| Front page | Butterflies | Dragonflies | Birds (media) | Flora & Fauna (media) | Observations | Species taxonomy |
| Mexican Species | Download Checklists | Links | My 5 Chickens | Other Photos | The Birding Program | About |
From the Heart
| 0000 2005 2006 2007 2008 2018 2019 2021 2022 |
|
Ræk hånden frem til mennesker som ser dig. Tag livet med og giv det en vinkel, så det er hjertets sandhed, du viser frem. Hver især så stor på vejen gennem alt det vi alle skal lære af. Og hvor smukt kan det siges, at hvis jeg ser dig og giver dig den plads du har brug for, så har jeg lært det af livet som jeg er kommet for. At have styrke til at glæde mig på dine vegne. Helt frigøre mig fra mine ambitioner, og bare flyde med det som kommer. Men. Nej ikke noget men. Bare det. Bare grib tanken om at ville gøre godt, uden at forsvare mig selv. Jeg har styrken. Og jeg kan tage angreb som sårer, og jeg svarer kun med sandhed, godhed og udholdenhed. Men jeg kan godt bede. Og jeg beder om styrke, og jeg beder om finde min indre ro, og lade mig selv komme til udtryk og orde. Ikke så meget for at opnå, men for at føle at jeg følger min vej. Du ved hvad min vej er, det stoler jeg på, og jeg stoler også på, at du altid vil mig det bedste, og derfor lever jeg livet med sindsro. Ord som lys. 2022-12-13 |
|
The silent waters surrounding me with deceptional peace, promising that after death comes that which wise men find sacred. Your eternal salvation from the illusions born into your brain as you became a child man. Once. A long time ago, but still present in this moment, feeling the knifes that my lack of prudence and sound experiences now allow to cut through all of my naïve hopefulness. True love, and you know you should let go faster than it takes to glimpse at her beautiful eyes a last time. Would she ever care or notice, it doesn't matter. But you would know that she is where you want her to be, on a happy path chosen by her, without your strings attached. Could destiny not be avoided I shall not complain, not any longer. Just hope that along the road some day it will become clear to me why that, which felt so obvious from the moment I saw her smiling face the first time, should not be more than a flashing moment of illusionary happiness in the trajectory of my confusing life. 2022-05-29 |
|
Vis du byder mig tavsheden og dine smukke smilende øjne, så har du vundet mit halve liv og det meste af mit hjerte. 2022-02-23 |
|
Should I worry, and consider myself an intellectual failure, because I continuously find the cartoons in The New Yorker absolutely unhumorous..? 2021-11-02 |
|
Det drejer sig ikke om at finde de ord som behager, men om at finde dem som er en naturlig forlængelse af de tanker og ønsker, som er født direkte i dit hjerte. 2021-11-01 |
|
You saw me on the road, planting seeds of love in every country on the planet. That's all I could do. 2021-10-27 |
|
Dage hvor det er svært at drømme, hvor solen går tidligt ned og borgerne flittigt arbejder sig frem til endnu en weekend med god samvittighed, mens jeg fortsat befinder mig i mit selvvalgte vakuumslot af glas uden udgange, og tænker at det måske ikke er så godt, mens jeg lukker øjnene og står op til en ny dag, hvor handlingens mand, på rutineret vis, springer på cyklen, og undskylder sit retræte til fuglenes verden, med behovet for fysisk vedligeholdelse af krop og sjæl, og det mens dagene tikker afsted, og ikke kommer tilbage, og det gør ondt i mange dele, for derved har man dog skabt et vist formål, at overleve sundt og raskt til den dag man skal dø, og fuglene med, som de gør alle vegne, en spurvehøg her og en lille mus der, og en havørn som ikke blev levnet en chance af menneskene som tror at de kan redde verden ved al deres handling og røren og laden, og det uden at de nogensinde kommer til at forstå at de handler vores verden til døde, mens forstandige og ydmyge mennesker må stå tilbage og erkende at skabelsen er mere kompleks end som så, at kun ved