| Home | Butterflies | Birds (media) | Flora and Fauna | My 5 Chickens | Daily | Spontaneous | About |
| Dragonflies | Other Photos | Observations | Species | Mexican birds | Checklists | TBP | Links |
Daily
2026-06-13
Sommer-levantaristiske udstrålingspotentialer uden modsatrettet konfonomi. En sommeruge på den kølige side, men alligevel næsten som vi husker dem fra gamle dage. Ikke alt det der ekstreme vejr. Byger her og der og 15-20 grader. Og bygerne selv på Amager. Dejligt. Dog ikke sådan at vi hviner af fryd endnu, men det har hjulpet på det. Knastørheden lagt en smule i vente.
I ugen ville en canadisk PhD'er pludselig se på vandfugle nær København. Jeg fortalte hvor og hvordan, og tilbød, at jeg måske kunne tage med, hvis det artede sig. Fint, som det lød, men på dagen var der tavst, og godt for det, for det var netop en af de kedelige bygedage. Og i det hele taget: vandfugle om sommeren i Danmark? Det er vist ikke lige sådan de skarptskårne går til sagerne. Hverken i Danmark, Sverige eller udlandet. Jeg meldte, at jeg nu mest var til guldsmede, og han meldte 44 arter i Ontario, information skyndsomt indsamlet fra en tætsiddende kollega, lød det som. Han lovede, under et eventuelt komme, og jeg kvitterede med et så klart. Men nu uden behørig afbudsmelding på hin regnvejrsdag, står konklusionen jo til troende, at man ikke finder det brugbart at række ud mod de, som ikke forstår at fuldføre den tresidige handshake procedure.
Så jeg tager Ontario alene. Hvis jeg gør. Nogensinde. Og hvis jeg gør, så bliver det i kølvandet på Mexico, som netop nu igen står med bankende hjerte på min højeste ønskeliste. De vinder 2 - 0 og eks-kæresten i den anden ende klapper med. Og jeg med hende. Og hvorfor ikke. Trangen higer i det indre univers og alle smage, lyde, lugte og følelser fra Guadalajaras boulevard-grønne virvar vælter frem. Hvem savner ikke en Chilaquiles Verdes til morgenmad? Eller kraftanstrengelsen de 4 kilometer op fra Barranca de Huentitáns varmekvælende dyb. En livserfaring på grænsen af det spirituelle. For de der overlever. Det vil jeg gerne igen.
Men ellers stod ugen mest i ekspeditionernes håbefulde tegn. Jeg tog til St. Hulsø, som lovet i en tidligere rapport. For revanchen. Og fordi at nu var det nu. Datoen. Toppen i Sverige statistisk set. Den Toplettede Falkelibel. Håbefuldt uden meget at have det i, selv om kun meget få synes at have besøgt stedet i nutiden med guldsmede for øje.
Knirkecyklen fik mig fint derop, og efter et kort visit ved mosen i kanten af skoven, nåede jeg frem. Via de snoede og meget stejle stier kunne jeg pludselig se, at der var vandglimt mellem træerne, og jeg trillede stille ned til, hvad der viste sig at være det bedste og stort set eneste sted langs søbredden, hvor man kunne se ud over vandet. Som tidligere beskrevet lå søen helt korrekt som i skjul. En dyster attraktion ifølge beretningerne, men ikke denne dag. Solen var fremme, og alt var idelig idyl. Åkander og rørpartier langs kanten, og skoven væltende helt frem til den sidste muld, før dybet tog over. 3 hektarer og 4 meter dyb. Og så dejligt stille vand. Og der var guldsmede.
Men der var også en skovvandrer og hans hund. Og den interimistisk konstruerede siddeplads bestående af smalle træstammer i vandkanten, indbød ikke rigtig til at flere kunne opholde sig let på stedet. Men vi snakkede, om mit projekt, og heldigvis skulle han snart videre og jeg kunne overtage arrangementet. Oprindeligt nok lavet af hobbyfiskere, da søen holder store karper, helt fra kongernes tid, så tak for det. Men ikke så meget tak, da skovvandreren var gået, og jeg havde sat mig på den mest tilgængelige træstub, som stod i midten af platformen. Jeg blev pludselig så varm omkring bundbardunen, og da jeg rejste mig for at se hvad der i vejen, kunne jeg se, at jeg havde sat mig i det lille bål, han havde lavet på toppen af træstubben. Godt nok havde han hældt vand over....håber jeg det var...men træet var stadig varmt og vådt. Der var heldigvis plads til at rykke rumpetten en anelse mod vest, og så gik det alligevel.
Han vidste ikke, om man kunne finde andre udsigtspunkter rundt langs søen, så derfor havde jeg valgt at være anmassende, da jeg på ingen måde ville opgive mit projekt for dagen. Det kunne jo gå hen og blive historisk.
Man kunne stort set se hele søen fra dette punkt, og det var simpelthen vidunderligt at sidde der i solen med udsigt over den skønne sø, som så sund og rask ud på alle måder. Og lige omkring siddestedet var der en livlig trafik af både Grøn Smaragdlibel, Kileplet-mosaikguldsmede og Flagermus-vandnymfer. Og ude over fladen patruljerede et par Store Kejserguldsmede. Så mens jeg sad og spiste og spejdede var forhåbningen til fulde intakt. Det så bare så rigtigt ud. Desværre havde jeg kun min 8 x håndkikkert med, og jeg kunne at se, at der var flere guldsmede i den rigtige størrelse, som lå og fløj frem og tilbage langs nogle af de fjerne strækninger, og der rakte mine x 8 altså ikke til at blive sikker på mine sager. Så jeg måtte rundt og forsøge at komme ned til vandet andre steder. Men som allerede antydet var det ikke rigtig muligt. Skoven er tæt, og søen sumpede flere steder ud i det omkringliggende terræn og gjorde det til tæt og uigennemtrængelig mose. Dog var der endelig et enkelt sted på modsatte side af det første udkigssted som også var rigget til med tynde træstammer og en enkelt siddestub. Her var udsigten lidt mere begrænset, mens der til gengæld var flere myg, da det var på skyggesiden af bredden. Her var der også en del Grønne Smaragder og Kile-pletter. Og så fik jeg igen øje på den Lille Kejserguldsmed, jeg havde spottet kortvarigt på den anden side. Årets første, og den kom lige forbi, så den afgrænsede blå saddel var tydelig. Unge Store Kejsere kan også fremstå med blå saddel mens resten af bagkroppen virker bleg, men der er alligevel altid noget karakteristisk over den Lille, som gør, at man ikke er i tvivl. Et par dage senere blev der også rapporteret en fra Lynge Grusgrav. Så nordsjælland holder for med denne art.
Men altså, her fra skyggesidesiddepladsen fandt jeg så igen den Lille hvor den lå og fouragerede langs den sydøstlige bred. Dog blev den konstant chikaneret af de Kile-pletter som holdt til i det hjørne. 10 arter blev det til, men desværre ikke den Toplettede. Jeg havde et par kandidater, som jeg ikke kunne få styr på, så i ihærdighedens og uerfaringens lys, har jeg besluttet, at jeg må derop igen med mit teleskop.
Da jeg havde sat mig tilbage på den første post, kom der pludselig 4 kvinder. Det er jo altid dejligt, men flere havde korte busker og sandaler på, og da myggene også var blevet lidt mere livlige på denne side, valgte de at gå med det samme igen. Efter at de havde fået deres Lake View. Sådan er det. Man skal lige frem og have udsynet. Måske de også bare gik, fordi jeg sad der. Der ville dog på ingen måde havde været behagelig plads til 4 kvinder i den voksenmodne alder på denne rafteplads.
Hjemme igen er kobbervandnymferne meget træge om at komme igang. Jeg har kun haft nogle få. Både ved dryas-renden og Den Landskabelige Kanal. Og kun Sortmærket. Og ligeledes synes Hesteskovandnymferne ved Søvang at være absolut tilbagestående i forhold til sidste år. Dog har jeg haft gode antal andre steder, så jeg tænker at det er lokalpopulationistiske forhold som gør sig gældende.
Hedelibeller er der heller ikke blevet rapporteret endnu. Hverken af mig eller andre. Det er også usædvanligt, da vi er så langt inde i juni nu. Men dog har jyderne vist været mere vejrramte end os i det østdanske, så jeg tænker at både søgelysten og forvandlingslysten har været i bund på de kanter. Men nu tager jeg lige en smutte ind i byen her om lidt, og mon så ikke jeg lige kan finde en enkelt sympetrum ved Strandengen. Jeg tror det. [Nej, det kunne jeg ikke].
Og jeg tror også, at det er Tidselsommerfugleår i år. Jeg er stødt ind i den mange gange nu i den forgange uge. Kun en enkelt forbiflyvende ad gangen, men mange gange. Altså. Som i mange gange. Jeg havde sågar en, som blev fanget i et nedlagt spindelvæv lige uden for køkkenvinduet. Edderkoppen var der trods vævets dårlige beskaffenhed. Og det var altså heller ikke dårligere end at det stadig kunne fange en så stor krabat, som en Tidselsommerfugl er. Det hele foregik hurtigt, og det skulle det også, for edderkoppen blev pludselig meget aktiv, og gjorde hvad den kunne for at nå frem til sommerfuglen, som flagrede rundt i vinden. Men jeg var på, og fik ryddet vindueskarmen og åbnet vinduet og fik indfanget sommerfuglen lige for snuden af den grådige spindler. Og det var godt. En god gerning i dagens Danmark. Og nej, det er ikke moralsk forsvarligt at undskylde sig med "Naturens gang", for at undsige sig ansvaret for at hjælpe en medskabning i nød. Så sådan bør man altid handle, når man kan.
Og så blev det til virkelighed. Det jeg havde håbet på ville ske. Eller måske ikke ligefrem håbet på, men i hvert fald forventede ville ske. Pia Olsen Dyhr og SFs første shitstorm. Og hvor dum har man egentligt lov at være? At stemme på det parti?
En sex-anklaget rådgiver var blevet fyret for seks år siden efter overgrebsbeskyldninger mod nogle af partiets medarbejdere. Kvindelige naturligvis, da han er en mand, og da vi fortsat rigtigt har til gode at opleve de kvindelige overgrebpersoner opføre sig på samme tåbelige vis.
Ham har hun nu genansat i helt samme stilling, under det hultklingende, for ikke at sige svært provokerende, påskud, at der nu er gået så mange år, at manden bør være ligestillet med alle andre håbefulde rådgivere. Han har udstået sin straf påstår hun, og må man formode, ikke gjort noget tilsvarende kriminelt i de mellemliggende år. Men altså, hvor dum har man lov at være? Og nej: Vi er ikke alle lige for loven. Jer der bestrider samfundets øverste positioner er foregangsmænd og -kvinder og bør naturligvis være lastefrie moralske rollemodeller. En gang og du er ude. Vi taler jo ikke om dødsstraf, men vi taler om, at vi ikke gider at blive pisset kontinuerligt op og ned ad ryggen, hver gang en eller anden overambitiøs akademiker lader sit grådige og overpotente ego få frit spil. Hvor dumme tror I, vi er?
Venstrefløjen har kun den god moral og dømmekraft at retfærdiggøre sin esksistensberettigelse ved, så man må sige, at der nu i disse timer fjernes bundpropper og saves grene i lystigt ved.
Hun holder stædigt fast i sin beslutning, men lad os nu se hvor længe der går.
"Aldrig stol på en politiker i rød frakke, som griner hele tiden!"...Ukendt skarpsindig iagttager.
[Update: Tre dage efter offentliggørelsen af ugerningen, trak gerningsmanden sig selv fra stillingen, hvilket naturligvis er et klogt træk, men stadig efterlader SF-lederen i det sorte spotlight med to abetunge byrder på skuldrene: Manglende dømmekraft og magt-arrogance. Sagen er selvfølgelig ikke stor nok til at en leder bør gå af, men at hun nu er vingeskudt med et strejf forbi frontallappen, det hersker der ingen tvivl om, og os der normalt ikke kan lide popcorn, har alligevel købt rigeligt ind, med forventning om fortsat underholdning i topklasse i den nærmeste fremtid.]
Enjoy - trods alt.
Sommer-levantaristiske udstrålingspotentialer uden modsatrettet konfonomi. En sommeruge på den kølige side, men alligevel næsten som vi husker dem fra gamle dage. Ikke alt det der ekstreme vejr. Byger her og der og 15-20 grader. Og bygerne selv på Amager. Dejligt. Dog ikke sådan at vi hviner af fryd endnu, men det har hjulpet på det. Knastørheden lagt en smule i vente.
I ugen ville en canadisk PhD'er pludselig se på vandfugle nær København. Jeg fortalte hvor og hvordan, og tilbød, at jeg måske kunne tage med, hvis det artede sig. Fint, som det lød, men på dagen var der tavst, og godt for det, for det var netop en af de kedelige bygedage. Og i det hele taget: vandfugle om sommeren i Danmark? Det er vist ikke lige sådan de skarptskårne går til sagerne. Hverken i Danmark, Sverige eller udlandet. Jeg meldte, at jeg nu mest var til guldsmede, og han meldte 44 arter i Ontario, information skyndsomt indsamlet fra en tætsiddende kollega, lød det som. Han lovede, under et eventuelt komme, og jeg kvitterede med et så klart. Men nu uden behørig afbudsmelding på hin regnvejrsdag, står konklusionen jo til troende, at man ikke finder det brugbart at række ud mod de, som ikke forstår at fuldføre den tresidige handshake procedure.
Så jeg tager Ontario alene. Hvis jeg gør. Nogensinde. Og hvis jeg gør, så bliver det i kølvandet på Mexico, som netop nu igen står med bankende hjerte på min højeste ønskeliste. De vinder 2 - 0 og eks-kæresten i den anden ende klapper med. Og jeg med hende. Og hvorfor ikke. Trangen higer i det indre univers og alle smage, lyde, lugte og følelser fra Guadalajaras boulevard-grønne virvar vælter frem. Hvem savner ikke en Chilaquiles Verdes til morgenmad? Eller kraftanstrengelsen de 4 kilometer op fra Barranca de Huentitáns varmekvælende dyb. En livserfaring på grænsen af det spirituelle. For de der overlever. Det vil jeg gerne igen.
Men ellers stod ugen mest i ekspeditionernes håbefulde tegn. Jeg tog til St. Hulsø, som lovet i en tidligere rapport. For revanchen. Og fordi at nu var det nu. Datoen. Toppen i Sverige statistisk set. Den Toplettede Falkelibel. Håbefuldt uden meget at have det i, selv om kun meget få synes at have besøgt stedet i nutiden med guldsmede for øje.
Knirkecyklen fik mig fint derop, og efter et kort visit ved mosen i kanten af skoven, nåede jeg frem. Via de snoede og meget stejle stier kunne jeg pludselig se, at der var vandglimt mellem træerne, og jeg trillede stille ned til, hvad der viste sig at være det bedste og stort set eneste sted langs søbredden, hvor man kunne se ud over vandet. Som tidligere beskrevet lå søen helt korrekt som i skjul. En dyster attraktion ifølge beretningerne, men ikke denne dag. Solen var fremme, og alt var idelig idyl. Åkander og rørpartier langs kanten, og skoven væltende helt frem til den sidste muld, før dybet tog over. 3 hektarer og 4 meter dyb. Og så dejligt stille vand. Og der var guldsmede.
Men der var også en skovvandrer og hans hund. Og den interimistisk konstruerede siddeplads bestående af smalle træstammer i vandkanten, indbød ikke rigtig til at flere kunne opholde sig let på stedet. Men vi snakkede, om mit projekt, og heldigvis skulle han snart videre og jeg kunne overtage arrangementet. Oprindeligt nok lavet af hobbyfiskere, da søen holder store karper, helt fra kongernes tid, så tak for det. Men ikke så meget tak, da skovvandreren var gået, og jeg havde sat mig på den mest tilgængelige træstub, som stod i midten af platformen. Jeg blev pludselig så varm omkring bundbardunen, og da jeg rejste mig for at se hvad der i vejen, kunne jeg se, at jeg havde sat mig i det lille bål, han havde lavet på toppen af træstubben. Godt nok havde han hældt vand over....håber jeg det var...men træet var stadig varmt og vådt. Der var heldigvis plads til at rykke rumpetten en anelse mod vest, og så gik det alligevel.
Han vidste ikke, om man kunne finde andre udsigtspunkter rundt langs søen, så derfor havde jeg valgt at være anmassende, da jeg på ingen måde ville opgive mit projekt for dagen. Det kunne jo gå hen og blive historisk.
Man kunne stort set se hele søen fra dette punkt, og det var simpelthen vidunderligt at sidde der i solen med udsigt over den skønne sø, som så sund og rask ud på alle måder. Og lige omkring siddestedet var der en livlig trafik af både Grøn Smaragdlibel, Kileplet-mosaikguldsmede og Flagermus-vandnymfer. Og ude over fladen patruljerede et par Store Kejserguldsmede. Så mens jeg sad og spiste og spejdede var forhåbningen til fulde intakt. Det så bare så rigtigt ud. Desværre havde jeg kun min 8 x håndkikkert med, og jeg kunne at se, at der var flere guldsmede i den rigtige størrelse, som lå og fløj frem og tilbage langs nogle af de fjerne strækninger, og der rakte mine x 8 altså ikke til at blive sikker på mine sager. Så jeg måtte rundt og forsøge at komme ned til vandet andre steder. Men som allerede antydet var det ikke rigtig muligt. Skoven er tæt, og søen sumpede flere steder ud i det omkringliggende terræn og gjorde det til tæt og uigennemtrængelig mose. Dog var der endelig et enkelt sted på modsatte side af det første udkigssted som også var rigget til med tynde træstammer og en enkelt siddestub. Her var udsigten lidt mere begrænset, mens der til gengæld var flere myg, da det var på skyggesiden af bredden. Her var der også en del Grønne Smaragder og Kile-pletter. Og så fik jeg igen øje på den Lille Kejserguldsmed, jeg havde spottet kortvarigt på den anden side. Årets første, og den kom lige forbi, så den afgrænsede blå saddel var tydelig. Unge Store Kejsere kan også fremstå med blå saddel mens resten af bagkroppen virker bleg, men der er alligevel altid noget karakteristisk over den Lille, som gør, at man ikke er i tvivl. Et par dage senere blev der også rapporteret en fra Lynge Grusgrav. Så nordsjælland holder for med denne art.
Men altså, her fra skyggesidesiddepladsen fandt jeg så igen den Lille hvor den lå og fouragerede langs den sydøstlige bred. Dog blev den konstant chikaneret af de Kile-pletter som holdt til i det hjørne. 10 arter blev det til, men desværre ikke den Toplettede. Jeg havde et par kandidater, som jeg ikke kunne få styr på, så i ihærdighedens og uerfaringens lys, har jeg besluttet, at jeg må derop igen med mit teleskop.
Da jeg havde sat mig tilbage på den første post, kom der pludselig 4 kvinder. Det er jo altid dejligt, men flere havde korte busker og sandaler på, og da myggene også var blevet lidt mere livlige på denne side, valgte de at gå med det samme igen. Efter at de havde fået deres Lake View. Sådan er det. Man skal lige frem og have udsynet. Måske de også bare gik, fordi jeg sad der. Der ville dog på ingen måde havde været behagelig plads til 4 kvinder i den voksenmodne alder på denne rafteplads.
Hjemme igen er kobbervandnymferne meget træge om at komme igang. Jeg har kun haft nogle få. Både ved dryas-renden og Den Landskabelige Kanal. Og kun Sortmærket. Og ligeledes synes Hesteskovandnymferne ved Søvang at være absolut tilbagestående i forhold til sidste år. Dog har jeg haft gode antal andre steder, så jeg tænker at det er lokalpopulationistiske forhold som gør sig gældende.
Hedelibeller er der heller ikke blevet rapporteret endnu. Hverken af mig eller andre. Det er også usædvanligt, da vi er så langt inde i juni nu. Men dog har jyderne vist været mere vejrramte end os i det østdanske, så jeg tænker at både søgelysten og forvandlingslysten har været i bund på de kanter. Men nu tager jeg lige en smutte ind i byen her om lidt, og mon så ikke jeg lige kan finde en enkelt sympetrum ved Strandengen. Jeg tror det. [Nej, det kunne jeg ikke].
Og jeg tror også, at det er Tidselsommerfugleår i år. Jeg er stødt ind i den mange gange nu i den forgange uge. Kun en enkelt forbiflyvende ad gangen, men mange gange. Altså. Som i mange gange. Jeg havde sågar en, som blev fanget i et nedlagt spindelvæv lige uden for køkkenvinduet. Edderkoppen var der trods vævets dårlige beskaffenhed. Og det var altså heller ikke dårligere end at det stadig kunne fange en så stor krabat, som en Tidselsommerfugl er. Det hele foregik hurtigt, og det skulle det også, for edderkoppen blev pludselig meget aktiv, og gjorde hvad den kunne for at nå frem til sommerfuglen, som flagrede rundt i vinden. Men jeg var på, og fik ryddet vindueskarmen og åbnet vinduet og fik indfanget sommerfuglen lige for snuden af den grådige spindler. Og det var godt. En god gerning i dagens Danmark. Og nej, det er ikke moralsk forsvarligt at undskylde sig med "Naturens gang", for at undsige sig ansvaret for at hjælpe en medskabning i nød. Så sådan bør man altid handle, når man kan.
Og så blev det til virkelighed. Det jeg havde håbet på ville ske. Eller måske ikke ligefrem håbet på, men i hvert fald forventede ville ske. Pia Olsen Dyhr og SFs første shitstorm. Og hvor dum har man egentligt lov at være? At stemme på det parti?
En sex-anklaget rådgiver var blevet fyret for seks år siden efter overgrebsbeskyldninger mod nogle af partiets medarbejdere. Kvindelige naturligvis, da han er en mand, og da vi fortsat rigtigt har til gode at opleve de kvindelige overgrebpersoner opføre sig på samme tåbelige vis.
Ham har hun nu genansat i helt samme stilling, under det hultklingende, for ikke at sige svært provokerende, påskud, at der nu er gået så mange år, at manden bør være ligestillet med alle andre håbefulde rådgivere. Han har udstået sin straf påstår hun, og må man formode, ikke gjort noget tilsvarende kriminelt i de mellemliggende år. Men altså, hvor dum har man lov at være? Og nej: Vi er ikke alle lige for loven. Jer der bestrider samfundets øverste positioner er foregangsmænd og -kvinder og bør naturligvis være lastefrie moralske rollemodeller. En gang og du er ude. Vi taler jo ikke om dødsstraf, men vi taler om, at vi ikke gider at blive pisset kontinuerligt op og ned ad ryggen, hver gang en eller anden overambitiøs akademiker lader sit grådige og overpotente ego få frit spil. Hvor dumme tror I, vi er?
Venstrefløjen har kun den god moral og dømmekraft at retfærdiggøre sin esksistensberettigelse ved, så man må sige, at der nu i disse timer fjernes bundpropper og saves grene i lystigt ved.
Hun holder stædigt fast i sin beslutning, men lad os nu se hvor længe der går.
"Aldrig stol på en politiker i rød frakke, som griner hele tiden!"...Ukendt skarpsindig iagttager.
[Update: Tre dage efter offentliggørelsen af ugerningen, trak gerningsmanden sig selv fra stillingen, hvilket naturligvis er et klogt træk, men stadig efterlader SF-lederen i det sorte spotlight med to abetunge byrder på skuldrene: Manglende dømmekraft og magt-arrogance. Sagen er selvfølgelig ikke stor nok til at en leder bør gå af, men at hun nu er vingeskudt med et strejf forbi frontallappen, det hersker der ingen tvivl om, og os der normalt ikke kan lide popcorn, har alligevel købt rigeligt ind, med forventning om fortsat underholdning i topklasse i den nærmeste fremtid.]
Enjoy - trods alt.
2026-06-03
Leucorrhinia pectoralis - i hvert fald noget af tiden. Foråret er nu blevet til sommer, og vejret fandt ingen anledning til at begynde at ændre karakter af den grund. Og jo, ifølge vejrprofeterne, så strømmer der bygestreger ind over landet i jævne intervaller. Men som det snart er trættende at berette på denne side, så når de aldrig rigtigt Amager. Sidste gang var undtagelsen, som bekræfter reglen, at når alle andre får, så er vi nogle, som må stå med den lange postkasse i håret. Men skyet har det været, og man har da tænkt, at nu sker det, men de atmosfæriske finurligheder spiller så ind, og vanddråberne forbliver i det høje.
