| Home | Butterflies | Dragonflies | Birds (media) | Flora & Fauna (media) | Observations | Species | Mexican Species |
| Download Checklists | Links | My 5 Chickens | Other Photos | The Birding Program | About | GPS | News |
From the Heart
| 2005 2006 2007 2008 2018 2019 2020 2021 2022 2023 2024 |
|
Uddrag fra Livets Bog om Sund Fornuft: Vi lever i en verden hvor den intelligente overlegne altid lige kigger sig om efter et figenblad, hvor beskedent det end måtte være, når talen lander på medmenneskenes svære livsbetingelser. "Nu skal vi gøre noget ved det", og så sætter de handlinger i værk, som først og fremmest sikrer, at de ikke selv kommer til at skulle ofre noget fra deres egen velbehagelige tilværelse. "I stedet for at dele, så laver vi en ny kage ved siden af, så du også kan få lidt". Sådan fornemmer jeg virkeligheden bag alle de såkaldte positive tiltag som bliver taget, når medmenneskene skal hjælpes på vej. Desværre er kagen aldrig helt af den samme standard, som den de selv sidder og mæsker sig i, men hvis man gør opmærksom på det, får man indignerede blikke tilbage. Selv-beklagelsernes hylekor begynder at lyde, og de ender ud i den sædvanlige smøre om, "...at nu har de virkelig prøvet at gøre alt hvad der er muligt i den givne situation, for at gøre verden til et bedre sted for de som intet har, og så modtager man bare utaknemmelighed...". Og så får de sådan en voldsom medlidenhed med sig selv i deres akavede situation, for de fornemmer jo nok, at der er noget som snakken, men de kan ikke få over sig, at give noget fra sig. Og så når de frem til, at det bedste at gøre i situationen er at gøre livet lidt sødere for dem selv, så de kan dulme ubehaget, for så at tage fat problemerne, når de har det godt igen. 2024-11-19 |
|
Et par år som bølgede sig frem mellem troen, tvivlen og den manglende forståelse for, hvorledes tingene skulle gå, som de gjorde. Dog ikke så tit i ægte fortvivlelse, for dertil lod stille stunder klarsynet lyse igennem som intuitive strøg af udbredt håb. 2024-09-24 |
|
Hendes strålelange nektarben danser kispus på min mave. 2024-09-15 |
|
Her er jeg. Livskraftig stråleglans. Jeg kræver min plads og fylder den ud i al min magt og vælde. Jeg formår at skabe mig det rum, hvorfra jeg kan lyse på verden fra mit hjertets oprigtighed og godhed. Og der hvor det smerter i verden, må jeg formå at holde mit fokus for øje, og ikke bukke af, fordi at mennesker med anden forstand ikke kan forlige sig med mit budskab til verden. Strid mig imod, men jeg står fast. Jeg tror på min version af livet, og jeg lever den til fulde til den overstråler alt, hvad jeg har kendt og erfaret. 2024-06-17 |
|
Jeg forstår, at jeg er som menneskene, og ser mig glad i hver sjæl, som åbenbarer sig for mine øjne. Vi fødtes ind i én verden, og der findes tusinde måder at vise, at vi er skabt som et. 2024-06-12 |
|
Den ærlige jobansøgning Som den kvikke læser du formodentlig er, har mit CV selvfølgelig allerede fortalt dig, at jeg for nuværende er uden arbejde, og det er først og fremmest med det udgangspunkt, at jeg nu søger denne stilling. Jeg har brug for et arbejde for at tjene penge, for det er nu en gang sådan, at verden fungerer. I den ideelle verden ville det ikke have været nødvendigt at bruge tid på denne aktivitet, i det jeg er et af den type mennesker, som er begunstiget af en altopslugende passion, som jeg ville foretrække at kunne bruge al min tid på. Men når det nu skal være, så har jeg valgt at søge denne stilling, dels fordi jeres forretningsområde moralsk set virker acceptabelt. Jeg kender intet til jeres virksomhed andet end fra jeres egen online fremlægning. Her virker det som om, at det I arbejder med, er et reelt positivt bidrag til samfundet, og ikke bare en virksomhed opfundet til lejligheden. Og den lejlighed ville i så fald være af ren og skær trang til at tjene penge bare for pengenes skyld. Grådighed også kaldet. Og dels søger jeg det fordi, jeg vurderer, at jeg rent faktisk vil kunne varetage jobbet. Jeg er ikke konkurrence-menneske, og jeg har på ingen måde behov for at promovere mig selv, og da jeg samtidig er meget ærlig i alt hvad jeg foretager mig, forventer jeg naturligvis, at I tager dette for gode varer. Jeg er sikker på, at jeg vil kunne skabe den ekstra værdi, som I åbenbart har brug for. Det er muligt, at jeg ikke vil kunne agere plug-and-play medarbejder fra dag et, selv om det som regel er det, at I virksomheder, særligt i det private, går efter. Men hvis I er smarte, så skruer I lidt ned for det panik-agtige fokus på den aktuelle bundlinje, og mander jer op til at turde fokusere længere ud i horisonten, og i det hele taget antager et bredere livsperspektiv. Jeg er mere intelligent end gennemsnittet og da jeg samtidig besidder en høj moral, så kan I fuldt ud regne med, at jeg vil gøre alt, hvad jeg kan for at opnå det niveau af viden, som I forventer nødvendigt til at varetage denne stilling. Og jeg vil samtidig være en yderst loyal medarbejder, som ser det som det naturligste i verden, at når jeg først har indgået en aftale, så overholder jeg den. Så hvis stabilitet, intelligens og menneskeligt overskud også er gode egenskaber i jeres verden, så kan vi gå hinanden sikkert i møde. Til gengæld siger det nok puf-puf op i den hvide sky, hvis I insisterer på, at den kollegiale indsats skal bygges op omkring den forbandede danske sociale hyggemodel. Jeg går på arbejde for at arbejde. Ikke for at få nye venner, ikke for at spise fælles fredagsmorgenmad, ikke for at skulle gå til fælles aktiviteter i fritiden og slet ikke for at blive tvunget til at være med i fælles madordninger, fordi det er lettest for virksomheden. Det betyder dog ikke, at jeg ikke vil være åben og imødekommende og lære mine kollegaer at kende, og det betyder heller ikke at vi ikke kan have det godt sammen i løbet af vores arbejdsdag. Og det betyder nok heller ikke en gang, at jeg ikke rent faktisk ville kunne få skabt reelle venskaber med mine kollegaer; det skal bare ikke være noget som tages for givet via alle mulige forlorne firmatiltag. Og til sidst, lad os få klaret det som altid ligger jer mest på sinde: Hvor meget skal det koste? Hvad er prisen for, at jeg vil acceptere at skulle stille mine bedste timer på dagen til jeres disposition? Det er ret simpelt at regne ud: 35000 danske kroner om måneden, som cirka er den gennemsnitlige bruttoindkomst for alle voksne danske lønmodtager her i starten af 2020'erne. Hvis fællesskabet er den størrelse som vi alle bør byde ind i for at få del i samfundets goder, så må det naturligvis også gælde, at fællesskabet fordeler sine goder ligeligt tilbage til alle. For vi kan nok alle hurtigt blive enige om, at den lange djøfer på direktørgangen ikke nødvendigvis er mere værdifuld for samfundet end Fru Hansen som vasker beskidt linned for djøferens gamle demente mor, som endnu en gang kom til at skide sin seng til bag ensomme døre i Solnedgangens Ældrepensionat! Jeg takker for opmærksomheden, og ser frem til at blive en del af Fremtidens Sunde Fornuft A/S. Mvh Et menneskebarn 2024-03-03 |
