Lad dine sammenkrøllede lærde tanker tage en pause, mens jeg tager ud i skoven og lytter til naturens klare stemme.
Februar blev en måned til ære for de vekselvarme. På Jorden som helhed. Aldrig målt så høje temperaturer i gennemsnit. A Hot Spring In the Becoming. I Danmark, dog, landede vi lidt under middel, og kunne igen, hvis vi bare kiggede ud ad vinduet, og ikke lod os forføre af teknologiens fremsigelser, tro at det gik den anden vej. Men det gør det jo ikke. Pendulet har vundet momentum og svinger i ekstreme buer højere og højere synes det. Vi må håbe at snoren holder..!
Aldrig som før fik vi vand i mængder, og den ene oversvømmelse i kældre langs kysterne efter den anden fyldte nyhedsstrømmen. Til glæde for os der bor tørskoet, og som ved dette scenarie kan håbe at menneskene endelig bliver nød til at trække sig. Væk fra kysterne, så vi kan få naturlige og tilgængelige strækninger tilbage. Der skal åbenbart altid kontante argumenter til for at de ufrivillige makker ret.
Rent fuglemæssigt blev måneden sådan lidt lirumlarum. Oven på januars flotte afslutning gik arterne nærmest i sig selv igen. Og det på trods af at vejret vel artede sig nogenlunde med moderate temperaturer. Dog også med nogen østenvind, som ikke giver meget nyt på vores kanter på denne tid af året. 9 årsarter blev det til i årets anden måned. Først et par Storspover ude i reservatet, og en god uge inde i måneden dukkede den første Gråstrubede Lappedykker op ved Villahøj. Sidste år kom den en uge tidligere, og sammenlagt er tendensen klar. De ligger og tripper derude langs kysterne, og agerer vejrfugle så snart den første sprække af mildning viser sig. Flere dukkede op i par i dagene efter.
Og så på en af dagene, hvor der var stilhed i luften, valgte jeg at tage i Kongelunden, for mon ikke, at der også kunne være røre i de små fugle? En Rødtoppet Fuglekonge måtte jeg da kunne finde. En har overvintret i Fælledparken, så at der ikke skulle være en i min skov også, lød usandsynligt. Og det var det. For langs en sidesti ved Fasansti-krydset ned mod den s-formede ridesti i sydvest, poppede der straks en op, som jeg gik forbi. Lavt og i fuld vigør. Jeg provokerede den, og den reagerede med sang en enkelt gang, men fortsatte så bare med at fouragere. Sammen med de andre små, hvoraf en lydhør Korttået Træløber lod sig registrere samme sted uden at blive set. Denne art må siges at have bidt sig fast på Amager nu, idet jeg senere havde en ved Høgsbrovej i Tårnby, tæt på hvor jeg bor.
I dagene efter valgte jeg at claime en Vandrikse ved Frieslandsvej. Du ved, kun hørt mest som en fraktion af en lyd, men derfra hvor de normalt holder til. Og det samme med en overflyvende Tornirisk i Kongelunden. Bare lige et kort pip, som måske kunne have været så meget andet, men alligevel ramte en streng i hukommelsen, lige der hvor irisken normalt holder til.
Den store præstekrave må vel også regnes for en vejrfugl, og den ankom også i disse dage i store tal. Jeg talte over hundrede den ene dag fra midtertårnet. Sammen med viber i hundredvis. SKR havde over 800 den ene dag, mens jeg kun kunne finde knapt 600 dagen efter. Og ligeledes med Strandskaderne, som endelige havde indfundet sig ved Gåsebyen da jeg var forbi den 23. 81 styks. De enorme vandmængder har her skabt en stor sammenhængende sø, som tvang dem til at bevæge sig i kanten. Det megen vand alle vegne har skabt småsøer og pytter i utallige mængder, og vandfuglene kvitterer straks og nyder det i store drag. Særligt bramgæssene som på vanligvis har indfundet sig overalt.
I disse dage var vinden gået i sydvest, vores foretrukne senvinterretning, og selv om det ikke var specielt varmt i de dage, havde en lille flok rørspurve alligevel fundet det værd at komme hid, og beære med et vinterbesøg ved Villahøj, 5 styk. Det er jo en art som sagtens overvintrer i Danmark, og gør det, men bare ikke særlig tit på Amager. Og det gjorde disse her jo altså heller ikke, men for den statistisk-anlagte fuglekigger betyder det intet. Kommer den i februar, så er det en vinterfugl. Tak.
