| Home | Butterflies | Dragonflies | Birds (media) | Flora & Fauna (media) | Observations | Species | Mexican Species |
| Download Checklists | Links | My 5 Chickens | Other Photos | The Birding Program | About | GPS | News |
From the Heart
| 2005 2006 2007 2008 2018 2019 2020 2021 2022 2023 2024 |
|
Bag aftentimens natteslør halvmånen møder sin stjerne og stråler mod himlen i et blændende favntag Bristefuld længsel ved dagslysets skær kun ørkennattens stemme ildner hjerter på vej Anfægt lod skue på fortiders gerning at ej skulle knyttes ved fædrende bånd Men ej gavedes bud på nedrigens alter hvor ophøjet røst stemte tavsheden i Besjælede skikke kaster skygger på tværs nøder modstand at kappes for ej at forgå Sløret er sænket med indsigt i blinde der rettes på spejlet men dårskab består Betimeligt råd har fulgt vores færden Et voveligt bud i almægtig forstand Så stryg trygt af tanke de revsende ord og find der i sjælen hvor livet er dit Halvmånen danser og hylder sin brud 2006-09-06 |
|
Sagte lød storbyens brænding i dag, mens svenskeren mageligt lænede sig mod højre. 2006-09-18 |
|
Vingeskudt for gud ved hvilken gang, tager jeg smerten i ære, og husker at jeg selv er på vej. 2006-09-19 |
|
Har nydt den solmættede aftenblomst, og hvisket til anstændighedens moder. 2006-09-20 |
|
Høj sensommer himmel, og løsner taget om det der kun forblev en drøm. 2006-09-21 |
|
En langstrakt passage, hvirvler rundt og hører i vinden...Hendes navn. 2006-09-22 |
|
Bølgende former i vinden fra øst, hvor hjertet banker ved den lifligste tanke, om æggende nærhed i sandhed for to. 2006-09-23 |
|
Tålmodigheden smyger sig langs de tavse vægge, og venter på et solstrejf til at bringe lyset til hjertet. 2006-09-24 |
|
Slørhavet bølger frodigt omkring mig, men jeg har plantet min længsel på den varmblodige kyst bag golfens vande. 2006-09-25 |
|
Vi vandrer ad stier mod verden, men sander først sent at det er vejen tilbage der fører frem. Du ved det nu. 2006-09-26 |
|
Om noget går galt, da se om ikke der i eget sind er lagt en spire til tvivl. 2006-09-27 |
|
Skulle det ske at man ku' vare sin tunge, skal der ikke lyde ét ondt ord herfor. 2006-09-28 |
|
Ved gerningens fylde jeg indfrier mine længsler mod smagen af dine villige læber. Jeg falder dybt i dine øjne og lander mit hjerte i dit vuggende skød. 2006-09-29 |
|
Septemberdis mod slut, skuer horisonten, men bliver stående i min tankefold. 2006-09-30 |
|
Afgrundsdyb tomhed, lister stille rundt om hjørnet... 2006-10-01 |
|
Den blygrå himmel drypper væde på erindringen, og fra mit skjul jeg hører blomsterfuglen kvidre farvespillet frem. 2006-10-02 |
|
Det rasler lidt på kistebunden, men vinden hyler gennem sprækkerne, og vejen byder ujævn færd. 2006-10-03 |
|
De hyler i kor, og rusker hjerter af led, men jeg vil bare solen, himlen og stjernerne... 2006-10-04 |
|
Forundret over tomrummets magt må jeg sande at der kun er tålmodighedens vej at træde. 2006-10-05 |
|
Timer i tomgang, tankekløften for bred. Var bare dine lifligheder mit næste skridt, men først skal rummet krydses. 2006-10-06 |
|
Fælles ved båndet, de tumler rundt, jeg begynder at forstå samhørigheden. 2006-10-07 |
|
Måske skal man bare lade det fare, trække vejret dybt og nyde at der åbenbart ikke behøves mere. 2006-10-08 |