|
Kryptomatisk vinterhistorik uden tid til forfremmelse af de blygrå følelser som altid befinder sig i dybden af de højtragende længsler der hvor kærtegn bliver blåøjede og de nyfaldne snefnug smelter i din hjernes vold når en hærskare af godhed synger sig igennem dine forsnævrede glitrende passager og bringer bruset fra bølgende varme ind i dine lange lemmers legende liv til frihedens evige potentiale. 2023-12-29 |
|
Det gode ved at skulle sammenfatte det meste af årets begivenheder nu på afstand, er, at de mest harmdirrende beslutninger truffet af vores usvigeligt svigtende ledere, er kommet så meget på afstand, at man i lykkeligste fald har glemt dem, og i værste, kan fremmane taknemmelighed over at verden står endnu - trods alt. Men hvor længe? ...bliver man jo nød til at spørge som retorisk koldkrigsteoretiker med hang til den tids romantiserende uansvarlige voksenleg. Ikke mig, men ham dér. Og vi leger endnu. Det korrupte Ukraine blev pludselig alles kæledægge, fordi det passede som handske i hose at få dæmoniseret Putin, så vi alle kunne rette fokus væk fra alt det, vi selv burde gøre i verden, for at gøre fremskridt - for at redde den. Men selvretfærdigheden blev ikke rigtigt belønnet. På trods af alle de milliarder vi, verden og jeg, poster i Ukraines forsvarskamp, så batter det ikke rigtigt noget. Putins land er trods alt et stort et, og langsomt men sikkert går det nok den vej...og sikkert går det bedre endnu i disse december-dage, hvor verdens fokus er flyttet fra den østeuropæiske slagmark til Det Hellige Lands blodbesudlede agre. Endnu en gang, fristes man til at sige. Endnu en gang får de uforstandige og kyniske lov til at sætte dagsordenen og fjerne fokus fra alle de hverdagsproblemer som påvirker almindelige mennesker over alt på jorden. Og igen bliver der genereret enorme ressourcer fra verdens ledere for at puste endnu mere liv i en tåbelig konflikt. Og her kan man så bevæge sig ned i alle detaljerne, og kritisere hvorfor og hvordan. Og man kan lade harmen dirre endnu mere udspændt for hver forestilling man gør sig om de, som træffer disse beslutninger. Men når man så endelig får kæmpet sig i mål, og har udspredt sin moralske overlegenhed og kvast dem alle med retoriske håndkantslag, så ligger man på besynderlig vis altid komplet udmattet tilbage, og kan mærke hvordan selvtilfredsheden langsomt men sikkert forvandler sig til kulde i bukserne, og man forstår, at man kom ingen vegne, ud over det korte øjeblik, hvor man tændtes i selvretfærdighedens navn, men derved også brændte endnu en luns af livets godhed væk i troen på, at det er min opgave at dømme verden, og få alle menneskene til at reagere i følge min overbevisning. Det er umuligt at beklage sig til en bedre verden. Det har jeg sagt før, og det er lige så sandt som det er, at intet i denne verden kommer af ingenting. Der findes ikke tilfældigheder. Kun det som er, og det som er på vej til at blive. I din hjerne sker det. Transformationen som er det fysiske liv, og ingen ubarmhjertighed er mindre retfærdig end det du formåede at skabe i din bevidsthed. På den måde er vi ikke meget mere end plus og minus i et stort udefineret kredsløb. Smag din egen galde, og vid om du er på rette vej. Min vej er fyldt med dæmoner, som kilder mig på de mest ubelejlige tidspunkter. Jeg giver dem lov, fordi jeg er forbandet af stjernerne, som stod i en konstellation, som altid skal overvindes, før jeg formår at se lyset bag. Og for at livet skal give mening, skal der altid være lys. Bare et enkelt, som et sikkert pejlepunkt, mens vi bevæger os fremad. I en verden hvor det ikke er er en borgerret at have et arbejde, og derved få sit udkomme til at kunne dække livet, så må man finde andre fikspunkter at fastholde livsglæden ved. Og i det har kun naturen været min redning. Kun i stunder fri for menneskeligt hykleri, blandt dyr og planter, har jeg fundet logik og rum til at være. At få lov til at være her. At give sig selv lov til at være her. At ignorere når de menneskelige hyæner begynder at hyle, når du fravælger dem og deres umoralske måde at tænke og handle på. Det er på tide ikke at føle dårlig samvittighed over ikke at leve op til de andres normer. De færreste mennesker i dag er intelligente nok til at kunne gennemskue, hvad det gode liv er. Og det er endnu færre som har en moralsk habitus som gør, at man kan stole på dem i dagligdagens gerninger. Det er derfor også svært at finde mennesker som det er værd at arbejde sammen med. Værd i den forstand, at der i et hvilket som helst givent menneskeskabt fællesskab bygges op omkring en laveste fællesnævner. Vi sigter lavt, og de som er dårligst funderede som mennesker, er som regel også dem som søger at få kontrol over andre. Det lave vil jeg ikke være med til. Vi fødes alle med en drivkraft til at skabe og være i bevægelse. Og jeg tror at vi hver især bliver nød til at følge vores egne ideer for at livet skal give mening. I nuet. Som er det eneste som findes. Den evige skabelses arnested. Det du gør nu. Og alt det andet, som sanserne også opfatter, er det ligegyldige udkomme af det som var en gang. Vil jeg egentlig have et arbejde? Vil jeg have et lønarbejde? Vil jeg have en hverdag, hvor andre dikterer, hvad det er jeg skal bruge min tid på? Er det ydmygende? Eller er det et smukt offer at give til de andre i deres bestræbelser på at skabe deres version af verden? Hvis der vitterligt blev truffet kloge beslutninger, som var til gavn for menneskene, så ville jeg nok have sværere ved ikke at ligeglad med ikke at være en aktiv del af samfundet. Hvis alle virkelig ofrede sig for at gøre vores samfund til et bedre sted til gavn for menneskene, så ville det ikke betyde så meget, hvad man bidrager med, idet der kun ville findes menneskevenlige aktiviteter at tage fat på. Men på trods af at visdommen findes i blandt os, så vedbliver det at være de mindrebemidlede, moralsk og intelligens-mæssigt, som får lov at diktere hvordan vores fælles ressourcer skal bruges og hvordan vores samfund skal udvikle sig. Jeg kan kun se det som en samfundspligt at sige fra over for det. Og det store spørgsmål er naturligvis hvordan man gør det, samtidig med at man ikke havner i den samme negative gryde, som de andre brygger i? Altså, tilvalgt af den positive version af livet, og ikke modstand mod den negative version. Det er, og bliver, den evige udfordring. 2023-12-28 |
|
Forstå at vi alle har hver vores skæbne. Og ved det bør alle mennesker være yderst opmærksomme på, at det som verden bringer dig af gode råd og formaninger, altid vil være farvet af livet set fra en vej, som ikke er din. 2023-12-10 |
|
