| Home | Butterflies | Birds (media) | Flora and Fauna | My 5 Chickens | Daily | Spontaneous | About |
| Dragonflies | Other Photos | Observations | Species | Mexican birds | Checklists | TBP | Links |
Daily
2026-03-11
Det gode vejr med forår i ascendanten fortsatte indtil i dag. Sløret skyfrit og omkring 10 grader med kun lidt sydøstlig vind. Nu er det blevet overskyet, og de lover dage med byger og mere vind.
Der bliver allerede meldt en del biller og svirrefluer rundt omkring, men som sædvanlig er det sparsomt hvad man ser her på Amager. De havkølige forhold, du ved.
I går blev der meldt om det første fedtemøg. For tidligt, til stor bekymring, og selv da, nu hvor vi skal til valg om 2 uger, står de samme ansvarlige ministre og væver deres ene arrogante undskyldning efter den anden. Man må håbe at danskerne denne gang træder i karakter og vælger nogle mennesker, som reelt vil og tør træffe de upopulære beslutninger, som er nødvendige for at bringe den verden ind en levedygtigt tilstand. Nogen som tør sige fra over for det syge økonomiske magtspil, som får lov at styre verdens gang.
Men tranerne kommer heldigvis alligevel, og jeg tænker, at de har nydt deres stille og rolige nordenfart i disse behagelige dage, vi har haft. Og de første gransangere. Og FO med en Kaspisk Måge i Grønjordssøen, som jeg ikke umiddelbart kunne se holdt vand, men måske man ville blive klogere, hvis man var dukket for et selvsyn. Men det gjorde man ikke, da man hellere ville ud og prøve at finde tidlige sommerfugle i pinseskoven, og selvfølgelig også for at give den potentielle Vintervandnymfe en chance. Den der tror skal finde, eller, altså, den kommer en dag!
Strandskaderne kom først til Bøjlegrunden i år, men et stikbesøg i Dragør ved Gåsebyen gav ingen. Der er påfaldende lidt vand på græsset i lavningen, så måske der slet ikke kommer nogen i år. Men igen, Bøjlegrunden er jo også helt tør, så det må være græsset i sig selv de standser for, så håb, ja.
Sommerfuglene er fortsat kun Nældens Takvinger på vores kanter, men jeg tænker at det ikke kan vare længe, før der kommer andre til.
Var med Henrik ude, inde, oppe for at købe ny kikkert i lørdags. Storsindet af mig, da jeg jo fornægter og -agter DOF, og derfor helst ville ignore dem ihjel, men i faktualitetens navn, foreslog jeg at tage i Naturbutikken, da de trods alt har viden, engagement og et fornuftigt udvalg at vælge imellem. Det hed sig, at de havde åbent mellem 10-14 om lørdagen, men da vi troppede op 09:59 var der mørkt som i graven derinde, og der skete intet heller efter, at vi havde rundet timen. Et hurtig webopslag, og det stod klart, at der var en grund: De har kun åbent om lørdagen i ulige uger. På døren stod der intet om dette. Diskrepans som muligvis understøtter mistanken om, at det måske ikke går helt så godt for dem, som de kunne ønske. Måske mange køber på nettet, men specielt noget så værdifuldt som en kikkert, forestiller jeg mig at, de fleste gerne vil besigtige ved selvsyn, og prøvelse, så det ville da være oplagt netop at holde åbent i weekenderne, hvor flertallet af danskerne har fri, og derfor lettere ville kunne komme af med deres penge på disse dage.
Men det var heldigvis ikke det helt store problem, for i dag findes der et fornuftigt alternativ, hvis man gerne vil købe en god kikkert af fagfolk, så vi kørte til Holte, hvor ImageFoto ligger lige midt i Midtpunktet. En Zeiss-affilieret 10x32 kikkert, blev valget. Og den kunne også for mig have været et attraktivt bud på en kikkert med en meget lille nærafstand, idet man/jeg kunne stå og kigge direkte ned på mine fødder og se skarpt. Det er lige præcis det, man gerne vil kunne, hvis man kan lide at se på sommerfugle og guldsmede. Dog vil jeg gerne prøve den lille Pentax kikkert med en nærfokus på en halv meter, før jeg kaster mig ud i nyt udstyr.
Spøjst nok forsvandt de fleste fugle fra altanen på samme dag som forårssolen slog igennem. De må have været ivrige efter at komme i gang med løjerne. Nu er det mest de helt lokale blåmejser og en due i ny og næ, som napper en kerne.
De sidste par morgener er jeg vågnet med bid/stik på fødderne, og da der for nogle uger siden blev sprøjtet for væggelus højere oppe i opgangen, var det oplagt at tænke, at de som havde overlevet, var flygtet ned til mig på første sal. For jeg kunne på ingen måde forestille mig, at vi allerede i starten af marts ville være udsat for stikkende og bidende kryb i skoven. Jeg fik tilkaldt ejendommens mand på området, og han kom beundringsvist hurtigt. Men han kunne ikke finde noget. Til gengæld blev jeg lidt klogere på dyrene, og forstår nu at de ikke er små og usynlige at man ikke ville opdage dem hvis de var til stede. Det havde jeg ellers troet indtil nu. Men det er større sager, i retning af flåter før de suger blod. Og i så fald, må jeg acceptere at det nok ikke drejde sig om væggelus, da jeg har et godt øje til den slags kryb, og ikke har lagt mærke til noget.
Så det står nu som et spørgsmål, hvad det så kunne være så tidligt på sæsonen. Og her begynder jeg at hælde i retningen af mider. I Nordamerika kaldes de chiggers, og de sidder i græs og lang vegetation og angriber, når man går forbi. De bruger et par dage på at komme i udbrud, efter at de har angrebet, og de begynder at klø, og man opdager et lille rødligt hævet område omkring stedet. Og de så små at man ikke kan se dem med det blotte øje. Jeg har naturligvis været i skoven i løbet af de seneste dage, og det lyder derfor som den mest oplagte forklaring; at vi også herhjemme nu kan opleve denne plage. Sikkert andre arter, men samme effekt. I Mexico kan det gå helt galt, hvilket jeg har oplevet et par gange. Hele kroppen angrebet af et sted mellem 50 og 100 bid, som alle klør! På en gang. Alkohol siges at dræbe dem, så hvis man bader sig i sprit, når man kommer hjem, mindsker man risikoen for at komme til at lide. Herhjemme synes de at findes i mindre antal pr sted, så man slipper billigere. Og det lader til at virke, hvis man kradser godt i bidet, så man får en lille blødning på stedet, og derved åbenbart for skrabet miden væk. Og tror jeg, mindsket klø-effekten de følgende dage.
Ingen andre synes at tale om disse plager herhjemme, men de bliver måske bare lagt ind under gruppen af plagsomme insekter, som vi må finde os i på vores kanter.
Husk gummistøvlen og Enjoy!
Det gode vejr med forår i ascendanten fortsatte indtil i dag. Sløret skyfrit og omkring 10 grader med kun lidt sydøstlig vind. Nu er det blevet overskyet, og de lover dage med byger og mere vind.
Der bliver allerede meldt en del biller og svirrefluer rundt omkring, men som sædvanlig er det sparsomt hvad man ser her på Amager. De havkølige forhold, du ved.
I går blev der meldt om det første fedtemøg. For tidligt, til stor bekymring, og selv da, nu hvor vi skal til valg om 2 uger, står de samme ansvarlige ministre og væver deres ene arrogante undskyldning efter den anden. Man må håbe at danskerne denne gang træder i karakter og vælger nogle mennesker, som reelt vil og tør træffe de upopulære beslutninger, som er nødvendige for at bringe den verden ind en levedygtigt tilstand. Nogen som tør sige fra over for det syge økonomiske magtspil, som får lov at styre verdens gang.
Men tranerne kommer heldigvis alligevel, og jeg tænker, at de har nydt deres stille og rolige nordenfart i disse behagelige dage, vi har haft. Og de første gransangere. Og FO med en Kaspisk Måge i Grønjordssøen, som jeg ikke umiddelbart kunne se holdt vand, men måske man ville blive klogere, hvis man var dukket for et selvsyn. Men det gjorde man ikke, da man hellere ville ud og prøve at finde tidlige sommerfugle i pinseskoven, og selvfølgelig også for at give den potentielle Vintervandnymfe en chance. Den der tror skal finde, eller, altså, den kommer en dag!
Strandskaderne kom først til Bøjlegrunden i år, men et stikbesøg i Dragør ved Gåsebyen gav ingen. Der er påfaldende lidt vand på græsset i lavningen, så måske der slet ikke kommer nogen i år. Men igen, Bøjlegrunden er jo også helt tør, så det må være græsset i sig selv de standser for, så håb, ja.
Sommerfuglene er fortsat kun Nældens Takvinger på vores kanter, men jeg tænker at det ikke kan vare længe, før der kommer andre til.
Var med Henrik ude, inde, oppe for at købe ny kikkert i lørdags. Storsindet af mig, da jeg jo fornægter og -agter DOF, og derfor helst ville ignore dem ihjel, men i faktualitetens navn, foreslog jeg at tage i Naturbutikken, da de trods alt har viden, engagement og et fornuftigt udvalg at vælge imellem. Det hed sig, at de havde åbent mellem 10-14 om lørdagen, men da vi troppede op 09:59 var der mørkt som i graven derinde, og der skete intet heller efter, at vi havde rundet timen. Et hurtig webopslag, og det stod klart, at der var en grund: De har kun åbent om lørdagen i ulige uger. På døren stod der intet om dette. Diskrepans som muligvis understøtter mistanken om, at det måske ikke går helt så godt for dem, som de kunne ønske. Måske mange køber på nettet, men specielt noget så værdifuldt som en kikkert, forestiller jeg mig at, de fleste gerne vil besigtige ved selvsyn, og prøvelse, så det ville da være oplagt netop at holde åbent i weekenderne, hvor flertallet af danskerne har fri, og derfor lettere ville kunne komme af med deres penge på disse dage.
Men det var heldigvis ikke det helt store problem, for i dag findes der et fornuftigt alternativ, hvis man gerne vil købe en god kikkert af fagfolk, så vi kørte til Holte, hvor ImageFoto ligger lige midt i Midtpunktet. En Zeiss-affilieret 10x32 kikkert, blev valget. Og den kunne også for mig have været et attraktivt bud på en kikkert med en meget lille nærafstand, idet man/jeg kunne stå og kigge direkte ned på mine fødder og se skarpt. Det er lige præcis det, man gerne vil kunne, hvis man kan lide at se på sommerfugle og guldsmede. Dog vil jeg gerne prøve den lille Pentax kikkert med en nærfokus på en halv meter, før jeg kaster mig ud i nyt udstyr.