|
Jeg lytter i dit hellige navn og træder sagte ud mod kanten, hvor en dag jeg vil lade mit favntag gribe verden og sætte af... 2006-10-09 |
|
Retfærdigheden er det liv du lever, mens livet er de valg du træffer. 2006-10-10 |
|
Forpligtet til storbyens trængsler, fører jeg hånden til hjertet og mærker at glæden ligger der hvor himlen, træerne og blæsten viser vej til dine smilende øjne. 2006-10-11 |
|
I tusmørket, vi strejfer hinanden, føler samhørigheden men i bevægelsen væk fordufter det der forekom et smukt begær. 2006-10-12 |
|
Som droslen hvisler i natten, hører jeg af og til din stemme, og jeg længes med... 2006-10-13 |
|
Småfugle i hækken på myldrende færd, efterårets flagrende juveler, jeg skønner dem, mens de gør kun deres formåls gerning. 2006-10-14 |
|
Har æstetikken ej sat rødder fra det reneste hjerte da falmer i genskær selv den smukkeste bedrift. 2006-10-15 |
|
Dagen runder af og blidt jeg lægger erindringen til hvile for natten. 2006-10-16 |
|
Hvem ved, måske der i samhørigheden mellem barnet og mig, ligger en dybere mening og venter. 2006-10-17 |
|
Så i dine øjne barnet med længsel, og forstod da at illusionen var min egen. 2006-10-18 |
|
Jeg ser fra trækronerne at året dale sagte på hæld, og i skæret fra et hastigt solstrejf jeg øjner kort den glæde vi havde sammen. 2006-10-19 |
|
Hører dit sprog tale til hjertet om frugtsommelige landskaber der svulmer af lykke. 2006-10-20 |
|
På kanten af himlen jeg åbner min sjæl og lader havet, sandet og græsset bære frugt til mine inderste drømme. 2006-10-21 |
|
Uden dig knapt så frydefuldt på dagen, men med det jeg lærte måske ej en bedre gave kunne være blevet mig til del. I nuets tristhed jeg dog gerne var det foruden, så hellere dine smukke øjne vise at de forstod. Men du er borte, og jeg må følge en anden vej - Jeg håber på den rette... 2006-10-22 |
|
En skønhedsbuket du skaber til fryd for mit hjerte, det sandeste sprog du mestrer så stort. Så tal blot til himlen fra højeste sted og fryd os med al din storladne glæde. 2006-10-23 |
|
Til tomheds fylde jeg spejder horisonten, og øjner snart din kækhed der ku’ friste mig på vej. Det ømmer dog i sjælen at illusionen atter vinder gæk. 2006-10-24 |
|
Føde på bordet, et leje for natten, et klæde til kroppen og en kvinde ved livet. Så er der vel ikke så meget mere... 2006-10-25 |
|
Vinden griber mine tanker, de hvirvles og kryber ind hvor kun et smil kan tage imod. 2006-10-26 |
|
Følger varsomt kurven i dit liv, finder din skælvende længsel, og løfter dig langt ud over natten… 2006-10-27 |
|
Betræder atter vejen der førte svært til smerte. I længsel jeg kan ikke holde tilbage. Må træde varsomt at du rækker mig den rette hånd. 2006-10-28 |
|
Dér beredt i vores inderste lykke, vi krøb dybt under huden, og ved tanken vi frydedes at være guddommeligt forenet. 2006-10-29 |
|
Lyset forrykket for året men jeg fatter fokus og spejder glimtet i dit øje. 2006-10-30 |
|
Ha ha ha, så blev jeg grebet af vinden og kastet ud i den leg der kilder så dejligt! 2006-10-31 |
|
Bestiger verden ved din hånd, fører glæden frem til livet. 2006-11-01 |
|
Ved den frostklare aftenrøde, jeg skærpet sanser, alt hvad dit hjerte begærer. 2006-11-02 |
|
