Home | Butterflies | Dragonflies | Birds (media) | Flora & Fauna (media) | Observations | Species taxonomy |
Mexican Species | Download Checklists | Links | My 5 Chickens | Other Photos | The Birding Program | About |
2005 2006 2007 2008 2018 2019 2020 2021 2022 2023 2024 |
Der ligger to flødeboller i sandet. Det kan de fleste forholde sig til, og deres smag kan provokeres frem, ved at trykke på de sprøde knapper, som sidder lige under hagen. Det knækker, og man suger, og den søde masse snor sig op igennem næsefløjene, der hvor al smag sættes i gang. En forligelse i nydelse. Forliger du dig ligeledes med smagen, hvis vi fortsætter ad et lidt anderledes spor, hvor de to flødeboller lige pludselig har fået form som et par fedladne damer, som ligger og pølser sig med 2,3 og 4 dobbelthager, og blævrende krøs som kaskaderende overflødig masse der hænger uappetitligt ned over deres ubeskrivelige flerfoldige buge? 2018-09-24 |
Sprødt forekommende gangsterblod sætter min hjerne på standby. Har jeg krydset den sidste grænse? vil det nogensinde give mening at prøve at forstå, hvad de lange slimmede spor har ført med sig? Det ringer, og jeg kan tage den, eller lade være. Begge dele giver mening, og fører mig samme sted hen. Til meningsløsheden som først giver mening, når man når man ikke længere tror på den selv. I sig selv. Troen på den menneskelige storhed, er jo bare et øjebliks indbildning, som vi ikke kan tage og føle på. Vi forsvinder ud ad det samme spor som vandbæreren og den forladte skunk. Dramatisk flerstemmighed er der hvor vi brænder for det som du ikke ved hvad er, det der pirrer under neglerødderne, og kradser hjerner ud på friske fade. Dæmonisk forlegenhed, som du ikke vil dele med nogen. Og slet ikke med mig. For jeg er din time endeligt kommet, og du vil ikke lade mig gøre dig de ting, som små børn leger så godt. Vi ser hinanden på hvert vores skib, og vinker vores fremtid bort som vi står der og savner i hver vores retning. 2018-09-24 |
Halvmod som vikler sig ind i fastlåste rænker, en tvang som har taget patent på den ulykkelige drift som synes kun at føre ned til de dybeste lag af dit eget komme, der hvor vi ikke længere er sammen, hvor du har opgivet at være min ven.Er jeg din ven. Er en ven spiselig? Skal man takke en ven for at være det, eller bare et menneske, som også er på den samme vej som du. Tror du. Himlen vil altid noget andet. Vi er her kun for det, som ikke er konformt, og derfor ved jeg at jeg kan være her i uendelige tider. Jeg brænder mine nagler som en musselmalet indigoblære, uden at vide hvor langt den kan strække sig, før jeg er gået for vidt. Himlen. 2018-09-24 |
Fornuftens majfulde bane, lagt ud som et arbejde i spor der skal føre noget med sig. Dit gode, og mit anerkendende forsøg på at være dig underlegen. Din vægt er min tyngde, og jeg må op i luften for at være der hvor du kun er en fortidig vinkel blandt alle verdens muligheder. I mit sind. Jeg smager på luften, og min tunge rammer de rigtige ord, som hilser dig rigtigt farvel . Du ved ikke hvad det kom af, men du ved at det gjorde ondt, at blive følt forkert på. Vi er så ens. 2018-09-24 |
Den frie sjæl, poeten, som er gået bort. Jeg kredser om hans afsked i fuld forståelse. Den oprigtige som holder ærligheden højt, og uafhængigheden. Ingen kan fange ham ind under forpligtelsens byrde, ud over hvad hans egen moral tilsiger ham. At løse verdens sager i solidaritet med de gamle dyder, men uden at tage de andres skæbne på sig. Det fornemmes som den evige undsigelse, hvor klarsynet sløres når hverdagen presser på. Vi er ens i åndsvæsen fornemmer jeg, men har fået virkeligheden forskelligt pådraget ved hver vort gestalt. I den fysiske verden er vi som modstående drabanter, der ikke kan forliges, når dagen skal leves. Men i øjeblikket hvor den verdslige gerning træder fra, springer vi begge i åndens sted, og fanger ideerne i de højere sfærer. Der hvor vi begge er frie. Den skarpe indsigt, der om verden ville lytte, kunne gøre det så godt for de fleste. Men oktoberdage har altid samlet sine børn om den urolige følelse som ansvaret for fællesskabet og nærheden fordrer . Som ledestjerner stråler vi gerne når rådvildheden indtræffer, men må undvige i hast når de vildfarne klamrer sig til os, som om at vi i den fysiske verden også kan gøre en forskel. Men vi er sarte himmelvæsner, der fornemmer vores vej gennem livet, og kun i fritflyvende stand er vi værd at kalde lykkelige. Og det er du nu! 2018-10-05 |
