My 5 Chickens

Sidst i september var der fortsat liv i en række arter her på Amager. Affusningen var dog så småt i gang, og den 19. september blev en enlig Stor Farvevandnymfe i Travbaneparken året sidste, og to dage senere så jeg den sidste Blå Mosaikguldsmed ved vandhullet i Søvang. Og da vi nåede frem til oktober var de sidste Blodrøde og Almindelige Hedelibeller også holdt op med at flyve. Henholdsvis den 28. og den 29. september havde jeg de sidste.

Med tanke på det som virkede som en tidligere forårsstart end normalt, kunne man have troet at flyveafslutningen også ville blive fremrykket. Det er dog ikke tilfældet, da de sidste eksemplarer af de to hedelibeller fløj på samme tid året før. I en sommer som ikke har været specielt varm, er det måske meget naturligt at de afsluttende miljøbetingelser har været som de plejer, og udvikling og transformation derfor følger det traditionelle mønster for arterne. Dette, selv om både september og oktober blev ganske pæne måneder med en del sol og ikke så meget nedbør - i hvert fald her på øen.

Yderligere tre arter var stadig aktive da vi kom ind i oktober. De to var helt forventede, nemlig Efterårsmosaikguldsmed og Stor Hedelibel, mens den tredje var uventet. Ikke at den var ny på nogen måde, men i og med at jeg ikke havde kunnet finde den nogen steder på øen hen over sommeren, kom det som en overraskelse, da jeg den 23. september faldt over hele 4 hunner af Sort Hedelibel nedenfor Villahøj på Svenskeholmvej. Godt modne fløj de lavt rundt i det høje græs og solede sig på en blæsende dag. Strejfere kommet til, tænker jeg, da jeg er ret sikker på, at jeg har været forbi flere gange uden at se nogen. Senere havde jeg en enlig han længere oppe ad vejen, og da jeg mener at kunne huske, at andre også har haft arten på dette sted, så er der noget der tyder på, at det er attraktivt for arten - når den er på udebane, kun, måske. Dette gav mig selvfølgelig håb om, at den så også ville dukke op ved Travbanen, som året før, men på trods af gentagne besøg i ugerne efter, så lykkedes det ikke at finde nogen. Til gengæld lykkedes det at finde endnu en så sent som den 18. oktober - ved vandhullet i Søvang. Denne lille afsondrede perle lyste endnu engang, da en fin han lod sig fotografere lidt nede langs siden af en af de to udstillingssten, som hedelibellerne generelt er glade for.
Jeg tror, at jeg havde en på stedet nogle dage tidligere, men da kun set som en forbiflyvende mørk sag, så jeg blev ikke sikker. Ikke at det behøver at være den samme, men det kunne det meget vel være. Tidsmæssigt er der ikke noget usædvanligt over at finde arten på denne tid, da den gerne flyver ind i november på rette steder. Men den er jo ikke en rigtig Amager art, da den ikke yngler her, så den bliver alligevel hilst med glæde og som en eksotisk gæst.

Jeg havde 10 Efterårsmosaikguldsmeder i oktober med de sidste 3 den 23. Fornuftigt uden af være prangende - arten flyver gerne ind i november. Dog blev november efter et par soldage hurtigt til den sædvanlige grå masse, hvor ingen dyr flyver. I dag, den 16. november er ligeledes grå, og da vi har køligere vejr i sigte i næste uge, er det nok slut for arten for dette år.

Stor Hedelibel gjorde til gengæld et ganske fint væsen ud af sig i løbet af oktober. Når først man lærer, hvor de holder til, kan man få boostet sit antal. Læ, sol og mad er den normale motivation for guldsmede, når de ikke er draget mod ynglevandhullerne. På denne årstid, hvor det hele lakker mod enden betyder mad-delen måske ikke så meget. Jeg forestiller mig stadig, at disse sene dyr har gjort deres og bare venter på at komme afsted. Men der bliver meldt om parringsadfærd og æglægning fra andre steder i landet, også i oktober, så de er naturligvis ikke helt gået i stå. Det er bare sådan, at de fleste af dem, jeg har fundet i løbet af oktober stort set alle har opholdt sig væk fra ynglevand. Og det netop på læsteder i skoven på gode soldage. Særligt Heksegryden og Bagstien i Pinseskoven har været gode i år, omkring 100 den 3. oktober i heksegryden, var flot. 70 af dem blev dog artigt kun bestemt til slægten, da jeg ikke kunne komme tæt på dem alle. Men alle dem jeg kunne komme tæt på, var Store, og da jeg, som sagt, ikke har set hverken Blodrød eller Almindelig i oktober i år, så er jeg ret sikker på at de øvrige 70 også har været det.

De er åbenlyst solhungrende, og sidder enten på grusjord, sten eller træværk. De nye sheltere giver et dejligt varmt underlag, tilsyneladende, ligesom at de lyse birkestammer er en klar favorit. Sjovt nok, foretrækker de at sidde på de lyse partier, hvor man umiddelbart ville tro at der var mere varmeoptag på de mørkere felter. Måske de har andre prioriteter end bare at søge varme, når de sætter sig.