Os der spiser mandariner. Vi gør det, men bare ikke så meget i Danmark længere. De er jo som regel små, og kun til jul, og så vidt huskes mest ikke-økologiske. Det sidste er et naturligt no-go i en tid hvor vores pinligt nosseløse politikere, også de mandlige, gang på gang træffer beslutninger, som går imod al sund fornuft. De mexicanske er guddommelige i smagen, og store, mandarinerne - ikke de nosseløse, men den nydelse rækker også kun så langt, som at man ikke tænker på de mange tons af pesticider som de bliver produceret ved. CMT - Civil Mean Time. Her befinder Mexico sig i tidszonen CMT-30. År. De kommer nok en dag, men indtil da forbliver forstemmelsen indtakt. Men smagen er dog ikke at fornægte. De smager af sødmefuld overflod af alt det gode som verden kan frembringe, når den får lov. De egner sig dog kun til presning, da de er lige så stenfyldte som Ålebæk strand. På Møn. Men så fulde af saft at de hurtigt flyder et glas over. Og vælger man at leve livet i Mexico, så vælger man jo også tiden til, og så må man acceptere at markedernes bugnende udbud ikke kan hjemtages med den gode samvittighed i behold, hvis man vil naturens bedste. Kommer jeg mon tilbage? 2023-12-05 |
|
En plantekvist flyder i overfladen, og en almindelig vandnymfe har fået sin bagkrop i klemme nedenunder, og den ligger nu hjælpeløs i vandet, og er på vej til at gå til grunde, men jeg kan nå den med en pind, og rækker den ud i vandet, og den almindelige vandnymfe griber den med det samme, for den er fuldt bevidst om, at jeg vil den det godt, og jeg sætter den på land, og den fortsætter sit liv uden min yderligere indblanding, mens jeg takker den. 2023-07-06 |
|
LESS ACTION - More harmonious thoughts, while you pretend to be on a life-long vacation. 2023-03-06 |
|
Testmedarbejder til Rigsarkivet Hej, jeg vil gerne have dette job, fordi jeg vil være god til det. Sådan er det bare, og I behøver ikke at spørge ind til alt muligt ligegyldigt. I skal bare forstå og acceptere, at det jeg siger, er sandt. Det lyder som et spændende job fordi jeg elsker at arbejde med data, og at kunne gøre det på en selvstændig måde, uden at skulle afvente andres accept og input, og uden at skulle vente på at andre får tid til at gøre deres for at kunne komme videre. Og så elsker jeg også den skønne inerti som ligger i gentagelsens virke. Som en af de få personer i dronningeriget Danmark trives jeg voldsomt med at kunne få lov til at udføre det samme dag ud og dag ind. Det giver mig både ro og en stor tilfredsstillelse, forstået således, at det er gennem gentagelsen, at man får mulighed for at komme til at mestre sit virke til perfektion. Og det tilstræber jeg i alt hvad jeg foretager mig. I får i mig en person som på et eller andet plan har en snert af autisme indbygget under kraniekuplen. Ikke officielt, men bare som en tangent jeg har lært at erkende, og som jeg bevæger mig tryggest på langs ad. Som I kan se i mit CV, har jeg ikke erfaring med offentlig forvaltning men min evne til at sætte mig ind i kringlede forløb, fra overblik og ned i detaljen, er et faktum. For eksempel imponerer jeg gang på gang mig selv, når det lykkes mig at gennemskue, hvordan jeg tænkte for 15 år siden, da jeg udarbejdede funktionalitet til mine hjemmesider, som i dag kræver rettelser eller videreudvikling. Jeg holder ud til opgaven er løst. Og det er så realistisk som det kan blive. Hvis noget er min rettesnor i livet, så er det ærlighed (og moral). For mig er det utænkeligt at skulle begynde at konstruere virkeligheden for at få den snoet, så jeg kan positionere mig bedre i forhold til andre. Hvis der er andre som er bedre til at udfylde opgaven, så: Værsgo! Jeg trækker mig, og finder noget andet. Og håber selvfølgelig samtidig på, at der ved et overordnet forsyn, også bliver muligt for mig at komme til at leve et meningsfyldt og interessant liv med en indtægt til at dække dagen og vejen. Og i det kølvand kan jeg forsikre dig om, at jeg på trods af nu virkelig at stå og mangle en indtægt, ikke kunne drømme om at søge et arbejde som jeg ikke dels synes virker interessant og dels ikke mener, jeg vil kunne bestride. Alt andet er spild af alles tid. De færreste forstår denne tankegang, er det dog min erfaring. Måske også dig som sidder, og læser disse ord. Igennem årene har jeg nemlig ofte oplevet den generelle holdning, at jeg da bare skal søge det og det job..."Du behøver jo ikke at fortælle dem, at du har tænkt dig at stoppe om et års tid...". I min tid i Mexico var jeg gentagne gange hjemme i Danmark for at spare nye penge sammen, fordi jeg ikke tjente nok derovre. Og i de situationer oplevede jeg denne mentalitet, hver gang jeg var hjemme. Og jeg forstår den ganske simpelt ikke. Hvordan kan man se sig selv i øjnene, eller samfundet for den sags skyld, velvidende at man baserer sit liv, og andres, på en bevidst løgn!? Derfor har jeg i alle disse år hvor min fuglepassion har taget føringen, bevidst valgt at gå efter de usikre vikariater. Rent sind at trutte i. Når man som jobsøger i et kort øjebliks svaghed accepter at lytte til den jobsøgningsrelevante faglighedskonsulent med UG og opadsnoet slange i medløbende systemforherligelse, så vil man høre, at man for guds skyld skal gøre alt, hvad man kan for at vise ansætteren, at man dels lægger sig fladt ned i benovelse over den fantastiske organisation som vedkommende tilfældigvis selv er havnet i, og dels at man for guds, og alle de andre højere magters, skyld skal gøre alt hvad man kan for at skære ud i pap, hvad det er, man har at tilbyde ham. Forvent for guds (ham igen) skyld ikke, at han skal kunne læse mellem linjerne, og slet ikke at han skal læse sig igennem 2-3 indledende, men logiske, afsnit for at nå frem til det punkt, hvor han kan mærke, om det begynder at kilde eller ej. Det er jo kun meningen, at man skal arbejde sammen i mange år fremover, ideelt set, så at tro at det kan komme på tale at forvente, at vedkommende har reel tid og lyst til at sætte sig ned og læse, hvad du møjsommeligt har brugt flere timer på at formulere, er hovedrystende naivt [læs: ironi]. Det er bare ikke mig. Jeg forstår simpelt hen ikke den måde at tænke på. Og jeg er bange for, at det er det, som gør det svært for mig at komme over grænsen til det forjættede land, hvor rigtige mennesker får lov til at arbejde for anstændige penge. Til opløftning fra de frustrationer som det medfører ikke at være god til at leve op til denne alment accepterede adfærd, er det godt at have sine fugle og sommerfugle og de dejlige guldsmede at falde tilbage på. Rent mentalt. Komme derud hvor der altid er rene linjer, og væsnernes gøren og laden har konkrete og naturlige formål. Ingen menneskelig udspekulerethed at skulle forholde sig til. Jeg søger job, fordi jeg ikke har noget. Først og fremmest. Jeg har brug for pengene. Så simpelt er det. Det er min hovedmotivation, når jeg søger arbejde, og vil altid være det, fordi jeg i form af min livslange passion for ovennævnte medskabninger, altid kan få tiden til at gå. Jeg er så privilegeret i livet, at jeg altid har noget fantastisk at stå op til. Så nej, beklager, men jeg søger ikke dette job, fordi jeg ser din organisation som en guds (den samme som før formoder jeg) gave til menneskene, eller ser den som værende en uundværlighed i bestræbelserne på at gøre verden til et bedre sted (alle andre formål er vel irrelevante). Og heller ikke fordi jeg tror, at det er nødvendigt at have et betalt arbejde for at kunne "bidrage ansvarligt til et bedre samfund". MEN. Selv om jeg føler det sådan, betyder det ikke, at jeg ikke vil kunne gøre en stor positiv forskel i din organisation. Og det betyder ikke, at jeg ikke anerkender den som sympatisk og værd at støtte og arbejde for. Og det betyder heller ikke, at jeg ikke vil kunne trives der. Og når det er sådan, så betyder det, at det rent faktisk er muligt at være en loyal og værdifuld medarbejder uden at have behov for at skulle underlægges evigt-hykleriske management-floskler. Tænk om man kunne få lov til at være så ærlig, når man søger et job. 2022-11-07 |
