidste år, som gav markant færre arter og spændende observationer. Dog holdt den Lille Farvevandnymfe ud med nogle få eksemplarer, men dens natur som opportunistisk strejfer gør, at den helt sikkert vil forsvinde under alle omstændigheder før eller siden.
Søvang-vandhullet var i går en dejlig oase med sol og læ. Og mange Hestesko-vandnymfer. Den og Flagermus-vandnymfe kan sagtens optræde sammen, men gør det tilsyneladende ikke her, og måske er der en tendens til at de to arter, prøver at dele verden mellem sig. To blå ego'er på samme færd, men som løser deres krav til verden på en mere fornuftig måde end menneskene formår. Der var flere Fireplettede og et par Hårede Mosaiker. Og så så jeg en større en på et tidspunkt ude over vandet, som jeg ikke vil sætte navn på, men som grangiveligt lignede en Stor Kejserguldsmed. Dette ville dog være tidligt, da de de forrige år først er begyndt at flyve i den sidste tredjedel af Maj.
Der blev i går meldt en Blå Mosaik hun, med billede, på Arter.dk, og det er meget tidligt. Positionen er dog sat oven i et hus nord for Odense, så måske det drejer sig om et opdrættet dyr. Som sædvanligt med Arter, er der ingen detaljer, ingen kommentarer, ingenting af interesse, og de har ellers lige sendt et nyhedsbrev ud, hvor de skriver at deres ambitioner er at blive den foretrukne database for alle vilde arter i Danmark. "Vorherre bevares!" De har lang vej endnu i så fald. Jeg nægter fortsat at brugen den, da det er alt for besværligt at taste ind fra pc'en efter at turen er gennemført. Og der er aldrig nogen som svarer, når man lægger beskeder på de enkelte observationer. Et dødfødt projekt hvis du spørger mig. Og givetvis mange andre. Alle de andre guldsmedefolk bruger fortsat naturbasen.dk, ligesom jeg gør, og selv om den heller ikke er optimal, så er der dog mere logik over opbygningen, og mere liv medlemmerne imellem. Det som det skal være. Et sted hvor folk kan kommunikere med hinanden og sagen, uden om alt det syge SOME-crap.
Ramt af det kølige forårsvejr som ikke vil give slip. Nordenvind. Men fuglene kommer alligevel. I går morges sad min første Havesanger og sang ovre i krattet på overdækningen, og minsandten om ikke der om eftermiddagen, fra samme sted, lød de velkendte strofer fra en Nattergal! Jeg tænker, vores Nattergal. Den lokale som har været her i to år nu. I 23 kom den også den 7. Maj, så sidste år var nok bare uden for nummer, da den allerede var på plads den 30. April.
Desværre dog blev det videre sådan, at den kun kortvarigt gav lyd fra sig. I den nogenlunde lune eftermiddag. Om aftenen kom der ikke en lyd, og heller ikke nu her til morgen. Og det selv om at jeg i går aftes tog til Nordre Klapper for at lytte på Trædækkere. Der sad der 3 Nattergale rundt i periferien, og sang klart og tydeligt. Og der var helt sikkert ikke varmere derovre end her. Tørre tilstande på overdækningen og kulde (og for meget forbandet støj), lyder som en rimelige forklaring på, at den ikke slår sig ned i år, men hvem ved. Måske det ikke har været vores fugl. Det kan jo være en forbipasserende, som bare lige er slået ned for en pause, og så videre til Svenskan. Vi må se.
Hesteskov-vandnymferne er nu også begyndt at flyve, en god uge senere end Flagermus-vandnymferne helt som forventet. Har haft dem nu både ved Den Landskabelige Kanal, i Søvang og i Skolebotanisk Have. Det sidste sted overraskede mig med hele 4 arter i går, og en dejlig samtale med en pædagog, eller en samtale med en dejlig pædagog vel snarere. Fireplettet Libel, Hestesko-vandnymfe, Flagermus-vandnymfe og Stor Farvevandnymfe. Alle nye for mig på stedet. Tænker jeg skal besøge det lidt oftere i denne sæson. Kantvegetationen var blevet slået, som den bliver alle vegne, tilsyneladende.
Travbaneparken har ikke givet nogen guldsmede endnu. For koldt og åbent i de store bassiner, mens der godt kunne være et par vandnymfer i plejehjemsdammen, som ligger mere i læ. De store bassiner er allerede fyldt med lang bundvegetation, som jeg tror er fedtemøg. For mange næringsstoffer fra de mange ænder som bruger bassinerne til rast uden for ynglesæsonen. Ligesom kanalen i byparken, hvor vandet er fuldstændigt grumset til, også på grund af de mange ænder og måger. Plejehjemsdammen har bedre vandkvalitet, men gror til, og der ligger mange visne siv i vandet, som hvis ikke de bliver fjernet, til sidst vil gøre at dammen lukkes helt til, og sikkert mister sin guldsmedeværdi. Det gjorde den jo sådan set allerede sidste år, som gav markant færre arter og spændende observationer. Dog holdt den Lille Farvevandnymfe ud med nogle få eksemplarer, men dens natur som opportunistisk strejfer gør, at den helt sikkert vil forsvinde under alle omstændigheder før eller siden.
Søvang-vandhullet var i går en dejlig oase med sol og læ. Og mange Hestesko-vandnymfer. Den og Flagermus-vandnymfe kan sagtens optræde sammen, men gør det tilsyneladende ikke her, og måske er der en tendens til at de to arter, prøver at dele verden mellem sig. To blå ego'er på samme færd, men som løser deres krav til verden på en mere fornuftig måde end menneskene formår. Der var flere Fireplettede og et par Hårede Mosaiker. Og så så jeg en større en på et tidspunkt ude over vandet, som jeg ikke vil sætte navn på, men som grangiveligt lignede en Stor Kejserguldsmed. Dette ville dog være tidligt, da de de forrige år først er begyndt at flyve i den sidste tredjedel af Maj.
Der blev i går meldt en Blå Mosaik hun, med billede, på Arter.dk, og det er meget tidligt. Positionen er dog sat oven i et hus nord for Odense, så måske det drejer sig om et opdrættet dyr. Som sædvanligt med Arter, er der ingen detaljer, ingen kommentarer, ingenting af interesse, og de har ellers lige sendt et nyhedsbrev ud, hvor de skriver at deres ambitioner er at blive den foretrukne database for alle vilde arter i Danmark. "Vorherre bevares!" De har lang vej endnu i så fald. Jeg nægter fortsat at brugen den, da det er alt for besværligt at taste ind fra pc'en efter at turen er gennemført. Og der er aldrig nogen som svarer, når man lægger beskeder på de enkelte observationer. Et dødfødt projekt hvis du spørger mig. Og givetvis mange andre. Alle de andre guldsmedefolk bruger fortsat naturbasen.dk, ligesom jeg gør, og selv om den heller ikke er optimal, så er der dog mere logik over opbygningen, og mere liv medlemmerne imellem. Det som det skal være. Et sted hvor folk kan kommunikere med hinanden og sagen, uden om alt det syge SOME-crap.
2025-05-05
Og hvad angår det manglende kamera, så er der følgende at berette:
Flot sol med kold nordvestlig vind, efter et døgn med tiltrængte byger. Mine insektnet er nu klar, så mens alle andre tog på arbejde i den virkelige verden, valgte jeg at tage på fælleden, og teste dem af. Jeg har dog allerede erfaret at vandnymferne er lette nok at fange, men jeg havde fortsat til gode at prøve med guldsmedene.
Først tog jeg dog lige en runde omkring Storesø, hvor der i læ og i solen var mange Store Farvevandnymfer og Flagermus-vandnymfer. Og mange skrigende skolebørn, og den første reaktion er jo irritation, mens den næste er accept og den afsluttende overbærenhed. Var vi lige så hysteriske og gejlede op, da vi var i den alder? Jeg husker på en lejrtur at få at vide, af min dansklærer, at jeg skulle slappe lidt af. Hun stavede som en brækket arm, men jeg tror, at hun havde et horn i min side, måske relateret til min mor, så jeg ved ikke hvor meget man kan regne med hendes reaktion.
En rørsanger sad og sang, men den lagde børnene ikke mærke til mens de var fuldt optaget af at befri sig for alle de små larver, som unægteligt hang alle vegne langs stien, og var svære at få af tøjet. En enkelt dreng havde tidligere spurgt, hvad jeg ledte efter, og jeg havde svaret Guldsmede. Og da han så var sammen med flokken, domineret af tøserne, så hilste han igen, da jeg sagde til dem, at det ikke hjalp at skrige på den måde. "Den store boogy-man får jer under alle omstændigheder!" Dette sagde jeg ikke, men tænkte det bagefter, da det ville have været en fornøjelse at skræmme livet lidt mere af dem i deres ude-af-proportioner tilgang til verden. De fortsatte mod nord og jeg mod syd.
Og derfra kørte jeg ud i Pinseskoven. Vinden virkede nærmest i syd da, og de nordlige lysninger langs Svenskeholmvej ville sikkert have solvarmende guldsmede at teste nettet på.
Og de var der. Først var de Fireplettede Libeller ikke til at komme i nærheden af, men til sidste lykkedes det at få fanget en, og siden også min første Blå Libel i år og en Grøn Smaragdlibel. Resultatet af disse øvelser kan ses her.
Når først man har lært hvordan nettet, og en selv, skal bevæge sig, er det ikke så svært endda. Nu mangler jeg bare at prøve at fange de helt store. Særligt Stor Kejserguldsmed bliver det interessant at se, om jeg kan få i nettet. Den har et vingefang på omkring 10 cm, så nettets diameter på 25 cm kan blive en udfordring. Som at skyde et missil fra sin X-fighter direkte ned i reaktorskakten uden at røre kanterne, og uden at vide hvor den er. Use the Force...Det skal naturligvis aldrig blive risikabelt for dyret at prøve at fange det. I så fald må jeg have det store net med, når jeg når dertil.
Og med dertil mener jeg, når jeg er klar til at tage detajlerede billeder af alle arterne med et egnet fotoudstyr. Min Canon 100-400 mm linse er nu officielt moribund og ligger på det yderste. Der er noget galt mekanisk indeni, men det afgørende nu er, at kontakterne er slidte og at de ikke kommunikerer med kontakterne på kamerahuset. Så nu ligger den på hylden, og jeg har fundet min vidvinkellinse frem. Den eneste anden jeg har.
Jeg troede, at det ville blive helt umuligt at tage billeder af guldsmede med den, men det er faktisk ikke så galt. Med mit crop-kamera svarer den til et normal-objektiv, og hvis bare man har dyret tæt nok på, kan man sagtens få brugbare billeder. Og så falder det hele måske så smukt i hak, indtil jeg får anskaffet mit nye udstyr, idet jeg jo nu kan komme så tæt på dyrene som jeg vil, ved at bruge mit net. Dog er det ikke intentionen at bruge det på må og få, bare for min egen fornøjelses skyld. Det skal kun bruges til arter-svære-at-bestemme og til fotomateriale til mine artsbeskrivelser.
Men altså nu, i stedet for at gå i sur baglås, kan jeg acceptere tingenes ikke-optimale tilstand og alligevel komme ud og lære og bidrage til livets uomtvistelige videreførelse.
Og hvad angår det manglende kamera, så er der følgende at berette:
Flot sol med kold nordvestlig vind, efter et døgn med tiltrængte byger. Mine insektnet er nu klar, så mens alle andre tog på arbejde i den virkelige verden, valgte jeg at tage på fælleden, og teste dem af. Jeg har dog allerede erfaret at vandnymferne er lette nok at fange, men jeg havde fortsat til gode at prøve med guldsmedene.
Først tog jeg dog lige en runde omkring Storesø, hvor der i læ og i solen var mange Store Farvevandnymfer og Flagermus-vandnymfer. Og mange skrigende skolebørn, og den første reaktion er jo irritation, mens den næste er accept og den afsluttende overbærenhed. Var vi lige så hysteriske og gejlede op, da vi var i den alder? Jeg husker på en lejrtur at få at vide, af min dansklærer, at jeg skulle slappe lidt af. Hun stavede som en brækket arm, men jeg tror, at hun havde et horn i min side, måske relateret til min mor, så jeg ved ikke hvor meget man kan regne med hendes reaktion.
En rørsanger sad og sang, men den lagde børnene ikke mærke til mens de var fuldt optaget af at befri sig for alle de små larver, som unægteligt hang alle vegne langs stien, og var svære at få af tøjet. En enkelt dreng havde tidligere spurgt, hvad jeg ledte efter, og jeg havde svaret Guldsmede. Og da han så var sammen med flokken, domineret af tøserne, så hilste han igen, da jeg sagde til dem, at det ikke hjalp at skrige på den måde. "Den store boogy-man får jer under alle omstændigheder!" Dette sagde jeg ikke, men tænkte det bagefter, da det ville have været en fornøjelse at skræmme livet lidt mere af dem i deres ude-af-proportioner tilgang til verden. De fortsatte mod nord og jeg mod syd.
Og derfra kørte jeg ud i Pinseskoven. Vinden virkede nærmest i syd da, og de nordlige lysninger langs Svenskeholmvej ville sikkert have solvarmende guldsmede at teste nettet på.
Og de var der. Først var de Fireplettede Libeller ikke til at komme i nærheden af, men til sidste lykkedes det at få fanget en, og siden også min første Blå Libel i år og en Grøn Smaragdlibel. Resultatet af disse øvelser kan ses her.
Når først man har lært hvordan nettet, og en selv, skal bevæge sig, er det ikke så svært endda. Nu mangler jeg bare at prøve at fange de helt store. Særligt Stor Kejserguldsmed bliver det interessant at se, om jeg kan få i nettet. Den har et vingefang på omkring 10 cm, så nettets diameter på 25 cm kan blive en udfordring. Som at skyde et missil fra sin X-fighter direkte ned i reaktorskakten uden at røre kanterne, og uden at vide hvor den er. Use the Force...Det skal naturligvis aldrig blive risikabelt for dyret at prøve at fange det. I så fald må jeg have det store net med, når jeg når dertil.
Og med dertil mener jeg, når jeg er klar til at tage detajlerede billeder af alle arterne med et egnet fotoudstyr. Min Canon 100-400 mm linse er nu officielt moribund og ligger på det yderste. Der er noget galt mekanisk indeni, men det afgørende nu er, at kontakterne er slidte og at de ikke kommunikerer med kontakterne på kamerahuset. Så nu ligger den på hylden, og jeg har fundet min vidvinkellinse frem. Den eneste anden jeg har.
Jeg troede, at det ville blive helt umuligt at tage billeder af guldsmede med den, men det er faktisk ikke så galt. Med mit crop-kamera svarer den til et normal-objektiv, og hvis bare man har dyret tæt nok på, kan man sagtens få brugbare billeder. Og så falder det hele måske så smukt i hak, indtil jeg får anskaffet mit nye udstyr, idet jeg jo nu kan komme så tæt på dyrene som jeg vil, ved at bruge mit net. Dog er det ikke intentionen at bruge det på må og få, bare for min egen fornøjelses skyld. Det skal kun bruges til arter-svære-at-bestemme og til fotomateriale til mine artsbeskrivelser.
Men altså nu, i stedet for at gå i sur baglås, kan jeg acceptere tingenes ikke-optimale tilstand og alligevel komme ud og lære og bidrage til livets uomtvistelige videreførelse.
2025-05-04
Køligvejr har maj måneds glæde bundet fast i halen. Og sådan kommer der ofte tanker igennem det lille hoved, og skaber syn for sagn, om mit indre stade i verden af i dag. Men uanset hvad, så fortsætter det moderate vejrlig fra nordvest, og man skal da have sig en jakke på, når man cykler ud i landskabet. Og man burde også have sine gummistøvler på, for jeg er blevet flåt-inficeret tilpas mange gange nu til, at jeg er ved at være godt træt af det. Heldigvis er jeg så følsom over for dem, at jeg opdager dem hurtigt, når de sætter sig. Men selv når de kommer af med det samme, fortsætter kløen i mange dage, for ikke at sige uger efter, og det er altså en sand pestilens.
Jeg bliver mest angrebet ude i Pinseskoven. Naturligt nok, fordi det er her at de invasive Dådyr holder til. Amager Fælled og Kongelunden huser kun nogle få rådyr hver især, og de tiltrækker altså ikke flåten i samme mængder.
Men tilbage på sporet, så er det passende lige at få lukket et hængeparti angående fuglene. Generelt kommer alle arterne jo nu, og jeg ser kun få af dem og det bliver knapt så relevant at fortsætte med at beskrive dem. Dog er denne plads jo forbeholdt livet på Amager, så jeg prøver at huske det mest interessante. Og her er det på sin plads først at klappe i hænderne over Claus Søe's indsats, da det lykkedes ham at finde en Savisanger ved Trekantsøen. Helt tilbage til den 28. april skal vi, vel vidnende om, at tiden flyver. De fleste andre havde den som Amager-art, men ikke mig, så nu er jeg glad. En tættere på 300 Amager arter. Dog har jeg lige prøvet at tælle sammen, og så blev jeg ikke helt så glad, for jeg troede faktisk, at jeg var ved at runde milepælen. Men det ser ud til at jeg kun ligger på 291 arter, så det kan nok tage nogle år før, det jubilæum skal fejres.
I går dukkede der en Stylteløber op ved Sydmøllevej. Vel sagtens en af de lokale fra de tidligere år. Der bliver også meldt mange Klyder derudefra, så den slags fugle får måske et godt år.
Ellers er det mest bemærkelsesværdige, at vores lokale nattergal ikke er dukket op. Arten generelt er allerede ankommet i løbet af den seneste uge. Men kun en på Amager meldt, og uden min overværelse. Måske den har et dårligt år, eller måske den bare følger den gamle normal, hvor de først begyndte at komme i løbet af først uge af maj. Således også vores lokale fugl. Sidste år dukkede den op den 30. april, hvilket også var tidligt, men i 23 kom den først den 7. maj. Så i skrivende stund er der 3 dage endnu at løbe på, før panikken kan få frit løb.
Hvad guldsmede angår, sætter det kølige nu-vejr en dæmper på begejstringen, alligevel lykkedes det mig at finde årets første Rødøjet Vandnymfe den 2. maj. Igen ved den landskabelige kanal på Amager Fælled. Sidste år var der kun en, men denne gang 2. Hunner. Må prøve at holde øje de næste dage, da jeg gerne vil fortsætte projektet med at få flere tenerale billeder af de forskellige arter, og velvidende at det pludselig går stærkt med transformeringerne, gælder det om at holde sig til.
Men der er altså lige den detalje at jeg i skrivende ikke har mulighed for at holde mig til på nogen måde uden fungerende kamera!
Køligvejr har maj måneds glæde bundet fast i halen. Og sådan kommer der ofte tanker igennem det lille hoved, og skaber syn for sagn, om mit indre stade i verden af i dag. Men uanset hvad, så fortsætter det moderate vejrlig fra nordvest, og man skal da have sig en jakke på, når man cykler ud i landskabet. Og man burde også have sine gummistøvler på, for jeg er blevet flåt-inficeret tilpas mange gange nu til, at jeg er ved at være godt træt af det. Heldigvis er jeg så følsom over for dem, at jeg opdager dem hurtigt, når de sætter sig. Men selv når de kommer af med det samme, fortsætter kløen i mange dage, for ikke at sige uger efter, og det er altså en sand pestilens.
Jeg bliver mest angrebet ude i Pinseskoven. Naturligt nok, fordi det er her at de invasive Dådyr holder til. Amager Fælled og Kongelunden huser kun nogle få rådyr hver især, og de tiltrækker altså ikke flåten i samme mængder.