Man tager en stryger hen over mediefladen, og finder lykkeligvis ud af, at man ikke er gået glip af noget, som virkelig har betydning. Dagens opskrift: En knivspids Nyfigenhed, to kopper Skadefryd, tre deciliter Misundelse, et halvt kilo Forargelse (den hykleriske er som regel bedre end den ægte) og til sidst 2 dåser Hovedrystende Naivitet. Når alle ingredienserne er blandet sammen, sættes massen under grill, til den er godt og grundigt branket. Derefter tager man så stor en portion man magter, går udenfor, eller på toilettet, og gør sig det behageligt, og indtager retten, mens man tålmodigt venter på at herligheden uundgåeligt brækkes op i lårtykke stråler ud over hele uværdigheden. Velbekomme! 2018-10-21 |
De 7 Dødssynder Hovmod - Orgullo - Pride Grådighed - Codicia - Greed Nydelsessyge - Lujuria - Lust Misundelse - Invidia - Envy Frådseri - Gula - Glottony Vrede - Ira - Wrath Dovenskab - Pereza - Sloth De 7 Livsdyder Gavmildhed - Generosidad - Generosity Tillid - Confianza - Trust Klarhed - Claridad - Clarity Taknemmelighed - Agradecimiento - Gratefulness Venlighed - Amabilidad - Kindness Ærlighed - Honestidad - Honesty Tålmodighed - Paciencia - Patience De 7 Livsdrømme Sundhed - Salud - Health Rigdom - Riqueza - Wealth Sikkerhed - Seguridad - Security Formål - Propósito - Purpose Anerkendelse - Reconocimiento - Recognition Samhørighed - Solidaridad - Solidarity Fornøjelse - Placer - Pleasure Og Kærligheden. 2018-10-25 |
I'm on my path in search of clarity, but your beauty is a constant distraction. 2018-10-28 |
Så simpelt er det. Huset ligger på toppen. Hotellet ligger forneden, og de tilstedeværende lykkelige mennesker bor i hver deres hytte med udsigt til hver deres bid af en ægte natur som rammer alle poetiske årer. Søen går man til ad lange snoede stier under åben himmel, og op over bakker, ind imellem buskads og højstammede kølige lunde, og der er en krog til alle, hvor forbindelsen til det du kom for, er fuldstændigt til stede. Det er mit liv, og dit, når du er der med mig. Køkkenet er livets moder. Det samler os om den udsøgte næring. Vi fordrer alle som vil være med, og vi insisterer på at forpligtelsen står mål med dit udkomme, og når din udspilede vom slår dig hen i fuldt velbehag, så vokser ånd, sjæl og legeme sig forunderligt ud over vores samlede nærvær. Og det vi er, vil som en overflod, flyde konstant ud mod de som betragter vores vej, og vi byder dem indenfor, for at give tanken videre, at det gode liv er for alle. 2018-10-28 |
Smagen af en lækker Karrysild på Mørkt Rugbrød. En bid, og en til, og to. Og så har man det dejligt, og hjernen kan begynde at drifte i uvæsentlige og modstandsløse retninger. En kvinde med et diplom i lommen som fortæller verden, og hende selv, at hun er Life Coach. En imponerende titel, og tænk at hun har lært på et kursus, hvordan jeg bør leve mit liv. Ex-husmoderens selvrealiserende patetikum. Men jeg har allerede spottet hende, og ved at uanset hvilke fornuftige ord der kunne tænkes at strømme fra hende, så vil de aldrig kunne fange mig, for jeg er mere optaget af den manglende æstetik, som hun står der og stinker mig imøde med sin tilbageholdte cigaretånde. Og hvordan tænker du dog, at jeg skal kunne tage dig alvorligt i sager om livet, når du selv er en simpel addict?! Og så var jeg alligvel så flink, at indvige dig i mine drømme om at bevæge mig ad ordenes vej, og ikke ad den programmatiske, hvor vi to nu, ved skæbnens gunst, havde mødt hinanden. Lav mig en tekst, så skal jeg vurdere, om du bør forfølge din drøm, eller hellere forblive her hos os og fortsætte med at lære at programmere Java..! Enhver skriveøvelse er vel til gavn for forfatteren, så jeg indvilligede, hvor absurd det end lød. Tag 10 vilkårlige personer, og halvdelen vil mene at den seneste vinder af Nordisk Råds Litteraturpris har skrevet det argeste lort. Så at jeg skulle tage en tilfældig ex-husmoders ord seriøst, om hvorvidt jeg skulle forfølge min drøm eller ej, var jo rent til grin. Og endnu mere fordi rammerne hvorunder vi var blevet