Spøjst nok forsvandt de fleste fugle fra altanen på samme dag som forårssolen slog igennem. De må have været ivrige efter at komme i gang med løjerne. Nu er det mest de helt lokale blåmejser og en due i ny og næ, som napper en kerne.
De sidste par morgener er jeg vågnet med bid/stik på fødderne, og da der for nogle uger siden blev sprøjtet for væggelus højere oppe i opgangen, var det oplagt at tænke, at de som havde overlevet, var flygtet ned til mig på første sal. For jeg kunne på ingen måde forestille mig, at vi allerede i starten af marts ville være udsat for stikkende og bidende kryb i skoven. Jeg fik tilkaldt ejendommens mand på området, og han kom beundringsvist hurtigt. Men han kunne ikke finde noget. Til gengæld blev jeg lidt klogere på dyrene, og forstår nu at de ikke er små og usynlige at man ikke ville opdage dem hvis de var til stede. Det havde jeg ellers troet indtil nu. Men det er større sager, i retning af flåter før de suger blod. Og i så fald, må jeg acceptere at det nok ikke drejde sig om væggelus, da jeg har et godt øje til den slags kryb, og ikke har lagt mærke til noget.
Så det står nu som et spørgsmål, hvad det så kunne være så tidligt på sæsonen. Og her begynder jeg at hælde i retningen af mider. I Nordamerika kaldes de chiggers, og de sidder i græs og lang vegetation og angriber, når man går forbi. De bruger et par dage på at komme i udbrud, efter at de har angrebet, og de begynder at klø, og man opdager et lille rødligt hævet område omkring stedet. Og de så små at man ikke kan se dem med det blotte øje. Jeg har naturligvis været i skoven i løbet af de seneste dage, og det lyder derfor som den mest oplagte forklaring; at vi også herhjemme nu kan opleve denne plage. Sikkert andre arter, men samme effekt. I Mexico kan det gå helt galt, hvilket jeg har oplevet et par gange. Hele kroppen angrebet af et sted mellem 50 og 100 bid, som alle klør! På en gang. Alkohol siges at dræbe dem, så hvis man bader sig i sprit, når man kommer hjem, mindsker man risikoen for at komme til at lide. Herhjemme synes de at findes i mindre antal pr sted, så man slipper billigere. Og det lader til at virke, hvis man kradser godt i bidet, så man får en lille blødning på stedet, og derved åbenbart for skrabet miden væk. Og tror jeg, mindsket klø-effekten de følgende dage.
Ingen andre synes at tale om disse plager herhjemme, men de bliver måske bare lagt ind under gruppen af plagsomme insekter, som vi må finde os i på vores kanter.
Husk gummistøvlen og Enjoy!
2026-03-05
Fra is til sol og varme. Hen over månedsskiftet, og straks som marts tog over, væltede Erantis og Vintergækker frem. Og det stabile solskinsvejr fortsætter. Tør høj himmel, omkring 10 grader C, og svag vind. Ingen klager. Der er fortsat is på de fleste vestamager-søer, men også våger, hvor fuglene er begyndt.
De lover sand fra sahara de kommende dage, og man kunne da godt tænke sig, at det kunne medføre en usædvanlighed, som man jo ville kalde det, hvis en Brun Kejserguldsmed fandt på at lade sig bevæge hele vejen med på denne sandstrøm.
Havde traner og de første Nældens Takvinger i dag. En pæn sjat af de sidste på 8, fordelt på 3 forskellige steder i Pinseskoven og Frieslandsskoven. Og en enkelt Tornirisk fløj kaldende forbi.
Den anden dag, den 2. marts sad der en tidlig Splitterne på en sten ude ved Dragør Sydstrand. Det gjorde der vist også sidste år, og det kan vi nok forvente i al nær fremtid nu.
Den første Vintervandnymfe blev set i dag på Bornholm, et nyt sted nær Sandvig, så den er i ivrig fremdrift derovre, eller også er lokale bare blevet mere opmærksomme på den.
Det hurtige tøvejr har selvfølgelig gjort, at der ligger vand på marker og jord rundt omkring. Men det er ikke i store mængder, og Kongelunden virker nærmest tør, med fornuftigt føre på alle veje og stier. Jeg øjner en gentagelse af et tørt forår i sigte.
Fra is til sol og varme. Hen over månedsskiftet, og straks som marts tog over, væltede Erantis og Vintergækker frem. Og det stabile solskinsvejr fortsætter. Tør høj himmel, omkring 10 grader C, og svag vind. Ingen klager. Der er fortsat is på de fleste vestamager-søer, men også våger, hvor fuglene er begyndt.
De lover sand fra sahara de kommende dage, og man kunne da godt tænke sig, at det kunne medføre en usædvanlighed, som man jo ville kalde det, hvis en Brun Kejserguldsmed fandt på at lade sig bevæge hele vejen med på denne sandstrøm.
Havde traner og de første Nældens Takvinger i dag. En pæn sjat af de sidste på 8, fordelt på 3 forskellige steder i Pinseskoven og Frieslandsskoven. Og en enkelt Tornirisk fløj kaldende forbi.
Den anden dag, den 2. marts sad der en tidlig Splitterne på en sten ude ved Dragør Sydstrand. Det gjorde der vist også sidste år, og det kan vi nok forvente i al nær fremtid nu.
Den første Vintervandnymfe blev set i dag på Bornholm, et nyt sted nær Sandvig, så den er i ivrig fremdrift derovre, eller også er lokale bare blevet mere opmærksomme på den.
Det hurtige tøvejr har selvfølgelig gjort, at der ligger vand på marker og jord rundt omkring. Men det er ikke i store mængder, og Kongelunden virker nærmest tør, med fornuftigt føre på alle veje og stier. Jeg øjner en gentagelse af et tørt forår i sigte.
2026-02-27
Vinteren vælger vårens vilde varme! I kort form. Den ene uge har vi -16 grader om natten og den næste er nattefrosten væk, og vi basker os i dagstemperaturer på 10 grader plus.
Man kan jo kun sige: Sædvanlige uforudsigelige udsving. Sneen er nu forsvundet stort set over det hele, mens der fortsat er is på søerne på Vestamager. Men i tøning. Og vejrfuglene har kvitteret, og både Stor Præstekrave, Vibe og Gravænder er landet derude, mens Blisgæssene synes at have forstået vejrforandringen anderledes end de andre fugle, for lige i disse dage flyver en del flokke mod sydvest fra Skåne mod Sjælland. Jeg havde selv 20 i går som kom ind fra Øresund og fløj ned mod lufthavnen, eller sikkert udenom.
Det milde vejr gør også at de fleste altan-fugle er væk. Jorden tøer og sneen bliver til vand, og jorden er dermed straks interessant for ormesøgende arter som drosler og måger. Og så lader det til at min lokale foderråge er kommet tilbage. Der stod i hvert en enlig råge nede på fliserne i går, og den reagerede prompte, da jeg smed kerner ned. Også i dag. Så den fortrak altså, da det blev koldt.
De nordjyske hejrer er også kommet på banen, og det er nu kundgjort, at vi skal til valg den 24. marts. Hun og de håber at de kan ride på en anti-trumpistisk grønlænderbølge hele vejen ind i en ny regeringsperiode, og at dømme efter danskernes imponerende evne til magelighed og holden fast i alle deres goder, er der meget der tyder på, at de, regeringsmenneskene, får det lige som de ønsker det.
De forandringer jeg ønsker mig for verden, ser ikke ud til at blive realiseret lige foreløbig, men jeg stemmer hvor jeg ideelt set kommer tættest på, og derefter vender jeg tilbage til min verden, og det jeg brænder for. Fly fly, Little Helicopter on your black-tipped wings. Jeg glæder mig!
Enjoy!
Vinteren vælger vårens vilde varme! I kort form. Den ene uge har vi -16 grader om natten og den næste er nattefrosten væk, og vi basker os i dagstemperaturer på 10 grader plus.
Man kan jo kun sige: Sædvanlige uforudsigelige udsving. Sneen er nu forsvundet stort set over det hele, mens der fortsat er is på søerne på Vestamager. Men i tøning. Og vejrfuglene har kvitteret, og både Stor Præstekrave, Vibe og Gravænder er landet derude, mens Blisgæssene synes at have forstået vejrforandringen anderledes end de andre fugle, for lige i disse dage flyver en del flokke mod sydvest fra Skåne mod Sjælland. Jeg havde selv 20 i går som kom ind fra Øresund og fløj ned mod lufthavnen, eller sikkert udenom.
Det milde vejr gør også at de fleste altan-fugle er væk. Jorden tøer og sneen bliver til vand, og jorden er dermed straks interessant for ormesøgende arter som drosler og måger. Og så lader det til at min lokale foderråge er kommet tilbage. Der stod i hvert en enlig råge nede på fliserne i går, og den reagerede prompte, da jeg smed kerner ned. Også i dag. Så den fortrak altså, da det blev koldt.
De nordjyske hejrer er også kommet på banen, og det er nu kundgjort, at vi skal til valg den 24. marts. Hun og de håber at de kan ride på en anti-trumpistisk grønlænderbølge hele vejen ind i en ny regeringsperiode, og at dømme efter danskernes imponerende evne til magelighed og holden fast i alle deres goder, er der meget der tyder på, at de, regeringsmenneskene, får det lige som de ønsker det.
De forandringer jeg ønsker mig for verden, ser ikke ud til at blive realiseret lige foreløbig, men jeg stemmer hvor jeg ideelt set kommer tættest på, og derefter vender jeg tilbage til min verden, og det jeg brænder for. Fly fly, Little Helicopter on your black-tipped wings. Jeg glæder mig!
Enjoy!
2026-02-21
Februardage så smukke, som man kan ønske sig det. Frem til tyverne med høj klar sol, vindstille og et lysende snedække. Skoven på hverdagene så skøn i nærmest stilhed, mens folket arbejdede, og jeg var ude. Jeg var træt af vinteren, men som disse dage lod sig fremstå, må jeg give mig hen til Skabelsens overlegenhed. Det var helt specielt. Men den positive indstilling nok også båret på vej af det faktum, at der fra i dag er en ny vejrtype på vej. Et opbrud fra sydvest, med de højere temperaturer, som det altid medfører, og vi kan nu i disse dage forvente, at alting tøer.
Hermed bliver det gråt igen, og jorden bliver tung af vand, og man bliver modsat helt træt ved tanken om at skulle bevæge sig igennem selv samme skov på dyngvåde grusstier. Men der er ingen vej uden om, hvis man ønsker, at foråret skal blive en realitet.