Men tilbage på sporet, så er det passende lige at få lukket et hængeparti angående fuglene. Generelt kommer alle arterne jo nu, og jeg ser kun få af dem og det bliver knapt så relevant at fortsætte med at beskrive dem. Dog er denne plads jo forbeholdt livet på Amager, så jeg prøver at huske det mest interessante. Og her er det på sin plads først at klappe i hænderne over Claus Søe's indsats, da det lykkedes ham at finde en Savisanger ved Trekantsøen. Helt tilbage til den 28. april skal vi, vel vidnende om, at tiden flyver. De fleste andre havde den som Amager-art, men ikke mig, så nu er jeg glad. En tættere på 300 Amager arter. Dog har jeg lige prøvet at tælle sammen, og så blev jeg ikke helt så glad, for jeg troede faktisk, at jeg var ved at runde milepælen. Men det ser ud til at jeg kun ligger på 291 arter, så det kan nok tage nogle år før, det jubilæum skal fejres.
I går dukkede der en Stylteløber op ved Sydmøllevej. Vel sagtens en af de lokale fra de tidligere år. Der bliver også meldt mange Klyder derudefra, så den slags fugle får måske et godt år.
Ellers er det mest bemærkelsesværdige, at vores lokale nattergal ikke er dukket op. Arten generelt er allerede ankommet i løbet af den seneste uge. Men kun en på Amager meldt, og uden min overværelse. Måske den har et dårligt år, eller måske den bare følger den gamle normal, hvor de først begyndte at komme i løbet af først uge af maj. Således også vores lokale fugl. Sidste år dukkede den op den 30. april, hvilket også var tidligt, men i 23 kom den først den 7. maj. Så i skrivende stund er der 3 dage endnu at løbe på, før panikken kan få frit løb.
Hvad guldsmede angår, sætter det kølige nu-vejr en dæmper på begejstringen, alligevel lykkedes det mig at finde årets første Rødøjet Vandnymfe den 2. maj. Igen ved den landskabelige kanal på Amager Fælled. Sidste år var der kun en, men denne gang 2. Hunner. Må prøve at holde øje de næste dage, da jeg gerne vil fortsætte projektet med at få flere tenerale billeder af de forskellige arter, og velvidende at det pludselig går stærkt med transformeringerne, gælder det om at holde sig til.
Men der er altså lige den detalje at jeg i skrivende ikke har mulighed for at holde mig til på nogen måde uden fungerende kamera!
2025-05-02
April endte som den har forløbet et stykke tid, tørt, kølig-lunt og en del sol. I dag er det slået om, og vinden vil komme fra nordvest med køligere og ustadigt vejr de næste dage. Men så sikkert som amen i kirken [siges det] kommer der ikke ret meget regn her på vores kant. Det hele drypper af eller uden om, og naturen trænger ellers i den grad til vand. Vores syrener på græsset foran huset, er nu i blomst, men klaserne er små, og i pinseskoven fornemmede jeg i går, at de nyudsprunge birkestræer ikke rigtigt sprudler som de plejer. Altså at foråret modner hurtigt igennem for at stagnere tidligt.
Den megen sol og manglende regn er en del af årsagen til at hele 14 guldsmedearter kom på vingerne allerede i april måned, i landet som helhed. Jeg har ikke sammenlignet med andre år, men jeg er ret sikker på, at det er eksceptionelt. Jeg tænker, at når vandstanden har været lavere end normalt, så er vandet hurtigere blevete varmere, og larverne er vokset hurtigere. Amager har således i år ikke haltet så meget bagud som året før, i forhold til resten af landet; i særdeleshed Jylland. Jeg har set 6 af de 14 arter rundt på øen i april i modsætning til 0 året før [det er i praksis kun mig der ser på guldsmede systematisk på Amager, så andre har ikke været på banen endnu. En bane som normalt kun bliver brugt, når der er sjældenheder af den ene eller anden slags i sigte].
Lige nu drypper det udenfor, og det er ganske fint at få sat en pause på udflugtstrangen, idet der er så meget andet der skal nås. Blandt andet er jeg i gang med at lave insektnet. Ikke fordi jeg pludselig er blevet hårdere i kanterne hvad angår respekten for vores medskabninger, men fordi jeg fortsat har en vision om at ville lave et grundigt materiale til brug for identifikation, vatiationer mm., og til det har jeg brug for at kunne tage nærbilleder af guldsmedene. Jeg har godt nok ikke det rette fotoudstyr endnu, men da alle skridt i den rigtige retning tæller, så er det fint at starte her.
Det første net jeg fik lavet var for stort til at komme i rygsækken, hvilket var planen som udgangspunkt. Et mobilt net som ikke fylder. Dette net bliver så nu til et jeg kan tage med når jeg har bil til rådighed. Dog har jeg nul erfaring med at fange guldsmede i net, så jeg er ikke klar over, hvor stort et net der kræves for at fange, for eksempel, kejserguldsmede eller mosaiker i flugten. Måske det lille net, som kan gå ned i rygsækken, også kan bruges til det, af den behændige bruger. Mig.
April endte som den har forløbet et stykke tid, tørt, kølig-lunt og en del sol. I dag er det slået om, og vinden vil komme fra nordvest med køligere og ustadigt vejr de næste dage. Men så sikkert som amen i kirken [siges det] kommer der ikke ret meget regn her på vores kant. Det hele drypper af eller uden om, og naturen trænger ellers i den grad til vand. Vores syrener på græsset foran huset, er nu i blomst, men klaserne er små, og i pinseskoven fornemmede jeg i går, at de nyudsprunge birkestræer ikke rigtigt sprudler som de plejer. Altså at foråret modner hurtigt igennem for at stagnere tidligt.
Den megen sol og manglende regn er en del af årsagen til at hele 14 guldsmedearter kom på vingerne allerede i april måned, i landet som helhed. Jeg har ikke sammenlignet med andre år, men jeg er ret sikker på, at det er eksceptionelt. Jeg tænker, at når vandstanden har været lavere end normalt, så er vandet hurtigere blevete varmere, og larverne er vokset hurtigere. Amager har således i år ikke haltet så meget bagud som året før, i forhold til resten af landet; i særdeleshed Jylland. Jeg har set 6 af de 14 arter rundt på øen i april i modsætning til 0 året før [det er i praksis kun mig der ser på guldsmede systematisk på Amager, så andre har ikke været på banen endnu. En bane som normalt kun bliver brugt, når der er sjældenheder af den ene eller anden slags i sigte].
Lige nu drypper det udenfor, og det er ganske fint at få sat en pause på udflugtstrangen, idet der er så meget andet der skal nås. Blandt andet er jeg i gang med at lave insektnet. Ikke fordi jeg pludselig er blevet hårdere i kanterne hvad angår respekten for vores medskabninger, men fordi jeg fortsat har en vision om at ville lave et grundigt materiale til brug for identifikation, vatiationer mm., og til det har jeg brug for at kunne tage nærbilleder af guldsmedene. Jeg har godt nok ikke det rette fotoudstyr endnu, men da alle skridt i den rigtige retning tæller, så er det fint at starte her.
Det første net jeg fik lavet var for stort til at komme i rygsækken, hvilket var planen som udgangspunkt. Et mobilt net som ikke fylder. Dette net bliver så nu til et jeg kan tage med når jeg har bil til rådighed. Dog har jeg nul erfaring med at fange guldsmede i net, så jeg er ikke klar over, hvor stort et net der kræves for at fange, for eksempel, kejserguldsmede eller mosaiker i flugten. Måske det lille net, som kan gå ned i rygsækken, også kan bruges til det, af den behændige bruger. Mig.
2025-04-27
I går lørdag var vejrmæssigt nogenlunde det samme som dagen før, hvilket vil sige en kølig søndenvind og lidt for mange skyer. Alligevel tog jeg chancen for at udnytte den sidste dag, jeg havde den lille røde til rådighed i søsterfamiliens ferie. At få en Grøn Smaragdlibel i april måned lød som en god ide, så jeg kørte til Holmegårds Mose, hvor Torben Sebro lige havde meldt nogle få.
I starten var skyerne stadig et problem, og det var først da solen kom frem, at jeg begyndte at se guldsmede. Dette i den østlige ende af området, hvor damme og skov er godt blandet.
Her fløj først 4 Flagermus-vandnymfer op fra vandet, en art jeg ikke lige havde forventet i dag. Men det var nok mere fordi, jeg ikke havde dens første flyvetid klart i hukommelse, og måske også fordi at jeg er præget af forholdene på Amager, hvor dyrene generelt starter med at flyve senere end andre steder.
Lidt efter, i solen , fandt jeg så også de ventede Grønne Smaragdlibeller, og da jeg valgte at gå en længere runde i dette område, ad de forskellige skovstier, gav det en del flere. På trods af at solen ikke var fremme hele tiden, var dyrene til stede, og de sad ofte lavt i vegetationen i kanten af de brede brandbælter som gennemskærer skoven. Birk mest. Her fløj de op, og gerne langt væk, men nogle få slog sig ned igen inden for synsvidde og gav nogle ok billeder. Blandt andet blev jeg opmærksom på den grønne smaragdhans dobbeltgaflede nedre vedhæng, hvilket jeg ikke tidligere har hæftet mig ved.
Sommerfuglene fløj sådan set også pænt, og jeg havde 10 af de almindelige arter på et ret lille areal, mens en enlig Sørgekåbe holdt til længere væk. En Rørdrum paukede fra en af de østlige damme, og en enlig Gråsisken virkede til at være i ynglehumør, da den fløj over.
Jeg besøgte dammene i det åbne ved glasværket hen mod slut, og her i læ poppede der også en række grønne smaragder op. Jeg tænker, at jeg havde en 20 styk i alt denne dag, og var ganske godt tilfreds med det. Og ganske godt tilfreds med at have fået 4 arter i April, hvilket er mine første april-guldsmede.
I dag prøvede jeg en kort tur rundt på Amager Fælled, men uden resultat. Forventet, og særligt fordi at vinden var kraftig og kølig fra øst. Til gengæld viste det sig, at denne dag skulle give det store forårsgennembrud, da der blev meldt hele 12 forskellige arter rundt om i landet. Lars Birk havde over 400 grønne smaragder i Holmegårds Mose i dag, hvilket vel tydeligt indikerer, at i dag var dagen at sæsonen for alvor blev skudt igang. Både Spyd- og Månevandnymfe fra Jylland, hvor særligt månen kan blive til en kandidat hvor starttidspunket for imago-optræden skal justeret frem, ligesom den første meldte Blå Libel, af Morten DD, også skal det, og måske alligevel også Fireplettet Libel. Men det kan de næste dages observationer måske gøre mere klart.
I går så jeg i naturbasen, at der har ynglet Svalehale i en have i St. Magleby. Husejeren opdagede larven/puppen sidste efterår, så vedkommende har vidst det længe, men valgte alligevel først at melde den ud, da der kun var den efterladte puppe tilbage. Måske forståeligt, hvis man ikke vil have alle mulige rendende, men alligevel lidt ærgerligt, da jeg fortsat ikke har den som dk-art!
I går lørdag var vejrmæssigt nogenlunde det samme som dagen før, hvilket vil sige en kølig søndenvind og lidt for mange skyer. Alligevel tog jeg chancen for at udnytte den sidste dag, jeg havde den lille røde til rådighed i søsterfamiliens ferie. At få en Grøn Smaragdlibel i april måned lød som en god ide, så jeg kørte til Holmegårds Mose, hvor Torben Sebro lige havde meldt nogle få.
I starten var skyerne stadig et problem, og det var først da solen kom frem, at jeg begyndte at se guldsmede. Dette i den østlige ende af området, hvor damme og skov er godt blandet.
Her fløj først 4 Flagermus-vandnymfer op fra vandet, en art jeg ikke lige havde forventet i dag. Men det var nok mere fordi, jeg ikke havde dens første flyvetid klart i hukommelse, og måske også fordi at jeg er præget af forholdene på Amager, hvor dyrene generelt starter med at flyve senere end andre steder.
Lidt efter, i solen , fandt jeg så også de ventede Grønne Smaragdlibeller, og da jeg valgte at gå en længere runde i dette område, ad de forskellige skovstier, gav det en del flere. På trods af at solen ikke var fremme hele tiden, var dyrene til stede, og de sad ofte lavt i vegetationen i kanten af de brede brandbælter som gennemskærer skoven. Birk mest. Her fløj de op, og gerne langt væk, men nogle få slog sig ned igen inden for synsvidde og gav nogle ok billeder. Blandt andet blev jeg opmærksom på den grønne smaragdhans dobbeltgaflede nedre vedhæng, hvilket jeg ikke tidligere har hæftet mig ved.
Sommerfuglene fløj sådan set også pænt, og jeg havde 10 af de almindelige arter på et ret lille areal, mens en enlig Sørgekåbe holdt til længere væk. En Rørdrum paukede fra en af de østlige damme, og en enlig Gråsisken virkede til at være i ynglehumør, da den fløj over.
Jeg besøgte dammene i det åbne ved glasværket hen mod slut, og her i læ poppede der også en række grønne smaragder op. Jeg tænker, at jeg havde en 20 styk i alt denne dag, og var ganske godt tilfreds med det. Og ganske godt tilfreds med at have fået 4 arter i April, hvilket er mine første april-guldsmede.
I dag prøvede jeg en kort tur rundt på Amager Fælled, men uden resultat. Forventet, og særligt fordi at vinden var kraftig og kølig fra øst. Til gengæld viste det sig, at denne dag skulle give det store forårsgennembrud, da der blev meldt hele 12 forskellige arter rundt om i landet. Lars Birk havde over 400 grønne smaragder i Holmegårds Mose i dag, hvilket vel tydeligt indikerer, at i dag var dagen at sæsonen for alvor blev skudt igang. Både Spyd- og Månevandnymfe fra Jylland, hvor særligt månen kan blive til en kandidat hvor starttidspunket for imago-optræden skal justeret frem, ligesom den første meldte Blå Libel, af Morten DD, også skal det, og måske alligevel også Fireplettet Libel. Men det kan de næste dages observationer måske gøre mere klart.
I går så jeg i naturbasen, at der har ynglet Svalehale i en have i St. Magleby. Husejeren opdagede larven/puppen sidste efterår, så vedkommende har vidst det længe, men valgte alligevel først at melde den ud, da der kun var den efterladte puppe tilbage. Måske forståeligt, hvis man ikke vil have alle mulige rendende, men alligevel lidt ærgerligt, da jeg fortsat ikke har den som dk-art!
2025-04-26
Det kølige smukke forår fortsætter. Desværre med lidt for mange skyer i vores nabolag til rigtigt at få gang i guldsmedene. For ja, også for mig er de nu startet. Jeg tog til Grib Skov den 24., og fandt de Røde Vandnymfer, der, hvor Ib Fagerlund meldte en for en uge siden. Og til min overraskelse fløj en Nordisk Kærguldsmed op fra vandet, og satte sig i et træ for at blive rigtig voksen. Men det var ellers på et hængende hår, at jeg fik dem, idet de kun var aktive den korte stund, hvor solen brød igennem skyerne.
Stedet hedder Eghjorten og kommer i mange aktivitetsafskygninger: børnelegepladser, vikingehuse, freesbee-golfbane inde mellem træerne, hvorfor man da lige skal holde øjnene åbne, hvis ikke man vil have en tværbælke markeret hen over panden. Jeg fandt en enkelt freesbee ude i vandet, så nogen må have givet fortabt - og tabt det spil.
Senere kørte jeg til Børstingerød Mose, for at prøve lykken. Jeg havde tidligere i sæsonen talt med Yvonne og Bjarne om de nordlige vandhuller der, som nok var gode for guldsmede også, så dem ville jeg prøve. Skovmose/åbne engpartier og den Røde Vandnymfe flyver der også. Men desværre forblev dagen mest overskyet, så jeg fik ikke meget ud af det, men så dog kortvarigt et enkelt dyr flyve forbi langs kanten af den store sø. Det var helt sikkert en nymphula, så det blev den registreret som.
I en kort solstråle begyndte en Broget Fluesnapper at synge, og den er jo nærmest en eksotisk art for en Amager-hjembo som mig. Den yngler sikkert i haver rundt omkring på øen, men i Kongelunden og andre naturtilgængelige steder gør den absolut ikke, så man glæder sig, hver gang man støder på den.
Men tilbage til guldsmedene, så er det skønt at sæsonen er åbnet nu. Erland har haft en Fireplettet og andre har meldt om Grøn Smaragdlibel. Halvanden uge før 1. Maj. Det er tidligt og det er den vej det går nu. I Tyskland, Holland og Belgien har der været gang i den længe, og man undres over at så få kilometer i nordlig retning kan gøre så stor en forskel. Men måske en del skyldes at Danmark er omgivet af meget vand, og vi derfor altid vil være langsomme i opstarten, hvad vores odonatistiske medskabninger angår.
Det kølige smukke forår fortsætter. Desværre med lidt for mange skyer i vores nabolag til rigtigt at få gang i guldsmedene. For ja, også for mig er de nu startet. Jeg tog til Grib Skov den 24., og fandt de Røde Vandnymfer, der, hvor Ib Fagerlund meldte en for en uge siden. Og til min overraskelse fløj en Nordisk Kærguldsmed op fra vandet, og satte sig i et træ for at blive rigtig voksen. Men det var ellers på et hængende hår, at jeg fik dem, idet de kun var aktive den korte stund, hvor solen brød igennem skyerne.
Stedet hedder Eghjorten og kommer i mange aktivitetsafskygninger: børnelegepladser, vikingehuse, freesbee-golfbane inde mellem træerne, hvorfor man da lige skal holde øjnene åbne, hvis ikke man vil have en tværbælke markeret hen over panden. Jeg fandt en enkelt freesbee ude i vandet, så nogen må have givet fortabt - og tabt det spil.
Senere kørte jeg til Børstingerød Mose, for at prøve lykken. Jeg havde tidligere i sæsonen talt med Yvonne og Bjarne om de nordlige vandhuller der, som nok var gode for guldsmede også, så dem ville jeg prøve. Skovmose/åbne engpartier og den Røde Vandnymfe flyver der også. Men desværre forblev dagen mest overskyet, så jeg fik ikke meget ud af det, men så dog kortvarigt et enkelt dyr flyve forbi langs kanten af den store sø. Det var helt sikkert en nymphula, så det blev den registreret som.
I en kort solstråle begyndte en Broget Fluesnapper at synge, og den er jo nærmest en eksotisk art for en Amager-hjembo som mig. Den yngler sikkert i haver rundt omkring på øen, men i Kongelunden og andre naturtilgængelige steder gør den absolut ikke, så man glæder sig, hver gang man støder på den.
Men tilbage til guldsmedene, så er det skønt at sæsonen er åbnet nu. Erland har haft en Fireplettet og andre har meldt om Grøn Smaragdlibel. Halvanden uge før 1. Maj. Det er tidligt og det er den vej det går nu. I Tyskland, Holland og Belgien har der været gang i den længe, og man undres over at så få kilometer i nordlig retning kan gøre så stor en forskel. Men måske en del skyldes at Danmark er omgivet af meget vand, og vi derfor altid vil være langsomme i opstarten, hvad vores odonatistiske medskabninger angår.
2025-04-22
Hverdag igen, for de som arbejder, men fortsat gråt. Med nogen regn i dag og stille vind og Pave Frans som døde i går (velvalgt dag af Guds Stedfortræder på Jord - selveste opstandelsesdagen).
Fuglene vælter stille og roligt ind, og det er svært at nå at nævne alt, som sker ude omkring, men i min lille baghave er de første Skovsangere og Tornsangere også ankommet. Og så lykkedes det i går, mens jeg stod og talte med Ludvig, at se en Fiskeørn. Den første i to år. Hvilket siger både noget om mit manglende fugleengagement men også om artens problemer i disse år. Glædeligt havde jeg senere en til, ude ved Aflandshage. Den fiskede, og fangede fint en fisk, men da mågerne blev ivrigt nærgående, tabte den den, og måtte starte forfra.
Jeg var fortsat på udgik efter Blåhals. Der er dukket en hel række op i det østlige Sjælland, og det må altså kun være et spørgsmål om tid, før den lander på Amager også. Så i den ånd kørte jeg videre forbi Søvang og ud til det lille krat bag Dragør Camping, i starten af sydstranden. Et brugbart vildnis.