sat hinanden stævne, var udpræget beskæftigelseskommunale. Svaret var jo derved givet på forhånd. Om jeg så havde skrevet en mere visionær version af De 10 Bud, så ville svaret være givet på forhånd. Anerkendelse for godt håndelag, dog, men det vil nok være bedst, om du fortsætter her hos os... En anden kvinde var anderledes. Hun var ældre, og hun viftede ikke om sig med sine talenter, andet end ved at være som hun var: En kvinde med livsindsigt og forståelse for hvordan livet kan forme sig, alt efter om man tænker sig den positive eller den negative vej. Hun fik også et skriv en dag. Dette var dog en opgave, og mit svar blev til en udtrykt drøm om at tage springet til Mexico, møde en dejlig mexicansk kvinde og skabe et godt og fornuftigt liv derfra. Jeg udtrykte den som en datidsreference i et brev til hende, som om at min drøm rent faktisk allerede var blevet realiseret, og Esthers kommentar var: Du ved godt at sådan bliver det så!? Hun kunne fornemme at det kom fra hjertet og vidste, at det som skaber vores verden altid kommer fra hjertet først. Brevet er desværre gået tabt, men det gik i det store og hele som jeg havde beskrevet det. Jeg mødte denne kvinde, og hun var selvstændig, både som person og i erhverv, hvilket jeg præcist havde forestillet mig. Min rolle i forhold til hende privat og hendes virksomhed udviklede sig ligeledes præcist som jeg havde beskrevet det. Det var forunderligt, og vidunderligt, at opleve at det kunne gå sådan, at jeg selv kunne præge min verden omkring mig i den retning, som jeg ønskede det. Det åbnede jo store perspektiver i forhold til en mere ambitiøs livsførelse. Men før jeg nåede at gribe an til disse forberedninger, faldt det hele pludselig fra hinanden. Måske ikke fra en dag til den næste, men alligevel sikkert og vist. Den store fejl var selvfølgelig at jeg ikke havde skrevet en fortsættelse af det første brev. Livslykken skal iscenesættes og plejes, som alt andet i livet. Det havde jo ikke været et langt brev, og efterfølgende var det tydeligt, at der hvor forestillingen ebbede mod ende, og måske begyndte at blive for generel, var der ikke længere livskraft nok bag ordene, og livet som det selv ønsker at arte sig, begyndte at gøre netop det. Og i stedet for at fortsætte med at påtage mig den skabende rolle i mit nye mexicanske liv, faldt jeg tilbage i rollen som reaktiv i forhold til det som er, og det som var. Og ærligt skal siges, at derfra var der meget som ikke havde flydt ad strømme til lise for sjælen... Det store spørgsmål er selvfølgelig, hvorfor en som har opnået en livsindsigt som tilsiger, at vedkommende selv er i stand til at påvirke hvordan livet skal se ud, trodser denne viden, og bare lader stå til? Og gennem så mange år. Jeg har ikke andet svar end, at der sandsynligvis har været behov for at bygge en ny motivation op, før det kunne lade sig gøre at komme videre. Ligesom rovfugle, der skal krydse vand, tøver gentagne gange, før de endelig tager springet. Et æble er jo heller ikke bare et æble i altid spiseklar tilstand. Det skal helt banalt modnes først. At alle de rigtigt kloge og de andre i nærmeste omegn naturligvis vil sige, at det er et smukt bevis på, at det er det rene barfodsvrøvl, jeg har givet mig i lag med, kan jeg let forestille mig. Videnskaben har ikke påvist at man kan tænke sig til et bedre liv, ergo forholder det sig ikke sådan! Ethvert fornuftigt tænkende mennesker er selvfølgelig langt forbi denne form for bagstræberisk argumentation, og her er det så et personligt og glædeligt fremskridt for mig, ikke at have behov for at gribe til angreb på deres overbevisninger, hvilket jeg i tidernes forløb nok har haft behov for. Nu er det nok bare at tænke mit, og så ellers få spidset pennen, og få skrevet til Esther igen. For der er nok at berette om... 2018-11-12 |
Karl Friston - Perhaps the best treatment is to respect them as equal to normal, and perhaps even enjoy them as variety that operates as corridors to deeper truths that go beyond the need to copy what has already been created. And the soul..? 2018-11-14 |
First snow on the volcano this season. After a horrible Norte, resulting in almost two full days of rain and water damaged walls in my crappy new house...luckily only renting..! 2018-11-30 |