| Home | Butterflies | Dragonflies | Birds (media) | Flora & Fauna (media) | Observations | Species | Mexican Species |
| Download Checklists | Links | My 5 Chickens | Other Photos | The Birding Program | About | GPS | News |
Yesterday News
2024-11-17
Årets sidste guldsmede
Sidst i september var der fortsat liv i en række arter her på Amager. Affusningen var dog så småt i gang, og den 19. september blev en enlig Stor Farvevandnymfe i Travbaneparken året sidste, og to dage senere så jeg den sidste Blå Mosaikguldsmed ved vandhullet i Søvang. Og da vi nåede frem til oktober var de sidste Blodrøde og Almindelige Hedelibeller også holdt op med at flyve. Henholdsvis den 28. og den 29. september havde jeg de sidste.
Med tanke på det som virkede som en tidligere forårsstart end normalt, kunne man have troet at flyveafslutningen også ville blive fremrykket. Det er dog ikke tilfældet, da de sidste eksemplarer af de to hedelibeller fløj på samme tid året før. I en sommer som ikke har været specielt varm, er det måske meget naturligt at de afsluttende miljøbetingelser har været som de plejer, og udvikling og transformation derfor følger det traditionelle mønster for arterne. Dette, selv om både september og oktober blev ganske pæne måneder med en del sol og ikke så meget nedbør - i hvert fald her på øen.
Yderligere tre arter var stadig aktive da vi kom ind i oktober. De to var helt forventede, nemlig Efterårsmosaikguldsmed og Stor Hedelibel, mens den tredje var uventet. Ikke at den var ny på nogen måde, men i og med at jeg ikke havde kunnet finde den nogen steder på øen hen over sommeren, kom det som en overraskelse, da jeg den 23. september faldt over hele 4 hunner
af Sort Hedelibel nedenfor Villahøj på Svenskeholmvej. Godt modne fløj de lavt rundt i det høje græs og solede sig på en blæsende dag. Strejfere kommet til, tænker jeg, da jeg er ret sikker på, at jeg har været forbi flere gange uden at se nogen. Senere havde jeg en enlig han længere oppe ad vejen, og da jeg mener at kunne huske, at andre også har haft arten på dette sted, så er der noget der tyder på, at det er attraktivt for arten - når den er på udebane, kun, måske. Dette gav mig selvfølgelig håb om, at den så også ville dukke op ved Travbanen, som året før, men på trods af gentagne besøg i ugerne efter, så lykkedes det ikke at finde nogen. Til gengæld lykkedes det at finde endnu en så sent som den 18. oktober - ved vandhullet i Søvang. Denne lille afsondrede perle lyste endnu engang, da en fin han lod sig fotografere lidt nede langs siden af en af de to udstillingssten, som hedelibellerne generelt er glade for. 
Jeg tror, at jeg havde en på stedet nogle dage tidligere, men da kun set som en forbiflyvende mørk sag, så jeg blev ikke sikker. Ikke at det behøver at være den samme, men det kunne det meget vel være. Tidsmæssigt er der ikke noget usædvanligt over at finde arten på denne tid, da den gerne flyver ind i november på rette steder. Men den er jo ikke en rigtig Amager art, da den ikke yngler her, så den bliver alligevel hilst med glæde og som en eksotisk gæst.
Jeg havde 10 Efterårsmosaikguldsmeder i oktober med de sidste 3 den 23. Fornuftigt uden af være prangende - arten flyver gerne ind i november. Dog blev november efter et par soldage hurtigt til den sædvanlige grå masse, hvor ingen dyr flyver. I dag, den 16. november er ligeledes grå, og da vi har køligere vejr i sigte i næste uge, er det nok slut for arten for dette år.
Stor Hedelibel gjorde til gengæld et ganske fint væsen ud af sig i løbet af oktober. Når først man lærer, hvor de holder til, kan man få boostet sit antal. Læ, sol og mad er den normale motivation for guldsmede, når de ikke er draget mod ynglevandhullerne. På denne årstid, hvor det hele lakker mod enden betyder mad-delen måske ikke så meget. Jeg forestiller mig stadig, at disse sene dyr har gjort deres og bare venter på at komme afsted. Men der bliver meldt om parringsadfærd og æglægning fra andre steder i landet, også i oktober, så de er naturligvis ikke helt gået i stå. Det er bare sådan, at de fleste af dem, jeg har fundet i løbet af oktober stort set alle har opholdt sig væk fra ynglevand. Og det netop på læsteder i skoven på gode soldage. Særligt Heksegryden og Bagstien i Pinseskoven har været gode i år, omkring 100 den 3. oktober i heksegryden, var flot. 70 af dem blev dog artigt kun bestemt til slægten, da jeg ikke kunne komme tæt på dem alle. Men alle dem jeg kunne komme tæt på, var Store, og da jeg, som sagt, ikke har set hverken Blodrød eller Almindelig i oktober i år, så er jeg ret sikker på at de øvrige 70 også har været det.
De er åbenlyst solhungrende, og sidder enten på grusjord, sten eller træværk. De nye sheltere giver et dejligt varmt underlag, tilsyneladende, ligesom at de lyse birkestammer er en klar favorit. Sjovt nok, foretrækker de at sidde på de lyse partier, hvor man umiddelbart ville tro at der var mere varmeoptag på de mørkere felter. Måske de har andre prioriteter end bare at søge varme, når de sætter sig.
De første dage af november havde vi fortsat soldage, og der var fortsat flere Store rundt omkring, selv om lufttemperaturen var nede på omkring 10 grader. Soleksponeret og læ går jo ikke altid hånd i hånd, og så vidt jeg husker, var der ikke specielt vindstille, hvor nogle af dem sad. Men jeg testede temperaturen på to siddesteder, efter at dyrene var fløjet, og den ene som havde siddet på jordskrænten på Enghøj, havde valgt et sted, hvor der i solen var imponerende 30 C. En anden havde valgt en aspestamme som underlag. Her var temperaturen 24 C. 20 C lufttemperatur er en generel grænse for hvornår de fleste guldsmede begynder at blive aktive, hvorfor det er forståeligt, at dyrene med de lokale temperaturer jeg fik målt den dag, ikke havde problemer med at komme frem. Siden gik det, som det normalt gør i november: Overskyet og gråt vejr tog over, hvilket lukkede helt ned for guldsmedeaktivitet. Sidste år havde jeg den sidste Store den 5. november, og denne dag med temperaturmålingerne blev den sidste i denne omgang - den 2. november.
Vi kom ind i en periode med sammenhængende gråvejr som varede helt til den 14. november! Helt som det plejer. Denne dag blev der lovet nogen sol over de østlige egne, og jeg måtte lige gøre endnu et forsøg på at få rykket datoen for min seneste observation. Ligesom mange andre guldsmedefolk rundt om i landet. Jeg tog rund til alle de lokaliteter, hvor jeg kort forinden havde haft større antal. Jeg tænkte, at dyrene ikke ville ændre adfærd, og pludselig begynde at finde nye steder at sidde. Om de rent faktisk tænkte sådan eller ej, skal jeg lade være usagt. Men faktum var, at jeg på hele Kalvebod Fælled ikke kunne finde en eneste. Jeg opsøgte alle solpletter og soleksponerede stammer med læ, men lige meget hjalp det. Jeg skulle helt ud til Søvang og det gode vandhul der, før at det lykkedes at finde en enkelt Stor han. På den samme sten som den sene Sorte Hedelibel nævnt tidligere.
I skrivende stund, den 16. november, er vejret vendt tilbage til konstant overskyet, og der er sågar slud på vej i næste uge, hvorfor jeg tror at denne han blev årets sidste. Billqvist har den markeret som muligt flyvende til hen over midten af november, så vi er ikke ude i noget sensationelt, men en 9 dages udvidelse af min personlige flyveperiode for denne art, er alligevel værd at kippe med tophatten for. Og i tilføjelse kan jeg nævne, at jeg den 17. tog chancen, da der var sol fra morgenstunden, og rykkede ud til endnu en runde, dog var vinden en klar faktor imod da den var frisk og kom fra vsv. Den retning levnede ikke mange muligheder for læ, og selv om solen ramte rent flere steder, så lykkedes det ikke at finde nogen guldsmede. En vindstille soldag i løbet af de næste dage, skulle måske kunne give en sidste desperat flyver, men ellers må det være slut for i år.
Jeg har dog lige en enkelt sag her til sidst, som bør fremhæves. Den er helt tilbage fra slutningen af august, og drejer sig om en kobbervandnymfe, som i mine øjne lugter af hybrid mellem sponsa og dryas. De to almindelige lestes-arter på disse kanter. Jeg fandt dyret ved det isolerede vandhul i den nordøstlige del af Kongelunden, et sted hvor jeg har haft begge arter, hvilket underbygger min formodning. Se billeder og teksten for at forstå hvorfor jeg mener, at det kan være en hybrid.
Hybrider er ikke ukendte inden for guldsmedeverden, men det er alligevel ikke noget som sker ofte, da de fleste arter, har ret specifikke kønsorganer til fastholdelse af hinanden. Jeg forestiller mig, at det er den mekaniske detalje som skaber den største begrænsning, og ikke så meget kvaliteten af sæd og æg. Hvis først de bliver ført sammen, tænker jeg, at arter som ligner hinanden meget, ofte vil få levedygtigt afkom.
Forskningen indenfor guldsmede er kun så småt i gang med at kigge på omfanget af hybridisering, og det forstås, at niveauet meget vel er langt højere end først antaget. Logisk nok, når man inden for mange familier opererer med mange ens arter inden for de enkelte slægter. Jeg har dog ikke kunnet finde nogen eksempler på studier af hybrider hvor lestes-arter er involverede, så hvis jeg har ret i at dette dyr er en hybrid, så er det en bemærkelsesværdig observation. Jeg tænker dog, at man for at kunne sige noget med sikkerhed, bliver nød til at erhverve sig dna-materiale fra dyret, og jeg tænker at en lille pøle, som man ofte bruger indenfor fugleverden, ikke vil være nok, den meget lille størrelse taget i betragtning. Så det bliver nok ikke let at komme til disse studier uden at skulle dræbe dyret, og så er det jo, at jeg nok vælger at springe fra. Og så må svaret få lov at svæve i det uvisse.
Levet Liv over Akademiske Nykkeroser!
Enjoy!
Årets sidste guldsmede
Sidst i september var der fortsat liv i en række arter her på Amager. Affusningen var dog så småt i gang, og den 19. september blev en enlig Stor Farvevandnymfe i Travbaneparken året sidste, og to dage senere så jeg den sidste Blå Mosaikguldsmed ved vandhullet i Søvang. Og da vi nåede frem til oktober var de sidste Blodrøde og Almindelige Hedelibeller også holdt op med at flyve. Henholdsvis den 28. og den 29. september havde jeg de sidste.
Med tanke på det som virkede som en tidligere forårsstart end normalt, kunne man have troet at flyveafslutningen også ville blive fremrykket. Det er dog ikke tilfældet, da de sidste eksemplarer af de to hedelibeller fløj på samme tid året før. I en sommer som ikke har været specielt varm, er det måske meget naturligt at de afsluttende miljøbetingelser har været som de plejer, og udvikling og transformation derfor følger det traditionelle mønster for arterne. Dette, selv om både september og oktober blev ganske pæne måneder med en del sol og ikke så meget nedbør - i hvert fald her på øen.
Yderligere tre arter var stadig aktive da vi kom ind i oktober. De to var helt forventede, nemlig Efterårsmosaikguldsmed og Stor Hedelibel, mens den tredje var uventet. Ikke at den var ny på nogen måde, men i og med at jeg ikke havde kunnet finde den nogen steder på øen hen over sommeren, kom det som en overraskelse, da jeg den 23. september faldt over hele 4 hunner
af Sort Hedelibel nedenfor Villahøj på Svenskeholmvej. Godt modne fløj de lavt rundt i det høje græs og solede sig på en blæsende dag. Strejfere kommet til, tænker jeg, da jeg er ret sikker på, at jeg har været forbi flere gange uden at se nogen. Senere havde jeg en enlig han længere oppe ad vejen, og da jeg mener at kunne huske, at andre også har haft arten på dette sted, så er der noget der tyder på, at det er attraktivt for arten - når den er på udebane, kun, måske. Dette gav mig selvfølgelig håb om, at den så også ville dukke op ved Travbanen, som året før, men på trods af gentagne besøg i ugerne efter, så lykkedes det ikke at finde nogen. Til gengæld lykkedes det at finde endnu en så sent som den 18. oktober - ved vandhullet i Søvang. Denne lille afsondrede perle lyste endnu engang, da en fin han lod sig fotografere lidt nede langs siden af en af de to udstillingssten, som hedelibellerne generelt er glade for. Jeg tror, at jeg havde en på stedet nogle dage tidligere, men da kun set som en forbiflyvende mørk sag, så jeg blev ikke sikker. Ikke at det behøver at være den samme, men det kunne det meget vel være. Tidsmæssigt er der ikke noget usædvanligt over at finde arten på denne tid, da den gerne flyver ind i november på rette steder. Men den er jo ikke en rigtig Amager art, da den ikke yngler her, så den bliver alligevel hilst med glæde og som en eksotisk gæst.
Jeg havde 10 Efterårsmosaikguldsmeder i oktober med de sidste 3 den 23. Fornuftigt uden af være prangende - arten flyver gerne ind i november. Dog blev november efter et par soldage hurtigt til den sædvanlige grå masse, hvor ingen dyr flyver. I dag, den 16. november er ligeledes grå, og da vi har køligere vejr i sigte i næste uge, er det nok slut for arten for dette år.
Stor Hedelibel gjorde til gengæld et ganske fint væsen ud af sig i løbet af oktober. Når først man lærer, hvor de holder til, kan man få boostet sit antal. Læ, sol og mad er den normale motivation for guldsmede, når de ikke er draget mod ynglevandhullerne. På denne årstid, hvor det hele lakker mod enden betyder mad-delen måske ikke så meget. Jeg forestiller mig stadig, at disse sene dyr har gjort deres og bare venter på at komme afsted. Men der bliver meldt om parringsadfærd og æglægning fra andre steder i landet, også i oktober, så de er naturligvis ikke helt gået i stå. Det er bare sådan, at de fleste af dem, jeg har fundet i løbet af oktober stort set alle har opholdt sig væk fra ynglevand. Og det netop på læsteder i skoven på gode soldage. Særligt Heksegryden og Bagstien i Pinseskoven har været gode i år, omkring 100 den 3. oktober i heksegryden, var flot. 70 af dem blev dog artigt kun bestemt til slægten, da jeg ikke kunne komme tæt på dem alle. Men alle dem jeg kunne komme tæt på, var Store, og da jeg, som sagt, ikke har set hverken Blodrød eller Almindelig i oktober i år, så er jeg ret sikker på at de øvrige 70 også har været det.
De er åbenlyst solhungrende, og sidder enten på grusjord, sten eller træværk. De nye sheltere giver et dejligt varmt underlag, tilsyneladende, ligesom at de lyse birkestammer er en klar favorit. Sjovt nok, foretrækker de at sidde på de lyse partier, hvor man umiddelbart ville tro at der var mere varmeoptag på de mørkere felter. Måske de har andre prioriteter end bare at søge varme, når de sætter sig.
De første dage af november havde vi fortsat soldage, og der var fortsat flere Store rundt omkring, selv om lufttemperaturen var nede på omkring 10 grader. Soleksponeret og læ går jo ikke altid hånd i hånd, og så vidt jeg husker, var der ikke specielt vindstille, hvor nogle af dem sad. Men jeg testede temperaturen på to siddesteder, efter at dyrene var fløjet, og den ene som havde siddet på jordskrænten på Enghøj, havde valgt et sted, hvor der i solen var imponerende 30 C. En anden havde valgt en aspestamme som underlag. Her var temperaturen 24 C. 20 C lufttemperatur er en generel grænse for hvornår de fleste guldsmede begynder at blive aktive, hvorfor det er forståeligt, at dyrene med de lokale temperaturer jeg fik målt den dag, ikke havde problemer med at komme frem. Siden gik det, som det normalt gør i november: Overskyet og gråt vejr tog over, hvilket lukkede helt ned for guldsmedeaktivitet. Sidste år havde jeg den sidste Store den 5. november, og denne dag med temperaturmålingerne blev den sidste i denne omgang - den 2. november.
Vi kom ind i en periode med sammenhængende gråvejr som varede helt til den 14. november! Helt som det plejer. Denne dag blev der lovet nogen sol over de østlige egne, og jeg måtte lige gøre endnu et forsøg på at få rykket datoen for min seneste observation. Ligesom mange andre guldsmedefolk rundt om i landet. Jeg tog rund til alle de lokaliteter, hvor jeg kort forinden havde haft større antal. Jeg tænkte, at dyrene ikke ville ændre adfærd, og pludselig begynde at finde nye steder at sidde. Om de rent faktisk tænkte sådan eller ej, skal jeg lade være usagt. Men faktum var, at jeg på hele Kalvebod Fælled ikke kunne finde en eneste. Jeg opsøgte alle solpletter og soleksponerede stammer med læ, men lige meget hjalp det. Jeg skulle helt ud til Søvang og det gode vandhul der, før at det lykkedes at finde en enkelt Stor han. På den samme sten som den sene Sorte Hedelibel nævnt tidligere.
I skrivende stund, den 16. november, er vejret vendt tilbage til konstant overskyet, og der er sågar slud på vej i næste uge, hvorfor jeg tror at denne han blev årets sidste. Billqvist har den markeret som muligt flyvende til hen over midten af november, så vi er ikke ude i noget sensationelt, men en 9 dages udvidelse af min personlige flyveperiode for denne art, er alligevel værd at kippe med tophatten for. Og i tilføjelse kan jeg nævne, at jeg den 17. tog chancen, da der var sol fra morgenstunden, og rykkede ud til endnu en runde, dog var vinden en klar faktor imod da den var frisk og kom fra vsv. Den retning levnede ikke mange muligheder for læ, og selv om solen ramte rent flere steder, så lykkedes det ikke at finde nogen guldsmede. En vindstille soldag i løbet af de næste dage, skulle måske kunne give en sidste desperat flyver, men ellers må det være slut for i år.
Jeg har dog lige en enkelt sag her til sidst, som bør fremhæves. Den er helt tilbage fra slutningen af august, og drejer sig om en kobbervandnymfe, som i mine øjne lugter af hybrid mellem sponsa og dryas. De to almindelige lestes-arter på disse kanter. Jeg fandt dyret ved det isolerede vandhul i den nordøstlige del af Kongelunden, et sted hvor jeg har haft begge arter, hvilket underbygger min formodning. Se billeder og teksten for at forstå hvorfor jeg mener, at det kan være en hybrid.
Hybrider er ikke ukendte inden for guldsmedeverden, men det er alligevel ikke noget som sker ofte, da de fleste arter, har ret specifikke kønsorganer til fastholdelse af hinanden. Jeg forestiller mig, at det er den mekaniske detalje som skaber den største begrænsning, og ikke så meget kvaliteten af sæd og æg. Hvis først de bliver ført sammen, tænker jeg, at arter som ligner hinanden meget, ofte vil få levedygtigt afkom.
Forskningen indenfor guldsmede er kun så småt i gang med at kigge på omfanget af hybridisering, og det forstås, at niveauet meget vel er langt højere end først antaget. Logisk nok, når man inden for mange familier opererer med mange ens arter inden for de enkelte slægter. Jeg har dog ikke kunnet finde nogen eksempler på studier af hybrider hvor lestes-arter er involverede, så hvis jeg har ret i at dette dyr er en hybrid, så er det en bemærkelsesværdig observation. Jeg tænker dog, at man for at kunne sige noget med sikkerhed, bliver nød til at erhverve sig dna-materiale fra dyret, og jeg tænker at en lille pøle, som man ofte bruger indenfor fugleverden, ikke vil være nok, den meget lille størrelse taget i betragtning. Så det bliver nok ikke let at komme til disse studier uden at skulle dræbe dyret, og så er det jo, at jeg nok vælger at springe fra. Og så må svaret få lov at svæve i det uvisse.
Levet Liv over Akademiske Nykkeroser!
Enjoy!
2024-09-21
Guldsmede Juli - September
Bonanza-dag! Således kaldte Magnus Billqvist den 8. juli, da det lykkedes ham at finde både flammelibel, rødåret hedelibel og sydlig mosaikguldsmed i Horna grushola ved Åhus i Skåne. At finde alle tre på samme dag på samme sted, er også i et østdansk perspektiv en præstation, selv om disse tre arter inden for de sidste par år alle er blevet mere almindelige på vores kanter. At flammelibellen, ifølge Lars Johansen, bliver kaldt en trash-art ude i Europa, vælger jeg at ignorere for nærværende, idet det, som vi bevæger os ind i sommeren 24, fortsat er en art, jeg kun har set en enkelt hun af. At se den smarte han har været et sommervådt ønske lige siden jeg startede med at studere guldsmede - i coronaens skær. Så jeg ville gerne have været med på bonanza-dagen. Og spændende lokalitet forresten - var der for et par år siden i sommerfugleøjemed.
Men først er det jo kutyme lige at få vejret på plads. Og her må jeg straks medgive, at jeg i skrivende september-stund ikke er i stand til at huske detaljerne, nu da der gået så lang tid siden sidste opdatering. Til gengæld sidder jeg med fornemmelsen i store strøg, og her må jeg konkludere at det, usædvanligt for tiden, blev en ganske gennemsnitlig dansk sommer: Sol og byger og jævne temperaturer. Denne beskrivelse holder dog ikke, hvis man bevæger sig væk fra vores østdanske region, idet sommeren også er blevet registreret som en af de vådeste på landsplan. Og det skyldes et helt tydeligt mønster, hvor de store regnmængder lander i Jylland og på Fyn, og til dels det nord- og vestlige Sjælland, mens vi får meget lidt omkring København og Amager. I skrivende stund, på vej ind i efteråret, gælder ordet gennemsnitlig dog ikke, idet vi lige pludselig har fået et sensommer-boost af de helt store, og specielt her i det østlige har temperaturer op mod 30 grader og kraftig fugtig vind bølgende ind fra øst. Og fortsat uden regn. [og det holdt så til omkring den 8-9. september, hvor varmekontakten blev slukket, og kølige regnbyger kom ind over os fra vest. Vi fik også en fornuftig mængde regn, men igen var det de andre danskere, som fik mest. At få tilpas uden overdrevent drama med oversvømmelse er naturligvis en luksus, og hvis vi kunne slippe for alt den forbandede larm fra lufthavn og motorvej og støjende medmennesker generelt ville Amager såmænd være et ok sted at bo. Seneste vejrmelding nu i afsluttende skrivestund, er at vi igen fik et varmeboost fra syd, og har nydt sommertemperaturer som varer til og med i morgen, 22. september. Op til 23 grader].
Om temperaturen har gjort noget i forhold til guldsmedenes forekomst og glæde ved at være til, ved jeg ikke. Vi befinder os trods alt i slutningen af den store flyvetid, så når jeg i disse dage fornemmer meget lidt aktivitet rundt omkring [august], så kan det jo være forårsaget af det rykkede spor, hvor mange arter begyndte at flyve tidligt i år, og derfor også er blevet hurtigere færdige end de plejer.
Man kunne selvfølgelig godt spekulere i, om det skyldes, at de ikke finder det behageligt at bevæge sig rundt i den varme solluft midt på dagen, hvor jeg oftest er ude, og derfor sidder og skyggeputter sig, indtil det kølner ud på eftermiddagen. Desværre er min erfaring med guldsmede fra de varme lande begrænset til stort set nul, så jeg er ikke helt klar over, hvordan de opfører sig under ekstrem varme. Jeg ved dog, at de der kan have tendens til at overophede, og derfor ofte benytter sig af obelisk-posituren, hvor de løfter bagenden op mod solen, for at mindske den direkte solkontakt. Jeg har set dette et par gange herhjemme med hedelibeller, men sjældent. Så når de generelt ikke benytter denne adfærd, skyldes det nok at temperaturen ikke er noget problem her, trods alt. Men lad vejret hvile, og skynde os videre, til hvad der virkeligt skete denne sommer!
Og der skete der blandt andet først det, at også hedelibellerne kom tidligt ud af deres larveskin. Jeg havde således den første Store Hedelibel ved Travbanen allerede den 3. juni, hvilket var over en uge tidligere end året før, og de første Blodrøde Hedelibeller den 11. juni på Amager Fælled, 5 dage tidligere end året før.
Den 14. juni blev det så tid til at plage sig til en udflugt med den lille røde igen. En omkringflyvende Dværgskarv, var nu blevet fundet stabilt i en sø ved Slangerup, og Slangerup ligger ikke langt fra Børstingerød Mose, hvor man tager hen, hvis man gerne vil se Engperlemorsommerfugl og Mørk Pletvinge. Det ville jeg, så det gjorde jeg, og fik dem alle, sammen med årets første Brune Mosaikguldsmed. Art nummer 30 i år. Denne store guldsmed gør mig altid glad. Måske fordi den ikke er så almindelig på Amager. Eller måske fordi den er så karakteristisk i udseende med sin størrelse, sine brune vinger og krop, at den er let at bestemme. Der findes ikke nogen der ligner på vores breddegrader, eller overhovedet. Dog er der nogle nordsjællandske fuglekiggere som har svært ved at skelne denne fra Kileplet-Mosaikguldsmeden [I. isoceles], som også er i brunlige farver, men altid tydeligt anderledes med gul golf-tee på S2, grønlige øjne, gullige toner i det brune på abdomen og manglende brune toner i vingen. Note: Kilepletten var indtil for nylig en Aeshna mosaikguldsmed ligesom alle de andre på vores breddegrader, men den er i dag opført som Isoaeschna isoceles under odonatacentral.org, hvilket i mine øjne er fuldt berettiget, da den afviger meget i udseende fra de blå-gule arter, som dominerer slægten. Jeg forestiller mig, at det også kunne komme til at sket med den brune, når man kommer nogle lag dybere ned i de forskellige arters oprindelige forbundethed. Den er lige så afvigende fra de blå-gule arter, som isoceles er. Note note: Der er tilsyneladende ingen europæiske kilder som har tilegnet sig denne taksonomiske ændring, idet alle lister og websites, selv de mest autoritative, fortsætter med at kalde den A. isoceles. Akademisk træghed, eller tegn på at hver især fortsat ønsker at hytte sit eget?
Den næste årsart der meldte sig, var Lille Rødøjet Vandnymfe den 20. juni - cirka halvanden måned senere end dens storesøster Rødøjet Vandnymfe. Det er helt efter bogen, at den er en af de sene vandnymfer. Og begge havde jeg som første i året i den landskabelige kanal på Amager Fælled. En lokalitet som lider en uvis skæbne, nu hvor de ortodokse urbanister iblandt os, har fået deres vilje ved retten, og har begyndt deres skamløse byggeri på Lærkesletten. Hug en luns her og en god lokalitet der. Både her og på Kalvebod Fælled bliver der yderligere friseret og passet til, så de sarte storbymennesker ikke skal komme til skade eller møde for store farer, når de bevæger sig ud i den vilde danske natur. Og det skal de jo. For det er jo åh så sundt at komme ud i naturen og blive et med den, og finde tilbage til sin urkraft, så de kan fortsætte deres bidrag til det syge vækst-samfund i mange år fremover.
Men heldigvis for mig så flyver der altså endnu en del gode guldsmede og vandnymfer på Amager Fælled. Og det blev en fornøjelig dag, da jeg uventet fandt en Sydlig Mosaikguldsmed den 29. juni i den sydlige ende af strandengen. Omstændighederne var lidt uklare, for måske fik jeg jaget den op fra et af de små vandhuller, og det er jo interessant, hvis den ligefrem er født der. I hvert fald var det en ung hun, jeg lidt efter fandt inde mellem tjørnebuskene. I starten fløj den væk fra mig, og var kun en mørk større sag, så det var både glædeligt og positivt at den satte sig til sidst.
Herfra gik det slag i slag igennem juli og august måneder med denne nye danske art, som nu må siges at være helt etableret i landet. I hvert fald i den østlige del. Frem til 2. september hvor jeg så den sidste, ved Granatsø på Kalvebod Fælled, var det lykkedes mig at registrere 38 individer i alt. Nogle af dem jeg fandt ved Søvang og Granatsø var beviseligt gengangere, men jeg lander alligevel på over 30 individer i hele sæsonen. Og dem så jeg naturligvis flest af på Amager. 3 hanner forskellige steder på Amager Fælled, antyder, at lokaliteten måske kan være brugbar med en blanding af udtørrende småvandhuller, tjørn og langhårede græspartier? Ude i landet lykkedes det mig at finde den både nede ved Bøtø-skoven, både han og hun, og senere en enkelt han ned ved Rødby Færgehavn. Gode varme dage med sydøstlige vinde gjorde nok sit her.
Mest interessant var det dog, at det også lykkedes mig at finde forskellige dyr inde i decideret skov. Bagstien i Pinseskoven gav mig den 7. juli en lækker gammel hun, mens vi var ude at lede efter Iris og Ilia. Jeg havde tidligere haft nogle som fløj rundt her, som jeg mistænkte, også en han, men det var rent faktisk langs Svenskeholmvej lige udenfor skoven, at jeg havde min første observation af arten i år, idet jeg allerede den 27. juni havde en som fløj rundt i 4-5 meters højde, og ikke rigtig ville lade mig få et ordentligt billede. Så i starten måtte jeg nøjes med at kalde den en grøn/sydlig ud fra det man kunne se, og Lars Johansen var enig. Siden er jeg dog blevet både klogere og lidt modigere, for når jeg ser på billedet nu, er det ret tydeligt at fordelingen af sorte streger på siden af thorax ikke passer på Grøn Mosaikguldsmed på nogen måde. Så jeg har rettet den posthumt. Grøn ville også være en endnu større sjældenhed her på øen end den Sydlige.
Den 2. august lykkedes det mig helt uventet at finde en gammel han inde i kongelunden, ved vandhullet i den nordøstlige afdeling. Det beviser vel, at de kan finde på at dukke op alle steder. Jeg prøvede at genfinde den de næste dage, men uden held, så den var nok bare landet der på et opportunistisk tidspunkt, på vej videre til et egnet ynglested. Vandhullet i sig selv kunne dog nok høre til som egnet ynglelokalitet, idet det med sivpartier hist og pist, hen i slutningen af august begyndte at tørre ud, hvilket arten jo er glad for.
.
Må jeg lige afslutningsvist angående denne smarte art på flabet vis nævne [ja, det må du godt], at i de dage hvor jeg havde de første ved granatsø, 19. juli, da kørte LAK til Hvidovre og meldte 22 hanner og 5 æglæggende hunner! Det lyder simpelt hen for godt til at være sandt, og jeg kan ikke lade være med at tro at selv han, er kommet til at lægge en del Efterårsmosaiker oven i puljen, eller har dobbeltalt. Det er en ret territoriehævdende art, og om den nogensinde vil kunne finde på at optræde i så store mængder på en så relativt lille lokalitet, selv hvor bestandene er store, har jeg svært ved at forestille mig. Jeg har dog ikke talt med ham om det, så det er baseret på ren og skær sund skepsis og kun en lille smule misundelse. Han tager jo billeder, så det kan være at han har dokumentationen i orden. Vildt i så fald, og i så fald bukker jeg mig i fuld respekt!
Næste lykkelige årsart blev i flertal samme dag: Grøn Mosaikguldsmed, Dværgvandnymfe, Blå Mosaikguldsmed og Sort Hedelibel. Den 6. juli. Den lille røde kedede sig, Alene Hjemme 347, så vi blev enige om at køre nordpå, hvor det var højsæson for både den grønne og dværgen.
Dværgvandnymfen flyver som bekendt kun oppe i Teglstrup Hegn i Fandens Hul, en skovmose med hængesæk. Jeg nåede ikke derop sidste år, og da jeg var deroppe de forrige år, tror jeg det var for tidligt i forhold til at finde aktive parringsindivider. Så selv om det ikke var på min foto-todo-liste i år, var det alligevel oplagt at forsøge at få nogle billeder, nu da muligheden var der.
Stedet lignede heldigvis sig selv, og der havde været meldt observationer tidligere i år, så jeg var ret håbefuld, da jeg gik i gang med vandhullet. 15 individer blev det til, herunder en parring og 3 voksne hunner. At der er lang vej endnu i forhold til at kunne kalde sig en visuel ekspert på området, måtte jeg sande, da det var nyt for mig at kunne konstatere, at de lyse blå og grønne eksemplarer med hvide vingemærker ikke bare kunne kaldes hanner, sådan som jeg havde lært mig det fra de første år. Disse blågrønne individer er de unge, og både hanner og hunner ser ret ens ud, når man ser bort fra kønskarakterne. Dog viser det sig, at hunnerne på oversiden af S8 har en meget større blålig trekant end hannerne, hvilket er både konsekvent og ganske synligt. Så jeg har derfor efterfølgende måtte rette alle mine billeder fra tidligere besøg til, så de nu er i overensstemmelse med sandheden om livet blandt Dværgvandnymfer. Antalsmæssigt ligger arten dog ikke så godt i svinget, da der fortsat ikke bliver meldt mere end 20-30 individer ad gangen. Så meget desto bedre at jeg fik taget mig sammen til at komme derop og få billeder i tide, hvis det nu går den vej, som de fleste nok frygter, at det gør. [Dansk rødlistestatus CR].
Den Sorte Hedelibel var en enlig svale, som lige var kommet ud af sit gode skin, og bare sad, og ikke havde lyst til at blive forstyrret af mig. Men det blev den lidt, da den ikke sad helt som den skulle for at kunne præstere til et forsidefoto. Det kom den så alligevel ikke til, men da den var helt fri af sit exuvia, tog jeg det med hjem som souvenir, som plaster på såret.
På europæisk plan går det tilbage for denne art, mens den vel endnu er nogenlunde stabil i Danmark. Man skulle tro, at beslutningen om at skabe mere skov og flere vådområder ville være i den favør, men måske det tager for lang tid for naturen at skabe de rette betingelser til, at den kan nå at nyde godt af disse tiltag. Jeg forestiller mig også, at det varmere klima ikke nødvendigvis er til fordel for arten. Helt i stil med de negative tendenser, har jeg kun set få eksemplarer af arten i år. Og det selv om jeg også har været i Jylland. Men jeg har ikke tjekket op på, om der har været en forskydning tidsmæssigt i forhold til de forrige år, og at det mere skyldes, at jeg ikke har været på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. Jeg husker for eksempel en voldsom melding på omkring 13000(!) individer fra et sted i Jylland, så nogle steder er den altså fortsat levedygtig.
Og ligeledes blev min første Blå Mosaikguldsmed i år en teneral, der dog sad lidt mere akavet end den sorte, men også i Fandens Hul. Denne majestætiske art, har til gengæld haft et sundt år, fornemmer jeg. Både for mig selv og på landsplan, hvor den er blevet meldt i gode tal. Normalt ser man flest hanner som patruljerer rundt på enlig vis, langs skyggefulde partier, og det viste sig, at jeg rent faktisk aldrig havde set en parring af denne art, hvorfor det var en fornøjelse at besøge den fortrinlige Bygholmpark i Horsens den 30. august, hvor der netop sad et par og hyggede sig.
Sidste år havde jeg en æglæggende hun på kanten af regnvandsbassinet i vores lokale Travbanepark. Den lagde æggene oppe i det tørre sand, hvilket var lidt usædvanligt men alligevel inden for rammerne af det fornuftige for arten. I år havde jeg endnu en hun som forsøgte at lægge æg - denne gang ved det andet af de to bassiner. Så stedet må jo åbenbart have cyanea-potentiale. Dog er det ikke altid nok bare at følge sin gode indskydelse, for denne hun, i år, havde valgt at lægge sine æg i en mørnet træstump som lå ved kanten af bassinet. Godt nok nede mellem vegetationen, men alligevel ret eksponeret for omverdenen. Og omverdenen på dette sted, inkluderer i reglen en større mængde løse hunde og løse menneskebørn, som, uden sammenligning i øvrigt (bortset fra at hundegøen og barnegråd begge topper listen over de mest afskyelige lyde der kan frembringes i denne verden), begge er disponeret for at skulle røre, gnave, prøve og undersøge alt hvad de kommer i nærheden af. Og en sådan klump træ, i den hånd- eller mundrette størrelse, er selvfølgelig en for stor fristelse at lade ligge. Men det er jo ikke i mit lod at styre andre væsners vej igennem livet, så jeg tog mine billeder og fortsatte min runde, mens jeg overlod stump og æg til deres egen skæbne.
Jeg lod den altså ligge. I hvert fald til jeg kom forbi igen to dage senere. Jeg tror i hvert fald at det var den samme træstump, selv om den nu lå anderledes. Min formodning havde altså været korrekt. Nogen havde været henne og pille. Så jeg traf en hurtig beslutning og kastede den i vandet! Så skulle det dog være en meget insisterende hund, som skulle kunne forhindre, at æggene i deres træindpakning ville forblive på stedet, til de næste år ville være modne til klækning. Menneskebørn hopper jo ikke i med deres egen gode vilje. Forestiller jeg mig. Og slet ikke efter en gennemvåd og mør træpind, som jo på ingen måde vil kunne gøre sig smart i selv den bedst-redigerede tiktok-video. Og normale voksne ville jo aldrig i deres vildeste fantasi finde på at lade sig nedværdige til noget så billigt og nytteløst, som at lege med en pind. Så dem nævner jeg ikke. Men Skæbne-bestemmeren blev jeg så alligevel. Og sidder nu her og overvejer, om jeg måske har dummet mig!? Jeg har lige tilføjet til artens beskrivelse andetsteds på min side, at hunnen normalt lægger æggene over vandoverfladen, og altså ikke i vand, som så mange andre arter. Betyder det så, at de ikke kan holde til at blive neddykket, og at prolarverne i æggene nu vil dø druknedøden, pga. min misforståede trang til at gøre godt? Det lyder dog for sart til at være sandt. Man overlever vel for fanden ikke 300 millioner års evolution uden at være bare lidt robust. Men på den anden side, den universelle lov gælder jo: Det som ikke er levedygtigt bliver automatisk sorteret fra, så måske det er helt på sin plads, at der ikke er plads til en hun Blå Mosaikguldsmed som lægger sine æg i en løstliggende træstump...eller til mennesker som kaster dem i vandet..!?
Dagens sidste årsart blev den Grønne Mosaikguldsmed, som jeg tog til det klassiske Krebseklovandhul for at få. I Hørsholm. Dyrene var der, men de artede sig ikke helt som håbet på. Alt i foto-perspektiv forstås. Men stedet lignede sig selv. Også vandhullet inde på kirkegården var som sidste år, så det var bare min timing, som ikke var helt optimalt. Dog var det interessant at finde flere hanner siddende oppe i den tørre eng, hvilket jeg ikke har oplevet før. Men min erfaring med arten er fortsat lille, så den adfærd er nok ikke så underlig alligevel, da den højst sandsynligt opfører sig som mange af de andre mosaikguldsmede, og kan findes mange steder væk fra ynglevandhullerne, før de bliver modne. Lars Johansen nævnte i hvert fald at han ofte har haft den væk fra forventede steder. Senere da solen kom frem, begyndte de at flyve over den våde eng.
Dagen efter, 7. juli, bevægede jeg mig rundt i Pinseskoven, med KH og ledte efter Ilia og Iris. Det gav årets næste art, Almindelig Hedelibel. I samme huk som den fine hun af Sydlig Mosaikguld, som tidligere nævnt. Jeg har kun haft to andre observationer af hedelibellen i første tredjedel af juli, og en enkelt i juni, så det er rimeligt at sige, at denne art også følger trop, og er begyndt at flyve tidligere. De kommer normalt først rigtigt i gang hen over midten af måneden. Men lige med denne art, sker der måske også andre forandringer, som sikkert ikke har med klimaet at gøre, for før i tiden var den langt mere almindelig end Stor Hedelibel på vores kanter. Og det er den tydeligvis ikke længere. I skrivende stund, altså godt inde i september lyder fordelingen mellem Stor og Almindelig på ca 20:1. Dog skal det siges, at de modne dyr af begge arter er notorisk svære at skelne fra hinanden, så det er muligt at Almindelig er underrepræsenteret, da det er let at forestille sig, at nogle kan blive tilskrevet Stor i blandede flokke, hvor denne er dominerende.
Den 15. juli var det tid til den årlige Falster-udflugt hvor vi besøger min Søsters Børn, Hende og Manden i deres hvert år forskellige lejede sommerhuse. Jeg var ret sikker på, at mangen en Odonatologicus aficionadius havde særligt én Falsterart i tankerne i år, nemlig sidste års hit, Åkande-Kærguldsmed. Men jeg havde hverken set meldinger eller hørt om nogen, som rent faktisk havde været dernede, Horreby Lyng, for at tjekke. Så da det er blevet en tradition at turen, når vi er på besøg, handler om natur, krævede det heldigvis ikke de store sværdslag at overtale de andre om det fantastiske i at besøge denne lokalitet, kun 20 minutter væk. Det havde godt nok været 3 uger tidligere, da de blev fundet sidste år, men fortsat inden for flyvetiden denne femtende, var det fuldt muligt. Selvfølgelig lige med det i mente, at kærguldsmede ikke reproduceres år for år, og at sidste års produktion så derfor ikke ville komme op fra vandet før efter 3 år! Så hvis de var der første år sidste år, bliver det ikke før end i 2026, at vi kan se dem igen! Men Lars Johansen fortalte mig, at der, ham bekendt, ikke havde været nogen nede og undersøge lokaliteten regelmæssigt, så de kunne sagtens have været der tidligere år også. At det heller ikke var ham som fandt dem, lærte jeg også, da jeg mødte ham oppe i Hareskoven tidligere på året. Så alt i alt, kunne man godt tillade sig en lille forhåbning.
Arkivbillede. Sidste år havde der været en smuk mark med honningurt lige på hjørnet ved parkeringspladsen, men den var bar i år, og det blæste, så vi nøjedes med at orientere os, og gik i retning af udstillingsbygningen inde midt i området. Myggene var ikke så slemme, og jeg parkerede de andre ved bygningen, og håbede at de selv kunne finde sommerfugle at muntre sig med, mens jeg tog den nødvendige bagvej for at komme om til åkande-vandhullet, hvor de ikke ville med, pga, det sværere og længere føre - specielt min mor.
Det viste sig at blive en hurtigt overstået affære og lettere skuffelse! Sidste år havde det vrimlet med guldsmede ude over vandet; alt var da i højeste potens, men denne gang blev det kun til sporadiske glimt af helt almindelige arter. Ingen Åkande-kærguldsmede. Brun Mosaikguldsmed kan nævnes som den mest festlige, for at beskrive niveauet. Til gengæld lykkedes det mig at finde ud af, hvor man kunne gå ned langs søen, hvilket flere meldte at have gjort sidste år, og derved fundet flere åkander end jeg og Elin præsterede, da vi var der. Men som med alt når man indlader sig med sine medmennesker, lærte jeg igen, at det er nødvendigt at holde fast i sin sunde fornuft og kritiske sans. Jeg er ret sikker på, at jeg spurgte ind til det efterfølgende sidste år: "hvor går man ned?", og er ret sikker på at bl.a. mullesjasen gav indtryk af, at man kunne gå ned langs begge sider. Så denne gang forsøgte jeg det. Først den østlige side, men her var det lige så tæt og ufremkommeligt som året før, hvorfor jeg gav op efter 10 meter. Men det lykkedes at finde den overgroede indgang ned langs den vestlige side, og rigtigt nok kunne man komme helt ned i bunden. Det svuppede lidt i passager, men det kunne sagtens lade sig gøre uden gummistøvler.
Søster-familiens sommerferie er, i sagens natur, garant for at den lille røde er til min rådighed, ellers ville vi aldrig kunne komme til Falster på denne endagstur. Og selv om jeg hvert år siger, at det har jeg ikke tænkt mig at gøre (skamløst) brug af, benzinen og de udvidede startbaner i Amerikansk Samoa you know, så sker der alligevel det, når tiden oprinder, at det begynder at krible, og der bliver bladret i hæftet med [gode] dårlige undskyldninger! Det er jo min livsambition at blive god til guldsmede, men det kan man ikke blive ved at bare at sidde hjemme og studere hvad andre har fundet på, så [undskylding] jeg bliver nød til at komme derud og få kameraet på dyrene, og se for mig selv. Ergo valgte jeg tre dage senere, 18. juli, at komme på farten igen. Denne gang til Tamosen, med Holtug Kridtbrud i mente, hvis jeg kunne nå det - jeg kom ret sent afsted.
Tamosen, syd for Sorø, giver normalt Spidsplettet Libel, Blåbåndet Pragtvandnymfe og Fjerbenet Vandnymfe. Arter som jeg fortsat mangler billeder af i adskillige situationer. Og Holtug Kridtbrud, er, efter at man er holdt op med at pumpe grundvand pga. ophør af kalkudvinding, blevet genskabt som god lokalitet, sådan som det var for en del år siden. Nu med et godt permanent vandhul hvor Stor Vandsalamander yngler sundt, og et vandhul som både Rødåret Hedelibel og Flammelibel i år har fundet attraktivt. Jeg ville fortsat helst selv finde min egen han Flammelibel, men jeg er dog ikke mere græsk-katolsk, end at jeg da også bare gerne vil se den, hvis den er der. Så klik, kluk, klak - turen gik i hak!
For at gentage mig selv fra tidligere, så havde jeg første gang jeg besøgte Tamosen i guldsmede-øjemed, en maj aften, den smukkeste oplevelse af magisk karakter. Det hele var smukt og det var forblændende vidunderligt da at se mine første pragtvandnymfer. Engle i alfestørrelse. Man kan kun blive et smukkere menneske af at opleve dette. Den slags gentager sig dog som regel ikke. Dels kender jeg nu arterne, og dels arter naturen sig kun i særligt udvalgte øjeblikke på den overnaturlige måde. Og det var ikke denne dag. Men det gjorde ikke så meget, for der var til gengæld rigeligt med Fjerbenede, og det var blandt andet den, jeg gerne ville have flere billeder af, og særligt af interaktion eller afvigende adfærd.
Timing er sagen, og taget i betragtning at jeg formåede at finde 125 forskellige dyr, men kun 1 parring, så må det være tydeligt, at timingen hvad forplantning angår, ikke var optimal. Flyvetiden løber generelt i juni og juli måneder, så jeg forestiller mig, at det her i den sidste halvdel af juli, har været for sent, og at de mange dyr, flest hanner, allerede havde gjort deres, og nu var i gang med at nyde deres korte otium. Måske denne art også var tidligere på vingerne i år, ligesom så mange andre?
Pragtvandnymfen var der kun i mindre tal også. Om det havde noget at gøre med at man havde græsslået arealet langs åen, ved jeg ikke. Jeg mistænker det dog gerne, men det er nok mest, fordi at jeg må indrømme, at jeg er ved at være mere end overfølsom overfor de mange indgreb, som konstant bliver lanceret mod naturen. Men den vinkel lader jeg ligge nu, og søger lysets vej - der hvor de levende væsner omgås i harmoni og gensidig respekt. I hvert fald indtil det bliver spisetid!
Den Spidsplettede Libel er en af de arter, som fortsat står som en eksklusivitet i mine øjne. Man skal efter den, for at få den. Ligesom flere af de gode arter fra Jylland. Denne er også jysk, men altså fortsat også sjællandsk. Og Tamosen og Herlufsholm er to steder jeg kender, hvor den flyver. Langs Susåen. Det sydcentrale Sjælland generelt er dens område, og der er helt sikkert mange gode lommer, hvor arten kan findes, langs vandløb, hvis bare man kendte til dem.
Jeg vidste jo godt, at midtjuli er bagkanten på artens normale flyvetid i Danmark, så det ville være lige på nippet til at være for sent denne 18. juli. Men med lidt flid og søgen, skulle det så mon ikke alligevel kunne lykkes at støve bare et enkelt eksemplar op? Nej, det skulle det ikke! Nul putte i mosen! Jeg søgte grundigt de steder, jeg tidligere havde haft den, men kunne kun finde Stor Blåpil. Det irriterede mig tilpas meget til, at jeg besluttede, at turen så måtte udvides til et hurtigt besøg ved Herlufsholm. Sidste år havde jeg mange der, men det var i slutningen af juni, så resultatet ville sandsynligvis blive det samme.
Der var som ventet ikke meget at se. Jeg spejdede efter de blåhvide dyr, hannerne, som mest logisk ville opholde sig ved åen i håbet om at fange en forbifarende hun. Og jeg så da straks en eller to. Men det var Store Blåpile, som kæmpede om de solvarme sten langs bredden. Spidsplettet foretrækker at sætte sig i vegetationen, og her var der ingen. Det var tørt og slidt, og skræpperne hang gennemhullede, der hvor der i maj havde været frisk og sprudlende fest blandt flodguldsmedene. De var endnu længere væk nu. Jeg så ikke en eneste. En rundegang, og som trøst fik jeg en fin Nældesommerfugl. Og et par sommerbørn, unge, tumlede rundt oppe ved bygningerne. Deres skolehjem, tænker jeg. Sammen i verden på et sted er vi forbundet, og alligevel så langt fra hinanden, når livets daglige bevægelse sætter i gang. Forhåbentlig finder de en menneskelig vinkel på deres skæbnevej ind i den materielle og magtfulde forventning som er deres. Jeg gik tilbage over broen til den modsatte side. To gange rundt, og man har gjort så meget, man nu kan. Men pludselig var der en af de blåhvide, som fløj forbi på en anden måde end de Store. Desværre nåede jeg ikke at se den klart, eller hvor den fløj hen, men da jeg gik tilbage mod broen i endelig accept af mit nederlag, kom den pludselig tilbage, og satte sig denne gang tilstrækkeligt til at gøre mig glad for min insisteren: En fin Spidsplettet han! At få en fin hun også, ville have været skønt, men da der altid går mange hanner på en hun, ville det være et længdeprojekt i tid at gøre det til en succes, og dertil lå Holtug for langt væk.
Flammelibeller og Rødårede Hedelibeller var blevet meldt i flertal fra kridtbruddet, så jeg kunne jo nok forvente et og andet, da jeg nåede frem. Jeg gik ned i dybet, og der var fortsat sol på den største del af vandhullet. Jeg fandt straks en rødåret, som sad på den hvide jord. Jeg fortsatte rundt, og lidt efter fandt jeg, et stykke fra den første, en anden han rødåret, og senere igen et tredje sted, endnu en. 3 forskellige, tænkte jeg i første omgang. Og så var de alligevel relativt tæt på hinanden. Og logisk nok forsvandt de hver især, når jeg med kameraet forsøgte at komme tæt på. Så kunne jeg nu også være sikker på, at de var forskellige? Og det kunne jeg så ikke, da jeg kom hjem og granskede billederne. Der var kun den ene! Og jeg fandt ingen flammelibeller. Skyggerne var begyndt at falde på det meste af vandhullet, og måske de var forsvundet eller holdt til i den del som nu lå i skygge, og som jeg ubevidst fik ignoreret. Ubevidst måske også fordi at jeg jo altså helst ville kunne krydse hannen af som ny ved et selvfund. Jeg nyder at besøge dette sted - eksotisk landskab med den fine udsigt ud over vandet og klinten. Men med en enkelt rødåret og nogle æglæggende store kejsere, var udbyttet ikke den lange kringlede køretur værd. Men det ved man jo først, når det er for sent. Så igen: Livet er en evig gentagelse i higen mod det bedre - om det så gælder kvinder, guldsmede eller bare en måde at få tiden til at gå på.
Når man ser den første Efterårsmosaikguldsmed, så ved man, at man nu stille og roligt bevæger sig ind i den lavintense tid blandt guldsmede. En erkendelse man som fuglekigger aldrig bliver konfronteret med på samme måde, da de flyver hele året. I insektverden tvinges man til at give slip på sin iver over halvdelen af året, og det gør at man/jeg pludselig er blevet taknemmelig for sommerens lys og varme på en måde som aldrig før. Og mere trist når det går på hæld. Det gode er så, at man i teorien får mulighed for at bruge udetiden på noget hjemmekonstruktivt, som at få arbejdet videre med sin hjemmeside, og få udbygget guldsmededelen til en kompetent og brugbar størrelse. Det glæder jeg mig til. Der flyver som regel mange Efterårsmosaiker i Kongelunden, og det var passende også der, jeg havde de første i år, en små ti stykker den 19. juli.
Og selv samme dag var jeg hele to gange lige på nippet til at få en ny Amager-art idet jeg både ved vandhullet i Søvang, og inde ved Granatsøen på Kalvebod Fælled havde en forbiflyvende pragtvandnymfe han. Eller i hvert fald den fra Søvang kom bare flyvende forbi. Den så helt mørk ud, og min første tanke var, at det kun kunne være en Blåvinget Pragtvandnymfe. Men da jeg ikke har erfaring med arten, når den flyver rigtigt og højt, så er jeg alligevel blevet usikker på, om en Blåbåndet han kan se ud på samme måde med de gennemsigtige partier udvisket, så udtrykket ville være helt mørke vinger. Den ved Granatsø sad på jorden, og fløj op, da jeg kom for nær. Igen virkede den helt mørk. Denne begyndte desværre at stige til vejrs så tilpas hurtigt, at det var umuligt at fange den med kameraet. Ærgerligt, men en god ansporing til at prøve at observere dem bedre, når jeg ser arterne igen - til næste år.
Men vi var jo fortsat i ugen, hvor den lille røde var under mit overherredømme, og jeg øjnede en god mulighed for at tage sydpå dagen efter. Mest efter guldsmede så klart, men da søsteren igen i år havde sendt mig et billede af en hun Sort Ildfugl, som jeg fortsat ikke har set, så måtte jeg forbi Bøtø-skoven igen, selv om jeg lige havde været dernede og dippe den.
Planen var at starte der, og så tage Gedser-området bagefter, og derfra til Store Musse på Lolland og til sidst slutte af i Rødby Færgehavn. Vi havde i disse dage gode varme sydlige vinde, så forhåbningen om at noget interessant kunne være fløjet op over Østersøen var fuldt rimelig. Der var meldt Svalehale på diget nede ved Gedesby, og helt nede sydpå ved Gedser fuglestation var der et vandhul, som jeg sagtens kunne forestille mig alle mulige gode ting i. Store Musse er der hvor LAK ser Lille Kejserguldsmed og Flammelibeller, og Rødby Færgehavn ligger nu hen som et overgroet naturområde, hvor kun fantasien sætter grænse for, hvad der kan dukke op - så tæt på Tyskland. Så alt i alt en spændende og lang dag i vente.
Det var en fin morgen, og jeg fandt 4 hanner af Sort Ildfugl, men selv om jeg gennemvadede alle rimelige strækninger flere gange, lykkedes det ikke at finde en hun. Så det er en af dem, som nu er røget i kassen med Små Brandbare Forbandelser! Svalehalerne kunne jeg heller ikke finde, og i starten heller ikke det rette sted. Naturbasens fejlagtige stedbetegnelser gjorde, at jeg var på udkig efter et moseområde, da stedet blev kaldt Birkemose i basen. Og det sted eksisterer naturligvis, men var i dag et overgroet areal inde på private sommerhusgrunde. Så det var først, da jeg tjekkede den præcise position for udmeldingerne, at det gik op for mig, at vi bare talte om den sydligste del af Falster-diget. Men lige meget hjalp det. Der stod et par gutter, som uden tvivl også var på udkig efter dem. De så i hvert fald ret sommerfugle-agtige ud. Jeg talte dog ikke med dem, da jeg var lidt sommerfugletræt, og ikke havde lyst til at skulle bruge alt for meget tid på denne sidebeskæftigelse - om man så må sige. Til gengæld spottede jeg en mosaikguldsmed, der hvor man parkerer. Den lå og patruljerede frem og tilbage i lav højde. Og den lugtede. Og da det endelig lykkedes at få et billede, blev min mistanke bekræftet, da det viste en fin hun Sydlig Mosaikguldsmed. Dem er jeg fortsat ikke helt forvent med, og det at finde den på et så uventet sted var godt. Om den er kommet ind fra syd eller bare har været i området hele tiden, er jo umuligt at sige, men underbygger under alle omstændigheder, at de er her, og er kommet for at blive.
Der var tonsvis af tyske turister i omløb denne dag, så det gjaldt om at siksakke sig forsigtig ud ad de smalle veje til enden ved Gedser Fuglestation. Vadefugle som bare skulle ud og glo - som deres firebenede medskabninger på den anden side af hegnet. Vandhullet lå godt, men naturligvis skæmmet af store holdere til fuglenettene. Der var heldigvis ingen mennesker i nærheden, så jeg kunne afsøge området i ro og mag. Det sydligste vandhul i Danmark, og næsten kun en armslængde fra kontinentet. Hvad mere kunne man forlange? Men drømmene stod desværre ikke helt mål med resultatet, for en enkelt Rødåret Hedelibel var det bedste, jeg kunne få ud af det. De andre arter var Almindelig Kobbervandnymfe, Hestesko-vandnymfe, Stor Kejserguldsmed, Stor Blåpil (måtte gerne have været en Sydlig!) og Blodrød Hedelibel.
Gnaskesnacks i indkøb og turen gik derfra hen over frokost og Falster mod Store Musse. Ved Døllefjelde Musse. På Lolland. En nedlagt grusgrav, og nu et rekreativt område med flere vandhuller og adskillige lystfiskere. Jeg kom ind fra bagsiden, hvilket var cool nok. Lidt mere rustikt i kanten af et dugfrisk basin og den nye banestrækning som skal forbinde med Femern-forbindelsen til sin tid. Dette var udenfor det rekreative område, og gav ikke noget specielt. Der var heldigvis en hundelåge på den side, så de lokale ikke skulle gå hele vejen rundt om området for at komme ind oppe fra landevejen. Eller mig. Detaljer. Som sagt, eller måske ikke endnu, men altså overgroet areal med bassiner i forskellige størrelser. Stedet var større end jeg havde regnet med, og da Færgehavnen stod højere på min ønskeliste, var jeg ikke interesseret i at bruge for meget tid her. Så jeg skimmede mig igennem mest med øje efter de to nævnte arter. Og det lykkedes at finde 3 Små Kejsere her i Lollands centrale vandland...Som ses, også min første siddende af denne art. Vel sagtens også en trash-art nede i de centrale Europa, men på disse kanter fortsat en hapsisnack af de bedre!
Men ingen Flammelibeller. Hvilket jo fortsat var både godt og skidt. Men efterfølgende lidt mere skidt end godt, for jeg tror, det var dagen efter, at Per Buus havde 4 hanner samme sted. Irriterende. Dog, hvis han har placeret markøren korrekt, så var det i den del af området, som jeg ikke nåede at tjekke, så jeg var undskyldt. Hvad jeg ellers havde der, kan du finde ud af andet steds på disse sider.
Rødby, en nedslidt landsby på kanten af den yderste civilisation. Var det ikke for de mange anlægsarbejdere der arbejdede på konstruktionen af Femern-forbindelsen ville byen ligge hen som en stendød spøgelsesby. Og den skæbne er jo pr. definition en statsgaranti, den dag byggeriet er færdigt og alle summer videre som græshopper til deres næste naturkonsumerende aktiviteter andet steds i verden...
Jeg sjussede mig til, hvor man skulle ind (fra syd, nord om byggeanlægget). Der holdt en bil, da jeg nåede ned til enden af vejen. Det virkede så langt væk fra alt igangværende menneskeligt, men det viste sig alligevel at Scandlines havde en kørende medarbejderindgang fra den side. Hush-hush - eller nok bare ved at drukne i udviklingen.
Bilen hørte helt sikkert til på den overgroede side. Nogen var derinde og luske, tænkte jeg. Og det var sandt. Det var Linda Kjær-Thomsen, en ivrig insektnørd, som åbenbart går efter at se det hele. Men måske knapt så meget i dybden. Det ved jeg ikke, men jeg kunne da i det mindste spørge til stedet, for det var jo første gang, at jeg var der i guldsmede øjemed. Jeg er ret sikker på, at jeg havde været der med SKR i sin fugletid, og naturligvis ellers da banen var åben for togfærger. Her skal vi nok helt tilbage til 80'erne og de glade Interrail-dage.
Linda kendte heller ikke stedet så godt, men vidste dog, at der var et par vandhuller længere inde. Vi splittede. Sjov oplevelse at gå rundt på perroner, mellem sporskifter og rustne skinner. Overgroet de fleste steder med Havtorn. Ude i det åbne, omkring spor 4, opdagede jeg en velkendt flyver og kunne konstatere den i flugten som en Sydlig Mosaik, han. Den ville dog ikke rigtig fotograferes, så jeg opgav den hurtigt i min søgen efter mere eksotiske arter og generel udforskning af stedet. Havde der boet flere mennesker her, ville der utvivlsom have været adskillige hundeluftere på besøg her om eftermiddagen. Nu var der kun mig selv, da Linda og hendes ledsager snart forsvandt. Området har stået hen i en del år efterhånden, og det var tydeligt, at det bare får lov at gro til. Umiddelbart for langhåret med græsser i uhæmmet vækst bliver stedet nok mindre og mindre attraktivt for nyindvandrere. De to vandhuller gjorde ikke så meget væsen af sig. Lavbundede med siv i kanten. Før jeg nåede det nordlige af dem, havde jeg dog fundet en lækker ung han af Lille Rødøjet Vandnymfe. Den havde valgt at sidde i et havtornekrat, og poserede beredvilligt.
I lyset af mit forårsproklamerede årsprojekt, at få fotos af tenerale dyr over hele paletten, så landede denne rødøjede meget belejligt, da det endnu ikke var lykkedes mig at finde en sådan ung han før. Tankevækkende i betragtning af, at den er ret almindelig på Amager. Generelt er det projekt desværre forløbet ret uforløst, og jeg tænker, at det nok skyldes det simple faktum, at det er en del af arternes natur, at de ikke flasher sig selv i de første kritiske øjeblikke af deres liv oven vande. Bedre forståelse og mere planlægning skal der nok til for at få de rigtige billeder. Og så naturligvis et nyt kamera. Jeg burde få en æresmedalje for at strække den til det yderste. Canon dSLR - Modlysblænden holdes på plads med armeret tape, gummidrejehjulene er slidt næsten af, og den underliggende drejeknap opfører sig ofte modsat, og følger skalaen i modsat retning, som det passer den. Og det ene af mine to batterier lader kun op til det halve, og lysmålingen synes også at begynde at opføre sig uberegneligt... At det fortsat lykkes at få taget brugbare billeder, er næsten et mirakel. Og taknemmelig for det selvfølgelig, selv om jeg nok kunne drømme om, at få lov at følge med ind i den nye æra med kameraer der kan mere af det hele, uden spejle og med potente fokal-algoritmer. En 100-500mm linse til at fortsætte som nu, hvor det er ganske bemærkelsesværdigt hvor effektiv en 100-400mm Canon linse kan komme ind på selv de små vandnymfer. Og så et godt makro-setup, så jeg kan få de rigtige nærbilleder af kønsorganer (!) og vedhæng som er så vigtige at præsentere i forhold til artsbestemmelse.
Ved det nordlige vandhul, som altså fulgte efter den lille røde [så var der to], var der ikke så meget at se, men der var denne ene, som gjorde hele den lange tur værd. Bare denne ene: En han Flammelibel! Års forgæves eftersøgning, og så lykkedes det endelig, den 20. juli 2024. Den sad i kanten af vandhullet midtvejs på et siv. I vandret position. Det var egentlig ikke fordi, at den virkede særligt iøjnefaldende, men der var alligevel et eller andet over den måde den sad på, og farven, som gjorde, at jeg var sikker på, at det ikke var hedelibel. Den er jo mere robust over kroppen, men når den røde farve ikke bliver fremhævet af solen, så springer den ikke i øjnene, sådan som jeg ellers havde lært at opfatte den, ved alle de fotos jeg har set. Her bliver det så klart, at de fleste billeder naturligvis er æstetisk behandlede, og det samme skete med mit eget fund. Da billederne kom under rette behandling strålede dyret langt mere end det, som øjet havde set i virkeligheden.
Jeg smed straks bukserne for at spille spillet på den helt rigtige måde. De første billeder som ses i serien blev taget sådan, som jeg opdagede dyret, og det kunne naturligvis ikke tilfredsstille min trang til perfektion. Så som dyret sad der i kanten, måtte jeg ud i vandet og tage den fra den anden side. Det kan være en tvivlsom fornøjelse at vade ud i sumpvand på bare tæer med ukendte undersøiske rødder, sten og planter [Birkedammen på Amager er et særligt ubehageligt tilfælde], men her var det smooth riding med blødt silt på vandret bund og ikke for dybt. Men man lærer jo i denne branche, at bare fordi at lykken tilsmiler en det ene øjeblik, så er der jo ingen grund til, at man det næste ikke bliver rakt en lange næse. Og det gjorde jeg. Ikke om den ville blive siddende, da jeg nærmede mig. Jeg prøvede alle mulige tricks med blandt andet at se fuldstændig ligeglad ud med alt hvad der var rødt, og havde vinger. Men der var ikke noget at gøre. Den satte sig til sidst inde i vegetationen væk fra vandhullet, og jeg valgte at sjoske i land, selv om jeg var udmærket klar over, at der ikke ville gå mange sekunder, fra jeg var færdig med at snøre mine sko, til at den ville sætte sig ud på det samme strå i kanten, hvor jeg havde opdaget den. Men måde med galskaben, så helt så galt gik det dog ikke, og det lykkedes faktisk at komme på skudhold af den, mens den sad der. Afstandsfotos, men aldeles brugbare, som ses. Senere fløj den rundt og forsvandt. Og så så jeg en igen ude over vandet, inde over land, rundt omkring. Lettere forvirret til sidst. Var der flere monstro? Og så så jeg en som endelig satte sig ved bredden på den modsatte side af vandhullet [diameter 15]. Fremspringeren op i mig og jeg var der i raske hop. Den sad og blev siddende med et par svirrende positurrettelser undervejs. Jeg fik brugbare billeder som ses i sættet. I starten vurderede jeg ud fra billederne, at der virkelig kun var tale om et dyr. Men da jeg så på billederne igen til forberedelse af denne beretning, så det ret tydeligt ud som om, at der i hvert fald var tale om to dyr. Se selv hvad du mener. Denne konstatering kommer naturligvis lidt upassende, idet jeg jo har fået positioneret mig som lidt af en konservativ strammer. Måske virkeligheden er, at det er mig som ofte tæller for lavt af netop de sjældne arter?! Og måske er det LAK, som har fat i den lange ende...
Rødt i Rødby, og det var alt, hvad jeg behøvede. Så med en eftertragtet milepæl nået, som dagens sidste gerning, flyder man ganske let oven på. Og jeg var måske lidt kåd, da jeg valgte at køre mod vest i stedet for hjemad. Da jeg planlagde dagen havde jeg set, hvad der lignede vandhuller ude ved Kramnitze et par kilometer vest for Rødby. Så da solen endnu skinnede, og positivtanken var fyldt op, kørte jeg derud. Det viste sig dog hurtigt at udkommet her kun kunne blive fiasko. I selv samme område var der fuld gang i den helt store kowboyder-fest! Det vrimlede med mennesker i alle slags afskygninger og udklædninger - mennesker som så ud til, at drømmen om det vildeste vest var det vådeste, de kunne komme til at opnå i denne verden. Trump me a Stetson, and I'll play you my gun! Jeg kørte bare hjem!
Det lykkedes ikke at finde hverken Lille Kejserguldsmed eller Flammelibel på Amager i år. Ligeledes viste mine lokale regnbassiner i Travbaneparken sig ikke at være helt så attraktive i år som sidste år. Kun få Lille Farvevandnymfe. Både her og de andre steder hvor jeg fandt den på Amager i år. Den skraber sig tilsyneladende igennem på disse kanter. Nogle overser man nok, naturligvis, men jeg synes alligevel, at jeg er ret flittig med at få tjekket alle de Ischnura dyr jeg støder på. Selv de over 300 elegans jeg havde ved Storehøj den 12. juli blev tjekket hver og en. Til gengæld lykkedes det, at finde en gammel hun i plejehjemsdammen, min første. Så lidt kom der i hus. Sort Hedelibel har dog ikke klaret sig. Der var ellers yngleaktivitet sidste år, og da arten er 1-årig, burde der være dukket imagoer op i år. Men nul har jeg set. Årsagen skal jeg ikke gætte på, ud over at vandet måske ikke har haft den rette kvalitet, da arten jo foretrækker næringsfattige skovsøer. Men som den nyligt udkomne IUCN-rødlisterapport over Europæiske guldsmede også indikerer, så er arten generelt i tilbagegang i Europa, og at den dukkede op på Amager med yngleadfærd i disse sidste to år, skal nok ses som en simpel tilfældighed. Europæiske Rødliste Guldsmede 2024 (IUCN).
Men selv om der ikke umiddelbart er noget at komme efter, kommer man jo alligevel. Det nære og kære, du ved. Helt så kært var det dog ikke den 21. juli. Som sagt skete der ikke så meget, men så var der alligevel pludselig et par skæve bevægelser i græsset. To dyr, så det ud til. Kikkerten kom på og det viste sig at være en Stor Farvevandnymfe han, som havde gjort et par afvigende hop i retning mod en Almindelig Vandnymfe han. Og hoppene blev til mere end det. Den var sulten, og moslede nu rundt, for at få et ordentligt greb på vandnymfen. Se selv billedserien herunder og bliv forundret, forfærdet eller bare bekræftet i at sådan er den virkelige verden også. Eller måske mest, når man ser på verden uden det humanistiske tågeslør, som ofte følger os i ledige naive stunder.
Den 24. juli besluttede vi, søsteren, gemalen og jeg, at tage til Fandens Hul. Mit tredje besøg i år. Jeg havde fortalt om den drabelige oplevelse, når man stod og balancerede på en flydende tæppe af plantevæv, som hvert øjeblik kunne bryde sammen og opsluge en for evigt i det bundløse sort vand nedenunder! Hængesæk. Det ville de gerne opleve. Og naturligvis også Dværgvandnymfer hvis der var nogle i live endnu.
Den gyngende oplevelse var fin, og knap så dramatisk som frygtet. De mange soldug rundt om vandhullet var også interessante. Det var lettere blæsende og halvt overskyet, så aktiviteten var moderat. Dog lykkedes det at finde en god håndfuld Dværgvandnymfer, herunder to parringer. Og tiden er jo moden til Sorte Hedelibeller, så da min søster råbte en mørk guldsmed an, og jeg så den på afstand, kaldte jeg den straks en sådan han. Men lidt tættere på, blev jeg i tvivl. Hvorfor havde den så meget gult på bagkroppens overside? Måske alligevel et yngre eksemplar. Men et par klik med kameraet afgjorde sagen, og det viste sig at være en hun Lille Kærguldsmed. Endnu et bevis på, at der er et stykke vej endnu, før min fortrolighed med alle de lokale arter er, som den bør være. Komplet. At jeg ikke havde i tankerne at denne hun kunne være så mørk, skyldes nok, at jeg kun har set dem i parringshjul, hvor man netop oftest kun ser den lysere bug, mens det hænger under hannen.
Det mørke vand virker som sagt bundløst, når man står og ser ned i det, men da der lå et langt tyndt afhugget træ ved siden af, blev jeg fristet. Den tynde stamme var vel 3 meter lang, og jeg havde naturligvis en forventning om, at den ville forsvinde i dybet, som jeg stak den ned i vandet. Men meget overraskende stødte den på modstand allerede efter 30-40 cm. Det føltes som et tæt plantevæv, og gav lidt efter, da jeg stak ned i det. Men alligevel genstridigt nok til, at man ikke bare sådan ville ryge igennem, hvis man røg i. Fantasien vil så gerne male verden drabeligere end den er. Men måske kun i desperate sind, som er blevet bedøvet gennem generationers stræben efter civiliseret velbehag. Det magelige vestlige liv hvor man ikke behøver at gøre så meget selv; man skal bare følge systemernes diktat, og alt vil flyde uden modstand og lidelse, fra vugge til grav. So F Boring! Og derfor fortsætter jeg med at forestille mig, at der nedenunder dette forræderiske sammenvæv af planter, findes det sande bundløse dyb, som vil opsluge din syge sjæl, hvis ikke du passer rigtigt på!
Den 29. juli var det fortsat ferietid i Søsterland, så da halvdelen af familien skulle på overlevelsestur på Susåen, og min søster ikke var blandt denne, men blandt den som skulle køre bilen hjem igen, så aftalte vi to at tage en tur til Høvblege, Møn, for at få en tur ud af det. Mest i sommerfuglenes tegn for hendes vedkommende - nyanlagt interesse. Jeg tager pr. definition gerne med alle steder, når som byder. Men udspekuleret som jeg gerne indrømmer at være, kunne denne nyopståede mulighed ikke bare klattes væk med sommerfugle i det fjerne. Fra Vetterslev nord for Tystrup-Bavelse søerne, hvor kano-ekspeditionen skulle tage udgangspunkt og til Møn kan man stort set ikke undgå at komme forbi Knudshoved Odde ved Vordingborg. Og det er jo heldigt, når der var blevet meldt gode tal af Sydlig Kobbervandnymfe tidligere. 1-årig som den er, var det forventet at de ville dukke op igen i år. Min erfaring med arten var helt minimal - kun de to dyr jeg selv havde fundet. En han sidste år på Amager og året før en hun i Dyrehaven. Det ville jeg gerne råde bod på.
Det var heldigvis let nok at overtale min søster til den lille detour. Hvis man har interesse for Høvbleges natur, bør man også automatisk have interesse for den unikke natur på denne sydsjællandske odde, som for en stor del består af marker, men yderst ude består af enestående overdrev, strandenge og vandhuller med et spændende dyre- og planteliv. Klokkefrøer blandt andet. De sjældnere tilstrejfende sommerfugle kan også findes her, hvilket jeg naturligvis lokkede min søster med, selv om i år ikke har været særlig godt for disse, pånær Svalehalen (som har ynglet på Bornholm på ny i år). Og så er der altså kommet disse dejlige Sydlige Kobbervandnymfer til.
Man betaler en mobilepay-skilling, når man kommer frem til starten af området. Til vedligehold. 25 kroner. Og i weekenderne er det der, man parkerer, men på hverdage må man køre ud til den store parkering længere ude, ved Knudsgård. Vores besøg var på en hverdag. Om ikke man kan køre ud alle dage alligevel, spekulerer jeg på. Det virker i hvert fald ikke specielt brugervenligt at lokke folk derud, og man så skal gå ekstra kilometer langs marker før man kommer ud til det spændende område.
Nå, men anyway. Det blæste en stormmåge da vi ankom, men solen var oppe og varmede fint. Vi ankom alene og måtte lige i starten prøve os frem. Jeg havde set, at vandnymfen var blevet set der i nærheden, men kunne ikke huske præcist hvor, hvis der var noget præcist sted. Det gjorde at jeg ivrigt valgte det første lovende sted, og begyndte at vade ud i området over et trådhegn og ned mod et søområde ud mod stranden. Men det blev hurtigt til en usikker affære, for der gik ikke lang tid, før terner og viber begyndte at brokke sig højlydt, og da jeg fortsatte, istemte flere arter med deres utilfredshed. Ok. Godt nok er jeg ikke længere fuldblodsfuglekigger, men deres ve og vel ligger mig trods alt stadig på sinde, så jeg valgte at vende om. Det var på det sted, hvor man havde placeret en panorama-bygning med udsigt ud over selvsamme vådområde. Til de magelige og naturligvis af en grund. Et fuglereservat det måtte være. Jeg tjekkede linjen, og det viste sig først at være ved næste vådområde at kobbervandnymfen var blevet set, Paradisæblet. Nu ankom der flere besøgende, og det havde været helt i tide, at jeg kom over på den rigtige side af hegnet. Alt gik derefter op i en logisk helhed. Ved det næste vandhul var der ikke hegn omkring, og det var til at forstå, at det var her at almindelige guldsmedefolk let kunne have gjort deres observationer.
Smålusk i den høje vegetation ud mod vandhullet/søen, og der var forskellige arter at komme efter. Jeg gik jo mest efter kobbervandnymfer, og spejdede efter deres grønlige adstadige flugt, når jeg trådte fremad. Og dér! En, men for mørk. En Sortmærket Kobbervandnymfe. Og dér! En knap så mørk. En Almindelig Kobbervandnymfe. De var der altså begge to. De andre. Dens slægtninge. Den Sydlige. Og vupti, så var den der også! 19 hanner kom jeg op på, kun på dette første sted. Ingen hunner, hvilket senere skulle vise sig at være en fordeling jeg kunne studse over igen dagen efter. Men det var fint, og jeg var tilfreds. Desværre måtte vi snart beslutte at komme videre, da der trods alt var et stykke vej til Høvblege. Knudsodde er lang, og vi nåede kun lige at snuse til de første få hundrede meter af de mange kilometer man kan bevæge sig ud mod spidsen. På gåben eller cykel. Det skal helt sikkert prøves en dag.
At huske dog den lille ekstra godte jeg fik med, mens jeg gik i kanten af vandet og kiggede efter kobbervandnymfer. Pludselig poppede der en lille rød sag op. Ingen sarthed her, og den satte sig snart igen, og det var med fryd, at jeg kunne konstatere mit næste fund af en smuk han Flammelibel! [find selv billeder andetsteds].
Høvblege er som altid et dejligt sted, men måske ikke det bedste sted at lede efter guldsmede. Det blev dog til omkring 40 Efterårsmosaikguldsmede som fløj i læ oppe på bakken. Vi var heller ikke specielt heldige med sommerfuglene, men havde lidt forskelligt af de almindelige arter. I særdeleshed en stor mængde meget slidte Seks-plettede Køllesværmere, og mange dagpåfugløjer oppe på toppen, på Hjortetrøst. Men det var nu også mest for stemningen og udsigten at min søster ville besøge stedet, og det er jo skønt at sidde der og kigge ud over vandet med sol og frisk vind i kinderne, og bare tage en puster og drømme sig væk fra hverdagens trivialiteter. På vejen videre hjemad kørte vi forbi Liselund. Royale lysthuse i flere afdelinger. Parken er fin, og dammen egnet. Det har været et godt sted for Flammelibel, men ingen at se denne dag. Det var nok også for sent, og besøget for kort til at være helt sikker, men det blev så i det mindste til en ny guldsmedelokalitet erfaret.
Jeg mener helt bestemt, at det var et bevidst valg, da jeg dagen efter, 30. juli, besluttede at køre over til Birkedammen på Kalvebod Fælled. Dammen, som er en regulær sø, er i sig selv sjældent interessant, hvis ikke man interesserer sig for moseænder i vintertid. Så det var ikke den, jeg gik efter, men det lille vandhul som ligger lige syd for. 15-20 meter i diameter og ret undseeligt, hvis ikke man har øje for det. Ofte er der ikke vand i, og jeg er ikke en gang sikker på ,om jeg har været regelmæssigt forbi i min nye tid med guldsmede. Som sagt har det været min erfaring at hullet ofte har været helt tørt, og derfor aldrig rigtig har haft noget interessant at byde på. Men inspireret af gårsdagens gode oplevelse med den Sydlige Kobbervandnymfe, prøvede jeg at forestille mig, hvor de kunne dukke op på Amager, hvis de gjorde. De var jo i hvert fald ikke dukket op de steder jeg regelmæssigt besøger, så det skulle være et nyt sted. Og tankerne faldt på dette vandhul, som det mest oplagte. Åbent land, uden kantbevoksning men alligevel med vegetation ude i hullet. Sådan huskede jeg det.
Man går hundrede meter ind fra stien over det flade græs, på et tæppe af skønne gule kællingetand. Jeg havde øje og retning mod vandhullet, men gik langsomt frem, og pludselig fløj der en vandnymfe op foran mig. Og da den satte sig, kunne jeg ikke tro mine egne øjne: En hun Sydlig Kobbervandnymfe! Den var der! Og opdaget et helt uhørt sted, med helt lav vegetation og et godt stykke fra vandhullet. Fantastisk, og hvilket potentiale hele Kalvebod Fælled nu ville have, hvis det var muligt at falde over dem på den tilfældige måde. Jeg fik mine billeder, og spejdede nu ivrigt rundt, mens jeg gik hen til vandhullet. Cirkelrundt og med en god vandstand så det rasende interessant og indbydende ud, og da jeg begyndte at bevæge mig rundt langs kanten, åbnede døren til himlen sig på vid gab: 13 hanner i selve hullet, og yderligere to i en kanal som løber tæt ved, og da jeg gik tilbage til vandhullet fløj et par afsted, før jeg kunne nå at gøre noget ved dem. En helt uhørt oplevelse, og altså en ny lokalitet for arten i Danmark.
Den han jeg havde ved Granatsø året før, var jo ret tilfældig, men her hvor både hanner og hunner var til stede, gjorde det til en rigtig ny tilkommer. August måned fik nu helt automatisk et konkret fokus. Flere skulle findes, og jeg skulle have billeder af flere hunner og meget gerne af parringer. Og det sidste lykkedes på overraskende vis tre dage efter, da jeg valgte at tjekke en grøft som løber i området mellem Villahøj og Birkedammen. Normalt et sted man ikke kommer nær, hvis ikke man har specielle hensigter. Det havde jeg nu. Grøften var våd i den ene ende og tør i den anden, og helt uventet, eller måske ikke så meget hvis man tog biotopen og tidspunktet i betragtning, fandt jeg først to Sydlige Mosaikguldsmede-hanner. Cool i sig selv, men det blev rigtigt godt, da jeg nåede op i den tørre ende, hvor jeg som det første fandt et par Sydlige Kobbervandnymfer i tandem. Eller i gang med at lægge æg, og så forstyrret af mig.
Længere henne var der 6 enlige hanner, og dette var altså langt nok til at kunne sige, at arten nu var tilstede - i den grad. Denne dag blev også den mest talrige med disse plus 16 hanner ved vandhullet. Sjovt nok, havde jeg allerede dagen efter, at jeg opdagede dem i vandhullet, oplevet det spøjse, at der ikke havde været nogen tilstede overhovedet om morgenen, da jeg var forbi. Jeg tænkte, at hunnerne måske ville være at finde der på et andet tidspunkt end om eftermiddagen. Men selv hannerne var altså væk. Det bekymrede mig naturligvis, så jeg tog derover igen om eftermiddagen, og da lykkedes det heldigvis at finde 12 hanner. Så der var tydeligvis noget adfærd på spil her, hvor de sandsynligvis bevæger sig væk fra deres vandhuller om natten. Hunnerne blev aldrig rigtig talrige, og flest så jeg i førnævnte grøft, og flest i par, men også nogle soloer. En enkelt parring blev det også til i det oprindelige vandhul, men det var alt, hvad jeg fandt der ud over enlige hanner. Som sagt gik næsten hele august med dette projekt, og de sidste så jeg i grøften den 29. august - 3 hanner. I Malmø, lige på den anden side af Øresund blev der også fundet flere dyr på lokaliteter ud mod vandet. Om disse og mine var relaterede på nogen måde, skal jeg ikke kunne sige. Jeg var naturligvis rundt og tjekke mange andre kanaler og grøfter i løbet af måneden, men disse to steder forblev de eneste, hvor de var i år. Skyldes det, at der fortsat kun er få, eller skyldes det, at kun disse to steder besidder de rette kvaliteter for at huse arten? Det finder vi forhåbentligt ud af til næste år, når de begynder at flyve i slut-juni.
Slut-august, den tredivte , tog den nære familie til Jylland. Familiebesøg og svampe. Søsterens anden naturlige kæphest. Jeg tog med under betingelse af, at der også kunne blive tid til at eftersøge min fortsatte største mangel bland guldsmede, nemlig Siv-Mosaikguldsmed. I alle neuro-typikeres hjerner lyder det naturligvis helt gakgak, at jeg fortsat ikke har fået den endnu. Men for en som fortsat ikke er lykkedes med at få lov til at tjene til dagen og vejen i dette samfund, så ligger der en naturlig barriere i vejen, som blandt andet hedder økonomi. At tage endagsture til Bornholm gentagne gange er ikke noget problem, men at tage den anden vej, over den store dyre bro, og hvor skal man bo, osv, der sker der noget, som nok også har med den mentale tilstand at gøre. Men så måske også at gøre med det faktum, at selv om arten findes flere steder i det jyske, så er det ikke mit indtryk, at man bare lige tager afsted, og får den. Jeg vil jo have den med billeder og set godt og alt det der. Så i modsætning til vandnymferne på Bornholm, er det mere et projekt at gå i gang med. Og dertil kræves altså at man har både tid og penge til rådighed, så man ikke er afhængig af andre. Så derfor har jeg endnu ikke fået den. Og at få den på denne tur, var ikke umiddelbart nærliggende, det kunne jeg godt se, da vi skulle til det yderste Djursland, hvilket ikke er kendt som et sted, hvor arten er. Så det blev lidt af et sats, og med en lille forhandling indlagt. Der var for mange år siden meldt flere i Ryomgårds-området, hvilket var rimeligt tæt på Gjerrild, hvor vi skulle bo. Så det satsede jeg på. Der var godt nok også en enkelt gammel observation helt tæt på Gjerrild, mod Bønnerup. Men med al respekt så er afvigende observationer af denne art, uden dokumentation, ikke så troværdige som de kunne være. Men mens de andre fandt kantareller, kunne jeg jo godt gøre et smut forbi, bare for en sikkerheds skyld.
