| Front page | Butterflies | Dragonflies | Birds (media) | Flora & Fauna (media) | Observations | Species taxonomy |
| Mexican Species | Download Checklists | Links | My 5 Chickens | Other Photos | The Birding Program | About |
Daily
2022-12-05
Det kollektive slag i gonaderne burde ikke være kommet helt så meget ud af det blå, som det føltes, da det maskuliniserede fodboldlandshold den 30. november præsterede en komplet mental nedsmeltning for åben skærm mod Australien i det igangværende VM i Qatar.
Alle danske fodboldorakler havde ellers forsikret os om, at det danske hold var bedre på alle parametre, og nok skulle klare den. En bemærkelsesværdig optimisme i betragtning af, at de to foregående optrædener, mod Tunesien og Frankrig, på ingen måde havde givet indikationer om hverken styrke, intelligens eller motivation på banen. Men vi er jo et land af glade korttidsoptimister, så vi var fortrøstningsfulde. Når Flemming Povlsen tror på det, så skal det nok gå..!
Men det gjorde det ikke. Og i skrivende stund prøver de førnævnte orakler at vride hjernerne af led for at frempresse bare en lille smule logik hvad angår katastrofens årsag. Sågar psykologer har allerede meldt sig i spalterne med kloge ord. Ikke så meget om årsagerne, klogt nok, men mere om hvordan de danske spillere skal komme intakte ud på den anden side uden varige psykiske men. Så alvorligt er det. Naturligvis.
Jeg har dog ikke behov for lange psykologiske udredninger for at forstå, hvad det var som gik galt.
Vi er inde at røre ved noget af det fundamentale i livet. Det som drejer sig om de simple mekanismer, som tilsiger, at når du tænker, handler og gør sådan her, så sker der sådan her. En ergo-logik. Men, som vi alle vil kunne takke Den Store Barmhjertighed for senere, så er der netop også dette involveret, barmhjertighed, og derfor bør vi faktisk ikke være så kede af, at det gik som det gik. Og som Hjulmand også konstaterede dagen efter, så stod solen faktisk op endnu engang, på trods af at dommedagsbasunerne natten lang havde gjaldet deres toner ud fra oliestatens blodbesudlede ørkensand.
Som tilsyneladende et af de få lande i verden valgte Danmark via Dansk Boldspil Union (DBU) at tage initiativ og fremføre en offentlig politisk linje, som skulle få verden til sammen at fordømme Qatar for deres åbenlyse og arrogante foragt for menneskeliv. Mange migrantarbejdere døde under konstruktionen af de mange faciliteter, som turneringen havde behov for. Og ingen efterladte fik erstatning, eller i hvert fald ikke i en grad, som kunne stå mål med dødsfaldenes langsigtede konsekvenser. En fremtid uden familiens hovedforsøger.
Alvorlige sager, men der skabtes ikke momentum for en fordømmelse af de horrible tilstande, hvilket jeg er sikker på, kom bag på initiativtagerne. Den nordeuropæiske logik og humanistiske insisteren blev ikke imødekommet ude i verden. Om det nogensinde gik op for befolkningerne ude omkring, at der var et lille rigt land som prøvede at råbe verden op, er jeg slet ikke sikker på.
Mange af disse lande kæmper med den slags tilstande i deres egne liv. Hverdagen er fortsat for mange mennesker ude omkring i verden et spørgsmål om at overleve. At skaffe sig mad på bordet. Og jeg forestiller mig, at man, omend tvunget af omstændighederne, hellere end gerne siger ja til et arbejde som giver mad på det samme bord som før, også selv om der er en stor risiko forbundet med udførelsen. Man håber, beder og tror. En på sin vis fatalistisk tilgang til livet. Og en tilgang som i høj grad bliver lettere at sluge, når med perioders mellemrum bolden gives op til fest og samhørighed, og man et kort øjeblik får mulighed for at nyde livet i forglemmelsens fodboldrus.
DBU blev fanget på det forkerte ben. Opdraget i en konsensuskultur, har vi ikke for vane at kaste os ud i dramatiske konflikter, med mindre at der er lovhjelm til det. Og da verden forblev tavs stod vi [DBU] pludselig eksponeret med en kritik, som ikke umiddelbart kunne trækkes tilbage uden at fremstå patetiske. Så DBU kæmpede videre med forslag om særlige bluser, statements og alternative armbind for i det mindste at give indtryk af, at vi [de] mente det. FIFA sagde dog nej hver gang, og som tiden nærmede sig startfløjtet, måtte selv DBU acceptere, at nu var det tid til at koncentrere sig om at spille bold, eller træffe beslutningen om at trække sig ud. Spillere og trænere var nok meget glade, da det nåede dertil, at nu skulle der være fokus på spillet og ikke på politik.
Men det var for sent. Alle i fodboldverden vidste nu, at Danmark havde ført sig frem som familiens sorte får, og havde kritiseret værterne, Qatar og FIFA, på uforskammet vis. En kritik som mange sikkert sagtens kunne sympatisere med i sin essens, men som de fleste havde valgt at lægge låg på. Gode miner til slet spil plejer vi at kalde det. Og nogen vil nok fortsat kalde det kujonagtigt ikke at stå frem, mens jeg nok bliver nød til at hælde i den anden retning. Et andet bevinget udtryk vi har, er nemlig: Hvis du ikke kan lide lugten i bageriet, så gå! På trods af sin kritik fra den høje hest, valgte Danmark [DBU og politikere] at vi [landsholdet] skulle forblive i et arrangement, som vi tydeligvis ikke brød os om at deltage i. Altså principielt set. For i praksis havde vi jo for længst valgt det modsatte standpunkt, nemlig at vi ikke ønskede at se bort fra den økonomiske gevinst som sådan en slutrunde uvægerligt ville få til at rulle ind på unionens bankkonto.
Humanistiske Danmark var udsat for en momentan lapsus, og troede at vi kunne føre os frem som moralens vogtere, uden at det ville komme til at koste os noget. Hykleriet var et faktum, og det har uden tvivl, langsomt men sikkert, gnavet sig ind under huden på spillerne. Bevidst eller ubevidst, vidste de, at det på ingen måde kunne få en lykkelig udgang at nå langt i denne turnering. At forestille sig, at man en dag ville stå med trofæet og brøle sin begejstring ud over verden, velvidende at det skete på bekostning af de mange som døde undervejs samtidig med at vi havde positioneret os åbenlyst som principielle modstandere af arrangementet, var for meget at skulle håndtere for spillerne. Og de lukkede mentalt ned. Ikke bevidst, men ved større kræfters indvirken. Hele den negative energi, som var blevet skabt omkring den danske delegation, havde ikke andre måder at komme til udtryk på end gennem den store sportslige ydmygelse.
Og vi blev derved reddet af den store barmhjertighed, og slap for at skulle kejte os pinligt igennem verdens opmærksomhed i en situation hvor de fleste, som kunne have en mening om sagen, ville sige, at Danmark skulle have trukket sig for længst. Og helst slet ikke have meldt sig til.
Forsynet kunne naturligvis godt have ledt os frem til det samme resultat på en mere ærværdig måde. Vi kunne jo også været røget ud efter en brav og heroisk indsats på banen. Resultatet ville være det samme. Eller. Måske ikke helt. For moralen i miseren er jo, at DBU traf en hyklerisk og forkert beslutning, og derfor var det rimeligt, at vi [DBU og Danmark] fik en røffel, som kunne mærkes. Så umiddelbart kan man mene, at det er synd for spillerne, at de skulle agere brikker i et politisk spil, som de ikke selv havde valgt. Men så alligevel. De deltager jo som repræsentanter for deres land, så deres personlige ambitioner og velbefindende vægter knapt så højt i denne sammenhæng. Også fordi at de alle på et tidligt tidspunkt har haft mulighed for at sige fra, og træffe en personlig beslutning om ikke at ville deltage.
Så i år bør juletid blive til tænketid for de høje herrer, og den enlige herreinde, i DBU's bestyrelse, og gerne videre omkring i de hjemlige politiske og upolitiske cirkler. Det koster at stå fast på sine principper. Og det koster at ville forandre verden. Og lur mig, om ikke der sidder mange rundt om i de små familier i Bangladesh og Filippinerne, som gerne havde set, at det var en pris, som vi havde betalt for længe siden..!
Det kollektive slag i gonaderne burde ikke være kommet helt så meget ud af det blå, som det føltes, da det maskuliniserede fodboldlandshold den 30. november præsterede en komplet mental nedsmeltning for åben skærm mod Australien i det igangværende VM i Qatar.
Alle danske fodboldorakler havde ellers forsikret os om, at det danske hold var bedre på alle parametre, og nok skulle klare den. En bemærkelsesværdig optimisme i betragtning af, at de to foregående optrædener, mod Tunesien og Frankrig, på ingen måde havde givet indikationer om hverken styrke, intelligens eller motivation på banen. Men vi er jo et land af glade korttidsoptimister, så vi var fortrøstningsfulde. Når Flemming Povlsen tror på det, så skal det nok gå..!
Men det gjorde det ikke. Og i skrivende stund prøver de førnævnte orakler at vride hjernerne af led for at frempresse bare en lille smule logik hvad angår katastrofens årsag. Sågar psykologer har allerede meldt sig i spalterne med kloge ord. Ikke så meget om årsagerne, klogt nok, men mere om hvordan de danske spillere skal komme intakte ud på den anden side uden varige psykiske men. Så alvorligt er det. Naturligvis.
Jeg har dog ikke behov for lange psykologiske udredninger for at forstå, hvad det var som gik galt.
Vi er inde at røre ved noget af det fundamentale i livet. Det som drejer sig om de simple mekanismer, som tilsiger, at når du tænker, handler og gør sådan her, så sker der sådan her. En ergo-logik. Men, som vi alle vil kunne takke Den Store Barmhjertighed for senere, så er der netop også dette involveret, barmhjertighed, og derfor bør vi faktisk ikke være så kede af, at det gik som det gik. Og som Hjulmand også konstaterede dagen efter, så stod solen faktisk op endnu engang, på trods af at dommedagsbasunerne natten lang havde gjaldet deres toner ud fra oliestatens blodbesudlede ørkensand.
Som tilsyneladende et af de få lande i verden valgte Danmark via Dansk Boldspil Union (DBU) at tage initiativ og fremføre en offentlig politisk linje, som skulle få verden til sammen at fordømme Qatar for deres åbenlyse og arrogante foragt for menneskeliv. Mange migrantarbejdere døde under konstruktionen af de mange faciliteter, som turneringen havde behov for. Og ingen efterladte fik erstatning, eller i hvert fald ikke i en grad, som kunne stå mål med dødsfaldenes langsigtede konsekvenser. En fremtid uden familiens hovedforsøger.
Alvorlige sager, men der skabtes ikke momentum for en fordømmelse af de horrible tilstande, hvilket jeg er sikker på, kom bag på initiativtagerne. Den nordeuropæiske logik og humanistiske insisteren blev ikke imødekommet ude i verden. Om det nogensinde gik op for befolkningerne ude omkring, at der var et lille rigt land som prøvede at råbe verden op, er jeg slet ikke sikker på.
Mange af disse lande kæmper med den slags tilstande i deres egne liv. Hverdagen er fortsat for mange mennesker ude omkring i verden et spørgsmål om at overleve. At skaffe sig mad på bordet. Og jeg forestiller mig, at man, omend tvunget af omstændighederne, hellere end gerne siger ja til et arbejde som giver mad på det samme bord som før, også selv om der er en stor risiko forbundet med udførelsen. Man håber, beder og tror. En på sin vis fatalistisk tilgang til livet. Og en tilgang som i høj grad bliver lettere at sluge, når med perioders mellemrum bolden gives op til fest og samhørighed, og man et kort øjeblik får mulighed for at nyde livet i forglemmelsens fodboldrus.