|
The silent waters surrounding me with deceptional peace, promising that after death comes that which wise men find sacred. Your eternal salvation from the illusions born into your brain as you became a child man. Once. A long time ago, but still present in this moment, feeling the knifes that my lack of prudence and sound experiences now allow to cut through all of my naïve hopefulness. True love, and you know you should let go faster than it takes to glimpse at her beautiful eyes a last time. Would she ever care or notice, it doesn't matter. But you would know that she is where you want her to be, on a happy path chosen by her, without your strings attached. Could destiny not be avoided I shall not complain, not any longer. Just hope that along the road some day it will become clear to me why that, which felt so obvious from the moment I saw her smiling face the first time, should not be more than a flashing moment of illusionary happiness in the trajectory of my confusing life. 2022-05-29 |
|
Vis du byder mig tavsheden og dine smukke smilende øjne, så har du vundet mit halve liv og det meste af mit hjerte. 2022-02-23 |
|
Dersom at alle de mennesker som jeg har mødt igennem livet, er kommet til mig med et formål, så må de have været prædestineret, og bestemt for mig, ud fra det personlige spor som jeg har lagt ud på min bane gennem livet. Gennem universet i alle dets afskygninger. Som et spejl er de dukket op i timelige mængder, og med tilpas klarhed foran mine sanser til at tvinge min opmærksomhed i deres retning. Og min livsduelighed er i hvert af disser møder blevet testet, og mine valg i tanke og handling har formet hvem jeg er, og hvem jeg er på vej til at blive. For vores cykliske energier kommer fra hvert vores kranieindlejrede skabelsesorgan, menneskedyrets knudepunkt forbundet til Altet via den usynlige livsnerve. Og vi er frit stillet at bruge denne kraft, som vi har evner til at formå. Intet bliver dømt, derved at i det uendelige hvori al energi er evigt sammenhængende og transformerende, da eksisterer der kun de moralske begrænsninger den enkelte selv definerer. Intet dømt, men alt besvaret. Fri at skyld og synd, og ingen bør bebrejde andre for, hvad de fører ud i livet, da det er den absolutte ret, og uundgåelighed, at hver især handler på sine egne evners formåen. Det cykliske princip er dog der, hvor vores indsats i livet får konsekvens. For intet i livet forbliver ubevaret. Vores umiddelbarhed i tanke og handling får i skabelsens øjeblik liv og fysisk substans, og bevæger sig i rejse ad naturlovsgivende veje, som uvilkårligt vender tilbage til udgangspunktet - et elektromagnetisk faktum om du vil. Og deri ligger menneskedyrets besvær, at vi har ladet os narre til at tro at vores sansers virkelighed, er den verden vi bør agere i og forholde os til. Forholde os til hvad de andre og vejret og mågerne og stjernerne gør for vores øjne. Og at vi dersom at vores følelser bliver negativt formet af disse ydre forhold, forbeholder os retten til, og nærmest pligten til, via beklagelse, bebrejdelse og lidelse at handle os til en bedre udgave af verden - til en udgave hvor retfærdigheden sker fyldest. Retfærdigheden. Det moderne menneskes emotionelle sutteklud. Disse mennesker der i deres fortvivlede sind, så langt fra forståelsen for de større sammenhænge i livet, giver sig i følelsernes vold, og finder lindring i at påtvinge de der er på tværs enten straf eller syn på verden. Men de har ikke forstået, at retfærdigheden altid sker fyldest! Det er et livsprincip, som de allerede fik galt i halsen i de tidlige historiske tider. "Øje for øje" kaldte de det. Men det var et livsprincip, en naturlov, og ikke et levebud til menneskene. Og derfor kom der senere hen en anden mester som vendte kinden til, og tog sin straf uden at kny - ikke som en fribillet for senere generationer til at frikende sig selv, men som et godt eksempel på hvor langt det enkelte menneske bør gå i sin bestræbelse på at ære livet og den skabende kraft bagved. Du er i dette liv givet muligheden for at skabe, og alt hvad du lykkes med at kreere ind i virkeligheden er således godkendt, accepteret og fuldt retfærdigt. Af den simple grund at det har manifesteret sig. Men dette gælder naturligvis ikke bare for dig, men for samtlige skabende individer som går, svømmer eller flyver omkring i denne fysiske virkelighed. Så hvis du er en af dem som ynder at tale om at "retfærdigheden bør ske fyldest " når menneskelige handlinger rammer dig i følekulen, så forstå og accepter at du har begivet dig ned ad den vej som ... 2021-12-15 |
|
Should I worry, and consider myself an intellectual failure, because I continuously find the cartoons in The New Yorker absolutely unhumorous..? 2021-11-02 |
|
Det drejer sig ikke om at finde de ord som behager, men om at finde dem som er en naturlig forlængelse af de tanker og ønsker, som er født direkte i dit hjerte. 2021-11-01 |
|
You saw me on the road, planting seeds of love in every country on the planet. That's all I could do. 2021-10-27 |
|
Dage hvor det er svært at drømme, hvor solen går tidligt ned og borgerne flittigt arbejder sig frem til endnu en weekend med god samvittighed, mens jeg fortsat befinder mig i mit selvvalgte vakuumslot af glas uden udgange, og tænker at det måske ikke er så godt, mens jeg lukker øjnene og står op til en ny dag, hvor handlingens mand, på rutineret vis, springer på cyklen, og undskylder sit retræte til fuglenes verden, med behovet for fysisk vedligeholdelse af krop og sjæl, og det mens dagene tikker afsted, og ikke kommer tilbage, og det gør ondt i mange dele, for derved har man dog skabt et vist formål, at overleve sundt og raskt til den dag man skal dø, og fuglene med, som de gør alle vegne, en spurvehøg her og en lille mus der, og en havørn som ikke blev levnet en chance af menneskene som tror at de kan redde verden ved al deres handling og røren og laden, og det uden at de nogensinde kommer til at forstå at de handler vores verden til døde, mens forstandige og ydmyge mennesker må stå tilbage og erkende at skabelsen er mere kompleks end som så, at kun ved kærligheden har vores klode en chance, men disse tanker får man da en lejligheds fristund fra, når man triller ud blandt træerne, og lader dem storladent favne en i al deres uendelige skønhed, for det er jo ganske vist at ingen skabning står rankere