Først skulle vi dog lige have et kort familiestop i Hovedgård, og da vi skulle købe kage på vejen, var det nærliggende at tage en årsart med på samme vej, nemlig Grøn Kobbervandnymfe i Bygholmparken i Horsens. Den er jo mange steder i Jylland nu, og breder sig, og på min jagt sidste år så jeg, at den også bliver set her, så det var nærliggende lige at få den, men også at se en ny lokalitet. Desværre var der ikke tid til så meget, men det lykkedes mig at finde 3 hunner, som alle sad på den forkerte side af en kanal, så billeder blev derefter. Jeg siger også desværre, fordi at parken var ganske interessant med en fin nærmest eksotisk stemning - mange kanaler og søer med overhængende løv. Helt klart at stop værd, hvis man kommer på de kanter. Man parkerer åbenbart bedst ved togstationen, og går under skinnerne derfra.
Gjerrild togbane er for længst nedlagt, så derude på det yderste af den jyske næse behøver man ikke at bekymre sig om at skulle krydse spor og skinner. Der blev fundet kantareller dagen efter, mens jeg forgæves opsøgte den skovsø, hvor en eller anden i sin tid havde set siv-mosaiken. Forventet udeblivelse altså, og med større forventning tog vi om eftermiddagen til skovene nord for Ryomgård. At lave udforskningsprojekter i ukendt land med familien i bagagen er dog altid en anelse stressfyldt. Alle skal være glade, når familien skal i skoven, så det bliver med en naturlig begrænsning i forhold til, hvor hårdt man kan gå til den. Jeg havde flere lokaliteter på listen, men vidste godt, at det nok ville blive at presse citronen for de ikke-så-vante at skulle nå hele vejen rundt. Så jeg håbede, at det ville lykkes et at de første steder. Men som sagt, ukendt land, man skal både orientere sig overordnet og se efter de flyvende dyr. Og her er det jo ingen hemmelighed, at Siv-mosaikguldsmed ikke hører til de letteste at bestemme. Både Efterårsmosaikguldsmed og Højmoseguldsmed ligner begge i forbifarten, og flyver på samme tidspunkt. Og måske begge to på samme kanter. Det ville ikke blive let, og det blev ikke lettere af, at jeg ikke havde taget gummistøvler med. Hvorfor ved jeg ikke. Det første vandhul på Grønholtvej var sådan set meget interessant, men da alle disse vandhuller ikke var en del af et friseret parkprojekt, var det ikke sådan lige at komme til. Jeg fik dog møvet mig ind til kanten af vandet, hvor der fløj flere større sager rundt ude over vandet, men dels var solen imod og dels fløj de for langt væk, så det var ikke muligt at gøre mere ved dem. Det næste sted længere nede ad vejen var lidt bedre. Først lå der et lille fritliggende vandhul ud til vejen. Det kunne man let gå til, men her var mest kobbervandnymfer og brune mosaiker. En hel del Almindelige Kobbervandnymfer faktisk, 30, hvilket skal ses i forhold til, at de hjemme på Amager allerede var holdt om med at flyve. En øst-vest forskydning, eller tilfældigt, vil jeg filosofere over senere. På den anden side af vejen lå endnu en rigtig skovsø inde bag bevoksningen, og det var her at flere siver var blevet meldt i sin tid. Det var lidt bedre end det første sted. Der var dyr og de fløj tættere på kanten. Dog stadig i modlys. Der var i hvert fald Efterårsmosaiker, og så var der en mørkere større sag, som hørte til i gruppen af Siv slash Højmose. Ingen tvivl om det. Højmose-Mosaikguldsmed er den sjældnere i Danmark. Paradoksalt nok, for den har jeg set i nordsjælland. Statistisk set skulle denne vel så være en Siv, når man bare sådan lige popper ind. Men den lugtede desværre af den høje, da den virkede for mørk, og det også så ud til at den havde tydelige gule pletter imellem de to store gule thorax-ovaler. Jeg måtte tættere på, så jeg hentede søsteren og svogeren, så de kunne bevidne, præcist hvor det var, at jeg var forsvundet ned i dybet, da jeg valgte at træde ud i den sumpede skovsø! Man hører jo historier fra gamle dage, og da mine erfaringer med at vade ud i ukendte skovsøer ikke var store, ville jeg lige være sikker på at have en livline klar, når jeg tog det første skridt. Det var koldt men ellers var der intet drama overhovedet. Bunden var helt hård og fyldt med dejlige bløde planter, så det var nærmest behageligt at stå der. Backup'en trak sig tilbage og overlod mig til jagten. 4-5 meter ude stod jeg, og da det hele faldt til ro igen, begyndte de samme dyr af flyve upåvirkede af min tilstedeværelse. Der var tydeligvis flest Efterårs-mosaiker og tilsyneladende kun denne ene mørke som afveg. Men den artede sig godt, og derfor gik der ikke lang tid, før jeg kunne konstatere, at det fortsat ikke var lykkedes mig at se Siv-mosaikguldsmed! Det var en Højmose. Ifølge naturbasen ny for stedet, så en lille trøst, hvilket de gode billeder også var. Men alligevel lidt ærgerligt med indsatsen taget i betragtning, og tiden som forsvandt i rask fart. Citronen blev dog presset til endnu et sted, oppe ad Alvejen, men her var der absolut ingenting, ud over nogle spøjse redekonstruktioner ude i vandet, som jeg først troede var til pattedyr af en art, men siden har kunnet læse, var til ænder.
Hjemme igen gjorde jeg henne i midten af september endnu et naivt forsøg på at finde Siv-mosaikguldsmeden oppe i Grib Skov, hvor de fortsat kan ses, men bare sjældnere og sjældnere. Det lykkedes heller ikke denne gang, men igen med sandsynlige observationer af Højmose-mosaikguldsmed i stedet for. Det blev det sidste udrejseprojekt for mit vedkommende i dette guldsmedeår. Ingen nye arter at gå efter, med mindre at der ruller en bunke grønne sedler ind under mit gulvtæppe i løbet af de næste par dage. Erland R. Nielsen har lige meldt 400 små kobbervandnymfer nede fra grænsen, Rådhus Polde i Frøslev Plantage. Ikke en ny art, men det ville være realistisk at tro, at jeg ville kunne få nogle af de artsbilleder, som jeg ikke har endnu. Kun set en dag på Bornholm forrige år, mangler jeg alt hvad der hedder parringsadfærd, eller bare adfærd i det hele taget. Og det ville også være spændende bare at se stedet. Tæt på grænsen og tæt på drømmen om de arter som holder til lige dernede i det tyske land. Dog skal det siges, at jeg har fulgt med på NABU's hjemmeside med naturobservationer, a la naturbasen og arter herhjemme, og det har til min overraskelse været nogle rimeligt ordinere meldinger set fra et dansk synspunkt. Kun sjældent har der hen over sommeren været meldinger om arter, som vi ikke har her i landet. Og jeg har ligeledes været overrasket over at der i et land med så mange indbyggere, sammenlignet med Danmark, har været så få meldinger generelt. Men det er naturligvis novice-observationer jeg her gør mig. Om denne hjemmeside er der 'man' lægger sine observationer ved jeg ikke, og måske er der begrænsninger på, hvad der bliver vist til folk, der ikke er logget ind. I hvert fald er det ikke lykkedes mig at kunne søge data frem. Kun de to sidste dages observationer bliver vist når man klikker ind, så nogle begrænsninger eksisterer der. Måske jeg skulle prøve at oprette en konto, og se hvad der sker - Sprechen Si auch Deutsch? Aber ja, aber doch - Genau!
I forrige beretning skrev jeg, at de røde vandnymfer i Søndermarken var noget af det vigtigste, der var sket i min guldsmedeverden i år. De Sydlige Kobbervandnymfer på Amager i august slår naturligvis denne oplevelse, da den er ægte lokal og gjort af mig selv. Begge er dog udtryk for arter i ekspansion, og bidrager derfor til en gladere verden i trods.
På Bornholm har Harald opdaget Vintervandnymfen et nyt sted længere nede i Almindingen, i Vejlerne er Baltisk Mosaikguldsmed desværre blevet eftersøgt forgæves, men ellers er der vel ikke sket så meget nyt på landsplan, som jeg ikke allerede har antydet. Flammelibel, Sydlig Mosaikguldsmed og Lille Kejserguldsmed er meldt flere steder, og altså alle ved at etablere sig. I Skåne, lige syd for Malmö, er der i august meldt Vintervandnymfe, helt ude ved kysten og altså kun et brokast fra Amager! Måske en tilfældig omstrejfer, men måske også et udtrykt for artens trang til at ekspandere. Er de monstro allerede på Amager, og i så fald, hvor skal jeg lede? Den normale flyvetid går frem til midt september, ca nu, og med det meget fine og varme vejr vi har nu, er det måske slet ikke umuligt, at en indsats kunne bære frugt. Og hvilken frugt det så ville være!
Enjoy!
Guldsmede Juli - September
Bonanza-dag! Således kaldte Magnus Billqvist den 8. juli, da det lykkedes ham at finde både flammelibel, rødåret hedelibel og sydlig mosaikguldsmed i Horna grushola ved Åhus i Skåne. At finde alle tre på samme dag på samme sted, er også i et østdansk perspektiv en præstation, selv om disse tre arter inden for de sidste par år alle er blevet mere almindelige på vores kanter. At flammelibellen, ifølge Lars Johansen, bliver kaldt en trash-art ude i Europa, vælger jeg at ignorere for nærværende, idet det, som vi bevæger os ind i sommeren 24, fortsat er en art, jeg kun har set en enkelt hun af. At se den smarte han har været et sommervådt ønske lige siden jeg startede med at studere guldsmede - i coronaens skær. Så jeg ville gerne have været med på bonanza-dagen. Og spændende lokalitet forresten - var der for et par år siden i sommerfugleøjemed.
Men først er det jo kutyme lige at få vejret på plads. Og her må jeg straks medgive, at jeg i skrivende september-stund ikke er i stand til at huske detaljerne, nu da der gået så lang tid siden sidste opdatering. Til gengæld sidder jeg med fornemmelsen i store strøg, og her må jeg konkludere at det, usædvanligt for tiden, blev en ganske gennemsnitlig dansk sommer: Sol og byger og jævne temperaturer. Denne beskrivelse holder dog ikke, hvis man bevæger sig væk fra vores østdanske region, idet sommeren også er blevet registreret som en af de vådeste på landsplan. Og det skyldes et helt tydeligt mønster, hvor de store regnmængder lander i Jylland og på Fyn, og til dels det nord- og vestlige Sjælland, mens vi får meget lidt omkring København og Amager. I skrivende stund, på vej ind i efteråret, gælder ordet gennemsnitlig dog ikke, idet vi lige pludselig har fået et sensommer-boost af de helt store, og specielt her i det østlige har temperaturer op mod 30 grader og kraftig fugtig vind bølgende ind fra øst. Og fortsat uden regn. [og det holdt så til omkring den 8-9. september, hvor varmekontakten blev slukket, og kølige regnbyger kom ind over os fra vest. Vi fik også en fornuftig mængde regn, men igen var det de andre danskere, som fik mest. At få tilpas uden overdrevent drama med oversvømmelse er naturligvis en luksus, og hvis vi kunne slippe for alt den forbandede larm fra lufthavn og motorvej og støjende medmennesker generelt ville Amager såmænd være et ok sted at bo. Seneste vejrmelding nu i afsluttende skrivestund, er at vi igen fik et varmeboost fra syd, og har nydt sommertemperaturer som varer til og med i morgen, 22. september. Op til 23 grader].
Om temperaturen har gjort noget i forhold til guldsmedenes forekomst og glæde ved at være til, ved jeg ikke. Vi befinder os trods alt i slutningen af den store flyvetid, så når jeg i disse dage fornemmer meget lidt aktivitet rundt omkring [august], så kan det jo være forårsaget af det rykkede spor, hvor mange arter begyndte at flyve tidligt i år, og derfor også er blevet hurtigere færdige end de plejer.
Man kunne selvfølgelig godt spekulere i, om det skyldes, at de ikke finder det behageligt at bevæge sig rundt i den varme solluft midt på dagen, hvor jeg oftest er ude, og derfor sidder og skyggeputter sig, indtil det kølner ud på eftermiddagen. Desværre er min erfaring med guldsmede fra de varme lande begrænset til stort set nul, så jeg er ikke helt klar over, hvordan de opfører sig under ekstrem varme. Jeg ved dog, at de der kan have tendens til at overophede, og derfor ofte benytter sig af obelisk-posituren, hvor de løfter bagenden op mod solen, for at mindske den direkte solkontakt. Jeg har set dette et par gange herhjemme med hedelibeller, men sjældent. Så når de generelt ikke benytter denne adfærd, skyldes det nok at temperaturen ikke er noget problem her, trods alt. Men lad vejret hvile, og skynde os videre, til hvad der virkeligt skete denne sommer!
Og der skete der blandt andet først det, at også hedelibellerne kom tidligt ud af deres larveskin. Jeg havde således den første Store Hedelibel ved Travbanen allerede den 3. juni, hvilket var over en uge tidligere end året før, og de første Blodrøde Hedelibeller den 11. juni på Amager Fælled, 5 dage tidligere end året før.
Den 14. juni blev det så tid til at plage sig til en udflugt med den lille røde igen. En omkringflyvende Dværgskarv, var nu blevet fundet stabilt i en sø ved Slangerup, og Slangerup ligger ikke langt fra Børstingerød Mose, hvor man tager hen, hvis man gerne vil se Engperlemorsommerfugl og Mørk Pletvinge. Det ville jeg, så det gjorde jeg, og fik dem alle, sammen med årets første Brune Mosaikguldsmed. Art nummer 30 i år. Denne store guldsmed gør mig altid glad. Måske fordi den ikke er så almindelig på Amager. Eller måske fordi den er så karakteristisk i udseende med sin størrelse, sine brune vinger og krop, at den er let at bestemme. Der findes ikke nogen der ligner på vores breddegrader, eller overhovedet. Dog er der nogle nordsjællandske fuglekiggere som har svært ved at skelne denne fra Kileplet-Mosaikguldsmeden [I. isoceles], som også er i brunlige farver, men altid tydeligt anderledes med gul golf-tee på S2, grønlige øjne, gullige toner i det brune på abdomen og manglende brune toner i vingen. Note: Kilepletten var indtil for nylig en Aeshna mosaikguldsmed ligesom alle de andre på vores breddegrader, men den er i dag opført som Isoaeschna isoceles under odonatacentral.org, hvilket i mine øjne er fuldt berettiget, da den afviger meget i udseende fra de blå-gule arter, som dominerer slægten. Jeg forestiller mig, at det også kunne komme til at sket med den brune, når man kommer nogle lag dybere ned i de forskellige arters oprindelige forbundethed. Den er lige så afvigende fra de blå-gule arter, som isoceles er. Note note: Der er tilsyneladende ingen europæiske kilder som har tilegnet sig denne taksonomiske ændring, idet alle lister og websites, selv de mest autoritative, fortsætter med at kalde den A. isoceles. Akademisk træghed, eller tegn på at hver især fortsat ønsker at hytte sit eget?Den næste årsart der meldte sig, var Lille Rødøjet Vandnymfe den 20. juni - cirka halvanden måned senere end dens storesøster Rødøjet Vandnymfe. Det er helt efter bogen, at den er en af de sene vandnymfer. Og begge havde jeg som første i året i den landskabelige kanal på Amager Fælled. En lokalitet som lider en uvis skæbne, nu hvor de ortodokse urbanister iblandt os, har fået deres vilje ved retten, og har begyndt deres skamløse byggeri på Lærkesletten. Hug en luns her og en god lokalitet der. Både her og på Kalvebod Fælled bliver der yderligere friseret og passet til, så de sarte storbymennesker ikke skal komme til skade eller møde for store farer, når de bevæger sig ud i den vilde danske natur. Og det skal de jo. For det er jo åh så sundt at komme ud i naturen og blive et med den, og finde tilbage til sin urkraft, så de kan fortsætte deres bidrag til det syge vækst-samfund i mange år fremover.
Men heldigvis for mig så flyver der altså endnu en del gode guldsmede og vandnymfer på Amager Fælled. Og det blev en fornøjelig dag, da jeg uventet fandt en Sydlig Mosaikguldsmed den 29. juni i den sydlige ende af strandengen. Omstændighederne var lidt uklare, for måske fik jeg jaget den op fra et af de små vandhuller, og det er jo interessant, hvis den ligefrem er født der. I hvert fald var det en ung hun, jeg lidt efter fandt inde mellem tjørnebuskene. I starten fløj den væk fra mig, og var kun en mørk større sag, så det var både glædeligt og positivt at den satte sig til sidst.Herfra gik det slag i slag igennem juli og august måneder med denne nye danske art, som nu må siges at være helt etableret i landet. I hvert fald i den østlige del. Frem til 2. september hvor jeg så den sidste, ved Granatsø på Kalvebod Fælled, var det lykkedes mig at registrere 38 individer i alt. Nogle af dem jeg fandt ved Søvang og Granatsø var beviseligt gengangere, men jeg lander alligevel på over 30 individer i hele sæsonen. Og dem så jeg naturligvis flest af på Amager. 3 hanner forskellige steder på Amager Fælled, antyder, at lokaliteten måske kan være brugbar med en blanding af udtørrende småvandhuller, tjørn og langhårede græspartier? Ude i landet lykkedes det mig at finde den både nede ved Bøtø-skoven, både han og hun, og senere en enkelt han ned ved Rødby Færgehavn. Gode varme dage med sydøstlige vinde gjorde nok sit her.
Mest interessant var det dog, at det også lykkedes mig at finde forskellige dyr inde i decideret skov. Bagstien i Pinseskoven gav mig den 7. juli en lækker gammel hun, mens vi var ude at lede efter Iris og Ilia. Jeg havde tidligere haft nogle som fløj rundt her, som jeg mistænkte, også en han, men det var rent faktisk langs Svenskeholmvej lige udenfor skoven, at jeg havde min første observation af arten i år, idet jeg allerede den 27. juni havde en som fløj rundt i 4-5 meters højde, og ikke rigtig ville lade mig få et ordentligt billede. Så i starten måtte jeg nøjes med at kalde den en grøn/sydlig ud fra det man kunne se, og Lars Johansen var enig. Siden er jeg dog blevet både klogere og lidt modigere, for når jeg ser på billedet nu, er det ret tydeligt at fordelingen af sorte streger på siden af thorax ikke passer på Grøn Mosaikguldsmed på nogen måde. Så jeg har rettet den posthumt. Grøn ville også være en endnu større sjældenhed her på øen end den Sydlige.
Den 2. august lykkedes det mig helt uventet at finde en gammel han inde i kongelunden, ved vandhullet i den nordøstlige afdeling. Det beviser vel, at de kan finde på at dukke op alle steder. Jeg prøvede at genfinde den de næste dage, men uden held, så den var nok bare landet der på et opportunistisk tidspunkt, på vej videre til et egnet ynglested. Vandhullet i sig selv kunne dog nok høre til som egnet ynglelokalitet, idet det med sivpartier hist og pist, hen i slutningen af august begyndte at tørre ud, hvilket arten jo er glad for.
. Må jeg lige afslutningsvist angående denne smarte art på flabet vis nævne [ja, det må du godt], at i de dage hvor jeg havde de første ved granatsø, 19. juli, da kørte LAK til Hvidovre og meldte 22 hanner og 5 æglæggende hunner! Det lyder simpelt hen for godt til at være sandt, og jeg kan ikke lade være med at tro at selv han, er kommet til at lægge en del Efterårsmosaiker oven i puljen, eller har dobbeltalt. Det er en ret territoriehævdende art, og om den nogensinde vil kunne finde på at optræde i så store mængder på en så relativt lille lokalitet, selv hvor bestandene er store, har jeg svært ved at forestille mig. Jeg har dog ikke talt med ham om det, så det er baseret på ren og skær sund skepsis og kun en lille smule misundelse. Han tager jo billeder, så det kan være at han har dokumentationen i orden. Vildt i så fald, og i så fald bukker jeg mig i fuld respekt!
Næste lykkelige årsart blev i flertal samme dag: Grøn Mosaikguldsmed, Dværgvandnymfe, Blå Mosaikguldsmed og Sort Hedelibel. Den 6. juli. Den lille røde kedede sig, Alene Hjemme 347, så vi blev enige om at køre nordpå, hvor det var højsæson for både den grønne og dværgen.
Dværgvandnymfen flyver som bekendt kun oppe i Teglstrup Hegn i Fandens Hul, en skovmose med hængesæk. Jeg nåede ikke derop sidste år, og da jeg var deroppe de forrige år, tror jeg det var for tidligt i forhold til at finde aktive parringsindivider. Så selv om det ikke var på min foto-todo-liste i år, var det alligevel oplagt at forsøge at få nogle billeder, nu da muligheden var der.
Stedet lignede heldigvis sig selv, og der havde været meldt observationer tidligere i år, så jeg var ret håbefuld, da jeg gik i gang med vandhullet. 15 individer blev det til, herunder en parring og 3 voksne hunner. At der er lang vej endnu i forhold til at kunne kalde sig en visuel ekspert på området, måtte jeg sande, da det var nyt for mig at kunne konstatere, at de lyse blå og grønne eksemplarer med hvide vingemærker ikke bare kunne kaldes hanner, sådan som jeg havde lært mig det fra de første år. Disse blågrønne individer er de unge, og både hanner og hunner ser ret ens ud, når man ser bort fra kønskarakterne. Dog viser det sig, at hunnerne på oversiden af S8 har en meget større blålig trekant end hannerne, hvilket er både konsekvent og ganske synligt. Så jeg har derfor efterfølgende måtte rette alle mine billeder fra tidligere besøg til, så de nu er i overensstemmelse med sandheden om livet blandt Dværgvandnymfer. Antalsmæssigt ligger arten dog ikke så godt i svinget, da der fortsat ikke bliver meldt mere end 20-30 individer ad gangen. Så meget desto bedre at jeg fik taget mig sammen til at komme derop og få billeder i tide, hvis det nu går den vej, som de fleste nok frygter, at det gør. [Dansk rødlistestatus CR].Den Sorte Hedelibel var en enlig svale, som lige var kommet ud af sit gode skin, og bare sad, og ikke havde lyst til at blive forstyrret af mig. Men det blev den lidt, da den ikke sad helt som den skulle for at kunne præstere til et forsidefoto. Det kom den så alligevel ikke til, men da den var helt fri af sit exuvia, tog jeg det med hjem som souvenir, som plaster på såret.
På europæisk plan går det tilbage for denne art, mens den vel endnu er nogenlunde stabil i Danmark. Man skulle tro, at beslutningen om at skabe mere skov og flere vådområder ville være i den favør, men måske det tager for lang tid for naturen at skabe de rette betingelser til, at den kan nå at nyde godt af disse tiltag. Jeg forestiller mig også, at det varmere klima ikke nødvendigvis er til fordel for arten. Helt i stil med de negative tendenser, har jeg kun set få eksemplarer af arten i år. Og det selv om jeg også har været i Jylland. Men jeg har ikke tjekket op på, om der har været en forskydning tidsmæssigt i forhold til de forrige år, og at det mere skyldes, at jeg ikke har været på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. Jeg husker for eksempel en voldsom melding på omkring 13000(!) individer fra et sted i Jylland, så nogle steder er den altså fortsat levedygtig.
Og ligeledes blev min første Blå Mosaikguldsmed i år en teneral, der dog sad lidt mere akavet end den sorte, men også i Fandens Hul. Denne majestætiske art, har til gengæld haft et sundt år, fornemmer jeg. Både for mig selv og på landsplan, hvor den er blevet meldt i gode tal. Normalt ser man flest hanner som patruljerer rundt på enlig vis, langs skyggefulde partier, og det viste sig, at jeg rent faktisk aldrig havde set en parring af denne art, hvorfor det var en fornøjelse at besøge den fortrinlige Bygholmpark i Horsens den 30. august, hvor der netop sad et par og hyggede sig.Sidste år havde jeg en æglæggende hun på kanten af regnvandsbassinet i vores lokale Travbanepark. Den lagde æggene oppe i det tørre sand, hvilket var lidt usædvanligt men alligevel inden for rammerne af det fornuftige for arten. I år havde jeg endnu en hun som forsøgte at lægge æg - denne gang ved det andet af de to bassiner. Så stedet må jo åbenbart have cyanea-potentiale. Dog er det ikke altid nok bare at følge sin gode indskydelse, for denne hun, i år, havde valgt at lægge sine æg i en mørnet træstump som lå ved kanten af bassinet. Godt nok nede mellem vegetationen, men alligevel ret eksponeret for omverdenen. Og omverdenen på dette sted, inkluderer i reglen en større mængde løse hunde og løse menneskebørn, som, uden sammenligning i øvrigt (bortset fra at hundegøen og barnegråd begge topper listen over de mest afskyelige lyde der kan frembringes i denne verden), begge er disponeret for at skulle røre, gnave, prøve og undersøge alt hvad de kommer i nærheden af. Og en sådan klump træ, i den hånd- eller mundrette størrelse, er selvfølgelig en for stor fristelse at lade ligge. Men det er jo ikke i mit lod at styre andre væsners vej igennem livet, så jeg tog mine billeder og fortsatte min runde, mens jeg overlod stump og æg til deres egen skæbne.
Jeg lod den altså ligge. I hvert fald til jeg kom forbi igen to dage senere. Jeg tror i hvert fald at det var den samme træstump, selv om den nu lå anderledes. Min formodning havde altså været korrekt. Nogen havde været henne og pille. Så jeg traf en hurtig beslutning og kastede den i vandet! Så skulle det dog være en meget insisterende hund, som skulle kunne forhindre, at æggene i deres træindpakning ville forblive på stedet, til de næste år ville være modne til klækning. Menneskebørn hopper jo ikke i med deres egen gode vilje. Forestiller jeg mig. Og slet ikke efter en gennemvåd og mør træpind, som jo på ingen måde vil kunne gøre sig smart i selv den bedst-redigerede tiktok-video. Og normale voksne ville jo aldrig i deres vildeste fantasi finde på at lade sig nedværdige til noget så billigt og nytteløst, som at lege med en pind. Så dem nævner jeg ikke. Men Skæbne-bestemmeren blev jeg så alligevel. Og sidder nu her og overvejer, om jeg måske har dummet mig!? Jeg har lige tilføjet til artens beskrivelse andetsteds på min side, at hunnen normalt lægger æggene over vandoverfladen, og altså ikke i vand, som så mange andre arter. Betyder det så, at de ikke kan holde til at blive neddykket, og at prolarverne i æggene nu vil dø druknedøden, pga. min misforståede trang til at gøre godt? Det lyder dog for sart til at være sandt. Man overlever vel for fanden ikke 300 millioner års evolution uden at være bare lidt robust. Men på den anden side, den universelle lov gælder jo: Det som ikke er levedygtigt bliver automatisk sorteret fra, så måske det er helt på sin plads, at der ikke er plads til en hun Blå Mosaikguldsmed som lægger sine æg i en løstliggende træstump...eller til mennesker som kaster dem i vandet..!?
Dagens sidste årsart blev den Grønne Mosaikguldsmed, som jeg tog til det klassiske Krebseklovandhul for at få. I Hørsholm. Dyrene var der, men de artede sig ikke helt som håbet på. Alt i foto-perspektiv forstås. Men stedet lignede sig selv. Også vandhullet inde på kirkegården var som sidste år, så det var bare min timing, som ikke var helt optimalt. Dog var det interessant at finde flere hanner siddende oppe i den tørre eng, hvilket jeg ikke har oplevet før. Men min erfaring med arten er fortsat lille, så den adfærd er nok ikke så underlig alligevel, da den højst sandsynligt opfører sig som mange af de andre mosaikguldsmede, og kan findes mange steder væk fra ynglevandhullerne, før de bliver modne. Lars Johansen nævnte i hvert fald at han ofte har haft den væk fra forventede steder. Senere da solen kom frem, begyndte de at flyve over den våde eng.
Dagen efter, 7. juli, bevægede jeg mig rundt i Pinseskoven, med KH og ledte efter Ilia og Iris. Det gav årets næste art, Almindelig Hedelibel. I samme huk som den fine hun af Sydlig Mosaikguld, som tidligere nævnt. Jeg har kun haft to andre observationer af hedelibellen i første tredjedel af juli, og en enkelt i juni, så det er rimeligt at sige, at denne art også følger trop, og er begyndt at flyve tidligere. De kommer normalt først rigtigt i gang hen over midten af måneden. Men lige med denne art, sker der måske også andre forandringer, som sikkert ikke har med klimaet at gøre, for før i tiden var den langt mere almindelig end Stor Hedelibel på vores kanter. Og det er den tydeligvis ikke længere. I skrivende stund, altså godt inde i september lyder fordelingen mellem Stor og Almindelig på ca 20:1. Dog skal det siges, at de modne dyr af begge arter er notorisk svære at skelne fra hinanden, så det er muligt at Almindelig er underrepræsenteret, da det er let at forestille sig, at nogle kan blive tilskrevet Stor i blandede flokke, hvor denne er dominerende.
Den 15. juli var det tid til den årlige Falster-udflugt hvor vi besøger min Søsters Børn, Hende og Manden i deres hvert år forskellige lejede sommerhuse. Jeg var ret sikker på, at mangen en Odonatologicus aficionadius havde særligt én Falsterart i tankerne i år, nemlig sidste års hit, Åkande-Kærguldsmed. Men jeg havde hverken set meldinger eller hørt om nogen, som rent faktisk havde været dernede, Horreby Lyng, for at tjekke. Så da det er blevet en tradition at turen, når vi er på besøg, handler om natur, krævede det heldigvis ikke de store sværdslag at overtale de andre om det fantastiske i at besøge denne lokalitet, kun 20 minutter væk. Det havde godt nok været 3 uger tidligere, da de blev fundet sidste år, men fortsat inden for flyvetiden denne femtende, var det fuldt muligt. Selvfølgelig lige med det i mente, at kærguldsmede ikke reproduceres år for år, og at sidste års produktion så derfor ikke ville komme op fra vandet før efter 3 år! Så hvis de var der første år sidste år, bliver det ikke før end i 2026, at vi kan se dem igen! Men Lars Johansen fortalte mig, at der, ham bekendt, ikke havde været nogen nede og undersøge lokaliteten regelmæssigt, så de kunne sagtens have været der tidligere år også. At det heller ikke var ham som fandt dem, lærte jeg også, da jeg mødte ham oppe i Hareskoven tidligere på året. Så alt i alt, kunne man godt tillade sig en lille forhåbning.
Arkivbillede. Sidste år havde der været en smuk mark med honningurt lige på hjørnet ved parkeringspladsen, men den var bar i år, og det blæste, så vi nøjedes med at orientere os, og gik i retning af udstillingsbygningen inde midt i området. Myggene var ikke så slemme, og jeg parkerede de andre ved bygningen, og håbede at de selv kunne finde sommerfugle at muntre sig med, mens jeg tog den nødvendige bagvej for at komme om til åkande-vandhullet, hvor de ikke ville med, pga, det sværere og længere føre - specielt min mor.Det viste sig at blive en hurtigt overstået affære og lettere skuffelse! Sidste år havde det vrimlet med guldsmede ude over vandet; alt var da i højeste potens, men denne gang blev det kun til sporadiske glimt af helt almindelige arter. Ingen Åkande-kærguldsmede. Brun Mosaikguldsmed kan nævnes som den mest festlige, for at beskrive niveauet. Til gengæld lykkedes det mig at finde ud af, hvor man kunne gå ned langs søen, hvilket flere meldte at have gjort sidste år, og derved fundet flere åkander end jeg og Elin præsterede, da vi var der. Men som med alt når man indlader sig med sine medmennesker, lærte jeg igen, at det er nødvendigt at holde fast i sin sunde fornuft og kritiske sans. Jeg er ret sikker på, at jeg spurgte ind til det efterfølgende sidste år: "hvor går man ned?", og er ret sikker på at bl.a. mullesjasen gav indtryk af, at man kunne gå ned langs begge sider. Så denne gang forsøgte jeg det. Først den østlige side, men her var det lige så tæt og ufremkommeligt som året før, hvorfor jeg gav op efter 10 meter. Men det lykkedes at finde den overgroede indgang ned langs den vestlige side, og rigtigt nok kunne man komme helt ned i bunden. Det svuppede lidt i passager, men det kunne sagtens lade sig gøre uden gummistøvler.
Søster-familiens sommerferie er, i sagens natur, garant for at den lille røde er til min rådighed, ellers ville vi aldrig kunne komme til Falster på denne endagstur. Og selv om jeg hvert år siger, at det har jeg ikke tænkt mig at gøre (skamløst) brug af, benzinen og de udvidede startbaner i Amerikansk Samoa you know, så sker der alligevel det, når tiden oprinder, at det begynder at krible, og der bliver bladret i hæftet med [gode] dårlige undskyldninger! Det er jo min livsambition at blive god til guldsmede, men det kan man ikke blive ved at bare at sidde hjemme og studere hvad andre har fundet på, så [undskylding] jeg bliver nød til at komme derud og få kameraet på dyrene, og se for mig selv. Ergo valgte jeg tre dage senere, 18. juli, at komme på farten igen. Denne gang til Tamosen, med Holtug Kridtbrud i mente, hvis jeg kunne nå det - jeg kom ret sent afsted.
Tamosen, syd for Sorø, giver normalt Spidsplettet Libel, Blåbåndet Pragtvandnymfe og Fjerbenet Vandnymfe. Arter som jeg fortsat mangler billeder af i adskillige situationer. Og Holtug Kridtbrud, er, efter at man er holdt op med at pumpe grundvand pga. ophør af kalkudvinding, blevet genskabt som god lokalitet, sådan som det var for en del år siden. Nu med et godt permanent vandhul hvor Stor Vandsalamander yngler sundt, og et vandhul som både Rødåret Hedelibel og Flammelibel i år har fundet attraktivt. Jeg ville fortsat helst selv finde min egen han Flammelibel, men jeg er dog ikke mere græsk-katolsk, end at jeg da også bare gerne vil se den, hvis den er der. Så klik, kluk, klak - turen gik i hak!
For at gentage mig selv fra tidligere, så havde jeg første gang jeg besøgte Tamosen i guldsmede-øjemed, en maj aften, den smukkeste oplevelse af magisk karakter. Det hele var smukt og det var forblændende vidunderligt da at se mine første pragtvandnymfer. Engle i alfestørrelse. Man kan kun blive et smukkere menneske af at opleve dette. Den slags gentager sig dog som regel ikke. Dels kender jeg nu arterne, og dels arter naturen sig kun i særligt udvalgte øjeblikke på den overnaturlige måde. Og det var ikke denne dag. Men det gjorde ikke så meget, for der var til gengæld rigeligt med Fjerbenede, og det var blandt andet den, jeg gerne ville have flere billeder af, og særligt af interaktion eller afvigende adfærd.
Timing er sagen, og taget i betragtning at jeg formåede at finde 125 forskellige dyr, men kun 1 parring, så må det være tydeligt, at timingen hvad forplantning angår, ikke var optimal. Flyvetiden løber generelt i juni og juli måneder, så jeg forestiller mig, at det her i den sidste halvdel af juli, har været for sent, og at de mange dyr, flest hanner, allerede havde gjort deres, og nu var i gang med at nyde deres korte otium. Måske denne art også var tidligere på vingerne i år, ligesom så mange andre?
Pragtvandnymfen var der kun i mindre tal også. Om det havde noget at gøre med at man havde græsslået arealet langs åen, ved jeg ikke. Jeg mistænker det dog gerne, men det er nok mest, fordi at jeg må indrømme, at jeg er ved at være mere end overfølsom overfor de mange indgreb, som konstant bliver lanceret mod naturen. Men den vinkel lader jeg ligge nu, og søger lysets vej - der hvor de levende væsner omgås i harmoni og gensidig respekt. I hvert fald indtil det bliver spisetid!
Den Spidsplettede Libel er en af de arter, som fortsat står som en eksklusivitet i mine øjne. Man skal efter den, for at få den. Ligesom flere af de gode arter fra Jylland. Denne er også jysk, men altså fortsat også sjællandsk. Og Tamosen og Herlufsholm er to steder jeg kender, hvor den flyver. Langs Susåen. Det sydcentrale Sjælland generelt er dens område, og der er helt sikkert mange gode lommer, hvor arten kan findes, langs vandløb, hvis bare man kendte til dem.
Jeg vidste jo godt, at midtjuli er bagkanten på artens normale flyvetid i Danmark, så det ville være lige på nippet til at være for sent denne 18. juli. Men med lidt flid og søgen, skulle det så mon ikke alligevel kunne lykkes at støve bare et enkelt eksemplar op? Nej, det skulle det ikke! Nul putte i mosen! Jeg søgte grundigt de steder, jeg tidligere havde haft den, men kunne kun finde Stor Blåpil. Det irriterede mig tilpas meget til, at jeg besluttede, at turen så måtte udvides til et hurtigt besøg ved Herlufsholm. Sidste år havde jeg mange der, men det var i slutningen af juni, så resultatet ville sandsynligvis blive det samme.
Der var som ventet ikke meget at se. Jeg spejdede efter de blåhvide dyr, hannerne, som mest logisk ville opholde sig ved åen i håbet om at fange en forbifarende hun. Og jeg så da straks en eller to. Men det var Store Blåpile, som kæmpede om de solvarme sten langs bredden. Spidsplettet foretrækker at sætte sig i vegetationen, og her var der ingen. Det var tørt og slidt, og skræpperne hang gennemhullede, der hvor der i maj havde været frisk og sprudlende fest blandt flodguldsmedene. De var endnu længere væk nu. Jeg så ikke en eneste. En rundegang, og som trøst fik jeg en fin Nældesommerfugl. Og et par sommerbørn, unge, tumlede rundt oppe ved bygningerne. Deres skolehjem, tænker jeg. Sammen i verden på et sted er vi forbundet, og alligevel så langt fra hinanden, når livets daglige bevægelse sætter i gang. Forhåbentlig finder de en menneskelig vinkel på deres skæbnevej ind i den materielle og magtfulde forventning som er deres. Jeg gik tilbage over broen til den modsatte side. To gange rundt, og man har gjort så meget, man nu kan. Men pludselig var der en af de blåhvide, som fløj forbi på en anden måde end de Store. Desværre nåede jeg ikke at se den klart, eller hvor den fløj hen, men da jeg gik tilbage mod broen i endelig accept af mit nederlag, kom den pludselig tilbage, og satte sig denne gang tilstrækkeligt til at gøre mig glad for min insisteren: En fin Spidsplettet han! At få en fin hun også, ville have været skønt, men da der altid går mange hanner på en hun, ville det være et længdeprojekt i tid at gøre det til en succes, og dertil lå Holtug for langt væk.
Flammelibeller og Rødårede Hedelibeller var blevet meldt i flertal fra kridtbruddet, så jeg kunne jo nok forvente et og andet, da jeg nåede frem. Jeg gik ned i dybet, og der var fortsat sol på den største del af vandhullet. Jeg fandt straks en rødåret, som sad på den hvide jord. Jeg fortsatte rundt, og lidt efter fandt jeg, et stykke fra den første, en anden han rødåret, og senere igen et tredje sted, endnu en. 3 forskellige, tænkte jeg i første omgang. Og så var de alligevel relativt tæt på hinanden. Og logisk nok forsvandt de hver især, når jeg med kameraet forsøgte at komme tæt på. Så kunne jeg nu også være sikker på, at de var forskellige? Og det kunne jeg så ikke, da jeg kom hjem og granskede billederne. Der var kun den ene! Og jeg fandt ingen flammelibeller. Skyggerne var begyndt at falde på det meste af vandhullet, og måske de var forsvundet eller holdt til i den del som nu lå i skygge, og som jeg ubevidst fik ignoreret. Ubevidst måske også fordi at jeg jo altså helst ville kunne krydse hannen af som ny ved et selvfund. Jeg nyder at besøge dette sted - eksotisk landskab med den fine udsigt ud over vandet og klinten. Men med en enkelt rødåret og nogle æglæggende store kejsere, var udbyttet ikke den lange kringlede køretur værd. Men det ved man jo først, når det er for sent. Så igen: Livet er en evig gentagelse i higen mod det bedre - om det så gælder kvinder, guldsmede eller bare en måde at få tiden til at gå på.
Når man ser den første Efterårsmosaikguldsmed, så ved man, at man nu stille og roligt bevæger sig ind i den lavintense tid blandt guldsmede. En erkendelse man som fuglekigger aldrig bliver konfronteret med på samme måde, da de flyver hele året. I insektverden tvinges man til at give slip på sin iver over halvdelen af året, og det gør at man/jeg pludselig er blevet taknemmelig for sommerens lys og varme på en måde som aldrig før. Og mere trist når det går på hæld. Det gode er så, at man i teorien får mulighed for at bruge udetiden på noget hjemmekonstruktivt, som at få arbejdet videre med sin hjemmeside, og få udbygget guldsmededelen til en kompetent og brugbar størrelse. Det glæder jeg mig til. Der flyver som regel mange Efterårsmosaiker i Kongelunden, og det var passende også der, jeg havde de første i år, en små ti stykker den 19. juli.
Og selv samme dag var jeg hele to gange lige på nippet til at få en ny Amager-art idet jeg både ved vandhullet i Søvang, og inde ved Granatsøen på Kalvebod Fælled havde en forbiflyvende pragtvandnymfe han. Eller i hvert fald den fra Søvang kom bare flyvende forbi. Den så helt mørk ud, og min første tanke var, at det kun kunne være en Blåvinget Pragtvandnymfe. Men da jeg ikke har erfaring med arten, når den flyver rigtigt og højt, så er jeg alligevel blevet usikker på, om en Blåbåndet han kan se ud på samme måde med de gennemsigtige partier udvisket, så udtrykket ville være helt mørke vinger. Den ved Granatsø sad på jorden, og fløj op, da jeg kom for nær. Igen virkede den helt mørk. Denne begyndte desværre at stige til vejrs så tilpas hurtigt, at det var umuligt at fange den med kameraet. Ærgerligt, men en god ansporing til at prøve at observere dem bedre, når jeg ser arterne igen - til næste år.
Men vi var jo fortsat i ugen, hvor den lille røde var under mit overherredømme, og jeg øjnede en god mulighed for at tage sydpå dagen efter. Mest efter guldsmede så klart, men da søsteren igen i år havde sendt mig et billede af en hun Sort Ildfugl, som jeg fortsat ikke har set, så måtte jeg forbi Bøtø-skoven igen, selv om jeg lige havde været dernede og dippe den.
Planen var at starte der, og så tage Gedser-området bagefter, og derfra til Store Musse på Lolland og til sidst slutte af i Rødby Færgehavn. Vi havde i disse dage gode varme sydlige vinde, så forhåbningen om at noget interessant kunne være fløjet op over Østersøen var fuldt rimelig. Der var meldt Svalehale på diget nede ved Gedesby, og helt nede sydpå ved Gedser fuglestation var der et vandhul, som jeg sagtens kunne forestille mig alle mulige gode ting i. Store Musse er der hvor LAK ser Lille Kejserguldsmed og Flammelibeller, og Rødby Færgehavn ligger nu hen som et overgroet naturområde, hvor kun fantasien sætter grænse for, hvad der kan dukke op - så tæt på Tyskland. Så alt i alt en spændende og lang dag i vente.
Det var en fin morgen, og jeg fandt 4 hanner af Sort Ildfugl, men selv om jeg gennemvadede alle rimelige strækninger flere gange, lykkedes det ikke at finde en hun. Så det er en af dem, som nu er røget i kassen med Små Brandbare Forbandelser! Svalehalerne kunne jeg heller ikke finde, og i starten heller ikke det rette sted. Naturbasens fejlagtige stedbetegnelser gjorde, at jeg var på udkig efter et moseområde, da stedet blev kaldt Birkemose i basen. Og det sted eksisterer naturligvis, men var i dag et overgroet areal inde på private sommerhusgrunde. Så det var først, da jeg tjekkede den præcise position for udmeldingerne, at det gik op for mig, at vi bare talte om den sydligste del af Falster-diget. Men lige meget hjalp det. Der stod et par gutter, som uden tvivl også var på udkig efter dem. De så i hvert fald ret sommerfugle-agtige ud. Jeg talte dog ikke med dem, da jeg var lidt sommerfugletræt, og ikke havde lyst til at skulle bruge alt for meget tid på denne sidebeskæftigelse - om man så må sige. Til gengæld spottede jeg en mosaikguldsmed, der hvor man parkerer. Den lå og patruljerede frem og tilbage i lav højde. Og den lugtede. Og da det endelig lykkedes at få et billede, blev min mistanke bekræftet, da det viste en fin hun Sydlig Mosaikguldsmed. Dem er jeg fortsat ikke helt forvent med, og det at finde den på et så uventet sted var godt. Om den er kommet ind fra syd eller bare har været i området hele tiden, er jo umuligt at sige, men underbygger under alle omstændigheder, at de er her, og er kommet for at blive.
Der var tonsvis af tyske turister i omløb denne dag, så det gjaldt om at siksakke sig forsigtig ud ad de smalle veje til enden ved Gedser Fuglestation. Vadefugle som bare skulle ud og glo - som deres firebenede medskabninger på den anden side af hegnet. Vandhullet lå godt, men naturligvis skæmmet af store holdere til fuglenettene. Der var heldigvis ingen mennesker i nærheden, så jeg kunne afsøge området i ro og mag. Det sydligste vandhul i Danmark, og næsten kun en armslængde fra kontinentet. Hvad mere kunne man forlange? Men drømmene stod desværre ikke helt mål med resultatet, for en enkelt Rødåret Hedelibel var det bedste, jeg kunne få ud af det. De andre arter var Almindelig Kobbervandnymfe, Hestesko-vandnymfe, Stor Kejserguldsmed, Stor Blåpil (måtte gerne have været en Sydlig!) og Blodrød Hedelibel.
Gnaskesnacks i indkøb og turen gik derfra hen over frokost og Falster mod Store Musse. Ved Døllefjelde Musse. På Lolland. En nedlagt grusgrav, og nu et rekreativt område med flere vandhuller og adskillige lystfiskere. Jeg kom ind fra bagsiden, hvilket var cool nok. Lidt mere rustikt i kanten af et dugfrisk basin og den nye banestrækning som skal forbinde med Femern-forbindelsen til sin tid. Dette var udenfor det rekreative område, og gav ikke noget specielt. Der var heldigvis en hundelåge på den side, så de lokale ikke skulle gå hele vejen rundt om området for at komme ind oppe fra landevejen. Eller mig. Detaljer. Som sagt, eller måske ikke endnu, men altså overgroet areal med bassiner i forskellige størrelser. Stedet var større end jeg havde regnet med, og da Færgehavnen stod højere på min ønskeliste, var jeg ikke interesseret i at bruge for meget tid her. Så jeg skimmede mig igennem mest med øje efter de to nævnte arter. Og det lykkedes at finde 3 Små Kejsere her i Lollands centrale vandland...Som ses, også min første siddende af denne art. Vel sagtens også en trash-art nede i de centrale Europa, men på disse kanter fortsat en hapsisnack af de bedre!
Men ingen Flammelibeller. Hvilket jo fortsat var både godt og skidt. Men efterfølgende lidt mere skidt end godt, for jeg tror, det var dagen efter, at Per Buus havde 4 hanner samme sted. Irriterende. Dog, hvis han har placeret markøren korrekt, så var det i den del af området, som jeg ikke nåede at tjekke, så jeg var undskyldt. Hvad jeg ellers havde der, kan du finde ud af andet steds på disse sider.
Rødby, en nedslidt landsby på kanten af den yderste civilisation. Var det ikke for de mange anlægsarbejdere der arbejdede på konstruktionen af Femern-forbindelsen ville byen ligge hen som en stendød spøgelsesby. Og den skæbne er jo pr. definition en statsgaranti, den dag byggeriet er færdigt og alle summer videre som græshopper til deres næste naturkonsumerende aktiviteter andet steds i verden...
Jeg sjussede mig til, hvor man skulle ind (fra syd, nord om byggeanlægget). Der holdt en bil, da jeg nåede ned til enden af vejen. Det virkede så langt væk fra alt igangværende menneskeligt, men det viste sig alligevel at Scandlines havde en kørende medarbejderindgang fra den side. Hush-hush - eller nok bare ved at drukne i udviklingen.
Bilen hørte helt sikkert til på den overgroede side. Nogen var derinde og luske, tænkte jeg. Og det var sandt. Det var Linda Kjær-Thomsen, en ivrig insektnørd, som åbenbart går efter at se det hele. Men måske knapt så meget i dybden. Det ved jeg ikke, men jeg kunne da i det mindste spørge til stedet, for det var jo første gang, at jeg var der i guldsmede øjemed. Jeg er ret sikker på, at jeg havde været der med SKR i sin fugletid, og naturligvis ellers da banen var åben for togfærger. Her skal vi nok helt tilbage til 80'erne og de glade Interrail-dage.
Linda kendte heller ikke stedet så godt, men vidste dog, at der var et par vandhuller længere inde. Vi splittede. Sjov oplevelse at gå rundt på perroner, mellem sporskifter og rustne skinner. Overgroet de fleste steder med Havtorn. Ude i det åbne, omkring spor 4, opdagede jeg en velkendt flyver og kunne konstatere den i flugten som en Sydlig Mosaik, han. Den ville dog ikke rigtig fotograferes, så jeg opgav den hurtigt i min søgen efter mere eksotiske arter og generel udforskning af stedet. Havde der boet flere mennesker her, ville der utvivlsom have været adskillige hundeluftere på besøg her om eftermiddagen. Nu var der kun mig selv, da Linda og hendes ledsager snart forsvandt. Området har stået hen i en del år efterhånden, og det var tydeligt, at det bare får lov at gro til. Umiddelbart for langhåret med græsser i uhæmmet vækst bliver stedet nok mindre og mindre attraktivt for nyindvandrere. De to vandhuller gjorde ikke så meget væsen af sig. Lavbundede med siv i kanten. Før jeg nåede det nordlige af dem, havde jeg dog fundet en lækker ung han af Lille Rødøjet Vandnymfe. Den havde valgt at sidde i et havtornekrat, og poserede beredvilligt.I lyset af mit forårsproklamerede årsprojekt, at få fotos af tenerale dyr over hele paletten, så landede denne rødøjede meget belejligt, da det endnu ikke var lykkedes mig at finde en sådan ung han før. Tankevækkende i betragtning af, at den er ret almindelig på Amager. Generelt er det projekt desværre forløbet ret uforløst, og jeg tænker, at det nok skyldes det simple faktum, at det er en del af arternes natur, at de ikke flasher sig selv i de første kritiske øjeblikke af deres liv oven vande. Bedre forståelse og mere planlægning skal der nok til for at få de rigtige billeder. Og så naturligvis et nyt kamera. Jeg burde få en æresmedalje for at strække den til det yderste. Canon dSLR - Modlysblænden holdes på plads med armeret tape, gummidrejehjulene er slidt næsten af, og den underliggende drejeknap opfører sig ofte modsat, og følger skalaen i modsat retning, som det passer den. Og det ene af mine to batterier lader kun op til det halve, og lysmålingen synes også at begynde at opføre sig uberegneligt... At det fortsat lykkes at få taget brugbare billeder, er næsten et mirakel. Og taknemmelig for det selvfølgelig, selv om jeg nok kunne drømme om, at få lov at følge med ind i den nye æra med kameraer der kan mere af det hele, uden spejle og med potente fokal-algoritmer. En 100-500mm linse til at fortsætte som nu, hvor det er ganske bemærkelsesværdigt hvor effektiv en 100-400mm Canon linse kan komme ind på selv de små vandnymfer. Og så et godt makro-setup, så jeg kan få de rigtige nærbilleder af kønsorganer (!) og vedhæng som er så vigtige at præsentere i forhold til artsbestemmelse.
Ved det nordlige vandhul, som altså fulgte efter den lille røde [så var der to], var der ikke så meget at se, men der var denne ene, som gjorde hele den lange tur værd. Bare denne ene: En han Flammelibel! Års forgæves eftersøgning, og så lykkedes det endelig, den 20. juli 2024. Den sad i kanten af vandhullet midtvejs på et siv. I vandret position. Det var egentlig ikke fordi, at den virkede særligt iøjnefaldende, men der var alligevel et eller andet over den måde den sad på, og farven, som gjorde, at jeg var sikker på, at det ikke var hedelibel. Den er jo mere robust over kroppen, men når den røde farve ikke bliver fremhævet af solen, så springer den ikke i øjnene, sådan som jeg ellers havde lært at opfatte den, ved alle de fotos jeg har set. Her bliver det så klart, at de fleste billeder naturligvis er æstetisk behandlede, og det samme skete med mit eget fund. Da billederne kom under rette behandling strålede dyret langt mere end det, som øjet havde set i virkeligheden.
Jeg smed straks bukserne for at spille spillet på den helt rigtige måde. De første billeder som ses i serien blev taget sådan, som jeg opdagede dyret, og det kunne naturligvis ikke tilfredsstille min trang til perfektion. Så som dyret sad der i kanten, måtte jeg ud i vandet og tage den fra den anden side. Det kan være en tvivlsom fornøjelse at vade ud i sumpvand på bare tæer med ukendte undersøiske rødder, sten og planter [Birkedammen på Amager er et særligt ubehageligt tilfælde], men her var det smooth riding med blødt silt på vandret bund og ikke for dybt. Men man lærer jo i denne branche, at bare fordi at lykken tilsmiler en det ene øjeblik, så er der jo ingen grund til, at man det næste ikke bliver rakt en lange næse. Og det gjorde jeg. Ikke om den ville blive siddende, da jeg nærmede mig. Jeg prøvede alle mulige tricks med blandt andet at se fuldstændig ligeglad ud med alt hvad der var rødt, og havde vinger. Men der var ikke noget at gøre. Den satte sig til sidst inde i vegetationen væk fra vandhullet, og jeg valgte at sjoske i land, selv om jeg var udmærket klar over, at der ikke ville gå mange sekunder, fra jeg var færdig med at snøre mine sko, til at den ville sætte sig ud på det samme strå i kanten, hvor jeg havde opdaget den. Men måde med galskaben, så helt så galt gik det dog ikke, og det lykkedes faktisk at komme på skudhold af den, mens den sad der. Afstandsfotos, men aldeles brugbare, som ses. Senere fløj den rundt og forsvandt. Og så så jeg en igen ude over vandet, inde over land, rundt omkring. Lettere forvirret til sidst. Var der flere monstro? Og så så jeg en som endelig satte sig ved bredden på den modsatte side af vandhullet [diameter 15]. Fremspringeren op i mig og jeg var der i raske hop. Den sad og blev siddende med et par svirrende positurrettelser undervejs. Jeg fik brugbare billeder som ses i sættet. I starten vurderede jeg ud fra billederne, at der virkelig kun var tale om et dyr. Men da jeg så på billederne igen til forberedelse af denne beretning, så det ret tydeligt ud som om, at der i hvert fald var tale om to dyr. Se selv hvad du mener. Denne konstatering kommer naturligvis lidt upassende, idet jeg jo har fået positioneret mig som lidt af en konservativ strammer. Måske virkeligheden er, at det er mig som ofte tæller for lavt af netop de sjældne arter?! Og måske er det LAK, som har fat i den lange ende...
Rødt i Rødby, og det var alt, hvad jeg behøvede. Så med en eftertragtet milepæl nået, som dagens sidste gerning, flyder man ganske let oven på. Og jeg var måske lidt kåd, da jeg valgte at køre mod vest i stedet for hjemad. Da jeg planlagde dagen havde jeg set, hvad der lignede vandhuller ude ved Kramnitze et par kilometer vest for Rødby. Så da solen endnu skinnede, og positivtanken var fyldt op, kørte jeg derud. Det viste sig dog hurtigt at udkommet her kun kunne blive fiasko. I selv samme område var der fuld gang i den helt store kowboyder-fest! Det vrimlede med mennesker i alle slags afskygninger og udklædninger - mennesker som så ud til, at drømmen om det vildeste vest var det vådeste, de kunne komme til at opnå i denne verden. Trump me a Stetson, and I'll play you my gun! Jeg kørte bare hjem!
Det lykkedes ikke at finde hverken Lille Kejserguldsmed eller Flammelibel på Amager i år. Ligeledes viste mine lokale regnbassiner i Travbaneparken sig ikke at være helt så attraktive i år som sidste år. Kun få Lille Farvevandnymfe. Både her og de andre steder hvor jeg fandt den på Amager i år. Den skraber sig tilsyneladende igennem på disse kanter. Nogle overser man nok, naturligvis, men jeg synes alligevel, at jeg er ret flittig med at få tjekket alle de Ischnura dyr jeg støder på. Selv de over 300 elegans jeg havde ved Storehøj den 12. juli blev tjekket hver og en. Til gengæld lykkedes det, at finde en gammel hun i plejehjemsdammen, min første. Så lidt kom der i hus. Sort Hedelibel har dog ikke klaret sig. Der var ellers yngleaktivitet sidste år, og da arten er 1-årig, burde der være dukket imagoer op i år. Men nul har jeg set. Årsagen skal jeg ikke gætte på, ud over at vandet måske ikke har haft den rette kvalitet, da arten jo foretrækker næringsfattige skovsøer. Men som den nyligt udkomne IUCN-rødlisterapport over Europæiske guldsmede også indikerer, så er arten generelt i tilbagegang i Europa, og at den dukkede op på Amager med yngleadfærd i disse sidste to år, skal nok ses som en simpel tilfældighed. Europæiske Rødliste Guldsmede 2024 (IUCN).
Men selv om der ikke umiddelbart er noget at komme efter, kommer man jo alligevel. Det nære og kære, du ved. Helt så kært var det dog ikke den 21. juli. Som sagt skete der ikke så meget, men så var der alligevel pludselig et par skæve bevægelser i græsset. To dyr, så det ud til. Kikkerten kom på og det viste sig at være en Stor Farvevandnymfe han, som havde gjort et par afvigende hop i retning mod en Almindelig Vandnymfe han. Og hoppene blev til mere end det. Den var sulten, og moslede nu rundt, for at få et ordentligt greb på vandnymfen. Se selv billedserien herunder og bliv forundret, forfærdet eller bare bekræftet i at sådan er den virkelige verden også. Eller måske mest, når man ser på verden uden det humanistiske tågeslør, som ofte følger os i ledige naive stunder.
Den 24. juli besluttede vi, søsteren, gemalen og jeg, at tage til Fandens Hul. Mit tredje besøg i år. Jeg havde fortalt om den drabelige oplevelse, når man stod og balancerede på en flydende tæppe af plantevæv, som hvert øjeblik kunne bryde sammen og opsluge en for evigt i det bundløse sort vand nedenunder! Hængesæk. Det ville de gerne opleve. Og naturligvis også Dværgvandnymfer hvis der var nogle i live endnu.
Den gyngende oplevelse var fin, og knap så dramatisk som frygtet. De mange soldug rundt om vandhullet var også interessante. Det var lettere blæsende og halvt overskyet, så aktiviteten var moderat. Dog lykkedes det at finde en god håndfuld Dværgvandnymfer, herunder to parringer. Og tiden er jo moden til Sorte Hedelibeller, så da min søster råbte en mørk guldsmed an, og jeg så den på afstand, kaldte jeg den straks en sådan han. Men lidt tættere på, blev jeg i tvivl. Hvorfor havde den så meget gult på bagkroppens overside? Måske alligevel et yngre eksemplar. Men et par klik med kameraet afgjorde sagen, og det viste sig at være en hun Lille Kærguldsmed. Endnu et bevis på, at der er et stykke vej endnu, før min fortrolighed med alle de lokale arter er, som den bør være. Komplet. At jeg ikke havde i tankerne at denne hun kunne være så mørk, skyldes nok, at jeg kun har set dem i parringshjul, hvor man netop oftest kun ser den lysere bug, mens det hænger under hannen.
Det mørke vand virker som sagt bundløst, når man står og ser ned i det, men da der lå et langt tyndt afhugget træ ved siden af, blev jeg fristet. Den tynde stamme var vel 3 meter lang, og jeg havde naturligvis en forventning om, at den ville forsvinde i dybet, som jeg stak den ned i vandet. Men meget overraskende stødte den på modstand allerede efter 30-40 cm. Det føltes som et tæt plantevæv, og gav lidt efter, da jeg stak ned i det. Men alligevel genstridigt nok til, at man ikke bare sådan ville ryge igennem, hvis man røg i. Fantasien vil så gerne male verden drabeligere end den er. Men måske kun i desperate sind, som er blevet bedøvet gennem generationers stræben efter civiliseret velbehag. Det magelige vestlige liv hvor man ikke behøver at gøre så meget selv; man skal bare følge systemernes diktat, og alt vil flyde uden modstand og lidelse, fra vugge til grav. So F Boring! Og derfor fortsætter jeg med at forestille mig, at der nedenunder dette forræderiske sammenvæv af planter, findes det sande bundløse dyb, som vil opsluge din syge sjæl, hvis ikke du passer rigtigt på!
Den 29. juli var det fortsat ferietid i Søsterland, så da halvdelen af familien skulle på overlevelsestur på Susåen, og min søster ikke var blandt denne, men blandt den som skulle køre bilen hjem igen, så aftalte vi to at tage en tur til Høvblege, Møn, for at få en tur ud af det. Mest i sommerfuglenes tegn for hendes vedkommende - nyanlagt interesse. Jeg tager pr. definition gerne med alle steder, når som byder. Men udspekuleret som jeg gerne indrømmer at være, kunne denne nyopståede mulighed ikke bare klattes væk med sommerfugle i det fjerne. Fra Vetterslev nord for Tystrup-Bavelse søerne, hvor kano-ekspeditionen skulle tage udgangspunkt og til Møn kan man stort set ikke undgå at komme forbi Knudshoved Odde ved Vordingborg. Og det er jo heldigt, når der var blevet meldt gode tal af Sydlig Kobbervandnymfe tidligere. 1-årig som den er, var det forventet at de ville dukke op igen i år. Min erfaring med arten var helt minimal - kun de to dyr jeg selv havde fundet. En han sidste år på Amager og året før en hun i Dyrehaven. Det ville jeg gerne råde bod på.
Det var heldigvis let nok at overtale min søster til den lille detour. Hvis man har interesse for Høvbleges natur, bør man også automatisk have interesse for den unikke natur på denne sydsjællandske odde, som for en stor del består af marker, men yderst ude består af enestående overdrev, strandenge og vandhuller med et spændende dyre- og planteliv. Klokkefrøer blandt andet. De sjældnere tilstrejfende sommerfugle kan også findes her, hvilket jeg naturligvis lokkede min søster med, selv om i år ikke har været særlig godt for disse, pånær Svalehalen (som har ynglet på Bornholm på ny i år). Og så er der altså kommet disse dejlige Sydlige Kobbervandnymfer til.
Man betaler en mobilepay-skilling, når man kommer frem til starten af området. Til vedligehold. 25 kroner. Og i weekenderne er det der, man parkerer, men på hverdage må man køre ud til den store parkering længere ude, ved Knudsgård. Vores besøg var på en hverdag. Om ikke man kan køre ud alle dage alligevel, spekulerer jeg på. Det virker i hvert fald ikke specielt brugervenligt at lokke folk derud, og man så skal gå ekstra kilometer langs marker før man kommer ud til det spændende område.
Nå, men anyway. Det blæste en stormmåge da vi ankom, men solen var oppe og varmede fint. Vi ankom alene og måtte lige i starten prøve os frem. Jeg havde set, at vandnymfen var blevet set der i nærheden, men kunne ikke huske præcist hvor, hvis der var noget præcist sted. Det gjorde at jeg ivrigt valgte det første lovende sted, og begyndte at vade ud i området over et trådhegn og ned mod et søområde ud mod stranden. Men det blev hurtigt til en usikker affære, for der gik ikke lang tid, før terner og viber begyndte at brokke sig højlydt, og da jeg fortsatte, istemte flere arter med deres utilfredshed. Ok. Godt nok er jeg ikke længere fuldblodsfuglekigger, men deres ve og vel ligger mig trods alt stadig på sinde, så jeg valgte at vende om. Det var på det sted, hvor man havde placeret en panorama-bygning med udsigt ud over selvsamme vådområde. Til de magelige og naturligvis af en grund. Et fuglereservat det måtte være. Jeg tjekkede linjen, og det viste sig først at være ved næste vådområde at kobbervandnymfen var blevet set, Paradisæblet. Nu ankom der flere besøgende, og det havde været helt i tide, at jeg kom over på den rigtige side af hegnet. Alt gik derefter op i en logisk helhed. Ved det næste vandhul var der ikke hegn omkring, og det var til at forstå, at det var her at almindelige guldsmedefolk let kunne have gjort deres observationer.
Smålusk i den høje vegetation ud mod vandhullet/søen, og der var forskellige arter at komme efter. Jeg gik jo mest efter kobbervandnymfer, og spejdede efter deres grønlige adstadige flugt, når jeg trådte fremad. Og dér! En, men for mørk. En Sortmærket Kobbervandnymfe. Og dér! En knap så mørk. En Almindelig Kobbervandnymfe. De var der altså begge to. De andre. Dens slægtninge. Den Sydlige. Og vupti, så var den der også! 19 hanner kom jeg op på, kun på dette første sted. Ingen hunner, hvilket senere skulle vise sig at være en fordeling jeg kunne studse over igen dagen efter. Men det var fint, og jeg var tilfreds. Desværre måtte vi snart beslutte at komme videre, da der trods alt var et stykke vej til Høvblege. Knudsodde er lang, og vi nåede kun lige at snuse til de første få hundrede meter af de mange kilometer man kan bevæge sig ud mod spidsen. På gåben eller cykel. Det skal helt sikkert prøves en dag.
At huske dog den lille ekstra godte jeg fik med, mens jeg gik i kanten af vandet og kiggede efter kobbervandnymfer. Pludselig poppede der en lille rød sag op. Ingen sarthed her, og den satte sig snart igen, og det var med fryd, at jeg kunne konstatere mit næste fund af en smuk han Flammelibel! [find selv billeder andetsteds].
Høvblege er som altid et dejligt sted, men måske ikke det bedste sted at lede efter guldsmede. Det blev dog til omkring 40 Efterårsmosaikguldsmede som fløj i læ oppe på bakken. Vi var heller ikke specielt heldige med sommerfuglene, men havde lidt forskelligt af de almindelige arter. I særdeleshed en stor mængde meget slidte Seks-plettede Køllesværmere, og mange dagpåfugløjer oppe på toppen, på Hjortetrøst. Men det var nu også mest for stemningen og udsigten at min søster ville besøge stedet, og det er jo skønt at sidde der og kigge ud over vandet med sol og frisk vind i kinderne, og bare tage en puster og drømme sig væk fra hverdagens trivialiteter. På vejen videre hjemad kørte vi forbi Liselund. Royale lysthuse i flere afdelinger. Parken er fin, og dammen egnet. Det har været et godt sted for Flammelibel, men ingen at se denne dag. Det var nok også for sent, og besøget for kort til at være helt sikker, men det blev så i det mindste til en ny guldsmedelokalitet erfaret.
Jeg mener helt bestemt, at det var et bevidst valg, da jeg dagen efter, 30. juli, besluttede at køre over til Birkedammen på Kalvebod Fælled. Dammen, som er en regulær sø, er i sig selv sjældent interessant, hvis ikke man interesserer sig for moseænder i vintertid. Så det var ikke den, jeg gik efter, men det lille vandhul som ligger lige syd for. 15-20 meter i diameter og ret undseeligt, hvis ikke man har øje for det. Ofte er der ikke vand i, og jeg er ikke en gang sikker på ,om jeg har været regelmæssigt forbi i min nye tid med guldsmede. Som sagt har det været min erfaring at hullet ofte har været helt tørt, og derfor aldrig rigtig har haft noget interessant at byde på. Men inspireret af gårsdagens gode oplevelse med den Sydlige Kobbervandnymfe, prøvede jeg at forestille mig, hvor de kunne dukke op på Amager, hvis de gjorde. De var jo i hvert fald ikke dukket op de steder jeg regelmæssigt besøger, så det skulle være et nyt sted. Og tankerne faldt på dette vandhul, som det mest oplagte. Åbent land, uden kantbevoksning men alligevel med vegetation ude i hullet. Sådan huskede jeg det.Man går hundrede meter ind fra stien over det flade græs, på et tæppe af skønne gule kællingetand. Jeg havde øje og retning mod vandhullet, men gik langsomt frem, og pludselig fløj der en vandnymfe op foran mig. Og da den satte sig, kunne jeg ikke tro mine egne øjne: En hun Sydlig Kobbervandnymfe! Den var der! Og opdaget et helt uhørt sted, med helt lav vegetation og et godt stykke fra vandhullet. Fantastisk, og hvilket potentiale hele Kalvebod Fælled nu ville have, hvis det var muligt at falde over dem på den tilfældige måde. Jeg fik mine billeder, og spejdede nu ivrigt rundt, mens jeg gik hen til vandhullet. Cirkelrundt og med en god vandstand så det rasende interessant og indbydende ud, og da jeg begyndte at bevæge mig rundt langs kanten, åbnede døren til himlen sig på vid gab: 13 hanner i selve hullet, og yderligere to i en kanal som løber tæt ved, og da jeg gik tilbage til vandhullet fløj et par afsted, før jeg kunne nå at gøre noget ved dem. En helt uhørt oplevelse, og altså en ny lokalitet for arten i Danmark.
Den han jeg havde ved Granatsø året før, var jo ret tilfældig, men her hvor både hanner og hunner var til stede, gjorde det til en rigtig ny tilkommer. August måned fik nu helt automatisk et konkret fokus. Flere skulle findes, og jeg skulle have billeder af flere hunner og meget gerne af parringer. Og det sidste lykkedes på overraskende vis tre dage efter, da jeg valgte at tjekke en grøft som løber i området mellem Villahøj og Birkedammen. Normalt et sted man ikke kommer nær, hvis ikke man har specielle hensigter. Det havde jeg nu. Grøften var våd i den ene ende og tør i den anden, og helt uventet, eller måske ikke så meget hvis man tog biotopen og tidspunktet i betragtning, fandt jeg først to Sydlige Mosaikguldsmede-hanner. Cool i sig selv, men det blev rigtigt godt, da jeg nåede op i den tørre ende, hvor jeg som det første fandt et par Sydlige Kobbervandnymfer i tandem. Eller i gang med at lægge æg, og så forstyrret af mig.
Længere henne var der 6 enlige hanner, og dette var altså langt nok til at kunne sige, at arten nu var tilstede - i den grad. Denne dag blev også den mest talrige med disse plus 16 hanner ved vandhullet. Sjovt nok, havde jeg allerede dagen efter, at jeg opdagede dem i vandhullet, oplevet det spøjse, at der ikke havde været nogen tilstede overhovedet om morgenen, da jeg var forbi. Jeg tænkte, at hunnerne måske ville være at finde der på et andet tidspunkt end om eftermiddagen. Men selv hannerne var altså væk. Det bekymrede mig naturligvis, så jeg tog derover igen om eftermiddagen, og da lykkedes det heldigvis at finde 12 hanner. Så der var tydeligvis noget adfærd på spil her, hvor de sandsynligvis bevæger sig væk fra deres vandhuller om natten. Hunnerne blev aldrig rigtig talrige, og flest så jeg i førnævnte grøft, og flest i par, men også nogle soloer. En enkelt parring blev det også til i det oprindelige vandhul, men det var alt, hvad jeg fandt der ud over enlige hanner. Som sagt gik næsten hele august med dette projekt, og de sidste så jeg i grøften den 29. august - 3 hanner. I Malmø, lige på den anden side af Øresund blev der også fundet flere dyr på lokaliteter ud mod vandet. Om disse og mine var relaterede på nogen måde, skal jeg ikke kunne sige. Jeg var naturligvis rundt og tjekke mange andre kanaler og grøfter i løbet af måneden, men disse to steder forblev de eneste, hvor de var i år. Skyldes det, at der fortsat kun er få, eller skyldes det, at kun disse to steder besidder de rette kvaliteter for at huse arten? Det finder vi forhåbentligt ud af til næste år, når de begynder at flyve i slut-juni.
Slut-august, den tredivte , tog den nære familie til Jylland. Familiebesøg og svampe. Søsterens anden naturlige kæphest. Jeg tog med under betingelse af, at der også kunne blive tid til at eftersøge min fortsatte største mangel bland guldsmede, nemlig Siv-Mosaikguldsmed. I alle neuro-typikeres hjerner lyder det naturligvis helt gakgak, at jeg fortsat ikke har fået den endnu. Men for en som fortsat ikke er lykkedes med at få lov til at tjene til dagen og vejen i dette samfund, så ligger der en naturlig barriere i vejen, som blandt andet hedder økonomi. At tage endagsture til Bornholm gentagne gange er ikke noget problem, men at tage den anden vej, over den store dyre bro, og hvor skal man bo, osv, der sker der noget, som nok også har med den mentale tilstand at gøre. Men så måske også at gøre med det faktum, at selv om arten findes flere steder i det jyske, så er det ikke mit indtryk, at man bare lige tager afsted, og får den. Jeg vil jo have den med billeder og set godt og alt det der. Så i modsætning til vandnymferne på Bornholm, er det mere et projekt at gå i gang med. Og dertil kræves altså at man har både tid og penge til rådighed, så man ikke er afhængig af andre. Så derfor har jeg endnu ikke fået den. Og at få den på denne tur, var ikke umiddelbart nærliggende, det kunne jeg godt se, da vi skulle til det yderste Djursland, hvilket ikke er kendt som et sted, hvor arten er. Så det blev lidt af et sats, og med en lille forhandling indlagt. Der var for mange år siden meldt flere i Ryomgårds-området, hvilket var rimeligt tæt på Gjerrild, hvor vi skulle bo. Så det satsede jeg på. Der var godt nok også en enkelt gammel observation helt tæt på Gjerrild, mod Bønnerup. Men med al respekt så er afvigende observationer af denne art, uden dokumentation, ikke så troværdige som de kunne være. Men mens de andre fandt kantareller, kunne jeg jo godt gøre et smut forbi, bare for en sikkerheds skyld.
Først skulle vi dog lige have et kort familiestop i Hovedgård, og da vi skulle købe kage på vejen, var det nærliggende at tage en årsart med på samme vej, nemlig Grøn Kobbervandnymfe i Bygholmparken i Horsens. Den er jo mange steder i Jylland nu, og breder sig, og på min jagt sidste år så jeg, at den også bliver set her, så det var nærliggende lige at få den, men også at se en ny lokalitet. Desværre var der ikke tid til så meget, men det lykkedes mig at finde 3 hunner, som alle sad på den forkerte side af en kanal, så billeder blev derefter. Jeg siger også desværre, fordi at parken var ganske interessant med en fin nærmest eksotisk stemning - mange kanaler og søer med overhængende løv. Helt klart at stop værd, hvis man kommer på de kanter. Man parkerer åbenbart bedst ved togstationen, og går under skinnerne derfra.
Gjerrild togbane er for længst nedlagt, så derude på det yderste af den jyske næse behøver man ikke at bekymre sig om at skulle krydse spor og skinner. Der blev fundet kantareller dagen efter, mens jeg forgæves opsøgte den skovsø, hvor en eller anden i sin tid havde set siv-mosaiken. Forventet udeblivelse altså, og med større forventning tog vi om eftermiddagen til skovene nord for Ryomgård. At lave udforskningsprojekter i ukendt land med familien i bagagen er dog altid en anelse stressfyldt. Alle skal være glade, når familien skal i skoven, så det bliver med en naturlig begrænsning i forhold til, hvor hårdt man kan gå til den. Jeg havde flere lokaliteter på listen, men vidste godt, at det nok ville blive at presse citronen for de ikke-så-vante at skulle nå hele vejen rundt. Så jeg håbede, at det ville lykkes et at de første steder. Men som sagt, ukendt land, man skal både orientere sig overordnet og se efter de flyvende dyr. Og her er det jo ingen hemmelighed, at Siv-mosaikguldsmed ikke hører til de letteste at bestemme. Både Efterårsmosaikguldsmed og Højmoseguldsmed ligner begge i forbifarten, og flyver på samme tidspunkt. Og måske begge to på samme kanter. Det ville ikke blive let, og det blev ikke lettere af, at jeg ikke havde taget gummistøvler med. Hvorfor ved jeg ikke. Det første vandhul på Grønholtvej var sådan set meget interessant, men da alle disse vandhuller ikke var en del af et friseret parkprojekt, var det ikke sådan lige at komme til. Jeg fik dog møvet mig ind til kanten af vandet, hvor der fløj flere større sager rundt ude over vandet, men dels var solen imod og dels fløj de for langt væk, så det var ikke muligt at gøre mere ved dem. Det næste sted længere nede ad vejen var lidt bedre. Først lå der et lille fritliggende vandhul ud til vejen. Det kunne man let gå til, men her var mest kobbervandnymfer og brune mosaiker. En hel del Almindelige Kobbervandnymfer faktisk, 30, hvilket skal ses i forhold til, at de hjemme på Amager allerede var holdt om med at flyve. En øst-vest forskydning, eller tilfældigt, vil jeg filosofere over senere. På den anden side af vejen lå endnu en rigtig skovsø inde bag bevoksningen, og det var her at flere siver var blevet meldt i sin tid. Det var lidt bedre end det første sted. Der var dyr og de fløj tættere på kanten. Dog stadig i modlys. Der var i hvert fald Efterårsmosaiker, og så var der en mørkere større sag, som hørte til i gruppen af Siv slash Højmose. Ingen tvivl om det. Højmose-Mosaikguldsmed er den sjældnere i Danmark. Paradoksalt nok, for den har jeg set i nordsjælland. Statistisk set skulle denne vel så være en Siv, når man bare sådan lige popper ind. Men den lugtede desværre af den høje, da den virkede for mørk, og det også så ud til at den havde tydelige gule pletter imellem de to store gule thorax-ovaler. Jeg måtte tættere på, så jeg hentede søsteren og svogeren, så de kunne bevidne, præcist hvor det var, at jeg var forsvundet ned i dybet, da jeg valgte at træde ud i den sumpede skovsø! Man hører jo historier fra gamle dage, og da mine erfaringer med at vade ud i ukendte skovsøer ikke var store, ville jeg lige være sikker på at have en livline klar, når jeg tog det første skridt. Det var koldt men ellers var der intet drama overhovedet. Bunden var helt hård og fyldt med dejlige bløde planter, så det var nærmest behageligt at stå der. Backup'en trak sig tilbage og overlod mig til jagten. 4-5 meter ude stod jeg, og da det hele faldt til ro igen, begyndte de samme dyr af flyve upåvirkede af min tilstedeværelse. Der var tydeligvis flest Efterårs-mosaiker og tilsyneladende kun denne ene mørke som afveg. Men den artede sig godt, og derfor gik der ikke lang tid, før jeg kunne konstatere, at det fortsat ikke var lykkedes mig at se Siv-mosaikguldsmed! Det var en Højmose. Ifølge naturbasen ny for stedet, så en lille trøst, hvilket de gode billeder også var. Men alligevel lidt ærgerligt med indsatsen taget i betragtning, og tiden som forsvandt i rask fart. Citronen blev dog presset til endnu et sted, oppe ad Alvejen, men her var der absolut ingenting, ud over nogle spøjse redekonstruktioner ude i vandet, som jeg først troede var til pattedyr af en art, men siden har kunnet læse, var til ænder.
Hjemme igen gjorde jeg henne i midten af september endnu et naivt forsøg på at finde Siv-mosaikguldsmeden oppe i Grib Skov, hvor de fortsat kan ses, men bare sjældnere og sjældnere. Det lykkedes heller ikke denne gang, men igen med sandsynlige observationer af Højmose-mosaikguldsmed i stedet for. Det blev det sidste udrejseprojekt for mit vedkommende i dette guldsmedeår. Ingen nye arter at gå efter, med mindre at der ruller en bunke grønne sedler ind under mit gulvtæppe i løbet af de næste par dage. Erland R. Nielsen har lige meldt 400 små kobbervandnymfer nede fra grænsen, Rådhus Polde i Frøslev Plantage. Ikke en ny art, men det ville være realistisk at tro, at jeg ville kunne få nogle af de artsbilleder, som jeg ikke har endnu. Kun set en dag på Bornholm forrige år, mangler jeg alt hvad der hedder parringsadfærd, eller bare adfærd i det hele taget. Og det ville også være spændende bare at se stedet. Tæt på grænsen og tæt på drømmen om de arter som holder til lige dernede i det tyske land. Dog skal det siges, at jeg har fulgt med på NABU's hjemmeside med naturobservationer, a la naturbasen og arter herhjemme, og det har til min overraskelse været nogle rimeligt ordinere meldinger set fra et dansk synspunkt. Kun sjældent har der hen over sommeren været meldinger om arter, som vi ikke har her i landet. Og jeg har ligeledes været overrasket over at der i et land med så mange indbyggere, sammenlignet med Danmark, har været så få meldinger generelt. Men det er naturligvis novice-observationer jeg her gør mig. Om denne hjemmeside er der 'man' lægger sine observationer ved jeg ikke, og måske er der begrænsninger på, hvad der bliver vist til folk, der ikke er logget ind. I hvert fald er det ikke lykkedes mig at kunne søge data frem. Kun de to sidste dages observationer bliver vist når man klikker ind, så nogle begrænsninger eksisterer der. Måske jeg skulle prøve at oprette en konto, og se hvad der sker - Sprechen Si auch Deutsch? Aber ja, aber doch - Genau!
I forrige beretning skrev jeg, at de røde vandnymfer i Søndermarken var noget af det vigtigste, der var sket i min guldsmedeverden i år. De Sydlige Kobbervandnymfer på Amager i august slår naturligvis denne oplevelse, da den er ægte lokal og gjort af mig selv. Begge er dog udtryk for arter i ekspansion, og bidrager derfor til en gladere verden i trods.
På Bornholm har Harald opdaget Vintervandnymfen et nyt sted længere nede i Almindingen, i Vejlerne er Baltisk Mosaikguldsmed desværre blevet eftersøgt forgæves, men ellers er der vel ikke sket så meget nyt på landsplan, som jeg ikke allerede har antydet. Flammelibel, Sydlig Mosaikguldsmed og Lille Kejserguldsmed er meldt flere steder, og altså alle ved at etablere sig. I Skåne, lige syd for Malmö, er der i august meldt Vintervandnymfe, helt ude ved kysten og altså kun et brokast fra Amager! Måske en tilfældig omstrejfer, men måske også et udtrykt for artens trang til at ekspandere. Er de monstro allerede på Amager, og i så fald, hvor skal jeg lede? Den normale flyvetid går frem til midt september, ca nu, og med det meget fine og varme vejr vi har nu, er det måske slet ikke umuligt, at en indsats kunne bære frugt. Og hvilken frugt det så ville være!
Enjoy!
2024-06-11
Maj måneds guldsmede
Blev mest skabt i den fortsatte østenvind. Amager tog fortsat ikke rigtig for sig af retterne, men efter de første flagermus-vandnymfer den 4. maj, fandt jeg to mere dagen efter ved pumpehus-broen i syd, ved Hejresøen - som i gamle dage, da militæret holdt til på området, opfindsomt blev kaldt nato-søen; efter at dværghejren var på besøg for nogle år siden, er det svært ikke at kalde det nye navn retvisende.
I starten af måneden kan man sige, at det måske var meget godt, at der ikke skete så meget angående guldsmedene, for jeg var fortsat optaget af at komme rundt og tjekke mine afvigende gransangere, som for nogles vedkommende fortsat var tilstede, en helt til den 14. Som skrevet andetsteds forblev de uopklarede, og man kan undre sig over, at ikke nogen i denne research-populære tidsalder har kastet sig over dette iørefaldende mysterie.
