| Front page | Butterflies | Dragonflies | Birds (media) | Flora & Fauna (media) | Observations | Species taxonomy |
| Mexican Species | Download Checklists | Links | My 5 Chickens | Other Photos | The Birding Program | About |
Yesterday News
2022-10-16
Klap klap klap! Lad os lige stoppe igen og kigge på tallene. De dejlige milde dage her midt i oktober har gjort det sjovt at være fuglekigger på Amager. Den tolvte løb der en fysisk melding ud af munden på Thomas Hellesen, da vi krydsede hinanden på Granatvej. Om at morgenens jagtfalk fra sydvestpynten, befandt sig ude i reservatet. - !!! -Jeg vidste jo hverken om det ene eller andet, da jeg ikke får beskeder. Hverken via de officielle systemer eller direkte fra hestens egen mule, alias De Gamle Mænd på Pynten.
Jeg havde egentlig besluttet mig for, at dagens rundtur skulle foregå i et roligt tempo, uden at komme til at svede. For at spare på energien, som vi jo alle skal i disse krigsuforløste tider. Men den beslutning blev naturligvis annulleret med øjeblikkelig virkning. For det sker jo: Det ene øjeblik er den der. Det næste er den væk. Puf! Ikke mere end et sekund tager det. Så selv om det var meget sandsynligt, at falken havde slået sig fint ned, i det mindste for denne dag, så er det at friste skæbnen unødigt at tage det gelinde i sådan en situation. Og godt nok var det 'kun' en årsart, men alligevel. Det var en ret stor årsart. Billedligt og bogstaveligt. For det var intet mindre end 34 år siden, at jeg sidst havde set en sådan på Amager. Det skal man reagere på.
Jeg havde dog ikke skop med, så for at få noget konstruktivt ud af mine anstrengelser krævede det, at heldet var med mig. Ikke bare at fuglen skulle være der, men også at der skulle være andre ude i tårnet, som havde skop med, og som ville lade mig få et kig, i fald at vi fandt fuglen. Thomas havde haft den lige ud for mellemtårnet. Man skulle nok kunne finde den der i håndkikkert, men de ædlere detaljer ville kræve en lidt kraftigere forstørrelse.
Sveden sprøjtede ud af alle lemmer og porer, da jeg kæmpede mig op ad trappen til tårnet. Der stod en ældre mand derinde. Med skop. Gracias a Dios! Han var ikke helt på højde med en jagtfalk, men jeg forklarede ham situationen, og fik lov at tage et kig i ny og næ, når jeg fandt noget som så brugbart ud. Desværre blev det kun til en vandrefalk og en musvåge på en pæl. Den ville let kunne være på størrelse med den sidstnævnte, så hvis den var der, var jeg ret sikker på, at jeg ville opdage den. Og det gjorde jeg altså ikke.
Lidt efter dukkede SKR op. En af Pyntens Gamle Mænd, og som havde været med på obsen om morgenen. Han ville lige prøve, om det var muligt at få fuglen bedre at se herfra. Den anden ældre mand fortrak lidt efter, helt i tråd med hans manglende ambitioner i forhold til jagtfalke. Der kom flere folk til. Så vi var 4-5 stykker. Men fuglen ville ikke lade sig se. Men så fløj der pludselig en større falk rundt ud foran tårnet. Den skabte ravage, og vi håbede. Dog blev det hurtigt klart, at det var en ung vandrefalk. Mørk og spidsvinget. For skarp og adræt i forhold til den store nordbo. Derfra gik der en rum tid endnu, og intet skete.
Tårnet er ikke ideelt til at skulle skanne omgivelserne på grund af den meget begrænsede plads. Skoper og mennesker kejter rundt mellem hinanden, og alle vinduesrammerne spærrer udsynet i mange retninger. Så det var faktisk kun ved et lille svineheld, at det lykkedes mig at spotte en større falk som fløj lidt oppe til venstre for tårnet. Jeg havde lænet mig ud af vinduet, og der var den. Jeg adviserede de andre, og de kunne pludselig se, at den befandt sig sammen med en vandrefalk, og at den var meget større! Det var den. Puha hvor flot. Den var dog ret langt væk, og det var ikke muligt at se detaljer. Efter at den blev træt af at flyve rundt med vandrefalken, dykkede den ned mod jorden, og vi troede, at vi så den lande et sted ud for nordtårnet. Ude af syne, men med en pejling på retningen, så vi skulle nok få den, hvis den lettede igen. Dette skete bare ikke. Og heller ikke selv om der pludselig befandt sig to mennesker ude i området, som gik rundt og samlede euforiserende svampe, helt sikkert. De gik præcist forbi der, hvor vi havde mistet falken, og hvis den havde været der, ville den helt sikkert flyve op nu. Det gjorde den bare ikke. Så den var væk. Igen. De andre havde været nærmest begejstrede over at have set fuglen, selv på så stor afstand, men jeg, som kun havde set det i håndkikkert, var ikke helt på linje med deres udbrud. Jeg ville have den tættere på. Og det fik jeg. I skoperne kunne de andre pludselig se, at der var røre der ude i samme område som før, og der sad den så. En falk som virkede ret lys på brystet. Det første kig jeg fik, overbeviste mig dog ikke om, at det var den. Jeg tænkte, at det var den gamle vandrefalk, som vi også havde set. Men så fik jeg en bedre kig lidt efter, og der kunne jeg se hovedtegningen, og det var ikke en vandrefalk!
I forskellige etaper nåede vi alle op til nordtårnet. Mig først, og jeg kunne i første omgang ikke se andet end den gamle vandrefalk. Uhh, så havde vi måske alligevel taget fejl. Men så skannede jeg forbi en stor sten, hvorpå der sad en krage. Og så flere krager rundt om. Og pludselig materialiserede der sig en jagtfalk ud af de tørre jordfarver nedenfor stenen. Stor beige og brunlig hoppede den rundt i konstante forsøg på at holde de næsvise krager på afstand. Modsat var vi meget glade over nu at kunne sige uden tvivl, at vi havde set en jagtfalk. Og lidt efter blev vi nærmest begejstrede!
Fuglen fløj til sidst væk fra kragerne ned mod diget nord for os, hvor vi mistede den igen. Men så pludselig kunne dem som stod i forreste række, og kiggede imod nord, se en større mørk fugl komme flyvende lavt langs diget. Ned mod os. Og i løbet af nogle få øjeblikke kom den strygende tæt forbi os og slog her et slag ind over området før den satte sig på en sten. Den smukke unge Jagtfalk.
Som det kan ses, er mine billeder af beskeden men brugbar kvalitet til at bestemme og fornemme dyret. Men i øjeblikket var det en lille trøst, fordi en af de andre, en yngre gut af samme navn som mig, havde investeret i den store udgave af Sony's spejlløse fuglefoto linje, og de billeder gjorde det umuligt ikke at blive imponeret. Klokkeklart og meget fine detaljer på fuglen selv om den var 50-100 meter væk. "Moi aussi...hvad du ønsker skal du få..!"
Senere tog den endnu en rundtur tæt på, inden den fløj ned mod midtertårnet, hvor den satte sig på en sten ud for. Det tog sin tid at få den, men at vi fik den, og måden vi fik den på gjorde det til en af de store oplevelser, og der er kun at sige Storslået og tak for den!
I skrivende stund, den 16. oktober, er fuglen væk igen. Den blev set både 13. og 14. oktober. Den 14. tog den først en tur ud mod aflandshage, men vendte tilbage til klydesøen, hvorpå nogle så den flyve sydpå igen, og derved åbenbart forsvandt helt, for den blev ikke set i går den 15. Ærgerligt med et så kort visit. Det ville have været fantastisk at kunne nyde den gennem hele vinteren. Men det er jo en stærk flyver, og taget i betragtning at området, både hvad angår mad og muligheder for rast angår, nærmest er perfekt, er der da en mulighed for, at den dukker op igen.
Så det var en fin art i disse skønne oktoberdage. Nummer 207 i år.
Og den næste gode art kom i går den 15., da det lykkedes mig at finde en Stor Tornskade i det klassiske området ved cyklebroen syd for Fasanskoven. Den sad i et af de udgåede birketræer ,og så helt almindelig og lækker ud. Jeg har haft den her flere år. Det virker som et naturligt rastested for dem på deres vej over Amager, før de krydser kalveboderne.
Så derved nåede jeg nærmest smerteløst op på sidste års total allerede midt i oktober! Så nu er der fri leg resten af året. Men med et første øje på de 210 som kan komme hurtigere, end man ved af det. For eksempel lader det til, at der er flere gråsiskener i omløb end tidligere år, og det skulle i så fald vel ikke være helt umuligt, at en Hvidsisken skulle kunne komme med ned. Bare for at forudse en enkelt (ser at Gedser fuglestation melder om 10 trækkende grønlandske gråsiskener, rostrata, så ikke helt i skoven).
Men det var ikke kun tællebare fugle, som gjorde disse oktoberdage nævneværdige. Rent faktisk havde jeg et par andre oplevelser, som jeg vil kalde mere interessante og vigtigere i min ornitologiske fuglekiggerkarriere.
Den 14. støvede jeg igen rundt ovre ved cykelbroen og videre mod kalvebodbroen, hvor jeg løbende afspillede det effektive alarmkald af Plumbeous Vireo (det danske navn for arten er helt galt afmarcheret, og jeg nægter at bruge det). Dette kald har vist sig meget effektivt, også på denne side af atlanten, i forhold til at tiltrække nysgerrige småfugle, som lige skal sikre sig, at der ikke sidder en eller anden uventet rovfugl i nabolaget. Det er mest mejserne og phyllerne som reagerer, mens rødhalsene synes at være ret ligeglade.
Og så mens jeg stod og afspillede lyden for enden af Svenskeholmvej, neden for motorvejen, kom der pludselig en interessant lille fugl til syne. Jeg kunne i første omgang kun se hovedet, det var ret brunligt og havde et ret langt og kraftigt lyst øjenbryn. Straks tænkte jeg, en af de sjældnere vingebånds-phylloscopusser, men da hele fugle kom til syne, var der ikke nogen bånd at se på vingerne. De var bare ensfarvede som man ville se det på en gransanger eller en løvsanger. Dog lignede den ikke de normale fugle, som bevæger sig igennem vores område. Og med disse facts i hånden bør man nå frem til den formodning, at det så kan dreje sig om en tristis-gransager, altså den sibiriske race. Jeg afprøvede flere forskellige arters stemmer, men først da jeg spillede sang og kald af tristis reagerede fuglen. Den blev meget ivrig og bevægede sig frem og tilbage i busken, helt klart påvirket af det, den hørte. Desværre afgav den ingen lyde, men baseret på denne adfærd og fuglens generelle udseende, vælger jeg at kalde den en tristis! Vurder selv her.
Tristis-racen er ny for mig, bør jeg nok lige nævne for at sætte historien i perspektiv. Og selv om den ikke tæller som en rigtig art, tæller denne oplevelse rigtig meget i den personlige lærdomskategori. Altid fedt at få nye fugle og former under huden.
Og det havde jeg faktisk næsten også fået et lille time tidligere, da jeg kom cyklende på Fasanskovvej ude i det åbne, i nordenden af Nordre Klapper. Der lå en rovfugl oppe over det åbne land og kredsede, og da jeg satte kikkerten på, viste det sig at være en falk. Men den så mærkelig ud. Meget langhalet og langvinget. Den lugtede af noget, jeg ikke havde set før, men lyset var helt imod og afstanden stor, så jeg kom aldrig til en bedre konklusion end "Sandsynligvis". Men se selv her i det beskedne billedmateriale jeg fik ud af oplevelsen.
Jeg betragter mig hermed som fuldgyldigt medlem af Klubben for Fuglekiggere med Ubekræftede Observationer af Eleonarafalke i Danmark! Der er nogen stykker...
Herefter dukkede tristisen som skrevet op, og derfra tænkte jeg, at jeg ville køre til Villahøj, for at se om jeg kunne genfinde den mystiske guldsmed fra dagen før. På de få billeder jeg nåede at få taget før den forsvandt, ligner den grangiveligt en Plettet Smaragdlibel. Men det er alt for sent for den art nu, så det må være en anden. Og den eneste sandsynlige i vores område på dette tidspunkt er Efterårsmosaikguldsmed. Jeg er dog ret sikker på, at det ikke var en sådan. Eller i hvert fald ikke et almindeligt udseende dyr. Desværre lykkedes det ikke at genfinde den, så den sag forbliver formentlig uoplyst. Jeg prøvede godt nok at poste den på naturbasen.dk, men har kun fået et forudsigeligt svar tilbage fra en, som jeg ikke er overbevist om, ved nok om guldsmede til at kunne give et kvalificeret svar.
Herfra trillede jeg ned ad bakken, og kørte mod krydset Granatvej x Svenskeholmvej. Der hvor jeg sidste år blotlagde min fejlbarlighed for hele fugledanmark, da jeg meldte en rørsanger ud som en Schwartz's Løvsanger. Og, over for nogle få skarpe hjerner, undervejs fik blandet en Lille Gulbug ind i uredeligheden også!
Jeg er vel kommet over det nu, men det sidder da alligevel i baghovedet og prikker, hver gang jeg kører forbi stedet. Og mere nu, da det var i disse efterårsdage at det skete. Men det er jo et godt råd, at konfrontere sig med smerten, og gå ind i den, så den langsomt forsvinder ud i det illusoriske ingenting, hvor den retteligt hører hjemme. Alt i vej for at vende tilbage til sit ubundne åndelige ophav, om man vil. [indskudt sidebemærking].
Så jeg tog en tur frem og tilbage langs granatvej foran skoven, uden dog at støde på noget særligt. Ingen mistænkelige lyde som kunne provokere fantasien.. Altså ikke før, at der lige før at jeg besluttede at køre hjem, lød et afdæmpet men klart metallisk peep henne fra hjørnet ved Ottehøjevej. Det blev gentaget flere gange, og allerede inden jeg nåede frem til fuglen, var jeg overbevist om, at det var en tristis! Kyllingelyden havde jeg jo lige afspillet flere gange tidligere, men selv om det ikke havde været tilfældet, tror jeg, at jeg ville have studset over lyden. De andre småfugle, særligt blåmejserne, laver også den slags lyde, men de har alligevel altid en anden kvalitet over sig. De her kald kom enkeltvis og med sekunder imellem. Distinkte uden trang til sludder og fnidder. Og der sad den så. Eller snarere flagrede rundt i ivrig jagt efter insekter. Og den var på ingen måde sky. Frit fremme fortsatte den med sit gøremål, mens jeg kunne klikke løs på den, på 2 meters afstand.
Lad os bare kalde den min første rigtige tristis. Variationen blandt phylloscopus-individer er stor, og i dette tilfældet har det vist sig nødvendigt, at man i hvert fald hører fuglen. Almindelig gransanger har på ingen måde dette kald, og skulle man gå efter stemmen alene, tænker jeg, at der er basis for at skille tristis ud som en selvstændig art. Sangen er nemlig også meget forskellig fra det kendte "chip-chap" som vores gransangere har. Og måske afviger de også tilpas meget udseende-mæssigt. De virkede begge ret storhovedede. Måske fordi de er lysere i ansigtet og i nakken, uden grønne og gule nuancer. Men det er selvfølgelig for tidligt for mig at konkludere noget i den retning.
Uden at være et mega-hit, kan man måske alligevel godt tolke at denne oplevelse var en artig belønning fra oven for at have accepteret min fejlbestemmelse fra året før uden så mange dårlige undskyldninger! Og for at vende tilbage til stedet med friskt mod og lyst til fortsat at finde og nyde fuglene...
Enjoy!
Klap klap klap! Lad os lige stoppe igen og kigge på tallene. De dejlige milde dage her midt i oktober har gjort det sjovt at være fuglekigger på Amager. Den tolvte løb der en fysisk melding ud af munden på Thomas Hellesen, da vi krydsede hinanden på Granatvej. Om at morgenens jagtfalk fra sydvestpynten, befandt sig ude i reservatet. - !!! -Jeg vidste jo hverken om det ene eller andet, da jeg ikke får beskeder. Hverken via de officielle systemer eller direkte fra hestens egen mule, alias De Gamle Mænd på Pynten.
Jeg havde egentlig besluttet mig for, at dagens rundtur skulle foregå i et roligt tempo, uden at komme til at svede. For at spare på energien, som vi jo alle skal i disse krigsuforløste tider. Men den beslutning blev naturligvis annulleret med øjeblikkelig virkning. For det sker jo: Det ene øjeblik er den der. Det næste er den væk. Puf! Ikke mere end et sekund tager det. Så selv om det var meget sandsynligt, at falken havde slået sig fint ned, i det mindste for denne dag, så er det at friste skæbnen unødigt at tage det gelinde i sådan en situation. Og godt nok var det 'kun' en årsart, men alligevel. Det var en ret stor årsart. Billedligt og bogstaveligt. For det var intet mindre end 34 år siden, at jeg sidst havde set en sådan på Amager. Det skal man reagere på.
Jeg havde dog ikke skop med, så for at få noget konstruktivt ud af mine anstrengelser krævede det, at heldet var med mig. Ikke bare at fuglen skulle være der, men også at der skulle være andre ude i tårnet, som havde skop med, og som ville lade mig få et kig, i fald at vi fandt fuglen. Thomas havde haft den lige ud for mellemtårnet. Man skulle nok kunne finde den der i håndkikkert, men de ædlere detaljer ville kræve en lidt kraftigere forstørrelse.
Sveden sprøjtede ud af alle lemmer og porer, da jeg kæmpede mig op ad trappen til tårnet. Der stod en ældre mand derinde. Med skop. Gracias a Dios! Han var ikke helt på højde med en jagtfalk, men jeg forklarede ham situationen, og fik lov at tage et kig i ny og næ, når jeg fandt noget som så brugbart ud. Desværre blev det kun til en vandrefalk og en musvåge på en pæl. Den ville let kunne være på størrelse med den sidstnævnte, så hvis den var der, var jeg ret sikker på, at jeg ville opdage den. Og det gjorde jeg altså ikke.
Lidt efter dukkede SKR op. En af Pyntens Gamle Mænd, og som havde været med på obsen om morgenen. Han ville lige prøve, om det var muligt at få fuglen bedre at se herfra. Den anden ældre mand fortrak lidt efter, helt i tråd med hans manglende ambitioner i forhold til jagtfalke. Der kom flere folk til. Så vi var 4-5 stykker. Men fuglen ville ikke lade sig se. Men så fløj der pludselig en større falk rundt ud foran tårnet. Den skabte ravage, og vi håbede. Dog blev det hurtigt klart, at det var en ung vandrefalk. Mørk og spidsvinget. For skarp og adræt i forhold til den store nordbo. Derfra gik der en rum tid endnu, og intet skete.