Skønt knapt i mine tanker, du byder mig frist ved alskens guddommeligt udsyn. 2006-11-03 |
|
Var forstanden at kunne falbydes, da stod til paradis vor jord så forlængst at beskaffe. 2006-11-04 |
|
Efterårsregnen bringer ro til tiden, jeg må stille ind i mig selv at lade dagen vende tilbage. 2006-11-05 |
|
Når i tale vækkes om prinsen blå, da tag i vare som ved hans ligemand på snehviden færd. 2006-11-06 |
|
Som sæbebobler brister de én efter én når jeg prikker dem kærligt i siden. 2006-11-07 |
|
De sværmer som yndige væsner for sent på en sommerlig færd. Jeg taler til dem men de svarer med hjerter jeg ikke forstår. 2006-11-08 |
|
De synger om roser, jeg plukker en enkelt og sander skønheden i livet. 2006-11-09 |
|
Med tiden modnes at tøjle det vildfarne føre der trækker skævt i alle retninger. 2006-11-10 |
|
Jeg har bragt mig på læben en stiltien pagt at hviske dig nær til mit hjerte at røre. 2006-11-11 |
|
Lad mig stå ved mit hjerte at føre over mine læber takskyldigst for den sandhed du åbenbarede i mit sind. Jeg lod drifterne føre og søgte genvej til lykken der altid mig flagrede mindsten skridt fra livet. Kunne fortidens bånd sløjfes op, og kunne frihedens færd tages i hænde, da var måske at finde i dine arme en rislende kilde til væde for mit vindtørre hjerte. Vi fandt hinanden ved ordenes magi, og i mit indre du fremtonede en engel for min sjæl, og ved dig løftedes håbet højest på fanen for verden at skue. En lovende forening i nydelsen at fuldbyrde det der er kærligheden. Jeg rankedes ved tanken, og skulle da livet have andet på sinde, det strøg for vinden og jeg slog an ved røsten for livet at gjalde. Du skete, og modne til tiden vi plukkede af sødmefyldte læber kærtegn og fremtidsmilde ord. I bedyrelsen vi flettede opstemte bånd, og skimtede i gryningen miraklerne sværme når i ånd og syssel vi bevægede os som én. Naive ved hjerternes slør en tanke kunne strejfe, men båret af årenes fylde ej vi fornægtede at solen danser månen ind og lader lyset møde sin skygge. Vi var rede at favne livet. Da gjorde jeg et vindpust at en krusning kom til live. Knap en friskning ku’ den yde til et anstrøg på din kind. Jeg gav dig hjertets tale om min tid der førte hid. En fortrydelig affære, hvor med fædrende længsel jeg ved fremmed hånd i skam mig lod varte det til dagen der nødes. Så vidt dog tanken var rede, at gribe ved rode at visne bort min ufærd, og således jeg ku’ dig give ord at i fremskridt jeg stolt var skreden. Bare tålmod i hu for det sidste. Sandelig i ære at sværge der var ej at gedulge til sagen og ved velgjort gerning alt var mig snarligen atter til glemsel beredt. Ad dage jeg da gjorde dig tilnærm, i frist ved dit æggende syn. Jeg rakte mig frem; gjorde kærtegn på din kind om sødlig hengivelse i vente. Men idet lammede i kortslut alt hvad jeg så, da du skød mig fra isnende hjerte. Som flænset i den buldrende nat af tusinde lyn, jeg knælede ved smerten uden meningsfuld tanke intakt. Blankt for dagen der var intet at fatte. Hvor ku’ så pludseligt alt blive koldt? Var du ført af dæmoner langs kanten til livets fortab? Da gav du mig tale ved uændret sind at vejen var endt hvor i troskab ku’ følges. Af svigfuldt hjerte beredes intet i tillid. I min misgernings