Solen brød dejligt frem og det var en skøn forårsfornemmelse at kunne mærke varmen efter de lange påskedage med køligt vejr. Desværre kunne jeg konstatere, at der ikke sad nogen Blåhalse og sang, så jeg måtte nøjes med bare at skyde genvej op igennem havekolonien. Men så der langs stien, fra det tætte krat, lød der pludselig et dybt tjok tjok. Og når man hører den lyd, på denne tid af året, så ved man der er en bonusfugl i sigte. Fra en tæt klump af Vedbend og Tjørn sneg først en, derefter en til, sig ud i lav flugt. Fire blev det til og de landede alle et stykke væk i hver deres busk i kanten af lysningen. Skønne Ringdrosler! Jeg prøvede at komme tættere på dem for at få billeder, hvilket ikke rigtig lykkedes, men en femte kom pludselig flyvende og den artede sig nogenlunde i flugten. Jeg har tidligere år haft større antal på Amager Fælled, men normalt ser man kun en enkelt eller to sammen, så det var en flot obs. De havde uden tvivl siddet og fourageret på de modne bær på Vedbenden, hvilke der var mange af. Typisk drosseladfærd at kunne sidde og smovse inde i det tætte. Bærrene er giftige, men måske ikke hvis man har en beskyttende hvid ring på brystet.
Kirsebærtræerne i vores område er ved at blomstre nu, mens birketræerne lader til at være gået i stå i det kølige vejr. En skovjordbær i blomst i Byskoven i dag var den første, og samme sted sad der hele fire gule vipstjert-hanner og sang. Jeg tror da ikke, at der har været en så tæt bestand der før.
Sivsangerne tæt ved cykelbroen sagde intet i dag, og jeg mistænker, at de begge er forsvundet. Sikkert i erkendelse af at området ikke var så attraktivt som først antaget. Til gengæld havde jeg en ny en ved Storesø. Den sad ude i rørene, og det kunne nok godt blive til et seriøst yngleforsøg.
Og en enlig Lille Kålsommerfugl langs Kanalvej i går. Beskedent, men helt i tråd med det kølige vejr. Og i dag en mindre brunlig sag ved Grønjordssøen, som måske var en Skovrandøje, men den virkede anderledes. Den prøvede at sætte sig oppe i en blomstrende busk, men desværre for kort tid til at jeg kunne nå at sætte kikkerten på. Den lignede meget en græsrandøje, men det ville være usædvanligt, tænker jeg, både stedet og tidspunktet. Godt nok er alt i tidligt fremdrift, men alligvel.
På Amager Fælled var de arbejdsløse muslimske indvandere ude for at fortsætte kommunens planer, som går ud på at ødelægge alt, hvad der hedder vild natur i området. Alt underskov skal ryddes, åbenbart. Det er virkelig svært at forstå den måde livet fungerer på. Tilsyneladende. Der findes rigeligt med gode argumenter for ikke at blive ved med at destruere alt som ikke er menneskeskabt, og der findes mange mennesker som kan se det, og mener det, og gerne så, at de som træffer beslutningerne, tænkte sig noget bedre om inden de handler. Men måske er det den uundgåelige konsekvens af at samfundet har bevæget sig i retning af at lovprise individets rettigheder til selvudfoldelse over alt, mens forpligtelserne nedtones. Selv de inkompetente skal have et arbejde, og da man i dag i det store hele er en bedre medarbejder, hvis man accepterer systemernes primitive logik og de dertilhørende uambitiøse krav, så er det uvægerligt de individer som ikke er plaget af en moralsk eller idealitisk tilgang til livet, som bliver foretrukket. Den nedadgående spiral drevet af inkomptence og ligegyldighed bliver vejen.
Hverdag igen, for de som arbejder, men fortsat gråt. Med nogen regn i dag og stille vind og Pave Frans som døde i går (velvalgt dag af Guds Stedfortræder på Jord - selveste opstandelsesdagen).
Fuglene vælter stille og roligt ind, og det er svært at nå at nævne alt, som sker ude omkring, men i min lille baghave er de første Skovsangere og Tornsangere også ankommet. Og så lykkedes det i går, mens jeg stod og talte med Ludvig, at se en Fiskeørn. Den første i to år. Hvilket siger både noget om mit manglende fugleengagement men også om artens problemer i disse år. Glædeligt havde jeg senere en til, ude ved Aflandshage. Den fiskede, og fangede fint en fisk, men da mågerne blev ivrigt nærgående, tabte den den, og måtte starte forfra.
Jeg var fortsat på udgik efter Blåhals. Der er dukket en hel række op i det østlige Sjælland, og det må altså kun være et spørgsmål om tid, før den lander på Amager også. Så i den ånd kørte jeg videre forbi Søvang og ud til det lille krat bag Dragør Camping, i starten af sydstranden. Et brugbart vildnis.
Solen brød dejligt frem og det var en skøn forårsfornemmelse at kunne mærke varmen efter de lange påskedage med køligt vejr. Desværre kunne jeg konstatere, at der ikke sad nogen Blåhalse og sang, så jeg måtte nøjes med bare at skyde genvej op igennem havekolonien. Men så der langs stien, fra det tætte krat, lød der pludselig et dybt tjok tjok. Og når man hører den lyd, på denne tid af året, så ved man der er en bonusfugl i sigte. Fra en tæt klump af Vedbend og Tjørn sneg først en, derefter en til, sig ud i lav flugt. Fire blev det til og de landede alle et stykke væk i hver deres busk i kanten af lysningen. Skønne Ringdrosler! Jeg prøvede at komme tættere på dem for at få billeder, hvilket ikke rigtig lykkedes, men en femte kom pludselig flyvende og den artede sig nogenlunde i flugten. Jeg har tidligere år haft større antal på Amager Fælled, men normalt ser man kun en enkelt eller to sammen, så det var en flot obs. De havde uden tvivl siddet og fourageret på de modne bær på Vedbenden, hvilke der var mange af. Typisk drosseladfærd at kunne sidde og smovse inde i det tætte. Bærrene er giftige, men måske ikke hvis man har en beskyttende hvid ring på brystet.
Kirsebærtræerne i vores område er ved at blomstre nu, mens birketræerne lader til at være gået i stå i det kølige vejr. En skovjordbær i blomst i Byskoven i dag var den første, og samme sted sad der hele fire gule vipstjert-hanner og sang. Jeg tror da ikke, at der har været en så tæt bestand der før.
Sivsangerne tæt ved cykelbroen sagde intet i dag, og jeg mistænker, at de begge er forsvundet. Sikkert i erkendelse af at området ikke var så attraktivt som først antaget. Til gengæld havde jeg en ny en ved Storesø. Den sad ude i rørene, og det kunne nok godt blive til et seriøst yngleforsøg.
Og en enlig Lille Kålsommerfugl langs Kanalvej i går. Beskedent, men helt i tråd med det kølige vejr. Og i dag en mindre brunlig sag ved Grønjordssøen, som måske var en Skovrandøje, men den virkede anderledes. Den prøvede at sætte sig oppe i en blomstrende busk, men desværre for kort tid til at jeg kunne nå at sætte kikkerten på. Den lignede meget en græsrandøje, men det ville være usædvanligt, tænker jeg, både stedet og tidspunktet. Godt nok er alt i tidligt fremdrift, men alligvel.
På Amager Fælled var de arbejdsløse muslimske indvandere ude for at fortsætte kommunens planer, som går ud på at ødelægge alt, hvad der hedder vild natur i området. Alt underskov skal ryddes, åbenbart. Det er virkelig svært at forstå den måde livet fungerer på. Tilsyneladende. Der findes rigeligt med gode argumenter for ikke at blive ved med at destruere alt som ikke er menneskeskabt, og der findes mange mennesker som kan se det, og mener det, og gerne så, at de som træffer beslutningerne, tænkte sig noget bedre om inden de handler. Men måske er det den uundgåelige konsekvens af at samfundet har bevæget sig i retning af at lovprise individets rettigheder til selvudfoldelse over alt, mens forpligtelserne nedtones. Selv de inkompetente skal have et arbejde, og da man i dag i det store hele er en bedre medarbejder, hvis man accepterer systemernes primitive logik og de dertilhørende uambitiøse krav, så er det uvægerligt de individer som ikke er plaget af en moralsk eller idealitisk tilgang til livet, som bliver foretrukket. Den nedadgående spiral drevet af inkomptence og ligegyldighed bliver vejen.
2025-04-20
Påskesøndag. Vejret fortsætter på den grå, kølige og våde måde. Det sidste er ikke dårligt, men det lægger alligevel en dæmper på hele forårsopfattelsen, når det samtidig er koldt og mørkt. Angående vand, så har der i torsdags, Skærtorsdag, været et par små naturbrande på Amager Fælled og Nordre Klapper på Kalvebod Fælled. Det er usædvanligt, men vel ikke helt uventet taget i betragtning, at det er meget lang tid siden, at vi sidst fik regn. Alt græs ude omkring er gult og tørt, og depoterne trænger til at blive fyldt op. Sidste år var det sikkert storbytosser som brændte to sheltere af ude på vestamager, men jeg tror ikke at disse to tilfælde af småbrande skyldes bevidst påsættelse. Men derfor kan det jo sagtens være en storbytosse som har været uopmærksom med smøger eller anden ild. Det er en sund og tryg formodning at bære med sig.
Brandene blev åbenbart nævnt i radioen samme dag, hvilket umiddelbart lyder lidt overdramatisk taget deres beskedne omfang i betragtning. Eller også er de to steder, som jeg tilfældigvis er kommet forbi ikke hele det brændte område. Men anyway, det var ret interessant at se brandstedet på Kalvebod Fælled, langs Fasanskovvej i det åbne i den nordlige ende. Jorden var tydeligvis svedet i et veldefineret område, alt det gule græs var væk, men stod højt i vegetationen rundt om. Men i stedet for at se en komplet bar jord, hvor der havde været brand, var det frisk grønt græs i en ret stor højde, 10-15 cm, overalt! Det må jo så betyde, at det er vokset til på kun 2-3 dage. Hvilken kraft naturen har.
Trods det kølige vejr, tog jeg rundt i håbefuld forventning om at kunne finde en Ringdrossel eller, igen, Blåhalsen. Det er nu og det må gerne være. Men igen var det en rundtur uden succes. Mange bramgæs rundt omkring, men der var tydeligvis ikke rigtig kommet nogle nye fugle til med de tunge skyer over landskabet. Sivsangerne fra den anden dag, var i dag blev halveret til kun en, og man kan jo sagtens forstille sig, at de er blevet enige om, at der ikke var plads til to lige på den strækning, og at den anden derfor er daffet videre. Men så igen: Da jeg var forbi Grønjordssøen sad der pludselig en der også og småsang, ved badebroen. Men det var kun et par få strofer, og var man kommet til senere, ville man nok ikke have fundet ud af, at den var der. Så måske nummer to fugl på det første sted også bare var i tavst humør, da jeg kom forbi. Og således kan man blive ved med at spekulere frem og tilbage, indtil frokost, hvilket heldigvis er nu, så jeg vil lade det ligge, og sige velbekomme.
Påskesøndag. Vejret fortsætter på den grå, kølige og våde måde. Det sidste er ikke dårligt, men det lægger alligevel en dæmper på hele forårsopfattelsen, når det samtidig er koldt og mørkt. Angående vand, så har der i torsdags, Skærtorsdag, været et par små naturbrande på Amager Fælled og Nordre Klapper på Kalvebod Fælled. Det er usædvanligt, men vel ikke helt uventet taget i betragtning, at det er meget lang tid siden, at vi sidst fik regn. Alt græs ude omkring er gult og tørt, og depoterne trænger til at blive fyldt op. Sidste år var det sikkert storbytosser som brændte to sheltere af ude på vestamager, men jeg tror ikke at disse to tilfælde af småbrande skyldes bevidst påsættelse. Men derfor kan det jo sagtens være en storbytosse som har været uopmærksom med smøger eller anden ild. Det er en sund og tryg formodning at bære med sig.
Brandene blev åbenbart nævnt i radioen samme dag, hvilket umiddelbart lyder lidt overdramatisk taget deres beskedne omfang i betragtning. Eller også er de to steder, som jeg tilfældigvis er kommet forbi ikke hele det brændte område. Men anyway, det var ret interessant at se brandstedet på Kalvebod Fælled, langs Fasanskovvej i det åbne i den nordlige ende. Jorden var tydeligvis svedet i et veldefineret område, alt det gule græs var væk, men stod højt i vegetationen rundt om. Men i stedet for at se en komplet bar jord, hvor der havde været brand, var det frisk grønt græs i en ret stor højde, 10-15 cm, overalt! Det må jo så betyde, at det er vokset til på kun 2-3 dage. Hvilken kraft naturen har.
Trods det kølige vejr, tog jeg rundt i håbefuld forventning om at kunne finde en Ringdrossel eller, igen, Blåhalsen. Det er nu og det må gerne være. Men igen var det en rundtur uden succes. Mange bramgæs rundt omkring, men der var tydeligvis ikke rigtig kommet nogle nye fugle til med de tunge skyer over landskabet. Sivsangerne fra den anden dag, var i dag blev halveret til kun en, og man kan jo sagtens forstille sig, at de er blevet enige om, at der ikke var plads til to lige på den strækning, og at den anden derfor er daffet videre. Men så igen: Da jeg var forbi Grønjordssøen sad der pludselig en der også og småsang, ved badebroen. Men det var kun et par få strofer, og var man kommet til senere, ville man nok ikke have fundet ud af, at den var der. Så måske nummer to fugl på det første sted også bare var i tavst humør, da jeg kom forbi. Og således kan man blive ved med at spekulere frem og tilbage, indtil frokost, hvilket heldigvis er nu, så jeg vil lade det ligge, og sige velbekomme.
2025-04-19
Skærtorsdag blev den flotte af slagsen med sol og østlig vind. Og ja, naturfolket kom ud og Ib den Fagre af Lunden kunne naturligvis melde sig på bane med sin tidlige første Røde Vandnymfe i nærheden af Hillerød. Jeg valgte at køre en tur med Torben. Ikke til Bakken, som vi ellers havde talt om, men rundt til hans sædvanlige steder - hvor han tidligere boede og til Dragør for en is, og for at kigge på de gamle huse, og drømme. Og for at være blandt rigtige mennesker. Han husker intet om Sjælør station, så Alzheimeren har gnavet sig ret langt tilbage i tiden, da det efterhånden er flere år siden at han kom der. Livets gang som vi må tage den.
I går, Langfredag, slog vejret om og blev gråt, køligt og trist. Jan Speiermann meldte en Sivsanger fra Nordre Klapper, og Finn en Gøg fra Amager Fælled. Jeg tog afsted på en eftermiddagstur for at få luft, og for at finde begge. Den første fandt jeg, og en til som sad og sang 40 meter derfra. Mærkeligt sted, hvor jeg ikke tror der har været Sivsanger før, og tænker da også, at det er et midlertidigt pitstop de har gjort, og at de vil forsvinde igen, når vejret arter sig bedre. Gøgen nåede jeg ikke at forsøge sådan rigtigt, selv jeg til sidst nåede op på Amager Fælled. Det tog lang tid, fordi jeg også havde været på udkig efter Blåhalse, som bare snart må være at finde et sted på øen. Uden held dog.
Andre i nordsjælland var til gengæld heldige da en Blå Glente dukkede op omkring Sjælsø og Høvelte. Den fløj siden sydvestpå og blev genfundet omkring Værløse. Jeg sidder nu i dag, lørdag, og håber, at der dukker en melding op, da jeg har den lille røde til rådighed, mens Søsterfamilien er trukket sydpå til Italiens moderate forårsvejr. Det regner nu sporadisk på Amager, men dernede har det regnet i dødbringende mængder i nord.
Skærtorsdag blev den flotte af slagsen med sol og østlig vind. Og ja, naturfolket kom ud og Ib den Fagre af Lunden kunne naturligvis melde sig på bane med sin tidlige første Røde Vandnymfe i nærheden af Hillerød. Jeg valgte at køre en tur med Torben. Ikke til Bakken, som vi ellers havde talt om, men rundt til hans sædvanlige steder - hvor han tidligere boede og til Dragør for en is, og for at kigge på de gamle huse, og drømme. Og for at være blandt rigtige mennesker. Han husker intet om Sjælør station, så Alzheimeren har gnavet sig ret langt tilbage i tiden, da det efterhånden er flere år siden at han kom der. Livets gang som vi må tage den.
I går, Langfredag, slog vejret om og blev gråt, køligt og trist. Jan Speiermann meldte en Sivsanger fra Nordre Klapper, og Finn en Gøg fra Amager Fælled. Jeg tog afsted på en eftermiddagstur for at få luft, og for at finde begge. Den første fandt jeg, og en til som sad og sang 40 meter derfra. Mærkeligt sted, hvor jeg ikke tror der har været Sivsanger før, og tænker da også, at det er et midlertidigt pitstop de har gjort, og at de vil forsvinde igen, når vejret arter sig bedre. Gøgen nåede jeg ikke at forsøge sådan rigtigt, selv jeg til sidst nåede op på Amager Fælled. Det tog lang tid, fordi jeg også havde været på udkig efter Blåhalse, som bare snart må være at finde et sted på øen. Uden held dog.
Andre i nordsjælland var til gengæld heldige da en Blå Glente dukkede op omkring Sjælsø og Høvelte. Den fløj siden sydvestpå og blev genfundet omkring Værløse. Jeg sidder nu i dag, lørdag, og håber, at der dukker en melding op, da jeg har den lille røde til rådighed, mens Søsterfamilien er trukket sydpå til Italiens moderate forårsvejr. Det regner nu sporadisk på Amager, men dernede har det regnet i dødbringende mængder i nord.
2025-04-16
Det hele står lige på bristepunktet. Solen bruger sin magt og spreder op mod 20 grader ud over landet. Dog ikke så meget her os med de østvendte afkølede kyster.
Brændenælde og Løgkarse kæmper nu om pladsen med Rød Hestehov og Skvalderkål, og skoven står lige på tærkslen. Birkene springer fuldt ud i løbet af nogle få dage, og tjørn og de højstammede Bøge ligeså. Det er forår i højeste andagt.
Også blandt fuglene, som kommer nu fra syden i alle afskygninger. Havde min første Rødstjert på Vestre Bygade i dag, mens der ude omkring er dukket både Skovsanger, Broget Fluesnapper, Græshoppesanger og sågar en Tornsanger op. Det hele vil frem nu. Også en Blåhals ved Gentofte Sø, hvilket kun er 14 kilometer fra Amager, så det er nu ved at være realistisk at håbe på den her på øen snart.
I Midtjylland blev den første guldsmed registreret idag, en han Grøn Smaragdlibel, hvilket også er tidligt. Tænker at der må have været et godt vandhul, hvor temperaturen har kunne stikke af i forhold til omgivelserne. Men nu er det skærtorsdag i morgen, og så går naturdanmark nok amok, og melder det ene vilde efter det andet. Sådan var det også sidste år, mens vi her på Amager måtte tage til takke med et sværere udgangspunkt på grund af de kolde omgivelser som vandet skaber.
Har glemt at nævne Skestorkene som også i år har indfundet sig på Peberholm i Øresund. Jeg prøvede om jeg kunne se dem fra Kystvejen, men ikke engang i skop så jeg dem. Der er dog meldt over tyve, så de er massivt til stede, men holder sikkert til et sted som ikke kan ses fra Amager (ved solcellerne). Så må det blive når de kommer på fourageringstogt i Klydesøen eller Kofoeds Enge.
Det hele står lige på bristepunktet. Solen bruger sin magt og spreder op mod 20 grader ud over landet. Dog ikke så meget her os med de østvendte afkølede kyster.
Brændenælde og Løgkarse kæmper nu om pladsen med Rød Hestehov og Skvalderkål, og skoven står lige på tærkslen. Birkene springer fuldt ud i løbet af nogle få dage, og tjørn og de højstammede Bøge ligeså. Det er forår i højeste andagt.