Tårnet er ikke ideelt til at skulle skanne omgivelserne på grund af den meget begrænsede plads. Skoper og mennesker kejter rundt mellem hinanden, og alle vinduesrammerne spærrer udsynet i mange retninger. Så det var faktisk kun ved et lille svineheld, at det lykkedes mig at spotte en større falk som fløj lidt oppe til venstre for tårnet. Jeg havde lænet mig ud af vinduet, og der var den. Jeg adviserede de andre, og de kunne pludselig se, at den befandt sig sammen med en vandrefalk, og at den var meget større! Det var den. Puha hvor flot. Den var dog ret langt væk, og det var ikke muligt at se detaljer. Efter at den blev træt af at flyve rundt med vandrefalken, dykkede den ned mod jorden, og vi troede, at vi så den lande et sted ud for nordtårnet. Ude af syne, men med en pejling på retningen, så vi skulle nok få den, hvis den lettede igen. Dette skete bare ikke. Og heller ikke selv om der pludselig befandt sig to mennesker ude i området, som gik rundt og samlede euforiserende svampe, helt sikkert. De gik præcist forbi der, hvor vi havde mistet falken, og hvis den havde været der, ville den helt sikkert flyve op nu. Det gjorde den bare ikke. Så den var væk. Igen. De andre havde været nærmest begejstrede over at have set fuglen, selv på så stor afstand, men jeg, som kun havde set det i håndkikkert, var ikke helt på linje med deres udbrud. Jeg ville have den tættere på. Og det fik jeg. I skoperne kunne de andre pludselig se, at der var røre der ude i samme område som før, og der sad den så. En falk som virkede ret lys på brystet. Det første kig jeg fik, overbeviste mig dog ikke om, at det var den. Jeg tænkte, at det var den gamle vandrefalk, som vi også havde set. Men så fik jeg en bedre kig lidt efter, og der kunne jeg se hovedtegningen, og det var ikke en vandrefalk!
I forskellige etaper nåede vi alle op til nordtårnet. Mig først, og jeg kunne i første omgang ikke se andet end den gamle vandrefalk. Uhh, så havde vi måske alligevel taget fejl. Men så skannede jeg forbi en stor sten, hvorpå der sad en krage. Og så flere krager rundt om. Og pludselig materialiserede der sig en jagtfalk ud af de tørre jordfarver nedenfor stenen. Stor beige og brunlig hoppede den rundt i konstante forsøg på at holde de næsvise krager på afstand. Modsat var vi meget glade over nu at kunne sige uden tvivl, at vi havde set en jagtfalk. Og lidt efter blev vi nærmest begejstrede!
Fuglen fløj til sidst væk fra kragerne ned mod diget nord for os, hvor vi mistede den igen. Men så pludselig kunne dem som stod i forreste række, og kiggede imod nord, se en større mørk fugl komme flyvende lavt langs diget. Ned mod os. Og i løbet af nogle få øjeblikke kom den strygende tæt forbi os og slog her et slag ind over området før den satte sig på en sten. Den smukke unge Jagtfalk.
Som det kan ses, er mine billeder af beskeden men brugbar kvalitet til at bestemme og fornemme dyret. Men i øjeblikket var det en lille trøst, fordi en af de andre, en yngre gut af samme navn som mig, havde investeret i den store udgave af Sony's spejlløse fuglefoto linje, og de billeder gjorde det umuligt ikke at blive imponeret. Klokkeklart og meget fine detaljer på fuglen selv om den var 50-100 meter væk. "Moi aussi...hvad du ønsker skal du få..!"
Senere tog den endnu en rundtur tæt på, inden den fløj ned mod midtertårnet, hvor den satte sig på en sten ud for. Det tog sin tid at få den, men at vi fik den, og måden vi fik den på gjorde det til en af de store oplevelser, og der er kun at sige Storslået og tak for den!
I skrivende stund, den 16. oktober, er fuglen væk igen. Den blev set både 13. og 14. oktober. Den 14. tog den først en tur ud mod aflandshage, men vendte tilbage til klydesøen, hvorpå nogle så den flyve sydpå igen, og derved åbenbart forsvandt helt, for den blev ikke set i går den 15. Ærgerligt med et så kort visit. Det ville have været fantastisk at kunne nyde den gennem hele vinteren. Men det er jo en stærk flyver, og taget i betragtning at området, både hvad angår mad og muligheder for rast angår, nærmest er perfekt, er der da en mulighed for, at den dukker op igen.
Så det var en fin art i disse skønne oktoberdage. Nummer 207 i år.
Og den næste gode art kom i går den 15., da det lykkedes mig at finde en Stor Tornskade i det klassiske området ved cyklebroen syd for Fasanskoven. Den sad i et af de udgåede birketræer ,og så helt almindelig og lækker ud. Jeg har haft den her flere år. Det virker som et naturligt rastested for dem på deres vej over Amager, før de krydser kalveboderne.
Så derved nåede jeg nærmest smerteløst op på sidste års total allerede midt i oktober! Så nu er der fri leg resten af året. Men med et første øje på de 210 som kan komme hurtigere, end man ved af det. For eksempel lader det til, at der er flere gråsiskener i omløb end tidligere år, og det skulle i så fald vel ikke være helt umuligt, at en Hvidsisken skulle kunne komme med ned. Bare for at forudse en enkelt (ser at Gedser fuglestation melder om 10 trækkende grønlandske gråsiskener, rostrata, så ikke helt i skoven).
Men det var ikke kun tællebare fugle, som gjorde disse oktoberdage nævneværdige. Rent faktisk havde jeg et par andre oplevelser, som jeg vil kalde mere interessante og vigtigere i min ornitologiske fuglekiggerkarriere.
Den 14. støvede jeg igen rundt ovre ved cykelbroen og videre mod kalvebodbroen, hvor jeg løbende afspillede det effektive alarmkald af Plumbeous Vireo (det danske navn for arten er helt galt afmarcheret, og jeg nægter at bruge det). Dette kald har vist sig meget effektivt, også på denne side af atlanten, i forhold til at tiltrække nysgerrige småfugle, som lige skal sikre sig, at der ikke sidder en eller anden uventet rovfugl i nabolaget. Det er mest mejserne og phyllerne som reagerer, mens rødhalsene synes at være ret ligeglade.
Og så mens jeg stod og afspillede lyden for enden af Svenskeholmvej, neden for motorvejen, kom der pludselig en interessant lille fugl til syne. Jeg kunne i første omgang kun se hovedet, det var ret brunligt og havde et ret langt og kraftigt lyst øjenbryn. Straks tænkte jeg, en af de sjældnere vingebånds-phylloscopusser, men da hele fugle kom til syne, var der ikke nogen bånd at se på vingerne. De var bare ensfarvede som man ville se det på en gransanger eller en løvsanger. Dog lignede den ikke de normale fugle, som bevæger sig igennem vores område. Og med disse facts i hånden bør man nå frem til den formodning, at det så kan dreje sig om en tristis-gransager, altså den sibiriske race. Jeg afprøvede flere forskellige arters stemmer, men først da jeg spillede sang og kald af tristis reagerede fuglen. Den blev meget ivrig og bevægede sig frem og tilbage i busken, helt klart påvirket af det, den hørte. Desværre afgav den ingen lyde, men baseret på denne adfærd og fuglens generelle udseende, vælger jeg at kalde den en tristis! Vurder selv her.
Tristis-racen er ny for mig, bør jeg nok lige nævne for at sætte historien i perspektiv. Og selv om den ikke tæller som en rigtig art, tæller denne oplevelse rigtig meget i den personlige lærdomskategori. Altid fedt at få nye fugle og former under huden.
Og det havde jeg faktisk næsten også fået et lille time tidligere, da jeg kom cyklende på Fasanskovvej ude i det åbne, i nordenden af Nordre Klapper. Der lå en rovfugl oppe over det åbne land og kredsede, og da jeg satte kikkerten på, viste det sig at være en falk. Men den så mærkelig ud. Meget langhalet og langvinget. Den lugtede af noget, jeg ikke havde set før, men lyset var helt imod og afstanden stor, så jeg kom aldrig til en bedre konklusion end "Sandsynligvis". Men se selv her i det beskedne billedmateriale jeg fik ud af oplevelsen.
Jeg betragter mig hermed som fuldgyldigt medlem af Klubben for Fuglekiggere med Ubekræftede Observationer af Eleonarafalke i Danmark! Der er nogen stykker...
Herefter dukkede tristisen som skrevet op, og derfra tænkte jeg, at jeg ville køre til Villahøj, for at se om jeg kunne genfinde den mystiske guldsmed fra dagen før. På de få billeder jeg nåede at få taget før den forsvandt, ligner den grangiveligt en Plettet Smaragdlibel. Men det er alt for sent for den art nu, så det må være en anden. Og den eneste sandsynlige i vores område på dette tidspunkt er Efterårsmosaikguldsmed. Jeg er dog ret sikker på, at det ikke var en sådan. Eller i hvert fald ikke et almindeligt udseende dyr. Desværre lykkedes det ikke at genfinde den, så den sag forbliver formentlig uoplyst. Jeg prøvede godt nok at poste den på naturbasen.dk, men har kun fået et forudsigeligt svar tilbage fra en, som jeg ikke er overbevist om, ved nok om guldsmede til at kunne give et kvalificeret svar.
Herfra trillede jeg ned ad bakken, og kørte mod krydset Granatvej x Svenskeholmvej. Der hvor jeg sidste år blotlagde min fejlbarlighed for hele fugledanmark, da jeg meldte en rørsanger ud som en Schwartz's Løvsanger. Og, over for nogle få skarpe hjerner, undervejs fik blandet en Lille Gulbug ind i uredeligheden også!
Jeg er vel kommet over det nu, men det sidder da alligevel i baghovedet og prikker, hver gang jeg kører forbi stedet. Og mere nu, da det var i disse efterårsdage at det skete. Men det er jo et godt råd, at konfrontere sig med smerten, og gå ind i den, så den langsomt forsvinder ud i det illusoriske ingenting, hvor den retteligt hører hjemme. Alt i vej for at vende tilbage til sit ubundne åndelige ophav, om man vil. [indskudt sidebemærking].
Så jeg tog en tur frem og tilbage langs granatvej foran skoven, uden dog at støde på noget særligt. Ingen mistænkelige lyde som kunne provokere fantasien.. Altså ikke før, at der lige før at jeg besluttede at køre hjem, lød et afdæmpet men klart metallisk peep henne fra hjørnet ved Ottehøjevej. Det blev gentaget flere gange, og allerede inden jeg nåede frem til fuglen, var jeg overbevist om, at det var en tristis! Kyllingelyden havde jeg jo lige afspillet flere gange tidligere, men selv om det ikke havde været tilfældet, tror jeg, at jeg ville have studset over lyden. De andre småfugle, særligt blåmejserne, laver også den slags lyde, men de har alligevel altid en anden kvalitet over sig. De her kald kom enkeltvis og med sekunder imellem. Distinkte uden trang til sludder og fnidder. Og der sad den så. Eller snarere flagrede rundt i ivrig jagt efter insekter. Og den var på ingen måde sky. Frit fremme fortsatte den med sit gøremål, mens jeg kunne klikke løs på den, på 2 meters afstand.
Lad os bare kalde den min første rigtige tristis. Variationen blandt phylloscopus-individer er stor, og i dette tilfældet har det vist sig nødvendigt, at man i hvert fald hører fuglen. Almindelig gransanger har på ingen måde dette kald, og skulle man gå efter stemmen alene, tænker jeg, at der er basis for at skille tristis ud som en selvstændig art. Sangen er nemlig også meget forskellig fra det kendte "chip-chap" som vores gransangere har. Og måske afviger de også tilpas meget udseende-mæssigt. De virkede begge ret storhovedede. Måske fordi de er lysere i ansigtet og i nakken, uden grønne og gule nuancer. Men det er selvfølgelig for tidligt for mig at konkludere noget i den retning.
Uden at være et mega-hit, kan man måske alligevel godt tolke at denne oplevelse var en artig belønning fra oven for at have accepteret min fejlbestemmelse fra året før uden så mange dårlige undskyldninger! Og for at vende tilbage til stedet med friskt mod og lyst til fortsat at finde og nyde fuglene...
Enjoy!
2022-08-14
En hurtigt opdatering, for de Sydlige Mosaikguldsmede fortsætter deres fremfærd. I går lykkedes det mig at finde en ny ude ved Søvang, og i dag blev det til endnu en ved krydset Nihøjvej x Granatvej på vestamager. Der hvor køerne ofte samles. Jeg havde set, at der var to gutter ude ved de andre sydlige ved granathøj. De havde set to hanner, og jeg fik dem også. Og umiddelt ser det ud til, at de ikke er de samme, som jeg havde den 11. august, så lige nu ligger jeg til at have set 6 forskellige dyr på Amager.
De bliver nu også meldt andre steder fra i landet, helt som forventet, efter at jeg kunne finde to med dages mellemrsum så forskellige steder som Amager og Røsnæs. Det må blive året hvor den yngler første gang, tænker jeg. De to gutter sagde, at der var en som rent faktisk havde haft en hun ved granathøj. Hvis det er rigtig, tegner det jo godt. Jeg kan dog ikke se noget på naturbasen, som bekræfter dette.
Sporskifte.
Det tørre varme vejr er helt sikkert årsagen til, at der er mange rastende Rødryggede Tornskader på Vestamager nu. Jeg har haft dem i spredte antal de sædvanglige steder, man normalt ser dem, og i dag toppede det med 7 ude på sydmølletværvej.
Ligeledes ser det ud til at der er en reel population af Lille Farvevandnymfe ved kanalen, også sydmølletværvej, idet jeg havde 4 dyr i går. 3 hanner og 1 af de smukke unge hunner, en fase kaldet aurantica, som har en vidunderlig og kraftig orange farve. Hannerne og de gamle hunner er svære at skelne fra de Store Farvevandnymfer. Og særligt her, hvor de flyver sammen. Men denne unge hun kan man spotte med det blotte øje. Se her.
Enjoy!
En hurtigt opdatering, for de Sydlige Mosaikguldsmede fortsætter deres fremfærd. I går lykkedes det mig at finde en ny ude ved Søvang, og i dag blev det til endnu en ved krydset Nihøjvej x Granatvej på vestamager. Der hvor køerne ofte samles. Jeg havde set, at der var to gutter ude ved de andre sydlige ved granathøj. De havde set to hanner, og jeg fik dem også. Og umiddelt ser det ud til, at de ikke er de samme, som jeg havde den 11. august, så lige nu ligger jeg til at have set 6 forskellige dyr på Amager.
De bliver nu også meldt andre steder fra i landet, helt som forventet, efter at jeg kunne finde to med dages mellemrsum så forskellige steder som Amager og Røsnæs. Det må blive året hvor den yngler første gang, tænker jeg. De to gutter sagde, at der var en som rent faktisk havde haft en hun ved granathøj. Hvis det er rigtig, tegner det jo godt. Jeg kan dog ikke se noget på naturbasen, som bekræfter dette.
Sporskifte.
Det tørre varme vejr er helt sikkert årsagen til, at der er mange rastende Rødryggede Tornskader på Vestamager nu. Jeg har haft dem i spredte antal de sædvanglige steder, man normalt ser dem, og i dag toppede det med 7 ude på sydmølletværvej.
Ligeledes ser det ud til at der er en reel population af Lille Farvevandnymfe ved kanalen, også sydmølletværvej, idet jeg havde 4 dyr i går. 3 hanner og 1 af de smukke unge hunner, en fase kaldet aurantica, som har en vidunderlig og kraftig orange farve. Hannerne og de gamle hunner er svære at skelne fra de Store Farvevandnymfer. Og særligt her, hvor de flyver sammen. Men denne unge hun kan man spotte med det blotte øje. Se her.
Enjoy!
2022-08-11
Fortsættelsen af årets gang, er flyttet over i de 5 vandhøns, på grund af langstrakt fortællelyst!
Fortsættelsen af årets gang, er flyttet over i de 5 vandhøns, på grund af langstrakt fortællelyst!
2022-06-20
Og så blev det sommer. Og det blev sommer uden den store forårsfinale på Amager. Så magert som længe ikke set, udeblev alle de halveksotiske arter, man som regel kan forvente bare en af, Pirol, Lundsanger, Buskrørsanger eller Karmindompap. Eller Lille Fluesnapper, selv om den har været på besøg. Intet har der været ud over, at Bornholmeren havde en kortvarig pirol ude ved kroen i 10 minutter. Og det på trods af, at der sidder flere stationære rundt om i landet nu. Om det skyldes de dårlige vibes, som Putins fortsatte krig i Ukraine nødvendigvis spreder ud over kontinentet, skal jeg ikke argumentere for, men sikkert er det at Lundsangerne må komme fra den retning, så hvem ved, hvad den angår. Pirolen kommer jo fra Afrika, så det er nok noget mere personligt, som gør, at den ikke bryder sig om Amager længere.
Så af samme grund, bliver 200-arts projektet i første halvår af året endnu en gang smidt i kassen med urealiserede intentioner. Pr dato ligger jeg på 191, hvilket er to nye siden sidst, og med 10 dage tilbage, bør sagen være klar. Det er ikke muligt! Og af de to er den ene faktisk en af dem med potentiel tvivlsom oprindelse. Lille Kanadagås. Jeg tror dog, at jeg vælger at regne den som en god fugl, idet den var helt ren, og ikke viste nogen som helst tegn på at have været i menneskehænder. Den blev et par dage i reservatet sammen med bramgæs. Og ved at gøre det på den måde, får jeg en ny art. Helt clean. Har ingen registreringer overhovedet af noget med bare en snert af arten i sig. Så det er fint og motiverende. Den anden blev en fin hun Odinshane ude ved mellemtårnet.
Vejrmæssigt har juni ligget på den normale side af barometerstanden. Tempereret med kun lidt regn. Bygevejr sådan som det danske vejr nu en gang kommer og går. Og i går gik Uffe Elleman over. Markant kan man jo kun medgive, at han var, selv om jeg havde det lidt svært med hans parat-indignation, når verden skulle vurderes. Men vidende og saglig ligger han dog forsat i skuffen, med de der var værd at høre på. Om ikke andet så for underholdningsværdien. De andre burde vide, at jeg ved bedre...God rejse dog alligevel, du velvidende.