Og livet på altanen, og nedenfor, har nærmest udviklet sig til et kaotisk bonanza, hvor Sjaggere, Solsorte, Ringduer, Musvitter, Blåmejser, Rødhalse, Jernspurv og en enkelt Skovspurv (igen) kæmper både med røde bær fra det stedsegrønne træ nedenfor, nedkastede æbler og de fundamentale solsikkekerner, både i kokosnødden og i udkast. Solsortene har i større mængder, op mod 7-8 nedenfor, overvundet deres naturlige skyhed og kommer uden betænkning både til æbler og op på altanen, hvor særligt en han, har udviklet sig til lidt af en prøvelse. To potter med jord, dækket af løse grankogler, bliver kontinuerligt angrebet af denne. Alle koglerne bliver konsekvent smidt på gulvet, og så begynder den at rode jorden igennem, og får derved også kastet blomsterløg væk. Og måske kan man forstå at en solsort gerne vil pirke i ikke-frossen jord, hvilket den jo ikke kan ude omkring, med de kuldegrader vi har haft. Men det begynder altså at ligne hærværk, og er knapt så sjovt længere. I starten var det. Der lagde jeg selv solsikkekerner ned mellem koglerne for at se den gå i aktivitet. Dog har jeg svært ved at tro, at det nogensinde var dem den gik efter, for der ligger næsten konstant mængder af kerner løst rundt på gulvet og på jorden nedenfor, så hvis det var et spørgsmål om at få sulten stillet, kunne dette gøres uden alt dette pottebesvær. Så jeg tror den gør det, fordi den synes det er sjovt. Men det er det så ikke længere. Og derfor er koglerne nu udskiftet med strandsten, og så må vi se, hvordan den forholder sig til det. Den kom faktisk lige op og sad på kanten, men jeg skriver dette, og den fløj hurtigt igen. Så måske den er ekstra kvik, og straks kunne se, at det var slut med fornøjeligheden. Og hov, der kom den igen. Men nej, den går ikke. Den brokkede sig lidt, lød det til, og nu fløj den igen. Så jeg tror, at jeg har vundet den duel.
Nu håber vi så bare på, at der kommer en ordentlig omgang regn, så al sneen kan forsvinde i en hurtighed, så vi slipper for at skulle sjappe os igennem den næste tid.
Februardage så smukke, som man kan ønske sig det. Frem til tyverne med høj klar sol, vindstille og et lysende snedække. Skoven på hverdagene så skøn i nærmest stilhed, mens folket arbejdede, og jeg var ude. Jeg var træt af vinteren, men som disse dage lod sig fremstå, må jeg give mig hen til Skabelsens overlegenhed. Det var helt specielt. Men den positive indstilling nok også båret på vej af det faktum, at der fra i dag er en ny vejrtype på vej. Et opbrud fra sydvest, med de højere temperaturer, som det altid medfører, og vi kan nu i disse dage forvente, at alting tøer.
Hermed bliver det gråt igen, og jorden bliver tung af vand, og man bliver modsat helt træt ved tanken om at skulle bevæge sig igennem selv samme skov på dyngvåde grusstier. Men der er ingen vej uden om, hvis man ønsker, at foråret skal blive en realitet.
Og livet på altanen, og nedenfor, har nærmest udviklet sig til et kaotisk bonanza, hvor Sjaggere, Solsorte, Ringduer, Musvitter, Blåmejser, Rødhalse, Jernspurv og en enkelt Skovspurv (igen) kæmper både med røde bær fra det stedsegrønne træ nedenfor, nedkastede æbler og de fundamentale solsikkekerner, både i kokosnødden og i udkast. Solsortene har i større mængder, op mod 7-8 nedenfor, overvundet deres naturlige skyhed og kommer uden betænkning både til æbler og op på altanen, hvor særligt en han, har udviklet sig til lidt af en prøvelse. To potter med jord, dækket af løse grankogler, bliver kontinuerligt angrebet af denne. Alle koglerne bliver konsekvent smidt på gulvet, og så begynder den at rode jorden igennem, og får derved også kastet blomsterløg væk. Og måske kan man forstå at en solsort gerne vil pirke i ikke-frossen jord, hvilket den jo ikke kan ude omkring, med de kuldegrader vi har haft. Men det begynder altså at ligne hærværk, og er knapt så sjovt længere. I starten var det. Der lagde jeg selv solsikkekerner ned mellem koglerne for at se den gå i aktivitet. Dog har jeg svært ved at tro, at det nogensinde var dem den gik efter, for der ligger næsten konstant mængder af kerner løst rundt på gulvet og på jorden nedenfor, så hvis det var et spørgsmål om at få sulten stillet, kunne dette gøres uden alt dette pottebesvær. Så jeg tror den gør det, fordi den synes det er sjovt. Men det er det så ikke længere. Og derfor er koglerne nu udskiftet med strandsten, og så må vi se, hvordan den forholder sig til det. Den kom faktisk lige op og sad på kanten, men jeg skriver dette, og den fløj hurtigt igen. Så måske den er ekstra kvik, og straks kunne se, at det var slut med fornøjeligheden. Og hov, der kom den igen. Men nej, den går ikke. Den brokkede sig lidt, lød det til, og nu fløj den igen. Så jeg tror, at jeg har vundet den duel.
Nu håber vi så bare på, at der kommer en ordentlig omgang regn, så al sneen kan forsvinde i en hurtighed, så vi slipper for at skulle sjappe os igennem den næste tid.
2026-02-14
Frostens klare vinge, basker liv i drømmen om et forårssmil.
Den bed sig fast. Alligevel. Vinteren. Vi kører nu på, Gud ved, hvilken uge med rigtigt vintervejr. Havet er også frosset kystnært til, og et snedække lagde sig for nogle dage siden, og det er hvidt nu. Det er ikke, hvad vi ønsker, her 2 uger fra kanten af vinterens officielle afslutning. Det er den østlige djævel som ikke lader os få fred fra sine iskolde kindkys. Og kroppe tørrer ud, og vi ligner alle rosiner i friske indpakninger.
Og mine udenomsfugle er gået i stå. Fremfærd på knokleis hvor kommuner og ejerfolk ikke magter at klare deres forpligtelse til at holde stier og veje ryddede. Det er for besværligt at bevæge sig rundt uden for de større cykelstier. Men godt nok med det. Vinteren er vel også tænkt som en tvungen pause fra livets fremdrift. Drosle ned, reflektere, restituere, blive mere et med sig selv end det moderne liv ellers tillader. Jeg spræller dog stadig i mit frisindede univers på kanten af menneskenes verden. Og det er en skæbnesag, som kan blive storslået, om bare jeg forstå at pege hjerte og tro i samme retning. I 30 dage i træk. Derefter bliver verden magisk. Det siges og skrives, og jeg tror, jeg har oplevet det på mine egne lemmer og indeni, og ved at glæde mig derved.
Mine fugle lever fortsat videre i det kolde vejr. Men de samme få. Mest. Rødhalsen, Jernspurven, mejserne og den tykke due. Og så skete det endelig forleden, at en enlig Skovspurv dukkede op. Den hang i kokosnødden, men bare en kort stund, og så forsvandt den igen. Ingen lange spiseseancer som de ellers plejer at udføre med frådsende spild til følge. Desværre kom den aldrig tilbage, og arten må fortsat henskrives som i truet tilstand her lokalt på øen. Men også generelt, for Passer-spurvene synes at havde det svært i disse år. Men en enkelt i forhold til ingen, gør jo en dramatisk forskel - et mirakel nærmest.
Et mirakel var det ikke at bagsidelæse Heidi Røn i Kristeligt Dagblad i fredags. Snarere en forventelig nedtursskuffelse. Hun plejer ellers at være ok. Vores lokale havfrue, Den Skønne Havfrue, fra Dragør, er jo gjort husvild, af de som fører deres liv ved småsnerpet hyklerisk dekret, og deres ligesindede i Tårnby Kommune valgte det samme. Af frygt, såklart, for at blive stemplet som forsvarer af dårlig [læs: liderlig] smag. Der findes naturligvis ikke en eneste penisholder i denne kommune, som ikke instinktivt føler sig fundamentalt begejstret, når øjnene falder på et sådant objekt. Det er naturligt. Men århundreders tillært kristensynd har gjort sit. Og ja, vi er naturligvis i proces væk fra det rent dyriske i vores oprindelse, på vej mod det ophøjere åndelige i ord kaldet det Rene Menneske, men det er en vej, og vi er ingen af os, pånær de meget få, er nået længere end at der stadig i os rører sig en kraft, når vi udsættes for vores modsatte i sådanne yppige former. Genetiske følelser. Det er bare sådan.
Og så kommer denne fru Røn [præst naturligvis], og indtager den selvsamme position: "Uhh, dårlig smag, og sådan noget skal vi da ikke have stående i Lemvig, og naj naj, det har slet ikke noget at gøre med hendes [for] store bryster...". For ja, fru Røn er fra Lemvig, og netop fra Lemvig er der kommet et driftigt forslag om at erhverve sig Den Skønne Havfrue, for at lade hende lyse op til daglig hilsen for de lokale fiskere nede på havnen. Men her siger fru Røn altså fra. Og her er det så, at mit hjertestøn kommer til luft.
Jeg er endnu ikke stødt på en kvindelig kommentator som har taget statuen i forsvar. Alle som en har de kvinder, som har ytret sig, valgt at tage afstand. Og velvidende, at kvinder normalt ikke kan stryges over en kam, så er det derfor kun naturligt at mistænke, at misundelse har været den stærkeste drivkraft for at mene sig berettiget til at lade hele verden vide, hvad man mener om denne skabning. Det er naturligvis ikke beviseligt fra min side, men når man normalt har øjne på stilke, så kan selv et afgrænset signaturfoto ikke skjule det faktum, at samme fru Røn hører til i kategorien af "Slanke Kvinder med Særdeles Beskedne Attributter", og det er min tese, at nogle [læs: sådanne] kvinder bare ikke magter at acceptere, at der findes skønnere og mere velformede kvinder i verden end dem selv! "Vi er alle lige for Herren, men..." Lemvig ligger jo heller ikke så langt fra Jante, så måske er hun lovligt undskyldt.
Jeg håber af hele mit hjerte at de stowte Lemviske Fiskere får grønt lys af byrådet, sådan at vi alle i fremtiden vil have et lyspunkt at se frem mod, derude i det mørkeste vestlige Jylland!