brøde var fortien at jeg mig førte ved fremmed hånd. Dobbelt skændsel jeg tog at ikkun i løgn ved dette at gøre fortræd. At uskyld for min hånd ku’ stå intakt i skærm mod kødelig last var ej dig begriben! Ydmyget det slog mig fortvivlet at ej du ku’ tro når jeg bad, men alt forgæves i dit fastfrosne blik. Ondt banker smerten når drømmene kvæles, tomt skriger livet når bruddet er gjort. Ingen lindring, intet svar, intet håb. Men så forunderligt i verden det sker, at ved dagenes komme atter himlen sig højner, og bringer lyset til indsigt på fremtidens vej. Du greb ved din frygt til synd mig at dømme. At tanken ku’ fødes jeg medgav dig straks. Dog trist at kun fortidens slør ej dig lod sande en vidde i verden der kunne føre vidt, om sjælen oprigtigt var modnet til sagen. I tavshed og stille jeg erindrede mig da, at ved egen færd var bedst at skue, til kur i modgangsstund. Ved smertelig vækning jeg da så at vejen var rede, at vriste mig lænken fri. Sku’ du ej i lykke blive mig forenet da gav du mig så, at jeg har mit udsyn tilbage at kunne løfte blikket for i sandhed verden på ny at favne. Vi hvirvlede en tid i den smukkeste leg, førte kærtegn til himmels på drømmenes vej. Beriget på sjælen jeg smiler i fred og hilser dig videre fra hjertet at alt fattes vel. 2006-11-11 |
|
Tavst svinder dagen som en tidslomme der aldrig rigtig blev pustet op. 2006-11-12 |
|
Forstemmende at deres visioner kun rækker til at fastholde den lede vi allerede kender så godt. 2006-11-13 |
|
Lad højstemmigt vinden bære kærtegn til alle dine sanser at du frister i glæde ved dit erotiske nærvær. 2006-11-14 |
|
Oh hvor tankerne spinder forræderiske drømme at alt ku’ blive godt igen. 2006-11-15 |
|
Ærbart jeg yder min indsats at svare de sværmende ynder, skønt dog mit hjerte for længst har lagt sig i skyggen af tvivl ved sagen. 2006-11-16 |
|
Jeg ser nu at min løsrevne færd tager vare at ikke jeg smelter i med de omgivende. I længden så klart en frugtesløs affære, men mon ikke der lander en forbundethed en dag. 2006-11-17 |
|
Og da blussede på samme tid fortidens flammer påny, at udsyn og indsigt måtte sig bøje i tålmod mens skæbnens ironi tog sig latteren godt for. 2006-11-18 |
|
Ånder dybt og takker at det uoverstigelige glattes ud, nærmest ved egen kraft. Som glæden ved en sommermorgen med bølgeskvulp og blæretang. 2006-11-19 |
|
Nyder dine øjne og dine kurvers velbehag. Og ku' da bare den blidhed og ærbarhed der lyser af dit sind, blive for mig at ære... 2006-11-20 |
|
Hvornår begynder man at tale om en tidsfrist for hvor længe man må vente med at tage sit eget liv alvorligt? 2006-11-21 |
|
Da dalede i mit skød fra vinterhimlen ned dit nærvær ved den guleste rose at lyse mit hjerte i brand. 2006-11-22 |
|
God, Sand, Udholdende. Og giv slip. 2006-11-23 |
|
Du taler fortsat fra dine drømme mens angsten ligger urørt. Jeg venter en stund, men tager atter sigte mod verden. 2006-11-24 |
|
Novembergråt for sjælen, går i dvale for en stund. Intet ved at haste, thi lyset er på vej. 2006-11-25 |
|
Så simpelt er det: Jeg elsker Maria de Lourdes Elizondo Ruiz! 2006-11-26 |
|
I en aftenstund vi sidder hånd i hånd, og fredfyldte smiler vi til hinanden for vi ved at vi har nået det vi skulle. 2006-11-27 |
|