Også blandt fuglene, som kommer nu fra syden i alle afskygninger. Havde min første Rødstjert på Vestre Bygade i dag, mens der ude omkring er dukket både Skovsanger, Broget Fluesnapper, Græshoppesanger og sågar en Tornsanger op. Det hele vil frem nu. Også en Blåhals ved Gentofte Sø, hvilket kun er 14 kilometer fra Amager, så det er nu ved at være realistisk at håbe på den her på øen snart.
I Midtjylland blev den første guldsmed registreret idag, en han Grøn Smaragdlibel, hvilket også er tidligt. Tænker at der må have været et godt vandhul, hvor temperaturen har kunne stikke af i forhold til omgivelserne. Men nu er det skærtorsdag i morgen, og så går naturdanmark nok amok, og melder det ene vilde efter det andet. Sådan var det også sidste år, mens vi her på Amager måtte tage til takke med et sværere udgangspunkt på grund af de kolde omgivelser som vandet skaber.
Har glemt at nævne Skestorkene som også i år har indfundet sig på Peberholm i Øresund. Jeg prøvede om jeg kunne se dem fra Kystvejen, men ikke engang i skop så jeg dem. Der er dog meldt over tyve, så de er massivt til stede, men holder sikkert til et sted som ikke kan ses fra Amager (ved solcellerne). Så må det blive når de kommer på fourageringstogt i Klydesøen eller Kofoeds Enge.
2025-04-14
Vejrlig til altings måde. Den komplette sol er nu afløst af vekslende dage, hvor byger og skyer og himlen blå viser sig på skift. Dog lidt for lidt sol nu i disse påskedage efter min smag. Men det mest fordi jeg jo blev grebet af udfordringen ved at bestemme bier og svirrefluer; til det betyder varmen alt.
Men kunsten er jo så at kunne tilpasse sig, og det sker ganske uden problemer, dels fordi der fortsat ingen guldsmede er, og dels fordi vi nu er nået så langt frem i kalenderen at fuglene, på trods af de moderate grader (under 10 hele formiddagen i dag), finder det uundgåeligt at drage nordpå. Land- og Bysvaler, Hvidklire, Svaleklire en en håndfuld Skovpibere blev nye arter i dag på min morgenrundtur fra Ugandakrattet via Pinseskoven og ud til Villahøj. Her er der fortsat godt med vand og derfor godt med fugle. Løvsangerne er også kommet i disse dage. 4 i går ved Ugandakrattet og i dag 2 samme sted og 21 i Pinseskoven. Min ønskeart for disse dage har dog været Ringdroslen, som gerne gør et rast ved Ugandakrattet på netop denne tid, men der har været ganske få rastende fugle, så vi skal nok have lidt mere sydvestenvind først. Den har i sydøst i disse dage, hvilket også har gjort at det regn som er kommet mest er kommet i det jyske.
Det var fuldmåne i går (Palmesøndag), og natten var klar. Det roder ofte op i energierne, men denne gang på den sunde måde for mig, hvor seks timers søvn viste sig at være nok, trods et sengelægningstidpunkt på den voksne side af midnat.
Vejrlig til altings måde. Den komplette sol er nu afløst af vekslende dage, hvor byger og skyer og himlen blå viser sig på skift. Dog lidt for lidt sol nu i disse påskedage efter min smag. Men det mest fordi jeg jo blev grebet af udfordringen ved at bestemme bier og svirrefluer; til det betyder varmen alt.
Men kunsten er jo så at kunne tilpasse sig, og det sker ganske uden problemer, dels fordi der fortsat ingen guldsmede er, og dels fordi vi nu er nået så langt frem i kalenderen at fuglene, på trods af de moderate grader (under 10 hele formiddagen i dag), finder det uundgåeligt at drage nordpå. Land- og Bysvaler, Hvidklire, Svaleklire en en håndfuld Skovpibere blev nye arter i dag på min morgenrundtur fra Ugandakrattet via Pinseskoven og ud til Villahøj. Her er der fortsat godt med vand og derfor godt med fugle. Løvsangerne er også kommet i disse dage. 4 i går ved Ugandakrattet og i dag 2 samme sted og 21 i Pinseskoven. Min ønskeart for disse dage har dog været Ringdroslen, som gerne gør et rast ved Ugandakrattet på netop denne tid, men der har været ganske få rastende fugle, så vi skal nok have lidt mere sydvestenvind først. Den har i sydøst i disse dage, hvilket også har gjort at det regn som er kommet mest er kommet i det jyske.
Det var fuldmåne i går (Palmesøndag), og natten var klar. Det roder ofte op i energierne, men denne gang på den sunde måde for mig, hvor seks timers søvn viste sig at være nok, trods et sengelægningstidpunkt på den voksne side af midnat.
2025-04-12
Alt så skønt til den 10'ende i Marzo. Dejlig sol og blide vinde. Men de to sidste dage er skyerne begyndt at tage over. Stadig nogenlunde mildt og i hvert fald stadig meget tørt. Hvis det fortsætter meget længere må tørkeindekset revideres på ny og de bekymrede miner vil begynde at dukke op på skærme i alle størrelser.
Fuglene kommer dog pø-om-pø, og at det skulle blive på Amager Fælled at jeg fik den første Rødtoppede Fuglekonge i år var ikke ventet. Men der sad den på det sædvanlige sted, siger jeg næsten, i nordenden af Grønjordssøen, og sang. Den har været der tidligere år, og også set af Finn der i år, så det er åbenbart et favoritsted.
Rørhøg og splitterne og tre dværgterner i Søvang som ebird gerne ville gøre til sjældenheder. Men det er de ikke. De kommer gerne nu i starten af måneden når det er godt vejr, og det kan man jo kun sige at det har været.
I går på moderens fødselsdag, fik jeg tre syngende Munke, også i Søvang. De lød glade for livet, men det var også et dejligt læ-sted og solen kom frem et par timer der.
Frøerne springer og tudser kravler, og i vandhullet gjorde de kun det første. En 20 styks. Vandstanden der er høj lige nu. De to siddesten som guldsmedene elsker at varme sig på befinder sig nu i vandkanten. Men det vil helt sikkert ændre sig, hvis ikke vi får regn snart.
Guldsmedene er ikke begyndt endnu ud over de vintervandnymfer som Harald finder på Bornholm. Og så en ubestemt hedelibel som blev meldt fra Jylland for et par dage siden. Lidt mystik, men finderen kunne ikke sige mere, og da jeg ikke kender ham, kan jeg heller ikke sig om det var et fejlskud eller om han havde rent krudt i bøssen. I hvert fald: Enten meget tidligt eller meget sjældent!
En nytilkommen hun Aurora fløj forbi i går ude ved vandhullet i Søvang, men ellers er sommerfuglene efter den første iver med dagmålere og overvintrende takvinger ved at køre ind på det forventede sidespor, hvor jeg ikke helt har fokus på dem længere. Også fordi at jeg, inspireret af Kim Duus og Lars Hansen, ikke kan lade være med at spejde efter de mindre flyvende insekter nu - bierne og svirrefluerne. De er møg-svære at bestemme, og derved fascinerende. Men det hjælper ikke at have et oldnordisk havareret kamera som ikke kan tage nedadrettede billeder, nu da stabilasatoren er gået i stykker. At håndholde uden denne er helt håbløst, da der skal være fokus på de små detaljer for at kunne sige noget begavet om disse dyr. Så jeg må nøjes med billeder i en vinkel på 45 grader og opefter. Mens vi drømmer om saligere kameratider...
Forsythia langs hække og veje lyser gult alle vegne og i kongelunden er det smukke tæppe med hvide anemoner også for længst spredt ud. De når nu helt op til sydvest-søen, og jeg så faktisk også en lille klase herhjemme i stadionparken. Om de er blevet sat ud eller har spredt sig ved plantemagi, skal jeg lade være usagt. Ved fasanstien stod en forvildet Hyacinth. Altså forvildet fra en have i nærheden, da arten som rigtigt vild hører til i det vestlige Asien. Men alligevel eksotisk og smukt for en plantenovice som mig.
Alt så skønt til den 10'ende i Marzo. Dejlig sol og blide vinde. Men de to sidste dage er skyerne begyndt at tage over. Stadig nogenlunde mildt og i hvert fald stadig meget tørt. Hvis det fortsætter meget længere må tørkeindekset revideres på ny og de bekymrede miner vil begynde at dukke op på skærme i alle størrelser.
Fuglene kommer dog pø-om-pø, og at det skulle blive på Amager Fælled at jeg fik den første Rødtoppede Fuglekonge i år var ikke ventet. Men der sad den på det sædvanlige sted, siger jeg næsten, i nordenden af Grønjordssøen, og sang. Den har været der tidligere år, og også set af Finn der i år, så det er åbenbart et favoritsted.
Rørhøg og splitterne og tre dværgterner i Søvang som ebird gerne ville gøre til sjældenheder. Men det er de ikke. De kommer gerne nu i starten af måneden når det er godt vejr, og det kan man jo kun sige at det har været.
I går på moderens fødselsdag, fik jeg tre syngende Munke, også i Søvang. De lød glade for livet, men det var også et dejligt læ-sted og solen kom frem et par timer der.
Frøerne springer og tudser kravler, og i vandhullet gjorde de kun det første. En 20 styks. Vandstanden der er høj lige nu. De to siddesten som guldsmedene elsker at varme sig på befinder sig nu i vandkanten. Men det vil helt sikkert ændre sig, hvis ikke vi får regn snart.
Guldsmedene er ikke begyndt endnu ud over de vintervandnymfer som Harald finder på Bornholm. Og så en ubestemt hedelibel som blev meldt fra Jylland for et par dage siden. Lidt mystik, men finderen kunne ikke sige mere, og da jeg ikke kender ham, kan jeg heller ikke sig om det var et fejlskud eller om han havde rent krudt i bøssen. I hvert fald: Enten meget tidligt eller meget sjældent!
En nytilkommen hun Aurora fløj forbi i går ude ved vandhullet i Søvang, men ellers er sommerfuglene efter den første iver med dagmålere og overvintrende takvinger ved at køre ind på det forventede sidespor, hvor jeg ikke helt har fokus på dem længere. Også fordi at jeg, inspireret af Kim Duus og Lars Hansen, ikke kan lade være med at spejde efter de mindre flyvende insekter nu - bierne og svirrefluerne. De er møg-svære at bestemme, og derved fascinerende. Men det hjælper ikke at have et oldnordisk havareret kamera som ikke kan tage nedadrettede billeder, nu da stabilasatoren er gået i stykker. At håndholde uden denne er helt håbløst, da der skal være fokus på de små detaljer for at kunne sige noget begavet om disse dyr. Så jeg må nøjes med billeder i en vinkel på 45 grader og opefter. Mens vi drømmer om saligere kameratider...
Forsythia langs hække og veje lyser gult alle vegne og i kongelunden er det smukke tæppe med hvide anemoner også for længst spredt ud. De når nu helt op til sydvest-søen, og jeg så faktisk også en lille klase herhjemme i stadionparken. Om de er blevet sat ud eller har spredt sig ved plantemagi, skal jeg lade være usagt. Ved fasanstien stod en forvildet Hyacinth. Altså forvildet fra en have i nærheden, da arten som rigtigt vild hører til i det vestlige Asien. Men alligevel eksotisk og smukt for en plantenovice som mig.
2025-04-05
Vi bliver fortsat forkælet med høj sol over landet. I går var det fortsat med en dejlig varm sydvest, 10-15, men i løbet af eftermiddagen slog vinden om, hvilket i dag har givet en kold nordøst på ikke meget mere end 5 grader.
I går fik jeg stadfæstet hele fire gode steder i Pinseskoven til dagmålere. Der findes to, Birke og Poppel, og i modsætning til deres natsværmerkollegaer flyver de om dagen, og er derved legalt bytte for os, der har besluttet os til at nøjes med at dyrke dagsommerfuglene, forbi vi ikke magter alt det natteroderi, som følger med den anden del af branchen. De er også fascinerende, fordi de er udfordrende. Både svære at komme tæt på og svære at bestemme. En fornuftig udfordring selv om der af og til ryger en ed og en forbandelse over svesken, når man ender i enblindgyde og ikke helt kan forstå, hvad verden mener, når den udtaler sig om disse sager!
Men de fire steder er nu:
1- Svenskeholmvej nord for Pinseskoven. Hele strækningen er god når vind og vejr arter sig.
2 Heksegryden. Den klassiske lysning et par hunderede meter ind fra Svenskeholmvej, og her man skal tage hen, hvis man gerne vil møde ligesindede at snakke med.
3 Notha-stedet på Pinseskovvej. En strækning (som er en del af Ilia-boulevarden) op mod Snogevej, hvor der står en klynge aspetræer helt ud til vejen. Her er Poppeldagmåleren meget realistisk af finde.
4- Notha-stedet ved Viben. Den første lysning, når man kommer ad Frieslandsvej ind i området ved Shelter-området Viben. Der står en god håndfuld aspetræer inde til højre, og der havde jeg 4 flyvende rundt i går. Desværre flyver de mest højt, ligesom andre år, men de kommer ned i ny og næ, dog er det ikke lykkedes mig at finde en siddende, andet end en der satte sig højt oppe fuldt synligt. Den Poplede jeg, fordi den så meget grå ud, og sikkert var en han, fordi den var ret stor.
Disse to undselige sværmere får vel sagtens uforholdsmæssigt megen opmærksomhed i forhold til deres beskedne fremtoning, men dette sker alligevel hvert år, fordi de flyver nu hvor der ikke sker så meget andet på den front. Sørgekåber kan man jo hurtigt få nok af. Smuk er den, men også altid det samme.
Hvad fuglene angår, var der paradoksalt nok ikke meget nyt i går, men i dag, på trods af den kolde nordenvind, var både de første Atlingænder og Store Kobbersnepper dukket op ved Villahøj. Andre meldte også en Lille Præstekrave.
På stien på vej fra Villahøj mod Pinseskoven stod der pludselig en mørklødet mand med bukserne nede og tørrede sin månelignende røv med et stykke papir. Forundret og fortørnet, men jeg håber at det forvirrede udtryk, han havde i ansigtet, mens han betragtede mig, da jeg kørte forbi, skyldtes, at han ikke var helt ved sine fulde fem. Der gik en anden mørklødet mand et stykke derfra og talte i telefon, men uden at vise tegn på at være knyttet til måneblotteren. Men jeg bliver nød til at håbe, at de alligevel var sammen, og at dette bizare optrin skyldtes et øjebliks manglende koncentration fra en ledsagers side. Ellers er verden da helt af lave.
Og det er den også, hvad angår flåter. Der sad pludselig en på min arm for et par dage siden. Jeg kneb den af, og modtog som tak en langstrakt kløen. Sådan er det jo. Den bevægede sig ikke, da den kom af, hvilket de ellers ofte gør, synes jeg, selv om man ikke bruger flåtfjerneren. Lidt besynderligt, at den skulle have haft livskraft nok til at kæmpe sig op på min arm, men ikke være mere robust end at gå til døde ved et enkelt lille klem. Svagt, men ok med mig. I dag skete det så igen, hvilket må siges at være et stærkt signal om en rig flåtsæson i udsigt. Denne havde sat sig lige under mit knæ på forsiden. Begge ret unormale steder at hæfte sig fast, da huden der ikke er den mest kødfulde. I hvert fald ikke på mig. Men den valgte jeg at tage med fjerneren, for at se, om den så ville holde sig i live. Men ikke nikke nej. Den virkede også stendød, da jeg tog den af. Mærkeligt. Og mere følger sikkert om disse blodsugeres fremdrift i løbet af året.
Blomsternes forårsbebuder nummer 1, Den Hvide Anemone, hilste mig i går fra kanten af Ugandaskoven, og jeg tænker, at de nu er fremme i store tal langs kongelundens vestlige kant. Og ukendt for mig stod der en klynge smukke Langstilkede Lærkesporer i det skyggefulde parti op mod villaerne ved Ugandahøjene. Haveeskapister sandsynligvis.
Vi bliver fortsat forkælet med høj sol over landet. I går var det fortsat med en dejlig varm sydvest, 10-15, men i løbet af eftermiddagen slog vinden om, hvilket i dag har givet en kold nordøst på ikke meget mere end 5 grader.
I går fik jeg stadfæstet hele fire gode steder i Pinseskoven til dagmålere. Der findes to, Birke og Poppel, og i modsætning til deres natsværmerkollegaer flyver de om dagen, og er derved legalt bytte for os, der har besluttet os til at nøjes med at dyrke dagsommerfuglene, forbi vi ikke magter alt det natteroderi, som følger med den anden del af branchen. De er også fascinerende, fordi de er udfordrende. Både svære at komme tæt på og svære at bestemme. En fornuftig udfordring selv om der af og til ryger en ed og en forbandelse over svesken, når man ender i enblindgyde og ikke helt kan forstå, hvad verden mener, når den udtaler sig om disse sager!
Men de fire steder er nu:
1- Svenskeholmvej nord for Pinseskoven. Hele strækningen er god når vind og vejr arter sig.
2 Heksegryden. Den klassiske lysning et par hunderede meter ind fra Svenskeholmvej, og her man skal tage hen, hvis man gerne vil møde ligesindede at snakke med.
3 Notha-stedet på Pinseskovvej. En strækning (som er en del af Ilia-boulevarden) op mod Snogevej, hvor der står en klynge aspetræer helt ud til vejen. Her er Poppeldagmåleren meget realistisk af finde.
4- Notha-stedet ved Viben. Den første lysning, når man kommer ad Frieslandsvej ind i området ved Shelter-området Viben. Der står en god håndfuld aspetræer inde til højre, og der havde jeg 4 flyvende rundt i går. Desværre flyver de mest højt, ligesom andre år, men de kommer ned i ny og næ, dog er det ikke lykkedes mig at finde en siddende, andet end en der satte sig højt oppe fuldt synligt. Den Poplede jeg, fordi den så meget grå ud, og sikkert var en han, fordi den var ret stor.
Disse to undselige sværmere får vel sagtens uforholdsmæssigt megen opmærksomhed i forhold til deres beskedne fremtoning, men dette sker alligevel hvert år, fordi de flyver nu hvor der ikke sker så meget andet på den front. Sørgekåber kan man jo hurtigt få nok af. Smuk er den, men også altid det samme.
Hvad fuglene angår, var der paradoksalt nok ikke meget nyt i går, men i dag, på trods af den kolde nordenvind, var både de første Atlingænder og Store Kobbersnepper dukket op ved Villahøj. Andre meldte også en Lille Præstekrave.
På stien på vej fra Villahøj mod Pinseskoven stod der pludselig en mørklødet mand med bukserne nede og tørrede sin månelignende røv med et stykke papir. Forundret og fortørnet, men jeg håber at det forvirrede udtryk, han havde i ansigtet, mens han betragtede mig, da jeg kørte forbi, skyldtes, at han ikke var helt ved sine fulde fem. Der gik en anden mørklødet mand et stykke derfra og talte i telefon, men uden at vise tegn på at være knyttet til måneblotteren. Men jeg bliver nød til at håbe, at de alligevel var sammen, og at dette bizare optrin skyldtes et øjebliks manglende koncentration fra en ledsagers side. Ellers er verden da helt af lave.
Og det er den også, hvad angår flåter. Der sad pludselig en på min arm for et par dage siden. Jeg kneb den af, og modtog som tak en langstrakt kløen. Sådan er det jo. Den bevægede sig ikke, da den kom af, hvilket de ellers ofte gør, synes jeg, selv om man ikke bruger flåtfjerneren. Lidt besynderligt, at den skulle have haft livskraft nok til at kæmpe sig op på min arm, men ikke være mere robust end at gå til døde ved et enkelt lille klem. Svagt, men ok med mig. I dag skete det så igen, hvilket må siges at være et stærkt signal om en rig flåtsæson i udsigt. Denne havde sat sig lige under mit knæ på forsiden. Begge ret unormale steder at hæfte sig fast, da huden der ikke er den mest kødfulde. I hvert fald ikke på mig. Men den valgte jeg at tage med fjerneren, for at se, om den så ville holde sig i live. Men ikke nikke nej. Den virkede også stendød, da jeg tog den af. Mærkeligt. Og mere følger sikkert om disse blodsugeres fremdrift i løbet af året.