DBU blev fanget på det forkerte ben. Opdraget i en konsensuskultur, har vi ikke for vane at kaste os ud i dramatiske konflikter, med mindre at der er lovhjelm til det. Og da verden forblev tavs stod vi [DBU] pludselig eksponeret med en kritik, som ikke umiddelbart kunne trækkes tilbage uden at fremstå patetiske. Så DBU kæmpede videre med forslag om særlige bluser, statements og alternative armbind for i det mindste at give indtryk af, at vi [de] mente det. FIFA sagde dog nej hver gang, og som tiden nærmede sig startfløjtet, måtte selv DBU acceptere, at nu var det tid til at koncentrere sig om at spille bold, eller træffe beslutningen om at trække sig ud. Spillere og trænere var nok meget glade, da det nåede dertil, at nu skulle der være fokus på spillet og ikke på politik.
Men det var for sent. Alle i fodboldverden vidste nu, at Danmark havde ført sig frem som familiens sorte får, og havde kritiseret værterne, Qatar og FIFA, på uforskammet vis. En kritik som mange sikkert sagtens kunne sympatisere med i sin essens, men som de fleste havde valgt at lægge låg på. Gode miner til slet spil plejer vi at kalde det. Og nogen vil nok fortsat kalde det kujonagtigt ikke at stå frem, mens jeg nok bliver nød til at hælde i den anden retning. Et andet bevinget udtryk vi har, er nemlig: Hvis du ikke kan lide lugten i bageriet, så gå! På trods af sin kritik fra den høje hest, valgte Danmark [DBU og politikere] at vi [landsholdet] skulle forblive i et arrangement, som vi tydeligvis ikke brød os om at deltage i. Altså principielt set. For i praksis havde vi jo for længst valgt det modsatte standpunkt, nemlig at vi ikke ønskede at se bort fra den økonomiske gevinst som sådan en slutrunde uvægerligt ville få til at rulle ind på unionens bankkonto.
Humanistiske Danmark var udsat for en momentan lapsus, og troede at vi kunne føre os frem som moralens vogtere, uden at det ville komme til at koste os noget. Hykleriet var et faktum, og det har uden tvivl, langsomt men sikkert, gnavet sig ind under huden på spillerne. Bevidst eller ubevidst, vidste de, at det på ingen måde kunne få en lykkelig udgang at nå langt i denne turnering. At forestille sig, at man en dag ville stå med trofæet og brøle sin begejstring ud over verden, velvidende at det skete på bekostning af de mange som døde undervejs samtidig med at vi havde positioneret os åbenlyst som principielle modstandere af arrangementet, var for meget at skulle håndtere for spillerne. Og de lukkede mentalt ned. Ikke bevidst, men ved større kræfters indvirken. Hele den negative energi, som var blevet skabt omkring den danske delegation, havde ikke andre måder at komme til udtryk på end gennem den store sportslige ydmygelse.
Og vi blev derved reddet af den store barmhjertighed, og slap for at skulle kejte os pinligt igennem verdens opmærksomhed i en situation hvor de fleste, som kunne have en mening om sagen, ville sige, at Danmark skulle have trukket sig for længst. Og helst slet ikke have meldt sig til.
Forsynet kunne naturligvis godt have ledt os frem til det samme resultat på en mere ærværdig måde. Vi kunne jo også været røget ud efter en brav og heroisk indsats på banen. Resultatet ville være det samme. Eller. Måske ikke helt. For moralen i miseren er jo, at DBU traf en hyklerisk og forkert beslutning, og derfor var det rimeligt, at vi [DBU og Danmark] fik en røffel, som kunne mærkes. Så umiddelbart kan man mene, at det er synd for spillerne, at de skulle agere brikker i et politisk spil, som de ikke selv havde valgt. Men så alligevel. De deltager jo som repræsentanter for deres land, så deres personlige ambitioner og velbefindende vægter knapt så højt i denne sammenhæng. Også fordi at de alle på et tidligt tidspunkt har haft mulighed for at sige fra, og træffe en personlig beslutning om ikke at ville deltage.
Så i år bør juletid blive til tænketid for de høje herrer, og den enlige herreinde, i DBU's bestyrelse, og gerne videre omkring i de hjemlige politiske og upolitiske cirkler. Det koster at stå fast på sine principper. Og det koster at ville forandre verden. Og lur mig, om ikke der sidder mange rundt om i de små familier i Bangladesh og Filippinerne, som gerne havde set, at det var en pris, som vi havde betalt for længe siden..!
2022-10-26
*BREAKING* ebird has finally released the next taxonomy update allowing us to catch up with the rest of the world...IOC. Hopefully the project launched to work on the union of all the taxonomies in the world will progress rapidly and fruitfully, so that we all can sing with the same bird names in the near future! The update will be implemented here in a few days.
*BREAKING* ebird has finally released the next taxonomy update allowing us to catch up with the rest of the world...IOC. Hopefully the project launched to work on the union of all the taxonomies in the world will progress rapidly and fruitfully, so that we all can sing with the same bird names in the near future! The update will be implemented here in a few days.
2022-09-30
Hen over sommeren får vores små bevingede gæster intet at spise. Af samme grund er de kun sjældent kommet forbi, omend det sker oftere her i efteråret hvor planter og sprækker skannes for lækkerbiskener. Uden megen succes har det set ud til. Forståeligt nok, da både blåmejser, musvitter og skovspurve stryger forbi med jævne mellemrum. Og selv om jeg er ret sikker på, at det står bedre til med insekterne end bare for et årti siden, så er der grænser for hvor mange, som kan nå at generes på en forholdsvis gold altanlokalitet.
Derfor troede jeg, at der ville blive voldsom rift om pladserne i dag, da jeg startede fodringsæsonen med et batch solsikkekerner i hængenødden. Men på ingen måde! Først kom en blåmejse forbi, og kiggede op i nødden, men den satte sig bare ned på gelænderet igen. Nærmest med et skuffet udtryk i ansigtet. Og senere kom en Musvit, og den så nærmest forvirret ud over at der lå mad til den. Den sad lidt, men fløj så igen uden at tage noget.
Det er godt nok tiloverskerner fra sidste sæson, men de har været opbevaret som de skal, og husets mundskænk har sagt god for dem, så det virker mystisk, at de ikke bliver taget vel imod. Men måske det er lidt for tidligt. Måske de stadig er tunet ind på dyrisk føde og skal længere frem mod den kolde tid før de begynder at få interesse for de fede kerner. Det må tiden vise. I mellemtiden må ringduen, som straks havde spottet at noget nyt var på færde, så finde den tålmodige side frem, og glæde sig til at der bliver overskudsspild at støvsuge op fra gulvet igen, når de små svin frådser sig gennem serveringen.
Fik jeg nævnt, at der var en Hvid Vipstjert oppe og fouragere på altanen på min søsters fødselsdag den 7. september? Usædvanligt tillidsfuldt hoppede den sågar rundt på gulvet uden stress eller nervøsitet at øjne. Den fandt vist ikke noget og fløj snart op på gelænderet, hvor det lykkedes at få et par artige billeder til samlingen, før den fløj. De små glæders fest.
Hen over sommeren får vores små bevingede gæster intet at spise. Af samme grund er de kun sjældent kommet forbi, omend det sker oftere her i efteråret hvor planter og sprækker skannes for lækkerbiskener. Uden megen succes har det set ud til. Forståeligt nok, da både blåmejser, musvitter og skovspurve stryger forbi med jævne mellemrum. Og selv om jeg er ret sikker på, at det står bedre til med insekterne end bare for et årti siden, så er der grænser for hvor mange, som kan nå at generes på en forholdsvis gold altanlokalitet.
Derfor troede jeg, at der ville blive voldsom rift om pladserne i dag, da jeg startede fodringsæsonen med et batch solsikkekerner i hængenødden. Men på ingen måde! Først kom en blåmejse forbi, og kiggede op i nødden, men den satte sig bare ned på gelænderet igen. Nærmest med et skuffet udtryk i ansigtet. Og senere kom en Musvit, og den så nærmest forvirret ud over at der lå mad til den. Den sad lidt, men fløj så igen uden at tage noget.
Det er godt nok tiloverskerner fra sidste sæson, men de har været opbevaret som de skal, og husets mundskænk har sagt god for dem, så det virker mystisk, at de ikke bliver taget vel imod. Men måske det er lidt for tidligt. Måske de stadig er tunet ind på dyrisk føde og skal længere frem mod den kolde tid før de begynder at få interesse for de fede kerner. Det må tiden vise. I mellemtiden må ringduen, som straks havde spottet at noget nyt var på færde, så finde den tålmodige side frem, og glæde sig til at der bliver overskudsspild at støvsuge op fra gulvet igen, når de små svin frådser sig gennem serveringen.
Fik jeg nævnt, at der var en Hvid Vipstjert oppe og fouragere på altanen på min søsters fødselsdag den 7. september? Usædvanligt tillidsfuldt hoppede den sågar rundt på gulvet uden stress eller nervøsitet at øjne. Den fandt vist ikke noget og fløj snart op på gelænderet, hvor det lykkedes at få et par artige billeder til samlingen, før den fløj. De små glæders fest.
2022-02-21
Så forunderligt at betragte fuglene i dagligdagens små gøremål. Vores ophængte kokosnød med afskallede solsikkekerner danner ramme om mange interessante iagttagelser.
Således kommer de lidt barnlige og kluntede Skovspurve næsten altid i flok, og de hægter sig fast med kløerne ved åbningen af nødden, mens de spiser hængende. Og spilder og frådser. De tager en bid af en kerne, lader den falde og tager så en bid af næste kerne og så videre. Lettere uopdragent, også fordi de andre små får svært ved at komme til, når disse dumlinger bare hænger og spærrer indgangene (der er tre, og der hænger ofte en spurv i hver indgang).
Denne adfærd medfører naturligvis, at der på gulvet, og jorden forneden, altid ligger mængder af kerner, og det har den lige så kluntede Ringdue fundet ud af, så den kommer kontinuerligt sejlende ind med hele sit overdimensionerede væsen, og lander på gelænderet, hvor den sidder og nikker frem og tilbage, mens den finder ud af, om der sidder nogle farlige mennesker inde bag ruden. Og det gør der jo ofte, men hvis der ligger mange kerne på gulvet, så er fristelsen for stor for det lille hoved på den store krop, og den hopper grådigt ned, og tripper rundt med små slap-slap lyde på gulvtæppet, mens den støvsuger kernerne op i kroen. Som at vinde i lotto, tænker jeg, med tanke på hvad der ellers er at finde ude i landskabet på denne årstid.
Mejserne, musvitter og blåmejser, er dem vi helst vil have: fine, elegante og belevne. De kommer hurtigt, en og en, og snupper en kerne, og flyver væk til en post i nærheden, hvor de spiser hele kernen i små bidder. Plads til alle.
Den sidste reglemæssige besøgende vi har, er Rødhalsen. Den sky men kvikke strejfer har naturligvis for længst opdaget, at der foregår noget interessant oppe på vore altan. Så forskelligartede fugle som flyver til i så fast et mønster som tilfældet er, kan kun skyldes MAD.