Den niende tog jeg til Amager Fælled. Dagenes ufrivillige men rigelige mængder af tid til rådighed gør, at jeg har mulighed for at turnere rundt på øen i skiftende retninger, og derved få dækket de gængse steder på en kontinuerlig måde. Hellere foruden, som sagt, men når det nu er sådan, så kan man jo lige så godt glæde sig over, at naturen fortsat ligger og byder sig til. Frie sjæle i pyt og i krat, og et smil fra oven, hvor lyset vælder i lyst.
Ved den landskabelige kanal dukkede en enkelt ung hun rødøjet vandnymfe først op, og det var lækkert. Men ikke på den der midaldrende snackipack måde, for hun var lige en kende for lys over skafterne, hvad det angår. Men af netop samme grund var det alligevel lækkert. For et at mine projekter for i år vil blive at forsøge at få billeder af de helt unge dyr; de som kan være svære at bestemme, når man ikke kan se tegninger. Og da der ikke umiddelbart findes systematiske oversigter, der hvor jeg har søgt på linjen, så kunne det blive et lille step i den bidragende retning. "Med viden skal alt opbygges, men det er det instinktivt gode hjerte, der skal lede vejen hjem til den velopredte lysende seng og den sødmefyldte evige hvile".
Og ikke nok med det, så poppede der yderligere tre vandnymfearter op, og så kunne jeg nok så småt kalde årets sæsonstart for en realitet: Almindelig Vandnymfe, Flagermus-vandnymfe og Stor Farvevandnymfe. I gode 20-styks mængder også ved den landskabelige kanal. Blæsten holdt jo fortsat ved, men hvad den angår, er de små flyvere måske mere tilpasningsegnede end de større guldsmede, idet de kan flyve rundt lavt nede i det lange græs og urtevegetationen. Og sidde helt stille på et strå, når det passer bedst.
Et andet projekt for i år er at få billeder af kærguldsmedene, særligt de gule af de røde, som heldigvis er dem, som vi har tættest på Amager. De nordsjællandske skovsøer. De andre, de sorthvide Åkande og Østlig, bliver nok ikke til noget i år. Østlig forbi man skal til Bornholm eller Sverige, og Åkande fordi man skal til Falster, måske, eller Sverige. Og da uendelig fritid og god økonomi ikke går hånd i hånd i min verden, så må perspektivet atter i år blive med udgangspunkt i det nære. De som i enkelte tilfælde bor på Østerbro og spiller Eurolotto, vil naturligvis have svært ved at forstå, hvad jeg mener - af 760.818.030 indlysende grunde.
Men altså med nedskruede forventninger, oprendt dagen derpå. Den tiende maj. Familiens mere samfundsansvarlige del, søsteren, var i disse dage netop taget til Rom på en CO2-udledende flyvestorbytur, og det var såmænd godt, for så var den lille røde til rådighed også denne dag. Den var allerede blevet lovet til to dage senere, hvor min mor var inviteret til fødselsdag i Viborg, og da årene har sat sig på øjne og fodtøj, finder hun det mest trygt, og behageligt, at blive transporteret fra dør til dør, og da jeg har skytten i ascendanten, så er bevægelighed min måde at udtrykke kærlighed til livet, og jeg kører derfor gerne. Så vi skulle afsted. Om det om lidt.
Ansvarligt tilpasningsduelig og med stor evne til at sætte tæring efter næring, havde jeg ikke nogen planer om at skulle udnytte bilmuligheden. Også fordi, at vejret stadig var i blæsende øst, og der var ikke rigtig noget at køre efter endnu i det nære, så Hjemme at blive. Men så dukkede der en melding op. Eller det vil sige: Jeg får jo ikke meldinger af nogen art, ud over hvad man kan læse sig til på diverse naturdatabaser. Og dér ved et rutinemæssigt frokosttjek af dofbasen, kunne jeg uden at kløjs i det, konstatere at der var storhit i det nordsjællandske. Havde jeg fortsat været mere hooked på fuglene, var jeg nok sprunget i vejret, som de fleste andre sikkert gjorde, da de fandt ud af, at der rastede en Rødbrystet Svale [ny DK og Europa art] ved Snekkersten!
En lille time fra en usædvanlighed af de store, kunne selv jeg ikke sidde overhørig, og jeg fik pakket og kom afsted. Og det gode ved Snekkersten er, at det ligger tæt på Teglstrup Hegn med Fandens Hul og andre vandhuller, så hvis nu sol og svale artede sig, kunne jeg måske alligevel få sat gang i en nordisk kærguldsmed. Eller den skønne røde vandnymfe...
Som ses artede det sig, og selv de energiske WP-twitchere fra Holland og Frankrig var på plads i løbet af de 3 dage hvor fuglen forblev på stedet. Da var jeg forlængst borte, men havde fået et par guldsmede-årsarter i Teglstrup Hegn: Grøn Smaragdlibel, Nordisk Kærguldsmed og Rød Vandnymfe! Og med nogenlunde artige billeder af den nordiske hun, så fik jeg mulighed for at kalde den tiende maj, for en ganske skøn forårsdag!
Den ellevte eftersøgte og fandt jeg en enkelt han Håret Mosaikguldsmed i Pinseskoven. Det var nu de skulle være. Senere på måneden mødte jeg Lars Johansen oppe i Hareskoven, og han mente at det generelt var svært at få gode billeder af denne art, da de ofte sætter sig lidt skævt og nede. Til det kunne jeg kun sige, at det var mit indtryk, at de på Amager ikke var helt så svære at komme til. Rigtig nok kan de godt lide at sætte sig i læ, men man kan med lidt tålmodighed som regel komme ganske tæt på, og knæle sig ned i deres højde og få sagen i kameraet.
Sidste år registrerede jeg 22 forskellige dyr. Til dato i år har jeg registreret 53, hvilket passer godt overens med min fornemmelse af, at der har været mange flere i år. Generelt synes mange arter at være begyndt at flyve meget tidligere end de andre år, tydeligvis forårsaget af megen sol og nogle varme dage/uger hen over midten af måneden. Umiddelbart ville et godt spørgsmål så have været, om de hårede så ville være færdige med at flyve tidligere end andre år, og til det ville jeg nok have sagt ja, men det får vi ikke objektivt at vide, idet vejret her hen over månedskiftet til juni og en uge ind i den første sommermåned er slået om, og nu er koldt og blæsende fra vest. Det skal i hvert fald nok få dem til at flyve lavt, væk og helt under radaren. Men vi får se.
Dagen efter, den tolvte, var det krillerdag. Altså tid til at komme på tur til det jyske. Guldsmedene, og datoen, fik lov at diktere ruten. Så da Lars Pedersen dagen forinden havde haft den tidsbegrænsede Hue-vandnymfe [C. armatum] uden for Billund, blev første stop på ruten Vandel Mark, et vandhul/sø, lige øst for byen. Han havde kun haft et par hanner, men altid optimistisk på udturen, sprang jeg ivrigt ud af bilen, da vi kom frem. Og med ekstra fortrøstning idet der gik en midaldrende hvid mand (dansk prototype-guldsmedekigger) rundt i lysningen langs vejen. Det var svært at forestille sig, hvem der ellers skulle kunne finde på at snuse rundt et så anonymt sted: "Dav! Mit navn er Lars Pedersen!" Han havde ikke noget godt tilbud til mig, men han sagde, at de hanner han havde i går, nu højst sandsynligt havde fået selskab af et par hunner. Eller rettere erstattet dem, for han havde ikke set hanner i dag.
Guldsmedemiljøet er ret begrænset i Danmark, og man lærer hurtigt via naturbasen, hvem der er seriøse omkring disse dyr, og Lars var en af dem. Og jeg nyder altid at kunne sige goddag til de andre lidelsesfæller, så man har en reference og måske en god kontakt til fremtidige ekspeditioner og sager som kræver afklaring og hjælp. Han blev kun kort tid, da han skulle på arbejde, så jeg gik i gang på egen hånd. Det var et meget begrænset areal, man kunne afsøge; en rydning langs søen, men med trævegetation langs kanten, så man ikke kunne komme tæt på vandet. Der fløj adskillige blå vandnymfer rundt, flest flagermus [C. pulchellum] og almindelige [E. cyathigerum] og lidt færre måner [C. lunulatum] mens også nogle få spyd [C. hastulatum]. Og så lige et par Hue-vandnymfer af den feminine slags [C. armatum]!
Disse blev dog først bekræftet da jeg kom hjem og kunne se detaljer på skærmen. Det var ikke en ny art, idet jeg havde haft min første hun på Bornholm sidste år, men det var glædeligt at få udvidet bekendtskabet. Dog havde jeg nok sat næsen mest op efter en han, som med de ekstraordinært store vedhæng er meget speciel.
I Danmark er arten udpræget jysk, og findes i dag kun der, udover Bornholm. Den har tidligere været på Sjælland, men her har afdræning og opdyrkning givet den dødsstødet. For at finde den skal man som regel en tak længere ud i vegetationen langs vandkanten, og derved bliver den automatisk sværere at registrere. Så da man ikke rigtig kunne komme ud til vandkanten her ved Vandel Mark, var det ikke det mest oplagte sted at prøve at finde arten. Dette vidste jeg jo ikke på forhånd, men da to hanner i sig selv ikke er meget at gå efter på en twitcher-udflugt, havde jeg planlagt at forsøge arten et andet sted også.
Som sagt skulle vi til Viborg, og da jeg ikke var inviteret til festen, havde jeg hele eftermiddagen til at gøre, hvad jeg havde lyst til. Og en eftersøgning på naturbasen viste, at der var et sted ikke så langt væk, hvor Hue-vandnymfen var blevet registreret tidligere. Det var godt nok hele 6 år siden, tilbage i 2018, at den sidste observation var gjort, men jeg havde ikke svært ved at forestille mig, at der er mange smålokaliteter i det store jyske, som ikke bliver besøgt regelmæssigt, så det ville være værd at gøre forsøget. Der var også set både spyd og måne, og denne treenighed er altid attraktiv for en Amager-kigger med få år på bagen.
Rønhøj, kaldes stedet i naturbasen, men da jeg har erfaret at mange af stedbetegnelserne de bruger er helt hen i vejret, er jeg ikke sikker på, at det er korrekt for denne lille sø. Den ligger som en af et større kompleks af søer lige nord for Kongenshus Mindepark, et bevaret hedelandskab, hvor jeg og SKR i sin tid forsøgte at finde landets sidste urfugl - uden held. Der ligger en fin kro, hvor man kan overnatte, hvis man er på de kanter. Men anyway, jeg kalder området Nygårdsmark-søerne efter den vej, som går ind igennem området.
For at komme ned til søerne skal man ud og vandre, og jeg fandt et hjørne af en mark at parkere den lille røde på. Sikkert helt uansvarligt kriminelt hvis der var kommet en midtjysk markejer forbi, men jeg tænkte, at det var bedre end at parkere langs den smalle vej, hvor den samme midtjyske markejer nok også kunne flejne helt ud, hvis han ikke kunne komme forbi med et af sine monstrøse industrilandbrugskøretøjer (jeg er ret overbevist om, at det er hvad man gør i omegnen af Viborg - man flejner ud). At jeg valgte at parkere der, skyldtes dog, at der ligefrem var markeret en vandresti, så det var tydeligvis et legalt sted at komme ind i området.
Solen var høj og vinden fortsat i skarpt øst, og forventningens glæde var helt i top, da jeg begyndte at trave. Essensen af lykke i mit liv. En erkendelse jeg opnåede i løbet af mine mange lange vandringer i den mexicanske højlandsnatur - alene under den skarpe sol, i tørre stenlandskaber, mellem tornede mesquiter, nopaler og agaver med deres fallos-erstattende og himmelstormende blomsterstængel - en gang i livet, når tiden var moden.
Der var ikke så langt at gå. Først i det åbne langs en mark, og derefter kom man ind i et skovparti, hvor de første guldsmede begyndte at flyve. Ikke så mange og ikke nye arter, så jeg fortsatte til jeg kom ud på den anden side. En åben mark med en gård midt på og i den fjerne ende af marken lå søen, jeg gik efter. Lige på kanten af at være en tydelig del af en privat ejendom. Og jeg kunne ikke sige mig fri for at forestille mig, at den selvsamme midtjyske markejer fra før pludselig ville komme farende og råbe mig væk: "Hvad laver du her på min grund?! Kan du så komme væk, din ....!". Men da jeg kastede et ekstra blik på gården, så det pludselig ikke ud til, at den risiko ville være specielt stor, for den del af gården, som jeg kunne se, lå nærmest i ruiner med smadrede vinduer og slidt og vindblæst ydre. Men uanset hvad risikoen var for at ville blive antastet, ville det ikke ændre noget. Jeg VILLE ned til den sø, uanset hvad. Jeg valgte at gå ned langs den kant af marken, som lå længst væk fra gården- just in case - gode miner til godt spil, eller hvad de nu siger på fransk. Kanten af marken var skærmet af et langt højt og frodigt læhegn, og da jeg tog de første skridt kunne jeg konstatere, at jeg nu var kommet i HIMLEN!! Det vrimlede med vandnymfer og nordiske kærguldsmede. Aldrig har jeg set noget så intenst. Det rette tidspunkt, høj sol og varme og fuldstændig læ. Mit mål var hue-vandnymfen, som jeg var sikker på, at jeg kun ville finde nede ved søen, men at lade dette Eldorado af små juveler passere forbi uden at se nærmere på dem, ville være en dødssynd! Strækningen ned til søen var omkring et par hundrede meter, men det tog mig over en time at komme derned!
I første omgang er man lidt panisk: Hvordan skal man nå at få bestemt alle disse dyr? Ideelt set er det nødvendigt at få kameraet på dem alle for at bestemme dem, og der var hundredvis, så opgaven var astronomisk. Og særligt de store, kærguldsmedene, var drilske. Ofte lignede de pludselig noget helt andet, når de fløj op og glimtede anderledes i lyset og vinden, end dem jeg lige havde bestemt. Men heldigvis er der en vis struktur i galskaben, og det viste sig, at jeg på trods af de umiddelbare afvigelser, kunne forvente og konstatere at der ikke var så mange forskellige arter i omløb som frygtet. Eller altså: Håbede på naturligvis. Men når man er ude under tidsbegrænsning. 3 timer til hele seancen, i nyt land og nye opdagelser, så er det med glæde, at man kan konstatere, at man ikke behøver at bruge tid på hver enkelt dyr. Måne-vandnymfer og Nordiske Kærguldsmede var de dominerende og de var overalt langs hegnet. Ind imellem poppede der en spyd-vandnymfe op, ligesom at der var sunde mængder er rød, almindelig og flagermus vandnymfer. Glæder stort i huld mig gå!
Det viste sig, at der lå en mængde søer på den anden side af læhegnet, og at dyrene var helt lokale, var tydeligt. Senere talte jeg med Lars Krogh. Han og Frank Abrahamson havde i de selvsamme dage været i sønderjylland på et lignede ridt, og erfaret de samme mængder. Opblomstrende dyr som fandt glæden i livet langs varmegivende læhegn i det jyske landskab.
Endelig nåede jeg ned til søen. Jeg tænker, at det var typer af starer, vandplanter med enkeltstående stride strå, som dominerede langs kanten i den ene ende af søen. Heldigvis den tilgængelige del. Og jeg forestillede mig, at det var her, jeg skulle lede efter huen. Det så godt ud, og yderligere var det godt, at jeg havde gummistøvler på. Godt nok fortsat de hullede (dyreste fra Naturbutikken), så jeg kunne ikke gå helt ud i dybden uden at blive våd indvendig. Men med lange ben og arme kunne jeg nok få vinklet mig ud i den rette afstand og positur hvis nødvendigt. Og det blev det snart. For lige straks efter øjnede jeg en grønlig sag flyve helt efter forskriften. I kanten over det våde. Med kriblekrable-følelser kom kameraet på, og det kunne afsløre en limegrøn han med sort overside af thorax og de vidunderligt abnorme vedhæng. Min første Hue-han!
Mudrede søbredder med strid vegetation er dog ikke det letteste af finde fodfæste i. Og at balancere sig i rette position i forhold til hvordan dyrene sidder, uden at få jaget dem væk, og uden af vælte, er en sag for sig. Derfor blev mine skud af dette dyr ikke helt ideelle. Ideelt set skal man have dem i rette vinkler, så hele dyret bliver skarpt, men det er ofte umuligt, når man står og svupper oven på undersøiske stængler og løsagtige tuer.
Jeg fandt heldigvis en bedre strækning, hvor man lettere kunne gå ud i det våde, og her var der en del. Både hanner og hunner. Glæde. Og tilfredsheden ved at have valgt dette sted var stor. Gennemtænkt fuldført plan. Men desværre var tiden ved at løbe fra mig, så jeg kunne ikke nå at undersøge hele søbredden, eller bruge for meget tid på at få de perfekte billeder. Men som ses andetsteds fik jeg flere, og af en førstegangsoperation at være, tillader jeg mig at være yderst tilfreds med udbyttet.
Jørgen Peter Kjeldsen, en nordjysk guldsmedekapacitet, var også ude i de dage, og han fik trawlet mange lokaliteter igennem, hvilket gav indtrykket af, at denne art findes der ude i måske ganske sunde mængder, når man bare begyndte at lede efter den. Vådere ekstremvejr og lavbundsjorde tilbage til naturen bør også være i guldsmedenes favør. De er hårdføre, og min beundring og respekt for dem vokser dag for dag.
Hjemrejsen foregik dagen efter, og med planlægningssnilde og overtalelse gjorde vi turen forbi Næstved denne gang. Almindelig Flodguldsmed var begyndt at flyve i disse dage, så det var oplagt lige at tage et smut forbi. Så kunne min mor også se det skønne Herlufsholm og snuse lidt til eftervirkningerne af overklassens tvivlsomme moralkodeks. Selv om jeg på ingen måde skal moralisere for meget. For om nogen, bør jeg jo selv kunne identificere mig med familiernes sorte får, og forstå at selv de mest skruppelløse ungdommer kan have gode intentioner bag deres flabede ydre.
Gomphus vulgatissimus! Sådan hedder denne skønne guldsmed på latinsk. Vi har kun en af denne type i Danmark, og en håndfuld i Europa. Mens der i Mexico findes et hav, og jeg glæder mig til at komme tilbage og få taget hul på det nye eventyr!
Lars Birk havde over 300 den dag, og vi taler fortsat om den meget lille strækning, 50 meter, af Suseåen, lige præcis der hvor Herlufsholm ligger. De skal have sandbund og bevægende vandmasser, og det er der her. De sidder på skræppe-blade og skvalderkål, og jeg tror ikke, at jeg tidligere har set nogen flyve, for da jeg denne gang så det, virkede de på ingen måde som guldsmede, men snarere som store vandnymfer. Eventyr-agtigt flagrende som deres medbeboere, de også skønne pragtvandnymfer, hvoraf jeg fandt en enkelt hun blåbåndet. 120 Flodguldsmede kunne jeg tælle mig op på, indtil jeg blev nød til at stoppe og gå tilbage til bilen, hvor min mor var gået i forvejen, efter at have siddet på den dejlige græsplæne, som viste sig at være våd i bunden, naturligvis, og da der ikke er sat bænke op langs åen, så kunne det kun blive sådan. Men det var også fint. Når man nu ikke har mulighed for selv at bestemme sig rundt i landskaberne, blev det jo egentligt et ganske fint udbytte, som denne korttur gav.
Hjemme igen fortsatte livet og den konstante østlige vind. Guldsmedene var fortsat ikke helt oppe i omdrejninger på Amager, og slet ikke i forhold til det jeg lige havde oplevet. Men ihærdigheden fejlede ikke noget, så jeg fortsatte mine rundture til de forskellige lokaliteter. Og den femtende var jeg nået ind i Pinseskoven, og gik vel mest efter flere Hårede Mosaikguldsmede, som ynder at sidde i solen i de forskellige lysninger, men måske var det også bare rart at komme ind i læ, hvor den evindelige vind ikke kunne pirke en for meget. Og jeg valgte den, hvor jeg i sin tid havde mødt Elin Elmsted, på hjørnet af snogevej og pinseskovvej. Og det havde egentlig været en ganske givende dag med både blå libeller, store blåpile, hårede og flagermus og almindelige og nogle få store farvede. Så der gik jeg i den bagerste ende af lysningen, og pludselig fløj der en guldsmed op, og via min allerede fin-justerede sæson-radar fornemmede, at noget ikke fulgte det gængse mønster her: For mørk, for lille og for rød! Guldsmed + rød + Danmark giver automatisk Hedelibel. Men det var jo alt for tidligt. De flyver notorisk senere end de andre typer af guldsmede. Så hvad? Heldigvis var det en, som ikke opførte sig hysterisk og overdrevent sensibelt, så den landede hurtigt igen, og her kunne kameraet afsløre en lækker han Rødåret Hedelibel! Naturligvis. Der bør jo allerede være fuld fart på guldsmedene i det centrale Europa, så at den langvarige sydøstenvind ikke skulle have en eller anden effekt på de lettere flyver var i og for sig utænkeligt. Men altså først gjort til virkelighed nu.
Med tanke på at der ikke blev set en eneste i Danmark året før, var det jo nærmest en sensation at hive denne i land. Og så på dette tidlige tidspunkt. Flere blev set i Sverige også i de dage, og da jeg to dage senere opdagede en hun på Amager Fælled, var ubegribeligheden komplet! Denne var min første hun, og jeg var faktisk mere glad for den end for hannen to dage før. Den dukkede også op på et solrigt læsted, og straks som den fløj ind foran mig, virkede den anderledes: bleg beige-grå, som earl-grey te med mælk; en farve som ikke er normal på vores kanter og derfor fangede min opmærksom. Den var desværre ikke helt så medgørlig som hannen, og jeg skal være glad for, at jeg nåede at få skudt et par billeder, før den forsvandt op over træerne.
Og for at det ikke skal være løgn, lykkedes det mig at finde flere hanner ude ved engsø, der hvor jeg også fandt dem for to år siden. Mellem den fireogtyvende og den syvogtyvende havde jeg maks 4 hanner. Der var fortsat nogle i Sverige, og så dukkede der også nogle op ved Blåvand, men ingen andre steder, tilsyneladende. Og straks efter var de væk igen. Et kort influks af en art som tripper på grænsen til at ville være her rigtigt.
Lille Farvevandnymfe er også en art som tripper på grænsen til rigtigt at ville. Flygtig og omskiftelig i jagten på nyanlagte vandhuller, var det derfor glædeligt at kunne genfinde den i vandhullerne i Travbaneparken. De første havde jeg den tyvende. En han og en ung hun. Det blev senere til flere, inklusive min første udfarvede hun. Antalsmæssigt forbliver den dog absolut uprangende, og det bliver interessant, at se hvor mange der kommer senere. En enkelt han ved dryas-renden ved Svenskeholmvej på Kalvebod Fælled er det også blevet til, mens jeg endnu ikke har fundet nogen der hvor jeg fandt de første på Amager i sin tid. Men sådan er arten jo.
Angående dryas: Sortmærket Kobbervandnymfe (Lestes dryas). Den er til gengæld kommet godt fra start allerede med gode antal både på Amager Fælled og her altså, dryas-renden, som jeg kalder stedet, netop fordi den er talrig her. Den syvende juni havde jeg for eksempel 85 eksemplarer siddende i det høje græs nær renden, i læ for vinden.
Og så fandt jeg ud af at det faktisk er kortere at cykle til Store Hareskov end til Dyrehaven, så da jeg jo har sat kærguldsmede på som et årsprojekt, og de netop flyver deroppe, valgte jeg på en god solskinsdag at tage turen. En god time fra Tårnby, gennem byen over Bispebuen, Bellahøj, Utterslev Mose, Hareskovmotorvejen og vupti, man er der og i medvind. Alligevel var det godt med en sukker-cola i tasken til at nivellere de indre niveauer på plads inden festlighederne skulle begynde.
Den beskyttelsesværdige Stor Kærguldsmed er den, som var på banen i de dage, og det lykkedes mig da også at finde flere hanner. Både der hvor jeg tidligere har haft dem, gl. jagtvej og motorvejssøen, og et nyt sted nede i syd, hvor der efter sigende også er Grøn Mosaikguldsmed i et af vandhullerne. Hannerne opførte sig egentlig meget godt, men hunnerne var fraværende, pånær de som var i parringspar. Hvor de opholder sig, indtil de er parate til at bolle, er jeg ikke blevet klar over. Heller ikke ved at tage derop igen den første juni. Kun hunner i par. Hvilket fra et fotografisk synspunkt er et problem, da de pædagogiske detaljer bliver skjult, når hun hænger halvt skjult af hannens krop. Så der må en anden tilgang til. Måske nogen ved, hvor man kan komme til dem, men i og med at arten er relativt sjælden i landet, er det nok ikke mange. Alle de hanner jeg så var udfarvede, hvilket må betyde at man skal tidligere der op, hvis man ønsker at få unge hanner. Det er værd at notere sig til næste år, hvor jeg så ikke bare kan forlade mig på, hvad der dukker på i naturbasen, for at se hvornår tingene sker. Med disse specialprojekter må jeg selv få det til at ske.
Lille Kærguldsmed var der kun et par stykker af den første gang jeg var deroppe, mens der var godt med Kileplet-mosaikguldsmede begge gange. En fin art som også har vist sig flere gange for mig på Amager i år. Jeg mødte Lars Johansen deroppe, hvor vi netop havde flere kilepletter tæt på. Også en god anskuelig en som sad sammen med en håret mosaik, hvorved det blev tydeligt at se deres ret store størrelsesforskel.
En anden gruppe som jeg ikke har nævnt endnu, er de skønne smaragdlibeller. Kun den Grønne [C. aenea] er regelmæssig, Alligevel lykkedes mig i denne måned, at få set alle tre forventelige arter i vores nærområde. Den relativt fåtallige Plettede Smaragdlibel [S. flavomaculata], har beæret mig med optrædener både i Hareskoven, Lillesø ved Søndersø og i Ejby Mose, mens den ene Glinsende [S. metallica] jeg har set, fløj sammen med den plettede i Ejby Mose. Jeg så dem fra en af broerne hen over Harrestrup Å, og det er måske en god strategi, hvis man vil finde særligt den glinsende: At opsøge å-broer, for den glinsende har jeg kun haft på Amager netop under pumpehus-broen, et sted som mindede meget om Harrestrup-å-broen.
Af de tre er den plettede nok den mest lokaliserede, hvorfor jeg kan være godt tilfreds med allerede at have set den tre steder. To havde jeg sammen da jeg anden gang i Hareskoven valgte at udvide turen til lige at få tjekket det sted hvor Lars Johansen har haft Lille Kejersguldsmed de sidste par år: Lillesø. Man opdager som regel den plettede når den flyver rundt i adstadigt tempo, gerne i moderat menneskehøjde, men også et stykke over hovedet. Den virker slankere i flugten end både den grønne og den glinsende, og flyver altså mere roligt igennem luften. De gullige sidepletter kan derimod være svære at se i flugten, og særligt hannernes som er mindre og mere utydelige.
Men jeg tog altså til Lillesø for at se, hvordan stedet så ud, i forhold til Lille Kejserguldsmed, og det overraskede mig en del at se en helt tilgroet flade, hvor man ikke rigtig havde adgang til at se ind i området. Hvor han ser den, forstår jeg derfor ikke, men måske det ligefrem er når/hvis de flyver ud over Søndersø, som ligger lige opad. Jeg så ingen, og han har heller ikke meldt nogen i år endnu. Til gengæld har der været en del af dem i Sverige, og der er også meldt flere fra Safirsøen på Bornholm, så de må have et ganske fornuftigt år, tænker jeg, og forhåbentligt er det bare et spørgsmål om tid, før de dukker op på Amager også.
Og således nærmer vi os afslutningen på denne periodes oplevelser. Dog er det værd at nævne, at jeg i går, den tiende juni, havde min første Almindelige Kobbervandnymfe [Lestes sponsa], en hun. Det var hele ti dage tidligere end sidste år, og jeg så den et underligt sted, ved Viben i sydenden af Pinseskoven. Jeg mindes ikke at have set den i det område før. Men måske den kraftige vestenvind, har blæst den ind i det mere beskyttede område der. Et udtørrende sumpområde, som nok har virket helt hjemligt i forhold til, hvor den er vokset op.
Og så er det også på sin plads at nævne den måske mest spændende nyhed foreløbigt i år. I Store Hareskov mødte jeg Bo Nielsen, samme dag som jeg mødte Lars Johansen. På naturbasen har jeg kunnet se, at han rent faktisk er min nærmeste konkurrent i forhold til at finde nye spændende arter på Amager - han bor på Vesterbro. Men han har også set ud til at være fraværende de senere år, så jeg regnede ikke med at skulle møde ham. Men altså jo, efter en nylig tilbagekomst efter sygdom, kunne han meddele. Og så kunne han også meddele at han havde opdaget en lille population af Rød Vandnymfe i Søndermarken, Frederiksberg. Jeg har den jo som min næste ønskeart for Amager, hvor den endnu ikke er blevet registreret, men i og med at den nu findes så tæt på, er der ekstra god basis for at tro på sagen. For arten er tydeligvis i spredning, og hvis den kan finde de rette betingelser her på øen, skal den nok komme. Skovpartier har vi jo rundt omkring, særligt Kongelunden, men spørgsmålet er, og den kan finde de rette vandforhold at yngle i. Den kan tilsyneladende klare både stillestående og rindende vand, så jeg forestiller mig, at specielt det vandhul som befinder sig i den sydvestlige del af Kongelunden bør være egnet. Den frodige kantvegetation her burde også være attraktiv for arten. Jeg tog i Søndermarken efter et arbejdsrelateret Ballerup-raid og connectede med 12 af de røde, Bo havde 30, og derefter har jeg ihærdigt været rundt og sprede deres vibes ud over kongelunden og andre mulige områder. At tro på det og at glæde sig! 28 arter.
Enjoy!
Maj måneds guldsmede
Blev mest skabt i den fortsatte østenvind. Amager tog fortsat ikke rigtig for sig af retterne, men efter de første flagermus-vandnymfer den 4. maj, fandt jeg to mere dagen efter ved pumpehus-broen i syd, ved Hejresøen - som i gamle dage, da militæret holdt til på området, opfindsomt blev kaldt nato-søen; efter at dværghejren var på besøg for nogle år siden, er det svært ikke at kalde det nye navn retvisende.
I starten af måneden kan man sige, at det måske var meget godt, at der ikke skete så meget angående guldsmedene, for jeg var fortsat optaget af at komme rundt og tjekke mine afvigende gransangere, som for nogles vedkommende fortsat var tilstede, en helt til den 14. Som skrevet andetsteds forblev de uopklarede, og man kan undre sig over, at ikke nogen i denne research-populære tidsalder har kastet sig over dette iørefaldende mysterie.
Den niende tog jeg til Amager Fælled. Dagenes ufrivillige men rigelige mængder af tid til rådighed gør, at jeg har mulighed for at turnere rundt på øen i skiftende retninger, og derved få dækket de gængse steder på en kontinuerlig måde. Hellere foruden, som sagt, men når det nu er sådan, så kan man jo lige så godt glæde sig over, at naturen fortsat ligger og byder sig til. Frie sjæle i pyt og i krat, og et smil fra oven, hvor lyset vælder i lyst.
Ved den landskabelige kanal dukkede en enkelt ung hun rødøjet vandnymfe først op, og det var lækkert. Men ikke på den der midaldrende snackipack måde, for hun var lige en kende for lys over skafterne, hvad det angår. Men af netop samme grund var det alligevel lækkert. For et at mine projekter for i år vil blive at forsøge at få billeder af de helt unge dyr; de som kan være svære at bestemme, når man ikke kan se tegninger. Og da der ikke umiddelbart findes systematiske oversigter, der hvor jeg har søgt på linjen, så kunne det blive et lille step i den bidragende retning. "Med viden skal alt opbygges, men det er det instinktivt gode hjerte, der skal lede vejen hjem til den velopredte lysende seng og den sødmefyldte evige hvile".Og ikke nok med det, så poppede der yderligere tre vandnymfearter op, og så kunne jeg nok så småt kalde årets sæsonstart for en realitet: Almindelig Vandnymfe, Flagermus-vandnymfe og Stor Farvevandnymfe. I gode 20-styks mængder også ved den landskabelige kanal. Blæsten holdt jo fortsat ved, men hvad den angår, er de små flyvere måske mere tilpasningsegnede end de større guldsmede, idet de kan flyve rundt lavt nede i det lange græs og urtevegetationen. Og sidde helt stille på et strå, når det passer bedst.
Et andet projekt for i år er at få billeder af kærguldsmedene, særligt de gule af de røde, som heldigvis er dem, som vi har tættest på Amager. De nordsjællandske skovsøer. De andre, de sorthvide Åkande og Østlig, bliver nok ikke til noget i år. Østlig forbi man skal til Bornholm eller Sverige, og Åkande fordi man skal til Falster, måske, eller Sverige. Og da uendelig fritid og god økonomi ikke går hånd i hånd i min verden, så må perspektivet atter i år blive med udgangspunkt i det nære. De som i enkelte tilfælde bor på Østerbro og spiller Eurolotto, vil naturligvis have svært ved at forstå, hvad jeg mener - af 760.818.030 indlysende grunde.
Men altså med nedskruede forventninger, oprendt dagen derpå. Den tiende maj. Familiens mere samfundsansvarlige del, søsteren, var i disse dage netop taget til Rom på en CO2-udledende flyvestorbytur, og det var såmænd godt, for så var den lille røde til rådighed også denne dag. Den var allerede blevet lovet til to dage senere, hvor min mor var inviteret til fødselsdag i Viborg, og da årene har sat sig på øjne og fodtøj, finder hun det mest trygt, og behageligt, at blive transporteret fra dør til dør, og da jeg har skytten i ascendanten, så er bevægelighed min måde at udtrykke kærlighed til livet, og jeg kører derfor gerne. Så vi skulle afsted. Om det om lidt.
Ansvarligt tilpasningsduelig og med stor evne til at sætte tæring efter næring, havde jeg ikke nogen planer om at skulle udnytte bilmuligheden. Også fordi, at vejret stadig var i blæsende øst, og der var ikke rigtig noget at køre efter endnu i det nære, så Hjemme at blive. Men så dukkede der en melding op. Eller det vil sige: Jeg får jo ikke meldinger af nogen art, ud over hvad man kan læse sig til på diverse naturdatabaser. Og dér ved et rutinemæssigt frokosttjek af dofbasen, kunne jeg uden at kløjs i det, konstatere at der var storhit i det nordsjællandske. Havde jeg fortsat været mere hooked på fuglene, var jeg nok sprunget i vejret, som de fleste andre sikkert gjorde, da de fandt ud af, at der rastede en Rødbrystet Svale [ny DK og Europa art] ved Snekkersten!
En lille time fra en usædvanlighed af de store, kunne selv jeg ikke sidde overhørig, og jeg fik pakket og kom afsted. Og det gode ved Snekkersten er, at det ligger tæt på Teglstrup Hegn med Fandens Hul og andre vandhuller, så hvis nu sol og svale artede sig, kunne jeg måske alligevel få sat gang i en nordisk kærguldsmed. Eller den skønne røde vandnymfe...
Som ses artede det sig, og selv de energiske WP-twitchere fra Holland og Frankrig var på plads i løbet af de 3 dage hvor fuglen forblev på stedet. Da var jeg forlængst borte, men havde fået et par guldsmede-årsarter i Teglstrup Hegn: Grøn Smaragdlibel, Nordisk Kærguldsmed og Rød Vandnymfe! Og med nogenlunde artige billeder af den nordiske hun, så fik jeg mulighed for at kalde den tiende maj, for en ganske skøn forårsdag!
Den ellevte eftersøgte og fandt jeg en enkelt han Håret Mosaikguldsmed i Pinseskoven. Det var nu de skulle være. Senere på måneden mødte jeg Lars Johansen oppe i Hareskoven, og han mente at det generelt var svært at få gode billeder af denne art, da de ofte sætter sig lidt skævt og nede. Til det kunne jeg kun sige, at det var mit indtryk, at de på Amager ikke var helt så svære at komme til. Rigtig nok kan de godt lide at sætte sig i læ, men man kan med lidt tålmodighed som regel komme ganske tæt på, og knæle sig ned i deres højde og få sagen i kameraet.Sidste år registrerede jeg 22 forskellige dyr. Til dato i år har jeg registreret 53, hvilket passer godt overens med min fornemmelse af, at der har været mange flere i år. Generelt synes mange arter at være begyndt at flyve meget tidligere end de andre år, tydeligvis forårsaget af megen sol og nogle varme dage/uger hen over midten af måneden. Umiddelbart ville et godt spørgsmål så have været, om de hårede så ville være færdige med at flyve tidligere end andre år, og til det ville jeg nok have sagt ja, men det får vi ikke objektivt at vide, idet vejret her hen over månedskiftet til juni og en uge ind i den første sommermåned er slået om, og nu er koldt og blæsende fra vest. Det skal i hvert fald nok få dem til at flyve lavt, væk og helt under radaren. Men vi får se.
Dagen efter, den tolvte, var det krillerdag. Altså tid til at komme på tur til det jyske. Guldsmedene, og datoen, fik lov at diktere ruten. Så da Lars Pedersen dagen forinden havde haft den tidsbegrænsede Hue-vandnymfe [C. armatum] uden for Billund, blev første stop på ruten Vandel Mark, et vandhul/sø, lige øst for byen. Han havde kun haft et par hanner, men altid optimistisk på udturen, sprang jeg ivrigt ud af bilen, da vi kom frem. Og med ekstra fortrøstning idet der gik en midaldrende hvid mand (dansk prototype-guldsmedekigger) rundt i lysningen langs vejen. Det var svært at forestille sig, hvem der ellers skulle kunne finde på at snuse rundt et så anonymt sted: "Dav! Mit navn er Lars Pedersen!" Han havde ikke noget godt tilbud til mig, men han sagde, at de hanner han havde i går, nu højst sandsynligt havde fået selskab af et par hunner. Eller rettere erstattet dem, for han havde ikke set hanner i dag.
Guldsmedemiljøet er ret begrænset i Danmark, og man lærer hurtigt via naturbasen, hvem der er seriøse omkring disse dyr, og Lars var en af dem. Og jeg nyder altid at kunne sige goddag til de andre lidelsesfæller, så man har en reference og måske en god kontakt til fremtidige ekspeditioner og sager som kræver afklaring og hjælp. Han blev kun kort tid, da han skulle på arbejde, så jeg gik i gang på egen hånd. Det var et meget begrænset areal, man kunne afsøge; en rydning langs søen, men med trævegetation langs kanten, så man ikke kunne komme tæt på vandet. Der fløj adskillige blå vandnymfer rundt, flest flagermus [C. pulchellum] og almindelige [E. cyathigerum] og lidt færre måner [C. lunulatum] mens også nogle få spyd [C. hastulatum]. Og så lige et par Hue-vandnymfer af den feminine slags [C. armatum]!
Disse blev dog først bekræftet da jeg kom hjem og kunne se detaljer på skærmen. Det var ikke en ny art, idet jeg havde haft min første hun på Bornholm sidste år, men det var glædeligt at få udvidet bekendtskabet. Dog havde jeg nok sat næsen mest op efter en han, som med de ekstraordinært store vedhæng er meget speciel.I Danmark er arten udpræget jysk, og findes i dag kun der, udover Bornholm. Den har tidligere været på Sjælland, men her har afdræning og opdyrkning givet den dødsstødet. For at finde den skal man som regel en tak længere ud i vegetationen langs vandkanten, og derved bliver den automatisk sværere at registrere. Så da man ikke rigtig kunne komme ud til vandkanten her ved Vandel Mark, var det ikke det mest oplagte sted at prøve at finde arten. Dette vidste jeg jo ikke på forhånd, men da to hanner i sig selv ikke er meget at gå efter på en twitcher-udflugt, havde jeg planlagt at forsøge arten et andet sted også.
Som sagt skulle vi til Viborg, og da jeg ikke var inviteret til festen, havde jeg hele eftermiddagen til at gøre, hvad jeg havde lyst til. Og en eftersøgning på naturbasen viste, at der var et sted ikke så langt væk, hvor Hue-vandnymfen var blevet registreret tidligere. Det var godt nok hele 6 år siden, tilbage i 2018, at den sidste observation var gjort, men jeg havde ikke svært ved at forestille mig, at der er mange smålokaliteter i det store jyske, som ikke bliver besøgt regelmæssigt, så det ville være værd at gøre forsøget. Der var også set både spyd og måne, og denne treenighed er altid attraktiv for en Amager-kigger med få år på bagen.
Rønhøj, kaldes stedet i naturbasen, men da jeg har erfaret at mange af stedbetegnelserne de bruger er helt hen i vejret, er jeg ikke sikker på, at det er korrekt for denne lille sø. Den ligger som en af et større kompleks af søer lige nord for Kongenshus Mindepark, et bevaret hedelandskab, hvor jeg og SKR i sin tid forsøgte at finde landets sidste urfugl - uden held. Der ligger en fin kro, hvor man kan overnatte, hvis man er på de kanter. Men anyway, jeg kalder området Nygårdsmark-søerne efter den vej, som går ind igennem området.
For at komme ned til søerne skal man ud og vandre, og jeg fandt et hjørne af en mark at parkere den lille røde på. Sikkert helt uansvarligt kriminelt hvis der var kommet en midtjysk markejer forbi, men jeg tænkte, at det var bedre end at parkere langs den smalle vej, hvor den samme midtjyske markejer nok også kunne flejne helt ud, hvis han ikke kunne komme forbi med et af sine monstrøse industrilandbrugskøretøjer (jeg er ret overbevist om, at det er hvad man gør i omegnen af Viborg - man flejner ud). At jeg valgte at parkere der, skyldtes dog, at der ligefrem var markeret en vandresti, så det var tydeligvis et legalt sted at komme ind i området.
Solen var høj og vinden fortsat i skarpt øst, og forventningens glæde var helt i top, da jeg begyndte at trave. Essensen af lykke i mit liv. En erkendelse jeg opnåede i løbet af mine mange lange vandringer i den mexicanske højlandsnatur - alene under den skarpe sol, i tørre stenlandskaber, mellem tornede mesquiter, nopaler og agaver med deres fallos-erstattende og himmelstormende blomsterstængel - en gang i livet, når tiden var moden.
Der var ikke så langt at gå. Først i det åbne langs en mark, og derefter kom man ind i et skovparti, hvor de første guldsmede begyndte at flyve. Ikke så mange og ikke nye arter, så jeg fortsatte til jeg kom ud på den anden side. En åben mark med en gård midt på og i den fjerne ende af marken lå søen, jeg gik efter. Lige på kanten af at være en tydelig del af en privat ejendom. Og jeg kunne ikke sige mig fri for at forestille mig, at den selvsamme midtjyske markejer fra før pludselig ville komme farende og råbe mig væk: "Hvad laver du her på min grund?! Kan du så komme væk, din ....!". Men da jeg kastede et ekstra blik på gården, så det pludselig ikke ud til, at den risiko ville være specielt stor, for den del af gården, som jeg kunne se, lå nærmest i ruiner med smadrede vinduer og slidt og vindblæst ydre. Men uanset hvad risikoen var for at ville blive antastet, ville det ikke ændre noget. Jeg VILLE ned til den sø, uanset hvad. Jeg valgte at gå ned langs den kant af marken, som lå længst væk fra gården- just in case - gode miner til godt spil, eller hvad de nu siger på fransk. Kanten af marken var skærmet af et langt højt og frodigt læhegn, og da jeg tog de første skridt kunne jeg konstatere, at jeg nu var kommet i HIMLEN!! Det vrimlede med vandnymfer og nordiske kærguldsmede. Aldrig har jeg set noget så intenst. Det rette tidspunkt, høj sol og varme og fuldstændig læ. Mit mål var hue-vandnymfen, som jeg var sikker på, at jeg kun ville finde nede ved søen, men at lade dette Eldorado af små juveler passere forbi uden at se nærmere på dem, ville være en dødssynd! Strækningen ned til søen var omkring et par hundrede meter, men det tog mig over en time at komme derned!
I første omgang er man lidt panisk: Hvordan skal man nå at få bestemt alle disse dyr? Ideelt set er det nødvendigt at få kameraet på dem alle for at bestemme dem, og der var hundredvis, så opgaven var astronomisk. Og særligt de store, kærguldsmedene, var drilske. Ofte lignede de pludselig noget helt andet, når de fløj op og glimtede anderledes i lyset og vinden, end dem jeg lige havde bestemt. Men heldigvis er der en vis struktur i galskaben, og det viste sig, at jeg på trods af de umiddelbare afvigelser, kunne forvente og konstatere at der ikke var så mange forskellige arter i omløb som frygtet. Eller altså: Håbede på naturligvis. Men når man er ude under tidsbegrænsning. 3 timer til hele seancen, i nyt land og nye opdagelser, så er det med glæde, at man kan konstatere, at man ikke behøver at bruge tid på hver enkelt dyr. Måne-vandnymfer og Nordiske Kærguldsmede var de dominerende og de var overalt langs hegnet. Ind imellem poppede der en spyd-vandnymfe op, ligesom at der var sunde mængder er rød, almindelig og flagermus vandnymfer. Glæder stort i huld mig gå!
Det viste sig, at der lå en mængde søer på den anden side af læhegnet, og at dyrene var helt lokale, var tydeligt. Senere talte jeg med Lars Krogh. Han og Frank Abrahamson havde i de selvsamme dage været i sønderjylland på et lignede ridt, og erfaret de samme mængder. Opblomstrende dyr som fandt glæden i livet langs varmegivende læhegn i det jyske landskab.
Endelig nåede jeg ned til søen. Jeg tænker, at det var typer af starer, vandplanter med enkeltstående stride strå, som dominerede langs kanten i den ene ende af søen. Heldigvis den tilgængelige del. Og jeg forestillede mig, at det var her, jeg skulle lede efter huen. Det så godt ud, og yderligere var det godt, at jeg havde gummistøvler på. Godt nok fortsat de hullede (dyreste fra Naturbutikken), så jeg kunne ikke gå helt ud i dybden uden at blive våd indvendig. Men med lange ben og arme kunne jeg nok få vinklet mig ud i den rette afstand og positur hvis nødvendigt. Og det blev det snart. For lige straks efter øjnede jeg en grønlig sag flyve helt efter forskriften. I kanten over det våde. Med kriblekrable-følelser kom kameraet på, og det kunne afsløre en limegrøn han med sort overside af thorax og de vidunderligt abnorme vedhæng. Min første Hue-han!
Mudrede søbredder med strid vegetation er dog ikke det letteste af finde fodfæste i. Og at balancere sig i rette position i forhold til hvordan dyrene sidder, uden at få jaget dem væk, og uden af vælte, er en sag for sig. Derfor blev mine skud af dette dyr ikke helt ideelle. Ideelt set skal man have dem i rette vinkler, så hele dyret bliver skarpt, men det er ofte umuligt, når man står og svupper oven på undersøiske stængler og løsagtige tuer.Jeg fandt heldigvis en bedre strækning, hvor man lettere kunne gå ud i det våde, og her var der en del. Både hanner og hunner. Glæde. Og tilfredsheden ved at have valgt dette sted var stor. Gennemtænkt fuldført plan. Men desværre var tiden ved at løbe fra mig, så jeg kunne ikke nå at undersøge hele søbredden, eller bruge for meget tid på at få de perfekte billeder. Men som ses andetsteds fik jeg flere, og af en førstegangsoperation at være, tillader jeg mig at være yderst tilfreds med udbyttet.
Jørgen Peter Kjeldsen, en nordjysk guldsmedekapacitet, var også ude i de dage, og han fik trawlet mange lokaliteter igennem, hvilket gav indtrykket af, at denne art findes der ude i måske ganske sunde mængder, når man bare begyndte at lede efter den. Vådere ekstremvejr og lavbundsjorde tilbage til naturen bør også være i guldsmedenes favør. De er hårdføre, og min beundring og respekt for dem vokser dag for dag.
Hjemrejsen foregik dagen efter, og med planlægningssnilde og overtalelse gjorde vi turen forbi Næstved denne gang. Almindelig Flodguldsmed var begyndt at flyve i disse dage, så det var oplagt lige at tage et smut forbi. Så kunne min mor også se det skønne Herlufsholm og snuse lidt til eftervirkningerne af overklassens tvivlsomme moralkodeks. Selv om jeg på ingen måde skal moralisere for meget. For om nogen, bør jeg jo selv kunne identificere mig med familiernes sorte får, og forstå at selv de mest skruppelløse ungdommer kan have gode intentioner bag deres flabede ydre.
Gomphus vulgatissimus! Sådan hedder denne skønne guldsmed på latinsk. Vi har kun en af denne type i Danmark, og en håndfuld i Europa. Mens der i Mexico findes et hav, og jeg glæder mig til at komme tilbage og få taget hul på det nye eventyr!
Lars Birk havde over 300 den dag, og vi taler fortsat om den meget lille strækning, 50 meter, af Suseåen, lige præcis der hvor Herlufsholm ligger. De skal have sandbund og bevægende vandmasser, og det er der her. De sidder på skræppe-blade og skvalderkål, og jeg tror ikke, at jeg tidligere har set nogen flyve, for da jeg denne gang så det, virkede de på ingen måde som guldsmede, men snarere som store vandnymfer. Eventyr-agtigt flagrende som deres medbeboere, de også skønne pragtvandnymfer, hvoraf jeg fandt en enkelt hun blåbåndet. 120 Flodguldsmede kunne jeg tælle mig op på, indtil jeg blev nød til at stoppe og gå tilbage til bilen, hvor min mor var gået i forvejen, efter at have siddet på den dejlige græsplæne, som viste sig at være våd i bunden, naturligvis, og da der ikke er sat bænke op langs åen, så kunne det kun blive sådan. Men det var også fint. Når man nu ikke har mulighed for selv at bestemme sig rundt i landskaberne, blev det jo egentligt et ganske fint udbytte, som denne korttur gav.
Hjemme igen fortsatte livet og den konstante østlige vind. Guldsmedene var fortsat ikke helt oppe i omdrejninger på Amager, og slet ikke i forhold til det jeg lige havde oplevet. Men ihærdigheden fejlede ikke noget, så jeg fortsatte mine rundture til de forskellige lokaliteter. Og den femtende var jeg nået ind i Pinseskoven, og gik vel mest efter flere Hårede Mosaikguldsmede, som ynder at sidde i solen i de forskellige lysninger, men måske var det også bare rart at komme ind i læ, hvor den evindelige vind ikke kunne pirke en for meget. Og jeg valgte den, hvor jeg i sin tid havde mødt Elin Elmsted, på hjørnet af snogevej og pinseskovvej. Og det havde egentlig været en ganske givende dag med både blå libeller, store blåpile, hårede og flagermus og almindelige og nogle få store farvede. Så der gik jeg i den bagerste ende af lysningen, og pludselig fløj der en guldsmed op, og via min allerede fin-justerede sæson-radar fornemmede, at noget ikke fulgte det gængse mønster her: For mørk, for lille og for rød! Guldsmed + rød + Danmark giver automatisk Hedelibel. Men det var jo alt for tidligt. De flyver notorisk senere end de andre typer af guldsmede. Så hvad? Heldigvis var det en, som ikke opførte sig hysterisk og overdrevent sensibelt, så den landede hurtigt igen, og her kunne kameraet afsløre en lækker han Rødåret Hedelibel! Naturligvis. Der bør jo allerede være fuld fart på guldsmedene i det centrale Europa, så at den langvarige sydøstenvind ikke skulle have en eller anden effekt på de lettere flyver var i og for sig utænkeligt. Men altså først gjort til virkelighed nu.
Med tanke på at der ikke blev set en eneste i Danmark året før, var det jo nærmest en sensation at hive denne i land. Og så på dette tidlige tidspunkt. Flere blev set i Sverige også i de dage, og da jeg to dage senere opdagede en hun på Amager Fælled, var ubegribeligheden komplet! Denne var min første hun, og jeg var faktisk mere glad for den end for hannen to dage før. Den dukkede også op på et solrigt læsted, og straks som den fløj ind foran mig, virkede den anderledes: bleg beige-grå, som earl-grey te med mælk; en farve som ikke er normal på vores kanter og derfor fangede min opmærksom. Den var desværre ikke helt så medgørlig som hannen, og jeg skal være glad for, at jeg nåede at få skudt et par billeder, før den forsvandt op over træerne.
Og for at det ikke skal være løgn, lykkedes det mig at finde flere hanner ude ved engsø, der hvor jeg også fandt dem for to år siden. Mellem den fireogtyvende og den syvogtyvende havde jeg maks 4 hanner. Der var fortsat nogle i Sverige, og så dukkede der også nogle op ved Blåvand, men ingen andre steder, tilsyneladende. Og straks efter var de væk igen. Et kort influks af en art som tripper på grænsen til at ville være her rigtigt.
Lille Farvevandnymfe er også en art som tripper på grænsen til rigtigt at ville. Flygtig og omskiftelig i jagten på nyanlagte vandhuller, var det derfor glædeligt at kunne genfinde den i vandhullerne i Travbaneparken. De første havde jeg den tyvende. En han og en ung hun. Det blev senere til flere, inklusive min første udfarvede hun. Antalsmæssigt forbliver den dog absolut uprangende, og det bliver interessant, at se hvor mange der kommer senere. En enkelt han ved dryas-renden ved Svenskeholmvej på Kalvebod Fælled er det også blevet til, mens jeg endnu ikke har fundet nogen der hvor jeg fandt de første på Amager i sin tid. Men sådan er arten jo.
Angående dryas: Sortmærket Kobbervandnymfe (Lestes dryas). Den er til gengæld kommet godt fra start allerede med gode antal både på Amager Fælled og her altså, dryas-renden, som jeg kalder stedet, netop fordi den er talrig her. Den syvende juni havde jeg for eksempel 85 eksemplarer siddende i det høje græs nær renden, i læ for vinden.
Og så fandt jeg ud af at det faktisk er kortere at cykle til Store Hareskov end til Dyrehaven, så da jeg jo har sat kærguldsmede på som et årsprojekt, og de netop flyver deroppe, valgte jeg på en god solskinsdag at tage turen. En god time fra Tårnby, gennem byen over Bispebuen, Bellahøj, Utterslev Mose, Hareskovmotorvejen og vupti, man er der og i medvind. Alligevel var det godt med en sukker-cola i tasken til at nivellere de indre niveauer på plads inden festlighederne skulle begynde.
Den beskyttelsesværdige Stor Kærguldsmed er den, som var på banen i de dage, og det lykkedes mig da også at finde flere hanner. Både der hvor jeg tidligere har haft dem, gl. jagtvej og motorvejssøen, og et nyt sted nede i syd, hvor der efter sigende også er Grøn Mosaikguldsmed i et af vandhullerne. Hannerne opførte sig egentlig meget godt, men hunnerne var fraværende, pånær de som var i parringspar. Hvor de opholder sig, indtil de er parate til at bolle, er jeg ikke blevet klar over. Heller ikke ved at tage derop igen den første juni. Kun hunner i par. Hvilket fra et fotografisk synspunkt er et problem, da de pædagogiske detaljer bliver skjult, når hun hænger halvt skjult af hannens krop. Så der må en anden tilgang til. Måske nogen ved, hvor man kan komme til dem, men i og med at arten er relativt sjælden i landet, er det nok ikke mange. Alle de hanner jeg så var udfarvede, hvilket må betyde at man skal tidligere der op, hvis man ønsker at få unge hanner. Det er værd at notere sig til næste år, hvor jeg så ikke bare kan forlade mig på, hvad der dukker på i naturbasen, for at se hvornår tingene sker. Med disse specialprojekter må jeg selv få det til at ske.
Lille Kærguldsmed var der kun et par stykker af den første gang jeg var deroppe, mens der var godt med Kileplet-mosaikguldsmede begge gange. En fin art som også har vist sig flere gange for mig på Amager i år. Jeg mødte Lars Johansen deroppe, hvor vi netop havde flere kilepletter tæt på. Også en god anskuelig en som sad sammen med en håret mosaik, hvorved det blev tydeligt at se deres ret store størrelsesforskel.
En anden gruppe som jeg ikke har nævnt endnu, er de skønne smaragdlibeller. Kun den Grønne [C. aenea] er regelmæssig, Alligevel lykkedes mig i denne måned, at få set alle tre forventelige arter i vores nærområde. Den relativt fåtallige Plettede Smaragdlibel [S. flavomaculata], har beæret mig med optrædener både i Hareskoven, Lillesø ved Søndersø og i Ejby Mose, mens den ene Glinsende [S. metallica] jeg har set, fløj sammen med den plettede i Ejby Mose. Jeg så dem fra en af broerne hen over Harrestrup Å, og det er måske en god strategi, hvis man vil finde særligt den glinsende: At opsøge å-broer, for den glinsende har jeg kun haft på Amager netop under pumpehus-broen, et sted som mindede meget om Harrestrup-å-broen.
Af de tre er den plettede nok den mest lokaliserede, hvorfor jeg kan være godt tilfreds med allerede at have set den tre steder. To havde jeg sammen da jeg anden gang i Hareskoven valgte at udvide turen til lige at få tjekket det sted hvor Lars Johansen har haft Lille Kejersguldsmed de sidste par år: Lillesø. Man opdager som regel den plettede når den flyver rundt i adstadigt tempo, gerne i moderat menneskehøjde, men også et stykke over hovedet. Den virker slankere i flugten end både den grønne og den glinsende, og flyver altså mere roligt igennem luften. De gullige sidepletter kan derimod være svære at se i flugten, og særligt hannernes som er mindre og mere utydelige.
Men jeg tog altså til Lillesø for at se, hvordan stedet så ud, i forhold til Lille Kejserguldsmed, og det overraskede mig en del at se en helt tilgroet flade, hvor man ikke rigtig havde adgang til at se ind i området. Hvor han ser den, forstår jeg derfor ikke, men måske det ligefrem er når/hvis de flyver ud over Søndersø, som ligger lige opad. Jeg så ingen, og han har heller ikke meldt nogen i år endnu. Til gengæld har der været en del af dem i Sverige, og der er også meldt flere fra Safirsøen på Bornholm, så de må have et ganske fornuftigt år, tænker jeg, og forhåbentligt er det bare et spørgsmål om tid, før de dukker op på Amager også.
Og således nærmer vi os afslutningen på denne periodes oplevelser. Dog er det værd at nævne, at jeg i går, den tiende juni, havde min første Almindelige Kobbervandnymfe [Lestes sponsa], en hun. Det var hele ti dage tidligere end sidste år, og jeg så den et underligt sted, ved Viben i sydenden af Pinseskoven. Jeg mindes ikke at have set den i det område før. Men måske den kraftige vestenvind, har blæst den ind i det mere beskyttede område der. Et udtørrende sumpområde, som nok har virket helt hjemligt i forhold til, hvor den er vokset op.Og så er det også på sin plads at nævne den måske mest spændende nyhed foreløbigt i år. I Store Hareskov mødte jeg Bo Nielsen, samme dag som jeg mødte Lars Johansen. På naturbasen har jeg kunnet se, at han rent faktisk er min nærmeste konkurrent i forhold til at finde nye spændende arter på Amager - han bor på Vesterbro. Men han har også set ud til at være fraværende de senere år, så jeg regnede ikke med at skulle møde ham. Men altså jo, efter en nylig tilbagekomst efter sygdom, kunne han meddele. Og så kunne han også meddele at han havde opdaget en lille population af Rød Vandnymfe i Søndermarken, Frederiksberg. Jeg har den jo som min næste ønskeart for Amager, hvor den endnu ikke er blevet registreret, men i og med at den nu findes så tæt på, er der ekstra god basis for at tro på sagen. For arten er tydeligvis i spredning, og hvis den kan finde de rette betingelser her på øen, skal den nok komme. Skovpartier har vi jo rundt omkring, særligt Kongelunden, men spørgsmålet er, og den kan finde de rette vandforhold at yngle i. Den kan tilsyneladende klare både stillestående og rindende vand, så jeg forestiller mig, at specielt det vandhul som befinder sig i den sydvestlige del af Kongelunden bør være egnet. Den frodige kantvegetation her burde også være attraktiv for arten. Jeg tog i Søndermarken efter et arbejdsrelateret Ballerup-raid og connectede med 12 af de røde, Bo havde 30, og derefter har jeg ihærdigt været rundt og sprede deres vibes ud over kongelunden og andre mulige områder. At tro på det og at glæde sig! 28 arter.
Enjoy!
2024-05-03
April måneds Guldsmede
Jeg nåede lige at få det tidlige forårs førsteelsker registreret i marts måned. Den 30. sad der en enlig Sørgekåbe og varmede sig i græsset i heksegryden. Og rundt omkring i skoven havde lidt hvide c'er og nældens takvinger også forladt deres vinterhi, men uden at prange. En uge skulle vi ind i april før der kom lidt mere flow i sørgekåberne med 7 dyr på 3 dage og dagpåfugleøjer og citronsommerfugle blandede sig i forårskoret. Og så døde det pludselig ud, for april dukkede sig, og lagde sig om med kulde og regnfulde dage. Først i de sidste dage af måneden, da varmen begyndte at titte frem igen fra syd, kunne den flagrende fornøjelse fortsætte med skovblåfugle, auroraer og skovrandøjer nu i farvepaletten. De varme dage fortsatte ind i starten af maj, og skoven sprang ud i fuldeste flor. Der dukkede ingen sjældne takvinger op. Kun Harald på Bornholm lykkedes det at finde en flot kirsebærtakvinge. Men der, et stenkast fra Skåne, er det noget mere forventeligt at en dukker op, end her i moderlandet på den anden side af svensken. Jeg har ellers gjort hvad jeg kunne for at støve en op, men der skal vist mere end bare lys i ønskelampen for at den drøm kommer til at gå i opfyldelse. Der skal både sæson og vejr til. Men hvis man lige kigger op, og spejder bagud, så har det rent faktisk været ganske brugbart vejr de sidste mange dage, med kraftig vind fra øst. En vinge eller to kunne således godt have fået hjælp til at flyve over sundet og lande i vores nærhed. Og måske de har, men bare uden for kenderes rækkevidde.
Men nu er vi nået derhen hvor sæsonerne begynder at overlappe, og man skal rette sit fokus mod det som ligger hjertet nærmest. Guldsmedene begynder ikke at flyve før i maj måned. De første. Men det gjorde de så alligevel i år. De røde vandnymfer dukkede op for en god uge siden, og på det seneste er gode antal af grøn smaragdlibel og nogle få nordiske kærguldsmede også kommet på vingerne. Også vores blå vandnymfe-par, flagermus og hestesko er kommet ud af deres gode skin. Harald havde selvfølgelig nogle vintervandnymfer på Bornholm i løbet af april. De første i år, da han desværre ikke synes at have fundet nogen i løbet af vinteren. Om de ikke sidder i bastemosen eller om han ikke er ude om vinteren, ved jeg ikke, men det bør kunne lade sig gøre at finde dem.
Nå, han og andre har også haft spydvandnymfer de sidste par dage, og i dag var der mange 4-plettede libeller rundt omkring. Det hele eksploderer, det som jeg har ventet på, og alligevel står jeg i dag og har endnu ikke set en eneste guldsmed i år! Jeg har været grundigt rundt de seneste dage, men ikke det fjerneste har jeg kunne støve op. Det virker underligt og vel nærmest lidt provokerende, når det nu er min største glæde at komme i gang med sæsonen. Men jeg må acceptere, og afvente i ydmyg afklarethed, for jeg tænker, at grunden må være, at den kraftige østenvind vi har nu, som godt nok har givet pæn varme ind over landet, ikke rigtig har haft den samme effekt her hos os, ude mod øst, hvor østersøens kolde vande sluger sin del af temperaturerne.
Af disse flyvende arter ville den rød vandnymfe trods varme nok ikke have gjort sit indtog, for ikke at nævne spydvandnymfe og vintervandnymfer heller, men det er alligevel en af de arter, som jeg håber på at finde på et tidspunkt på Amager, altså den røde. Den sværmer tæt rundt om København, men kræver gerne mere modne løvskove med skovsøer og vandløb, og det har vi desværre ikke så meget af på øen. Kun de mange brakvandssøer og plumrede vandhuller. Men en tilflyver på visit kunne også gøre det.
Sidste år blev den første art på Amager, for mig, den 4-plettede libel. Med så mange arter i spil allerede, tør jeg ikke gætte på hvad det bliver i år. Men jeg glæder mig. (UPDATE, dagen efter, 4.maj, lykkedes det så i overskyet vejr, at luske to flagermus op i svinget ved den landskabelige kanal, Amager Fælled - SÅ ER VI IGANG!)
I fuglenes verden skete der også sjove ting helt tilbage i starten af april, hvor de varme dage der, gav uventede fremmøde af arter som løvsanger og broget fluesnapper. Og på lappedykker fronten skete der den behagelighed, at først en og senere to nordiske lappedykkere
dukkede op i grønjordssøen på Amager Fælled. I smukkeste skrud som ses. De forsvandt efter omkring to uger, og blev set i Utterslev Mose dagen efter. Men kun en dag, så de er nok godt på vej mod nordligere himmelstrøg, der hvor de hører rigtigt hjemme. Grønjordssøen er godt nok ganske god for lappedykkere i år, men måske der har været for megen forstyrrelse, og sikkert også de forkerte betingelser til yngelplads. Det kunne have været sjovt dog, men også helt fint at naturen ikke går helt i resignation og tilpasser sig menneskenes forgodtbefindende. Op og ud i den rigtige svenske natur, hvor lommer synger og tranerne trimper deres elegante tådanserier.
Og så lige til sidst som en opvarmer. I midten af april, ulogisk i det kolde vejr, kom der gransangere på vanligt træk. De gjorde som de plejer, men i mine ører var der pludselig en dag tre som ikke lød som de plejer. De lød snarere som tristiser - den sibiriske race af arten. Kyllingekald som den har, lød tre forskellige steder i pinseskoven, og jeg var glad og tastede dem, på trods af at jeg ikke bruger dofbasen længere. Men som service til andre fuglekiggere piner det mig ikke at bidrage, så det gjorde jeg, med dette fine og usædvanlige fund. Ansporet, må jeg nok sige, af andre som i dagene før også havde registreret tristis forskellige steder i København. Et helt usædvanligt influx. Men helt så simpelt skulle det så alligevel ikke blive at få lov til at hvile på laurbærrene. Denne dag havde jeg ikke min optager i brugsmode, så da jeg dagen efter blev klar over, at noget var galt med de andres observationer, idet flere var blevet slettet fra basen, besluttede jeg mig for at få opladet min optager, og tog næste dag ud i håb om at fuglene stadig var på plads. Og to af dem var. Jeg fik gode optagelser, og glædede mig til at få bekræftet min bestemmelse. Men sådan skulle det ikke gå. Sonogrammerne var ikke helt egnede til klassiske tristis'er. Så jeg måtte i gang med en større undersøgelse af emnet, og her blev det klart at jeg naturligvis, pga Mexico mest, var langt bagud i forhold til den debat som havde foregået allerede 10 år tidligere. Vores gransangere kan afvige, og nogle minder lidt om tristis. Det er den hurtige konklusion, og derfor bliver alle tristis-kandidater afvist, hvis ikke der er lydoptagelser af fuglen. Dog er sagen ikke helt så enkelt, for der er flere ting som er ulogiske og uforståelige i disse afvigende fugles optræden, og det er jeg så småt ved at prøve at finde hoved og hale i, og vil snart lægge mine oplysninger frem i et andet skriv, som altså er på vej inden for tidernes komme.
Afvent i glæde og nyd foråret!
April måneds Guldsmede
Jeg nåede lige at få det tidlige forårs førsteelsker registreret i marts måned. Den 30. sad der en enlig Sørgekåbe og varmede sig i græsset i heksegryden. Og rundt omkring i skoven havde lidt hvide c'er og nældens takvinger også forladt deres vinterhi, men uden at prange. En uge skulle vi ind i april før der kom lidt mere flow i sørgekåberne med 7 dyr på 3 dage og dagpåfugleøjer og citronsommerfugle blandede sig i forårskoret. Og så døde det pludselig ud, for april dukkede sig, og lagde sig om med kulde og regnfulde dage. Først i de sidste dage af måneden, da varmen begyndte at titte frem igen fra syd, kunne den flagrende fornøjelse fortsætte med skovblåfugle, auroraer og skovrandøjer nu i farvepaletten. De varme dage fortsatte ind i starten af maj, og skoven sprang ud i fuldeste flor. Der dukkede ingen sjældne takvinger op. Kun Harald på Bornholm lykkedes det at finde en flot kirsebærtakvinge. Men der, et stenkast fra Skåne, er det noget mere forventeligt at en dukker op, end her i moderlandet på den anden side af svensken. Jeg har ellers gjort hvad jeg kunne for at støve en op, men der skal vist mere end bare lys i ønskelampen for at den drøm kommer til at gå i opfyldelse. Der skal både sæson og vejr til. Men hvis man lige kigger op, og spejder bagud, så har det rent faktisk været ganske brugbart vejr de sidste mange dage, med kraftig vind fra øst. En vinge eller to kunne således godt have fået hjælp til at flyve over sundet og lande i vores nærhed. Og måske de har, men bare uden for kenderes rækkevidde.
Men nu er vi nået derhen hvor sæsonerne begynder at overlappe, og man skal rette sit fokus mod det som ligger hjertet nærmest. Guldsmedene begynder ikke at flyve før i maj måned. De første. Men det gjorde de så alligevel i år. De røde vandnymfer dukkede op for en god uge siden, og på det seneste er gode antal af grøn smaragdlibel og nogle få nordiske kærguldsmede også kommet på vingerne. Også vores blå vandnymfe-par, flagermus og hestesko er kommet ud af deres gode skin. Harald havde selvfølgelig nogle vintervandnymfer på Bornholm i løbet af april. De første i år, da han desværre ikke synes at have fundet nogen i løbet af vinteren. Om de ikke sidder i bastemosen eller om han ikke er ude om vinteren, ved jeg ikke, men det bør kunne lade sig gøre at finde dem.
Nå, han og andre har også haft spydvandnymfer de sidste par dage, og i dag var der mange 4-plettede libeller rundt omkring. Det hele eksploderer, det som jeg har ventet på, og alligevel står jeg i dag og har endnu ikke set en eneste guldsmed i år! Jeg har været grundigt rundt de seneste dage, men ikke det fjerneste har jeg kunne støve op. Det virker underligt og vel nærmest lidt provokerende, når det nu er min største glæde at komme i gang med sæsonen. Men jeg må acceptere, og afvente i ydmyg afklarethed, for jeg tænker, at grunden må være, at den kraftige østenvind vi har nu, som godt nok har givet pæn varme ind over landet, ikke rigtig har haft den samme effekt her hos os, ude mod øst, hvor østersøens kolde vande sluger sin del af temperaturerne.
Af disse flyvende arter ville den rød vandnymfe trods varme nok ikke have gjort sit indtog, for ikke at nævne spydvandnymfe og vintervandnymfer heller, men det er alligevel en af de arter, som jeg håber på at finde på et tidspunkt på Amager, altså den røde. Den sværmer tæt rundt om København, men kræver gerne mere modne løvskove med skovsøer og vandløb, og det har vi desværre ikke så meget af på øen. Kun de mange brakvandssøer og plumrede vandhuller. Men en tilflyver på visit kunne også gøre det.
Sidste år blev den første art på Amager, for mig, den 4-plettede libel. Med så mange arter i spil allerede, tør jeg ikke gætte på hvad det bliver i år. Men jeg glæder mig. (UPDATE, dagen efter, 4.maj, lykkedes det så i overskyet vejr, at luske to flagermus op i svinget ved den landskabelige kanal, Amager Fælled - SÅ ER VI IGANG!)
I fuglenes verden skete der også sjove ting helt tilbage i starten af april, hvor de varme dage der, gav uventede fremmøde af arter som løvsanger og broget fluesnapper. Og på lappedykker fronten skete der den behagelighed, at først en og senere to nordiske lappedykkere
dukkede op i grønjordssøen på Amager Fælled. I smukkeste skrud som ses. De forsvandt efter omkring to uger, og blev set i Utterslev Mose dagen efter. Men kun en dag, så de er nok godt på vej mod nordligere himmelstrøg, der hvor de hører rigtigt hjemme. Grønjordssøen er godt nok ganske god for lappedykkere i år, men måske der har været for megen forstyrrelse, og sikkert også de forkerte betingelser til yngelplads. Det kunne have været sjovt dog, men også helt fint at naturen ikke går helt i resignation og tilpasser sig menneskenes forgodtbefindende. Op og ud i den rigtige svenske natur, hvor lommer synger og tranerne trimper deres elegante tådanserier.
Og så lige til sidst som en opvarmer. I midten af april, ulogisk i det kolde vejr, kom der gransangere på vanligt træk. De gjorde som de plejer, men i mine ører var der pludselig en dag tre som ikke lød som de plejer. De lød snarere som tristiser - den sibiriske race af arten. Kyllingekald som den har, lød tre forskellige steder i pinseskoven, og jeg var glad og tastede dem, på trods af at jeg ikke bruger dofbasen længere. Men som service til andre fuglekiggere piner det mig ikke at bidrage, så det gjorde jeg, med dette fine og usædvanlige fund. Ansporet, må jeg nok sige, af andre som i dagene før også havde registreret tristis forskellige steder i København. Et helt usædvanligt influx. Men helt så simpelt skulle det så alligevel ikke blive at få lov til at hvile på laurbærrene. Denne dag havde jeg ikke min optager i brugsmode, så da jeg dagen efter blev klar over, at noget var galt med de andres observationer, idet flere var blevet slettet fra basen, besluttede jeg mig for at få opladet min optager, og tog næste dag ud i håb om at fuglene stadig var på plads. Og to af dem var. Jeg fik gode optagelser, og glædede mig til at få bekræftet min bestemmelse. Men sådan skulle det ikke gå. Sonogrammerne var ikke helt egnede til klassiske tristis'er. Så jeg måtte i gang med en større undersøgelse af emnet, og her blev det klart at jeg naturligvis, pga Mexico mest, var langt bagud i forhold til den debat som havde foregået allerede 10 år tidligere. Vores gransangere kan afvige, og nogle minder lidt om tristis. Det er den hurtige konklusion, og derfor bliver alle tristis-kandidater afvist, hvis ikke der er lydoptagelser af fuglen. Dog er sagen ikke helt så enkelt, for der er flere ting som er ulogiske og uforståelige i disse afvigende fugles optræden, og det er jeg så småt ved at prøve at finde hoved og hale i, og vil snart lægge mine oplysninger frem i et andet skriv, som altså er på vej inden for tidernes komme.
Afvent i glæde og nyd foråret!
2024-03-23
Nyt om Sommerfugle. Og de mexicanske.
Der er omkring 1800 dagsommerfuglearter i Mexico, og de godt 100 af dem har jeg taget billeder af. Det har jeg just fundet ud af, da det endelig er lykkedes mig at få behandlet de sidste fotos jeg har taget derovre.
Selv om jeg stort set kun havde fokus på fuglene i de år, hvor jeg begyndte mit mexicanske eventyr, så var jeg alligevel allerede fra starten opmærksom på sommerfuglene også. Jeg husker tydeligt min begejstring for de store svalehaler, som ofte fløj på lucernemarkerne, da jeg boede i Aguascalientes i de første år. En eksklusiv glæde at bevæge sig rundt alene i denne i lomme i byen, hvor de sidste bønder holdt stand på marker allerede omsluttet af den urbane frembrusen. Det blev derfor hurtigt en vane også at tage billeder af sommerfugle, som valgte at posere fint på min vej.
Om jeg rent faktisk fastholdt disiciplinen omkring denne vane, er jeg dog ikke helt sikker på. Jeg mindes i hvert en gang, hvor jeg så en meget lille dagsommerfugl, som jeg valgte ikke at tage billeder af, fordi....den var så lille, at den ville forsvinde igennem pixelnettet, hvis jeg havde forsøgt..! Og således kan der sagtens havde været mange flere situationer. Og helt givet er det, at der var mange situationer med flyvende individer, som man bare måtte nyde i flugten, da der ellers ville været gået for megen tid fra hovedaktiviteten, hvis jeg skulle have gjort en indsats for at fotografere dem.
Umiddelbart lyder det ikke af meget med 100 arter i løbet af 10 år, men måske det lave antal for en del hænger sammen med, at de våde sommermåneder er de mest artsrige, og da det meste af Mexico består af højland med til tider svært tilgængelige egne i det våde føre, er det begrænset hvor meget man kommer rundt på den tid af året. Men som sagt, jeg har kun reageret på det mest åbenlyse, og en mere ihærdig entusiast ville givetvis have fået flere arter i kassen.
Alligevel kan man nok finde glæde ved at bladre igennem udvalget, og måske blive inspireret til selv at komme afsted en dag. Der er mange fine sager imellem. Den samlede liste i billeder kan ses bag svalehalen
Og så tilbage til min nutidige horisont, Amager. Foråret bølger stille og roligt frem mellem byger og kølige solstrejf. Det hele på en ganske civil måde uden de store udsving og overdrivelse. Som om naturen lige tager en puster oven på de forrykte våde tider, som er gået forud. Forhåbentlig fortsætter det på den tørre side. Hvad sommerfugle angår er vi stadig lidt for tidligt i sæsonen til at det rigtigt går i gang. Men som ventet har de overvintrende arter vovet sig frem hist og pist, men uden den store overbevisning endnu, da en fin solskinstime hurtigt bliver afløst af kolde pust fra nord. Jeg har selv kun set et par admiraler og lidt flere nældens takvinger.
Og så har heksegryden i pinseskoven givet de forventelige birkedagmålere som flyver tidligt. Sørgekåben har jeg endnu ikke kunne finde, selv om jeg har været derude adskillige gange. TL havde en i dag så jeg, og det netop som morgenen stod i sol med få skyer. Jeg var først ude over middag, og da lukkede det helt til. Ovenikøbet med et ordentligt tordenbrag ude over reservatet. Varm luft som presser sig på kan man håbe. Braget fik de mange bramgæs til at flyve op, og jeg havde knapt 9000 hvilket er et artigt, og så alligevel forventeligt, tal. Det mere dagslys nu, og det meget vand giver gode betingelser for at græsset kan gro, og gæssene tumler sig alle vegne. I en kort stund efter braget klarede det op, og jeg forsøgte heksegryden endnu en gang, da det er det bedste sted at se sørgekåben. Det gav to birkedagmålere som sad og solede sig i det tørre græs, varmt og læfuldt. Men desværre opdagede jeg dem ikke, før de så mig, og så var de væk. Som det ofte går. Men det går, og uden mere at berette fra denne kant går det nok at slutte af her.
Enjoy!
Nyt om Sommerfugle. Og de mexicanske.
Der er omkring 1800 dagsommerfuglearter i Mexico, og de godt 100 af dem har jeg taget billeder af. Det har jeg just fundet ud af, da det endelig er lykkedes mig at få behandlet de sidste fotos jeg har taget derovre.
Selv om jeg stort set kun havde fokus på fuglene i de år, hvor jeg begyndte mit mexicanske eventyr, så var jeg alligevel allerede fra starten opmærksom på sommerfuglene også. Jeg husker tydeligt min begejstring for de store svalehaler, som ofte fløj på lucernemarkerne, da jeg boede i Aguascalientes i de første år. En eksklusiv glæde at bevæge sig rundt alene i denne i lomme i byen, hvor de sidste bønder holdt stand på marker allerede omsluttet af den urbane frembrusen. Det blev derfor hurtigt en vane også at tage billeder af sommerfugle, som valgte at posere fint på min vej.
Om jeg rent faktisk fastholdt disiciplinen omkring denne vane, er jeg dog ikke helt sikker på. Jeg mindes i hvert en gang, hvor jeg så en meget lille dagsommerfugl, som jeg valgte ikke at tage billeder af, fordi....den var så lille, at den ville forsvinde igennem pixelnettet, hvis jeg havde forsøgt..! Og således kan der sagtens havde været mange flere situationer. Og helt givet er det, at der var mange situationer med flyvende individer, som man bare måtte nyde i flugten, da der ellers ville været gået for megen tid fra hovedaktiviteten, hvis jeg skulle have gjort en indsats for at fotografere dem.
Umiddelbart lyder det ikke af meget med 100 arter i løbet af 10 år, men måske det lave antal for en del hænger sammen med, at de våde sommermåneder er de mest artsrige, og da det meste af Mexico består af højland med til tider svært tilgængelige egne i det våde føre, er det begrænset hvor meget man kommer rundt på den tid af året. Men som sagt, jeg har kun reageret på det mest åbenlyse, og en mere ihærdig entusiast ville givetvis have fået flere arter i kassen.
Alligevel kan man nok finde glæde ved at bladre igennem udvalget, og måske blive inspireret til selv at komme afsted en dag. Der er mange fine sager imellem. Den samlede liste i billeder kan ses bag svalehalen
Og så tilbage til min nutidige horisont, Amager. Foråret bølger stille og roligt frem mellem byger og kølige solstrejf. Det hele på en ganske civil måde uden de store udsving og overdrivelse. Som om naturen lige tager en puster oven på de forrykte våde tider, som er gået forud. Forhåbentlig fortsætter det på den tørre side. Hvad sommerfugle angår er vi stadig lidt for tidligt i sæsonen til at det rigtigt går i gang. Men som ventet har de overvintrende arter vovet sig frem hist og pist, men uden den store overbevisning endnu, da en fin solskinstime hurtigt bliver afløst af kolde pust fra nord. Jeg har selv kun set et par admiraler og lidt flere nældens takvinger.
Og så har heksegryden i pinseskoven givet de forventelige birkedagmålere som flyver tidligt. Sørgekåben har jeg endnu ikke kunne finde, selv om jeg har været derude adskillige gange. TL havde en i dag så jeg, og det netop som morgenen stod i sol med få skyer. Jeg var først ude over middag, og da lukkede det helt til. Ovenikøbet med et ordentligt tordenbrag ude over reservatet. Varm luft som presser sig på kan man håbe. Braget fik de mange bramgæs til at flyve op, og jeg havde knapt 9000 hvilket er et artigt, og så alligevel forventeligt, tal. Det mere dagslys nu, og det meget vand giver gode betingelser for at græsset kan gro, og gæssene tumler sig alle vegne. I en kort stund efter braget klarede det op, og jeg forsøgte heksegryden endnu en gang, da det er det bedste sted at se sørgekåben. Det gav to birkedagmålere som sad og solede sig i det tørre græs, varmt og læfuldt. Men desværre opdagede jeg dem ikke, før de så mig, og så var de væk. Som det ofte går. Men det går, og uden mere at berette fra denne kant går det nok at slutte af her.Enjoy!
2024-01-16
Working on the World's Dragonflies.
Not from a gaining point, but out of simple passion. My winter plan was to work on the Danish and European accounts, but I got distracted by a batch of unhandled butterfly photos from Mexico that deserved to be made public - for my own amusement first of course, but also as a small contribution to the vast ocean of media files that we constantly dip into. And then it was that I found three photos labeled butterfly, that actually were dragonflies. Happiness in the pure form, as I remember experiencing it in the first years with birds. So thrilling to discover new species and places. All the three dragonflies were skimmers, and common ones, Black-winged Dragonlet, Filigree Skimmer and the smart Slender Skimmer. But without any recollection about having taken them, it was like winning the lottery when opening the files. And from thereon the excitement led to an inspiration and then to another, and suddenly I was working on the Mexican state species, adding all the lists as downloadable files elsewhere on this site, and then I decided to add the entire world list too. For now just as a raw list to seep through, to get an idea about the extension of species that exist out there. This mainly for my own purpose to learn more and especially to get a fuller picture about the dragonfly world.
6409 species is the current total, but as it has been the case with birds for the last decades, taxonomy changes are many and happen frequently in these times. I get a feeling that the academic work on dragonflies is somewhat behind in progress compared to the work on birds, and therefore it is to be expected that many changes will take place during the following years, keeping us from enjoying the satisfaction of familiarity. Most changes won't affect the European species, since the long time work on this insect group in this part of the world is a fact. However, when working on the latest version of the world list I got confused about one species, that first seemed to be missing, but I re-encountered it with a different, and new, genus name: Green-eyed Hawker [Kileplet-mosaikguldsmed] is no longer considered an Aeshna hawker, but has been re-assigned its own new genus, now being Isoaeschna isoceles.
Unfortunately I haven't been able to find information that explains the changes made to the list. The list is maintained via the American odonatacentral.org and Slater Museum of Puget Sound University, and apparently the working group includes odonatologists from all over the world, including Dijkstra, why I expect (and hope) it to be accepted as the global authority on the subject.
29 new species have been assigned as new to the list in 2023, giving a good indication about the many aspects and new species to be found in the future. And even in a well-visited country like Mexico there are still new species being discovered, and that fact, is what really makes me itch all over with excitement and wanting to go back!