kærligheden har vores klode en chance, men disse tanker får man da en lejligheds fristund fra, når man triller ud blandt træerne, og lader dem storladent favne en i al deres uendelige skønhed, for det er jo ganske vist at ingen skabning står rankere og smukkere end en fuldmoden vintereg som rækker sine tredive meter op i universet og viser os alle hvorledes vi bør stræbe her i livet, og kaste vores livsglæde ud til alle sider og lade drysse sagligt mod jorden og vores medmennesker, som er der hvor jeg er nu, og hvor jeg svæver over virkeligheden mens jeg prøver at finde en vej som er ment for mig, og kan det tænkes at du er den, at det er her i denne nærværende gerning, at det som er mig og det som endelig kan ende ud med et tilfreds suk over at have fundet det som kan forbinde mig til verden, og til mig selv, og til det sjove i livet uden at skulle have et øje for bekymringen hængende over skulderen i konstante jag, er dette øjeblik, nu hvor selvrespekten langsomt finder rundt om hjørnet og maver sig tættere på med skæve blikke og håb i et lille øjesmil, mens cyklen er nået hjem og står på benet efter en frisk tur uden de sjældne fjerdragter som altid lurer lige under overfladen, og i hvert fald i hver ny dags fantasi, når turen starter ud, mod pynten i disse tider hvor efteråret samles i et punkt som alle fuglene gerne vil passere, mens der står en fast bornholmer og konstaterer, at det går småt til nu om stunder, at tidligere år, og særligt sidst gav megen glæde til de fartende som glædes ved det som man sjældent ser, og dertil er det altså ikke kommet noget nær i dette år hvorfor vi i undertegnet form har måttet nøjes med at glædes over en beskedent udseende and a la mandarin som nok har aner fra et bur, men alligevel har opført sig på rette vis igennem årene bag os, og derved er blevet ophøjet til en tælbarhed af de rigtige, men godt det samme, da den største glæde ved at begive sig ud i fritidsaktiviteternes fornøjelighed opnås når man har ydet sin indsats, og dertil høre mine gerninger ikke for tiden, idet de frie hænder intet har at tage sig til, og det tvinger en rundt til andre aktiviteter hvortil den svømmende er aldeles velkommen og fortrinlig til at holden den fysiske balance i takt med nødvendigheden, og det som erstatning for den frie form i det frie hav, hvor glæden ved det nøgne udtryk ikke kunne vinde over sæsonernes uundgåelige skiften og kuldens langsomme krybben ind i svømmende knogler og led, men som glædes kan over instansernes indsats i tider til tider, hvor der så nu svømmes lange baner i den nye hal hvor bearbejdningen kan blive belønnet med rigtig varme i lukkede rum ved afslutningen, og dette i det hele vinder over savnet ved at være nær alle de skønne bryster og glatbarberede skød som altid hører til i de frie svømmeres verden, i det grønne vand på vores breddegrader, og der hvor måger og ænder og sorte skarver aldrig skænker den våde kulde en tanke, for det er deres verden, og over det forundres jeg gerne gang på gang, at vi hver især balancerer på en skrøbelighed som kræver at vi overgiver os og lever i overensstemmelse med vores sande jeg, dyrene på deres måde og menneskedyret på dets måde, og altid med forhåbning om, at universet hele formål med os, må være af det gode, for ellers gjorde vi os vel ikke den anstrengelse at leve den ene dage efter den næste med morgenhåb i sindet og troen på at den nye dag bliver bedre end den forrige, og at der ikke er andet at stræbe efter end at finde en vej gennem livet som skaber glæden, for den energi som glæden består af, er nærende for mere af det samme, og i det helt simple perspektiv, når det enkelte menneske står alene i stilheden, så er der naturligvis ingen tvivl om, at det er det gode man vil, man vil føle sig godt tilpas på alle måder, og menneskets opgave er netop at finde ud af det sker lettest, når man lader andre leve hver deres liv i fred på deres måde, og du på din. 2021-10-05 |
|