Blomsternes forårsbebuder nummer 1, Den Hvide Anemone, hilste mig i går fra kanten af Ugandaskoven, og jeg tænker, at de nu er fremme i store tal langs kongelundens vestlige kant. Og ukendt for mig stod der en klynge smukke Langstilkede Lærkesporer i det skyggefulde parti op mod villaerne ved Ugandahøjene. Haveeskapister sandsynligvis.
2025-04-03
Både Grønne Frøer og Skrubtudser kvækker nu, og man vil helst se dem, før man sætter navn på. Men det er mest mig, som har lidt svært ved at høre forskel på kvark og kværk!
Fortsat sol, stille vind og temperaturer i rekord i Jylland med over 20 grader! Her lidt mere beskedent, men fortsat dejligt.
Under en længere snak om hvordan vi redder verden, og andre unødvendigheder, kom der pludselig en enlig Trane over hovedet, men på vej mod sydvest, og deroppe i luftrummet over os stødte den næsten sammen med en Blå Kærhøg, som var ivrigt optaget af at flyve den anden vej, og altså for årstiden, den rigtige vej.
De øvrige forårsarter lader vente på sig, i hvert fald her på Amager.
Både Grønne Frøer og Skrubtudser kvækker nu, og man vil helst se dem, før man sætter navn på. Men det er mest mig, som har lidt svært ved at høre forskel på kvark og kværk!
Fortsat sol, stille vind og temperaturer i rekord i Jylland med over 20 grader! Her lidt mere beskedent, men fortsat dejligt.
Under en længere snak om hvordan vi redder verden, og andre unødvendigheder, kom der pludselig en enlig Trane over hovedet, men på vej mod sydvest, og deroppe i luftrummet over os stødte den næsten sammen med en Blå Kærhøg, som var ivrigt optaget af at flyve den anden vej, og altså for årstiden, den rigtige vej.
De øvrige forårsarter lader vente på sig, i hvert fald her på Amager.
2025-04-01
En forrygende smuk dag med høj sol, lidt vind og 15 grader, der smagte af tidlig sommer.
Sommerfuglene var i fuld vigør mange steder og Frieslandsskoven gav både Sørgekåbe, Nældens Takvinge, Citronsommerfugl, Dagpåfugløje og Det Hvide C. Men dagens bedste var en smuk Østlig Takvinge som sad på en birkestamme i Nordskoven. Desværre fløj den, før jeg kunne nå at få kameraet frem. En dejlig art at få, selv om jeg hellere ville finde en Kirsebærtakvinge, som jeg endnu ikke har set i Danmark.
Heksegryden gav også et par Sørgekåber og en Birkedagmåler i de sene eftermiddagstimer. Plus to Birkedagmålere ude langs Svenskeholmvej, hvilket er et trivselssted for dem, når vind og sol arter sig. Billeder af to af dem viste hunner.
Fladkravet Kodriver er også kommet i blomst nu, og står i en lille flok ved det nø-vandhul i Kongelunden.
Fuglene de kommer jo også nu, men mange trækkere flyver friskt over vores land i det gode højtryksvejr.
En forrygende smuk dag med høj sol, lidt vind og 15 grader, der smagte af tidlig sommer.
Sommerfuglene var i fuld vigør mange steder og Frieslandsskoven gav både Sørgekåbe, Nældens Takvinge, Citronsommerfugl, Dagpåfugløje og Det Hvide C. Men dagens bedste var en smuk Østlig Takvinge som sad på en birkestamme i Nordskoven. Desværre fløj den, før jeg kunne nå at få kameraet frem. En dejlig art at få, selv om jeg hellere ville finde en Kirsebærtakvinge, som jeg endnu ikke har set i Danmark.
Heksegryden gav også et par Sørgekåber og en Birkedagmåler i de sene eftermiddagstimer. Plus to Birkedagmålere ude langs Svenskeholmvej, hvilket er et trivselssted for dem, når vind og sol arter sig. Billeder af to af dem viste hunner.
Fladkravet Kodriver er også kommet i blomst nu, og står i en lille flok ved det nø-vandhul i Kongelunden.
Fuglene de kommer jo også nu, men mange trækkere flyver friskt over vores land i det gode højtryksvejr.
2025-03-31
En solskinsdag med nordenvind og bare ben på altanen.
Jeg gik min faste rute ud til flyvergrillen, som jeg gør det de dage, hvor naturen trænger til en pause, og jeg købte chokolade på vejen.
To duer hoppede bogstavelig talt rundt efter hinanden nede på græsset, og hannen gjorde de velkendte tilnærmelser med løftet hale, så den næsten tipper forover. Om hun sagde ja, så jeg ikke.
Marts i alt en solrig og kølig måned næsten uden regn.
En solskinsdag med nordenvind og bare ben på altanen.
Jeg gik min faste rute ud til flyvergrillen, som jeg gør det de dage, hvor naturen trænger til en pause, og jeg købte chokolade på vejen.
To duer hoppede bogstavelig talt rundt efter hinanden nede på græsset, og hannen gjorde de velkendte tilnærmelser med løftet hale, så den næsten tipper forover. Om hun sagde ja, så jeg ikke.
Marts i alt en solrig og kølig måned næsten uden regn.
2025-03-30
Første regn i lang tid, og så ovenikøbet en heldags af slagsen. Og med usædvanlig forårstorden blandet i.
Det blev mest en hjemmedag derfor, men med opklaring hen under aften, og med sommertiden nu indtruffet, var det oplagt at trille en tur ud i den friske dagsslutning på Amager Fælled.
Mirabellerne står i fuldt flor mange steder, og den våde efterbrise bølgede af tung aroma fra de tusinder hvide blomster, der prydede min vej rundt i området.
Et rådyr valgte at blive stående tre meter fra mig, da jeg kørte forbi. Men hvad skal det snart også gøre, når Københavns Kommune har besluttet, at dens levested skal laves om til beboelse og bypark.
Det var køligt, men alligevel sad de nysankomne Gransangere alle vegne og småsang, ligesom hele 8 Vandrikser lod sig høre rundt langs ruten, men kun en enkelt Rørspurv at beskue.
Første regn i lang tid, og så ovenikøbet en heldags af slagsen. Og med usædvanlig forårstorden blandet i.
Det blev mest en hjemmedag derfor, men med opklaring hen under aften, og med sommertiden nu indtruffet, var det oplagt at trille en tur ud i den friske dagsslutning på Amager Fælled.
Mirabellerne står i fuldt flor mange steder, og den våde efterbrise bølgede af tung aroma fra de tusinder hvide blomster, der prydede min vej rundt i området.
Et rådyr valgte at blive stående tre meter fra mig, da jeg kørte forbi. Men hvad skal det snart også gøre, når Københavns Kommune har besluttet, at dens levested skal laves om til beboelse og bypark.
Det var køligt, men alligevel sad de nysankomne Gransangere alle vegne og småsang, ligesom hele 8 Vandrikser lod sig høre rundt langs ruten, men kun en enkelt Rørspurv at beskue.
2025-03-29
I går dukkede min lokale Rødhals op på altanen, og i løbet af kort tid havde den snuppet 3 kerner direkte fra kokosnødden; på samme måde som de andre småfugle. Uvant for dens natur, men så alligevel nu tillært så meget, at det bare sker, når det er nødvendigt. Dens artsfæller er begyndt at synge rundt omkring.
3 harer på vores græsplæne i dag var noget jeg ikke har set i lang tid. Den sædvanlige konstellation, med en enkelt og to sammen. Og som altid, så er den ene i parret en aggressiv satan, som straks skulle jage den enlige væk, da den fik øje på den. Den enlige har været hos os hele vinteren og foråret, og de andre to kun sjældent, så jeg har svært ved at acceptere, at de kommer nu og tror, at de ejer det hele. Overvejer at lave en slangebøsse, og give den usympatiske et skud i røven, så den forstår, at det ikke er den, som bestemmer her! De får for resten aldrig unger, så enten er de impotente eller også er det to af samme køn, der ikke rigtigt har kunnet finde ud af at fungere i livet på rigtig vis.
Fortsat samme vejr, stille, tørt, køligt, slørskyer.
I går dukkede min lokale Rødhals op på altanen, og i løbet af kort tid havde den snuppet 3 kerner direkte fra kokosnødden; på samme måde som de andre småfugle. Uvant for dens natur, men så alligevel nu tillært så meget, at det bare sker, når det er nødvendigt. Dens artsfæller er begyndt at synge rundt omkring.
3 harer på vores græsplæne i dag var noget jeg ikke har set i lang tid. Den sædvanlige konstellation, med en enkelt og to sammen. Og som altid, så er den ene i parret en aggressiv satan, som straks skulle jage den enlige væk, da den fik øje på den. Den enlige har været hos os hele vinteren og foråret, og de andre to kun sjældent, så jeg har svært ved at acceptere, at de kommer nu og tror, at de ejer det hele. Overvejer at lave en slangebøsse, og give den usympatiske et skud i røven, så den forstår, at det ikke er den, som bestemmer her! De får for resten aldrig unger, så enten er de impotente eller også er det to af samme køn, der ikke rigtigt har kunnet finde ud af at fungere i livet på rigtig vis.
Fortsat samme vejr, stille, tørt, køligt, slørskyer.
2025-03-28
Årets første Mælkebøtte står og lyser op lige neden for.
Og efter at jeg forleden dag pudsede vinduer, sidder der gudhjælpemig allerede et stort fedt mærke på altandøren. Udenpå og lige i kokosnødhøjde. Mage til irritationspotentiale skal man da lede længe efter. Det er jo klart nok, hvad der er sket. En af de små er gået i panik og fløjet ind i ruden i stedet for ud i redningsrummet den anden vej.
De metafrelste vil selvfølgelig straks råbe op om, den slags bør undgås ved at klistre ruden til med skræmmefigurer. Men det skal den naturligvis ikke. Dels ser det grimt ud, dels forhindrer det udsynet, dels vil det nok stresse alle fuglene i det daglige og dels kan jeg ikke føle mig ansvarlig for en lille tosse, som kommer jævnligt og gnasker, men som åbenbart ikke har lært at styre sin motorik i et grådigt panikøjeblik. Så hvis man er en sådan en, så må man brække halsen eller lade være på min altan, helt som man lyster. Men fuglen er jo væk, så man kan da håbe at den har lært, at sådan gør man ikke.
Snepryd og Martsviol. De står langs villavejene nu.
Årets første Mælkebøtte står og lyser op lige neden for.
Og efter at jeg forleden dag pudsede vinduer, sidder der gudhjælpemig allerede et stort fedt mærke på altandøren. Udenpå og lige i kokosnødhøjde. Mage til irritationspotentiale skal man da lede længe efter. Det er jo klart nok, hvad der er sket. En af de små er gået i panik og fløjet ind i ruden i stedet for ud i redningsrummet den anden vej.
De metafrelste vil selvfølgelig straks råbe op om, den slags bør undgås ved at klistre ruden til med skræmmefigurer. Men det skal den naturligvis ikke. Dels ser det grimt ud, dels forhindrer det udsynet, dels vil det nok stresse alle fuglene i det daglige og dels kan jeg ikke føle mig ansvarlig for en lille tosse, som kommer jævnligt og gnasker, men som åbenbart ikke har lært at styre sin motorik i et grådigt panikøjeblik. Så hvis man er en sådan en, så må man brække halsen eller lade være på min altan, helt som man lyster. Men fuglen er jo væk, så man kan da håbe at den har lært, at sådan gør man ikke.
Snepryd og Martsviol. De står langs villavejene nu.
2025-03-27
Sol i går, skyet i dag og fortsat ingen regn. Omkring 10 grader gør ikke meget for at foråret skal komme videre.
Men som dagene går, sker der alligevel umærkeligt noget hist og pist, og pludselig ser man sin første Sørgekåbe i heksegryden i går, mens en hun Citronsommerfugl gjorde sig livet besværligt ved ikke bare at sætte sig det første det bedste sted i solen, men partout skulle ind og sidde bag nogle blade, så jeg kun lige med det yderste af vingen fik den rigtigt bestemt. Meget hvidlig og stor i flugten tænkte jeg først en Stor Kålsommerfugl, men tidsmæssigt er det bedre for en takvinge, hvilket burde ligge på rygraden nu.
Modsat var det helt i overensstemmelse med mine erfaringer, at jeg fandt den langs Inge's sti, hvor denne smyger sig ind mellem havekolonierne langs Tømmerupvej. Man ser sjældent denne art i det første forårsryk i de mere regulere naturområder på Amager. Jeg tænker at de finder bedre overvintringssteder tæt på hus og have.
Vorteroden blomstrer nu.
Og så er jeg røget i fælden igen i år, og er begyndt at prøve at bestemme de mange fluer og bier jeg støder på, og lige som de andre år går jeg sur i det efter kort tid, fordi de er så mange og så svære at bestemme. Savner en god og logisk opbygget guide.
To mørkryggede måger lå og så slanke ud i Grønjordssøen på vej ind til byen. Sildemåger så klart. Indtil der alligevel var for meget hvidt på spidsen af den ene hånd og benene til sidst i flugten kun kunne ses som pink, og derfor sad på en Svartbag. De fik snuppet et gåseæg, som den ene fløj med indtil den blev mobbet af en krage, hvilket fik den til at smide det. I vandet med et stort plask til følge. Jeg tror det gik til bunds, selv om begge forbrydere prøvede at redde det op.
Sol i går, skyet i dag og fortsat ingen regn. Omkring 10 grader gør ikke meget for at foråret skal komme videre.
Men som dagene går, sker der alligevel umærkeligt noget hist og pist, og pludselig ser man sin første Sørgekåbe i heksegryden i går, mens en hun Citronsommerfugl gjorde sig livet besværligt ved ikke bare at sætte sig det første det bedste sted i solen, men partout skulle ind og sidde bag nogle blade, så jeg kun lige med det yderste af vingen fik den rigtigt bestemt. Meget hvidlig og stor i flugten tænkte jeg først en Stor Kålsommerfugl, men tidsmæssigt er det bedre for en takvinge, hvilket burde ligge på rygraden nu.
Modsat var det helt i overensstemmelse med mine erfaringer, at jeg fandt den langs Inge's sti, hvor denne smyger sig ind mellem havekolonierne langs Tømmerupvej. Man ser sjældent denne art i det første forårsryk i de mere regulere naturområder på Amager. Jeg tænker at de finder bedre overvintringssteder tæt på hus og have.
Vorteroden blomstrer nu.
Og så er jeg røget i fælden igen i år, og er begyndt at prøve at bestemme de mange fluer og bier jeg støder på, og lige som de andre år går jeg sur i det efter kort tid, fordi de er så mange og så svære at bestemme. Savner en god og logisk opbygget guide.
To mørkryggede måger lå og så slanke ud i Grønjordssøen på vej ind til byen. Sildemåger så klart. Indtil der alligevel var for meget hvidt på spidsen af den ene hånd og benene til sidst i flugten kun kunne ses som pink, og derfor sad på en Svartbag. De fik snuppet et gåseæg, som den ene fløj med indtil den blev mobbet af en krage, hvilket fik den til at smide det. I vandet med et stort plask til følge. Jeg tror det gik til bunds, selv om begge forbrydere prøvede at redde det op.
2025-03-24
Flere dage med kold vind smygende ind fra øst holder foråret i skak, Men solen gør, hvad den kan for at sætte gang i sagerne.
I pinseskoven blev den første Birkedagmåler og Sørgekåbe set for et par dage siden, mens jeg fortsat kun har kunnet finde Det Hvide C, Admiral og Nældens Takvinge rundt omkring i læfyldte solpartier.
Gransangerne har været i gang i et par uger rundt om i landet, men først nu i de seneste dage i min nærværelse. Først på Amager Fælled og siden flere i Pinseskoven, hvor også min første snog i år ålede sig væk for foden af volden ind mod Viben.
Det har blæst i mange dage, men i dag har vinden lovet at tage en pause, og det vil jeg udnytte til at sprudle ud i skoven, og sige hej til både Sørgekåben og den Kirsebærtakvinge, som endnu ikke har ladet sig beskue.
Ha ha!
Den slags forhåbninger gør man sig sjældent med positivt udbytte på Amager i denne tidlige forårstid. Skiftet vindretning og knap så meget af den, men det hjalp ikke meget, da kulden fra havet derved kunne bølge ind over øen, og gøre alt hvad der skulle have været lunt til en fortsat kølig affære.
En Brushane som først var der, ved Villahøj, og siden ikke, og et par Dagpåfugleøjer nede i det lune græs, kunne dagen dog give samt 6 Røde Glenter som daskede langsomt mod nord i eftermiddagssolen, da jeg kørte hjemad. Og Bramgæs - naturligvis. I tusindevis nu, fouragerende på det allerede helt kortklippede græs på fælleden.
Flere dage med kold vind smygende ind fra øst holder foråret i skak, Men solen gør, hvad den kan for at sætte gang i sagerne.
I pinseskoven blev den første Birkedagmåler og Sørgekåbe set for et par dage siden, mens jeg fortsat kun har kunnet finde Det Hvide C, Admiral og Nældens Takvinge rundt omkring i læfyldte solpartier.
Gransangerne har været i gang i et par uger rundt om i landet, men først nu i de seneste dage i min nærværelse. Først på Amager Fælled og siden flere i Pinseskoven, hvor også min første snog i år ålede sig væk for foden af volden ind mod Viben.
Det har blæst i mange dage, men i dag har vinden lovet at tage en pause, og det vil jeg udnytte til at sprudle ud i skoven, og sige hej til både Sørgekåben og den Kirsebærtakvinge, som endnu ikke har ladet sig beskue.
Ha ha!
Den slags forhåbninger gør man sig sjældent med positivt udbytte på Amager i denne tidlige forårstid. Skiftet vindretning og knap så meget af den, men det hjalp ikke meget, da kulden fra havet derved kunne bølge ind over øen, og gøre alt hvad der skulle have været lunt til en fortsat kølig affære.
En Brushane som først var der, ved Villahøj, og siden ikke, og et par Dagpåfugleøjer nede i det lune græs, kunne dagen dog give samt 6 Røde Glenter som daskede langsomt mod nord i eftermiddagssolen, da jeg kørte hjemad. Og Bramgæs - naturligvis. I tusindevis nu, fouragerende på det allerede helt kortklippede græs på fælleden.
2025-03-20
Fortsat nattefrost, så på trods af fine solskinsdage sker der ikke det helt store på Amager hvad fuglene angår.
Den rødhalsede han-gås var ikke fløjet, men holder nu til i en flok som pendler rundt mellem de sidste gode stykker med græs på golfbanen; nu ofte foran klubhuset. Den anden er helt sikkert langt væk nu.
En opskræmt dobbeltbekkasin i går ved cykelbroen og to forårskåde Hvide Vipstjerter i dag ude ved pumpehuset, er naturligvis et slags tegn på at foråret presser på, men vi må have mere for at kalde det et gennembrud. Og det samme med sommerfuglene, som har trukket sig de seneste par dage, men to hvide c'er i heksegryden, var dog en lovning på mere i vente.
Lys og mørke tipper over i dag, så nu bliver dagene længere end nætterne. 4 minutter om dagen i starten.
Og Følfod pipler også op på trods af den kolde jord. Solen drager uimodståeligt.
Fortsat nattefrost, så på trods af fine solskinsdage sker der ikke det helt store på Amager hvad fuglene angår.
Den rødhalsede han-gås var ikke fløjet, men holder nu til i en flok som pendler rundt mellem de sidste gode stykker med græs på golfbanen; nu ofte foran klubhuset. Den anden er helt sikkert langt væk nu.