With a new wish being born!
Enjoy
Working on the World's Dragonflies.
Not from a gaining point, but out of simple passion. My winter plan was to work on the Danish and European accounts, but I got distracted by a batch of unhandled butterfly photos from Mexico that deserved to be made public - for my own amusement first of course, but also as a small contribution to the vast ocean of media files that we constantly dip into. And then it was that I found three photos labeled butterfly, that actually were dragonflies. Happiness in the pure form, as I remember experiencing it in the first years with birds. So thrilling to discover new species and places. All the three dragonflies were skimmers, and common ones, Black-winged Dragonlet, Filigree Skimmer and the smart Slender Skimmer. But without any recollection about having taken them, it was like winning the lottery when opening the files. And from thereon the excitement led to an inspiration and then to another, and suddenly I was working on the Mexican state species, adding all the lists as downloadable files elsewhere on this site, and then I decided to add the entire world list too. For now just as a raw list to seep through, to get an idea about the extension of species that exist out there. This mainly for my own purpose to learn more and especially to get a fuller picture about the dragonfly world.
6409 species is the current total, but as it has been the case with birds for the last decades, taxonomy changes are many and happen frequently in these times. I get a feeling that the academic work on dragonflies is somewhat behind in progress compared to the work on birds, and therefore it is to be expected that many changes will take place during the following years, keeping us from enjoying the satisfaction of familiarity. Most changes won't affect the European species, since the long time work on this insect group in this part of the world is a fact. However, when working on the latest version of the world list I got confused about one species, that first seemed to be missing, but I re-encountered it with a different, and new, genus name: Green-eyed Hawker [Kileplet-mosaikguldsmed] is no longer considered an Aeshna hawker, but has been re-assigned its own new genus, now being Isoaeschna isoceles.
Unfortunately I haven't been able to find information that explains the changes made to the list. The list is maintained via the American odonatacentral.org and Slater Museum of Puget Sound University, and apparently the working group includes odonatologists from all over the world, including Dijkstra, why I expect (and hope) it to be accepted as the global authority on the subject.
29 new species have been assigned as new to the list in 2023, giving a good indication about the many aspects and new species to be found in the future. And even in a well-visited country like Mexico there are still new species being discovered, and that fact, is what really makes me itch all over with excitement and wanting to go back!
With a new wish being born!
Enjoy
2023-10-04
55 guldsmede i Danmark og 13 nye!
Den løbende opdatering med de finere og aktuelle detaljer fra årets guldsmedeture blev så altså ikke til noget heller i år. Det skulle have været elegant, let og luftigt - og fornøjeligt naturligvis - men der skete det simple, at før jeg vidste af det, var der gået endnu aften med at ordne dagens høst i lister og billeder. Hver dag. For så dukkede der såmænd endnu en dag op, hvor den håbefulde iver og kriblen i opdagelsestrangen gjorde det svært ikke at vælge at tage ud, i stedet for at skrive og reflektere baglæns. Skidt for læseren, men godt for mit erfaringsmæssige udbytte. Af studier bliver man jo klogere. Nogen. Noget er dog opfanget og videregivet under de enkelte billeder.
Måne-vandnymfen blev årets 13. art, og min 46. art i Danmark. Og som nævnt blev den også proppen i rosinpølsen, ved at jeg derved havde set alle de blå vandnymfer som er se-mulige i Danmark. Ikke at det gør et kapitel afsluttet, for med mine ambitioner om at skabe min egen online ressource til guldsmede, kræves der både endnu og flere ekskursioner udi materien for at kunne præsentere den så komplet som muligt. Og da jeg gerne vil holde fokus på at viderebringe de mere personlige og subjektive oplevelser med arterne også, skal der mange ture til.
Og det blev til mange ture igennem resten af sæsonen. Dog ikke efter flere af de sjældne blå vandnymfer, men generelt. Og det så vidt, at jeg bliver nød til at kalde det et så-godt-som-fuldbyrdet-år. I skrivende stund, Oktober, her hvor sæsonen i praksis er afsluttet, kan jeg løfte sløret for den vidunderlige kendsgerning, at jeg nu har set 55 arter i Danmark! Af de 61 som den danske liste officielt består af. Og da der er 4 arter på denne liste, som er urealistiske at få under normale omstændigheder, så var jeg kun to arter fra at kunne kalde det Fuld Plade. Hvilke to kan du selv tjekke i Danmarkslisten, eller finde ud af ved at læse videre her!
Jeg havde egentlig forestillet mig, at jeg skulle have de tre blå vandnymfer i Jylland, måne, hue og spyd, men da de nu var klaret, behøvede jeg ikke at bekymre mig om dem. De to første flyver ret begrænset, både i tid og sted, så man skal være på dem aktivt for ikke at misse dem. Resten af maj og ind i juni tog jeg det derfor med ro, og tog det med som faldt min vej, indtil de næste nye arter ville dukke op. Det indebar også, at jeg ikke tog til Fandens Hul og Store Hareskov for at se Dværgvandnymfe og Kærguldsmedene. Jeg fik derfor ikke den lille dværg eller Stor Kærguldsmed og Nordisk Kærguldsmed i år. Retrospektivt virker det lidt som en hængesvans som ikke rigtig er kommet ind i materien. Med så begrænset et antal arter, på et så relativt begrænset område, burde man som seriøs odonatolog naturligvis gøre den komplette runde hvert år. Og endnu mere hvis man har det mål, som proklameret tidligere, at skabe en brugbar ressource. Beliggenhed - Beliggenhed - Beliggenhed. Det siger de i forretningsverden, hvis det gælder handel. Her siger vi (jeg): I felten - I felten - I felten. Hvis man vil lære noget.
I felten var jeg dog. Bare mest i det lokale rundt på Amager. Som udgangspunkt er Amager dog ikke et dårligt sted at se på guldsmede. Vi har et bredt udsnit af de fleste familier og med tanke på sidste års fine Sydlige Mosaikguldsmede, så var det med forventningens glæde at jeg gik videre ind i sæsonen. Stor Blåpil, Kileplet Mosaikguldsmed, Stor Kejserguldsmed og Sortmærket Kobbervandnymfe dukkede alle op hen over månedskiftet, og som skrevet andetsteds, tog jeg på en hurtig forsmagstur til Tamosen ved Suseåen for at få de tre eksklusive arter, Blåbåndet Pragtvandnymfe, Spidsplettet Libel og Fjerbenet Vandnymfe. Jeg havde ikke forsøgt at få dem sidste år, så det var på tide. Forsmagen var til vores Sveriges-ekspedition den 5. juni. Som mest var en sommerfugletur, men hvor det var glædeligt at få Lille Tangguldsmed og Toplettet Falkelibel som nye arter. De to udgør halvdelen af de fire arter på den danske liste som er svære at få. De har tilsyneladende ikke været rigtigt udbredt i landet før, med kun enkelte fund i det forrige århundrede. De er dog begge udbredte i det sydsvenske, så man kan håbe, at klimaforandringerne vil gøre noget godt i den retning, men sikkert kun hvis vi får styr på vores vandmiljø, så arterne kan finde egnede levesteder.
Det var dejligt at gense særligt pragtvandnymfen. Jeg havde stadig den juni aften i hukommelsen fra 2021 hvor jeg besøgte stedet første gang og fik alle tre arter som nye. En stille og smuk solrig aften hvor alle energier var i komplet harmoni. Den gang fandt jeg kun en ung hun af den spidsplettede, så det var også oplivende at finde flere hanner denne gang. Der var knapt så mange pragtvandnymfer som første gang, hvilket nok mere er et spørgsmål om tilfældigheder end et udtryk for artens tilstand. De drifter jo væk fra ynglevandet i starten, og søger mod skovarealer for at æde og vokse. Hvornår det sker afhænger helt af årets udvikling. Men der var nok, og jeg var glad. Der var også flere fjerbenede end sidste gang.
Hjemme igen begyndte Blå Mosaikguldsmed, Almindelig Kobbervandnymfe og de første hedelibeller at flyve. Blodrød og Stor. Det var pænt vejr. For ikke at sige at det blev en meget tør tid hen over sommeren. Intet regn og godt med sol. Og den 20. juni var vinden i let sydøst. Og det gjorde noget.
Jeg tog forbi nordskoven i Kongelunden, mest for sommerfugle, og der var god aktivitet, da jeg gik ned langs diget. Også med guldsmede. Flest var de Store Blåpile som nød den tørre solbeskinnede jordoverflade. Når vinden er i sydøst er der godt læ, og da solen fyldte det hele, var det attraktivt at hænge ud der, både for sommerfugle og guldsmede. Når jeg tænker tilbage på den dag, er det da også med en forestilling om, at der var dyr alle vegne. Men når jeg slår op og ser hvor mange guldsmede jeg egentlig så, så overrasker det. Jeg så rent faktisk kun tre arter: 25 Store Blåpile, 2 Fireplettede Libeller og så denne ene FLAMMELIBEL! Helt uventet og helt ny art. Og så var det en hun. Det vidste jeg dog ikke på det tidspunkt, da jeg fandt dyret. Jeg vidste kun, at den var anderledes, og så kunne jeg huske, at jeg havde set en art i bøgerne, som havde denne grålige line ned langs siden af abdomen. Den fløj rundt lavt ligesom de store blåpile, og det var nok mest derfor, at jeg kunne fornemme, at dette dyr ikke så helt ud som de andre blåpile, da jeg spottede den. Jeg mener: Hvis der nu havde været mange flere arter, med deres forskellige udtryk, var det ikke sikkert at den havde skilt sig ud. Den lod mig heldigvis tage nogle billeder i starten, men som jeg blev ved med at forsøge at komme tæt på, fik den til sidst nok, og forsvandt. Pist væk var den. Sikkert fløjet op i træerne med god udsigt og tålmodighed til at vente til der var fri bane igen. Jeg gik derfra med en følelse af at bære en uvurderlig guldskat under armen. I kameraet. Jeg har tidligere nævnt den skuffelse, man kan opleve, når man tror, at man har fanget noget spændende, og så hjemme finder ud af, at det var det ikke alligevel. Jeg gik nok også lidt med denne frygt, mens jeg fortsatte min rundtur, men dyret var trods alt så ekstremt forskellig fra de andre af mine fotoarter, hvilket jeg tjekkede, mens jeg gik. Så det måtte være noget specielt, og det var det så. Det blev årets første observation i Danmark. Og at det var en hun, var nok usædvanligt. Nogen spekulerede sidenhen i, om det kunne have været et yngledyr. Jeg var dog ret sikker på, at det drejede sig om en tilflyver. De mange dyr jeg så på diget den dag var lidt usædvanligt, hvilket også blev bekræftet da jeg tog derud næste dag også. Her var der knapt så megen aktivitet, og næste dag igen, var der stort set ikke noget at se. Jeg var dog heldig at genfinde flammelibellen på dag nummer to. På helt samme sted og samme adfærd. Dog havde den ikke så megen tålmodighed til overs for mig denne dag, hvorfor jeg skal være glad for, at jeg nåede at skyde et par skud på afstand, før jeg prøvede at nærme mig dyret. Igen pist væk. Og som sagt, næste dag var der ingenting at finde. Duus, Larsen og Abrahamson gik da forgæves.
Det blev min eneste flammelibel i år på trods af, at der senere dukkede en del hanner op flere steder. Hvis jeg havde villet, kunne jeg sagtens være kørt efter dem, men valgte ikke at gøre det. Ulogisk, siger du nok, når det nu gælder om at få erfaringer. Og ja, jeg er helt enig. Og alligevel er der noget med den art, som gør at jeg: Vil Selv. Det irriterer mig, at andre kan finde dem, særligt LAK, så jeg har nok valgt at gå i trods, og må afvente at det lykkes af finde en selv. Hannen er jo ret straight forward at bestemme, så måske er det også en del af forklaringen. At der er mere ære og værdighed at hente i at finde og bestemme sværere dyr. Sådan har jeg tænkt, uden tvivl. Og igen, er det jo oplagt halvtosset at tænke sådan, så næste år rykker jeg, hvis muligt.
Det var med forventningens glæde, at jeg så frem til at taste ind i naturbasen om aftenen. Ære og hæder i sigte. Men da jeg slog op, og så dagens hændelser, forstod jeg straks, at jeg var henvist til andenpladsen og ikke ville tiltrække helt så megen fokus, som jeg havde håbet på. Og det fordi Lars Johansen havde meldt 5 Åkande-kærguldsmede nede fra Falster! Bang! En nutidig super obs med kun et enkelt dyr set en gang inden for de seneste mange år. Alle tog derned, og det lykkedes også for mig at overtale den lille røde til at tage derned 4 dage efter. Og med Elin som co-pilot blev det så til den fine dag med denne fantastiske art og Mose-perlemorsommerfuglen i Hornsherred. For ikke at glemme den magiske oplevelse vi havde da vi stoppede ved Herlufsholm på vej sydpå. Ved broen over susåen vrimlede det med Spidsplettede Libeller og Blåbåndet Pragtvandnymfer. Det helt rigtige sted på det helt rigtige tidspunkt. Og det lykkedes Elin at finde en enkelt han af Almindelig Flodguldsmed. Stedet er ellers det helt rigtige i forhold til klækning, men det skal være tidligere på sæsonen, hvis man ønsker at se mange. Nu var de uden tvivl spredt ud i området for at æde, vokse og modnes. Her blev det også til årets første Brune Mosaikguldsmed.
Tilbage til Åkande-kærguldsmeden, så hedder stedet Horreby Lyng, og som jeg forstår det, er det et sted, hvor selv de garvede guldsmedefolk ikke er kommet jævnligt, så hvem ved om arten har været der i flere sæsoner. Der var et hav af guldsmede, da vi ankom om eftermiddagen, så potentialet er utvivlsom stort. Området er under naturgenopretning, og det vil blive spændende af følge det de kommende sæsoner.
Jeg glemte, at nævne en anden god observation på dagen med den smukke Flammelibel. Jeg cyklede nemlig videre og hjem over vestamager, hvor jeg stoppede ved Pumpehusbroen, som så mange gange før. Og her lykkedes det mig at spotte en Glinsende Smaragdlibel som patruljerede under broen. Lige præcis på samme sted og samme måde som jeg havde oplevet det tidligere. Og denne tidligere observation var rent faktisk en førstegangsobservation og altså en ny art. Og denne observation denne dag var rent faktisk kun min anden observation af arten, hvorfor jeg på dette tidspunkt kun havde set den på Amager. Lidt usædvanligt da arten er ret udbredt.
Dagen efter, 21. juni, havde jeg på samme sted de første Små Rødøjede Vandnymfer i år. En 20 stykker og dagen efter endnu flere også i Hejresøen. For nu at nævne samtlige arter. Den holder også til i søen på gårdspladsen ved Herlufsholm, fandt jeg ud af på Åkande-dagen. Og der var mange i år på Amager Fælled ved den Landskabelige Kanal. Her holder de sig tilsyneladende for sig selv, idet de Store Rødøjede Vandnymfer flyver andre steder i kanalen. Mest nede i det vestlige sving.
Halvvejs igennem året, 1. juli, kunne jeg konstatere at jeg havde set 32 arter i Danmark hvoraf 6 var nye. Udover at gå efter landets arter, har jeg også et øje på mine Amager-arter, hvor mit mål i år var at komme op på 30 arter. Det ville sige knapt halvdelen af alle de arter som er set i landet. Flammelibellen blev art nummer 27 på Amager, og den 28. juni lykkedes det mig at finde en Lille Kejserguldsmed på Amager Fælled ved den Landskabelige Kanal. Den er endnu ikke sådan helt at regne med, ud over måske på Bornholm. De fleste dukker op lidt sporadisk. Med vejret. Som denne. Som tilsyneladende kun blev den ene dag, for jeg forsøgte de næste dage også. Men som jeg husker det, slog vejret lidt om, blev mere blæsende, så det var nok ikke attraktivt at holde til i det åbne landskab der på stedet.
Den 7. juli tikkede årets første Almindelige Hedelibel ind på kontoen, og det gjorde årets vigtigste møde med LAK også. I kongelunden. Det var apertura-tid [Iris og Ilia], men det var også guldsmedetid. Han, Frank Abrahamson og Jan Eske skulle dagen efter til Jylland for at lede efter Arktisk Smaragdlibel. Det klikkede og jeg kom med.
Årets bedste dag uden tvivl. En heldagstur med mit første jyske guldsmederaid. Intenst og magisk og 100 procent tilfredsstillende. I Rold Skov lykkedes det med lidt håndskydende kameraarbejde at få hevet en han Arktisk Smaragdlibel hjem. I jagten på flere måtte denne smaragdlibel dog nedgraderes til den mere almindelige Glinsende. Hvilket selvfølgelig var lidt ærgerligt, men da den som sagt forsat er en art jeg har begrænset erfaring med, var det ikke så skidt endda. Og fint med et siddende dyr. Det blev også til årets første Sorte Hedelibel. Og så var der denne mosaikguldsmed, som mere erfarne guldsmedefolk måske ikke vil have et problem med at kalde en Siv-Mosaikguldsmed. Jeg ser dog ingen af kendetegnene tydeligt nok, hvorfor jeg må lade den forblive en sp., og afvendte at jeg finder en rigtig Siv-mosaikguldsmed som ny art. Det var lidt ærgerligt: Jeg havde spottet dyret på halvtreds meters afstand, og så hvor det landede i nogle træer - lavt nok til at kunne tage billeder. Jeg fik arbejdet mig frem imod den igennem den tørre mosevegetation, for kun at se den lette da jeg var 10-15 meter fra den. Øjne så store som ...
Skønne skovmoser tæt på Skørpinge. Det var det. Og derfra tog vi retur sydpå, via Franks Franske Hotdogs, og vi landede ved Tvilum Bro, nord for Silkeborg, hvor det blev til den lækre Grønne Kølleguldsmed. En ret eksklusiv art, som selv svenskerne kommer hertil for at se. Man kan få den på stierne langs Gudenåen, hvor de ofte sidder på gruset eller i kantvegetationen. At leje en kano og tage den fra vandsiden er ikke en dårlig ide, da de også ofte sidder på ydersiden, eller bare flyver patruljerende rundt over vandet. Jeg havde en god håndfuld, og var tilfreds. Vi blev ikke så længe, da der åbenbart var indlagt endnu et stop af Lille Lars [den rigtige]. Jenskær, vest for Silkeborgsøerne var en opstemmet skovsø hvor igennem løb køligt rindende vand i en smal overgroet kanal. Her fløj både Lille Blåpil, Kongeguldsmed og Blåvinget Pragtvandnymfe! Mere sexet bliver det nok ikke i denne verden. At få sådanne tre arter som nye Danmarksarter og Kongeguldsmeden som lifer på ét sted og nærmest side om side.
Det var fedt og mageløst. Det er oplevelser som disse som gør, at man seriøst overvejer at flytte til Jylland. Der må være så mange små skatkamre spredt ud over det hele, at man aldrig vil kunne nå at blive træt. Altså sikkert fysisk træt af at bevæge sig rundt, men ikke af at udforske og nyde forventningens glæde ved det som dukker op i det næste vandhul eller løb.
Letmosen sluttede vores dag af. Her var mange Små Kærguldsmede og et par Grønne Smaragdlibeller ude over vandet. Og da jeg også havde fundet Plettet Smaragdlibel ved Jenskær, tog jeg altså hjem med alle 4 smaragdlibeller set på en dag. Mageløst. Men det har jeg vist allerede sagt.
5 nye arter og jeg landede derved behageligt på 53 arter set i Danmark. Det begyndte at snerpe derhenad. At kunne begynde at overveje hvordan de sidste arter skulle hives i hus. Siv-mosaikguldsmeden havde været oplagt at få klikket af på denne tur, men det lykkedes altså ikke. Den ville sandsynligvis kræve endnu en Jyllandstur, da jeg ikke havde de store forventninger til at kunne finde den i Grib Skov. Den er mest en Jyllandsart. Det er Grøn Kobbervandnymfe også. Udelukkende. Så hvis jeg havde tænkt mig at prøve på den i år, så var det nødvendigt med endnu en tur over Storebælt. Den Lille Kobbervandnymfe er også en jysk art, men også en bornholmsk art. Og med tanke på min fornøjelige forårstur til Bastemosen, så foretrak jeg at prøve den lille på Bornholm fremfor det sønderjyske, hvor den flyver i Frøslev Plantage. Bornholmertur er hyggetur. Og lige uden for døren. Nærmest. Den sidste art, som jeg endnu ikke havde set, var den storslåede Baltisk Mosaikguldsmed. Men den blev set så sjældent og kun i Vejlerne og ikke de seneste to år, så den var der nok ikke nogen grund til at tro på.
Men således var overvejelserne i dagene efter min hjemkomst. Og mens jeg gik og tullede med dette, besøgte jeg vores lokale vandhuller i travbaneparken og kunne den 9. juli med glæde konstatere at Lille Farvevandnymfe havde indfundet sig. Med et enkelt eksemplar, en han, havde arten bekræftet, at det er en pionerart par excellence. De dukker op i de nye ubevoksede vandhuller mange steder. For så at forsvinde igen sidenhen. Jeg nåede op på at se maks. 7 hanner en dag. Desværre lykkedes det ikke at finde nogen hunner i år, og nu er de alle væk for sæsonen, men forhåbentligt sker det til næste år. Jeg spekulerer på om pionerstatussen hænger sammen med, at der i nye vandhuller er færre predatorer; at arten er sårbar over for disse? En anden art, som glædeligt dukkede op igen i disse vandhuller, var den Sorte Hedelibel. Få, men både hanner og hunner. Også i parring, hvorfor de givetvis har ynglet, og vi derfor kan forvente et nyt batch til næste år. De sidste så jeg den 21. september og den sidste Lille Farvevandnymfe den 14. september. En pæn lang sæson, og i det hele taget var det fornøjeligt at kigge forbi disse vandhuller, hvor det lykkedes mig at finde hele 16 forskellige arter i år. Sidst på sæsonen blev det også til flere Blå Mosaikguldsmede. Hanner som patruljerede. Og en af dem må have haft succes, for den 14. september havde jeg en fin hun, som lagde æg i sandet over vandkanten.
Vandstanden på dette tidspunkt var nogenlunde normal. Og det fordi der skete det i løbet af sommeren, hele august faktisk, at det knastørre vejr, blev afløst af regn i rigelige mængder. Der blev derved udlignet. Måske et nyt mønster vi skal vænne os til. At de to ekstremer tager hinanden i hånden, den ene efter den anden i tæt parløb. Sikkert er det i hvert fald, at den blide danske sommer som vi kender den fra årtier siden, ikke synes at være mere. Og september heller: Vi har lige haft den varmeste september nogensinde målt, med flere dage over 25 grader. Og det hen mod slutningen af måneden. Godt for os der kan lide guldsmede. Så ingen jammer herfra. Oktober må vi se, men 15 grader med overskyet og snuskigt spredt nedbør i dag synes at være mere i tråd med det, vi kender.
Men tilbage på sporet: Ind i anden halvdel af juli skete der ikke så meget i starten ud over at de første Efterårsmosaikguldsmede begyndte at flyve. Helt normalt for arten som flyver herfra og langt ind i efteråret. Derfor dens navn. Den næste årsart blev Grøn Mosaikguldsmed. Jeg var taget til Skaverup ved Vordingborg, da der var blevet meldt Grønbroget Kålsommerfugl. En ny art jo, og den lille røde blev aktiveret. Læs mere under sommerfuglerapporten, men jeg mødte altså LAK dernede, som fortsat bliver forundret over min lepidopterologiske tilstedeværelse [stadigt et meget grimt ord]. Så vi tullede rundt der, og sniksnakkede, igen mest om guldsmede, og da jeg havde tænkt mig at skulle til Arboretet i Hørsholm igen for at få den grønne, nævnte han, at der også var et par gode steder i Haslev. På vores Jyllandstur havde Frank rent faktisk nævnt et vandhul ved Ishøj, hvor de også fløj. Og det havde jeg faktisk besøgt den 15. juli, men uden succes. Jeg så kun afskudte huder. Så jeg var sikker på, at jeg måtte nordpå for at få ordentlige billeder i år. Men så var der altså disse vandhuller i udkanten af Haslev, og vi kørte dertil og fik en 10 stykker. Vi fandt også en teneral Blå Mosaikguldsmed. Ligesom den grønne på billedet, blev denne også løftet ind på et solrigt blad, så vi kunne tage bedre fotos. I det øjeblik havde vi ikke helt fokus på detaljerne, og tog den også for en Grøn, men det var jo ganske tydeligt, da jeg fik kigget billederne igennem, at det drejede sig om denne art. Indtil da havde jeg fået det indtryk, at det kun var viridis [Den grønne] som ynglede i Krebes-klo. Men det var det altså ikke. Og sidenhen har jeg også set mixta [Den efterårsagtige] sidde nede i denne vandplante, så jeg tænker at de per definition-bestemte exuviaer [afskudte huder] jeg har set i det miljø, ikke bare sådan lige kan tages for gode varer. Jeg må ned i de detaljer også, men det bliver ikke lige nu.
Jeg husker ikke helt, om det var på eget initiativ eller fordi nogen havde meldt dem, men den 13. august valgte jeg at køre til Ishøj igen [cykel] for at finde den Grønne Mosaiker. Og denne gang lykkedes det. Flere individer og både hanner og hunner. Dog holdt de sig på nogen afstand, så helt tilfreds blev jeg ikke, og da der samtidig var begyndt at komme rapporter fra Arboretet, måtte jeg bare derop også. På en hverdag blev det, og var så godt som ude af døren for at nå toget, da min søster meddelte at den lille røde ville stå alene og kede sig denne dag.
Da jeg kom derop parkerede jeg udenfor kirkegården og valgte at gå igennem denne i stedet for at parkere på den anden side, tættere ved vandhullet. Det var godt, fordi jeg derved kom forbi et vandhul inde på kirkegården, hvor der også var mange Krebse-klo. Der var ikke nogen Grønne at se lige i det øjeblik, men det var godt at have hullet i tankerne, til jeg skulle tilbage. Jeg ville naturligvis hellere frem til det rigtige vandhul, hvor alle dyrene var blevet meldt fra dagen før.
Det lignede sig selv fra året før. Både stedet og tilstanden. Jeg kunne ikke rigtig finde nogen dyr. Måske det også var lidt for kold og overskyet. Det var det i hvert fald i forhold til dagen før, hvor der var blevet meldt mange dyr. Der havde det været godt varmt hen på eftermiddagen. Jeg var alene, og måtte altså i gang med det store benarbejde. Heldigvis havde jeg gummistøvler på, for selv om man godt kan gå rundt om vandhullet tørskoet, så kan man ikke nå ud i det område, hvor dyrene sad denne dag, uden at få våde tæer. For der om formiddagen sad de og hvilede i et frodigt oversvømmet område lidt væk fra vandhullet. Et sted fyldt med Kattehaler [plante]. Og en efter en fik jeg skræmt flere forskellige dyr op. Kun hanner dog. De var ikke så lette at komme til ude i det våde, da de som regel fløj op, før jeg kunne nå tæt nok på. Men heldigvis var der også nogle, som begyndte at sætte sig i træer og i den tørre vegetation, og her var de til at have med at gøre. Jeg havde set på basen at Kent Olsen, som havde været her dagen før, i dag huserede tæt på ved et sted kaldet Filet'en, og havde haft æglæggende hunner der. Så da jeg ikke kunne finde nogen i Hørsholm, besluttede jeg at stoppe nogenlunde tidligt, godt 14, for at køre forbi det andet sted på vej hjem. Jeg var sådan set tilfreds nok med at have fået mine hanner på klods hold, men en rigtigt udstrakt og udækket hun manglede jeg fortsat. Når de sidder nede i Krebskloen er de stort set umulige at få noget godt ud af. Bevares, man får da et billede, men man kan som regel kun se en brokdel af dyret, og det er der ikke nok grin ved, når man er et æstetisk menneskedyr. Så jeg gik tilbage gennem kirkegården, og ved det førnævnte hul lykkedes det såmænd at finde en æglæggende hun. Men som netop sagt: Under de forhold. Og sjovt nok, mens jeg stod intenst og arbejdede med denne hun, fornemmede jeg ud ad øjenkrogen, at nogen nærmede sig på en ikke-kirkegårds-besøgende-som-sådan-måde. Og da jeg kiggede op, kunne jeg genkende den ene, ud fra hans diverse profilbilleder [han er godt nok også fuglemand, men er jyde, og jeg har derfor ikke mødt ham før i den sammenhæng]. Kent Olsen og en anden med fuldt skæg og ret guldsmedeagtig. Og med store net. De kom. Men de kom ikke rigtigt hen til mig. Stod bare der og sagde ingenting. Måske fordi jeg udstrålede, at de skulle skride ad helvede til, da jeg var fuldt optaget af at komme tæt på denne hun. Eller også fordi, at de også følte sig hævet over materiens middelmådighed. De som eksperter vidste jo alt, som var værd at vide, og skulle ikke afgive nogen form for position ved at henvende sig til en ligegyldighed som mig. Forestillingsevnen fejler ikke noget. Jeg var dog ligeglad. Jeg har kun set på guldsmede i 4 sæsoner, men ved hvad jeg ved, og jeg lader mig ikke dupere. Ikke at Kent Olsen ikke ved noget. Det er jeg klar over. Men det er også tydeligt, at han kan lide at fremvise billeder, hvor han har fanget dyrene og holder dem fast i vingerne. Det er og bliver bare ikke min approach. Den videnskabelige. Hvor mennesker føler sig hævet over de øvrige arter, og derfor kan opføre sig som det passer dem uden respekt for dyrenes integritet og deres absolut manglende behov for at blive håndteret, og forulempet, af selvhøjtidelige væsner med store net i fangerne. Jeg foretrækker normalt at fortrække. Men da jeg endnu ikke havde fået brugbare billeder af hunnen, valgte jeg at blive.
Og til sidst var det uundgåeligt at vi kom til at kommunikere. De var der kun, fordi de havde fået at vide fra en lokalgarvet gut, at der fandtes dette hul også. Jeg havde selv fundet det, så jeg følte mig derfor klart foran på rettigheder til at være på stedet, og helst uden at andre skulle gå mig i bedene. Så med min afpissede attitude konsolideret kunne vi begynde at udveksle informationer, og jeg frittede ham, om det andet sted [makkeren sagde ikke mange ord]. Først havde vi dog talt om dagens tilstand, og jeg nævnte, hvad jeg havde set nede ved det rigtige vandhul, og så spurgte Hr. Olsen på den der lidt nedværdigende måde..."om jeg havde været henne ved det mere eng-agtige sted også - det med Kattehalerne - altså de der planter med røde blomster som stod i det våde..."..."Øh...ja, naturligvis! Det var der, at jeg havde fundet dem!" Måske er jeg nærtagende og måske arrogant. Men så alligevel ikke. Det er altså ikke hver gang, at jeg kommunikerer med andre mennesker, at jeg ender med denne følelse af at stå over for et menneske som ikke formår at skabe en ligeværdig dialog. Men det gjorde jeg her.
Det blev som det blev. Han uddybede lidt om det andet sted, og så talte vi ikke meget mere. De gik uden at sige hverken noget eller hej. Og det passede jo sådan set meget godt med min opfattelse af situationen.
Jeg tog til Filet'en (Svanesø), som lå ved Lynge, og fandt 4 æglæggende hunner. Med samme dårlige resultat som tidligere. Halve dyr i grønt dække. Og det var et kedeligt sted. En indelukket skovsø fyldt med Krebse-klo. Godt for arten, men heller ikke mere end det. Dog lykkedes det mig at få mine første billeder af flyvende Blå Mosaikguldsmede. En han og en hun. De var ikke lette, hvilket de ofte ikke er. De flyver jo gerne i et halvskygget miljø, og gerne tæt på og med urolige baggrunde, hvorfor det er næsten umuligt at fokusere på dem. I starten troede jeg, at det drejede sig om noget mere eksotisk, da farverne virkede forkerte for arten. Men de gjorde jo som arten gør, og billederne lignede arten, så arten var det.
Lynge Grusgrav ligger lige rundt om hjørnet derfra, og selv om det var sent og kedeligt blæsende og overskyet, valgte jeg at slutte turen af med et hurtigt visit. Bare for at se stedet. Jeg tror nok, at det er her man også har set Lille Farvevandnymfe (og Almindelig Flodguldsmed!). Jeg så dog ingen. Mest vandmodelflyvere med medbragte stole, og et par Store Farvevandnymfer og en enkelt Seksplettet Køllesværmer. Men som altid er det rart at kende stedet, hvis nogen skulle spørge eller andet.
Hjemme på Amager fortsatte livet, og jeg fandt overraskende ud af, at de mange farvevandnymfer, både stor og lille, jeg havde haft i kanalen på Sydmølletværvej på vestamager året før, var helt udeblivende i år. Vegetationen virkede hårdt nedgnavet og vandet virkede konstant plumret. Men om det var årsagen, ved jeg ikke. Måske vejret havde noget at sige, og de valgte generelt at springe et år over. Fogh Nielsen nævner dem ,som ynglende enten hvert eller hvert andet år i vores region. Til gengæld havde jeg mange af de store ved Store Høj i år. Over 100 en dag. Men da jeg ikke ved, hvordan de fløj der året før, gør det mig ikke meget klogere. Må afvente at se situationen til næste år.
Og så dukkede der endelige Sydlige Mosaikguldsmede op. LAK havde flere på samme sted ved Hvidovre Strandenge som sidste år. Jeg prøvede nogle dage senere, den 26. juli, men forgæves. De var ventet, og jeg var overbevist om, at det så også måtte lykkes at genfinde dem på vestamager. Men før jeg kunne nå at tjekke det, skulle jeg først til Jylland. Jeg havde summet i dagene efter vores jyllandstur, og da jeg havde den lille røde til rådighed endnu, ville jeg udnytte det. Det var dog mest sommerfuglene, som dikterede, at det skulle være nu. Men der var heldigvis også allerede begyndt at flyve Grøn Kobbervandnymfe, så den skulle jeg have nu.
Min første egentur til Jylland og jeg var spændt (Læs mere her). På naturbasen kunne jeg se at en Røjgaard meldte den grønne gentagne gange fra et sted syd mellem Hedensted og Horsens, hvilket var perfekt, da jeg havde Hovedgård som natligt fixpunkt, hos min onkel og tante. Det viste sig at være et perfekt sted at klare den sag. Ny Sebberup Skov. I praksis er det ikke rigtig et sted, man ville kalde en lokalitet. Bare lidt skovbuskads i kanten af et bebygget område. Men som Erland Nielsen senere sagde til mig: De er alle vegne. Og det er nok sandt. For på dette tilsyneladende tilfældige sted fandt jeg forholdsvist let flere dyr. Fra parkeringspladsen går man først et par hundrede meter ad en skovsti, og kommer da til en lysning med et halvt overgroet vandhul. Her i kanten fandt jeg de fleste. Men da jeg gik tilbage fandt jeg også nogle hængende i træerne langs skovstien. På samme strækning var der også den største samling af Blå Mosaikguldsmede, som jeg nogensinde har set. De syntes af være over det hele langs strækningen, og jeg tænker, at det er helt gallimatias, når jeg nu tjekker det, og kan se, at jeg kun har registreret 6! Det kan ikke være rigtig. Der må mindst have været ... Ah, you know. Hukommelsen og det lille puds. Men jeg har kunnet følge med i, at andre besøgende også melder den blå konsekvent derfra, så det må alt andet lige være et godt sted for arten.
Ud over denne smukke vandnymfe, havde jeg kun Siv-mosaiken i tankerne på denne tur. Det blev dog ikke rigtig til noget. Jeg havde kun to dage til rådighed, og den første dag var vejret ikke specielt godt mosaikvejr, og da de manglende sommerfugle dikterede næste dags program, valgte jeg ikke at forsøge at få arten. Jeg ville ellers gerne have været oppe i Kompedal Plantage, hvor flere af de garvede, ofte melder den fra. Men det var der ikke tid til. Så jeg afgav den. Dog lidt med den håbefulde tanke, at jeg stadig kunne prøve den i oppe i Grib Skov, når jeg kom hjem. Dog skulle det vise sig, at det ikke nødvendigvis skulle være Grib Skov, som skulle give mig denne næste nye art. For det artede sig sådan at jeg efter denne to-dagestur, kom til at gentage den en uge efter, idet min onkel og tante gerne ville have min mor på besøg. Så vi kørte. To overnatninger. Et familiebesøg, dog med min mulighed for at odonatologiere i et vist omfang. I kompromisets navn valgte jeg dog ikke at udnytte situationen til at finde nye steder. På udvejen slet ikke - kun Ensian-Blåfugl. Men på hjemvejen stoppede vi igen i Ny Sebberup, da jeg gerne ville have flere billeder, og gerne flere af hunner. Det lykkedes, og stedets fortræffelighed blev konsolideret ved at finde 10 hunner og 4 hanner. Stort set alle langs grusvejen hængende i træerne som glinsende julepynt.
Dagen inden, havde jeg så haft frit spil, til at gøre hvad jeg ville, og det ville have været oplagt endelig at forsøge sig med Siv-mosaikguldsmeden. Men desværre for den [at blive visualiseret ind i mine øjne kan kun være en æresag] måtte den endnu engang acceptere at blive vraget. Og denne gang af dens større medskabning Baltisk Mosaikguldsmed. En enkelt var blevet set for nylig i Han Vejle. Så med dens sjældenhed taget i betragtning, var der ikke så meget at betænke sig på. Jeg satsede, og kørte derop, to timer fra Hovedgård. Men desværre gav det ikke pote, på trods af at jeg tilbragte hele dagen deroppe. Vejret var ok, men noget blæsende. Men som jeg kan læse om arten, burde dette ikke nødvendigvis være en ulempe, idet de godt kan lide at sidde eksponeret lavt i læ. Og den var da netop også blevet set sidde lavt på en gangbrosstolpe, som jeg fandt, men altså uden dyret. Som også nævnt under sommerfugleturen blev det derfor til en vaskeægte Nul-tur. Intet fik jeg ud af det. Ud over erfaringen med stedet. Dog havde jeg en enkelt stor blå mosaikguldsmed på et tidspunkt, som jeg er ret sikker på, var en sådan, men det kan man jo ikke bruge til noget. Ud over måske at være mere disciplineret i mine fremtidige forsøg på arten. Jeg kom gående alt for frembusende på vej ned på en af stierne på Lund Fjord-siden. Dyret havde siddet frit fremme lige foran mig. Så hvis jeg havde været langsommere og mere observant for hvert skridt jeg tog, så havde jeg måske spottet den siddende, og så ville verden i dag se helt anderledes ud...
Anderledes glædeligt havde det artet sig, inden vi tog på denne anden Jyllandstur: Hjemme ved Granathøj på vestamager havde jeg fundet mine egne Sydlige Mosaikguldsmede. Den 2. august fløj der 3 hanner og en hun. Min første hun på øen. Dog var det en feberobs, hvor jeg kun så to dyr i tandem flyve kortvarigt gennem luften, for straks efter at miste dem. De tre hanner tillod mig dog at tage billeder. Den ene. Og herefter lykkedes det endelig af få dyrene fra Hvidovre at se. Over flere dage lykkedes det mig og Duus. Og Jan Eske kom, så og sejrede på det helt rigtige tidspunkt, hvor det lykkedes mig at finde et smukt par i parring godt gemt i vegetationen. Alle var glade.
Og det skortede ikke på årsager til smil i de dage. Dagen efter Jylland II fik jeg vel årets næstfedeste (efter Flammelibellen) guldsmedeoplevelse, da jeg ved Granathøj fandt min helt egen Sydlige Kobbervandnymfe! En han. Ud af det blå. Men måske også lidt skæbnebestemt. For en gangs skyld ydmyg i dagsprojektet var jeg kun taget ud for at genfinde min lås til min cykel, som jeg havde tabt på stedet nogle dage før. Før Jylland II. Omstændighederne var specifikke, så jeg var ret sikker på, at jeg kunne genfinde den på lige det sted. For som livet leves, bliver krudttønden jo af og til fyldt op, og da jeg den dag ikke kunne holde mig længere, valgte jeg at sætte mig i kanten af den lille kanal ved Granathøj og gøre det jeg nu måtte gøre, hvis ikke det skulle gå helt galt. Og i processen, med min lås i baglommen, var jeg sikker på, at den må være faldet ud under buskebehandlingen. Det var jo ikke et sted som andre end guldsmedeentusiaster eller ligeledes insektificerede personager ville kunne finde på at opsøge, så jeg var ret sikker på, at hvis det var der, jeg havde tabt den, ville den være der endnu. På det delikate åsted. Ikke et yndigt billede at forestille sig, om nogen var kommet for nær. Dog er jeg af den artige type, som dækker mine spor, og med naturens gang og processer vel i vej, tænker jeg, at det dog ikke kunne forårsage de værste forskrækkelser...
Den lå lige præcis der. Og lige præcis på samme sted, stort set uden at flytte fødderne, kunne jeg efterfølgende kigge op, og først se en Almindelig Kobbervandnymfe sidde artigt i sivene. Og mens jeg bøjede mig forover for at komme tættere på for at få et billede, spottede jeg endnu kobbervandnymfe. Lige ved siden af. Og det var denne sydlige. Jeg var blevet bedømt, og fundet værdig! Min art nummer 30 på Amager! Smukt og vel også ganske interessant fra et generelt odonatologisk synspunkt, at det er muligt at se så mange arter på denne ø. Den skarpe læser vil dog her nok løfte øjenbrynene og tænke: Hvordan!? Var den Lille Kejserguldsmed ikke nummer 28? Og så hokus pokus, lander du let på de 30..! Men det kan hurtigt forklares ved forglemmelsen af den smukke Blåbåndede Pragtvandnymfe, som jeg helt uventede fandt ved kanten af Hejresøen den 14. juli. Jeg troede i første omgang, at det måtte være et superhit, at finde denne art så langt væk fra ynglestederne. Men det viste sig, at den er set før på Amager, og da jeg var med min mor på vores årlige endags-sommertur til Falster for at besøge søster og svoger i feriemode, så lykkedes det også at se en han i Bøtø-skoven, fundet af Henrik - men også her langt fra de kendte ynglesteder. Denne han var ovenikøbet ret interessant idet den fremviste et meget bredt bånd på vingen. Det er en art, hvor flere underarter er anerkendte, og de adskilles først og fremmest på udbredelsen af vingebåndet. Og denne lå altså i den usædvanlige ende i forhold til den underart, splendens, som de danske dyr hører til. Den italienske underart, caprai, derimod, har et meget bredt vingebånd som, ved sammenligning, ligner dette dyr meget. At den skulle kunne være kommet sydfra, er vel ikke helt umuligt at forestille sig, men da den som sagt ligger indenfor de tegninger, som ses i Danmark også, må den forblive en eftertanke...
Videre ind i august gav ikke så meget nyt. Det var her, vi fik godt med regn, og det var vi glade for.
Om det skyldtes oprusken i vejr og vind, ved jeg ikke, men den 19. august gav et par mindeværdige kryds i bogen. Først var det lykkedes, om morgenen, at få min anden art hjemme på matriklen [lejlighed med altan]. Pludselig dukkede den op og hægtede sig på min mors klokkeranke ude på altanen. Hurtig-skyderen var på plads - som ses. Gennem vinduet, som altid. Senere på dagen var han ikke helt på plads. På vej hen til vandposten ved Vibe-shelteret kom en mørk guldsmede flyvende. Nærmest undersøgende begyndte den at kredse tæt omkring mig. Kameraet var i tasken, og jeg sad stadig på cyklen, så det blev kun til en visuel id med mine egne øjne. Jeg var dog ikke i tvivl: Den mørke profil med det grønlige skær i hovedet og de lyse pletter ned langs siden. Det var og forbliver en Plettet Smaragdlibel. På trods af at arten kan findes på en række forskellige biotoper, så er den aldrig set på Amager. Det var jeg også klar over på stedet, og jeg gjorde, hvad jeg kunne for at få et bevis med hjem. Men dyret forsvandt som dug for solen, da jeg stod af cyklen, og viste sig aldrig igen. Det er naturligvis ikke den bedste måde at dokumentere en ny art for øen, men modsat var jeg ikke på noget tidspunkt i tvivl om, hvad det var, så den skulle med på listen. Og listen sagde da, at jeg nu havde set 31 arter på Amager!
De 31 er naturligvis så godt som et komplet udtryk for øens odonatologiske formåen. Men også kun så godt som. For der er faktisk set yderligere arter, som ikke er kommet forbi min næse endnu. En Bo Nielsen, som syntes at havde været ret aktiv i mine første år, 2020-21, men fraværende nu, havde tilføjet et par artige arter, Brun Kejserguldsmed ved Granathøj og Nordisk Kærguldsmed ved den Landskabelige Kanal på Amager Fælled. Der er billeder af begge. Den Nordiske er der ingen tvivl om, og måske heller ikke om den Brune, selv om det ikke er helt tydeligt, hvad man egentlig ser på billedet. Men de skulle være blevet kurateret af kompetente folk, så jeg formoder at de begge er gode nok. Yderligere på den ikke-Jesperske Amagerliste kan man, via naturbasen, finde Lille Kobbervandnymfe, Brun og Siv-mosaikguldsmed, hvilket bringer den komplette liste op på 36 arter set på øen.
Den Lille Kobbervandnymfe er kun set en gang, og der er gode billeder af den, og den blev set mærkelige steder i Kongelunden i 2010. Men som det er sket før: Anything can Happen! Brun Mosaikguldsmed er set omkring 10 gange på Amager. Også af Bo Nielsen som er den eneste, som har ulejliget sig med at vedhæfte fotodokumentation af observationen. Dette siger jeg, fordi det undrer mig, at jeg endnu ikke er stødt på arten. Hvis den har været så relativt udbredt på øen - set i alle tre kommuner, burde jeg have fundet en. Mange af de meldte dyr er tilmed set ude i det åbne land, hvilket også undrer mig. Og selv af garvede feltbisser. Det største problem i forhold til troværdighed er, at nogen på baggrund af nul fremlagt dokumentation, alligevel har valideret observationerne. Den får lov at svæve i min bevidsthed som overrepræsenteret ved fejlidentifikation i de fleste tilfælde. Og det samme må gælde for Siv-mosaikguldsmeden, som er meldt en gang i Pinseskoven i 2018, men med en observation uden nogen som helst form for identifikation eller uddybende kommentarer. Den køber jeg simpelt hen ikke, og heldigvis er den heller ikke blevet valideret. Men den står der stadigvæk, til stor forstyrrelse af det overordnede billede.
Af de 5 arter som jeg derfor mangler, er det helt sikkert den Brune Mosaikguldsmed og den Brune Kejserguldsmed som er de mest oplagte. Siger jeg, vel vidende at det kræver lidt ud over det sædvanlige at få den sidstnævnte. Det rette år med den rette tilflyvning sydfra. Dertil er der bare at vente. Den første brune derimod, på trods af mine mistro med de fleste observationer, vil være mere ligetil, og jeg vil gøre en ekstra indsat til næste år for at få den.
Videre i måneden: Den 27. august var det nogenlunde vejr, og jeg havde ikke nogen grund til ikke at tage til Grib Skov og forsøge mig med de to eksklusive aeshna'er [mosaikguldsmede] Siv og Højmose. Så det gjorde jeg.
Sidste år havde jeg fundet et godt sted i det nordvestlige hjørne af Sandskredsøen, hvor man kunne se dem flyve tæt på. Dog kun Højmose-dyret da jeg aldrig fandt Siv-dyret. Umiddelbart er det mest her og ved et moseareal, Karensport, tæt på Kagerup Station, hvor de to arter bliver set. Da jeg tog afsted, havde der ikke været nogen meldinger fra i år, overhovedet, hvilket undrede mig. Det var min opfattelse, at stedet hører med på den årlige rundtur for de øst-danskere, som går op i guldsmede. Men åbenbart ikke. Eller også var det bare ikke lykkedes andre at finde de to arter i år, mens deres øvrige observationer var druknet i den daglige strøm.
Men jeg tog gladeligt derop for at få rettet op på den mangel. Karensport kommer man først forbi, når man parkerer ved Kagerup Station. Men helt ligesom sidste år, skuffede stedet. Jeg så ingenting her. Vejen ned til Sandskredsøen gav gode mængder af Sort Hedelibel. Og med dem som holdt til ved søen, majoriteten, nåede jeg op 150 individer. Utvivlsomt det bedste sted, som jeg har besøgt, for denne art. De kommer i alle afskygninger, men på denne tid af året er de fleste travlt beskæftigede med parring og æggebombning - ude over vandet. Der var også de stedfaste Brune Mosiakguldsmede, og så var der 1 Højmose-mosaikguldsmed! Efter næsten at være ved at give op, dukkede der en enkelt flyver op, netop på mit sted, og den tillod et par billeder til bekræftelse. Bedre end intet. Og på landsplan bedre end Siv-mosaikguldsmeden, faktisk - Højmosen er langt sjældnere. Men åbenbart ikke her i det nordsjællandske, hvor det med Siv-mosaikguldsmedens fortsatte udeblivelse, var en trøst i det mindste at kunne genfinde denne gode art.
Halvirriteret over at det ikke kunne lykkes at finde en Siv-mosaikguldsmed, valgte jeg at tage derop igen godt to uger senere. I Hvidovre havde jeg talt med Lars Hansen om arten, og han mente, der var bedre muligheder senere på sæsonen end med Højmose-dyret. Så jeg prøvede den 16. september. Men igen fandt jeg kun en Højmose-mosaikguldsmed. Samme sted som altid, men dog en ny han i forhold til den jeg fandt tidligere. Og derved forblev Siv-dyret på min todo-liste til næste år sammen med Baltisk Mosaikguldsmed.
Og kun de to, for den 11. september tog jeg til Bornholm for at prøve at få den sidste af de almindelige arter, som jeg manglede; ud over de to nævnte. Lille Kobbervandnymfe. De flyver sent og Harald Dühmert havde meldt en enkelt fra Bastemosen et par dage inden. Ikke meget at gå efter, men da det er tydeligt, at det langt fra er det samlede billede, man får ved at studere naturbasen, så tænkte jeg, at det nok skulle lykkes at finde arten, hvis jeg tog derover. Så afsted med Kombardoen og den samme lejecykel hos Mariet Lund, Det Bornholmske Cykeldynastis almoderlige Matriark.
Denne gang havde jeg skiftetøj med, og valgte at tage det med mere ro end sidst. Og så var der den lille forskel fra forårets pinsomme tur op over øen, at jeg denne gang havde medvind. Så det blev en ganske behagelig oplevelse. Og jeg fandt ud af, at det rent faktisk ikke går opad hele tiden. Godt nok er det overvejende opad, men nogle kilometer uden for Rønne, efter at have slidt sig op over den strengeste stigning, gik det faktisk nedad i flere kilometer, før man så igen stiger langsomt op mod Bastemosen. Jeg tænker, at modvinden den første gang har gjort det meget hårdere at komme derop, end man umiddelbart skulle tro.
Der var dog ingen Harald denne gang, da jeg nåede frem. Der var ingen overhovedet. Hverdag som det var. Mandag. Og det var dejligt. Jeg parkerede cyklen på samme måde som sidste år, med mit våde tøj henslængt til tørre. Derefter slubrede jeg først en cola i mig, og gik så i gang. Og der skulle ikke mere til end de første to skridt, før jeg havde fundet de første dyr. Og så ovenikøbet en parring. Helt grønlige på bagkroppen med brune vingemærker er det man går mest efter. På trods af navnet er de lige så store, eller små, som den Almindelige Kobbervandnymfe, som er den eneste anden kobbervandnymfe, som også flyver på øen. Jeg så dog ingen af den sidstnævnte på min rundtur (den sædvanlige rundt fra starten ved fugletårnet). Til gengæld nåede jeg op på 34 hanner og kun en hun af de små. Jeg var tilfreds. Og da jeg nåede frem til træbroen over sumpen, sad der en mand på hug, og så kunne jeg sige hej til Harald. Igen. Fransk Huguenot i fortiden, fordrevet til Tyskland og fra Berlin fundet sin vej til Svaneke. Skæbnepuds på langs af Europa. Vi sniksnakkede, og jeg skyndte mig at spise min frokost ved bordet, mens myggene begyndte at gå amok. Der havde stort set ikke været myg hele sommeren, fordi det var så varmt og tørt, men med augusts regn og nu igen varme i september tog de revanche. Her, der og alle vegne. Mange indendørs sågar, derhjemme. Og de var store. Nye arter? Gensplejsede biologiske våben udtænkt i et krigsliderligt institut, eller bare opportunistisk spredning sydfra. De store er en ny fornemmelse. De har tyngde og massiv struktur. Når man dasker dem, flader de ikke bare ud, som de myg vi altid har haft. Disse bliver stående i deres struktur, og er ikke så lette at slå ihjel. Derved går det hen og bliver en lidt anden sag, at gøre sig af med dem, når de på den måde begynder at minde om tredimensionelle væsner, som kræver deres fylde i tilværelsen.
Vi gik over til Iglemosen, som ligger lige på den anden side af vejen fra Bastemosen. Og sjovt nok vrimlede det her med Almindelig Kobbervandnymfer. Harald havde nævnt den tidligere med det tanke, at nogen af de små, som jeg havde haft ovre i bastemosen, nok havde været Almindelige. Men det kan jeg forsikre, ikke var tilfældet. Både som mine billeder viser, men også ved min generelle fornemmelse for sagerne. Jeg adskiller sågar rimeligt ukompliceret Almindelige fra Sortmærkede.
Der fløj også lidt små rundt på det tørre ved Iglemosen. De Almindelige holdt sig mere på den våde side af vandkanten. Igen var det kun hanner. Måske jeg var kommet på en dag, hvor hannerne var kommet på plads på ynglekamppladsen, mens hunnerne stadig kun var lige på trapperne. Det ene eller det andet, var jeg tilfreds. Jeg havde nu fået min sidste målart for i år, og kunne glæde mig over, at jeg nu har set 55 arter i Danmark.
I september-varmen lykkedes det LAK at finde begge de tidligere-meldte Sydlige mosaiker og kobbervandnymfer på Knudshoved Odde. Jeg nåede desværre ikke derned i år, men vil have det på lokalitetslisten til næste år. Jeg prøvede til gengæld, om jeg kunne finde noget tilsvarende både i Hvidovre og i Dyrehaven [kun sydlig kobbervandnymfe i år], men der var intet at finde nogen af stederne. Det mest interessante der skete hen mod slutningen af måneden, var derfor, at jeg stødte ind i Erland Nielsen ved Granathøj. Han fik ikke rigtig nævnt, hvad han håbede at finde der, og da det var lang tid siden, at jeg havde haft noget godt på stedet, kan jeg mest forestille mig, at han her i årets tynde ende, måske bare var rundt for at lære nye lokaliteter at kende. En jyde klar i startboksen til hvis [NÅR], vi [jeg] finder det næste store hit på stedet!
Vi er nu inde i oktober, og vejret er begyndt at arte sig mere, som man kan forvente det af oktober. Og derved er det nok også at forvente, at der ikke vil ske så meget mere i år. Ud over de sædvanlige Efterårsmosaikguldsmede og de forskellige almindelig hedelibeller som kan flyve ind i november sågar.
Så for at runde af, vil jeg sige alt i alt: Et meget fornøjeligt år! Og jeg vil gå så langt som til at sige, at det nok er første gang i mange mange år, at jeg er ked af at sommeren er slut. Jeg er af sind mere til efteråret, men med denne nye interesse for guldsmede har tingene ændret sig, og det smerter lidt, at der nu skal gå et helt halvt år, før vi igen kan komme i gang. Et livsfaktum dog, og hvis det nu skulle gå hen og blive helt slemt, så kunne man jo luske sig afsted udenlands til den store tropiske verden, hvor mange arter flyver hele året. Sagde du, på tide at komme tilbage til Mexico..?
Apropos: Den anden dag fandt jeg netop en lille guldklump fra Mexico. Det viste sig, at jeg havde taget billeder af én guldsmed i min tid derovre. Og de lå og hyggede sig mellem mine sommerfuglebilleder. Det var ikke de bedste billeder, men de viste nok til at jeg, uden nordamerikanske fieldguides til rådighed, kunne få bestemt arten via naturalista.mx, og derved kalde Black-winged Dragonlet for min første mexicanske guldsmed!
¡Felicidades y a volver, lo más pronto posible!
Enjoy!
55 guldsmede i Danmark og 13 nye!
Den løbende opdatering med de finere og aktuelle detaljer fra årets guldsmedeture blev så altså ikke til noget heller i år. Det skulle have været elegant, let og luftigt - og fornøjeligt naturligvis - men der skete det simple, at før jeg vidste af det, var der gået endnu aften med at ordne dagens høst i lister og billeder. Hver dag. For så dukkede der såmænd endnu en dag op, hvor den håbefulde iver og kriblen i opdagelsestrangen gjorde det svært ikke at vælge at tage ud, i stedet for at skrive og reflektere baglæns. Skidt for læseren, men godt for mit erfaringsmæssige udbytte. Af studier bliver man jo klogere. Nogen. Noget er dog opfanget og videregivet under de enkelte billeder.
Måne-vandnymfen blev årets 13. art, og min 46. art i Danmark. Og som nævnt blev den også proppen i rosinpølsen, ved at jeg derved havde set alle de blå vandnymfer som er se-mulige i Danmark. Ikke at det gør et kapitel afsluttet, for med mine ambitioner om at skabe min egen online ressource til guldsmede, kræves der både endnu og flere ekskursioner udi materien for at kunne præsentere den så komplet som muligt. Og da jeg gerne vil holde fokus på at viderebringe de mere personlige og subjektive oplevelser med arterne også, skal der mange ture til.
Og det blev til mange ture igennem resten af sæsonen. Dog ikke efter flere af de sjældne blå vandnymfer, men generelt. Og det så vidt, at jeg bliver nød til at kalde det et så-godt-som-fuldbyrdet-år. I skrivende stund, Oktober, her hvor sæsonen i praksis er afsluttet, kan jeg løfte sløret for den vidunderlige kendsgerning, at jeg nu har set 55 arter i Danmark! Af de 61 som den danske liste officielt består af. Og da der er 4 arter på denne liste, som er urealistiske at få under normale omstændigheder, så var jeg kun to arter fra at kunne kalde det Fuld Plade. Hvilke to kan du selv tjekke i Danmarkslisten, eller finde ud af ved at læse videre her!
Jeg havde egentlig forestillet mig, at jeg skulle have de tre blå vandnymfer i Jylland, måne, hue og spyd, men da de nu var klaret, behøvede jeg ikke at bekymre mig om dem. De to første flyver ret begrænset, både i tid og sted, så man skal være på dem aktivt for ikke at misse dem. Resten af maj og ind i juni tog jeg det derfor med ro, og tog det med som faldt min vej, indtil de næste nye arter ville dukke op. Det indebar også, at jeg ikke tog til Fandens Hul og Store Hareskov for at se Dværgvandnymfe og Kærguldsmedene. Jeg fik derfor ikke den lille dværg eller Stor Kærguldsmed og Nordisk Kærguldsmed i år. Retrospektivt virker det lidt som en hængesvans som ikke rigtig er kommet ind i materien. Med så begrænset et antal arter, på et så relativt begrænset område, burde man som seriøs odonatolog naturligvis gøre den komplette runde hvert år. Og endnu mere hvis man har det mål, som proklameret tidligere, at skabe en brugbar ressource. Beliggenhed - Beliggenhed - Beliggenhed. Det siger de i forretningsverden, hvis det gælder handel. Her siger vi (jeg): I felten - I felten - I felten. Hvis man vil lære noget.
I felten var jeg dog. Bare mest i det lokale rundt på Amager. Som udgangspunkt er Amager dog ikke et dårligt sted at se på guldsmede. Vi har et bredt udsnit af de fleste familier og med tanke på sidste års fine Sydlige Mosaikguldsmede, så var det med forventningens glæde at jeg gik videre ind i sæsonen. Stor Blåpil, Kileplet Mosaikguldsmed, Stor Kejserguldsmed og Sortmærket Kobbervandnymfe dukkede alle op hen over månedskiftet, og som skrevet andetsteds, tog jeg på en hurtig forsmagstur til Tamosen ved Suseåen for at få de tre eksklusive arter, Blåbåndet Pragtvandnymfe, Spidsplettet Libel og Fjerbenet Vandnymfe. Jeg havde ikke forsøgt at få dem sidste år, så det var på tide. Forsmagen var til vores Sveriges-ekspedition den 5. juni. Som mest var en sommerfugletur, men hvor det var glædeligt at få Lille Tangguldsmed og Toplettet Falkelibel som nye arter. De to udgør halvdelen af de fire arter på den danske liste som er svære at få. De har tilsyneladende ikke været rigtigt udbredt i landet før, med kun enkelte fund i det forrige århundrede. De er dog begge udbredte i det sydsvenske, så man kan håbe, at klimaforandringerne vil gøre noget godt i den retning, men sikkert kun hvis vi får styr på vores vandmiljø, så arterne kan finde egnede levesteder.
Det var dejligt at gense særligt pragtvandnymfen. Jeg havde stadig den juni aften i hukommelsen fra 2021 hvor jeg besøgte stedet første gang og fik alle tre arter som nye. En stille og smuk solrig aften hvor alle energier var i komplet harmoni. Den gang fandt jeg kun en ung hun af den spidsplettede, så det var også oplivende at finde flere hanner denne gang. Der var knapt så mange pragtvandnymfer som første gang, hvilket nok mere er et spørgsmål om tilfældigheder end et udtryk for artens tilstand. De drifter jo væk fra ynglevandet i starten, og søger mod skovarealer for at æde og vokse. Hvornår det sker afhænger helt af årets udvikling. Men der var nok, og jeg var glad. Der var også flere fjerbenede end sidste gang.
Hjemme igen begyndte Blå Mosaikguldsmed, Almindelig Kobbervandnymfe og de første hedelibeller at flyve. Blodrød og Stor. Det var pænt vejr. For ikke at sige at det blev en meget tør tid hen over sommeren. Intet regn og godt med sol. Og den 20. juni var vinden i let sydøst. Og det gjorde noget.
Jeg tog forbi nordskoven i Kongelunden, mest for sommerfugle, og der var god aktivitet, da jeg gik ned langs diget. Også med guldsmede. Flest var de Store Blåpile som nød den tørre solbeskinnede jordoverflade. Når vinden er i sydøst er der godt læ, og da solen fyldte det hele, var det attraktivt at hænge ud der, både for sommerfugle og guldsmede. Når jeg tænker tilbage på den dag, er det da også med en forestilling om, at der var dyr alle vegne. Men når jeg slår op og ser hvor mange guldsmede jeg egentlig så, så overrasker det. Jeg så rent faktisk kun tre arter: 25 Store Blåpile, 2 Fireplettede Libeller og så denne ene FLAMMELIBEL! Helt uventet og helt ny art. Og så var det en hun. Det vidste jeg dog ikke på det tidspunkt, da jeg fandt dyret. Jeg vidste kun, at den var anderledes, og så kunne jeg huske, at jeg havde set en art i bøgerne, som havde denne grålige line ned langs siden af abdomen. Den fløj rundt lavt ligesom de store blåpile, og det var nok mest derfor, at jeg kunne fornemme, at dette dyr ikke så helt ud som de andre blåpile, da jeg spottede den. Jeg mener: Hvis der nu havde været mange flere arter, med deres forskellige udtryk, var det ikke sikkert at den havde skilt sig ud. Den lod mig heldigvis tage nogle billeder i starten, men som jeg blev ved med at forsøge at komme tæt på, fik den til sidst nok, og forsvandt. Pist væk var den. Sikkert fløjet op i træerne med god udsigt og tålmodighed til at vente til der var fri bane igen. Jeg gik derfra med en følelse af at bære en uvurderlig guldskat under armen. I kameraet. Jeg har tidligere nævnt den skuffelse, man kan opleve, når man tror, at man har fanget noget spændende, og så hjemme finder ud af, at det var det ikke alligevel. Jeg gik nok også lidt med denne frygt, mens jeg fortsatte min rundtur, men dyret var trods alt så ekstremt forskellig fra de andre af mine fotoarter, hvilket jeg tjekkede, mens jeg gik. Så det måtte være noget specielt, og det var det så. Det blev årets første observation i Danmark. Og at det var en hun, var nok usædvanligt. Nogen spekulerede sidenhen i, om det kunne have været et yngledyr. Jeg var dog ret sikker på, at det drejede sig om en tilflyver. De mange dyr jeg så på diget den dag var lidt usædvanligt, hvilket også blev bekræftet da jeg tog derud næste dag også. Her var der knapt så megen aktivitet, og næste dag igen, var der stort set ikke noget at se. Jeg var dog heldig at genfinde flammelibellen på dag nummer to. På helt samme sted og samme adfærd. Dog havde den ikke så megen tålmodighed til overs for mig denne dag, hvorfor jeg skal være glad for, at jeg nåede at skyde et par skud på afstand, før jeg prøvede at nærme mig dyret. Igen pist væk. Og som sagt, næste dag var der ingenting at finde. Duus, Larsen og Abrahamson gik da forgæves.
Det blev min eneste flammelibel i år på trods af, at der senere dukkede en del hanner op flere steder. Hvis jeg havde villet, kunne jeg sagtens være kørt efter dem, men valgte ikke at gøre det. Ulogisk, siger du nok, når det nu gælder om at få erfaringer. Og ja, jeg er helt enig. Og alligevel er der noget med den art, som gør at jeg: Vil Selv. Det irriterer mig, at andre kan finde dem, særligt LAK, så jeg har nok valgt at gå i trods, og må afvente at det lykkes af finde en selv. Hannen er jo ret straight forward at bestemme, så måske er det også en del af forklaringen. At der er mere ære og værdighed at hente i at finde og bestemme sværere dyr. Sådan har jeg tænkt, uden tvivl. Og igen, er det jo oplagt halvtosset at tænke sådan, så næste år rykker jeg, hvis muligt.
Det var med forventningens glæde, at jeg så frem til at taste ind i naturbasen om aftenen. Ære og hæder i sigte. Men da jeg slog op, og så dagens hændelser, forstod jeg straks, at jeg var henvist til andenpladsen og ikke ville tiltrække helt så megen fokus, som jeg havde håbet på. Og det fordi Lars Johansen havde meldt 5 Åkande-kærguldsmede nede fra Falster! Bang! En nutidig super obs med kun et enkelt dyr set en gang inden for de seneste mange år. Alle tog derned, og det lykkedes også for mig at overtale den lille røde til at tage derned 4 dage efter. Og med Elin som co-pilot blev det så til den fine dag med denne fantastiske art og Mose-perlemorsommerfuglen i Hornsherred. For ikke at glemme den magiske oplevelse vi havde da vi stoppede ved Herlufsholm på vej sydpå. Ved broen over susåen vrimlede det med Spidsplettede Libeller og Blåbåndet Pragtvandnymfer. Det helt rigtige sted på det helt rigtige tidspunkt. Og det lykkedes Elin at finde en enkelt han af Almindelig Flodguldsmed. Stedet er ellers det helt rigtige i forhold til klækning, men det skal være tidligere på sæsonen, hvis man ønsker at se mange. Nu var de uden tvivl spredt ud i området for at æde, vokse og modnes. Her blev det også til årets første Brune Mosaikguldsmed.
Tilbage til Åkande-kærguldsmeden, så hedder stedet Horreby Lyng, og som jeg forstår det, er det et sted, hvor selv de garvede guldsmedefolk ikke er kommet jævnligt, så hvem ved om arten har været der i flere sæsoner. Der var et hav af guldsmede, da vi ankom om eftermiddagen, så potentialet er utvivlsom stort. Området er under naturgenopretning, og det vil blive spændende af følge det de kommende sæsoner.
Jeg glemte, at nævne en anden god observation på dagen med den smukke Flammelibel. Jeg cyklede nemlig videre og hjem over vestamager, hvor jeg stoppede ved Pumpehusbroen, som så mange gange før. Og her lykkedes det mig at spotte en Glinsende Smaragdlibel som patruljerede under broen. Lige præcis på samme sted og samme måde som jeg havde oplevet det tidligere. Og denne tidligere observation var rent faktisk en førstegangsobservation og altså en ny art. Og denne observation denne dag var rent faktisk kun min anden observation af arten, hvorfor jeg på dette tidspunkt kun havde set den på Amager. Lidt usædvanligt da arten er ret udbredt.
Dagen efter, 21. juni, havde jeg på samme sted de første Små Rødøjede Vandnymfer i år. En 20 stykker og dagen efter endnu flere også i Hejresøen. For nu at nævne samtlige arter. Den holder også til i søen på gårdspladsen ved Herlufsholm, fandt jeg ud af på Åkande-dagen. Og der var mange i år på Amager Fælled ved den Landskabelige Kanal. Her holder de sig tilsyneladende for sig selv, idet de Store Rødøjede Vandnymfer flyver andre steder i kanalen. Mest nede i det vestlige sving.
Halvvejs igennem året, 1. juli, kunne jeg konstatere at jeg havde set 32 arter i Danmark hvoraf 6 var nye. Udover at gå efter landets arter, har jeg også et øje på mine Amager-arter, hvor mit mål i år var at komme op på 30 arter. Det ville sige knapt halvdelen af alle de arter som er set i landet. Flammelibellen blev art nummer 27 på Amager, og den 28. juni lykkedes det mig at finde en Lille Kejserguldsmed på Amager Fælled ved den Landskabelige Kanal. Den er endnu ikke sådan helt at regne med, ud over måske på Bornholm. De fleste dukker op lidt sporadisk. Med vejret. Som denne. Som tilsyneladende kun blev den ene dag, for jeg forsøgte de næste dage også. Men som jeg husker det, slog vejret lidt om, blev mere blæsende, så det var nok ikke attraktivt at holde til i det åbne landskab der på stedet.
Den 7. juli tikkede årets første Almindelige Hedelibel ind på kontoen, og det gjorde årets vigtigste møde med LAK også. I kongelunden. Det var apertura-tid [Iris og Ilia], men det var også guldsmedetid. Han, Frank Abrahamson og Jan Eske skulle dagen efter til Jylland for at lede efter Arktisk Smaragdlibel. Det klikkede og jeg kom med.
Årets bedste dag uden tvivl. En heldagstur med mit første jyske guldsmederaid. Intenst og magisk og 100 procent tilfredsstillende. I Rold Skov lykkedes det med lidt håndskydende kameraarbejde at få hevet en han Arktisk Smaragdlibel hjem. I jagten på flere måtte denne smaragdlibel dog nedgraderes til den mere almindelige Glinsende. Hvilket selvfølgelig var lidt ærgerligt, men da den som sagt forsat er en art jeg har begrænset erfaring med, var det ikke så skidt endda. Og fint med et siddende dyr. Det blev også til årets første Sorte Hedelibel. Og så var der denne mosaikguldsmed, som mere erfarne guldsmedefolk måske ikke vil have et problem med at kalde en Siv-Mosaikguldsmed. Jeg ser dog ingen af kendetegnene tydeligt nok, hvorfor jeg må lade den forblive en sp., og afvendte at jeg finder en rigtig Siv-mosaikguldsmed som ny art. Det var lidt ærgerligt: Jeg havde spottet dyret på halvtreds meters afstand, og så hvor det landede i nogle træer - lavt nok til at kunne tage billeder. Jeg fik arbejdet mig frem imod den igennem den tørre mosevegetation, for kun at se den lette da jeg var 10-15 meter fra den. Øjne så store som ...
Skønne skovmoser tæt på Skørpinge. Det var det. Og derfra tog vi retur sydpå, via Franks Franske Hotdogs, og vi landede ved Tvilum Bro, nord for Silkeborg, hvor det blev til den lækre Grønne Kølleguldsmed. En ret eksklusiv art, som selv svenskerne kommer hertil for at se. Man kan få den på stierne langs Gudenåen, hvor de ofte sidder på gruset eller i kantvegetationen. At leje en kano og tage den fra vandsiden er ikke en dårlig ide, da de også ofte sidder på ydersiden, eller bare flyver patruljerende rundt over vandet. Jeg havde en god håndfuld, og var tilfreds. Vi blev ikke så længe, da der åbenbart var indlagt endnu et stop af Lille Lars [den rigtige]. Jenskær, vest for Silkeborgsøerne var en opstemmet skovsø hvor igennem løb køligt rindende vand i en smal overgroet kanal. Her fløj både Lille Blåpil, Kongeguldsmed og Blåvinget Pragtvandnymfe! Mere sexet bliver det nok ikke i denne verden. At få sådanne tre arter som nye Danmarksarter og Kongeguldsmeden som lifer på ét sted og nærmest side om side.
Det var fedt og mageløst. Det er oplevelser som disse som gør, at man seriøst overvejer at flytte til Jylland. Der må være så mange små skatkamre spredt ud over det hele, at man aldrig vil kunne nå at blive træt. Altså sikkert fysisk træt af at bevæge sig rundt, men ikke af at udforske og nyde forventningens glæde ved det som dukker op i det næste vandhul eller løb.
Letmosen sluttede vores dag af. Her var mange Små Kærguldsmede og et par Grønne Smaragdlibeller ude over vandet. Og da jeg også havde fundet Plettet Smaragdlibel ved Jenskær, tog jeg altså hjem med alle 4 smaragdlibeller set på en dag. Mageløst. Men det har jeg vist allerede sagt.
5 nye arter og jeg landede derved behageligt på 53 arter set i Danmark. Det begyndte at snerpe derhenad. At kunne begynde at overveje hvordan de sidste arter skulle hives i hus. Siv-mosaikguldsmeden havde været oplagt at få klikket af på denne tur, men det lykkedes altså ikke. Den ville sandsynligvis kræve endnu en Jyllandstur, da jeg ikke havde de store forventninger til at kunne finde den i Grib Skov. Den er mest en Jyllandsart. Det er Grøn Kobbervandnymfe også. Udelukkende. Så hvis jeg havde tænkt mig at prøve på den i år, så var det nødvendigt med endnu en tur over Storebælt. Den Lille Kobbervandnymfe er også en jysk art, men også en bornholmsk art. Og med tanke på min fornøjelige forårstur til Bastemosen, så foretrak jeg at prøve den lille på Bornholm fremfor det sønderjyske, hvor den flyver i Frøslev Plantage. Bornholmertur er hyggetur. Og lige uden for døren. Nærmest. Den sidste art, som jeg endnu ikke havde set, var den storslåede Baltisk Mosaikguldsmed. Men den blev set så sjældent og kun i Vejlerne og ikke de seneste to år, så den var der nok ikke nogen grund til at tro på.
Men således var overvejelserne i dagene efter min hjemkomst. Og mens jeg gik og tullede med dette, besøgte jeg vores lokale vandhuller i travbaneparken og kunne den 9. juli med glæde konstatere at Lille Farvevandnymfe havde indfundet sig. Med et enkelt eksemplar, en han, havde arten bekræftet, at det er en pionerart par excellence. De dukker op i de nye ubevoksede vandhuller mange steder. For så at forsvinde igen sidenhen. Jeg nåede op på at se maks. 7 hanner en dag. Desværre lykkedes det ikke at finde nogen hunner i år, og nu er de alle væk for sæsonen, men forhåbentligt sker det til næste år. Jeg spekulerer på om pionerstatussen hænger sammen med, at der i nye vandhuller er færre predatorer; at arten er sårbar over for disse? En anden art, som glædeligt dukkede op igen i disse vandhuller, var den Sorte Hedelibel. Få, men både hanner og hunner. Også i parring, hvorfor de givetvis har ynglet, og vi derfor kan forvente et nyt batch til næste år. De sidste så jeg den 21. september og den sidste Lille Farvevandnymfe den 14. september. En pæn lang sæson, og i det hele taget var det fornøjeligt at kigge forbi disse vandhuller, hvor det lykkedes mig at finde hele 16 forskellige arter i år. Sidst på sæsonen blev det også til flere Blå Mosaikguldsmede. Hanner som patruljerede. Og en af dem må have haft succes, for den 14. september havde jeg en fin hun, som lagde æg i sandet over vandkanten.
Vandstanden på dette tidspunkt var nogenlunde normal. Og det fordi der skete det i løbet af sommeren, hele august faktisk, at det knastørre vejr, blev afløst af regn i rigelige mængder. Der blev derved udlignet. Måske et nyt mønster vi skal vænne os til. At de to ekstremer tager hinanden i hånden, den ene efter den anden i tæt parløb. Sikkert er det i hvert fald, at den blide danske sommer som vi kender den fra årtier siden, ikke synes at være mere. Og september heller: Vi har lige haft den varmeste september nogensinde målt, med flere dage over 25 grader. Og det hen mod slutningen af måneden. Godt for os der kan lide guldsmede. Så ingen jammer herfra. Oktober må vi se, men 15 grader med overskyet og snuskigt spredt nedbør i dag synes at være mere i tråd med det, vi kender.
Men tilbage på sporet: Ind i anden halvdel af juli skete der ikke så meget i starten ud over at de første Efterårsmosaikguldsmede begyndte at flyve. Helt normalt for arten som flyver herfra og langt ind i efteråret. Derfor dens navn. Den næste årsart blev Grøn Mosaikguldsmed. Jeg var taget til Skaverup ved Vordingborg, da der var blevet meldt Grønbroget Kålsommerfugl. En ny art jo, og den lille røde blev aktiveret. Læs mere under sommerfuglerapporten, men jeg mødte altså LAK dernede, som fortsat bliver forundret over min lepidopterologiske tilstedeværelse [stadigt et meget grimt ord]. Så vi tullede rundt der, og sniksnakkede, igen mest om guldsmede, og da jeg havde tænkt mig at skulle til Arboretet i Hørsholm igen for at få den grønne, nævnte han, at der også var et par gode steder i Haslev. På vores Jyllandstur havde Frank rent faktisk nævnt et vandhul ved Ishøj, hvor de også fløj. Og det havde jeg faktisk besøgt den 15. juli, men uden succes. Jeg så kun afskudte huder. Så jeg var sikker på, at jeg måtte nordpå for at få ordentlige billeder i år. Men så var der altså disse vandhuller i udkanten af Haslev, og vi kørte dertil og fik en 10 stykker. Vi fandt også en teneral Blå Mosaikguldsmed. Ligesom den grønne på billedet, blev denne også løftet ind på et solrigt blad, så vi kunne tage bedre fotos. I det øjeblik havde vi ikke helt fokus på detaljerne, og tog den også for en Grøn, men det var jo ganske tydeligt, da jeg fik kigget billederne igennem, at det drejede sig om denne art. Indtil da havde jeg fået det indtryk, at det kun var viridis [Den grønne] som ynglede i Krebes-klo. Men det var det altså ikke. Og sidenhen har jeg også set mixta [Den efterårsagtige] sidde nede i denne vandplante, så jeg tænker at de per definition-bestemte exuviaer [afskudte huder] jeg har set i det miljø, ikke bare sådan lige kan tages for gode varer. Jeg må ned i de detaljer også, men det bliver ikke lige nu.
Jeg husker ikke helt, om det var på eget initiativ eller fordi nogen havde meldt dem, men den 13. august valgte jeg at køre til Ishøj igen [cykel] for at finde den Grønne Mosaiker. Og denne gang lykkedes det. Flere individer og både hanner og hunner. Dog holdt de sig på nogen afstand, så helt tilfreds blev jeg ikke, og da der samtidig var begyndt at komme rapporter fra Arboretet, måtte jeg bare derop også. På en hverdag blev det, og var så godt som ude af døren for at nå toget, da min søster meddelte at den lille røde ville stå alene og kede sig denne dag.
Da jeg kom derop parkerede jeg udenfor kirkegården og valgte at gå igennem denne i stedet for at parkere på den anden side, tættere ved vandhullet. Det var godt, fordi jeg derved kom forbi et vandhul inde på kirkegården, hvor der også var mange Krebse-klo. Der var ikke nogen Grønne at se lige i det øjeblik, men det var godt at have hullet i tankerne, til jeg skulle tilbage. Jeg ville naturligvis hellere frem til det rigtige vandhul, hvor alle dyrene var blevet meldt fra dagen før.
Det lignede sig selv fra året før. Både stedet og tilstanden. Jeg kunne ikke rigtig finde nogen dyr. Måske det også var lidt for kold og overskyet. Det var det i hvert fald i forhold til dagen før, hvor der var blevet meldt mange dyr. Der havde det været godt varmt hen på eftermiddagen. Jeg var alene, og måtte altså i gang med det store benarbejde. Heldigvis havde jeg gummistøvler på, for selv om man godt kan gå rundt om vandhullet tørskoet, så kan man ikke nå ud i det område, hvor dyrene sad denne dag, uden at få våde tæer. For der om formiddagen sad de og hvilede i et frodigt oversvømmet område lidt væk fra vandhullet. Et sted fyldt med Kattehaler [plante]. Og en efter en fik jeg skræmt flere forskellige dyr op. Kun hanner dog. De var ikke så lette at komme til ude i det våde, da de som regel fløj op, før jeg kunne nå tæt nok på. Men heldigvis var der også nogle, som begyndte at sætte sig i træer og i den tørre vegetation, og her var de til at have med at gøre. Jeg havde set på basen at Kent Olsen, som havde været her dagen før, i dag huserede tæt på ved et sted kaldet Filet'en, og havde haft æglæggende hunner der. Så da jeg ikke kunne finde nogen i Hørsholm, besluttede jeg at stoppe nogenlunde tidligt, godt 14, for at køre forbi det andet sted på vej hjem. Jeg var sådan set tilfreds nok med at have fået mine hanner på klods hold, men en rigtigt udstrakt og udækket hun manglede jeg fortsat. Når de sidder nede i Krebskloen er de stort set umulige at få noget godt ud af. Bevares, man får da et billede, men man kan som regel kun se en brokdel af dyret, og det er der ikke nok grin ved, når man er et æstetisk menneskedyr. Så jeg gik tilbage gennem kirkegården, og ved det førnævnte hul lykkedes det såmænd at finde en æglæggende hun. Men som netop sagt: Under de forhold. Og sjovt nok, mens jeg stod intenst og arbejdede med denne hun, fornemmede jeg ud ad øjenkrogen, at nogen nærmede sig på en ikke-kirkegårds-besøgende-som-sådan-måde. Og da jeg kiggede op, kunne jeg genkende den ene, ud fra hans diverse profilbilleder [han er godt nok også fuglemand, men er jyde, og jeg har derfor ikke mødt ham før i den sammenhæng]. Kent Olsen og en anden med fuldt skæg og ret guldsmedeagtig. Og med store net. De kom. Men de kom ikke rigtigt hen til mig. Stod bare der og sagde ingenting. Måske fordi jeg udstrålede, at de skulle skride ad helvede til, da jeg var fuldt optaget af at komme tæt på denne hun. Eller også fordi, at de også følte sig hævet over materiens middelmådighed. De som eksperter vidste jo alt, som var værd at vide, og skulle ikke afgive nogen form for position ved at henvende sig til en ligegyldighed som mig. Forestillingsevnen fejler ikke noget. Jeg var dog ligeglad. Jeg har kun set på guldsmede i 4 sæsoner, men ved hvad jeg ved, og jeg lader mig ikke dupere. Ikke at Kent Olsen ikke ved noget. Det er jeg klar over. Men det er også tydeligt, at han kan lide at fremvise billeder, hvor han har fanget dyrene og holder dem fast i vingerne. Det er og bliver bare ikke min approach. Den videnskabelige. Hvor mennesker føler sig hævet over de øvrige arter, og derfor kan opføre sig som det passer dem uden respekt for dyrenes integritet og deres absolut manglende behov for at blive håndteret, og forulempet, af selvhøjtidelige væsner med store net i fangerne. Jeg foretrækker normalt at fortrække. Men da jeg endnu ikke havde fået brugbare billeder af hunnen, valgte jeg at blive.
Og til sidst var det uundgåeligt at vi kom til at kommunikere. De var der kun, fordi de havde fået at vide fra en lokalgarvet gut, at der fandtes dette hul også. Jeg havde selv fundet det, så jeg følte mig derfor klart foran på rettigheder til at være på stedet, og helst uden at andre skulle gå mig i bedene. Så med min afpissede attitude konsolideret kunne vi begynde at udveksle informationer, og jeg frittede ham, om det andet sted [makkeren sagde ikke mange ord]. Først havde vi dog talt om dagens tilstand, og jeg nævnte, hvad jeg havde set nede ved det rigtige vandhul, og så spurgte Hr. Olsen på den der lidt nedværdigende måde..."om jeg havde været henne ved det mere eng-agtige sted også - det med Kattehalerne - altså de der planter med røde blomster som stod i det våde..."..."Øh...ja, naturligvis! Det var der, at jeg havde fundet dem!" Måske er jeg nærtagende og måske arrogant. Men så alligevel ikke. Det er altså ikke hver gang, at jeg kommunikerer med andre mennesker, at jeg ender med denne følelse af at stå over for et menneske som ikke formår at skabe en ligeværdig dialog. Men det gjorde jeg her.