I starten kom den kun meget forsigtigt. Et hurtigt stop på altankanten, hvor den kiggede sig nervøst omkring, før den hoppede direkte tilbage til buskadset nedenfor. Uden at forsøge at tage kerner. Men med tiden, og vinterens fremskriden måske, blev den mere modig, og vovede sig ned på gulvet, for at snuppe en af spurvenes spildkerner. Og hver gang at en kerne var sikret, fløj den bevidst væk fra altanen. Ikke noget med at massekonsumere. Sikkerhed frem for alt, tænker jeg, er dens første leveregel.
Men så i dag skete det forunderlige. Duen havde lige været der, så gulvet var tomt, og der var derfor ingen kerner til Rødhalsen, da den dukkede op. Den sad på kanten og kiggede rundt, Hvad nu - syntes den at tænke. Der var ingen af de andre fugle at se. Men så pludselig fløj den op til kokosnødden og snuppede en kerne, mens den hang svirrende i luften foran hullet. Og så ned på kanten igen, hvor den slugte hele kernen i en mundfuld! Tre gange gjorde den det, før den forsvandt ud over kanten. Mageløst!
Og ud over mageløshed var forundring og begejstring ligeledes min reaktion. Jeg troede ikke, at det var muligt for denne art at gøre sådan, fouragere svirrende i luften. Andre fugle gør det, gransangere og fuglekonger for eksempel. Det ser man ret tit, når man bevæger sig i skoven, særligt om efteråret, hvor de er på letjagt efter edderkopper og lignende. Men Rødhalsen foretrækker at fouragere på eller nær jorden, hvorfor den ikke er trænet i den svirrende disciplin, endsige har anlæg for det. Men denne dejlige observation bekræfter jo så bare (igen) at intelligens ikke er forbeholdt de såkaldt højerestående dyr. Det er en kraft som gennemstrømmer alt liv. Og det jo en betryggende indsigt at have med sig, når man sender en håbefuld tanke til sine naboer og små triste mænd med nedadhængende mundvige i lande et stykke mod øst.
Enjoy!
Så forunderligt at betragte fuglene i dagligdagens små gøremål. Vores ophængte kokosnød med afskallede solsikkekerner danner ramme om mange interessante iagttagelser.
Således kommer de lidt barnlige og kluntede Skovspurve næsten altid i flok, og de hægter sig fast med kløerne ved åbningen af nødden, mens de spiser hængende. Og spilder og frådser. De tager en bid af en kerne, lader den falde og tager så en bid af næste kerne og så videre. Lettere uopdragent, også fordi de andre små får svært ved at komme til, når disse dumlinger bare hænger og spærrer indgangene (der er tre, og der hænger ofte en spurv i hver indgang).
Denne adfærd medfører naturligvis, at der på gulvet, og jorden forneden, altid ligger mængder af kerner, og det har den lige så kluntede Ringdue fundet ud af, så den kommer kontinuerligt sejlende ind med hele sit overdimensionerede væsen, og lander på gelænderet, hvor den sidder og nikker frem og tilbage, mens den finder ud af, om der sidder nogle farlige mennesker inde bag ruden. Og det gør der jo ofte, men hvis der ligger mange kerne på gulvet, så er fristelsen for stor for det lille hoved på den store krop, og den hopper grådigt ned, og tripper rundt med små slap-slap lyde på gulvtæppet, mens den støvsuger kernerne op i kroen. Som at vinde i lotto, tænker jeg, med tanke på hvad der ellers er at finde ude i landskabet på denne årstid.
Mejserne, musvitter og blåmejser, er dem vi helst vil have: fine, elegante og belevne. De kommer hurtigt, en og en, og snupper en kerne, og flyver væk til en post i nærheden, hvor de spiser hele kernen i små bidder. Plads til alle.
Den sidste reglemæssige besøgende vi har, er Rødhalsen. Den sky men kvikke strejfer har naturligvis for længst opdaget, at der foregår noget interessant oppe på vore altan. Så forskelligartede fugle som flyver til i så fast et mønster som tilfældet er, kan kun skyldes MAD.
I starten kom den kun meget forsigtigt. Et hurtigt stop på altankanten, hvor den kiggede sig nervøst omkring, før den hoppede direkte tilbage til buskadset nedenfor. Uden at forsøge at tage kerner. Men med tiden, og vinterens fremskriden måske, blev den mere modig, og vovede sig ned på gulvet, for at snuppe en af spurvenes spildkerner. Og hver gang at en kerne var sikret, fløj den bevidst væk fra altanen. Ikke noget med at massekonsumere. Sikkerhed frem for alt, tænker jeg, er dens første leveregel.
Men så i dag skete det forunderlige. Duen havde lige været der, så gulvet var tomt, og der var derfor ingen kerner til Rødhalsen, da den dukkede op. Den sad på kanten og kiggede rundt, Hvad nu - syntes den at tænke. Der var ingen af de andre fugle at se. Men så pludselig fløj den op til kokosnødden og snuppede en kerne, mens den hang svirrende i luften foran hullet. Og så ned på kanten igen, hvor den slugte hele kernen i en mundfuld! Tre gange gjorde den det, før den forsvandt ud over kanten. Mageløst!
Og ud over mageløshed var forundring og begejstring ligeledes min reaktion. Jeg troede ikke, at det var muligt for denne art at gøre sådan, fouragere svirrende i luften. Andre fugle gør det, gransangere og fuglekonger for eksempel. Det ser man ret tit, når man bevæger sig i skoven, særligt om efteråret, hvor de er på letjagt efter edderkopper og lignende. Men Rødhalsen foretrækker at fouragere på eller nær jorden, hvorfor den ikke er trænet i den svirrende disciplin, endsige har anlæg for det. Men denne dejlige observation bekræfter jo så bare (igen) at intelligens ikke er forbeholdt de såkaldt højerestående dyr. Det er en kraft som gennemstrømmer alt liv. Og det jo en betryggende indsigt at have med sig, når man sender en håbefuld tanke til sine naboer og små triste mænd med nedadhængende mundvige i lande et stykke mod øst.
Enjoy!
2022-01-16
De smukke sjaggere kom til vores egn. I hundredevis hvirvlede de omkring og slog sig ned i bærfyldte buske, i høje træer eller søgende på den åbne mark. De gav mindelser om tiderne fra 80'erne og 90'erne, hvor jeg husker dem at have været mere almindelige i store vinterflokke end i de senere år. Et cyklisk fænomen vel sagtens. Og som ikke skal overfortolkes til mere end det er. I en verden hvor transformation er den eneste konstante tilstand, må også disse gyldenbrune skabninger følge livets principper på godt og ondt. Og de kom for at finde føde, og det gjorde de fint igennem vel sagtens en måneds tid, for indtil for et par dage siden, på kommando at været forsvundet så godt som alle sammen. På en gang. Hen over natten. Men om de er fløjet nordpå eller sydpå gav de ikke besked om. Dog kan man forestille sig, at de havde nået bunden af vores forrådslagre, og fandt det nødvendigt at søge videre væk. Og valgte netop at gøre det til en dag hvor nattens temperatur faldt mærkbart til under frysepunktet. Så nu er der ingen sjaggere og ingen bær. Foruden de mest indtørrede som ikke kunne friste. Tilsyneladende. Og denne kendsgerning gør det solende klart, at om nogen skulle have tænkt at begave os med de ligeså skønne silkehaler senere på vinteren, så bliver det vel sagtens i et forbistrøg mens de suser videre sydpå i håbet om at finde egne hvor droslen ikke har været på besøg. Men mon ikke det er styret så visseligt, at når den ene er i højde så dukker den anden ned, hvorfor jeg tænker at vi må acceptere at silkehalen bliver en svær art at få på listen i denne sæson.
De smukke sjaggere kom til vores egn. I hundredevis hvirvlede de omkring og slog sig ned i bærfyldte buske, i høje træer eller søgende på den åbne mark. De gav mindelser om tiderne fra 80'erne og 90'erne, hvor jeg husker dem at have været mere almindelige i store vinterflokke end i de senere år. Et cyklisk fænomen vel sagtens. Og som ikke skal overfortolkes til mere end det er. I en verden hvor transformation er den eneste konstante tilstand, må også disse gyldenbrune skabninger følge livets principper på godt og ondt. Og de kom for at finde føde, og det gjorde de fint igennem vel sagtens en måneds tid, for indtil for et par dage siden, på kommando at været forsvundet så godt som alle sammen. På en gang. Hen over natten. Men om de er fløjet nordpå eller sydpå gav de ikke besked om. Dog kan man forestille sig, at de havde nået bunden af vores forrådslagre, og fandt det nødvendigt at søge videre væk. Og valgte netop at gøre det til en dag hvor nattens temperatur faldt mærkbart til under frysepunktet. Så nu er der ingen sjaggere og ingen bær. Foruden de mest indtørrede som ikke kunne friste. Tilsyneladende. Og denne kendsgerning gør det solende klart, at om nogen skulle have tænkt at begave os med de ligeså skønne silkehaler senere på vinteren, så bliver det vel sagtens i et forbistrøg mens de suser videre sydpå i håbet om at finde egne hvor droslen ikke har været på besøg. Men mon ikke det er styret så visseligt, at når den ene er i højde så dukker den anden ned, hvorfor jeg tænker at vi må acceptere at silkehalen bliver en svær art at få på listen i denne sæson.
2022-01-14
Urs Rabani trådte ud i Yrsagade, og gik rundt om hjørnet op ad Karlagade. Han følte sig lettet. Det gjorde han altid når han kom ud i Yrsagade. Ugentligt. Han skulle hjem nu, før han skulle videre sydvest-på. Direkte. Men avisstanderen foran kiosken fangede hans blik, da han gik forbi. Han stoppede og læste:"To bananer på rette sted!" Det kunne ikke være tilfældige bananer, var hans første indskydelse, og han lagde to mønter ind på kioskens disk og snuppede en avis, og skyndte sig hjem.
- Den ene banan var af den sødlige slags men med halvhård skræl som kunne virke umoden. Det havde den ikke været, og den var blevet spist i 4 hurtige bidder; dels fordi den var lille, og dels fordi beundreren havde et mavesug der snappede efter godbidder. Efter svømmeturen. Han vidste det. Ligesom sidst.
Skrællen var efter sigende blevet kastet ind mellem de nøgne træer, og var faldet korrekt hele vejen ned til jordoverfladen, uden at hænge fast, og havde lagt sig ude af syne, helt som den skulle. Dette foregik i den vestlige ende af den velkendte skov. Og videre ad de mudrede stier, mod det østlige skovbryn, var den næste banan blevet åbnet og formodentligt konsumeret lige så hurtigt som den første, men afkastningen havde denne gang langt mindre præcision over sig, og resultatet var blevet hængende som en skræmmende skøge i gult i det velbrune taperi. Mere stod der ikke, og Urs brummede instinktivt og utilfreds, for hvis dette var tilfældet, hvorfor ville reporteren så vælge at skrive "på rette sted" om begge bananer. Der var noget som ikke stemte!
Urs Rabani trådte ud i Yrsagade, og gik rundt om hjørnet op ad Karlagade. Han følte sig lettet. Det gjorde han altid når han kom ud i Yrsagade. Ugentligt. Han skulle hjem nu, før han skulle videre sydvest-på. Direkte. Men avisstanderen foran kiosken fangede hans blik, da han gik forbi. Han stoppede og læste:"To bananer på rette sted!" Det kunne ikke være tilfældige bananer, var hans første indskydelse, og han lagde to mønter ind på kioskens disk og snuppede en avis, og skyndte sig hjem.