og smukkere end en fuldmoden vintereg som rækker sine tredive meter op i universet og viser os alle hvorledes vi bør stræbe her i livet, og kaste vores livsglæde ud til alle sider og lade drysse sagligt mod jorden og vores medmennesker, som er der hvor jeg er nu, og hvor jeg svæver over virkeligheden mens jeg prøver at finde en vej som er ment for mig, og kan det tænkes at du er den, at det er her i denne nærværende gerning, at det som er mig og det som endelig kan ende ud med et tilfreds suk over at have fundet det som kan forbinde mig til verden, og til mig selv, og til det sjove i livet uden at skulle have et øje for bekymringen hængende over skulderen i konstante jag, er dette øjeblik, nu hvor selvrespekten langsomt finder rundt om hjørnet og maver sig tættere på med skæve blikke og håb i et lille øjesmil, mens cyklen er nået hjem og står på benet efter en frisk tur uden de sjældne fjerdragter som altid lurer lige under overfladen, og i hvert fald i hver ny dags fantasi, når turen starter ud, mod pynten i disse tider hvor efteråret samles i et punkt som alle fuglene gerne vil passere, mens der står en fast bornholmer og konstaterer, at det går småt til nu om stunder, at tidligere år, og særligt sidst gav megen glæde til de fartende som glædes ved det som man sjældent ser, og dertil er det altså ikke kommet noget nær i dette år hvorfor vi i undertegnet form har måttet nøjes med at glædes over en beskedent udseende and a la mandarin som nok har aner fra et bur, men alligevel har opført sig på rette vis igennem årene bag os, og derved er blevet ophøjet til en tælbarhed af de rigtige, men godt det samme, da den største glæde ved at begive sig ud i fritidsaktiviteternes fornøjelighed opnås når man har ydet sin indsats, og dertil høre mine gerninger ikke for tiden, idet de frie hænder intet har at tage sig til, og det tvinger en rundt til andre aktiviteter hvortil den svømmende er aldeles velkommen og fortrinlig til at holden den fysiske balance i takt med nødvendigheden, og det som erstatning for den frie form i det frie hav, hvor glæden ved det nøgne udtryk ikke kunne vinde over sæsonernes uundgåelige skiften og kuldens langsomme krybben ind i svømmende knogler og led, men som glædes kan over instansernes indsats i tider til tider, hvor der så nu svømmes lange baner i den nye hal hvor bearbejdningen kan blive belønnet med rigtig varme i lukkede rum ved afslutningen, og dette i det hele vinder over savnet ved at være nær alle de skønne bryster og glatbarberede skød som altid hører til i de frie svømmeres verden, i det grønne vand på vores breddegrader, og der hvor måger og ænder og sorte skarver aldrig skænker den våde kulde en tanke, for det er deres verden, og over det forundres jeg gerne gang på gang, at vi hver især balancerer på en skrøbelighed som kræver at vi overgiver os og lever i overensstemmelse med vores sande jeg, dyrene på deres måde og menneskedyret på dets måde, og altid med forhåbning om, at universet hele formål med os, må være af det gode, for ellers gjorde vi os vel ikke den anstrengelse at leve den ene dage efter den næste med morgenhåb i sindet og troen på at den nye dag bliver bedre end den forrige, og at der ikke er andet at stræbe efter end at finde en vej gennem livet som skaber glæden, for den energi som glæden består af, er nærende for mere af det samme, og i det helt simple perspektiv, når det enkelte menneske står alene i stilheden, så er der naturligvis ingen tvivl om, at det er det gode man vil, man vil føle sig godt tilpas på alle måder, og menneskets opgave er netop at finde ud af det sker lettest, når man lader andre leve hver deres liv i fred på deres måde, og du på din. 2021-10-05 |
|
Ræk hånden frem til mennesker som ser dig. Tag livet med og giv det en vinkel, så det er hjertets sandhed du viser frem. Hver især så stor på vejen gennem alt det vi alle skal lære af. Og hvor smukt kan det siges, at hvis jeg ser dig og giver dig den plads du har brug for, så har jeg lært det af livet som jeg er kommet for. At have styrke til at glæde mig på andres vegne. Helt frigøre mig fra mine ambitioner, og bare flyde med det som kommer. Men. Nej ikke noget men. Bare det. Bare grib tanken om at ville gøre godt, uden at forsvare mig selv. Jeg har styrken. Og jeg kan tage angreb som sårer, og jeg svarer kun med sandhed, godhed og udholdenhed. Men jeg kan godt bede. Og jeg beder om styrke, og jeg beder om finde min indre ro, og lade mig selv komme til udtryk og orde. Ikke så meget for at opnå, men for at føle at jeg følger min vej. Du ved hvad min vej er, det stoler jeg på, og jeg stoler også på at du altid vil mig det bedste, og derfor tager jeg livet med sindsro. Ord der inspirerer og dulmer. 2021-09-30 |
|
Start calling yourself just a human being, if you truly want the world to unite. 2021-08-19 |
|
De fremmede duer lander tålmodigt på min plæne. De virrer i deres spraglede puds med halen, og de grønne farver lønner dem. De kender deres flugt, og himlen bærer dem videre mod deres rigtige sted. 2021-08-11 |
|
Who were you if not in your Heart a Butterfly at the Height of your worldly Glory. 2021-07-27 |
|
Vejen til havet Havet min frænde hvori jeg døber mig og mærker min sjæl finde ro i det altomsluttende vand Vejen til havet Hvor jeg nøgen og fri forstår hvad det vil sige at føle sig som menneske Vejen til havet Der foranderligt bølger sig fra skiden tang i rolige skvulp til friske salte sprøjt på maven Vejen til havet Er belagt med skrå kampesten som kun jeg formår at glædes ved at kende kunsten at betræde Vejen til havet Smuk som den er og lyset som hæver sig op over det flade vidtrækkende landskab Vejen til havet Kærlighed er den mest forståelsen af den simple gerning, min urkraft Vejen til havet I sæsonen min nerve hvor planterne og den dampende jord sitrer mit legeme Vejen til havet Vente i stilhed på bunden af altings hjerte 2021-07-14 |
|
At være i dig selv mens verden passerer forbi med lukkede øjne 2021-07-14 |
|
Hokus Pokus Filiokus og således gik atter mere end et år. Man kan ikke rigtigt kalde det en fremskreden skrivelyst, bestemt. Og alligevel har det ligget der lige under horisonten hele tiden, trangen og lysten til at berette om hvad der er hændt. Verden ser i sandhed noget anderledes ud i dag, end da jeg skrev sidst. Hvem skulle have troet at den måtte lægge sig fladt ned, og ydmygt acceptere at en meget simplere organisme end den menneskelige kunne ryste og lamme os som den har gjort. Og stadig gør. Helt overrasket vil jeg dog tillade mig at sige, at jeg ikke er. Jeg nærer efterhånden ikke mere tvivl om, at vi i vores jordiske liv er forbundet med dimensioner som ikke befinder sig på dette fysiske plan, og at der eksisterer en form for universel intelligens som hele tiden er med os, og guider os. Og elsker os! Jeg kan kun se corona-virussen som et svar på at få os til at se. Og indse. At vi er nået til et udviklingstrin hvor det ikke længere er muligt, at skabe fremskridt blandt mennesker ved kun at fokusere på den materielle del af livet. Visdom, kærlighed og moral er i underskud, og det kan verden ikke blive ved med at leve under. Men universet er barmhjertigt, og ønsker at vi lærer at vælge den kloge vej, og derfor kommer denne prøvelse, coronavirus, til os for at gøre det lettere for os at træffe de beslutninger vi burde havde truffet af egen fri vilje og indsigt for længe siden. 2020-08-13 |