Det blev som det blev. Han uddybede lidt om det andet sted, og så talte vi ikke meget mere. De gik uden at sige hverken noget eller hej. Og det passede jo sådan set meget godt med min opfattelse af situationen.
Jeg tog til Filet'en (Svanesø), som lå ved Lynge, og fandt 4 æglæggende hunner. Med samme dårlige resultat som tidligere. Halve dyr i grønt dække. Og det var et kedeligt sted. En indelukket skovsø fyldt med Krebse-klo. Godt for arten, men heller ikke mere end det. Dog lykkedes det mig at få mine første billeder af flyvende Blå Mosaikguldsmede. En han og en hun. De var ikke lette, hvilket de ofte ikke er. De flyver jo gerne i et halvskygget miljø, og gerne tæt på og med urolige baggrunde, hvorfor det er næsten umuligt at fokusere på dem. I starten troede jeg, at det drejede sig om noget mere eksotisk, da farverne virkede forkerte for arten. Men de gjorde jo som arten gør, og billederne lignede arten, så arten var det.
Lynge Grusgrav ligger lige rundt om hjørnet derfra, og selv om det var sent og kedeligt blæsende og overskyet, valgte jeg at slutte turen af med et hurtigt visit. Bare for at se stedet. Jeg tror nok, at det er her man også har set Lille Farvevandnymfe (og Almindelig Flodguldsmed!). Jeg så dog ingen. Mest vandmodelflyvere med medbragte stole, og et par Store Farvevandnymfer og en enkelt Seksplettet Køllesværmer. Men som altid er det rart at kende stedet, hvis nogen skulle spørge eller andet.
Hjemme på Amager fortsatte livet, og jeg fandt overraskende ud af, at de mange farvevandnymfer, både stor og lille, jeg havde haft i kanalen på Sydmølletværvej på vestamager året før, var helt udeblivende i år. Vegetationen virkede hårdt nedgnavet og vandet virkede konstant plumret. Men om det var årsagen, ved jeg ikke. Måske vejret havde noget at sige, og de valgte generelt at springe et år over. Fogh Nielsen nævner dem ,som ynglende enten hvert eller hvert andet år i vores region. Til gengæld havde jeg mange af de store ved Store Høj i år. Over 100 en dag. Men da jeg ikke ved, hvordan de fløj der året før, gør det mig ikke meget klogere. Må afvente at se situationen til næste år.
Og så dukkede der endelige Sydlige Mosaikguldsmede op. LAK havde flere på samme sted ved Hvidovre Strandenge som sidste år. Jeg prøvede nogle dage senere, den 26. juli, men forgæves. De var ventet, og jeg var overbevist om, at det så også måtte lykkes at genfinde dem på vestamager. Men før jeg kunne nå at tjekke det, skulle jeg først til Jylland. Jeg havde summet i dagene efter vores jyllandstur, og da jeg havde den lille røde til rådighed endnu, ville jeg udnytte det. Det var dog mest sommerfuglene, som dikterede, at det skulle være nu. Men der var heldigvis også allerede begyndt at flyve Grøn Kobbervandnymfe, så den skulle jeg have nu.
Min første egentur til Jylland og jeg var spændt (Læs mere her). På naturbasen kunne jeg se at en Røjgaard meldte den grønne gentagne gange fra et sted syd mellem Hedensted og Horsens, hvilket var perfekt, da jeg havde Hovedgård som natligt fixpunkt, hos min onkel og tante. Det viste sig at være et perfekt sted at klare den sag. Ny Sebberup Skov. I praksis er det ikke rigtig et sted, man ville kalde en lokalitet. Bare lidt skovbuskads i kanten af et bebygget område. Men som Erland Nielsen senere sagde til mig: De er alle vegne. Og det er nok sandt. For på dette tilsyneladende tilfældige sted fandt jeg forholdsvist let flere dyr. Fra parkeringspladsen går man først et par hundrede meter ad en skovsti, og kommer da til en lysning med et halvt overgroet vandhul. Her i kanten fandt jeg de fleste. Men da jeg gik tilbage fandt jeg også nogle hængende i træerne langs skovstien. På samme strækning var der også den største samling af Blå Mosaikguldsmede, som jeg nogensinde har set. De syntes af være over det hele langs strækningen, og jeg tænker, at det er helt gallimatias, når jeg nu tjekker det, og kan se, at jeg kun har registreret 6! Det kan ikke være rigtig. Der må mindst have været ... Ah, you know. Hukommelsen og det lille puds. Men jeg har kunnet følge med i, at andre besøgende også melder den blå konsekvent derfra, så det må alt andet lige være et godt sted for arten.
Ud over denne smukke vandnymfe, havde jeg kun Siv-mosaiken i tankerne på denne tur. Det blev dog ikke rigtig til noget. Jeg havde kun to dage til rådighed, og den første dag var vejret ikke specielt godt mosaikvejr, og da de manglende sommerfugle dikterede næste dags program, valgte jeg ikke at forsøge at få arten. Jeg ville ellers gerne have været oppe i Kompedal Plantage, hvor flere af de garvede, ofte melder den fra. Men det var der ikke tid til. Så jeg afgav den. Dog lidt med den håbefulde tanke, at jeg stadig kunne prøve den i oppe i Grib Skov, når jeg kom hjem. Dog skulle det vise sig, at det ikke nødvendigvis skulle være Grib Skov, som skulle give mig denne næste nye art. For det artede sig sådan at jeg efter denne to-dagestur, kom til at gentage den en uge efter, idet min onkel og tante gerne ville have min mor på besøg. Så vi kørte. To overnatninger. Et familiebesøg, dog med min mulighed for at odonatologiere i et vist omfang. I kompromisets navn valgte jeg dog ikke at udnytte situationen til at finde nye steder. På udvejen slet ikke - kun Ensian-Blåfugl. Men på hjemvejen stoppede vi igen i Ny Sebberup, da jeg gerne ville have flere billeder, og gerne flere af hunner. Det lykkedes, og stedets fortræffelighed blev konsolideret ved at finde 10 hunner og 4 hanner. Stort set alle langs grusvejen hængende i træerne som glinsende julepynt.
Dagen inden, havde jeg så haft frit spil, til at gøre hvad jeg ville, og det ville have været oplagt endelig at forsøge sig med Siv-mosaikguldsmeden. Men desværre for den [at blive visualiseret ind i mine øjne kan kun være en æresag] måtte den endnu engang acceptere at blive vraget. Og denne gang af dens større medskabning Baltisk Mosaikguldsmed. En enkelt var blevet set for nylig i Han Vejle. Så med dens sjældenhed taget i betragtning, var der ikke så meget at betænke sig på. Jeg satsede, og kørte derop, to timer fra Hovedgård. Men desværre gav det ikke pote, på trods af at jeg tilbragte hele dagen deroppe. Vejret var ok, men noget blæsende. Men som jeg kan læse om arten, burde dette ikke nødvendigvis være en ulempe, idet de godt kan lide at sidde eksponeret lavt i læ. Og den var da netop også blevet set sidde lavt på en gangbrosstolpe, som jeg fandt, men altså uden dyret. Som også nævnt under sommerfugleturen blev det derfor til en vaskeægte Nul-tur. Intet fik jeg ud af det. Ud over erfaringen med stedet. Dog havde jeg en enkelt stor blå mosaikguldsmed på et tidspunkt, som jeg er ret sikker på, var en sådan, men det kan man jo ikke bruge til noget. Ud over måske at være mere disciplineret i mine fremtidige forsøg på arten. Jeg kom gående alt for frembusende på vej ned på en af stierne på Lund Fjord-siden. Dyret havde siddet frit fremme lige foran mig. Så hvis jeg havde været langsommere og mere observant for hvert skridt jeg tog, så havde jeg måske spottet den siddende, og så ville verden i dag se helt anderledes ud...
Anderledes glædeligt havde det artet sig, inden vi tog på denne anden Jyllandstur: Hjemme ved Granathøj på vestamager havde jeg fundet mine egne Sydlige Mosaikguldsmede. Den 2. august fløj der 3 hanner og en hun. Min første hun på øen. Dog var det en feberobs, hvor jeg kun så to dyr i tandem flyve kortvarigt gennem luften, for straks efter at miste dem. De tre hanner tillod mig dog at tage billeder. Den ene. Og herefter lykkedes det endelig af få dyrene fra Hvidovre at se. Over flere dage lykkedes det mig og Duus. Og Jan Eske kom, så og sejrede på det helt rigtige tidspunkt, hvor det lykkedes mig at finde et smukt par i parring godt gemt i vegetationen. Alle var glade.
Og det skortede ikke på årsager til smil i de dage. Dagen efter Jylland II fik jeg vel årets næstfedeste (efter Flammelibellen) guldsmedeoplevelse, da jeg ved Granathøj fandt min helt egen Sydlige Kobbervandnymfe! En han. Ud af det blå. Men måske også lidt skæbnebestemt. For en gangs skyld ydmyg i dagsprojektet var jeg kun taget ud for at genfinde min lås til min cykel, som jeg havde tabt på stedet nogle dage før. Før Jylland II. Omstændighederne var specifikke, så jeg var ret sikker på, at jeg kunne genfinde den på lige det sted. For som livet leves, bliver krudttønden jo af og til fyldt op, og da jeg den dag ikke kunne holde mig længere, valgte jeg at sætte mig i kanten af den lille kanal ved Granathøj og gøre det jeg nu måtte gøre, hvis ikke det skulle gå helt galt. Og i processen, med min lås i baglommen, var jeg sikker på, at den må være faldet ud under buskebehandlingen. Det var jo ikke et sted som andre end guldsmedeentusiaster eller ligeledes insektificerede personager ville kunne finde på at opsøge, så jeg var ret sikker på, at hvis det var der, jeg havde tabt den, ville den være der endnu. På det delikate åsted. Ikke et yndigt billede at forestille sig, om nogen var kommet for nær. Dog er jeg af den artige type, som dækker mine spor, og med naturens gang og processer vel i vej, tænker jeg, at det dog ikke kunne forårsage de værste forskrækkelser...
Den lå lige præcis der. Og lige præcis på samme sted, stort set uden at flytte fødderne, kunne jeg efterfølgende kigge op, og først se en Almindelig Kobbervandnymfe sidde artigt i sivene. Og mens jeg bøjede mig forover for at komme tættere på for at få et billede, spottede jeg endnu kobbervandnymfe. Lige ved siden af. Og det var denne sydlige. Jeg var blevet bedømt, og fundet værdig! Min art nummer 30 på Amager! Smukt og vel også ganske interessant fra et generelt odonatologisk synspunkt, at det er muligt at se så mange arter på denne ø. Den skarpe læser vil dog her nok løfte øjenbrynene og tænke: Hvordan!? Var den Lille Kejserguldsmed ikke nummer 28? Og så hokus pokus, lander du let på de 30..! Men det kan hurtigt forklares ved forglemmelsen af den smukke Blåbåndede Pragtvandnymfe, som jeg helt uventede fandt ved kanten af Hejresøen den 14. juli. Jeg troede i første omgang, at det måtte være et superhit, at finde denne art så langt væk fra ynglestederne. Men det viste sig, at den er set før på Amager, og da jeg var med min mor på vores årlige endags-sommertur til Falster for at besøge søster og svoger i feriemode, så lykkedes det også at se en han i Bøtø-skoven, fundet af Henrik - men også her langt fra de kendte ynglesteder. Denne han var ovenikøbet ret interessant idet den fremviste et meget bredt bånd på vingen. Det er en art, hvor flere underarter er anerkendte, og de adskilles først og fremmest på udbredelsen af vingebåndet. Og denne lå altså i den usædvanlige ende i forhold til den underart, splendens, som de danske dyr hører til. Den italienske underart, caprai, derimod, har et meget bredt vingebånd som, ved sammenligning, ligner dette dyr meget. At den skulle kunne være kommet sydfra, er vel ikke helt umuligt at forestille sig, men da den som sagt ligger indenfor de tegninger, som ses i Danmark også, må den forblive en eftertanke...
Videre ind i august gav ikke så meget nyt. Det var her, vi fik godt med regn, og det var vi glade for.
Om det skyldtes oprusken i vejr og vind, ved jeg ikke, men den 19. august gav et par mindeværdige kryds i bogen. Først var det lykkedes, om morgenen, at få min anden art hjemme på matriklen [lejlighed med altan]. Pludselig dukkede den op og hægtede sig på min mors klokkeranke ude på altanen. Hurtig-skyderen var på plads - som ses. Gennem vinduet, som altid. Senere på dagen var han ikke helt på plads. På vej hen til vandposten ved Vibe-shelteret kom en mørk guldsmede flyvende. Nærmest undersøgende begyndte den at kredse tæt omkring mig. Kameraet var i tasken, og jeg sad stadig på cyklen, så det blev kun til en visuel id med mine egne øjne. Jeg var dog ikke i tvivl: Den mørke profil med det grønlige skær i hovedet og de lyse pletter ned langs siden. Det var og forbliver en Plettet Smaragdlibel. På trods af at arten kan findes på en række forskellige biotoper, så er den aldrig set på Amager. Det var jeg også klar over på stedet, og jeg gjorde, hvad jeg kunne for at få et bevis med hjem. Men dyret forsvandt som dug for solen, da jeg stod af cyklen, og viste sig aldrig igen. Det er naturligvis ikke den bedste måde at dokumentere en ny art for øen, men modsat var jeg ikke på noget tidspunkt i tvivl om, hvad det var, så den skulle med på listen. Og listen sagde da, at jeg nu havde set 31 arter på Amager!
De 31 er naturligvis så godt som et komplet udtryk for øens odonatologiske formåen. Men også kun så godt som. For der er faktisk set yderligere arter, som ikke er kommet forbi min næse endnu. En Bo Nielsen, som syntes at havde været ret aktiv i mine første år, 2020-21, men fraværende nu, havde tilføjet et par artige arter, Brun Kejserguldsmed ved Granathøj og Nordisk Kærguldsmed ved den Landskabelige Kanal på Amager Fælled. Der er billeder af begge. Den Nordiske er der ingen tvivl om, og måske heller ikke om den Brune, selv om det ikke er helt tydeligt, hvad man egentlig ser på billedet. Men de skulle være blevet kurateret af kompetente folk, så jeg formoder at de begge er gode nok. Yderligere på den ikke-Jesperske Amagerliste kan man, via naturbasen, finde Lille Kobbervandnymfe, Brun og Siv-mosaikguldsmed, hvilket bringer den komplette liste op på 36 arter set på øen.
Den Lille Kobbervandnymfe er kun set en gang, og der er gode billeder af den, og den blev set mærkelige steder i Kongelunden i 2010. Men som det er sket før: Anything can Happen! Brun Mosaikguldsmed er set omkring 10 gange på Amager. Også af Bo Nielsen som er den eneste, som har ulejliget sig med at vedhæfte fotodokumentation af observationen. Dette siger jeg, fordi det undrer mig, at jeg endnu ikke er stødt på arten. Hvis den har været så relativt udbredt på øen - set i alle tre kommuner, burde jeg have fundet en. Mange af de meldte dyr er tilmed set ude i det åbne land, hvilket også undrer mig. Og selv af garvede feltbisser. Det største problem i forhold til troværdighed er, at nogen på baggrund af nul fremlagt dokumentation, alligevel har valideret observationerne. Den får lov at svæve i min bevidsthed som overrepræsenteret ved fejlidentifikation i de fleste tilfælde. Og det samme må gælde for Siv-mosaikguldsmeden, som er meldt en gang i Pinseskoven i 2018, men med en observation uden nogen som helst form for identifikation eller uddybende kommentarer. Den køber jeg simpelt hen ikke, og heldigvis er den heller ikke blevet valideret. Men den står der stadigvæk, til stor forstyrrelse af det overordnede billede.
Af de 5 arter som jeg derfor mangler, er det helt sikkert den Brune Mosaikguldsmed og den Brune Kejserguldsmed som er de mest oplagte. Siger jeg, vel vidende at det kræver lidt ud over det sædvanlige at få den sidstnævnte. Det rette år med den rette tilflyvning sydfra. Dertil er der bare at vente. Den første brune derimod, på trods af mine mistro med de fleste observationer, vil være mere ligetil, og jeg vil gøre en ekstra indsat til næste år for at få den.
Videre i måneden: Den 27. august var det nogenlunde vejr, og jeg havde ikke nogen grund til ikke at tage til Grib Skov og forsøge mig med de to eksklusive aeshna'er [mosaikguldsmede] Siv og Højmose. Så det gjorde jeg.
Sidste år havde jeg fundet et godt sted i det nordvestlige hjørne af Sandskredsøen, hvor man kunne se dem flyve tæt på. Dog kun Højmose-dyret da jeg aldrig fandt Siv-dyret. Umiddelbart er det mest her og ved et moseareal, Karensport, tæt på Kagerup Station, hvor de to arter bliver set. Da jeg tog afsted, havde der ikke været nogen meldinger fra i år, overhovedet, hvilket undrede mig. Det var min opfattelse, at stedet hører med på den årlige rundtur for de øst-danskere, som går op i guldsmede. Men åbenbart ikke. Eller også var det bare ikke lykkedes andre at finde de to arter i år, mens deres øvrige observationer var druknet i den daglige strøm.
Men jeg tog gladeligt derop for at få rettet op på den mangel. Karensport kommer man først forbi, når man parkerer ved Kagerup Station. Men helt ligesom sidste år, skuffede stedet. Jeg så ingenting her. Vejen ned til Sandskredsøen gav gode mængder af Sort Hedelibel. Og med dem som holdt til ved søen, majoriteten, nåede jeg op 150 individer. Utvivlsomt det bedste sted, som jeg har besøgt, for denne art. De kommer i alle afskygninger, men på denne tid af året er de fleste travlt beskæftigede med parring og æggebombning - ude over vandet. Der var også de stedfaste Brune Mosiakguldsmede, og så var der 1 Højmose-mosaikguldsmed! Efter næsten at være ved at give op, dukkede der en enkelt flyver op, netop på mit sted, og den tillod et par billeder til bekræftelse. Bedre end intet. Og på landsplan bedre end Siv-mosaikguldsmeden, faktisk - Højmosen er langt sjældnere. Men åbenbart ikke her i det nordsjællandske, hvor det med Siv-mosaikguldsmedens fortsatte udeblivelse, var en trøst i det mindste at kunne genfinde denne gode art.
Halvirriteret over at det ikke kunne lykkes at finde en Siv-mosaikguldsmed, valgte jeg at tage derop igen godt to uger senere. I Hvidovre havde jeg talt med Lars Hansen om arten, og han mente, der var bedre muligheder senere på sæsonen end med Højmose-dyret. Så jeg prøvede den 16. september. Men igen fandt jeg kun en Højmose-mosaikguldsmed. Samme sted som altid, men dog en ny han i forhold til den jeg fandt tidligere. Og derved forblev Siv-dyret på min todo-liste til næste år sammen med Baltisk Mosaikguldsmed.
Og kun de to, for den 11. september tog jeg til Bornholm for at prøve at få den sidste af de almindelige arter, som jeg manglede; ud over de to nævnte. Lille Kobbervandnymfe. De flyver sent og Harald Dühmert havde meldt en enkelt fra Bastemosen et par dage inden. Ikke meget at gå efter, men da det er tydeligt, at det langt fra er det samlede billede, man får ved at studere naturbasen, så tænkte jeg, at det nok skulle lykkes at finde arten, hvis jeg tog derover. Så afsted med Kombardoen og den samme lejecykel hos Mariet Lund, Det Bornholmske Cykeldynastis almoderlige Matriark.
Denne gang havde jeg skiftetøj med, og valgte at tage det med mere ro end sidst. Og så var der den lille forskel fra forårets pinsomme tur op over øen, at jeg denne gang havde medvind. Så det blev en ganske behagelig oplevelse. Og jeg fandt ud af, at det rent faktisk ikke går opad hele tiden. Godt nok er det overvejende opad, men nogle kilometer uden for Rønne, efter at have slidt sig op over den strengeste stigning, gik det faktisk nedad i flere kilometer, før man så igen stiger langsomt op mod Bastemosen. Jeg tænker, at modvinden den første gang har gjort det meget hårdere at komme derop, end man umiddelbart skulle tro.
Der var dog ingen Harald denne gang, da jeg nåede frem. Der var ingen overhovedet. Hverdag som det var. Mandag. Og det var dejligt. Jeg parkerede cyklen på samme måde som sidste år, med mit våde tøj henslængt til tørre. Derefter slubrede jeg først en cola i mig, og gik så i gang. Og der skulle ikke mere til end de første to skridt, før jeg havde fundet de første dyr. Og så ovenikøbet en parring. Helt grønlige på bagkroppen med brune vingemærker er det man går mest efter. På trods af navnet er de lige så store, eller små, som den Almindelige Kobbervandnymfe, som er den eneste anden kobbervandnymfe, som også flyver på øen. Jeg så dog ingen af den sidstnævnte på min rundtur (den sædvanlige rundt fra starten ved fugletårnet). Til gengæld nåede jeg op på 34 hanner og kun en hun af de små. Jeg var tilfreds. Og da jeg nåede frem til træbroen over sumpen, sad der en mand på hug, og så kunne jeg sige hej til Harald. Igen. Fransk Huguenot i fortiden, fordrevet til Tyskland og fra Berlin fundet sin vej til Svaneke. Skæbnepuds på langs af Europa. Vi sniksnakkede, og jeg skyndte mig at spise min frokost ved bordet, mens myggene begyndte at gå amok. Der havde stort set ikke været myg hele sommeren, fordi det var så varmt og tørt, men med augusts regn og nu igen varme i september tog de revanche. Her, der og alle vegne. Mange indendørs sågar, derhjemme. Og de var store. Nye arter? Gensplejsede biologiske våben udtænkt i et krigsliderligt institut, eller bare opportunistisk spredning sydfra. De store er en ny fornemmelse. De har tyngde og massiv struktur. Når man dasker dem, flader de ikke bare ud, som de myg vi altid har haft. Disse bliver stående i deres struktur, og er ikke så lette at slå ihjel. Derved går det hen og bliver en lidt anden sag, at gøre sig af med dem, når de på den måde begynder at minde om tredimensionelle væsner, som kræver deres fylde i tilværelsen.
Vi gik over til Iglemosen, som ligger lige på den anden side af vejen fra Bastemosen. Og sjovt nok vrimlede det her med Almindelig Kobbervandnymfer. Harald havde nævnt den tidligere med det tanke, at nogen af de små, som jeg havde haft ovre i bastemosen, nok havde været Almindelige. Men det kan jeg forsikre, ikke var tilfældet. Både som mine billeder viser, men også ved min generelle fornemmelse for sagerne. Jeg adskiller sågar rimeligt ukompliceret Almindelige fra Sortmærkede.
Der fløj også lidt små rundt på det tørre ved Iglemosen. De Almindelige holdt sig mere på den våde side af vandkanten. Igen var det kun hanner. Måske jeg var kommet på en dag, hvor hannerne var kommet på plads på ynglekamppladsen, mens hunnerne stadig kun var lige på trapperne. Det ene eller det andet, var jeg tilfreds. Jeg havde nu fået min sidste målart for i år, og kunne glæde mig over, at jeg nu har set 55 arter i Danmark.
I september-varmen lykkedes det LAK at finde begge de tidligere-meldte Sydlige mosaiker og kobbervandnymfer på Knudshoved Odde. Jeg nåede desværre ikke derned i år, men vil have det på lokalitetslisten til næste år. Jeg prøvede til gengæld, om jeg kunne finde noget tilsvarende både i Hvidovre og i Dyrehaven [kun sydlig kobbervandnymfe i år], men der var intet at finde nogen af stederne. Det mest interessante der skete hen mod slutningen af måneden, var derfor, at jeg stødte ind i Erland Nielsen ved Granathøj. Han fik ikke rigtig nævnt, hvad han håbede at finde der, og da det var lang tid siden, at jeg havde haft noget godt på stedet, kan jeg mest forestille mig, at han her i årets tynde ende, måske bare var rundt for at lære nye lokaliteter at kende. En jyde klar i startboksen til hvis [NÅR], vi [jeg] finder det næste store hit på stedet!
Vi er nu inde i oktober, og vejret er begyndt at arte sig mere, som man kan forvente det af oktober. Og derved er det nok også at forvente, at der ikke vil ske så meget mere i år. Ud over de sædvanlige Efterårsmosaikguldsmede og de forskellige almindelig hedelibeller som kan flyve ind i november sågar.
Så for at runde af, vil jeg sige alt i alt: Et meget fornøjeligt år! Og jeg vil gå så langt som til at sige, at det nok er første gang i mange mange år, at jeg er ked af at sommeren er slut. Jeg er af sind mere til efteråret, men med denne nye interesse for guldsmede har tingene ændret sig, og det smerter lidt, at der nu skal gå et helt halvt år, før vi igen kan komme i gang. Et livsfaktum dog, og hvis det nu skulle gå hen og blive helt slemt, så kunne man jo luske sig afsted udenlands til den store tropiske verden, hvor mange arter flyver hele året. Sagde du, på tide at komme tilbage til Mexico..?
Apropos: Den anden dag fandt jeg netop en lille guldklump fra Mexico. Det viste sig, at jeg havde taget billeder af én guldsmed i min tid derovre. Og de lå og hyggede sig mellem mine sommerfuglebilleder. Det var ikke de bedste billeder, men de viste nok til at jeg, uden nordamerikanske fieldguides til rådighed, kunne få bestemt arten via naturalista.mx, og derved kalde Black-winged Dragonlet for min første mexicanske guldsmed!
¡Felicidades y a volver, lo más pronto posible!
Enjoy!
2023-09-24
12 nye sommerfuglearter i år!
Og således gik det, som fornemmet under sidste rapportering: Ikke flere dagmålere til mig dette år. Og egentlig skete der ikke så meget den næste måneds tid frem mod midten af maj. De almindelige forårsarter kom dryssende som de skulle, og Sørgekåberne blev ved med at flyve til starten af juni.
Og så var der tørken som satte sig grundigt fast, og godt nok gav gode udedage, men også gode udedage med ret lille aktivitet. Til dato i år, midt juli, har jeg vel ikke set meget mere end 10 almindelige blåfugle. Tørret væk, tænker jeg. Skovblåfuglen gav en enkelt forbiflyvende i min mors have, og en sølle Nældesommerfugl i nordskoven var også hvad det kunne blive til.
Heldigvis er regnen kommet nu, og der bliver stille og roligt fyldt op igen. Tørken har dog ikke været landsdækkende, idet der er kommet jævnlige front-passager ind over landet, men de er konsekvent kørt uden om Amager, og her er det ikke bare en hysterisk lokalpatriot, som bræger sin nød. Nej. Det østlige Sjælland omkring København og Bornholm er nu faktuelt landets tørreste områder. Var.
Derfor var det også vidunderligt at stryge op igennem det frodige svenske land i starten af juni, på en tre-dags tur for at få lidt eksotiske sommerfugle, og håbeligt et par nye guldsmede. Den tur sagde bingo på de fleste fronter, og kan læses om her.
Men inden da havde jeg været på tur med Elin E.og Thomas L. til et (for tidligt) forsøg på at finde Sortplettet Bredpande på Lolland. Vi kørte også efter Rødlig Perlemorsommerfugl, som også flyver dernede. Den sidste fik vi, men pga. det kolde forår var 18. maj åbenbart en kende for tidligt. Eller måske var vi bare fordømte. For de Sorte Ildfugle som vi også kastede os længere sydpå, Bøtø, for at finde, fik vi ikke, selv om der blev meldt flere fine hunner dagen efter; fra selv samme strækning som vi havde besøgt. Og ligeledes med bredpanden. Den dukkede også op et par dage efter vores besøg. Når ikke man har penge at kaste i grams, så kan det godt ærgre mig lidt, at lave en sådan fejlvurdering, at køre helt derned. Men igen, det er jo svært at vide på forhånd, om degnens kone går til bal uden trusser, så man bliver nød til at tage en chance i ny og næ.
Dagen inden vi skulle til Sverige, tog jeg en kviktur til Kroglyng i det midtsjællandske. Jeg har jo stadig som mål at få set de sommerfuglearter, jeg mangler på den danske liste. Og her står perlemorsommerfuglene ret højt. Så da en god sjat selene var blevet meldt fra Kroglyng et par dage før, bad jeg den lille røde om at køre derned. Og da jeg endelig fandt stedet, var det fortryllende at se op mod 80 Brunlige Perlemorsommerfugle danse rundt i lysningen. Der beklages i disse tider meget over tilstanden for de østdanske sommerfugle, men lige denne art, synes at have taget kampen op, i det mindste i år, og har fløjet smukt mange steder.
På samme tur fløj en enkelt Sort Måler. Jeg så den første gang sidste år, og syntes at den var ret eksotisk. Måske fordi den flyver om dagen som en rigtig dagsommerfugl, og er næsten helt sort. Den er dog ret almindelig, og er ikke noget, man kan få andre til at løfte deres øjenbryn over [har det vist sig], når man fortæller, at man har set en. Så den holder jeg op med at nævne fra nu af. I hvert fald med for megen begejstring. Men selvfølgelig er det jo noget pjat. Jeg dyrker det, jeg synes om, og så holder jeg fokus på det, og lader de andre få deres egne små øjeblikke også.
Alle natsommerfugle som jeg falder over bliver registreret med glæde, men jeg går ikke direkte efter dem. Der er for mange arter, og hvis man virkelig vil det, skal man ud og lyslokke om natten, og med alt muligt udstyr. Og bliver man først suget ind af disse mørkets kræfter, er der stor risiko for, at man bliver inficeret med trangen til at besidde. Det er min fornemmelse, at de fleste som seriøst går efter natsværmere, også er ivrige samlere, og ikke skyer nogen midler, eller har de mindste moralske skrupler over, at lade deres trang gå ud over andre levende væsener. So, I'm out.
TL var mest til dagsommerfuglene og de store sværmere til at starte med. Men tilsyneladende er han langsomt men sikkert ved at blive suget ind i den bredere sfære, og skulle derfor afsted til den ret anonyme og lokale Hønsetarm-Glansugle som blev meldt i starten af juni flere steder. Jeg sprang bl.a. økonomisk fra, men da jeg så var i området på denne nævnte tur, ville jeg selvfølgelig ikke lade muligheden gå mig forbi. Er den der, så tager jeg den! Det foregik nede nord for Tystrup-Bavelse-søerne. Men hvis man sidder og bladrer uopmærksomt i bøger eller ser close-up billeder på nettet, så får man sig en slem forskrækkelse, når man kommer ud, og sandsynligvis ikke kan finde dyret. Arten er en mikroput uden at være det formelt. TL havde troet at den var på størrelse med en elefant. Men det var den ikke. Elin hjalp ham dog på rette vej. Og uden den viden, havde jeg måske heller ikke fundet dyrene. Dog fandt jeg kun tre, selv om nordjyde-eksilanten Ragnar Smidt havde meldt 25 derfra dagen før. Jeg havde været marken rundt et par gange uden held, og da der så dukkede en mand op, som også gik søgende rundt, blev jeg håbefuld, og styrede direkte imod ham i forventning om, at vi ville være på samme linje. Men han var helt blank angående sommerfugle, og var kun ude for at genfinde en orkidé, han havde set dagen før. Så skuffet man kan blive, og lige så hurtigt sivede jeg væk i min videre næsten opgivende søgen. Men lige efter dukkede der altså 3 små dyr op. Nu kigger jeg allerede efter mikromøl, når de er der, og det er samme størrelse, vi taler om, ca 1 god cm i længden. Der skal ikke gå mange distraherende strøtanker igennem hovedet, mens man vader rundt, før hjernen klipper den sandsynligt ud af bevidstheden, og den forbliver ufundet.
En anden sværmer som bør nævnes, blev ny for mig: Blodplet. Den lugter af køllesværmer by looks, men er en Pragtugle (Erebidae), uden at jeg evner at komme meget mere ind på, hvad forskellen indebærer. Men den fandt jeg på en raid-tur med Elin i Himmerlev Grusgrav. Ikke at der var noget raid over denne art, da den poppede op helt uventet. Men vi havde været ved Lejre og fået den sidste af de blå vandnymfer som jeg manglede, Måne-vandnymfe, og var derfor glade, glad mig, og derfor helt medgørlig, da Elin tryglede om at få lov til at stoppe i grusgraven med tanke på en Bi-orkidé hun havde erfaret, var der. Vi var egentlig på vej til Melby Overdrev på nordkysten for at også jeg kunne tilføje Gråbåndet Bredpande til min liste. Men da vi kom lige forbi, var det oplagt at lave dette ekstra stop. Hun ledte, men fandt ikke orkideen, men jeg fandt blodpletten, som også var ny for Elin. Lidt underligt i og med at den er almindelig, og at vi begge bevæger os meget rundt i naturen. Og det blev ved den ene hele resten af året for mit vedkommende.
Da vi nåede til overdrevet fik jeg den gråbåndede, men det var ikke nogen fornøjelse. En enkelt. Arten er generelt i fornedadgående deroppe, og det var blæsende fra en øv-retning, og ikke særligt opløftende at gøre forsøget. Men det lykkedes altså at hive et enkelt sløjt eksemplar i land plus den Spættede Bredpande, Grøn Busksommerfugl, Okkergul Pletvinge og Dværgblåfugl til årsarterne. Alle blev set inden for 100 meter ved knoldene langs skovkanten tæt på den vestlige parkeringsplads langs landevejen.
Vel hjemme fra Sverige blev det hen mod den sidste uge af juni tid til Hvid Admiral. I Kongelunden. Efter skovløber-terroristernes hærgren på Skovfogedmarken tidligere på året, var det med udelt skepsis og negativ forventning, at jeg så frem til disse dage, hvor arten begynder at flyve. De nedslagtede brombærbuske, som var en supermagnet for denne smukke sommerfugl [og alskens andre arter] var helt væk, og hvordan ville det gå?! Heldigvis ikke så ringe! I starten nogle få langs midterstien, og senere en del flere. I sæsonen så jeg omkring det samme antal som tidligere år. Så arten var ikke umiddelbart påvirket. Den glæde runger jeg gerne ud, og anerkender at min notorisk skeptiske indstilling til de fleste af mine medmenneskers ageren, af og til kan være fejlplaceret. Det betyder selvfølgelig ikke, at man så kan lægge sig fladt ned,og tro at de kære skovfolk dermed gør det bedste for naturens levende væsner. For senere på vestamager nedslagtede de midt i fuglenes yngletid alle havtorn-buske langs Granatvej og Ellevehøjvej. Stor åbne plamager, og som afsvidede kødsår ligger arealerne nu. Og det der hvor Tornsangere og phylloscopusser og Munke søger føde og ly. Og hvor augusts måneds Rødryggede Tornskader ynder at sidde på lur efter en snack på vej sydpå.
Og tilbage til skovfogedmarken så har virkningen af skovfolkenes hærgen [også der i yngletiden] i kampen mod de invasive arter, ikke gjort andet end hvad ethvert normalttænkende menneske kunne forudse, nemlig at der atter kommer brombær op, og nu i mere intens form, hvilket planter gør som en overlevelsesstrategi. Og ydermere har det vist sig, at der hvor det ene brombærkrat stod, der øjnede en af de andre invasive arter, Sildig Gyldenris, muligheden, og står nu i flot flor på stedet!
Lad Sven Norup gå på pension, og indsigtsfulde og fremsynede mennesker, fortalere for naturens og livets ret i sig selv, komme til!
Næste punkt på årets lepidopteristiske rundsøgning efter nye arter blev endnu en perlemorsommerfugl, nemlig aquilonaris! I den lepidopterologiske [grimt ord] verden er det kutyme at bruge de latinske artsnavne, når man kommunikerer med hinanden. Når man kommer fra fugleverdenen, virker det i første omgang meget snobbet og prætentiøst, hvilket det for en dels vedkommende nok også er. Men det faktum at kun en mikroskopisk del af verdens sommerfuglearter har danske navne, gør det relevant at have et andet fællessprog, og her er det naturligvis mere oplagt at benytte det allerede tilgængelige latinske navn end at begynde at lære de engelske eller russiske for den sags skyld.
Boloria aquilonaris hedder den. For tiden. Mose-perlemorsommerfuglen. For tiden, siger jeg, fordi hvad der længe har været en fasttømret forestilling, at de latinske navne er stabile og universelle, er ikke længere så selvfølgeligt. Med de tekniske muligheder [DNA-analyser] der er kommet frem i de senere dekader, sker der en forfærdelig masse på det taksonomiske område, og intet er derfor særligt stabilt i disse år. Naturligvis må man forvente, at der opstår en ny Modus Acceptus når alle arter er blevet analyseret og genplaceret i arts-hierarkiet og med de [nye] rette navne.
Men indtil da altså BA, mose-perlen, var det altså. Og denne gang i Hornsherred mellem Roskilde og Holbæk. Et sidste stronghold øst for Storebælt. Og endnu en skovlysning med mosetræk. Et fint sted, med en skovbørnehave lige på kanten af skoven. Eller. Herude hedder det vel bare en børnehave. Og skoven er en naturlig del af den daglige tilværelse [hvorfor bor man i byen..?]. Det var tørt nok til at bevæge sig ud i området, men det skyldes måske snarere dette års tørkeudbredelse hen over sommeren, end at man altid vil kunne gå derud. Men også frodigt nok til, at der var den mængde liv, som vi havde håbet på, og vi fandt hurtigt flere eksemplarer, og fik glædeligt vores [Elin igen] billeder, som håbet. Exclusively Addicted to Pixels!
Lille Køllesværmer blev den næste gode art, da jeg den 30. juni havde to dyr på Amager Fælled [ifølge naturbasen er langt de fleste set i Jylland i år]. Først blev jeg i tvivl da jeg opdagede den ene. Den var meget lille, sammenlignet med dem jeg huskede fra sidste år. Jeg tænkte, at det nok var en eller anden mikromøl-art, som jeg ikke kendte. Så det var en stor overraskelse, da jeg fik kameraet på og så de karakteristiske røde pletter på sort baggrund. Senere kunne jeg slå op, at der er et spænd på en hel centimeter hvad vingefang angår for arten som helhed, og det er trods alt meget, når man taler om 22-33 mm! Så små dyr i sommervarmen er måske forklaringen. Sjovt nok er det den eneste køllesværmer-art jeg har set på Amager. Min søster og svoger som så småt er begyndt også at bevæge sig ind i sommerfugleverdenen havde en 6-plettet den anden dag i Pinseskoven! Bare fordi man er god og ihærdig er det åbenbart ikke nok til at få det hele med!
Tullerundturene i det nære fortsatte de næste dage. Flere af de almindelige arter dukkede op, Græs- og Engrandøje og Stregbredpanden. Og så dukkede LAK (Lars Adler Krogh) op den 7. juli på Ilia Boulevarden. Både Ilia og Iris fløj, hvilket var derfor, at han var der. Og vel også mig på vej hjem igennem skoven. Overrasket over at jeg også var til sommerfugle, snakkede vi langt og længe, men nok mest om guldsmede, og da han skulle til jylland dagen efter med FAB (Frank Abrahamson) og JES (Jan Eske Smidt), for at lede efter Arktisk Smaragdlibel, var det glædeligt at han fik grønt lys til at invitere mig med.
En endagstur til det midtjyske med første stop i Rold Skov lige syd for Skørping. Med yderligere to stop på returvejen for at lede efter Kongeguldsmed, Lille Blåpil og Grøn Kølleguldsmed (som vi også fik), så var sommerfuglene ikke i fokus. Men heldigvis er der jo et vist overlap, hvad angår lokaliteter de to typer insekter imellem. De første dyr vi stødte på, på vej ud til smaragderne, var små orange bredpander. Og begejstret lykkedes det mig derved at få sylvestris [Skråstregbredpande] som ny art! Et artigt antal, som fint viste de forskelle der er til lineola [Stregbredpande]. Og yderligere en bonus-art blev det til da jeg i enlig majestæt, på samme sted, spottede en forbiflyvende crataegi [Sortåret Hvidvinge], som på det tidspunkt ikke længere var ny art, men fortsat var det i Danmark, da denne tur var min første overhovedet vest for Storebælt, med mulighed for at støde på arten. Det var naturligvis ikke nogen super oplevelse ud over det glædelige ved at kunne bestemme den i flugten. Det var jo også sådan, at jeg fik den som ny art i Sverige. Isblåfugl og Dukatsommerfugl blev registreret som årsarter, men bare som en konstatering uden fokus og opmærksomhed som sådan.
Det var en god tur. En af de der spontane beslutninger som går hen og bliver mindeværdig fordi det hele klappede. Så tak til The Fabulous Belly Boys for den!
En uges tid senere kørte den lille røde mig ned til Bidstrup-skovene på midtsjælland. Det var lidt sådan en limbo-tur hvor der ikke var noget super-target at køre efter. Dog ville jeg gerne have bedre billeder af adippe [skov-perlemorsommerfugl], og øjnede også muligeheden for at besøge en lokalitet ved Åmosen, hvor en Julie havde haft et godt antal minos [Pimpinellekøllesværmere]. Det sidste var dog så langt tilbage, som den dag hvor Elin og Bay havde Blodplet i Himmerlev Grusgrav. Havde denne Julie skudt kanonen af lidt tidligere på dagen, ville vi selvfølgelig havde prøvet at få dem den dag, men vi var langt på vej til Falster for at se Åkande-kærguldsmed, og selv om pimpinellen var en ny art, var det lige over stregen at skulle køre hele den vestsjællandske vej tilbage. Så nu da jeg var i nabolaget, næsten, skulle det prøves. Også selv om der ikke havde været nogen rapporter siden denne Julie var på besøg. Åh, denne Julie...
Jeg var i Bidstrup-skovene året før også, med samme fokus. Og sjovt var det, at dengang havde jeg nogle få adipper, og en enkelt slidt ino [Engperlemorsommerfugl] på den eng, som jeg også ville besøge i år. Og det samme blev tilfældet denne gang! En meget slidt ino, og nogle få gode eksemplarer af adippe. Hvordan det kan arte sig sådan, ved jeg ikke. Denne gang prøvede jeg at besøge andre lysninger i området, men uden at finde flere. Og senere blev det også heldløst ved Åmosen. Om det skyldtes at det blæste voldsomt skal jeg ikke kunne sige, men der var ikke meget at komme efter, ud over min første 2. generations levana [Nældesommerfugl] i år og en fin han virgaureae [Dukatsommerfugl] som fløj sin vej før det var muligt at aktivere kameraet men en halv banan i hånden. Tidligere havde jeg haft gode antal quercus [Blåhale] i Kongelunden, og fandt nu også en enkelt sværmende omkring et egetræ. På læsiden før den forsvandt. Maglebjerg i Åmosen. Ingen tvivl om at det er et spændende sted at have god tid til. En anden dag. For også her at der skal lines op til den helt store naturpark-oplevelse med alle de store græssere: bisoner, elge, enhjørninger og krumryggede urokser. De sidste dog først når tiden bliver moden. Men ingen pimpineller.
Glæden stod i tanken at føre sine længsler frem til hendes kærtegnende fortrin. Men selv uden dette nåede jeg tidligere at få min første erfaring med sukkerlokning. Ikke noget sugar-daddy over dette dog. Men gammel rødvin blandet med sukker som de små snabelslugere elsker. Jeg har været lidt på grænsen, om jeg skulle eller ej. For det er lige på grænsen til at være for korporligt et indgreb i deres hverdag, sommerfuglene. Men på den anden siden, så bestemmer de jo selv, om de vil lade sig lokke, og spændingen ved at se om man kan lokke noget til, og få gode næroplevelser, har ligget og fristet længe. Så jeg tog i Kongelunden, da TL også havde været derude på foranledning af mine mange Blåhaler, set tidligere. Han skulle have billeder, og disse små blåflyvere skulle åbenbart være glade for snapsen også. Den hurtige konklusion blev dog, at det ikke blev den helt store wow-oplevelse. I starten skete der faktisk ikke rigtig noget. Men efter lidt tid dukkede der hvepse og fluer op. Så nogen kunne da lide mosten. Og lidt efter igen kom der også et par sommerfugle forbi. Dagpåfugleøje, Det Hvide C, Hvid Admiral. Og sågar en Engrandøje. Men det var på den moderate måde. En enkelt tøvende her og en enkelt tøvende der. Jeg mistænkte lidt, at det skyldtes, at jeg havde brugt en gammel rødvin, som havde stået urørt i køleskabet i lang tid. Og at den havde mistet sukker og kraft derved, men LAK forsikrede mig om, at hvis der dukkede hvepse og fluer op, så var det godt nok. Og det gjorde der jo. Så måske var det ikke lige dagen, hvor de trængte, eller også er det bare generelt sådan, at det ikke er den helt store game-changer alligevel. Time must tell, som de siger i Nakskov. Man skal naturligvis også tage højde for, hvad der ellers er i udbud ude i naturen, når man gør det. Det har nok bedre effekt tidligt på året før frugtsæsonen sætter ind, og efterlader råden frugt mange steder; som må fungere som naturlig konkurrence til den hjemmebryggede version. Og så er det jo ikke alle typer sommerfugle som går efter sagerne. De store takvinger mest så klart, og i klassisk forstand, tænker man her først på de store røde, xanthomelas [Østlig Takvinge] og polychloros [Kirsebærtakvinge] eller de store blå, Iris og Ilia, som sidste år blev nærmest tvangsfodret med substratet i Pinseskoven.
Et par dage efter fandt jeg min første Duehale. Helt på egen hånd og for næsen af selvsamme TL. Vi var begge kørt til Skaverup ved Vordingborg for at se edusae [Grønbroget Kålsommerfug]. Et pænt antal var blevet meldt, og som ny art, og med den lille røde til rådighed, var der ikke så meget at betænke sig på. Det blæste dog en del. Da jeg ankom, var det første jeg så, den samme silhuet som jeg ikke havde kunnet genkende ude i Pinseskoven tidligere på året. Men det kunne jeg nu. Thomas Larsen. Vi hilste hurtigt, men det blev lidt kejtet, da han med en lidt skæv på-plads-sættende mine nævnte, at han lige havde mødt og talt med LAK, om et tidligere møde de havde haft. Med vores nylige tur i mente, nævnte jeg spontant at jeg lige havde været på tur med ham til Jylland, og så frem til at tale med ham. Og det virkede lidt som om at det javsede lidt i nordsjællanderen ved den oplysning. Så vi splittede en kende op, og så fandt jeg pludselig Duehalen, og var meget stolt over denne uventede opdagelse. Og så smukt at finde en ude i naturen, væk fra menneskelige tiltag og installationer. Den for hurtigt rundt lavt over jorden, ivrigt søgende efter gode steder at dumpe sine æg. For det var en æglæggende hun. Som billederne også antyder, var dette ikke stjernefotografens hofnummer, da det var stort set umuligt at nå at stille skarpt på dyret, før det var videre eller halvt gemt bag græs og lignende forhindringer. Men altså. I artslistementalitetens lykkeland gælder et dårligt billede lige så fint. Bare man kan se, hvad dyret forestiller.
Den forsvandt, og så forsvandt jeg også. Ned langs stranden til LAK og de grøn-brogede. Som sagt blæste det, og LAK blev endnu en gang overrasket over, at jeg også var der. Jeg tænker, at han lærer det snart - Fugle Jo jo, Sommerfugle Ja da og Guldsmede Altid!
Meget bevægelige var de, men det lykkedes at få min nye art. Jeg så vel en 5 stykker ud af de 8 som max var blevet meldt. De fløj enkeltvist og ofte langt, hvorfor det er en fortrinlig sidebensøvelse at prøve at få gode billeder af denne art. Om det er tilflyvere eller nogen som er plantet tidligere i år, og nu 2. generations flyvere ved jeg ikke, om man ved. Jeg synes dog ikke, at der har været meldt om nogen tidligere i år, hvorfor jeg er tilbøjelig til at tro, at de er kommet udefra. Men så igen: 8 lige på den samme lokalitet og ikke andre ude omkring? Det lugter jo lidt af at de er lokale dyr. Men på den anden side...
Glad over at have fået den første af de 4 arter som mest besøger os om sommeren, og som jeg fortsat manglede, tog jeg et par dage senere til Falster med min mor på vores, efterhånden traditionsrige dagstur, ned og besøge min søster og co. i deres sommerferiesommerhus. Lejet. Hvad skal vi lave, spørger vi altid hinanden, men mit svar er givet på forhånd, og nu da søsteren og H så småt er begyndt at dyppe tæerne i det samme vandhul, så kunne det næsten ikke blive til andet end afslappet luskeri langs diget og skoven. TL havde også her været tidligt ude og fundet hele 8 Gule Høsommerfugle langs diget nogle dage tidligere, så jeg var naturligvis opsat på at få den også. Nummer to af de 4 sommergæster som jeg fortsat manglede. Og det var også tid til Sort Ildfugl og Spejlbredpande, så der var rigeligt at gå i gang med.
Elkenøre Strand tog vi til først. De andre også for at bade, mens jeg straks gik i gang med at søge langs diget. Mere frodig og varieret bevoksning virkede det som, i forhold til diget ud for Bøtø-parkeringspladsen. Så jeg var inspireret, som Michael Mortensen ville have udtrykt det (efter at have fået sit diplom fra aftenskolekursuset i Ubehjælpelig Kreativ Retorik, som han gik på lige efter at han måtte erkende, at han ikke egnede sig som tennisstjerne).
Og i inspirationens glade navn lykkedes det efter et par hundrede meter at spotte en flyver, som var mere gul end de hvide som også fløj rundt. Og det var ikke en Citron. Jeg fik ringet de andre væk fra strandkanten, og i alt blev det til 4 stykker. Her og her. De sidste to fløj bare afsted. Lavt og hurtigt. På samme måde som den grønbrogede havde gjort det. Stof til eftertanke. Hvor mange ville der så ikke være på hele strækningen herfra og ned til Gedesby? Hvilket igen gav næring til en snert af ærgrelse over at være havnet i en livssituation, hvor jeg ikke har penge til at gøre, som jeg vil. At kunne tilbringe flere dage hernede og virkelig udforske stederne. Men nuvel. Retrospektivt så blev der ikke set så meget andet dernede i disse uger, så måske går alt som det skal, og nu med 2 ud af de 4 hjemme, kan jeg da godt være lidt tilfreds.
Efter vores, ligeledes traditionelle, sushi-frokost kørte vi til Bøtø-diget og prøvede at gøre Elkenøre kunsten efter. Også for at finde tityrus [Sort Ildfugl]. Tidsmæssigt var det lige nu nu, men lige meget hjalp det. Hverken den eller andre høsommerfugle eller Svalehale for den sags skyld, ville forbarme sig, og vi måtte til sidst nøjes med et par søde morpheus'er [Spejlbredpande] lige før lukketid. Fint med denne yndefulde danser. Dog nagede det mit ego, at det ikke lykkedes med den sorte. Særligt fordi jeg havde mødt den tidligereomtalte emigrant Ragnar Smidt (kendte ham ikke af udseende, men jeg kunne se på naturbasen, at det var ham) på vej gennem skoven, og han havde haft den sorte oppe på diget. Og vel næsten kun et stykke tid før vi mødtes. Efter at de vigtigste informationer var givet frem og tilbage, sagde jeg farvel og skyndte mig op til hans findested. Men uden held altså. Det var nok blevet lidt for sent med begyndende skygger på vestsiden af diget. En han havde det været. Den har jeg dog fra tidligere, så akutten var ikke helt så akut. Men det blev den, da min søster nogle dage senere endelig kunne sende mig et billede af en hun, som de havde haft i det samme område på diget. Den har jeg ikke set, og nu har jeg en søster som langsomt bevæger sig ind på mit domæne og som tager skalpe, jeg ikke selv har formået endnu. At byde op til albuedans med skarptslebne vingetakker på..!
4 dage senere, 25, juli, blev det Pimpinelle-dag. Eller det vil sige. Det håbede jeg, det ville blive. Der var ikke så meget andet der lå for, så jeg valgte at tage nordpå. Basen viste at denne køllesværmer var blevet set i Tibirke Bakker tidligere. Ikke at den ikke også var blevet set mange andre steder langs nordkysten af Sjælland, men det lød som et fint udflugtsmål. Jeg er sikker på, at jeg havde været der før i fugleøjemed, men det var mange år siden. Skuffelsen var derfor stor, da jeg nåede frem og kunne konstatere at dette fine hede-overdrevslandskab var blevet voldtaget af grådige lokalpolitikere og egoistiske storbymennesker. Plastret til med liebhaver-sommerhuse var der ikke længere rigtig adgang til området. Bevares, der var stier ind i området bag sommerhusene, men der var ingen steder at parkere. Og de mennesker jeg nåede at spørge om tingenes tilstand, havde den der afvisende "Dette-er-mit-område-og-jeg-deler-det-ikke-med-dig-din-fattige-taberrøv"-attitude. Eller godt derhenad. Så jeg opgav, men nåede da lige at lægge en akutkage i baghaven til det ene hus. Når man skal, så skal man jo. Liebhaver My Ass.
Jeg prøvede kort at finde en anden indgang til området, men det virkede som om, at man havde gjort alt, hvad man kunne for at gøre det uvelkomment for ikke-beboere. Og trist for naturen [som igen blev taber]. Med uret tiktak-gående, valgte jeg at køre til Melby Overdrev i stedet for. Pimpinellen bliver også set der, men lige hvor? Og det blæste. Så hvad var oplagt? Ingenting rigtigt. Jeg ville gerne finde et sted med vilde blomster, men det kunne jeg ikke lige komme på, hvor kunne være, så jeg valgte bare at lave en frustreret rundtur ind over heden, nu da jeg var kommet derop. Totalfiaskoen lurede, og den slags irriterer mig. Det er selvfølgelig noget pjat. De kloge keder sig aldrig, og der er altid noget at lære og se. Men når man er ude næsten hver dag, og bliver træt af det og samtidig ved, at det ville være meget klogere, om man havde haft et arbejde med en god indtjening til opsparing, og derved større projekter at se frem til, så er det de nedtursappellerende tanker, som sætter ind. Så jeg gik og svovlede. Ind over det tørre område, som på andre tidspunkter kan være helt fint at besøge, men på en blæsevejrsdag godt henne på sommeren bare virker som spild af tid. Men så lige pludselig (naturligvis for at gøre mit brok til skamme) sad der en lille bevægelig sag på en enlig Slangehoved. Hovsa Gabon?! Og du har røde pletter på...Eller snarere aflange plamager, og når du har det, så kan jeg med sindsro kalde dig min første minos! [Pimpinellekøllesværmer]. En enkelt, så ene og forladt her langt ude på heden, kunne det blive til. Lidt slidt, men ikke mere end at den stadig var en nydelse at se på. Glæde mig i milde nu! Og hvem sagde nedtursflæber?! Nu med barnligt bevægeligt optimist-sind gik jeg tilbage til bilen, og var vel tilfreds nok til at kunne køre hjem med forrettet sag, men da der så sværmede flere semele [Sandrandøje] rundt, kunne der vel nok blive tid til lige at forsøge et par skud af denne fine sommerfugl også. De sandede delikate detaljer som er så dejlige at pille i. Men mest måtte det gerne blive til oversideskud. De randøjer med deres notorisk skjulte oversider. Ikke alle jo, men nogle. Så jeg ville prøve, om ikke det kunne lykkes. Det kræver, at der er nok dyr tilstede til at man får gentagne muligheder for at prøve, og så gælder det om at kunne komme tæt nok på, så dyret fylder noget i søgeren, men man skal også tage højde for dybdeskarpheden, som jo svinder drastisk jo tættere på motivet, man kommer. Og man skal også have et øje på tiden, så man er sikker på at fryse dyret med vingerne struttende skarpt i alle retninger. Perfekt blev det ikke, men alligevel lidt ansporende, at der kom noget ud af forsøget. Og husk så altid at være taknemmelig for din gamle sved-og-solcreme-imprægnerede hat, som i dette tilfælde virkede som en ægte semele-magnet!
Jylland er jo et sted for sig. Og der er også mange interessante arter, som man ikke finder udenfor, i det øvrige Danmark. Så for at forfølge mit projekt med at få alle sommerfuglearter set, skulle jeg derover. Men af en eller anden grund har det hele tiden virket lidt uoverskueligt. At tage til Bornholm på en endagstur, virker så meget mere lige til, end at finde ud af hvad og hvordan i det jyske. Men det skyldes nok mest, at der er så meget mere at gå efter, med den konsekvens at det hele ikke kan nås på en endagstur. Så jeg har været tøvende hen over året med at prøve at planlægge noget specifikt. Indtil nu. 27. juli. En håndfuld usete arter plus en guldsmed, lå nogenlunde ligefor på dette tidspunkt af året. Kobberbrun Køllesværmer, Engkøllesværmer, Ensianblåfugl, Markperlemorsommerfugl, Klitperlemorsommerfugl og Kommabredpande. Teoretisk set. For nogle af dem var lige på bagkanten af deres flyvetid og Kommabredpanden var nok kun lige i sin vorden. Så det var måske ikke det mest oplagte at gøre, men da andre livsforhold naturligvis også influerer, så var det alligevel nu, at det skulle være. Væsentligst var det, at jeg endnu kunne råde over den lille røde samt at jeg havde succes med at invitere mig selv på en overnatning hos min tante og onkel i Hovedgård, som ligger ganske fornuftigt i forhold til at prøve de nævnte arter af. Midtjyske arter i det store og hele. Et todages-raid er bedre end et endags-raid, og bare det at få taget hul på den jyske byld, var tilfredsstillende. I know, Rold Skov-turen med the Fabulous Belly Boys tidligere, var jo den første formelle lepi-odontologiske trip hinsides, men denne ville være min egen første, og det tæller.
Vejrtroldene havde lovet halvskidt vejr med byger denne dag, og pænt den næste. Mit første stop blev Skær sø ved Egtved, hvor der rimeligt fornyligt var blevet set Kobberbrun Køllesværmer. De fleste bliver set længere sydpå, og tidligere, så jeg skulle opbyde al min optimisme for at få succes med den, var jeg overbevist om. Desværre var det ikke nok. De forblev usete. Der var dog kun meldt to, så det var måske ikke så underligt. Men turen rundt om søen var alligevel fin. Det er altid spændende at besøge nye lokaliteter. Hvis du spørger, hvordan det er muligt at holde begejstringen i top igennem snart 4 årtier, så er det netop dette, spændingen ved ikke at vide, hvad der dukker op lige om lidt, med drømmen om at det er noget, man ikke har set før. Pionerinstinktet. Men et andet, og vel modsat, aspekt er, den nærmest barnlige glæde ved at kunne genkende det man ser. Og i dette ligger der uden tvivl både en personlige tilfredsstillelse, men også en grundlæggende anerkendelse af at være en del af helheden. Det jeg opdager bidrager ind i den fælles pulje af viden om verden omkring os. Og det sker ved at anerkende at mine foregangsmænd, pionere, har beredt vejen for at jeg kan genkende i nydelse og med bidrag.
Der var ikke rigtig nogen nye sommerfuglearter her, og mest var det guldsmede som fløj rundt. Dog blev et nyt bekendtskab den Almindelige Guldklæg. Som navnet antyder, hører den til de ikke så behagelige grupper af småkryb som bider. Men da jeg opdagede den, var den ny og ukendt for mig. Og meget smuk. Og meget tilgængelig. Kom fint og satte sig på tøjet og lidt efter på hænderne. Helt langsomt og uden nogen form for aggressivitet. Men det skulle så snart vise sig, at hvis man giver dem god nok tid, så når de frem til punktet, hvor deres sande natur ikke kan fornægte sig, og det siger haps! Skuffende og svigefuldt, var min første tanke. Og lidt smertende også, at skulle daske så smukt og og robust et dyr. Så da der var mange, gjorde jeg mit ophold lidt kortere, og accepterede at jeg måtte vente med at få min køllesværmer til en anden god gang.
Ensianblåfuglen, en hedespecialist, var den næste på programmet. Grene Sande ved Billund. Den var også lige blevet set. En eller to. Igen nok til lige at skabe håb på den yderste kant. Ved Skær sø havde jeg som det naturligste taget gummistøvler på. Da jeg nåede frem til Grene Sande begyndte det at regne, hvorfor jeg startede med en spisepause i bilen. Og da det en times tid senere holdt op igen, valgte jeg af uvidste grunde ikke at tage mine gummistøvler på. Og de som kender til Ensianblåfuglen vil vide, at det var en dum ide, idet den flyver i det våde og fugtige område, hvor Klokke-Ensianen blomstrer. Og efter regn. Jeg gik frejdigt derud med tørre tæer og gennemblødt op til knæene på vej tilbage. Måske er dette de genetiske mutationers ækvivalent på det menneskelige psykologiske plan? Måske skal der bare en gang imellem ske en gakgak-kortslutning i hjernen, som tvinger en til at gøre noget, som man ikke på nogen som helst måde kan forklare, endsige forsvare sidenhen. I gamle dage ville jeg have sat mine sko til tørre ved fyret i min onkel og tantes hus, men de var desværre fulgt med tiden, og havde fået installeret fjernvarme, hvorfor der kun var udendørsluft og krøllede aviser at klare sig med. Resten af turen foregik i gummistøvler.
Men mine våde tæer gav trods alt pote, da jeg efter et godt stykke tid endelig fandt en halvlaset han inde mellem det højere græs på det tørre område. Der stod Klokke-Ensianer nogenlunde tæt på, men alligevel var jeg overrasket over at finde den der, og ikke ude i det mere våde. Men vådt efter regn kan måske også blive for vådt, for en blåfugl. Jeg så intet til de myrer, som arten associerer med. Naturligt nok, på grund af den våde tilstand, men også fordi området er ganske frodigt og overgroet, hvorfor man nok under alle omstændigheder skal ned i det nære luftlag for at spotte dem. Det lykkedes også at finde 9 æg på flere blomster. De er hvide og iøjnefaldende på den blå og grønne baggrund.
De Grønne Kobbervandnymfer nord for Hedensted var fine [og meget ønsket], og derfra fortsatte jeg forbi Hovedgård til Addit Hede syd for Mossø i nærheden af Voervadsbro. Her skulle jeg svælge mig i aglaja og niobe [Markperlemorsommerfugl og Klitperlemorsommerfugl]! Men naturligvis først efter at en timelang byge var passeret. Hvis jeg på forhånd havde skullet forudsige, hvilke arter jeg i hvert fald ville komme hjem med, så var det disse to. Stabilt bliver de begge meldt fra denne lokalitet. Men da solen brød frem og jeg kunne nyde at bevæge mig rundt mellem de mange smukke blomster, blev det uden at finde en eneste perlemorsommerfugl. For kølig og våd en dag og for sent da solen brød igennem, til at de fandt de værd at komme frem. Det konkluderede jeg, og vidste da hvordan morgendagen skulle starte. Jeg havde haft flere alternativer klar, men at gå efter de mere sofistikerede arter uden at have fået disse to basisarter, passede ikke min mentalitet. Så det var klart. Til gengæld kunne jeg nyde mange Dukatsommerfugle som ikke havde problemer med at udnytte den sene sol til at komme ud og finde nektar. Her en af mange. Der var også mange jurtina [Græsrandøje] og hele tre forskellige arter køllesværmere: Grøn, Femplettet og Seksplettet, men ellers blev det ikke til flere storsommerfugle denne dag
Som lovet af vejrfolket var næste dag en fin dag. Skyfrit, og jeg gentog min runde på den store Addit..hede, mark, eng eller hvordan man nu skal beskrive området. Jeg er sikker på, at det er kultiveret gennem tiderne, og for frodigt, til at gå som en rigtig hede på trods af navnet.
Straks efter at have parkeret fandt jeg de første perlemorsommerfugle. Lige ved siden af parkeringspladsen. I starten var jeg ret sikker på at det var lathonia [Storplettet Perlemorsommerfugl], da hvide lyse felter lyste noget op, når jeg kort fik mulighed for at se undersiden. Men da jeg efter et stykke tid fik kigget lidt nærmere på billederne, måtte jeg konstatere at aglaja's hvide pletter på undersiden åbenbart også kan lyse op på afstand, for flere at dyrene var af denne nye art. Det gav selvfølgelig blod på tanden, men også en forståelse for at der skulle justeres lidt på detaljeopmærksomheden med disse arter. Jeg gik marken rundt flere gange, men det viste sig, at det bedste sted rent faktisk var lige ved parkeringspladsen. Her fandt jeg ligeledes selene [Brunlig Perlemorsommerfugl] og athalia [Brun Pletvinge], udover flere aglaja og rigtige lathoniaer. Pletvingen var alene og noget sent på den i forhold til kalenderen. Men den var crispy skarp at se på, og blev en ny dk-art for mig til min store glæde, da jeg havde afskrevet den for i år. Jeg fandt 4 aglaja, men desværre kunne jeg ikke finde nogen niobe. Et genopslag i annalerne viste dog, at arten er mere talrig tidligere på sommeren, hvorfor det nok ikke var underligt, at der ingen var. Den er jo også i tilbagegang, og havde måske ikke fundet sommerens ekstreme vejr, med først hård tørke efterfulgt af drivvåde dage i dekader, fordelagtigt. Ærgerligt og lidt skuffende røg niobe derfor på listen over oprydningsarter til næste års gøremål. Sammen med Kobberbrune Køllesværmer.
Det var jo både guldsmede og sommerfugle jeg gik efter på denne tur, men som resultaterne tikkede ind, og ikke gjorde, besluttede jeg snart, at de guldsmede jeg gerne ville have prøvet, udover den grønne kobbervandnymfe, måtte vente til næste år også. Særligt Siv-mosaikguldsmeden som generelt er lettere at finde i det midtjyske. Ærgerligt når man er i området, men tiden tikkede derudad, som sædvanligt, og jeg havde besluttet, at jeg ville forsøge at få Kommabredpande og Engkøllesværmer ved Molslaboratoriet. Og med en 3-4 timers køretur hjem også, måtte jeg skære ruten til. Ved middagstid kørte jeg derfor mod Djursland.
Jeg har været der før, for mange år siden, men bare som feriebarn uden tanke på naturen uden for bilruderne, da vi kørte igennem. Det var derfor med nogen spænding at jeg parkerede og begav mig op mod det sted, hvor kommabredpanden bliver meldt. Spænding, fordi området er særegent og bliver plejet og fremhævet for sine særlige arter. Hvor stort det egentlig er, ved jeg ikke, for der ligger mange småbyer og sommerhusenklaver spredt ud i området, men jeg tvivler ikke på, at for at gøre området retvis ære, skal der flere dages udforskning til. Det havde jeg jo ikke, så jeg stilede direkte. Og blev vel ret hurtigt skuffet over hvad jeg fandt! Skovlysninger med hårdt nedgnavet vegetation, og jeg kunne svært forestille mig, at dette kunne være sandt. Morten DD som et tidstypisk tågehorn, oversælgende området i egeninteressens navn [Leder af Mols-laboratoriet]? Der har været meget tv-fokus på området, også i forbindelse med deres rewilding projekt, hvor selvtægtige bønderkarle ikke mener, at dyrene kan klare at gå rundt ude i naturen, og på egen hånd skaffe til dagen og vejen. Hærværk nærmest og jyske ubehageligheder, den ene mod den anden. Jeg ved ikke helt, hvor jeg står i den sag. Rewilding, så sympatisk som det end lyder at ville lade dyrene vende tilbage, og landskaberne genformes som i de gode gamle dage, så er det jo bare ikke muligt, sådan helt rigtigt at give naturen tilbage til dyrene. Der er ikke plads, og da alt jo foregår i skyggen af menneskenes evigt ekspanderende behov, så vil det i bedste fald kunne blive til udvidede zoologiske haver, tænker jeg - uanset om dyrene selv kan finde mad. For ideen er jo ikke, at man helt og fuldstændigt giver naturen tilbage til dyrene. Menneskene skal fortsat have mulighed at trænge ind i områderne hvor dyrene befinder sig, og udføre deres mere eller mindre bizarre og ikke-natur-venlige aktiviteter.
Nå, men til sidste lykkedes det at finde en. Den ligner jo mest den Store Bredpande, sylvanus, men hvis man tænker, at man så skal finde den i samme type habitat, med langhåret græs, så bliver man nok skuffet. Eller, måske skal man det, under normale forhold. For her hvor jeg fandt den, var i noget lidt mere pjusket vegetation lige ved siden af et stort vildt brombærkrat, og måske var den lige præcis her, fordi den foretrak den højere vegetation, end den glatbarberede flade ude omkring. Det var i hvert fald tydeligt, at det var her at al aktiviteten foregik. Rødplettede Blåfugle for eksempel. Men så vel. På en rundtur uden at skulle aktionere, og jeg fik min nye art, så jeg gik videre med generel tilfredshed. Og nu skulle krydderbollen pyntes af med en god slutning. Trifolii [Engkøllesværmen]. Naturbasen viste, hvor de bliver set. Og mange. Men denne viste også, at de normalt bliver set tidligere i juli, og at der nok skulle en mirakelkur til. Jeg gennemstøvede engområdet ned mod landevejen, hvor de skulle flyve, men på trods af mange io'er [Dagpåfugleøje] og et par lathonia'er på Hjortetrøst samt to tumlende megera'er [Vejrandøje] (mine eneste i år), var der ikke meget liv i sommerfuglenes verden. Jeg valgte derfor at tage en længere rundtur op i bakkerne op mod laboratoriebygningerne, men det gav ingenting af interesse heller, og jeg måtte konstatere, at jeg havde været for sent ude med køllesværmeren. Endnu en til oprydningslisten blev det derfor.
2 dage og min første rigtige jyllandstur var en realitet, med moderat succes men gennemført med gode erfaringer i tasken. Man vokser stille og roligt.
Og allerede en uges tid senere artede det sig, at jeg kunne vokse yderligere, idet en næsten gentagelse af den samme tur blev mulig. Min onkel og tante ville gerne have min mor på besøg, så da den lille røde fortsat kunne lege med, blev turen planlagt. Naturligvis ikke med fri bevægelighed for mig, i hvert fald ikke på ud- og hjemturen. Men et smut forbi Grene Sande kunne det godt blive til på vejen derover. Efter at jeg havde været der, havde nogen set hunner af Ensianblåfuglen, så det virkede oplagt at prøve at få den med. En notorisk sjælden og rent jysk art, så det gælder om at holde sig til, og ikke væve sig ud i mageligheden eller den falske beskedenheds dårlige undskyldninger. Og så var det jo også lidt af en æresag at kunne vise, at jeg godt kunne gøre det rigtigt. Grene Sande med gummistøvler på. Altid!
Så det havde jeg, da jeg gik afsted, mens min mor ventede i bilen. Det hele gik ret ekspedit, da jeg jo allerede vidste, hvor jeg skulle lede. Overraskende var det, at se hvor mange nye Klokke-Ensianer der stod i blomst. På så kort tid. Glædeligt fandt jeg hurtigt en hun som sad og lagde æg. Den sad så fint og stille i lang tid, at det er rimeligt at brokke sig over sin egen manglende tekniske formåen i den situation. Hvordan fanden at billederne blev så uskarpe, forstår jeg simpelt hen ikke. Dyret forsvandt desværre for mig, ned i græsset, efter at have fået lidt for meget opmærksomhed. Så jeg kunne ikke få nye bedre billeder, og derfor ligger der nu en ny oprydningsopgave klar: Grene Sande med pivskarpe hun-billeder til næste år! Rashguu! De mange blomstrende ensianer gjorde at jeg fandt mange flere, ca 200, æg end sidste gang. Opmuntrende.
Og hvad så næste dag? Vi havde to overnatninger, så jeg kunne helt bestemme over min egen gøren og laden denne dag. Og med tanke på mit dip med nioben [Klitperlemorsommerfugl] ville det have været oplagt at tage til nærliggende Addit Hede igen og forsøge sig. Dog var der sket det, at nogen havde haft Baltisk Mosaikguldsmed oppe i Vejlerne nogle dage tidligere. Den er ikke let at få i Danmark, kun deroppe, og det er langt væk hjemmefra, så det giver meget mening at lade sommerfugle være sommerfugle i sådan en situation og så vælge de to timers kørsel derop. I modsætning til 6 timer hjemmefra! Jeg ville hellere have en Baltisk Mosaikguldsmed end en Klitperlemorsommerfugl, så sagen var klar. Men rent faktisk ville det nok heller ikke være det dårligste sted at bevæge sig hen, hvis man ønsker at se nioben, for den flyver i gode antal deroppe i klitskovene nær kysten. Så i bedste fald ville jeg vende hjem med to gode krydser.
Desværre var det nærmest pivblæsende denne dag. Der var ok med sol i det nordjyske men ikke så varmt, og særligt guldsmede er besværlige i blæsevejr. Via Aggersund og Vindblæs (sigende) nåede jeg frem til Han Vejle, hvor guldsmeden var blevet set. Det er det klassiske sted, ud langs gangbroen ved fugleskjulet. Dog er den også blevet set andre steder i Vejlerne, og sågar på det nordlige Mors, men det er år tilbage, og den fornylige observation var den første i to år. Så smukt det ville have været, men ud over en måske-observation, så blev det til ingenting i den retning. Og måske fordi jeg lod den skuffede åre løbe mere frit da, så gav det heller ikke noget at besøge Lild Klitplantage og Bulbjerg. Af perlemorsommerfugle fik jeg således kun den storplettede lathonia. Dobbelt-dippet blev en realitet, og jeg må sige, at det var en ret uvant oplevelse. Egentlig. Men det fortæller jo bare, at jeg generelt får noget med hjem fra mine ture, og i det store og hele kan være godt tilfreds. Og at lære at acceptere når tingene ikke lykkes, og så holde fokus på at prøve igen. Og i erfaringskatedralen er der jo rigeligt med plads til ophængte nyerhvervelser af lokalitetskendskaber. "Han Vejle...ja da, hvad vil du gerne vide..?"
Næste dags hjemtur blev forbi Ny Sebberup og de skønne Grønne Kobbervandnymfer. Mange denne gang!
Og herfra gik der en rum tid, og intet nyt blandt dagsommerfuglene før jeg tog med søsteren og svogeren til Møn. 20. august. Egentlig skulle det have været en opdagelsestur til Knudshoved Odde ved Vordingborg. For at lære stedet at kende. Både godt for sommerfugle og guldsmede. Men da der for nyligt var set Guldhaler ved Høvblege, og intet rigtigt på odden, valgte vi at skifte destination. Og da Karin og Henrik ikke kendte perlen på Møn, var det også mere oplagt at tage dertil. Og det blev en fin tur. I roligt og mageligt tempo. Det startede lidt køligt da vi kom derop, hvorfor vi retirerede til Klintholm Havn for at se på bademuligheder og andet mens solen varmede op.
Tilbage på bakken, var det moderat med arter som fløj den dag. En enkelt filipendulae [Seksplettet Køllesværmer], og da vi nåede op på toppen sad der to fine betulae [Guldhaler] og ventede på os, En han og en hun. Men på vejen op havde vi haft dagens clue. For mig. Den grønne hun-form valesina af Kejserkåben. Måske fordi den er afvigende fremstår den så attraktivt, men der er altså noget utroligt smukt over de støvede nuancer den fremviser. Og vi var heldige at finde en til. De eneste to af arten denne dag. Hvis man ser i naturbasen er der ret mange observationer af denne form, hvilket gør at man umiddelbart skulle tro, at den er mere almindelig, end den er. Jeg tror dog, at den bliver overregisteret i forhold til almindelige hunner, som oftere bare bliver registreret som Kejserkåbe uden køn. En enkelt Dværgblåfugl bør også nævnes, og at Henrik fik sin første Citronsommerfugl. Alle var glade.
Og det var jeg også, da vi en uge ind i september fik en super sommerrenæssance. En uge med 25+ grader og søndenvind. Så var det nu. Med de varme sommerbesøgere, høsommerfugle, svalehaler og grønbrogede kålsommerfugle i tankerne. Forhåbentligt. Det var jo trods alt sent på sæsonen, og måske var der ikke så meget flyvevillighed i dyrene ny. Jeg havde ingen planer om at fare ud i verden, men ville forsøge at finde noget på Amager. Jeg tog rundt til de velkendte steder. I starten havde jeg mest held med sydlige mosaikguldsmede ude i Søvang, og det samtidig med at Duus og Hansen fandt en hyale [Gul Høsommerfugl] inde ved Granathøj. Jeg vidste godt, at folk ser den derinde i ny og næ. Men ligefrem at gå efter den derinde, havde jeg ikke ideer om. Til gengæld fandt jeg nogle gode marker ude langs Fælledvej ved Søvang, som holdt en masse kålsommerfugle. Og til sidst lykkedes det også at finde en forbiflyvende han hyale. Min første på Amager, og jeg var glad. Når andre kan, vil jeg også. Den fløj bare hurtigt forbi, men det var sådant set fint nok. Og særligt fordi jeg nogle dage senere endelige selv lykkedes med at finde flere dyr inde på vestamager. Og samme sted som Duus og Hansen havde haft en, ved Granathøj. Jeg var egentlig på udkig efter en stationær Steppehøg, men mens vi stod og skannede ud over koklapperne, så jeg en gullig sommerfugl flyve lavt forbi. Klar sag, og jeg smuttede ind i området, og fandt hele tre hanner på stedet. En og to.
Og helt sublimt blev det dagen efter, hvor jeg først fandt endnu en det samme sted, men så kørte over til diget ved Kalvebodbroen, idet jeg forestillede mig, at der kunne være nogen på den tørre skråning med begrænset vegetation. Og til min store overraskelse fandt jeg i løbet af en lille time 4 dyr. Ikke rastende, men trækkende. De kom simpelthen sydfra langs diget med den kraftige sø-vind og fortsatte over mod Sjælland. Igen, hvor mange kunne det ikke være blevet til, hvis man havde villet...
På vej hjem kørte jeg forbi Granathøj igen, og fandt endnu en nydelig han. 10 dyr i alt til mig på Amager i løbet af få dage kan jeg ikke klage over. En oplevelse som faldt helt i tråd med, hvad der blev set andre steder. Særligt sydpå. Sensommerinvasion.
I skrivende stund, 24. sep, er vi nået så vidt i kalenderen, at der nok ikke dukker så meget mere spændende op. TL havde dog både edusae og hyale ved Avnø i går, så helt slut er det ikke med de halvsjældne arter. Og da vejrudsigten siger tørt vejr med over 20 grader flere dage i næste uge, kan det selvfølgelig ikke udelukkes at der dukker lidt op på Amager også. Men artsmæssigt har jeg stillet forventningerne i bero for i år. 12 nye arter, når man tæller køllesværmerne med, blev det til i dette år, hvilket gør at jeg har nu har set 70 af de 108 arter på den danske liste. Flertallet af arterne som jeg mangler at se, befinder sig alle i kategorien svære eller umulige at få, hvilket gør at min todo-liste for næste år kun indeholder Kobberbrun Køllesværmer, Engkøllesværmer, Engblåfugl, Sortbrun Blåfugl, Klitperlemorsommerfugl og Hedepletvinge som værende de sikkert ynglende arter. Her udover er der mulighed for tilflyverne: Kirsebærtakvinge, Svalehale og Orange Høsommerfugl.
57 dagsommerfuglearter blev det til i år, 49 sidste år. Det kunne være blevet til flere hvis jeg havde kørt efter alle arter. Blandt andet nåede jeg ikke at få Argusblåfugl og Fransk Bredpande. En art som jeg overraskende nok heller ikke fik, var cardui [Tidselsommerfugl]. Meget få er der set i år generelt, og jeg lykkedes altså ikke med at spotte nogen af dem. Bad African Year, tænker jeg.
Således forventer jeg at mit sommerfugleår nu er slut. Med glæde og stor tilfredshed. De praktiske livsbetingelser taget i betragtning, nåede jeg længere end jeg havde turde håbe på. Næste år lukker jeg sækken helt!
Tak for i år.
12 nye sommerfuglearter i år!
Og således gik det, som fornemmet under sidste rapportering: Ikke flere dagmålere til mig dette år. Og egentlig skete der ikke så meget den næste måneds tid frem mod midten af maj. De almindelige forårsarter kom dryssende som de skulle, og Sørgekåberne blev ved med at flyve til starten af juni.
Og så var der tørken som satte sig grundigt fast, og godt nok gav gode udedage, men også gode udedage med ret lille aktivitet. Til dato i år, midt juli, har jeg vel ikke set meget mere end 10 almindelige blåfugle. Tørret væk, tænker jeg. Skovblåfuglen gav en enkelt forbiflyvende i min mors have, og en sølle Nældesommerfugl i nordskoven var også hvad det kunne blive til.
Heldigvis er regnen kommet nu, og der bliver stille og roligt fyldt op igen. Tørken har dog ikke været landsdækkende, idet der er kommet jævnlige front-passager ind over landet, men de er konsekvent kørt uden om Amager, og her er det ikke bare en hysterisk lokalpatriot, som bræger sin nød. Nej. Det østlige Sjælland omkring København og Bornholm er nu faktuelt landets tørreste områder. Var.
Derfor var det også vidunderligt at stryge op igennem det frodige svenske land i starten af juni, på en tre-dags tur for at få lidt eksotiske sommerfugle, og håbeligt et par nye guldsmede. Den tur sagde bingo på de fleste fronter, og kan læses om her.
Men inden da havde jeg været på tur med Elin E.og Thomas L. til et (for tidligt) forsøg på at finde Sortplettet Bredpande på Lolland. Vi kørte også efter Rødlig Perlemorsommerfugl, som også flyver dernede. Den sidste fik vi, men pga. det kolde forår var 18. maj åbenbart en kende for tidligt. Eller måske var vi bare fordømte. For de Sorte Ildfugle som vi også kastede os længere sydpå, Bøtø, for at finde, fik vi ikke, selv om der blev meldt flere fine hunner dagen efter; fra selv samme strækning som vi havde besøgt. Og ligeledes med bredpanden. Den dukkede også op et par dage efter vores besøg. Når ikke man har penge at kaste i grams, så kan det godt ærgre mig lidt, at lave en sådan fejlvurdering, at køre helt derned. Men igen, det er jo svært at vide på forhånd, om degnens kone går til bal uden trusser, så man bliver nød til at tage en chance i ny og næ.
Dagen inden vi skulle til Sverige, tog jeg en kviktur til Kroglyng i det midtsjællandske. Jeg har jo stadig som mål at få set de sommerfuglearter, jeg mangler på den danske liste. Og her står perlemorsommerfuglene ret højt. Så da en god sjat selene var blevet meldt fra Kroglyng et par dage før, bad jeg den lille røde om at køre derned. Og da jeg endelig fandt stedet, var det fortryllende at se op mod 80 Brunlige Perlemorsommerfugle danse rundt i lysningen. Der beklages i disse tider meget over tilstanden for de østdanske sommerfugle, men lige denne art, synes at have taget kampen op, i det mindste i år, og har fløjet smukt mange steder.
På samme tur fløj en enkelt Sort Måler. Jeg så den første gang sidste år, og syntes at den var ret eksotisk. Måske fordi den flyver om dagen som en rigtig dagsommerfugl, og er næsten helt sort. Den er dog ret almindelig, og er ikke noget, man kan få andre til at løfte deres øjenbryn over [har det vist sig], når man fortæller, at man har set en. Så den holder jeg op med at nævne fra nu af. I hvert fald med for megen begejstring. Men selvfølgelig er det jo noget pjat. Jeg dyrker det, jeg synes om, og så holder jeg fokus på det, og lader de andre få deres egne små øjeblikke også.
Alle natsommerfugle som jeg falder over bliver registreret med glæde, men jeg går ikke direkte efter dem. Der er for mange arter, og hvis man virkelig vil det, skal man ud og lyslokke om natten, og med alt muligt udstyr. Og bliver man først suget ind af disse mørkets kræfter, er der stor risiko for, at man bliver inficeret med trangen til at besidde. Det er min fornemmelse, at de fleste som seriøst går efter natsværmere, også er ivrige samlere, og ikke skyer nogen midler, eller har de mindste moralske skrupler over, at lade deres trang gå ud over andre levende væsener. So, I'm out.