- Den ene banan var af den sødlige slags men med halvhård skræl som kunne virke umoden. Det havde den ikke været, og den var blevet spist i 4 hurtige bidder; dels fordi den var lille, og dels fordi beundreren havde et mavesug der snappede efter godbidder. Efter svømmeturen. Han vidste det. Ligesom sidst.
Skrællen var efter sigende blevet kastet ind mellem de nøgne træer, og var faldet korrekt hele vejen ned til jordoverfladen, uden at hænge fast, og havde lagt sig ude af syne, helt som den skulle. Dette foregik i den vestlige ende af den velkendte skov. Og videre ad de mudrede stier, mod det østlige skovbryn, var den næste banan blevet åbnet og formodentligt konsumeret lige så hurtigt som den første, men afkastningen havde denne gang langt mindre præcision over sig, og resultatet var blevet hængende som en skræmmende skøge i gult i det velbrune taperi. Mere stod der ikke, og Urs brummede instinktivt og utilfreds, for hvis dette var tilfældet, hvorfor ville reporteren så vælge at skrive "på rette sted" om begge bananer. Der var noget som ikke stemte!
2021-12-29
Den 27. december 2021 gik en mand ud af omklædningsrummet i den lokale svømmehal på det vestlige Amager i Danmark. Han havde to bananer med sig, og skilte dem ad, hvorefter han lagde den ene i jakkelommen, og åbnede den anden, idet han kom ud på den lange gang som førte ned mod udgangen. Han fik skrællen helt af og kastede den mod den eneste skraldespand i syne, men den landede ufikst på kanten, så han måtte skubbe den ned i hullet, før han gik videre.
Han kom igennem tælleapparatet, som ikke var slået til denne dag, sikkert fordi det ikke virkede, hvilket skete tit. Og han gik videre ud af bygningen uden at sige farvel til nogen, og gik hen til sin cykel, som han låste op med den lille grå nøgle. Og på dette tidspunkt var bananen nu forsvundet ned i hans indre, og planen var at køre hjemad via den lille skov, som stødte op til svømmehallen. Skoven lå der før hallen, så den havde mange veltrampede stier, som man også kunne cykle på. Og det ville han gøre. Køre ind i skoven, og så i løbet af rundturen tage den anden banan frem, som han ville skrælle derinde. Og efterfølgende ville han kaste skrællen et sted ind i vegetationen, og prøve at sørge for, at den ikke kom til at hænge fast i højere grene, så den ville være synlig for alle som ville komme forbi. Det var så udannet. I starten af skoven, når man kommer fra svømmehallen er der godt nok en skraldespand, som han kunne bruge, men det var lidt for tidligt på turen, og heller ikke nær så sjovt som at kaste en bananskræl højt ind mellem træerne og forhåbentligt se den falde hele vejen ned til jorden, og ud af syne. Tilbage til naturen, var tanken som lå bag.
Inde i skoven kørte han, og måtte snart snog sig ad ikke planlagte stier, for at undgå de mange hundeluftere, som han pr. definition ikke havde noget til fælles med ud over at være blevet født som menneske en gang i fortiden. Stierne var frostbelagte med et tyndt lag sne, hvilket var sjældent og nydeligt her omkring jul. Man kunne se nedfaldne blade stikke frem over det hele, så det var ikke et snehvidt dække man beskuede, men brunt og hvidt. Men det var dejligt at luften var frisk og lyset klart. Da han havde snoet sig hele vejen op til det nordøstlige hjørne af skoven, hvor han skulle køre ud for at komme hjem, stoppede han for at spise nummer to banan. Så skrællen kunne flyve i skoven og ikke ude på den åbne vej. Han havde ikke ville gøre det før, da alle hundemenneskene var for nært-sværmende til at gå i nydelse. Han stak hånden i lommen for at tage den ud, men lommen var skrækkeligt tom! Og heller ikke i den anden var den. Og heller ikke i posen med svømmetøj. Så ingen steder. Bananen var konstaterbart forsvundet. Højt for et drama, men han forblev rolig, og da dagen efterfølgende ikke bød på nævneværdige gøremål, besluttede han at køre tilbage samme vej for at finde den, og spise den, nu sikkert, kølige banan, som måske allerede ville have fået brunere pletter af at ligge i sneen. Det var en klar plan, selv om han måske ikke kunne finde den samme vej tilbage, for han havde jo snoet sig udenom kæledyrsdominanterne i flere omgange. Men han var jo alligevel stedrobust og retningsvinklet på en fornuftig måde, så han satte i gang. Da han endelig kom tilbage til indgangsstedet med skraldespanden og cirkulus-lysningen, vidste han, at han havde misset den rette sti på et tidspunkt, men da han var sikker på, at han nok skulle kunne gentage den rette tur fra denne side, var han fortsat rolig. For desværre havde bananen ikke vist sig. Han besluttede at køre tilbage herfra, fordi han havde misset det lille stykke, og derfor valgte ikke at køre helt tilbage til indgangen til svømmehallen, men også fordi at der på flisestien ned mod hallen befandt sig yderligere 2 til 3 hundebetvingere, og de spærrede vejen for hans positive bevidsthed. Ikke at han var bange for hunde, overhovedet ikke. Det var mere et spørgsmål om ikke at blive infiltreret i deres menneskers livsvibrationer. Så intet behov for at komme nær. Så han gentog turen gennem skoven. Han fandt let den rette rute, da hundelufternes gespenster fortsat hang i luften på de tidligere undvigesteder. Men til hans store overraskelse nåede han helt tilbage til sit udgangspunkt ved det nordøstlige hjørne uden at bananen dukkede op. Et fuldbyrdet mysterium øjnedes for ham. Snuppet af en hurtig dyresnapper? eller lå den måske alligevel helt oppe ved indgangen til svømmehallen. Meget mystisk. Også fordi at lommerne i hans Haglöf-jakke ikke var af den lækkende type. Tingene blev som regel, hvor de skulle blive. Og altså ikke som Fjällräven-produkter, som på trods af et godt G1000 materieale kategorisk må betegnes som værende af absolut elendigt design med alt for små lommer. Og de laver tilsyneladende kun lange bukser som særtilbud, og det på trods af at svenskerne også må formodes at være høje mennesker ligesom danskerne - men det er sikkert for ukorrekt at have fokus på, og yde service til, høje hvide menneskemænd, hvorfor man hellere producerer til en usælgelig hen-meridian, for bagefter at kunne hælde resterne i en container til de trængende varme lande. For så er vi åh-så medskabningshumanistiske som blives kan. Der var naturligvis intet belæg for at denne indskudte udgydelse var relevant i sammenhængen, men når verden begynder at bevæge sig ud ad uforklarlige tangenter, så er det nødvendigt at være åben overfor enhver tænkelig indskydelse som kunne have indflydelse på det usandsynlige. Men faktum var, at bananen var og forblev uforklarligt væk.
-
Urs Rabani havde siddet bagerst i cafeen med avisen trukket op om ørerne og lyttet opmærksomt til samtalen ved nabobordet. Banan og forsvundet på mystisk vis, fik ham til at spidse ører, og noget dæmrede i ham: Den 12. december 1968 forsvandt der to bananer fra foderbrættet bag hovedbygningen i Sueña Lodge i udkanten af Valle de Antón, Panama. Der var ikke tegn på, at det var de lokale dyr som havde spist eller fjernet dem, og da menneskene i området ikke måtte tage mad fra dyrene, var der ingen logiske forklaringer på deres forsvinden. Der blev efterfølgende gisnet meget, men sagen forblev dunkelt uopklaret.
Han havde hørt om panama-bananerne på en bar i Batangas syd for Manila, Filippinerne. Det var i hans første tid som årvåger. Han havde ikke brudt sig om at høre nærmere, og var taknemmelig over, at det ikke skulle blive hans besvær at genfinde dem. Der var noget uldent over den sag. To aflange gule med krum bøjning, bare lige forsvundet sådan ud i det blå. Gul og blå. Vi ved alle hvor det fører hen, og her 53 år senere sker det så igen, og solen skinnede netop fra en blå himmel. Heldigvis var denne banan tilsyneladende brunplettet, så sandsynligheden for at der skulle være en sammenhæng var lille. Han besluttede sig for at gå. Han havde ikke behov for at høre mere, men han skævede alligevel over mod samtalebordet, mens han digiterede betalingen for sin grønne urselkaffe. Det var en klarsynet langradder som havde fortalt historien og den var henvendt til en skønkurve med hvem han samtidig flettede dybe øjne. De så ham ikke, begge optaget af at tænke på bananer. Han gik ud på gaden og slikkede en solstråle i sig, mens han gik i en sydvestlig retning.
Den 27. december 2021 gik en mand ud af omklædningsrummet i den lokale svømmehal på det vestlige Amager i Danmark. Han havde to bananer med sig, og skilte dem ad, hvorefter han lagde den ene i jakkelommen, og åbnede den anden, idet han kom ud på den lange gang som førte ned mod udgangen. Han fik skrællen helt af og kastede den mod den eneste skraldespand i syne, men den landede ufikst på kanten, så han måtte skubbe den ned i hullet, før han gik videre.
Han kom igennem tælleapparatet, som ikke var slået til denne dag, sikkert fordi det ikke virkede, hvilket skete tit. Og han gik videre ud af bygningen uden at sige farvel til nogen, og gik hen til sin cykel, som han låste op med den lille grå nøgle. Og på dette tidspunkt var bananen nu forsvundet ned i hans indre, og planen var at køre hjemad via den lille skov, som stødte op til svømmehallen. Skoven lå der før hallen, så den havde mange veltrampede stier, som man også kunne cykle på. Og det ville han gøre. Køre ind i skoven, og så i løbet af rundturen tage den anden banan frem, som han ville skrælle derinde. Og efterfølgende ville han kaste skrællen et sted ind i vegetationen, og prøve at sørge for, at den ikke kom til at hænge fast i højere grene, så den ville være synlig for alle som ville komme forbi. Det var så udannet. I starten af skoven, når man kommer fra svømmehallen er der godt nok en skraldespand, som han kunne bruge, men det var lidt for tidligt på turen, og heller ikke nær så sjovt som at kaste en bananskræl højt ind mellem træerne og forhåbentligt se den falde hele vejen ned til jorden, og ud af syne. Tilbage til naturen, var tanken som lå bag.