|
Landet er vores. Under himlen i konturer af grønne og jordskønne farver. Solen, de hvide skyer, og de grå. Vinden der bevæger vores tanker, og vi smiler ved bredden af den stille sø, med krusninger i sagte forening. Menneskene er her, på vej i skoven, på rejse langs krattet eller fordybet i det indre syn fra toppen af bakken, hvor det store enlige træ kaster sig hvælvende over de fremstrakte hænder med en rensende klarhed og mildt bydende nærvær. Intet foregår her, andet end sandheden i stemmen der tale til dig fra alle retninger. Blomstrende græsser og blomstrende blomster og blomstrende træer og blomstrende smukke sind. Her er vi i nuets legende lethed, kun bundet af vores forpligtelse til glæden ved livet. 2019-10-02 |
|
Det skønne ved at være i live er, at man kan få æbleskiver om søndagen. Friheden til at være en grøn banan. Det smager bedre end det lyder. Hvor mange karbonader går der på en dåsemakrel? Havets finurlige fiskefars. Drømmen om altings væren. Tidens mellemværende med de som aldrig ved. Og du vil dem svævende over deres liv. Skolebussens endeligt på en mark, hvor kirken gror. Toner fra en der kvidrer. Lyden af en verden imellem de der bare sanser. De smukke bærer sig legende ad. Og du vil også danne en følelse. Fornøjeligt er blomster i en vissen hæk. Damen som bærer sig værdigt, som bærer sig fyldigt, som bærer sig for mig. Et pencilbord med ret flade. Hun ser ham i øjnene og ser, og han ser, hende. Klude på en snor som venter. Spændstigt at være til. Uden at kunne gøre det, føles det som livet. Huset er hans, og kvinden som venter, er en drøm. Åbne døren til det, som svæver frit. Mine tanker. Fugle der ikke ved, hvor de skal lande. Lande som kun består. Mange søde væsner, saligt husket. Synes du mig også, og vil du også at sommeren skal blive en stille markvej med kornblomster og skarntyde? Kaprifolium, og er natten lys. Humøret som er din gave at tænke på. Det grimme forstår sig selv, og søger dybere. Og mig, sammen med dig. En skarp åre, en smag af mer. Hun skal føjes og tiltros. Uden mere end som så. Tung barm og dryppende urter. Hår som urkraft der smyger sig om mine lemmer. Og særlig et. Forankret i en gade, forankret i dit. Mennesker som mærker hvor verden er. Og en vej som bugter sig stille uden ord. Hans. Den negative trang, og mange som ved det. Men vinden blæser mig på plads. Friske kinder i skumringsens efterår. Glæden ved hjemmets arne. Du synes så sød, og smiler sådan. Musene må gerne, men de andre står ved deres. Forbundet til noget og det føles uden at være i dig. Min stemme smager salt og rasper mod det søde. Intet bittert kommer fra din stemme, og jeg lægger mig stille til hvile. De som beder uden tårne, de som kun vil det rene. Hun har længsel i sit skød, og stiller sig foran. Havet er en foranderlighed. Mesteren bøjer ydmygt, sig. Et glas med vand som smager af livet selv. Et par der kysser. En mand der bløder forgæves. Og de store tanker føles nærliggende fjerne. Et tæppe som vi deler. Stranden er fyldt med os. Og vi skal selv være de første. Men du vil kun sidst. Taget med en garnvæverske. Siger noget som ligner det du er. Harpens lyd bag alle de andre. Må vi være med bag tankerne? Knuder som svæver på væggen, og vinden som løfter sig uden kraft. Der er mennesker som ler, og ler som er mennesker, og mennesker som ikke ler, og som ikke er det. Himlen så blå, men sløret af din drøm så våd. Så våd, at må jeg være med? Min er så langt fra det hele, men du er der, og blomsterne dufter på bordet, som et spor. Jorden brænder bag husene, og vi vil ikke vide det. Hvaler med bugen, som flyder ud i den verden, som ikke bør være. En plakat som beder dig være din kære næste, og lange slanke ben som ikke er forenelige med en rolig nats søvn. Børn som er børn, i en verden hvor børn ikke længere er børn. Men de voksne drømmer. Og ved. Og sukker. Og famler sig til mode i deres verden, som de ikke kan være ved. Månen står her stadig, og lyset er hvidt, som altid, men havet er væk. Morgensolen varmer. Dyrene står i deres verden. Vi tager dem om halsen, og måske. Husker vi at glædes? Husker vi at verden altid har haft til hensigt at gå under? En dans om natten med din kvinde. Jeg bukker mig. At skabelsen vidste at gøre noget så smukt som hende. At jeg bliver rørt, og derved kan røre verden. Hende og mig. Og dig. Og træerne svajer. Og de ved i deres fylde, at de er alt, og vi intet uden dem. Orm og larver og en solnedgang så blid til hjertet. Smiler hun nu? Og jeg med. Babyer som endnu et håb. Vandet strømmer i en stille bæk. Der er det stadig fredeligt, og faren vokser kun i et forpurret sind. Kuldslået klar. Med roser. De røde som min trang til dig. Men de lyse er din sjæl. De er ikke hvide, men bevæger sig ind på en sart rosa delikatesse. Og de føles. Verden er grøn som den var, og jeg tror den vokser. Dagens måltid og dine gerninger. Det lyse skab, hvor hverdagen bor. Det er os i mit håb som purpur. Mine tanker uden dig forbliver rene, men livløse. Stjernernes poesi. Lykken som vil synges ud. Dug i græsset. Mere skal der ikke til. Rovfuglen i timelig ubevægelighed. Den perfekte afvikling af livets sande jeg. Og legemet er her. Godheden er bæreren. Sandheden er ordet og kærligheden. Og uendeligheden er der hvor alting undfanges. Den befriede tanke er tro. Tro mod dig, og mit sande jeg. Frostklar himmel reflekteret i et strejf af indsigt og nåde. Vi står på samme side af vores drømme, men de matcher kun der, hvor altet får lov til at flyde. Egern i skoven, og en dam i en by. Vi har været der. Og den gamle kone så mig. Os. Et smil, og hun vidste det hele. Verden som menneskene så den. Den er her endnu. Glæden som du tager den, og lykken som du formår at fange den. Jordbær som en junifest. 2019-05-10 |
|
Svinet er menneskets sande bedste ven. Det ligger bedre i maven end de fleste. 2019-01-17 |
|