De første dage af november havde vi fortsat soldage, og der var fortsat flere Store rundt omkring, selv om lufttemperaturen var nede på omkring 10 grader. Soleksponeret og læ går jo ikke altid hånd i hånd, og så vidt jeg husker, var der ikke specielt vindstille, hvor nogle af dem sad. Men jeg testede temperaturen på to siddesteder, efter at dyrene var fløjet, og den ene som havde siddet på jordskrænten på Enghøj, havde valgt et sted, hvor der i solen var imponerende 30 C. En anden havde valgt en aspestamme som underlag. Her var temperaturen 24 C. 20 C lufttemperatur er en generel grænse for hvornår de fleste guldsmede begynder at blive aktive, hvorfor det er forståeligt, at dyrene med de lokale temperaturer jeg fik målt den dag, ikke havde problemer med at komme frem. Siden gik det, som det normalt gør i november: Overskyet og gråt vejr tog over, hvilket lukkede helt ned for guldsmedeaktivitet. Sidste år havde jeg den sidste Store den 5. november, og denne dag med temperaturmålingerne blev den sidste i denne omgang - den 2. november.

Vi kom ind i en periode med sammenhængende gråvejr som varede helt til den 14. november! Helt som det plejer. Denne dag blev der lovet nogen sol over de østlige egne, og jeg måtte lige gøre endnu et forsøg på at få rykket datoen for min seneste observation. Ligesom mange andre guldsmedefolk rundt om i landet. Jeg tog rund til alle de lokaliteter, hvor jeg kort forinden havde haft større antal. Jeg tænkte, at dyrene ikke ville ændre adfærd, og pludselig begynde at finde nye steder at sidde. Om de rent faktisk tænkte sådan eller ej, skal jeg lade være usagt. Men faktum var, at jeg på hele Kalvebod Fælled ikke kunne finde en eneste. Jeg opsøgte alle solpletter og soleksponerede stammer med læ, men lige meget hjalp det. Jeg skulle helt ud til Søvang og det gode vandhul der, før at det lykkedes at finde en enkelt Stor han. På den samme sten som den sene Sorte Hedelibel nævnt tidligere.

I skrivende stund, den 16. november, er vejret vendt tilbage til konstant overskyet, og der er sågar slud på vej i næste uge, hvorfor jeg tror at denne han blev årets sidste. Billqvist har den markeret som muligt flyvende til hen over midten af november, så vi er ikke ude i noget sensationelt, men en 9 dages udvidelse af min personlige flyveperiode for denne art, er alligevel værd at kippe med tophatten for. Og i tilføjelse kan jeg nævne, at jeg den 17. tog chancen, da der var sol fra morgenstunden, og rykkede ud til endnu en runde, dog var vinden en klar faktor imod da den var frisk og kom fra vsv. Den retning levnede ikke mange muligheder for læ, og selv om solen ramte rent flere steder, så lykkedes det ikke at finde nogen guldsmede. En vindstille soldag i løbet af de næste dage, skulle måske kunne give en sidste desperat flyver, men ellers må det være slut for i år.

Jeg har dog lige en enkelt sag her til sidst, som bør fremhæves. Den er helt tilbage fra slutningen af august, og drejer sig om en kobbervandnymfe, som i mine øjne lugter af hybrid mellem sponsa og dryas. De to almindelige lestes-arter på disse kanter. Jeg fandt dyret ved det isolerede vandhul i den nordøstlige del af Kongelunden, et sted hvor jeg har haft begge arter, hvilket underbygger min formodning. Se billeder og teksten for at forstå hvorfor jeg mener, at det kan være en hybrid.

Hybrider er ikke ukendte inden for guldsmedeverden, men det er alligevel ikke noget som sker ofte, da de fleste arter, har ret specifikke kønsorganer til fastholdelse af hinanden. Jeg forestiller mig, at det er den mekaniske detalje som skaber den største begrænsning, og ikke så meget kvaliteten af sæd og æg. Hvis først de bliver ført sammen, tænker jeg, at arter som ligner hinanden meget, ofte vil få levedygtigt afkom.

Forskningen indenfor guldsmede er kun så småt i gang med at kigge på omfanget af hybridisering, og det forstås, at niveauet meget vel er langt højere end først antaget. Logisk nok, når man inden for mange familier opererer med mange ens arter inden for de enkelte slægter. Jeg har dog ikke kunnet finde nogen eksempler på studier af hybrider hvor lestes-arter er involverede, så hvis jeg har ret i at dette dyr er en hybrid, så er det en bemærkelsesværdig observation. Jeg tænker dog, at man for at kunne sige noget med sikkerhed, bliver nød til at erhverve sig dna-materiale fra dyret, og jeg tænker at en lille pøle, som man ofte bruger indenfor fugleverden, ikke vil være nok, den meget lille størrelse taget i betragtning. Så det bliver nok ikke let at komme til disse studier uden at skulle dræbe dyret, og så er det jo, at jeg nok vælger at springe fra. Og så må svaret få lov at svæve i det uvisse.

Levet Liv over Akademiske Nykkeroser!

Enjoy!