Og hvem ved: Måske det kan føre til at Dragør og Lemvig bliver venskabs-kommuner i fremtiden, så. For hvad historien aldrig rigtig fortæller, så står Den Skønnes Havfrues to små søstre [tvillinger vel sagtens] fortsat og pryder havnefronten i Dragør Havn. Eller snarere, står som ligesindede indbydende attributter i indgangspartiet til café/restaurant Espersen, der bagerst på havnekajen. Og yderligere, hvem ved: Måske en ny turistaktivitet kan se dagens lys, en slags pilgrimsrute:"Fra Øst til Vest i Favnerig Barmlystighed."
Og til sidst, for en sikkerheds skyld, til alle træmænd og -kvinder: Ja, naturligvis kan man sagligt godt mene at denne statue er et amatøragtigt makværk i kunstnerisk forstand, men dertil bliver jeg nød til at sige, at jeg altid hellere vil se på et par overdrevne stive bryster end på meget af det andet såkaldte kunst som står og "pryder" det offentlige rum rundt om i landet. Dårlig smag synes på ingen måde, at være en hindring for at foretage 'ansvarlige' valg på vores alles bekostning, så glem det argument, og lad humøret stige og det naturlige frisind få lov at skue os til glæde, fra kyst til kyst!
Enjoy!
Frostens klare vinge, basker liv i drømmen om et forårssmil.
Den bed sig fast. Alligevel. Vinteren. Vi kører nu på, Gud ved, hvilken uge med rigtigt vintervejr. Havet er også frosset kystnært til, og et snedække lagde sig for nogle dage siden, og det er hvidt nu. Det er ikke, hvad vi ønsker, her 2 uger fra kanten af vinterens officielle afslutning. Det er den østlige djævel som ikke lader os få fred fra sine iskolde kindkys. Og kroppe tørrer ud, og vi ligner alle rosiner i friske indpakninger.
Og mine udenomsfugle er gået i stå. Fremfærd på knokleis hvor kommuner og ejerfolk ikke magter at klare deres forpligtelse til at holde stier og veje ryddede. Det er for besværligt at bevæge sig rundt uden for de større cykelstier. Men godt nok med det. Vinteren er vel også tænkt som en tvungen pause fra livets fremdrift. Drosle ned, reflektere, restituere, blive mere et med sig selv end det moderne liv ellers tillader. Jeg spræller dog stadig i mit frisindede univers på kanten af menneskenes verden. Og det er en skæbnesag, som kan blive storslået, om bare jeg forstå at pege hjerte og tro i samme retning. I 30 dage i træk. Derefter bliver verden magisk. Det siges og skrives, og jeg tror, jeg har oplevet det på mine egne lemmer og indeni, og ved at glæde mig derved.
Mine fugle lever fortsat videre i det kolde vejr. Men de samme få. Mest. Rødhalsen, Jernspurven, mejserne og den tykke due. Og så skete det endelig forleden, at en enlig Skovspurv dukkede op. Den hang i kokosnødden, men bare en kort stund, og så forsvandt den igen. Ingen lange spiseseancer som de ellers plejer at udføre med frådsende spild til følge. Desværre kom den aldrig tilbage, og arten må fortsat henskrives som i truet tilstand her lokalt på øen. Men også generelt, for Passer-spurvene synes at havde det svært i disse år. Men en enkelt i forhold til ingen, gør jo en dramatisk forskel - et mirakel nærmest.
Et mirakel var det ikke at bagsidelæse Heidi Røn i Kristeligt Dagblad i fredags. Snarere en forventelig nedtursskuffelse. Hun plejer ellers at være ok. Vores lokale havfrue, Den Skønne Havfrue, fra Dragør, er jo gjort husvild, af de som fører deres liv ved småsnerpet hyklerisk dekret, og deres ligesindede i Tårnby Kommune valgte det samme. Af frygt, såklart, for at blive stemplet som forsvarer af dårlig [læs: liderlig] smag. Der findes naturligvis ikke en eneste penisholder i denne kommune, som ikke instinktivt føler sig fundamentalt begejstret, når øjnene falder på et sådant objekt. Det er naturligt. Men århundreders tillært kristensynd har gjort sit. Og ja, vi er naturligvis i proces væk fra det rent dyriske i vores oprindelse, på vej mod det ophøjere åndelige i ord kaldet det Rene Menneske, men det er en vej, og vi er ingen af os, pånær de meget få, er nået længere end at der stadig i os rører sig en kraft, når vi udsættes for vores modsatte i sådanne yppige former. Genetiske følelser. Det er bare sådan.
Og så kommer denne fru Røn [præst naturligvis], og indtager den selvsamme position: "Uhh, dårlig smag, og sådan noget skal vi da ikke have stående i Lemvig, og naj naj, det har slet ikke noget at gøre med hendes [for] store bryster...". For ja, fru Røn er fra Lemvig, og netop fra Lemvig er der kommet et driftigt forslag om at erhverve sig Den Skønne Havfrue, for at lade hende lyse op til daglig hilsen for de lokale fiskere nede på havnen. Men her siger fru Røn altså fra. Og her er det så, at mit hjertestøn kommer til luft.
Jeg er endnu ikke stødt på en kvindelig kommentator som har taget statuen i forsvar. Alle som en har de kvinder, som har ytret sig, valgt at tage afstand. Og velvidende, at kvinder normalt ikke kan stryges over en kam, så er det derfor kun naturligt at mistænke, at misundelse har været den stærkeste drivkraft for at mene sig berettiget til at lade hele verden vide, hvad man mener om denne skabning. Det er naturligvis ikke beviseligt fra min side, men når man normalt har øjne på stilke, så kan selv et afgrænset signaturfoto ikke skjule det faktum, at samme fru Røn hører til i kategorien af "Slanke Kvinder med Særdeles Beskedne Attributter", og det er min tese, at nogle [læs: sådanne] kvinder bare ikke magter at acceptere, at der findes skønnere og mere velformede kvinder i verden end dem selv! "Vi er alle lige for Herren, men..." Lemvig ligger jo heller ikke så langt fra Jante, så måske er hun lovligt undskyldt.
Jeg håber af hele mit hjerte at de stowte Lemviske Fiskere får grønt lys af byrådet, sådan at vi alle i fremtiden vil have et lyspunkt at se frem mod, derude i det mørkeste vestlige Jylland!
Og hvem ved: Måske det kan føre til at Dragør og Lemvig bliver venskabs-kommuner i fremtiden, så. For hvad historien aldrig rigtig fortæller, så står Den Skønnes Havfrues to små søstre [tvillinger vel sagtens] fortsat og pryder havnefronten i Dragør Havn. Eller snarere, står som ligesindede indbydende attributter i indgangspartiet til café/restaurant Espersen, der bagerst på havnekajen. Og yderligere, hvem ved: Måske en ny turistaktivitet kan se dagens lys, en slags pilgrimsrute:"Fra Øst til Vest i Favnerig Barmlystighed."
Og til sidst, for en sikkerheds skyld, til alle træmænd og -kvinder: Ja, naturligvis kan man sagligt godt mene at denne statue er et amatøragtigt makværk i kunstnerisk forstand, men dertil bliver jeg nød til at sige, at jeg altid hellere vil se på et par overdrevne stive bryster end på meget af det andet såkaldte kunst som står og "pryder" det offentlige rum rundt om i landet. Dårlig smag synes på ingen måde, at være en hindring for at foretage 'ansvarlige' valg på vores alles bekostning, så glem det argument, og lad humøret stige og det naturlige frisind få lov at skue os til glæde, fra kyst til kyst!
Enjoy!
2026-02-02
Mausoleum-renegat og fuldmodne vintertilstande. Januar fortsatte på uvant vis med den kolde skarpe tunge skåret for. Alle dagene og ind i februar. Under frysepunktet, men dog tæt på. Men oveni lagt en konstant kraftig østenvind. Tætte isobarlinjer som de helst kalder det i vejret inde i fjernsynet. Så temperaturerne er ikke så ekstreme, men blæsten gør alligevel sit, så det føles som marv og ben i ublide tider.
Samme vejr gjorde det også til en sværtrækker at gøre mit 100-arts projekt til virkelighed. Alle fuglene syntes at være forsvundet, og jeg begyndte at tvivle på, at det kunne lykkes. Men så stod jeg der på stien nordom Grønjordssøen, og som jeg gik der, kom der en pusler imod mig længere fremme. Med et øje fri af en nærtstående stamme, i halv dækning, som en ægte vandnymfe ville gøre det, så jeg en hovedform og et par øjne, som jeg havde set før. Og efter en længere opdatering angående verdens mange ulyksagligheder kunne glade Finn Olofsen fortælle mig, at han havde haft grønsisken lidt længere fremme. En anden dag godt nok, men netop godt nok for mig. Og hvis jeg lovede ikke at sige det til nogen, så var der også ugle igen i år. Jeg havde prøvet den sidste nogle dage før, men ikke helt det rigtige sted.
Grønsiskenerne har været meget fraværende i år, lige som alle andre småfinker, men i den sene eftermiddag, da jeg gik ned igennem elle-bæltet langs søen, hørte jeg pludselig en fugl. Og det lød som om, at den fløj væk. Men den var der altså tilpas længe nok. Og det var uglen også, som jeg kom tæt på uden at se den, før den fløj ud - over i det oprindelige krat. Og jeg lod den blive der uden at gøre nærmere. Og derved var jeg oppe på 96. Og det var allerede den 19. januar, så håbet kom pludselig lidt tilbage.
Og helt stort blev det dagen efter, hvor der på trods af sne og kolde vindpust pludselig sad en lille mørk sag på hegnet nede for enden af kongelundsengen. Hmm. Der har også holdt en Rødhals til langs hegnet i denne periode, men den sad normalt tættere på, og den var der også denne dag, så det var en anden fugl. Og den så anderledes ud. Men på 200 meters afstand lignede den mest en piber. Måske en frisk Engpiber. Jeg måtte tættere på, og da fuglen ikke var sky, lykkedes det til sidst at kunne konstatere en fin Sortstrubet Bynkefugl. Den fouragerede på jorden indimellem og fløj lidt efter op og satte sig i buskene langs den nye bro over kanalen. Den så ret mørk ud, og jeg tænkte at det nok var en han, men senere gjorde den lyse strube det svært at tro andet end at det måtte være en hun. Sikkert ung.
Videre rundt langs engen var der ikke meget, men da jeg kom ned til hallen og gik bag om for at se om der skulle være noget på markerne der, hvilket der ofte er, fandt jeg en lille flok Sjaggere, og så pludselig en stor kraftig drossel som stod lidt for sig selv i eftermiddagssolen. En flot Misteldrossel. De fløj alle efter kort tid, så jeg var endnu en gang blevet begavet med god rettidighed. 98 arter.