TL var mest til dagsommerfuglene og de store sværmere til at starte med. Men tilsyneladende er han langsomt men sikkert ved at blive suget ind i den bredere sfære, og skulle derfor afsted til den ret anonyme og lokale Hønsetarm-Glansugle som blev meldt i starten af juni flere steder. Jeg sprang bl.a. økonomisk fra, men da jeg så var i området på denne nævnte tur, ville jeg selvfølgelig ikke lade muligheden gå mig forbi. Er den der, så tager jeg den! Det foregik nede nord for Tystrup-Bavelse-søerne. Men hvis man sidder og bladrer uopmærksomt i bøger eller ser close-up billeder på nettet, så får man sig en slem forskrækkelse, når man kommer ud, og sandsynligvis ikke kan finde dyret. Arten er en mikroput uden at være det formelt. TL havde troet at den var på størrelse med en elefant. Men det var den ikke. Elin hjalp ham dog på rette vej. Og uden den viden, havde jeg måske heller ikke fundet dyrene. Dog fandt jeg kun tre, selv om nordjyde-eksilanten Ragnar Smidt havde meldt 25 derfra dagen før. Jeg havde været marken rundt et par gange uden held, og da der så dukkede en mand op, som også gik søgende rundt, blev jeg håbefuld, og styrede direkte imod ham i forventning om, at vi ville være på samme linje. Men han var helt blank angående sommerfugle, og var kun ude for at genfinde en orkidé, han havde set dagen før. Så skuffet man kan blive, og lige så hurtigt sivede jeg væk i min videre næsten opgivende søgen. Men lige efter dukkede der altså 3 små dyr op. Nu kigger jeg allerede efter mikromøl, når de er der, og det er samme størrelse, vi taler om, ca 1 god cm i længden. Der skal ikke gå mange distraherende strøtanker igennem hovedet, mens man vader rundt, før hjernen klipper den sandsynligt ud af bevidstheden, og den forbliver ufundet.
En anden sværmer som bør nævnes, blev ny for mig: Blodplet. Den lugter af køllesværmer by looks, men er en Pragtugle (Erebidae), uden at jeg evner at komme meget mere ind på, hvad forskellen indebærer. Men den fandt jeg på en raid-tur med Elin i Himmerlev Grusgrav. Ikke at der var noget raid over denne art, da den poppede op helt uventet. Men vi havde været ved Lejre og fået den sidste af de blå vandnymfer som jeg manglede, Måne-vandnymfe, og var derfor glade, glad mig, og derfor helt medgørlig, da Elin tryglede om at få lov til at stoppe i grusgraven med tanke på en Bi-orkidé hun havde erfaret, var der. Vi var egentlig på vej til Melby Overdrev på nordkysten for at også jeg kunne tilføje Gråbåndet Bredpande til min liste. Men da vi kom lige forbi, var det oplagt at lave dette ekstra stop. Hun ledte, men fandt ikke orkideen, men jeg fandt blodpletten, som også var ny for Elin. Lidt underligt i og med at den er almindelig, og at vi begge bevæger os meget rundt i naturen. Og det blev ved den ene hele resten af året for mit vedkommende.
Da vi nåede til overdrevet fik jeg den gråbåndede, men det var ikke nogen fornøjelse. En enkelt. Arten er generelt i fornedadgående deroppe, og det var blæsende fra en øv-retning, og ikke særligt opløftende at gøre forsøget. Men det lykkedes altså at hive et enkelt sløjt eksemplar i land plus den Spættede Bredpande, Grøn Busksommerfugl, Okkergul Pletvinge og Dværgblåfugl til årsarterne. Alle blev set inden for 100 meter ved knoldene langs skovkanten tæt på den vestlige parkeringsplads langs landevejen.
Vel hjemme fra Sverige blev det hen mod den sidste uge af juni tid til Hvid Admiral. I Kongelunden. Efter skovløber-terroristernes hærgren på Skovfogedmarken tidligere på året, var det med udelt skepsis og negativ forventning, at jeg så frem til disse dage, hvor arten begynder at flyve. De nedslagtede brombærbuske, som var en supermagnet for denne smukke sommerfugl [og alskens andre arter] var helt væk, og hvordan ville det gå?! Heldigvis ikke så ringe! I starten nogle få langs midterstien, og senere en del flere. I sæsonen så jeg omkring det samme antal som tidligere år. Så arten var ikke umiddelbart påvirket. Den glæde runger jeg gerne ud, og anerkender at min notorisk skeptiske indstilling til de fleste af mine medmenneskers ageren, af og til kan være fejlplaceret. Det betyder selvfølgelig ikke, at man så kan lægge sig fladt ned,og tro at de kære skovfolk dermed gør det bedste for naturens levende væsner. For senere på vestamager nedslagtede de midt i fuglenes yngletid alle havtorn-buske langs Granatvej og Ellevehøjvej. Stor åbne plamager, og som afsvidede kødsår ligger arealerne nu. Og det der hvor Tornsangere og phylloscopusser og Munke søger føde og ly. Og hvor augusts måneds Rødryggede Tornskader ynder at sidde på lur efter en snack på vej sydpå.
Og tilbage til skovfogedmarken så har virkningen af skovfolkenes hærgen [også der i yngletiden] i kampen mod de invasive arter, ikke gjort andet end hvad ethvert normalttænkende menneske kunne forudse, nemlig at der atter kommer brombær op, og nu i mere intens form, hvilket planter gør som en overlevelsesstrategi. Og ydermere har det vist sig, at der hvor det ene brombærkrat stod, der øjnede en af de andre invasive arter, Sildig Gyldenris, muligheden, og står nu i flot flor på stedet!
Lad Sven Norup gå på pension, og indsigtsfulde og fremsynede mennesker, fortalere for naturens og livets ret i sig selv, komme til!
Næste punkt på årets lepidopteristiske rundsøgning efter nye arter blev endnu en perlemorsommerfugl, nemlig aquilonaris! I den lepidopterologiske [grimt ord] verden er det kutyme at bruge de latinske artsnavne, når man kommunikerer med hinanden. Når man kommer fra fugleverdenen, virker det i første omgang meget snobbet og prætentiøst, hvilket det for en dels vedkommende nok også er. Men det faktum at kun en mikroskopisk del af verdens sommerfuglearter har danske navne, gør det relevant at have et andet fællessprog, og her er det naturligvis mere oplagt at benytte det allerede tilgængelige latinske navn end at begynde at lære de engelske eller russiske for den sags skyld.
Boloria aquilonaris hedder den. For tiden. Mose-perlemorsommerfuglen. For tiden, siger jeg, fordi hvad der længe har været en fasttømret forestilling, at de latinske navne er stabile og universelle, er ikke længere så selvfølgeligt. Med de tekniske muligheder [DNA-analyser] der er kommet frem i de senere dekader, sker der en forfærdelig masse på det taksonomiske område, og intet er derfor særligt stabilt i disse år. Naturligvis må man forvente, at der opstår en ny Modus Acceptus når alle arter er blevet analyseret og genplaceret i arts-hierarkiet og med de [nye] rette navne.
Men indtil da altså BA, mose-perlen, var det altså. Og denne gang i Hornsherred mellem Roskilde og Holbæk. Et sidste stronghold øst for Storebælt. Og endnu en skovlysning med mosetræk. Et fint sted, med en skovbørnehave lige på kanten af skoven. Eller. Herude hedder det vel bare en børnehave. Og skoven er en naturlig del af den daglige tilværelse [hvorfor bor man i byen..?]. Det var tørt nok til at bevæge sig ud i området, men det skyldes måske snarere dette års tørkeudbredelse hen over sommeren, end at man altid vil kunne gå derud. Men også frodigt nok til, at der var den mængde liv, som vi havde håbet på, og vi fandt hurtigt flere eksemplarer, og fik glædeligt vores [Elin igen] billeder, som håbet. Exclusively Addicted to Pixels!
Lille Køllesværmer blev den næste gode art, da jeg den 30. juni havde to dyr på Amager Fælled [ifølge naturbasen er langt de fleste set i Jylland i år]. Først blev jeg i tvivl da jeg opdagede den ene. Den var meget lille, sammenlignet med dem jeg huskede fra sidste år. Jeg tænkte, at det nok var en eller anden mikromøl-art, som jeg ikke kendte. Så det var en stor overraskelse, da jeg fik kameraet på og så de karakteristiske røde pletter på sort baggrund. Senere kunne jeg slå op, at der er et spænd på en hel centimeter hvad vingefang angår for arten som helhed, og det er trods alt meget, når man taler om 22-33 mm! Så små dyr i sommervarmen er måske forklaringen. Sjovt nok er det den eneste køllesværmer-art jeg har set på Amager. Min søster og svoger som så småt er begyndt også at bevæge sig ind i sommerfugleverdenen havde en 6-plettet den anden dag i Pinseskoven! Bare fordi man er god og ihærdig er det åbenbart ikke nok til at få det hele med!
Tullerundturene i det nære fortsatte de næste dage. Flere af de almindelige arter dukkede op, Græs- og Engrandøje og Stregbredpanden. Og så dukkede LAK (Lars Adler Krogh) op den 7. juli på Ilia Boulevarden. Både Ilia og Iris fløj, hvilket var derfor, at han var der. Og vel også mig på vej hjem igennem skoven. Overrasket over at jeg også var til sommerfugle, snakkede vi langt og længe, men nok mest om guldsmede, og da han skulle til jylland dagen efter med FAB (Frank Abrahamson) og JES (Jan Eske Smidt), for at lede efter Arktisk Smaragdlibel, var det glædeligt at han fik grønt lys til at invitere mig med.
En endagstur til det midtjyske med første stop i Rold Skov lige syd for Skørping. Med yderligere to stop på returvejen for at lede efter Kongeguldsmed, Lille Blåpil og Grøn Kølleguldsmed (som vi også fik), så var sommerfuglene ikke i fokus. Men heldigvis er der jo et vist overlap, hvad angår lokaliteter de to typer insekter imellem. De første dyr vi stødte på, på vej ud til smaragderne, var små orange bredpander. Og begejstret lykkedes det mig derved at få sylvestris [Skråstregbredpande] som ny art! Et artigt antal, som fint viste de forskelle der er til lineola [Stregbredpande]. Og yderligere en bonus-art blev det til da jeg i enlig majestæt, på samme sted, spottede en forbiflyvende crataegi [Sortåret Hvidvinge], som på det tidspunkt ikke længere var ny art, men fortsat var det i Danmark, da denne tur var min første overhovedet vest for Storebælt, med mulighed for at støde på arten. Det var naturligvis ikke nogen super oplevelse ud over det glædelige ved at kunne bestemme den i flugten. Det var jo også sådan, at jeg fik den som ny art i Sverige. Isblåfugl og Dukatsommerfugl blev registreret som årsarter, men bare som en konstatering uden fokus og opmærksomhed som sådan.
Det var en god tur. En af de der spontane beslutninger som går hen og bliver mindeværdig fordi det hele klappede. Så tak til The Fabulous Belly Boys for den!
En uges tid senere kørte den lille røde mig ned til Bidstrup-skovene på midtsjælland. Det var lidt sådan en limbo-tur hvor der ikke var noget super-target at køre efter. Dog ville jeg gerne have bedre billeder af adippe [skov-perlemorsommerfugl], og øjnede også muligeheden for at besøge en lokalitet ved Åmosen, hvor en Julie havde haft et godt antal minos [Pimpinellekøllesværmere]. Det sidste var dog så langt tilbage, som den dag hvor Elin og Bay havde Blodplet i Himmerlev Grusgrav. Havde denne Julie skudt kanonen af lidt tidligere på dagen, ville vi selvfølgelig havde prøvet at få dem den dag, men vi var langt på vej til Falster for at se Åkande-kærguldsmed, og selv om pimpinellen var en ny art, var det lige over stregen at skulle køre hele den vestsjællandske vej tilbage. Så nu da jeg var i nabolaget, næsten, skulle det prøves. Også selv om der ikke havde været nogen rapporter siden denne Julie var på besøg. Åh, denne Julie...
Jeg var i Bidstrup-skovene året før også, med samme fokus. Og sjovt var det, at dengang havde jeg nogle få adipper, og en enkelt slidt ino [Engperlemorsommerfugl] på den eng, som jeg også ville besøge i år. Og det samme blev tilfældet denne gang! En meget slidt ino, og nogle få gode eksemplarer af adippe. Hvordan det kan arte sig sådan, ved jeg ikke. Denne gang prøvede jeg at besøge andre lysninger i området, men uden at finde flere. Og senere blev det også heldløst ved Åmosen. Om det skyldtes at det blæste voldsomt skal jeg ikke kunne sige, men der var ikke meget at komme efter, ud over min første 2. generations levana [Nældesommerfugl] i år og en fin han virgaureae [Dukatsommerfugl] som fløj sin vej før det var muligt at aktivere kameraet men en halv banan i hånden. Tidligere havde jeg haft gode antal quercus [Blåhale] i Kongelunden, og fandt nu også en enkelt sværmende omkring et egetræ. På læsiden før den forsvandt. Maglebjerg i Åmosen. Ingen tvivl om at det er et spændende sted at have god tid til. En anden dag. For også her at der skal lines op til den helt store naturpark-oplevelse med alle de store græssere: bisoner, elge, enhjørninger og krumryggede urokser. De sidste dog først når tiden bliver moden. Men ingen pimpineller.
Glæden stod i tanken at føre sine længsler frem til hendes kærtegnende fortrin. Men selv uden dette nåede jeg tidligere at få min første erfaring med sukkerlokning. Ikke noget sugar-daddy over dette dog. Men gammel rødvin blandet med sukker som de små snabelslugere elsker. Jeg har været lidt på grænsen, om jeg skulle eller ej. For det er lige på grænsen til at være for korporligt et indgreb i deres hverdag, sommerfuglene. Men på den anden siden, så bestemmer de jo selv, om de vil lade sig lokke, og spændingen ved at se om man kan lokke noget til, og få gode næroplevelser, har ligget og fristet længe. Så jeg tog i Kongelunden, da TL også havde været derude på foranledning af mine mange Blåhaler, set tidligere. Han skulle have billeder, og disse små blåflyvere skulle åbenbart være glade for snapsen også. Den hurtige konklusion blev dog, at det ikke blev den helt store wow-oplevelse. I starten skete der faktisk ikke rigtig noget. Men efter lidt tid dukkede der hvepse og fluer op. Så nogen kunne da lide mosten. Og lidt efter igen kom der også et par sommerfugle forbi. Dagpåfugleøje, Det Hvide C, Hvid Admiral. Og sågar en Engrandøje. Men det var på den moderate måde. En enkelt tøvende her og en enkelt tøvende der. Jeg mistænkte lidt, at det skyldtes, at jeg havde brugt en gammel rødvin, som havde stået urørt i køleskabet i lang tid. Og at den havde mistet sukker og kraft derved, men LAK forsikrede mig om, at hvis der dukkede hvepse og fluer op, så var det godt nok. Og det gjorde der jo. Så måske var det ikke lige dagen, hvor de trængte, eller også er det bare generelt sådan, at det ikke er den helt store game-changer alligevel. Time must tell, som de siger i Nakskov. Man skal naturligvis også tage højde for, hvad der ellers er i udbud ude i naturen, når man gør det. Det har nok bedre effekt tidligt på året før frugtsæsonen sætter ind, og efterlader råden frugt mange steder; som må fungere som naturlig konkurrence til den hjemmebryggede version. Og så er det jo ikke alle typer sommerfugle som går efter sagerne. De store takvinger mest så klart, og i klassisk forstand, tænker man her først på de store røde, xanthomelas [Østlig Takvinge] og polychloros [Kirsebærtakvinge] eller de store blå, Iris og Ilia, som sidste år blev nærmest tvangsfodret med substratet i Pinseskoven.
Et par dage efter fandt jeg min første Duehale. Helt på egen hånd og for næsen af selvsamme TL. Vi var begge kørt til Skaverup ved Vordingborg for at se edusae [Grønbroget Kålsommerfug]. Et pænt antal var blevet meldt, og som ny art, og med den lille røde til rådighed, var der ikke så meget at betænke sig på. Det blæste dog en del. Da jeg ankom, var det første jeg så, den samme silhuet som jeg ikke havde kunnet genkende ude i Pinseskoven tidligere på året. Men det kunne jeg nu. Thomas Larsen. Vi hilste hurtigt, men det blev lidt kejtet, da han med en lidt skæv på-plads-sættende mine nævnte, at han lige havde mødt og talt med LAK, om et tidligere møde de havde haft. Med vores nylige tur i mente, nævnte jeg spontant at jeg lige havde været på tur med ham til Jylland, og så frem til at tale med ham. Og det virkede lidt som om at det javsede lidt i nordsjællanderen ved den oplysning. Så vi splittede en kende op, og så fandt jeg pludselig Duehalen, og var meget stolt over denne uventede opdagelse. Og så smukt at finde en ude i naturen, væk fra menneskelige tiltag og installationer. Den for hurtigt rundt lavt over jorden, ivrigt søgende efter gode steder at dumpe sine æg. For det var en æglæggende hun. Som billederne også antyder, var dette ikke stjernefotografens hofnummer, da det var stort set umuligt at nå at stille skarpt på dyret, før det var videre eller halvt gemt bag græs og lignende forhindringer. Men altså. I artslistementalitetens lykkeland gælder et dårligt billede lige så fint. Bare man kan se, hvad dyret forestiller.
Den forsvandt, og så forsvandt jeg også. Ned langs stranden til LAK og de grøn-brogede. Som sagt blæste det, og LAK blev endnu en gang overrasket over, at jeg også var der. Jeg tænker, at han lærer det snart - Fugle Jo jo, Sommerfugle Ja da og Guldsmede Altid!
Meget bevægelige var de, men det lykkedes at få min nye art. Jeg så vel en 5 stykker ud af de 8 som max var blevet meldt. De fløj enkeltvist og ofte langt, hvorfor det er en fortrinlig sidebensøvelse at prøve at få gode billeder af denne art. Om det er tilflyvere eller nogen som er plantet tidligere i år, og nu 2. generations flyvere ved jeg ikke, om man ved. Jeg synes dog ikke, at der har været meldt om nogen tidligere i år, hvorfor jeg er tilbøjelig til at tro, at de er kommet udefra. Men så igen: 8 lige på den samme lokalitet og ikke andre ude omkring? Det lugter jo lidt af at de er lokale dyr. Men på den anden side...
Glad over at have fået den første af de 4 arter som mest besøger os om sommeren, og som jeg fortsat manglede, tog jeg et par dage senere til Falster med min mor på vores, efterhånden traditionsrige dagstur, ned og besøge min søster og co. i deres sommerferiesommerhus. Lejet. Hvad skal vi lave, spørger vi altid hinanden, men mit svar er givet på forhånd, og nu da søsteren og H så småt er begyndt at dyppe tæerne i det samme vandhul, så kunne det næsten ikke blive til andet end afslappet luskeri langs diget og skoven. TL havde også her været tidligt ude og fundet hele 8 Gule Høsommerfugle langs diget nogle dage tidligere, så jeg var naturligvis opsat på at få den også. Nummer to af de 4 sommergæster som jeg fortsat manglede. Og det var også tid til Sort Ildfugl og Spejlbredpande, så der var rigeligt at gå i gang med.
Elkenøre Strand tog vi til først. De andre også for at bade, mens jeg straks gik i gang med at søge langs diget. Mere frodig og varieret bevoksning virkede det som, i forhold til diget ud for Bøtø-parkeringspladsen. Så jeg var inspireret, som Michael Mortensen ville have udtrykt det (efter at have fået sit diplom fra aftenskolekursuset i Ubehjælpelig Kreativ Retorik, som han gik på lige efter at han måtte erkende, at han ikke egnede sig som tennisstjerne).
Og i inspirationens glade navn lykkedes det efter et par hundrede meter at spotte en flyver, som var mere gul end de hvide som også fløj rundt. Og det var ikke en Citron. Jeg fik ringet de andre væk fra strandkanten, og i alt blev det til 4 stykker. Her og her. De sidste to fløj bare afsted. Lavt og hurtigt. På samme måde som den grønbrogede havde gjort det. Stof til eftertanke. Hvor mange ville der så ikke være på hele strækningen herfra og ned til Gedesby? Hvilket igen gav næring til en snert af ærgrelse over at være havnet i en livssituation, hvor jeg ikke har penge til at gøre, som jeg vil. At kunne tilbringe flere dage hernede og virkelig udforske stederne. Men nuvel. Retrospektivt så blev der ikke set så meget andet dernede i disse uger, så måske går alt som det skal, og nu med 2 ud af de 4 hjemme, kan jeg da godt være lidt tilfreds.
Efter vores, ligeledes traditionelle, sushi-frokost kørte vi til Bøtø-diget og prøvede at gøre Elkenøre kunsten efter. Også for at finde tityrus [Sort Ildfugl]. Tidsmæssigt var det lige nu nu, men lige meget hjalp det. Hverken den eller andre høsommerfugle eller Svalehale for den sags skyld, ville forbarme sig, og vi måtte til sidst nøjes med et par søde morpheus'er [Spejlbredpande] lige før lukketid. Fint med denne yndefulde danser. Dog nagede det mit ego, at det ikke lykkedes med den sorte. Særligt fordi jeg havde mødt den tidligereomtalte emigrant Ragnar Smidt (kendte ham ikke af udseende, men jeg kunne se på naturbasen, at det var ham) på vej gennem skoven, og han havde haft den sorte oppe på diget. Og vel næsten kun et stykke tid før vi mødtes. Efter at de vigtigste informationer var givet frem og tilbage, sagde jeg farvel og skyndte mig op til hans findested. Men uden held altså. Det var nok blevet lidt for sent med begyndende skygger på vestsiden af diget. En han havde det været. Den har jeg dog fra tidligere, så akutten var ikke helt så akut. Men det blev den, da min søster nogle dage senere endelig kunne sende mig et billede af en hun, som de havde haft i det samme område på diget. Den har jeg ikke set, og nu har jeg en søster som langsomt bevæger sig ind på mit domæne og som tager skalpe, jeg ikke selv har formået endnu. At byde op til albuedans med skarptslebne vingetakker på..!
4 dage senere, 25, juli, blev det Pimpinelle-dag. Eller det vil sige. Det håbede jeg, det ville blive. Der var ikke så meget andet der lå for, så jeg valgte at tage nordpå. Basen viste at denne køllesværmer var blevet set i Tibirke Bakker tidligere. Ikke at den ikke også var blevet set mange andre steder langs nordkysten af Sjælland, men det lød som et fint udflugtsmål. Jeg er sikker på, at jeg havde været der før i fugleøjemed, men det var mange år siden. Skuffelsen var derfor stor, da jeg nåede frem og kunne konstatere at dette fine hede-overdrevslandskab var blevet voldtaget af grådige lokalpolitikere og egoistiske storbymennesker. Plastret til med liebhaver-sommerhuse var der ikke længere rigtig adgang til området. Bevares, der var stier ind i området bag sommerhusene, men der var ingen steder at parkere. Og de mennesker jeg nåede at spørge om tingenes tilstand, havde den der afvisende "Dette-er-mit-område-og-jeg-deler-det-ikke-med-dig-din-fattige-taberrøv"-attitude. Eller godt derhenad. Så jeg opgav, men nåede da lige at lægge en akutkage i baghaven til det ene hus. Når man skal, så skal man jo. Liebhaver My Ass.
Jeg prøvede kort at finde en anden indgang til området, men det virkede som om, at man havde gjort alt, hvad man kunne for at gøre det uvelkomment for ikke-beboere. Og trist for naturen [som igen blev taber]. Med uret tiktak-gående, valgte jeg at køre til Melby Overdrev i stedet for. Pimpinellen bliver også set der, men lige hvor? Og det blæste. Så hvad var oplagt? Ingenting rigtigt. Jeg ville gerne finde et sted med vilde blomster, men det kunne jeg ikke lige komme på, hvor kunne være, så jeg valgte bare at lave en frustreret rundtur ind over heden, nu da jeg var kommet derop. Totalfiaskoen lurede, og den slags irriterer mig. Det er selvfølgelig noget pjat. De kloge keder sig aldrig, og der er altid noget at lære og se. Men når man er ude næsten hver dag, og bliver træt af det og samtidig ved, at det ville være meget klogere, om man havde haft et arbejde med en god indtjening til opsparing, og derved større projekter at se frem til, så er det de nedtursappellerende tanker, som sætter ind. Så jeg gik og svovlede. Ind over det tørre område, som på andre tidspunkter kan være helt fint at besøge, men på en blæsevejrsdag godt henne på sommeren bare virker som spild af tid. Men så lige pludselig (naturligvis for at gøre mit brok til skamme) sad der en lille bevægelig sag på en enlig Slangehoved. Hovsa Gabon?! Og du har røde pletter på...Eller snarere aflange plamager, og når du har det, så kan jeg med sindsro kalde dig min første minos! [Pimpinellekøllesværmer]. En enkelt, så ene og forladt her langt ude på heden, kunne det blive til. Lidt slidt, men ikke mere end at den stadig var en nydelse at se på. Glæde mig i milde nu! Og hvem sagde nedtursflæber?! Nu med barnligt bevægeligt optimist-sind gik jeg tilbage til bilen, og var vel tilfreds nok til at kunne køre hjem med forrettet sag, men da der så sværmede flere semele [Sandrandøje] rundt, kunne der vel nok blive tid til lige at forsøge et par skud af denne fine sommerfugl også. De sandede delikate detaljer som er så dejlige at pille i. Men mest måtte det gerne blive til oversideskud. De randøjer med deres notorisk skjulte oversider. Ikke alle jo, men nogle. Så jeg ville prøve, om ikke det kunne lykkes. Det kræver, at der er nok dyr tilstede til at man får gentagne muligheder for at prøve, og så gælder det om at kunne komme tæt nok på, så dyret fylder noget i søgeren, men man skal også tage højde for dybdeskarpheden, som jo svinder drastisk jo tættere på motivet, man kommer. Og man skal også have et øje på tiden, så man er sikker på at fryse dyret med vingerne struttende skarpt i alle retninger. Perfekt blev det ikke, men alligevel lidt ansporende, at der kom noget ud af forsøget. Og husk så altid at være taknemmelig for din gamle sved-og-solcreme-imprægnerede hat, som i dette tilfælde virkede som en ægte semele-magnet!
Jylland er jo et sted for sig. Og der er også mange interessante arter, som man ikke finder udenfor, i det øvrige Danmark. Så for at forfølge mit projekt med at få alle sommerfuglearter set, skulle jeg derover. Men af en eller anden grund har det hele tiden virket lidt uoverskueligt. At tage til Bornholm på en endagstur, virker så meget mere lige til, end at finde ud af hvad og hvordan i det jyske. Men det skyldes nok mest, at der er så meget mere at gå efter, med den konsekvens at det hele ikke kan nås på en endagstur. Så jeg har været tøvende hen over året med at prøve at planlægge noget specifikt. Indtil nu. 27. juli. En håndfuld usete arter plus en guldsmed, lå nogenlunde ligefor på dette tidspunkt af året. Kobberbrun Køllesværmer, Engkøllesværmer, Ensianblåfugl, Markperlemorsommerfugl, Klitperlemorsommerfugl og Kommabredpande. Teoretisk set. For nogle af dem var lige på bagkanten af deres flyvetid og Kommabredpanden var nok kun lige i sin vorden. Så det var måske ikke det mest oplagte at gøre, men da andre livsforhold naturligvis også influerer, så var det alligevel nu, at det skulle være. Væsentligst var det, at jeg endnu kunne råde over den lille røde samt at jeg havde succes med at invitere mig selv på en overnatning hos min tante og onkel i Hovedgård, som ligger ganske fornuftigt i forhold til at prøve de nævnte arter af. Midtjyske arter i det store og hele. Et todages-raid er bedre end et endags-raid, og bare det at få taget hul på den jyske byld, var tilfredsstillende. I know, Rold Skov-turen med the Fabulous Belly Boys tidligere, var jo den første formelle lepi-odontologiske trip hinsides, men denne ville være min egen første, og det tæller.
Vejrtroldene havde lovet halvskidt vejr med byger denne dag, og pænt den næste. Mit første stop blev Skær sø ved Egtved, hvor der rimeligt fornyligt var blevet set Kobberbrun Køllesværmer. De fleste bliver set længere sydpå, og tidligere, så jeg skulle opbyde al min optimisme for at få succes med den, var jeg overbevist om. Desværre var det ikke nok. De forblev usete. Der var dog kun meldt to, så det var måske ikke så underligt. Men turen rundt om søen var alligevel fin. Det er altid spændende at besøge nye lokaliteter. Hvis du spørger, hvordan det er muligt at holde begejstringen i top igennem snart 4 årtier, så er det netop dette, spændingen ved ikke at vide, hvad der dukker op lige om lidt, med drømmen om at det er noget, man ikke har set før. Pionerinstinktet. Men et andet, og vel modsat, aspekt er, den nærmest barnlige glæde ved at kunne genkende det man ser. Og i dette ligger der uden tvivl både en personlige tilfredsstillelse, men også en grundlæggende anerkendelse af at være en del af helheden. Det jeg opdager bidrager ind i den fælles pulje af viden om verden omkring os. Og det sker ved at anerkende at mine foregangsmænd, pionere, har beredt vejen for at jeg kan genkende i nydelse og med bidrag.
Der var ikke rigtig nogen nye sommerfuglearter her, og mest var det guldsmede som fløj rundt. Dog blev et nyt bekendtskab den Almindelige Guldklæg. Som navnet antyder, hører den til de ikke så behagelige grupper af småkryb som bider. Men da jeg opdagede den, var den ny og ukendt for mig. Og meget smuk. Og meget tilgængelig. Kom fint og satte sig på tøjet og lidt efter på hænderne. Helt langsomt og uden nogen form for aggressivitet. Men det skulle så snart vise sig, at hvis man giver dem god nok tid, så når de frem til punktet, hvor deres sande natur ikke kan fornægte sig, og det siger haps! Skuffende og svigefuldt, var min første tanke. Og lidt smertende også, at skulle daske så smukt og og robust et dyr. Så da der var mange, gjorde jeg mit ophold lidt kortere, og accepterede at jeg måtte vente med at få min køllesværmer til en anden god gang.
Ensianblåfuglen, en hedespecialist, var den næste på programmet. Grene Sande ved Billund. Den var også lige blevet set. En eller to. Igen nok til lige at skabe håb på den yderste kant. Ved Skær sø havde jeg som det naturligste taget gummistøvler på. Da jeg nåede frem til Grene Sande begyndte det at regne, hvorfor jeg startede med en spisepause i bilen. Og da det en times tid senere holdt op igen, valgte jeg af uvidste grunde ikke at tage mine gummistøvler på. Og de som kender til Ensianblåfuglen vil vide, at det var en dum ide, idet den flyver i det våde og fugtige område, hvor Klokke-Ensianen blomstrer. Og efter regn. Jeg gik frejdigt derud med tørre tæer og gennemblødt op til knæene på vej tilbage. Måske er dette de genetiske mutationers ækvivalent på det menneskelige psykologiske plan? Måske skal der bare en gang imellem ske en gakgak-kortslutning i hjernen, som tvinger en til at gøre noget, som man ikke på nogen som helst måde kan forklare, endsige forsvare sidenhen. I gamle dage ville jeg have sat mine sko til tørre ved fyret i min onkel og tantes hus, men de var desværre fulgt med tiden, og havde fået installeret fjernvarme, hvorfor der kun var udendørsluft og krøllede aviser at klare sig med. Resten af turen foregik i gummistøvler.
Men mine våde tæer gav trods alt pote, da jeg efter et godt stykke tid endelig fandt en halvlaset han inde mellem det højere græs på det tørre område. Der stod Klokke-Ensianer nogenlunde tæt på, men alligevel var jeg overrasket over at finde den der, og ikke ude i det mere våde. Men vådt efter regn kan måske også blive for vådt, for en blåfugl. Jeg så intet til de myrer, som arten associerer med. Naturligt nok, på grund af den våde tilstand, men også fordi området er ganske frodigt og overgroet, hvorfor man nok under alle omstændigheder skal ned i det nære luftlag for at spotte dem. Det lykkedes også at finde 9 æg på flere blomster. De er hvide og iøjnefaldende på den blå og grønne baggrund.
De Grønne Kobbervandnymfer nord for Hedensted var fine [og meget ønsket], og derfra fortsatte jeg forbi Hovedgård til Addit Hede syd for Mossø i nærheden af Voervadsbro. Her skulle jeg svælge mig i aglaja og niobe [Markperlemorsommerfugl og Klitperlemorsommerfugl]! Men naturligvis først efter at en timelang byge var passeret. Hvis jeg på forhånd havde skullet forudsige, hvilke arter jeg i hvert fald ville komme hjem med, så var det disse to. Stabilt bliver de begge meldt fra denne lokalitet. Men da solen brød frem og jeg kunne nyde at bevæge mig rundt mellem de mange smukke blomster, blev det uden at finde en eneste perlemorsommerfugl. For kølig og våd en dag og for sent da solen brød igennem, til at de fandt de værd at komme frem. Det konkluderede jeg, og vidste da hvordan morgendagen skulle starte. Jeg havde haft flere alternativer klar, men at gå efter de mere sofistikerede arter uden at have fået disse to basisarter, passede ikke min mentalitet. Så det var klart. Til gengæld kunne jeg nyde mange Dukatsommerfugle som ikke havde problemer med at udnytte den sene sol til at komme ud og finde nektar. Her en af mange. Der var også mange jurtina [Græsrandøje] og hele tre forskellige arter køllesværmere: Grøn, Femplettet og Seksplettet, men ellers blev det ikke til flere storsommerfugle denne dag
Som lovet af vejrfolket var næste dag en fin dag. Skyfrit, og jeg gentog min runde på den store Addit..hede, mark, eng eller hvordan man nu skal beskrive området. Jeg er sikker på, at det er kultiveret gennem tiderne, og for frodigt, til at gå som en rigtig hede på trods af navnet.
Straks efter at have parkeret fandt jeg de første perlemorsommerfugle. Lige ved siden af parkeringspladsen. I starten var jeg ret sikker på at det var lathonia [Storplettet Perlemorsommerfugl], da hvide lyse felter lyste noget op, når jeg kort fik mulighed for at se undersiden. Men da jeg efter et stykke tid fik kigget lidt nærmere på billederne, måtte jeg konstatere at aglaja's hvide pletter på undersiden åbenbart også kan lyse op på afstand, for flere at dyrene var af denne nye art. Det gav selvfølgelig blod på tanden, men også en forståelse for at der skulle justeres lidt på detaljeopmærksomheden med disse arter. Jeg gik marken rundt flere gange, men det viste sig, at det bedste sted rent faktisk var lige ved parkeringspladsen. Her fandt jeg ligeledes selene [Brunlig Perlemorsommerfugl] og athalia [Brun Pletvinge], udover flere aglaja og rigtige lathoniaer. Pletvingen var alene og noget sent på den i forhold til kalenderen. Men den var crispy skarp at se på, og blev en ny dk-art for mig til min store glæde, da jeg havde afskrevet den for i år. Jeg fandt 4 aglaja, men desværre kunne jeg ikke finde nogen niobe. Et genopslag i annalerne viste dog, at arten er mere talrig tidligere på sommeren, hvorfor det nok ikke var underligt, at der ingen var. Den er jo også i tilbagegang, og havde måske ikke fundet sommerens ekstreme vejr, med først hård tørke efterfulgt af drivvåde dage i dekader, fordelagtigt. Ærgerligt og lidt skuffende røg niobe derfor på listen over oprydningsarter til næste års gøremål. Sammen med Kobberbrune Køllesværmer.
Det var jo både guldsmede og sommerfugle jeg gik efter på denne tur, men som resultaterne tikkede ind, og ikke gjorde, besluttede jeg snart, at de guldsmede jeg gerne ville have prøvet, udover den grønne kobbervandnymfe, måtte vente til næste år også. Særligt Siv-mosaikguldsmeden som generelt er lettere at finde i det midtjyske. Ærgerligt når man er i området, men tiden tikkede derudad, som sædvanligt, og jeg havde besluttet, at jeg ville forsøge at få Kommabredpande og Engkøllesværmer ved Molslaboratoriet. Og med en 3-4 timers køretur hjem også, måtte jeg skære ruten til. Ved middagstid kørte jeg derfor mod Djursland.
Jeg har været der før, for mange år siden, men bare som feriebarn uden tanke på naturen uden for bilruderne, da vi kørte igennem. Det var derfor med nogen spænding at jeg parkerede og begav mig op mod det sted, hvor kommabredpanden bliver meldt. Spænding, fordi området er særegent og bliver plejet og fremhævet for sine særlige arter. Hvor stort det egentlig er, ved jeg ikke, for der ligger mange småbyer og sommerhusenklaver spredt ud i området, men jeg tvivler ikke på, at for at gøre området retvis ære, skal der flere dages udforskning til. Det havde jeg jo ikke, så jeg stilede direkte. Og blev vel ret hurtigt skuffet over hvad jeg fandt! Skovlysninger med hårdt nedgnavet vegetation, og jeg kunne svært forestille mig, at dette kunne være sandt. Morten DD som et tidstypisk tågehorn, oversælgende området i egeninteressens navn [Leder af Mols-laboratoriet]? Der har været meget tv-fokus på området, også i forbindelse med deres rewilding projekt, hvor selvtægtige bønderkarle ikke mener, at dyrene kan klare at gå rundt ude i naturen, og på egen hånd skaffe til dagen og vejen. Hærværk nærmest og jyske ubehageligheder, den ene mod den anden. Jeg ved ikke helt, hvor jeg står i den sag. Rewilding, så sympatisk som det end lyder at ville lade dyrene vende tilbage, og landskaberne genformes som i de gode gamle dage, så er det jo bare ikke muligt, sådan helt rigtigt at give naturen tilbage til dyrene. Der er ikke plads, og da alt jo foregår i skyggen af menneskenes evigt ekspanderende behov, så vil det i bedste fald kunne blive til udvidede zoologiske haver, tænker jeg - uanset om dyrene selv kan finde mad. For ideen er jo ikke, at man helt og fuldstændigt giver naturen tilbage til dyrene. Menneskene skal fortsat have mulighed at trænge ind i områderne hvor dyrene befinder sig, og udføre deres mere eller mindre bizarre og ikke-natur-venlige aktiviteter.
Nå, men til sidste lykkedes det at finde en. Den ligner jo mest den Store Bredpande, sylvanus, men hvis man tænker, at man så skal finde den i samme type habitat, med langhåret græs, så bliver man nok skuffet. Eller, måske skal man det, under normale forhold. For her hvor jeg fandt den, var i noget lidt mere pjusket vegetation lige ved siden af et stort vildt brombærkrat, og måske var den lige præcis her, fordi den foretrak den højere vegetation, end den glatbarberede flade ude omkring. Det var i hvert fald tydeligt, at det var her at al aktiviteten foregik. Rødplettede Blåfugle for eksempel. Men så vel. På en rundtur uden at skulle aktionere, og jeg fik min nye art, så jeg gik videre med generel tilfredshed. Og nu skulle krydderbollen pyntes af med en god slutning. Trifolii [Engkøllesværmen]. Naturbasen viste, hvor de bliver set. Og mange. Men denne viste også, at de normalt bliver set tidligere i juli, og at der nok skulle en mirakelkur til. Jeg gennemstøvede engområdet ned mod landevejen, hvor de skulle flyve, men på trods af mange io'er [Dagpåfugleøje] og et par lathonia'er på Hjortetrøst samt to tumlende megera'er [Vejrandøje] (mine eneste i år), var der ikke meget liv i sommerfuglenes verden. Jeg valgte derfor at tage en længere rundtur op i bakkerne op mod laboratoriebygningerne, men det gav ingenting af interesse heller, og jeg måtte konstatere, at jeg havde været for sent ude med køllesværmeren. Endnu en til oprydningslisten blev det derfor.
2 dage og min første rigtige jyllandstur var en realitet, med moderat succes men gennemført med gode erfaringer i tasken. Man vokser stille og roligt.
Og allerede en uges tid senere artede det sig, at jeg kunne vokse yderligere, idet en næsten gentagelse af den samme tur blev mulig. Min onkel og tante ville gerne have min mor på besøg, så da den lille røde fortsat kunne lege med, blev turen planlagt. Naturligvis ikke med fri bevægelighed for mig, i hvert fald ikke på ud- og hjemturen. Men et smut forbi Grene Sande kunne det godt blive til på vejen derover. Efter at jeg havde været der, havde nogen set hunner af Ensianblåfuglen, så det virkede oplagt at prøve at få den med. En notorisk sjælden og rent jysk art, så det gælder om at holde sig til, og ikke væve sig ud i mageligheden eller den falske beskedenheds dårlige undskyldninger. Og så var det jo også lidt af en æresag at kunne vise, at jeg godt kunne gøre det rigtigt. Grene Sande med gummistøvler på. Altid!
Så det havde jeg, da jeg gik afsted, mens min mor ventede i bilen. Det hele gik ret ekspedit, da jeg jo allerede vidste, hvor jeg skulle lede. Overraskende var det, at se hvor mange nye Klokke-Ensianer der stod i blomst. På så kort tid. Glædeligt fandt jeg hurtigt en hun som sad og lagde æg. Den sad så fint og stille i lang tid, at det er rimeligt at brokke sig over sin egen manglende tekniske formåen i den situation. Hvordan fanden at billederne blev så uskarpe, forstår jeg simpelt hen ikke. Dyret forsvandt desværre for mig, ned i græsset, efter at have fået lidt for meget opmærksomhed. Så jeg kunne ikke få nye bedre billeder, og derfor ligger der nu en ny oprydningsopgave klar: Grene Sande med pivskarpe hun-billeder til næste år! Rashguu! De mange blomstrende ensianer gjorde at jeg fandt mange flere, ca 200, æg end sidste gang. Opmuntrende.
Og hvad så næste dag? Vi havde to overnatninger, så jeg kunne helt bestemme over min egen gøren og laden denne dag. Og med tanke på mit dip med nioben [Klitperlemorsommerfugl] ville det have været oplagt at tage til nærliggende Addit Hede igen og forsøge sig. Dog var der sket det, at nogen havde haft Baltisk Mosaikguldsmed oppe i Vejlerne nogle dage tidligere. Den er ikke let at få i Danmark, kun deroppe, og det er langt væk hjemmefra, så det giver meget mening at lade sommerfugle være sommerfugle i sådan en situation og så vælge de to timers kørsel derop. I modsætning til 6 timer hjemmefra! Jeg ville hellere have en Baltisk Mosaikguldsmed end en Klitperlemorsommerfugl, så sagen var klar. Men rent faktisk ville det nok heller ikke være det dårligste sted at bevæge sig hen, hvis man ønsker at se nioben, for den flyver i gode antal deroppe i klitskovene nær kysten. Så i bedste fald ville jeg vende hjem med to gode krydser.
Desværre var det nærmest pivblæsende denne dag. Der var ok med sol i det nordjyske men ikke så varmt, og særligt guldsmede er besværlige i blæsevejr. Via Aggersund og Vindblæs (sigende) nåede jeg frem til Han Vejle, hvor guldsmeden var blevet set. Det er det klassiske sted, ud langs gangbroen ved fugleskjulet. Dog er den også blevet set andre steder i Vejlerne, og sågar på det nordlige Mors, men det er år tilbage, og den fornylige observation var den første i to år. Så smukt det ville have været, men ud over en måske-observation, så blev det til ingenting i den retning. Og måske fordi jeg lod den skuffede åre løbe mere frit da, så gav det heller ikke noget at besøge Lild Klitplantage og Bulbjerg. Af perlemorsommerfugle fik jeg således kun den storplettede lathonia. Dobbelt-dippet blev en realitet, og jeg må sige, at det var en ret uvant oplevelse. Egentlig. Men det fortæller jo bare, at jeg generelt får noget med hjem fra mine ture, og i det store og hele kan være godt tilfreds. Og at lære at acceptere når tingene ikke lykkes, og så holde fokus på at prøve igen. Og i erfaringskatedralen er der jo rigeligt med plads til ophængte nyerhvervelser af lokalitetskendskaber. "Han Vejle...ja da, hvad vil du gerne vide..?"
Næste dags hjemtur blev forbi Ny Sebberup og de skønne Grønne Kobbervandnymfer. Mange denne gang!
Og herfra gik der en rum tid, og intet nyt blandt dagsommerfuglene før jeg tog med søsteren og svogeren til Møn. 20. august. Egentlig skulle det have været en opdagelsestur til Knudshoved Odde ved Vordingborg. For at lære stedet at kende. Både godt for sommerfugle og guldsmede. Men da der for nyligt var set Guldhaler ved Høvblege, og intet rigtigt på odden, valgte vi at skifte destination. Og da Karin og Henrik ikke kendte perlen på Møn, var det også mere oplagt at tage dertil. Og det blev en fin tur. I roligt og mageligt tempo. Det startede lidt køligt da vi kom derop, hvorfor vi retirerede til Klintholm Havn for at se på bademuligheder og andet mens solen varmede op.
Tilbage på bakken, var det moderat med arter som fløj den dag. En enkelt filipendulae [Seksplettet Køllesværmer], og da vi nåede op på toppen sad der to fine betulae [Guldhaler] og ventede på os, En han og en hun. Men på vejen op havde vi haft dagens clue. For mig. Den grønne hun-form valesina af Kejserkåben. Måske fordi den er afvigende fremstår den så attraktivt, men der er altså noget utroligt smukt over de støvede nuancer den fremviser. Og vi var heldige at finde en til. De eneste to af arten denne dag. Hvis man ser i naturbasen er der ret mange observationer af denne form, hvilket gør at man umiddelbart skulle tro, at den er mere almindelig, end den er. Jeg tror dog, at den bliver overregisteret i forhold til almindelige hunner, som oftere bare bliver registreret som Kejserkåbe uden køn. En enkelt Dværgblåfugl bør også nævnes, og at Henrik fik sin første Citronsommerfugl. Alle var glade.
Og det var jeg også, da vi en uge ind i september fik en super sommerrenæssance. En uge med 25+ grader og søndenvind. Så var det nu. Med de varme sommerbesøgere, høsommerfugle, svalehaler og grønbrogede kålsommerfugle i tankerne. Forhåbentligt. Det var jo trods alt sent på sæsonen, og måske var der ikke så meget flyvevillighed i dyrene ny. Jeg havde ingen planer om at fare ud i verden, men ville forsøge at finde noget på Amager. Jeg tog rundt til de velkendte steder. I starten havde jeg mest held med sydlige mosaikguldsmede ude i Søvang, og det samtidig med at Duus og Hansen fandt en hyale [Gul Høsommerfugl] inde ved Granathøj. Jeg vidste godt, at folk ser den derinde i ny og næ. Men ligefrem at gå efter den derinde, havde jeg ikke ideer om. Til gengæld fandt jeg nogle gode marker ude langs Fælledvej ved Søvang, som holdt en masse kålsommerfugle. Og til sidst lykkedes det også at finde en forbiflyvende han hyale. Min første på Amager, og jeg var glad. Når andre kan, vil jeg også. Den fløj bare hurtigt forbi, men det var sådant set fint nok. Og særligt fordi jeg nogle dage senere endelige selv lykkedes med at finde flere dyr inde på vestamager. Og samme sted som Duus og Hansen havde haft en, ved Granathøj. Jeg var egentlig på udkig efter en stationær Steppehøg, men mens vi stod og skannede ud over koklapperne, så jeg en gullig sommerfugl flyve lavt forbi. Klar sag, og jeg smuttede ind i området, og fandt hele tre hanner på stedet. En og to.
Og helt sublimt blev det dagen efter, hvor jeg først fandt endnu en det samme sted, men så kørte over til diget ved Kalvebodbroen, idet jeg forestillede mig, at der kunne være nogen på den tørre skråning med begrænset vegetation. Og til min store overraskelse fandt jeg i løbet af en lille time 4 dyr. Ikke rastende, men trækkende. De kom simpelthen sydfra langs diget med den kraftige sø-vind og fortsatte over mod Sjælland. Igen, hvor mange kunne det ikke være blevet til, hvis man havde villet...
På vej hjem kørte jeg forbi Granathøj igen, og fandt endnu en nydelig han. 10 dyr i alt til mig på Amager i løbet af få dage kan jeg ikke klage over. En oplevelse som faldt helt i tråd med, hvad der blev set andre steder. Særligt sydpå. Sensommerinvasion.
I skrivende stund, 24. sep, er vi nået så vidt i kalenderen, at der nok ikke dukker så meget mere spændende op. TL havde dog både edusae og hyale ved Avnø i går, så helt slut er det ikke med de halvsjældne arter. Og da vejrudsigten siger tørt vejr med over 20 grader flere dage i næste uge, kan det selvfølgelig ikke udelukkes at der dukker lidt op på Amager også. Men artsmæssigt har jeg stillet forventningerne i bero for i år. 12 nye arter, når man tæller køllesværmerne med, blev det til i dette år, hvilket gør at jeg har nu har set 70 af de 108 arter på den danske liste. Flertallet af arterne som jeg mangler at se, befinder sig alle i kategorien svære eller umulige at få, hvilket gør at min todo-liste for næste år kun indeholder Kobberbrun Køllesværmer, Engkøllesværmer, Engblåfugl, Sortbrun Blåfugl, Klitperlemorsommerfugl og Hedepletvinge som værende de sikkert ynglende arter. Her udover er der mulighed for tilflyverne: Kirsebærtakvinge, Svalehale og Orange Høsommerfugl.
57 dagsommerfuglearter blev det til i år, 49 sidste år. Det kunne være blevet til flere hvis jeg havde kørt efter alle arter. Blandt andet nåede jeg ikke at få Argusblåfugl og Fransk Bredpande. En art som jeg overraskende nok heller ikke fik, var cardui [Tidselsommerfugl]. Meget få er der set i år generelt, og jeg lykkedes altså ikke med at spotte nogen af dem. Bad African Year, tænker jeg.
Således forventer jeg at mit sommerfugleår nu er slut. Med glæde og stor tilfredshed. De praktiske livsbetingelser taget i betragtning, nåede jeg længere end jeg havde turde håbe på. Næste år lukker jeg sækken helt!
Tak for i år.
2023-05-28
Måne-vandnymfe - den bedste af alle måner.
Guldsmedene på Amager syntes ikke rigtig at ville i gang i år i kølvandet på det kølige forår. En tur på Amager Fælled den 11. maj gav dog et batch nyudklækkede almindelige vandnymfer som svævede delikate rundt langs den landkabelige kanal. 60. Også en enkelt Grøn Smaragdlibel og Fireplettet Libel havde jeg i løbet af den uge.Men det var også det, så det blev først på en Lollandstur den 18. at der rigtigt blev lukket op. Det var egentlig en sommerfugletur, hvor vi skulle finde Rødlig Perlemorsommerfugl, som vi fik, og Sortplettet Bredpande, som vi ikke fik, da vi var for tidligt på den. Få sommerfugle generelt gjorde det dog oplagt at spejde efter guldsmede også, og både Grøn Smaragdlibel, Håret Mosaikguldsmed, Fire-plettet Libel og Blå Libel gjorde deres indtræden ligesom de mange Almindelige Vandnymfer. Søholt Storskov bugner af dem. Sidste år skrev jeg 1000 på. Denne gang bevægede vi os over et mindre område, og jeg nøjedes med at kalde det 400. Har man ikke øje for dem, registrerer man dem sikkert aldrig. Men hvis man har, så popper de lige så fint op fra vegetationen, når man bevæger sig fremad. I Søholt kontinuerligt for hvert skridt inde i skoven. Meget glædeligt, men også overvældende, da det er umuligt at nå at se på dem alle.
Man risikerer derfor at overse mere sjældne arter, selv om der ofte er en vis form for orden og opdeling i den måde arterne flyver på. De holder sig til specifikke biotoper, så det er mest generalisterne man kan overse. Jeg havde da netop et par hestesko-vandnymfer og et par store farvevandnymfer ved et vandhul. Farvevandnymfen er forholdsvist let at kende med den sorte krop og kun et blåt segment nær halen. Og måske forblændet af min bornholmske succes, så jeg pludselig et dyr som lignede de spydvandnymfer jeg havde fundet på klippeøen. Jeg var helt sikker, og proklamerede det uden problemer til Elin og de to andre entusiaster som var kommet til på stedet. Ingen gjorde indsigelser. Sikkert fordi de ikke var mere på hjemmebane der, end jeg var. Så det var mig selv der senere kunne konstatere, at det ikke var en spyd-vandnymfe alligevel. Billederne var gode nok til, at man kunne se formen på pronotum (bagkanten af forkroppen), og den bugtede sig lige så fint, som den skal på en hestesko-vandnymfe. Ærgerligt, men det gav mening, at det ikke var en spyd-vandnymfe, da den foretrækker næringsfattige vandhuller, og dem tror jeg ikke der er nogen af på Lolland. Klogere bliver man let.
Jeg missede jo måne-vandnymfen på Bornholm, og da den flyver i maj og åbenbart fortsat på Sjælland, nær Lejre, så var det oplagt at have den på programmet som den næste nye art. Og da det samme gælder for Gråbåndet Bredpande, som jeg heller ikke har fået set, så blev den lille røde rekvireret for et par dage siden, og Elin og jeg tog den lille rundtur til Lejre og Melby. Hun havde ellers lige været oppe og se bredpanden, og havde fundet 4 dyr, hvilket er mange for denne art, som sikkert snart ikke er deroppe længere - for tørt er landskabet langsomt ved at forvitre, og selv de mange lyngplanter synes ikke at kunne klare sig.
Ingen af os kendte stedet ved Lejre. Eller snarere Hedeland. Rewilding på den friserede måde? Stedet var overgroet med græs-arealer og buske omkring de to udgravede vandhuller, hvor måne-vandnymfen skulle holde til. Sidste år havde Torben Sebro set årets første Sydlige Mosaikguldsmed, og det var inspireret af hans observation, at jeg fik den på radaren, og lykkedes overmåde fint med at finde flere. Samme Torben Sebro er også ham som melder disse Måne-vandnymfer ud, så jeg måtte atter en gang gå ydmygt i hans fodspor.
Det var ikke det letteste terræn. Tilsyneladende skulle man finde dyrene på stier tæt på vandhullerne og det var meget bakket der, og lettere tilgroet. Sådan set meget interessant, selv om der var meget græs, og få urter. Han havde meldt den for et par dage siden, så det måtte jo være godt nok til arten.
I starten gik vi rundt mere intuitivt, uden præcist at vide, hvor det seneste dyr var blevet meldt. Jeg kunne naturligvis have tjekket naturbasen med det samme, men når man kommer til et nyt sted, er det altid spændende bare at luske rundt og opdage, så vi tog den lidt gefühl i starten. Og kom væk fra hinanden, ad forskellige stier. Men da vi åbenbart ikke havde held til at finde den efter en god halv time, blev naturbasen konsulteret, og vi kunne se at vi skulle gå ad den sti, som løber langs vandhullerne. Store blåpile, fireplettede libeller og hestesko-vandnymfer fløj rundt, men ingen måne-vandnymfer. Jeg havde på et tidspunkt en ung hun, som jeg vurderede var en stor rødøjet pga. den mørke glinsende krop. Det var lidt øv. Vi var ankommet ret sent, og med bredpanden for øje også, kunne vi ikke bare holde ud til vi fandt den. Vi måtte så småt begynde at sige at det var det, og komme videre. Men så næsten præcist samme sted som TS havde meldt den seneste, en hun, spottede jeg en blå vandnymfe, og med lidt tålmodighed lykkedes det at få set den ordenligt og den karakteristiske tegning på S2 afgjorde sagen: Han Måne-vandnymfe!
Havde jeg håbet på flere, så lyver jeg nok ikke, men her i udkants-Danmark hvad guldsmede og sommerfugle angår, må man lære at være ydmyg, og takke for det lidt man kan få (lærer man godt og grundigt når man vokser op som fuglekigger med base på sydvestpynten på Amager). Så det gjorde vi, og valgte at køre videre. Det var først, da jeg kom hjem og tjekkede billeder, at jeg erfarede at jeg allerede inden vi så hannen, havde fået måne-vandnymfen som ny art. Den hun, som jeg troede var en rødøje, viste sig at være en fin måne-hun. Og med tanke på at jeg nok aldrig har set en rødøjet vandnymfe langt fra vand, >10 meter, så burde der nok have ringet en klokke, allerede da jeg spottede den.
Måne-vandnymfe - den bedste af alle måner.
Guldsmedene på Amager syntes ikke rigtig at ville i gang i år i kølvandet på det kølige forår. En tur på Amager Fælled den 11. maj gav dog et batch nyudklækkede almindelige vandnymfer som svævede delikate rundt langs den landkabelige kanal. 60. Også en enkelt Grøn Smaragdlibel og Fireplettet Libel havde jeg i løbet af den uge.Men det var også det, så det blev først på en Lollandstur den 18. at der rigtigt blev lukket op. Det var egentlig en sommerfugletur, hvor vi skulle finde Rødlig Perlemorsommerfugl, som vi fik, og Sortplettet Bredpande, som vi ikke fik, da vi var for tidligt på den. Få sommerfugle generelt gjorde det dog oplagt at spejde efter guldsmede også, og både Grøn Smaragdlibel, Håret Mosaikguldsmed, Fire-plettet Libel og Blå Libel gjorde deres indtræden ligesom de mange Almindelige Vandnymfer. Søholt Storskov bugner af dem. Sidste år skrev jeg 1000 på. Denne gang bevægede vi os over et mindre område, og jeg nøjedes med at kalde det 400. Har man ikke øje for dem, registrerer man dem sikkert aldrig. Men hvis man har, så popper de lige så fint op fra vegetationen, når man bevæger sig fremad. I Søholt kontinuerligt for hvert skridt inde i skoven. Meget glædeligt, men også overvældende, da det er umuligt at nå at se på dem alle.
Man risikerer derfor at overse mere sjældne arter, selv om der ofte er en vis form for orden og opdeling i den måde arterne flyver på. De holder sig til specifikke biotoper, så det er mest generalisterne man kan overse. Jeg havde da netop et par hestesko-vandnymfer og et par store farvevandnymfer ved et vandhul. Farvevandnymfen er forholdsvist let at kende med den sorte krop og kun et blåt segment nær halen. Og måske forblændet af min bornholmske succes, så jeg pludselig et dyr som lignede de spydvandnymfer jeg havde fundet på klippeøen. Jeg var helt sikker, og proklamerede det uden problemer til Elin og de to andre entusiaster som var kommet til på stedet. Ingen gjorde indsigelser. Sikkert fordi de ikke var mere på hjemmebane der, end jeg var. Så det var mig selv der senere kunne konstatere, at det ikke var en spyd-vandnymfe alligevel. Billederne var gode nok til, at man kunne se formen på pronotum (bagkanten af forkroppen), og den bugtede sig lige så fint, som den skal på en hestesko-vandnymfe. Ærgerligt, men det gav mening, at det ikke var en spyd-vandnymfe, da den foretrækker næringsfattige vandhuller, og dem tror jeg ikke der er nogen af på Lolland. Klogere bliver man let.
Jeg missede jo måne-vandnymfen på Bornholm, og da den flyver i maj og åbenbart fortsat på Sjælland, nær Lejre, så var det oplagt at have den på programmet som den næste nye art. Og da det samme gælder for Gråbåndet Bredpande, som jeg heller ikke har fået set, så blev den lille røde rekvireret for et par dage siden, og Elin og jeg tog den lille rundtur til Lejre og Melby. Hun havde ellers lige været oppe og se bredpanden, og havde fundet 4 dyr, hvilket er mange for denne art, som sikkert snart ikke er deroppe længere - for tørt er landskabet langsomt ved at forvitre, og selv de mange lyngplanter synes ikke at kunne klare sig.
Ingen af os kendte stedet ved Lejre. Eller snarere Hedeland. Rewilding på den friserede måde? Stedet var overgroet med græs-arealer og buske omkring de to udgravede vandhuller, hvor måne-vandnymfen skulle holde til. Sidste år havde Torben Sebro set årets første Sydlige Mosaikguldsmed, og det var inspireret af hans observation, at jeg fik den på radaren, og lykkedes overmåde fint med at finde flere. Samme Torben Sebro er også ham som melder disse Måne-vandnymfer ud, så jeg måtte atter en gang gå ydmygt i hans fodspor.
Det var ikke det letteste terræn. Tilsyneladende skulle man finde dyrene på stier tæt på vandhullerne og det var meget bakket der, og lettere tilgroet. Sådan set meget interessant, selv om der var meget græs, og få urter. Han havde meldt den for et par dage siden, så det måtte jo være godt nok til arten.
I starten gik vi rundt mere intuitivt, uden præcist at vide, hvor det seneste dyr var blevet meldt. Jeg kunne naturligvis have tjekket naturbasen med det samme, men når man kommer til et nyt sted, er det altid spændende bare at luske rundt og opdage, så vi tog den lidt gefühl i starten. Og kom væk fra hinanden, ad forskellige stier. Men da vi åbenbart ikke havde held til at finde den efter en god halv time, blev naturbasen konsulteret, og vi kunne se at vi skulle gå ad den sti, som løber langs vandhullerne. Store blåpile, fireplettede libeller og hestesko-vandnymfer fløj rundt, men ingen måne-vandnymfer. Jeg havde på et tidspunkt en ung hun, som jeg vurderede var en stor rødøjet pga. den mørke glinsende krop. Det var lidt øv. Vi var ankommet ret sent, og med bredpanden for øje også, kunne vi ikke bare holde ud til vi fandt den. Vi måtte så småt begynde at sige at det var det, og komme videre. Men så næsten præcist samme sted som TS havde meldt den seneste, en hun, spottede jeg en blå vandnymfe, og med lidt tålmodighed lykkedes det at få set den ordenligt og den karakteristiske tegning på S2 afgjorde sagen: Han Måne-vandnymfe!
Havde jeg håbet på flere, så lyver jeg nok ikke, men her i udkants-Danmark hvad guldsmede og sommerfugle angår, må man lære at være ydmyg, og takke for det lidt man kan få (lærer man godt og grundigt når man vokser op som fuglekigger med base på sydvestpynten på Amager). Så det gjorde vi, og valgte at køre videre. Det var først, da jeg kom hjem og tjekkede billeder, at jeg erfarede at jeg allerede inden vi så hannen, havde fået måne-vandnymfen som ny art. Den hun, som jeg troede var en rødøje, viste sig at være en fin måne-hun. Og med tanke på at jeg nok aldrig har set en rødøjet vandnymfe langt fra vand, >10 meter, så burde der nok have ringet en klokke, allerede da jeg spottede den.
2023-05-13
Danske Vintervandnymfer, Spydvandnymfer og Hue-vandnymfe.
Det tog sin tid. Den østlige kulde har været umindeligt insisterende. Nærmest som et trodsigt forsøg på at imødegå klodens generelle opvarmning, har det blæst koldt ind over os uden ophør de seneste par uger. Med sol, bevares, så foråret er kommet på smuk vis alligevel, men det store forårsfrembrud blandt kryb og kravl er udeblevet. Indtil nu. Ikke at vinden har ændret sig, men nu er der puttet varme i sprøjten, og tingene sker.
Og sidste weekend tog jeg til Bornholm for at gennemføre første del af min plan om at komme til at se resten af de ynglende guldsmede som jeg mangler at se i Danmark. Harald Dühmert havde meldt Vintervandnymfens ankomst i ugen forud, og da vejrudsigten artede sig om søndagen, slog jeg til.
Det er ikke længere Bornhomsekspressen man tager for at komme til øen, idet Kombardo-Syndikatet, har overtaget ruten. På legal vis formoder jeg. De gør det samme, dog. Og lidt til. Man kan stadig stå på i lufthavnen, men som noget nyt på ruten, kører bussen ombord på færgen, og man står derfor nu af og på i Rønne. Det vil sige, at hvis man er uden bagage, så kan man bare gå i land fra færgen, og ikke besvære sig ned i bussen igen. Dog er jeg egenligt ikke sikker på, hvem der kommer først forbi busholdestedet ved havnen, da der er en forholdsvis lang gang at gå igennem havnebygningerne og ud på gaden. Men ude, gik første stop til cykeludlejningen et par hundrede meter fra havnen.
Cykelmutter havde lige åbnet og var i gang med at losse 200 cykler ud af skuret. Eller snarere lagerhallen. De har mange! Har udlejet 800 om dagen under Folkemødet, sagde hun, hvilket er en pæn sjat. Så jo, hun havde da også en i min størrelse. "Kom med", og fra den bagerste hal fiskede hun en stor ny cykel ud, som passede næsten perfekt. Man kan godt tage cykel med kombardo-ekspressen (5 max), men da det koster 60 kroner hver vej, er de 85 kroner det koster at leje for en dag billigere. Og bedre. I hvert fald i forhold til min cykel som er af den gamle model, og som mest holdes sammen af strips og hjerteblod. Og med kun et gear, ville det have været umuligt at forcere den bornholmske natur inden for en acceptabel tidsgrænse, er jeg sikker på.
Den lejede cykel havde 7 standard-gear, og jeg var snart på vej mod Bastemosen, som ligger midt på øen, mellem Rønne og Svaneke. I Almindingen. Jeg er sikker på at jeg har været på de kanter før, en rokkesten kommer i hu, men vi taler om 40+ år siden, så det var helt spændende at skulle opleve denne del af øen på ny. Og det gode var at cykelmutter forsikrede mig om, at der kun var en enkelt bakke lige uden for byen, som skulle forceres, derefter var det bare let og lige ud. Og smukt.
Den første bakke fik hun ret i, og også at der var smukt. Men at det derefter bare var lige til at gå til, den skriver jeg ikke under på. Efter 18 kilometer konstant OPAD, nåede jeg fuldstændig flad og svedopløst frem til mosen, og uden skiftetøj var det sgu ikke alt for smart. Heldigvis skinnede solen godt, så jeg hev de våde bomuldslag af og hængte dem til tørre på cyklen, mens jeg lurede på en herre som gik og kiggede nedad samtidig med at jeg tog min uldsweater på som eneste værn mod den skinbarlige uanstændighed. Det var Harald.
Og han troede at jeg var en Erland, som ville komme fra det jyske af samme grund som mig. Twitchere er stadig få blandt guldsmede-elskere, så det var nærmest vildt, at vi ville komme to på en dag. Jeg hilste pænt nej til at være ham, men det blev alligevel beærigt modtaget, da jeg fortalte, at jeg kom pga. Haralds rapporteringer. Vi trives jo alle bedst med strygehår i den rigtige retning. Og mine var ægte. Selvfølgelig vil jeg gerne selv opdage den på Amager, helst, men at andre gør det godt, kan jeg godt glæde mig ved også. Især hvis lykkes at få dyrene at se.
Erland ville komme med den næste færge, og da jeg var lidt halvflad endnu var det helt fint, at den usagte plan blev at vente med at gå rundt til han kom. Og så kom Søren også forbi. Den Søren, hvis rapporteringer jeg havde reageret på for 2 år siden, da jeg tog samme tur, dog kun til Safirsøen, for at se Østlig Kærguldsmed og Lille Kejserguldsmed. Med Succes.
Vintervandnymfen kunne godt være lidt sart, så det var bedst at have alle mand med i første hug, så vi ikke risikerede at et eventuelt dyr ville flyve Langbortistan til før alle var på det. Alle, var vel mest mig og Erland, da det kun var os som ikke havde set den i Danmark. Erland R Nielsen viste sig i øvrigt at være en hardcore global odonata-traveler, så han havde godt styr på mange ting, og den rette ånd. Dejligt at være blandt ligesindede.
Harald og Søren var de eneste to som havde set arten i Danmark på dette tidspunkt. Andre havde åbenbart forsøgt, men uden held. Så det var med spænding at vi lagde ud. Man går ruten rundt om vandhullet til venstre for fugletårnet. Det er her de har set dem oftest. Og ofte lige ved frokostbordet neden for tårnet. Harald har ligefrem ryddet flere gode siddepladser langs faldne stammer og grene, hvor de kan sidde og sole sig fint. Vi gik rundt i ro og mag. Erland havde planlagt at være på øen i tre dage, og jeg skulle først med færgen tilbage kl. 2030, så der var tid nok til at slappe af og fokusere. Hvilket som regel altid er den bedste måde at gå til guldsmede på alligevel. De små sarte dyr har store øjne, og hvis du farer frem som en tosse, har de set dig for længst og forsvinder.
Vi kom forbi en mor og hendes dobbelte afkom som fangede vandinsekter fra træbroen, hvilket gjorde at jeg fik set min først nymfe. Jeg fik et billede af den, men tror ikke at jeg vil være i stand til at bestemme den til art. Det var dog en vandnymfe, da den havde de tre store propeller bagtil. Men inden da, mens vi ventede på Erland, havde Harald og jeg dog tilladt os at luske lidt rundt langs vandkanten. Man kan jo ikke lade være. Og som det ofte sker, driftede jeg ned ad en sidesti og gik alene et stykke rundt, indtil jeg nåede et rigtig godt sted med sol, varme og læ. En Grøn Smaragdlibel fløj væk uden at jeg havde set den sidde, mens der pludselig var små glitrende bevægelser lavt nede. Uha da da. Vintervand..? Umiskendelige vandnymfer i deres svirrende slow-motion bevægelse fra et strå til et andet. Der var en tre stykker, og det lykkedes af få billeder. Id-mæssigt er jeg nok ikke helt varmet op til sæsonen, men jeg kunne dog hurtigt se, at det ikke var vintervandnymfer. Bare af den simple grund at de altid holder begge vingepar på den samme side af kroppen, modsat de andre vandnymfer som holder vingerne på deres respektive sider. Lidt øv, men fint nok. Også fordi, de alligevel så lidt anderledes ud end noget jeg huskede at have set. Men de var selvfølgelig helt friske, tenerale, og da vandnymferne er notorisk svære, før de når den modne dragttilstand, så kunne det være både det ene og det andet.
Harald blev misundelig, da han hørte at jeg havde haft dem. Han havde endnu i året kun haft vintervandnymfen, og det kriblede også i ham efter mere. Erland var lige ankommet, og vi goddagede, og også han troede at jeg var en anden end jeg var. Ukendthed er en dyd for den ydmyge som holder fokus på materien snarere end selvpyntelige meriter. Jeg forestillede mig at han havde mest erfaring, hvorfor jeg viste han mine billeder, og foreslog i min rustenhed at det måske kunne være flagermus-vandnymfer. Jeg indrømmer, at jeg på dette tidspunkt ikke havde styr på om de tre vandnymfe-arter, som jeg mangler, Spyd, Måne og Hue kunne ses på Bornholm, eller om det ville være realistisk at de fløj nu. Men Erland var mest i den retning, og jeg fangede hurtigt tråden, og kunne til sidst, godt se at jeg med stor sandsynlighed havde fået mig en ny art: Spydvandnymfe (Coenagrion hastulatum). Hunner og helt unge. Meget Fedt! Alle tre arter viste sig at være velkendte i mosen, og jeg glædede mig til at vende tilbage til stedet for at se om der ville være flere. Helst nu i øjeblikket, men nu var der ligesom linet up til at vi gik videre sammen. Så måtte det vente til senere.
Det viste sig dog at være på samme rute, som den vi nu tog, bare modsat. Vi gik mod uret rundt om vandhullet, og kantede os hvor der var meget vand, hvilket gik fint uden støvler. Der var frøer der kvækkede og lod sig se, og de var grønne. Konsekvent, ifølge Søren. Den meget-lignende Latterfrø ses åbenbart ikke i mosen, selv om den er andre steder på øen. Det var jo let nok så. Jeg havde ellers lige hørt en frø som jeg syntes lød anderledes end de grønne frøer på Amager, og ville gerne have, at det skyldtes, at det var en Latterfrø. Og hugorme skulle der være mange af. Vi så dog kun aflagte skind. Jeg har generelt ikke så stort held med slanger, synes jeg. Det er min erfaring fra Mexico. Og det viste sig, at Erland havde det på samme måde. Min første tanke var, at det var fordi at han snakkede meget, og derved var for højlydt, men måske det snarere skyldes den måde man indstiller sit fokus, når man bevæger sig i naturen. Jeg snakker i hvert fald ikke meget, og slet ikke når jeg er alene...eller...måske man alligevel går og småbrokker sig højlydt hist og pist...
Vi gik videre uden at se så meget, og langs det våde parti kom jeg lidt foran de andre ivrigt spejdende efter enhver form for bevægelse. Og med ørene på stilke også, kunne jeg pludselig høre, at der skete noget bagude. De pludrede højlydt, og selv om det kunne være hvad som helst, som havde udløst deres ændrede tonelejer, valgte jeg at styre fluks tilbage. Godt! For der sad der en fin hun Vintervandnymfe på en birkestamme i øjenhøjde. Jeg havde lige passeret forbi lidt før og ikke set noget. Den sved, men Harald kunne heldigvis fortælle, at den var kommet flyvende ude fra vandsiden, og at de havde spottet den på bevægelsen. Den sad længe nok til at blive foreviget, og dagens mission var derved lykkedes!
Og det lykkedes at genfinde spydvandnymferne, og de andre spottede et dyr ude over vandkanten, som viste sig at være en Hue-vandnymfe (Coenagrion armatum). Jeg fik heldigvis brugbare billeder, og kunne efter at have gransket detaljer hjemme, konstatere at jeg havde fået endnu en ny art. Meget fedt. Og solidt succesfuldt blev det, da vi nåede rundt om vandhullet, og tilbage til bordet ved fugletårnet og kunne konstatere at vi havde set i alt 4 forskellige vintervandnymfer. Alle hunner, og den ene fint på en sump-padderok ude i vandet ivrig efter at lægge æg, så det ud til. Men den fløj snart, nok afbrudt af vores ivrige tilstedeværelse. Men dette var første gang at adfærden blev konstateret i Danmark, og vi var glade. De to andre sad tæt sammen på et par nedlagte birkegrene på jorden. Godt i solen, men alligevel et sted som var eksponeret for den friske vind. Så det gør de altså gerne også.
Vi havde taget turen rundt hen over middag, og da de to lokale herrer forlod os, gik Erland og jeg senere endnu en runde, men uden at finde noget nyt. På vej op til mosen, havde jeg set flere interessante steder som var et stop værd, så jeg besluttede at cykle tidligt tilbage mod Rønne og se hvad jeg kunne støve op. Iglemosen, som ligger lige over for Bastemosen, er også et godt sted, i følge Harald, men jeg vurderede, at det ikke ville give os mere end det samme, og besluttede at springe den over. Jeg kunne så på naturbasen senere se at Erland havde haft en Måne-vandnymfe netop der, så lidt ærgerlig kan man jo godt tillade sig at være. Det ville have været flot, i et huk at score alle de tre blå vandnymfer jeg manglede, oveni vintervandnymfen.
Turen ned fra 'bjerget' gav ingenting af interesse andet end fornøjelsen ved at køre i frigear. Helt ned i havnen til den udmærkede grill Sydhavns Grill, hvor man kunne forsyne sig sammen med mange af de lokale.
3 timer fra Amager, og en skøn heldagstur i det Bornholmske!
Danske Vintervandnymfer, Spydvandnymfer og Hue-vandnymfe.
Det tog sin tid. Den østlige kulde har været umindeligt insisterende. Nærmest som et trodsigt forsøg på at imødegå klodens generelle opvarmning, har det blæst koldt ind over os uden ophør de seneste par uger. Med sol, bevares, så foråret er kommet på smuk vis alligevel, men det store forårsfrembrud blandt kryb og kravl er udeblevet. Indtil nu. Ikke at vinden har ændret sig, men nu er der puttet varme i sprøjten, og tingene sker.
Og sidste weekend tog jeg til Bornholm for at gennemføre første del af min plan om at komme til at se resten af de ynglende guldsmede som jeg mangler at se i Danmark. Harald Dühmert havde meldt Vintervandnymfens ankomst i ugen forud, og da vejrudsigten artede sig om søndagen, slog jeg til.
Det er ikke længere Bornhomsekspressen man tager for at komme til øen, idet Kombardo-Syndikatet, har overtaget ruten. På legal vis formoder jeg. De gør det samme, dog. Og lidt til. Man kan stadig stå på i lufthavnen, men som noget nyt på ruten, kører bussen ombord på færgen, og man står derfor nu af og på i Rønne. Det vil sige, at hvis man er uden bagage, så kan man bare gå i land fra færgen, og ikke besvære sig ned i bussen igen. Dog er jeg egenligt ikke sikker på, hvem der kommer først forbi busholdestedet ved havnen, da der er en forholdsvis lang gang at gå igennem havnebygningerne og ud på gaden. Men ude, gik første stop til cykeludlejningen et par hundrede meter fra havnen.
Cykelmutter havde lige åbnet og var i gang med at losse 200 cykler ud af skuret. Eller snarere lagerhallen. De har mange! Har udlejet 800 om dagen under Folkemødet, sagde hun, hvilket er en pæn sjat. Så jo, hun havde da også en i min størrelse. "Kom med", og fra den bagerste hal fiskede hun en stor ny cykel ud, som passede næsten perfekt. Man kan godt tage cykel med kombardo-ekspressen (5 max), men da det koster 60 kroner hver vej, er de 85 kroner det koster at leje for en dag billigere. Og bedre. I hvert fald i forhold til min cykel som er af den gamle model, og som mest holdes sammen af strips og hjerteblod. Og med kun et gear, ville det have været umuligt at forcere den bornholmske natur inden for en acceptabel tidsgrænse, er jeg sikker på.
Den lejede cykel havde 7 standard-gear, og jeg var snart på vej mod Bastemosen, som ligger midt på øen, mellem Rønne og Svaneke. I Almindingen. Jeg er sikker på at jeg har været på de kanter før, en rokkesten kommer i hu, men vi taler om 40+ år siden, så det var helt spændende at skulle opleve denne del af øen på ny. Og det gode var at cykelmutter forsikrede mig om, at der kun var en enkelt bakke lige uden for byen, som skulle forceres, derefter var det bare let og lige ud. Og smukt.
Den første bakke fik hun ret i, og også at der var smukt. Men at det derefter bare var lige til at gå til, den skriver jeg ikke under på. Efter 18 kilometer konstant OPAD, nåede jeg fuldstændig flad og svedopløst frem til mosen, og uden skiftetøj var det sgu ikke alt for smart. Heldigvis skinnede solen godt, så jeg hev de våde bomuldslag af og hængte dem til tørre på cyklen, mens jeg lurede på en herre som gik og kiggede nedad samtidig med at jeg tog min uldsweater på som eneste værn mod den skinbarlige uanstændighed. Det var Harald.
Og han troede at jeg var en Erland, som ville komme fra det jyske af samme grund som mig. Twitchere er stadig få blandt guldsmede-elskere, så det var nærmest vildt, at vi ville komme to på en dag. Jeg hilste pænt nej til at være ham, men det blev alligevel beærigt modtaget, da jeg fortalte, at jeg kom pga. Haralds rapporteringer. Vi trives jo alle bedst med strygehår i den rigtige retning. Og mine var ægte. Selvfølgelig vil jeg gerne selv opdage den på Amager, helst, men at andre gør det godt, kan jeg godt glæde mig ved også. Især hvis lykkes at få dyrene at se.
Erland ville komme med den næste færge, og da jeg var lidt halvflad endnu var det helt fint, at den usagte plan blev at vente med at gå rundt til han kom. Og så kom Søren også forbi. Den Søren, hvis rapporteringer jeg havde reageret på for 2 år siden, da jeg tog samme tur, dog kun til Safirsøen, for at se Østlig Kærguldsmed og Lille Kejserguldsmed. Med Succes.
Vintervandnymfen kunne godt være lidt sart, så det var bedst at have alle mand med i første hug, så vi ikke risikerede at et eventuelt dyr ville flyve Langbortistan til før alle var på det. Alle, var vel mest mig og Erland, da det kun var os som ikke havde set den i Danmark. Erland R Nielsen viste sig i øvrigt at være en hardcore global odonata-traveler, så han havde godt styr på mange ting, og den rette ånd. Dejligt at være blandt ligesindede.
Harald og Søren var de eneste to som havde set arten i Danmark på dette tidspunkt. Andre havde åbenbart forsøgt, men uden held. Så det var med spænding at vi lagde ud. Man går ruten rundt om vandhullet til venstre for fugletårnet. Det er her de har set dem oftest. Og ofte lige ved frokostbordet neden for tårnet. Harald har ligefrem ryddet flere gode siddepladser langs faldne stammer og grene, hvor de kan sidde og sole sig fint. Vi gik rundt i ro og mag. Erland havde planlagt at være på øen i tre dage, og jeg skulle først med færgen tilbage kl. 2030, så der var tid nok til at slappe af og fokusere. Hvilket som regel altid er den bedste måde at gå til guldsmede på alligevel. De små sarte dyr har store øjne, og hvis du farer frem som en tosse, har de set dig for længst og forsvinder.
Vi kom forbi en mor og hendes dobbelte afkom som fangede vandinsekter fra træbroen, hvilket gjorde at jeg fik set min først nymfe. Jeg fik et billede af den, men tror ikke at jeg vil være i stand til at bestemme den til art. Det var dog en vandnymfe, da den havde de tre store propeller bagtil. Men inden da, mens vi ventede på Erland, havde Harald og jeg dog tilladt os at luske lidt rundt langs vandkanten. Man kan jo ikke lade være. Og som det ofte sker, driftede jeg ned ad en sidesti og gik alene et stykke rundt, indtil jeg nåede et rigtig godt sted med sol, varme og læ. En Grøn Smaragdlibel fløj væk uden at jeg havde set den sidde, mens der pludselig var små glitrende bevægelser lavt nede. Uha da da. Vintervand..? Umiskendelige vandnymfer i deres svirrende slow-motion bevægelse fra et strå til et andet. Der var en tre stykker, og det lykkedes af få billeder. Id-mæssigt er jeg nok ikke helt varmet op til sæsonen, men jeg kunne dog hurtigt se, at det ikke var vintervandnymfer. Bare af den simple grund at de altid holder begge vingepar på den samme side af kroppen, modsat de andre vandnymfer som holder vingerne på deres respektive sider. Lidt øv, men fint nok. Også fordi, de alligevel så lidt anderledes ud end noget jeg huskede at have set. Men de var selvfølgelig helt friske, tenerale, og da vandnymferne er notorisk svære, før de når den modne dragttilstand, så kunne det være både det ene og det andet.
Harald blev misundelig, da han hørte at jeg havde haft dem. Han havde endnu i året kun haft vintervandnymfen, og det kriblede også i ham efter mere. Erland var lige ankommet, og vi goddagede, og også han troede at jeg var en anden end jeg var. Ukendthed er en dyd for den ydmyge som holder fokus på materien snarere end selvpyntelige meriter. Jeg forestillede mig at han havde mest erfaring, hvorfor jeg viste han mine billeder, og foreslog i min rustenhed at det måske kunne være flagermus-vandnymfer. Jeg indrømmer, at jeg på dette tidspunkt ikke havde styr på om de tre vandnymfe-arter, som jeg mangler, Spyd, Måne og Hue kunne ses på Bornholm, eller om det ville være realistisk at de fløj nu. Men Erland var mest i den retning, og jeg fangede hurtigt tråden, og kunne til sidst, godt se at jeg med stor sandsynlighed havde fået mig en ny art: Spydvandnymfe (Coenagrion hastulatum). Hunner og helt unge. Meget Fedt! Alle tre arter viste sig at være velkendte i mosen, og jeg glædede mig til at vende tilbage til stedet for at se om der ville være flere. Helst nu i øjeblikket, men nu var der ligesom linet up til at vi gik videre sammen. Så måtte det vente til senere.
Det viste sig dog at være på samme rute, som den vi nu tog, bare modsat. Vi gik mod uret rundt om vandhullet, og kantede os hvor der var meget vand, hvilket gik fint uden støvler. Der var frøer der kvækkede og lod sig se, og de var grønne. Konsekvent, ifølge Søren. Den meget-lignende Latterfrø ses åbenbart ikke i mosen, selv om den er andre steder på øen. Det var jo let nok så. Jeg havde ellers lige hørt en frø som jeg syntes lød anderledes end de grønne frøer på Amager, og ville gerne have, at det skyldtes, at det var en Latterfrø. Og hugorme skulle der være mange af. Vi så dog kun aflagte skind. Jeg har generelt ikke så stort held med slanger, synes jeg. Det er min erfaring fra Mexico. Og det viste sig, at Erland havde det på samme måde. Min første tanke var, at det var fordi at han snakkede meget, og derved var for højlydt, men måske det snarere skyldes den måde man indstiller sit fokus, når man bevæger sig i naturen. Jeg snakker i hvert fald ikke meget, og slet ikke når jeg er alene...eller...måske man alligevel går og småbrokker sig højlydt hist og pist...