Ræk hånden frem til mennesker som ser dig. Tag livet med og giv det en vinkel, så det er hjertets sandhed du viser frem. Hver især så stor på vejen gennem alt det vi alle skal lære af. Og hvor smukt kan det siges, at hvis jeg ser dig og giver dig den plads du har brug for, så har jeg lært det af livet som jeg er kommet for. At have styrke til at glæde mig på andres vegne. Helt frigøre mig fra mine ambitioner, og bare flyde med det som kommer. Men. Nej ikke noget men. Bare det. Bare grib tanken om at ville gøre godt, uden at forsvare mig selv. Jeg har styrken. Og jeg kan tage angreb som sårer, og jeg svarer kun med sandhed, godhed og udholdenhed. Men jeg kan godt bede. Og jeg beder om styrke, og jeg beder om finde min indre ro, og lade mig selv komme til udtryk og orde. Ikke så meget for at opnå, men for at føle at jeg følger min vej. Du ved hvad min vej er, det stoler jeg på, og jeg stoler også på at du altid vil mig det bedste, og derfor tager jeg livet med sindsro. Ord der inspirerer og dulmer. 2021-09-30 |
|
Start calling yourself just a human being, if you truly want the world to unite. 2021-08-19 |
|
De fremmede duer lander tålmodigt på min plæne. De virrer i deres spraglede puds med halen, og de grønne farver lønner dem. De kender deres flugt, og himlen bærer dem videre mod deres rigtige sted. 2021-08-11 |
|
Who were you if not in your Heart a Butterfly at the Height of your worldly Glory. 2021-07-27 |
|
At være i dig selv mens verden passerer forbi med lukkede øjne 2021-07-14 |
|
Vejen til havet Havet min frænde hvori jeg døber mig og mærker min sjæl finde ro i det altomsluttende vand Vejen til havet Hvor jeg nøgen og fri forstår hvad det vil sige at føle sig som menneske Vejen til havet Der foranderligt bølger sig fra skiden tang i rolige skvulp til friske salte sprøjt på maven Vejen til havet Er belagt med skrå kampesten som kun jeg formår at glædes ved at kende kunsten at betræde Vejen til havet Smuk som den er og lyset som hæver sig op over det flade vidtrækkende landskab Vejen til havet Kærlighed er den mest forståelsen af den simple gerning, min urkraft Vejen til havet I sæsonen min nerve hvor planterne og den dampende jord sitrer mit legeme Vejen til havet Vente i stilhed på bunden af altings hjerte 2021-07-14 |
|
Landet er vores. Under himlen i konturer af grønne og jordskønne farver. Solen, de hvide skyer, og de grå. Vinden der bevæger vores tanker, og vi smiler ved bredden af den stille sø, med krusninger i sagte forening. Menneskene er her, på vej i skoven, på rejse langs krattet eller fordybet i det indre syn fra toppen af bakken, hvor det store enlige træ kaster sig hvælvende over de fremstrakte hænder med en rensende klarhed og mildt bydende nærvær. Intet foregår her, andet end sandheden i stemmen der tale til dig fra alle retninger. Blomstrende græsser og blomstrende blomster og blomstrende træer og blomstrende smukke sind. Her er vi i nuets legende lethed, kun bundet af vores forpligtelse til glæden ved livet. 2019-10-02 |
|
Det skønne ved at være i live er, at man kan få æbleskiver om søndagen. Friheden til at være en grøn banan. Det smager bedre end det lyder. Hvor mange karbonader går der på en dåsemakrel? Havets finurlige fiskefars. Drømmen om altings væren. Tidens mellemværende med de som aldrig ved. Og du vil dem svævende over deres liv. Skolebussens endeligt på en mark, hvor kirken gror. Toner fra en der kvidrer. Lyden af en verden imellem de der bare sanser. De smukke bærer sig legende ad. Og du vil også danne en følelse. Fornøjeligt er blomster i en vissen hæk. Damen som bærer sig værdigt, som bærer sig fyldigt, som bærer sig for mig. Et pencilbord med ret flade. Hun ser ham i øjnene og ser, og han ser, hende. Klude på en snor som venter. Spændstigt at være til. Uden at kunne gøre det, føles det som livet. Huset er hans, og kvinden som venter, er en drøm. Åbne døren til det, som svæver frit. Mine tanker. Fugle der ikke ved, hvor de skal lande. Lande som kun består. Mange søde væsner, saligt