Fair nok så da. Jeg må hjælpe med at vande i haven, og har måske derved opnået at nivellere lidt bedre med de andre vandforbrugere derude. Alle dem som på systematisk og egoistisk vis tilslutter deres private vandslange til den eneste vandpost i området. Jeg er blevet elektrisk mange gange i de forgangne år, men når bare man får lov at punke folk lidt med den gode morale, så løser det hele sig alligevel. Og da jeg jo i min særdeles ophøjede visdom og med gudelignende retfærdighed altid ved, hvad der er bedst for menneskene, og mig selv, så får jeg det alligevel, som jeg vil have det.
Senest er vindene gået lidt i syd og øst, og det har nok været fint for guldsmedene. Men mere og det senere, for nu skal den lille ugle have sin berettigede omtale først.
Jeg kunne ikke dy mig, og fik lovning på den lille røde, og på trods af et akut maveonde, valgte jeg at køre derop den seksogtyvende, efter at så mange havde fået den aftenen før.
Jeg kom dog derop for sent til at gøre noget ved den Rosenbrystede Tornskade, men da den heller ikke var blevet meldt andet end klokken halv 5 om morgenen, så var den under alle omstændigheder nok væk. Den havde slået sig ned i et området med Rødryggede Tornskader, og det er nok ikke så smart, når man hører til en gruppe af fugle med hidsigt temperament.
Det var i Søborg Sø, naturområdet lige øst for Græsted hvor uglen sad. Men da det er de lyse nætter nu, var der fortsat godt med lys da jeg kom derop. Først mødte jeg Kasper Thorup og fruen. Og lidt efter lokale Jan Hjort, som var begejstret for den nye genforvandlede sø, som er en proces der vil tage nogle år, før den er afsluttet. Men naturligvis lovende allerede, da naturen altid kvitterer med det samme. Ikke noget af alt det fis med at fedtspille sig igennem tilværelsen i over to måneder i håb om at verden eksploderer på en uventet måde, så Lille-Far igen kan blive Statsminister.
Jan fortalte, at de på et tidspunkt havde haft 1000, læs: Tusinde, Tinksmede, hvilket er vildt, og for vildt hvis det virkelig drejede sig om en enkeltoptælling. Og det er måske rigtigt nok, for en hurtig søgning i dofbasen viser 797 i starten af maj sidste år, af en anden observatør. Kvitteret og tak, sagde den lille med de grønne ben.
Da jeg var i god tid til ugleshowet, valgte jeg at gå en runde om Søborg Sø, som ifølge Jan var muligt, hvis bare man holdt til højre hele tiden. Så det gjorde jeg. Knapt 4 kilometer.
Højdepunkterne blev 3 græshoppesangere og 3 nattergale, ud over den smukke solnedgang med blodfarver ude fra havet, som blev malet ind over himlen i lange bølgende strøg. Der er også blevet set Blåhalse deroppe i år, men jeg hørte ingen. Måske de ikke er så aktive så sent på aften, måske de allerede var i ynglemode, og derfor stille, eller måske det blæste lidt for meget til, at man rigtig gad at gå i gang. Under alle omstændigheder glæder vi os på Amager til det bliver vores tur med lokale repræsentanter af denne smukke art. Der har været en del rundt i det nordsjællandske i år, så det må være lige op over nu.
Jeg trillede derefter op i byen, hvor der var fine parkeringsforhold, der hvor den lille ugle holdt til. Folk strømmede til stille og roligt. Men fortsat klokken 23 var der ikke hørt noget, så folk bevægede sig lidt på må og få. Indtil et rygte på afstand fik sat strømmen i gang ned ad hovedgaden. Og da vi nåede til Lidl, kunne vi tydeligt høre den. Konstante rytmiske huut-kald. Efter et par minutter flyttede den sig, og i forsøget på at opspore den, blev vi snydt af ekkoet blandt husene. Men til sidst fandt vi den så, der hvor den også var set aftenen før ved torvet ved præstegården. I kastajnetræerne. Den er lille og det var mørkt, men nogle nåede at spotte den i flugten, da den flyttede sig til nogle andre træer på den anden side af torvet. Den sang konstant, fra vi først hørte den kl. 23:30 og tyve minutter frem. Så fløj den over mod kirken, og sagde ikke noget. Da valgte jeg at køre hjem, lidt over tolv. Med en ny dk art. Som hundreder andre. Fuglen er fortsat på plads i skrivende stund.
Andre fugleglæder i perioden har været odinshane ved skjulet på Sydmøllevej, og en drosselrørsanger på Avedøre Holme. Ikke noget prangende, og jeg mangler fortsat græshoppesangeren, selv om der er meldt to i år fra Nordre Klapper. Må hellere prøve igen en af aftenerne, da det jo ikke skal hedde sig, per mistanke, at jeg ikke er i stand til at høre en græshoppesanger længere. Selv om jeg jo lige har modbevist dette med de tre i Søborg Sø. Den ene af fuglene på fælleden, blev fanget i net af Jesper Johannes Madsen. Af billederne fremgik, at det var endnu et tåbeligt tiltag i bestræbelserne på at få så mange som muligt til at interessere sig for naturen. Jeg forestiller mig, at den fugl nu har opgivet at gøre mere ved sin yngel i år, og derfor blev tavs derefter.
I dag var der også tavst på altanen. Ingen piplyde fra kassen og ingen forældre at høre i nærheden. Til gengæld var redekassen dækket af små fluer, hvilket jeg tolkede som, at katten nu var langt væk, og musene kunne spille tango, og det der er værre, på bordene. Så jeg åbnede for låget og kunne ganske rigtigt konstatere, at kassen var tom. Dog lå der et fint lille æg i bunden af reden. Ubefrugtet må man formode. Det ligger der endnu.
Om der også er overskydende æg i tårnfalkekassen på det nye vandtårn, finder vi aldrig ud af. I hvert fald ikke mig. Men at der sad to unger i åbningen den anden dag var et faktum. En glædesstund i dagens mund.
Vores tidligere lokale nattergal bekræfter også i år, at den ikke længere er det. Lokal. Ingen hørt overhovedet i år. Til gengæld sad der en Gulbug en dag, lige udfor, og jeg tænkte, at det da kunne blive en fin erstatning. Men heller ikke den fandt lokaliteten attraktiv nok, og forsvandt således efter en dags kvidren.
Sommerfuglene flyver ikke i flok, men Tidselssommerfuglen synes at komme i en lind beskeden strøm i disse dage. De melder også om influks fra England, så mon ikke vi er vidne til et cardui-år i år i det nordeuropæiske?
TL fangede mig på det sjuskede ben den anden dag, hvor jeg havde fået meldt en Sortåret Hvidvinge fra Yderkanalen langs vestamager. En umulighed på disse kanter. Med sommerfuglene i halv passion, har jeg ikke rigtigt alle detaljerne skarpt trukket op, så da jeg så en Hvidvingemåler [ret almindelig art], med de artstypiske sorte årer, så var det første navn som faldt mig for, naturligvis, det hvor Sortåret er en del af navnet. Behørigt rettet, må man dog godt her efterfølgede sige, at det er et tåbeligt dansk navn at give denne art, som på engelsk hedder Black-veined Moth. Naturligvis.
Men dette bider jeg gerne i mig, og glæder mig til gengæld over den Dværgblåfugl, som jeg først havde fundet på stedet. Jeg vidste godt, at arten tidligere er blevet meldt her langs kanalen, men jeg havde fået indtrykket, at den var forsvundet. Jeg var krabbet ned til kanten af kanalen for at kigge efter vandnymfer, da en enkelt af de små blå pludselig sad foran mig. De er jo ikke blå, men snarere chokoladebrune på oversiden. Men de er tilpas små til, at man altid studser over dem. Små hunner af Almindelig Blåfugl kan snyde, men man fornemmer som regel, at der er noget som ikke helt passer.
Jeg havde ikke tid til den helt store gennemgang, da jeg var på vej ud for at få Odinshanen. Men de næste dage gjorde jeg lidt mere ud af det, og nåede for to dage siden op på næsten 30 dyr langs den sydlige del af kanalen. I naturbasen synes 2014 at have været et topår, med rapporter om 150 individer på en gang. Siden da har rapporterne været beskedne. Men sidste år meldte Lasse Jensen og en Stinne om få dyr på samme sted, så jeg formoder, at arten har været der hele tiden, men bare ikke er blevet monitoreret. Lars Andersen er jo som bekendt død, og han var nok den som havde mest hånd-i-hanke med arten på stedet. Nu venter jeg så på lidt varmere vejr de næste dage, så jeg kan få prøvet med en fuld optælling. Stedet er ellers ikke specielt attraktivt, da det er udnævnt som officielt hundelufter-område, og benævnte dyr farer rundt, som var de lige så tossede som deres ejere [...nåh, ja...]. Men heldigvis lader sommerfugle og guldsmede sig ikke påvirke så meget af det, og når bare man går og kigger seriøst ned i jorden, så kan man få lov at gå i fred, og det er jo dejligt. Altså med mindre at det er en dejlighed, som prøver at gøre sig til på den dejlige måde, i så fald ville det være ganske dejligt at blive forstyrret.
Og så er der guldsmedene.
Det tørre og ret solrige vejr over Amager har fået sat gang i mange arter, hvor specielt de blå vandnymfer excellerer. Over hundrede Flagermus-vandnymfer ved Bro-vandhullet den anden dag og tilsvarende mange Almindelige og Hestesko-vandnymfer ved den Landskabelig Kanal i går. En enkelt Kileplet-mosaikguldsmed i Heksegryden og et par Store Kejserguldsmede har jeg fundet blandt anisopterne, ud over de mere almindelige Fireplettede Libeller og Store Blåpile.
Til gengæld går det meget langsomt med kobbervandnymferne. De første havde jeg ved Hvidovre Strandeng den 31. maj, og de første, 2 hanner og en hun , i går på Amager Fælled. Alle Sortmærkede. Jeg er tilsyneladende den eneste som har haft nogen endnu i år. I 2024 havde jeg den første allerede den 21. maj, også på Amager Fælled, for at sætte perspektiv på, hvor utilregneligt forekomsten af selvsamme populationer kan være. Den kolde vinter formoder man.
Dem jeg havde i går var ved Strandengen-midt, hvilket åbenbart er et godt sted for tidlige dyr. Til gengæld frygter jeg, at der ikke kommer nogen ved det rigtigt gode sted ved Strandengen-syd, da der i går var knastørt over det hele, og ikke skyggen af en vandnymfe. Måske der kan komme nogle ved de sydlige vandhuller, som også er påvirkede af den manglende regn. Lestes-arterne kræver en balance, hvor vandet er tørret næsten ud, når de skal lægge æg, så måske denne balance vil være til stede der i år.
Årets til dato bedste observationer har dog været nogle andre. Den først kom den første juni, hvor det lykkedes mig at spotte en hurtigt forbiflyvende han af Håret Mosaikguldsmed ved Plejehjemsdammen. Den eneste art som jeg endnu ikke selv havde set på lokaliteten. Jonas Tchikai havde den sidste år, og det falder jo ikke i god jord hos en lokal-patriot. Ingen beviser dog, da den var hurtigt væk. Men glæden lige stor.
En endnu større glæde, og overraskelse, var det dog, da jeg i går nærmede mig cement-kanten ved den sydlige ende af Den Landskabelig Kanal på Amager Fælled. Her sad der en slank guldsmed ovenpå. Lidt mørk i det, og var der ikke en tydelig gullig plet på bagkroppen? Og jo minsandten! En gammel han af Stor Kærguldsmed! Den første registreret på øen.
Sjovt nok er det også her at Bo Nielsen har haft Nordisk Kærguldsmed et par gange. Denne art er dog også set en enkelt gang længere sydpå på øen, men noget tyder altså på, at dette er et meget attraktivt sted for disse ellers mere eller mindre kræsne arter. Generelt synes kanalen at være attraktiv for sjældne arter, da det også er her jeg har haft Lille Kejserguldsmed og Bo har haft Flammelibel. Måske man kan formode, at når man kommer til langvejsfra, så fremstår denne lokalitet som den mest attraktive, med hvad der mest ligner et naturligt habitat med god vandkvalitet og tilstødende vegetation. Alle sjældenhederne har dog kun været til stede kortvarigt, hvorfor de nok hurtigt finder ud af, at der alligevel ikke er så meget at hente. Og i særdeleshed ikke er mange artsfæller at støde ind i.
Men med denne skønne tilføjelse til Amager-listen er den nu oppe på 37 arter, hvoraf hele 24 er blevet set her ved kanalen. Imponerende.
Og mens vi fortsat er i godt humør er det passende afslutningsvist at nævne, at vi i går endelig fik en ny regering. SF S R M. To måneder skulle det tage, før ansvarligheden vandt over ego'erne. Gratis tandlæge, gratis transport til børnene, nedsat moms på de sunde fødevarer, bedre forhold for slagtesvinene og genindførelse af Store Bededag. Dette givet til det røde kamphjørne. I det blå glæder man sig over skattelettelser i hobetal. Nul mellemskat, nul toptopskat og lavere selskabsskat. Alle var glade. Og nu mangler vi bare at få at vide, hvordan det skal financieres. Man, generelt forstået. For jeg personligt køber rent faktisk, at man træffe den slags fornuftige beslutninger, uden at man nødvendigvis kan få regnearkene til at gå op. Penge er som bekendt et menneskeskabt instrument, som de bemidlede bruger til at opretholde de skæve balancer i deres egen favør. Så nu er det vigtigste, at man fastholder de selvsamme politikere på deres løfter, hvoraf mange først vil blive fuldt implementerede over en årrække, som vel og mærke rækker ud over denne regerings levetid. Jeg er ikke helt klar over, i hvor høj grad man i dag vægter æresbegrebet, "At stå ved de forlig man tidligere har indgået". Alle synes at agere med et meget større fokus på deres egne agendaer end det har været tilfældet i tidligere tider. Så lad os holde vejret de næste ti år, før vi ved med sikkerhed ved, om tandlægebesøget rent faktisk blev gratis for os alle, og om svinene har fået mulighed for at bevæge sig i henhold til deres medfødte tilbøjelighed - og tør man sige rettighed.
Held og tillykke!
Leucorrhinia pectoralis - i hvert fald noget af tiden. Foråret er nu blevet til sommer, og vejret fandt ingen anledning til at begynde at ændre karakter af den grund. Og jo, ifølge vejrprofeterne, så strømmer der bygestreger ind over landet i jævne intervaller. Men som det snart er trættende at berette på denne side, så når de aldrig rigtigt Amager. Sidste gang var undtagelsen, som bekræfter reglen, at når alle andre får, så er vi nogle, som må stå med den lange postkasse i håret. Men skyet har det været, og man har da tænkt, at nu sker det, men de atmosfæriske finurligheder spiller så ind, og vanddråberne forbliver i det høje.
Fair nok så da. Jeg må hjælpe med at vande i haven, og har måske derved opnået at nivellere lidt bedre med de andre vandforbrugere derude. Alle dem som på systematisk og egoistisk vis tilslutter deres private vandslange til den eneste vandpost i området. Jeg er blevet elektrisk mange gange i de forgangne år, men når bare man får lov at punke folk lidt med den gode morale, så løser det hele sig alligevel. Og da jeg jo i min særdeles ophøjede visdom og med gudelignende retfærdighed altid ved, hvad der er bedst for menneskene, og mig selv, så får jeg det alligevel, som jeg vil have det.
Senest er vindene gået lidt i syd og øst, og det har nok været fint for guldsmedene. Men mere og det senere, for nu skal den lille ugle have sin berettigede omtale først.
Jeg kunne ikke dy mig, og fik lovning på den lille røde, og på trods af et akut maveonde, valgte jeg at køre derop den seksogtyvende, efter at så mange havde fået den aftenen før.
Jeg kom dog derop for sent til at gøre noget ved den Rosenbrystede Tornskade, men da den heller ikke var blevet meldt andet end klokken halv 5 om morgenen, så var den under alle omstændigheder nok væk. Den havde slået sig ned i et området med Rødryggede Tornskader, og det er nok ikke så smart, når man hører til en gruppe af fugle med hidsigt temperament.
Det var i Søborg Sø, naturområdet lige øst for Græsted hvor uglen sad. Men da det er de lyse nætter nu, var der fortsat godt med lys da jeg kom derop. Først mødte jeg Kasper Thorup og fruen. Og lidt efter lokale Jan Hjort, som var begejstret for den nye genforvandlede sø, som er en proces der vil tage nogle år, før den er afsluttet. Men naturligvis lovende allerede, da naturen altid kvitterer med det samme. Ikke noget af alt det fis med at fedtspille sig igennem tilværelsen i over to måneder i håb om at verden eksploderer på en uventet måde, så Lille-Far igen kan blive Statsminister.
Jan fortalte, at de på et tidspunkt havde haft 1000, læs: Tusinde, Tinksmede, hvilket er vildt, og for vildt hvis det virkelig drejede sig om en enkeltoptælling. Og det er måske rigtigt nok, for en hurtig søgning i dofbasen viser 797 i starten af maj sidste år, af en anden observatør. Kvitteret og tak, sagde den lille med de grønne ben.
Da jeg var i god tid til ugleshowet, valgte jeg at gå en runde om Søborg Sø, som ifølge Jan var muligt, hvis bare man holdt til højre hele tiden. Så det gjorde jeg. Knapt 4 kilometer.
Højdepunkterne blev 3 græshoppesangere og 3 nattergale, ud over den smukke solnedgang med blodfarver ude fra havet, som blev malet ind over himlen i lange bølgende strøg. Der er også blevet set Blåhalse deroppe i år, men jeg hørte ingen. Måske de ikke er så aktive så sent på aften, måske de allerede var i ynglemode, og derfor stille, eller måske det blæste lidt for meget til, at man rigtig gad at gå i gang. Under alle omstændigheder glæder vi os på Amager til det bliver vores tur med lokale repræsentanter af denne smukke art. Der har været en del rundt i det nordsjællandske i år, så det må være lige op over nu.
Jeg trillede derefter op i byen, hvor der var fine parkeringsforhold, der hvor den lille ugle holdt til. Folk strømmede til stille og roligt. Men fortsat klokken 23 var der ikke hørt noget, så folk bevægede sig lidt på må og få. Indtil et rygte på afstand fik sat strømmen i gang ned ad hovedgaden. Og da vi nåede til Lidl, kunne vi tydeligt høre den. Konstante rytmiske huut-kald. Efter et par minutter flyttede den sig, og i forsøget på at opspore den, blev vi snydt af ekkoet blandt husene. Men til sidst fandt vi den så, der hvor den også var set aftenen før ved torvet ved præstegården. I kastajnetræerne. Den er lille og det var mørkt, men nogle nåede at spotte den i flugten, da den flyttede sig til nogle andre træer på den anden side af torvet. Den sang konstant, fra vi først hørte den kl. 23:30 og tyve minutter frem. Så fløj den over mod kirken, og sagde ikke noget. Da valgte jeg at køre hjem, lidt over tolv. Med en ny dk art. Som hundreder andre. Fuglen er fortsat på plads i skrivende stund.Andre fugleglæder i perioden har været odinshane ved skjulet på Sydmøllevej, og en drosselrørsanger på Avedøre Holme. Ikke noget prangende, og jeg mangler fortsat græshoppesangeren, selv om der er meldt to i år fra Nordre Klapper. Må hellere prøve igen en af aftenerne, da det jo ikke skal hedde sig, per mistanke, at jeg ikke er i stand til at høre en græshoppesanger længere. Selv om jeg jo lige har modbevist dette med de tre i Søborg Sø. Den ene af fuglene på fælleden, blev fanget i net af Jesper Johannes Madsen. Af billederne fremgik, at det var endnu et tåbeligt tiltag i bestræbelserne på at få så mange som muligt til at interessere sig for naturen. Jeg forestiller mig, at den fugl nu har opgivet at gøre mere ved sin yngel i år, og derfor blev tavs derefter.
I dag var der også tavst på altanen. Ingen piplyde fra kassen og ingen forældre at høre i nærheden. Til gengæld var redekassen dækket af små fluer, hvilket jeg tolkede som, at katten nu var langt væk, og musene kunne spille tango, og det der er værre, på bordene. Så jeg åbnede for låget og kunne ganske rigtigt konstatere, at kassen var tom. Dog lå der et fint lille æg i bunden af reden. Ubefrugtet må man formode. Det ligger der endnu.Om der også er overskydende æg i tårnfalkekassen på det nye vandtårn, finder vi aldrig ud af. I hvert fald ikke mig. Men at der sad to unger i åbningen den anden dag var et faktum. En glædesstund i dagens mund.
Vores tidligere lokale nattergal bekræfter også i år, at den ikke længere er det. Lokal. Ingen hørt overhovedet i år. Til gengæld sad der en Gulbug en dag, lige udfor, og jeg tænkte, at det da kunne blive en fin erstatning. Men heller ikke den fandt lokaliteten attraktiv nok, og forsvandt således efter en dags kvidren.
Sommerfuglene flyver ikke i flok, men Tidselssommerfuglen synes at komme i en lind beskeden strøm i disse dage. De melder også om influks fra England, så mon ikke vi er vidne til et cardui-år i år i det nordeuropæiske?
TL fangede mig på det sjuskede ben den anden dag, hvor jeg havde fået meldt en Sortåret Hvidvinge fra Yderkanalen langs vestamager. En umulighed på disse kanter. Med sommerfuglene i halv passion, har jeg ikke rigtigt alle detaljerne skarpt trukket op, så da jeg så en Hvidvingemåler [ret almindelig art], med de artstypiske sorte årer, så var det første navn som faldt mig for, naturligvis, det hvor Sortåret er en del af navnet. Behørigt rettet, må man dog godt her efterfølgede sige, at det er et tåbeligt dansk navn at give denne art, som på engelsk hedder Black-veined Moth. Naturligvis.
Men dette bider jeg gerne i mig, og glæder mig til gengæld over den Dværgblåfugl, som jeg først havde fundet på stedet. Jeg vidste godt, at arten tidligere er blevet meldt her langs kanalen, men jeg havde fået indtrykket, at den var forsvundet. Jeg var krabbet ned til kanten af kanalen for at kigge efter vandnymfer, da en enkelt af de små blå pludselig sad foran mig. De er jo ikke blå, men snarere chokoladebrune på oversiden. Men de er tilpas små til, at man altid studser over dem. Små hunner af Almindelig Blåfugl kan snyde, men man fornemmer som regel, at der er noget som ikke helt passer. Jeg havde ikke tid til den helt store gennemgang, da jeg var på vej ud for at få Odinshanen. Men de næste dage gjorde jeg lidt mere ud af det, og nåede for to dage siden op på næsten 30 dyr langs den sydlige del af kanalen. I naturbasen synes 2014 at have været et topår, med rapporter om 150 individer på en gang. Siden da har rapporterne været beskedne. Men sidste år meldte Lasse Jensen og en Stinne om få dyr på samme sted, så jeg formoder, at arten har været der hele tiden, men bare ikke er blevet monitoreret. Lars Andersen er jo som bekendt død, og han var nok den som havde mest hånd-i-hanke med arten på stedet. Nu venter jeg så på lidt varmere vejr de næste dage, så jeg kan få prøvet med en fuld optælling. Stedet er ellers ikke specielt attraktivt, da det er udnævnt som officielt hundelufter-område, og benævnte dyr farer rundt, som var de lige så tossede som deres ejere [...nåh, ja...]. Men heldigvis lader sommerfugle og guldsmede sig ikke påvirke så meget af det, og når bare man går og kigger seriøst ned i jorden, så kan man få lov at gå i fred, og det er jo dejligt. Altså med mindre at det er en dejlighed, som prøver at gøre sig til på den dejlige måde, i så fald ville det være ganske dejligt at blive forstyrret.
Og så er der guldsmedene.
Det tørre og ret solrige vejr over Amager har fået sat gang i mange arter, hvor specielt de blå vandnymfer excellerer. Over hundrede Flagermus-vandnymfer ved Bro-vandhullet den anden dag og tilsvarende mange Almindelige og Hestesko-vandnymfer ved den Landskabelig Kanal i går. En enkelt Kileplet-mosaikguldsmed i Heksegryden og et par Store Kejserguldsmede har jeg fundet blandt anisopterne, ud over de mere almindelige Fireplettede Libeller og Store Blåpile.