Vi gik videre uden at se så meget, og langs det våde parti kom jeg lidt foran de andre ivrigt spejdende efter enhver form for bevægelse. Og med ørene på stilke også, kunne jeg pludselig høre, at der skete noget bagude. De pludrede højlydt, og selv om det kunne være hvad som helst, som havde udløst deres ændrede tonelejer, valgte jeg at styre fluks tilbage. Godt! For der sad der en fin hun Vintervandnymfe på en birkestamme i øjenhøjde. Jeg havde lige passeret forbi lidt før og ikke set noget. Den sved, men Harald kunne heldigvis fortælle, at den var kommet flyvende ude fra vandsiden, og at de havde spottet den på bevægelsen. Den sad længe nok til at blive foreviget, og dagens mission var derved lykkedes!
Og det lykkedes at genfinde spydvandnymferne, og de andre spottede et dyr ude over vandkanten, som viste sig at være en Hue-vandnymfe (Coenagrion armatum). Jeg fik heldigvis brugbare billeder, og kunne efter at have gransket detaljer hjemme, konstatere at jeg havde fået endnu en ny art. Meget fedt. Og solidt succesfuldt blev det, da vi nåede rundt om vandhullet, og tilbage til bordet ved fugletårnet og kunne konstatere at vi havde set i alt 4 forskellige vintervandnymfer. Alle hunner, og den ene fint på en sump-padderok ude i vandet ivrig efter at lægge æg, så det ud til. Men den fløj snart, nok afbrudt af vores ivrige tilstedeværelse. Men dette var første gang at adfærden blev konstateret i Danmark, og vi var glade. De to andre sad tæt sammen på et par nedlagte birkegrene på jorden. Godt i solen, men alligevel et sted som var eksponeret for den friske vind. Så det gør de altså gerne også.
Vi havde taget turen rundt hen over middag, og da de to lokale herrer forlod os, gik Erland og jeg senere endnu en runde, men uden at finde noget nyt. På vej op til mosen, havde jeg set flere interessante steder som var et stop værd, så jeg besluttede at cykle tidligt tilbage mod Rønne og se hvad jeg kunne støve op. Iglemosen, som ligger lige over for Bastemosen, er også et godt sted, i følge Harald, men jeg vurderede, at det ikke ville give os mere end det samme, og besluttede at springe den over. Jeg kunne så på naturbasen senere se at Erland havde haft en Måne-vandnymfe netop der, så lidt ærgerlig kan man jo godt tillade sig at være. Det ville have været flot, i et huk at score alle de tre blå vandnymfer jeg manglede, oveni vintervandnymfen.
Turen ned fra 'bjerget' gav ingenting af interesse andet end fornøjelsen ved at køre i frigear. Helt ned i havnen til den udmærkede grill Sydhavns Grill, hvor man kunne forsyne sig sammen med mange af de lokale.
3 timer fra Amager, og en skøn heldagstur i det Bornholmske!
2023-04-23
Poppeldagmåler (notha) - Åh ja, måler, sværmer, ugle og alle de andre. Der er så mange af de natflyvende sommerfugle, at benene hurtigt ekser bare ved tanken om at skulle gøre en seriøs indsats for at komme til at se dem alle, eller bare de fleste. Men bjerge bestiges som bekendt et skridt ad gangen, så nu hvor jeg kan glæde mig over at have fået set og billeder af denne lille brune sag, så, hvem ved, hvor det ender en dag. Dagmåler hedder den dog ikke uden grund, og ej heller dens nære ven Birkedagmåleren (parthenias). De flyver netop om dagen, og bliver derved et naturligt punkt på listen, når man alligevel bevæger sig rundt i det aprilske forår for at opstøve årets første flyvere. Som jo kom sent i år i forhold til sidste år, pga. den kolde marts. Men disse to flyver nu, med gråpilen i blomst og inden der kommer blade på birk og de andre tidlige træer. Parthenias er mere almindelig end notha, men de flyver begge i Pinseskoven. Sidste år fik jeg fine billeder af parthenias, og læste op på sagen, og fandt derved ud af, at der også fandtes den sjældnere notha. Stadig i sin vorden, min interesse for den lepidoptiske verden, gled de naturligt i glemmebogen, indtil jeg mødte Thomas Larsen derude en dag, som også beskrevet andetsteds. Han var også ude efter disse, og så blev sporten vakt til live igen.
De er små og flyver hurtigt og gerne op og væk lige så snart de bliver forstyrret, så man skal være heldig at støde ind i dem, hvor de sidder eksponeret, på en sti eller enlige strå og blade. I modsætning til Sørgekåben, som har haft et forrygende forår (jeg så 9 dyr sidste år og er allerede nu oppe på hele 30 observationer), så er der dog ikke kommet meget ud af de mange timer, jeg har vadet rundt efter de to derude, og i Nordskoven i Kongelunden. Og mest flyvende-væk-dyr. Men så forleden, hvor det var dejlig varmt og læfuldt på Ilia-boulevarden, så sværmede der pludselig en lille sag rundt foran mig i en meters højde. Jeg var jo øjeblikkeligt klar over, at det drejede sig om en af de to, men i flugten evnede jeg ikke at bestemme den, så den indre bedestang blev hurtigt hejst: "Kære du som sværmer, lad alle jordens tyngende kræfter overvælde dig og lad lysten til at slappe af og sidde lunende varmt et øjeblik på jorden tvinge dig, bare så længe at jeg kan skyde dig godt med mit kamera. " Men i stedet kom der to mennesker gående imod mig og måleren. Det var en han og en hun, og de sagde hej og vadede bogstavelig talt lige ind i dyret, som det fløj rundt der foran mig. Besynderligt nok formåede jeg at bevare min selv-disciplin og nøjedes med at tænke: "Forbandet!", sådan at dukke op lige der i mit glory-moment og ødelægge det hele. For selvfølgelig ville den flyve ad helvede til nu. For det gør de jo. Altid. Altså på nær denne! For på mirakuløs vis valgte den bare at flyve uden om dem, og lidt efter netop at lande fint på jorden. Og så klik, klik og klik. Lille og mørk var den, men jeg formodede alligevel, at det var den mere almindelige parthenias. For det var trods alt mere realistisk. Jeg sendte den til Thomas for at vise at det endelig var lykkedes at se et dyr sidde. Den forsvandt for mig ind i underkrattet, lavt. Jeg troede, jeg så hvor den landede derinde, men det lykkedes den åbenbart at flyve væk. Men lavt altså. Ikke som de sædvanlige højdespringere, jeg normalt ser. Jeg kørte ned til Heksegryden og satte mig på bordet for at slappe af, og kikke billeder inden jeg skulle finde flere små brune. Var det mon den ene eller den anden. Jeg troede, jeg efterhånden havde nogenlunde styr på, hvordan man adskiller de to arter, og var mest overbevist om, at det var en parthenias, men da jeg så et billede på naturbasen, som Lars Andersen havde lagt op, og det dyr lignede mit meget, tillod jeg at lade tvivlen komme mig til gode. Kunne det mon alligevel være. Ikke at jeg kunne huske præcist hvor store de dyr jeg så sidste år havde været, men denne havde godt nok været lille, og det er velkendt at notha er notorisk mindre end parthenias. Jeg sendte min tvivl videre til Thomas, og efter lang tids tavshed, via Emil fra Bjerregård, så svarede han tilbage, at han var misundelig! Glad for min opdagelse, men fortsat en kende frustreret, for jeg manglede stadig den store åbenbaring i hvordan man, fra hoften, adskiller de to arter. Og det er det som mange eksperter gør på naturbasen. Skyder fra hoften, men uden at forklare hvorfor. Snobberi, arrogance, dovenskab eller ren magtliderlighed. I don't know. De lader til at være værre end fuglefolk til at holde på deres viden. Men ikke værre end de mexicanske fuglefolk, for hvem det er cool business at vide noget, som andre ikke gør. "Eh, soy licenciado. Sólo Dios y yo sabemos...Entonces, laname por favor!"
Måske det skal være mit kald i livet, at lave denne pædagogiske kobling til hvermands eje og forståelse. Jeg mener, nu da jeg har svært ved at finde noget meningsfuldt at lave her i livet til gavn for menneskene og heden. I hvert fald lægger jeg min viden og erfaring ud her på siden, under hver art, og der kan I så med tiden forlyste jer på forhåbenligt en klar og oplysende måde.
Det var en hun, som ses i opslaget. Og minsandten om ikke Lykkens Pamfilius kløede mig på ryggen næste dag også. I heksegryden stod jeg og talte med en herre som jeg havde anvist stedet som godt for sørgekåber, og mens vi stod og sniksnakkede, spottede han en lille brun sag. Først kunne jeg ikke se noget som helst, men kunne regne ud, hvad jeg skulle lede efter, hvis han havde ret. Og så fangede jeg den, på jorden lige ved bordet, og klik, klik og klik! Den fløj også væk lavt og ikke specielt hurtigt. Og det viste sig, at den var ensfarvet brun, hvilket er godt for en han, og så havde den kam-formede følehorn, og det gjorde den god for endnu en notha. I poplernes navn vi takker. Han og hun i fotoskabet, og endnu et skridt i klogskabens retning. Bilder jeg mig selv ind. Og sjovt nok endnu ingen Birkedagmålere set ordenligt i år. Endnu. April er ikke slut, så der er stadig mulighed. Dog har vi været begunstigede af høj sol i mange dage i denne periode, og det slår om nu, så hvor meget det påvirker flyvelysten, er ikke til at vide. Men nu begynder alle de andre dagsommerfugle at dukke op, så måske mit fokus langsomt drifter ud, og først anspores når vi igen runder de spæde aprildage til næste år...
Poppeldagmåler (notha) - Åh ja, måler, sværmer, ugle og alle de andre. Der er så mange af de natflyvende sommerfugle, at benene hurtigt ekser bare ved tanken om at skulle gøre en seriøs indsats for at komme til at se dem alle, eller bare de fleste. Men bjerge bestiges som bekendt et skridt ad gangen, så nu hvor jeg kan glæde mig over at have fået set og billeder af denne lille brune sag, så, hvem ved, hvor det ender en dag. Dagmåler hedder den dog ikke uden grund, og ej heller dens nære ven Birkedagmåleren (parthenias). De flyver netop om dagen, og bliver derved et naturligt punkt på listen, når man alligevel bevæger sig rundt i det aprilske forår for at opstøve årets første flyvere. Som jo kom sent i år i forhold til sidste år, pga. den kolde marts. Men disse to flyver nu, med gråpilen i blomst og inden der kommer blade på birk og de andre tidlige træer. Parthenias er mere almindelig end notha, men de flyver begge i Pinseskoven. Sidste år fik jeg fine billeder af parthenias, og læste op på sagen, og fandt derved ud af, at der også fandtes den sjældnere notha. Stadig i sin vorden, min interesse for den lepidoptiske verden, gled de naturligt i glemmebogen, indtil jeg mødte Thomas Larsen derude en dag, som også beskrevet andetsteds. Han var også ude efter disse, og så blev sporten vakt til live igen.
De er små og flyver hurtigt og gerne op og væk lige så snart de bliver forstyrret, så man skal være heldig at støde ind i dem, hvor de sidder eksponeret, på en sti eller enlige strå og blade. I modsætning til Sørgekåben, som har haft et forrygende forår (jeg så 9 dyr sidste år og er allerede nu oppe på hele 30 observationer), så er der dog ikke kommet meget ud af de mange timer, jeg har vadet rundt efter de to derude, og i Nordskoven i Kongelunden. Og mest flyvende-væk-dyr. Men så forleden, hvor det var dejlig varmt og læfuldt på Ilia-boulevarden, så sværmede der pludselig en lille sag rundt foran mig i en meters højde. Jeg var jo øjeblikkeligt klar over, at det drejede sig om en af de to, men i flugten evnede jeg ikke at bestemme den, så den indre bedestang blev hurtigt hejst: "Kære du som sværmer, lad alle jordens tyngende kræfter overvælde dig og lad lysten til at slappe af og sidde lunende varmt et øjeblik på jorden tvinge dig, bare så længe at jeg kan skyde dig godt med mit kamera. " Men i stedet kom der to mennesker gående imod mig og måleren. Det var en han og en hun, og de sagde hej og vadede bogstavelig talt lige ind i dyret, som det fløj rundt der foran mig. Besynderligt nok formåede jeg at bevare min selv-disciplin og nøjedes med at tænke: "Forbandet!", sådan at dukke op lige der i mit glory-moment og ødelægge det hele. For selvfølgelig ville den flyve ad helvede til nu. For det gør de jo. Altid. Altså på nær denne! For på mirakuløs vis valgte den bare at flyve uden om dem, og lidt efter netop at lande fint på jorden. Og så klik, klik og klik. Lille og mørk var den, men jeg formodede alligevel, at det var den mere almindelige parthenias. For det var trods alt mere realistisk. Jeg sendte den til Thomas for at vise at det endelig var lykkedes at se et dyr sidde. Den forsvandt for mig ind i underkrattet, lavt. Jeg troede, jeg så hvor den landede derinde, men det lykkedes den åbenbart at flyve væk. Men lavt altså. Ikke som de sædvanlige højdespringere, jeg normalt ser. Jeg kørte ned til Heksegryden og satte mig på bordet for at slappe af, og kikke billeder inden jeg skulle finde flere små brune. Var det mon den ene eller den anden. Jeg troede, jeg efterhånden havde nogenlunde styr på, hvordan man adskiller de to arter, og var mest overbevist om, at det var en parthenias, men da jeg så et billede på naturbasen, som Lars Andersen havde lagt op, og det dyr lignede mit meget, tillod jeg at lade tvivlen komme mig til gode. Kunne det mon alligevel være. Ikke at jeg kunne huske præcist hvor store de dyr jeg så sidste år havde været, men denne havde godt nok været lille, og det er velkendt at notha er notorisk mindre end parthenias. Jeg sendte min tvivl videre til Thomas, og efter lang tids tavshed, via Emil fra Bjerregård, så svarede han tilbage, at han var misundelig! Glad for min opdagelse, men fortsat en kende frustreret, for jeg manglede stadig den store åbenbaring i hvordan man, fra hoften, adskiller de to arter. Og det er det som mange eksperter gør på naturbasen. Skyder fra hoften, men uden at forklare hvorfor. Snobberi, arrogance, dovenskab eller ren magtliderlighed. I don't know. De lader til at være værre end fuglefolk til at holde på deres viden. Men ikke værre end de mexicanske fuglefolk, for hvem det er cool business at vide noget, som andre ikke gør. "Eh, soy licenciado. Sólo Dios y yo sabemos...Entonces, laname por favor!"
Måske det skal være mit kald i livet, at lave denne pædagogiske kobling til hvermands eje og forståelse. Jeg mener, nu da jeg har svært ved at finde noget meningsfuldt at lave her i livet til gavn for menneskene og heden. I hvert fald lægger jeg min viden og erfaring ud her på siden, under hver art, og der kan I så med tiden forlyste jer på forhåbenligt en klar og oplysende måde.
Det var en hun, som ses i opslaget. Og minsandten om ikke Lykkens Pamfilius kløede mig på ryggen næste dag også. I heksegryden stod jeg og talte med en herre som jeg havde anvist stedet som godt for sørgekåber, og mens vi stod og sniksnakkede, spottede han en lille brun sag. Først kunne jeg ikke se noget som helst, men kunne regne ud, hvad jeg skulle lede efter, hvis han havde ret. Og så fangede jeg den, på jorden lige ved bordet, og klik, klik og klik! Den fløj også væk lavt og ikke specielt hurtigt. Og det viste sig, at den var ensfarvet brun, hvilket er godt for en han, og så havde den kam-formede følehorn, og det gjorde den god for endnu en notha. I poplernes navn vi takker. Han og hun i fotoskabet, og endnu et skridt i klogskabens retning. Bilder jeg mig selv ind. Og sjovt nok endnu ingen Birkedagmålere set ordenligt i år. Endnu. April er ikke slut, så der er stadig mulighed. Dog har vi været begunstigede af høj sol i mange dage i denne periode, og det slår om nu, så hvor meget det påvirker flyvelysten, er ikke til at vide. Men nu begynder alle de andre dagsommerfugle at dukke op, så måske mit fokus langsomt drifter ud, og først anspores når vi igen runder de spæde aprildage til næste år...
2023-04-16
Vintervandnymfe - Så er guldsmedesæsonen startet. Tidligt, siger du, og det er jo sandt nok. For de fleste af vores arter starter først med at flyve i maj måned eller senere. Men vi har en art i vores område, som ikke opfører sig som de andre, og den kan man faktisk se hele året. Medfødt kølervæske gør, at denne art har udviklet sig til at overvintre som voksen, for derved at kunne udnytte årets første solrige dage til at komme på vingerne og parre sig. Vintervandnymfen.
Årets ambition er at få set alle de danske arter, som jeg ikke har set endnu, og denne vandnymfe, Sympecma fusca, stod for som en af de første på årets Tour de Odonata. Det er en sjælden art i Danmark idet den først er dukket op i løbet af de seneste 3 år. Og kun på Bornholm. Dog har den været i området i længere tid, idet den også findes mere stabilt i det sydlige Sverige, hvorfra de danske dyr nok er kommet fra. At arten er i spredning, også i Sverige, er der ingen tvivl om, og da den findes lige ovre på den anden side af Øresund, så er tanken selvfølgelig opstået, at det ville være retfærdigvis glædeligt, om jeg kunne finde den første i det centrale Danmark her på Amager. Desværre har vi nok ikke helt den rette habitat på øen. Men en enkelt forbistrejfer en dag hvor det skarpe øje er sat til, kunne måske alligevel gøre det.
Men ny art blev det altså for mig, for en uges tid siden. Desværre ikke den danske version, så der venter nok stadig en dagstur til det bornholmske i den nære fremtid. Det var en svensker. Vi var taget til Skåne for at se efter Østlig og Kirsebærtakvinger. Dagsommerfugle som flyver nu i samme overvintringsregime som vandnymfen. Tidligt ud og parre sig. Vi var, Thomas Larsen og Elin Elmsted og pibedyret der underskribler her. Igen i år var det mest Thomas' projekt. Han fik dem jo ikke sidste år. De to havde været afsted ugen før og fået den østlige, men ikke kirsebærret, så jeg var glad for invitationen til at forsøge igen ugen efter. Jeg havde godt set at der allerede var blevet meldt flere vandnymfer ud i det svenske, men var helt på det rene med, at det ikke var det vi skulle koncentrere os om denne dag. Jeg ville da også gerne have de to takvinger, og som sagt, så var planen jo, at få vandnymfen senere på året på Bornholm. Sommerfugle i det skånske. Dejligt. Bare at komme væk fra Amager en stund, var skønt. Bare at komme til Sverige. Altid en glædelig affære. Man ånder ligesom lidt lettere derovre. I det mindste hvis man holder sig til naturen, og styrer uden om de mest fanatiske folkehemsrabiater og ligesindede indvandrerabanesere.
Venestad ved Kristianstad var målet, og da vi nåede frem, efter at kombinationen iphone-googleMapsGPS havde ledt os vildt ud på kanten af Hammarsjön, hvor vi dog så to fine storke på rede, så var de andre to hurtigt i gang langs stien, mens jeg lige skulle ordne udstyret. Og så kaldte Elin, før jeg var klar. Jeg skulle komme, men jeg kunne høre hvorfor. Så jeg luntede. Men jeg skulle komme nu, kunne jeg forstå på hendes fagter, og fortsat uden at vide hvad jeg kiggede efter, pegede hun på stenrækken langs stien, og så kunne jeg se en, men ikke den anden. Men jo. To vandnymfer. Vi havde lige talt om dem i bilen, og at den var en jeg gerne ville se, og så ud af det usandsynlige blå var den der. De varmede sig tydeligvis på stenene. En udbredt adfærd tidligt på sæsonen, tænker jeg, for jeg kunne se det samme på de billeder på artportalen.se som var lagt op for nylig. Ellers har jeg kun set billeder af arten på strå. Var jeg glad? Jeg var glad. Totalt uundseelig art. Brunlig uden noget som helst lir eller blær over sig. Men så fascinerende, for hvis de bare sidder og sidder, så blev jeg nu helt klar over, at de kan være umulige at opdage! De falder fuldstændigt i med baggrunden, hvis ikke de sidder på noget lyst og ensfarvet, og det gør de jo nok sjældent, styret af naturlige overlevelsesinstinkter. Frankfurterhalle på svensk, og ned og ligge på skrå ind over stenene stak. Begge dyr var hanner, hvilket vist nok passer fint med at man ikke ser så mange hunner, og vel ikke i starten af flyvetiden, hvor hannerne lige skal have fundet et godt sted at holde til. Om det er normalt at der sidder to hanner så tæt sammen, ved jeg endnu ikke, men jeg kan godt forestille mig, at de lige var kommet i gang med at flyve. Desværre forsvandt de ret hurtigt. Og selv om vi gik frem og tilbage mange gange langs stien, så så vi dem ikke igen, eller andre for den sags skyld. Til gengæld fik vi en Østlig Takvinge og Thomas fandt et par parrende Birkespindere, og så var alle glæde. Senere blev vi endnu mere glade, men det er en anden historie!
Vintervandnymfe - Så er guldsmedesæsonen startet. Tidligt, siger du, og det er jo sandt nok. For de fleste af vores arter starter først med at flyve i maj måned eller senere. Men vi har en art i vores område, som ikke opfører sig som de andre, og den kan man faktisk se hele året. Medfødt kølervæske gør, at denne art har udviklet sig til at overvintre som voksen, for derved at kunne udnytte årets første solrige dage til at komme på vingerne og parre sig. Vintervandnymfen.
Årets ambition er at få set alle de danske arter, som jeg ikke har set endnu, og denne vandnymfe, Sympecma fusca, stod for som en af de første på årets Tour de Odonata. Det er en sjælden art i Danmark idet den først er dukket op i løbet af de seneste 3 år. Og kun på Bornholm. Dog har den været i området i længere tid, idet den også findes mere stabilt i det sydlige Sverige, hvorfra de danske dyr nok er kommet fra. At arten er i spredning, også i Sverige, er der ingen tvivl om, og da den findes lige ovre på den anden side af Øresund, så er tanken selvfølgelig opstået, at det ville være retfærdigvis glædeligt, om jeg kunne finde den første i det centrale Danmark her på Amager. Desværre har vi nok ikke helt den rette habitat på øen. Men en enkelt forbistrejfer en dag hvor det skarpe øje er sat til, kunne måske alligevel gøre det.
Men ny art blev det altså for mig, for en uges tid siden. Desværre ikke den danske version, så der venter nok stadig en dagstur til det bornholmske i den nære fremtid. Det var en svensker. Vi var taget til Skåne for at se efter Østlig og Kirsebærtakvinger. Dagsommerfugle som flyver nu i samme overvintringsregime som vandnymfen. Tidligt ud og parre sig. Vi var, Thomas Larsen og Elin Elmsted og pibedyret der underskribler her. Igen i år var det mest Thomas' projekt. Han fik dem jo ikke sidste år. De to havde været afsted ugen før og fået den østlige, men ikke kirsebærret, så jeg var glad for invitationen til at forsøge igen ugen efter. Jeg havde godt set at der allerede var blevet meldt flere vandnymfer ud i det svenske, men var helt på det rene med, at det ikke var det vi skulle koncentrere os om denne dag. Jeg ville da også gerne have de to takvinger, og som sagt, så var planen jo, at få vandnymfen senere på året på Bornholm. Sommerfugle i det skånske. Dejligt. Bare at komme væk fra Amager en stund, var skønt. Bare at komme til Sverige. Altid en glædelig affære. Man ånder ligesom lidt lettere derovre. I det mindste hvis man holder sig til naturen, og styrer uden om de mest fanatiske folkehemsrabiater og ligesindede indvandrerabanesere.
Venestad ved Kristianstad var målet, og da vi nåede frem, efter at kombinationen iphone-googleMapsGPS havde ledt os vildt ud på kanten af Hammarsjön, hvor vi dog så to fine storke på rede, så var de andre to hurtigt i gang langs stien, mens jeg lige skulle ordne udstyret. Og så kaldte Elin, før jeg var klar. Jeg skulle komme, men jeg kunne høre hvorfor. Så jeg luntede. Men jeg skulle komme nu, kunne jeg forstå på hendes fagter, og fortsat uden at vide hvad jeg kiggede efter, pegede hun på stenrækken langs stien, og så kunne jeg se en, men ikke den anden. Men jo. To vandnymfer. Vi havde lige talt om dem i bilen, og at den var en jeg gerne ville se, og så ud af det usandsynlige blå var den der. De varmede sig tydeligvis på stenene. En udbredt adfærd tidligt på sæsonen, tænker jeg, for jeg kunne se det samme på de billeder på artportalen.se som var lagt op for nylig. Ellers har jeg kun set billeder af arten på strå. Var jeg glad? Jeg var glad. Totalt uundseelig art. Brunlig uden noget som helst lir eller blær over sig. Men så fascinerende, for hvis de bare sidder og sidder, så blev jeg nu helt klar over, at de kan være umulige at opdage! De falder fuldstændigt i med baggrunden, hvis ikke de sidder på noget lyst og ensfarvet, og det gør de jo nok sjældent, styret af naturlige overlevelsesinstinkter. Frankfurterhalle på svensk, og ned og ligge på skrå ind over stenene stak. Begge dyr var hanner, hvilket vist nok passer fint med at man ikke ser så mange hunner, og vel ikke i starten af flyvetiden, hvor hannerne lige skal have fundet et godt sted at holde til. Om det er normalt at der sidder to hanner så tæt sammen, ved jeg endnu ikke, men jeg kan godt forestille mig, at de lige var kommet i gang med at flyve. Desværre forsvandt de ret hurtigt. Og selv om vi gik frem og tilbage mange gange langs stien, så så vi dem ikke igen, eller andre for den sags skyld. Til gengæld fik vi en Østlig Takvinge og Thomas fandt et par parrende Birkespindere, og så var alle glæde. Senere blev vi endnu mere glade, men det er en anden historie!
2022-10-16
Klap klap klap! Lad os lige stoppe igen og kigge på tallene. De dejlige milde dage her midt i oktober har gjort det sjovt at være fuglekigger på Amager. Den tolvte løb der en fysisk melding ud af munden på Thomas Hellesen, da vi krydsede hinanden på Granatvej. Om at morgenens jagtfalk fra sydvestpynten, befandt sig ude i reservatet. - !!! -Jeg vidste jo hverken om det ene eller andet, da jeg ikke får beskeder. Hverken via de officielle systemer eller direkte fra hestens egen mule, alias De Gamle Mænd på Pynten.
Jeg havde egentlig besluttet mig for, at dagens rundtur skulle foregå i et roligt tempo, uden at komme til at svede. For at spare på energien, som vi jo alle skal i disse krigsuforløste tider. Men den beslutning blev naturligvis annulleret med øjeblikkelig virkning. For det sker jo: Det ene øjeblik er den der. Det næste er den væk. Puf! Ikke mere end et sekund tager det. Så selv om det var meget sandsynligt, at falken havde slået sig fint ned, i det mindste for denne dag, så er det at friste skæbnen unødigt at tage det gelinde i sådan en situation. Og godt nok var det 'kun' en årsart, men alligevel. Det var en ret stor årsart. Billedligt og bogstaveligt. For det var intet mindre end 34 år siden, at jeg sidst havde set en sådan på Amager. Det skal man reagere på.
Jeg havde dog ikke skop med, så for at få noget konstruktivt ud af mine anstrengelser krævede det, at heldet var med mig. Ikke bare at fuglen skulle være der, men også at der skulle være andre ude i tårnet, som havde skop med, og som ville lade mig få et kig, i fald at vi fandt fuglen. Thomas havde haft den lige ud for mellemtårnet. Man skulle nok kunne finde den der i håndkikkert, men de ædlere detaljer ville kræve en lidt kraftigere forstørrelse.
Sveden sprøjtede ud af alle lemmer og porer, da jeg kæmpede mig op ad trappen til tårnet. Der stod en ældre mand derinde. Med skop. Gracias a Dios! Han var ikke helt på højde med en jagtfalk, men jeg forklarede ham situationen, og fik lov at tage et kig i ny og næ, når jeg fandt noget som så brugbart ud. Desværre blev det kun til en vandrefalk og en musvåge på en pæl. Den ville let kunne være på størrelse med den sidstnævnte, så hvis den var der, var jeg ret sikker på, at jeg ville opdage den. Og det gjorde jeg altså ikke.
Lidt efter dukkede SKR op. En af Pyntens Gamle Mænd, og som havde været med på obsen om morgenen. Han ville lige prøve, om det var muligt at få fuglen bedre at se herfra. Den anden ældre mand fortrak lidt efter, helt i tråd med hans manglende ambitioner i forhold til jagtfalke. Der kom flere folk til. Så vi var 4-5 stykker. Men fuglen ville ikke lade sig se. Men så fløj der pludselig en større falk rundt ud foran tårnet. Den skabte ravage, og vi håbede. Dog blev det hurtigt klart, at det var en ung vandrefalk. Mørk og spidsvinget. For skarp og adræt i forhold til den store nordbo. Derfra gik der en rum tid endnu, og intet skete.
Tårnet er ikke ideelt til at skulle skanne omgivelserne på grund af den meget begrænsede plads. Skoper og mennesker kejter rundt mellem hinanden, og alle vinduesrammerne spærrer udsynet i mange retninger. Så det var faktisk kun ved et lille svineheld, at det lykkedes mig at spotte en større falk som fløj lidt oppe til venstre for tårnet. Jeg havde lænet mig ud af vinduet, og der var den. Jeg adviserede de andre, og de kunne pludselig se, at den befandt sig sammen med en vandrefalk, og at den var meget større! Det var den. Puha hvor flot. Den var dog ret langt væk, og det var ikke muligt at se detaljer. Efter at den blev træt af at flyve rundt med vandrefalken, dykkede den ned mod jorden, og vi troede, at vi så den lande et sted ud for nordtårnet. Ude af syne, men med en pejling på retningen, så vi skulle nok få den, hvis den lettede igen. Dette skete bare ikke. Og heller ikke selv om der pludselig befandt sig to mennesker ude i området, som gik rundt og samlede euforiserende svampe, helt sikkert. De gik præcist forbi der, hvor vi havde mistet falken, og hvis den havde været der, ville den helt sikkert flyve op nu. Det gjorde den bare ikke. Så den var væk. Igen. De andre havde været nærmest begejstrede over at have set fuglen, selv på så stor afstand, men jeg, som kun havde set det i håndkikkert, var ikke helt på linje med deres udbrud. Jeg ville have den tættere på. Og det fik jeg. I skoperne kunne de andre pludselig se, at der var røre der ude i samme område som før, og der sad den så. En falk som virkede ret lys på brystet. Det første kig jeg fik, overbeviste mig dog ikke om, at det var den. Jeg tænkte, at det var den gamle vandrefalk, som vi også havde set. Men så fik jeg en bedre kig lidt efter, og der kunne jeg se hovedtegningen, og det var ikke en vandrefalk!
I forskellige etaper nåede vi alle op til nordtårnet. Mig først, og jeg kunne i første omgang ikke se andet end den gamle vandrefalk. Uhh, så havde vi måske alligevel taget fejl. Men så skannede jeg forbi en stor sten, hvorpå der sad en krage. Og så flere krager rundt om. Og pludselig materialiserede der sig en jagtfalk ud af de tørre jordfarver nedenfor stenen. Stor beige og brunlig hoppede den rundt i konstante forsøg på at holde de næsvise krager på afstand. Modsat var vi meget glade over nu at kunne sige uden tvivl, at vi havde set en jagtfalk. Og lidt efter blev vi nærmest begejstrede!
Fuglen fløj til sidst væk fra kragerne ned mod diget nord for os, hvor vi mistede den igen. Men så pludselig kunne dem som stod i forreste række, og kiggede imod nord, se en større mørk fugl komme flyvende lavt langs diget. Ned mod os. Og i løbet af nogle få øjeblikke kom den strygende tæt forbi os og slog her et slag ind over området før den satte sig på en sten. Den smukke unge Jagtfalk.
Som det kan ses, er mine billeder af beskeden men brugbar kvalitet til at bestemme og fornemme dyret. Men i øjeblikket var det en lille trøst, fordi en af de andre, en yngre gut af samme navn som mig, havde investeret i den store udgave af Sony's spejlløse fuglefoto linje, og de billeder gjorde det umuligt ikke at blive imponeret. Klokkeklart og meget fine detaljer på fuglen selv om den var 50-100 meter væk. "Moi aussi...hvad du ønsker skal du få..!"
Senere tog den endnu en rundtur tæt på, inden den fløj ned mod midtertårnet, hvor den satte sig på en sten ud for. Det tog sin tid at få den, men at vi fik den, og måden vi fik den på gjorde det til en af de store oplevelser, og der er kun at sige Storslået og tak for den!
I skrivende stund, den 16. oktober, er fuglen væk igen. Den blev set både 13. og 14. oktober. Den 14. tog den først en tur ud mod aflandshage, men vendte tilbage til klydesøen, hvorpå nogle så den flyve sydpå igen, og derved åbenbart forsvandt helt, for den blev ikke set i går den 15. Ærgerligt med et så kort visit. Det ville have været fantastisk at kunne nyde den gennem hele vinteren. Men det er jo en stærk flyver, og taget i betragtning at området, både hvad angår mad og muligheder for rast angår, nærmest er perfekt, er der da en mulighed for, at den dukker op igen.
Så det var en fin art i disse skønne oktoberdage. Nummer 207 i år.
Og den næste gode art kom i går den 15., da det lykkedes mig at finde en Stor Tornskade i det klassiske området ved cyklebroen syd for Fasanskoven. Den sad i et af de udgåede birketræer ,og så helt almindelig og lækker ud. Jeg har haft den her flere år. Det virker som et naturligt rastested for dem på deres vej over Amager, før de krydser kalveboderne.
Så derved nåede jeg nærmest smerteløst op på sidste års total allerede midt i oktober! Så nu er der fri leg resten af året. Men med et første øje på de 210 som kan komme hurtigere, end man ved af det. For eksempel lader det til, at der er flere gråsiskener i omløb end tidligere år, og det skulle i så fald vel ikke være helt umuligt, at en Hvidsisken skulle kunne komme med ned. Bare for at forudse en enkelt (ser at Gedser fuglestation melder om 10 trækkende grønlandske gråsiskener, rostrata, så ikke helt i skoven).
Men det var ikke kun tællebare fugle, som gjorde disse oktoberdage nævneværdige. Rent faktisk havde jeg et par andre oplevelser, som jeg vil kalde mere interessante og vigtigere i min ornitologiske fuglekiggerkarriere.
Den 14. støvede jeg igen rundt ovre ved cykelbroen og videre mod kalvebodbroen, hvor jeg løbende afspillede det effektive alarmkald af Plumbeous Vireo (det danske navn for arten er helt galt afmarcheret, og jeg nægter at bruge det). Dette kald har vist sig meget effektivt, også på denne side af atlanten, i forhold til at tiltrække nysgerrige småfugle, som lige skal sikre sig, at der ikke sidder en eller anden uventet rovfugl i nabolaget. Det er mest mejserne og phyllerne som reagerer, mens rødhalsene synes at være ret ligeglade.
Og så mens jeg stod og afspillede lyden for enden af Svenskeholmvej, neden for motorvejen, kom der pludselig en interessant lille fugl til syne. Jeg kunne i første omgang kun se hovedet, det var ret brunligt og havde et ret langt og kraftigt lyst øjenbryn. Straks tænkte jeg, en af de sjældnere vingebånds-phylloscopusser, men da hele fugle kom til syne, var der ikke nogen bånd at se på vingerne. De var bare ensfarvede som man ville se det på en gransanger eller en løvsanger. Dog lignede den ikke de normale fugle, som bevæger sig igennem vores område. Og med disse facts i hånden bør man nå frem til den formodning, at det så kan dreje sig om en tristis-gransager, altså den sibiriske race. Jeg afprøvede flere forskellige arters stemmer, men først da jeg spillede sang og kald af tristis reagerede fuglen. Den blev meget ivrig og bevægede sig frem og tilbage i busken, helt klart påvirket af det, den hørte. Desværre afgav den ingen lyde, men baseret på denne adfærd og fuglens generelle udseende, vælger jeg at kalde den en tristis! Vurder selv her.
Tristis-racen er ny for mig, bør jeg nok lige nævne for at sætte historien i perspektiv. Og selv om den ikke tæller som en rigtig art, tæller denne oplevelse rigtig meget i den personlige lærdomskategori. Altid fedt at få nye fugle og former under huden.
Og det havde jeg faktisk næsten også fået et lille time tidligere, da jeg kom cyklende på Fasanskovvej ude i det åbne, i nordenden af Nordre Klapper. Der lå en rovfugl oppe over det åbne land og kredsede, og da jeg satte kikkerten på, viste det sig at være en falk. Men den så mærkelig ud. Meget langhalet og langvinget. Den lugtede af noget, jeg ikke havde set før, men lyset var helt imod og afstanden stor, så jeg kom aldrig til en bedre konklusion end "Sandsynligvis". Men se selv her i det beskedne billedmateriale jeg fik ud af oplevelsen.
Jeg betragter mig hermed som fuldgyldigt medlem af Klubben for Fuglekiggere med Ubekræftede Observationer af Eleonarafalke i Danmark! Der er nogen stykker...
Herefter dukkede tristisen som skrevet op, og derfra tænkte jeg, at jeg ville køre til Villahøj, for at se om jeg kunne genfinde den mystiske guldsmed fra dagen før. På de få billeder jeg nåede at få taget før den forsvandt, ligner den grangiveligt en Plettet Smaragdlibel. Men det er alt for sent for den art nu, så det må være en anden. Og den eneste sandsynlige i vores område på dette tidspunkt er Efterårsmosaikguldsmed. Jeg er dog ret sikker på, at det ikke var en sådan. Eller i hvert fald ikke et almindeligt udseende dyr. Desværre lykkedes det ikke at genfinde den, så den sag forbliver formentlig uoplyst. Jeg prøvede godt nok at poste den på naturbasen.dk, men har kun fået et forudsigeligt svar tilbage fra en, som jeg ikke er overbevist om, ved nok om guldsmede til at kunne give et kvalificeret svar.
Herfra trillede jeg ned ad bakken, og kørte mod krydset Granatvej x Svenskeholmvej. Der hvor jeg sidste år blotlagde min fejlbarlighed for hele fugledanmark, da jeg meldte en rørsanger ud som en Schwartz's Løvsanger. Og, over for nogle få skarpe hjerner, undervejs fik blandet en Lille Gulbug ind i uredeligheden også!
Jeg er vel kommet over det nu, men det sidder da alligevel i baghovedet og prikker, hver gang jeg kører forbi stedet. Og mere nu, da det var i disse efterårsdage at det skete. Men det er jo et godt råd, at konfrontere sig med smerten, og gå ind i den, så den langsomt forsvinder ud i det illusoriske ingenting, hvor den retteligt hører hjemme. Alt i vej for at vende tilbage til sit ubundne åndelige ophav, om man vil. [indskudt sidebemærking].
Så jeg tog en tur frem og tilbage langs granatvej foran skoven, uden dog at støde på noget særligt. Ingen mistænkelige lyde som kunne provokere fantasien.. Altså ikke før, at der lige før at jeg besluttede at køre hjem, lød et afdæmpet men klart metallisk peep henne fra hjørnet ved Ottehøjevej. Det blev gentaget flere gange, og allerede inden jeg nåede frem til fuglen, var jeg overbevist om, at det var en tristis! Kyllingelyden havde jeg jo lige afspillet flere gange tidligere, men selv om det ikke havde været tilfældet, tror jeg, at jeg ville have studset over lyden. De andre småfugle, særligt blåmejserne, laver også den slags lyde, men de har alligevel altid en anden kvalitet over sig. De her kald kom enkeltvis og med sekunder imellem. Distinkte uden trang til sludder og fnidder. Og der sad den så. Eller snarere flagrede rundt i ivrig jagt efter insekter. Og den var på ingen måde sky. Frit fremme fortsatte den med sit gøremål, mens jeg kunne klikke løs på den, på 2 meters afstand.
Lad os bare kalde den min første rigtige tristis. Variationen blandt phylloscopus-individer er stor, og i dette tilfældet har det vist sig nødvendigt, at man i hvert fald hører fuglen. Almindelig gransanger har på ingen måde dette kald, og skulle man gå efter stemmen alene, tænker jeg, at der er basis for at skille tristis ud som en selvstændig art. Sangen er nemlig også meget forskellig fra det kendte "chip-chap" som vores gransangere har. Og måske afviger de også tilpas meget udseende-mæssigt. De virkede begge ret storhovedede. Måske fordi de er lysere i ansigtet og i nakken, uden grønne og gule nuancer. Men det er selvfølgelig for tidligt for mig at konkludere noget i den retning.
Uden at være et mega-hit, kan man måske alligevel godt tolke at denne oplevelse var en artig belønning fra oven for at have accepteret min fejlbestemmelse fra året før uden så mange dårlige undskyldninger! Og for at vende tilbage til stedet med friskt mod og lyst til fortsat at finde og nyde fuglene...
Enjoy!
Klap klap klap! Lad os lige stoppe igen og kigge på tallene. De dejlige milde dage her midt i oktober har gjort det sjovt at være fuglekigger på Amager. Den tolvte løb der en fysisk melding ud af munden på Thomas Hellesen, da vi krydsede hinanden på Granatvej. Om at morgenens jagtfalk fra sydvestpynten, befandt sig ude i reservatet. - !!! -Jeg vidste jo hverken om det ene eller andet, da jeg ikke får beskeder. Hverken via de officielle systemer eller direkte fra hestens egen mule, alias De Gamle Mænd på Pynten.
Jeg havde egentlig besluttet mig for, at dagens rundtur skulle foregå i et roligt tempo, uden at komme til at svede. For at spare på energien, som vi jo alle skal i disse krigsuforløste tider. Men den beslutning blev naturligvis annulleret med øjeblikkelig virkning. For det sker jo: Det ene øjeblik er den der. Det næste er den væk. Puf! Ikke mere end et sekund tager det. Så selv om det var meget sandsynligt, at falken havde slået sig fint ned, i det mindste for denne dag, så er det at friste skæbnen unødigt at tage det gelinde i sådan en situation. Og godt nok var det 'kun' en årsart, men alligevel. Det var en ret stor årsart. Billedligt og bogstaveligt. For det var intet mindre end 34 år siden, at jeg sidst havde set en sådan på Amager. Det skal man reagere på.
Jeg havde dog ikke skop med, så for at få noget konstruktivt ud af mine anstrengelser krævede det, at heldet var med mig. Ikke bare at fuglen skulle være der, men også at der skulle være andre ude i tårnet, som havde skop med, og som ville lade mig få et kig, i fald at vi fandt fuglen. Thomas havde haft den lige ud for mellemtårnet. Man skulle nok kunne finde den der i håndkikkert, men de ædlere detaljer ville kræve en lidt kraftigere forstørrelse.
Sveden sprøjtede ud af alle lemmer og porer, da jeg kæmpede mig op ad trappen til tårnet. Der stod en ældre mand derinde. Med skop. Gracias a Dios! Han var ikke helt på højde med en jagtfalk, men jeg forklarede ham situationen, og fik lov at tage et kig i ny og næ, når jeg fandt noget som så brugbart ud. Desværre blev det kun til en vandrefalk og en musvåge på en pæl. Den ville let kunne være på størrelse med den sidstnævnte, så hvis den var der, var jeg ret sikker på, at jeg ville opdage den. Og det gjorde jeg altså ikke.
Lidt efter dukkede SKR op. En af Pyntens Gamle Mænd, og som havde været med på obsen om morgenen. Han ville lige prøve, om det var muligt at få fuglen bedre at se herfra. Den anden ældre mand fortrak lidt efter, helt i tråd med hans manglende ambitioner i forhold til jagtfalke. Der kom flere folk til. Så vi var 4-5 stykker. Men fuglen ville ikke lade sig se. Men så fløj der pludselig en større falk rundt ud foran tårnet. Den skabte ravage, og vi håbede. Dog blev det hurtigt klart, at det var en ung vandrefalk. Mørk og spidsvinget. For skarp og adræt i forhold til den store nordbo. Derfra gik der en rum tid endnu, og intet skete.
Tårnet er ikke ideelt til at skulle skanne omgivelserne på grund af den meget begrænsede plads. Skoper og mennesker kejter rundt mellem hinanden, og alle vinduesrammerne spærrer udsynet i mange retninger. Så det var faktisk kun ved et lille svineheld, at det lykkedes mig at spotte en større falk som fløj lidt oppe til venstre for tårnet. Jeg havde lænet mig ud af vinduet, og der var den. Jeg adviserede de andre, og de kunne pludselig se, at den befandt sig sammen med en vandrefalk, og at den var meget større! Det var den. Puha hvor flot. Den var dog ret langt væk, og det var ikke muligt at se detaljer. Efter at den blev træt af at flyve rundt med vandrefalken, dykkede den ned mod jorden, og vi troede, at vi så den lande et sted ud for nordtårnet. Ude af syne, men med en pejling på retningen, så vi skulle nok få den, hvis den lettede igen. Dette skete bare ikke. Og heller ikke selv om der pludselig befandt sig to mennesker ude i området, som gik rundt og samlede euforiserende svampe, helt sikkert. De gik præcist forbi der, hvor vi havde mistet falken, og hvis den havde været der, ville den helt sikkert flyve op nu. Det gjorde den bare ikke. Så den var væk. Igen. De andre havde været nærmest begejstrede over at have set fuglen, selv på så stor afstand, men jeg, som kun havde set det i håndkikkert, var ikke helt på linje med deres udbrud. Jeg ville have den tættere på. Og det fik jeg. I skoperne kunne de andre pludselig se, at der var røre der ude i samme område som før, og der sad den så. En falk som virkede ret lys på brystet. Det første kig jeg fik, overbeviste mig dog ikke om, at det var den. Jeg tænkte, at det var den gamle vandrefalk, som vi også havde set. Men så fik jeg en bedre kig lidt efter, og der kunne jeg se hovedtegningen, og det var ikke en vandrefalk!
I forskellige etaper nåede vi alle op til nordtårnet. Mig først, og jeg kunne i første omgang ikke se andet end den gamle vandrefalk. Uhh, så havde vi måske alligevel taget fejl. Men så skannede jeg forbi en stor sten, hvorpå der sad en krage. Og så flere krager rundt om. Og pludselig materialiserede der sig en jagtfalk ud af de tørre jordfarver nedenfor stenen. Stor beige og brunlig hoppede den rundt i konstante forsøg på at holde de næsvise krager på afstand. Modsat var vi meget glade over nu at kunne sige uden tvivl, at vi havde set en jagtfalk. Og lidt efter blev vi nærmest begejstrede!
Fuglen fløj til sidst væk fra kragerne ned mod diget nord for os, hvor vi mistede den igen. Men så pludselig kunne dem som stod i forreste række, og kiggede imod nord, se en større mørk fugl komme flyvende lavt langs diget. Ned mod os. Og i løbet af nogle få øjeblikke kom den strygende tæt forbi os og slog her et slag ind over området før den satte sig på en sten. Den smukke unge Jagtfalk.
Som det kan ses, er mine billeder af beskeden men brugbar kvalitet til at bestemme og fornemme dyret. Men i øjeblikket var det en lille trøst, fordi en af de andre, en yngre gut af samme navn som mig, havde investeret i den store udgave af Sony's spejlløse fuglefoto linje, og de billeder gjorde det umuligt ikke at blive imponeret. Klokkeklart og meget fine detaljer på fuglen selv om den var 50-100 meter væk. "Moi aussi...hvad du ønsker skal du få..!"
Senere tog den endnu en rundtur tæt på, inden den fløj ned mod midtertårnet, hvor den satte sig på en sten ud for. Det tog sin tid at få den, men at vi fik den, og måden vi fik den på gjorde det til en af de store oplevelser, og der er kun at sige Storslået og tak for den!
I skrivende stund, den 16. oktober, er fuglen væk igen. Den blev set både 13. og 14. oktober. Den 14. tog den først en tur ud mod aflandshage, men vendte tilbage til klydesøen, hvorpå nogle så den flyve sydpå igen, og derved åbenbart forsvandt helt, for den blev ikke set i går den 15. Ærgerligt med et så kort visit. Det ville have været fantastisk at kunne nyde den gennem hele vinteren. Men det er jo en stærk flyver, og taget i betragtning at området, både hvad angår mad og muligheder for rast angår, nærmest er perfekt, er der da en mulighed for, at den dukker op igen.
Så det var en fin art i disse skønne oktoberdage. Nummer 207 i år.
Og den næste gode art kom i går den 15., da det lykkedes mig at finde en Stor Tornskade i det klassiske området ved cyklebroen syd for Fasanskoven. Den sad i et af de udgåede birketræer ,og så helt almindelig og lækker ud. Jeg har haft den her flere år. Det virker som et naturligt rastested for dem på deres vej over Amager, før de krydser kalveboderne.
Så derved nåede jeg nærmest smerteløst op på sidste års total allerede midt i oktober! Så nu er der fri leg resten af året. Men med et første øje på de 210 som kan komme hurtigere, end man ved af det. For eksempel lader det til, at der er flere gråsiskener i omløb end tidligere år, og det skulle i så fald vel ikke være helt umuligt, at en Hvidsisken skulle kunne komme med ned. Bare for at forudse en enkelt (ser at Gedser fuglestation melder om 10 trækkende grønlandske gråsiskener, rostrata, så ikke helt i skoven).
Men det var ikke kun tællebare fugle, som gjorde disse oktoberdage nævneværdige. Rent faktisk havde jeg et par andre oplevelser, som jeg vil kalde mere interessante og vigtigere i min ornitologiske fuglekiggerkarriere.
Den 14. støvede jeg igen rundt ovre ved cykelbroen og videre mod kalvebodbroen, hvor jeg løbende afspillede det effektive alarmkald af Plumbeous Vireo (det danske navn for arten er helt galt afmarcheret, og jeg nægter at bruge det). Dette kald har vist sig meget effektivt, også på denne side af atlanten, i forhold til at tiltrække nysgerrige småfugle, som lige skal sikre sig, at der ikke sidder en eller anden uventet rovfugl i nabolaget. Det er mest mejserne og phyllerne som reagerer, mens rødhalsene synes at være ret ligeglade.
Og så mens jeg stod og afspillede lyden for enden af Svenskeholmvej, neden for motorvejen, kom der pludselig en interessant lille fugl til syne. Jeg kunne i første omgang kun se hovedet, det var ret brunligt og havde et ret langt og kraftigt lyst øjenbryn. Straks tænkte jeg, en af de sjældnere vingebånds-phylloscopusser, men da hele fugle kom til syne, var der ikke nogen bånd at se på vingerne. De var bare ensfarvede som man ville se det på en gransanger eller en løvsanger. Dog lignede den ikke de normale fugle, som bevæger sig igennem vores område. Og med disse facts i hånden bør man nå frem til den formodning, at det så kan dreje sig om en tristis-gransager, altså den sibiriske race. Jeg afprøvede flere forskellige arters stemmer, men først da jeg spillede sang og kald af tristis reagerede fuglen. Den blev meget ivrig og bevægede sig frem og tilbage i busken, helt klart påvirket af det, den hørte. Desværre afgav den ingen lyde, men baseret på denne adfærd og fuglens generelle udseende, vælger jeg at kalde den en tristis! Vurder selv her.
Tristis-racen er ny for mig, bør jeg nok lige nævne for at sætte historien i perspektiv. Og selv om den ikke tæller som en rigtig art, tæller denne oplevelse rigtig meget i den personlige lærdomskategori. Altid fedt at få nye fugle og former under huden.
Og det havde jeg faktisk næsten også fået et lille time tidligere, da jeg kom cyklende på Fasanskovvej ude i det åbne, i nordenden af Nordre Klapper. Der lå en rovfugl oppe over det åbne land og kredsede, og da jeg satte kikkerten på, viste det sig at være en falk. Men den så mærkelig ud. Meget langhalet og langvinget. Den lugtede af noget, jeg ikke havde set før, men lyset var helt imod og afstanden stor, så jeg kom aldrig til en bedre konklusion end "Sandsynligvis". Men se selv her i det beskedne billedmateriale jeg fik ud af oplevelsen.
Jeg betragter mig hermed som fuldgyldigt medlem af Klubben for Fuglekiggere med Ubekræftede Observationer af Eleonarafalke i Danmark! Der er nogen stykker...
Herefter dukkede tristisen som skrevet op, og derfra tænkte jeg, at jeg ville køre til Villahøj, for at se om jeg kunne genfinde den mystiske guldsmed fra dagen før. På de få billeder jeg nåede at få taget før den forsvandt, ligner den grangiveligt en Plettet Smaragdlibel. Men det er alt for sent for den art nu, så det må være en anden. Og den eneste sandsynlige i vores område på dette tidspunkt er Efterårsmosaikguldsmed. Jeg er dog ret sikker på, at det ikke var en sådan. Eller i hvert fald ikke et almindeligt udseende dyr. Desværre lykkedes det ikke at genfinde den, så den sag forbliver formentlig uoplyst. Jeg prøvede godt nok at poste den på naturbasen.dk, men har kun fået et forudsigeligt svar tilbage fra en, som jeg ikke er overbevist om, ved nok om guldsmede til at kunne give et kvalificeret svar.
Herfra trillede jeg ned ad bakken, og kørte mod krydset Granatvej x Svenskeholmvej. Der hvor jeg sidste år blotlagde min fejlbarlighed for hele fugledanmark, da jeg meldte en rørsanger ud som en Schwartz's Løvsanger. Og, over for nogle få skarpe hjerner, undervejs fik blandet en Lille Gulbug ind i uredeligheden også!
Jeg er vel kommet over det nu, men det sidder da alligevel i baghovedet og prikker, hver gang jeg kører forbi stedet. Og mere nu, da det var i disse efterårsdage at det skete. Men det er jo et godt råd, at konfrontere sig med smerten, og gå ind i den, så den langsomt forsvinder ud i det illusoriske ingenting, hvor den retteligt hører hjemme. Alt i vej for at vende tilbage til sit ubundne åndelige ophav, om man vil. [indskudt sidebemærking].
Så jeg tog en tur frem og tilbage langs granatvej foran skoven, uden dog at støde på noget særligt. Ingen mistænkelige lyde som kunne provokere fantasien.. Altså ikke før, at der lige før at jeg besluttede at køre hjem, lød et afdæmpet men klart metallisk peep henne fra hjørnet ved Ottehøjevej. Det blev gentaget flere gange, og allerede inden jeg nåede frem til fuglen, var jeg overbevist om, at det var en tristis! Kyllingelyden havde jeg jo lige afspillet flere gange tidligere, men selv om det ikke havde været tilfældet, tror jeg, at jeg ville have studset over lyden. De andre småfugle, særligt blåmejserne, laver også den slags lyde, men de har alligevel altid en anden kvalitet over sig. De her kald kom enkeltvis og med sekunder imellem. Distinkte uden trang til sludder og fnidder. Og der sad den så. Eller snarere flagrede rundt i ivrig jagt efter insekter. Og den var på ingen måde sky. Frit fremme fortsatte den med sit gøremål, mens jeg kunne klikke løs på den, på 2 meters afstand.
Lad os bare kalde den min første rigtige tristis. Variationen blandt phylloscopus-individer er stor, og i dette tilfældet har det vist sig nødvendigt, at man i hvert fald hører fuglen. Almindelig gransanger har på ingen måde dette kald, og skulle man gå efter stemmen alene, tænker jeg, at der er basis for at skille tristis ud som en selvstændig art. Sangen er nemlig også meget forskellig fra det kendte "chip-chap" som vores gransangere har. Og måske afviger de også tilpas meget udseende-mæssigt. De virkede begge ret storhovedede. Måske fordi de er lysere i ansigtet og i nakken, uden grønne og gule nuancer. Men det er selvfølgelig for tidligt for mig at konkludere noget i den retning.
Uden at være et mega-hit, kan man måske alligevel godt tolke at denne oplevelse var en artig belønning fra oven for at have accepteret min fejlbestemmelse fra året før uden så mange dårlige undskyldninger! Og for at vende tilbage til stedet med friskt mod og lyst til fortsat at finde og nyde fuglene...
Enjoy!
2022-08-14
En hurtigt opdatering, for de Sydlige Mosaikguldsmede fortsætter deres fremfærd. I går lykkedes det mig at finde en ny ude ved Søvang, og i dag blev det til endnu en ved krydset Nihøjvej x Granatvej på vestamager. Der hvor køerne ofte samles. Jeg havde set, at der var to gutter ude ved de andre sydlige ved granathøj. De havde set to hanner, og jeg fik dem også. Og umiddelt ser det ud til, at de ikke er de samme, som jeg havde den 11. august, så lige nu ligger jeg til at have set 6 forskellige dyr på Amager.
De bliver nu også meldt andre steder fra i landet, helt som forventet, efter at jeg kunne finde to med dages mellemrsum så forskellige steder som Amager og Røsnæs. Det må blive året hvor den yngler første gang, tænker jeg. De to gutter sagde, at der var en som rent faktisk havde haft en hun ved granathøj. Hvis det er rigtig, tegner det jo godt. Jeg kan dog ikke se noget på naturbasen, som bekræfter dette.
Sporskifte.
Det tørre varme vejr er helt sikkert årsagen til, at der er mange rastende Rødryggede Tornskader på Vestamager nu. Jeg har haft dem i spredte antal de sædvanglige steder, man normalt ser dem, og i dag toppede det med 7 ude på sydmølletværvej.
Ligeledes ser det ud til at der er en reel population af Lille Farvevandnymfe ved kanalen, også sydmølletværvej, idet jeg havde 4 dyr i går. 3 hanner og 1 af de smukke unge hunner, en fase kaldet aurantica, som har en vidunderlig og kraftig orange farve. Hannerne og de gamle hunner er svære at skelne fra de Store Farvevandnymfer. Og særligt her, hvor de flyver sammen. Men denne unge hun kan man spotte med det blotte øje. Se her.
Enjoy!
En hurtigt opdatering, for de Sydlige Mosaikguldsmede fortsætter deres fremfærd. I går lykkedes det mig at finde en ny ude ved Søvang, og i dag blev det til endnu en ved krydset Nihøjvej x Granatvej på vestamager. Der hvor køerne ofte samles. Jeg havde set, at der var to gutter ude ved de andre sydlige ved granathøj. De havde set to hanner, og jeg fik dem også. Og umiddelt ser det ud til, at de ikke er de samme, som jeg havde den 11. august, så lige nu ligger jeg til at have set 6 forskellige dyr på Amager.
De bliver nu også meldt andre steder fra i landet, helt som forventet, efter at jeg kunne finde to med dages mellemrsum så forskellige steder som Amager og Røsnæs. Det må blive året hvor den yngler første gang, tænker jeg. De to gutter sagde, at der var en som rent faktisk havde haft en hun ved granathøj. Hvis det er rigtig, tegner det jo godt. Jeg kan dog ikke se noget på naturbasen, som bekræfter dette.
Sporskifte.
Det tørre varme vejr er helt sikkert årsagen til, at der er mange rastende Rødryggede Tornskader på Vestamager nu. Jeg har haft dem i spredte antal de sædvanglige steder, man normalt ser dem, og i dag toppede det med 7 ude på sydmølletværvej.
Ligeledes ser det ud til at der er en reel population af Lille Farvevandnymfe ved kanalen, også sydmølletværvej, idet jeg havde 4 dyr i går. 3 hanner og 1 af de smukke unge hunner, en fase kaldet aurantica, som har en vidunderlig og kraftig orange farve. Hannerne og de gamle hunner er svære at skelne fra de Store Farvevandnymfer. Og særligt her, hvor de flyver sammen. Men denne unge hun kan man spotte med det blotte øje. Se her.
Enjoy!
2022-08-11
Fortsættelsen af årets gang, er flyttet over i de 5 vandhøns, på grund af langstrakt fortællelyst!
Fortsættelsen af årets gang, er flyttet over i de 5 vandhøns, på grund af langstrakt fortællelyst!
2022-06-20
Og så blev det sommer. Og det blev sommer uden den store forårsfinale på Amager. Så magert som længe ikke set, udeblev alle de halveksotiske arter, man som regel kan forvente bare en af, Pirol, Lundsanger, Buskrørsanger eller Karmindompap. Eller Lille Fluesnapper, selv om den har været på besøg. Intet har der været ud over, at Bornholmeren havde en kortvarig pirol ude ved kroen i 10 minutter. Og det på trods af, at der sidder flere stationære rundt om i landet nu. Om det skyldes de dårlige vibes, som Putins fortsatte krig i Ukraine nødvendigvis spreder ud over kontinentet, skal jeg ikke argumentere for, men sikkert er det at Lundsangerne må komme fra den retning, så hvem ved, hvad den angår. Pirolen kommer jo fra Afrika, så det er nok noget mere personligt, som gør, at den ikke bryder sig om Amager længere.
Så af samme grund, bliver 200-arts projektet i første halvår af året endnu en gang smidt i kassen med urealiserede intentioner. Pr dato ligger jeg på 191, hvilket er to nye siden sidst, og med 10 dage tilbage, bør sagen være klar. Det er ikke muligt! Og af de to er den ene faktisk en af dem med potentiel tvivlsom oprindelse. Lille Kanadagås. Jeg tror dog, at jeg vælger at regne den som en god fugl, idet den var helt ren, og ikke viste nogen som helst tegn på at have været i menneskehænder. Den blev et par dage i reservatet sammen med bramgæs. Og ved at gøre det på den måde, får jeg en ny art. Helt clean. Har ingen registreringer overhovedet af noget med bare en snert af arten i sig. Så det er fint og motiverende. Den anden blev en fin hun Odinshane ude ved mellemtårnet.
Vejrmæssigt har juni ligget på den normale side af barometerstanden. Tempereret med kun lidt regn. Bygevejr sådan som det danske vejr nu en gang kommer og går. Og i går gik Uffe Elleman over. Markant kan man jo kun medgive, at han var, selv om jeg havde det lidt svært med hans parat-indignation, når verden skulle vurderes. Men vidende og saglig ligger han dog forsat i skuffen, med de der var værd at høre på. Om ikke andet så for underholdningsværdien. De andre burde vide, at jeg ved bedre...God rejse dog alligevel, du velvidende.
Med fuglene fladet ud, forventeligt, er det glædeligt at kunne springe over på den anden bevingede ganger, eller to, i mit interesserepertoire. Sommerfuglene og guldsmedene.
Ud over drømmeplanerne om at komme til Jylland og få indfriet alle de lækre arter, man ser der, men ikke her, så havde jeg kun et proklameret mål for i år: At få set den Sortplettede Bredpande på Lolland. Så det havde ligget i baghovedet hen over året, at jeg ville afsted, og derfor skulle holde øje på naturbasen, når de begyndte at dukke op. Men med en sjuskedorte i buksen, eller hvor en sådan nu sidder, var det alligevel ved at gå galt, idet dyrene allerede havde været flyvende i et par uger, da jeg begyndte at tjekke den.
Heldigvis kunne jeg låne den lille røde den næste weekend, og selv om det stak lidt i mit kvindeplagede hjerte, at Gitte ikke var med, tog jeg alligevel glad og opsat afsted. Da jeg mødte hende, og spurgte om hun sådan generelt kunne tænke sig at køre med rundt i landskaberne fra tid til anden, så var det først og fremmest denne art og tur, jeg havde i tankerne. Jeg vidste at jeg ville afsted, og som vi stod der på midterstien i kongelunden, og der ikke var så meget, der kunne forhindre at vi naturligt måtte splitte op, så greb jeg den mulighed, for at få lov til at se hende igen. Og hvis det arter sig så mirakuløst, at hun skulle læse dette, så vid, kære kvinde, at om bare vi kunne spole filmen her tilbage, og starte på ny, så ville alt være såre godt.
Men vel. Afsted og ned til Søholt kom jeg. Jeg kunne se på basen, hvor folk havde tastet deres fund, men da jeg havde sat hele dagen af, tænkte jeg, at jeg ville dække hele skoven, for at finde så mange som muligt. Eller. Først og fremmest bare finde den. Og så så mange som muligt.
Det var en moden blandskov, men med påfaldende få blomster, så det var sparsomt med sommerfugle generelt. Til gengæld var der voldsomt mange Almindelige Vandnymfer OVERALT. Inde i skoven. Både i højere vegetation og i det flade åbne mellem træerne. Når man tog et skridt kunne der pludselig lette 40-50 fra det samme sted. Ret fed oplevelse at tænke tilbage på nu.
Jeg indrømmer, at jeg afveg en del fra de officielle stier, både fordi jeg er notorisk eventyrlysten, men også for at finde de rette steder at lede efter bredpanden. Og jeg fandt, hvad jeg forestillede mig var gode steder, men lige meget hjalp det. Jeg startede kl 8, og da klokken var 14, og jeg fortsat ikke havde fundet nogen, begyndte bekymringen at melde sig. Jeg havde på det tidspunkt været fordi de steder, hvor andre havde set dem i dagene før, så det var sgu skidt nu. Og det er altid ekstra frustrerende, når det er første gang, at du skal finde en art. Du har en ide, om hvor og hvordan du skal lede, men alligevel kan det være, at du gør det helt forkert. Så det var rart endelig at møde en, som også var på jagt efter den, og kunne bekræfte at det var der, og at den bare ville komme og sætte sig på bladene her i området. Han havde aldrig set den på en blomst. Så langt så godt. Vi splittede op, og ledte hver vores vej, og jeg valgte at gå de 2 kilometer tilbaget til bilen, og parkere den tættere på det nævnte sted, som jeg besluttede skulle være der, hvor jeg gjorde min sidste indsats. Hvis den var set der i går, var det nok det klogeste at gøre. Da jeg kom tilbage, efter at have flyttet bilen, og fået frokost, havde jeg sammenlagt gået 14 kilometer, bare lige for at give en ide, om hvor meget møje der skulle til. Den anden gut var forsvundet fra dette sted, og jeg satte mig ned på en stub, i solen og lige der hvor den burde flyve. Jeg satte mig dog først og fremmest fordi jeg var træt, i æ bjen, men også fordi det måske ikke var så tosset en ide at lade der falde lidt ro på, for at lade dyrene komme til mig, i stedet for omvendt. Med lidt kage og saft indenbords kunne jeg et kvarter senere dog konstatere, at det ikke gjorde den store forskel. Der var ingen bredpande at se. Så jeg begyndte at bevæge mig igen. Ud på stien, og gik lidt frem og tilbage. De vil jo have sol, og nu hvor klokken var halv fire, så var det ved at være begrænset med sol her inde mellem træerne. Det var ved at være seriøs lukketid. Men så skete det! Lige pludselig kom der en lille gullig sag farende ud fra skyggerne og vimsede rundt lavt nede i vegetationen. Den var meget rastløs, men jeg kunne alligevel godt fornemme at den var god nok. Det var den. Og den satte sig, og heldigvis nåede jeg at få nogle billeder, som kunne bekræfte, at det var en han. Der er set få i år. Bekymrende? De fleste har kun set en ligesom mig, og nogle få 2. Ud fra data i naturbasen. Her kan jeg også konstatere, at jeg er den seneste, som har set den i år, og nok også forbliver det, da flyvetiden er ved at være ovre.
Aage V. Jensens Fond har opkøbt dele af skoven, for at forsøge med en redningsplan i forhold til netop denne art. Blandt andet kunne man se, at de var i gang med skovrydning i nogle dele - arten skal have lysningerne at fouragere i. Men de få observationer i år gør, at man godt kan blive i tvivl om, hvorvidt at det er muligt at nå at redde arten i Danmark. Den yngler nord og øst for os, og vi ligger lige på grænsen, så måske det er naturligt, at den ikke kan gribe ordenligt fat, selv om det er let at forestille sig, at det netop snarere er skovforvaltningen, som ikke har været optimal. Så vi håber!
Inden det nåede hertil dog, havde jeg dog rent faktisk været på tur med den skønne Gitte fra Odder, til Melby Overdrev, hvor en anden ny art ventede, Spættet Bredpande. Uden at vide præcist hvor vi skulle lede, lykkedes det alligevel at finde to, efter at have fået sporet os ind på, hvor de holder til. Sjovt nok ledte vi sammen med en, som vidste, at de ofte bliver set i en orkidefold tæt på den lille knold ned mod Asserbo. Der fandt vi dog ingen, og så gik han. Og vi satte os lidt i læ af knolden for at slappe af i to et halvt minut for at få en mamse. Gitte satte sig på skråningen, og jeg valgte at sætte mig nede, foran hende, med udsyn til hele herligheden! Men som sagt, jeg elsker at bade i havet, og helst nøgen, men at ligge på stranden som sådan, det kræver at der er ligeså fin udsigt, som den jeg nu havde. Hvis ikke, så trækker jeg som regel helt naturligt ud i landskabet, ind mellem træerne og søger de små eventyrlige væsner som deler denne verden med os. Og det gjorde jeg således også her. På trods af den fine udsigt. Vi var her jo for at finde denne nye art for os begge, så fornøjeligheden måtte vige for en stund. Vi splittede og jeg driftede ud i det åbne uden for orkidefolden, og så var de der. Intuitivt fornemmede jeg, at det kunne være der, også fordi at der var lidt højere vegetation end inde i folden. Og hvem gider osse at holde til der, når man kan flyve frit omkring ude i den virkelige verden?! Og det gjorde de fint. Anders Hammergart og Jan Fischer fik dem således også hver for sig pr foranledning. We please to aim...
Hjemme begyndte guldsmedene så småt at flyve igen. De almindelige arter, hvor det var dejligt at se flere Håret Mosaikguldsmede end sidste år. Og en, sandsynligvis Stor Hedelibel, i Pinseskoven, som også var meget tidlig på den.
Ved Søholt, ud over de mange almindelige vandnymfer, var der også godt med stor blåpil, 130, og flere kileplet mosaiker og håret, blå libeller og en sjat store rødøjede vandnymfer. Den sidste har jeg endnu ikke set på Amager i år. Men måske fordi jeg ikke har været forbi den landskabelige kanal på Amager Fælled, hvor den er almindelig.
Men ellers må årets foreløbige guldsmede-højdepunkt være, at det lykkedes i forgårs at få dværgvandnymfen ved Fandens Hul oppe i Teglstrup Hegn! Jeg var der sidste år også, for det samme, men der kunne jeg ikke finde nogen. Så jeg var ret opsat på at lykkes i år. Og særligt fordi andre havde haft den. Igen. Måske havde jeg ledt det forkerte sted, eller måske havde jeg overset dem i min fortsatte novice-tilstand.
Problemet sidste år var også, at jeg ikke var meget for at bevæge mig rundt på den flydende vegetation, som er på stedet (hængesæk kaldet), og som er der, hvor man skal lede efter dyrene. Det er skovsø/mose som langsomt er begyndt at gro til, og det foregår sådan, at planter begynder at vokse ud i vandet, men uden rødder til bunden, således at der dannes et flydende plantemiljø. Og her ved Fandens Hul er det kraftigt nok til at bære et menneske. Men når man ikke har været der før, og ikke kender til den type biotop, så er det ret utrygt at begive sig ud på sådan et bevægeligt tæppe, velvidende at der er dybt vand nedenunder. Hvis du ryger helt igennem, er det nok ligesom svært at overleve, som hvis du ryger igennem is. Nok værre faktisk, da du ikke umiddelbart vil have en åbning over dig, da planterne filtrer sammen igen, når du er røget igennem. Så, såvidt jeg husker, begrænsede jeg mig til et lille, men sikkert, afsnit af det gyngende underlag, og missede derved nok nymfen.
Og det tror jeg faktisk. For denne gang dukkede der en Ivan Petersen op, så vi var to om det. Og han var erfaren, og vidste at sidste år holdt de til længere inde på fladen. Og ja, folk var røget igennem i deres iver, så ufarligt var det ikke. I hvert fald bør man som minimum nok følge de samme regler, som når man dykker: Aldrig alene! Han foreslog at vi bevæbnede os med en lang gren hver, så man kunne stille sig på den og få lidt længere tid til at falde igennem, hvis underlaget var meget tyndt. Det var helt sikkert mere betryggende at være to, så vi gik i gang med at cirkle rundt om det gamle vandhul i vores søgen. Og ja, der var ret blødt visse steder. Jeg kan let forestille mig, at jeg godt kunne have panikket, hvis jeg havde rodet mig derud alene året før. Men det gik, og vi kom mere eller mindre gyngende hele vejen rundt, men desværre uden at finde vandnymfen.
Det åbne vandhul på stedet var, ifølge Ivan, nyt, og rent faktisk kunstigt skabt ved hjælp af gravemaskiner! Det var en stor overraskelse for mig, men gjort for at sikre et åbent vandmiljø, så området ikke ville gro helt til, og vandnymfen derved på sigt forsvinde på grund af de ændrede leveforhold. Vel egentlig lidt af et sats at hive store maskiner ind i så delikat et miljø. Modsat er der heller ikke nogen tvivl om, at arten vil forsvinde hvis man ikke gør noget. I Danmark lever den kun her, og når dette vandhul er groet helt til, vil det være slut.
Og vandnymferne havde sandsynligvis tænkt det samme, for da jeg endelig fandt dem, var det netop i vegetationen rundt om det nye vandhul. Først havde jeg udråbt en ung hestesko-vandnymfe til en dværg, og det fordi jeg ikke havde husket at tjekke op på detaljerne, jeg skulle kigge efter, inden jeg tog afsted. Og der var ikke signal så jeg kunne ikke tjekke online. Og nej, jeg havde selvfølgelig ikke taget mine bøger med. Så. Det jeg kunne huske var, at den var lille og havde korte vinger. Og det syntes jeg, at jeg så på denne hestesko, men slet ikke nok, og da dværg samtidig mere ligner en kobbervandnymfe, var det noget helt andet, jeg skulle gå efter. Og det vidste jeg så, da jeg lidt efter kunne råbe, at nu har jeg en. Meget fin og delikat med tydlige hvidlige vingemærker og hvide lår. Og meget mere. Den er ret karakteristisk, når man ved, hvad man skal se efter. Jeg talte løst 29, hvilket svarer til de højeste tal som er tastet i naturbasen tidligere.
Den var jeg glad for, selv om de gjorde hvad de kunne for ikke at blive foreviget på foto. Dels svæver de lavt nede i vegetationen, så det er svært at få et frit udsyn til skud uden stængler og blade foran. Og dels, så er jeg ret sikker på at de registrerer, at der står et stor potentielt rovdyr og lurer på dem, for det var påfaldende at hver gang de landede, og man rettede opmærksomheden mod en, så ville den stille og roligt dreje rundt om stænglen den sad på, så den vendte væk fra en. Ligesom småfugle som næsten altid lander bag en stamme eller en større grene eller blade, når de ser at man står og observerer. Men det lykkedes alligevel at få den i kassen, og glæden ved en ny art er et faktum.
Der var også meget andet i dette survandsmiljø. Alle de tre almindelige kærguldsmede, grønne smaragder, store kejsere, kileplet, hestesko og rød vandnymfe. Smaragderne er svære at få at se sidde. Der holder også Plettet til men vi så ingen bekræftet. Kærguldsmedene er lettere at gå til, selv om jeg fortsat ikke har detaljerne så meget på plads, at jeg ikke bliver i tvivl. Men med fotos og intense studier er de kommet mere på plads nu. I denne verden, hvor size matters, gjorde de få kejserguldsmede livet surt for den ene Kileplet-mosaikguldsmed som havde besluttet at dette vandhul også skulle være dens.
Senere kom Jens Søgård forbi, og senere mødte jeg ham igen, og han nævnte en sjælden vikler, som kun ses her, og jeg viste ham et billede, og det var nok den, og det er jeg sikker på, at jeg kunne bekræfte via basen, da jeg kom hjem, Phiaris turfosana! Lille sort og hvidgylden. Den har ikke noget dansk navn, hvilket gør, at den bliver lidt mere diffus at forholde sig til. Men billedet er ret godt, selv om den er ret lille. Man kan se en tydelig stjerneformet iris, noget jeg aldrig har set før hos dyr. Eller mennesker. Uden for Hollywood, that is...
Og så langt ligger landet vel lige nu. Dog er det nok på sin plads, bare for at have det registreret, at nævne, at en af de største danske guldsmedekendere, Mogens Holmen, er død. Det fortalte Ivan mig. Med mine få år i denne branche kendte jeg ham kun af navn, men kunne selvfølgelig fornemme, at han var en kapacitet ud over det sædvanlige. Må han svæve lykkeligt.
Enjoy!
Og så blev det sommer. Og det blev sommer uden den store forårsfinale på Amager. Så magert som længe ikke set, udeblev alle de halveksotiske arter, man som regel kan forvente bare en af, Pirol, Lundsanger, Buskrørsanger eller Karmindompap. Eller Lille Fluesnapper, selv om den har været på besøg. Intet har der været ud over, at Bornholmeren havde en kortvarig pirol ude ved kroen i 10 minutter. Og det på trods af, at der sidder flere stationære rundt om i landet nu. Om det skyldes de dårlige vibes, som Putins fortsatte krig i Ukraine nødvendigvis spreder ud over kontinentet, skal jeg ikke argumentere for, men sikkert er det at Lundsangerne må komme fra den retning, så hvem ved, hvad den angår. Pirolen kommer jo fra Afrika, så det er nok noget mere personligt, som gør, at den ikke bryder sig om Amager længere.
Så af samme grund, bliver 200-arts projektet i første halvår af året endnu en gang smidt i kassen med urealiserede intentioner. Pr dato ligger jeg på 191, hvilket er to nye siden sidst, og med 10 dage tilbage, bør sagen være klar. Det er ikke muligt! Og af de to er den ene faktisk en af dem med potentiel tvivlsom oprindelse. Lille Kanadagås. Jeg tror dog, at jeg vælger at regne den som en god fugl, idet den var helt ren, og ikke viste nogen som helst tegn på at have været i menneskehænder. Den blev et par dage i reservatet sammen med bramgæs. Og ved at gøre det på den måde, får jeg en ny art. Helt clean. Har ingen registreringer overhovedet af noget med bare en snert af arten i sig. Så det er fint og motiverende. Den anden blev en fin hun Odinshane ude ved mellemtårnet.
Vejrmæssigt har juni ligget på den normale side af barometerstanden. Tempereret med kun lidt regn. Bygevejr sådan som det danske vejr nu en gang kommer og går. Og i går gik Uffe Elleman over. Markant kan man jo kun medgive, at han var, selv om jeg havde det lidt svært med hans parat-indignation, når verden skulle vurderes. Men vidende og saglig ligger han dog forsat i skuffen, med de der var værd at høre på. Om ikke andet så for underholdningsværdien. De andre burde vide, at jeg ved bedre...God rejse dog alligevel, du velvidende.
Med fuglene fladet ud, forventeligt, er det glædeligt at kunne springe over på den anden bevingede ganger, eller to, i mit interesserepertoire. Sommerfuglene og guldsmedene.
Ud over drømmeplanerne om at komme til Jylland og få indfriet alle de lækre arter, man ser der, men ikke her, så havde jeg kun et proklameret mål for i år: At få set den Sortplettede Bredpande på Lolland. Så det havde ligget i baghovedet hen over året, at jeg ville afsted, og derfor skulle holde øje på naturbasen, når de begyndte at dukke op. Men med en sjuskedorte i buksen, eller hvor en sådan nu sidder, var det alligevel ved at gå galt, idet dyrene allerede havde været flyvende i et par uger, da jeg begyndte at tjekke den.
Heldigvis kunne jeg låne den lille røde den næste weekend, og selv om det stak lidt i mit kvindeplagede hjerte, at Gitte ikke var med, tog jeg alligevel glad og opsat afsted. Da jeg mødte hende, og spurgte om hun sådan generelt kunne tænke sig at køre med rundt i landskaberne fra tid til anden, så var det først og fremmest denne art og tur, jeg havde i tankerne. Jeg vidste at jeg ville afsted, og som vi stod der på midterstien i kongelunden, og der ikke var så meget, der kunne forhindre at vi naturligt måtte splitte op, så greb jeg den mulighed, for at få lov til at se hende igen. Og hvis det arter sig så mirakuløst, at hun skulle læse dette, så vid, kære kvinde, at om bare vi kunne spole filmen her tilbage, og starte på ny, så ville alt være såre godt.
Men vel. Afsted og ned til Søholt kom jeg. Jeg kunne se på basen, hvor folk havde tastet deres fund, men da jeg havde sat hele dagen af, tænkte jeg, at jeg ville dække hele skoven, for at finde så mange som muligt. Eller. Først og fremmest bare finde den. Og så så mange som muligt.
Det var en moden blandskov, men med påfaldende få blomster, så det var sparsomt med sommerfugle generelt. Til gengæld var der voldsomt mange Almindelige Vandnymfer OVERALT. Inde i skoven. Både i højere vegetation og i det flade åbne mellem træerne. Når man tog et skridt kunne der pludselig lette 40-50 fra det samme sted. Ret fed oplevelse at tænke tilbage på nu.
Jeg indrømmer, at jeg afveg en del fra de officielle stier, både fordi jeg er notorisk eventyrlysten, men også for at finde de rette steder at lede efter bredpanden. Og jeg fandt, hvad jeg forestillede mig var gode steder, men lige meget hjalp det. Jeg startede kl 8, og da klokken var 14, og jeg fortsat ikke havde fundet nogen, begyndte bekymringen at melde sig. Jeg havde på det tidspunkt været fordi de steder, hvor andre havde set dem i dagene før, så det var sgu skidt nu. Og det er altid ekstra frustrerende, når det er første gang, at du skal finde en art. Du har en ide, om hvor og hvordan du skal lede, men alligevel kan det være, at du gør det helt forkert. Så det var rart endelig at møde en, som også var på jagt efter den, og kunne bekræfte at det var der, og at den bare ville komme og sætte sig på bladene her i området. Han havde aldrig set den på en blomst. Så langt så godt. Vi splittede op, og ledte hver vores vej, og jeg valgte at gå de 2 kilometer tilbaget til bilen, og parkere den tættere på det nævnte sted, som jeg besluttede skulle være der, hvor jeg gjorde min sidste indsats. Hvis den var set der i går, var det nok det klogeste at gøre. Da jeg kom tilbage, efter at have flyttet bilen, og fået frokost, havde jeg sammenlagt gået 14 kilometer, bare lige for at give en ide, om hvor meget møje der skulle til. Den anden gut var forsvundet fra dette sted, og jeg satte mig ned på en stub, i solen og lige der hvor den burde flyve. Jeg satte mig dog først og fremmest fordi jeg var træt, i æ bjen, men også fordi det måske ikke var så tosset en ide at lade der falde lidt ro på, for at lade dyrene komme til mig, i stedet for omvendt. Med lidt kage og saft indenbords kunne jeg et kvarter senere dog konstatere, at det ikke gjorde den store forskel. Der var ingen bredpande at se. Så jeg begyndte at bevæge mig igen. Ud på stien, og gik lidt frem og tilbage. De vil jo have sol, og nu hvor klokken var halv fire, så var det ved at være begrænset med sol her inde mellem træerne. Det var ved at være seriøs lukketid. Men så skete det! Lige pludselig kom der en lille gullig sag farende ud fra skyggerne og vimsede rundt lavt nede i vegetationen. Den var meget rastløs, men jeg kunne alligevel godt fornemme at den var god nok. Det var den. Og den satte sig, og heldigvis nåede jeg at få nogle billeder, som kunne bekræfte, at det var en han. Der er set få i år. Bekymrende? De fleste har kun set en ligesom mig, og nogle få 2. Ud fra data i naturbasen. Her kan jeg også konstatere, at jeg er den seneste, som har set den i år, og nok også forbliver det, da flyvetiden er ved at være ovre.
Aage V. Jensens Fond har opkøbt dele af skoven, for at forsøge med en redningsplan i forhold til netop denne art. Blandt andet kunne man se, at de var i gang med skovrydning i nogle dele - arten skal have lysningerne at fouragere i. Men de få observationer i år gør, at man godt kan blive i tvivl om, hvorvidt at det er muligt at nå at redde arten i Danmark. Den yngler nord og øst for os, og vi ligger lige på grænsen, så måske det er naturligt, at den ikke kan gribe ordenligt fat, selv om det er let at forestille sig, at det netop snarere er skovforvaltningen, som ikke har været optimal. Så vi håber!