En opskræmt dobbeltbekkasin i går ved cykelbroen og to forårskåde Hvide Vipstjerter i dag ude ved pumpehuset, er naturligvis et slags tegn på at foråret presser på, men vi må have mere for at kalde det et gennembrud. Og det samme med sommerfuglene, som har trukket sig de seneste par dage, men to hvide c'er i heksegryden, var dog en lovning på mere i vente.
Lys og mørke tipper over i dag, så nu bliver dagene længere end nætterne. 4 minutter om dagen i starten.
Og Følfod pipler også op på trods af den kolde jord. Solen drager uimodståeligt.
2025-03-16
De seneste dage fortsatte i det kolde spor med nattefrost og gråvejr. Pånær i går som gav strålende sol, som jo kunne være en invitation til nye bevægelser blandt fugle og dyr, men der skete intet, og det skyldes helt sikkert, at det er for koldt endnu til at foråret rigtig kommer på sporet igen.
De rødhalsede gæs har derfor været lyspunktet her midt i marts. To fugle nu på Amager Fælled og golfbanen er ikke uhørt på vestamager, men første gang på Amager Fælled. Nummer to er uden tvivl fuglen fra Ishøj, som har taget et mellemstop her, hvor det ellers virker som om at de mange bramgæs, som de to røde har været sammen med, er fløjet videre nordpå. I forgårs var der derfor kun få bramgæs på golfbanen omkring de to rød-halsede.
Og i bredere horisont ud over Amagers grænse har der i et stykke tid nu ligget en Tejst i Rungsted havn, som er af den nordlige race, hvilket sker sjældent, og derfor har været et tilløbsstykke. Også af mig, som valgte at cykle derop, da vejret var stille og tørt, og pengene sparet, og bare for sjov. En tur på 33 km hver vej. Der er intet så skønt, som bare at sætte igang og bevæge sig ud i verden. Også selv om det bare var for en enkelt dag. Men trangen blev vakt, og det næste skridt må gerne blive længere...
Om fuglen er så sjælden som antydet, eller om det bare skyldes, at arten normalt ikke opholder sig så tillidsfuldt tæt på mennesker, og derfor er blevet spottet let pga. sin meget hvide fjerdragt, skal jeg ikke kunne sige.
I Slangerup er den Dværgskarv som blev set sidste år, spøjst nok dukket op igen. Se den ville jeg da gerne igen, men her rækker cykelenergien nok ikke.
Og så er det på trods af kulden blevet tid til ramsløg. Jeg plukkede de første sprøde blade i går. Mest som et årligt ritual, for man får hurtigt for meget af den intense hvidløgssmag. Men i salat er den jo fin, så længe bladede er små.
I dag samme kølige luft, og selv et par solstrejf kunne ikke gøre så meget ved det. På Amager Fælled var der ingen gæs at se, men drengene var kommet ud og spille bold på boldbanerne, hvilket kunne være en forklaring. Men da de rød-halsede ikke er blevet rapporteret af nogen i dag, tænker jeg, at de måske bare er trukket videre.
På stien langs nordenden af Grønjordssøen var der pludselig kun mig og en enkelt fasankok. Jorden er åben og bar, ud over de få tørre urtestilke fra sidste år. Den gik helt frit fremme bare bag et par stængler, og pikkede en hel masse op fra jorden. Den så mig, og jeg så den, men den blev bare ved, uden at tænke på at flygte. Aldrig har jeg oplevet det, men måske den havde vænnet sig til at være tæt på mennesker, da denne sti normalt er meget trafikeret af gående naturelskere og andre. Jeg stod der i omkring 5 minutter uden at nogen af os rørte sig, men til sidst måtte jeg altså videre, og gik tættere på den for at komme forbi. 2 meters afstand, men den forblev uberørt. Glæde til mig, og ro til den, og lige efter en håndfuld kvidrende Stillidser i forårshumør.
De seneste dage fortsatte i det kolde spor med nattefrost og gråvejr. Pånær i går som gav strålende sol, som jo kunne være en invitation til nye bevægelser blandt fugle og dyr, men der skete intet, og det skyldes helt sikkert, at det er for koldt endnu til at foråret rigtig kommer på sporet igen.
De rødhalsede gæs har derfor været lyspunktet her midt i marts. To fugle nu på Amager Fælled og golfbanen er ikke uhørt på vestamager, men første gang på Amager Fælled. Nummer to er uden tvivl fuglen fra Ishøj, som har taget et mellemstop her, hvor det ellers virker som om at de mange bramgæs, som de to røde har været sammen med, er fløjet videre nordpå. I forgårs var der derfor kun få bramgæs på golfbanen omkring de to rød-halsede.
Og i bredere horisont ud over Amagers grænse har der i et stykke tid nu ligget en Tejst i Rungsted havn, som er af den nordlige race, hvilket sker sjældent, og derfor har været et tilløbsstykke. Også af mig, som valgte at cykle derop, da vejret var stille og tørt, og pengene sparet, og bare for sjov. En tur på 33 km hver vej. Der er intet så skønt, som bare at sætte igang og bevæge sig ud i verden. Også selv om det bare var for en enkelt dag. Men trangen blev vakt, og det næste skridt må gerne blive længere...
Om fuglen er så sjælden som antydet, eller om det bare skyldes, at arten normalt ikke opholder sig så tillidsfuldt tæt på mennesker, og derfor er blevet spottet let pga. sin meget hvide fjerdragt, skal jeg ikke kunne sige.
I Slangerup er den Dværgskarv som blev set sidste år, spøjst nok dukket op igen. Se den ville jeg da gerne igen, men her rækker cykelenergien nok ikke.
Og så er det på trods af kulden blevet tid til ramsløg. Jeg plukkede de første sprøde blade i går. Mest som et årligt ritual, for man får hurtigt for meget af den intense hvidløgssmag. Men i salat er den jo fin, så længe bladede er små.
I dag samme kølige luft, og selv et par solstrejf kunne ikke gøre så meget ved det. På Amager Fælled var der ingen gæs at se, men drengene var kommet ud og spille bold på boldbanerne, hvilket kunne være en forklaring. Men da de rød-halsede ikke er blevet rapporteret af nogen i dag, tænker jeg, at de måske bare er trukket videre.
På stien langs nordenden af Grønjordssøen var der pludselig kun mig og en enkelt fasankok. Jorden er åben og bar, ud over de få tørre urtestilke fra sidste år. Den gik helt frit fremme bare bag et par stængler, og pikkede en hel masse op fra jorden. Den så mig, og jeg så den, men den blev bare ved, uden at tænke på at flygte. Aldrig har jeg oplevet det, men måske den havde vænnet sig til at være tæt på mennesker, da denne sti normalt er meget trafikeret af gående naturelskere og andre. Jeg stod der i omkring 5 minutter uden at nogen af os rørte sig, men til sidst måtte jeg altså videre, og gik tættere på den for at komme forbi. 2 meters afstand, men den forblev uberørt. Glæde til mig, og ro til den, og lige efter en håndfuld kvidrende Stillidser i forårshumør.
2025-03-12
Grå stille dage, på den der kuldeomklamrende måde, som ikke minder noget som helst om forår. Fuglene tier og venter.
Min lokale rødhals var frisk i går, og vovede sig op i kokosnødden. Ikke noget med bare at svirre og nappe, men ved at klamre sig fast som de andre, og snuppe en kerne, og flyve op på en tør vægplante og begynde at spise. To gange. Evolution i levende udvikling.
Den rødhalsede gås er her stadigvæk. Nu ses den både på golfbanen og på boldbanerne på Amager Fælled. Sammen med små tusinde bramgæs. Det er meget, at de får lov. Boldbanerne ligner at være tæppebombet med gåselort, men det er naturligvis gratis gødning, så hvis det er godt for græsset, så værsgo at nyde. Mine billeder fra i går af gåsen viste, at det faktisk drejer sig om samme fugl som den ved Ishøj, og det er jo sjovt, og endnu sjovere, at der også er blevet meldt en dernede fra i dag, så der er to i omløb nu. Måske...hvis det er rigtigt. Men hvem kan fejlbestemme en rødhalset gås?
Grå stille dage, på den der kuldeomklamrende måde, som ikke minder noget som helst om forår. Fuglene tier og venter.
Min lokale rødhals var frisk i går, og vovede sig op i kokosnødden. Ikke noget med bare at svirre og nappe, men ved at klamre sig fast som de andre, og snuppe en kerne, og flyve op på en tør vægplante og begynde at spise. To gange. Evolution i levende udvikling.
Den rødhalsede gås er her stadigvæk. Nu ses den både på golfbanen og på boldbanerne på Amager Fælled. Sammen med små tusinde bramgæs. Det er meget, at de får lov. Boldbanerne ligner at være tæppebombet med gåselort, men det er naturligvis gratis gødning, så hvis det er godt for græsset, så værsgo at nyde. Mine billeder fra i går af gåsen viste, at det faktisk drejer sig om samme fugl som den ved Ishøj, og det er jo sjovt, og endnu sjovere, at der også er blevet meldt en dernede fra i dag, så der er to i omløb nu. Måske...hvis det er rigtigt. Men hvem kan fejlbestemme en rødhalset gås?
2025-03-10
I går var jeg kommet godt igennem dagens program og havde gjort mig klar til natten. Det kan man sagtens allerede klokken seks uden at gøre brug af forberedelsen. Og så der, blev jeg opmærksom på, at der 5 stenkast væk var set en Rødhalset Gås mindre end et par timer før. Vurderingsapparatet gik i gang, for jeg har jo næsten lige set den nede ved Ishøj, men på den anden side ville den være et udmærket bidrag til amagerårsartlisten som jo generelt ikke imponerer i disse år, og sidst, så kunne jeg få den som en Københavnsart også. Altså kommunen. Ikke at jeg går op i den liste, men det ville alligevel gøre, at jeg så ville have set den i alle tre Amager-kommuner, og jeg ville så i tilfælde af at andre en dag ville føle trang til at blære sig i den retning, kunne svare igen med en lige så god trumf. Jeg tog afsted.
Golfbanen ved Ørestaden. Det var hurtigt ved at blive mørkt, men heldigvis kunne jeg høre bramgæs på afstand, da jeg nærmede mig, så der var da håb, og da jeg så at der stod to personer og spejdede, blev håbet til virkelighed. I kikkerten var den let nok at se. Billederne blev som det nu kunne lade sige gøre med et moribund Canon kamera (klik). Fuglen begyndte også at kalde det tydelige ivv-eehv kald, og hele fuglens opførsel mindede mig i den grad om den ved ved Ishøj, hvorfor jeg gerne vil tro at det kan være samme fugl. Jeg optog lyden, men sonogrammet kan ikke bruges til noget, da lyden drukner i den massive lydmur skabt af alle bramgæssene.
Jeg tog der over i dag igen, for flokken var fortsat til stede og havde åbenbart overnattet på golfsøen lige ved siden af. Perfekte forhold hvis man er en branta.
Godt vejr og bedre lys, men også en del forstyrrelse fra golfspillere, så fuglen var ikke helt tæt på, da jeg kom, og da man skulle ind på banerne for at komme tæt nok på, opgav jeg, og accepterede et par afstandsbilleder.
Vejret var sådan set ganske fint, men lidt køligere end de gode dage vi lige har haft, og der var ikke megen aktivitet på Amager Fælled, hvor jeg kørte over efter golfbanen. En Grønirisk i sangflugt, og så valgte jeg bare at køre hjemad.
Mens jeg kørte rundt, kiggede jeg efter flere Følfod, men så ikke en eneste. Så dem jeg fandt på nv-diget i går, var alligevel usædvanligt tidlige på trods af, at det er en tidlig art.
I går var jeg kommet godt igennem dagens program og havde gjort mig klar til natten. Det kan man sagtens allerede klokken seks uden at gøre brug af forberedelsen. Og så der, blev jeg opmærksom på, at der 5 stenkast væk var set en Rødhalset Gås mindre end et par timer før. Vurderingsapparatet gik i gang, for jeg har jo næsten lige set den nede ved Ishøj, men på den anden side ville den være et udmærket bidrag til amagerårsartlisten som jo generelt ikke imponerer i disse år, og sidst, så kunne jeg få den som en Københavnsart også. Altså kommunen. Ikke at jeg går op i den liste, men det ville alligevel gøre, at jeg så ville have set den i alle tre Amager-kommuner, og jeg ville så i tilfælde af at andre en dag ville føle trang til at blære sig i den retning, kunne svare igen med en lige så god trumf. Jeg tog afsted.
Golfbanen ved Ørestaden. Det var hurtigt ved at blive mørkt, men heldigvis kunne jeg høre bramgæs på afstand, da jeg nærmede mig, så der var da håb, og da jeg så at der stod to personer og spejdede, blev håbet til virkelighed. I kikkerten var den let nok at se. Billederne blev som det nu kunne lade sige gøre med et moribund Canon kamera (klik). Fuglen begyndte også at kalde det tydelige ivv-eehv kald, og hele fuglens opførsel mindede mig i den grad om den ved ved Ishøj, hvorfor jeg gerne vil tro at det kan være samme fugl. Jeg optog lyden, men sonogrammet kan ikke bruges til noget, da lyden drukner i den massive lydmur skabt af alle bramgæssene.
Jeg tog der over i dag igen, for flokken var fortsat til stede og havde åbenbart overnattet på golfsøen lige ved siden af. Perfekte forhold hvis man er en branta.
Godt vejr og bedre lys, men også en del forstyrrelse fra golfspillere, så fuglen var ikke helt tæt på, da jeg kom, og da man skulle ind på banerne for at komme tæt nok på, opgav jeg, og accepterede et par afstandsbilleder.
Vejret var sådan set ganske fint, men lidt køligere end de gode dage vi lige har haft, og der var ikke megen aktivitet på Amager Fælled, hvor jeg kørte over efter golfbanen. En Grønirisk i sangflugt, og så valgte jeg bare at køre hjemad.
Mens jeg kørte rundt, kiggede jeg efter flere Følfod, men så ikke en eneste. Så dem jeg fandt på nv-diget i går, var alligevel usædvanligt tidlige på trods af, at det er en tidlig art.
2025-03-09
Fortsat skønne sol og dage i det lune hjørne med vinden fra syd og østlig retning. Den første sommerfugl lod sig forevige i Heksegryden, Det Hvide C, og i går samme art i Nordskoven mens adskillige Nældens Takvinger hvirvlede rundt i jagten på en mage. Det markante varmefremstød har virkelige fået gang i dagsommerfuglene landet over, og flyver omkring 3 uger tidligere end året før, i forhold til mine egne observationer.
Som forventet lod de første Følfod sig beskue på diget nord for kongelunden. Bare en lille håndfuld, og vokset frem lige der hvor læ og sol gjorde det bedste for dem langs hele strækningen.
Isfuglene syntes ikke at være tilstede selv om de unge skotter gjorde endnu et forsøg på at få et billede. Måske jeg var heldig den anden dag.
Klyder og brushøns er også ankommet til Klydesøen og en enlig tornirisk fløj over svinget ved hejresøen. Alle ivrige efter at komme i gang, synes det, men i næste uge falder temperaturen igen, og nattefrost kan forekomme.
Fortsat skønne sol og dage i det lune hjørne med vinden fra syd og østlig retning. Den første sommerfugl lod sig forevige i Heksegryden, Det Hvide C, og i går samme art i Nordskoven mens adskillige Nældens Takvinger hvirvlede rundt i jagten på en mage. Det markante varmefremstød har virkelige fået gang i dagsommerfuglene landet over, og flyver omkring 3 uger tidligere end året før, i forhold til mine egne observationer.
Som forventet lod de første Følfod sig beskue på diget nord for kongelunden. Bare en lille håndfuld, og vokset frem lige der hvor læ og sol gjorde det bedste for dem langs hele strækningen.
Isfuglene syntes ikke at være tilstede selv om de unge skotter gjorde endnu et forsøg på at få et billede. Måske jeg var heldig den anden dag.
Klyder og brushøns er også ankommet til Klydesøen og en enlig tornirisk fløj over svinget ved hejresøen. Alle ivrige efter at komme i gang, synes det, men i næste uge falder temperaturen igen, og nattefrost kan forekomme.
2025-03-06
Den skønneste forårsdag med lun sydvest og sol fra morgen til aften. To smukke isfugle hyggede sig i kanalen ude ved Hejresøen, mens traner fløj over i små antal. Isfuglene var en han og en hun, og selv om arten aldrig har ynglet på øen, så sker der jo ikke noget ved at håbe, at det kunne ske en dag.
I skoven var der endelig liv alle vegne. Syngende mejser, spætmejser, begge træløbere, en bogfinke, en solsort og en gærdesmutte som nu ikke kunne nære sig længere. På jorden langs ridestien i sydvest hoppede flere solsorte rundt sammen med årets første sangdrossel, som fløj op og kiggede rundt, før den fløj ned igen til et andet sted.
Isfuglen blev min art nummer 100 på øen i år, så helt galt skulle det altså ikke gå, før jeg fik rundet det hjørne. Sangdroslen blev nummer 101 og så er vi jo allerede videre.
Blomsterne kræver nok lidt mere tilløb. Bellis er allerede i gang naturligvis, og jeg tænker, at der de rette steder på fælleden står friske Følfod og strækker sig mod solen i morgen eller snart.
Den skønneste forårsdag med lun sydvest og sol fra morgen til aften. To smukke isfugle hyggede sig i kanalen ude ved Hejresøen, mens traner fløj over i små antal. Isfuglene var en han og en hun, og selv om arten aldrig har ynglet på øen, så sker der jo ikke noget ved at håbe, at det kunne ske en dag.
I skoven var der endelig liv alle vegne. Syngende mejser, spætmejser, begge træløbere, en bogfinke, en solsort og en gærdesmutte som nu ikke kunne nære sig længere. På jorden langs ridestien i sydvest hoppede flere solsorte rundt sammen med årets første sangdrossel, som fløj op og kiggede rundt, før den fløj ned igen til et andet sted.
Isfuglen blev min art nummer 100 på øen i år, så helt galt skulle det altså ikke gå, før jeg fik rundet det hjørne. Sangdroslen blev nummer 101 og så er vi jo allerede videre.
Blomsterne kræver nok lidt mere tilløb. Bellis er allerede i gang naturligvis, og jeg tænker, at der de rette steder på fælleden står friske Følfod og strækker sig mod solen i morgen eller snart.
2025-03-05
Krokus i purpur, gyldent og hvidt. Menneskelige kreationer, men de står der nu og lyser op mange steder. En hel stribe langs Ørestads Boulevarden, som kompensation for al det vilde natur, som bliver nedlagt på fælleden lige ved siden af.
I dag kom den første fornemmelse af forårsvarme, da den hårde vestenvind førte temperaturerne op til 12 grader nogle steder, og i læ havde jeg skønne 15 grader.
Fuglene kvitterede med det samme, og musvitter, blåmejser og grønirisker sang rundt omkring og de første vandrikser gyppede to forskellige steder, mens der lå to gråstrubede lappedykkere og hvilede sig i det åbne i grønjordssøen. Sammen med gæs og ænder.
Ved Ravelinen blev der tilfældigvis fodret, og omkring 70 hættemåger blev lokket til. En god håndfuld af de ringmærkede, og sågar to nye fugle. Der er sikkert blevet ringmærket tusinder i Københavnsområdet, så de omkring 220 jeg i løbet af de seneste 4 år har genfundet rundt om på Amager, batter naturligvis ikke i det store regnskab, så det bør ikke undre, når der dukker nye op.
Kaninøen, overfor Ravelinen, er godt på vej til at blive til en skarvkoloni, og den sydlige ende er allerede overskidt, så der går nok ikke mange år før alle de store træer på øen går til. Hejrene som også holder til på øen, må så nok finde sig et andet sted at raste.