Med fuglene fladet ud, forventeligt, er det glædeligt at kunne springe over på den anden bevingede ganger, eller to, i mit interesserepertoire. Sommerfuglene og guldsmedene.
Ud over drømmeplanerne om at komme til Jylland og få indfriet alle de lækre arter, man ser der, men ikke her, så havde jeg kun et proklameret mål for i år: At få set den Sortplettede Bredpande på Lolland. Så det havde ligget i baghovedet hen over året, at jeg ville afsted, og derfor skulle holde øje på naturbasen, når de begyndte at dukke op. Men med en sjuskedorte i buksen, eller hvor en sådan nu sidder, var det alligevel ved at gå galt, idet dyrene allerede havde været flyvende i et par uger, da jeg begyndte at tjekke den.
Heldigvis kunne jeg låne den lille røde den næste weekend, og selv om det stak lidt i mit kvindeplagede hjerte, at Gitte ikke var med, tog jeg alligevel glad og opsat afsted. Da jeg mødte hende, og spurgte om hun sådan generelt kunne tænke sig at køre med rundt i landskaberne fra tid til anden, så var det først og fremmest denne art og tur, jeg havde i tankerne. Jeg vidste at jeg ville afsted, og som vi stod der på midterstien i kongelunden, og der ikke var så meget, der kunne forhindre at vi naturligt måtte splitte op, så greb jeg den mulighed, for at få lov til at se hende igen. Og hvis det arter sig så mirakuløst, at hun skulle læse dette, så vid, kære kvinde, at om bare vi kunne spole filmen her tilbage, og starte på ny, så ville alt være såre godt.
Men vel. Afsted og ned til Søholt kom jeg. Jeg kunne se på basen, hvor folk havde tastet deres fund, men da jeg havde sat hele dagen af, tænkte jeg, at jeg ville dække hele skoven, for at finde så mange som muligt. Eller. Først og fremmest bare finde den. Og så så mange som muligt.
Det var en moden blandskov, men med påfaldende få blomster, så det var sparsomt med sommerfugle generelt. Til gengæld var der voldsomt mange Almindelige Vandnymfer OVERALT. Inde i skoven. Både i højere vegetation og i det flade åbne mellem træerne. Når man tog et skridt kunne der pludselig lette 40-50 fra det samme sted. Ret fed oplevelse at tænke tilbage på nu.
Jeg indrømmer, at jeg afveg en del fra de officielle stier, både fordi jeg er notorisk eventyrlysten, men også for at finde de rette steder at lede efter bredpanden. Og jeg fandt, hvad jeg forestillede mig var gode steder, men lige meget hjalp det. Jeg startede kl 8, og da klokken var 14, og jeg fortsat ikke havde fundet nogen, begyndte bekymringen at melde sig. Jeg havde på det tidspunkt været fordi de steder, hvor andre havde set dem i dagene før, så det var sgu skidt nu. Og det er altid ekstra frustrerende, når det er første gang, at du skal finde en art. Du har en ide, om hvor og hvordan du skal lede, men alligevel kan det være, at du gør det helt forkert. Så det var rart endelig at møde en, som også var på jagt efter den, og kunne bekræfte at det var der, og at den bare ville komme og sætte sig på bladene her i området. Han havde aldrig set den på en blomst. Så langt så godt. Vi splittede op, og ledte hver vores vej, og jeg valgte at gå de 2 kilometer tilbaget til bilen, og parkere den tættere på det nævnte sted, som jeg besluttede skulle være der, hvor jeg gjorde min sidste indsats. Hvis den var set der i går, var det nok det klogeste at gøre. Da jeg kom tilbage, efter at have flyttet bilen, og fået frokost, havde jeg sammenlagt gået 14 kilometer, bare lige for at give en ide, om hvor meget møje der skulle til. Den anden gut var forsvundet fra dette sted, og jeg satte mig ned på en stub, i solen og lige der hvor den burde flyve. Jeg satte mig dog først og fremmest fordi jeg var træt, i æ bjen, men også fordi det måske ikke var så tosset en ide at lade der falde lidt ro på, for at lade dyrene komme til mig, i stedet for omvendt. Med lidt kage og saft indenbords kunne jeg et kvarter senere dog konstatere, at det ikke gjorde den store forskel. Der var ingen bredpande at se. Så jeg begyndte at bevæge mig igen. Ud på stien, og gik lidt frem og tilbage. De vil jo have sol, og nu hvor klokken var halv fire, så var det ved at være begrænset med sol her inde mellem træerne. Det var ved at være seriøs lukketid. Men så skete det! Lige pludselig kom der en lille gullig sag farende ud fra skyggerne og vimsede rundt lavt nede i vegetationen. Den var meget rastløs, men jeg kunne alligevel godt fornemme at den var god nok. Det var den. Og den satte sig, og heldigvis nåede jeg at få nogle billeder, som kunne bekræfte, at det var en han. Der er set få i år. Bekymrende? De fleste har kun set en ligesom mig, og nogle få 2. Ud fra data i naturbasen. Her kan jeg også konstatere, at jeg er den seneste, som har set den i år, og nok også forbliver det, da flyvetiden er ved at være ovre.
Aage V. Jensens Fond har opkøbt dele af skoven, for at forsøge med en redningsplan i forhold til netop denne art. Blandt andet kunne man se, at de var i gang med skovrydning i nogle dele - arten skal have lysningerne at fouragere i. Men de få observationer i år gør, at man godt kan blive i tvivl om, hvorvidt at det er muligt at nå at redde arten i Danmark. Den yngler nord og øst for os, og vi ligger lige på grænsen, så måske det er naturligt, at den ikke kan gribe ordenligt fat, selv om det er let at forestille sig, at det netop snarere er skovforvaltningen, som ikke har været optimal. Så vi håber!
Inden det nåede hertil dog, havde jeg dog rent faktisk været på tur med den skønne Gitte fra Odder, til Melby Overdrev, hvor en anden ny art ventede, Spættet Bredpande. Uden at vide præcist hvor vi skulle lede, lykkedes det alligevel at finde to, efter at have fået sporet os ind på, hvor de holder til. Sjovt nok ledte vi sammen med en, som vidste, at de ofte bliver set i en orkidefold tæt på den lille knold ned mod Asserbo. Der fandt vi dog ingen, og så gik han. Og vi satte os lidt i læ af knolden for at slappe af i to et halvt minut for at få en mamse. Gitte satte sig på skråningen, og jeg valgte at sætte mig nede, foran hende, med udsyn til hele herligheden! Men som sagt, jeg elsker at bade i havet, og helst nøgen, men at ligge på stranden som sådan, det kræver at der er ligeså fin udsigt, som den jeg nu havde. Hvis ikke, så trækker jeg som regel helt naturligt ud i landskabet, ind mellem træerne og søger de små eventyrlige væsner som deler denne verden med os. Og det gjorde jeg således også her. På trods af den fine udsigt. Vi var her jo for at finde denne nye art for os begge, så fornøjeligheden måtte vige for en stund. Vi splittede og jeg driftede ud i det åbne uden for orkidefolden, og så var de der. Intuitivt fornemmede jeg, at det kunne være der, også fordi at der var lidt højere vegetation end inde i folden. Og hvem gider osse at holde til der, når man kan flyve frit omkring ude i den virkelige verden?! Og det gjorde de fint. Anders Hammergart og Jan Fischer fik dem således også hver for sig pr foranledning. We please to aim...
Hjemme begyndte guldsmedene så småt at flyve igen. De almindelige arter, hvor det var dejligt at se flere Håret Mosaikguldsmede end sidste år. Og en, sandsynligvis Stor Hedelibel, i Pinseskoven, som også var meget tidlig på den.
Ved Søholt, ud over de mange almindelige vandnymfer, var der også godt med stor blåpil, 130, og flere kileplet mosaiker og håret, blå libeller og en sjat store rødøjede vandnymfer. Den sidste har jeg endnu ikke set på Amager i år. Men måske fordi jeg ikke har været forbi den landskabelige kanal på Amager Fælled, hvor den er almindelig.
Men ellers må årets foreløbige guldsmede-højdepunkt være, at det lykkedes i forgårs at få dværgvandnymfen ved Fandens Hul oppe i Teglstrup Hegn! Jeg var der sidste år også, for det samme, men der kunne jeg ikke finde nogen. Så jeg var ret opsat på at lykkes i år. Og særligt fordi andre havde haft den. Igen. Måske havde jeg ledt det forkerte sted, eller måske havde jeg overset dem i min fortsatte novice-tilstand.
Problemet sidste år var også, at jeg ikke var meget for at bevæge mig rundt på den flydende vegetation, som er på stedet (hængesæk kaldet), og som er der, hvor man skal lede efter dyrene. Det er skovsø/mose som langsomt er begyndt at gro til, og det foregår sådan, at planter begynder at vokse ud i vandet, men uden rødder til bunden, således at der dannes et flydende plantemiljø. Og her ved Fandens Hul er det kraftigt nok til at bære et menneske. Men når man ikke har været der før, og ikke kender til den type biotop, så er det ret utrygt at begive sig ud på sådan et bevægeligt tæppe, velvidende at der er dybt vand nedenunder. Hvis du ryger helt igennem, er det nok ligesom svært at overleve, som hvis du ryger igennem is. Nok værre faktisk, da du ikke umiddelbart vil have en åbning over dig, da planterne filtrer sammen igen, når du er røget igennem. Så, såvidt jeg husker, begrænsede jeg mig til et lille, men sikkert, afsnit af det gyngende underlag, og missede derved nok nymfen.
Og det tror jeg faktisk. For denne gang dukkede der en Ivan Petersen op, så vi var to om det. Og han var erfaren, og vidste at sidste år holdt de til længere inde på fladen. Og ja, folk var røget igennem i deres iver, så ufarligt var det ikke. I hvert fald bør man som minimum nok følge de samme regler, som når man dykker: Aldrig alene! Han foreslog at vi bevæbnede os med en lang gren hver, så man kunne stille sig på den og få lidt længere tid til at falde igennem, hvis underlaget var meget tyndt. Det var helt sikkert mere betryggende at være to, så vi gik i gang med at cirkle rundt om det gamle vandhul i vores søgen. Og ja, der var ret blødt visse steder. Jeg kan let forestille mig, at jeg godt kunne have panikket, hvis jeg havde rodet mig derud alene året før. Men det gik, og vi kom mere eller mindre gyngende hele vejen rundt, men desværre uden at finde vandnymfen.
Det åbne vandhul på stedet var, ifølge Ivan, nyt, og rent faktisk kunstigt skabt ved hjælp af gravemaskiner! Det var en stor overraskelse for mig, men gjort for at sikre et åbent vandmiljø, så området ikke ville gro helt til, og vandnymfen derved på sigt forsvinde på grund af de ændrede leveforhold. Vel egentlig lidt af et sats at hive store maskiner ind i så delikat et miljø. Modsat er der heller ikke nogen tvivl om, at arten vil forsvinde hvis man ikke gør noget. I Danmark lever den kun her, og når dette vandhul er groet helt til, vil det være slut.
Og vandnymferne havde sandsynligvis tænkt det samme, for da jeg endelig fandt dem, var det netop i vegetationen rundt om det nye vandhul. Først havde jeg udråbt en ung hestesko-vandnymfe til en dværg, og det fordi jeg ikke havde husket at tjekke op på detaljerne, jeg skulle kigge efter, inden jeg tog afsted. Og der var ikke signal så jeg kunne ikke tjekke online. Og nej, jeg havde selvfølgelig ikke taget mine bøger med. Så. Det jeg kunne huske var, at den var lille og havde korte vinger. Og det syntes jeg, at jeg så på denne hestesko, men slet ikke nok, og da dværg samtidig mere ligner en kobbervandnymfe, var det noget helt andet, jeg skulle gå efter. Og det vidste jeg så, da jeg lidt efter kunne råbe, at nu har jeg en. Meget fin og delikat med tydlige hvidlige vingemærker og hvide lår. Og meget mere. Den er ret karakteristisk, når man ved, hvad man skal se efter. Jeg talte løst 29, hvilket svarer til de højeste tal som er tastet i naturbasen tidligere.
Den var jeg glad for, selv om de gjorde hvad de kunne for ikke at blive foreviget på foto. Dels svæver de lavt nede i vegetationen, så det er svært at få et frit udsyn til skud uden stængler og blade foran. Og dels, så er jeg ret sikker på at de registrerer, at der står et stor potentielt rovdyr og lurer på dem, for det var påfaldende at hver gang de landede, og man rettede opmærksomheden mod en, så ville den stille og roligt dreje rundt om stænglen den sad på, så den vendte væk fra en. Ligesom småfugle som næsten altid lander bag en stamme eller en større grene eller blade, når de ser at man står og observerer. Men det lykkedes alligevel at få den i kassen, og glæden ved en ny art er et faktum.
Der var også meget andet i dette survandsmiljø. Alle de tre almindelige kærguldsmede, grønne smaragder, store kejsere, kileplet, hestesko og rød vandnymfe. Smaragderne er svære at få at se sidde. Der holder også Plettet til men vi så ingen bekræftet. Kærguldsmedene er lettere at gå til, selv om jeg fortsat ikke har detaljerne så meget på plads, at jeg ikke bliver i tvivl. Men med fotos og intense studier er de kommet mere på plads nu. I denne verden, hvor size matters, gjorde de få kejserguldsmede livet surt for den ene Kileplet-mosaikguldsmed som havde besluttet at dette vandhul også skulle være dens.
Senere kom Jens Søgård forbi, og senere mødte jeg ham igen, og han nævnte en sjælden vikler, som kun ses her, og jeg viste ham et billede, og det var nok den, og det er jeg sikker på, at jeg kunne bekræfte via basen, da jeg kom hjem, Phiaris turfosana! Lille sort og hvidgylden. Den har ikke noget dansk navn, hvilket gør, at den bliver lidt mere diffus at forholde sig til. Men billedet er ret godt, selv om den er ret lille. Man kan se en tydelig stjerneformet iris, noget jeg aldrig har set før hos dyr. Eller mennesker. Uden for Hollywood, that is...
Og så langt ligger landet vel lige nu. Dog er det nok på sin plads, bare for at have det registreret, at nævne, at en af de største danske guldsmedekendere, Mogens Holmen, er død. Det fortalte Ivan mig. Med mine få år i denne branche kendte jeg ham kun af navn, men kunne selvfølgelig fornemme, at han var en kapacitet ud over det sædvanlige. Må han svæve lykkeligt.
Enjoy!
Og så blev det sommer. Og det blev sommer uden den store forårsfinale på Amager. Så magert som længe ikke set, udeblev alle de halveksotiske arter, man som regel kan forvente bare en af, Pirol, Lundsanger, Buskrørsanger eller Karmindompap. Eller Lille Fluesnapper, selv om den har været på besøg. Intet har der været ud over, at Bornholmeren havde en kortvarig pirol ude ved kroen i 10 minutter. Og det på trods af, at der sidder flere stationære rundt om i landet nu. Om det skyldes de dårlige vibes, som Putins fortsatte krig i Ukraine nødvendigvis spreder ud over kontinentet, skal jeg ikke argumentere for, men sikkert er det at Lundsangerne må komme fra den retning, så hvem ved, hvad den angår. Pirolen kommer jo fra Afrika, så det er nok noget mere personligt, som gør, at den ikke bryder sig om Amager længere.
Så af samme grund, bliver 200-arts projektet i første halvår af året endnu en gang smidt i kassen med urealiserede intentioner. Pr dato ligger jeg på 191, hvilket er to nye siden sidst, og med 10 dage tilbage, bør sagen være klar. Det er ikke muligt! Og af de to er den ene faktisk en af dem med potentiel tvivlsom oprindelse. Lille Kanadagås. Jeg tror dog, at jeg vælger at regne den som en god fugl, idet den var helt ren, og ikke viste nogen som helst tegn på at have været i menneskehænder. Den blev et par dage i reservatet sammen med bramgæs. Og ved at gøre det på den måde, får jeg en ny art. Helt clean. Har ingen registreringer overhovedet af noget med bare en snert af arten i sig. Så det er fint og motiverende. Den anden blev en fin hun Odinshane ude ved mellemtårnet.
Vejrmæssigt har juni ligget på den normale side af barometerstanden. Tempereret med kun lidt regn. Bygevejr sådan som det danske vejr nu en gang kommer og går. Og i går gik Uffe Elleman over. Markant kan man jo kun medgive, at han var, selv om jeg havde det lidt svært med hans parat-indignation, når verden skulle vurderes. Men vidende og saglig ligger han dog forsat i skuffen, med de der var værd at høre på. Om ikke andet så for underholdningsværdien. De andre burde vide, at jeg ved bedre...God rejse dog alligevel, du velvidende.
Med fuglene fladet ud, forventeligt, er det glædeligt at kunne springe over på den anden bevingede ganger, eller to, i mit interesserepertoire. Sommerfuglene og guldsmedene.
Ud over drømmeplanerne om at komme til Jylland og få indfriet alle de lækre arter, man ser der, men ikke her, så havde jeg kun et proklameret mål for i år: At få set den Sortplettede Bredpande på Lolland. Så det havde ligget i baghovedet hen over året, at jeg ville afsted, og derfor skulle holde øje på naturbasen, når de begyndte at dukke op. Men med en sjuskedorte i buksen, eller hvor en sådan nu sidder, var det alligevel ved at gå galt, idet dyrene allerede havde været flyvende i et par uger, da jeg begyndte at tjekke den.
Heldigvis kunne jeg låne den lille røde den næste weekend, og selv om det stak lidt i mit kvindeplagede hjerte, at Gitte ikke var med, tog jeg alligevel glad og opsat afsted. Da jeg mødte hende, og spurgte om hun sådan generelt kunne tænke sig at køre med rundt i landskaberne fra tid til anden, så var det først og fremmest denne art og tur, jeg havde i tankerne. Jeg vidste at jeg ville afsted, og som vi stod der på midterstien i kongelunden, og der ikke var så meget, der kunne forhindre at vi naturligt måtte splitte op, så greb jeg den mulighed, for at få lov til at se hende igen. Og hvis det arter sig så mirakuløst, at hun skulle læse dette, så vid, kære kvinde, at om bare vi kunne spole filmen her tilbage, og starte på ny, så ville alt være såre godt.
Men vel. Afsted og ned til Søholt kom jeg. Jeg kunne se på basen, hvor folk havde tastet deres fund, men da jeg havde sat hele dagen af, tænkte jeg, at jeg ville dække hele skoven, for at finde så mange som muligt. Eller. Først og fremmest bare finde den. Og så så mange som muligt.