husket. Synes du mig også, og vil du også at sommeren skal blive en stille markvej med kornblomster og skarntyde? Kaprifolium, og er natten lys. Humøret som er din gave at tænke på. Det grimme forstår sig selv, og søger dybere. Og mig, sammen med dig. En skarp åre, en smag af mer. Hun skal føjes og tiltros. Uden mere end som så. Tung barm og dryppende urter. Hår som urkraft der smyger sig om mine lemmer. Og særlig et. Forankret i en gade, forankret i dit. Mennesker som mærker hvor verden er. Og en vej som bugter sig stille uden ord. Hans. Den negative trang, og mange som ved det. Men vinden blæser mig på plads. Friske kinder i skumringsens efterår. Glæden ved hjemmets arne. Du synes så sød, og smiler sådan. Musene må gerne, men de andre står ved deres. Forbundet til noget og det føles uden at være i dig. Min stemme smager salt og rasper mod det søde. Intet bittert kommer fra din stemme, og jeg lægger mig stille til hvile. De som beder uden tårne, de som kun vil det rene. Hun har længsel i sit skød, og stiller sig foran. Havet er en foranderlighed. Mesteren bøjer ydmygt, sig. Et glas med vand som smager af livet selv. Et par der kysser. En mand der bløder forgæves. Og de store tanker føles nærliggende fjerne. Et tæppe som vi deler. Stranden er fyldt med os. Og vi skal selv være de første. Men du vil kun sidst. Taget med en garnvæverske. Siger noget som ligner det du er. Harpens lyd bag alle de andre. Må vi være med bag tankerne? Knuder som svæver på væggen, og vinden som løfter sig uden kraft. Der er mennesker som ler, og ler som er mennesker, og mennesker som ikke ler, og som ikke er det. Himlen så blå, men sløret af din drøm så våd. Så våd, at må jeg være med? Min er så langt fra det hele, men du er der, og blomsterne dufter på bordet, som et spor. Jorden brænder bag husene, og vi vil ikke vide det. Hvaler med bugen, som flyder ud i den verden, som ikke bør være. En plakat som beder dig være din kære næste, og lange slanke ben som ikke er forenelige med en rolig nats søvn. Børn som er børn, i en verden hvor børn ikke længere er børn. Men de voksne drømmer. Og ved. Og sukker. Og famler sig til mode i deres verden, som de ikke kan være ved. Månen står her stadig, og lyset er hvidt, som altid, men havet er væk. Morgensolen varmer. Dyrene står i deres verden. Vi tager dem om halsen, og måske. Husker vi at glædes? Husker vi at verden altid har haft til hensigt at gå under? En dans om natten med din kvinde. Jeg bukker mig. At skabelsen vidste at gøre noget så smukt som hende. At jeg bliver rørt, og derved kan røre verden. Hende og mig. Og dig. Og træerne svajer. Og de ved i deres fylde, at de er alt, og vi intet uden dem. Orm og larver og en solnedgang så blid til hjertet. Smiler hun nu? Og jeg med. Babyer som endnu et håb. Vandet strømmer i en stille bæk. Der er det stadig fredeligt, og faren vokser kun i et forpurret sind. Kuldslået klar. Med roser. De røde som min trang til dig. Men de lyse er din sjæl. De er ikke hvide, men bevæger sig ind på en sart rosa delikatesse. Og de føles. Verden er grøn som den var, og jeg tror den vokser. Dagens måltid og dine gerninger. Det lyse skab, hvor hverdagen bor. Det er os i mit håb som purpur. Mine tanker uden dig forbliver rene, men livløse. Stjernernes poesi. Lykken som vil synges ud. Dug i græsset. Mere skal der ikke til. Rovfuglen i timelig ubevægelighed. Den perfekte afvikling af livets sande jeg. Og legemet er her. Godheden er bæreren. Sandheden er ordet og kærligheden. Og uendeligheden er der hvor alting undfanges. Den befriede tanke er tro. Tro mod dig, og mit sande jeg. Frostklar himmel reflekteret i et strejf af indsigt og nåde. Vi står på samme side af vores drømme, men de matcher kun der, hvor altet får lov til at flyde. Egern i skoven, og en dam i en by. Vi har været der. Og den gamle kone så mig. Os. Et smil, og hun vidste det hele. Verden som menneskene så den. Den er her endnu. Glæden som du tager den, og lykken som du formår at fange den. Jordbær som en junifest. 2019-05-10 |