Og herfra fortsatte kulden jo altså, og nogle dage blev der skruet op for intensiteten, og den treogtyvende lovede de mere blæst end de andre dage, og da alt stod i østens tegn i disse dage, var det oplagt igen at prøve sydtårnet på dæmningen, for at se om ikke der skulle blive blæst lidt godter ind i Køge Bugt. Jeg holdt i to timer før tæerne sagde nok. Flot. Og ved det blev jeg belønnet med et par Rødstrubede Lommer som ikke gjorde meget andet end at flyve lavt væk over vandet i den grå modvind. 99.
Troen kunne ikke være større nu på at det nok skulle lykkes at nå de 100. Men hvilken art skulle gøre udslaget? Jeg havde prøvet Kongelunden så mange gange for at få arter som Duehøg, Rødtoppet Fuglekonge og Kernebider uden held og det samme gjorde sig gældende med Fløjlsanden, den vel nok mest sandsynlige art at få. De andre på pynten melder den næsten dagligt, men selv om jeg forsøgte med endnu et havobsforsøg fra sydtårnet et par dage senere, fandt jeg den ikke. Så hvad skulle så kunne gøre udslaget? Jeg havde ingen oplagte forslag, og det var derfor en ægte overraskelse jeg blev udsat for, da jeg den otteogtyvende tog endnu en tur ud til Lergravene. Der var stadig en stor flok Ringduer tilstede. De fouragerede åbenbart på en vintergrønmark, og der var en 3-400. Og det var derfor oplagt at en Duehøg ville kunne finde på at lægge vejen forbi også. En var meldt tidligere af en dame faktisk. Men man skal nok vide lidt mere om, hvornår på dagen Duehøgen kan finde på at jage for at øge chancerne for at støde ind i den. Jeg kommer nok for sent ud, med mine eftermiddagsture.
Så jeg så den ikke. Men da jeg nåede ned i det frie hjørne på vestsiden af lunden, så skete der noget. Noget uventet. Pludselig fløj der en enlig fugl ud fra sidekrattet, og den slog en bue op over og kaldte og var ganske tydelig, før den atter tog dække i det sydvestlige hjørne af lundekrattet. Helt uventet at finde denne art på dette tidspunkt, og under disse betingelser. De fleste artsfæller befinder sig langt nede i Europa på denne tid af året, og jeg havde aldrig haft den i januar i Danmark før, så det kunne ikke være sjovere, sejere, federe og godt end det! Jeg vil overlade det til de kvikke selv at finde ud af, hvilken art det drejer sig om.
At nå de hundrede. At nå et fastmål. Det er naturligvis processen, som er sjovst, men hver gang man lykkes, så sker der noget inden i en. Det skaber tro på at nye højder kan nås med det rette fokus og hjerte, og derfor kundgører jeg hermed at jeg om to måneder rejser til Mexico!
I går var det månedsskifte, og hvad bedre kan man bruge et vintermånedsskifte til end at prøve at få Brundroslen som en februar måned også. Det var planen, og det var en god plan, for det var også søndag, og da fuglen stadig holder til på det militære område, Nyholm, på Christianshavn ville der være helt frit lejde til at finde fuglen i ro og mag, uden at militære personer ville komme for nær og genne væk. Men desværre skete der intet værre end, at jeg fik hold i lænden, og ikke magtede den kolde tur på cykel. En ubekvem overanstrengelse og for lange kolde ture ud i felten, havde nok gjort deres. Ærgerligt, men naturligvis ikke mere end, at nu da fuglen har været her siden december måned, så ville den nok blive resten af vinteren også, så jeg kunne bare gøre forsøget efter at mit hold havde forladt mig.
Men et hold i lænden skal arbejdes væk, så jeg kløede på med mine daglige øvelser og gik i dag også over for at handle (ekstra med rabatkuponen udfuldt til fuld plade), og da solen skinnede og det allerede kun gjorde lidt ondt i dag, tog jeg afsted over middag. Måske ville der være lukket på en mandag, men så ville jeg få motion til ben og lænd, og da jeg lovede mig selv, kun at gøre det til en smuttur, var der ikke den store risiko for overanstregelse.
Der var åbent, og efter at jeg havde sludret længde nok med en militærhåndværker som stod i døråbningen overfor græsplænen, hvor fuglen holder til, gik jeg hen til den anden person, som var kommet i samme æriende som mig, og han havde lige set den. På jorden, hvor den fløj op i klatreplanterne på den nordlige bygning. Solen frit fremme, og pludselig kom fuglen ud, og satte sig i træet lige foran os til fin bestemmelse og glæde, og lidt efter hoppede den ned på jorden foran for at fouragere. Desværre i ly af en jordvold, så jeg fik ikke et billede. Men det var jo heller ikke hovedplanen. Plænen var blevet spærret af med skiltning som også fuglefolk kunne forstå, så vi må nu blive ude på vejen og spejde ind over området. Og det gik jo altså fint. Lidt efter fløj fuglen tilbage til klatreplanterne og jeg gik. Har nu set Brundrossel i Danmark i en fjerdel af årets måneder. Og hvis jeg hørte til de mindre skeptiske, ville jeg regne Bornholmer-fuglen som en ren art, og derved nå op på en tredjedel. Imponerende!
Men altså, denne fugl er ret speciel. Den er stort set alene nu, med kun et par sjaggere og solsorter til at gøre den selskab. Hvorfor den lige har kastet sit hjerte på dette sted, henstår som en gåde. Dog kan man tænke, at da der ikke er nogen kæledyr i området, da der ikke bor nogen, andet en måske militærpersonale på vagt, er der umiddelt mindre fare for utidige angreb. Også fra flyvende rovdyr, Spurvehøg, da der ikke er store flokke af drosler til at tiltrække sig opmærksomhed. Og hvis der er mad nok, så bliver det vel ikke meget bedre, for kulden synes jo ikke at være et problem. Jeg tænker, at den bliver til forårsdrifterne får den til at flyve nordpå. Og øst på, hvis den vil hjem igen...
Og her til slut bare lige at gentage, at der jo var håndbold. Og Danmark vandt. Suk. OL,VM,EM - suk!
Enjoy!
Mausoleum-renegat og fuldmodne vintertilstande. Januar fortsatte på uvant vis med den kolde skarpe tunge skåret for. Alle dagene og ind i februar. Under frysepunktet, men dog tæt på. Men oveni lagt en konstant kraftig østenvind. Tætte isobarlinjer som de helst kalder det i vejret inde i fjernsynet. Så temperaturerne er ikke så ekstreme, men blæsten gør alligevel sit, så det føles som marv og ben i ublide tider.
Samme vejr gjorde det også til en sværtrækker at gøre mit 100-arts projekt til virkelighed. Alle fuglene syntes at være forsvundet, og jeg begyndte at tvivle på, at det kunne lykkes. Men så stod jeg der på stien nordom Grønjordssøen, og som jeg gik der, kom der en pusler imod mig længere fremme. Med et øje fri af en nærtstående stamme, i halv dækning, som en ægte vandnymfe ville gøre det, så jeg en hovedform og et par øjne, som jeg havde set før. Og efter en længere opdatering angående verdens mange ulyksagligheder kunne glade Finn Olofsen fortælle mig, at han havde haft grønsisken lidt længere fremme. En anden dag godt nok, men netop godt nok for mig. Og hvis jeg lovede ikke at sige det til nogen, så var der også ugle igen i år. Jeg havde prøvet den sidste nogle dage før, men ikke helt det rigtige sted.
Grønsiskenerne har været meget fraværende i år, lige som alle andre småfinker, men i den sene eftermiddag, da jeg gik ned igennem elle-bæltet langs søen, hørte jeg pludselig en fugl. Og det lød som om, at den fløj væk. Men den var der altså tilpas længe nok. Og det var uglen også, som jeg kom tæt på uden at se den, før den fløj ud - over i det oprindelige krat. Og jeg lod den blive der uden at gøre nærmere. Og derved var jeg oppe på 96. Og det var allerede den 19. januar, så håbet kom pludselig lidt tilbage.
Og helt stort blev det dagen efter, hvor der på trods af sne og kolde vindpust pludselig sad en lille mørk sag på hegnet nede for enden af kongelundsengen. Hmm. Der har også holdt en Rødhals til langs hegnet i denne periode, men den sad normalt tættere på, og den var der også denne dag, så det var en anden fugl. Og den så anderledes ud. Men på 200 meters afstand lignede den mest en piber. Måske en frisk Engpiber. Jeg måtte tættere på, og da fuglen ikke var sky, lykkedes det til sidst at kunne konstatere en fin Sortstrubet Bynkefugl. Den fouragerede på jorden indimellem og fløj lidt efter op og satte sig i buskene langs den nye bro over kanalen. Den så ret mørk ud, og jeg tænkte at det nok var en han, men senere gjorde den lyse strube det svært at tro andet end at det måtte være en hun. Sikkert ung.
Videre rundt langs engen var der ikke meget, men da jeg kom ned til hallen og gik bag om for at se om der skulle være noget på markerne der, hvilket der ofte er, fandt jeg en lille flok Sjaggere, og så pludselig en stor kraftig drossel som stod lidt for sig selv i eftermiddagssolen. En flot Misteldrossel. De fløj alle efter kort tid, så jeg var endnu en gang blevet begavet med god rettidighed. 98 arter.Og herfra fortsatte kulden jo altså, og nogle dage blev der skruet op for intensiteten, og den treogtyvende lovede de mere blæst end de andre dage, og da alt stod i østens tegn i disse dage, var det oplagt igen at prøve sydtårnet på dæmningen, for at se om ikke der skulle blive blæst lidt godter ind i Køge Bugt. Jeg holdt i to timer før tæerne sagde nok. Flot. Og ved det blev jeg belønnet med et par Rødstrubede Lommer som ikke gjorde meget andet end at flyve lavt væk over vandet i den grå modvind. 99.
