Stemningen er ikke til at komme uden om, selv om den første officielle forårsdag startede ud med klar frost. Men solen tog fat, så snart den kom fri af horisontbuen, og har hele dagen skinnet skønt fra en vindstille himmel med ivrige fugle i forgrunden. Så man kan kun glædes. Ikke at januar og februar var specielt slemme. Til den lune side med de sædvanlige plus-minus svingninger. Det lune vejr gjorde til gengæld, at vi fik en meget våd periode, og den underskudstilstand landet generelt var havnet i sidste år, blev udlignet, og mere til. Den vådeste februar nogensinde bør tale sit eget sprog. Så nu er alle depoter fyldt op, og vi venter spændt på om den vandglade vader, Stylteløberen, kommer tilbage og kvitterer med en fornøjelig tredje sæson ved Villahøj.

Fuglene har ellers fået lov at flyve deres egne vegne, og jeg har kun plukket dem som er kommet forbi, uden at gøre en større indsats. Således nåede jeg vel knapt over 60 arter på Amager i januar, modsat sidste år hvor jeg insisterede, og fint kom over de hundrede. Nu her i rundingen ind i foråret ligger jeg på 103 arter, hvilket kun er 6 efter sidste år. Ikke den store forskel, og jeg kan glæde mig over at krudtet er sparet, og fortsat tørt, til indløsning når det helt store brag skal lyde en dag. Det kunne dog sagtens have været en fredag i januar, hvor jeg hjemme fra arbejde, valgte at køre en tur ud om Dragør i det forlængede eftermiddagslys for at rundere de ringmærkede hættemåger. Det var vel en ganske behagelig tur. Særligt efter at have siddet forstenet på en kontorstol hele ugen, og bare tastet den samme korte datasekvens ind flere hundrede gange. "Jeg ville da hellere være vikar, for I tjener jo meget mere, end vi gør..." Sådan lød en kommentar en dag fra en af de ansatte i virksomheden, hvor jeg vikarierede. Jeg løftede da et øjenbryn eller to over den bemærkning. Det ene fordi det nok ikke var sandt, at vi tjente mere end hun gjorde, idet vikarbureauet skovler deres store del af fakturaen lige ned i eget lommefoer, og det kun knapt kunne kaldes en rimelig løn, det som vi fik. Og det andet øjenbryn, som tæller mere i længden, kunne ikke helt få det til at gå op at nogen, når de er havnet et stedet i livet, hvor forpligtelserne har det bedst med en fast indtægt, skulle ønske at blive en fritflagrer uden et sikkert sted at gå til ro hver aften. Og naturligvis også fordi der i samme åndedrag automatisk følger flere og sjovere opgaver med, når man er en del af forretningen.

Så den fredag kom jeg altså behageligt hjem efter en frisk rundtur, men kun tilfreds indtil jeg kunne erfare i dofbasen, at der havde været Thorshane ude langs dæmningen i løbet af dagen. Stig havde set den, måske ligefrem opdaget den, plus andre. Den sved, da det ville være en ny Danmarksart for mig! Rent faktisk har jeg kun set Thorshane en gang, og det var på den Kaliforniske Halvø, hvor en ungfugl kom og landede lige foran mig for 12 år siden. Jeg ærgrede mig. Jeg ved godt nok ikke, om fuglen forsvandt i løbet af eftermiddagen, men det at kunne være nået derud i godt lys, og givet den et forsøg, gjorde det svært at glemme. Jeg prøvede naturligvis næste dag, men den var der ikke. Til gengæld var der en brun rørhøg som satsede på, at det ville være tidlig-smart at ankomme midt i vinteren. Og måske det var, for jeg så den igen den 19. februar, næsten en måned senere. Så på trods af den voldsom store mængde vand på hele fælleden, har den altså kunnet finde nok føde. Jeg tænker at den er der endnu, selv om de seneste dage har været kolde, men uden mere regn. Så da vi næsten har nået dens almindelige ankomstid, er der noget der tyder på, at den valgte rigtigt. Det har de mange Blå Kærhøge også gjort, som ligeledes har overvintret. De overnatter ude i reservatet og flyver ud omkring på øen og fouragerer i løbet af dagen. Knapt 20 fugle. Mange ude omkring lufthavnen, ved Lergravene og så. Den må have haft et godt år, i modsætning til Fjeldvågen, som er praktisk taget fraværende i denne vinter. Kun en fugl har holdt til ved Lergravene. TEO nævnte dog, at rabiaterne fra lufthavnen meget gerne ville skyde den, fordi den kommer for tæt på. Så vidt går det nok ikke trods alt, da den jo er fredet.