|
Svinet er menneskets sande bedste ven. Det ligger bedre i maven end de fleste. 2019-01-17 |
|
Mennesker som af egen fri vilje føler sig kaldet til at bære ansvaret for deres egen virkelighed. Tænk om vi kunne nå dertil at sandhed og godhed var det første, som vi griber ud efter, når vi omgås hinanden. Tænk om vi turde stole på, at det som er vores virkelighed, bragt os via vores sanser, altid er den perfekte tilstand at forstå livet ud fra. Tænk om vi forstod, at vi selv skaber vores virkelighed via vores bevidsthed. Tænk om vi formåede at fastholde vores oprigtigste idealer i vores tanker og hjerter, uden at lade os påvirke af det ydre som vores sanser byder os. Øje for øje – tand for tand er et skabelsesprincip, som desværre er blevet mistolket af menneskene helt fra de tidligste åndsbevidste tider. Det er universet selv som udfolder sig via dette princip. Det er livet som svarer igen med samme mønt, hver gang vi handler, tænker og taler. Mennesker der tager det til sig, som en rettesnor for menneskelig livsudfoldelse, risikerer let at havne i den negative og destruktive spiral, når enhver smertefuld påvirkning bliver forsøgt lindret eller udlignet med samme smerteskabende udfarelse mod ophavet eller til anden side. Der er ikke nogen værdiladning i det som sådan. Det er bare sådan. Modsætningen har vi i næstekærlighedens budskab om at gøre mod andre, som du ønsker at de skal gøre mod dig selv. Livsprincippet er naturligvis det samme: At det positive, glædelige og kærlige som du skaber i forhold til andre mennesker, vil komme tilbage, og det vil skabe et positivt, glædeligt og kærligt fundament for den virkelighed som venter dig efterfølgende. Det er ikke bare et trosspørgsmål, men et livsfaktum som den vise har forstået at tage til sig, og bruger som vejviser til at skabe den gode version af livet. 2019-01-02 |
|
First snow on the volcano this season. After a horrible Norte, resulting in almost two full days of rain and water damaged walls in my crappy new house...luckily only renting..! 2018-11-30 |
|
Karl Friston - Perhaps the best treatment is to respect them as equal to normal, and perhaps even enjoy them as variety that operates as corridors to deeper truths that go beyond the need to copy what has already been created. And the soul..? 2018-11-14 |
|
Smagen af en lækker Karrysild på Mørkt Rugbrød. En bid, og en til, og to. Og så har man det dejligt, og hjernen kan begynde at drifte i uvæsentlige og modstandsløse retninger. En kvinde med et diplom i lommen som fortæller verden, og hende selv, at hun er Life Coach. En imponerende titel, og tænk at hun har lært på et kursus, hvordan jeg bør leve mit liv. Ex-husmoderens selvrealiserende patetikum. Men jeg har allerede spottet hende, og ved at uanset hvilke fornuftige ord der kunne tænkes at strømme fra hende, så vil de aldrig kunne fange mig, for jeg er mere optaget af den manglende æstetik, som hun står der og stinker mig imøde med sin tilbageholdte cigaretånde. Og hvordan tænker du dog, at jeg skal kunne tage dig alvorligt i sager om livet, når du selv er en simpel addict?! Og så var jeg alligvel så flink, at indvige dig i mine drømme om at bevæge mig ad ordenes vej, og ikke ad den programmatiske, hvor vi to nu, ved skæbnens gunst, havde mødt hinanden. Lav mig en tekst, så skal jeg vurdere, om du bør forfølge din drøm, eller hellere forblive her hos os og fortsætte med at lære at programmere Java..! Enhver skriveøvelse er vel til gavn for forfatteren, så jeg indvilligede, hvor absurd det end lød. Tag 10 vilkårlige personer, og halvdelen vil mene at den seneste vinder af Nordisk Råds Litteraturpris har skrevet det argeste lort. Så at jeg skulle tage en tilfældig ex-husmoders ord seriøst, om hvorvidt jeg skulle forfølge min drøm eller ej, var jo rent til grin. Og endnu mere fordi rammerne hvorunder vi var blevet sat hinanden stævne, var udpræget beskæftigelseskommunale. Svaret var jo derved givet på forhånd. Om jeg så