Inde i skoven kørte han, og måtte snart snog sig ad ikke planlagte stier, for at undgå de mange hundeluftere, som han pr. definition ikke havde noget til fælles med ud over at være blevet født som menneske en gang i fortiden. Stierne var frostbelagte med et tyndt lag sne, hvilket var sjældent og nydeligt her omkring jul. Man kunne se nedfaldne blade stikke frem over det hele, så det var ikke et snehvidt dække man beskuede, men brunt og hvidt. Men det var dejligt at luften var frisk og lyset klart. Da han havde snoet sig hele vejen op til det nordøstlige hjørne af skoven, hvor han skulle køre ud for at komme hjem, stoppede han for at spise nummer to banan. Så skrællen kunne flyve i skoven og ikke ude på den åbne vej. Han havde ikke ville gøre det før, da alle hundemenneskene var for nært-sværmende til at gå i nydelse. Han stak hånden i lommen for at tage den ud, men lommen var skrækkeligt tom! Og heller ikke i den anden var den. Og heller ikke i posen med svømmetøj. Så ingen steder. Bananen var konstaterbart forsvundet. Højt for et drama, men han forblev rolig, og da dagen efterfølgende ikke bød på nævneværdige gøremål, besluttede han at køre tilbage samme vej for at finde den, og spise den, nu sikkert, kølige banan, som måske allerede ville have fået brunere pletter af at ligge i sneen. Det var en klar plan, selv om han måske ikke kunne finde den samme vej tilbage, for han havde jo snoet sig udenom kæledyrsdominanterne i flere omgange. Men han var jo alligevel stedrobust og retningsvinklet på en fornuftig måde, så han satte i gang. Da han endelig kom tilbage til indgangsstedet med skraldespanden og cirkulus-lysningen, vidste han, at han havde misset den rette sti på et tidspunkt, men da han var sikker på, at han nok skulle kunne gentage den rette tur fra denne side, var han fortsat rolig. For desværre havde bananen ikke vist sig. Han besluttede at køre tilbage herfra, fordi han havde misset det lille stykke, og derfor valgte ikke at køre helt tilbage til indgangen til svømmehallen, men også fordi at der på flisestien ned mod hallen befandt sig yderligere 2 til 3 hundebetvingere, og de spærrede vejen for hans positive bevidsthed. Ikke at han var bange for hunde, overhovedet ikke. Det var mere et spørgsmål om ikke at blive infiltreret i deres menneskers livsvibrationer. Så intet behov for at komme nær. Så han gentog turen gennem skoven. Han fandt let den rette rute, da hundelufternes gespenster fortsat hang i luften på de tidligere undvigesteder. Men til hans store overraskelse nåede han helt tilbage til sit udgangspunkt ved det nordøstlige hjørne uden at bananen dukkede op. Et fuldbyrdet mysterium øjnedes for ham. Snuppet af en hurtig dyresnapper? eller lå den måske alligevel helt oppe ved indgangen til svømmehallen. Meget mystisk. Også fordi at lommerne i hans Haglöf-jakke ikke var af den lækkende type. Tingene blev som regel, hvor de skulle blive. Og altså ikke som Fjällräven-produkter, som på trods af et godt G1000 materieale kategorisk må betegnes som værende af absolut elendigt design med alt for små lommer. Og de laver tilsyneladende kun lange bukser som særtilbud, og det på trods af at svenskerne også må formodes at være høje mennesker ligesom danskerne - men det er sikkert for ukorrekt at have fokus på, og yde service til, høje hvide menneskemænd, hvorfor man hellere producerer til en usælgelig hen-meridian, for bagefter at kunne hælde resterne i en container til de trængende varme lande. For så er vi åh-så medskabningshumanistiske som blives kan. Der var naturligvis intet belæg for at denne indskudte udgydelse var relevant i sammenhængen, men når verden begynder at bevæge sig ud ad uforklarlige tangenter, så er det nødvendigt at være åben overfor enhver tænkelig indskydelse som kunne have indflydelse på det usandsynlige. Men faktum var, at bananen var og forblev uforklarligt væk.
-
Urs Rabani havde siddet bagerst i cafeen med avisen trukket op om ørerne og lyttet opmærksomt til samtalen ved nabobordet. Banan og forsvundet på mystisk vis, fik ham til at spidse ører, og noget dæmrede i ham: Den 12. december 1968 forsvandt der to bananer fra foderbrættet bag hovedbygningen i Sueña Lodge i udkanten af Valle de Antón, Panama. Der var ikke tegn på, at det var de lokale dyr som havde spist eller fjernet dem, og da menneskene i området ikke måtte tage mad fra dyrene, var der ingen logiske forklaringer på deres forsvinden. Der blev efterfølgende gisnet meget, men sagen forblev dunkelt uopklaret.
Han havde hørt om panama-bananerne på en bar i Batangas syd for Manila, Filippinerne. Det var i hans første tid som årvåger. Han havde ikke brudt sig om at høre nærmere, og var taknemmelig over, at det ikke skulle blive hans besvær at genfinde dem. Der var noget uldent over den sag. To aflange gule med krum bøjning, bare lige forsvundet sådan ud i det blå. Gul og blå. Vi ved alle hvor det fører hen, og her 53 år senere sker det så igen, og solen skinnede netop fra en blå himmel. Heldigvis var denne banan tilsyneladende brunplettet, så sandsynligheden for at der skulle være en sammenhæng var lille. Han besluttede sig for at gå. Han havde ikke behov for at høre mere, men han skævede alligevel over mod samtalebordet, mens han digiterede betalingen for sin grønne urselkaffe. Det var en klarsynet langradder som havde fortalt historien og den var henvendt til en skønkurve med hvem han samtidig flettede dybe øjne. De så ham ikke, begge optaget af at tænke på bananer. Han gik ud på gaden og slikkede en solstråle i sig, mens han gik i en sydvestlig retning.
2021-11-08
Lørdag betyder mulighed for at låne min søsters bil, så da der var set både langtidsstationære Store Korsnæb og Nøddekriger i Nordsjælland, tog det kun en lille nats tid at overbevise mig selv om, at jeg burde give dem en chance. Også selv om jeg har besluttet mig for at blive mere 'åndelig' i min tilgang til livet og fuglene. Et eller andet sted er det jo ret sygt at fare rundt i verden bare for at se på fugle. Der er i hvert fald ikke meget klimabevidsthed over det, og når man har prøvet det tilstrækkeligt mange gange, ved man også, at fornøjelsen er kortvarig, og hurtigt bliver afløst at trangen til det næste fix/kryds.
Det er den slags indre kampe jeg konstant udkæmper. Det meningsløse i det store perspektiv kontra den umiddelbare glæde og eufori når det lykkes at få ønskefuglen at se. Og i det, ikke at forglemme forventningens glæde. De mange timer som går med at drømme om disse fantastiske skabninger i alle deres skønne og særprægede dragter, ofte i fjerne egne af verden. Eller som her, hvor de en sjælden gang dukker op inden for rækkevidde, og det begynder at rykke i alle led og kanter for at komme afsted, selv om hjernen siger Fjols.
Det er mange år siden jeg sidst så en nøddekrige, og det var i hvert fald før jeg begyndte at tage billeder, så da disse er blevet en stor del af mit fuglekiggeri, var det svært ikke at føle sig draget til Ålsgårde hvor de, for der var flere, holdt til. Men det samme gjaldt for korsnæbbene. Jeg har ikke set mange af dem overhovedet, og slet ikke inden for fotorækkevidde. Så da disse fugle, som nu var på plads i Asserbo, artede sig så ekstraordinært medgørligt, som tilfældet var, måtte jeg gribe chancen. Og det skulle ovenikøbet ikke blive regnvejr, før hen over middag, så i teorien kunne det blive en helt vellykket dag.
Hvortil først, skulle jeg beslutte, og det blev Asserbo, da jeg tænkte at det nok var fotolettere at have med nøddekrigerne at gøre i regnvejr end de små korsnæb. Og så var der den lille biting, at det blæste pænt fra vest, så noget kunne måske også findes ude over havet, hvorfor det ville være perfekt, hvis jeg hurtigt kunne tjekke korsnæbbene af, og så sætte mig ned i klitterne og havobse et par timer - vel nok den sjoveste disciplin inden for fuglekiggeriet, hvis du spørger mig.
Christian Leth havde haft 8 fugle 10 minutter før jeg ankom, men de var nu fløjet op mod Stængehus, så der var ingen korsnæb til stede i øjeblikket. Og det var der heller ikke en halv time senere, efter at de var blevet vel eftersøgt i de lave fyrretræer, hvor de normalt holdt til. Jeg havde set closeup-fotos af fuglene nede og drikke i en vandpynt, men den var i dag stort set tørret ud, hvilket måske var ret skidt for, om de ville komme tilbage overhovedet.
Som fuglefotograf er tålmodighed selvfølgelig en altoverskyggende nødvendighed, men jeg kunne mærke, at nu hvor fuglene ikke var lige til at have med at gøre, så begyndte vandet at trække mere. Bare lige ned og kigge og skue over fladen. Der havde også været meldt Amerikansk Sortand en af de andre dage. Fik jeg den ville det da være fint, men da jeg allerede har den på listen for i år, set sidste vinter, så var den ikke rigtig vigtig. Som regel svømmende rundt langt uden for rækkevidde af kameraet og uden mulighed for at se detaljer ordenligt, pånær det gule næb, så var begejstringen til at tage og føle på.
Bjergirisker i mindre eller større flokke var i bevægelse langs klitterne og en 20-30 snespurve kom ligeledes op langs stranden. Over vandet skete der ikke så meget. Eller det vil sige: Sammenlignet med Sydvestpynten på Amager, så væltede fuglene forbi! Suler, Sortænder og Alke i moderate mængder og lidt færre Lomvier og Fløjlsænder. Og da jeg efter et stykke tid, havde fået kalibreret syn og størrelsesforhold, fangede jeg umiddelbart, at der pludselig kom en mindre alkefugl forbi små hundrede meter ude. Kameraet på og i søgeren kunne jeg se, at den så ret mørk ud, særligt omkring hovedet som var afgrænset fra kroppen ved en kraftigt og komplet halskrave. Der var ingen tvivl om, at det var en fin Lunde. Sandsynligvis en ungfugl, da næbbet var spidst og ikke så stort. Ikke så dårligt endda, og så selv opdage den, og med foto. Jeg har kun set Lunde to gange i mit liv. Den første gang var i 2004 lidt længere oppe ad kysten, Rågeleje.
Lidt glad gik jeg derefter op til korsnæb-hjørnet for at se, om der skulle være sket noget, og der havde faktisk lige været to fugle. Jeg luskede med rundt for at finde dem, men de dukkede ikke op. Og igen, med mørkt skyet vejr og ingen fugle i sigte, valgte jeg, at gå ned til stranden i håb om, at der ville komme flere sjove sager forbi. Lunden var selvsagt også en ny fotoart, og tilsyneladende et af de meget få billeder der, nu, findes i dofbasen af forbiflyvende fugle. Jeg tjekkede det, og inden for de sidste 21 år var der kun to billeder af en flyvende fugl som Rune Neergård havde set, men da det var stort set umuligt at se andet end en klat på begge disse, vil jeg betragte mine fotos som de eneste af reel værdi i forhold til at studere, hvordan en Lunde ser ud i forbiflyvende form.
Jeg satte mig det samme sted som før, i læ neden for klitten. Det dryssede stadig der ude på havet, men knapt så intenst som tidligere, hvilket er typisk som timerne går. Den sparsomme aktivitet gjorde, at jeg 5 minutter senere kunne koncentrere al min energi om at skælde ud på de to hundeejere som var kommet til syne rundt om klitten, efter at deres møgkøter var kommet farende op til mig uden snor, og havde slikket mig i ansigtet, før jeg kunne nå at reagere. Gik jeg amok? Kun til husbehov. Det er naturligvis aldrig hundens skyld, men altid dens ejers som, tillader jeg mig at sige, i 99 procent af tilfældene, er totalt ligeglade med at respektere fælles regler og medmennesker generelt. Og naturen. Små autonome konger som tror, at de kan gøre, lige hvad der passer dem, så længe det drejer sig om deres lille firbenede følelsessubstitut. Patetisk som menneskene er blevet med deres trang til at forene sig med og dominere andre væsner. Og dumme selvfølgelig, for der er jo ingen tvivl om hvilket af de to dyr, mennesket eller hunden, som får mest ud af det følelses-sodomatiske forhold som de har indledt: Hunden, som stille og roligt suger den ædle menneskekraft til sig og efterlader et moralsk forkvaklet og karakterløst hylster i menneskeform i den anden ende! Måske sat lidt på spidsen, men alligevel i store træk en passende beskrivelse af, hvor jeg er havnet i forhold til kæledyr, og særligt hunde, i vores verden. At det er synd, at dyr ikke får lov til leve deres liv som de dyr de er skabt som, er naturligvis min grundlæggende anke i dette forhold.