Til gengæld går det meget langsomt med kobbervandnymferne. De første havde jeg ved Hvidovre Strandeng den 31. maj, og de første, 2 hanner og en hun , i går på Amager Fælled. Alle Sortmærkede. Jeg er tilsyneladende den eneste som har haft nogen endnu i år. I 2024 havde jeg den første allerede den 21. maj, også på Amager Fælled, for at sætte perspektiv på, hvor utilregneligt forekomsten af selvsamme populationer kan være. Den kolde vinter formoder man.
Dem jeg havde i går var ved Strandengen-midt, hvilket åbenbart er et godt sted for tidlige dyr. Til gengæld frygter jeg, at der ikke kommer nogen ved det rigtigt gode sted ved Strandengen-syd, da der i går var knastørt over det hele, og ikke skyggen af en vandnymfe. Måske der kan komme nogle ved de sydlige vandhuller, som også er påvirkede af den manglende regn. Lestes-arterne kræver en balance, hvor vandet er tørret næsten ud, når de skal lægge æg, så måske denne balance vil være til stede der i år.
Årets til dato bedste observationer har dog været nogle andre. Den først kom den første juni, hvor det lykkedes mig at spotte en hurtigt forbiflyvende han af Håret Mosaikguldsmed ved Plejehjemsdammen. Den eneste art som jeg endnu ikke selv havde set på lokaliteten. Jonas Tchikai havde den sidste år, og det falder jo ikke i god jord hos en lokal-patriot. Ingen beviser dog, da den var hurtigt væk. Men glæden lige stor.
En endnu større glæde, og overraskelse, var det dog, da jeg i går nærmede mig cement-kanten ved den sydlige ende af Den Landskabelig Kanal på Amager Fælled. Her sad der en slank guldsmed ovenpå. Lidt mørk i det, og var der ikke en tydelig gullig plet på bagkroppen? Og jo minsandten! En gammel han af Stor Kærguldsmed! Den første registreret på øen.
Sjovt nok er det også her at Bo Nielsen har haft Nordisk Kærguldsmed et par gange. Denne art er dog også set en enkelt gang længere sydpå på øen, men noget tyder altså på, at dette er et meget attraktivt sted for disse ellers mere eller mindre kræsne arter. Generelt synes kanalen at være attraktiv for sjældne arter, da det også er her jeg har haft Lille Kejserguldsmed og Bo har haft Flammelibel. Måske man kan formode, at når man kommer til langvejsfra, så fremstår denne lokalitet som den mest attraktive, med hvad der mest ligner et naturligt habitat med god vandkvalitet og tilstødende vegetation. Alle sjældenhederne har dog kun været til stede kortvarigt, hvorfor de nok hurtigt finder ud af, at der alligevel ikke er så meget at hente. Og i særdeleshed ikke er mange artsfæller at støde ind i.Men med denne skønne tilføjelse til Amager-listen er den nu oppe på 37 arter, hvoraf hele 24 er blevet set her ved kanalen. Imponerende.
Og mens vi fortsat er i godt humør er det passende afslutningsvist at nævne, at vi i går endelig fik en ny regering. SF S R M. To måneder skulle det tage, før ansvarligheden vandt over ego'erne. Gratis tandlæge, gratis transport til børnene, nedsat moms på de sunde fødevarer, bedre forhold for slagtesvinene og genindførelse af Store Bededag. Dette givet til det røde kamphjørne. I det blå glæder man sig over skattelettelser i hobetal. Nul mellemskat, nul toptopskat og lavere selskabsskat. Alle var glade. Og nu mangler vi bare at få at vide, hvordan det skal financieres. Man, generelt forstået. For jeg personligt køber rent faktisk, at man træffe den slags fornuftige beslutninger, uden at man nødvendigvis kan få regnearkene til at gå op. Penge er som bekendt et menneskeskabt instrument, som de bemidlede bruger til at opretholde de skæve balancer i deres egen favør. Så nu er det vigtigste, at man fastholder de selvsamme politikere på deres løfter, hvoraf mange først vil blive fuldt implementerede over en årrække, som vel og mærke rækker ud over denne regerings levetid. Jeg er ikke helt klar over, i hvor høj grad man i dag vægter æresbegrebet, "At stå ved de forlig man tidligere har indgået". Alle synes at agere med et meget større fokus på deres egne agendaer end det har været tilfældet i tidligere tider. Så lad os holde vejret de næste ti år, før vi ved med sikkerhed ved, om tandlægebesøget rent faktisk blev gratis for os alle, og om svinene har fået mulighed for at bevæge sig i henhold til deres medfødte tilbøjelighed - og tør man sige rettighed.
Held og tillykke!
2026-05-26
Vi fik endelig lidt vand den anden dag. Jeg var ovre at handle, og da jeg kom ud stod det ned. En uventet og uvarslet byge, og alle planterne nejede og sukkede af lettelse. De kønneste mest. Og jeg valgte instinktivt at vente med at gå hjem, mens det værste stod på. Men det var jo noget pjat. Om noget burde det jo ses som glædesregn, som det ville være en fornøjelse at blive gennemblødt af. Så jeg gik hjem igennem det sidste, og kunne nærmest høre, hvordan støvet blev suget ud af luften og ned på jorden. Af jorden. Til jorden.
Men lad ikke den beretning narre nogen, for vi befinder os fortsat i tørketider. Soldagene dominerer i denne sidste halvdel af maj, og temperaturerne ligger omkring 15-20 plus. Vinden fra vestlige retningen. Og lidt for meget af den. Der er skyer ind imellem, så det hele brænder ikke af under ren solpåvirkning. Og når man kigger rundt, så vil de fleste nok kalde det et smukt forår. Syrenerne er allerede ved at afblomstre mens kastanjetræerne står smukt med deres hvide blomsterkerter. Og fra pil og andre træer har vi kunnet opleve de langsomtdalende frø som svæver ubevægeligt gennem luften, hængende som et tredimensionelt tæppe af manøvrerbare kloder, som man ikke må støde ind i. Og de grønne frøer kvækker sig enige fra de fleste vandhuller.
Det er som det plejer. Men senere.
Som en slægtning der spejder mod den daglige horisont for at få glimt af de hjemvendende uderejsende [Penelope i mit hjerte], har jeg besøgt flere af mine sædvanlige guldsmedelokaliteter, og fundet dem bekymrende tomme. Og ikke uden grund.
Sammenlignet med sidste år, er Hestesko-vandnymferne over to uger senere på den. Det er ret vildt. Jeg tænker at både den kolde sen-vinter og den lange kolde havøstenvind har gjort det ekstra svært for små odonater at blive overbevist ind i deres små forvandlingssind om, at det er værd at komme på vingerne.
Mest tydeligt har det været ude ved Søvang-vandhullet, som jo også ligger som det mest ekstreme i forhold til de vejrlige betingelser. Her havde jeg de første så sent som i går. Og selv da kun et par stykker, hvor der på nuværende tidspunkt tidligere har været hobetal af dem i det lange tørre græs.
Men det gælder ikke bare denne lille blå fyr men dem alle generelt. For to dage siden tog jeg til Hareskoven, i forventningen om, at kunne finde en del kærguldsmede. De har jo trods alt fløjet et stykke tid andre steder i landet. Men selv der holdt det hårdt, da jeg kun formåede at finde et enkelt parringshjul af Nordisk Kærguldsmed. Den almindeligste af dem alle. Og der var generelt kun få dyr. En håndfuld Røde Vandnymfer var heller ikke at prale af. Til gengæld havde jeg den tvivlsomme ære efterfølgende at få lov til at beværte omkring 10 skovflåter. Alle af den mindste klasse, men alligevel. Man skulle tro at årene havde lært mig at træde mere varsomt. Men tanken om at skulle cykle derop i gummistøvler faldt mig ikke så behagelig denne gang, så jeg valgte de almindelige sko. Og det gør jo forskellen. Men den dummeste forskel var dog, ikke at udføre en systematisk kontrol ved hjemkomsten. Alle ved jo, at man lægger sit tøj langt væk til vask eller ud på altanen, hvor de små bidere, så automatisk forføjer sig væk. Dette havde jeg glemt alt om, og hængte mine bukser på deres plads i værelset helt som jeg plejer efter dagens dont. Og det resulterede i, at der sad en enkelt på låret næste morgen. Det kunne jo nok gå, men med tankerne nu i rette fokus, kom bukserne ud at hænge hele dagen. Men af fortsatte uforklarelige grunde gjorde jeg ikke mere ved dem end det. Så ved aftentide kom de ind igen. Og så kunne jeg lystigt finde både den næste og alle dens følgesvende dagen derpå. Hvorfor det nu klør helt som forventet alle vegne. For de fandt vej til både bugen, armene, underbenene. Så velspredt at man med rette kan føles sig henført til de tvivlsomme øjeblikke af mit liv, hvor et fuldbyrdet chigger-angreb [mider i Mexico] to gange er blevet mig til dels. Vel omkring 100 bid, som alle klør i over en uge!
Travbanen er også begyndt at give liv fra sig i disse dage. Af de små blå flere Hestesko og en enkelt Flagermus samt en Almindelig. Jeg har dog ikke de store forhåbninger til stedet længere, da det lader til at vandkvaliteten allerede er for dårlig, og jeg så sågar ret store fisk i det lille regnvandsbassin, hvilket også kan påvirke dynamikken negativt. Jeg tænker at det er karper, men skal dog ikke kloge mig for meget på det. Der var en ti stykker, 10 cm, i den almindelige fiskefarvestil, og en enkelt og større rødlig. De må være sat ud.
Jeg håber at nå at finde en Håret Mosaikguldsmed i år, da det ikke kan være rigtigt, at jeg ikke har set alle registrerede arter på stedet, da det jo trods alt er min lokale dam. Jonas Tchikai havde en sidste år, da han lavede udenbys-aktiviteter for kommunen.
På fuglefronten er det værd at nævne at der nu er Rosenbrystet Tornskade ved Søborg Sø i nordsjælland, og i Græsted sidder der en Dværghornugle og tuder. Om natten. Og kun der. Alle har været deroppe i nat, og jeg sidder nu og overvejer om ikke jeg skal prøve det samme, da den lille rød jo må have fri på det tidspunkt. Det vil være en ny DK art for mig. Tornskaden vil ikke, så den er ikke så vigtig. Men måske man alligevel kunne lave et dobbelt stunt og få begge. Vi får se, hvad søsteren siger.
På vej hjem fra Hareskoven den anden dag, var jeg kommet helt over til Frederiksdal mellem Furesøen og Bagsværd Sø. Mest fordi de sædvanlige steder ikke havde givet noget særligt, og jeg derfor tænkte, at det kunne være givtigt at prøve at finde andre vandhuller i området. Så jeg kørte nordpå, over motorvejen, og planen var at besøge den sø, St. Hulsø, hvor Toplettet Falkelibel for mange år siden blev registreret, som et af de eneste steder i Danmark. Nogensinde. Det lykkedes dog ikke. Og i skrivende stund har jeg ikke nogen fornuftig forklaring på hvorfor ikke. Jeg kørte lige forbi, men husker ikke at jeg prøvede at lede efter det. Jeg havde besøgt et andet vandhul først, som lå tæt på, og som ikke havde den store interesse. Og derfra skulle jeg så have bevæget mig til hulsøen, men det skete ikke. Bekymrende på en måde, men også irriterende simpelt hen. Det ikke at have styr på logistikken og fokus på de udstukne intentioner, bryder jeg mig på ingen måde om. Og endnu mindre efter at jeg har fundet denne beskrivelse af stedet på altomfuresoen.dk, som vidner om stedets langstrakte uforanderlighed.
Forfatteren Svend Fleuron skrev i 1919: "En skovsø af den mest ejendommelig karakter! Den ligger dybt mellem høje og efter danske forhold stejle bakker, ligger så gemt, så skjult, at man godt kan være bekendt at gå fejl af den. Træerne, der omgiver den, stopper ikke op og giver plads for en søbred med afgrænset brink, sådan som man ser det ved Bagsværdsøen, de gror helt ud i den. – Der er noget dystert og knugende, noget dybt melankolsk over Hulsø. Granerne på den sider kaster truende slagskygger ud over dens vandspejl og gør dens ravnesorte mosevande endnu mere sorte. Når skyerne jager på sludfyldte dage i marts eller i oktober, går der uhygge og vilskab i det dyndede hul!"
Falkelibellen blev fundet både før og efter 1919, så det må være rimeligt at formode, at stedet i det makrogeografiske perspektiv fortsat må være egnet til arten, da kortet viser, at søen fortsat ligger uden særlig adgang. Jeg har dog svært ved at forestille mig, at mere erfarne odonatologer ikke har haft øje for dette, og har været forbi i ny og næ for at lede efter arten. Men at den ikke har været fundet i så mange år, betyder naturligvis ikke, at den ikke kan dukke op igen, særligt med tanke på at arten i Sverige synes at være under spredning. Og det lige ovre på den anden side af sundet. Så med denne nye viden, er min nysgerrihed i den grad blevet vakt, og når vi er kommet lige længere frem, må jeg derop igen. Om ikke andet så for at få gjort min sjuskefejl god igen, og for i det mindste at kunne sige, at jeg kender stedet.
Sjovt: Grunden til at jeg nævnte hulsøen var at jeg ville sige, at jeg på vej hjem kørte forbi Marienborg, der hvor det på mere end to måneder endnu ikke er lykkedes vores ansvarlige folkevalgte at nå til enighed om den næste regering. Meget pinligt og inkompetent og aldeles uforskammet at de hver især fortsætter med deres personlige agendaer uden tanke på fællesskabets bedste. Traktor-Troels måtte give op efter et par uger. I centrum af det hele gav Lille Løkke ham opbuddet, men helt som forventet trak han det også tilbage her fornylig, da der på ingen måde var interesse i at gå på kompromis hos nogen af parterne. Og nu er vi så tilbage med Makrel-er-dejligt-Mette som Kongelig Undersøger, og den selvsamme centrum-venstre konstellation, som Lille-Løkke undsagde, er nu atter på sporet. De siger at det er tæt nu, men vi sidder alligevel alle og tænker at det er for sent, for det er åbenlyst for enhver, at de rette intentioner ikke er tilstede, og under alle omstændigheder, sidder alle naturligvis og holder vejret i forhold til hvad SF kan finde på at gøre, efter at de får sat sig til rette på deres ministertaburetter.
Mennesket og Alt Liv i Centrum: Borgerløn, Opgivelse af den private ejendomsret, Samfundet ned i fart og Nul konkurrence. Naturligvis under ledelse af forstandige mennesker med nok livserfaring og kosmisk indsigt til at magte opgaven uden at lade sig friste til at misbruge deres ophøjede positioner. Det er næste skridt for verden.
Enjoy!
Vi fik endelig lidt vand den anden dag. Jeg var ovre at handle, og da jeg kom ud stod det ned. En uventet og uvarslet byge, og alle planterne nejede og sukkede af lettelse. De kønneste mest. Og jeg valgte instinktivt at vente med at gå hjem, mens det værste stod på. Men det var jo noget pjat. Om noget burde det jo ses som glædesregn, som det ville være en fornøjelse at blive gennemblødt af. Så jeg gik hjem igennem det sidste, og kunne nærmest høre, hvordan støvet blev suget ud af luften og ned på jorden. Af jorden. Til jorden.
Men lad ikke den beretning narre nogen, for vi befinder os fortsat i tørketider. Soldagene dominerer i denne sidste halvdel af maj, og temperaturerne ligger omkring 15-20 plus. Vinden fra vestlige retningen. Og lidt for meget af den. Der er skyer ind imellem, så det hele brænder ikke af under ren solpåvirkning. Og når man kigger rundt, så vil de fleste nok kalde det et smukt forår. Syrenerne er allerede ved at afblomstre mens kastanjetræerne står smukt med deres hvide blomsterkerter. Og fra pil og andre træer har vi kunnet opleve de langsomtdalende frø som svæver ubevægeligt gennem luften, hængende som et tredimensionelt tæppe af manøvrerbare kloder, som man ikke må støde ind i. Og de grønne frøer kvækker sig enige fra de fleste vandhuller.
Det er som det plejer. Men senere.
Som en slægtning der spejder mod den daglige horisont for at få glimt af de hjemvendende uderejsende [Penelope i mit hjerte], har jeg besøgt flere af mine sædvanlige guldsmedelokaliteter, og fundet dem bekymrende tomme. Og ikke uden grund.
Sammenlignet med sidste år, er Hestesko-vandnymferne over to uger senere på den. Det er ret vildt. Jeg tænker at både den kolde sen-vinter og den lange kolde havøstenvind har gjort det ekstra svært for små odonater at blive overbevist ind i deres små forvandlingssind om, at det er værd at komme på vingerne.
Mest tydeligt har det været ude ved Søvang-vandhullet, som jo også ligger som det mest ekstreme i forhold til de vejrlige betingelser. Her havde jeg de første så sent som i går. Og selv da kun et par stykker, hvor der på nuværende tidspunkt tidligere har været hobetal af dem i det lange tørre græs.
Men det gælder ikke bare denne lille blå fyr men dem alle generelt. For to dage siden tog jeg til Hareskoven, i forventningen om, at kunne finde en del kærguldsmede. De har jo trods alt fløjet et stykke tid andre steder i landet. Men selv der holdt det hårdt, da jeg kun formåede at finde et enkelt parringshjul af Nordisk Kærguldsmed. Den almindeligste af dem alle. Og der var generelt kun få dyr. En håndfuld Røde Vandnymfer var heller ikke at prale af. Til gengæld havde jeg den tvivlsomme ære efterfølgende at få lov til at beværte omkring 10 skovflåter. Alle af den mindste klasse, men alligevel. Man skulle tro at årene havde lært mig at træde mere varsomt. Men tanken om at skulle cykle derop i gummistøvler faldt mig ikke så behagelig denne gang, så jeg valgte de almindelige sko. Og det gør jo forskellen. Men den dummeste forskel var dog, ikke at udføre en systematisk kontrol ved hjemkomsten. Alle ved jo, at man lægger sit tøj langt væk til vask eller ud på altanen, hvor de små bidere, så automatisk forføjer sig væk. Dette havde jeg glemt alt om, og hængte mine bukser på deres plads i værelset helt som jeg plejer efter dagens dont. Og det resulterede i, at der sad en enkelt på låret næste morgen. Det kunne jo nok gå, men med tankerne nu i rette fokus, kom bukserne ud at hænge hele dagen. Men af fortsatte uforklarelige grunde gjorde jeg ikke mere ved dem end det. Så ved aftentide kom de ind igen. Og så kunne jeg lystigt finde både den næste og alle dens følgesvende dagen derpå. Hvorfor det nu klør helt som forventet alle vegne. For de fandt vej til både bugen, armene, underbenene. Så velspredt at man med rette kan føles sig henført til de tvivlsomme øjeblikke af mit liv, hvor et fuldbyrdet chigger-angreb [mider i Mexico] to gange er blevet mig til dels. Vel omkring 100 bid, som alle klør i over en uge!
Travbanen er også begyndt at give liv fra sig i disse dage. Af de små blå flere Hestesko og en enkelt Flagermus samt en Almindelig. Jeg har dog ikke de store forhåbninger til stedet længere, da det lader til at vandkvaliteten allerede er for dårlig, og jeg så sågar ret store fisk i det lille regnvandsbassin, hvilket også kan påvirke dynamikken negativt. Jeg tænker at det er karper, men skal dog ikke kloge mig for meget på det. Der var en ti stykker, 10 cm, i den almindelige fiskefarvestil, og en enkelt og større rødlig. De må være sat ud.
Jeg håber at nå at finde en Håret Mosaikguldsmed i år, da det ikke kan være rigtigt, at jeg ikke har set alle registrerede arter på stedet, da det jo trods alt er min lokale dam. Jonas Tchikai havde en sidste år, da han lavede udenbys-aktiviteter for kommunen.
På fuglefronten er det værd at nævne at der nu er Rosenbrystet Tornskade ved Søborg Sø i nordsjælland, og i Græsted sidder der en Dværghornugle og tuder. Om natten. Og kun der. Alle har været deroppe i nat, og jeg sidder nu og overvejer om ikke jeg skal prøve det samme, da den lille rød jo må have fri på det tidspunkt. Det vil være en ny DK art for mig. Tornskaden vil ikke, så den er ikke så vigtig. Men måske man alligevel kunne lave et dobbelt stunt og få begge. Vi får se, hvad søsteren siger.
På vej hjem fra Hareskoven den anden dag, var jeg kommet helt over til Frederiksdal mellem Furesøen og Bagsværd Sø. Mest fordi de sædvanlige steder ikke havde givet noget særligt, og jeg derfor tænkte, at det kunne være givtigt at prøve at finde andre vandhuller i området. Så jeg kørte nordpå, over motorvejen, og planen var at besøge den sø, St. Hulsø, hvor Toplettet Falkelibel for mange år siden blev registreret, som et af de eneste steder i Danmark. Nogensinde. Det lykkedes dog ikke. Og i skrivende stund har jeg ikke nogen fornuftig forklaring på hvorfor ikke. Jeg kørte lige forbi, men husker ikke at jeg prøvede at lede efter det. Jeg havde besøgt et andet vandhul først, som lå tæt på, og som ikke havde den store interesse. Og derfra skulle jeg så have bevæget mig til hulsøen, men det skete ikke. Bekymrende på en måde, men også irriterende simpelt hen. Det ikke at have styr på logistikken og fokus på de udstukne intentioner, bryder jeg mig på ingen måde om. Og endnu mindre efter at jeg har fundet denne beskrivelse af stedet på altomfuresoen.dk, som vidner om stedets langstrakte uforanderlighed.
Forfatteren Svend Fleuron skrev i 1919: "En skovsø af den mest ejendommelig karakter! Den ligger dybt mellem høje og efter danske forhold stejle bakker, ligger så gemt, så skjult, at man godt kan være bekendt at gå fejl af den. Træerne, der omgiver den, stopper ikke op og giver plads for en søbred med afgrænset brink, sådan som man ser det ved Bagsværdsøen, de gror helt ud i den. – Der er noget dystert og knugende, noget dybt melankolsk over Hulsø. Granerne på den sider kaster truende slagskygger ud over dens vandspejl og gør dens ravnesorte mosevande endnu mere sorte. Når skyerne jager på sludfyldte dage i marts eller i oktober, går der uhygge og vilskab i det dyndede hul!"
Falkelibellen blev fundet både før og efter 1919, så det må være rimeligt at formode, at stedet i det makrogeografiske perspektiv fortsat må være egnet til arten, da kortet viser, at søen fortsat ligger uden særlig adgang. Jeg har dog svært ved at forestille mig, at mere erfarne odonatologer ikke har haft øje for dette, og har været forbi i ny og næ for at lede efter arten. Men at den ikke har været fundet i så mange år, betyder naturligvis ikke, at den ikke kan dukke op igen, særligt med tanke på at arten i Sverige synes at være under spredning. Og det lige ovre på den anden side af sundet. Så med denne nye viden, er min nysgerrihed i den grad blevet vakt, og når vi er kommet lige længere frem, må jeg derop igen. Om ikke andet så for at få gjort min sjuskefejl god igen, og for i det mindste at kunne sige, at jeg kender stedet.
Sjovt: Grunden til at jeg nævnte hulsøen var at jeg ville sige, at jeg på vej hjem kørte forbi Marienborg, der hvor det på mere end to måneder endnu ikke er lykkedes vores ansvarlige folkevalgte at nå til enighed om den næste regering. Meget pinligt og inkompetent og aldeles uforskammet at de hver især fortsætter med deres personlige agendaer uden tanke på fællesskabets bedste. Traktor-Troels måtte give op efter et par uger. I centrum af det hele gav Lille Løkke ham opbuddet, men helt som forventet trak han det også tilbage her fornylig, da der på ingen måde var interesse i at gå på kompromis hos nogen af parterne. Og nu er vi så tilbage med Makrel-er-dejligt-Mette som Kongelig Undersøger, og den selvsamme centrum-venstre konstellation, som Lille-Løkke undsagde, er nu atter på sporet. De siger at det er tæt nu, men vi sidder alligevel alle og tænker at det er for sent, for det er åbenlyst for enhver, at de rette intentioner ikke er tilstede, og under alle omstændigheder, sidder alle naturligvis og holder vejret i forhold til hvad SF kan finde på at gøre, efter at de får sat sig til rette på deres ministertaburetter.
Mennesket og Alt Liv i Centrum: Borgerløn, Opgivelse af den private ejendomsret, Samfundet ned i fart og Nul konkurrence. Naturligvis under ledelse af forstandige mennesker med nok livserfaring og kosmisk indsigt til at magte opgaven uden at lade sig friste til at misbruge deres ophøjede positioner. Det er næste skridt for verden.