Om Mandarinanden bliver skudt, tør jeg ikke spå om, men faktum er, at den kom tilbage til Ullerup midt i januar, efter at være forsvundet nytårsaften. Meget glædeligt. Og den er der i skrivende stund endnu, og har sin vante rutine med at ligge og hvile et sted på fjerneste skrænt, når jeg kommer forbi. Sidste år forsvandt den for sæsonen omkring den 16. marts, så jeg venter spændt på, om den fortsat har trangen til at opsøge artsfæller, som jeg formoder, at den gjorde sidste år. Der ligger to hanner oppe ved Brede, som har været der det meste af vinteren, så at der er fugle i omløb er givet. Men derfra og så til at de formår at støde sammen et sted derude, er nok knapt så sandsynligt. Men som nogen engang sagde om den blinde høne, så skal det nok gå - nogle gange.

Jeg har lovet mig selv ikke at kaste mig ud i længere retirader om udviklingen i verden omkring mig. Faktuelt vil jeg dog tillade mig at føre til protokols, til senere tiders ihukommelse, at vores flertalsregering med den Jyske Pige ved roret ikke har gjort noget godt for verden. Mette, Lars og lille Jakob. Krigen er fortsat i spil i Ukraine uden udsigt til andet end opskalering fordi Vesten bliver ved med at poste ressourcer i det, som ligner et dæmonisk sort hul.
Store Bededag som fridag er blevet nedlagt, så vi kan generere flere penge til at optrappe verdens konflikter. Og alle kriminelle forseelser begået af den forrige socialdemokratiske regering i forbindelse med efterretning og forsvar bliver ignoreret på legal vis, fordi at Jakob og Løkke har lovet at se den anden vej. Aldrig har en regering været så upopulær, og særligt Jakob Elleman efter at Venstre foretog den største utroværdige beslutning ved at gå fra at have bandlyst Mette F. uforbeholdent til at omfavne hende lige så uforbeholdent, da han fik lovning på en flig af magten. Han holdt kort tid, og ligger pt. sygemeldt på ubestemt stresstid. Vi er nogle som gætter på, at han ikke kommer tilbage. Til gengæld har Løkke tilsyneladende høstet anerkendelse i sin rolle som Udenrigsminister, men det meste af det går på genkendelighed og på forståelse for processerne. Visioner som rækker videre frem end at fastholde de bestående systemer og magtstrukturer tvivler jeg stærkt på, vil komme fra hans side.

Og så er Ritt Bjerregaard og Henrik Nordbrandt taget over på den anden side siden sidst. Hende hyldet med en begravende liveudsendelse, han som et mindre indslag midt i den almindelige nyhedsstrøm. Novemberdage aldrig mere.

Fuglefløjt og højstemtsmesse. Jeg fortsætter ud ad fuglenes glade landevej og hiver et par nævneværdige iagttagelser frem. Først den med vores lokale havørne som nu har taget en ny rede i brug inde på vestamager. En kæmpe rede som, når først man har set den, springer i øjnene på lang afstand. Der er således ikke noget med at skulle holde noget hemmeligt denne gang. Fuglene selv sidder frit eksponeret, hvis de er der. Om det kommer til at gå godt, er svært at sige. Fuglene må jo have vurderet at det nok kan gå, men reden ligger ret tæt på en befærdet sti, og det er let at forestille sig, at nogen lige skal lidt tættere på for at se eller tage billeder. Jeg håber det går, men ærgrer mig over at de ikke blev i Kongelunden. Det var mere ørneagtig at have dem der, synes jeg. Dog, da jeg kiggede op til den gamle rede for et par dage side, så det rent faktisk ud til at bæretræets grene er ved at skyde op over den. Så måske er det af praktiske grunde, at de ikke længere ønsker at bruge den, og således ikke har noget med forstyrrelse at gøre.