Det var en moden blandskov, men med påfaldende få blomster, så det var sparsomt med sommerfugle generelt. Til gengæld var der voldsomt mange Almindelige Vandnymfer OVERALT. Inde i skoven. Både i højere vegetation og i det flade åbne mellem træerne. Når man tog et skridt kunne der pludselig lette 40-50 fra det samme sted. Ret fed oplevelse at tænke tilbage på nu.
Jeg indrømmer, at jeg afveg en del fra de officielle stier, både fordi jeg er notorisk eventyrlysten, men også for at finde de rette steder at lede efter bredpanden. Og jeg fandt, hvad jeg forestillede mig var gode steder, men lige meget hjalp det. Jeg startede kl 8, og da klokken var 14, og jeg fortsat ikke havde fundet nogen, begyndte bekymringen at melde sig. Jeg havde på det tidspunkt været fordi de steder, hvor andre havde set dem i dagene før, så det var sgu skidt nu. Og det er altid ekstra frustrerende, når det er første gang, at du skal finde en art. Du har en ide, om hvor og hvordan du skal lede, men alligevel kan det være, at du gør det helt forkert. Så det var rart endelig at møde en, som også var på jagt efter den, og kunne bekræfte at det var der, og at den bare ville komme og sætte sig på bladene her i området. Han havde aldrig set den på en blomst. Så langt så godt. Vi splittede op, og ledte hver vores vej, og jeg valgte at gå de 2 kilometer tilbaget til bilen, og parkere den tættere på det nævnte sted, som jeg besluttede skulle være der, hvor jeg gjorde min sidste indsats. Hvis den var set der i går, var det nok det klogeste at gøre. Da jeg kom tilbage, efter at have flyttet bilen, og fået frokost, havde jeg sammenlagt gået 14 kilometer, bare lige for at give en ide, om hvor meget møje der skulle til. Den anden gut var forsvundet fra dette sted, og jeg satte mig ned på en stub, i solen og lige der hvor den burde flyve. Jeg satte mig dog først og fremmest fordi jeg var træt, i æ bjen, men også fordi det måske ikke var så tosset en ide at lade der falde lidt ro på, for at lade dyrene komme til mig, i stedet for omvendt. Med lidt kage og saft indenbords kunne jeg et kvarter senere dog konstatere, at det ikke gjorde den store forskel. Der var ingen bredpande at se. Så jeg begyndte at bevæge mig igen. Ud på stien, og gik lidt frem og tilbage. De vil jo have sol, og nu hvor klokken var halv fire, så var det ved at være begrænset med sol her inde mellem træerne. Det var ved at være seriøs lukketid. Men så skete det! Lige pludselig kom der en lille gullig sag farende ud fra skyggerne og vimsede rundt lavt nede i vegetationen. Den var meget rastløs, men jeg kunne alligevel godt fornemme at den var god nok. Det var den. Og den satte sig, og heldigvis nåede jeg at få nogle billeder, som kunne bekræfte, at det var en han. Der er set få i år. Bekymrende? De fleste har kun set en ligesom mig, og nogle få 2. Ud fra data i naturbasen. Her kan jeg også konstatere, at jeg er den seneste, som har set den i år, og nok også forbliver det, da flyvetiden er ved at være ovre.
Aage V. Jensens Fond har opkøbt dele af skoven, for at forsøge med en redningsplan i forhold til netop denne art. Blandt andet kunne man se, at de var i gang med skovrydning i nogle dele - arten skal have lysningerne at fouragere i. Men de få observationer i år gør, at man godt kan blive i tvivl om, hvorvidt at det er muligt at nå at redde arten i Danmark. Den yngler nord og øst for os, og vi ligger lige på grænsen, så måske det er naturligt, at den ikke kan gribe ordenligt fat, selv om det er let at forestille sig, at det netop snarere er skovforvaltningen, som ikke har været optimal. Så vi håber!
Inden det nåede hertil dog, havde jeg dog rent faktisk været på tur med den skønne Gitte fra Odder, til Melby Overdrev, hvor en anden ny art ventede, Spættet Bredpande. Uden at vide præcist hvor vi skulle lede, lykkedes det alligevel at finde to, efter at have fået sporet os ind på, hvor de holder til. Sjovt nok ledte vi sammen med en, som vidste, at de ofte bliver set i en orkidefold tæt på den lille knold ned mod Asserbo. Der fandt vi dog ingen, og så gik han. Og vi satte os lidt i læ af knolden for at slappe af i to et halvt minut for at få en mamse. Gitte satte sig på skråningen, og jeg valgte at sætte mig nede, foran hende, med udsyn til hele herligheden! Men som sagt, jeg elsker at bade i havet, og helst nøgen, men at ligge på stranden som sådan, det kræver at der er ligeså fin udsigt, som den jeg nu havde. Hvis ikke, så trækker jeg som regel helt naturligt ud i landskabet, ind mellem træerne og søger de små eventyrlige væsner som deler denne verden med os. Og det gjorde jeg således også her. På trods af den fine udsigt. Vi var her jo for at finde denne nye art for os begge, så fornøjeligheden måtte vige for en stund. Vi splittede og jeg driftede ud i det åbne uden for orkidefolden, og så var de der. Intuitivt fornemmede jeg, at det kunne være der, også fordi at der var lidt højere vegetation end inde i folden. Og hvem gider osse at holde til der, når man kan flyve frit omkring ude i den virkelige verden?! Og det gjorde de fint. Anders Hammergart og Jan Fischer fik dem således også hver for sig pr foranledning. We please to aim...
Hjemme begyndte guldsmedene så småt at flyve igen. De almindelige arter, hvor det var dejligt at se flere Håret Mosaikguldsmede end sidste år. Og en, sandsynligvis Stor Hedelibel, i Pinseskoven, som også var meget tidlig på den.
Ved Søholt, ud over de mange almindelige vandnymfer, var der også godt med stor blåpil, 130, og flere kileplet mosaiker og håret, blå libeller og en sjat store rødøjede vandnymfer. Den sidste har jeg endnu ikke set på Amager i år. Men måske fordi jeg ikke har været forbi den landskabelige kanal på Amager Fælled, hvor den er almindelig.
Men ellers må årets foreløbige guldsmede-højdepunkt være, at det lykkedes i forgårs at få dværgvandnymfen ved Fandens Hul oppe i Teglstrup Hegn! Jeg var der sidste år også, for det samme, men der kunne jeg ikke finde nogen. Så jeg var ret opsat på at lykkes i år. Og særligt fordi andre havde haft den. Igen. Måske havde jeg ledt det forkerte sted, eller måske havde jeg overset dem i min fortsatte novice-tilstand.
Problemet sidste år var også, at jeg ikke var meget for at bevæge mig rundt på den flydende vegetation, som er på stedet (hængesæk kaldet), og som er der, hvor man skal lede efter dyrene. Det er skovsø/mose som langsomt er begyndt at gro til, og det foregår sådan, at planter begynder at vokse ud i vandet, men uden rødder til bunden, således at der dannes et flydende plantemiljø. Og her ved Fandens Hul er det kraftigt nok til at bære et menneske. Men når man ikke har været der før, og ikke kender til den type biotop, så er det ret utrygt at begive sig ud på sådan et bevægeligt tæppe, velvidende at der er dybt vand nedenunder. Hvis du ryger helt igennem, er det nok ligesom svært at overleve, som hvis du ryger igennem is. Nok værre faktisk, da du ikke umiddelbart vil have en åbning over dig, da planterne filtrer sammen igen, når du er røget igennem. Så, såvidt jeg husker, begrænsede jeg mig til et lille, men sikkert, afsnit af det gyngende underlag, og missede derved nok nymfen.
Og det tror jeg faktisk. For denne gang dukkede der en Ivan Petersen op, så vi var to om det. Og han var erfaren, og vidste at sidste år holdt de til længere inde på fladen. Og ja, folk var røget igennem i deres iver, så ufarligt var det ikke. I hvert fald bør man som minimum nok følge de samme regler, som når man dykker: Aldrig alene! Han foreslog at vi bevæbnede os med en lang gren hver, så man kunne stille sig på den og få lidt længere tid til at falde igennem, hvis underlaget var meget tyndt. Det var helt sikkert mere betryggende at være to, så vi gik i gang med at cirkle rundt om det gamle vandhul i vores søgen. Og ja, der var ret blødt visse steder. Jeg kan let forestille mig, at jeg godt kunne have panikket, hvis jeg havde rodet mig derud alene året før. Men det gik, og vi kom mere eller mindre gyngende hele vejen rundt, men desværre uden at finde vandnymfen.
Det åbne vandhul på stedet var, ifølge Ivan, nyt, og rent faktisk kunstigt skabt ved hjælp af gravemaskiner! Det var en stor overraskelse for mig, men gjort for at sikre et åbent vandmiljø, så området ikke ville gro helt til, og vandnymfen derved på sigt forsvinde på grund af de ændrede leveforhold. Vel egentlig lidt af et sats at hive store maskiner ind i så delikat et miljø. Modsat er der heller ikke nogen tvivl om, at arten vil forsvinde hvis man ikke gør noget. I Danmark lever den kun her, og når dette vandhul er groet helt til, vil det være slut.
Og vandnymferne havde sandsynligvis tænkt det samme, for da jeg endelig fandt dem, var det netop i vegetationen rundt om det nye vandhul. Først havde jeg udråbt en ung hestesko-vandnymfe til en dværg, og det fordi jeg ikke havde husket at tjekke op på detaljerne, jeg skulle kigge efter, inden jeg tog afsted. Og der var ikke signal så jeg kunne ikke tjekke online. Og nej, jeg havde selvfølgelig ikke taget mine bøger med. Så. Det jeg kunne huske var, at den var lille og havde korte vinger. Og det syntes jeg, at jeg så på denne hestesko, men slet ikke nok, og da dværg samtidig mere ligner en kobbervandnymfe, var det noget helt andet, jeg skulle gå efter. Og det vidste jeg så, da jeg lidt efter kunne råbe, at nu har jeg en. Meget fin og delikat med tydlige hvidlige vingemærker og hvide lår. Og meget mere. Den er ret karakteristisk, når man ved, hvad man skal se efter. Jeg talte løst 29, hvilket svarer til de højeste tal som er tastet i naturbasen tidligere.
Den var jeg glad for, selv om de gjorde hvad de kunne for ikke at blive foreviget på foto. Dels svæver de lavt nede i vegetationen, så det er svært at få et frit udsyn til skud uden stængler og blade foran. Og dels, så er jeg ret sikker på at de registrerer, at der står et stor potentielt rovdyr og lurer på dem, for det var påfaldende at hver gang de landede, og man rettede opmærksomheden mod en, så ville den stille og roligt dreje rundt om stænglen den sad på, så den vendte væk fra en. Ligesom småfugle som næsten altid lander bag en stamme eller en større grene eller blade, når de ser at man står og observerer. Men det lykkedes alligevel at få den i kassen, og glæden ved en ny art er et faktum.
Der var også meget andet i dette survandsmiljø. Alle de tre almindelige kærguldsmede, grønne smaragder, store kejsere, kileplet, hestesko og rød vandnymfe. Smaragderne er svære at få at se sidde. Der holder også Plettet til men vi så ingen bekræftet. Kærguldsmedene er lettere at gå til, selv om jeg fortsat ikke har detaljerne så meget på plads, at jeg ikke bliver i tvivl. Men med fotos og intense studier er de kommet mere på plads nu. I denne verden, hvor size matters, gjorde de få kejserguldsmede livet surt for den ene Kileplet-mosaikguldsmed som havde besluttet at dette vandhul også skulle være dens.
Senere kom Jens Søgård forbi, og senere mødte jeg ham igen, og han nævnte en sjælden vikler, som kun ses her, og jeg viste ham et billede, og det var nok den, og det er jeg sikker på, at jeg kunne bekræfte via basen, da jeg kom hjem, Phiaris turfosana! Lille sort og hvidgylden. Den har ikke noget dansk navn, hvilket gør, at den bliver lidt mere diffus at forholde sig til. Men billedet er ret godt, selv om den er ret lille. Man kan se en tydelig stjerneformet iris, noget jeg aldrig har set før hos dyr. Eller mennesker. Uden for Hollywood, that is...
Og så langt ligger landet vel lige nu. Dog er det nok på sin plads, bare for at have det registreret, at nævne, at en af de største danske guldsmedekendere, Mogens Holmen, er død. Det fortalte Ivan mig. Med mine få år i denne branche kendte jeg ham kun af navn, men kunne selvfølgelig fornemme, at han var en kapacitet ud over det sædvanlige. Må han svæve lykkeligt.
Enjoy!
2022-05-30
Et hurtigt kvæk angående gårsdagens fugle hvor lidt varme og lidt mindre vind åbenbart var nok til at få rystet rundt på nogle fugle således at der i går kunne ses 2 stylteløbere, en silkehejre, en damklire og et par kærløbere ved Villahøj. Stylteløberne er højst sandsynligt fuglene fra tidligere som røg til Sverige, for de er i hvert fald væk derfra igen. Så hvis ikke det er for sent, kan det være at vi alligevel får et kuld i år. Og denne skønne forhåbning vil jeg udbrede til alle der vil mig det godt, og bruge til overføring og fremmane, at med tålmodighed kan det usandsynlige sagtens ske alligevel. Hun hedder fortsat Gitte Laasby, og hun er lige så dejlig, som jeg ønsker hende at være.
Til gengæld var den sorte ibis forsvundet, måske utilpas med al virakken fra de fremmødte horder af fuglekiggere. Til gengengæld er den så dukket op i dag igen, hvor det tilsyneladende kun er stylteløberne som er på plads af de gårsnævnte. Og det jo den rette kombination, for os der afventer miraklet.
Tilføjelse: Ungerne forlod i dag reden. Musvitten. Måske 4, men svært at sige, da de fløj ud lidt hist og pist for alle vinde. Lige nu sidder den ene forælder med næbbet fuldt af orm, og kan ikke finde dem. Virker sgu ikke for lovende. Men heldigvis lover de først skybrud om en halv time, så forhåbenligt vender ungerne hjem i tide af sig selv. Ellers går de sgu nok til...
Et hurtigt kvæk angående gårsdagens fugle hvor lidt varme og lidt mindre vind åbenbart var nok til at få rystet rundt på nogle fugle således at der i går kunne ses 2 stylteløbere, en silkehejre, en damklire og et par kærløbere ved Villahøj. Stylteløberne er højst sandsynligt fuglene fra tidligere som røg til Sverige, for de er i hvert fald væk derfra igen. Så hvis ikke det er for sent, kan det være at vi alligevel får et kuld i år. Og denne skønne forhåbning vil jeg udbrede til alle der vil mig det godt, og bruge til overføring og fremmane, at med tålmodighed kan det usandsynlige sagtens ske alligevel. Hun hedder fortsat Gitte Laasby, og hun er lige så dejlig, som jeg ønsker hende at være.
Til gengæld var den sorte ibis forsvundet, måske utilpas med al virakken fra de fremmødte horder af fuglekiggere. Til gengengæld er den så dukket op i dag igen, hvor det tilsyneladende kun er stylteløberne som er på plads af de gårsnævnte. Og det jo den rette kombination, for os der afventer miraklet.
Tilføjelse: Ungerne forlod i dag reden. Musvitten. Måske 4, men svært at sige, da de fløj ud lidt hist og pist for alle vinde. Lige nu sidder den ene forælder med næbbet fuldt af orm, og kan ikke finde dem. Virker sgu ikke for lovende. Men heldigvis lover de først skybrud om en halv time, så forhåbenligt vender ungerne hjem i tide af sig selv. Ellers går de sgu nok til...
2022-05-28
Foråret er snart slut. Langstrakt halvkøligt vil det stå tilbage uden de helt store bedrifter på Amager-fronten.
Sammenlignet med sidste år dog, er det allerede lykkedes mig at få set næsten alle de almindelige arter, hvoraf mange først kom i hus hen over returtrækket sidste år. Maj måned står derfor med den sidstankomne, Kærsanger, pr. dags dato med en total på 187, hvilket er inspirerende i forhold til sidste år, hvor jeg først nåede det antal den 18. juni. At håbe på 200 i først halvår synes derfor mere realistisk i år, men kræver at der dukker nogle fornuftige hits op i løbet af juni. Dog kan forventelige arter så som kjover, sort terne, sandløber, odinshane, pirol og lundsanger fortsat spytte i kassen også.
Af sjældnere arter i den forgangne periode er en sort ibis, som fortsat er på plads ved villahøj, vel nok højdepunktet. Særligt taget i betragtning hvor længe siden den sidst er blevet set på Amager. Herudover er en større samling kærløbere på godt 30 værd at nævne, ligesom en morderligt svær stribet ryle samme sted, i nordlig retning fra mellemtårnet. Plus en sovende skestork fra sydtårnet, som endelig lod sig forbarme over mig. Disse arter er knapt så vejrafhængige, men tidligere, den 9. maj, bragte et mindre søndenpust en lille håndfuld hvidvingede terner til hejresøen, hvoraf 3 på vanlig vis forsvandt hurtigt. Den sidste blev dog hele aftenen og gav en fin opvisning i flot medlys fra nordsiden af søen, hvilket kan ses i fotosektionen. En uge senere fandt RT en tidlig lille fluesnapper i kongelunden, som vanen tro var forsvundet den næste morgen. Det var en ungfugl, som billederne viser.