Enjoy!
2026-05-19
Forårets næste etape, uden så meget interessant at berette. Vejret fortsætter på samme vis, med tørre solskinsdage og den halvkedelige kølige vind fra sydøst. Vi ligger omkring 10-15, men det føles køligere. Så det er et forår, hvor alting sker stille og roligt uden at man rigtigt fornemmer fremskridtet. Pludselig er alle arterne her, uden at man rigtig fattede det.
Sådan er det med guldsmedene. I går fik jeg endelig lidt vandnymfer ude sydpå ved pumpehus-broen. Ellers har det fortsat kun været Den Landskabelige Kanal på Amager Fælled, der har givet noget. Og Fireplettet Libel er kommet til med få dyr i SHV-lysningerne. Men som sagt, intet prangende på den front.
Ude i landet har det været tydeligt, at Jylland igen er kommet ind i en regnvejrsperiode, med få observationer flere dage. Lars Birk havde de sædvanlige 100+ flodguldsmede ved Herlufsholm, så de har haft et stabil år, hvilket er godt.
Jeg har arbejdet med at tilføje guldsmedelister for alle landets kommuner til min hjemmeside, udarbejdet ved møjsommelig gennemgang af alle de 4 citizen science portaler, som er relevante for Danmark. Man kan også se udbredelseskort pr. kommune. Mest for sjov, men også en praktisk reference, når man lige står og skal have overblik over, hvor udbredt en art egentlig er. Det er en oversigt, hvor man ikke kan se de enkelte observationer. Til det, må man stadig besøge de oprindelige indtastningssteder.
Mit samarbejde, om man kan kalde det det, med Kathy Biggs og Dennis Paulson, om at vedligeholde de mexicanske statslister, er det desværre gået i sig selv igen. Måske på grund af noget jeg skrev, eller måske bare almindelig alderdomsdistraktion. De er begge over 80, og særligt Dennis har sikkert sit fokus mange andre steder. Kathy burde have flere indspark på iNaturalist, hvilket er portalen, som mexicanerne bruger. Jeg fortsætter mine daglige gennemgange, og jeg oplever ofte, at der indtastes arter helt ude i hampen, men også en enkelt eller to fornylig, som har set ud til at være ny for en stat. Jeg tilføjer dem jeg selv kan gennemskue til mine egne lister, og laver en note om det, så jeg altid kan komme tilbage. Problemet er, at det ikke er lige så let at bestemme arter i Mexico, som det er i Danmark. Med blandt andet over 50 argia-arter, små farvede vandnymfer, hvoraf mange ligner hinanden, og hvor mange arts-detaljer langt fra er kendte endnu, eller bare svære at få øje på, så er det stort set umuligt at sige noget begavet her på afstand. De hedder dancers på engelsk, eftersigende på grund af deres lettere dansende måde at bevæge sig gennem luften på. Måske lidt som Spejlbredpande? Jeg glæder mig i hvert fald til se dem i live. Og livet. Og tænk: Der sidder helt sikker et eller andet sted dybt i hukommelsen en eller flere af dem, for det er naturligvis utænkeligt, at jeg har kunne bevæge mig så meget rundt i de mexicanske landskaber uden at være stødt på dem her og der. Sagde jeg: Glæder mig?
Jeg vedligeholder også verdenslisten her på siden. John Abbott fra Alabama bestyrer den officielle version, og også her kaster jeg gerne en note retur, når jeg falder over uregelmæssigheder i materialet. Desværre er det en lettere omstændelig procedure at gennemgå alle listens 6500 arter. Og det er netop nødvendigt, da han ikke udarbejder en oversigt over ændringer. Og da han ret ofte tilføjer nye arter (disse kommer fortsat i en lind strøm i disse år, hvor interessen for disse dyr stiger), så bliver også jeg nød til at gennemgå den regelmæssigt for at holde trit. Heldigvis kan data jo behandles via scripts, så på den måde går det. Men det skulle ikke gøre noget for min skyld, om han kunne samle sammen til et helt år, ligesom ebird gør det, men jeg kan da godt se, at det betyder ekstra arbejde i forhold til bare at tilføje en art til Master data, hvorfra online-listerne bliver dannet. Men hvis det så var således, at man kunne få lidt håndskærver ud af sine anstrengelser ved at udføre dette arbejde, så kunne man nok fælde en glædeståre på den konto. Sjovt nok er det min oplevelse, at meget af det jeg tilføjer til min hjemmeside af funktionalitet og indhold, ofte også bliver til virkelighed, blandt de som producerer på et professionelt niveau (ikke at de er mere professionelle, men de får bare penge for at gøre det). Og således så jeg for nylig, at den svenske forening nu også tilbyder en oversigt over den globale liste. Naturligvis baseret på det samme udgangspunkt, men deres version var, så vidt jeg kunne se, kun et regneark til download. Og det var ikke opdateret siden 2023, og så er det, at jeg bliver lidt ærgerlig over ikke at blive set i denne verden, når det nu er tydeligt, at det jeg tilbyder er langt mere nutidigt og dynamisk i sin natur. Bevares, der mangler da konkret indhold til de fleste af arterne, men det gør deres også, og mit kommer helt sikkert med tiden.
Ude ved Villahøj ligger Stylteløberne som sagt på rede. Og jeg ved godt, at de godt selv ved, hvordan man gør den slags, men alligevel kunne jeg ikke lade være med at kaste en bemærkning om, at det var et lidt for åbent sted midt ude i vandet, de havde valgt som redested. Med tanke på udtørringshastigheden på Amager, tørt og megen blæst, så mener jeg, at der er risiko for, at vandstanden kan falde så meget, at en ræv vil kunne finde det interessant at nærme sig. Men selv om dette ikke sker, så må det være svært at holde de mange krager væk. Og måger er der også ind imellem. Men kragerne har jeg bare i disse dage set tage æg flere gange forskellige steder, så de er en konstant trussel. Hvis ikke en af stylte-forældrene konstant ligger på reden, så tror jeg, at det kommer til at gå den vej også for dem.
Kærløberne kunne jeg ikke finde i går ude ved Klydesøen, men de var der ved skjulet, så når jeg nu om lidt har været forbi tandlægen, kan jeg nok belønne mig selv med en lille tur derud, for at få endnu en årsart mens vi venter på...ja, på hvad? Hvad skulle der til nu, for at man kunne sige: "at det var dog fantastisk"? En ny regering, en ny art for Amager, et nyt kamera, en Trump der træder tilbage for at hellige sig sin spirituelle næstekærlige udvikling den sidste tid af hans liv? Der er så meget man kan håbe på og glædes over i denne verden. Og man må godt.
Så enjoy!
Nåh jo, så var der jo lige en lille ny fugleart for landet i form af en Provenesanger i Frederikshavn. En flerdagesbegivenhed uden for min rækkevidde naturligvis. Hvilket den næsten-også-nye-art for landet Cettisanger, som blev ringmærket på Christiansø et par dage senere var det. Bare for rekorden.
Forårets næste etape, uden så meget interessant at berette. Vejret fortsætter på samme vis, med tørre solskinsdage og den halvkedelige kølige vind fra sydøst. Vi ligger omkring 10-15, men det føles køligere. Så det er et forår, hvor alting sker stille og roligt uden at man rigtigt fornemmer fremskridtet. Pludselig er alle arterne her, uden at man rigtig fattede det.
Sådan er det med guldsmedene. I går fik jeg endelig lidt vandnymfer ude sydpå ved pumpehus-broen. Ellers har det fortsat kun været Den Landskabelige Kanal på Amager Fælled, der har givet noget. Og Fireplettet Libel er kommet til med få dyr i SHV-lysningerne. Men som sagt, intet prangende på den front.
Ude i landet har det været tydeligt, at Jylland igen er kommet ind i en regnvejrsperiode, med få observationer flere dage. Lars Birk havde de sædvanlige 100+ flodguldsmede ved Herlufsholm, så de har haft et stabil år, hvilket er godt.
Jeg har arbejdet med at tilføje guldsmedelister for alle landets kommuner til min hjemmeside, udarbejdet ved møjsommelig gennemgang af alle de 4 citizen science portaler, som er relevante for Danmark. Man kan også se udbredelseskort pr. kommune. Mest for sjov, men også en praktisk reference, når man lige står og skal have overblik over, hvor udbredt en art egentlig er. Det er en oversigt, hvor man ikke kan se de enkelte observationer. Til det, må man stadig besøge de oprindelige indtastningssteder.
Mit samarbejde, om man kan kalde det det, med Kathy Biggs og Dennis Paulson, om at vedligeholde de mexicanske statslister, er det desværre gået i sig selv igen. Måske på grund af noget jeg skrev, eller måske bare almindelig alderdomsdistraktion. De er begge over 80, og særligt Dennis har sikkert sit fokus mange andre steder. Kathy burde have flere indspark på iNaturalist, hvilket er portalen, som mexicanerne bruger. Jeg fortsætter mine daglige gennemgange, og jeg oplever ofte, at der indtastes arter helt ude i hampen, men også en enkelt eller to fornylig, som har set ud til at være ny for en stat. Jeg tilføjer dem jeg selv kan gennemskue til mine egne lister, og laver en note om det, så jeg altid kan komme tilbage. Problemet er, at det ikke er lige så let at bestemme arter i Mexico, som det er i Danmark. Med blandt andet over 50 argia-arter, små farvede vandnymfer, hvoraf mange ligner hinanden, og hvor mange arts-detaljer langt fra er kendte endnu, eller bare svære at få øje på, så er det stort set umuligt at sige noget begavet her på afstand. De hedder dancers på engelsk, eftersigende på grund af deres lettere dansende måde at bevæge sig gennem luften på. Måske lidt som Spejlbredpande? Jeg glæder mig i hvert fald til se dem i live. Og livet. Og tænk: Der sidder helt sikker et eller andet sted dybt i hukommelsen en eller flere af dem, for det er naturligvis utænkeligt, at jeg har kunne bevæge mig så meget rundt i de mexicanske landskaber uden at være stødt på dem her og der. Sagde jeg: Glæder mig?
Jeg vedligeholder også verdenslisten her på siden. John Abbott fra Alabama bestyrer den officielle version, og også her kaster jeg gerne en note retur, når jeg falder over uregelmæssigheder i materialet. Desværre er det en lettere omstændelig procedure at gennemgå alle listens 6500 arter. Og det er netop nødvendigt, da han ikke udarbejder en oversigt over ændringer. Og da han ret ofte tilføjer nye arter (disse kommer fortsat i en lind strøm i disse år, hvor interessen for disse dyr stiger), så bliver også jeg nød til at gennemgå den regelmæssigt for at holde trit. Heldigvis kan data jo behandles via scripts, så på den måde går det. Men det skulle ikke gøre noget for min skyld, om han kunne samle sammen til et helt år, ligesom ebird gør det, men jeg kan da godt se, at det betyder ekstra arbejde i forhold til bare at tilføje en art til Master data, hvorfra online-listerne bliver dannet. Men hvis det så var således, at man kunne få lidt håndskærver ud af sine anstrengelser ved at udføre dette arbejde, så kunne man nok fælde en glædeståre på den konto. Sjovt nok er det min oplevelse, at meget af det jeg tilføjer til min hjemmeside af funktionalitet og indhold, ofte også bliver til virkelighed, blandt de som producerer på et professionelt niveau (ikke at de er mere professionelle, men de får bare penge for at gøre det). Og således så jeg for nylig, at den svenske forening nu også tilbyder en oversigt over den globale liste. Naturligvis baseret på det samme udgangspunkt, men deres version var, så vidt jeg kunne se, kun et regneark til download. Og det var ikke opdateret siden 2023, og så er det, at jeg bliver lidt ærgerlig over ikke at blive set i denne verden, når det nu er tydeligt, at det jeg tilbyder er langt mere nutidigt og dynamisk i sin natur. Bevares, der mangler da konkret indhold til de fleste af arterne, men det gør deres også, og mit kommer helt sikkert med tiden.
Ude ved Villahøj ligger Stylteløberne som sagt på rede. Og jeg ved godt, at de godt selv ved, hvordan man gør den slags, men alligevel kunne jeg ikke lade være med at kaste en bemærkning om, at det var et lidt for åbent sted midt ude i vandet, de havde valgt som redested. Med tanke på udtørringshastigheden på Amager, tørt og megen blæst, så mener jeg, at der er risiko for, at vandstanden kan falde så meget, at en ræv vil kunne finde det interessant at nærme sig. Men selv om dette ikke sker, så må det være svært at holde de mange krager væk. Og måger er der også ind imellem. Men kragerne har jeg bare i disse dage set tage æg flere gange forskellige steder, så de er en konstant trussel. Hvis ikke en af stylte-forældrene konstant ligger på reden, så tror jeg, at det kommer til at gå den vej også for dem.
Kærløberne kunne jeg ikke finde i går ude ved Klydesøen, men de var der ved skjulet, så når jeg nu om lidt har været forbi tandlægen, kan jeg nok belønne mig selv med en lille tur derud, for at få endnu en årsart mens vi venter på...ja, på hvad? Hvad skulle der til nu, for at man kunne sige: "at det var dog fantastisk"? En ny regering, en ny art for Amager, et nyt kamera, en Trump der træder tilbage for at hellige sig sin spirituelle næstekærlige udvikling den sidste tid af hans liv? Der er så meget man kan håbe på og glædes over i denne verden. Og man må godt.
Så enjoy!
Nåh jo, så var der jo lige en lille ny fugleart for landet i form af en Provenesanger i Frederikshavn. En flerdagesbegivenhed uden for min rækkevidde naturligvis. Hvilket den næsten-også-nye-art for landet Cettisanger, som blev ringmærket på Christiansø et par dage senere var det. Bare for rekorden.
2026-05-11
Højt klart forår. Sådan fortsatte dagene. En del sol, men køligt og desværre fortsat tørt. Alle vandhuller trækker på de sidste reserver. Men nu i dag lover hun regn i de østlige egne. Og sandt at se, er himlen overtrukket med skyer i den rigtige grå nuance, men intet er der sket endnu, og man tillader sig sin skepsis baseret på erfaringen. Lad os se om ikke Amager må holde for igen. Uden vand.
Men guldsmedene er dog kommet lidt igang. Fortsat mest ved Den Landskabelige Kanal hvor jeg den anden dag havde både Stor Farve, Flagermus, Almindelig og Rødøjet Vandnymfe plus en god håndfuld Grøn Smaragdlibeller. Jeg fik endelig bevis for at den sidstnævnte yngler i kanalen. En enkelt han i forvandling plus 5 exuviaer.
Ellers har det kun været Pinseskoven som har givet noget. De første Håret Mosaiker omkring bagstien plus en enkelt Blå Libel i Fonscolombii-lysningen ikke så langt derfra. Alle i typisk søgning efter læ i solen i det tørre græs.
Ude i landet er der godt gang i den, og jeg har ikke længere styr på detaljerne, men alle de forventelige arter flyver nu. Og selvfølgelig flest i Jylland, selv om Holmegaards Mose på sædvanlig vis har meldt om de høje tal af grønne smaragder, max 500 en dag. Et estimat naturligvis. Over hundrede Almindelig Flodguldsmed et sted i Jylland, er nok også værd at bemærke. Lad os se, om det bliver et topår synkront over hele landet.
Sommerfugle som Aurora og Skovrandøje synes at være i gode antal i år, og det er lykkedes at falde over to Sørgekåber siden sidst, men herudover er det relativt beskedent hvad jeg har set. Kim Vognsen meldte en Kirsbærtakvinge fra Røsnæs den anden dag, og helt som jeg ville have forventet, efter hvad han selv har berettet om deres nuværende relation, så var TL ikke en af dem, som havde liket observationen. Jeg gjorde det heller ikke. Sikkert mest fordi jeg ikke kender ham, ud over at have mødt ham netop sammen med TL en enkelt gang i Kongelunden. Men også fordi jeg generelt er modstander af systemet. Barnlig kommunikationsform blandt nutidens såkaldte voksne mennesker. En skam.
Fuglene flyver nogle gange i flok, og andre gange ikke. Den ottende tog jeg over på Nordre Klapper og hørte den Tredækker, der var blevet meldt aftenen før. Den gik fint igennem, og naturligvis fik man kun et brovtende svar, da man i sin flinkhed kørte forbi LAK, ned til de andre som stod for langt væk til at høre den, tænkte jeg, og derfor ville blive glade for en advisering. Desværre var der ikke nogen Nattergale eller Græshoppesangere at høre. Tilfældigheder, eller symptomatisk udtryk for, at området er ved at blive spoleret af Ørestadens myriader af mennesker. Men en enkelt skovsneppe kunne det alligevel blive til inde over golfbanerne. Piiift - men uden bøvs.
To dage tidligere gik jeg langs bagstien og pludselig røg der en fugl op fra jorden. Ret stor, og i øjeblikket inden informationerne er faldet rigtigt på plads i hjernen, tænkte jeg skovsneppe, som jo er den mest oplagte til at udvise den slags adfærd. Men heldigvis fik jeg set tilstrækkeligt, da den fløj lavt væk, til at kunne notere min vel nok første selvfundne Natravn. En han med tydelige lyse felter i vingerne og ved halespidserne.
Og nåh jo, Stylteløberne er også kommet tilbage til Villahøj. 1 par. Og det da dejligt. I går tog jeg en decideret fuglerunde, da skyerne allerede var kommet ind over øen og levnene få muligheder for at finde guldsmede. Det gav et par nye årsarter så som Mursejler, Dværgmåge og Stenpikker, men desværre kunne jeg ikke finde hverken Temmincks- eller Dværgryle ude langs dæmningen selv om flere havde meldt dem.
Paradoksalt nok, med den lille nedbørsmængde vi har fået på Amager, så er vandstanden i Klydesøen ret høj, og der er derfor flere gode øer at yngle på. Og det gør både Klyder og Dværgterner i gode antal i år. Omkring 500 Klyder holder til i området nu, og 30-40 Dværgterner. 45 Almindelige Ryler i går, gør jo ingen sommer, men fint alligevel. Havørnene yngler ved Kalvebodstien i år. Så en gammel på reden den anden dag.
KBL skrev at han var nået til 184 amagerårsarter med en Husrødstjert den anden dag, og det er da fint, men lyder alligevel lidt utroligt, da jeg selv kun er nået til 159. Selvfølgelig er han mere på fuglene end jeg er, men at der skulle have været 25 arter som jeg har miset, kan jeg ikke får til at stemme. Men der eksisterer en mulig teoretisk forklaring, for lige for tiden er jeg i gang med en større omredigering af mine data, og det er derfor muligt at nogle af mine observationer er landet i et midlertidigt ingenmandsland, hvor de ikke bliver talt med i Amager-totallen. Så vi får se. Men jeg mangler godt nok fortsat Kernebider og Gråsisken, og har jo slet ikke Lille Flagspætte eller førnævnte Husrødstjert. Og han har en Stork og sikkert både Sortstrubet Lom og Fløjlsand, og sådan kan man alligevel blive ved...
Vores Blåmejser synes at fortsætte kampen i kassen, og med de fortsat besøgende Ringduer. De er sgu mærkelige. De kommer bare, men gør ingen antydninger i retning af at ville bygge rede, og vi er langt inde i deres yngletid, så de skulle bare være et andet sted. Vi har en trådkasse hængende i loftet, som i sin tid blev brugt til at tørre løg på. Der ligger et par gamle hasselgrene i hver ende, og det er på disse hasselgrene at duerne kommer og sætter sig. Og kurrer, synger og kissemisser. Heldigvis er de opdragne nok til ikke at skide gulvet til, så på den måde gør de ingen skade. Altså ud over at Blåmejsen nok synes, at det er ret irriterende, at de sidder lige uden for redehullet. Ikke at de er truende på nogen måde, men alligevel kan de jo godt udgøre en stresfaktor. For meget liv, hvor der skulle være ro og diskretion.
Og fortsat ingen regering. Den lille vejlgenser, som senere blev rigtig dansker, har mistet føreligheden over sine fulde fem, og sprang fra de centrum-røde forhandlinger, som eller syntes at være nået til et seriøst niveau (efter halvanden måned), og har nu bedt Lille Troels med Traktoren om at blive kongelig undersøger. Mindre kongeligt bliver det vel næppe i vores lille land. To middelmådige mennesker, Trols og Steffanie, stående i spidsen for vores alle sammens fremtid, igen, er ikke troværdigt eller attraktivt på nogen måde. Hvis noget kommer ud af det, må det naturligvis blive til en mindretals-regering, og det i sig selv er vel ikke så skidt endda, hvis ellers at man samarbejder med begge sider af salen, når forligene skal i hus. Vores alle sammens gennemsnit. Det som kunne blive til noget. Det er bedre end en skruppelløs flertals-regering, bestående af mennesker med kun økonomi for øje.
Men alle sidder fortsat oppe i hvert deres træ og hyler i hver sin retning, så at der skulle komme noget ud af skifte undersøgeren ud, lyder ikke sandsynligt. Et nyvalg ville være at foretrække, selv om det ikke garanterer nogen form for succes eller fremdrift. Men det kunne alligevel sende et signal om ansvarlighed, at anerkende at man ikke magter opgaven, og derfor må spørge folket endnu en gang. Det bedste ville naturligvis være, om vi havde nogle lovsmæssige retningslinjer som foreskrev, hvordan man indgår kompromisser i disse situationer. På den måde kunne vi komme ud over alle de ego'er som åbenlyst ikke er voksne nok til at tage den demokratiske proces alvorligt. Det er ikke så kompliceret, som I gerne vil have det til at se ud!
Enjoy- trods alt!
Højt klart forår. Sådan fortsatte dagene. En del sol, men køligt og desværre fortsat tørt. Alle vandhuller trækker på de sidste reserver. Men nu i dag lover hun regn i de østlige egne. Og sandt at se, er himlen overtrukket med skyer i den rigtige grå nuance, men intet er der sket endnu, og man tillader sig sin skepsis baseret på erfaringen. Lad os se om ikke Amager må holde for igen. Uden vand.
Men guldsmedene er dog kommet lidt igang. Fortsat mest ved Den Landskabelige Kanal hvor jeg den anden dag havde både Stor Farve, Flagermus, Almindelig og Rødøjet Vandnymfe plus en god håndfuld Grøn Smaragdlibeller. Jeg fik endelig bevis for at den sidstnævnte yngler i kanalen. En enkelt han i forvandling plus 5 exuviaer.
Ellers har det kun været Pinseskoven som har givet noget. De første Håret Mosaiker omkring bagstien plus en enkelt Blå Libel i Fonscolombii-lysningen ikke så langt derfra. Alle i typisk søgning efter læ i solen i det tørre græs.
Ude i landet er der godt gang i den, og jeg har ikke længere styr på detaljerne, men alle de forventelige arter flyver nu. Og selvfølgelig flest i Jylland, selv om Holmegaards Mose på sædvanlig vis har meldt om de høje tal af grønne smaragder, max 500 en dag. Et estimat naturligvis. Over hundrede Almindelig Flodguldsmed et sted i Jylland, er nok også værd at bemærke. Lad os se, om det bliver et topår synkront over hele landet.
Sommerfugle som Aurora og Skovrandøje synes at være i gode antal i år, og det er lykkedes at falde over to Sørgekåber siden sidst, men herudover er det relativt beskedent hvad jeg har set. Kim Vognsen meldte en Kirsbærtakvinge fra Røsnæs den anden dag, og helt som jeg ville have forventet, efter hvad han selv har berettet om deres nuværende relation, så var TL ikke en af dem, som havde liket observationen. Jeg gjorde det heller ikke. Sikkert mest fordi jeg ikke kender ham, ud over at have mødt ham netop sammen med TL en enkelt gang i Kongelunden. Men også fordi jeg generelt er modstander af systemet. Barnlig kommunikationsform blandt nutidens såkaldte voksne mennesker. En skam.
Fuglene flyver nogle gange i flok, og andre gange ikke. Den ottende tog jeg over på Nordre Klapper og hørte den Tredækker, der var blevet meldt aftenen før. Den gik fint igennem, og naturligvis fik man kun et brovtende svar, da man i sin flinkhed kørte forbi LAK, ned til de andre som stod for langt væk til at høre den, tænkte jeg, og derfor ville blive glade for en advisering. Desværre var der ikke nogen Nattergale eller Græshoppesangere at høre. Tilfældigheder, eller symptomatisk udtryk for, at området er ved at blive spoleret af Ørestadens myriader af mennesker. Men en enkelt skovsneppe kunne det alligevel blive til inde over golfbanerne. Piiift - men uden bøvs.