Det var et midaldrende ægtepar, og mandens første kommentar var, som sædvanligt helt uden sammenhæng, og som altid et tydeligt tegn på at hjernen er gået i sort i dens febrilske søgen efter et begavet svar, som kan retfærdiggøre hans beslutning om at skide på alt og alle: "Det er bare en hvalp. Den er kun 10 måneder gammel!" Det var en labrador, og som jeg umiddelbart kunne vurdere det, så er en 10 måneder gammel labrador vel tæt på at matche et voksent dyr i størrelse, så der var naturligvis ingen som helst logisk grund til, at det lige skulle være denne forklaring hans kriminelle hjerne skulle finde frem. Og han fortsatte i panikkens hjulspor: "Hvad laver I? Jeg kan se en hel masse mennesker oppe på parkeringspladsen med kikkerter..." I tankerne har jeg vredet halsen om på mange løsgående hundeejere, men i virkeligheden er det selvfølgelig nødvendigt at bevare en nøgtern tilgang til situationen. Mest for at være sikker på at budskabet bliver forstået så godt som muligt. Men også fordi det naturligvis ikke gør verden til et bedre sted, hvis jeg også kammer ud over sidelinjen i krigeriske udbrud. Så jeg sagde til ham, kortfattet, at vi ser på fugle. Men vidste jo godt, at det drejede sig om en undvigelsesmanøvre, så jeg kom hurtigt tilbage på sporet, og sagde til ham at det var kriminelt det han gjorde. Og det var nok mest ment i billedelig forstand, for rent faktisk havde jeg i forbindelse med en lignende situation hjemme på Amager måttet konstatere, at det tilsyneladende ER tilladt at have løse hunde på stranden. Jeg kunne dog ikke huske om, det var et resultat, jeg var nået frem til kun i den konkrete situation på Kongelundsstranden, eller om det drejede sig om en generel regel. I så fald var det netop ikke ulovligt det han gjorde, men bare pissehamrende egoistisk.
Han sagde ikke mere og gik [med labradoren i snor nu]. Og konen, som havde snor i en anden hund, gik ligeledes forbi mig uden at sige noget, men med et forvredet ansigtsudtryk som lyste langt væk af skyld. Ikke på en angrende måde, dog. Snarere med en ærgrelse over at blive irettesat og ikke have et validt modsvar at sætte ind.
Og således oppe i gear koncentrerede jeg mig igen om fuglene, og kunne lidt efter nyde at endnu en sjov alkefugl kom forbi. Denne gjorde sig bemærket ved at være meget lille og kunne derfor kaldes en Søkonge. Den kom i samme afstand som Lunden, og kameraet nåede også at fange den. Ligeledes en ny fotoart, uden dog at skulle nævne dette og derved efterlade indtrykket af kvalitetsbilleder, for det er de på ingen måde. Men de rækker til genkendelse og den autentiske fornemmelse.
Lidt efter dukkede Morten Christensen op. Også på udkig efter korsnæbbene, som han havde haft et par stykker af nu her. Dette var dog ikke nok til få mig til at forlade min lovende obs-plads ved vandet. Der havde tidligere, i oktober, været en del Polarlomvier i omløb, og det kunne da være sjovt, om jeg kunne lykkes med at få alle 5 alkefugle på en dag!
Vi obsede og sniksnakkede. Mest om vores nu fælles skæbne med at have fejlrapporteret en Schwarz's Løvsanger. Han ringede rent faktisk til mig den dag i oktober hvor jeg havde min, og ville lykønske mig, men også for at fortælle om sin sure bommert i sin tid. Jeg havde på det tidspunkt endnu ikke lyttet til den stemme jeg havde optaget, og var stadig højtsvævende på min håbefulde sky, hvorfor jeg lyttede i medfølt sympati men uden at kunne identificere mig med hans smerte. Det kunne jeg nu!
Han og hans makker havde også været forbi nøddekrigene tidligere og haft en enkelt på det meldte sted, hvilket var betryggende at høre. Så var der da 50 procent chance for succes med de planlagte arter. Ikke at det betød så meget nu. Jeg var fuldt tilfreds med at have fået de to uventede alkefugle, og ville under normale omstændigheder havde kaldt det en succes. Men selvfølgelig skulle jeg da helst have det hele med, så jeg gav havet en halv time mere, før jeg måtte koncentrere mig om korsnæbbene.
Jeg havde, inden Morten kom, fået at vide, at en anden fuglekigger på plads langs stranden, tilsyneladende havde haft den Amerikanske Sortand. Jeg havde set noget som jeg mistænkte kunne være den, men de høje bølger gjorde det svært at få set fuglene som lå på vandet godt nok. Morten syntes også han så noget, men gik snart efter da regn og kulde ikke er i overenstemmelse med hans trosretning. Hvilket som tiden går, også bliver mere og mere hvordan jeg ser på livet. Den mexicanske sol kunne alligevel noget. Da jeg pakkede sammen gik jeg lige en runde ned langs stranden til nogle mistænkelige sortænder, og mens jeg stod der ringede Morten, at nu var der dukket flere korsnæb op. En behagelig melding som jeg rettede ind efter med det samme, da ingen af ænderne så særligt amerikanske ud i min kikkert.
4 Store Korsnæb blev det til for min del. Delikate og diskrete størrelser som ikke gjorde meget væsen af sig, mens de sad og spiste kogler i de lave træer. De var på ingen måde sky, og det engelske navn for arten gav fuldstændigt mening som de sad der og nussede deres koglemad med deres store hoveder og næb. Fine billeder blev det til, selv i det mørke vejr. Glad i sind og legeme efter denne succesfulde indsats pakkede jeg endelig sammen, uden at se Morten igen, og satte kursen med Ålsgårde.
Og her var der heller intet at beklage sig over. Parkerede, gik op ad stien hvor fuglene holdt til og ventede i treogtyve et halvt sekunder, hvorefter en af de andre høje fuglekiggere, som kunne kigge ind over hegnet, sagde: "Der går en på græsset..!". Den var fin og artede sig senere bedre i et af de mange træer lige over os. Fuldstændig uberørt af menneskene fouragerede den på agern, og forsøgte sågar at sluge et helt, men det kom op igen lidt efter - trods alt en lidt for hård nød at sluge må man formode. Og snart efter fløj den afsted mod skoven, som åbenbart var en rutine de havde fået skabt. Sikkert fødetransport til skjulte depoter rundt omkring.
Og således endte en fornøjelig tur, og fire foto-arter rigere vente jeg snuden hjemad med smil og højstemt humør.
Lørdag betyder mulighed for at låne min søsters bil, så da der var set både langtidsstationære Store Korsnæb og Nøddekriger i Nordsjælland, tog det kun en lille nats tid at overbevise mig selv om, at jeg burde give dem en chance. Også selv om jeg har besluttet mig for at blive mere 'åndelig' i min tilgang til livet og fuglene. Et eller andet sted er det jo ret sygt at fare rundt i verden bare for at se på fugle. Der er i hvert fald ikke meget klimabevidsthed over det, og når man har prøvet det tilstrækkeligt mange gange, ved man også, at fornøjelsen er kortvarig, og hurtigt bliver afløst at trangen til det næste fix/kryds.
Det er den slags indre kampe jeg konstant udkæmper. Det meningsløse i det store perspektiv kontra den umiddelbare glæde og eufori når det lykkes at få ønskefuglen at se. Og i det, ikke at forglemme forventningens glæde. De mange timer som går med at drømme om disse fantastiske skabninger i alle deres skønne og særprægede dragter, ofte i fjerne egne af verden. Eller som her, hvor de en sjælden gang dukker op inden for rækkevidde, og det begynder at rykke i alle led og kanter for at komme afsted, selv om hjernen siger Fjols.
Det er mange år siden jeg sidst så en nøddekrige, og det var i hvert fald før jeg begyndte at tage billeder, så da disse er blevet en stor del af mit fuglekiggeri, var det svært ikke at føle sig draget til Ålsgårde hvor de, for der var flere, holdt til. Men det samme gjaldt for korsnæbbene. Jeg har ikke set mange af dem overhovedet, og slet ikke inden for fotorækkevidde. Så da disse fugle, som nu var på plads i Asserbo, artede sig så ekstraordinært medgørligt, som tilfældet var, måtte jeg gribe chancen. Og det skulle ovenikøbet ikke blive regnvejr, før hen over middag, så i teorien kunne det blive en helt vellykket dag.
Hvortil først, skulle jeg beslutte, og det blev Asserbo, da jeg tænkte at det nok var fotolettere at have med nøddekrigerne at gøre i regnvejr end de små korsnæb. Og så var der den lille biting, at det blæste pænt fra vest, så noget kunne måske også findes ude over havet, hvorfor det ville være perfekt, hvis jeg hurtigt kunne tjekke korsnæbbene af, og så sætte mig ned i klitterne og havobse et par timer - vel nok den sjoveste disciplin inden for fuglekiggeriet, hvis du spørger mig.
Christian Leth havde haft 8 fugle 10 minutter før jeg ankom, men de var nu fløjet op mod Stængehus, så der var ingen korsnæb til stede i øjeblikket. Og det var der heller ikke en halv time senere, efter at de var blevet vel eftersøgt i de lave fyrretræer, hvor de normalt holdt til. Jeg havde set closeup-fotos af fuglene nede og drikke i en vandpynt, men den var i dag stort set tørret ud, hvilket måske var ret skidt for, om de ville komme tilbage overhovedet.
Som fuglefotograf er tålmodighed selvfølgelig en altoverskyggende nødvendighed, men jeg kunne mærke, at nu hvor fuglene ikke var lige til at have med at gøre, så begyndte vandet at trække mere. Bare lige ned og kigge og skue over fladen. Der havde også været meldt Amerikansk Sortand en af de andre dage. Fik jeg den ville det da være fint, men da jeg allerede har den på listen for i år, set sidste vinter, så var den ikke rigtig vigtig. Som regel svømmende rundt langt uden for rækkevidde af kameraet og uden mulighed for at se detaljer ordenligt, pånær det gule næb, så var begejstringen til at tage og føle på.
Bjergirisker i mindre eller større flokke var i bevægelse langs klitterne og en 20-30 snespurve kom ligeledes op langs stranden. Over vandet skete der ikke så meget. Eller det vil sige: Sammenlignet med Sydvestpynten på Amager, så væltede fuglene forbi! Suler, Sortænder og Alke i moderate mængder og lidt færre Lomvier og Fløjlsænder. Og da jeg efter et stykke tid, havde fået kalibreret syn og størrelsesforhold, fangede jeg umiddelbart, at der pludselig kom en mindre alkefugl forbi små hundrede meter ude. Kameraet på og i søgeren kunne jeg se, at den så ret mørk ud, særligt omkring hovedet som var afgrænset fra kroppen ved en kraftigt og komplet halskrave. Der var ingen tvivl om, at det var en fin Lunde. Sandsynligvis en ungfugl, da næbbet var spidst og ikke så stort. Ikke så dårligt endda, og så selv opdage den, og med foto. Jeg har kun set Lunde to gange i mit liv. Den første gang var i 2004 lidt længere oppe ad kysten, Rågeleje.