Ved fluesnapperen dukkede der en imødekommende og smilende moden kvinde op, mens jeg var der. Hun var også glad for fugle, og efter at have fortalt hende hvor fluesnapperen sad, forlod jeg hende for at prøve at finde min egen i den nordøstlige afdeling. Det lykkedes ikke, men da jeg fandt en af de få skovsangere, som har fundet det interessant at slå sig ned i kongelunden i år, besluttede jeg at køre tilbage til den fortsat smilende og modne kvinde, for at være flink ved hende. Hun havde nemlig lige spurgt efter denne art, som hun endnu ikke havde set i år. Det var en ganske almindelig venlighedsgestus, som hun takkede for, da vi sammen bevægede os tilbage til hovedstien. Men først skulle vi over en grøft, og da hendes små ben ikke kunne skræve lige så meget som mine, faldt hun ned i bunden, og lå der på alle fire. Hun rakte instinktivt hånden op mod mig, og jeg greb den naturligvis, og trak hende op på den anden side, og hun sagde tak igen. Da vi rørte hinanden bølgede de seneste ugers trang til at være tæt på den kvinde, som jeg havde mødt den 12. april op i mig. Uforløste som disse energier var, her tre dage efter at jeg i frustration havde fortalt hende, at jeg ikke ønskede at se hende igen, kom de op i mig, da jeg fornemmede denne kvindes venlige og imødekommende energi. Det var en overvældende følelse, som jeg var lige på nippet til at give efter for. Men jeg holdt heldigvis igen, med hovedet i klar tanke på min elendige evne til at vurdere kvinders sande intentioner. Min evne til at fejltolke hvad imødekommende og venlige ord i virkeligheden betyder, og særligt hvad fysisk nærhed ikke nødvendigvis betyder. At gøre tilnærmelser til denne kvinde, som sagtens kunne have været både hustru, mor og lykkelig bedstemor på samme tid, lugtede alt for meget af en fælde sat af de højere magter for at gøre min skæbne mere besværlig end den allerede er. Dumme mennesker lærer langsomt, men her kunne selv jeg ikke længere misforstå situationen, og jeg satte mig op på min cykel og sagde hurtigt farvel. Veltilfreds selvfølgelig, men også fortsat uforløst. Hvor forbandet dum kan man alligevel være? Bare fordi det er så forbandet svært at forstå hvad kvinder egentlig kommunikerer imellem alle deres selvmodsigelser og modsatrettede udsagn, så er der ingen undskyldning for ikke at se at få det lært. Der må findes mænd som har knækket koden. Og nej, jeg mener ikke alle de almindelige mænd, som lever sammen med kvinder i almindelige lige-ud-ad-landevejen-forhold, for jeg er ret sikker på, at selv de har ikke lært at forstå noget som helst. De har bare lært at klappe kaje og føje deres kvindes uforudsigeligheder uden at protestere. Og det er ikke det jeg ønsker. Jeg ønsker at kunne træffe mine valg på et logisk grundlag baseret på klar tale og reelle intentioner. Eller manglende intentioner. Jeg er ligeglad, bare der er konsekvens og overensstemmelse i det som kommer ud af deres mund. Ideelt set må det bedste være at møde en stum kvinde som ikke på samme ubesværede måde kan lade ord/fakter stå i kontrast til hendes reelle budskab. Det forestiller jeg mig i det mindste vil være tilfældet, uden dog at være fuld overbevist.
Selvfølgelig kan man jo altid bare have øje for sin egen standard og måle op imod den, og så tro på, at der statistisk set må være bare en enkelt attraktiv kvinde i verden, som vil kunne leve op til den, og som det ville være dejligt at tilbringe livet sammen med. Men sandsynligheden for at det vil kunne nå at ske i tide, er ikke stor, det ved jeg. Så der er ingen vej uden om at se at komme igang: Hvad kvinder i virkeligheden siger - for dummies!
De mange sørgekåber jeg har set på Amager i år, må gerne være en indikator på, at det bliver et godt sommmerfugleår. Og ligeledes at den ret tidlige hedelibel jeg så for en lille uge siden, sandsynligvis en Almindelig eller Stor, bliver startskuddet på en fin sæson her også. 8 bestemte arter er det blevet til indtil nu i år, 4 vandnymfer og 4 guldsmede. De er alle almindelige arter, selv om det var godt at finde flere individer af Håret Mosaikguldsmed i år end sidste år, samme sted i Pinseskoven.
På altanen har musvitterne rasende travlt, og har haft det i lang tid nu, hvorfor det ikke kan vare længe, før at ungerne er på vej ud. Mistænker dog at de allerede er flyveklare, men at de bliver i kassen fordi det er så ubehageligt koldt og blæsende. Ikke lige måden man ønsker at komme ud i den store vide verden på. At blive blæst omkuld af lumske kastevinde fra nordvest.
Personligt ville jeg dog ikke have haft noget imod at blive kastet rundt i går af de kraftige vindblæs, som jeg i anledning af 12. april-kvindens 45 års fødselsdag ville have tolket som et tegn på, at hun stadig havde trang til at ruske mig i al min umulighed. Og jeg ville have føjet hendes vilkårlige kasten frem og tilbage uden trang til protest - bare det at være en del af hendes liv endnu. Med en tilgivelse for min egen hysteriske barnagtighed, og et klarsyn uden skyggen af tvivl om, at vi passer perfekt til hinanden. Måske jeg skal sørge for at tage det kursus også: Hvordan man opnår tilgivelse efter at man har fucket alt op med sit eget midaldrende ego. Hvor dum har man lov til at være? Desværre ikke så dum ser det ud til. Der er lukket. Der er tavst. Og det er svært at tro på at der findes barmhjertige engle som kan redde mig ud af denne selvskabte suppedas. Gitte Laasby - En kvinde jeg ikke kan nå! Men ved Gud, hvor ville jeg gerne..!
Painfully trying to enjoy the impossibilities in the-broken-heart-game.
Foråret er snart slut. Langstrakt halvkøligt vil det stå tilbage uden de helt store bedrifter på Amager-fronten.
Sammenlignet med sidste år dog, er det allerede lykkedes mig at få set næsten alle de almindelige arter, hvoraf mange først kom i hus hen over returtrækket sidste år. Maj måned står derfor med den sidstankomne, Kærsanger, pr. dags dato med en total på 187, hvilket er inspirerende i forhold til sidste år, hvor jeg først nåede det antal den 18. juni. At håbe på 200 i først halvår synes derfor mere realistisk i år, men kræver at der dukker nogle fornuftige hits op i løbet af juni. Dog kan forventelige arter så som kjover, sort terne, sandløber, odinshane, pirol og lundsanger fortsat spytte i kassen også.
Af sjældnere arter i den forgangne periode er en sort ibis, som fortsat er på plads ved villahøj, vel nok højdepunktet. Særligt taget i betragtning hvor længe siden den sidst er blevet set på Amager. Herudover er en større samling kærløbere på godt 30 værd at nævne, ligesom en morderligt svær stribet ryle samme sted, i nordlig retning fra mellemtårnet. Plus en sovende skestork fra sydtårnet, som endelig lod sig forbarme over mig. Disse arter er knapt så vejrafhængige, men tidligere, den 9. maj, bragte et mindre søndenpust en lille håndfuld hvidvingede terner til hejresøen, hvoraf 3 på vanlig vis forsvandt hurtigt. Den sidste blev dog hele aftenen og gav en fin opvisning i flot medlys fra nordsiden af søen, hvilket kan ses i fotosektionen. En uge senere fandt RT en tidlig lille fluesnapper i kongelunden, som vanen tro var forsvundet den næste morgen. Det var en ungfugl, som billederne viser.
Ved fluesnapperen dukkede der en imødekommende og smilende moden kvinde op, mens jeg var der. Hun var også glad for fugle, og efter at have fortalt hende hvor fluesnapperen sad, forlod jeg hende for at prøve at finde min egen i den nordøstlige afdeling. Det lykkedes ikke, men da jeg fandt en af de få skovsangere, som har fundet det interessant at slå sig ned i kongelunden i år, besluttede jeg at køre tilbage til den fortsat smilende og modne kvinde, for at være flink ved hende. Hun havde nemlig lige spurgt efter denne art, som hun endnu ikke havde set i år. Det var en ganske almindelig venlighedsgestus, som hun takkede for, da vi sammen bevægede os tilbage til hovedstien. Men først skulle vi over en grøft, og da hendes små ben ikke kunne skræve lige så meget som mine, faldt hun ned i bunden, og lå der på alle fire. Hun rakte instinktivt hånden op mod mig, og jeg greb den naturligvis, og trak hende op på den anden side, og hun sagde tak igen. Da vi rørte hinanden bølgede de seneste ugers trang til at være tæt på den kvinde, som jeg havde mødt den 12. april op i mig. Uforløste som disse energier var, her tre dage efter at jeg i frustration havde fortalt hende, at jeg ikke ønskede at se hende igen, kom de op i mig, da jeg fornemmede denne kvindes venlige og imødekommende energi. Det var en overvældende følelse, som jeg var lige på nippet til at give efter for. Men jeg holdt heldigvis igen, med hovedet i klar tanke på min elendige evne til at vurdere kvinders sande intentioner. Min evne til at fejltolke hvad imødekommende og venlige ord i virkeligheden betyder, og særligt hvad fysisk nærhed ikke nødvendigvis betyder. At gøre tilnærmelser til denne kvinde, som sagtens kunne have været både hustru, mor og lykkelig bedstemor på samme tid, lugtede alt for meget af en fælde sat af de højere magter for at gøre min skæbne mere besværlig end den allerede er. Dumme mennesker lærer langsomt, men her kunne selv jeg ikke længere misforstå situationen, og jeg satte mig op på min cykel og sagde hurtigt farvel. Veltilfreds selvfølgelig, men også fortsat uforløst. Hvor forbandet dum kan man alligevel være? Bare fordi det er så forbandet svært at forstå hvad kvinder egentlig kommunikerer imellem alle deres selvmodsigelser og modsatrettede udsagn, så er der ingen undskyldning for ikke at se at få det lært. Der må findes mænd som har knækket koden. Og nej, jeg mener ikke alle de almindelige mænd, som lever sammen med kvinder i almindelige lige-ud-ad-landevejen-forhold, for jeg er ret sikker på, at selv de har ikke lært at forstå noget som helst. De har bare lært at klappe kaje og føje deres kvindes uforudsigeligheder uden at protestere. Og det er ikke det jeg ønsker. Jeg ønsker at kunne træffe mine valg på et logisk grundlag baseret på klar tale og reelle intentioner. Eller manglende intentioner. Jeg er ligeglad, bare der er konsekvens og overensstemmelse i det som kommer ud af deres mund. Ideelt set må det bedste være at møde en stum kvinde som ikke på samme ubesværede måde kan lade ord/fakter stå i kontrast til hendes reelle budskab. Det forestiller jeg mig i det mindste vil være tilfældet, uden dog at være fuld overbevist.
Selvfølgelig kan man jo altid bare have øje for sin egen standard og måle op imod den, og så tro på, at der statistisk set må være bare en enkelt attraktiv kvinde i verden, som vil kunne leve op til den, og som det ville være dejligt at tilbringe livet sammen med. Men sandsynligheden for at det vil kunne nå at ske i tide, er ikke stor, det ved jeg. Så der er ingen vej uden om at se at komme igang: Hvad kvinder i virkeligheden siger - for dummies!
De mange sørgekåber jeg har set på Amager i år, må gerne være en indikator på, at det bliver et godt sommmerfugleår. Og ligeledes at den ret tidlige hedelibel jeg så for en lille uge siden, sandsynligvis en Almindelig eller Stor, bliver startskuddet på en fin sæson her også. 8 bestemte arter er det blevet til indtil nu i år, 4 vandnymfer og 4 guldsmede. De er alle almindelige arter, selv om det var godt at finde flere individer af Håret Mosaikguldsmed i år end sidste år, samme sted i Pinseskoven.
På altanen har musvitterne rasende travlt, og har haft det i lang tid nu, hvorfor det ikke kan vare længe, før at ungerne er på vej ud. Mistænker dog at de allerede er flyveklare, men at de bliver i kassen fordi det er så ubehageligt koldt og blæsende. Ikke lige måden man ønsker at komme ud i den store vide verden på. At blive blæst omkuld af lumske kastevinde fra nordvest.
Personligt ville jeg dog ikke have haft noget imod at blive kastet rundt i går af de kraftige vindblæs, som jeg i anledning af 12. april-kvindens 45 års fødselsdag ville have tolket som et tegn på, at hun stadig havde trang til at ruske mig i al min umulighed. Og jeg ville have føjet hendes vilkårlige kasten frem og tilbage uden trang til protest - bare det at være en del af hendes liv endnu. Med en tilgivelse for min egen hysteriske barnagtighed, og et klarsyn uden skyggen af tvivl om, at vi passer perfekt til hinanden. Måske jeg skal sørge for at tage det kursus også: Hvordan man opnår tilgivelse efter at man har fucket alt op med sit eget midaldrende ego. Hvor dum har man lov til at være? Desværre ikke så dum ser det ud til. Der er lukket. Der er tavst. Og det er svært at tro på at der findes barmhjertige engle som kan redde mig ud af denne selvskabte suppedas. Gitte Laasby - En kvinde jeg ikke kan nå! Men ved Gud, hvor ville jeg gerne..!
Painfully trying to enjoy the impossibilities in the-broken-heart-game.
2022-04-25
På et par uger sker der dog alligevel en sjat. Udover i kortere strejf hvor vind og temperaturer er gået op i en mere forårsmild enhed, så har perioden været præget af en fortsat kølig og indædt nordøstlig vind, som jeg kun kan tolke som en udløber af de gale energier som fortsat strømmer fra vores nabo i øst.
Men selv ikke vejret kan standse de større kræfter som styrer rytmen blandt bierne og blomsterne. Og fuglene. På de to uger som gået siden sidst, er arterne begyndt at dukke op i vanlig rækkefølge, men de fleste i få antal, hvilket både kulden og det stabile højtryk kan have æren for. Mange fugle flyver sikkert bare lige over, når vejret er så klart som det er. 22 arter er det blevet til siden den 12. april, og ingen siden den 20, hvilket må skyldes modstand mod det kølige nord. Ingen grund til at anstrenge sig i nattefrost med få insekter til følge. Vores egne altanfugle bliver også væk nu, men det skyldes at vi har stoppet fodringen for i år. Mest fordi det sviner på grænsen til det ulækre, hvilket ikke er optimalt, når man skal nyde udelivet på altanen, nu sommeren er på vej.
Landsvalen blev den første af de 20, og lidt efter var der glæde i kikkerten, da en sortstrubet lom blev spottet på pynten. Som andetsteds også nævnt, så forbeholder jeg mig dog retten til at tro, at den ikke er så ualmindelig at se derude, i forhold til rødstrubet, som det er blevet kotyme at tro blandt de lokale koryfæer!
Den næste som kom, er pr dags dato til gengæld kommet i pæne tal. Løvsangeren. Og især i Kongelunden har jeg hæftet mig ved ret store antal. Noget som ikke har været tilfældet tidligere. Pø om pø kom de næste, svalekliren sent og den første brogede fluesnapper ret tidligt, allerede den 15. Samme dag gav mig en Ringdrossel på Stoffers klassiske sted fra over 30 år siden - langs kanalvej ved ugandalågen på Kalvebod Fælled.
Og næste dag, den 16, kom der endelig lidt krydderi på tilværelsen da jeg sammen med Steffen kunne nyde en steppehøg han trække ind over aflandshage, og lidt senere ligeledes en Gulirisk, som jeg selv fandt, som sad og sang oppe ved Røde Kors-lejren. Semi-gode-arter på vej.
Modsat har jeg vanen tro også misset flere af dem, man gerne vil gøre en indsats for at få så som Mosehornugle, Hvid Stork og Sort Glente. For slet ikke at tale om Hærfuglen. På klassisk forårsvis bliver den set hist og pist i disse dage. Frederiksberg så sent som i forgårs, men trods mange kilometer ude blandt Amagers sydlige marker er det fortsat ikke lykkedes. Til gengæld lykkedes det at få set Stylteløber-parret, som kom tilbage til Villahøj den 18. april. Meget tidligere end sidste år. Ivrige efter at gentage succesen, må man formode. Men de var nok lige en postgang for tidligt på den. Meget vand og det kolde vejr var ikke til deres fordel, og det berettes, at de blev mere og mere rastløse hen under aftenen, hvor de tog lange rundture ud i periferien, før de så til sidst besluttede at flyve et andet sted hen. Apropos: Kan se på Artportalen, at der i dag står et par i Skåne 20 km nordøst for Lund, hvilket nok er de samme. Så dem får vi så måske ikke glæde af alligevel i år, hvorfor det var rigtig godt, at jeg besluttede at køre hjem over Villahøj, efter at Finn Olufsen havde givet mig et praj om deres ankomst.
Og samme Finn valgte et par dage senere at finde en Pungmejse på Amager Fælled, som jeg også nåede at få. Den er nærmest et kæmpehit i betragtning af, at der ikke rigtig har været nogen stationære eller ynglende fugle i mange år. Det var en fin han, som fouragerede på dunhammere med ture væk fra søen i sydvest i flere omgange. Den valgte dog også at fordufte i løbet af natten, hvorfor man begynder at mistænke, at der er dårlige vibes på Amager i år.
Men om det så forholder sig således, så kan det kun gælde blandt fuglene, for jeg ryster ikke på hånden, når jeg siger, at mine personlige vibes ikke har haft det bedre siden hin dag den 12. april, hvor jeg mødte hin dejlige kvinde som også så på fugle. Vi har set på fugle sammen siden da, og der sidder nu en lille fugl og kvidrer af glæde for enden af alle mine sanser! Det ved hun nok ikke. Men hun ved det nok alligevel. Men hvis ikke, må jeg hellere set at få det sagt...Og det kom der ikke noget som helst godt ud af.
Anyway Enjoy!
På et par uger sker der dog alligevel en sjat. Udover i kortere strejf hvor vind og temperaturer er gået op i en mere forårsmild enhed, så har perioden været præget af en fortsat kølig og indædt nordøstlig vind, som jeg kun kan tolke som en udløber af de gale energier som fortsat strømmer fra vores nabo i øst.
Men selv ikke vejret kan standse de større kræfter som styrer rytmen blandt bierne og blomsterne. Og fuglene. På de to uger som gået siden sidst, er arterne begyndt at dukke op i vanlig rækkefølge, men de fleste i få antal, hvilket både kulden og det stabile højtryk kan have æren for. Mange fugle flyver sikkert bare lige over, når vejret er så klart som det er. 22 arter er det blevet til siden den 12. april, og ingen siden den 20, hvilket må skyldes modstand mod det kølige nord. Ingen grund til at anstrenge sig i nattefrost med få insekter til følge. Vores egne altanfugle bliver også væk nu, men det skyldes at vi har stoppet fodringen for i år. Mest fordi det sviner på grænsen til det ulækre, hvilket ikke er optimalt, når man skal nyde udelivet på altanen, nu sommeren er på vej.
Landsvalen blev den første af de 20, og lidt efter var der glæde i kikkerten, da en sortstrubet lom blev spottet på pynten. Som andetsteds også nævnt, så forbeholder jeg mig dog retten til at tro, at den ikke er så ualmindelig at se derude, i forhold til rødstrubet, som det er blevet kotyme at tro blandt de lokale koryfæer!