To dage tidligere gik jeg langs bagstien og pludselig røg der en fugl op fra jorden. Ret stor, og i øjeblikket inden informationerne er faldet rigtigt på plads i hjernen, tænkte jeg skovsneppe, som jo er den mest oplagte til at udvise den slags adfærd. Men heldigvis fik jeg set tilstrækkeligt, da den fløj lavt væk, til at kunne notere min vel nok første selvfundne Natravn. En han med tydelige lyse felter i vingerne og ved halespidserne.
Og nåh jo, Stylteløberne er også kommet tilbage til Villahøj. 1 par. Og det da dejligt. I går tog jeg en decideret fuglerunde, da skyerne allerede var kommet ind over øen og levnene få muligheder for at finde guldsmede. Det gav et par nye årsarter så som Mursejler, Dværgmåge og Stenpikker, men desværre kunne jeg ikke finde hverken Temmincks- eller Dværgryle ude langs dæmningen selv om flere havde meldt dem.
Paradoksalt nok, med den lille nedbørsmængde vi har fået på Amager, så er vandstanden i Klydesøen ret høj, og der er derfor flere gode øer at yngle på. Og det gør både Klyder og Dværgterner i gode antal i år. Omkring 500 Klyder holder til i området nu, og 30-40 Dværgterner. 45 Almindelige Ryler i går, gør jo ingen sommer, men fint alligevel. Havørnene yngler ved Kalvebodstien i år. Så en gammel på reden den anden dag.
KBL skrev at han var nået til 184 amagerårsarter med en Husrødstjert den anden dag, og det er da fint, men lyder alligevel lidt utroligt, da jeg selv kun er nået til 159. Selvfølgelig er han mere på fuglene end jeg er, men at der skulle have været 25 arter som jeg har miset, kan jeg ikke får til at stemme. Men der eksisterer en mulig teoretisk forklaring, for lige for tiden er jeg i gang med en større omredigering af mine data, og det er derfor muligt at nogle af mine observationer er landet i et midlertidigt ingenmandsland, hvor de ikke bliver talt med i Amager-totallen. Så vi får se. Men jeg mangler godt nok fortsat Kernebider og Gråsisken, og har jo slet ikke Lille Flagspætte eller førnævnte Husrødstjert. Og han har en Stork og sikkert både Sortstrubet Lom og Fløjlsand, og sådan kan man alligevel blive ved...
Vores Blåmejser synes at fortsætte kampen i kassen, og med de fortsat besøgende Ringduer. De er sgu mærkelige. De kommer bare, men gør ingen antydninger i retning af at ville bygge rede, og vi er langt inde i deres yngletid, så de skulle bare være et andet sted. Vi har en trådkasse hængende i loftet, som i sin tid blev brugt til at tørre løg på. Der ligger et par gamle hasselgrene i hver ende, og det er på disse hasselgrene at duerne kommer og sætter sig. Og kurrer, synger og kissemisser. Heldigvis er de opdragne nok til ikke at skide gulvet til, så på den måde gør de ingen skade. Altså ud over at Blåmejsen nok synes, at det er ret irriterende, at de sidder lige uden for redehullet. Ikke at de er truende på nogen måde, men alligevel kan de jo godt udgøre en stresfaktor. For meget liv, hvor der skulle være ro og diskretion.
Og fortsat ingen regering. Den lille vejlgenser, som senere blev rigtig dansker, har mistet føreligheden over sine fulde fem, og sprang fra de centrum-røde forhandlinger, som eller syntes at være nået til et seriøst niveau (efter halvanden måned), og har nu bedt Lille Troels med Traktoren om at blive kongelig undersøger. Mindre kongeligt bliver det vel næppe i vores lille land. To middelmådige mennesker, Trols og Steffanie, stående i spidsen for vores alle sammens fremtid, igen, er ikke troværdigt eller attraktivt på nogen måde. Hvis noget kommer ud af det, må det naturligvis blive til en mindretals-regering, og det i sig selv er vel ikke så skidt endda, hvis ellers at man samarbejder med begge sider af salen, når forligene skal i hus. Vores alle sammens gennemsnit. Det som kunne blive til noget. Det er bedre end en skruppelløs flertals-regering, bestående af mennesker med kun økonomi for øje.
Men alle sidder fortsat oppe i hvert deres træ og hyler i hver sin retning, så at der skulle komme noget ud af skifte undersøgeren ud, lyder ikke sandsynligt. Et nyvalg ville være at foretrække, selv om det ikke garanterer nogen form for succes eller fremdrift. Men det kunne alligevel sende et signal om ansvarlighed, at anerkende at man ikke magter opgaven, og derfor må spørge folket endnu en gang. Det bedste ville naturligvis være, om vi havde nogle lovsmæssige retningslinjer som foreskrev, hvordan man indgår kompromisser i disse situationer. På den måde kunne vi komme ud over alle de ego'er som åbenlyst ikke er voksne nok til at tage den demokratiske proces alvorligt. Det er ikke så kompliceret, som I gerne vil have det til at se ud!
Enjoy- trods alt!
2026-05-05
Så gik der endelig nogenlunde hul på guldsmedebylden. I går. Hvor den dejlige materie væltede ud over alle lemmerne og man blev helt glad.
Fortsat Den Landskabelige Kanal med de tre første Amager-arter på samme sted. Flagermus-vandnymfe, Almindelig Vandnymfe og Grøn Smaragdlibel.
Sidstnævnte var dog lidt mystisk i sin optræden, idet jeg registerede 6 individer, hvoraf en hun sad forventeligt i de højere træer med udsigt til sol og læ. De andre derimod kom alle en og en op fra græsset lige ved kanalen ud for den større plet rør som står i kanten. De fløj alle væk mod tjørnene og fornævnte solskinstræer, men jeg genfandt dem aldrig. Og så er det at jeg spørger:
Drejede det sig i virkeligheden om en og samme hun hele tiden? At den vendte tilbage til græsset, og så fløj op igen, hver gang jeg kom for nær. Hvilket jeg gjorde mange gange. Men hvor sandsynligt er det, at den lige skulle finde tilbage til næsten den samme plet, som ovenikøbet var lettere vindudsat, og vel ikke et sted at sætte sig frivilligt.
Så et andet tænkeligt scenarie kunne være at det rent faktisk drejede sig om nyopstigende dyr, som alle sad og sundede sig i græsset tæt på, hvor de forlod deres aflagte huder. Men det kiggede jeg efter. Og jeg mener: hvis jeg ser 5 dyr inden for en halv times tid komme op fra det samme sted, så ville jeg også forvente, at der ville være flere, og ikke mindst, at jeg ville kunne finde nogle exuviaer ude i rørene. Men det gjorde jeg ikke. Så de er nok ikke forvandlet her på stedet. Dette understøttes også af, at alle dyr var helt udfarvede. Mørkegrønne. Dog med glinsende vinger, typisk for nyforvandlede guldsmede. Men hvis de skulle have været helt lokale, ville jeg have forventet at se bleghed på kroppene, selv i flugten.
Så altså, en helt masse modstridende oplevelser her, som jeg nok aldrig bliver klogere på.
Sjovt nok med vandnymferne, er der stor forskel på hvor farveudviklede de forskellige individer er, selv her lige efter de er kommet til flyveverdenen. En enkelt hun Flagermus-vandnymfe af den blå type, var for eksempel helt skarp at se på, mens de fleste andre var i den mere forventelige fesne dragt.
Almindelig Vandnymfe har dog en tendens til at starte i den blege ende. Og de er ofte beige i grundfarven, og falder derved perfekt ind i det tørre gule græs, som de opsøger straks efter forvandlingen. Her inden sæsonens nye grønne græs kommer frem, falder de fuldstændigt i med omgivelserne, og man skal nogle gange være en skarpskytte med øjnene for at kunne følge dem i flugten, når det to-benene pattedyr kommer for nær. Fornøjelsen at forsætte.
Enjoy!
Så gik der endelig nogenlunde hul på guldsmedebylden. I går. Hvor den dejlige materie væltede ud over alle lemmerne og man blev helt glad.
Fortsat Den Landskabelige Kanal med de tre første Amager-arter på samme sted. Flagermus-vandnymfe, Almindelig Vandnymfe og Grøn Smaragdlibel.
Sidstnævnte var dog lidt mystisk i sin optræden, idet jeg registerede 6 individer, hvoraf en hun sad forventeligt i de højere træer med udsigt til sol og læ. De andre derimod kom alle en og en op fra græsset lige ved kanalen ud for den større plet rør som står i kanten. De fløj alle væk mod tjørnene og fornævnte solskinstræer, men jeg genfandt dem aldrig. Og så er det at jeg spørger:
Drejede det sig i virkeligheden om en og samme hun hele tiden? At den vendte tilbage til græsset, og så fløj op igen, hver gang jeg kom for nær. Hvilket jeg gjorde mange gange. Men hvor sandsynligt er det, at den lige skulle finde tilbage til næsten den samme plet, som ovenikøbet var lettere vindudsat, og vel ikke et sted at sætte sig frivilligt.
Så et andet tænkeligt scenarie kunne være at det rent faktisk drejede sig om nyopstigende dyr, som alle sad og sundede sig i græsset tæt på, hvor de forlod deres aflagte huder. Men det kiggede jeg efter. Og jeg mener: hvis jeg ser 5 dyr inden for en halv times tid komme op fra det samme sted, så ville jeg også forvente, at der ville være flere, og ikke mindst, at jeg ville kunne finde nogle exuviaer ude i rørene. Men det gjorde jeg ikke. Så de er nok ikke forvandlet her på stedet. Dette understøttes også af, at alle dyr var helt udfarvede. Mørkegrønne. Dog med glinsende vinger, typisk for nyforvandlede guldsmede. Men hvis de skulle have været helt lokale, ville jeg have forventet at se bleghed på kroppene, selv i flugten.
Så altså, en helt masse modstridende oplevelser her, som jeg nok aldrig bliver klogere på.
Sjovt nok med vandnymferne, er der stor forskel på hvor farveudviklede de forskellige individer er, selv her lige efter de er kommet til flyveverdenen. En enkelt hun Flagermus-vandnymfe af den blå type, var for eksempel helt skarp at se på, mens de fleste andre var i den mere forventelige fesne dragt.
Almindelig Vandnymfe har dog en tendens til at starte i den blege ende. Og de er ofte beige i grundfarven, og falder derved perfekt ind i det tørre gule græs, som de opsøger straks efter forvandlingen. Her inden sæsonens nye grønne græs kommer frem, falder de fuldstændigt i med omgivelserne, og man skal nogle gange være en skarpskytte med øjnene for at kunne følge dem i flugten, når det to-benene pattedyr kommer for nær. Fornøjelsen at forsætte.
Enjoy!
2026-05-03
Et par dage med varme op fra syd, omkring 20 grader, gjorde at det i går endelig lykkedes at få set årets første guldsmede. To tenerale Grønne Smaragdlibeller ved Den Landskabelige Kanal på Amager Fælled. Det var også her, at jeg havde de første sidste år, og det relativt beskyttede miljø væk fra kysten, er nok en del af forklaringen.
Desværre står det noget i kontrast til, hvor meget der allerede flyver ude i landet: Måne-vandnymfe, Spyd-vandnymfe, Flagermus-vandnymfe, Almindelig Vandnymfe, Rød Vandnymfe, Fireplettet Libel, Blå Libel, Nordisk Kærguldsmed, Grøn Smaragdlibel. Det meste sker i Jylland.
Vejret holder dog ikke, da der fra i dag og ind i næste uge kommer køligere vinde ind over os, og tæt på nattefrost flere nætter. Jeg tænker, at det særligt er de kolde nætter, som får dyrene til at holde igen. Så det ser ud til, at vi nu bliver vidner til et meget sent guldsmedeår her på Amager.
Fuglene kommer fortsat, og det er fortsat ret tilfældigt, hvad jeg får at se. Den seneste uge har givet en del Vendehalse og Ringdrosler rundt i nærmiljøet, men jeg har ikke set nogen, og tænker at det ved at slut for denne træksæson.
En anden art som udebliver på det mest mystiske er Skovpiber. Ikke en eneste har jeg hørt endnu i Pinseskoven, som ellers plejer at være sikker, tidligt på sæsonen.
I dag gav en enkelt Hvepsevåge, Bynkefugl, Gul Vipstjert, Sivsanger og Gøg! Den sidste lød inde fra Pinseskoven et par gange, og den næstsidste sad kortvarigt og sang ved tårnet ved Hejresøen. En fugl, som godt kunne ligne den, fløj dog snart op og forsvandt øst langs søen. Sådan gør mange Sivsangere, tror jeg. De kommer ind fra trækket og slår sig ned, og markerer med sang. Måske de ligefrem overvejer, om stedet er yngleegnet, hvilket de så ofte finder ud af, ikke er tilfældet.
Nattergalene er også meldt ankommet. Alting til tiden virker det som om.
Fortsat ingen regering her i landete, men Kong Charles III gjorde stor lykke i USA i de foregående dage. Kam til håret og et ophøjet match, som Trump ikke kan stå for, og ikke kan hamle op med. Fra den kant måtte han høre, hvad han normalt ikke forstår. Det holder sjældent længe.
Amarminoen blev fejret, hyldet, indviget endnu en gang i dag i forbindelse med et nu landsdækkede net af vandrestier. Der skulle sågar være blevet toiletter langs ruten, hvilket jeg dog ikke har set noget til, andet end ved det nye badested i Kalveboderne. Så jeg er ikke i tvivl om, at vi fortsat vil se alle storbysvinene sætte sig og skide og pisse hvor som helst, og efterlade deres lortepapir til fuld beskuelse og eller betrædelse, da disse moderne svin åbenbart ikke forstår at vise hensyn til deres medmennesker. Det Udannede Menneske.
Enjoy - trods alt!
Et par dage med varme op fra syd, omkring 20 grader, gjorde at det i går endelig lykkedes at få set årets første guldsmede. To tenerale Grønne Smaragdlibeller ved Den Landskabelige Kanal på Amager Fælled. Det var også her, at jeg havde de første sidste år, og det relativt beskyttede miljø væk fra kysten, er nok en del af forklaringen.
Desværre står det noget i kontrast til, hvor meget der allerede flyver ude i landet: Måne-vandnymfe, Spyd-vandnymfe, Flagermus-vandnymfe, Almindelig Vandnymfe, Rød Vandnymfe, Fireplettet Libel, Blå Libel, Nordisk Kærguldsmed, Grøn Smaragdlibel. Det meste sker i Jylland.
Vejret holder dog ikke, da der fra i dag og ind i næste uge kommer køligere vinde ind over os, og tæt på nattefrost flere nætter. Jeg tænker, at det særligt er de kolde nætter, som får dyrene til at holde igen. Så det ser ud til, at vi nu bliver vidner til et meget sent guldsmedeår her på Amager.
Fuglene kommer fortsat, og det er fortsat ret tilfældigt, hvad jeg får at se. Den seneste uge har givet en del Vendehalse og Ringdrosler rundt i nærmiljøet, men jeg har ikke set nogen, og tænker at det ved at slut for denne træksæson.
En anden art som udebliver på det mest mystiske er Skovpiber. Ikke en eneste har jeg hørt endnu i Pinseskoven, som ellers plejer at være sikker, tidligt på sæsonen.
I dag gav en enkelt Hvepsevåge, Bynkefugl, Gul Vipstjert, Sivsanger og Gøg! Den sidste lød inde fra Pinseskoven et par gange, og den næstsidste sad kortvarigt og sang ved tårnet ved Hejresøen. En fugl, som godt kunne ligne den, fløj dog snart op og forsvandt øst langs søen. Sådan gør mange Sivsangere, tror jeg. De kommer ind fra trækket og slår sig ned, og markerer med sang. Måske de ligefrem overvejer, om stedet er yngleegnet, hvilket de så ofte finder ud af, ikke er tilfældet.
Nattergalene er også meldt ankommet. Alting til tiden virker det som om.
Fortsat ingen regering her i landete, men Kong Charles III gjorde stor lykke i USA i de foregående dage. Kam til håret og et ophøjet match, som Trump ikke kan stå for, og ikke kan hamle op med. Fra den kant måtte han høre, hvad han normalt ikke forstår. Det holder sjældent længe.
Amarminoen blev fejret, hyldet, indviget endnu en gang i dag i forbindelse med et nu landsdækkede net af vandrestier. Der skulle sågar være blevet toiletter langs ruten, hvilket jeg dog ikke har set noget til, andet end ved det nye badested i Kalveboderne. Så jeg er ikke i tvivl om, at vi fortsat vil se alle storbysvinene sætte sig og skide og pisse hvor som helst, og efterlade deres lortepapir til fuld beskuelse og eller betrædelse, da disse moderne svin åbenbart ikke forstår at vise hensyn til deres medmennesker. Det Udannede Menneske.
Enjoy - trods alt!
2026-04-28
Til markering af årets begyndelse. Altså guldsmedeåret.
Vi har haft 10 dage siden sidst med mest tørt vejr, men desværre også med en konstant kølig vind, som har skiftet fra nordøst til nordvest og tilbage igen. Tæt på frysepunktet om natten og 10-15 grader om dagen. Det sidste vel at mærke i udsigterne, og på ingen måde relevante for Amager. I læ har det været udmærket.
Men det vigtigste har ikke ladet sig påvirke af en lunefuld krog hist og pist, hvilket har betydet at det først er i dag, at sæsonens første guldsmede er begyndt at flyve. Cirka en uge senere end sidste år. Jeg har dog ikke set nogen endnu, hvilket er helt som det plejer her på Amager. Alting er senere og i år tørrere.
Der er i dag meldt alle de tre forventelige tyvstartere: Rød Vandnymfe, Nordisk Kærguldsmed og Grøn Smaragdlibel. I weekenden lover de 20+ grader, hvilket må siges at være et omslag fra den stride kolde nordenvind. Og vinden går netop i sydvest, så vi kan håbe på alt muligt godt ,når vi snart bevæger os ind i maj måned.
Ude i Europa, eller rettere nede, flyver guldsmedene allerede i mangfoldighed. Både vandnymfer og guldsmede. Hollænderne rapporterer ivrigt på observations.org, naturligt, da det er dem der står for servicen. Og det virker altid som en utrolighed, at de få hundrede kilometers forskydning nord-syd kan gøre så stor en forskel på, hvornår dyren begynder at flyve. Men vandet omkring Danmark gør selvfølgelig en stor forskel.
Tørken er værd at nævne, da det er tydeligt, at store partier på vestamager mangler vand, og nærmest er begyndt at sande til. Bramgæs og kreaturer gør ikke situationen bedre, da ørkenspredning som bekendt nyder godt, når vegetationen forsvinder.
Men alligevel står foråret flot. Mirabellerne er hvide i pragt, og kan langt matche alt hypen omkring kirsebærtræerne. De smukke hvide blomster i kontrast til den blå himmel og træernes begyndende grønhed er smukkere i mine øjne. Der er noget fimset griseagtigt over den lyserøde kirsebærfarve. Vi har også en stor ansamling i vores lokale park, men de er endnu ikke sprunget ud, hvorfor man må tro, at de træer som står på Bispebjerg Kirkegård er af en anden slags, medmindre de nyder et helt specielt lokalt klima på stedet.
Fugletrækket er i fuld sving, og alligevel virker det også lidt tilbageholdende på visse punkter. Tænker den kolde nordenvind har sat farten ned. Der er mange arter at nævne, hvilket bliver for meget, men særligt er det alligevel i disse dage, at der er mange Brogede Fluesnappere i omløb. Havde selv 7 i lunden på Amager Fælled i går. Det er glædeligt at denne delikate art virker i sund tilstand i år. Til gengæld mangler jeg endnu at høre Skovpiber, hvilket nok også skyldes det kolde forår. Ligesom at vi helt mangler Gærdesmutter nu. Korrekt observeret i Vejret i går, og sikkert den kolde vinter som har taget sin andel.
Vores altan-turtel-duer kissemisser fortsat, uden at jeg forstår til hvilken nytte. Og Blåmejserne synes at holde ud i kassen. De kommer i hvert fald med rede materiale i ny og næ. Vi havde en storm pivert for en uges tid siden, og jeg valgte at fylde kokosnødden igen, så de små ikke skulle lide nød. Og rågerne. Mest de to. De får en lille håndfuld i ny og næ. Desværre lurer jeg på, at de i større antal er begyndt at sidde i træerne ovre langs hegnet, og det risikerer nok let at udvikle sig til en decideret koloni. Tror dog ikke at mit foderi, gør nogen forskel der.
Og ja, vi har fortsat ikke nogen regering. Jeg følger ikke med, da det virker omsonst. Men hører dog, at det varmeste bud på en regering, lander omkring centrum-venstre. Lille Lars er kommet ned fra sin Blodbøg, og måske også flere af de andre. A M R SF.
Og så var der endnu et formodet attentatforsøg på Donald The Trump den anden dag, under den store Pressemiddag som Det Hvide Hus holder for de journalister og nyhedsmedier som dagligt dækker præsidentens gøren og laden. Ingen kom til skade og den unge mand som havde våben med sig på hotellet, hvor festen blev holdt, og hvor han boede, synes ikke at være den oplagte kandidat til at kaste sit liv for hundene bare lige sådan. Så hvorfor virkelig, og hvorfor lige nu, hvor Trump er presset på mange fronter. Det virker belejligt at et sådant disruption-stunt ser dagens lys nu, men vi skal naturligvis ikke bringe vores egen troværdig i tvivl ved at nævne ordet som begynder med i...
Og så var der et par som i det jyske pludselig blev forfulgt af 6 ulve tæt på, hvor de bor. De kloge akademikere bliver ved med at sige at de ikke gør noget. Og så er der alle os andre som bliver fodret med den ene BBC-udsendelse efter den anden, hvor alverdens rovdyr bliver præsenteret i fuld aktion med at nedlægge deres bytter. Deres natur. Og herunder naturligvis også ulven. En ulv kan man nok håndtere, men at stå overfor et helt kobbel langt ude i Klosterhede plantage, uden fornuftige våben at gribe til, der tror jeg også at jeg vil begynde at blive lettere nervøs. Jeg siger ikke, at ulvene nødvendigvis er aggressive som sådan, men jeg har svært ved at tro, at de opsøger mennesker bare for hyggens skyld. Deres natur, du ved. Vi må se, hvor det bærer hen.
Og så er der til sidst lige at nævne Lyden. Vi har nu i den sidste måned konstant kunnet høre en summende brummelyd som ikke lader sig lokalisere. Ligesom et apparat der arbejder. Den forstyrrer, særligt min mor om natten, og ovenboen siger det samme. Jeg har ikke problemer med den, ud over det principielle, at den skal stoppe, da vi konstant bliver bombareret med lyde af alle mulige slags. Stilhed - den ideelle menneskelige tilstand. Varmemesteren har virket lidt modstræbende på at få det opklaret, men nu kom blikkenslageren endelig på besøg i går, og der gik lyden klart og tydeligt igennem. Den aftager nogle gange eller stopper helt nogle få sekunder ad gangen, for så at starte igen. Men lige meget hjalp det. I første omgang. Jeg håber han holder ord og bider sig fast til mysteriet er opklaret. Om det er rørene eller nogen som har et apparat stående op ad en radiator eller lignende er ikke til at vide. Men vi må vide det, for nu fylder den hele tiden. Og hvis man tror det værste, så kan det jo være et rør som er på nippet til at springe, og det vil vel selv en varmemester finde uheldigt. Vi håber.
Enjoy!
Til markering af årets begyndelse. Altså guldsmedeåret.
Vi har haft 10 dage siden sidst med mest tørt vejr, men desværre også med en konstant kølig vind, som har skiftet fra nordøst til nordvest og tilbage igen. Tæt på frysepunktet om natten og 10-15 grader om dagen. Det sidste vel at mærke i udsigterne, og på ingen måde relevante for Amager. I læ har det været udmærket.
Men det vigtigste har ikke ladet sig påvirke af en lunefuld krog hist og pist, hvilket har betydet at det først er i dag, at sæsonens første guldsmede er begyndt at flyve. Cirka en uge senere end sidste år. Jeg har dog ikke set nogen endnu, hvilket er helt som det plejer her på Amager. Alting er senere og i år tørrere.