Lidt glad gik jeg derefter op til korsnæb-hjørnet for at se, om der skulle være sket noget, og der havde faktisk lige været to fugle. Jeg luskede med rundt for at finde dem, men de dukkede ikke op. Og igen, med mørkt skyet vejr og ingen fugle i sigte, valgte jeg, at gå ned til stranden i håb om, at der ville komme flere sjove sager forbi. Lunden var selvsagt også en ny fotoart, og tilsyneladende et af de meget få billeder der, nu, findes i dofbasen af forbiflyvende fugle. Jeg tjekkede det, og inden for de sidste 21 år var der kun to billeder af en flyvende fugl som Rune Neergård havde set, men da det var stort set umuligt at se andet end en klat på begge disse, vil jeg betragte mine fotos som de eneste af reel værdi i forhold til at studere, hvordan en Lunde ser ud i forbiflyvende form.
Jeg satte mig det samme sted som før, i læ neden for klitten. Det dryssede stadig der ude på havet, men knapt så intenst som tidligere, hvilket er typisk som timerne går. Den sparsomme aktivitet gjorde, at jeg 5 minutter senere kunne koncentrere al min energi om at skælde ud på de to hundeejere som var kommet til syne rundt om klitten, efter at deres møgkøter var kommet farende op til mig uden snor, og havde slikket mig i ansigtet, før jeg kunne nå at reagere. Gik jeg amok? Kun til husbehov. Det er naturligvis aldrig hundens skyld, men altid dens ejers som, tillader jeg mig at sige, i 99 procent af tilfældene, er totalt ligeglade med at respektere fælles regler og medmennesker generelt. Og naturen. Små autonome konger som tror, at de kan gøre, lige hvad der passer dem, så længe det drejer sig om deres lille firbenede følelsessubstitut. Patetisk som menneskene er blevet med deres trang til at forene sig med og dominere andre væsner. Og dumme selvfølgelig, for der er jo ingen tvivl om hvilket af de to dyr, mennesket eller hunden, som får mest ud af det følelses-sodomatiske forhold som de har indledt: Hunden, som stille og roligt suger den ædle menneskekraft til sig og efterlader et moralsk forkvaklet og karakterløst hylster i menneskeform i den anden ende! Måske sat lidt på spidsen, men alligevel i store træk en passende beskrivelse af, hvor jeg er havnet i forhold til kæledyr, og særligt hunde, i vores verden. At det er synd, at dyr ikke får lov til leve deres liv som de dyr de er skabt som, er naturligvis min grundlæggende anke i dette forhold.
Det var et midaldrende ægtepar, og mandens første kommentar var, som sædvanligt helt uden sammenhæng, og som altid et tydeligt tegn på at hjernen er gået i sort i dens febrilske søgen efter et begavet svar, som kan retfærdiggøre hans beslutning om at skide på alt og alle: "Det er bare en hvalp. Den er kun 10 måneder gammel!" Det var en labrador, og som jeg umiddelbart kunne vurdere det, så er en 10 måneder gammel labrador vel tæt på at matche et voksent dyr i størrelse, så der var naturligvis ingen som helst logisk grund til, at det lige skulle være denne forklaring hans kriminelle hjerne skulle finde frem. Og han fortsatte i panikkens hjulspor: "Hvad laver I? Jeg kan se en hel masse mennesker oppe på parkeringspladsen med kikkerter..." I tankerne har jeg vredet halsen om på mange løsgående hundeejere, men i virkeligheden er det selvfølgelig nødvendigt at bevare en nøgtern tilgang til situationen. Mest for at være sikker på at budskabet bliver forstået så godt som muligt. Men også fordi det naturligvis ikke gør verden til et bedre sted, hvis jeg også kammer ud over sidelinjen i krigeriske udbrud. Så jeg sagde til ham, kortfattet, at vi ser på fugle. Men vidste jo godt, at det drejede sig om en undvigelsesmanøvre, så jeg kom hurtigt tilbage på sporet, og sagde til ham at det var kriminelt det han gjorde. Og det var nok mest ment i billedelig forstand, for rent faktisk havde jeg i forbindelse med en lignende situation hjemme på Amager måttet konstatere, at det tilsyneladende ER tilladt at have løse hunde på stranden. Jeg kunne dog ikke huske om, det var et resultat, jeg var nået frem til kun i den konkrete situation på Kongelundsstranden, eller om det drejede sig om en generel regel. I så fald var det netop ikke ulovligt det han gjorde, men bare pissehamrende egoistisk.
Han sagde ikke mere og gik [med labradoren i snor nu]. Og konen, som havde snor i en anden hund, gik ligeledes forbi mig uden at sige noget, men med et forvredet ansigtsudtryk som lyste langt væk af skyld. Ikke på en angrende måde, dog. Snarere med en ærgrelse over at blive irettesat og ikke have et validt modsvar at sætte ind.
Og således oppe i gear koncentrerede jeg mig igen om fuglene, og kunne lidt efter nyde at endnu en sjov alkefugl kom forbi. Denne gjorde sig bemærket ved at være meget lille og kunne derfor kaldes en Søkonge. Den kom i samme afstand som Lunden, og kameraet nåede også at fange den. Ligeledes en ny fotoart, uden dog at skulle nævne dette og derved efterlade indtrykket af kvalitetsbilleder, for det er de på ingen måde. Men de rækker til genkendelse og den autentiske fornemmelse.
Lidt efter dukkede Morten Christensen op. Også på udkig efter korsnæbbene, som han havde haft et par stykker af nu her. Dette var dog ikke nok til få mig til at forlade min lovende obs-plads ved vandet. Der havde tidligere, i oktober, været en del Polarlomvier i omløb, og det kunne da være sjovt, om jeg kunne lykkes med at få alle 5 alkefugle på en dag!
Vi obsede og sniksnakkede. Mest om vores nu fælles skæbne med at have fejlrapporteret en Schwarz's Løvsanger. Han ringede rent faktisk til mig den dag i oktober hvor jeg havde min, og ville lykønske mig, men også for at fortælle om sin sure bommert i sin tid. Jeg havde på det tidspunkt endnu ikke lyttet til den stemme jeg havde optaget, og var stadig højtsvævende på min håbefulde sky, hvorfor jeg lyttede i medfølt sympati men uden at kunne identificere mig med hans smerte. Det kunne jeg nu!
Han og hans makker havde også været forbi nøddekrigene tidligere og haft en enkelt på det meldte sted, hvilket var betryggende at høre. Så var der da 50 procent chance for succes med de planlagte arter. Ikke at det betød så meget nu. Jeg var fuldt tilfreds med at have fået de to uventede alkefugle, og ville under normale omstændigheder havde kaldt det en succes. Men selvfølgelig skulle jeg da helst have det hele med, så jeg gav havet en halv time mere, før jeg måtte koncentrere mig om korsnæbbene.
Jeg havde, inden Morten kom, fået at vide, at en anden fuglekigger på plads langs stranden, tilsyneladende havde haft den Amerikanske Sortand. Jeg havde set noget som jeg mistænkte kunne være den, men de høje bølger gjorde det svært at få set fuglene som lå på vandet godt nok. Morten syntes også han så noget, men gik snart efter da regn og kulde ikke er i overenstemmelse med hans trosretning. Hvilket som tiden går, også bliver mere og mere hvordan jeg ser på livet. Den mexicanske sol kunne alligevel noget. Da jeg pakkede sammen gik jeg lige en runde ned langs stranden til nogle mistænkelige sortænder, og mens jeg stod der ringede Morten, at nu var der dukket flere korsnæb op. En behagelig melding som jeg rettede ind efter med det samme, da ingen af ænderne så særligt amerikanske ud i min kikkert.
4 Store Korsnæb blev det til for min del. Delikate og diskrete størrelser som ikke gjorde meget væsen af sig, mens de sad og spiste kogler i de lave træer. De var på ingen måde sky, og det engelske navn for arten gav fuldstændigt mening som de sad der og nussede deres koglemad med deres store hoveder og næb. Fine billeder blev det til, selv i det mørke vejr. Glad i sind og legeme efter denne succesfulde indsats pakkede jeg endelig sammen, uden at se Morten igen, og satte kursen med Ålsgårde.
Og her var der heller intet at beklage sig over. Parkerede, gik op ad stien hvor fuglene holdt til og ventede i treogtyve et halvt sekunder, hvorefter en af de andre høje fuglekiggere, som kunne kigge ind over hegnet, sagde: "Der går en på græsset..!". Den var fin og artede sig senere bedre i et af de mange træer lige over os. Fuldstændig uberørt af menneskene fouragerede den på agern, og forsøgte sågar at sluge et helt, men det kom op igen lidt efter - trods alt en lidt for hård nød at sluge må man formode. Og snart efter fløj den afsted mod skoven, som åbenbart var en rutine de havde fået skabt. Sikkert fødetransport til skjulte depoter rundt omkring.
Og således endte en fornøjelig tur, og fire foto-arter rigere vente jeg snuden hjemad med smil og højstemt humør.
2021-11-04
I dag blev november desværre mere novemberlig med en insisterende kølig vind fra nordøst og skyer i lag som dryppede lidt af sig, mens jeg var ude. For luftens skyld og uden motivation til at gøre konkrete håb til handling dryssede jeg en runde over Royal Golf og svingede derfra op over Amager Fælled og videre op til Christmas Møllers Plads for at se om der skulle være en sjov måge, og derfra videre ud gennem Amager Strandpark med samme formål.
Det var der ikke, men jeg fik et par billeder af pibeænder og troldænder til referencelageret. Grønjordssøen er af uvisse årsager næsten komplet tørlagt for tiden, hvilket havde tiltrukket en stor mængde pibe- og gråænder som gik og græssede på den store flade. Da der er rigeligt vand i den landskabelige kanal, må det jo være bevidst, at man har sænket vandstanden i søen. Man aner naturligvis skumle hensigter i horisonten, her så tæt på ophavet til politikernes sorte samvittighed. Eller altså: det burde være deres sorte samvittighed, men den eksisterer jo ikke i virkeligheden, det ved jeg da godt. Teknokratisk manddrab på naturen og det gode sunde liv.
Ude på Amager Strand var der stort set helt dødt. Hverken måger, vandfugle eller småfugle rastede; måske alle stukket af fra den irriterende kølige vind, som føltes som en ubehagelig reminder om, at det nu bare bliver værre!
Dog var der en enkelt geskæftig skarv ude på vandet, som var flittigt i gang med at prøve at få gabet så meget på gled, at den fladfisk den havde fanget kunne ryge ned i svælget og gøre fyldest i den mørke bug. Men lige meget hvordan den vente og drejede den, var det umuligt at overvinde fysikens love. Den var simpelthen for stor, og til sidst gav den op og fisken røg tilbage i vandet. En ung Svartbag havde fulgt interesseret med fra tæt hold, men ikke rigtigt gjort noget forsøg på at overtage byttet. Måske man skal vare sig for en skarv selv om man er en stor styg larus-krabat...
I dag blev november desværre mere novemberlig med en insisterende kølig vind fra nordøst og skyer i lag som dryppede lidt af sig, mens jeg var ude. For luftens skyld og uden motivation til at gøre konkrete håb til handling dryssede jeg en runde over Royal Golf og svingede derfra op over Amager Fælled og videre op til Christmas Møllers Plads for at se om der skulle være en sjov måge, og derfra videre ud gennem Amager Strandpark med samme formål.