Den næste som kom, er pr dags dato til gengæld kommet i pæne tal. Løvsangeren. Og især i Kongelunden har jeg hæftet mig ved ret store antal. Noget som ikke har været tilfældet tidligere. Pø om pø kom de næste, svalekliren sent og den første brogede fluesnapper ret tidligt, allerede den 15. Samme dag gav mig en Ringdrossel på Stoffers klassiske sted fra over 30 år siden - langs kanalvej ved ugandalågen på Kalvebod Fælled.
Og næste dag, den 16, kom der endelig lidt krydderi på tilværelsen da jeg sammen med Steffen kunne nyde en steppehøg han trække ind over aflandshage, og lidt senere ligeledes en Gulirisk, som jeg selv fandt, som sad og sang oppe ved Røde Kors-lejren. Semi-gode-arter på vej.
Modsat har jeg vanen tro også misset flere af dem, man gerne vil gøre en indsats for at få så som Mosehornugle, Hvid Stork og Sort Glente. For slet ikke at tale om Hærfuglen. På klassisk forårsvis bliver den set hist og pist i disse dage. Frederiksberg så sent som i forgårs, men trods mange kilometer ude blandt Amagers sydlige marker er det fortsat ikke lykkedes. Til gengæld lykkedes det at få set Stylteløber-parret, som kom tilbage til Villahøj den 18. april. Meget tidligere end sidste år. Ivrige efter at gentage succesen, må man formode. Men de var nok lige en postgang for tidligt på den. Meget vand og det kolde vejr var ikke til deres fordel, og det berettes, at de blev mere og mere rastløse hen under aftenen, hvor de tog lange rundture ud i periferien, før de så til sidst besluttede at flyve et andet sted hen. Apropos: Kan se på Artportalen, at der i dag står et par i Skåne 20 km nordøst for Lund, hvilket nok er de samme. Så dem får vi så måske ikke glæde af alligevel i år, hvorfor det var rigtig godt, at jeg besluttede at køre hjem over Villahøj, efter at Finn Olufsen havde givet mig et praj om deres ankomst.
Og samme Finn valgte et par dage senere at finde en Pungmejse på Amager Fælled, som jeg også nåede at få. Den er nærmest et kæmpehit i betragtning af, at der ikke rigtig har været nogen stationære eller ynglende fugle i mange år. Det var en fin han, som fouragerede på dunhammere med ture væk fra søen i sydvest i flere omgange. Den valgte dog også at fordufte i løbet af natten, hvorfor man begynder at mistænke, at der er dårlige vibes på Amager i år.
Men om det så forholder sig således, så kan det kun gælde blandt fuglene, for jeg ryster ikke på hånden, når jeg siger, at mine personlige vibes ikke har haft det bedre siden hin dag den 12. april, hvor jeg mødte hin dejlige kvinde som også så på fugle. Vi har set på fugle sammen siden da, og der sidder nu en lille fugl og kvidrer af glæde for enden af alle mine sanser! Det ved hun nok ikke. Men hun ved det nok alligevel. Men hvis ikke, må jeg hellere set at få det sagt...Og det kom der ikke noget som helst godt ud af.
Anyway Enjoy!
2022-04-12
Det kryber da tættere på, foråret, selv om temperaturerne kun langsomt lader sig formilde. Kolde vinde, først fra nordvest og uden megen nytte til, som i dag fra sydøst. Det ellers klassiske varme forårshjørne. Vi taler om nattefrost, og det er jo ikke fordi, at det er usædvanligt i april, men nu her hvor vinteren ikke længere har noget alvorligt at skulle have sagt, trods alt, ville det være passende bare at komme helt om på den rigtige side af 10-15 grader om dagen. Vi landede på 9 i dag, men morgendagen lover op til 17 i det sydjyske, så måske vi snart skal mærke en tilsvarende begunstning på disse kanter.
Kanten blev ellers forflyttet vestpå til Kolding Fjord i weekenden, hvor moderen blev fejret med 80 rundinger langs løbekuglen. Et dejligt sted, og en dejlig tur, som blev pyntet med en fin grønspætte og et par korttåede træløbere i forårshumor. Ramsløg og anemoner lagde skovens dække i den ellers smattede bund, efter en god regnsvejrtur dagene før.
Her på hjemmebanen har det stået lidt i stampe hvad fuglene angår, i fejringens skær, men da der meldes sorte glenter og steppehøge ude om i landet, og her på og tæt på Amager, og dagens fugl var en Hærfugl, lå det ret lige for at prøve lykken ved Villahøj i dag efter svømningen. Solen stod trods alt frem og lyste højt på mine forhåbninger om endelig at kunne melde disse arter, som har fået for vane at gække i elegante cirkler langt uden om mit synsfelt.
Dog ej det således skulle gå, men fra højens top kunne fire sølvhejrer i to x to samt firetusindefemhundrede bramgæs, tre atlinger og to kobbersnepper betragtes som højdepunktet fuglemæssigt. De fleste på afstand, som det er kotyme, men kobbersnepperne havde dog gjort sig mere fotovenlige i tæt afstand til højen i vestenden, hvor de tillod dette indtil, måske en tidligere set rød glente, jagede de fleste fugle op. Ude af øje var der ikke mere at gøre ved fotosagen, men da der samtidig dukkede en drøm, velsagtens, op ud af det blå, havde jeg ikke problemer med den udvikling.
En drøm fordi det skete, som jeg har bedt til. At faktisk møde en kvinde med ligesindet interesse for naturen og måske det som ligger bag. Dog er det ikke altid, at man skal gribe ud efter det som livet frister med på så direkte en måde. Jeg er jo slet ikke et sted i livet, hvor det er relevant at give seriøs næring til nogen form for delt tilværelse ud over det jeg gør nu. Nej, læren her er snarere, at det rent faktisk er muligt bevidst at få livet til at dreje i bestemte retninger, når man tillader det. Så nu atter bekræftet om dette, vil jeg nøjes med at nyde evnen, og begynde at definere hvad det er jeg virkelig ønsker af livet.
Enjoy!
Det kryber da tættere på, foråret, selv om temperaturerne kun langsomt lader sig formilde. Kolde vinde, først fra nordvest og uden megen nytte til, som i dag fra sydøst. Det ellers klassiske varme forårshjørne. Vi taler om nattefrost, og det er jo ikke fordi, at det er usædvanligt i april, men nu her hvor vinteren ikke længere har noget alvorligt at skulle have sagt, trods alt, ville det være passende bare at komme helt om på den rigtige side af 10-15 grader om dagen. Vi landede på 9 i dag, men morgendagen lover op til 17 i det sydjyske, så måske vi snart skal mærke en tilsvarende begunstning på disse kanter.
Kanten blev ellers forflyttet vestpå til Kolding Fjord i weekenden, hvor moderen blev fejret med 80 rundinger langs løbekuglen. Et dejligt sted, og en dejlig tur, som blev pyntet med en fin grønspætte og et par korttåede træløbere i forårshumor. Ramsløg og anemoner lagde skovens dække i den ellers smattede bund, efter en god regnsvejrtur dagene før.
Her på hjemmebanen har det stået lidt i stampe hvad fuglene angår, i fejringens skær, men da der meldes sorte glenter og steppehøge ude om i landet, og her på og tæt på Amager, og dagens fugl var en Hærfugl, lå det ret lige for at prøve lykken ved Villahøj i dag efter svømningen. Solen stod trods alt frem og lyste højt på mine forhåbninger om endelig at kunne melde disse arter, som har fået for vane at gække i elegante cirkler langt uden om mit synsfelt.
Dog ej det således skulle gå, men fra højens top kunne fire sølvhejrer i to x to samt firetusindefemhundrede bramgæs, tre atlinger og to kobbersnepper betragtes som højdepunktet fuglemæssigt. De fleste på afstand, som det er kotyme, men kobbersnepperne havde dog gjort sig mere fotovenlige i tæt afstand til højen i vestenden, hvor de tillod dette indtil, måske en tidligere set rød glente, jagede de fleste fugle op. Ude af øje var der ikke mere at gøre ved fotosagen, men da der samtidig dukkede en drøm, velsagtens, op ud af det blå, havde jeg ikke problemer med den udvikling.
En drøm fordi det skete, som jeg har bedt til. At faktisk møde en kvinde med ligesindet interesse for naturen og måske det som ligger bag. Dog er det ikke altid, at man skal gribe ud efter det som livet frister med på så direkte en måde. Jeg er jo slet ikke et sted i livet, hvor det er relevant at give seriøs næring til nogen form for delt tilværelse ud over det jeg gør nu. Nej, læren her er snarere, at det rent faktisk er muligt bevidst at få livet til at dreje i bestemte retninger, når man tillader det. Så nu atter bekræftet om dette, vil jeg nøjes med at nyde evnen, og begynde at definere hvad det er jeg virkelig ønsker af livet.
Enjoy!
2022-04-02
April måned starter med en kold og klar kyshånd fra nordøst. Giver stilstand i naturen. Sommerfuglene er frosset til pulver og fuglenes stemmebånd står på stive rækker, og venter på varmere toner sydfra. Dog er vores lokale blåmejse på altanen i fuldt vigør, og puster sig jævnligt op for at jage musvitten væk som, retmæssigt, gerne vil overtage kassen i hjørnet. Det er en musvit-kasse med hullet i rette størrelse. Og ved siden af hænger den med det mindre hul, og som var beregnet til den mindste af de to. Men sådan skulle det åbenbart ikke være. Lille og hidsig. Så nej, der skal ikke være plads til alle!
I skoven er der heldigvis stadigvæk plads til den korttåede træløber. Den har ellers været helt fraværende for mig i år. Nogle få haft den i løbet af vinteren, men generelt er jeg overbevist om, at de har været forsvundet fra skoven, og først kommer tilbage nu. Sidste år havde jeg den første gang i slutningen af februar. Men det år var det paradoksalt nok ret koldt efter nytår, så dens manglende tilstedeværelse i år kan ikke have noget med temperaturen at gøre, da vi har haft en mild vinter i år. Jeg lader det gerne slå an som en tilfældighed, og så bare glæde mig over at den er tilbage.
Og sørme så om ikke det lykkedes at få en af de gode i forrige weekend: Dobbeltbekkasin! Næsten tre hele måneder ind i året skulle jeg, for at få denne ellers forventelige vinterart. Og i de samme dage gjorde en tidlig Stor Kobbersneppe dem selskab ved Villahøj, hvorimod jeg måtte en aftertur til Storehøj, hvor man ellers sjældent kommer i disse nybyggertider, for at få en dejligt aktiv Rørdrum som paukede løs fra rørene. Nicki Justenborg var ophavsmanden, og jeg var den glade, at det så ikke kun skulle blive Steffen-På-Pynten som skulle have fornøjelsen i år.
Med 126 arter på Amager pr dags dato, er jeg 6 arter bagud i forhold til sidste år, hvilket sikkert i høj grad afspejler den kolde periode vi har haft den seneste måned. Når varmen kommer...
Og så er der det med Sortkragerne som bliver meldt hist og pist på Amager i disse tider. Den er jo fortsat sjælden her, så jeg vil i al stilfærdighed bare huske at gøre opmærksom på, at de unge råger kan have deres krage-lignende hoved- og næbkarakterer i op til 15 måneder! efter fødslen. De fleste har det nok ikke, men man skal have det for øje, og sikre sig at man virkelig ser hoved og næb godt, inden man claimer den sorte. Øje for sagen.
Og naturligvis skal den skønne lille anemone ikke forglemmes. Thi, den står allerede og titter frem med spæde blade langs den vestlige sti i kongelunden. På kanten af de kraftfulde ramsløg som allerede er blevet høstet. Til en pesto som var rigeligt potent, og gjorde årets trang til denne plante fuldt indfriet!
Enjoy!
April måned starter med en kold og klar kyshånd fra nordøst. Giver stilstand i naturen. Sommerfuglene er frosset til pulver og fuglenes stemmebånd står på stive rækker, og venter på varmere toner sydfra. Dog er vores lokale blåmejse på altanen i fuldt vigør, og puster sig jævnligt op for at jage musvitten væk som, retmæssigt, gerne vil overtage kassen i hjørnet. Det er en musvit-kasse med hullet i rette størrelse. Og ved siden af hænger den med det mindre hul, og som var beregnet til den mindste af de to. Men sådan skulle det åbenbart ikke være. Lille og hidsig. Så nej, der skal ikke være plads til alle!
I skoven er der heldigvis stadigvæk plads til den korttåede træløber. Den har ellers været helt fraværende for mig i år. Nogle få haft den i løbet af vinteren, men generelt er jeg overbevist om, at de har været forsvundet fra skoven, og først kommer tilbage nu. Sidste år havde jeg den første gang i slutningen af februar. Men det år var det paradoksalt nok ret koldt efter nytår, så dens manglende tilstedeværelse i år kan ikke have noget med temperaturen at gøre, da vi har haft en mild vinter i år. Jeg lader det gerne slå an som en tilfældighed, og så bare glæde mig over at den er tilbage.
Og sørme så om ikke det lykkedes at få en af de gode i forrige weekend: Dobbeltbekkasin! Næsten tre hele måneder ind i året skulle jeg, for at få denne ellers forventelige vinterart. Og i de samme dage gjorde en tidlig Stor Kobbersneppe dem selskab ved Villahøj, hvorimod jeg måtte en aftertur til Storehøj, hvor man ellers sjældent kommer i disse nybyggertider, for at få en dejligt aktiv Rørdrum som paukede løs fra rørene. Nicki Justenborg var ophavsmanden, og jeg var den glade, at det så ikke kun skulle blive Steffen-På-Pynten som skulle have fornøjelsen i år.
Med 126 arter på Amager pr dags dato, er jeg 6 arter bagud i forhold til sidste år, hvilket sikkert i høj grad afspejler den kolde periode vi har haft den seneste måned. Når varmen kommer...
Og så er der det med Sortkragerne som bliver meldt hist og pist på Amager i disse tider. Den er jo fortsat sjælden her, så jeg vil i al stilfærdighed bare huske at gøre opmærksom på, at de unge råger kan have deres krage-lignende hoved- og næbkarakterer i op til 15 måneder! efter fødslen. De fleste har det nok ikke, men man skal have det for øje, og sikre sig at man virkelig ser hoved og næb godt, inden man claimer den sorte. Øje for sagen.
Og naturligvis skal den skønne lille anemone ikke forglemmes. Thi, den står allerede og titter frem med spæde blade langs den vestlige sti i kongelunden. På kanten af de kraftfulde ramsløg som allerede er blevet høstet. Til en pesto som var rigeligt potent, og gjorde årets trang til denne plante fuldt indfriet!
Enjoy!
2022-03-26
Marts i solens tegn. Rekordmange timer, og kun få dråber regn, gør den mindeværdig og meget velkommen, med al den væde vi har fået igennem vinteren. Stier og marker tørrer fint op, og vi kan se ind i et forår fuldt af livet i dets optimale form.
Og fuglene vender nu tilbage i en lind strøm, med dejlige 12 arter siden sidst, hvoraf ingen rigtig har være usædvanlige, ud over en flok som jeg mener var Silkehaler, uden at være helt sikker. Sildemåger, Hedelærker, Sangdrosler og naturligvis de første Gransanger er blandt disse. Men det er Dobbeltbekkasin også, endelig set den 24, hvor også et par Sølvhejre lagde vejen forbi Villahøj. Man forventer jo at få den, men som altid er det bedre at det er sket end at forvente at det sker. Det samme med den vel nok sværeste fra denne periode, pånær silkehalerne, Pibesvane. Er man ikke på plads, så kan man ikke forvente at få den krydset. De kommer forbi hvert år, men mange ryger lige igennem, og de få der vælger at raste, gør det normalt kun i kort tid. Så rastende fugle meldt om morgenen, er ikke nødvendigvis på plads om eftermiddagen. Jeg lavede derfor en dobbelttur ud til sydtårnet for at få den i år. En flok på 5, som meget sigende netop valgte at lette og flyve nordpå, 30 sekunder efter at jeg var ankommet.
Ellers er det sjoveste på Amager i perioden vel nok de tre storke som jeg har misset - helt i tråd med sidste år. De kommer enkeltvis og ryger bare stille og roligt igennem uden at gøre meget væsen af sig.
Til gengæld tager sommerfuglene ekstra godt imod den varme sol, og i dag på den sidste vintertidsdag, lykkedes det mig at se årets første 6 forskellige dagsommerfugle, Sørgekåbe, Citronsommerfugl, Nældens Takvinge, Det Hvide C, Dagpåfugløje og Grønåret Kålsommerfugl. Alle i friske udgaver, mens kun C-et lod sig forevige. Årvågne fra første færd må man sige. Og ligeledes var Honningbierne på nordsiden af Kongelunden i fuld gang med at samle gulligt pollen, som flittigt blev transporteret til de tre stader.
Fornøjeligt og en fin ansporing til at glæde sig til et dejligt forår på trods af den fortsatte konflikt i det sydøstlige hjørne af kontinentet. Vi håber og beder.
Peace and joy.
Marts i solens tegn. Rekordmange timer, og kun få dråber regn, gør den mindeværdig og meget velkommen, med al den væde vi har fået igennem vinteren. Stier og marker tørrer fint op, og vi kan se ind i et forår fuldt af livet i dets optimale form.
Og fuglene vender nu tilbage i en lind strøm, med dejlige 12 arter siden sidst, hvoraf ingen rigtig har være usædvanlige, ud over en flok som jeg mener var Silkehaler, uden at være helt sikker. Sildemåger, Hedelærker, Sangdrosler og naturligvis de første Gransanger er blandt disse. Men det er Dobbeltbekkasin også, endelig set den 24, hvor også et par Sølvhejre lagde vejen forbi Villahøj. Man forventer jo at få den, men som altid er det bedre at det er sket end at forvente at det sker. Det samme med den vel nok sværeste fra denne periode, pånær silkehalerne, Pibesvane. Er man ikke på plads, så kan man ikke forvente at få den krydset. De kommer forbi hvert år, men mange ryger lige igennem, og de få der vælger at raste, gør det normalt kun i kort tid. Så rastende fugle meldt om morgenen, er ikke nødvendigvis på plads om eftermiddagen. Jeg lavede derfor en dobbelttur ud til sydtårnet for at få den i år. En flok på 5, som meget sigende netop valgte at lette og flyve nordpå, 30 sekunder efter at jeg var ankommet.
Ellers er det sjoveste på Amager i perioden vel nok de tre storke som jeg har misset - helt i tråd med sidste år. De kommer enkeltvis og ryger bare stille og roligt igennem uden at gøre meget væsen af sig.