Der er i dag meldt alle de tre forventelige tyvstartere: Rød Vandnymfe, Nordisk Kærguldsmed og Grøn Smaragdlibel. I weekenden lover de 20+ grader, hvilket må siges at være et omslag fra den stride kolde nordenvind. Og vinden går netop i sydvest, så vi kan håbe på alt muligt godt ,når vi snart bevæger os ind i maj måned.
Ude i Europa, eller rettere nede, flyver guldsmedene allerede i mangfoldighed. Både vandnymfer og guldsmede. Hollænderne rapporterer ivrigt på observations.org, naturligt, da det er dem der står for servicen. Og det virker altid som en utrolighed, at de få hundrede kilometers forskydning nord-syd kan gøre så stor en forskel på, hvornår dyren begynder at flyve. Men vandet omkring Danmark gør selvfølgelig en stor forskel.
Tørken er værd at nævne, da det er tydeligt, at store partier på vestamager mangler vand, og nærmest er begyndt at sande til. Bramgæs og kreaturer gør ikke situationen bedre, da ørkenspredning som bekendt nyder godt, når vegetationen forsvinder.
Men alligevel står foråret flot. Mirabellerne er hvide i pragt, og kan langt matche alt hypen omkring kirsebærtræerne. De smukke hvide blomster i kontrast til den blå himmel og træernes begyndende grønhed er smukkere i mine øjne. Der er noget fimset griseagtigt over den lyserøde kirsebærfarve. Vi har også en stor ansamling i vores lokale park, men de er endnu ikke sprunget ud, hvorfor man må tro, at de træer som står på Bispebjerg Kirkegård er af en anden slags, medmindre de nyder et helt specielt lokalt klima på stedet.
Fugletrækket er i fuld sving, og alligevel virker det også lidt tilbageholdende på visse punkter. Tænker den kolde nordenvind har sat farten ned. Der er mange arter at nævne, hvilket bliver for meget, men særligt er det alligevel i disse dage, at der er mange Brogede Fluesnappere i omløb. Havde selv 7 i lunden på Amager Fælled i går. Det er glædeligt at denne delikate art virker i sund tilstand i år. Til gengæld mangler jeg endnu at høre Skovpiber, hvilket nok også skyldes det kolde forår. Ligesom at vi helt mangler Gærdesmutter nu. Korrekt observeret i Vejret i går, og sikkert den kolde vinter som har taget sin andel.
Vores altan-turtel-duer kissemisser fortsat, uden at jeg forstår til hvilken nytte. Og Blåmejserne synes at holde ud i kassen. De kommer i hvert fald med rede materiale i ny og næ. Vi havde en storm pivert for en uges tid siden, og jeg valgte at fylde kokosnødden igen, så de små ikke skulle lide nød. Og rågerne. Mest de to. De får en lille håndfuld i ny og næ. Desværre lurer jeg på, at de i større antal er begyndt at sidde i træerne ovre langs hegnet, og det risikerer nok let at udvikle sig til en decideret koloni. Tror dog ikke at mit foderi, gør nogen forskel der.
Og ja, vi har fortsat ikke nogen regering. Jeg følger ikke med, da det virker omsonst. Men hører dog, at det varmeste bud på en regering, lander omkring centrum-venstre. Lille Lars er kommet ned fra sin Blodbøg, og måske også flere af de andre. A M R SF.
Og så var der endnu et formodet attentatforsøg på Donald The Trump den anden dag, under den store Pressemiddag som Det Hvide Hus holder for de journalister og nyhedsmedier som dagligt dækker præsidentens gøren og laden. Ingen kom til skade og den unge mand som havde våben med sig på hotellet, hvor festen blev holdt, og hvor han boede, synes ikke at være den oplagte kandidat til at kaste sit liv for hundene bare lige sådan. Så hvorfor virkelig, og hvorfor lige nu, hvor Trump er presset på mange fronter. Det virker belejligt at et sådant disruption-stunt ser dagens lys nu, men vi skal naturligvis ikke bringe vores egen troværdig i tvivl ved at nævne ordet som begynder med i...
Og så var der et par som i det jyske pludselig blev forfulgt af 6 ulve tæt på, hvor de bor. De kloge akademikere bliver ved med at sige at de ikke gør noget. Og så er der alle os andre som bliver fodret med den ene BBC-udsendelse efter den anden, hvor alverdens rovdyr bliver præsenteret i fuld aktion med at nedlægge deres bytter. Deres natur. Og herunder naturligvis også ulven. En ulv kan man nok håndtere, men at stå overfor et helt kobbel langt ude i Klosterhede plantage, uden fornuftige våben at gribe til, der tror jeg også at jeg vil begynde at blive lettere nervøs. Jeg siger ikke, at ulvene nødvendigvis er aggressive som sådan, men jeg har svært ved at tro, at de opsøger mennesker bare for hyggens skyld. Deres natur, du ved. Vi må se, hvor det bærer hen.
Og så er der til sidst lige at nævne Lyden. Vi har nu i den sidste måned konstant kunnet høre en summende brummelyd som ikke lader sig lokalisere. Ligesom et apparat der arbejder. Den forstyrrer, særligt min mor om natten, og ovenboen siger det samme. Jeg har ikke problemer med den, ud over det principielle, at den skal stoppe, da vi konstant bliver bombareret med lyde af alle mulige slags. Stilhed - den ideelle menneskelige tilstand. Varmemesteren har virket lidt modstræbende på at få det opklaret, men nu kom blikkenslageren endelig på besøg i går, og der gik lyden klart og tydeligt igennem. Den aftager nogle gange eller stopper helt nogle få sekunder ad gangen, for så at starte igen. Men lige meget hjalp det. I første omgang. Jeg håber han holder ord og bider sig fast til mysteriet er opklaret. Om det er rørene eller nogen som har et apparat stående op ad en radiator eller lignende er ikke til at vide. Men vi må vide det, for nu fylder den hele tiden. Og hvis man tror det værste, så kan det jo være et rør som er på nippet til at springe, og det vil vel selv en varmemester finde uheldigt. Vi håber.
Enjoy!
2026-04-18
Forårskunnen i fortsatte kuldelænker. Fint nok vejr som sådan har det været, men vinden er stadig kold. Fra øst mest. Og lidt regn kun. Det typiske. Det Nye Forår på Amager. 10-15 grader.
Men tingene sker jo og kommer alligevel. Datoen tillader ikke megen forskubbelse, så svaler, sangere og flere rovfugle er alle på vej. Selv Gøgen er blevet meldt. Vorterod alle vegne, Rød Tvetand og mirabellerne er også endelig sprunget ud. Ligesom Kirsebærtræerne på Bispebjerg Kirkegård. Siger de i fjernsynet. Hvorfor tage helt til Japan, hvis man kan hoppe på en 250S og stå midt i det, på under en time?!
Men periodens højdespringer blev uden tvivl da jeg den fjortende blev nød til at steppe ud af mit nattøj, da den daglige skanning af dagens observationer afslørede, at der var blevet set Hærfugl nede i strandparken. Uhh. En af de arter jeg mest har savnet på Amager, altid kommet for sent eller slet ikke, og som jeg har kastet mange øjne efter på mine utallige ture ud over Tømmerupvej, hvor de mange hestefolde skriger Hærfugl i Hobetal. Den var set omkring kl 15, og jeg lå nu og flød på sofaen kl 18, og der var ingen meldinger med brugbare informationer om tilstedeværelse eller forsvinden. Ok - tænkte jeg, det er jo ikke værre end 3-4 kilometer, så jeg måtte gøre det. Og i pamfiliussens stortanlagte overbærenhed lykkedes det. Endelig! Der var en 10-15 mennesker på plads, og den gik fint på græsset. På et tidspunkt fløj den ind i buskadset tæt ved, uden at jeg så dette. Men jeg så, da den kom ud igen, og fik hele det fine spraglede mønster i fint display, da den landede på græsset. Som billedet viser, var den naturligvis for langt væk for mig til at gøre noget seriøst ud af et billede, med kun en mobil til rådighed, så jeg skyndte mig videre. Men også for lige at tjekke de andre græsplæner i nærheden, hvilket lød som en god ide, da der syntes at være et mindre influx i gang af arten i disse dage. Jeg fandt dog ingen, men tilfredsheden var intakt, da jeg lagde mig tilbage på sofaen en times tid senere.
På altanen havde Blåmejserne gang i den yderste kasse, og der kommer fortsat to, men det virker ikke som om, at de går til kassen længere, men kun kommer ind for at tage kerner i kokosnødden. Der er et par Ringduer, som benytter rammen i loften, lige ud for kassen, til kissemisse-sted - de tror nok fortsat, at det er et godt sted at yngle - og måske det har været for forstyrrende for mejserne.
Og vi har fortsat ingen regering. Det skal siges at Forhandlingsoverkommandørgeneralen, alias Lille Mette fra Nordjylland, nu appellerer til voksne menneskers ansvarlighed, læs Lars Lille Løkke fra Græsted, som oprindeligt er fra Vejle, og derfor er Jyde. Men han, og måske netop derfor, vil ikke give sig, for i hans hedeste drømme er det jo ham, som skal blive statsminister i stedet for statsministeren. Jeg tror at partipolitikens dage er talte. Det giver ikke megen mening længere i et så individualiseret samfund at blive ved med at stille med det repræsentative demokrati, når viljen til at søge kompromisserne åbenlyst ikke er tilstede. Vi skal have en anden form, hvor de enkelte kandidater konfronteres mere direkte med vælgerne, som så samtidig er forpligtede til at sætte sig ind i hvem de personer er, som de ønsker at stemme på. Teknologien burde jo også gøre det muligt at finde på en helt anden model, hvor vi alle tager del i den demokratiske lovgivningsproces. Ja, det kræver noget nyt og mere af borgerne, men er det ikke netop det vi har brug for? Noget nyt og noget mere, hvor borgerne bliver vakt til live igen, og lærer at tage større ansvar for deres eget liv og vores fælles samfund?
Hov - der var den jo, den lille hærfugl! Og det er den. Ikke meget mere end en stor drossel.
Og for et par dage siden blev det til endnu en overraskelse, da der sad en sommerfugl på grusbunken i Grusbunkelysningen i Kongelunden. Det var bare et hurtigt pitstop på vej mod vestamager, og da det var ret sent, og skyggerne var begyndt at falde i bagenden, så troede jeg ikke meget på noget her. Men først en dagpåfugløje, så noget var der, og så pludselig denne. Heldigvis var den lige så medgørelig som den på Amager Fælled, så da den satte sig igen, efter at være blevet vakt til flagrende live af min tilstedeværelse, kunne jeg uden den helt store hjertebanken konstatere, at det var en af de gode. Igen.
I starten da jeg mødte TL kaldt han dem De Røde Baroner. Østlig Takvinge og Kirsebærtakvinge. Prominente svævere på det Danke Lepidopterologiske Firmament. Da jeg mødte ham sidst ved den Østlige, som han vel at mærke, ikke fik, var tilnavnet rykket markant ned ad skalaen, og de bliver nu omtalt: De Røde Djævle. Tilsyneladende har han ikke selv fundet nogen Østlig i Danmark, og det sætter jo sine spor. Efter at jeg havde fået mine billeder, overvejede jeg, om jeg skulle informere ham i nuet, men med tanke på sidst, besluttede jeg at lade være, for at spare ham for de frustrationer det kunne medføre at skulle overveje, igen, om han skulle forsøge sig. Det viste sig dog, at dyret ret snart skulle forsvinde helt, så det var en god beslutning. Og endnu mere da solen var godt på vej væk fra lysningen, hvilket helt sikkert ville få sommerfuglene til at søge andre steder hen.
Med forfængeligheden intakt glædede jeg mig til at skulle melde min anden xanthomelas i år, når jeg kom hjem. Men de der styrrer at den rette jordforbindelse altid er tilstede, tog aktion før jeg kunne nå at realisere mit blæreprojekt, for det viste sig, at Kim Duus allerede havde meldt selv samme dyr på naturbasen, og naturligvis med langt bedre billeder end det jeg er i stand til at præsterere pt, så glæden sagde: Puf! Men ikke længere end at jeg skyndte mig at acceptere, og i stedet gjorde det på hans vegne. Her kunne jeg jo så have valgt at lade være med at melde min observation, da dyret allerede var blevet registreret, men det ville jo også være fjollet, så jeg meldte den ud, med den rette kommentar. Og i det lange lys, er det vel også en sjov detalje, at et så sjældent dyr bliver opdaget af to forskellige personer helt uafhængigt af hinanden.
Thomas siger ofte, at de ikke skal meldes ud, da der fortsat finde smagløse samlere, som vil gøre alt for at få en sådan fin sag i skuffen. Heldigt så, at det var Duus som først fandt den, og ikke en af disse fauna-kriminelle. Og at jeg heller ikke er det, og at dyret derfor nu, må man formode, er vel hjemme i Sverige igen, efter denne lille detour til de Tossede Danskeres Land...eller er det svenskerne som er tossede, når de fortsætter med at fostre morderbørn i hvad der forekommer at være en lind strøm. Lad verden kollapse og en ny fugl [sommer] flyve fra dårskabens asker. Snart.
Enjoy - trods alt!
Forårskunnen i fortsatte kuldelænker. Fint nok vejr som sådan har det været, men vinden er stadig kold. Fra øst mest. Og lidt regn kun. Det typiske. Det Nye Forår på Amager. 10-15 grader.
Men tingene sker jo og kommer alligevel. Datoen tillader ikke megen forskubbelse, så svaler, sangere og flere rovfugle er alle på vej. Selv Gøgen er blevet meldt. Vorterod alle vegne, Rød Tvetand og mirabellerne er også endelig sprunget ud. Ligesom Kirsebærtræerne på Bispebjerg Kirkegård. Siger de i fjernsynet. Hvorfor tage helt til Japan, hvis man kan hoppe på en 250S og stå midt i det, på under en time?!
Men periodens højdespringer blev uden tvivl da jeg den fjortende blev nød til at steppe ud af mit nattøj, da den daglige skanning af dagens observationer afslørede, at der var blevet set Hærfugl nede i strandparken. Uhh. En af de arter jeg mest har savnet på Amager, altid kommet for sent eller slet ikke, og som jeg har kastet mange øjne efter på mine utallige ture ud over Tømmerupvej, hvor de mange hestefolde skriger Hærfugl i Hobetal. Den var set omkring kl 15, og jeg lå nu og flød på sofaen kl 18, og der var ingen meldinger med brugbare informationer om tilstedeværelse eller forsvinden. Ok - tænkte jeg, det er jo ikke værre end 3-4 kilometer, så jeg måtte gøre det. Og i pamfiliussens stortanlagte overbærenhed lykkedes det. Endelig! Der var en 10-15 mennesker på plads, og den gik fint på græsset. På et tidspunkt fløj den ind i buskadset tæt ved, uden at jeg så dette. Men jeg så, da den kom ud igen, og fik hele det fine spraglede mønster i fint display, da den landede på græsset. Som billedet viser, var den naturligvis for langt væk for mig til at gøre noget seriøst ud af et billede, med kun en mobil til rådighed, så jeg skyndte mig videre. Men også for lige at tjekke de andre græsplæner i nærheden, hvilket lød som en god ide, da der syntes at være et mindre influx i gang af arten i disse dage. Jeg fandt dog ingen, men tilfredsheden var intakt, da jeg lagde mig tilbage på sofaen en times tid senere.
På altanen havde Blåmejserne gang i den yderste kasse, og der kommer fortsat to, men det virker ikke som om, at de går til kassen længere, men kun kommer ind for at tage kerner i kokosnødden. Der er et par Ringduer, som benytter rammen i loften, lige ud for kassen, til kissemisse-sted - de tror nok fortsat, at det er et godt sted at yngle - og måske det har været for forstyrrende for mejserne.
Og vi har fortsat ingen regering. Det skal siges at Forhandlingsoverkommandørgeneralen, alias Lille Mette fra Nordjylland, nu appellerer til voksne menneskers ansvarlighed, læs Lars Lille Løkke fra Græsted, som oprindeligt er fra Vejle, og derfor er Jyde. Men han, og måske netop derfor, vil ikke give sig, for i hans hedeste drømme er det jo ham, som skal blive statsminister i stedet for statsministeren. Jeg tror at partipolitikens dage er talte. Det giver ikke megen mening længere i et så individualiseret samfund at blive ved med at stille med det repræsentative demokrati, når viljen til at søge kompromisserne åbenlyst ikke er tilstede. Vi skal have en anden form, hvor de enkelte kandidater konfronteres mere direkte med vælgerne, som så samtidig er forpligtede til at sætte sig ind i hvem de personer er, som de ønsker at stemme på. Teknologien burde jo også gøre det muligt at finde på en helt anden model, hvor vi alle tager del i den demokratiske lovgivningsproces. Ja, det kræver noget nyt og mere af borgerne, men er det ikke netop det vi har brug for? Noget nyt og noget mere, hvor borgerne bliver vakt til live igen, og lærer at tage større ansvar for deres eget liv og vores fælles samfund?
Hov - der var den jo, den lille hærfugl! Og det er den. Ikke meget mere end en stor drossel.Og for et par dage siden blev det til endnu en overraskelse, da der sad en sommerfugl på grusbunken i Grusbunkelysningen i Kongelunden. Det var bare et hurtigt pitstop på vej mod vestamager, og da det var ret sent, og skyggerne var begyndt at falde i bagenden, så troede jeg ikke meget på noget her. Men først en dagpåfugløje, så noget var der, og så pludselig denne. Heldigvis var den lige så medgørelig som den på Amager Fælled, så da den satte sig igen, efter at være blevet vakt til flagrende live af min tilstedeværelse, kunne jeg uden den helt store hjertebanken konstatere, at det var en af de gode. Igen.
I starten da jeg mødte TL kaldt han dem De Røde Baroner. Østlig Takvinge og Kirsebærtakvinge. Prominente svævere på det Danke Lepidopterologiske Firmament. Da jeg mødte ham sidst ved den Østlige, som han vel at mærke, ikke fik, var tilnavnet rykket markant ned ad skalaen, og de bliver nu omtalt: De Røde Djævle. Tilsyneladende har han ikke selv fundet nogen Østlig i Danmark, og det sætter jo sine spor. Efter at jeg havde fået mine billeder, overvejede jeg, om jeg skulle informere ham i nuet, men med tanke på sidst, besluttede jeg at lade være, for at spare ham for de frustrationer det kunne medføre at skulle overveje, igen, om han skulle forsøge sig. Det viste sig dog, at dyret ret snart skulle forsvinde helt, så det var en god beslutning. Og endnu mere da solen var godt på vej væk fra lysningen, hvilket helt sikkert ville få sommerfuglene til at søge andre steder hen.
Med forfængeligheden intakt glædede jeg mig til at skulle melde min anden xanthomelas i år, når jeg kom hjem. Men de der styrrer at den rette jordforbindelse altid er tilstede, tog aktion før jeg kunne nå at realisere mit blæreprojekt, for det viste sig, at Kim Duus allerede havde meldt selv samme dyr på naturbasen, og naturligvis med langt bedre billeder end det jeg er i stand til at præsterere pt, så glæden sagde: Puf! Men ikke længere end at jeg skyndte mig at acceptere, og i stedet gjorde det på hans vegne. Her kunne jeg jo så have valgt at lade være med at melde min observation, da dyret allerede var blevet registreret, men det ville jo også være fjollet, så jeg meldte den ud, med den rette kommentar. Og i det lange lys, er det vel også en sjov detalje, at et så sjældent dyr bliver opdaget af to forskellige personer helt uafhængigt af hinanden.
Thomas siger ofte, at de ikke skal meldes ud, da der fortsat finde smagløse samlere, som vil gøre alt for at få en sådan fin sag i skuffen. Heldigt så, at det var Duus som først fandt den, og ikke en af disse fauna-kriminelle. Og at jeg heller ikke er det, og at dyret derfor nu, må man formode, er vel hjemme i Sverige igen, efter denne lille detour til de Tossede Danskeres Land...eller er det svenskerne som er tossede, når de fortsætter med at fostre morderbørn i hvad der forekommer at være en lind strøm. Lad verden kollapse og en ny fugl [sommer] flyve fra dårskabens asker. Snart.
Enjoy - trods alt!
2026-04-08
Foråret spændt ud over påsken, som det skete i disse dage, som nys er passeret. Naturaktiviteterne har været beskedne, men det er værd at nævne, at påsken her i den første uge af april, gik hen og blev en ekstraordinært blæsende en af slagsen. Med en ægte forårsstorm ind fra vest, Dave, som gav strejf af orkan i det nordjyske, og mindre til os andre.
Med sol de fleste dage og ikke så meget regn. Det er tredive år siden med en så kraftig aprilstorm, uden at der partout skal lægges for megen klimadramatik i det. Det sker trods alt ind imellem.
Temperaturer tæt på frysepunktet om natten.
Og så var der lige en rundtur om månen for 4 udvalgte jordboere, som hyggede sig, mens livet på jorden fortsatte med krig og andre fornedrende aktiviteter blandt de resterende medlemmer af arten.
Nattekulden gør nok, at der ikke er så megen gang i insekterne endnu, selv om solen gør sit om dagen. Dog lykkedes det at falde over endnu en Sørgekåbe i Nordskoven i går. Andre dagflyvere har været Dagpåfugløje, Det Hvide C og den mest almindelige Nældens Takvinge.
Andre ser flere takvinger og kålsommerfugle sågar.
Er blevet mere fortrolig med Skrubtudsens kvak-kvak kald, men også de holder lav profil endnu. Vejrmanden lovede sågar sneagtige tilstede i Jylland de næste dage, så foråret kommer ikke videre lige foreløbigt.
Stor Kobbersneppe, Brushane og en Rød Glente var nye arter ved Villahøj for nogle dage siden, og senest kom 4 Svaleklirer susende forbi ved Grønjordssøen. Mere er det ikke blevet til for mit vedkommende, men de som tog til nordkysten under blæsevejret fik en Sortbrynet Albatros, og var sikkert ganske glade for det.
I går så jeg en flok på 5 dådyr i Nordskoven, hvilket er første gang jeg ser dem på denne etablerede måde. Hvordan det kommer til at gå med rådyrene samme sted, må tiden vise.
Hybrid-Rørhønen var ikke ved Ravelinen, da jeg var forbi for et par dage siden, så den er nok gået i sommer mode.
Og til sidst er det med glæde, at jeg har kunnet erfare, at Den Skønne Havfrue har fundet sit nye hjem i Lemvig, med udsigt over havet, som det hør og bør sig for et sådant væsen. Heidi Røn, Jeg håber du lader dig bebarme, og tager din nytilflytter til dig med stor oprejsthed.
Enjoy!
Foråret spændt ud over påsken, som det skete i disse dage, som nys er passeret. Naturaktiviteterne har været beskedne, men det er værd at nævne, at påsken her i den første uge af april, gik hen og blev en ekstraordinært blæsende en af slagsen. Med en ægte forårsstorm ind fra vest, Dave, som gav strejf af orkan i det nordjyske, og mindre til os andre.
Med sol de fleste dage og ikke så meget regn. Det er tredive år siden med en så kraftig aprilstorm, uden at der partout skal lægges for megen klimadramatik i det. Det sker trods alt ind imellem.
Temperaturer tæt på frysepunktet om natten.
Og så var der lige en rundtur om månen for 4 udvalgte jordboere, som hyggede sig, mens livet på jorden fortsatte med krig og andre fornedrende aktiviteter blandt de resterende medlemmer af arten.
Nattekulden gør nok, at der ikke er så megen gang i insekterne endnu, selv om solen gør sit om dagen. Dog lykkedes det at falde over endnu en Sørgekåbe i Nordskoven i går. Andre dagflyvere har været Dagpåfugløje, Det Hvide C og den mest almindelige Nældens Takvinge.
Andre ser flere takvinger og kålsommerfugle sågar.
Er blevet mere fortrolig med Skrubtudsens kvak-kvak kald, men også de holder lav profil endnu. Vejrmanden lovede sågar sneagtige tilstede i Jylland de næste dage, så foråret kommer ikke videre lige foreløbigt.
Stor Kobbersneppe, Brushane og en Rød Glente var nye arter ved Villahøj for nogle dage siden, og senest kom 4 Svaleklirer susende forbi ved Grønjordssøen. Mere er det ikke blevet til for mit vedkommende, men de som tog til nordkysten under blæsevejret fik en Sortbrynet Albatros, og var sikkert ganske glade for det.
I går så jeg en flok på 5 dådyr i Nordskoven, hvilket er første gang jeg ser dem på denne etablerede måde. Hvordan det kommer til at gå med rådyrene samme sted, må tiden vise.