Mennesker som af egen fri vilje føler sig kaldet til at bære ansvaret for deres egen virkelighed. Tænk om vi kunne nå dertil at sandhed og godhed var det første, som vi griber ud efter, når vi omgås hinanden. Tænk om vi turde stole på, at det som er vores virkelighed, bragt os via vores sanser, altid er den perfekte tilstand at forstå livet ud fra. Tænk om vi forstod, at vi selv skaber vores virkelighed via vores bevidsthed. Tænk om vi formåede at fastholde vores oprigtigste idealer i vores tanker og hjerter, uden at lade os påvirke af det ydre som vores sanser byder os. Øje for øje – tand for tand er et skabelsesprincip, som desværre er blevet mistolket af menneskene helt fra de tidligste åndsbevidste tider. Det er universet selv som udfolder sig via dette princip. Det er livet som svarer igen med samme mønt, hver gang vi handler, tænker og taler. Mennesker der tager det til sig, som en rettesnor for menneskelig livsudfoldelse, risikerer let at havne i den negative og destruktive spiral, når enhver smertefuld påvirkning bliver forsøgt lindret eller udlignet med samme smerteskabende udfarelse mod ophavet eller til anden side. Der er ikke nogen værdiladning i det som sådan. Det er bare sådan. Modsætningen har vi i næstekærlighedens budskab om at gøre mod andre, som du ønsker at de skal gøre mod dig selv. Livsprincippet er naturligvis det samme: At det positive, glædelige og kærlige som du skaber i forhold til andre mennesker, vil komme tilbage, og det vil skabe et positivt, glædeligt og kærligt fundament for den virkelighed som venter dig efterfølgende. Det er ikke bare et trosspørgsmål, men et livsfaktum som den vise har forstået at tage til sig, og bruger som vejviser til at skabe den gode version af livet. 2019-01-02 |
|
First snow on the volcano this season. After a horrible Norte, resulting in almost two full days of rain and water damaged walls in my crappy new house...luckily only renting..! 2018-11-30 |
|
Karl Friston - Perhaps the best treatment is to respect them as equal to normal, and perhaps even enjoy them as variety that operates as corridors to deeper truths that go beyond the need to copy what has already been created. And the soul..? 2018-11-14 |
|
Smagen af en lækker Karrysild på Mørkt Rugbrød. En bid, og en til, og to. Og så har man det dejligt, og hjernen kan begynde at drifte i uvæsentlige og modstandsløse retninger. En kvinde med et diplom i lommen som fortæller verden, og hende selv, at hun er Life Coach. En imponerende titel, og tænk at hun har lært på et kursus, hvordan jeg bør leve mit liv. Ex-husmoderens selvrealiserende patetikum. Men jeg har allerede spottet hende, og ved at uanset hvilke fornuftige ord der kunne tænkes at strømme fra hende, så vil de aldrig kunne fange mig, for jeg er mere optaget af den manglende æstetik, som hun står der og stinker mig imøde med sin tilbageholdte cigaretånde. Og hvordan tænker du dog, at jeg skal kunne tage dig alvorligt i sager om livet, når du selv er en simpel addict?! Og så var jeg alligvel så flink, at indvige dig i mine drømme om at bevæge mig ad ordenes vej, og ikke ad den programmatiske, hvor vi to nu, ved skæbnens gunst, havde mødt hinanden. Lav mig en tekst, så skal jeg vurdere, om du bør forfølge din drøm, eller hellere forblive her hos os og fortsætte med at lære at programmere Java..! Enhver skriveøvelse er vel til gavn for forfatteren, så jeg indvilligede, hvor absurd det end lød. Tag 10 vilkårlige personer, og halvdelen vil mene at den seneste vinder af Nordisk Råds Litteraturpris har skrevet det argeste lort. Så at jeg skulle tage en tilfældig ex-husmoders ord seriøst, om hvorvidt jeg skulle forfølge min drøm eller ej, var jo rent til grin. Og endnu mere fordi rammerne hvorunder vi var blevet sat hinanden stævne, var udpræget beskæftigelseskommunale. Svaret var jo derved givet på forhånd. Om jeg så havde skrevet en mere visionær version af De 10 Bud, så ville svaret være givet på forhånd. Anerkendelse for godt håndelag, dog, men det vil nok være bedst, om du fortsætter her hos os... En anden kvinde var anderledes. Hun var ældre, og hun viftede ikke om sig med sine talenter, andet end ved at være som hun var: En kvinde med livsindsigt og forståelse for hvordan livet kan forme sig, alt efter om man tænker sig den positive eller den negative vej. Hun fik også et skriv en dag. Dette var dog en opgave, og mit svar blev til en udtrykt drøm om at tage springet til Mexico, møde en dejlig mexicansk kvinde og skabe et godt og fornuftigt liv derfra. Jeg udtrykte den som en datidsreference i et brev til hende, som om at min drøm rent faktisk allerede var blevet realiseret, og Esthers kommentar var: Du ved godt at sådan bliver det så!? Hun kunne fornemme at det kom fra hjertet og vidste, at det som skaber vores verden altid kommer fra hjertet først. Brevet er desværre gået tabt, men det gik i det store og hele som jeg havde beskrevet det. Jeg mødte denne kvinde, og hun var selvstændig, både som person og i erhverv, hvilket jeg præcist havde forestillet mig. Min rolle i forhold til hende privat og hendes virksomhed udviklede sig ligeledes præcist som jeg havde beskrevet det. Det var forunderligt, og vidunderligt, at opleve at det kunne gå sådan, at jeg selv kunne præge min verden omkring mig i den retning, som jeg ønskede det. Det åbnede jo store perspektiver i forhold til en mere ambitiøs livsførelse. Men før jeg nåede at gribe an til disse forberedninger, faldt det hele pludselig fra hinanden. Måske ikke fra en dag til den næste, men alligevel sikkert og vist. Den store fejl var selvfølgelig at jeg ikke havde skrevet en fortsættelse af det første brev. Livslykken skal iscenesættes og plejes, som alt andet i livet. Det havde jo ikke været et langt brev, og efterfølgende var det tydeligt, at der hvor forestillingen ebbede mod ende, og måske begyndte at blive for generel, var der ikke længere livskraft nok bag ordene, og livet som det selv ønsker at arte sig, begyndte at gøre netop det. Og i stedet for at fortsætte med at påtage mig den skabende rolle i mit nye mexicanske liv, faldt jeg tilbage i rollen som reaktiv i forhold til det som er, og det som var. Og ærligt skal siges, at derfra var der meget som ikke havde flydt ad strømme til lise for sjælen... Det store spørgsmål er selvfølgelig, hvorfor en som har opnået en livsindsigt som tilsiger, at vedkommende selv er i stand til at påvirke hvordan livet skal se ud, trodser denne viden, og bare lader stå til? Og gennem så mange år. Jeg har ikke andet svar end, at der sandsynligvis har været behov for at bygge en ny motivation op, før det kunne lade sig gøre at komme videre. Ligesom rovfugle, der skal krydse vand, tøver gentagne gange, før de endelig tager springet. Et æble er jo heller ikke bare et æble i altid spiseklar tilstand. Det skal helt banalt modnes først. At alle de rigtigt kloge og de andre i nærmeste omegn naturligvis vil sige, at det er et smukt bevis på, at det er det rene barfodsvrøvl, jeg har givet mig i lag med, kan jeg let forestille mig. Videnskaben har ikke påvist at man kan tænke sig til et bedre liv, ergo forholder det sig ikke sådan! Ethvert fornuftigt tænkende mennesker er selvfølgelig langt forbi denne form for bagstræberisk argumentation, og her er det så et personligt og glædeligt fremskridt for mig, ikke at have behov for at gribe til angreb på deres overbevisninger, hvilket jeg i tidernes forløb nok har haft behov for. Nu er det nok bare at tænke mit, og så ellers få spidset pennen, og få skrevet til Esther igen. For der er nok at berette om... 2018-11-12 |
|
I'm on my path in search of clarity, but your beauty is a constant distraction. 2018-10-28 |
|