havde skrevet en mere visionær version af De 10 Bud, så ville svaret være givet på forhånd. Anerkendelse for godt håndelag, dog, men det vil nok være bedst, om du fortsætter her hos os... En anden kvinde var anderledes. Hun var ældre, og hun viftede ikke om sig med sine talenter, andet end ved at være som hun var: En kvinde med livsindsigt og forståelse for hvordan livet kan forme sig, alt efter om man tænker sig den positive eller den negative vej. Hun fik også et skriv en dag. Dette var dog en opgave, og mit svar blev til en udtrykt drøm om at tage springet til Mexico, møde en dejlig mexicansk kvinde og skabe et godt og fornuftigt liv derfra. Jeg udtrykte den som en datidsreference i et brev til hende, som om at min drøm rent faktisk allerede var blevet realiseret, og Esthers kommentar var: Du ved godt at sådan bliver det så!? Hun kunne fornemme at det kom fra hjertet og vidste, at det som skaber vores verden altid kommer fra hjertet først. Brevet er desværre gået tabt, men det gik i det store og hele som jeg havde beskrevet det. Jeg mødte denne kvinde, og hun var selvstændig, både som person og i erhverv, hvilket jeg præcist havde forestillet mig. Min rolle i forhold til hende privat og hendes virksomhed udviklede sig ligeledes præcist som jeg havde beskrevet det. Det var forunderligt, og vidunderligt, at opleve at det kunne gå sådan, at jeg selv kunne præge min verden omkring mig i den retning, som jeg ønskede det. Det åbnede jo store perspektiver i forhold til en mere ambitiøs livsførelse. Men før jeg nåede at gribe an til disse forberedninger, faldt det hele pludselig fra hinanden. Måske ikke fra en dag til den næste, men alligevel sikkert og vist. Den store fejl var selvfølgelig at jeg ikke havde skrevet en fortsættelse af det første brev. Livslykken skal iscenesættes og plejes, som alt andet i livet. Det havde jo ikke været et langt brev, og efterfølgende var det tydeligt, at der hvor forestillingen ebbede mod ende, og måske begyndte at blive for generel, var der ikke længere livskraft nok bag ordene, og livet som det selv ønsker at arte sig, begyndte at gøre netop det. Og i stedet for at fortsætte med at påtage mig den skabende rolle i mit nye mexicanske liv, faldt jeg tilbage i rollen som reaktiv i forhold til det som er, og det som var. Og ærligt skal siges, at derfra var der meget som ikke havde flydt ad strømme til lise for sjælen... Det store spørgsmål er selvfølgelig, hvorfor en som har opnået en livsindsigt som tilsiger, at vedkommende selv er i stand til at påvirke hvordan livet skal se ud, trodser denne viden, og bare lader stå til? Og gennem så mange år. Jeg har ikke andet svar end, at der sandsynligvis har været behov for at bygge en ny motivation op, før det kunne lade sig gøre at komme videre. Ligesom rovfugle, der skal krydse vand, tøver gentagne gange, før de endelig tager springet. Et æble er jo heller ikke bare et æble i altid spiseklar tilstand. Det skal helt banalt modnes først. At alle de rigtigt kloge og de andre i nærmeste omegn naturligvis vil sige, at det er et smukt bevis på, at det er det rene barfodsvrøvl, jeg har givet mig i lag med, kan jeg let forestille mig. Videnskaben har ikke påvist at man kan tænke sig til et bedre liv, ergo forholder det sig ikke sådan! Ethvert fornuftigt tænkende mennesker er selvfølgelig langt forbi denne form for bagstræberisk argumentation, og her er det så et personligt og glædeligt fremskridt for mig, ikke at have behov for at gribe til angreb på deres overbevisninger, hvilket jeg i tidernes forløb nok har haft behov for. Nu er det nok bare at tænke mit, og så ellers få spidset pennen, og få skrevet til Esther igen. For der er nok at berette om... 2018-11-12 |
|
I'm on my path in search of clarity, but your beauty is a constant distraction. 2018-10-28 |
|