Hybrid-Rørhønen var ikke ved Ravelinen, da jeg var forbi for et par dage siden, så den er nok gået i sommer mode.
Og til sidst er det med glæde, at jeg har kunnet erfare, at Den Skønne Havfrue har fundet sit nye hjem i Lemvig, med udsigt over havet, som det hør og bør sig for et sådant væsen. Heidi Røn, Jeg håber du lader dig bebarme, og tager din nytilflytter til dig med stor oprejsthed.
Enjoy!
2026-04-02
Sen-marts ud af døren med en kølig skulder og halvtørre trækninger. Lidt for køligt de sidste par uger til at kalde foråret rigtigt igang. Nattefrost, eller tæt på, mange nætter, med rim på græsset næste morgen. Og fortsat ind i april.
Af samme grund har der været mest aktivitet i fuglene, uden dog at være prangende i min optik. En han Spidsand i Grønjordssøen var min første herinde. Gad vide om Finn fik den. Men han bor jo nærmest derude i denne tid, så mon ikke. Ved Ravelinen holder hybriden fortsat ud, mens der sidste gang jeg var der var nul Hættemåger, hvilket er usædvanligt, selv om de selvfølgelig er på vej mod deres ynglepladser.
Sildemågerne drysser stille og roligt igennem i parløb, med stop hvor det ser indbydende ud. Alle har været intermedius. Og så lykkedes det endelig at få en Rødtoppet Fuglekonge i Kongelunden den 29. Marts. En af de tavse, spottet i en løs flok med Fuglekonger. Og de første Sangdrosler er i gang med at varme stemmerne op, også en spøjs en i Lunden på Amager Fælled, som lød som en, men som sad lavt i en pil, og ikke ville lade sig se. Ikke normalt at de sidder og småsynger så lavt på den måde, så måske det alligevel var et superhit, for den lød nærmest eksotisk. Skulle måske have tilkaldt TEO, men han ville nok bare kalde det for en afvigende Solsort, og så fortsætte på sin el-cykel ud til Klydesøen for selv at finde en rigtigt godbid.
Svirrefluerne, eller mere præcist, Svirrefluen begyndte for mig at flyve den 21. Marts. At den ikke kom med i forrige nummer af Livets Gang På Amager, skyldes at jeg først lige skulle have den bekræftet af Piphansen. Det var en Ræverød-Urtesvirreflue som sad på de døde blade i Fasanskovlysningen. En tidlig og knapt så almindelig art, men der blev alligevel meldt adskillige rundt omkring, og samme Piphans fik den også dagen efter. En ny art for ham sågar. Mine billeder var fortsat af mobiltypen, men de kunne heldigvis bruges.
Jordbierne flyver også. De hvidbrystede startede jo for længe siden ved Ottehøj, men i disse dage finder jeg en hel del Forårsjordbier rundt omkring. Og kun den tilsyneladende.
I går fik jeg de første Store Humlefluer, denne skarpt-udseende flue med den lanseagtige snabel, som er ganske almindelig.
Sommerfuglene er i sagens kolde natur fortsat bagud her på øen. Min første dagpåfugleøje fik jeg for et par dage siden på Amager Fælled, mens den skyfri himmel i går gav først Det Hvide C i Heksegryden og derefter årets første Sørgekåbe i Fonscolombii-lysningen. Den sidste ca. en uge senere end sidste år. Men altså intet mærkværdigt i det, med kulden i mente.
Guldsmedene flyver jo også allerede, men kun de Bornholmske Vintervandnymfer som Harald finder. Og han finder tilsyneladende kun få, at dømme ud fra hans meldinger på naturbasen.
Danmark kommer som forventet ikke med til VM. De danske dyre drenge skulle lige have sat håret i Prag og kløet hinanden på ryggen, før de kom ud på grønsværen, og da de så endelig kom ud, var kampen overstået, og alle gået hjem. Håndbold-herrerne kan, så hvad er det med fodbolden som ikke fungerer. De hurtige på floskel-aftrækkeren kræver naturligvis træner Riemer fyret, men det kan jo ikke blive ved med at være trænerens skyld, når det tydeligvis er spillernes manglende mentale formåen som gør, at de endnu en gang står tilbage som en flok overbetalte inkompetente fjolser. Eriksen og Højbjerg, som skulle forestille at være de modne kræfter på holder, er jo begge to pive-dyr at høre på, og begge med vigende blikke. Og i sidstnævntes tilfælde hjælper det altså ikke, at man har smurt tato-farvelade ud over begge arme i den tro at man derved automatisk bliver til en ægte og respektindgydende Bad-Ass.
Der skal helt nye boller på suppen, hvis man fortsat ønsker at gøre sig gældende i det game. Og det er måske det store spørgsmål: Ønsker spillerne oprigtigt at gøre sig gældende? Eller er de ramt af et nybrud blandt elitesportsfolk, som endelig har forstået at verden aldrig bliver et bedre sted, når konkurrence-mentaliteten bliver fremhævet som en dyd. Hvis drengenes vigende evner på banen er et udtryk for, at de dybest set finder gamet meningsløst, så glæder jeg mig på deres og verdens vegne. At de mest konkurrence-mindede i vort samfund beslutter sig for at træde tilbage og søge nye aktiviteter til fællesskabets gavn, vil være et stort skridt i den rigtige retning.
Og så er der jo det med vores nysoverståede valg. I individualitets logiske optik, er det ikke overraskende, at vi nu har 12 partier i folketinget. Det er blevet lettere at stemme sig til et mere præcist match, og det er ikke så dårligt. Desværre sker der også det, at kandidaten bliver mere tyndbenede jo bredere paletten er. To dage efter valget blev to nye ekskluderet af deres respektive partier dømt på moralske mangler. Den ene, en ung selfie-gås løj om at hendes kæreste solgte narkotika, LA, og den anden fidlede med finanserne i et bo-opgør han var del i, Borgernes Parti. Førstnævntes formand. Alex Vanopslagh har tidligere taget kokain, hvilket som bekendt er et forbudt narkotikum. Han bliver. Naturligvis. For han har jo angret, og derved kan vi alle lade som om at intet var hændt, og trygt overlade styringen af landet i hans gode hænder, skulle det nå så vidt, at hans statsministerdrømme skulle blive indfriede. Det er på det lav, at Danmark bevæger sig, og sikkert også verden generelt.
Men hvad gør man? Tager kampen op mod dårskaben eller lægger de brede skuldre til, mens man bevæger sig ud til vandhullet med kamera i den ene hånd og net og gode intentioner i den anden?
Du ved det!
Og Enjoy så.
Sen-marts ud af døren med en kølig skulder og halvtørre trækninger. Lidt for køligt de sidste par uger til at kalde foråret rigtigt igang. Nattefrost, eller tæt på, mange nætter, med rim på græsset næste morgen. Og fortsat ind i april.
Af samme grund har der været mest aktivitet i fuglene, uden dog at være prangende i min optik. En han Spidsand i Grønjordssøen var min første herinde. Gad vide om Finn fik den. Men han bor jo nærmest derude i denne tid, så mon ikke. Ved Ravelinen holder hybriden fortsat ud, mens der sidste gang jeg var der var nul Hættemåger, hvilket er usædvanligt, selv om de selvfølgelig er på vej mod deres ynglepladser.
Sildemågerne drysser stille og roligt igennem i parløb, med stop hvor det ser indbydende ud. Alle har været intermedius. Og så lykkedes det endelig at få en Rødtoppet Fuglekonge i Kongelunden den 29. Marts. En af de tavse, spottet i en løs flok med Fuglekonger. Og de første Sangdrosler er i gang med at varme stemmerne op, også en spøjs en i Lunden på Amager Fælled, som lød som en, men som sad lavt i en pil, og ikke ville lade sig se. Ikke normalt at de sidder og småsynger så lavt på den måde, så måske det alligevel var et superhit, for den lød nærmest eksotisk. Skulle måske have tilkaldt TEO, men han ville nok bare kalde det for en afvigende Solsort, og så fortsætte på sin el-cykel ud til Klydesøen for selv at finde en rigtigt godbid.
Svirrefluerne, eller mere præcist, Svirrefluen begyndte for mig at flyve den 21. Marts. At den ikke kom med i forrige nummer af Livets Gang På Amager, skyldes at jeg først lige skulle have den bekræftet af Piphansen. Det var en Ræverød-Urtesvirreflue som sad på de døde blade i Fasanskovlysningen. En tidlig og knapt så almindelig art, men der blev alligevel meldt adskillige rundt omkring, og samme Piphans fik den også dagen efter. En ny art for ham sågar. Mine billeder var fortsat af mobiltypen, men de kunne heldigvis bruges.
Jordbierne flyver også. De hvidbrystede startede jo for længe siden ved Ottehøj, men i disse dage finder jeg en hel del Forårsjordbier rundt omkring. Og kun den tilsyneladende.
I går fik jeg de første Store Humlefluer, denne skarpt-udseende flue med den lanseagtige snabel, som er ganske almindelig.
Sommerfuglene er i sagens kolde natur fortsat bagud her på øen. Min første dagpåfugleøje fik jeg for et par dage siden på Amager Fælled, mens den skyfri himmel i går gav først Det Hvide C i Heksegryden og derefter årets første Sørgekåbe i Fonscolombii-lysningen. Den sidste ca. en uge senere end sidste år. Men altså intet mærkværdigt i det, med kulden i mente.
Guldsmedene flyver jo også allerede, men kun de Bornholmske Vintervandnymfer som Harald finder. Og han finder tilsyneladende kun få, at dømme ud fra hans meldinger på naturbasen.
Danmark kommer som forventet ikke med til VM. De danske dyre drenge skulle lige have sat håret i Prag og kløet hinanden på ryggen, før de kom ud på grønsværen, og da de så endelig kom ud, var kampen overstået, og alle gået hjem. Håndbold-herrerne kan, så hvad er det med fodbolden som ikke fungerer. De hurtige på floskel-aftrækkeren kræver naturligvis træner Riemer fyret, men det kan jo ikke blive ved med at være trænerens skyld, når det tydeligvis er spillernes manglende mentale formåen som gør, at de endnu en gang står tilbage som en flok overbetalte inkompetente fjolser. Eriksen og Højbjerg, som skulle forestille at være de modne kræfter på holder, er jo begge to pive-dyr at høre på, og begge med vigende blikke. Og i sidstnævntes tilfælde hjælper det altså ikke, at man har smurt tato-farvelade ud over begge arme i den tro at man derved automatisk bliver til en ægte og respektindgydende Bad-Ass.
Der skal helt nye boller på suppen, hvis man fortsat ønsker at gøre sig gældende i det game. Og det er måske det store spørgsmål: Ønsker spillerne oprigtigt at gøre sig gældende? Eller er de ramt af et nybrud blandt elitesportsfolk, som endelig har forstået at verden aldrig bliver et bedre sted, når konkurrence-mentaliteten bliver fremhævet som en dyd. Hvis drengenes vigende evner på banen er et udtryk for, at de dybest set finder gamet meningsløst, så glæder jeg mig på deres og verdens vegne. At de mest konkurrence-mindede i vort samfund beslutter sig for at træde tilbage og søge nye aktiviteter til fællesskabets gavn, vil være et stort skridt i den rigtige retning.
Og så er der jo det med vores nysoverståede valg. I individualitets logiske optik, er det ikke overraskende, at vi nu har 12 partier i folketinget. Det er blevet lettere at stemme sig til et mere præcist match, og det er ikke så dårligt. Desværre sker der også det, at kandidaten bliver mere tyndbenede jo bredere paletten er. To dage efter valget blev to nye ekskluderet af deres respektive partier dømt på moralske mangler. Den ene, en ung selfie-gås løj om at hendes kæreste solgte narkotika, LA, og den anden fidlede med finanserne i et bo-opgør han var del i, Borgernes Parti. Førstnævntes formand. Alex Vanopslagh har tidligere taget kokain, hvilket som bekendt er et forbudt narkotikum. Han bliver. Naturligvis. For han har jo angret, og derved kan vi alle lade som om at intet var hændt, og trygt overlade styringen af landet i hans gode hænder, skulle det nå så vidt, at hans statsministerdrømme skulle blive indfriede. Det er på det lav, at Danmark bevæger sig, og sikkert også verden generelt.
Men hvad gør man? Tager kampen op mod dårskaben eller lægger de brede skuldre til, mens man bevæger sig ud til vandhullet med kamera i den ene hånd og net og gode intentioner i den anden?
Du ved det!
Og Enjoy så.
2026-03-21
Forårsvejr på den glade måde, kan man vel godt kalde de sidste par ugers klimatologiske afledningsprodukt. Tørt med en del sol og kun lidt regn. Gode temperatuerer på plus 10 grader kalder de det, og det har været rigtigt nok, men som sædvanlig er der lidt koldere i luften på Amager, når vinden kommer ind fra Køge Bugt og Øresund. Vinden har været medgørelig.
Paddetid eller ej, de lader vente på sig, pånær en enkelt hun ved Den Landskabelige Kanal, som bare stod stille i lodret positur i vandet med noget hvid vatagtigt fråde omkring munden. Død?
Amager Fælled har undergået en forvandling. Selvfølgelig den fortsatte konstruktion af Fælledbyen, men fra sidste år nu også en raseren af underskoven mange steder for at give plads til et nyt hegn rundt om et større området, hvor flere dyr skal græsse. Man brokker sig indvendigt. I det mindste. Og så den største overraskelse rundt på øen generelt, hvor der herudover har været stilstand i styrelsens trang til at agere. Men de har ageret, tidligere. Dog altså Københavns Kommune. For bare tre dage siden fandt jeg ud af, at der er blevet lavet to nye vandhuller i den nordlige ende af Amager Fælled. I området jeg kalder Lunden. Paddefordybninger med håb om dette og guldsmede. Sågar. Det står der på skiltet. De blev lavet i 23, og jeg husker nu tydeligt, hvordan jeg gentagne gange er kørt forbi, og forbandede de mange arbejdere man stødte på i det område. Så altså ikke alting føres frem ved ignorans og manglende evner. Jeg raster min sag hermed, i denne omgang, og ser frem til hvad de næste sæsoner kan bringe.
Den store bingo-dag i denne periode (eller den første) blev den femtende, da nogen meldte rødhalset gås på linjen. Den er jo nærmest blevet årlig på Amager, så vi løfter ikke helt så mange øjenbryn som i starten, men når man alligevel skal ud og holde sig ved lige, kan man jo lige så godt lægge vejen forbi. Helt ude på Pinseskovengen, nede langs Frieslandsvej. En femhundrede bramgæs og så den. Lille og væver. En ung fugl. Men det store clue her, var ikke den, men en enkelt tidlig knortegås, som havde valgt at slutte sig til det forkerte selskab, åbenbart, på vej nordpå. De kommer normalt ikke før end i april/maj. Det lignede også en ungfugl, så måske de unge er for lette at lokke i disse tider?
Men der var mere i bøssen den dag, for rundt langs hejresøen kom der pludselig en større kompakt rovfugl glidende ned mod Kongelunden. Større relativt set, da vi var ovre i høgeklassen. Kikkerten på, og en fin gammel Duehøg med det veludviklede brystparti (og hvem holder ikke af det), så glæden var stor. En tricky årsart at få på øen. Og særligt senere når man ikke længere har tid til at holde så meget øje med fuglene som nu. Og usædvanlighederne var ikke slut dermed, for da jeg kom op over dæmningen og igennem kongelundslågen, og tog en kigger ned langs kanalen ud mod tanghjørnet, så jeg en anderledes mørk fugl ligge og klumpe lidt på sivkanten over vandet. Den var nærmest sort og da jeg i det første halve sekund fornemmede et orange næb, var mine tanker straks på hybrid-rørhønen fra Ravelinen på Christianshavn. En til ville have usædvanligt, og det vidste sig da også, at det ikke var en høne, men en and. En sortand. En han, som havde tydeligt skadet vinge, og nok havde taget hele den lange tur ind fra bugten for at finde et fredeligt sted at komme sig. Eller dø. Den var væk næste dag.
Uglerne i skoven har haft den samme konstellation som hele vinteren. Kun den østlige viser sig. Og den viste sig åbenbart også i svogerens ny-erhvervede kikkert, som vi købte sammen kort tid før. Og det er da glædeligt at den her to uger efter fortsat virker.
Tranerne stryger stille og roligt igennem på den solklare himmel med trumpeten i dur, når de svæver over. Altid dejligt. Og de første syngende gransangere er i gang, mens min lokale jernspurv ikke har ladet sig lyde endnu. Og det er ikke et godt tegn, for den plejer at være den første, jeg hører i året.
Viber, Strandskader og Klyder. Der er fortsat en del vand i Klydesøen, men de er der og venter på det store signal.
28 rastende Pibesvaner lå ude på vandet ved sydtårnet. Det var helt stille og unaturligt fredeligt. Nærmest. Deres lyd er dybere og kortere end sangsvanernes, som om at de af natur er mere dystre i sindet. De holdt sig tydeligvis for sig selv langt ude på vandet. Tættere på kysten var der mange knopsvaner og lidt sangsvaner, men der skulle ikke blandes her. Så de er nok lidt for sig selv. Og selvfølgelig flest nok russiske.
Sommerfuglene har gjort som de plejer. Beskedne i fremmarch på Amager tidligt på sæsonen, så jeg har kun kunnet finde Nældens Takvinger, mens der ude omkring i landet bliver meldt flere af de overvintrende takvinger. Mange Citronsommerfugle.
Men så i går skulle jeg ind til byen og hente en tredjedel fyldt bøtte skibslak hos min nevø på hans arbejde. Gjort for at jeg kunne slippe for at køre helt til ydre Frederiksberg, hvor han bor. Et par kilometers forskel vel nok, men alt tæller. Men det som talte mest, var nok, at jeg gerne ville have fat i den så hurtigt som muligt, så jeg kunne få den brugt til at lakere den hylde, som ville komme samme dag med GLS til afhenting i Brugsen (nu inde i butikken helt nede ved mejeriafdelingen), og det gjorde den, og jeg fik lakken, og jeg valgte at køre hjem over Amager Fælled, og lige tage en stopper for at lure flere sommerfugle eller andet kryb på vejen. Andre, væk fra Amager, ser allerede svirrefluer og andet godt, mens disse endnu mangler her på øen. Men altså lakken skulle bruges så snart som muligt, så jeg kunne blive færdig med at shine badeværelset op, så jeg kunne komme videre i livet med sjovere ting. Hele bygningskomplekset skal renoveres for over 400 millioner de næste år, men da der i det beløb ikke er afsat midler til at gøre badeværelset lidt mere indbydende, må man jo selv komme til lommerne.
Og altså. Da jeg så gik der ved de nysopdagede paddevandhuller, og kun havde set en enkelt Nældens Takvinge, var jeg sådan set villig til bare at smutte videre og få dagens hjemmeprogram sat i sving. Men så fløj der pludselig en op. Rødlig og større end de fleste NT'er og ret langsom i bevægelserne. De fleste NT'er flyver langt væk, når de bliver skræmt op, så jeg frygtede, at det samme ville ske nu. Men den landende heldigvis igen et par meter væk. Og først håbede jeg bare. Så stor og så rød. Det måtte være...og endelig lykkedes det at få set den med åbne vinger, og jeg var ret sikker, og billederne og senere TL bekræftede, at det var en Østlig Takvinge! Den første i år, og min første selvfundne. Meget flot, meget lækkert og meget glad.
Thomas kom til i taxa fra arbejde, og vi kommunikerede løbende undervejs, og jeg kunne bekræfte at den fortsat var der. Indtil 10 minutter før hans ankomst. Den forsvandt stille og roligt sydpå med i en afslappet flugt lige forbi mig, og blev ikke fundet igen. Thomas havde alarmeret Elin, men lige meget hjalp det. Jeg måtte hjem, og de fandt den ikke efterfølgende heller.
Nu prøver vi alle igen i dag. Når dagens dont er gjort. Der var jo lige en hylde der skulle lakeres.
Enjoy!
Forårsvejr på den glade måde, kan man vel godt kalde de sidste par ugers klimatologiske afledningsprodukt. Tørt med en del sol og kun lidt regn. Gode temperatuerer på plus 10 grader kalder de det, og det har været rigtigt nok, men som sædvanlig er der lidt koldere i luften på Amager, når vinden kommer ind fra Køge Bugt og Øresund. Vinden har været medgørelig.
Paddetid eller ej, de lader vente på sig, pånær en enkelt hun ved Den Landskabelige Kanal, som bare stod stille i lodret positur i vandet med noget hvid vatagtigt fråde omkring munden. Død?
Amager Fælled har undergået en forvandling. Selvfølgelig den fortsatte konstruktion af Fælledbyen, men fra sidste år nu også en raseren af underskoven mange steder for at give plads til et nyt hegn rundt om et større området, hvor flere dyr skal græsse. Man brokker sig indvendigt. I det mindste. Og så den største overraskelse rundt på øen generelt, hvor der herudover har været stilstand i styrelsens trang til at agere. Men de har ageret, tidligere. Dog altså Københavns Kommune. For bare tre dage siden fandt jeg ud af, at der er blevet lavet to nye vandhuller i den nordlige ende af Amager Fælled. I området jeg kalder Lunden. Paddefordybninger med håb om dette og guldsmede. Sågar. Det står der på skiltet. De blev lavet i 23, og jeg husker nu tydeligt, hvordan jeg gentagne gange er kørt forbi, og forbandede de mange arbejdere man stødte på i det område. Så altså ikke alting føres frem ved ignorans og manglende evner. Jeg raster min sag hermed, i denne omgang, og ser frem til hvad de næste sæsoner kan bringe.
Den store bingo-dag i denne periode (eller den første) blev den femtende, da nogen meldte rødhalset gås på linjen. Den er jo nærmest blevet årlig på Amager, så vi løfter ikke helt så mange øjenbryn som i starten, men når man alligevel skal ud og holde sig ved lige, kan man jo lige så godt lægge vejen forbi. Helt ude på Pinseskovengen, nede langs Frieslandsvej. En femhundrede bramgæs og så den. Lille og væver. En ung fugl. Men det store clue her, var ikke den, men en enkelt tidlig knortegås, som havde valgt at slutte sig til det forkerte selskab, åbenbart, på vej nordpå. De kommer normalt ikke før end i april/maj. Det lignede også en ungfugl, så måske de unge er for lette at lokke i disse tider?Men der var mere i bøssen den dag, for rundt langs hejresøen kom der pludselig en større kompakt rovfugl glidende ned mod Kongelunden. Større relativt set, da vi var ovre i høgeklassen. Kikkerten på, og en fin gammel Duehøg med det veludviklede brystparti (og hvem holder ikke af det), så glæden var stor. En tricky årsart at få på øen. Og særligt senere når man ikke længere har tid til at holde så meget øje med fuglene som nu. Og usædvanlighederne var ikke slut dermed, for da jeg kom op over dæmningen og igennem kongelundslågen, og tog en kigger ned langs kanalen ud mod tanghjørnet, så jeg en anderledes mørk fugl ligge og klumpe lidt på sivkanten over vandet. Den var nærmest sort og da jeg i det første halve sekund fornemmede et orange næb, var mine tanker straks på hybrid-rørhønen fra Ravelinen på Christianshavn. En til ville have usædvanligt, og det vidste sig da også, at det ikke var en høne, men en and. En sortand. En han, som havde tydeligt skadet vinge, og nok havde taget hele den lange tur ind fra bugten for at finde et fredeligt sted at komme sig. Eller dø. Den var væk næste dag.
Uglerne i skoven har haft den samme konstellation som hele vinteren. Kun den østlige viser sig. Og den viste sig åbenbart også i svogerens ny-erhvervede kikkert, som vi købte sammen kort tid før. Og det er da glædeligt at den her to uger efter fortsat virker.
Tranerne stryger stille og roligt igennem på den solklare himmel med trumpeten i dur, når de svæver over. Altid dejligt. Og de første syngende gransangere er i gang, mens min lokale jernspurv ikke har ladet sig lyde endnu. Og det er ikke et godt tegn, for den plejer at være den første, jeg hører i året.
Viber, Strandskader og Klyder. Der er fortsat en del vand i Klydesøen, men de er der og venter på det store signal.
28 rastende Pibesvaner lå ude på vandet ved sydtårnet. Det var helt stille og unaturligt fredeligt. Nærmest. Deres lyd er dybere og kortere end sangsvanernes, som om at de af natur er mere dystre i sindet. De holdt sig tydeligvis for sig selv langt ude på vandet. Tættere på kysten var der mange knopsvaner og lidt sangsvaner, men der skulle ikke blandes her. Så de er nok lidt for sig selv. Og selvfølgelig flest nok russiske.