Til gengæld tager sommerfuglene ekstra godt imod den varme sol, og i dag på den sidste vintertidsdag, lykkedes det mig at se årets første 6 forskellige dagsommerfugle, Sørgekåbe, Citronsommerfugl, Nældens Takvinge, Det Hvide C, Dagpåfugløje og Grønåret Kålsommerfugl. Alle i friske udgaver, mens kun C-et lod sig forevige. Årvågne fra første færd må man sige. Og ligeledes var Honningbierne på nordsiden af Kongelunden i fuld gang med at samle gulligt pollen, som flittigt blev transporteret til de tre stader.
Fornøjeligt og en fin ansporing til at glæde sig til et dejligt forår på trods af den fortsatte konflikt i det sydøstlige hjørne af kontinentet. Vi håber og beder.
Peace and joy.
2022-03-13
En kold østenvind (Putins hjerteløse kys) har ramt os uden ende her i starten af marts, og på trods af en strålende høj himmel de fleste dage, skutter man sig ude i naturen, og glædes på ingen måde ved at stå stille i længere tid. Busken på sydvestpynten giver kun sparsomt læ, og man tvinges til at søge op i skoven for at føle lidt relativ varme, ude af vindens greb. Mandarinanden holder mest til inde under vandtræet i branddammen i Ullerup, og nye ansigter her efter 10 dage i det officielle forår er kun blevet til en enkelt Hvid Vipstjert, som fik forvildet sig op for tidligt, og ikke blev set igen, da kulden rigtig greb fat. Og en Splitterne, som på hårdfør maner fløj ud efter fisk op imod en strid sydøstenvind en dag på pynten. De er således ankommet til Holmesø ved Brøndby, ligesom de Sorthovedede måger. Vanen tro. Men uden megen fornøjelse, må man tro.
Og tro skulle der også til da en ugelang Triel på Stubben ved Københavns Nordhavn også kom i min notesbog, ebird-app (indtil min egen er klar). Jeg havde ikke været derude i mange år, og blev overrasket over den massive udvidelse af området, med store sand- og jordklitter afløst af nærmest flad stenørken på den yderste del. Planeret. Og det var med bevoksning på overfladen. Sparsom, som i den rigtige stenørken i Spanien eller i Mexico. Jeg fik længsler derved, og glæder mig over at der vokser en kærlighed i mit hjerte til denne type landskab, da man så kan håbe på, at der vil være rigtig vild natur at glæde sig over og være og leve i, for mig, i min resterende levetid.
Trielen gjorde sig umage med ikke at blive genfundet, da jeg kom derud. Men efter en time og manges ihærdige søgen blev den endelig fundet stående i læ ude på den store slette. Vi andre stod i den blottede vind, og håbede at fuglen ville bevæge sig, eller ligefrem flyve en runde. Men det gjorde den ikke. I tre lange og kolde timer stod den bare helt cool og gjorde ingenting. Andet end at betragte os, må man formode, for da vi, som solen var ved at forsvinde bag klitterne, var nogle som mente, at vi nu godt kunne gå lidt tættere på, for at komme på fotoafstand, og gjorde det, fløj fuglen ret hurtigt væk, i en stor bue uden om os, op i klitterne et sted.
Jeg tog mest der ud for eventyrets skyld, da det jo ikke er Amager, og det heller ikke var en ny dk-art, endsige Sjællandsart. Men det er jo en fascinerende fugl, som altså også har forkærlighed for denne slags landskaber, hvorfor det ikke kunne skade at hilse på. Bjerglærker var også dejlige at se, da de kun sjældent lader vejen forbi mine hjemlige jagtmarker.
Og således opdateret, hilser jeg til verden, at fornuften og næstekærligheden får lov at vinde indpas i forstenede hjerte i dagene som kommer.
Joyful happiness.
En kold østenvind (Putins hjerteløse kys) har ramt os uden ende her i starten af marts, og på trods af en strålende høj himmel de fleste dage, skutter man sig ude i naturen, og glædes på ingen måde ved at stå stille i længere tid. Busken på sydvestpynten giver kun sparsomt læ, og man tvinges til at søge op i skoven for at føle lidt relativ varme, ude af vindens greb. Mandarinanden holder mest til inde under vandtræet i branddammen i Ullerup, og nye ansigter her efter 10 dage i det officielle forår er kun blevet til en enkelt Hvid Vipstjert, som fik forvildet sig op for tidligt, og ikke blev set igen, da kulden rigtig greb fat. Og en Splitterne, som på hårdfør maner fløj ud efter fisk op imod en strid sydøstenvind en dag på pynten. De er således ankommet til Holmesø ved Brøndby, ligesom de Sorthovedede måger. Vanen tro. Men uden megen fornøjelse, må man tro.
Og tro skulle der også til da en ugelang Triel på Stubben ved Københavns Nordhavn også kom i min notesbog, ebird-app (indtil min egen er klar). Jeg havde ikke været derude i mange år, og blev overrasket over den massive udvidelse af området, med store sand- og jordklitter afløst af nærmest flad stenørken på den yderste del. Planeret. Og det var med bevoksning på overfladen. Sparsom, som i den rigtige stenørken i Spanien eller i Mexico. Jeg fik længsler derved, og glæder mig over at der vokser en kærlighed i mit hjerte til denne type landskab, da man så kan håbe på, at der vil være rigtig vild natur at glæde sig over og være og leve i, for mig, i min resterende levetid.
Trielen gjorde sig umage med ikke at blive genfundet, da jeg kom derud. Men efter en time og manges ihærdige søgen blev den endelig fundet stående i læ ude på den store slette. Vi andre stod i den blottede vind, og håbede at fuglen ville bevæge sig, eller ligefrem flyve en runde. Men det gjorde den ikke. I tre lange og kolde timer stod den bare helt cool og gjorde ingenting. Andet end at betragte os, må man formode, for da vi, som solen var ved at forsvinde bag klitterne, var nogle som mente, at vi nu godt kunne gå lidt tættere på, for at komme på fotoafstand, og gjorde det, fløj fuglen ret hurtigt væk, i en stor bue uden om os, op i klitterne et sted.
Jeg tog mest der ud for eventyrets skyld, da det jo ikke er Amager, og det heller ikke var en ny dk-art, endsige Sjællandsart. Men det er jo en fascinerende fugl, som altså også har forkærlighed for denne slags landskaber, hvorfor det ikke kunne skade at hilse på. Bjerglærker var også dejlige at se, da de kun sjældent lader vejen forbi mine hjemlige jagtmarker.
Og således opdateret, hilser jeg til verden, at fornuften og næstekærligheden får lov at vinde indpas i forstenede hjerte i dagene som kommer.
Joyful happiness.
2022-02-28
Sidste vinterdag ifølge kalenderen, og fejret med sol og en selvfundet Rødtoppet Fuglekonge i Kongelunden. Fuglestien kalder jeg den nu, hvor jeg fandt den. Den brede sti i sydvest som støder sammen med den brede ridesti, og fortsætter ud mod Kalvebodvej øst om den gamle Røde Kors lejrs boldbane. Det er også her at jeg havde Korttået Træløber flere gange sidste år, og har set Duehøg, og altid hører Spætmejser, og i dag sang Sortmejsen også. Et dejligt sted.
9 arter blev det til i februar, og foråret starter således med en foreløbig total på 109 arter. Sidste år gav februar 14 arter, så det er noget i underkanten i år. Tranen og den Røde Glente blev nummer 107 og 108. Også dejlige fugle. Og det er dejligt at de er så dejlige, for så får man det så dejligt, når man ser dem - de dejlige.
Sidste vinterdag ifølge kalenderen, og fejret med sol og en selvfundet Rødtoppet Fuglekonge i Kongelunden. Fuglestien kalder jeg den nu, hvor jeg fandt den. Den brede sti i sydvest som støder sammen med den brede ridesti, og fortsætter ud mod Kalvebodvej øst om den gamle Røde Kors lejrs boldbane. Det er også her at jeg havde Korttået Træløber flere gange sidste år, og har set Duehøg, og altid hører Spætmejser, og i dag sang Sortmejsen også. Et dejligt sted.
9 arter blev det til i februar, og foråret starter således med en foreløbig total på 109 arter. Sidste år gav februar 14 arter, så det er noget i underkanten i år. Tranen og den Røde Glente blev nummer 107 og 108. Også dejlige fugle. Og det er dejligt at de er så dejlige, for så får man det så dejligt, når man ser dem - de dejlige.
2022-02-21
Februar fortsætter som et naturligt lavpunkt for nye arter i året. De almindelige er støvsuget op og forårets næste venter fortsat ude i horisonten. På nær et par stykker som ikke kunne nære sig, Huldue, Gråstrubet Lapppedykker og Stor Præstekrave. Men i helt beskedne mængder, så vi kalder det ikke et gennembrud endnu, selv om 240 Viber ved Villahøj i går godt kunne antyde, at nu skal det snart ske. Og så med alt det vand som er kommet. Overalt. Og blæsende Nora som fik rørt rundt i det, og besværliggjorde lidt min udenøstur for et par dage siden, da et umage par var dukket op ved Selsø nær Rosilde. Han Hvidhovedet And sammen med en formodentlig hun Amerikansk Skarveand. Et par som åbenbart er i gang med at pond-crashe deres vej gennem det nordlige Europa, efter at være set både i Polen og Tyskland tidligere. Oprindelse ukendt.
Jeg så dem kun på stor afstand, fra kirken, og i modsætning til de andre dage, var de to fugle splittet op og opførte sig således ikke som et par. Men når der dukker unge havørne op, så er det selvfølgelig forventeligt at panikken breder sig, og familier bliver spredt. Næste dage er de blevet rapporteret sammen igen, så det var nok det som gik for sig den dag.
I dag regner det gråt, en rigtig arbejdsmandag, så jeg begiver mig videre i min intention med at få lavet min egen fugleapp, så jeg endelig kan gøre mig fri af både ebird og dofbasen, og få det helt på min måde. Fri til at se på fugle som jeg ønsker det. Med hjertet det rette sted, og troen på at det ikke bliver data, som skal redde naturen fra menneskenes katastrofale handlinger.
Det bliver dejligt!
Februar fortsætter som et naturligt lavpunkt for nye arter i året. De almindelige er støvsuget op og forårets næste venter fortsat ude i horisonten. På nær et par stykker som ikke kunne nære sig, Huldue, Gråstrubet Lapppedykker og Stor Præstekrave. Men i helt beskedne mængder, så vi kalder det ikke et gennembrud endnu, selv om 240 Viber ved Villahøj i går godt kunne antyde, at nu skal det snart ske. Og så med alt det vand som er kommet. Overalt. Og blæsende Nora som fik rørt rundt i det, og besværliggjorde lidt min udenøstur for et par dage siden, da et umage par var dukket op ved Selsø nær Rosilde. Han Hvidhovedet And sammen med en formodentlig hun Amerikansk Skarveand. Et par som åbenbart er i gang med at pond-crashe deres vej gennem det nordlige Europa, efter at være set både i Polen og Tyskland tidligere. Oprindelse ukendt.
Jeg så dem kun på stor afstand, fra kirken, og i modsætning til de andre dage, var de to fugle splittet op og opførte sig således ikke som et par. Men når der dukker unge havørne op, så er det selvfølgelig forventeligt at panikken breder sig, og familier bliver spredt. Næste dage er de blevet rapporteret sammen igen, så det var nok det som gik for sig den dag.
I dag regner det gråt, en rigtig arbejdsmandag, så jeg begiver mig videre i min intention med at få lavet min egen fugleapp, så jeg endelig kan gøre mig fri af både ebird og dofbasen, og få det helt på min måde. Fri til at se på fugle som jeg ønsker det. Med hjertet det rette sted, og troen på at det ikke bliver data, som skal redde naturen fra menneskenes katastrofale handlinger.
Det bliver dejligt!
2022-02-08
Først kom der en due, så kom der en høg, som ergo var en Duehøg. Og det er så sandt som det lyder. Men den var ikke årets første, idet den måske samme fugl var oppe at flyve rundt om det nordøstlige hjørne af skoven for et par dage siden. Og derved blev den art nummer 102 i år, og vi er således videre fra årets halvskuffende januar-resultat. Sideskift.
Hvis du er til quiz og spas, så udlover jeg en flødebolleis til den som først melder ind, hvilken art som blev nummer 101 for mig på Amager i år. Svaret svæver sammen med alt det andet her på linien.
Først kom der en due, så kom der en høg, som ergo var en Duehøg. Og det er så sandt som det lyder. Men den var ikke årets første, idet den måske samme fugl var oppe at flyve rundt om det nordøstlige hjørne af skoven for et par dage siden. Og derved blev den art nummer 102 i år, og vi er således videre fra årets halvskuffende januar-resultat. Sideskift.
Hvis du er til quiz og spas, så udlover jeg en flødebolleis til den som først melder ind, hvilken art som blev nummer 101 for mig på Amager i år. Svaret svæver sammen med alt det andet her på linien.
2022-01-31
Og sådan endte den så. I beskedenhed nærmest, da det ikke lykkedes at komme videre end de hundrede arter. Sulen blev den sidste. På trods af rigeligt med timer rundt i alle retninger af øen, skulle det altså ikke lykkes at overgå sidste års resultat på 101. 99 arter i løbet af de første to uger af måneden, for så kun at kunne hive en i land i løbet af de sidste 16 dage, det er jo nærmest en præstation i sig selv. Hvis der ud over morskaben ved at listelege, skal være en morale også, må det være ikke at forvente noget som helst ved denne slags ambitioner. Tag de som kommer, og vær selvfølgelig glad for at hovedmålet lykkedes i begge år. Og hvem ved, måske jeg bare skulle have været mere præcis i min målsætning. Hvis jeg havde erklæret at målet skulle være at se flere end året før, ville universet højst sandsynligt have svaret anderledes. Vi må se, til næste år. God obs og nyd det!
Og sådan endte den så. I beskedenhed nærmest, da det ikke lykkedes at komme videre end de hundrede arter. Sulen blev den sidste. På trods af rigeligt med timer rundt i alle retninger af øen, skulle det altså ikke lykkes at overgå sidste års resultat på 101. 99 arter i løbet af de første to uger af måneden, for så kun at kunne hive en i land i løbet af de sidste 16 dage, det er jo nærmest en præstation i sig selv. Hvis der ud over morskaben ved at listelege, skal være en morale også, må det være ikke at forvente noget som helst ved denne slags ambitioner. Tag de som kommer, og vær selvfølgelig glad for at hovedmålet lykkedes i begge år. Og hvem ved, måske jeg bare skulle have været mere præcis i min målsætning. Hvis jeg havde erklæret at målet skulle være at se flere end året før, ville universet højst sandsynligt have svaret anderledes. Vi må se, til næste år. God obs og nyd det!
2022-01-24
Ingen hviler på laurbærrene det lover jeg, men der er langt mellem de sidste arter som kan hives i lande i denne januar. Anderledes ville det have været, hvis man havde heddet Steffen til fornavn og Nielsen til efternavn, da det så ville have været muligt både at se Husrødstjert og Rørdrum. Erfaret i dag, og jeg gjorde mit for at gøre ham kunsten efter, men uden succes. Det gode er, at der er en hel uge endnu, før denne listeleg skal ende.
Ingen hviler på laurbærrene det lover jeg, men der er langt mellem de sidste arter som kan hives i lande i denne januar. Anderledes ville det have været, hvis man havde heddet Steffen til fornavn og Nielsen til efternavn, da det så ville have været muligt både at se Husrødstjert og Rørdrum. Erfaret i dag, og jeg gjorde mit for at gøre ham kunsten efter, men uden succes. Det gode er, at der er en hel uge endnu, før denne listeleg skal ende.
2022-01-20
Thi, de angrendes nåde skal være uendelig. Og deres belønning alt hvad hjertet kan begære. Amager 100. Ved skabelsens storhed er min ydmyge bøn blevet hørt! At bruge livets dyrebare ressourcer på at fare øen rundt for at finde fuglearter til en liste som kun de færreste har interesse for, virker selvisk for de fleste, men jeg siger: Uden den indsats ville min sjæl være tristere på færde, og de som er beskæbnet til at leve livet i mit delvise nærvær ville modtage mindre end nu, hvor jeg kan stråle ud over dem alle med lyset fra min storslåede indsats.
Sulen blev den sande forløser. På en hårdt blæsende dag med vinde fra nordvest, gav det pote at stille sig op ved bunker 3 i Amager Strandpark. Intet andet af interesse var på færde i det svære modlys om formiddagen, med overskyet himmel mod en skyfri horisont. Men lige som jeg var ved at give op med øjnene konstant løbende i vand og vinden ruskende om ørerne, og rundt om den ikke-læ-givende bygning, så dukkede der pludselig en bevægelse op langt ude. Mågerne gør det på deres måde. Og sulen gør det på en anden. De høje svungne buer med stive vinger afslørede, at det ikke var endnu en måge på vej ned gennem Øresund. Det var en mere resolut fugl, omend den var for langt væk til at se detaljer. Som nævnt, ved de svære betingelser. En nordgående coaster bevægede sig foran på dette tidspunkt, hvorfor fuglen altså befandt sig øst for sejlrenden over mod Saltholm (3 km afstand?). Fuglen så bare mørk ud, men blev ved med at flyve på samme måde, som udelukkede at det kunne dreje sig om andet. Og da den så ramte en opadgående bue på det rette sted foran en mørk baggrund, stod farverne pludeslig frem, sort og hvid, og den blev noteret som en adult sule på vej ned i Østersøen, til alle de andre som åbenbart kan lide at tilbringe vinteren der.
Det tog således 5 lange dage at komme fra 99 til 100. Men også 10 dage hurtigere end sidste år, dog med den detalje at sidste år var det med en dagligdag belastet af min forpligtende arbejdsmarkedsindsats, hvilket ikke har været tilfældet i år. Alligevel ikke så ringe endda. Og lidt fascinerende at tænke på, at det er næsten halvdelen af alle årets arter, som jeg nu har set inden for de første tre uger af året, idet jeg sidste år nåede op på 208 arter på Amager. Vi glæder os til at sig hvad året vil bringe af yderligere fuglemæssige fornøjelser. Nyd det!
Thi, de angrendes nåde skal være uendelig. Og deres belønning alt hvad hjertet kan begære. Amager 100. Ved skabelsens storhed er min ydmyge bøn blevet hørt! At bruge livets dyrebare ressourcer på at fare øen rundt for at finde fuglearter til en liste som kun de færreste har interesse for, virker selvisk for de fleste, men jeg siger: Uden den indsats ville min sjæl være tristere på færde, og de som er beskæbnet til at leve livet i mit delvise nærvær ville modtage mindre end nu, hvor jeg kan stråle ud over dem alle med lyset fra min storslåede indsats.
