| Home | Butterflies | Dragonflies | Birds (media) | Flora & Fauna (media) | Observations | Species | Mexican Species |
| Download Checklists | Links | My 5 Chickens | Other Photos | The Birding Program | About | GPS | News |
From the Heart
| 2005 2006 2007 2008 2018 2019 2020 2021 2022 2023 2024 |
|
Mennesker som af egen fri vilje føler sig kaldet til at bære ansvaret for deres egen virkelighed. Tænk om vi kunne nå dertil at sandhed og godhed var det første, som vi griber ud efter, når vi omgås hinanden. Tænk om vi turde stole på, at det som er vores virkelighed, bragt os via vores sanser, altid er den perfekte tilstand at forstå livet ud fra. Tænk om vi forstod, at vi selv skaber vores virkelighed via vores bevidsthed. Tænk om vi formåede at fastholde vores oprigtigste idealer i vores tanker og hjerter, uden at lade os påvirke af det ydre som vores sanser byder os. Øje for øje – tand for tand er et skabelsesprincip, som desværre er blevet mistolket af menneskene helt fra de tidligste åndsbevidste tider. Det er universet selv som udfolder sig via dette princip. Det er livet som svarer igen med samme mønt, hver gang vi handler, tænker og taler. Mennesker der tager det til sig, som en rettesnor for menneskelig livsudfoldelse, risikerer let at havne i den negative og destruktive spiral, når enhver smertefuld påvirkning bliver forsøgt lindret eller udlignet med samme smerteskabende udfarelse mod ophavet eller til anden side. Der er ikke nogen værdiladning i det som sådan. Det er bare sådan. Modsætningen har vi i næstekærlighedens budskab om at gøre mod andre, som du ønsker at de skal gøre mod dig selv. Livsprincippet er naturligvis det samme: At det positive, glædelige og kærlige som du skaber i forhold til andre mennesker, vil komme tilbage, og det vil skabe et positivt, glædeligt og kærligt fundament for den virkelighed som venter dig efterfølgende. Det er ikke bare et trosspørgsmål, men et livsfaktum som den vise har forstået at tage til sig, og bruger som vejviser til at skabe den gode version af livet. 2019-01-02 |
|
Svinet er menneskets sande bedste ven. Det ligger bedre i maven end de fleste. 2019-01-17 |
|
Det skønne ved at være i live er, at man kan få æbleskiver om søndagen. Friheden til at være en grøn banan. Det smager bedre end det lyder. Hvor mange karbonader går der på en dåsemakrel? Havets finurlige fiskefars. Drømmen om altings væren. Tidens mellemværende med de som aldrig ved. Og du vil dem svævende over deres liv. Skolebussens endeligt på en mark, hvor kirken gror. Toner fra en der kvidrer. Lyden af en verden imellem de der bare sanser. De smukke bærer sig legende ad. Og du vil også danne en følelse. Fornøjeligt er blomster i en vissen hæk. Damen som bærer sig værdigt, som bærer sig fyldigt, som bærer sig for mig. Et pencilbord med ret flade. Hun ser ham i øjnene og ser, og han ser, hende. Klude på en snor som venter. Spændstigt at være til. Uden at kunne gøre det, føles det som livet. Huset er hans, og kvinden som venter, er en drøm. Åbne døren til det, som svæver frit. Mine tanker. Fugle der ikke ved, hvor de skal lande. Lande som kun består. Mange søde væsner, saligt husket. Synes du mig også, og vil du også at sommeren skal blive en stille markvej med kornblomster og skarntyde? Kaprifolium, og er natten lys. Humøret som er din gave at tænke på. Det grimme forstår sig selv, og søger dybere. Og mig, sammen med dig. En skarp åre, en smag af mer. Hun skal føjes og tiltros. Uden mere end som så. Tung barm og dryppende urter. Hår som urkraft der smyger sig om mine lemmer. Og særlig et. Forankret i en gade, forankret i dit. Mennesker som mærker hvor verden er. Og en vej som bugter sig stille uden ord. Hans. Den negative trang, og mange som ved det. Men vinden blæser mig på plads. Friske kinder i skumringsens efterår. Glæden ved hjemmets arne. Du synes så sød, og smiler sådan. Musene må gerne, men de andre står ved deres. Forbundet til noget og det føles