Undrende betragter jeg hvordan de insisterer på at kræve deres ret. 2006-11-28 |
|
Den fritflyvende lykkefugl i mit hjerte bærer dit navn. 2006-11-29 |
|
Ryster tankerne klare at gøre mig rede til at modtage din kærlighed. 2006-11-30 |
|
For hver kritisk tanke der fostres, kan man roligt vende 180 grader og styre sikkert mod egen barm. 2006-12-01 |
|
Hverdagens krumspring spænder ben for mine stiltiende længsler. 2006-12-02 |
|
Fløjlsblidt i natten jeg skimter silhueten af den virkelighed der gør mit liv komplet. 2006-12-03 |
|
Månen i al sin pragt på den fritlagte himmel, men jeg vånder mig når lyset borer dybt i sjælen og vrider mine tanker af led. 2006-12-04 |
|
Jeg gisper let og mærker al din kvindelighed skylle flodbølger af æggende lyst ind over hele min blottede tilstand. 2006-12-05 |
|
Det betydningsfulde fortaber sig i længden når jeg lytter til den evindelige kværnen om livets fortrædeligheder. 2006-12-06 |
|
De frister svart at revse ved alle deres hundekunster i akt og tale men nej nej nej, de er mig dybere beredt end til så kort en fryd. 2006-12-07 |
|
De søger trøst og glattende ord men jeg har kun sandheden at byde. 2006-12-08 |
|
Fryder mig i sindet hvor jeg ser at alskens tvivl og modstandssyssel forgæves har mig knægtet. 2006-12-09 |
|
Fra himlen bruser de hvirvlende ned og lander som glædesdråber i det bølgende klare vintersollys. 2006-12-10 |
|
Sjovt som verden arter sig når jeg rækker hånden frem. 2006-12-11 |
|
Med største mistro betragter jeg hvordan de ønsker at forandre verden. 2006-12-12 |
|
Har du modet og formatet lægger jeg mig trygt ved din side når du vælger ikke at handle på de bevidstløses sindsbevægelser. 2006-12-13 |
|
En dag nærmere men for længst i mit hjerte. 2006-12-14 |
|
Og trods regnen du byder mig alt dit åndeløse begær. 2006-12-15 |
|
Fra børnenes leg de tumler sig forvildede ud i livets alvor og kun hovedrystende betragter jeg deres indsigtsløse akt. 2006-12-16 |
|
Måske det hele kun hænger sammen ved den sidste velmenende handling? 2006-12-17 |
|
I baglysets skær den nervøse puls fortaber sig i virkelighedens indtagende klarsyn. 2006-12-18 |
|
Summen af alle forhåbninger springer ud i lys lue når dit blik rammer mig med livets lyst. 2006-12-19 |
|
Springflod og glædesang bryder alle grænser når dansen om livet vælder fra hjertets dyb. 2006-12-20 |
|
Årstidens modstrid i et solglimt. Småblomster higer frem. 2006-12-21 |
|
Væde fra natten drypper liv til dagens tanker. 2006-12-22 |
|
Svæver fri af det forgangne og lander troen i forvisning om den fremtid jeg selv retter til. 2006-12-23 |
|
Og da oprindt at dit hjerte fandt helt ind til der hvor vi oprigtigt hører sammen. 2006-12-24 |
|
Dine morgenrøde læber på lur i mine tanker. 2006-12-25 |
|
Havfriske minder når jeg suger saften af din fuldmodne rosenmund. 2006-12-26 |
|
Da står kærligheden endelig som en rensleben skulptur og stråler i al sin afklarede enkelthed. 2006-12-27 |
|
Ved ofringens vande springer fremdrift og komme i det skønneste flor. 2006-12-28 |
|
Forpligtet ved mit hjertes sandhed du er vejen og livet. 2006-12-29 |
|
Vintermildt begær spreder sig i alle frostfrie sprækker. 2006-12-30 |
|
Jeg ser det jo fuldt til skamme. Livsbyrden vokser indefra. 2006-12-31 |