Så simpelt er det. Huset ligger på toppen. Hotellet ligger forneden, og de tilstedeværende lykkelige mennesker bor i hver deres hytte med udsigt til hver deres bid af en ægte natur som rammer alle poetiske årer. Søen går man til ad lange snoede stier under åben himmel, og op over bakker, ind imellem buskads og højstammede kølige lunde, og der er en krog til alle, hvor forbindelsen til det du kom for, er fuldstændigt til stede. Det er mit liv, og dit, når du er der med mig. Køkkenet er livets moder. Det samler os om den udsøgte næring. Vi fordrer alle som vil være med, og vi insisterer på at forpligtelsen står mål med dit udkomme, og når din udspilede vom slår dig hen i fuldt velbehag, så vokser ånd, sjæl og legeme sig forunderligt ud over vores samlede nærvær. Og det vi er, vil som en overflod, flyde konstant ud mod de som betragter vores vej, og vi byder dem indenfor, for at give tanken videre, at det gode liv er for alle. 2018-10-28 |
|
De 7 Dødssynder Hovmod - Orgullo - Pride Grådighed - Codicia - Greed Nydelsessyge - Lujuria - Lust Misundelse - Invidia - Envy Frådseri - Gula - Glottony Vrede - Ira - Wrath Dovenskab - Pereza - Sloth De 7 Livsdyder Gavmildhed - Generosidad - Generosity Tillid - Confianza - Trust Klarhed - Claridad - Clarity Taknemmelighed - Agradecimiento - Gratefulness Venlighed - Amabilidad - Kindness Ærlighed - Honestidad - Honesty Tålmodighed - Paciencia - Patience De 7 Livsdrømme Sundhed - Salud - Health Rigdom - Riqueza - Wealth Sikkerhed - Seguridad - Security Formål - Propósito - Purpose Anerkendelse - Reconocimiento - Recognition Samhørighed - Solidaridad - Solidarity Fornøjelse - Placer - Pleasure Og Kærligheden. 2018-10-25 |
|
Man tager en stryger hen over mediefladen, og finder lykkeligvis ud af, at man ikke er gået glip af noget, som virkelig har betydning. Dagens opskrift: En knivspids Nyfigenhed, to kopper Skadefryd, tre deciliter Misundelse, et halvt kilo Forargelse (den hykleriske er som regel bedre end den ægte) og til sidst 2 dåser Hovedrystende Naivitet. Når alle ingredienserne er blandet sammen, sættes massen under grill, til den er godt og grundigt branket. Derefter tager man så stor en portion man magter, går udenfor, eller på toilettet, og gør sig det behageligt, og indtager retten, mens man tålmodigt venter på at herligheden uundgåeligt brækkes op i lårtykke stråler ud over hele uværdigheden. Velbekomme! 2018-10-21 |
|
Den frie sjæl, poeten, som er gået bort. Jeg kredser om hans afsked i fuld forståelse. Den oprigtige som holder ærligheden højt, og uafhængigheden. Ingen kan fange ham ind under forpligtelsens byrde, ud over hvad hans egen moral tilsiger ham. At løse verdens sager i solidaritet med de gamle dyder, men uden at tage de andres skæbne på sig. Det fornemmes som den evige undsigelse, hvor klarsynet sløres når hverdagen presser på. Vi er ens i åndsvæsen fornemmer jeg, men har fået virkeligheden forskelligt pådraget ved hver vort gestalt. I den fysiske verden er vi som modstående drabanter, der ikke kan forliges, når dagen skal leves. Men i øjeblikket hvor den verdslige gerning træder fra, springer vi begge i åndens sted, og fanger ideerne i de højere sfærer. Der hvor vi begge er frie. Den skarpe indsigt, der om verden ville lytte, kunne gøre det så godt for de fleste. Men oktoberdage har altid samlet sine børn om den urolige følelse som ansvaret for fællesskabet og nærheden fordrer . Som ledestjerner stråler vi gerne når rådvildheden indtræffer, men må undvige i hast når de vildfarne klamrer sig til os, som om at vi i den fysiske verden også kan gøre en forskel. Men vi er sarte himmelvæsner, der fornemmer vores vej gennem livet, og kun i fritflyvende stand er vi værd at kalde lykkelige. Og det er du nu! 2018-10-05 |
|
Halvmod som vikler sig ind i fastlåste rænker, en tvang som har taget patent på den ulykkelige drift som synes kun at føre ned til de dybeste lag af dit eget komme, der hvor vi ikke længere er sammen, hvor du har opgivet at være min ven.Er jeg din ven. Er en ven spiselig? Skal man takke en ven for at være det, eller bare et menneske, som også er på den samme vej som du. Tror du. Himlen vil altid noget andet. Vi er her kun for det, som ikke er konformt, og derfor ved jeg at jeg kan være her i uendelige tider. Jeg brænder mine nagler som en musselmalet indigoblære, uden at vide hvor langt den kan strække sig, før jeg er gået for vidt. Himlen. 2018-09-24 |
|
Sprødt forekommende gangsterblod sætter min hjerne på standby. Har jeg krydset den sidste grænse? vil det nogensinde give mening at prøve at forstå, hvad de lange slimmede spor har ført med sig? Det ringer, og jeg kan tage den, eller lade være. Begge dele giver mening, og fører mig samme sted hen. Til meningsløsheden som først giver mening, når man når man ikke længere tror på den selv. I sig selv. Troen på den menneskelige storhed, er jo bare et øjebliks indbildning, som vi ikke kan tage og føle på. Vi forsvinder ud ad det samme spor som vandbæreren og den forladte skunk. Dramatisk flerstemmighed er der hvor vi brænder for det som du ikke ved hvad er, det der pirrer under neglerødderne, og kradser hjerner ud på friske fade. Dæmonisk forlegenhed, som du ikke vil dele med nogen. Og slet ikke med mig. For jeg er din time endeligt kommet, og du vil ikke lade mig gøre dig de ting, som små børn leger så godt. Vi ser hinanden på hvert vores skib, og vinker vores fremtid bort som vi står der og savner i hver vores retning. 2018-09-24 |
|
Der ligger to flødeboller i sandet. Det kan de fleste forholde sig til, og deres smag kan provokeres frem, ved at trykke på de sprøde knapper, som sidder lige under hagen. Det knækker, og man suger, og den søde masse snor sig op igennem næsefløjene, der hvor al smag sættes i gang. En forligelse i nydelse. Forliger du dig ligeledes med smagen, hvis vi fortsætter ad et lidt anderledes spor, hvor de to flødeboller lige pludselig har fået form som et par fedladne damer, som ligger og pølser sig med 2,3 og 4 dobbelthager, og blævrende krøs som kaskaderende overflødig masse der hænger uappetitligt ned over deres ubeskrivelige flerfoldige buge? 2018-09-24 |
|
Fornuftens majfulde bane, lagt ud som et arbejde i spor der skal føre noget med sig. Dit gode, og mit anerkendende forsøg på at være dig underlegen. Din vægt er min tyngde, og jeg må op i luften for at være der hvor du kun er en fortidig vinkel blandt alle verdens muligheder. I mit sind. Jeg smager på luften, og min tunge rammer de rigtige ord, som hilser dig rigtigt farvel . Du ved ikke hvad det kom af, men du ved at det gjorde ondt, at blive følt forkert på. Vi er så ens. 2018-09-24 |
|
Jeg takker for kvinden i mit hjerte, min rigdom og stilhedens klarsyn. 2008-06-04 |
|
Jeg takker for kvinden i mit hjerte, min rigdom og det guddommelige forsyn. 2008-06-03 |
|
Jeg takker for kvinden i mit hjerte, min rigdom og sanselig dans fra hjertet. 2008-06-02 |
|
Jeg takker for kvinden i mit hjerte, min rigdom og børnenes trivsel. 2008-06-01 |
|
Jeg takker for kvinden i mit hjerte, min rigdom og frøernes kvækken. 2008-05-31 |
|
Jeg takker for kvinden i mit hjerte, min rigdom og glade smil i gaden. 2008-05-30 |
|
Jeg takker for kvinden i mit hjerte, min rigdom og tanken om friske jordbær. 2008-05-29 |