Og som rosinen i enden af februar lukkede hjejlen måneden. Også fra midtertårnet i dagene med de mange præstekraver og viber. Og intet usædvanligt i det heller. De rigtige arter på det rigtige tidspunkt på det rette sted.
Men som det svigefuldt måske vil lyde, bærer al denne fornøjelse ved de tidlige fugle sig mest oppe som en afventende adspredelse inden sæsonen med de nye hjertenskære - sommerfuglene og guldsmedene - kan komme i gang. Og om det tripper man jo gerne rundt med utålmodigt sind, lige som lappedykkerne langs kysten. En solbeskinnet eftermiddag, og forventningen bliver straks vagt. Kunne der mon ikke være en tidlig takvinge på vingerne på et lunt sted? Jeg prøvede hist og pist og særligt ved Skovfogedmarken i Kongelunden, som på trods af den udbredte maltraktering af vegetationen alligevel fortsat har de kvaliteter hvor sol og læ bør kunne tiltrække en sommerfugl uden for sæsonen. Så jeg var forbi nogle gange, og selv om det ikke blev til nogen sommerfugle der, var det alligevel lidt spændende, for nogen havde hængt et par foderkugler op, og med tanke på at det var under lignende omstændigheder, at jeg havde Sumpmejse for et par år siden, satte jeg mig godt tilrette ved spisebordet og ventede håbefuldt. Men det blev kun til de almindelige mejser og et par fine spætmejser som vimsede rundt, mens en Sortmejse sang i baggrunden. Og så denne ene lille fugl som pludselig puslede i vegetationen nede under kuglerne. Vel sagtens en Gærdesmutte, tænkte jeg, men da kikkerten lige nåede at komme på inden den forsvandt, var det tydeligt at se den grønlige ryg og det markante hvide øjenbryn. Min anden Rødtoppede Fuglekonge i år.
I skrivende stund er marts måned allerede en tredjedel gammel, og vejret er gået lidt i stampe. Mange dage har været tåget. Og derfor stille. Det er også helt som det bør være, i transitionen mellem vinter og forår sker det altid i kystnære egne. Og i hvert fald altid på Amager. Dog sker det normalt først henne i april. Mine første traner i år blev derfor en lytteart, en dag jeg ikke kunne spotte den flok som tydeligt lod sig høre oppe fra skyerne, og ganske tæt på. Jeg tænker, at de var på vej ned for at nødlande i den umulige sigt, men måske de overrasker mere end man ved, og gerne flyver lange nordgående stræk hen over den usynlige jord, styret af solen og deres medfødte gps?
Og så ringede tællealfen pludselig en af dagene, hvor han stod og kedede sig med daglange artsregistreringer til fugleradaren i lufthavnen. Nu som fastansat medarbejder, mens jeg fortsat er helt uden for det marked. En hård skæbne at bide i, men enten smider man håndklædet en gang for alle, og siger det store Farvel, eller også tror man på at eventyret om den grimme ælling findes i os alle, og det bare gælder om at holde ud. HCA. Geniet der viste vejen. Jeg må gøre dig ære ved det.
Dagsrytmen i min aktuelle verden dikterer en daglig runde på øen. I en af retningerne. Mest for den friske luft og bevægelsens skyld, men naturligvis også for at være i mit rette element, og ikke mindst for at støve interessante sager op. Så jeg planlagde den dag at køre omkring Lergravene hvor alfen havde slået sig ned. Både for at hilse og adsprede, men også for at kunne tage et smut forbi Ullerup, hvor hun-mandarinen på foruroligende vis ikke havde været tilstede et par dage før. De to klippede hanner var der, men hun var væk. Var hun svigefuldt taget afsted på sit normale træk, hvilket ville være to uger tidligere end året før, eller var der sket hende noget eller havde hun bare været ude at nette sig i det nære? Jeg måtte have syn for sagen.