Troen kunne ikke være større nu på at det nok skulle lykkes at nå de 100. Men hvilken art skulle gøre udslaget? Jeg havde prøvet Kongelunden så mange gange for at få arter som Duehøg, Rødtoppet Fuglekonge og Kernebider uden held og det samme gjorde sig gældende med Fløjlsanden, den vel nok mest sandsynlige art at få. De andre på pynten melder den næsten dagligt, men selv om jeg forsøgte med endnu et havobsforsøg fra sydtårnet et par dage senere, fandt jeg den ikke. Så hvad skulle så kunne gøre udslaget? Jeg havde ingen oplagte forslag, og det var derfor en ægte overraskelse jeg blev udsat for, da jeg den otteogtyvende tog endnu en tur ud til Lergravene. Der var stadig en stor flok Ringduer tilstede. De fouragerede åbenbart på en vintergrønmark, og der var en 3-400. Og det var derfor oplagt at en Duehøg ville kunne finde på at lægge vejen forbi også. En var meldt tidligere af en dame faktisk. Men man skal nok vide lidt mere om, hvornår på dagen Duehøgen kan finde på at jage for at øge chancerne for at støde ind i den. Jeg kommer nok for sent ud, med mine eftermiddagsture.
Så jeg så den ikke. Men da jeg nåede ned i det frie hjørne på vestsiden af lunden, så skete der noget. Noget uventet. Pludselig fløj der en enlig fugl ud fra sidekrattet, og den slog en bue op over og kaldte og var ganske tydelig, før den atter tog dække i det sydvestlige hjørne af lundekrattet. Helt uventet at finde denne art på dette tidspunkt, og under disse betingelser. De fleste artsfæller befinder sig langt nede i Europa på denne tid af året, og jeg havde aldrig haft den i januar i Danmark før, så det kunne ikke være sjovere, sejere, federe og godt end det! Jeg vil overlade det til de kvikke selv at finde ud af, hvilken art det drejer sig om.
At nå de hundrede. At nå et fastmål. Det er naturligvis processen, som er sjovst, men hver gang man lykkes, så sker der noget inden i en. Det skaber tro på at nye højder kan nås med det rette fokus og hjerte, og derfor kundgører jeg hermed at jeg om to måneder rejser til Mexico!
I går var det månedsskifte, og hvad bedre kan man bruge et vintermånedsskifte til end at prøve at få Brundroslen som en februar måned også. Det var planen, og det var en god plan, for det var også søndag, og da fuglen stadig holder til på det militære område, Nyholm, på Christianshavn ville der være helt frit lejde til at finde fuglen i ro og mag, uden at militære personer ville komme for nær og genne væk. Men desværre skete der intet værre end, at jeg fik hold i lænden, og ikke magtede den kolde tur på cykel. En ubekvem overanstrengelse og for lange kolde ture ud i felten, havde nok gjort deres. Ærgerligt, men naturligvis ikke mere end, at nu da fuglen har været her siden december måned, så ville den nok blive resten af vinteren også, så jeg kunne bare gøre forsøget efter at mit hold havde forladt mig.
Men et hold i lænden skal arbejdes væk, så jeg kløede på med mine daglige øvelser og gik i dag også over for at handle (ekstra med rabatkuponen udfuldt til fuld plade), og da solen skinnede og det allerede kun gjorde lidt ondt i dag, tog jeg afsted over middag. Måske ville der være lukket på en mandag, men så ville jeg få motion til ben og lænd, og da jeg lovede mig selv, kun at gøre det til en smuttur, var der ikke den store risiko for overanstregelse.
Der var åbent, og efter at jeg havde sludret længde nok med en militærhåndværker som stod i døråbningen overfor græsplænen, hvor fuglen holder til, gik jeg hen til den anden person, som var kommet i samme æriende som mig, og han havde lige set den. På jorden, hvor den fløj op i klatreplanterne på den nordlige bygning. Solen frit fremme, og pludselig kom fuglen ud, og satte sig i træet lige foran os til fin bestemmelse og glæde, og lidt efter hoppede den ned på jorden foran for at fouragere. Desværre i ly af en jordvold, så jeg fik ikke et billede. Men det var jo heller ikke hovedplanen. Plænen var blevet spærret af med skiltning som også fuglefolk kunne forstå, så vi må nu blive ude på vejen og spejde ind over området. Og det gik jo altså fint. Lidt efter fløj fuglen tilbage til klatreplanterne og jeg gik. Har nu set Brundrossel i Danmark i en fjerdel af årets måneder. Og hvis jeg hørte til de mindre skeptiske, ville jeg regne Bornholmer-fuglen som en ren art, og derved nå op på en tredjedel. Imponerende!
Men altså, denne fugl er ret speciel. Den er stort set alene nu, med kun et par sjaggere og solsorter til at gøre den selskab. Hvorfor den lige har kastet sit hjerte på dette sted, henstår som en gåde. Dog kan man tænke, at da der ikke er nogen kæledyr i området, da der ikke bor nogen, andet en måske militærpersonale på vagt, er der umiddelt mindre fare for utidige angreb. Også fra flyvende rovdyr, Spurvehøg, da der ikke er store flokke af drosler til at tiltrække sig opmærksomhed. Og hvis der er mad nok, så bliver det vel ikke meget bedre, for kulden synes jo ikke at være et problem. Jeg tænker, at den bliver til forårsdrifterne får den til at flyve nordpå. Og øst på, hvis den vil hjem igen...
Og her til slut bare lige at gentage, at der jo var håndbold. Og Danmark vandt. Suk. OL,VM,EM - suk!
Enjoy!
2026-01-16
Danmark - landet hvis temperaturkurve svinger så nydeligt omkring nulpunktet, igennem det vi plejer at kalde vinteren. Frosten kom jo, og som dagene gik, kom den også med karakter. Et solidt greb under frystepunktet og vi nåede frem til i søndags, hvor det hele toppede med næsten 20 graders frost i Jylland. Vi andre på Amager slap med minus 5. To dage senere, om tirsdagen, havde vi plusgrader igen, både dag og nat, og al sne regnede væk i løbet af kort tid. Isen på søer og kanaler prøver at holde stand, men drypper os stille og roligt af hænde. Også.
Hvad skal man sige til den slags vejr, andet end at intet kan tages for givet. Uregerlige vinter.
Men man må jo sno sig og få det bedste ud af det, og da jeg nu er nået op på 94 fuglearter på Amager i år, var det med forhåbning, at jeg nu lettere ville kunne nå mit mål om at nå de 100 i janauar. De sidste er jo som bekendt de sværeste, men med et raskt temperaturboost og vinde fra syd, var det oplagt, at der ville komme nogle af de letpåvirkelige arter tilbage til os. En Vibe for eksempel.
Men jeg har været rundt de seneste dage uden at opleve noget som helst i den retning. Skoven er også nærmest død. Måske også vejrfuglene har nået et punkt, hvor de ikke længere orker at flyve frem og tilbage i takt med temperatursvingningerne.
Mens der fortsat var sne, lykkedes det at støde ind i 12 Bjergirisker på Kløvermarken. Uventet. Men det snedækkede landskab kunne sagtens tages for en stor åben slette, og de få frøbærende urter de fouragerede på, smagte nok lige godt om de stod der eller ude ved Klydesøen. Men jeg fik dem som en trøstepræmie for ikke at kunne finde Tundrassædgåsen, som også var blevet fundet af Stig Toft Madsen under hans præstation med den Brune Drossel. Den blev meldt regelmæssigt, men lige meget hjalp det. Jeg ved ikke hvor mange gange jeg var forbi uden held. Men tre dage senere i høj flot solskin og dagen med de rekordlave temperaturer lykkedes det endelig. Uden kamera bliver der ikke mere ud af den, end denne genfortælling. Den havde tydeligt orange på næbbet, der hvor båndet normalt sidder, men det orange-pink gik også op langs siden af næbbet i et ujævnt bånd. Den holdt sig lidt i kanten af de 200+ Grågæs, men var ivrig og på farten. Græsset var mest snedækket, men gæssene havde ikke problemer med at skrabe igennem de få centimeter, som er alt hvad vi har fået her. Godt for dem. 20 Pibeænder gjorde som de, bare på nogen afstand.
Et par dage før, da det fortsat var koldt, gik vinden kortvarigt om i kraftig sydøst, og den slags bør man ikke sidde overhørig, hjemme i den lune krog. Da skal man tage ud og stå i sydtårnet på dæmningen, og håbe at der bliver presset lidt havfugle ind i Køge Bugt. Jeg blev en time. Det var alt, hvad mine tæer kunne holde til. Selv i læ undslipper man ikke. Men det gav pote, med 4 årsarter: Sortand, Havlit, Sule og Alk. Ingen sensationer her, selv om det var pænt at have 10 adulte Suler på den time. Steffen havde åbenbart kun en fra pynten tidligere på dagen, hvilket nok skyldes at vinden tog til hen over middag.
Og to dage senere lykkedes det endelig at finde et par Bjergænder blandt de mange tusinde Troldænder, som lå lige syd for Kalvebod-broen. De er underligt fraværende i år, men de er måske mere sarte end deres sort-hvide slægtning. Og på vejen ud, på Kanonvej, lykkedes det at spotte sølle to Silkehaler i krattet sammen med mange drosler. Som jeg kan se nu på nettet, er de ved at ankomme rundt omkring, så det lykkes nok at finde lidt flere, som sæsonen skrider frem. Der er i hvert fald fortsat bær rundt omkring.
Isfuglen har jeg jo også kigget langt efter, og mest lagt hen som svær eller umulig, nu der var sne og is. Men det viste sig, at flere af de andre havde set en langs syd-nord-kanalen som løber fra Kongelundslågen og helt op til Finderupvej. Jeg havde svært ved at tro det, da de strækninger jeg havde besøgt, var is-dækkede. Men sandt måtte det jo være. Jeg nåede dog først ud efter, at tøvejret havde sat ind, og frygtede, at den nu ville være over alle bjerge i jagten på et bedre spisekammer. Men sandelig om ikke jeg havde heldet med mig, da jeg for et par dage siden nåede frem til kanalen ved Ugandalågen. Der var ikke is på den strækning, og med et halvdårligt syn kunne jeg ikke undelade at spørge mig selv, om ikke den lille klump som sad dernede i nogle af de første grene kunne være en...Og den blev siddende indtil jeg fik kikkerten på, og kunne konstatere, at det var en han. Og at det vel nok var det tætteste jeg havde været på en siddende Isfugl, ever eller i meget lang tid. Den lettede og fløj ti meter længere væk til en anden gren. Den ville ikke væk, og havde åbenbart fundet et godt sted her. Uden kamera, igen, fortsatte jeg videre med det samme. Ingen grund til at gnide mere salt i såret. Men en siddende isfugl med en god telelinse på 5 meters afstand. Det kan vel ikke blive meget bedre end det...suk!
3 Stære sad lidt efter ude ved Kofoeds Enge og blandede sig med Sjaggere. Nummer 94 i solskin, men kortvarigt, da de valgte at flyve, da en ungpige med hund gik forbi.