Inden det nåede hertil dog, havde jeg dog rent faktisk været på tur med den skønne Gitte fra Odder, til Melby Overdrev, hvor en anden ny art ventede, Spættet Bredpande. Uden at vide præcist hvor vi skulle lede, lykkedes det alligevel at finde to, efter at have fået sporet os ind på, hvor de holder til. Sjovt nok ledte vi sammen med en, som vidste, at de ofte bliver set i en orkidefold tæt på den lille knold ned mod Asserbo. Der fandt vi dog ingen, og så gik han. Og vi satte os lidt i læ af knolden for at slappe af i to et halvt minut for at få en mamse. Gitte satte sig på skråningen, og jeg valgte at sætte mig nede, foran hende, med udsyn til hele herligheden! Men som sagt, jeg elsker at bade i havet, og helst nøgen, men at ligge på stranden som sådan, det kræver at der er ligeså fin udsigt, som den jeg nu havde. Hvis ikke, så trækker jeg som regel helt naturligt ud i landskabet, ind mellem træerne og søger de små eventyrlige væsner som deler denne verden med os. Og det gjorde jeg således også her. På trods af den fine udsigt. Vi var her jo for at finde denne nye art for os begge, så fornøjeligheden måtte vige for en stund. Vi splittede og jeg driftede ud i det åbne uden for orkidefolden, og så var de der. Intuitivt fornemmede jeg, at det kunne være der, også fordi at der var lidt højere vegetation end inde i folden. Og hvem gider osse at holde til der, når man kan flyve frit omkring ude i den virkelige verden?! Og det gjorde de fint. Anders Hammergart og Jan Fischer fik dem således også hver for sig pr foranledning. We please to aim...
Hjemme begyndte guldsmedene så småt at flyve igen. De almindelige arter, hvor det var dejligt at se flere Håret Mosaikguldsmede end sidste år. Og en, sandsynligvis Stor Hedelibel, i Pinseskoven, som også var meget tidlig på den.
Ved Søholt, ud over de mange almindelige vandnymfer, var der også godt med stor blåpil, 130, og flere kileplet mosaiker og håret, blå libeller og en sjat store rødøjede vandnymfer. Den sidste har jeg endnu ikke set på Amager i år. Men måske fordi jeg ikke har været forbi den landskabelige kanal på Amager Fælled, hvor den er almindelig.
Men ellers må årets foreløbige guldsmede-højdepunkt være, at det lykkedes i forgårs at få dværgvandnymfen ved Fandens Hul oppe i Teglstrup Hegn! Jeg var der sidste år også, for det samme, men der kunne jeg ikke finde nogen. Så jeg var ret opsat på at lykkes i år. Og særligt fordi andre havde haft den. Igen. Måske havde jeg ledt det forkerte sted, eller måske havde jeg overset dem i min fortsatte novice-tilstand.
Problemet sidste år var også, at jeg ikke var meget for at bevæge mig rundt på den flydende vegetation, som er på stedet (hængesæk kaldet), og som er der, hvor man skal lede efter dyrene. Det er skovsø/mose som langsomt er begyndt at gro til, og det foregår sådan, at planter begynder at vokse ud i vandet, men uden rødder til bunden, således at der dannes et flydende plantemiljø. Og her ved Fandens Hul er det kraftigt nok til at bære et menneske. Men når man ikke har været der før, og ikke kender til den type biotop, så er det ret utrygt at begive sig ud på sådan et bevægeligt tæppe, velvidende at der er dybt vand nedenunder. Hvis du ryger helt igennem, er det nok ligesom svært at overleve, som hvis du ryger igennem is. Nok værre faktisk, da du ikke umiddelbart vil have en åbning over dig, da planterne filtrer sammen igen, når du er røget igennem. Så, såvidt jeg husker, begrænsede jeg mig til et lille, men sikkert, afsnit af det gyngende underlag, og missede derved nok nymfen.
Og det tror jeg faktisk. For denne gang dukkede der en Ivan Petersen op, så vi var to om det. Og han var erfaren, og vidste at sidste år holdt de til længere inde på fladen. Og ja, folk var røget igennem i deres iver, så ufarligt var det ikke. I hvert fald bør man som minimum nok følge de samme regler, som når man dykker: Aldrig alene! Han foreslog at vi bevæbnede os med en lang gren hver, så man kunne stille sig på den og få lidt længere tid til at falde igennem, hvis underlaget var meget tyndt. Det var helt sikkert mere betryggende at være to, så vi gik i gang med at cirkle rundt om det gamle vandhul i vores søgen. Og ja, der var ret blødt visse steder. Jeg kan let forestille mig, at jeg godt kunne have panikket, hvis jeg havde rodet mig derud alene året før. Men det gik, og vi kom mere eller mindre gyngende hele vejen rundt, men desværre uden at finde vandnymfen.
Det åbne vandhul på stedet var, ifølge Ivan, nyt, og rent faktisk kunstigt skabt ved hjælp af gravemaskiner! Det var en stor overraskelse for mig, men gjort for at sikre et åbent vandmiljø, så området ikke ville gro helt til, og vandnymfen derved på sigt forsvinde på grund af de ændrede leveforhold. Vel egentlig lidt af et sats at hive store maskiner ind i så delikat et miljø. Modsat er der heller ikke nogen tvivl om, at arten vil forsvinde hvis man ikke gør noget. I Danmark lever den kun her, og når dette vandhul er groet helt til, vil det være slut.
Og vandnymferne havde sandsynligvis tænkt det samme, for da jeg endelig fandt dem, var det netop i vegetationen rundt om det nye vandhul. Først havde jeg udråbt en ung hestesko-vandnymfe til en dværg, og det fordi jeg ikke havde husket at tjekke op på detaljerne, jeg skulle kigge efter, inden jeg tog afsted. Og der var ikke signal så jeg kunne ikke tjekke online. Og nej, jeg havde selvfølgelig ikke taget mine bøger med. Så. Det jeg kunne huske var, at den var lille og havde korte vinger. Og det syntes jeg, at jeg så på denne hestesko, men slet ikke nok, og da dværg samtidig mere ligner en kobbervandnymfe, var det noget helt andet, jeg skulle gå efter. Og det vidste jeg så, da jeg lidt efter kunne råbe, at nu har jeg en. Meget fin og delikat med tydlige hvidlige vingemærker og hvide lår. Og meget mere. Den er ret karakteristisk, når man ved, hvad man skal se efter. Jeg talte løst 29, hvilket svarer til de højeste tal som er tastet i naturbasen tidligere.
Den var jeg glad for, selv om de gjorde hvad de kunne for ikke at blive foreviget på foto. Dels svæver de lavt nede i vegetationen, så det er svært at få et frit udsyn til skud uden stængler og blade foran. Og dels, så er jeg ret sikker på at de registrerer, at der står et stor potentielt rovdyr og lurer på dem, for det var påfaldende at hver gang de landede, og man rettede opmærksomheden mod en, så ville den stille og roligt dreje rundt om stænglen den sad på, så den vendte væk fra en. Ligesom småfugle som næsten altid lander bag en stamme eller en større grene eller blade, når de ser at man står og observerer. Men det lykkedes alligevel at få den i kassen, og glæden ved en ny art er et faktum.
Der var også meget andet i dette survandsmiljø. Alle de tre almindelige kærguldsmede, grønne smaragder, store kejsere, kileplet, hestesko og rød vandnymfe. Smaragderne er svære at få at se sidde. Der holder også Plettet til men vi så ingen bekræftet. Kærguldsmedene er lettere at gå til, selv om jeg fortsat ikke har detaljerne så meget på plads, at jeg ikke bliver i tvivl. Men med fotos og intense studier er de kommet mere på plads nu. I denne verden, hvor size matters, gjorde de få kejserguldsmede livet surt for den ene Kileplet-mosaikguldsmed som havde besluttet at dette vandhul også skulle være dens.
Senere kom Jens Søgård forbi, og senere mødte jeg ham igen, og han nævnte en sjælden vikler, som kun ses her, og jeg viste ham et billede, og det var nok den, og det er jeg sikker på, at jeg kunne bekræfte via basen, da jeg kom hjem, Phiaris turfosana! Lille sort og hvidgylden. Den har ikke noget dansk navn, hvilket gør, at den bliver lidt mere diffus at forholde sig til. Men billedet er ret godt, selv om den er ret lille. Man kan se en tydelig stjerneformet iris, noget jeg aldrig har set før hos dyr. Eller mennesker. Uden for Hollywood, that is...
Og så langt ligger landet vel lige nu. Dog er det nok på sin plads, bare for at have det registreret, at nævne, at en af de største danske guldsmedekendere, Mogens Holmen, er død. Det fortalte Ivan mig. Med mine få år i denne branche kendte jeg ham kun af navn, men kunne selvfølgelig fornemme, at han var en kapacitet ud over det sædvanlige. Må han svæve lykkeligt.
Enjoy!
2022-05-30
Et hurtigt kvæk angående gårsdagens fugle hvor lidt varme og lidt mindre vind åbenbart var nok til at få rystet rundt på nogle fugle således at der i går kunne ses 2 stylteløbere, en silkehejre, en damklire og et par kærløbere ved Villahøj. Stylteløberne er højst sandsynligt fuglene fra tidligere som røg til Sverige, for de er i hvert fald væk derfra igen. Så hvis ikke det er for sent, kan det være at vi alligevel får et kuld i år. Og denne skønne forhåbning vil jeg udbrede til alle der vil mig det godt, og bruge til overføring og fremmane, at med tålmodighed kan det usandsynlige sagtens ske alligevel. Hun hedder fortsat Gitte Laasby, og hun er lige så dejlig, som jeg ønsker hende at være.
Til gengæld var den sorte ibis forsvundet, måske utilpas med al virakken fra de fremmødte horder af fuglekiggere. Til gengengæld er den så dukket op i dag igen, hvor det tilsyneladende kun er stylteløberne som er på plads af de gårsnævnte. Og det jo den rette kombination, for os der afventer miraklet.
Tilføjelse: Ungerne forlod i dag reden. Musvitten. Måske 4, men svært at sige, da de fløj ud lidt hist og pist for alle vinde. Lige nu sidder den ene forælder med næbbet fuldt af orm, og kan ikke finde dem. Virker sgu ikke for lovende. Men heldigvis lover de først skybrud om en halv time, så forhåbenligt vender ungerne hjem i tide af sig selv. Ellers går de sgu nok til...
Et hurtigt kvæk angående gårsdagens fugle hvor lidt varme og lidt mindre vind åbenbart var nok til at få rystet rundt på nogle fugle således at der i går kunne ses 2 stylteløbere, en silkehejre, en damklire og et par kærløbere ved Villahøj. Stylteløberne er højst sandsynligt fuglene fra tidligere som røg til Sverige, for de er i hvert fald væk derfra igen. Så hvis ikke det er for sent, kan det være at vi alligevel får et kuld i år. Og denne skønne forhåbning vil jeg udbrede til alle der vil mig det godt, og bruge til overføring og fremmane, at med tålmodighed kan det usandsynlige sagtens ske alligevel. Hun hedder fortsat Gitte Laasby, og hun er lige så dejlig, som jeg ønsker hende at være.
Til gengæld var den sorte ibis forsvundet, måske utilpas med al virakken fra de fremmødte horder af fuglekiggere. Til gengengæld er den så dukket op i dag igen, hvor det tilsyneladende kun er stylteløberne som er på plads af de gårsnævnte. Og det jo den rette kombination, for os der afventer miraklet.
Tilføjelse: Ungerne forlod i dag reden. Musvitten. Måske 4, men svært at sige, da de fløj ud lidt hist og pist for alle vinde. Lige nu sidder den ene forælder med næbbet fuldt af orm, og kan ikke finde dem. Virker sgu ikke for lovende. Men heldigvis lover de først skybrud om en halv time, så forhåbenligt vender ungerne hjem i tide af sig selv. Ellers går de sgu nok til...
2022-05-28
Foråret er snart slut. Langstrakt halvkøligt vil det stå tilbage uden de helt store bedrifter på Amager-fronten.
Sammenlignet med sidste år dog, er det allerede lykkedes mig at få set næsten alle de almindelige arter, hvoraf mange først kom i hus hen over returtrækket sidste år. Maj måned står derfor med den sidstankomne, Kærsanger, pr. dags dato med en total på 187, hvilket er inspirerende i forhold til sidste år, hvor jeg først nåede det antal den 18. juni. At håbe på 200 i først halvår synes derfor mere realistisk i år, men kræver at der dukker nogle fornuftige hits op i løbet af juni. Dog kan forventelige arter så som kjover, sort terne, sandløber, odinshane, pirol og lundsanger fortsat spytte i kassen også.
Af sjældnere arter i den forgangne periode er en sort ibis, som fortsat er på plads ved villahøj, vel nok højdepunktet. Særligt taget i betragtning hvor længe siden den sidst er blevet set på Amager. Herudover er en større samling kærløbere på godt 30 værd at nævne, ligesom en morderligt svær stribet ryle samme sted, i nordlig retning fra mellemtårnet. Plus en sovende skestork fra sydtårnet, som endelig lod sig forbarme over mig. Disse arter er knapt så vejrafhængige, men tidligere, den 9. maj, bragte et mindre søndenpust en lille håndfuld hvidvingede terner til hejresøen, hvoraf 3 på vanlig vis forsvandt hurtigt. Den sidste blev dog hele aftenen og gav en fin opvisning i flot medlys fra nordsiden af søen, hvilket kan ses i fotosektionen. En uge senere fandt RT en tidlig lille fluesnapper i kongelunden, som vanen tro var forsvundet den næste morgen. Det var en ungfugl, som billederne viser.
Ved fluesnapperen dukkede der en imødekommende og smilende moden kvinde op, mens jeg var der. Hun var også glad for fugle, og efter at have fortalt hende hvor fluesnapperen sad, forlod jeg hende for at prøve at finde min egen i den nordøstlige afdeling. Det lykkedes ikke, men da jeg fandt en af de få skovsangere, som har fundet det interessant at slå sig ned i kongelunden i år, besluttede jeg at køre tilbage til den fortsat smilende og modne kvinde, for at være flink ved hende. Hun havde nemlig lige spurgt efter denne art, som hun endnu ikke havde set i år. Det var en ganske almindelig venlighedsgestus, som hun takkede for, da vi sammen bevægede os tilbage til hovedstien. Men først skulle vi over en grøft, og da hendes små ben ikke kunne skræve lige så meget som mine, faldt hun ned i bunden, og lå der på alle fire. Hun rakte instinktivt hånden op mod mig, og jeg greb den naturligvis, og trak hende op på den anden side, og hun sagde tak igen. Da vi rørte hinanden bølgede de seneste ugers trang til at være tæt på den kvinde, som jeg havde mødt den 12. april op i mig. Uforløste som disse energier var, her tre dage efter at jeg i frustration havde fortalt hende, at jeg ikke ønskede at se hende igen, kom de op i mig, da jeg fornemmede denne kvindes venlige og imødekommende energi. Det var en overvældende følelse, som jeg var lige på nippet til at give efter for. Men jeg holdt heldigvis igen, med hovedet i klar tanke på min elendige evne til at vurdere kvinders sande intentioner. Min evne til at fejltolke hvad imødekommende og venlige ord i virkeligheden betyder, og særligt hvad fysisk nærhed ikke nødvendigvis betyder. At gøre tilnærmelser til denne kvinde, som sagtens kunne have været både hustru, mor og lykkelig bedstemor på samme tid, lugtede alt for meget af en fælde sat af de højere magter for at gøre min skæbne mere besværlig end den allerede er. Dumme mennesker lærer langsomt, men her kunne selv jeg ikke længere misforstå situationen, og jeg satte mig op på min cykel og sagde hurtigt farvel. Veltilfreds selvfølgelig, men også fortsat uforløst. Hvor forbandet dum kan man alligevel være? Bare fordi det er så forbandet svært at forstå hvad kvinder egentlig kommunikerer imellem alle deres selvmodsigelser og modsatrettede udsagn, så er der ingen undskyldning for ikke at se at få det lært. Der må findes mænd som har knækket koden. Og nej, jeg mener ikke alle de almindelige mænd, som lever sammen med kvinder i almindelige lige-ud-ad-landevejen-forhold, for jeg er ret sikker på, at selv de har ikke lært at forstå noget som helst. De har bare lært at klappe kaje og føje deres kvindes uforudsigeligheder uden at protestere. Og det er ikke det jeg ønsker. Jeg ønsker at kunne træffe mine valg på et logisk grundlag baseret på klar tale og reelle intentioner. Eller manglende intentioner. Jeg er ligeglad, bare der er konsekvens og overensstemmelse i det som kommer ud af deres mund. Ideelt set må det bedste være at møde en stum kvinde som ikke på samme ubesværede måde kan lade ord/fakter stå i kontrast til hendes reelle budskab. Det forestiller jeg mig i det mindste vil være tilfældet, uden dog at være fuld overbevist.
Selvfølgelig kan man jo altid bare have øje for sin egen standard og måle op imod den, og så tro på, at der statistisk set må være bare en enkelt attraktiv kvinde i verden, som vil kunne leve op til den, og som det ville være dejligt at tilbringe livet sammen med. Men sandsynligheden for at det vil kunne nå at ske i tide, er ikke stor, det ved jeg. Så der er ingen vej uden om at se at komme igang: Hvad kvinder i virkeligheden siger - for dummies!
De mange sørgekåber jeg har set på Amager i år, må gerne være en indikator på, at det bliver et godt sommmerfugleår. Og ligeledes at den ret tidlige hedelibel jeg så for en lille uge siden, sandsynligvis en Almindelig eller Stor, bliver startskuddet på en fin sæson her også. 8 bestemte arter er det blevet til indtil nu i år, 4 vandnymfer og 4 guldsmede. De er alle almindelige arter, selv om det var godt at finde flere individer af Håret Mosaikguldsmed i år end sidste år, samme sted i Pinseskoven.
På altanen har musvitterne rasende travlt, og har haft det i lang tid nu, hvorfor det ikke kan vare længe, før at ungerne er på vej ud. Mistænker dog at de allerede er flyveklare, men at de bliver i kassen fordi det er så ubehageligt koldt og blæsende. Ikke lige måden man ønsker at komme ud i den store vide verden på. At blive blæst omkuld af lumske kastevinde fra nordvest.
Personligt ville jeg dog ikke have haft noget imod at blive kastet rundt i går af de kraftige vindblæs, som jeg i anledning af 12. april-kvindens 45 års fødselsdag ville have tolket som et tegn på, at hun stadig havde trang til at ruske mig i al min umulighed. Og jeg ville have føjet hendes vilkårlige kasten frem og tilbage uden trang til protest - bare det at være en del af hendes liv endnu. Med en tilgivelse for min egen hysteriske barnagtighed, og et klarsyn uden skyggen af tvivl om, at vi passer perfekt til hinanden. Måske jeg skal sørge for at tage det kursus også: Hvordan man opnår tilgivelse efter at man har fucket alt op med sit eget midaldrende ego. Hvor dum har man lov til at være? Desværre ikke så dum ser det ud til. Der er lukket. Der er tavst. Og det er svært at tro på at der findes barmhjertige engle som kan redde mig ud af denne selvskabte suppedas. Gitte Laasby - En kvinde jeg ikke kan nå! Men ved Gud, hvor ville jeg gerne..!
Painfully trying to enjoy the impossibilities in the-broken-heart-game.
Foråret er snart slut. Langstrakt halvkøligt vil det stå tilbage uden de helt store bedrifter på Amager-fronten.
Sammenlignet med sidste år dog, er det allerede lykkedes mig at få set næsten alle de almindelige arter, hvoraf mange først kom i hus hen over returtrækket sidste år. Maj måned står derfor med den sidstankomne, Kærsanger, pr. dags dato med en total på 187, hvilket er inspirerende i forhold til sidste år, hvor jeg først nåede det antal den 18. juni. At håbe på 200 i først halvår synes derfor mere realistisk i år, men kræver at der dukker nogle fornuftige hits op i løbet af juni. Dog kan forventelige arter så som kjover, sort terne, sandløber, odinshane, pirol og lundsanger fortsat spytte i kassen også.
Af sjældnere arter i den forgangne periode er en sort ibis, som fortsat er på plads ved villahøj, vel nok højdepunktet. Særligt taget i betragtning hvor længe siden den sidst er blevet set på Amager. Herudover er en større samling kærløbere på godt 30 værd at nævne, ligesom en morderligt svær stribet ryle samme sted, i nordlig retning fra mellemtårnet. Plus en sovende skestork fra sydtårnet, som endelig lod sig forbarme over mig. Disse arter er knapt så vejrafhængige, men tidligere, den 9. maj, bragte et mindre søndenpust en lille håndfuld hvidvingede terner til hejresøen, hvoraf 3 på vanlig vis forsvandt hurtigt. Den sidste blev dog hele aftenen og gav en fin opvisning i flot medlys fra nordsiden af søen, hvilket kan ses i fotosektionen. En uge senere fandt RT en tidlig lille fluesnapper i kongelunden, som vanen tro var forsvundet den næste morgen. Det var en ungfugl, som billederne viser.
Ved fluesnapperen dukkede der en imødekommende og smilende moden kvinde op, mens jeg var der. Hun var også glad for fugle, og efter at have fortalt hende hvor fluesnapperen sad, forlod jeg hende for at prøve at finde min egen i den nordøstlige afdeling. Det lykkedes ikke, men da jeg fandt en af de få skovsangere, som har fundet det interessant at slå sig ned i kongelunden i år, besluttede jeg at køre tilbage til den fortsat smilende og modne kvinde, for at være flink ved hende. Hun havde nemlig lige spurgt efter denne art, som hun endnu ikke havde set i år. Det var en ganske almindelig venlighedsgestus, som hun takkede for, da vi sammen bevægede os tilbage til hovedstien. Men først skulle vi over en grøft, og da hendes små ben ikke kunne skræve lige så meget som mine, faldt hun ned i bunden, og lå der på alle fire. Hun rakte instinktivt hånden op mod mig, og jeg greb den naturligvis, og trak hende op på den anden side, og hun sagde tak igen. Da vi rørte hinanden bølgede de seneste ugers trang til at være tæt på den kvinde, som jeg havde mødt den 12. april op i mig. Uforløste som disse energier var, her tre dage efter at jeg i frustration havde fortalt hende, at jeg ikke ønskede at se hende igen, kom de op i mig, da jeg fornemmede denne kvindes venlige og imødekommende energi. Det var en overvældende følelse, som jeg var lige på nippet til at give efter for. Men jeg holdt heldigvis igen, med hovedet i klar tanke på min elendige evne til at vurdere kvinders sande intentioner. Min evne til at fejltolke hvad imødekommende og venlige ord i virkeligheden betyder, og særligt hvad fysisk nærhed ikke nødvendigvis betyder. At gøre tilnærmelser til denne kvinde, som sagtens kunne have været både hustru, mor og lykkelig bedstemor på samme tid, lugtede alt for meget af en fælde sat af de højere magter for at gøre min skæbne mere besværlig end den allerede er. Dumme mennesker lærer langsomt, men her kunne selv jeg ikke længere misforstå situationen, og jeg satte mig op på min cykel og sagde hurtigt farvel. Veltilfreds selvfølgelig, men også fortsat uforløst. Hvor forbandet dum kan man alligevel være? Bare fordi det er så forbandet svært at forstå hvad kvinder egentlig kommunikerer imellem alle deres selvmodsigelser og modsatrettede udsagn, så er der ingen undskyldning for ikke at se at få det lært. Der må findes mænd som har knækket koden. Og nej, jeg mener ikke alle de almindelige mænd, som lever sammen med kvinder i almindelige lige-ud-ad-landevejen-forhold, for jeg er ret sikker på, at selv de har ikke lært at forstå noget som helst. De har bare lært at klappe kaje og føje deres kvindes uforudsigeligheder uden at protestere. Og det er ikke det jeg ønsker. Jeg ønsker at kunne træffe mine valg på et logisk grundlag baseret på klar tale og reelle intentioner. Eller manglende intentioner. Jeg er ligeglad, bare der er konsekvens og overensstemmelse i det som kommer ud af deres mund. Ideelt set må det bedste være at møde en stum kvinde som ikke på samme ubesværede måde kan lade ord/fakter stå i kontrast til hendes reelle budskab. Det forestiller jeg mig i det mindste vil være tilfældet, uden dog at være fuld overbevist.
Selvfølgelig kan man jo altid bare have øje for sin egen standard og måle op imod den, og så tro på, at der statistisk set må være bare en enkelt attraktiv kvinde i verden, som vil kunne leve op til den, og som det ville være dejligt at tilbringe livet sammen med. Men sandsynligheden for at det vil kunne nå at ske i tide, er ikke stor, det ved jeg. Så der er ingen vej uden om at se at komme igang: Hvad kvinder i virkeligheden siger - for dummies!
De mange sørgekåber jeg har set på Amager i år, må gerne være en indikator på, at det bliver et godt sommmerfugleår. Og ligeledes at den ret tidlige hedelibel jeg så for en lille uge siden, sandsynligvis en Almindelig eller Stor, bliver startskuddet på en fin sæson her også. 8 bestemte arter er det blevet til indtil nu i år, 4 vandnymfer og 4 guldsmede. De er alle almindelige arter, selv om det var godt at finde flere individer af Håret Mosaikguldsmed i år end sidste år, samme sted i Pinseskoven.
På altanen har musvitterne rasende travlt, og har haft det i lang tid nu, hvorfor det ikke kan vare længe, før at ungerne er på vej ud. Mistænker dog at de allerede er flyveklare, men at de bliver i kassen fordi det er så ubehageligt koldt og blæsende. Ikke lige måden man ønsker at komme ud i den store vide verden på. At blive blæst omkuld af lumske kastevinde fra nordvest.
Personligt ville jeg dog ikke have haft noget imod at blive kastet rundt i går af de kraftige vindblæs, som jeg i anledning af 12. april-kvindens 45 års fødselsdag ville have tolket som et tegn på, at hun stadig havde trang til at ruske mig i al min umulighed. Og jeg ville have føjet hendes vilkårlige kasten frem og tilbage uden trang til protest - bare det at være en del af hendes liv endnu. Med en tilgivelse for min egen hysteriske barnagtighed, og et klarsyn uden skyggen af tvivl om, at vi passer perfekt til hinanden. Måske jeg skal sørge for at tage det kursus også: Hvordan man opnår tilgivelse efter at man har fucket alt op med sit eget midaldrende ego. Hvor dum har man lov til at være? Desværre ikke så dum ser det ud til. Der er lukket. Der er tavst. Og det er svært at tro på at der findes barmhjertige engle som kan redde mig ud af denne selvskabte suppedas. Gitte Laasby - En kvinde jeg ikke kan nå! Men ved Gud, hvor ville jeg gerne..!
Painfully trying to enjoy the impossibilities in the-broken-heart-game.
2022-04-25
På et par uger sker der dog alligevel en sjat. Udover i kortere strejf hvor vind og temperaturer er gået op i en mere forårsmild enhed, så har perioden været præget af en fortsat kølig og indædt nordøstlig vind, som jeg kun kan tolke som en udløber af de gale energier som fortsat strømmer fra vores nabo i øst.
Men selv ikke vejret kan standse de større kræfter som styrer rytmen blandt bierne og blomsterne. Og fuglene. På de to uger som gået siden sidst, er arterne begyndt at dukke op i vanlig rækkefølge, men de fleste i få antal, hvilket både kulden og det stabile højtryk kan have æren for. Mange fugle flyver sikkert bare lige over, når vejret er så klart som det er. 22 arter er det blevet til siden den 12. april, og ingen siden den 20, hvilket må skyldes modstand mod det kølige nord. Ingen grund til at anstrenge sig i nattefrost med få insekter til følge. Vores egne altanfugle bliver også væk nu, men det skyldes at vi har stoppet fodringen for i år. Mest fordi det sviner på grænsen til det ulækre, hvilket ikke er optimalt, når man skal nyde udelivet på altanen, nu sommeren er på vej.
Landsvalen blev den første af de 20, og lidt efter var der glæde i kikkerten, da en sortstrubet lom blev spottet på pynten. Som andetsteds også nævnt, så forbeholder jeg mig dog retten til at tro, at den ikke er så ualmindelig at se derude, i forhold til rødstrubet, som det er blevet kotyme at tro blandt de lokale koryfæer!
Den næste som kom, er pr dags dato til gengæld kommet i pæne tal. Løvsangeren. Og især i Kongelunden har jeg hæftet mig ved ret store antal. Noget som ikke har været tilfældet tidligere. Pø om pø kom de næste, svalekliren sent og den første brogede fluesnapper ret tidligt, allerede den 15. Samme dag gav mig en Ringdrossel på Stoffers klassiske sted fra over 30 år siden - langs kanalvej ved ugandalågen på Kalvebod Fælled.
Og næste dag, den 16, kom der endelig lidt krydderi på tilværelsen da jeg sammen med Steffen kunne nyde en steppehøg han trække ind over aflandshage, og lidt senere ligeledes en Gulirisk, som jeg selv fandt, som sad og sang oppe ved Røde Kors-lejren. Semi-gode-arter på vej.
Modsat har jeg vanen tro også misset flere af dem, man gerne vil gøre en indsats for at få så som Mosehornugle, Hvid Stork og Sort Glente. For slet ikke at tale om Hærfuglen. På klassisk forårsvis bliver den set hist og pist i disse dage. Frederiksberg så sent som i forgårs, men trods mange kilometer ude blandt Amagers sydlige marker er det fortsat ikke lykkedes. Til gengæld lykkedes det at få set Stylteløber-parret, som kom tilbage til Villahøj den 18. april. Meget tidligere end sidste år. Ivrige efter at gentage succesen, må man formode. Men de var nok lige en postgang for tidligt på den. Meget vand og det kolde vejr var ikke til deres fordel, og det berettes, at de blev mere og mere rastløse hen under aftenen, hvor de tog lange rundture ud i periferien, før de så til sidst besluttede at flyve et andet sted hen. Apropos: Kan se på Artportalen, at der i dag står et par i Skåne 20 km nordøst for Lund, hvilket nok er de samme. Så dem får vi så måske ikke glæde af alligevel i år, hvorfor det var rigtig godt, at jeg besluttede at køre hjem over Villahøj, efter at Finn Olufsen havde givet mig et praj om deres ankomst.
Og samme Finn valgte et par dage senere at finde en Pungmejse på Amager Fælled, som jeg også nåede at få. Den er nærmest et kæmpehit i betragtning af, at der ikke rigtig har været nogen stationære eller ynglende fugle i mange år. Det var en fin han, som fouragerede på dunhammere med ture væk fra søen i sydvest i flere omgange. Den valgte dog også at fordufte i løbet af natten, hvorfor man begynder at mistænke, at der er dårlige vibes på Amager i år.
Men om det så forholder sig således, så kan det kun gælde blandt fuglene, for jeg ryster ikke på hånden, når jeg siger, at mine personlige vibes ikke har haft det bedre siden hin dag den 12. april, hvor jeg mødte hin dejlige kvinde som også så på fugle. Vi har set på fugle sammen siden da, og der sidder nu en lille fugl og kvidrer af glæde for enden af alle mine sanser! Det ved hun nok ikke. Men hun ved det nok alligevel. Men hvis ikke, må jeg hellere set at få det sagt...Og det kom der ikke noget som helst godt ud af.
Anyway Enjoy!
På et par uger sker der dog alligevel en sjat. Udover i kortere strejf hvor vind og temperaturer er gået op i en mere forårsmild enhed, så har perioden været præget af en fortsat kølig og indædt nordøstlig vind, som jeg kun kan tolke som en udløber af de gale energier som fortsat strømmer fra vores nabo i øst.
Men selv ikke vejret kan standse de større kræfter som styrer rytmen blandt bierne og blomsterne. Og fuglene. På de to uger som gået siden sidst, er arterne begyndt at dukke op i vanlig rækkefølge, men de fleste i få antal, hvilket både kulden og det stabile højtryk kan have æren for. Mange fugle flyver sikkert bare lige over, når vejret er så klart som det er. 22 arter er det blevet til siden den 12. april, og ingen siden den 20, hvilket må skyldes modstand mod det kølige nord. Ingen grund til at anstrenge sig i nattefrost med få insekter til følge. Vores egne altanfugle bliver også væk nu, men det skyldes at vi har stoppet fodringen for i år. Mest fordi det sviner på grænsen til det ulækre, hvilket ikke er optimalt, når man skal nyde udelivet på altanen, nu sommeren er på vej.
Landsvalen blev den første af de 20, og lidt efter var der glæde i kikkerten, da en sortstrubet lom blev spottet på pynten. Som andetsteds også nævnt, så forbeholder jeg mig dog retten til at tro, at den ikke er så ualmindelig at se derude, i forhold til rødstrubet, som det er blevet kotyme at tro blandt de lokale koryfæer!
Den næste som kom, er pr dags dato til gengæld kommet i pæne tal. Løvsangeren. Og især i Kongelunden har jeg hæftet mig ved ret store antal. Noget som ikke har været tilfældet tidligere. Pø om pø kom de næste, svalekliren sent og den første brogede fluesnapper ret tidligt, allerede den 15. Samme dag gav mig en Ringdrossel på Stoffers klassiske sted fra over 30 år siden - langs kanalvej ved ugandalågen på Kalvebod Fælled.
Og næste dag, den 16, kom der endelig lidt krydderi på tilværelsen da jeg sammen med Steffen kunne nyde en steppehøg han trække ind over aflandshage, og lidt senere ligeledes en Gulirisk, som jeg selv fandt, som sad og sang oppe ved Røde Kors-lejren. Semi-gode-arter på vej.
Modsat har jeg vanen tro også misset flere af dem, man gerne vil gøre en indsats for at få så som Mosehornugle, Hvid Stork og Sort Glente. For slet ikke at tale om Hærfuglen. På klassisk forårsvis bliver den set hist og pist i disse dage. Frederiksberg så sent som i forgårs, men trods mange kilometer ude blandt Amagers sydlige marker er det fortsat ikke lykkedes. Til gengæld lykkedes det at få set Stylteløber-parret, som kom tilbage til Villahøj den 18. april. Meget tidligere end sidste år. Ivrige efter at gentage succesen, må man formode. Men de var nok lige en postgang for tidligt på den. Meget vand og det kolde vejr var ikke til deres fordel, og det berettes, at de blev mere og mere rastløse hen under aftenen, hvor de tog lange rundture ud i periferien, før de så til sidst besluttede at flyve et andet sted hen. Apropos: Kan se på Artportalen, at der i dag står et par i Skåne 20 km nordøst for Lund, hvilket nok er de samme. Så dem får vi så måske ikke glæde af alligevel i år, hvorfor det var rigtig godt, at jeg besluttede at køre hjem over Villahøj, efter at Finn Olufsen havde givet mig et praj om deres ankomst.
Og samme Finn valgte et par dage senere at finde en Pungmejse på Amager Fælled, som jeg også nåede at få. Den er nærmest et kæmpehit i betragtning af, at der ikke rigtig har været nogen stationære eller ynglende fugle i mange år. Det var en fin han, som fouragerede på dunhammere med ture væk fra søen i sydvest i flere omgange. Den valgte dog også at fordufte i løbet af natten, hvorfor man begynder at mistænke, at der er dårlige vibes på Amager i år.
Men om det så forholder sig således, så kan det kun gælde blandt fuglene, for jeg ryster ikke på hånden, når jeg siger, at mine personlige vibes ikke har haft det bedre siden hin dag den 12. april, hvor jeg mødte hin dejlige kvinde som også så på fugle. Vi har set på fugle sammen siden da, og der sidder nu en lille fugl og kvidrer af glæde for enden af alle mine sanser! Det ved hun nok ikke. Men hun ved det nok alligevel. Men hvis ikke, må jeg hellere set at få det sagt...Og det kom der ikke noget som helst godt ud af.
Anyway Enjoy!
2022-04-12
Det kryber da tættere på, foråret, selv om temperaturerne kun langsomt lader sig formilde. Kolde vinde, først fra nordvest og uden megen nytte til, som i dag fra sydøst. Det ellers klassiske varme forårshjørne. Vi taler om nattefrost, og det er jo ikke fordi, at det er usædvanligt i april, men nu her hvor vinteren ikke længere har noget alvorligt at skulle have sagt, trods alt, ville det være passende bare at komme helt om på den rigtige side af 10-15 grader om dagen. Vi landede på 9 i dag, men morgendagen lover op til 17 i det sydjyske, så måske vi snart skal mærke en tilsvarende begunstning på disse kanter.
Kanten blev ellers forflyttet vestpå til Kolding Fjord i weekenden, hvor moderen blev fejret med 80 rundinger langs løbekuglen. Et dejligt sted, og en dejlig tur, som blev pyntet med en fin grønspætte og et par korttåede træløbere i forårshumor. Ramsløg og anemoner lagde skovens dække i den ellers smattede bund, efter en god regnsvejrtur dagene før.
Her på hjemmebanen har det stået lidt i stampe hvad fuglene angår, i fejringens skær, men da der meldes sorte glenter og steppehøge ude om i landet, og her på og tæt på Amager, og dagens fugl var en Hærfugl, lå det ret lige for at prøve lykken ved Villahøj i dag efter svømningen. Solen stod trods alt frem og lyste højt på mine forhåbninger om endelig at kunne melde disse arter, som har fået for vane at gække i elegante cirkler langt uden om mit synsfelt.
Dog ej det således skulle gå, men fra højens top kunne fire sølvhejrer i to x to samt firetusindefemhundrede bramgæs, tre atlinger og to kobbersnepper betragtes som højdepunktet fuglemæssigt. De fleste på afstand, som det er kotyme, men kobbersnepperne havde dog gjort sig mere fotovenlige i tæt afstand til højen i vestenden, hvor de tillod dette indtil, måske en tidligere set rød glente, jagede de fleste fugle op. Ude af øje var der ikke mere at gøre ved fotosagen, men da der samtidig dukkede en drøm, velsagtens, op ud af det blå, havde jeg ikke problemer med den udvikling.
En drøm fordi det skete, som jeg har bedt til. At faktisk møde en kvinde med ligesindet interesse for naturen og måske det som ligger bag. Dog er det ikke altid, at man skal gribe ud efter det som livet frister med på så direkte en måde. Jeg er jo slet ikke et sted i livet, hvor det er relevant at give seriøs næring til nogen form for delt tilværelse ud over det jeg gør nu. Nej, læren her er snarere, at det rent faktisk er muligt bevidst at få livet til at dreje i bestemte retninger, når man tillader det. Så nu atter bekræftet om dette, vil jeg nøjes med at nyde evnen, og begynde at definere hvad det er jeg virkelig ønsker af livet.
Enjoy!
Det kryber da tættere på, foråret, selv om temperaturerne kun langsomt lader sig formilde. Kolde vinde, først fra nordvest og uden megen nytte til, som i dag fra sydøst. Det ellers klassiske varme forårshjørne. Vi taler om nattefrost, og det er jo ikke fordi, at det er usædvanligt i april, men nu her hvor vinteren ikke længere har noget alvorligt at skulle have sagt, trods alt, ville det være passende bare at komme helt om på den rigtige side af 10-15 grader om dagen. Vi landede på 9 i dag, men morgendagen lover op til 17 i det sydjyske, så måske vi snart skal mærke en tilsvarende begunstning på disse kanter.
Kanten blev ellers forflyttet vestpå til Kolding Fjord i weekenden, hvor moderen blev fejret med 80 rundinger langs løbekuglen. Et dejligt sted, og en dejlig tur, som blev pyntet med en fin grønspætte og et par korttåede træløbere i forårshumor. Ramsløg og anemoner lagde skovens dække i den ellers smattede bund, efter en god regnsvejrtur dagene før.
Her på hjemmebanen har det stået lidt i stampe hvad fuglene angår, i fejringens skær, men da der meldes sorte glenter og steppehøge ude om i landet, og her på og tæt på Amager, og dagens fugl var en Hærfugl, lå det ret lige for at prøve lykken ved Villahøj i dag efter svømningen. Solen stod trods alt frem og lyste højt på mine forhåbninger om endelig at kunne melde disse arter, som har fået for vane at gække i elegante cirkler langt uden om mit synsfelt.
Dog ej det således skulle gå, men fra højens top kunne fire sølvhejrer i to x to samt firetusindefemhundrede bramgæs, tre atlinger og to kobbersnepper betragtes som højdepunktet fuglemæssigt. De fleste på afstand, som det er kotyme, men kobbersnepperne havde dog gjort sig mere fotovenlige i tæt afstand til højen i vestenden, hvor de tillod dette indtil, måske en tidligere set rød glente, jagede de fleste fugle op. Ude af øje var der ikke mere at gøre ved fotosagen, men da der samtidig dukkede en drøm, velsagtens, op ud af det blå, havde jeg ikke problemer med den udvikling.
En drøm fordi det skete, som jeg har bedt til. At faktisk møde en kvinde med ligesindet interesse for naturen og måske det som ligger bag. Dog er det ikke altid, at man skal gribe ud efter det som livet frister med på så direkte en måde. Jeg er jo slet ikke et sted i livet, hvor det er relevant at give seriøs næring til nogen form for delt tilværelse ud over det jeg gør nu. Nej, læren her er snarere, at det rent faktisk er muligt bevidst at få livet til at dreje i bestemte retninger, når man tillader det. Så nu atter bekræftet om dette, vil jeg nøjes med at nyde evnen, og begynde at definere hvad det er jeg virkelig ønsker af livet.
Enjoy!
2022-04-02
April måned starter med en kold og klar kyshånd fra nordøst. Giver stilstand i naturen. Sommerfuglene er frosset til pulver og fuglenes stemmebånd står på stive rækker, og venter på varmere toner sydfra. Dog er vores lokale blåmejse på altanen i fuldt vigør, og puster sig jævnligt op for at jage musvitten væk som, retmæssigt, gerne vil overtage kassen i hjørnet. Det er en musvit-kasse med hullet i rette størrelse. Og ved siden af hænger den med det mindre hul, og som var beregnet til den mindste af de to. Men sådan skulle det åbenbart ikke være. Lille og hidsig. Så nej, der skal ikke være plads til alle!
I skoven er der heldigvis stadigvæk plads til den korttåede træløber. Den har ellers været helt fraværende for mig i år. Nogle få haft den i løbet af vinteren, men generelt er jeg overbevist om, at de har været forsvundet fra skoven, og først kommer tilbage nu. Sidste år havde jeg den første gang i slutningen af februar. Men det år var det paradoksalt nok ret koldt efter nytår, så dens manglende tilstedeværelse i år kan ikke have noget med temperaturen at gøre, da vi har haft en mild vinter i år. Jeg lader det gerne slå an som en tilfældighed, og så bare glæde mig over at den er tilbage.
Og sørme så om ikke det lykkedes at få en af de gode i forrige weekend: Dobbeltbekkasin! Næsten tre hele måneder ind i året skulle jeg, for at få denne ellers forventelige vinterart. Og i de samme dage gjorde en tidlig Stor Kobbersneppe dem selskab ved Villahøj, hvorimod jeg måtte en aftertur til Storehøj, hvor man ellers sjældent kommer i disse nybyggertider, for at få en dejligt aktiv Rørdrum som paukede løs fra rørene. Nicki Justenborg var ophavsmanden, og jeg var den glade, at det så ikke kun skulle blive Steffen-På-Pynten som skulle have fornøjelsen i år.
Med 126 arter på Amager pr dags dato, er jeg 6 arter bagud i forhold til sidste år, hvilket sikkert i høj grad afspejler den kolde periode vi har haft den seneste måned. Når varmen kommer...
Og så er der det med Sortkragerne som bliver meldt hist og pist på Amager i disse tider. Den er jo fortsat sjælden her, så jeg vil i al stilfærdighed bare huske at gøre opmærksom på, at de unge råger kan have deres krage-lignende hoved- og næbkarakterer i op til 15 måneder! efter fødslen. De fleste har det nok ikke, men man skal have det for øje, og sikre sig at man virkelig ser hoved og næb godt, inden man claimer den sorte. Øje for sagen.
Og naturligvis skal den skønne lille anemone ikke forglemmes. Thi, den står allerede og titter frem med spæde blade langs den vestlige sti i kongelunden. På kanten af de kraftfulde ramsløg som allerede er blevet høstet. Til en pesto som var rigeligt potent, og gjorde årets trang til denne plante fuldt indfriet!
Enjoy!
April måned starter med en kold og klar kyshånd fra nordøst. Giver stilstand i naturen. Sommerfuglene er frosset til pulver og fuglenes stemmebånd står på stive rækker, og venter på varmere toner sydfra. Dog er vores lokale blåmejse på altanen i fuldt vigør, og puster sig jævnligt op for at jage musvitten væk som, retmæssigt, gerne vil overtage kassen i hjørnet. Det er en musvit-kasse med hullet i rette størrelse. Og ved siden af hænger den med det mindre hul, og som var beregnet til den mindste af de to. Men sådan skulle det åbenbart ikke være. Lille og hidsig. Så nej, der skal ikke være plads til alle!
I skoven er der heldigvis stadigvæk plads til den korttåede træløber. Den har ellers været helt fraværende for mig i år. Nogle få haft den i løbet af vinteren, men generelt er jeg overbevist om, at de har været forsvundet fra skoven, og først kommer tilbage nu. Sidste år havde jeg den første gang i slutningen af februar. Men det år var det paradoksalt nok ret koldt efter nytår, så dens manglende tilstedeværelse i år kan ikke have noget med temperaturen at gøre, da vi har haft en mild vinter i år. Jeg lader det gerne slå an som en tilfældighed, og så bare glæde mig over at den er tilbage.
Og sørme så om ikke det lykkedes at få en af de gode i forrige weekend: Dobbeltbekkasin! Næsten tre hele måneder ind i året skulle jeg, for at få denne ellers forventelige vinterart. Og i de samme dage gjorde en tidlig Stor Kobbersneppe dem selskab ved Villahøj, hvorimod jeg måtte en aftertur til Storehøj, hvor man ellers sjældent kommer i disse nybyggertider, for at få en dejligt aktiv Rørdrum som paukede løs fra rørene. Nicki Justenborg var ophavsmanden, og jeg var den glade, at det så ikke kun skulle blive Steffen-På-Pynten som skulle have fornøjelsen i år.
Med 126 arter på Amager pr dags dato, er jeg 6 arter bagud i forhold til sidste år, hvilket sikkert i høj grad afspejler den kolde periode vi har haft den seneste måned. Når varmen kommer...
Og så er der det med Sortkragerne som bliver meldt hist og pist på Amager i disse tider. Den er jo fortsat sjælden her, så jeg vil i al stilfærdighed bare huske at gøre opmærksom på, at de unge råger kan have deres krage-lignende hoved- og næbkarakterer i op til 15 måneder! efter fødslen. De fleste har det nok ikke, men man skal have det for øje, og sikre sig at man virkelig ser hoved og næb godt, inden man claimer den sorte. Øje for sagen.
Og naturligvis skal den skønne lille anemone ikke forglemmes. Thi, den står allerede og titter frem med spæde blade langs den vestlige sti i kongelunden. På kanten af de kraftfulde ramsløg som allerede er blevet høstet. Til en pesto som var rigeligt potent, og gjorde årets trang til denne plante fuldt indfriet!
Enjoy!
2022-03-26
Marts i solens tegn. Rekordmange timer, og kun få dråber regn, gør den mindeværdig og meget velkommen, med al den væde vi har fået igennem vinteren. Stier og marker tørrer fint op, og vi kan se ind i et forår fuldt af livet i dets optimale form.
Og fuglene vender nu tilbage i en lind strøm, med dejlige 12 arter siden sidst, hvoraf ingen rigtig har være usædvanlige, ud over en flok som jeg mener var Silkehaler, uden at være helt sikker. Sildemåger, Hedelærker, Sangdrosler og naturligvis de første Gransanger er blandt disse. Men det er Dobbeltbekkasin også, endelig set den 24, hvor også et par Sølvhejre lagde vejen forbi Villahøj. Man forventer jo at få den, men som altid er det bedre at det er sket end at forvente at det sker. Det samme med den vel nok sværeste fra denne periode, pånær silkehalerne, Pibesvane. Er man ikke på plads, så kan man ikke forvente at få den krydset. De kommer forbi hvert år, men mange ryger lige igennem, og de få der vælger at raste, gør det normalt kun i kort tid. Så rastende fugle meldt om morgenen, er ikke nødvendigvis på plads om eftermiddagen. Jeg lavede derfor en dobbelttur ud til sydtårnet for at få den i år. En flok på 5, som meget sigende netop valgte at lette og flyve nordpå, 30 sekunder efter at jeg var ankommet.
Ellers er det sjoveste på Amager i perioden vel nok de tre storke som jeg har misset - helt i tråd med sidste år. De kommer enkeltvis og ryger bare stille og roligt igennem uden at gøre meget væsen af sig.
Til gengæld tager sommerfuglene ekstra godt imod den varme sol, og i dag på den sidste vintertidsdag, lykkedes det mig at se årets første 6 forskellige dagsommerfugle, Sørgekåbe, Citronsommerfugl, Nældens Takvinge, Det Hvide C, Dagpåfugløje og Grønåret Kålsommerfugl. Alle i friske udgaver, mens kun C-et lod sig forevige. Årvågne fra første færd må man sige. Og ligeledes var Honningbierne på nordsiden af Kongelunden i fuld gang med at samle gulligt pollen, som flittigt blev transporteret til de tre stader.
Fornøjeligt og en fin ansporing til at glæde sig til et dejligt forår på trods af den fortsatte konflikt i det sydøstlige hjørne af kontinentet. Vi håber og beder.
Peace and joy.
Marts i solens tegn. Rekordmange timer, og kun få dråber regn, gør den mindeværdig og meget velkommen, med al den væde vi har fået igennem vinteren. Stier og marker tørrer fint op, og vi kan se ind i et forår fuldt af livet i dets optimale form.
Og fuglene vender nu tilbage i en lind strøm, med dejlige 12 arter siden sidst, hvoraf ingen rigtig har være usædvanlige, ud over en flok som jeg mener var Silkehaler, uden at være helt sikker. Sildemåger, Hedelærker, Sangdrosler og naturligvis de første Gransanger er blandt disse. Men det er Dobbeltbekkasin også, endelig set den 24, hvor også et par Sølvhejre lagde vejen forbi Villahøj. Man forventer jo at få den, men som altid er det bedre at det er sket end at forvente at det sker. Det samme med den vel nok sværeste fra denne periode, pånær silkehalerne, Pibesvane. Er man ikke på plads, så kan man ikke forvente at få den krydset. De kommer forbi hvert år, men mange ryger lige igennem, og de få der vælger at raste, gør det normalt kun i kort tid. Så rastende fugle meldt om morgenen, er ikke nødvendigvis på plads om eftermiddagen. Jeg lavede derfor en dobbelttur ud til sydtårnet for at få den i år. En flok på 5, som meget sigende netop valgte at lette og flyve nordpå, 30 sekunder efter at jeg var ankommet.
Ellers er det sjoveste på Amager i perioden vel nok de tre storke som jeg har misset - helt i tråd med sidste år. De kommer enkeltvis og ryger bare stille og roligt igennem uden at gøre meget væsen af sig.
Til gengæld tager sommerfuglene ekstra godt imod den varme sol, og i dag på den sidste vintertidsdag, lykkedes det mig at se årets første 6 forskellige dagsommerfugle, Sørgekåbe, Citronsommerfugl, Nældens Takvinge, Det Hvide C, Dagpåfugløje og Grønåret Kålsommerfugl. Alle i friske udgaver, mens kun C-et lod sig forevige. Årvågne fra første færd må man sige. Og ligeledes var Honningbierne på nordsiden af Kongelunden i fuld gang med at samle gulligt pollen, som flittigt blev transporteret til de tre stader.
Fornøjeligt og en fin ansporing til at glæde sig til et dejligt forår på trods af den fortsatte konflikt i det sydøstlige hjørne af kontinentet. Vi håber og beder.
Peace and joy.
2022-03-13
En kold østenvind (Putins hjerteløse kys) har ramt os uden ende her i starten af marts, og på trods af en strålende høj himmel de fleste dage, skutter man sig ude i naturen, og glædes på ingen måde ved at stå stille i længere tid. Busken på sydvestpynten giver kun sparsomt læ, og man tvinges til at søge op i skoven for at føle lidt relativ varme, ude af vindens greb. Mandarinanden holder mest til inde under vandtræet i branddammen i Ullerup, og nye ansigter her efter 10 dage i det officielle forår er kun blevet til en enkelt Hvid Vipstjert, som fik forvildet sig op for tidligt, og ikke blev set igen, da kulden rigtig greb fat. Og en Splitterne, som på hårdfør maner fløj ud efter fisk op imod en strid sydøstenvind en dag på pynten. De er således ankommet til Holmesø ved Brøndby, ligesom de Sorthovedede måger. Vanen tro. Men uden megen fornøjelse, må man tro.
Og tro skulle der også til da en ugelang Triel på Stubben ved Københavns Nordhavn også kom i min notesbog, ebird-app (indtil min egen er klar). Jeg havde ikke været derude i mange år, og blev overrasket over den massive udvidelse af området, med store sand- og jordklitter afløst af nærmest flad stenørken på den yderste del. Planeret. Og det var med bevoksning på overfladen. Sparsom, som i den rigtige stenørken i Spanien eller i Mexico. Jeg fik længsler derved, og glæder mig over at der vokser en kærlighed i mit hjerte til denne type landskab, da man så kan håbe på, at der vil være rigtig vild natur at glæde sig over og være og leve i, for mig, i min resterende levetid.
Trielen gjorde sig umage med ikke at blive genfundet, da jeg kom derud. Men efter en time og manges ihærdige søgen blev den endelig fundet stående i læ ude på den store slette. Vi andre stod i den blottede vind, og håbede at fuglen ville bevæge sig, eller ligefrem flyve en runde. Men det gjorde den ikke. I tre lange og kolde timer stod den bare helt cool og gjorde ingenting. Andet end at betragte os, må man formode, for da vi, som solen var ved at forsvinde bag klitterne, var nogle som mente, at vi nu godt kunne gå lidt tættere på, for at komme på fotoafstand, og gjorde det, fløj fuglen ret hurtigt væk, i en stor bue uden om os, op i klitterne et sted.
Jeg tog mest der ud for eventyrets skyld, da det jo ikke er Amager, og det heller ikke var en ny dk-art, endsige Sjællandsart. Men det er jo en fascinerende fugl, som altså også har forkærlighed for denne slags landskaber, hvorfor det ikke kunne skade at hilse på. Bjerglærker var også dejlige at se, da de kun sjældent lader vejen forbi mine hjemlige jagtmarker.
Og således opdateret, hilser jeg til verden, at fornuften og næstekærligheden får lov at vinde indpas i forstenede hjerte i dagene som kommer.
Joyful happiness.
En kold østenvind (Putins hjerteløse kys) har ramt os uden ende her i starten af marts, og på trods af en strålende høj himmel de fleste dage, skutter man sig ude i naturen, og glædes på ingen måde ved at stå stille i længere tid. Busken på sydvestpynten giver kun sparsomt læ, og man tvinges til at søge op i skoven for at føle lidt relativ varme, ude af vindens greb. Mandarinanden holder mest til inde under vandtræet i branddammen i Ullerup, og nye ansigter her efter 10 dage i det officielle forår er kun blevet til en enkelt Hvid Vipstjert, som fik forvildet sig op for tidligt, og ikke blev set igen, da kulden rigtig greb fat. Og en Splitterne, som på hårdfør maner fløj ud efter fisk op imod en strid sydøstenvind en dag på pynten. De er således ankommet til Holmesø ved Brøndby, ligesom de Sorthovedede måger. Vanen tro. Men uden megen fornøjelse, må man tro.
Og tro skulle der også til da en ugelang Triel på Stubben ved Københavns Nordhavn også kom i min notesbog, ebird-app (indtil min egen er klar). Jeg havde ikke været derude i mange år, og blev overrasket over den massive udvidelse af området, med store sand- og jordklitter afløst af nærmest flad stenørken på den yderste del. Planeret. Og det var med bevoksning på overfladen. Sparsom, som i den rigtige stenørken i Spanien eller i Mexico. Jeg fik længsler derved, og glæder mig over at der vokser en kærlighed i mit hjerte til denne type landskab, da man så kan håbe på, at der vil være rigtig vild natur at glæde sig over og være og leve i, for mig, i min resterende levetid.
Trielen gjorde sig umage med ikke at blive genfundet, da jeg kom derud. Men efter en time og manges ihærdige søgen blev den endelig fundet stående i læ ude på den store slette. Vi andre stod i den blottede vind, og håbede at fuglen ville bevæge sig, eller ligefrem flyve en runde. Men det gjorde den ikke. I tre lange og kolde timer stod den bare helt cool og gjorde ingenting. Andet end at betragte os, må man formode, for da vi, som solen var ved at forsvinde bag klitterne, var nogle som mente, at vi nu godt kunne gå lidt tættere på, for at komme på fotoafstand, og gjorde det, fløj fuglen ret hurtigt væk, i en stor bue uden om os, op i klitterne et sted.
Jeg tog mest der ud for eventyrets skyld, da det jo ikke er Amager, og det heller ikke var en ny dk-art, endsige Sjællandsart. Men det er jo en fascinerende fugl, som altså også har forkærlighed for denne slags landskaber, hvorfor det ikke kunne skade at hilse på. Bjerglærker var også dejlige at se, da de kun sjældent lader vejen forbi mine hjemlige jagtmarker.
Og således opdateret, hilser jeg til verden, at fornuften og næstekærligheden får lov at vinde indpas i forstenede hjerte i dagene som kommer.
Joyful happiness.
2022-02-28
Sidste vinterdag ifølge kalenderen, og fejret med sol og en selvfundet Rødtoppet Fuglekonge i Kongelunden. Fuglestien kalder jeg den nu, hvor jeg fandt den. Den brede sti i sydvest som støder sammen med den brede ridesti, og fortsætter ud mod Kalvebodvej øst om den gamle Røde Kors lejrs boldbane. Det er også her at jeg havde Korttået Træløber flere gange sidste år, og har set Duehøg, og altid hører Spætmejser, og i dag sang Sortmejsen også. Et dejligt sted.
9 arter blev det til i februar, og foråret starter således med en foreløbig total på 109 arter. Sidste år gav februar 14 arter, så det er noget i underkanten i år. Tranen og den Røde Glente blev nummer 107 og 108. Også dejlige fugle. Og det er dejligt at de er så dejlige, for så får man det så dejligt, når man ser dem - de dejlige.
Sidste vinterdag ifølge kalenderen, og fejret med sol og en selvfundet Rødtoppet Fuglekonge i Kongelunden. Fuglestien kalder jeg den nu, hvor jeg fandt den. Den brede sti i sydvest som støder sammen med den brede ridesti, og fortsætter ud mod Kalvebodvej øst om den gamle Røde Kors lejrs boldbane. Det er også her at jeg havde Korttået Træløber flere gange sidste år, og har set Duehøg, og altid hører Spætmejser, og i dag sang Sortmejsen også. Et dejligt sted.
9 arter blev det til i februar, og foråret starter således med en foreløbig total på 109 arter. Sidste år gav februar 14 arter, så det er noget i underkanten i år. Tranen og den Røde Glente blev nummer 107 og 108. Også dejlige fugle. Og det er dejligt at de er så dejlige, for så får man det så dejligt, når man ser dem - de dejlige.
2022-02-21
Februar fortsætter som et naturligt lavpunkt for nye arter i året. De almindelige er støvsuget op og forårets næste venter fortsat ude i horisonten. På nær et par stykker som ikke kunne nære sig, Huldue, Gråstrubet Lapppedykker og Stor Præstekrave. Men i helt beskedne mængder, så vi kalder det ikke et gennembrud endnu, selv om 240 Viber ved Villahøj i går godt kunne antyde, at nu skal det snart ske. Og så med alt det vand som er kommet. Overalt. Og blæsende Nora som fik rørt rundt i det, og besværliggjorde lidt min udenøstur for et par dage siden, da et umage par var dukket op ved Selsø nær Rosilde. Han Hvidhovedet And sammen med en formodentlig hun Amerikansk Skarveand. Et par som åbenbart er i gang med at pond-crashe deres vej gennem det nordlige Europa, efter at være set både i Polen og Tyskland tidligere. Oprindelse ukendt.
Jeg så dem kun på stor afstand, fra kirken, og i modsætning til de andre dage, var de to fugle splittet op og opførte sig således ikke som et par. Men når der dukker unge havørne op, så er det selvfølgelig forventeligt at panikken breder sig, og familier bliver spredt. Næste dage er de blevet rapporteret sammen igen, så det var nok det som gik for sig den dag.
I dag regner det gråt, en rigtig arbejdsmandag, så jeg begiver mig videre i min intention med at få lavet min egen fugleapp, så jeg endelig kan gøre mig fri af både ebird og dofbasen, og få det helt på min måde. Fri til at se på fugle som jeg ønsker det. Med hjertet det rette sted, og troen på at det ikke bliver data, som skal redde naturen fra menneskenes katastrofale handlinger.
Det bliver dejligt!
Februar fortsætter som et naturligt lavpunkt for nye arter i året. De almindelige er støvsuget op og forårets næste venter fortsat ude i horisonten. På nær et par stykker som ikke kunne nære sig, Huldue, Gråstrubet Lapppedykker og Stor Præstekrave. Men i helt beskedne mængder, så vi kalder det ikke et gennembrud endnu, selv om 240 Viber ved Villahøj i går godt kunne antyde, at nu skal det snart ske. Og så med alt det vand som er kommet. Overalt. Og blæsende Nora som fik rørt rundt i det, og besværliggjorde lidt min udenøstur for et par dage siden, da et umage par var dukket op ved Selsø nær Rosilde. Han Hvidhovedet And sammen med en formodentlig hun Amerikansk Skarveand. Et par som åbenbart er i gang med at pond-crashe deres vej gennem det nordlige Europa, efter at være set både i Polen og Tyskland tidligere. Oprindelse ukendt.
Jeg så dem kun på stor afstand, fra kirken, og i modsætning til de andre dage, var de to fugle splittet op og opførte sig således ikke som et par. Men når der dukker unge havørne op, så er det selvfølgelig forventeligt at panikken breder sig, og familier bliver spredt. Næste dage er de blevet rapporteret sammen igen, så det var nok det som gik for sig den dag.
I dag regner det gråt, en rigtig arbejdsmandag, så jeg begiver mig videre i min intention med at få lavet min egen fugleapp, så jeg endelig kan gøre mig fri af både ebird og dofbasen, og få det helt på min måde. Fri til at se på fugle som jeg ønsker det. Med hjertet det rette sted, og troen på at det ikke bliver data, som skal redde naturen fra menneskenes katastrofale handlinger.
Det bliver dejligt!
2022-02-08
Først kom der en due, så kom der en høg, som ergo var en Duehøg. Og det er så sandt som det lyder. Men den var ikke årets første, idet den måske samme fugl var oppe at flyve rundt om det nordøstlige hjørne af skoven for et par dage siden. Og derved blev den art nummer 102 i år, og vi er således videre fra årets halvskuffende januar-resultat. Sideskift.
Hvis du er til quiz og spas, så udlover jeg en flødebolleis til den som først melder ind, hvilken art som blev nummer 101 for mig på Amager i år. Svaret svæver sammen med alt det andet her på linien.
Først kom der en due, så kom der en høg, som ergo var en Duehøg. Og det er så sandt som det lyder. Men den var ikke årets første, idet den måske samme fugl var oppe at flyve rundt om det nordøstlige hjørne af skoven for et par dage siden. Og derved blev den art nummer 102 i år, og vi er således videre fra årets halvskuffende januar-resultat. Sideskift.
Hvis du er til quiz og spas, så udlover jeg en flødebolleis til den som først melder ind, hvilken art som blev nummer 101 for mig på Amager i år. Svaret svæver sammen med alt det andet her på linien.
2022-01-31
Og sådan endte den så. I beskedenhed nærmest, da det ikke lykkedes at komme videre end de hundrede arter. Sulen blev den sidste. På trods af rigeligt med timer rundt i alle retninger af øen, skulle det altså ikke lykkes at overgå sidste års resultat på 101. 99 arter i løbet af de første to uger af måneden, for så kun at kunne hive en i land i løbet af de sidste 16 dage, det er jo nærmest en præstation i sig selv. Hvis der ud over morskaben ved at listelege, skal være en morale også, må det være ikke at forvente noget som helst ved denne slags ambitioner. Tag de som kommer, og vær selvfølgelig glad for at hovedmålet lykkedes i begge år. Og hvem ved, måske jeg bare skulle have været mere præcis i min målsætning. Hvis jeg havde erklæret at målet skulle være at se flere end året før, ville universet højst sandsynligt have svaret anderledes. Vi må se, til næste år. God obs og nyd det!
Og sådan endte den så. I beskedenhed nærmest, da det ikke lykkedes at komme videre end de hundrede arter. Sulen blev den sidste. På trods af rigeligt med timer rundt i alle retninger af øen, skulle det altså ikke lykkes at overgå sidste års resultat på 101. 99 arter i løbet af de første to uger af måneden, for så kun at kunne hive en i land i løbet af de sidste 16 dage, det er jo nærmest en præstation i sig selv. Hvis der ud over morskaben ved at listelege, skal være en morale også, må det være ikke at forvente noget som helst ved denne slags ambitioner. Tag de som kommer, og vær selvfølgelig glad for at hovedmålet lykkedes i begge år. Og hvem ved, måske jeg bare skulle have været mere præcis i min målsætning. Hvis jeg havde erklæret at målet skulle være at se flere end året før, ville universet højst sandsynligt have svaret anderledes. Vi må se, til næste år. God obs og nyd det!
2022-01-24
Ingen hviler på laurbærrene det lover jeg, men der er langt mellem de sidste arter som kan hives i lande i denne januar. Anderledes ville det have været, hvis man havde heddet Steffen til fornavn og Nielsen til efternavn, da det så ville have været muligt både at se Husrødstjert og Rørdrum. Erfaret i dag, og jeg gjorde mit for at gøre ham kunsten efter, men uden succes. Det gode er, at der er en hel uge endnu, før denne listeleg skal ende.
Ingen hviler på laurbærrene det lover jeg, men der er langt mellem de sidste arter som kan hives i lande i denne januar. Anderledes ville det have været, hvis man havde heddet Steffen til fornavn og Nielsen til efternavn, da det så ville have været muligt både at se Husrødstjert og Rørdrum. Erfaret i dag, og jeg gjorde mit for at gøre ham kunsten efter, men uden succes. Det gode er, at der er en hel uge endnu, før denne listeleg skal ende.
2022-01-20
Thi, de angrendes nåde skal være uendelig. Og deres belønning alt hvad hjertet kan begære. Amager 100. Ved skabelsens storhed er min ydmyge bøn blevet hørt! At bruge livets dyrebare ressourcer på at fare øen rundt for at finde fuglearter til en liste som kun de færreste har interesse for, virker selvisk for de fleste, men jeg siger: Uden den indsats ville min sjæl være tristere på færde, og de som er beskæbnet til at leve livet i mit delvise nærvær ville modtage mindre end nu, hvor jeg kan stråle ud over dem alle med lyset fra min storslåede indsats.
Sulen blev den sande forløser. På en hårdt blæsende dag med vinde fra nordvest, gav det pote at stille sig op ved bunker 3 i Amager Strandpark. Intet andet af interesse var på færde i det svære modlys om formiddagen, med overskyet himmel mod en skyfri horisont. Men lige som jeg var ved at give op med øjnene konstant løbende i vand og vinden ruskende om ørerne, og rundt om den ikke-læ-givende bygning, så dukkede der pludselig en bevægelse op langt ude. Mågerne gør det på deres måde. Og sulen gør det på en anden. De høje svungne buer med stive vinger afslørede, at det ikke var endnu en måge på vej ned gennem Øresund. Det var en mere resolut fugl, omend den var for langt væk til at se detaljer. Som nævnt, ved de svære betingelser. En nordgående coaster bevægede sig foran på dette tidspunkt, hvorfor fuglen altså befandt sig øst for sejlrenden over mod Saltholm (3 km afstand?). Fuglen så bare mørk ud, men blev ved med at flyve på samme måde, som udelukkede at det kunne dreje sig om andet. Og da den så ramte en opadgående bue på det rette sted foran en mørk baggrund, stod farverne pludeslig frem, sort og hvid, og den blev noteret som en adult sule på vej ned i Østersøen, til alle de andre som åbenbart kan lide at tilbringe vinteren der.
Det tog således 5 lange dage at komme fra 99 til 100. Men også 10 dage hurtigere end sidste år, dog med den detalje at sidste år var det med en dagligdag belastet af min forpligtende arbejdsmarkedsindsats, hvilket ikke har været tilfældet i år. Alligevel ikke så ringe endda. Og lidt fascinerende at tænke på, at det er næsten halvdelen af alle årets arter, som jeg nu har set inden for de første tre uger af året, idet jeg sidste år nåede op på 208 arter på Amager. Vi glæder os til at sig hvad året vil bringe af yderligere fuglemæssige fornøjelser. Nyd det!
Thi, de angrendes nåde skal være uendelig. Og deres belønning alt hvad hjertet kan begære. Amager 100. Ved skabelsens storhed er min ydmyge bøn blevet hørt! At bruge livets dyrebare ressourcer på at fare øen rundt for at finde fuglearter til en liste som kun de færreste har interesse for, virker selvisk for de fleste, men jeg siger: Uden den indsats ville min sjæl være tristere på færde, og de som er beskæbnet til at leve livet i mit delvise nærvær ville modtage mindre end nu, hvor jeg kan stråle ud over dem alle med lyset fra min storslåede indsats.
Sulen blev den sande forløser. På en hårdt blæsende dag med vinde fra nordvest, gav det pote at stille sig op ved bunker 3 i Amager Strandpark. Intet andet af interesse var på færde i det svære modlys om formiddagen, med overskyet himmel mod en skyfri horisont. Men lige som jeg var ved at give op med øjnene konstant løbende i vand og vinden ruskende om ørerne, og rundt om den ikke-læ-givende bygning, så dukkede der pludselig en bevægelse op langt ude. Mågerne gør det på deres måde. Og sulen gør det på en anden. De høje svungne buer med stive vinger afslørede, at det ikke var endnu en måge på vej ned gennem Øresund. Det var en mere resolut fugl, omend den var for langt væk til at se detaljer. Som nævnt, ved de svære betingelser. En nordgående coaster bevægede sig foran på dette tidspunkt, hvorfor fuglen altså befandt sig øst for sejlrenden over mod Saltholm (3 km afstand?). Fuglen så bare mørk ud, men blev ved med at flyve på samme måde, som udelukkede at det kunne dreje sig om andet. Og da den så ramte en opadgående bue på det rette sted foran en mørk baggrund, stod farverne pludeslig frem, sort og hvid, og den blev noteret som en adult sule på vej ned i Østersøen, til alle de andre som åbenbart kan lide at tilbringe vinteren der.
Det tog således 5 lange dage at komme fra 99 til 100. Men også 10 dage hurtigere end sidste år, dog med den detalje at sidste år var det med en dagligdag belastet af min forpligtende arbejdsmarkedsindsats, hvilket ikke har været tilfældet i år. Alligevel ikke så ringe endda. Og lidt fascinerende at tænke på, at det er næsten halvdelen af alle årets arter, som jeg nu har set inden for de første tre uger af året, idet jeg sidste år nåede op på 208 arter på Amager. Vi glæder os til at sig hvad året vil bringe af yderligere fuglemæssige fornøjelser. Nyd det!
2022-01-19
Art nummer 100 udebliver. Nu på tredje-dagen, og det begynder at lugte af fuldmodent hovmod. At flyve højere end vingerne bærer...om man så må sige.
Art nummer 100 udebliver. Nu på tredje-dagen, og det begynder at lugte af fuldmodent hovmod. At flyve højere end vingerne bærer...om man så må sige.
2022-01-17
Kvie og kvale i hobe de ørkesløse dage! Nu to dage i træk uden at kunne få klokkerne til at ringe for min nummer 100. Hård nordvestlig vind gav i dag ingenting overhovedet, så selv om dagen var smuk med sol, vil jeg gerne bede om milde sydvestlige vinde, tak.
Kvie og kvale i hobe de ørkesløse dage! Nu to dage i træk uden at kunne få klokkerne til at ringe for min nummer 100. Hård nordvestlig vind gav i dag ingenting overhovedet, så selv om dagen var smuk med sol, vil jeg gerne bede om milde sydvestlige vinde, tak.
2022-01-16
Failed to reach Amager 100 today. Blaming it on the dull gray weather would not be fair since all, snipe, kingfisher, goshawk or short-toed treecreeper, would have be unaffected if present. It's coming down to simply having entered the phase of difficulty. Few new birds are arriving. Too mild for northern species, and too cold for the ones coming from the southern.
It would have been great, though, to have hit the marker today before 12 pm, being able to say I had seen a hundred in the first half of the month. But humbly so to be accepted, and looking forward to the moment. Probably not tomorrow though, where another windy day is lined up with hard northwestern winds hitting Denmark. Not good for birding on Amager. But of course I'll give it try.
Failed to reach Amager 100 today. Blaming it on the dull gray weather would not be fair since all, snipe, kingfisher, goshawk or short-toed treecreeper, would have be unaffected if present. It's coming down to simply having entered the phase of difficulty. Few new birds are arriving. Too mild for northern species, and too cold for the ones coming from the southern.
It would have been great, though, to have hit the marker today before 12 pm, being able to say I had seen a hundred in the first half of the month. But humbly so to be accepted, and looking forward to the moment. Probably not tomorrow though, where another windy day is lined up with hard northwestern winds hitting Denmark. Not good for birding on Amager. But of course I'll give it try.
2022-01-15
Amager 99 - the sweet smell of victory teasing my nostrils. So close now. Today I went to the southern dike tower on Kalvebod Fælled and ended up with an overwhelming five new species for the year: snow bunting, common shelduck, reed bunting, peregrine falcon and greater white-fronted goose. A flock of six anser geese were id'ed by others as pink-footed but I saw them too far away and thought they looked more like bean-geese why I'll have to wait to the next tick to claim my prize as a true A-100 wonder boy!
Amager 99 - the sweet smell of victory teasing my nostrils. So close now. Today I went to the southern dike tower on Kalvebod Fælled and ended up with an overwhelming five new species for the year: snow bunting, common shelduck, reed bunting, peregrine falcon and greater white-fronted goose. A flock of six anser geese were id'ed by others as pink-footed but I saw them too far away and thought they looked more like bean-geese why I'll have to wait to the next tick to claim my prize as a true A-100 wonder boy!
2022-01-14
Birds for our amusement. Standing at 88 species after the successful sea-duck day the list increment naturally has to slow down, having added most of the common species to be expected on Amager during winter. But still I've been generously rewarded through the last 4 days, adding another 6 species, northern pintail, common buzzard, eurasian woodcock and sparrowhawk plus 4 cold northern lapwings and a screaming water rail, to the list. 94 by the 13th is more than two weeks earlier than last year, giving hope to a very healthy result this year!
Birds for our amusement. Standing at 88 species after the successful sea-duck day the list increment naturally has to slow down, having added most of the common species to be expected on Amager during winter. But still I've been generously rewarded through the last 4 days, adding another 6 species, northern pintail, common buzzard, eurasian woodcock and sparrowhawk plus 4 cold northern lapwings and a screaming water rail, to the list. 94 by the 13th is more than two weeks earlier than last year, giving hope to a very healthy result this year!
2022-01-11
January 100 continues at an optimistic pace. A good day at Sydvestpynten gave 7 new species, common eider, common scoter, velvet scoter, razorbill, common murre, red-throated loon, rock pipit, and today common buzzard and northern pintail on Kalvebod Fælled making the temporary total a comfortable 90. Almost two weeks ahead of last years effort. Very promising!
January 100 continues at an optimistic pace. A good day at Sydvestpynten gave 7 new species, common eider, common scoter, velvet scoter, razorbill, common murre, red-throated loon, rock pipit, and today common buzzard and northern pintail on Kalvebod Fælled making the temporary total a comfortable 90. Almost two weeks ahead of last years effort. Very promising!
2022-01-06
Happy New Year!
Off on a new local species quest, on Amager, my 79 species as of today holds pace with last year, making January 100 as realistic as last year, where the last two days landed me 7 new species, giving me a comfortable total of 101 for the month - smiling. Best species so far this year have been Purple Sandpipers and several-years-absent wintering Rough-legged Hawks.
Happy New Year!
Off on a new local species quest, on Amager, my 79 species as of today holds pace with last year, making January 100 as realistic as last year, where the last two days landed me 7 new species, giving me a comfortable total of 101 for the month - smiling. Best species so far this year have been Purple Sandpipers and several-years-absent wintering Rough-legged Hawks.
2021-08-31
The 2020-2021 ebird taxonomy update is finally a reality. The changes relevant to Mexico can be downloaded here. 4 new species added to the Mexican list!
The 2020-2021 ebird taxonomy update is finally a reality. The changes relevant to Mexico can be downloaded here. 4 new species added to the Mexican list!
2021-08-08
Rare Southern Hawkers were in Northern Zealand a few days ago. Ulla and Dorte opened their doors, but to no avail. Gone with the wind or chased away by larger Migrant Hawkers. But still I'm thankful.
Rare Southern Hawkers were in Northern Zealand a few days ago. Ulla and Dorte opened their doors, but to no avail. Gone with the wind or chased away by larger Migrant Hawkers. But still I'm thankful.
2021-07-29
First day I couldn't see the juvenile eagle in the KL nest!
First day I couldn't see the juvenile eagle in the KL nest!
2021-07-22
Det smukke sommervejr, det skønne badevand og allerede 40 Efterårs-mosaikguldsmede i luften mens den unge havørn tager sin tid i reden.
Det smukke sommervejr, det skønne badevand og allerede 40 Efterårs-mosaikguldsmede i luften mens den unge havørn tager sin tid i reden.
2021-06-29
Breeding White-tailed Eagle, Soccer promise in the boiler and confirmed Robust Spreadwings.
Breeding White-tailed Eagle, Soccer promise in the boiler and confirmed Robust Spreadwings.
2017-09-02
The 2017 updates to the ebird/Clements taxonomy have now been implemented on this site.
The changes relevant to Mexico can be seen in the pdf by clicking the link above here.
Baird’s Junco becomes a new species on the Mexican list, split off from Yellow-eyed Junco; the other splits only result in name-changes: Magnificent Hummingbird becomes Rivoli’s Hummingbird, Emerald Toucanet becomes Northern Emerald-Toucanet and Prevost’s Ground-Sparrow becomes White-faced Ground-Sparrow.
Thayer’s Gull is lumped with Iceland Gull making this from-far-away arctic species a new entry on the Mexican list.
Several new families have been created re-arranging note-worthy species like Rosy Thrush-Tanager, Western Spindalis and especially Yellow-breasted Chat that finally has been removed from the New World Warblers to its own family positioned right above the Troupials.
Other relevant changes are mostly concerning range changes and additions of new ebird groups.
The 2017 updates to the ebird/Clements taxonomy have now been implemented on this site.
The changes relevant to Mexico can be seen in the pdf by clicking the link above here.
Baird’s Junco becomes a new species on the Mexican list, split off from Yellow-eyed Junco; the other splits only result in name-changes: Magnificent Hummingbird becomes Rivoli’s Hummingbird, Emerald Toucanet becomes Northern Emerald-Toucanet and Prevost’s Ground-Sparrow becomes White-faced Ground-Sparrow.
Thayer’s Gull is lumped with Iceland Gull making this from-far-away arctic species a new entry on the Mexican list.
Several new families have been created re-arranging note-worthy species like Rosy Thrush-Tanager, Western Spindalis and especially Yellow-breasted Chat that finally has been removed from the New World Warblers to its own family positioned right above the Troupials.
Other relevant changes are mostly concerning range changes and additions of new ebird groups.
2017-07-20
The photo project advances: Mexican species number 500 now made public!
It sounds like it, and it is a milestone achievement, but knowing that there are still 600 more species to add before the goal has been reached, the satisfaction is somewhat relative. Good thing, though, is that the next 100 species have already been shot, just waiting for treatment in the near future.
600 was almost also the number of Mexican species registered during the trips I made this spring, with and without clients. Yucatan, Chiapas and West Central. Condensed trip reports will be made available, perhaps later than sooner…
The checklists are no longer floating. The PDFs have been made more compact and regional lists relevant to my work area, West Central and Yucatan, have been added too. Still need to update the lists according to new observations and this mainly based on ebird. And that's a tiring task to get through because there is no way to know whether a rare observation has been approved by a reviewer or has passed through to the public because of poorly maintained filters.
Enjoy the Autumn!
The photo project advances: Mexican species number 500 now made public!
It sounds like it, and it is a milestone achievement, but knowing that there are still 600 more species to add before the goal has been reached, the satisfaction is somewhat relative. Good thing, though, is that the next 100 species have already been shot, just waiting for treatment in the near future.
600 was almost also the number of Mexican species registered during the trips I made this spring, with and without clients. Yucatan, Chiapas and West Central. Condensed trip reports will be made available, perhaps later than sooner…
The checklists are no longer floating. The PDFs have been made more compact and regional lists relevant to my work area, West Central and Yucatan, have been added too. Still need to update the lists according to new observations and this mainly based on ebird. And that's a tiring task to get through because there is no way to know whether a rare observation has been approved by a reviewer or has passed through to the public because of poorly maintained filters.
Enjoy the Autumn!
2017-02-15
New Domain!
The transfer can cause errors and irregularities until everything is properly installed.
Unfortunately xeno-canto does not support embedding via secure lines, why I have decided to move all files to my own server. If they do not change this in the near future, I'm afraid my sound files will only be available from my own site.
And while implementing the latest ebird update something went wrong with the downloadable state checklists!
All to be fixed as soon as possible!
Enjoy!
New Domain!
The transfer can cause errors and irregularities until everything is properly installed.
Unfortunately xeno-canto does not support embedding via secure lines, why I have decided to move all files to my own server. If they do not change this in the near future, I'm afraid my sound files will only be available from my own site.
And while implementing the latest ebird update something went wrong with the downloadable state checklists!
All to be fixed as soon as possible!
Enjoy!
2014-07-01
After quite a few years I finally have the first version of my birding program ready to show the public.
It's simply called The Birding Program and by using the ebird/Clements taxonomy it is a classic tool that combines the advantages of a standalone program and being online.
The intended user is the world birder who likes taxonomic details, species lists and an easy way to create trip reports.
Please go ahead and try it out by following the link in the left column. I hope you like it!
After quite a few years I finally have the first version of my birding program ready to show the public.
It's simply called The Birding Program and by using the ebird/Clements taxonomy it is a classic tool that combines the advantages of a standalone program and being online.
The intended user is the world birder who likes taxonomic details, species lists and an easy way to create trip reports.
Please go ahead and try it out by following the link in the left column. I hope you like it!
2014-01-14
The report from the Yuctan trip last November is now ready to download from the article page. We saw all target species except one, and had a few extra surprises!
The report from the Yuctan trip last November is now ready to download from the article page. We saw all target species except one, and had a few extra surprises!
2013-09-05
A year has passed, and the taxonomy has now been updated to the latest version 6.8 of the ebird/Clements taxonomy.
Biggest changes from a Mexican perspective are that Sage Sparrow finally has been split into Bell’s Sparrow and Sage-brush Sparrow. And that Common Bush-Tanager from now on must be addressed: Common Chlorospingus.
A year has passed, and the taxonomy has now been updated to the latest version 6.8 of the ebird/Clements taxonomy.
Biggest changes from a Mexican perspective are that Sage Sparrow finally has been split into Bell’s Sparrow and Sage-brush Sparrow. And that Common Bush-Tanager from now on must be addressed: Common Chlorospingus.
2012-11-20
Finally I managed to get ajour with the latest taxonomy update - Clements 6.7 (August 2012). As usual there have been a lot of changes to names and order, but the most disturbing change is that the Falcons and Caracaras no longer follow the other raptor in order. They have been moved to the bottom of the non-passerines, after Woodpeckers. The same has happened to Parrots. But that's life: Adapt or die! So that we shall!
Finally I managed to get ajour with the latest taxonomy update - Clements 6.7 (August 2012). As usual there have been a lot of changes to names and order, but the most disturbing change is that the Falcons and Caracaras no longer follow the other raptor in order. They have been moved to the bottom of the non-passerines, after Woodpeckers. The same has happened to Parrots. But that's life: Adapt or die! So that we shall!
2012-06-12
I have now added photo links to the species list on the map page with Observations. If you choose the list of whole of Mexico you will easily get an overview of the entire collection. The ultimate goal is to have a complete collection of all the species in Mexico!
I have now added photo links to the species list on the map page with Observations. If you choose the list of whole of Mexico you will easily get an overview of the entire collection. The ultimate goal is to have a complete collection of all the species in Mexico!
2012-04-11
Daytime photo of Balsas Screech-Owl. I just uploaded such a photo of this endemic and amongst birders very sought after species.
Daytime photo of Balsas Screech-Owl. I just uploaded such a photo of this endemic and amongst birders very sought after species.