Mens vi pludrede i den kølige østenvind kom en Hvid Vipstjert forbi i flugt, og senere 4 synlige traner, som bevægede sig præcist ind over lufthavnen op langs landingsbanen med kurs mod den svenske kyst. Fuglepatruljen var som altid ude, og vi kunne høre skud i deres retning, og det virkede da, som om at tranerne valgte at dreje noget af i en væk-bevægende retning. De skyder umådelige mængder af fugle derude, men jeg tror dog ikke, at de her skød for at dræbe, men mere for at skræmme, og det virkede tilsyneladende. Den Lille Troels måtte blive med frysende fødder, mens jeg fortsatte over til dammen, og med højstemt glæde kunne konstatere at fruen var tilbage! . En uge senere var jeg forbi igen, og idyllen var intakt, og der var ligefrem sat tre redekasser op ude i vandet, hvilket vel nok er til fristelse af de små ænder.
Foråret tøver fortsat med sin rigtige ankomst. Dagene op mod 10 grader men koldt om natten, og solen magter ikke rigtig at komme igennem tågelagene, andet end i små øjeblikke. Og et sådant greb jeg således den syvende, og kørte igennem kongelunden med lune blandt træerne. Og en stråle må have ramt særlig dybt for pludselig røg der en flagrende bevægelse op fra grøften langs midterstien, og med et hovedkast til siden øjnede jeg de røde, hvide og sorte farver på denne årets første admiral, som fortsatte højt op over træerne. En glædelig fornøjelse, som dels var årets første, og dels var den tidligste dagsommerfugl jeg havde registreret her til lands, og mere endnu var det en 'ægte sommerfugl', hvilket det er, når den ikke lugter af at have siddet i et brændeskur vinteren over og der blevet forstyrret til at nu at flyve rundt en kende for tidligt. Her inde midt i kongelunden, kan jeg kun forestille mig, at det må dreje sig om et dyr, som har puttet sig derude, og nu på denne dag hvor solen gjorde sit arbejde, var blevet fristet til at komme ud og se verden - på ny. Men altså for tidligt. De vågner mest op for at komme i gang med at parre sig. Om den formår at gå til hvile igen, eller den er dømt til en kort kold rundflyvning før kræfterne slipper op, er jeg ikke helt klar over. Selvfølgelig kan man også bare lege med forestillingen om, at det ikke var den eneste der lod sig friste denne dag, og at de lykkedes at mødes i par, og forene sig til glæde for sommerens næste kuld.
Dagen efter strøg jeg et smut forbi Dragør Sydstrand, og i det nogenlunde pæne vejr, lurede jeg på, om ikke der mon kunne sidde en tidlig splitterne på en af de mange fiskenetspæle langs stranden. Og det gjorde der! Bare en enkelt blandt et par måger. Steffen af Bornholm havde en allerede den 29. februar ved pynten, hvilket er rigtig tidligt for Amager, og dette må så nok blive nummer to på øen. Frostfrit og med solen i stigning lader de sig friste. Jeg forestiller mig at det er fugle som har taget chancen og overvintret længere nordpå end Middelhavsegnene. Garvede fugle som ligesom storkene og tranerne har lært, at hvis man accepterer en smule kulde om næbbet, så kommer man først til møllen.
Derved nåede jeg til enden af de foreløbige 114 amagerarter og kan lade denne beretning fade stille ud. Dog bør jeg nok lige nævne vores lokale exoticum, rørhøne-blishøne hybriden som i min kikkert indfandt igen i året i starten af februar, og har været der lige siden. Fit for Fight ser den ud, mens den møffer rundt i lagunen og ind imellem grynter lidt med sit forårsparate blandingsnæb.
Og til næstsidst får I lige denne skærpiber af i går. Afvigende med det orange bryst uden dog at være sjælden. De østlige af slagsen har den tendens, men alligevel synes jeg ikke at kunne finde særlig mange billeder på linjen af dem, så den kan godt tåle at komme med her.
Og til sidst at bemærke, at det denne gang har været begrænset med de mange lægmandskommentarer til verden omkring os, hvilket vel egentlig er ganske rart, men helt kan jeg ikke lade det fare, da det bør huskes at Søren Pape Poulsen pludseligt døde den 1. marts. Ud af den blå luft, en hjerneblødning. Det er den slags oplevelser som midt i alle de deprimerende rapporter om menneskenes kontinuerlige nedrige adfærd overfor hinanden overalt omkring os, formår at skinne igennem og fastholde os på taknemmeligheden over at være i live, og intet tage for givet, og sørge for at få gjort alt det gode som ligger i drømmene til realitet mens tid er. Far Vel Søren!