Så simpelt er det. Huset ligger på toppen. Hotellet ligger forneden, og de tilstedeværende lykkelige mennesker bor i hver deres hytte med udsigt til hver deres bid af en ægte natur som rammer alle poetiske årer. Søen går man til ad lange snoede stier under åben himmel, og op over bakker, ind imellem buskads og højstammede kølige lunde, og der er en krog til alle, hvor forbindelsen til det du kom for, er fuldstændigt til stede. Det er mit liv, og dit, når du er der med mig. Køkkenet er livets moder. Det samler os om den udsøgte næring. Vi fordrer alle som vil være med, og vi insisterer på at forpligtelsen står mål med dit udkomme, og når din udspilede vom slår dig hen i fuldt velbehag, så vokser ånd, sjæl og legeme sig forunderligt ud over vores samlede nærvær. Og det vi er, vil som en overflod, flyde konstant ud mod de som betragter vores vej, og vi byder dem indenfor, for at give tanken videre, at det gode liv er for alle. 2018-10-28 |
|
De 7 Dødssynder Hovmod - Orgullo - Pride Grådighed - Codicia - Greed Nydelsessyge - Lujuria - Lust Misundelse - Invidia - Envy Frådseri - Gula - Glottony Vrede - Ira - Wrath Dovenskab - Pereza - Sloth De 7 Livsdyder Gavmildhed - Generosidad - Generosity Tillid - Confianza - Trust Klarhed - Claridad - Clarity Taknemmelighed - Agradecimiento - Gratefulness Venlighed - Amabilidad - Kindness Ærlighed - Honestidad - Honesty Tålmodighed - Paciencia - Patience De 7 Livsdrømme Sundhed - Salud - Health Rigdom - Riqueza - Wealth Sikkerhed - Seguridad - Security Formål - Propósito - Purpose Anerkendelse - Reconocimiento - Recognition Samhørighed - Solidaridad - Solidarity Fornøjelse - Placer - Pleasure Og Kærligheden. 2018-10-25 |
|
Man tager en stryger hen over mediefladen, og finder lykkeligvis ud af, at man ikke er gået glip af noget, som virkelig har betydning. Dagens opskrift: En knivspids Nyfigenhed, to kopper Skadefryd, tre deciliter Misundelse, et halvt kilo Forargelse (den hykleriske er som regel bedre end den ægte) og til sidst 2 dåser Hovedrystende Naivitet. Når alle ingredienserne er blandet sammen, sættes massen under grill, til den er godt og grundigt branket. Derefter tager man så stor en portion man magter, går udenfor, eller på toilettet, og gør sig det behageligt, og indtager retten, mens man tålmodigt venter på at herligheden uundgåeligt brækkes op i lårtykke stråler ud over hele uværdigheden. Velbekomme! 2018-10-21 |
|
Den frie sjæl, poeten, som er gået bort. Jeg kredser om hans afsked i fuld forståelse. Den oprigtige som holder ærligheden højt, og uafhængigheden. Ingen kan fange ham ind under forpligtelsens byrde, ud over hvad hans egen moral tilsiger ham. At løse verdens sager i solidaritet med de gamle dyder, men uden at tage de andres skæbne på sig. Det fornemmes som den evige undsigelse, hvor klarsynet sløres når hverdagen presser på. Vi er ens i åndsvæsen fornemmer jeg, men har fået virkeligheden forskelligt pådraget ved hver vort gestalt. I den fysiske verden er vi som modstående drabanter, der ikke kan forliges, når dagen skal leves. Men i øjeblikket hvor den verdslige gerning træder fra, springer vi begge i åndens sted, og fanger ideerne i de højere sfærer. Der hvor vi begge er frie. Den skarpe indsigt, der om verden ville lytte, kunne gøre det så godt for de fleste. Men oktoberdage har altid samlet sine børn om den urolige følelse som ansvaret for fællesskabet og nærheden fordrer . Som ledestjerner stråler vi gerne når rådvildheden indtræffer, men må undvige i hast når de vildfarne klamrer sig til os, som om at vi i den fysiske verden også kan gøre en forskel. Men vi er sarte himmelvæsner, der fornemmer vores vej gennem livet, og kun i fritflyvende stand er vi værd at kalde lykkelige. Og det er du nu! 2018-10-05 |
|
Der ligger to flødeboller i sandet. Det kan de fleste forholde sig til, og deres smag kan provokeres frem, ved at trykke på de sprøde knapper, som sidder lige under hagen. Det knækker, og man suger, og den søde masse snor sig op igennem næsefløjene, der hvor al smag sættes i gang. En forligelse i nydelse. Forliger du dig ligeledes med smagen, hvis vi fortsætter ad et lidt anderledes spor, hvor de to flødeboller lige pludselig har fået form som et par fedladne damer, som ligger og pølser sig med 2,3 og 4 dobbelthager, og blævrende krøs som kaskaderende overflødig masse der hænger uappetitligt ned over deres ubeskrivelige flerfoldige buge? 2018-09-24 |