Sulen blev den sande forløser. På en hårdt blæsende dag med vinde fra nordvest, gav det pote at stille sig op ved bunker 3 i Amager Strandpark. Intet andet af interesse var på færde i det svære modlys om formiddagen, med overskyet himmel mod en skyfri horisont. Men lige som jeg var ved at give op med øjnene konstant løbende i vand og vinden ruskende om ørerne, og rundt om den ikke-læ-givende bygning, så dukkede der pludselig en bevægelse op langt ude. Mågerne gør det på deres måde. Og sulen gør det på en anden. De høje svungne buer med stive vinger afslørede, at det ikke var endnu en måge på vej ned gennem Øresund. Det var en mere resolut fugl, omend den var for langt væk til at se detaljer. Som nævnt, ved de svære betingelser. En nordgående coaster bevægede sig foran på dette tidspunkt, hvorfor fuglen altså befandt sig øst for sejlrenden over mod Saltholm (3 km afstand?). Fuglen så bare mørk ud, men blev ved med at flyve på samme måde, som udelukkede at det kunne dreje sig om andet. Og da den så ramte en opadgående bue på det rette sted foran en mørk baggrund, stod farverne pludeslig frem, sort og hvid, og den blev noteret som en adult sule på vej ned i Østersøen, til alle de andre som åbenbart kan lide at tilbringe vinteren der.
Det tog således 5 lange dage at komme fra 99 til 100. Men også 10 dage hurtigere end sidste år, dog med den detalje at sidste år var det med en dagligdag belastet af min forpligtende arbejdsmarkedsindsats, hvilket ikke har været tilfældet i år. Alligevel ikke så ringe endda. Og lidt fascinerende at tænke på, at det er næsten halvdelen af alle årets arter, som jeg nu har set inden for de første tre uger af året, idet jeg sidste år nåede op på 208 arter på Amager. Vi glæder os til at sig hvad året vil bringe af yderligere fuglemæssige fornøjelser. Nyd det!
2022-01-19
Art nummer 100 udebliver. Nu på tredje-dagen, og det begynder at lugte af fuldmodent hovmod. At flyve højere end vingerne bærer...om man så må sige.
Art nummer 100 udebliver. Nu på tredje-dagen, og det begynder at lugte af fuldmodent hovmod. At flyve højere end vingerne bærer...om man så må sige.
2022-01-17
Kvie og kvale i hobe de ørkesløse dage! Nu to dage i træk uden at kunne få klokkerne til at ringe for min nummer 100. Hård nordvestlig vind gav i dag ingenting overhovedet, så selv om dagen var smuk med sol, vil jeg gerne bede om milde sydvestlige vinde, tak.
Kvie og kvale i hobe de ørkesløse dage! Nu to dage i træk uden at kunne få klokkerne til at ringe for min nummer 100. Hård nordvestlig vind gav i dag ingenting overhovedet, så selv om dagen var smuk med sol, vil jeg gerne bede om milde sydvestlige vinde, tak.
2022-01-16
Failed to reach Amager 100 today. Blaming it on the dull gray weather would not be fair since all, snipe, kingfisher, goshawk or short-toed treecreeper, would have be unaffected if present. It's coming down to simply having entered the phase of difficulty. Few new birds are arriving. Too mild for northern species, and too cold for the ones coming from the southern.
It would have been great, though, to have hit the marker today before 12 pm, being able to say I had seen a hundred in the first half of the month. But humbly so to be accepted, and looking forward to the moment. Probably not tomorrow though, where another windy day is lined up with hard northwestern winds hitting Denmark. Not good for birding on Amager. But of course I'll give it try.
Failed to reach Amager 100 today. Blaming it on the dull gray weather would not be fair since all, snipe, kingfisher, goshawk or short-toed treecreeper, would have be unaffected if present. It's coming down to simply having entered the phase of difficulty. Few new birds are arriving. Too mild for northern species, and too cold for the ones coming from the southern.
It would have been great, though, to have hit the marker today before 12 pm, being able to say I had seen a hundred in the first half of the month. But humbly so to be accepted, and looking forward to the moment. Probably not tomorrow though, where another windy day is lined up with hard northwestern winds hitting Denmark. Not good for birding on Amager. But of course I'll give it try.
2022-01-15
Amager 99 - the sweet smell of victory teasing my nostrils. So close now. Today I went to the southern dike tower on Kalvebod Fælled and ended up with an overwhelming five new species for the year: snow bunting, common shelduck, reed bunting, peregrine falcon and greater white-fronted goose. A flock of six anser geese were id'ed by others as pink-footed but I saw them too far away and thought they looked more like bean-geese why I'll have to wait to the next tick to claim my prize as a true A-100 wonder boy!
Amager 99 - the sweet smell of victory teasing my nostrils. So close now. Today I went to the southern dike tower on Kalvebod Fælled and ended up with an overwhelming five new species for the year: snow bunting, common shelduck, reed bunting, peregrine falcon and greater white-fronted goose. A flock of six anser geese were id'ed by others as pink-footed but I saw them too far away and thought they looked more like bean-geese why I'll have to wait to the next tick to claim my prize as a true A-100 wonder boy!
2022-01-14
Birds for our amusement. Standing at 88 species after the successful sea-duck day the list increment naturally has to slow down, having added most of the common species to be expected on Amager during winter. But still I've been generously rewarded through the last 4 days, adding another 6 species, northern pintail, common buzzard, eurasian woodcock and sparrowhawk plus 4 cold northern lapwings and a screaming water rail, to the list. 94 by the 13th is more than two weeks earlier than last year, giving hope to a very healthy result this year!
Birds for our amusement. Standing at 88 species after the successful sea-duck day the list increment naturally has to slow down, having added most of the common species to be expected on Amager during winter. But still I've been generously rewarded through the last 4 days, adding another 6 species, northern pintail, common buzzard, eurasian woodcock and sparrowhawk plus 4 cold northern lapwings and a screaming water rail, to the list. 94 by the 13th is more than two weeks earlier than last year, giving hope to a very healthy result this year!
2022-01-11
January 100 continues at an optimistic pace. A good day at Sydvestpynten gave 7 new species, common eider, common scoter, velvet scoter, razorbill, common murre, red-throated loon, rock pipit, and today common buzzard and northern pintail on Kalvebod Fælled making the temporary total a comfortable 90. Almost two weeks ahead of last years effort. Very promising!
January 100 continues at an optimistic pace. A good day at Sydvestpynten gave 7 new species, common eider, common scoter, velvet scoter, razorbill, common murre, red-throated loon, rock pipit, and today common buzzard and northern pintail on Kalvebod Fælled making the temporary total a comfortable 90. Almost two weeks ahead of last years effort. Very promising!
2022-01-06
Happy New Year!
Off on a new local species quest, on Amager, my 79 species as of today holds pace with last year, making January 100 as realistic as last year, where the last two days landed me 7 new species, giving me a comfortable total of 101 for the month - smiling. Best species so far this year have been Purple Sandpipers and several-years-absent wintering Rough-legged Hawks.
Happy New Year!
Off on a new local species quest, on Amager, my 79 species as of today holds pace with last year, making January 100 as realistic as last year, where the last two days landed me 7 new species, giving me a comfortable total of 101 for the month - smiling. Best species so far this year have been Purple Sandpipers and several-years-absent wintering Rough-legged Hawks.
2021-08-31
The 2020-2021 ebird taxonomy update is finally a reality. The changes relevant to Mexico can be downloaded here. 4 new species added to the Mexican list!
The 2020-2021 ebird taxonomy update is finally a reality. The changes relevant to Mexico can be downloaded here. 4 new species added to the Mexican list!
2021-08-08
Rare Southern Hawkers were in Northern Zealand a few days ago. Ulla and Dorte opened their doors, but to no avail. Gone with the wind or chased away by larger Migrant Hawkers. But still I'm thankful.
Rare Southern Hawkers were in Northern Zealand a few days ago. Ulla and Dorte opened their doors, but to no avail. Gone with the wind or chased away by larger Migrant Hawkers. But still I'm thankful.
2021-07-29
First day I couldn't see the juvenile eagle in the KL nest!
First day I couldn't see the juvenile eagle in the KL nest!
2021-07-22
Det smukke sommervejr, det skønne badevand og allerede 40 Efterårs-mosaikguldsmede i luften mens den unge havørn tager sin tid i reden.
Det smukke sommervejr, det skønne badevand og allerede 40 Efterårs-mosaikguldsmede i luften mens den unge havørn tager sin tid i reden.
2021-06-29
Breeding White-tailed Eagle, Soccer promise in the boiler and confirmed Robust Spreadwings.
Breeding White-tailed Eagle, Soccer promise in the boiler and confirmed Robust Spreadwings.
2017-09-02
The 2017 updates to the ebird/Clements taxonomy have now been implemented on this site.
The changes relevant to Mexico can be seen in the pdf by clicking the link above here.
Baird’s Junco becomes a new species on the Mexican list, split off from Yellow-eyed Junco; the other splits only result in name-changes: Magnificent Hummingbird becomes Rivoli’s Hummingbird, Emerald Toucanet becomes Northern Emerald-Toucanet and Prevost’s Ground-Sparrow becomes White-faced Ground-Sparrow.
Thayer’s Gull is lumped with Iceland Gull making this from-far-away arctic species a new entry on the Mexican list.
Several new families have been created re-arranging note-worthy species like Rosy Thrush-Tanager, Western Spindalis and especially Yellow-breasted Chat that finally has been removed from the New World Warblers to its own family positioned right above the Troupials.
Other relevant changes are mostly concerning range changes and additions of new ebird groups.
The 2017 updates to the ebird/Clements taxonomy have now been implemented on this site.
The changes relevant to Mexico can be seen in the pdf by clicking the link above here.
Baird’s Junco becomes a new species on the Mexican list, split off from Yellow-eyed Junco; the other splits only result in name-changes: Magnificent Hummingbird becomes Rivoli’s Hummingbird, Emerald Toucanet becomes Northern Emerald-Toucanet and Prevost’s Ground-Sparrow becomes White-faced Ground-Sparrow.
Thayer’s Gull is lumped with Iceland Gull making this from-far-away arctic species a new entry on the Mexican list.
Several new families have been created re-arranging note-worthy species like Rosy Thrush-Tanager, Western Spindalis and especially Yellow-breasted Chat that finally has been removed from the New World Warblers to its own family positioned right above the Troupials.
Other relevant changes are mostly concerning range changes and additions of new ebird groups.
2017-07-20
The photo project advances: Mexican species number 500 now made public!
It sounds like it, and it is a milestone achievement, but knowing that there are still 600 more species to add before the goal has been reached, the satisfaction is somewhat relative. Good thing, though, is that the next 100 species have already been shot, just waiting for treatment in the near future.
600 was almost also the number of Mexican species registered during the trips I made this spring, with and without clients. Yucatan, Chiapas and West Central. Condensed trip reports will be made available, perhaps later than sooner…
The checklists are no longer floating. The PDFs have been made more compact and regional lists relevant to my work area, West Central and Yucatan, have been added too. Still need to update the lists according to new observations and this mainly based on ebird. And that's a tiring task to get through because there is no way to know whether a rare observation has been approved by a reviewer or has passed through to the public because of poorly maintained filters.
Enjoy the Autumn!
The photo project advances: Mexican species number 500 now made public!
It sounds like it, and it is a milestone achievement, but knowing that there are still 600 more species to add before the goal has been reached, the satisfaction is somewhat relative. Good thing, though, is that the next 100 species have already been shot, just waiting for treatment in the near future.
600 was almost also the number of Mexican species registered during the trips I made this spring, with and without clients. Yucatan, Chiapas and West Central. Condensed trip reports will be made available, perhaps later than sooner…
The checklists are no longer floating. The PDFs have been made more compact and regional lists relevant to my work area, West Central and Yucatan, have been added too. Still need to update the lists according to new observations and this mainly based on ebird. And that's a tiring task to get through because there is no way to know whether a rare observation has been approved by a reviewer or has passed through to the public because of poorly maintained filters.
Enjoy the Autumn!
2017-02-15
New Domain!
The transfer can cause errors and irregularities until everything is properly installed.
Unfortunately xeno-canto does not support embedding via secure lines, why I have decided to move all files to my own server. If they do not change this in the near future, I'm afraid my sound files will only be available from my own site.
And while implementing the latest ebird update something went wrong with the downloadable state checklists!
All to be fixed as soon as possible!
Enjoy!
New Domain!
The transfer can cause errors and irregularities until everything is properly installed.
Unfortunately xeno-canto does not support embedding via secure lines, why I have decided to move all files to my own server. If they do not change this in the near future, I'm afraid my sound files will only be available from my own site.
And while implementing the latest ebird update something went wrong with the downloadable state checklists!
All to be fixed as soon as possible!
Enjoy!
2014-07-01
After quite a few years I finally have the first version of my birding program ready to show the public.
It's simply called The Birding Program and by using the ebird/Clements taxonomy it is a classic tool that combines the advantages of a standalone program and being online.
The intended user is the world birder who likes taxonomic details, species lists and an easy way to create trip reports.
Please go ahead and try it out by following the link in the left column. I hope you like it!
After quite a few years I finally have the first version of my birding program ready to show the public.
It's simply called The Birding Program and by using the ebird/Clements taxonomy it is a classic tool that combines the advantages of a standalone program and being online.
The intended user is the world birder who likes taxonomic details, species lists and an easy way to create trip reports.
Please go ahead and try it out by following the link in the left column. I hope you like it!
2014-01-14
The report from the Yuctan trip last November is now ready to download from the article page. We saw all target species except one, and had a few extra surprises!
The report from the Yuctan trip last November is now ready to download from the article page. We saw all target species except one, and had a few extra surprises!
2013-09-05
A year has passed, and the taxonomy has now been updated to the latest version 6.8 of the ebird/Clements taxonomy.
Biggest changes from a Mexican perspective are that Sage Sparrow finally has been split into Bell’s Sparrow and Sage-brush Sparrow. And that Common Bush-Tanager from now on must be addressed: Common Chlorospingus.
A year has passed, and the taxonomy has now been updated to the latest version 6.8 of the ebird/Clements taxonomy.
Biggest changes from a Mexican perspective are that Sage Sparrow finally has been split into Bell’s Sparrow and Sage-brush Sparrow. And that Common Bush-Tanager from now on must be addressed: Common Chlorospingus.
2012-11-20
Finally I managed to get ajour with the latest taxonomy update - Clements 6.7 (August 2012). As usual there have been a lot of changes to names and order, but the most disturbing change is that the Falcons and Caracaras no longer follow the other raptor in order. They have been moved to the bottom of the non-passerines, after Woodpeckers. The same has happened to Parrots. But that's life: Adapt or die! So that we shall!
Finally I managed to get ajour with the latest taxonomy update - Clements 6.7 (August 2012). As usual there have been a lot of changes to names and order, but the most disturbing change is that the Falcons and Caracaras no longer follow the other raptor in order. They have been moved to the bottom of the non-passerines, after Woodpeckers. The same has happened to Parrots. But that's life: Adapt or die! So that we shall!
2012-06-12
I have now added photo links to the species list on the map page with Observations. If you choose the list of whole of Mexico you will easily get an overview of the entire collection. The ultimate goal is to have a complete collection of all the species in Mexico!
I have now added photo links to the species list on the map page with Observations. If you choose the list of whole of Mexico you will easily get an overview of the entire collection. The ultimate goal is to have a complete collection of all the species in Mexico!
2012-04-11
Daytime photo of Balsas Screech-Owl. I just uploaded such a photo of this endemic and amongst birders very sought after species.
Daytime photo of Balsas Screech-Owl. I just uploaded such a photo of this endemic and amongst birders very sought after species.
2012-03-01
New article on practical issues regarding birding localities in Colima has finally taken off.
New article on practical issues regarding birding localities in Colima has finally taken off.
2012-02-22
Finally I have managed to update my taxonomy, only missing the last update from August 2011. And then I have reintroduced the search functionality so that you can search all my observations again. This was omitted earlier in the work process without reason.
Finally I have managed to update my taxonomy, only missing the last update from August 2011. And then I have reintroduced the search functionality so that you can search all my observations again. This was omitted earlier in the work process without reason.
2011-12-23
It is now possible to access my mexican observations and the Mexican endemic list under the menu Observations.
It is now possible to access my mexican observations and the Mexican endemic list under the menu Observations.
2011-08-24
New design. We all need to change our socks from time to time, and the same goes for web design. The content follows the same structure as before, but hopefully the brighter look provides a better feeling using the site.
New design. We all need to change our socks from time to time, and the same goes for web design. The content follows the same structure as before, but hopefully the brighter look provides a better feeling using the site.
2011-01-06
The report from my latest trip to the northwest of Mexico is now available from the article page. The same is the case with all my observations from the tour which should be found in the date interval: 2010-10-27 to 2010-11-23.
The report from my latest trip to the northwest of Mexico is now available from the article page. The same is the case with all my observations from the tour which should be found in the date interval: 2010-10-27 to 2010-11-23.
2010-05-22
First edition of the search functionality and presentation of all my observations are now ready from the Observations page. Just lacking 10 years of records which still only are to be found in my notebooks...
First edition of the search functionality and presentation of all my observations are now ready from the Observations page. Just lacking 10 years of records which still only are to be found in my notebooks...
2010-02-02
Now you have access to all my bird observations from Mexico listed by state or the whole country under Observations.
Now you have access to all my bird observations from Mexico listed by state or the whole country under Observations.
2010-01-20
Happy New Year!
Happy New Year!
2010-01-20
Access to all my mexican observations just about to be ready.
Access to all my mexican observations just about to be ready.
2009-10-07
Great bird trip to Yucatán and Chiapas January 2010! Download tour program from Trips/guide.
Great bird trip to Yucatán and Chiapas January 2010! Download tour program from Trips/guide.
2009-09-09
Welcome to the re-designed Naturewatch.
Pictures, articles, observations and links. First of all about the birds of Mexico.
Here at the beginning the material is still rather limited, but with time I hope this page will become a useful and valuable resource to all of you with interest in the birds from this area. ENJOY!
Welcome to the re-designed Naturewatch.
Pictures, articles, observations and links. First of all about the birds of Mexico.
Here at the beginning the material is still rather limited, but with time I hope this page will become a useful and valuable resource to all of you with interest in the birds from this area. ENJOY!