På hjemmefronten går det stille og roligt med Altangæsterne. Jeg købte endnu en 5 kg's pose den anden dag, og håber at de rækker vinteren ud. Dog har mine Råge fået ret fast følgeskab af en håndfuld Gråkrager og flere Alliker. Og forleden dag kom en hel flok Gråænder processerende lang husmuren, og gjorde hurtigt kål på de nedkastede kerner, som kragefuglene ikke havde nået at snappe endnu. Og Rødhalsen kommer nu også regelmæssigt, og virker mere frimodig end den har gjort de forrige år. Jeg forestiller mig naturligvis, at det er den samme.
Og nu er der håndbold. Atter suk!
Danmark - landet hvis temperaturkurve svinger så nydeligt omkring nulpunktet, igennem det vi plejer at kalde vinteren. Frosten kom jo, og som dagene gik, kom den også med karakter. Et solidt greb under frystepunktet og vi nåede frem til i søndags, hvor det hele toppede med næsten 20 graders frost i Jylland. Vi andre på Amager slap med minus 5. To dage senere, om tirsdagen, havde vi plusgrader igen, både dag og nat, og al sne regnede væk i løbet af kort tid. Isen på søer og kanaler prøver at holde stand, men drypper os stille og roligt af hænde. Også.
Hvad skal man sige til den slags vejr, andet end at intet kan tages for givet. Uregerlige vinter.
Men man må jo sno sig og få det bedste ud af det, og da jeg nu er nået op på 94 fuglearter på Amager i år, var det med forhåbning, at jeg nu lettere ville kunne nå mit mål om at nå de 100 i janauar. De sidste er jo som bekendt de sværeste, men med et raskt temperaturboost og vinde fra syd, var det oplagt, at der ville komme nogle af de letpåvirkelige arter tilbage til os. En Vibe for eksempel.
Men jeg har været rundt de seneste dage uden at opleve noget som helst i den retning. Skoven er også nærmest død. Måske også vejrfuglene har nået et punkt, hvor de ikke længere orker at flyve frem og tilbage i takt med temperatursvingningerne.
Mens der fortsat var sne, lykkedes det at støde ind i 12 Bjergirisker på Kløvermarken. Uventet. Men det snedækkede landskab kunne sagtens tages for en stor åben slette, og de få frøbærende urter de fouragerede på, smagte nok lige godt om de stod der eller ude ved Klydesøen. Men jeg fik dem som en trøstepræmie for ikke at kunne finde Tundrassædgåsen, som også var blevet fundet af Stig Toft Madsen under hans præstation med den Brune Drossel. Den blev meldt regelmæssigt, men lige meget hjalp det. Jeg ved ikke hvor mange gange jeg var forbi uden held. Men tre dage senere i høj flot solskin og dagen med de rekordlave temperaturer lykkedes det endelig. Uden kamera bliver der ikke mere ud af den, end denne genfortælling. Den havde tydeligt orange på næbbet, der hvor båndet normalt sidder, men det orange-pink gik også op langs siden af næbbet i et ujævnt bånd. Den holdt sig lidt i kanten af de 200+ Grågæs, men var ivrig og på farten. Græsset var mest snedækket, men gæssene havde ikke problemer med at skrabe igennem de få centimeter, som er alt hvad vi har fået her. Godt for dem. 20 Pibeænder gjorde som de, bare på nogen afstand.
Et par dage før, da det fortsat var koldt, gik vinden kortvarigt om i kraftig sydøst, og den slags bør man ikke sidde overhørig, hjemme i den lune krog. Da skal man tage ud og stå i sydtårnet på dæmningen, og håbe at der bliver presset lidt havfugle ind i Køge Bugt. Jeg blev en time. Det var alt, hvad mine tæer kunne holde til. Selv i læ undslipper man ikke. Men det gav pote, med 4 årsarter: Sortand, Havlit, Sule og Alk. Ingen sensationer her, selv om det var pænt at have 10 adulte Suler på den time. Steffen havde åbenbart kun en fra pynten tidligere på dagen, hvilket nok skyldes at vinden tog til hen over middag.
Og to dage senere lykkedes det endelig at finde et par Bjergænder blandt de mange tusinde Troldænder, som lå lige syd for Kalvebod-broen. De er underligt fraværende i år, men de er måske mere sarte end deres sort-hvide slægtning. Og på vejen ud, på Kanonvej, lykkedes det at spotte sølle to Silkehaler i krattet sammen med mange drosler. Som jeg kan se nu på nettet, er de ved at ankomme rundt omkring, så det lykkes nok at finde lidt flere, som sæsonen skrider frem. Der er i hvert fald fortsat bær rundt omkring.
Isfuglen har jeg jo også kigget langt efter, og mest lagt hen som svær eller umulig, nu der var sne og is. Men det viste sig, at flere af de andre havde set en langs syd-nord-kanalen som løber fra Kongelundslågen og helt op til Finderupvej. Jeg havde svært ved at tro det, da de strækninger jeg havde besøgt, var is-dækkede. Men sandt måtte det jo være. Jeg nåede dog først ud efter, at tøvejret havde sat ind, og frygtede, at den nu ville være over alle bjerge i jagten på et bedre spisekammer. Men sandelig om ikke jeg havde heldet med mig, da jeg for et par dage siden nåede frem til kanalen ved Ugandalågen. Der var ikke is på den strækning, og med et halvdårligt syn kunne jeg ikke undelade at spørge mig selv, om ikke den lille klump som sad dernede i nogle af de første grene kunne være en...Og den blev siddende indtil jeg fik kikkerten på, og kunne konstatere, at det var en han. Og at det vel nok var det tætteste jeg havde været på en siddende Isfugl, ever eller i meget lang tid. Den lettede og fløj ti meter længere væk til en anden gren. Den ville ikke væk, og havde åbenbart fundet et godt sted her. Uden kamera, igen, fortsatte jeg videre med det samme. Ingen grund til at gnide mere salt i såret. Men en siddende isfugl med en god telelinse på 5 meters afstand. Det kan vel ikke blive meget bedre end det...suk!
3 Stære sad lidt efter ude ved Kofoeds Enge og blandede sig med Sjaggere. Nummer 94 i solskin, men kortvarigt, da de valgte at flyve, da en ungpige med hund gik forbi.
På hjemmefronten går det stille og roligt med Altangæsterne. Jeg købte endnu en 5 kg's pose den anden dag, og håber at de rækker vinteren ud. Dog har mine Råge fået ret fast følgeskab af en håndfuld Gråkrager og flere Alliker. Og forleden dag kom en hel flok Gråænder processerende lang husmuren, og gjorde hurtigt kål på de nedkastede kerner, som kragefuglene ikke havde nået at snappe endnu. Og Rødhalsen kommer nu også regelmæssigt, og virker mere frimodig end den har gjort de forrige år. Jeg forestiller mig naturligvis, at det er den samme.
Og nu er der håndbold. Atter suk!
2026-01-07
"I'm dreaming of the next damsel...uh ah uhh". Men det må forblive ved det, for der er absolut ingen anledning i disse dage til at den slags drømme skal blive virkelige i den meget lange nærmeste fremtid. Julen blev frost og klar, og efter et par sjapdage kom nyåret og trodsede alle klima-fremskrivninger, og det holder endnu: Sneen lagde sig, og sidenhen har frosten bidt sig fast i vores lille land (Store land, hvis man medregner Grønland, og det gør de fleste danskere jo i disse dage). De lover snestorm over nordjylland, men de er jo vant til den slags. Vi andre slipper, og er sluppet, med de efterhånden sædvanlige mindre nedbørsmængder, og med det fine snedække, svage vinde og knirkende frost, ned til -15 nogle steder, så er det jo egentlig ganske fornøjeligt her på Amager.
Moderen kæmper fortsat med genoptræningen, og her hjælper glatføret jo ikke specielt, men gårdmændene har været nogenlunde artige, og har ryddet og saltet tilpas til, at man godt kan gå ud og øve bentøjet uden at risikere at falde både på langs og på tværs.
Var rundt langs dæmningen den anden dag, og som det altid sker, når sneen har ligget et par dage, og er blevet kørt i sønder med frosten ovenpå, var det tricky at bevæge sig på den tohjulede. Så jeg gik oppe fra Birkedammen og ned til midtertårnet. Vinklen i forhold til vind og vejr er afgørende, åbenbart, for den sydlige del af dæmningen havde en anden slags snelag, og der kunne man fortsat køre uden problemer.
Og det var også uden problemer at nyde synet af min største mængde Sortgrå Ryler til dato. Nord for nordtårnet kom pludselig en flok på 65 fugle flyvende forbi. De fløj et godt stykke op mod Kalvebodbroen før de vendte rundt og forsvandt rundt i svinget langs dæmningen mod syd. Lidt efter kom yderligere 10 fugle fra nordvest som fløj aktivt mod sydøst. 75 i alt, og et godt bidrag til årets januar-udfordring. Tænker at jeg vil prøve at nå de 100 arter i januar i år. På Amager og bare for sjov.
Brundroslen er fortsat på plads, og den nappede jeg allerede den første januar. En spøjs obs på Nyholm, hvor der ikke er mange drosler tilbage. Men lige i det hjørne af græsplænen, hvor den brune holder til, var der også solsort, sjagger, vindrossel, og nærmest kun en af hver. Og hvorfor de af alle steder lige havde valgt at holde til der, finder vi nok aldrig ud af. Der findes fortsat tonsvis af bær mange andre steder i området. Nyholm hører egentlig under Forsvaret, men af ukendte grunde har området været åbent for offentligheden et stykke tid. Måske fordi de fleste bygninger er rømmet (skimmelsvamp efter sigende), men i går var der tilsyneladende lukket for civilister, og man kan jo tænke, om det har noget med den Store Satans virkelyst at gøre. Og måske er det dermed slut med den Brune i denne omgang...(update: Det er det ikke. Dagen efter blev fuglen set igen på samme sted).
I går blev også en skæbnedag, da der på tragisk vis hang en død musvit i foderkokosnødden. Det gjorde ondt. Og mest fordi det kunne have været undgået, hvis jeg havde udvist rettidig omhu. Systemet er indrettet sådan, at kernerne findes i et plasticrør med huller i bunden, hvor de kommer ud, og lægger sig i bunden af kokosnødden. De huller har lige præcis den størrelse, som gør, at når en grådig musvit går efter de allersidste kerner, som ligger inde i plastikrøret, så er der stor chance for, at hovedet sidder fast. Jeg har netop tidligere hjulpet en fri som hang og baskede med hovedet fanget i hullet. Og det burde jo have fået mig til at handle. Men det skete ikke i tide. Men nu har jeg handlet, og håber at det er nok. Den døde fugle fik sit endelige hvilested under et lille grantræ i Frieslandsskoven. Stedt til hvile i sneen med den strålende sol badende fra oven. I det mindste. Og jeg beklager!