Det var der ikke, men jeg fik et par billeder af pibeænder og troldænder til referencelageret. Grønjordssøen er af uvisse årsager næsten komplet tørlagt for tiden, hvilket havde tiltrukket en stor mængde pibe- og gråænder som gik og græssede på den store flade. Da der er rigeligt vand i den landskabelige kanal, må det jo være bevidst, at man har sænket vandstanden i søen. Man aner naturligvis skumle hensigter i horisonten, her så tæt på ophavet til politikernes sorte samvittighed. Eller altså: det burde være deres sorte samvittighed, men den eksisterer jo ikke i virkeligheden, det ved jeg da godt. Teknokratisk manddrab på naturen og det gode sunde liv.
Ude på Amager Strand var der stort set helt dødt. Hverken måger, vandfugle eller småfugle rastede; måske alle stukket af fra den irriterende kølige vind, som føltes som en ubehagelig reminder om, at det nu bare bliver værre!
Dog var der en enkelt geskæftig skarv ude på vandet, som var flittigt i gang med at prøve at få gabet så meget på gled, at den fladfisk den havde fanget kunne ryge ned i svælget og gøre fyldest i den mørke bug. Men lige meget hvordan den vente og drejede den, var det umuligt at overvinde fysikens love. Den var simpelthen for stor, og til sidst gav den op og fisken røg tilbage i vandet. En ung Svartbag havde fulgt interesseret med fra tæt hold, men ikke rigtigt gjort noget forsøg på at overtage byttet. Måske man skal vare sig for en skarv selv om man er en stor styg larus-krabat...
2021-11-03
Vejrmæssigt er november kommet godt fra start. Morgenstunden lægger ud med solen der svæver smukt fri af horisonten, og som jeg træder ud af gadedøren kommer en flok bramgæs i flere kiler hen over, 150. Som ofte er det svært at nå at tjekke dem alle, men tror det lykkes at blive sikker på at der ikke var rødhalset imellem. Jeg er et smut ude hver dag, og ved derfor, at det er begrænset hvad der er af fugle nu. Det meste træk er overstået, og de rastende fugle er få. Og få er de realistiske nye arter jeg kan tilføje listen i år, idet jeg på mirakuløs vis er nået op på 207 arter i skrivende stund. Altså på Amager, som er den eneste liste jeg dyrker i år.
Uden at vide hvor jeg præcist har tænkt mig at tage hen, har jeg alligevel taget gummistøvler på, og dette måske fordi jeg er blevet puffet i den retning af de højere magter, for da jeg 10 minutter efter ser de første tegn på lavthængende skyer, også kaldet tåge, går der ikke lang tid, før jeg kører ind i en massiv banke, som viser sig at hænge over det meste af sydamager. Ingen vind og kølig luft er opskriften. Så at spejde langt efter fugle i dag giver ingen mening, hvorfor jeg hellere må fokusere på lusk i skoven, eller, lusk langs mudrede vandkanter rundt i området med håb om en Enkeltbekkasin eller to. En meget realistisk art som jeg mangler i år. De kommer normalt igennem i oktober, men har været fåtallige i år. Måske de har haft et dårligt år, eller måske de bare er røget videre sydpå i de milde oktobernætter. Eller måske de først kommer senere at samme grund. Det jager vel ikke med at komme sydpå, hvis der er mad og fornuftige temperaturer.
Sydstranden, Kofoeds Enge, Kongelundsengen og Hejresøen giver alle nul pote, hvilket er meget frustrerende, fordi betingelserne alle vegne rundt er ideelle nu, med den helt rette mængde vand.
7 Engpibere og en hørt Strandhjejle plus Rødben er hvad Kofoed's Enge kan præstere på sådan en tåget og stille dag, hvorfor jeg kører op igennem skoven til Hejresøen, hvor der heller ikke er meget grin ved at kigge de 1300 troldænder igennem med håndkikkert. Jeg havde et par afvigende fugle her en af dagene, men ellers er det skuffende, så uinteressant samlingen af aythya-ænder altid er. Der bliver aldrig fundet nogen ud over bjerg-, trold- og taffeland, selv om der hver vinter er gode mængder, som potentielt kunne tiltrække en fræk lille sjældenhed.
Og med det som faktum, triller jeg stille og roligt hjem via Svenskeholmvej og Granatvej, fortsat uden meget at begejstres over. Udover det dejlige landskab, og at tågen letter bid for bid som jeg kommer tættere på mit kære hjem i de vinklede huse.
Betryggende dog måske at vide, at Mandarinanden fortsat holder ud i Ullerup Branddam!
Vejrmæssigt er november kommet godt fra start. Morgenstunden lægger ud med solen der svæver smukt fri af horisonten, og som jeg træder ud af gadedøren kommer en flok bramgæs i flere kiler hen over, 150. Som ofte er det svært at nå at tjekke dem alle, men tror det lykkes at blive sikker på at der ikke var rødhalset imellem. Jeg er et smut ude hver dag, og ved derfor, at det er begrænset hvad der er af fugle nu. Det meste træk er overstået, og de rastende fugle er få. Og få er de realistiske nye arter jeg kan tilføje listen i år, idet jeg på mirakuløs vis er nået op på 207 arter i skrivende stund. Altså på Amager, som er den eneste liste jeg dyrker i år.
Uden at vide hvor jeg præcist har tænkt mig at tage hen, har jeg alligevel taget gummistøvler på, og dette måske fordi jeg er blevet puffet i den retning af de højere magter, for da jeg 10 minutter efter ser de første tegn på lavthængende skyer, også kaldet tåge, går der ikke lang tid, før jeg kører ind i en massiv banke, som viser sig at hænge over det meste af sydamager. Ingen vind og kølig luft er opskriften. Så at spejde langt efter fugle i dag giver ingen mening, hvorfor jeg hellere må fokusere på lusk i skoven, eller, lusk langs mudrede vandkanter rundt i området med håb om en Enkeltbekkasin eller to. En meget realistisk art som jeg mangler i år. De kommer normalt igennem i oktober, men har været fåtallige i år. Måske de har haft et dårligt år, eller måske de bare er røget videre sydpå i de milde oktobernætter. Eller måske de først kommer senere at samme grund. Det jager vel ikke med at komme sydpå, hvis der er mad og fornuftige temperaturer.
Sydstranden, Kofoeds Enge, Kongelundsengen og Hejresøen giver alle nul pote, hvilket er meget frustrerende, fordi betingelserne alle vegne rundt er ideelle nu, med den helt rette mængde vand.
7 Engpibere og en hørt Strandhjejle plus Rødben er hvad Kofoed's Enge kan præstere på sådan en tåget og stille dag, hvorfor jeg kører op igennem skoven til Hejresøen, hvor der heller ikke er meget grin ved at kigge de 1300 troldænder igennem med håndkikkert. Jeg havde et par afvigende fugle her en af dagene, men ellers er det skuffende, så uinteressant samlingen af aythya-ænder altid er. Der bliver aldrig fundet nogen ud over bjerg-, trold- og taffeland, selv om der hver vinter er gode mængder, som potentielt kunne tiltrække en fræk lille sjældenhed.
Og med det som faktum, triller jeg stille og roligt hjem via Svenskeholmvej og Granatvej, fortsat uden meget at begejstres over. Udover det dejlige landskab, og at tågen letter bid for bid som jeg kommer tættere på mit kære hjem i de vinklede huse.
Betryggende dog måske at vide, at Mandarinanden fortsat holder ud i Ullerup Branddam!
2021-10-30
Milde oktober med en strålende finale af sprudlende toner i hjertevarme røde og gule nuancer. Efterårets fugle passerer nu højt på himlen og gennem træernes smukke labyrinter af visnende blade og krogede brunlige kviste. Opstemt af naturens under står vintertiden lige for og vi kigger op i lyset og tager en lang dybblå indånding, mens vi forbereder os på dvalens livløse favntag.
Milde oktober med en strålende finale af sprudlende toner i hjertevarme røde og gule nuancer. Efterårets fugle passerer nu højt på himlen og gennem træernes smukke labyrinter af visnende blade og krogede brunlige kviste. Opstemt af naturens under står vintertiden lige for og vi kigger op i lyset og tager en lang dybblå indånding, mens vi forbereder os på dvalens livløse favntag.
2021-07-28
In these days it is being speculated whether one or two Pectoral Sandpipers are present at Klydesøen, Amager. Like by those who claim that Elvis never left the building, solid proof is still to be presented.
Some have see one at sydmøllevej and then biked to the south tower on the dike, to then see another bird close by. It probably takes most people not in a hurry 15 minutes to do the trip, and it probably takes the bird 15 seconds to fly from one spot to the other. But what are the odds of it actually doing so, in that exact moment and apparently on more than one occasion? And even less likely so because every time I've seen the bird from the south tower it has been continuously foraging without showing any sign of panic or intent to move away.
Today I tried the hide at sydmøllevej, but couldn't find it(the bird). Thomas Hellesen, however, had seen it earlier from there, and then again saw a bird when he got to the south tower - same behavior as before. When he came back to sydmøllevej, where I was waiting outside the hide to build up courage to enter again knowing that agressive hoards of mosquites were lustfully waiting to drain away my sweet blood, he too couldn't find it.
To be continued, and so done by saying that next day I saw no bird at Sydmøllevej, but the bird at the southern tower was present. Others reporting likewise.
- And now officially confirmed, because I have seen both of them myself. Both from the south tower at the same time, though, with some distance between. The new one was darker than the first one, and looked smaller, but was further away, why the distance could be causing a wrong size impression.
Having seen both birds I don't understand those who inicially saw them on the same day, and questioned whether it was the same bird or two different individuals, taking into account how different they look. But I guess phsychology is a factor here, knowing that two of these rare birds showing up at once, is very unusual.
In these days it is being speculated whether one or two Pectoral Sandpipers are present at Klydesøen, Amager. Like by those who claim that Elvis never left the building, solid proof is still to be presented.
Some have see one at sydmøllevej and then biked to the south tower on the dike, to then see another bird close by. It probably takes most people not in a hurry 15 minutes to do the trip, and it probably takes the bird 15 seconds to fly from one spot to the other. But what are the odds of it actually doing so, in that exact moment and apparently on more than one occasion? And even less likely so because every time I've seen the bird from the south tower it has been continuously foraging without showing any sign of panic or intent to move away.
Today I tried the hide at sydmøllevej, but couldn't find it(the bird). Thomas Hellesen, however, had seen it earlier from there, and then again saw a bird when he got to the south tower - same behavior as before. When he came back to sydmøllevej, where I was waiting outside the hide to build up courage to enter again knowing that agressive hoards of mosquites were lustfully waiting to drain away my sweet blood, he too couldn't find it.
To be continued, and so done by saying that next day I saw no bird at Sydmøllevej, but the bird at the southern tower was present. Others reporting likewise.
- And now officially confirmed, because I have seen both of them myself. Both from the south tower at the same time, though, with some distance between. The new one was darker than the first one, and looked smaller, but was further away, why the distance could be causing a wrong size impression.
Having seen both birds I don't understand those who inicially saw them on the same day, and questioned whether it was the same bird or two different individuals, taking into account how different they look. But I guess phsychology is a factor here, knowing that two of these rare birds showing up at once, is very unusual.
2021-07-28
How fortunate are we not to live in a temperate land with the summer ocean acting as a best friend always to rely on.
How fortunate are we not to live in a temperate land with the summer ocean acting as a best friend always to rely on.
2021-07-02
A good summer where Denmark generously allowed England to reach the final. For the world to see them bewildered in their lack of true qualities and gratitude as they found their better match. The Toscany Wifes are smiling.
A good summer where Denmark generously allowed England to reach the final. For the world to see them bewildered in their lack of true qualities and gratitude as they found their better match. The Toscany Wifes are smiling.
2017-02-07
Birding - The essence of life!
Birding - The essence of life!