I går gik jeg min standardtur ud til flyvergrillen og tilbage igen. Godt 7.62 kilometer. Et vedligeholdelsesprojekt på de dage, hvor jeg ikke føler trang til at dyrke fuglene. Jeg går derud, og står og venter til et fly beslutter sig for at lette, og først derefter går jeg hjemad. Neurotisk, men måske også bare en måde at pirke til skæbnen og humøret i den daglige trummerum, som i disse år ikke kaster mange glæder af sig. Nuvel, i går kom jeg derud cirka ved tre-tiden, og der var overraskende mange mennesker til stede. Og det var der fordi, at der snart ville være afgang for den store flyvemaskine fra Qatar. Dobbeltdækkeren 380 er begyndt at flyve på København, hvilket vel kun kan tolkes som at den arabiske forbindelse vokser. Eller måske er det bare storforbrugende middelklassedanskere som finder det helt i orden at dyrke materialismen på alle klinger. Når bare det føles godt for mig, så er alting godt. Så længe det varer.
Men altså. De lettede ud mod sydvest, og når de gør det, kommer flyene langsomt til syne fra venstre, nede fra lufthavnen, og normalt så stopper de der lige efter, og venter på startsignalet. En pige som var del at en interracial trekantsdynamik, var helt klar med sin afgangs-app, og kunne bekræfte, at den snart ville komme. Men der dukkede først en SAS-maskine op, og det så ud til at den gjorde klar til at lette. Alt det så jeg bare med det sløve øje, og hæftede mig ikke så meget ved det. Men så lige pludselig dukkede den store op bagved i samme retning, og det var ganske underligt, for den havde god fart på, så den var tydeligvis ikke bare ved at taxie ud til start. Den var i fuld gang. Men hvad så med SAS-maskinen? Den var halvt gemt bag nogle af tilskuerne, og jeg bøjede mig en smule, og kunne se at den taxiede ind til siden, nærmest, mens den store accelerede. Jeg tænker, at perspektiverne snød, og at der var langt mindre drama i situationen, end jeg umiddelbart fornemmede. Men det næste underlige ved oplevelsen var, at normalt så tager det et godt stykke tid før de store maskiner når op i tilstrækkelig fart til at kunne komme på vingerne, og normalt letter de ikke før, de er ude omkring lufthavnstunnelen ved Englandsvej. Det svarer til retningen som svarer til klokken halv tre hvis man står og kigger vinkelret ind på startbanen. 380'eren var allerede i luften da den lå i retning mellem kl. 10 og 11! Altså meget tidligere end normalt. Det så underligt ud, men som sagt, så er der nok en naturlig forklaring [PT]. Og den er nok, at i og med at der ligger to startbaner parallelt med hinanden, og den sydlige er forskudt mod øst i forhold til den nordlige, som er den de normalt bruger når de letter ud mod sydvest, så vil et fly som letter fra den sydlige bane naturligvis komme i luften tidligere. Og da der ikke har været nogen ulykkelige meldninger fra lufthavnen, hvad det angår, så må det være sådan.
På vej hjem håbede jeg på et par silkehaler, men de er helt fraværende i år, så der skal mere end held til for at få denne smukke art på denne side af sankthans.
Krokus i purpur, gyldent og hvidt. Menneskelige kreationer, men de står der nu og lyser op mange steder. En hel stribe langs Ørestads Boulevarden, som kompensation for al det vilde natur, som bliver nedlagt på fælleden lige ved siden af.
I dag kom den første fornemmelse af forårsvarme, da den hårde vestenvind førte temperaturerne op til 12 grader nogle steder, og i læ havde jeg skønne 15 grader.
Fuglene kvitterede med det samme, og musvitter, blåmejser og grønirisker sang rundt omkring og de første vandrikser gyppede to forskellige steder, mens der lå to gråstrubede lappedykkere og hvilede sig i det åbne i grønjordssøen. Sammen med gæs og ænder.
Ved Ravelinen blev der tilfældigvis fodret, og omkring 70 hættemåger blev lokket til. En god håndfuld af de ringmærkede, og sågar to nye fugle. Der er sikkert blevet ringmærket tusinder i Københavnsområdet, så de omkring 220 jeg i løbet af de seneste 4 år har genfundet rundt om på Amager, batter naturligvis ikke i det store regnskab, så det bør ikke undre, når der dukker nye op.
Kaninøen, overfor Ravelinen, er godt på vej til at blive til en skarvkoloni, og den sydlige ende er allerede overskidt, så der går nok ikke mange år før alle de store træer på øen går til. Hejrene som også holder til på øen, må så nok finde sig et andet sted at raste.
I går gik jeg min standardtur ud til flyvergrillen og tilbage igen. Godt 7.62 kilometer. Et vedligeholdelsesprojekt på de dage, hvor jeg ikke føler trang til at dyrke fuglene. Jeg går derud, og står og venter til et fly beslutter sig for at lette, og først derefter går jeg hjemad. Neurotisk, men måske også bare en måde at pirke til skæbnen og humøret i den daglige trummerum, som i disse år ikke kaster mange glæder af sig. Nuvel, i går kom jeg derud cirka ved tre-tiden, og der var overraskende mange mennesker til stede. Og det var der fordi, at der snart ville være afgang for den store flyvemaskine fra Qatar. Dobbeltdækkeren 380 er begyndt at flyve på København, hvilket vel kun kan tolkes som at den arabiske forbindelse vokser. Eller måske er det bare storforbrugende middelklassedanskere som finder det helt i orden at dyrke materialismen på alle klinger. Når bare det føles godt for mig, så er alting godt. Så længe det varer.
Men altså. De lettede ud mod sydvest, og når de gør det, kommer flyene langsomt til syne fra venstre, nede fra lufthavnen, og normalt så stopper de der lige efter, og venter på startsignalet. En pige som var del at en interracial trekantsdynamik, var helt klar med sin afgangs-app, og kunne bekræfte, at den snart ville komme. Men der dukkede først en SAS-maskine op, og det så ud til at den gjorde klar til at lette. Alt det så jeg bare med det sløve øje, og hæftede mig ikke så meget ved det. Men så lige pludselig dukkede den store op bagved i samme retning, og det var ganske underligt, for den havde god fart på, så den var tydeligvis ikke bare ved at taxie ud til start. Den var i fuld gang. Men hvad så med SAS-maskinen? Den var halvt gemt bag nogle af tilskuerne, og jeg bøjede mig en smule, og kunne se at den taxiede ind til siden, nærmest, mens den store accelerede. Jeg tænker, at perspektiverne snød, og at der var langt mindre drama i situationen, end jeg umiddelbart fornemmede. Men det næste underlige ved oplevelsen var, at normalt så tager det et godt stykke tid før de store maskiner når op i tilstrækkelig fart til at kunne komme på vingerne, og normalt letter de ikke før, de er ude omkring lufthavnstunnelen ved Englandsvej. Det svarer til retningen som svarer til klokken halv tre hvis man står og kigger vinkelret ind på startbanen. 380'eren var allerede i luften da den lå i retning mellem kl. 10 og 11! Altså meget tidligere end normalt. Det så underligt ud, men som sagt, så er der nok en naturlig forklaring [PT]. Og den er nok, at i og med at der ligger to startbaner parallelt med hinanden, og den sydlige er forskudt mod øst i forhold til den nordlige, som er den de normalt bruger når de letter ud mod sydvest, så vil et fly som letter fra den sydlige bane naturligvis komme i luften tidligere. Og da der ikke har været nogen ulykkelige meldninger fra lufthavnen, hvad det angår, så må det være sådan.
På vej hjem håbede jeg på et par silkehaler, men de er helt fraværende i år, så der skal mere end held til for at få denne smukke art på denne side af sankthans.
2025-03-02
Endnu en dag hvor foråret langsomt gjorde sig til uden rigtigt at ville alligevel. Nogen sol, men en frisk nordvestenvind som dæmpede de forhåbninger om nyt, som man måtte have haft på sin vej ud i felten.
Jeg håbede på en Rødtoppet Fuglekonge i et nyankommet tog gennem skoven, eller den første friske Gransanger i et krat udenfor. Men skoven i dag var så stille, med kun nogle få Musvitter i sang, og nogle få pludrende Vindrosler og en Dompap som sad og mæskede sig i Bævreaspens gæslinger.
Til gengæld var alle Natuglerne sensationelt på plads. To i hvert rastetræ, hvilket jeg aldrig har oplevet før. I øst. Der sad de inde i hullet med den ene oppe bag den anden - som sad med kun det øverste af hovedet fri. Mon der kan være to i det hul, uden at man opdager det?
Endnu en dag hvor foråret langsomt gjorde sig til uden rigtigt at ville alligevel. Nogen sol, men en frisk nordvestenvind som dæmpede de forhåbninger om nyt, som man måtte have haft på sin vej ud i felten.
Jeg håbede på en Rødtoppet Fuglekonge i et nyankommet tog gennem skoven, eller den første friske Gransanger i et krat udenfor. Men skoven i dag var så stille, med kun nogle få Musvitter i sang, og nogle få pludrende Vindrosler og en Dompap som sad og mæskede sig i Bævreaspens gæslinger.
Til gengæld var alle Natuglerne sensationelt på plads. To i hvert rastetræ, hvilket jeg aldrig har oplevet før. I øst. Der sad de inde i hullet med den ene oppe bag den anden - som sad med kun det øverste af hovedet fri. Mon der kan være to i det hul, uden at man opdager det?
2025-03-01
Året første forårsdag, og vejrmæssigt kunne det da meget godt passe - med lidt sol ind imellem og 5-10 grader. Men intet prangende, og fugle og dyr gjorde heller ikke så meget væsen af sig i dag.
Lærkerne triller stille og roligt ind over øen på vej nordpå. Og det samme gjorde en han Blå Kærhøg, efter først at være kommet østfra. Så ud som om, at den lige skulle ind over fælleden igen for at tjekke en hapser ud. Siden skruede den op, og fløj resolut østpå.
På samme sted sad der en han Sortstrubet Bynkefugl. Nede langs et af de levende hegn på pinseskovmarken. Den var tydeligt lysere end den jeg fandt ved Kongelundsengen i februar, og jeg kunne således godt tænke mig at februar-fuglen rent faktisk er en 2k han, og denne i dag en adult han i færd med at slide de sidste spidser af vinterdragten. Den forsvandt desværre for mig, da jeg kom for nær for at få bedre billeder.
Skoven var nærmest knasdød, så jeg måtte kigge langt efter Rødtoppede Fuglekonger eller andre nye arter i året. En hare havde forvildet sig ind i den østlige ende af skoven, og for rundt uden at nogen kunne forklare hvorfor.
En flok vindrosler sad og småpludrede i den sene eftermiddagssol, mens et par dompaper prøvede det samme, på deres mere afdæmpede dyt-måde.
Året første forårsdag, og vejrmæssigt kunne det da meget godt passe - med lidt sol ind imellem og 5-10 grader. Men intet prangende, og fugle og dyr gjorde heller ikke så meget væsen af sig i dag.
Lærkerne triller stille og roligt ind over øen på vej nordpå. Og det samme gjorde en han Blå Kærhøg, efter først at være kommet østfra. Så ud som om, at den lige skulle ind over fælleden igen for at tjekke en hapser ud. Siden skruede den op, og fløj resolut østpå.
På samme sted sad der en han Sortstrubet Bynkefugl. Nede langs et af de levende hegn på pinseskovmarken. Den var tydeligt lysere end den jeg fandt ved Kongelundsengen i februar, og jeg kunne således godt tænke mig at februar-fuglen rent faktisk er en 2k han, og denne i dag en adult han i færd med at slide de sidste spidser af vinterdragten. Den forsvandt desværre for mig, da jeg kom for nær for at få bedre billeder.
Skoven var nærmest knasdød, så jeg måtte kigge langt efter Rødtoppede Fuglekonger eller andre nye arter i året. En hare havde forvildet sig ind i den østlige ende af skoven, og for rundt uden at nogen kunne forklare hvorfor.
En flok vindrosler sad og småpludrede i den sene eftermiddagssol, mens et par dompaper prøvede det samme, på deres mere afdæmpede dyt-måde.
2025-02-25
Gråt og stille vejr i dag. Al isen på søerne er væk nu, og alle svømmeænderne ved Villahøj var glade. Ligesom den enlige Gråstrubede Lappedykker, som ikke var sen til at komme tilbage fra sit uvillige retræte under frosten.
Morgenen gav den første syngende Jernspurv, hørt fra altanen; sikkert den lokale fugl, som var på besøg en enkelt gang under de kolde dage.
Bramgæssene er begyndt at samle sig på vestamager og på markerne rundt om lufthavnen. For to dage siden var der 40 Blisgæs som forsøgte at lande mellem en større mængde Grågæs på Nøragersmindevej, men de var ikke helt trygge ved sagen, og kun nogle få landede mens de andre spredtes ud over området, tror jeg. Den ene havde en ekstrem mængde sort på bugen, nærmest som et komplet bugskjold.
I skoven var der ikke meget liv i dag, men begge Natugler var på plads, og i det nordøstligste sving lykkedes det at spotte en enkelt Kernebider, hvilket blev årsart nr. 97 på øen.
Ingen andre blomster at se rundt omkring end Erantis og Vintergæk, og forskellige rakler på træerne.
Gråt og stille vejr i dag. Al isen på søerne er væk nu, og alle svømmeænderne ved Villahøj var glade. Ligesom den enlige Gråstrubede Lappedykker, som ikke var sen til at komme tilbage fra sit uvillige retræte under frosten.
Morgenen gav den første syngende Jernspurv, hørt fra altanen; sikkert den lokale fugl, som var på besøg en enkelt gang under de kolde dage.
Bramgæssene er begyndt at samle sig på vestamager og på markerne rundt om lufthavnen. For to dage siden var der 40 Blisgæs som forsøgte at lande mellem en større mængde Grågæs på Nøragersmindevej, men de var ikke helt trygge ved sagen, og kun nogle få landede mens de andre spredtes ud over området, tror jeg. Den ene havde en ekstrem mængde sort på bugen, nærmest som et komplet bugskjold.
I skoven var der ikke meget liv i dag, men begge Natugler var på plads, og i det nordøstligste sving lykkedes det at spotte en enkelt Kernebider, hvilket blev årsart nr. 97 på øen.
Ingen andre blomster at se rundt omkring end Erantis og Vintergæk, og forskellige rakler på træerne.
2025-02-23
Havisen forsvandt i løbet af en dag, mens søerne her et par dage efter at kulden forlod os fortsat mest er isdækkede. Men ugen der kommer lover regn i flere afskygninger, så der skal nok blive helt åbent alle steder, så foråret kan komme i gang!
Den Rødhovede And så dagen efter at havisen var væk sit snit til at vende tilbage til en af sine foretrukne rastepladser, Gentofte Sø [14 kilometer i fugleflugt]. Meldt. Dog måtte den åbenbart tage til takke med en ståplads, da isen ikke var væk, og således kan man udlede, at bare fordi man er født med et flot hoved, så er det ikke sikkert, at det rækker så langt...
I går dukkede de første præstekraver og strandskader op langs dæmningen. Et par stykker af hver, og ikke helt ualmindeligt på vores kanter, at det sker nu. Begge havørne sad ude på jordbunken i går, og det er måske knapt så godt, da der så sandsynligvis ikke er æg i reden. Jeg så en på reden ved Kalvebodstien for et stykke tid siden, og tænkte, at så var de nok i gang, men måske kulden har fået dem til at fortryde.
I dag sang lærkerne for første gang for mig i år. Ud langs Granatvej og ud til Kongelunden, kunne man ikke undgå af høre deres konstante energiske kvidren oppe under himlen.
Og den Sortstrubede Bynkefugl som jeg fandt i starten af måneden, dukkede op igen i dag på samme sted langs kanten af Kongelundsengen. Meldt af Steffen, og set af mig også, da jeg senere kom forbi. Den lod mig ikke komme helt så nær på denne gang, men på afstand lignede den meget godt, og da jeg næsten i samme stund stødte ind i Ove, blev det jo en fin afslutning på denne søndagsrundtur.
Havisen forsvandt i løbet af en dag, mens søerne her et par dage efter at kulden forlod os fortsat mest er isdækkede. Men ugen der kommer lover regn i flere afskygninger, så der skal nok blive helt åbent alle steder, så foråret kan komme i gang!
Den Rødhovede And så dagen efter at havisen var væk sit snit til at vende tilbage til en af sine foretrukne rastepladser, Gentofte Sø [14 kilometer i fugleflugt]. Meldt. Dog måtte den åbenbart tage til takke med en ståplads, da isen ikke var væk, og således kan man udlede, at bare fordi man er født med et flot hoved, så er det ikke sikkert, at det rækker så langt...
I går dukkede de første præstekraver og strandskader op langs dæmningen. Et par stykker af hver, og ikke helt ualmindeligt på vores kanter, at det sker nu. Begge havørne sad ude på jordbunken i går, og det er måske knapt så godt, da der så sandsynligvis ikke er æg i reden. Jeg så en på reden ved Kalvebodstien for et stykke tid siden, og tænkte, at så var de nok i gang, men måske kulden har fået dem til at fortryde.
I dag sang lærkerne for første gang for mig i år. Ud langs Granatvej og ud til Kongelunden, kunne man ikke undgå af høre deres konstante energiske kvidren oppe under himlen.
Og den Sortstrubede Bynkefugl som jeg fandt i starten af måneden, dukkede op igen i dag på samme sted langs kanten af Kongelundsengen. Meldt af Steffen, og set af mig også, da jeg senere kom forbi. Den lod mig ikke komme helt så nær på denne gang, men på afstand lignede den meget godt, og da jeg næsten i samme stund stødte ind i Ove, blev det jo en fin afslutning på denne søndagsrundtur.
2025-02-21
Regnvejret blev kun så som så, men omslaget i vejret kom vi ikke uden om. Dagens plusgrader forvandlede den skønne klare luft til en tåget og mild affære, som kun efterlod et par sneklatter i de mest skyggefulde partier.
Den trofaste hybrid Rørhøne x Blishøne var på fourageringstogt på land, da jeg ankom til Ravelinen i dag. En lille våge i hakket, mens resten var islagt endnu. Der lå omkring 30 blishøns i vågen, og en vovede sig op og gik og søgte føde ved siden af hybriden, hvilket er ret sjældent at se. Normalt holder hybriden sig for sig selv. Jeg har fået indtrykket, at den i størrelse befinder sig mellem de to arter, men som de gik der i dag, så de ret ens ud, så hybriden er nok tættere på en blishøne i størrelse end en rørhøne, trods alt.
Amager Strand kunne ikke byde på så meget i det tunge stille vejr, men nogle af de lokale ringmærkede hættemåger var til stede ved Søstjernen, og på cykelstativerne ved Bunker 2 sad der to friske stære og småpludrede på imiterende vis. Og da den ene fik vævet en klar strandskade ind i sit repertoire, var jeg lige ved at hoppe på den.
Bunker 3 har givet Sortgrå Ryler de seneste dage, men ikke af mig. Til gengæld fik jeg set den Skærpiber godt, som har holdt til der igennem vinteren, og det viste sig, at den var ringmærket, med en tydelig stor gul ring på højre ben. Det er den anden ringmærkede Skærpiber jeg finder på Amager. Den første var fra Norge, og det tænker jeg, denne også er [og det var den - se andetsteds].
Regnvejret blev kun så som så, men omslaget i vejret kom vi ikke uden om. Dagens plusgrader forvandlede den skønne klare luft til en tåget og mild affære, som kun efterlod et par sneklatter i de mest skyggefulde partier.
Den trofaste hybrid Rørhøne x Blishøne var på fourageringstogt på land, da jeg ankom til Ravelinen i dag. En lille våge i hakket, mens resten var islagt endnu. Der lå omkring 30 blishøns i vågen, og en vovede sig op og gik og søgte føde ved siden af hybriden, hvilket er ret sjældent at se. Normalt holder hybriden sig for sig selv. Jeg har fået indtrykket, at den i størrelse befinder sig mellem de to arter, men som de gik der i dag, så de ret ens ud, så hybriden er nok tættere på en blishøne i størrelse end en rørhøne, trods alt.