En anden iagttagelse værd at nævne var min første vinter-dværgmåge på Amager. En ungfugl som spøjst lå og dansede i vinden øst for kongelunden en dag. Bidende kold nordøsten vind. Den landede et par gange og fløj så videre ud ad Tømmerupvej, hvor den til sidst fløj op mod vinden ind over lufthavnens område.

Og det er selvsamme lufthavn for hvilken, jeg nu er med til at tælle gæs i det omliggende land. TEO ringede en dag, hvor han havde problemer med overlappende tællejob, og jeg meldte mig klar. Det har givet lidt sjatpenge, men forhåbentligt kommer der mere, og gerne andre projekter også. Her løber det til forårslutningen, når alle bramgæssene er taget afsted. Fuglene skal tælles, og markerne de står på noteres. For at få en ide om, hvordan gæssene bruger området, og særligt om der er nogle afgrøder de foretrækker, og andre de undgår.

Disse runder har også givet mig den største flok gulspurve jeg har set på Amager i mange år: 6. Der var muligvis flere. Så den holder ud som lokalpatriot, og det takker vi for!

En anden og ligeledes stor fornøjelse var det, at finde en Sumpmejse nede i kongelunden den anden dag. Nogen havde hængt små net op i et træ ved skovfogedmarken med solsikkefrø, og den tog ivrigt for sig sammen med spætmejser, blåmejser og musvitter. Jeg fik en del billeder, og da jeg tjekkede dem, troede jeg i første omgang, at det drejede sig om to forskellige fugle, fordi vingerne lå forskelligt på de forskellige billedsæt - fuglen fløj altid væk, når den havde fanget et frø, og kom så tilbage efter et nyt. Men jeg måtte til sidst konkludere, at det måtte være den samme fugl baseret på forskellige detaljer, og at det åbenbart er tilfældigt hvordan vingerne bliver foldet på ryggen; om højre eller venstre ligger øverst. Det ville ellers have været interessant med to fugle, hvilket kunne have indikeret at arten endelig har slået sig ned på øen. Nu må den desværre stadig tilskrives som tilfældigt besøgende.

Men den skal nok komme en dag. Ligesom spætmejsen, og nu, den Kort-tåede Træløber, som synes at have etableret sig i Dragør også. Siden jeg opdagede den i kirkelunden to dage før nytår, har jeg dog ikke kunnet genfinde eller høre den. Men så nu her på den første forårsdag, som jo var solrig og lækker for en lille sangfugl, så gjorde den netop det: Sang, da jeg kom forbi. Den var åbenbart alene, men virkede ivrig og fortrøstningsfuld. Sådan som livskraften bør fordre det i alle små raske og yngleglade fugle.

Og apropos spætmejse, så lykkedes det gudhjælpemig at få den som altanart den anden dag. Lige pludselig: Bum, så hang den på kokosnødden med solsikkerkerner. Desværre kun et splitsekund, så selv om jeg havde kameratet liggende klar på bordet, nåede jeg ikke at fyre af. Den kom desværre ikke tilbage. Tydeligvis en af fuglene ovre fra lunden bag Tårnby Stadion. Den yngler der, er jeg sikker på ,selv om jeg ikke har kunne bekræfte det endnu. Men hører den, når jeg kører igennem. Ikke hver dag, men vedholdende gennem dagene. Og apropos apropos: Så er den lokale jernspurv også kommet tilbage. 28. Februar og vist nok nogle dage tidligere, hvor jeg glemte at notere den umiskendelige kaldelyd. Eller måske knapt så umiskendelige, da man trods alt let kan overhøre den i tonehavet fra mejserne, som altid er til stede. Den har sunget lidt de senere dage, men er tydeligvis ikke helt begejstret for den kolde nordenvind, som i det hele taget synes at have sat fremdriften i stå. Viber og lærker har ellers været i stortal på marker og vestamager. Højt syngende som var det en fuldkommen sommerdag. Nu er der lidt mere stille derude, men at der fortsat trippes i det skjulte, er jeg sikker på. Lappedykkerne er også ankommet og klar til at sætte i gang, og sædvanen tro, kan det ikke vare længe før vi igen bliver overrasket over at grågæssene har fået unger så tidligt!

For naturen nemlig. Livets store glæde. Der hvor mennesker kan finde ro i sindet, mening i livet, og kærlighed til alt levende. Ja. Og sådan er det: Også til ham..!

Enjoy!