uden at være i dig. Min stemme smager salt og rasper mod det søde. Intet bittert kommer fra din stemme, og jeg lægger mig stille til hvile. De som beder uden tårne, de som kun vil det rene. Hun har længsel i sit skød, og stiller sig foran. Havet er en foranderlighed. Mesteren bøjer ydmygt, sig. Et glas med vand som smager af livet selv. Et par der kysser. En mand der bløder forgæves. Og de store tanker føles nærliggende fjerne. Et tæppe som vi deler. Stranden er fyldt med os. Og vi skal selv være de første. Men du vil kun sidst. Taget med en garnvæverske. Siger noget som ligner det du er. Harpens lyd bag alle de andre. Må vi være med bag tankerne? Knuder som svæver på væggen, og vinden som løfter sig uden kraft. Der er mennesker som ler, og ler som er mennesker, og mennesker som ikke ler, og som ikke er det. Himlen så blå, men sløret af din drøm så våd. Så våd, at må jeg være med? Min er så langt fra det hele, men du er der, og blomsterne dufter på bordet, som et spor. Jorden brænder bag husene, og vi vil ikke vide det. Hvaler med bugen, som flyder ud i den verden, som ikke bør være. En plakat som beder dig være din kære næste, og lange slanke ben som ikke er forenelige med en rolig nats søvn. Børn som er børn, i en verden hvor børn ikke længere er børn. Men de voksne drømmer. Og ved. Og sukker. Og famler sig til mode i deres verden, som de ikke kan være ved. Månen står her stadig, og lyset er hvidt, som altid, men havet er væk. Morgensolen varmer. Dyrene står i deres verden. Vi tager dem om halsen, og måske. Husker vi at glædes? Husker vi at verden altid har haft til hensigt at gå under? En dans om natten med din kvinde. Jeg bukker mig. At skabelsen vidste at gøre noget så smukt som hende. At jeg bliver rørt, og derved kan røre verden. Hende og mig. Og dig. Og træerne svajer. Og de ved i deres fylde, at de er alt, og vi intet uden dem. Orm og larver og en solnedgang så blid til hjertet. Smiler hun nu? Og jeg med. Babyer som endnu et håb. Vandet strømmer i en stille bæk. Der er det stadig fredeligt, og faren vokser kun i et forpurret sind. Kuldslået klar. Med roser. De røde som min trang til dig. Men de lyse er din sjæl. De er ikke hvide, men bevæger sig ind på en sart rosa delikatesse. Og de føles. Verden er grøn som den var, og jeg tror den vokser. Dagens måltid og dine gerninger. Det lyse skab, hvor hverdagen bor. Det er os i mit håb som purpur. Mine tanker uden dig forbliver rene, men livløse. Stjernernes poesi. Lykken som vil synges ud. Dug i græsset. Mere skal der ikke til. Rovfuglen i timelig ubevægelighed. Den perfekte afvikling af livets sande jeg. Og legemet er her. Godheden er bæreren. Sandheden er ordet og kærligheden. Og uendeligheden er der hvor alting undfanges. Den befriede tanke er tro. Tro mod dig, og mit sande jeg. Frostklar himmel reflekteret i et strejf af indsigt og nåde. Vi står på samme side af vores drømme, men de matcher kun der, hvor altet får lov til at flyde. Egern i skoven, og en dam i en by. Vi har været der. Og den gamle kone så mig. Os. Et smil, og hun vidste det hele. Verden som menneskene så den. Den er her endnu. Glæden som du tager den, og lykken som du formår at fange den. Jordbær som en junifest. 2019-05-10 |
|
Landet er vores. Under himlen i konturer af grønne og jordskønne farver. Solen, de hvide skyer, og de grå. Vinden der bevæger vores tanker, og vi smiler ved bredden af den stille sø, med krusninger i sagte forening. Menneskene er her, på vej i skoven, på rejse langs krattet eller fordybet i det indre syn fra toppen af bakken, hvor det store enlige træ kaster sig hvælvende over de fremstrakte hænder med en rensende klarhed og mildt bydende nærvær. Intet foregår her, andet end sandheden i stemmen der tale til dig fra alle retninger. Blomstrende græsser og blomstrende blomster og blomstrende træer og blomstrende smukke sind. Her er vi i nuets legende lethed, kun bundet af vores forpligtelse til glæden ved livet. 2019-10-02 |