Amager Strand kunne ikke byde på så meget i det tunge stille vejr, men nogle af de lokale ringmærkede hættemåger var til stede ved Søstjernen, og på cykelstativerne ved Bunker 2 sad der to friske stære og småpludrede på imiterende vis. Og da den ene fik vævet en klar strandskade ind i sit repertoire, var jeg lige ved at hoppe på den.
Bunker 3 har givet Sortgrå Ryler de seneste dage, men ikke af mig. Til gengæld fik jeg set den Skærpiber godt, som har holdt til der igennem vinteren, og det viste sig, at den var ringmærket, med en tydelig stor gul ring på højre ben. Det er den anden ringmærkede Skærpiber jeg finder på Amager. Den første var fra Norge, og det tænker jeg, denne også er [og det var den - se andetsteds].
2025-02-20
De skønne frostdage er fortsat indtil nu, men nu lover de op til 10 plus grader de næste dage. Årstiderne fortsætter deres uberegnelighed - ligesom mange vesterlandske folkevalgte.
Alt ferskvand i vores område er frosset til, og derfor har vi på Amager haft besøg af en af Københavns faste vintergæster igennem de seneste år, en flot han af Rødhovedet And [oprindelse ukendt]. Den blev set igennem længere tid i Damhussøen, men blev så spottet i en våge syd for Kalvebodbroen for et par dage siden. Sammen med mange troldænder. Alle i retræte fra deres normale dagrastepladser rundt omkring i området. Men helt ligetil at få i kikkerten var den ikke. Der var stor bevægelighed blandt troldænderne, 2-3000, sikkert både for at få varmen i de 5-10 frostgrader, men også ved opskræmning af den ene eller anden art. Der var derfor ingen Rødhovedet de to gange jeg kom for at prøve lykken. Men heldigvis havde jeg ikke travlt anden gang, i går, og kunne nyde det stille klare vejr bare i sig selv samtidig med, at jeg gentagne gange skannede de forskellige flokke. Til sidst blev det dog for koldt at sidde på jorden, og jeg valgte at give op, og kørte sydpå langs dæmningen for at prøve lykken med de mange Sortgrå Ryler som var blevet meldt ved sydtårnet i forgårs. John Larsen havde dog ikke set dem, da han var forbi, men ryler eller ej, så ville det blive en smuk tur i solen, med lyset og frosten. Jeg tullede fremad på cyklen, og nåede hen til Reservatvej-trappen, og så da, at der pludselig kom mange hundrede troldænder ind fra nord. Som små torpedofly kom de ind og landede i de forskellige våger. Så måtte jeg på den igen. Mange landede ovre langs Avedøre Holme en 6-700 meter væk. Normalt er det lige på grænsen af, hvad man kan få noget ud af med en håndkikkert, men på grund af det skarpe medlys og det karakteristiske store røde hoved, var jeg ret sikker på, at man godt kunne spotte den, hvis den var der.
Hvis man forstiller sig, at min hjerne var et videospil, og andre kunne følge med i hvad der foregik mens jeg tænkte, forestiller jeg mig, at jeg ville få en anerkendende klapsalve, da jeg i en af vågerne, fem hundrede meter væk, imellem de mange troldænder, og på bagsiden af flokken, ligesom kunne fornemme, at der var et rødligt skær, som fremstod lidt for kraftigt i forhold til hovedfarven på de mange Taffelænder som også befandt sig i vågen. Det var en fornemmelse, der krævede at blive undersøgt nærmere, så jeg kørte tilbage. Og ganske rigtigt. Der lå den og gemte sig på bagsiden af flokken. I hvileposition det meste af tiden, men den lod dog hovedet vise sig et par gange, med det fine røde næb, så jeg var nogenlunde tilfreds. Billedmæssigt er der ikke noget at råbe hurra for, men da jeg har den bedre inde fra Søerne, så gør det ikke så meget. Og jeg er jo heller ikke længere rigtig fuglekigger, så det er også fint sådan derfor. Senere kunne jeg se at Finn Olufsen ikke havde fundet fuglen, hvilket jeg sagtens kan forstå, i fald at den var der, mens han var tilstede. Som den lå der, skulle man virkelig være tunet ind på de finere detaljer, hvis ikke man havde sit superteleskop med. Summasummarum blev anden til årsart nummer 92 på Amager. Hvilket jo falder fint i tråd med at jeg har droslet fuglene ned. Jeg når sikkert knapt nok de 100, før vi træder ind i foråret om et par uger!
Minken der kom forbi, mens jeg sad og kiggede efter den rødhovede, siger jeg intet om, for der er så mange mennesker derude, eller derinde, som gerne vil gøre den fortræd, og måske er den på grænsen af, hvad der bør accepteres af indvandrere, da den trods alt spiser mange æg og småfugle og andre indfødte arter, men da det samme gælder for de hundrede tusinder af hjemmekatte som får lov at boltre sig lige som de vil i naturen, så har jeg ikke meget til overs for argumentationen.
De skønne frostdage er fortsat indtil nu, men nu lover de op til 10 plus grader de næste dage. Årstiderne fortsætter deres uberegnelighed - ligesom mange vesterlandske folkevalgte.
Alt ferskvand i vores område er frosset til, og derfor har vi på Amager haft besøg af en af Københavns faste vintergæster igennem de seneste år, en flot han af Rødhovedet And [oprindelse ukendt]. Den blev set igennem længere tid i Damhussøen, men blev så spottet i en våge syd for Kalvebodbroen for et par dage siden. Sammen med mange troldænder. Alle i retræte fra deres normale dagrastepladser rundt omkring i området. Men helt ligetil at få i kikkerten var den ikke. Der var stor bevægelighed blandt troldænderne, 2-3000, sikkert både for at få varmen i de 5-10 frostgrader, men også ved opskræmning af den ene eller anden art. Der var derfor ingen Rødhovedet de to gange jeg kom for at prøve lykken. Men heldigvis havde jeg ikke travlt anden gang, i går, og kunne nyde det stille klare vejr bare i sig selv samtidig med, at jeg gentagne gange skannede de forskellige flokke. Til sidst blev det dog for koldt at sidde på jorden, og jeg valgte at give op, og kørte sydpå langs dæmningen for at prøve lykken med de mange Sortgrå Ryler som var blevet meldt ved sydtårnet i forgårs. John Larsen havde dog ikke set dem, da han var forbi, men ryler eller ej, så ville det blive en smuk tur i solen, med lyset og frosten. Jeg tullede fremad på cyklen, og nåede hen til Reservatvej-trappen, og så da, at der pludselig kom mange hundrede troldænder ind fra nord. Som små torpedofly kom de ind og landede i de forskellige våger. Så måtte jeg på den igen. Mange landede ovre langs Avedøre Holme en 6-700 meter væk. Normalt er det lige på grænsen af, hvad man kan få noget ud af med en håndkikkert, men på grund af det skarpe medlys og det karakteristiske store røde hoved, var jeg ret sikker på, at man godt kunne spotte den, hvis den var der.
Hvis man forstiller sig, at min hjerne var et videospil, og andre kunne følge med i hvad der foregik mens jeg tænkte, forestiller jeg mig, at jeg ville få en anerkendende klapsalve, da jeg i en af vågerne, fem hundrede meter væk, imellem de mange troldænder, og på bagsiden af flokken, ligesom kunne fornemme, at der var et rødligt skær, som fremstod lidt for kraftigt i forhold til hovedfarven på de mange Taffelænder som også befandt sig i vågen. Det var en fornemmelse, der krævede at blive undersøgt nærmere, så jeg kørte tilbage. Og ganske rigtigt. Der lå den og gemte sig på bagsiden af flokken. I hvileposition det meste af tiden, men den lod dog hovedet vise sig et par gange, med det fine røde næb, så jeg var nogenlunde tilfreds. Billedmæssigt er der ikke noget at råbe hurra for, men da jeg har den bedre inde fra Søerne, så gør det ikke så meget. Og jeg er jo heller ikke længere rigtig fuglekigger, så det er også fint sådan derfor. Senere kunne jeg se at Finn Olufsen ikke havde fundet fuglen, hvilket jeg sagtens kan forstå, i fald at den var der, mens han var tilstede. Som den lå der, skulle man virkelig være tunet ind på de finere detaljer, hvis ikke man havde sit superteleskop med. Summasummarum blev anden til årsart nummer 92 på Amager. Hvilket jo falder fint i tråd med at jeg har droslet fuglene ned. Jeg når sikkert knapt nok de 100, før vi træder ind i foråret om et par uger!
Minken der kom forbi, mens jeg sad og kiggede efter den rødhovede, siger jeg intet om, for der er så mange mennesker derude, eller derinde, som gerne vil gøre den fortræd, og måske er den på grænsen af, hvad der bør accepteres af indvandrere, da den trods alt spiser mange æg og småfugle og andre indfødte arter, men da det samme gælder for de hundrede tusinder af hjemmekatte som får lov at boltre sig lige som de vil i naturen, så har jeg ikke meget til overs for argumentationen.
2025-02-16
Vinterens sande væsen kom over os i går, og i dag stråler dagen i fuldt solskin med et sundt hvidt snedække, som reflekterer alt lyset op i en sanselyst af glæde.
Og derfor, kom i går for første gang i år både Jernspurven og Bogfinken på besøg på altanen, og i dag sad Sølvmågen pludselig ude på gelænderet. Den dækkede jord bekommer de færreste fugle. Mågens vingefang er dog for stort til at forsøge sig på altangulvet, selv om der ligger kerner, som duerne endnu ikke har taget.
Vinterens sande væsen kom over os i går, og i dag stråler dagen i fuldt solskin med et sundt hvidt snedække, som reflekterer alt lyset op i en sanselyst af glæde.
Og derfor, kom i går for første gang i år både Jernspurven og Bogfinken på besøg på altanen, og i dag sad Sølvmågen pludselig ude på gelænderet. Den dækkede jord bekommer de færreste fugle. Mågens vingefang er dog for stort til at forsøge sig på altangulvet, selv om der ligger kerner, som duerne endnu ikke har taget.
2025-02-14
Frost på en smuk solskinsdag, og den fortsatte nordøst. Alle søer på vestamager var frosset til pånær enkelte våger holdt i live af de få vandfugle som ikke er forsvundet, bl.a. blishøns og krikænder ved Villahøj.
Den Gråstrubede Lappedykker var væk...at skulle ligge skulder ved skulder i den lille våge med en flok forårsparate skræppende blishøns kan hurtigt blive for meget, tænker jeg.
Et par skovsnepper lykkedes det endelig at finde i skoven, men på den sædvanlige kedelige måde, hvor de først afslører sig i flugten væk, når man kommer for nær. At opdage dem på anden vis, er nærmest umuligt.
Sortmejsen sang ved Collin-stenen og hasselraklerne hænger nu gyldne og forårsklare på deres spinkle grene. Kun Erantis og Vintergæk lyser op på jorden rundt omkring, men det gør de til gengæld også med stor iver og velspredt glæde ud over øen.
Frost på en smuk solskinsdag, og den fortsatte nordøst. Alle søer på vestamager var frosset til pånær enkelte våger holdt i live af de få vandfugle som ikke er forsvundet, bl.a. blishøns og krikænder ved Villahøj.
Den Gråstrubede Lappedykker var væk...at skulle ligge skulder ved skulder i den lille våge med en flok forårsparate skræppende blishøns kan hurtigt blive for meget, tænker jeg.
Et par skovsnepper lykkedes det endelig at finde i skoven, men på den sædvanlige kedelige måde, hvor de først afslører sig i flugten væk, når man kommer for nær. At opdage dem på anden vis, er nærmest umuligt.
Sortmejsen sang ved Collin-stenen og hasselraklerne hænger nu gyldne og forårsklare på deres spinkle grene. Kun Erantis og Vintergæk lyser op på jorden rundt omkring, men det gør de til gengæld også med stor iver og velspredt glæde ud over øen.
2025-02-13
Kulden vil mere end bare et hurtigt strejf. Den nordøstlige vind holder fast og i dag var der halvvejs is på Klydesøen. Havørnen stod i den gamle rede ved Kalvebodstien, og der var en rimelig portion af de vinterlige ænder langs dæmningen hele vejen til tanghjørnet, men ellers er de fleste andre forduftet. 6 Spidsænder og 5 lysende Gravænder inde på den åbne flade. På landsiden takker vi nu for de begyndende vinterflokke af sjaggere og vindrosler. Og silkehalerne bliver meldt nu; de første i denne sæson, og jeg venter nu bare deres ringlende ankomst på mine veje.
Og i vandet ud for midtertårnet, på kanten af grødisen, lå en hun Lille Skallesluger, på underlig vis, med rumpen i vejret og cirklede rundt som en anden svømmesneppe, og med en ivrig han cirklende omkring sig i samme retning. Hvad det skulle til for, fandt jeg ikke ud af, for med den kolde vind lige ind i ansigtet, fik jeg nok før dem.
Fjeldvågen var jo også i ventning, da jeg de forrige dage troskyldigt tog turen ud over Lergravene gentagne gange - for at vise udmeldersken min fulde tillid. Og der sad den så endelig, i den friske vind i et lavstammet træ og viste sin mørke bug frem over flere hundrede meter, mens J. Hagen gjorde det svært at finde ud af hvilket ben, jeg skulle stå på. Gæssende fra den anden dag holder vist stadig til i området, men de to eksklusive synes at være forduftet. Og der så, som vi talte: Vinterferiebørnene blev i samme stund sendt op imod vinden i deres magelige sæder i bugen af den dobbeltlagede 380'er. Afsted med de blege danskere som altid ønsker sig ned til det vidtstrakte sand i kanten af musselmandens rige og have.
Kulden vil mere end bare et hurtigt strejf. Den nordøstlige vind holder fast og i dag var der halvvejs is på Klydesøen. Havørnen stod i den gamle rede ved Kalvebodstien, og der var en rimelig portion af de vinterlige ænder langs dæmningen hele vejen til tanghjørnet, men ellers er de fleste andre forduftet. 6 Spidsænder og 5 lysende Gravænder inde på den åbne flade. På landsiden takker vi nu for de begyndende vinterflokke af sjaggere og vindrosler. Og silkehalerne bliver meldt nu; de første i denne sæson, og jeg venter nu bare deres ringlende ankomst på mine veje.
Og i vandet ud for midtertårnet, på kanten af grødisen, lå en hun Lille Skallesluger, på underlig vis, med rumpen i vejret og cirklede rundt som en anden svømmesneppe, og med en ivrig han cirklende omkring sig i samme retning. Hvad det skulle til for, fandt jeg ikke ud af, for med den kolde vind lige ind i ansigtet, fik jeg nok før dem.
Fjeldvågen var jo også i ventning, da jeg de forrige dage troskyldigt tog turen ud over Lergravene gentagne gange - for at vise udmeldersken min fulde tillid. Og der sad den så endelig, i den friske vind i et lavstammet træ og viste sin mørke bug frem over flere hundrede meter, mens J. Hagen gjorde det svært at finde ud af hvilket ben, jeg skulle stå på. Gæssende fra den anden dag holder vist stadig til i området, men de to eksklusive synes at være forduftet. Og der så, som vi talte: Vinterferiebørnene blev i samme stund sendt op imod vinden i deres magelige sæder i bugen af den dobbeltlagede 380'er. Afsted med de blege danskere som altid ønsker sig ned til det vidtstrakte sand i kanten af musselmandens rige og have.
2025-02-07
Den fortsatte kolde skulder fra nordøst, men i dag med et halvskyet overdække og smådryp sent på dagen.
Den enlige Gråstrubede Lappedykker som ankom til Villahøj-søen allerede i midten af januar, så i dag ud til at spørge sig selv: Hvorfor!?
Natuglerne i Kongelunden gjorde som de plejer: Den østlige sad godt og lunt i sit hul, mens de vestlige var væk, hvilket var helt forventeligt med den kolde nordøst lige ind i ansigtet.
Og i et forsøg på at finde den Fjeldvåge, som en kvinde ofte melder ud, tog jeg forbi Lergravene, og fandt den ikke, men så til gengæld hele fem gåsearter på en rullegræs-mark, hvoraf to var sjældne: Grågås, Bramgås, Canadagås, Tundrasædgås og Kortnæbbet Gås. 9 Viber bifaldt min entusiasme.
Den fortsatte kolde skulder fra nordøst, men i dag med et halvskyet overdække og smådryp sent på dagen.
Den enlige Gråstrubede Lappedykker som ankom til Villahøj-søen allerede i midten af januar, så i dag ud til at spørge sig selv: Hvorfor!?
Natuglerne i Kongelunden gjorde som de plejer: Den østlige sad godt og lunt i sit hul, mens de vestlige var væk, hvilket var helt forventeligt med den kolde nordøst lige ind i ansigtet.
Og i et forsøg på at finde den Fjeldvåge, som en kvinde ofte melder ud, tog jeg forbi Lergravene, og fandt den ikke, men så til gengæld hele fem gåsearter på en rullegræs-mark, hvoraf to var sjældne: Grågås, Bramgås, Canadagås, Tundrasædgås og Kortnæbbet Gås. 9 Viber bifaldt min entusiasme.
2025-02-06
Edith Holden havde øje for naturen helt i min ånd. Hun blev til min virkelighed for et par dage siden, og jeg føler inspirationen, og forestiller mig, hvordan det ville have været at bevæge sig gennem livet i hendes nærvær.
Særligt i den skønne februarsol som vi havde i dag, med kold vind fra nordøst, og hvor Ishøj delte gaver ud: En smuk Rødhalset Gås der førte sig frimodigt frem blandt tusinde Bramgæs. Og en solslikkende Rørdrum som stod i kanten af en fjern rørskov og nød livets ro - i en stund.
Og en flok forårsklare Viber. Mens en Stor Skallesluger hun forsvandt, før jeg nåede at se hvorhen, og sådan går det ofte, for man kan ikke altid have et øje på hver en stilk, og slet ikke i min alder.
Edith Holden havde øje for naturen helt i min ånd. Hun blev til min virkelighed for et par dage siden, og jeg føler inspirationen, og forestiller mig, hvordan det ville have været at bevæge sig gennem livet i hendes nærvær.
Særligt i den skønne februarsol som vi havde i dag, med kold vind fra nordøst, og hvor Ishøj delte gaver ud: En smuk Rødhalset Gås der førte sig frimodigt frem blandt tusinde Bramgæs. Og en solslikkende Rørdrum som stod i kanten af en fjern rørskov og nød livets ro - i en stund.
Og en flok forårsklare Viber. Mens en Stor Skallesluger hun forsvandt, før jeg nåede at se hvorhen, og sådan går det ofte, for man kan ikke altid have et øje på hver en stilk, og slet ikke i min alder.
2025-02-05
En tidlig Sortstrubet Bynkefugl nød den friske vind i solen ved Det Grønne Skur, mens et fint mejsetog med Sortmejse, Halemejse, Blåmejse, Musvit, Spætmejse og Fuglekonge gjorde skoven livlig for en stund.
Vinden var i vestnordvest og man kunne klukke af glæde hele vejen fra det nordlige tårn til Kongelunden uden at træde i pedalerne.
To Vandrefalke tog på vestlig tur op imod vinden. Om de var lokale eller kom langvejs fra fortalte de ikke om.
Hættemågerne boltrer sig i den milde vinter, både i tanghjørnet og inde på fælleden. Og her er der også Bramgæs, som de forrige år, men alligevel ikke så mange, som der har været.
En tidlig Sortstrubet Bynkefugl nød den friske vind i solen ved Det Grønne Skur, mens et fint mejsetog med Sortmejse, Halemejse, Blåmejse, Musvit, Spætmejse og Fuglekonge gjorde skoven livlig for en stund.
Vinden var i vestnordvest og man kunne klukke af glæde hele vejen fra det nordlige tårn til Kongelunden uden at træde i pedalerne.
To Vandrefalke tog på vestlig tur op imod vinden. Om de var lokale eller kom langvejs fra fortalte de ikke om.
Hættemågerne boltrer sig i den milde vinter, både i tanghjørnet og inde på fælleden. Og her er der også Bramgæs, som de forrige år, men alligevel ikke så mange, som der har været.