De 100 arter er foreløbig blevet til 80, hvilket er ganske artigt vejret taget i betragtning. Periferi-arter, så som Storspove, Dobbeltbekkasin og Rørspurv har artet sig, ligesom jeg har kunnet glæde mig over, at Jernspurven kommer på altanen. En kuldeklassiker på disse kanter. Du kan se hele listen under Observationer, under Quick Access. Der var Isfugl flere steder på øen lige over nytåret, men med den fortsatte kulde er de fleste, hvis ikke alle, kanaler nu frosset til, så den bliver svær at få nu.
De 80 er nu blevet til 81, da en handletur hen over legesiden gav min første Korttåede Træløber på matriklen.
Natuglen har også været svær at få. I hvert fald har der ikke været nogen i det vestlige træ i Kongelunden et stykke tid nu. Først troede jeg, at det drejede sig om tidlig yngel, og at de derfor var forsvundet til deres redested, men nu hvor vejret er blevet barskt, skyldes det desværre nok, at tidens tand har indfundet sig. De har været der i mange år, og er måske taget videre til de Evige Jagtmarker. Den østlige har også være væk, men den er på plads nu, så måske der bare er nogle dynamikker blandt natugler, som jeg ikke lige kan gennemskue.
Et sving forbi Dragør gav et par Taiga-sædgæs som fløj sydpå, og det samme gjorde en enlig Lærke, højt pludrende over Gåsebyen. Og to Engpibere og elleve Skægmejser ved Sydtårnet i forgårs, er også grunden til at jeg nu kun mangler 19 arter, før jeg kan stråle som en vintersol med fuld plade!
Skægmejserne er måske den mest overraskende art, taget vintervejret og deres sarte natur i betragtning. De går som regel til i store mængder, når det bliver frost på den seriøse måde, som vi har nu. Men de sad lystigt og gnaskede frø fra rørene langs kanalen, og dem burde der jo være mange af, hvorfor håbet er på min side.
Gårsdagens eftermiddag blev tilbragt ved Lergravene i håbet om en Fjeldvåge, Kvækerfinke og Gulspurv. Det var utroligt bidende derude, på kanten af lufthavnens åbne vidder, men der var mange fugle. 1350 Bramgæs på vintersæd er usædvanligt på de marker. Og de fik følgeskab af en god håndfuld Sangsvaner og 300 Ringduer. Plus en enkelt Huldue som jeg tilfældigt fik i gave, da jeg spottede den blandt de andre duer, da de fløj op i træerne lige ved. Af de tre førstnævnte fik jeg kun de to, men den sidste var der muligvis også, da en fugl som fløj væk bag træerne så ud til at have et tydeligt bugskjold...
Rådyrene er også glade for den mark hvor alle gæssene stod, og man fyldes med forundring og ærefrygt, når man selv render rundt og fryser ved først tænkelige anledning. Lufferne skal ikke være af i mange minutter før at lidelsen sætter ind. Og der stod og lå og græssede disse varmblodede dyr, som om at alt var i den skønneste orden. Og det var det sikkert også. Og det er det måske altid, når alt kommer til alt. Og mere nu hvor de 81 nu er blevet til 84. Glædens stund har sjov i mund!
Godt Nytår!
"I'm dreaming of the next damsel...uh ah uhh". Men det må forblive ved det, for der er absolut ingen anledning i disse dage til at den slags drømme skal blive virkelige i den meget lange nærmeste fremtid. Julen blev frost og klar, og efter et par sjapdage kom nyåret og trodsede alle klima-fremskrivninger, og det holder endnu: Sneen lagde sig, og sidenhen har frosten bidt sig fast i vores lille land (Store land, hvis man medregner Grønland, og det gør de fleste danskere jo i disse dage). De lover snestorm over nordjylland, men de er jo vant til den slags. Vi andre slipper, og er sluppet, med de efterhånden sædvanlige mindre nedbørsmængder, og med det fine snedække, svage vinde og knirkende frost, ned til -15 nogle steder, så er det jo egentlig ganske fornøjeligt her på Amager.
Moderen kæmper fortsat med genoptræningen, og her hjælper glatføret jo ikke specielt, men gårdmændene har været nogenlunde artige, og har ryddet og saltet tilpas til, at man godt kan gå ud og øve bentøjet uden at risikere at falde både på langs og på tværs.
Var rundt langs dæmningen den anden dag, og som det altid sker, når sneen har ligget et par dage, og er blevet kørt i sønder med frosten ovenpå, var det tricky at bevæge sig på den tohjulede. Så jeg gik oppe fra Birkedammen og ned til midtertårnet. Vinklen i forhold til vind og vejr er afgørende, åbenbart, for den sydlige del af dæmningen havde en anden slags snelag, og der kunne man fortsat køre uden problemer.
Og det var også uden problemer at nyde synet af min største mængde Sortgrå Ryler til dato. Nord for nordtårnet kom pludselig en flok på 65 fugle flyvende forbi. De fløj et godt stykke op mod Kalvebodbroen før de vendte rundt og forsvandt rundt i svinget langs dæmningen mod syd. Lidt efter kom yderligere 10 fugle fra nordvest som fløj aktivt mod sydøst. 75 i alt, og et godt bidrag til årets januar-udfordring. Tænker at jeg vil prøve at nå de 100 arter i januar i år. På Amager og bare for sjov.
Brundroslen er fortsat på plads, og den nappede jeg allerede den første januar. En spøjs obs på Nyholm, hvor der ikke er mange drosler tilbage. Men lige i det hjørne af græsplænen, hvor den brune holder til, var der også solsort, sjagger, vindrossel, og nærmest kun en af hver. Og hvorfor de af alle steder lige havde valgt at holde til der, finder vi nok aldrig ud af. Der findes fortsat tonsvis af bær mange andre steder i området. Nyholm hører egentlig under Forsvaret, men af ukendte grunde har området været åbent for offentligheden et stykke tid. Måske fordi de fleste bygninger er rømmet (skimmelsvamp efter sigende), men i går var der tilsyneladende lukket for civilister, og man kan jo tænke, om det har noget med den Store Satans virkelyst at gøre. Og måske er det dermed slut med den Brune i denne omgang...(update: Det er det ikke. Dagen efter blev fuglen set igen på samme sted).
I går blev også en skæbnedag, da der på tragisk vis hang en død musvit i foderkokosnødden. Det gjorde ondt. Og mest fordi det kunne have været undgået, hvis jeg havde udvist rettidig omhu. Systemet er indrettet sådan, at kernerne findes i et plasticrør med huller i bunden, hvor de kommer ud, og lægger sig i bunden af kokosnødden. De huller har lige præcis den størrelse, som gør, at når en grådig musvit går efter de allersidste kerner, som ligger inde i plastikrøret, så er der stor chance for, at hovedet sidder fast. Jeg har netop tidligere hjulpet en fri som hang og baskede med hovedet fanget i hullet. Og det burde jo have fået mig til at handle. Men det skete ikke i tide. Men nu har jeg handlet, og håber at det er nok. Den døde fugle fik sit endelige hvilested under et lille grantræ i Frieslandsskoven. Stedt til hvile i sneen med den strålende sol badende fra oven. I det mindste. Og jeg beklager!
De 100 arter er foreløbig blevet til 80, hvilket er ganske artigt vejret taget i betragtning. Periferi-arter, så som Storspove, Dobbeltbekkasin og Rørspurv har artet sig, ligesom jeg har kunnet glæde mig over, at Jernspurven kommer på altanen. En kuldeklassiker på disse kanter. Du kan se hele listen under Observationer, under Quick Access. Der var Isfugl flere steder på øen lige over nytåret, men med den fortsatte kulde er de fleste, hvis ikke alle, kanaler nu frosset til, så den bliver svær at få nu.
De 80 er nu blevet til 81, da en handletur hen over legesiden gav min første Korttåede Træløber på matriklen.
Natuglen har også været svær at få. I hvert fald har der ikke været nogen i det vestlige træ i Kongelunden et stykke tid nu. Først troede jeg, at det drejede sig om tidlig yngel, og at de derfor var forsvundet til deres redested, men nu hvor vejret er blevet barskt, skyldes det desværre nok, at tidens tand har indfundet sig. De har været der i mange år, og er måske taget videre til de Evige Jagtmarker. Den østlige har også være væk, men den er på plads nu, så måske der bare er nogle dynamikker blandt natugler, som jeg ikke lige kan gennemskue.
Et sving forbi Dragør gav et par Taiga-sædgæs som fløj sydpå, og det samme gjorde en enlig Lærke, højt pludrende over Gåsebyen. Og to Engpibere og elleve Skægmejser ved Sydtårnet i forgårs, er også grunden til at jeg nu kun mangler 19 arter, før jeg kan stråle som en vintersol med fuld plade!
Skægmejserne er måske den mest overraskende art, taget vintervejret og deres sarte natur i betragtning. De går som regel til i store mængder, når det bliver frost på den seriøse måde, som vi har nu. Men de sad lystigt og gnaskede frø fra rørene langs kanalen, og dem burde der jo være mange af, hvorfor håbet er på min side.
Gårsdagens eftermiddag blev tilbragt ved Lergravene i håbet om en Fjeldvåge, Kvækerfinke og Gulspurv. Det var utroligt bidende derude, på kanten af lufthavnens åbne vidder, men der var mange fugle. 1350 Bramgæs på vintersæd er usædvanligt på de marker. Og de fik følgeskab af en god håndfuld Sangsvaner og 300 Ringduer. Plus en enkelt Huldue som jeg tilfældigt fik i gave, da jeg spottede den blandt de andre duer, da de fløj op i træerne lige ved. Af de tre førstnævnte fik jeg kun de to, men den sidste var der muligvis også, da en fugl som fløj væk bag træerne så ud til at have et tydeligt bugskjold...
Rådyrene er også glade for den mark hvor alle gæssene stod, og man fyldes med forundring og ærefrygt, når man selv render rundt og fryser ved først tænkelige anledning. Lufferne skal ikke være af i mange minutter før at lidelsen sætter ind. Og der stod og lå og græssede disse varmblodede dyr, som om at alt var i den skønneste orden. Og det var det sikkert også. Og det er det måske altid, når alt kommer til alt. Og mere nu hvor de 81 nu er blevet til 84. Glædens stund har sjov i mund!
Godt Nytår!