|
Sprødt forekommende gangsterblod sætter min hjerne på standby. Har jeg krydset den sidste grænse? vil det nogensinde give mening at prøve at forstå, hvad de lange slimmede spor har ført med sig? Det ringer, og jeg kan tage den, eller lade være. Begge dele giver mening, og fører mig samme sted hen. Til meningsløsheden som først giver mening, når man når man ikke længere tror på den selv. I sig selv. Troen på den menneskelige storhed, er jo bare et øjebliks indbildning, som vi ikke kan tage og føle på. Vi forsvinder ud ad det samme spor som vandbæreren og den forladte skunk. Dramatisk flerstemmighed er der hvor vi brænder for det som du ikke ved hvad er, det der pirrer under neglerødderne, og kradser hjerner ud på friske fade. Dæmonisk forlegenhed, som du ikke vil dele med nogen. Og slet ikke med mig. For jeg er din time endeligt kommet, og du vil ikke lade mig gøre dig de ting, som små børn leger så godt. Vi ser hinanden på hvert vores skib, og vinker vores fremtid bort som vi står der og savner i hver vores retning. 2018-09-24 |
|
Halvmod som vikler sig ind i fastlåste rænker, en tvang som har taget patent på den ulykkelige drift som synes kun at føre ned til de dybeste lag af dit eget komme, der hvor vi ikke længere er sammen, hvor du har opgivet at være min ven.Er jeg din ven. Er en ven spiselig? Skal man takke en ven for at være det, eller bare et menneske, som også er på den samme vej som du. Tror du. Himlen vil altid noget andet. Vi er her kun for det, som ikke er konformt, og derfor ved jeg at jeg kan være her i uendelige tider. Jeg brænder mine nagler som en musselmalet indigoblære, uden at vide hvor langt den kan strække sig, før jeg er gået for vidt. Himlen. 2018-09-24 |
|
Fornuftens majfulde bane, lagt ud som et arbejde i spor der skal føre noget med sig. Dit gode, og mit anerkendende forsøg på at være dig underlegen. Din vægt er min tyngde, og jeg må op i luften for at være der hvor du kun er en fortidig vinkel blandt alle verdens muligheder. I mit sind. Jeg smager på luften, og min tunge rammer de rigtige ord, som hilser dig rigtigt farvel . Du ved ikke hvad det kom af, men du ved at det gjorde ondt, at blive følt forkert på. Vi er så ens. 2018-09-24 |
|
Jeg takker for kvinden i mit hjerte, min rigdom og stilhedens klarsyn. 2008-06-04 |
|
Jeg takker for kvinden i mit hjerte, min rigdom og det guddommelige forsyn. 2008-06-03 |
|
Jeg takker for kvinden i mit hjerte, min rigdom og sanselig dans fra hjertet. 2008-06-02 |
|
Jeg takker for kvinden i mit hjerte, min rigdom og børnenes trivsel. 2008-06-01 |
|
Jeg takker for kvinden i mit hjerte, min rigdom og frøernes kvækken. 2008-05-31 |
|
Jeg takker for kvinden i mit hjerte, min rigdom og glade smil i gaden. 2008-05-30 |
|
Jeg takker for kvinden i mit hjerte, min rigdom og tanken om friske jordbær. 2008-05-29 |
|
Jeg takker for kvinden i mit hjerte, min rigdom og alverdens fugle. 2008-05-28 |
|
Skovspurvens manifest tilsiger at hukommelsen er gemt i tidernes fremdrift. 2008-05-27 |
|
Regnen drypper dagen væk mens visionen om dig og mig stråler langt over himlen. 2008-05-26 |
|
Jeg takker for lysten til livet. 2008-05-25 |
|
Jeg takker for min rigdom som gør mig svævende i alle henseender. 2008-05-24 |
|
Jeg takker for min nye verden, mit liv realiseret ved min egen formåen. 2008-05-23 |
|
Jeg takker kvinden der bærer mit hjerte og for livets døre som åbner sig én efter én. 2008-05-22 |
|
Jeg takker for livets skønhed, for kvinden ved min side og al min rigdom som gør mig fri at følge min stemmes kald. 2008-05-21 |
|
Vågn op og bask vingerne frie til det nye liv der fylder horisonten. 2008-05-20 |
|
sammen. 2008-05-19 |
|
vej 2008-05-18 |
|
vores 2008-05-17 |
|
på 2008-05-16 |
|
øse 2008-05-15 |