Sommerfuglene har gjort som de plejer. Beskedne i fremmarch på Amager tidligt på sæsonen, så jeg har kun kunnet finde Nældens Takvinger, mens der ude omkring i landet bliver meldt flere af de overvintrende takvinger. Mange Citronsommerfugle.
Men så i går skulle jeg ind til byen og hente en tredjedel fyldt bøtte skibslak hos min nevø på hans arbejde. Gjort for at jeg kunne slippe for at køre helt til ydre Frederiksberg, hvor han bor. Et par kilometers forskel vel nok, men alt tæller. Men det som talte mest, var nok, at jeg gerne ville have fat i den så hurtigt som muligt, så jeg kunne få den brugt til at lakere den hylde, som ville komme samme dag med GLS til afhenting i Brugsen (nu inde i butikken helt nede ved mejeriafdelingen), og det gjorde den, og jeg fik lakken, og jeg valgte at køre hjem over Amager Fælled, og lige tage en stopper for at lure flere sommerfugle eller andet kryb på vejen. Andre, væk fra Amager, ser allerede svirrefluer og andet godt, mens disse endnu mangler her på øen. Men altså lakken skulle bruges så snart som muligt, så jeg kunne blive færdig med at shine badeværelset op, så jeg kunne komme videre i livet med sjovere ting. Hele bygningskomplekset skal renoveres for over 400 millioner de næste år, men da der i det beløb ikke er afsat midler til at gøre badeværelset lidt mere indbydende, må man jo selv komme til lommerne.
Og altså. Da jeg så gik der ved de nysopdagede paddevandhuller, og kun havde set en enkelt Nældens Takvinge, var jeg sådan set villig til bare at smutte videre og få dagens hjemmeprogram sat i sving. Men så fløj der pludselig en op. Rødlig og større end de fleste NT'er og ret langsom i bevægelserne. De fleste NT'er flyver langt væk, når de bliver skræmt op, så jeg frygtede, at det samme ville ske nu. Men den landende heldigvis igen et par meter væk. Og først håbede jeg bare. Så stor og så rød. Det måtte være...og endelig lykkedes det at få set den med åbne vinger, og jeg var ret sikker, og billederne og senere TL bekræftede, at det var en Østlig Takvinge! Den første i år, og min første selvfundne. Meget flot, meget lækkert og meget glad.Thomas kom til i taxa fra arbejde, og vi kommunikerede løbende undervejs, og jeg kunne bekræfte at den fortsat var der. Indtil 10 minutter før hans ankomst. Den forsvandt stille og roligt sydpå med i en afslappet flugt lige forbi mig, og blev ikke fundet igen. Thomas havde alarmeret Elin, men lige meget hjalp det. Jeg måtte hjem, og de fandt den ikke efterfølgende heller.
Nu prøver vi alle igen i dag. Når dagens dont er gjort. Der var jo lige en hylde der skulle lakeres.
Enjoy!
2026-03-11
Det gode vejr med forår i ascendanten fortsatte indtil i dag. Sløret skyfrit og omkring 10 grader med kun lidt sydøstlig vind. Nu er det blevet overskyet, og de lover dage med byger og mere vind.
Der bliver allerede meldt en del biller og svirrefluer rundt omkring, men som sædvanlig er det sparsomt, hvad man ser her på Amager. De havkølige forhold, du ved.
I går blev der meldt om det første fedtemøg. For tidligt, til stor bekymring, og selv da, nu hvor vi skal til valg om 2 uger, står de samme ansvarlige ministre og væver deres ene arrogante undskyldning efter den anden. Man må håbe at danskerne denne gang træder i karakter og vælger nogle mennesker, som reelt vil og tør træffe de upopulære beslutninger, som er nødvendige for at bringe den verden ind en levedygtigt tilstand. Nogen som tør sige fra over for det syge økonomiske magtspil, som får lov at styre verdens gang.
Men tranerne kommer heldigvis alligevel, og jeg tænker, at de har nydt deres stille og rolige nordenfart i disse behagelige dage, vi har haft. Og de første gransangere. Og FO med en Kaspisk Måge i Grønjordssøen, som jeg ikke umiddelbart kunne se holdt vand, men måske man ville blive klogere, hvis man var dukket for et selvsyn. Men det gjorde man ikke, da man hellere ville ud og prøve at finde tidlige sommerfugle i pinseskoven, og selvfølgelig også for at give den potentielle Vintervandnymfe en chance. Den der tror skal finde, eller, altså, den kommer en dag!
Strandskaderne kom først til Bøjlegrunden i år, men et stikbesøg i Dragør ved Gåsebyen gav ingen. Der er påfaldende lidt vand på græsset i lavningen, så måske der slet ikke kommer nogen i år. Men igen, Bøjlegrunden er jo også helt tør, så det må være græsset i sig selv de standser for, så håb, ja.
Sommerfuglene er fortsat kun Nældens Takvinger på vores kanter, men jeg tænker at det ikke kan vare længe, før der kommer andre til.
Var med Henrik ude, inde, oppe for at købe ny kikkert i lørdags. Storsindet af mig, da jeg jo fornægter og -agter DOF, og derfor helst ville ignore dem ihjel, men i faktualitetens navn, foreslog jeg at tage i Naturbutikken, da de trods alt har viden, engagement og et fornuftigt udvalg at vælge imellem. Det hed sig, at de havde åbent mellem 10-14 om lørdagen, men da vi troppede op 09:59 var der mørkt som i graven derinde, og der skete intet heller efter, at vi havde rundet timen. Et hurtig webopslag, og det stod klart, at der var en grund: De har kun åbent om lørdagen i ulige uger. På døren stod der intet om dette. Diskrepans som muligvis understøtter mistanken om, at det måske ikke går helt så godt for dem, som de kunne ønske. Måske mange køber på nettet, men specielt noget så værdifuldt som en kikkert, forestiller jeg mig at, de fleste gerne vil besigtige ved selvsyn, og prøvelse, så det ville da være oplagt netop at holde åbent i weekenderne, hvor flertallet af danskerne har fri, og derfor lettere ville kunne komme af med deres penge på disse dage.
Men det var heldigvis ikke det helt store problem, for i dag findes der et fornuftigt alternativ, hvis man gerne vil købe en god kikkert af fagfolk, så vi kørte til Holte, hvor ImageFoto ligger lige midt i Midtpunktet. En Zeiss-affilieret 10x32 kikkert, blev valget. Og den kunne også for mig have været et attraktivt bud på en kikkert med en meget lille nærafstand, idet man/jeg kunne stå og kigge direkte ned på mine fødder og se skarpt. Det er lige præcis det, man gerne vil kunne, hvis man kan lide at se på sommerfugle og guldsmede. Dog vil jeg gerne prøve den lille Pentax kikkert med en nærfokus på en halv meter, før jeg kaster mig ud i nyt udstyr.
Spøjst nok forsvandt de fleste fugle fra altanen på samme dag som forårssolen slog igennem. De må have været ivrige efter at komme i gang med løjerne. Nu er det mest de helt lokale blåmejser og en due i ny og næ, som napper en kerne.
De sidste par morgener er jeg vågnet med bid/stik på fødderne, og da der for nogle uger siden blev sprøjtet for væggelus højere oppe i opgangen, var det oplagt at tænke, at de som havde overlevet, var flygtet ned til mig på første sal. For jeg kunne på ingen måde forestille mig, at vi allerede i starten af marts ville være udsat for stikkende og bidende kryb i skoven. Jeg fik tilkaldt ejendommens mand på området, og han kom beundringsvist hurtigt. Men han kunne ikke finde noget. Til gengæld blev jeg lidt klogere på dyrene, og forstår nu at de ikke er små og usynlige at man ikke ville opdage dem hvis de var til stede. Det havde jeg ellers troet indtil nu. Men det er større sager, i retning af flåter før de suger blod. Og i så fald, må jeg acceptere at det nok ikke drejde sig om væggelus, da jeg har et godt øje til den slags kryb, og ikke har lagt mærke til noget.
Så det står nu som et spørgsmål, hvad det så kunne være så tidligt på sæsonen. Og her begynder jeg at hælde i retningen af mider. I Nordamerika kaldes de chiggers, og de sidder i græs og lang vegetation og angriber, når man går forbi. De bruger et par dage på at komme i udbrud, efter at de har angrebet, og de begynder at klø, og man opdager et lille rødligt hævet område omkring stedet. Og de så små at man ikke kan se dem med det blotte øje. Jeg har naturligvis været i skoven i løbet af de seneste dage, og det lyder derfor som den mest oplagte forklaring; at vi også herhjemme nu kan opleve denne plage. Sikkert andre arter, men samme effekt. I Mexico kan det gå helt galt, hvilket jeg har oplevet et par gange. Hele kroppen angrebet af et sted mellem 50 og 100 bid, som alle klør! På en gang. Alkohol siges at dræbe dem, så hvis man bader sig i sprit, når man kommer hjem, mindsker man risikoen for at komme til at lide. Herhjemme synes de at findes i mindre antal pr sted, så man slipper billigere. Og det lader til at virke, hvis man kradser godt i bidet, så man får en lille blødning på stedet, og derved åbenbart for skrabet miden væk. Og tror jeg, mindsket klø-effekten de følgende dage.
Ingen andre synes at tale om disse plager herhjemme, men de bliver måske bare lagt ind under gruppen af plagsomme insekter, som vi må finde os i på vores kanter.
Husk gummistøvlen og Enjoy!
Det gode vejr med forår i ascendanten fortsatte indtil i dag. Sløret skyfrit og omkring 10 grader med kun lidt sydøstlig vind. Nu er det blevet overskyet, og de lover dage med byger og mere vind.
Der bliver allerede meldt en del biller og svirrefluer rundt omkring, men som sædvanlig er det sparsomt, hvad man ser her på Amager. De havkølige forhold, du ved.
I går blev der meldt om det første fedtemøg. For tidligt, til stor bekymring, og selv da, nu hvor vi skal til valg om 2 uger, står de samme ansvarlige ministre og væver deres ene arrogante undskyldning efter den anden. Man må håbe at danskerne denne gang træder i karakter og vælger nogle mennesker, som reelt vil og tør træffe de upopulære beslutninger, som er nødvendige for at bringe den verden ind en levedygtigt tilstand. Nogen som tør sige fra over for det syge økonomiske magtspil, som får lov at styre verdens gang.
Men tranerne kommer heldigvis alligevel, og jeg tænker, at de har nydt deres stille og rolige nordenfart i disse behagelige dage, vi har haft. Og de første gransangere. Og FO med en Kaspisk Måge i Grønjordssøen, som jeg ikke umiddelbart kunne se holdt vand, men måske man ville blive klogere, hvis man var dukket for et selvsyn. Men det gjorde man ikke, da man hellere ville ud og prøve at finde tidlige sommerfugle i pinseskoven, og selvfølgelig også for at give den potentielle Vintervandnymfe en chance. Den der tror skal finde, eller, altså, den kommer en dag!
Strandskaderne kom først til Bøjlegrunden i år, men et stikbesøg i Dragør ved Gåsebyen gav ingen. Der er påfaldende lidt vand på græsset i lavningen, så måske der slet ikke kommer nogen i år. Men igen, Bøjlegrunden er jo også helt tør, så det må være græsset i sig selv de standser for, så håb, ja.
Sommerfuglene er fortsat kun Nældens Takvinger på vores kanter, men jeg tænker at det ikke kan vare længe, før der kommer andre til.
Var med Henrik ude, inde, oppe for at købe ny kikkert i lørdags. Storsindet af mig, da jeg jo fornægter og -agter DOF, og derfor helst ville ignore dem ihjel, men i faktualitetens navn, foreslog jeg at tage i Naturbutikken, da de trods alt har viden, engagement og et fornuftigt udvalg at vælge imellem. Det hed sig, at de havde åbent mellem 10-14 om lørdagen, men da vi troppede op 09:59 var der mørkt som i graven derinde, og der skete intet heller efter, at vi havde rundet timen. Et hurtig webopslag, og det stod klart, at der var en grund: De har kun åbent om lørdagen i ulige uger. På døren stod der intet om dette. Diskrepans som muligvis understøtter mistanken om, at det måske ikke går helt så godt for dem, som de kunne ønske. Måske mange køber på nettet, men specielt noget så værdifuldt som en kikkert, forestiller jeg mig at, de fleste gerne vil besigtige ved selvsyn, og prøvelse, så det ville da være oplagt netop at holde åbent i weekenderne, hvor flertallet af danskerne har fri, og derfor lettere ville kunne komme af med deres penge på disse dage.
Men det var heldigvis ikke det helt store problem, for i dag findes der et fornuftigt alternativ, hvis man gerne vil købe en god kikkert af fagfolk, så vi kørte til Holte, hvor ImageFoto ligger lige midt i Midtpunktet. En Zeiss-affilieret 10x32 kikkert, blev valget. Og den kunne også for mig have været et attraktivt bud på en kikkert med en meget lille nærafstand, idet man/jeg kunne stå og kigge direkte ned på mine fødder og se skarpt. Det er lige præcis det, man gerne vil kunne, hvis man kan lide at se på sommerfugle og guldsmede. Dog vil jeg gerne prøve den lille Pentax kikkert med en nærfokus på en halv meter, før jeg kaster mig ud i nyt udstyr.
Spøjst nok forsvandt de fleste fugle fra altanen på samme dag som forårssolen slog igennem. De må have været ivrige efter at komme i gang med løjerne. Nu er det mest de helt lokale blåmejser og en due i ny og næ, som napper en kerne.
De sidste par morgener er jeg vågnet med bid/stik på fødderne, og da der for nogle uger siden blev sprøjtet for væggelus højere oppe i opgangen, var det oplagt at tænke, at de som havde overlevet, var flygtet ned til mig på første sal. For jeg kunne på ingen måde forestille mig, at vi allerede i starten af marts ville være udsat for stikkende og bidende kryb i skoven. Jeg fik tilkaldt ejendommens mand på området, og han kom beundringsvist hurtigt. Men han kunne ikke finde noget. Til gengæld blev jeg lidt klogere på dyrene, og forstår nu at de ikke er små og usynlige at man ikke ville opdage dem hvis de var til stede. Det havde jeg ellers troet indtil nu. Men det er større sager, i retning af flåter før de suger blod. Og i så fald, må jeg acceptere at det nok ikke drejde sig om væggelus, da jeg har et godt øje til den slags kryb, og ikke har lagt mærke til noget.
Så det står nu som et spørgsmål, hvad det så kunne være så tidligt på sæsonen. Og her begynder jeg at hælde i retningen af mider. I Nordamerika kaldes de chiggers, og de sidder i græs og lang vegetation og angriber, når man går forbi. De bruger et par dage på at komme i udbrud, efter at de har angrebet, og de begynder at klø, og man opdager et lille rødligt hævet område omkring stedet. Og de så små at man ikke kan se dem med det blotte øje. Jeg har naturligvis været i skoven i løbet af de seneste dage, og det lyder derfor som den mest oplagte forklaring; at vi også herhjemme nu kan opleve denne plage. Sikkert andre arter, men samme effekt. I Mexico kan det gå helt galt, hvilket jeg har oplevet et par gange. Hele kroppen angrebet af et sted mellem 50 og 100 bid, som alle klør! På en gang. Alkohol siges at dræbe dem, så hvis man bader sig i sprit, når man kommer hjem, mindsker man risikoen for at komme til at lide. Herhjemme synes de at findes i mindre antal pr sted, så man slipper billigere. Og det lader til at virke, hvis man kradser godt i bidet, så man får en lille blødning på stedet, og derved åbenbart for skrabet miden væk. Og tror jeg, mindsket klø-effekten de følgende dage.
Ingen andre synes at tale om disse plager herhjemme, men de bliver måske bare lagt ind under gruppen af plagsomme insekter, som vi må finde os i på vores kanter.
Husk gummistøvlen og Enjoy!
2026-03-05
Fra is til sol og varme. Hen over månedsskiftet, og straks som marts tog over, væltede Erantis og Vintergækker frem. Og det stabile solskinsvejr fortsætter. Tør høj himmel, omkring 10 grader C, og svag vind. Ingen klager. Der er fortsat is på de fleste vestamager-søer, men også våger, hvor fuglene er begyndt.
De lover sand fra sahara de kommende dage, og man kunne da godt tænke sig, at det kunne medføre en usædvanlighed, som man jo ville kalde det, hvis en Brun Kejserguldsmed fandt på at lade sig bevæge hele vejen med på denne sandstrøm.
Havde traner og de første Nældens Takvinger i dag. En pæn sjat af de sidste på 8, fordelt på 3 forskellige steder i Pinseskoven og Frieslandsskoven. Og en enkelt Tornirisk fløj kaldende forbi.
Den anden dag, den 2. marts sad der en tidlig Splitterne på en sten ude ved Dragør Sydstrand. Det gjorde der vist også sidste år, og det kan vi nok forvente i al nær fremtid nu.
Den første Vintervandnymfe blev set i dag på Bornholm, et nyt sted nær Sandvig, så den er i ivrig fremdrift derovre, eller også er lokale bare blevet mere opmærksomme på den.
Det hurtige tøvejr har selvfølgelig gjort, at der ligger vand på marker og jord rundt omkring. Men det er ikke i store mængder, og Kongelunden virker nærmest tør, med fornuftigt føre på alle veje og stier. Jeg øjner en gentagelse af et tørt forår i sigte.
Fra is til sol og varme. Hen over månedsskiftet, og straks som marts tog over, væltede Erantis og Vintergækker frem. Og det stabile solskinsvejr fortsætter. Tør høj himmel, omkring 10 grader C, og svag vind. Ingen klager. Der er fortsat is på de fleste vestamager-søer, men også våger, hvor fuglene er begyndt.
De lover sand fra sahara de kommende dage, og man kunne da godt tænke sig, at det kunne medføre en usædvanlighed, som man jo ville kalde det, hvis en Brun Kejserguldsmed fandt på at lade sig bevæge hele vejen med på denne sandstrøm.
Havde traner og de første Nældens Takvinger i dag. En pæn sjat af de sidste på 8, fordelt på 3 forskellige steder i Pinseskoven og Frieslandsskoven. Og en enkelt Tornirisk fløj kaldende forbi.
Den anden dag, den 2. marts sad der en tidlig Splitterne på en sten ude ved Dragør Sydstrand. Det gjorde der vist også sidste år, og det kan vi nok forvente i al nær fremtid nu.
Den første Vintervandnymfe blev set i dag på Bornholm, et nyt sted nær Sandvig, så den er i ivrig fremdrift derovre, eller også er lokale bare blevet mere opmærksomme på den.
Det hurtige tøvejr har selvfølgelig gjort, at der ligger vand på marker og jord rundt omkring. Men det er ikke i store mængder, og Kongelunden virker nærmest tør, med fornuftigt føre på alle veje og stier. Jeg øjner en gentagelse af et tørt forår i sigte.
2026-02-27
Vinteren vælger vårens vilde varme! I kort form. Den ene uge har vi -16 grader om natten og den næste er nattefrosten væk, og vi basker os i dagstemperaturer på 10 grader plus.
Man kan jo kun sige: Sædvanlige uforudsigelige udsving. Sneen er nu forsvundet stort set over det hele, mens der fortsat er is på søerne på Vestamager. Men i tøning. Og vejrfuglene har kvitteret, og både Stor Præstekrave, Vibe og Gravænder er landet derude, mens Blisgæssene synes at have forstået vejrforandringen anderledes end de andre fugle, for lige i disse dage flyver en del flokke mod sydvest fra Skåne mod Sjælland. Jeg havde selv 20 i går som kom ind fra Øresund og fløj ned mod lufthavnen, eller sikkert udenom.
Det milde vejr gør også at de fleste altan-fugle er væk. Jorden tøer og sneen bliver til vand, og jorden er dermed straks interessant for ormesøgende arter som drosler og måger. Og så lader det til at min lokale foderråge er kommet tilbage. Der stod i hvert en enlig råge nede på fliserne i går, og den reagerede prompte, da jeg smed kerner ned. Også i dag. Så den fortrak altså, da det blev koldt.
De nordjyske hejrer er også kommet på banen, og det er nu kundgjort, at vi skal til valg den 24. marts. Hun og de håber at de kan ride på en anti-trumpistisk grønlænderbølge hele vejen ind i en ny regeringsperiode, og at dømme efter danskernes imponerende evne til magelighed og holden fast i alle deres goder, er der meget der tyder på, at de, regeringsmenneskene, får det lige som de ønsker det.
De forandringer jeg ønsker mig for verden, ser ikke ud til at blive realiseret lige foreløbig, men jeg stemmer hvor jeg ideelt set kommer tættest på, og derefter vender jeg tilbage til min verden, og det jeg brænder for. Fly fly, Little Helicopter on your black-tipped wings. Jeg glæder mig!
Enjoy!
Vinteren vælger vårens vilde varme! I kort form. Den ene uge har vi -16 grader om natten og den næste er nattefrosten væk, og vi basker os i dagstemperaturer på 10 grader plus.
Man kan jo kun sige: Sædvanlige uforudsigelige udsving. Sneen er nu forsvundet stort set over det hele, mens der fortsat er is på søerne på Vestamager. Men i tøning. Og vejrfuglene har kvitteret, og både Stor Præstekrave, Vibe og Gravænder er landet derude, mens Blisgæssene synes at have forstået vejrforandringen anderledes end de andre fugle, for lige i disse dage flyver en del flokke mod sydvest fra Skåne mod Sjælland. Jeg havde selv 20 i går som kom ind fra Øresund og fløj ned mod lufthavnen, eller sikkert udenom.
Det milde vejr gør også at de fleste altan-fugle er væk. Jorden tøer og sneen bliver til vand, og jorden er dermed straks interessant for ormesøgende arter som drosler og måger. Og så lader det til at min lokale foderråge er kommet tilbage. Der stod i hvert en enlig råge nede på fliserne i går, og den reagerede prompte, da jeg smed kerner ned. Også i dag. Så den fortrak altså, da det blev koldt.
De nordjyske hejrer er også kommet på banen, og det er nu kundgjort, at vi skal til valg den 24. marts. Hun og de håber at de kan ride på en anti-trumpistisk grønlænderbølge hele vejen ind i en ny regeringsperiode, og at dømme efter danskernes imponerende evne til magelighed og holden fast i alle deres goder, er der meget der tyder på, at de, regeringsmenneskene, får det lige som de ønsker det.
De forandringer jeg ønsker mig for verden, ser ikke ud til at blive realiseret lige foreløbig, men jeg stemmer hvor jeg ideelt set kommer tættest på, og derefter vender jeg tilbage til min verden, og det jeg brænder for. Fly fly, Little Helicopter on your black-tipped wings. Jeg glæder mig!
Enjoy!
2026-02-21
Februardage så smukke, som man kan ønske sig det. Frem til tyverne med høj klar sol, vindstille og et lysende snedække. Skoven på hverdagene så skøn i nærmest stilhed, mens folket arbejdede, og jeg var ude. Jeg var træt af vinteren, men som disse dage lod sig fremstå, må jeg give mig hen til Skabelsens overlegenhed. Det var helt specielt. Men den positive indstilling nok også båret på vej af det faktum, at der fra i dag er en ny vejrtype på vej. Et opbrud fra sydvest, med de højere temperaturer, som det altid medfører, og vi kan nu i disse dage forvente, at alting tøer.
Hermed bliver det gråt igen, og jorden bliver tung af vand, og man bliver modsat helt træt ved tanken om at skulle bevæge sig igennem selv samme skov på dyngvåde grusstier. Men der er ingen vej uden om, hvis man ønsker, at foråret skal blive en realitet.
Og livet på altanen, og nedenfor, har nærmest udviklet sig til et kaotisk bonanza, hvor Sjaggere, Solsorte, Ringduer, Musvitter, Blåmejser, Rødhalse, Jernspurv og en enkelt Skovspurv (igen) kæmper både med røde bær fra det stedsegrønne træ nedenfor, nedkastede æbler og de fundamentale solsikkekerner, både i kokosnødden og i udkast. Solsortene har i større mængder, op mod 7-8 nedenfor, overvundet deres naturlige skyhed og kommer uden betænkning både til æbler og op på altanen, hvor særligt en han, har udviklet sig til lidt af en prøvelse. To potter med jord, dækket af løse grankogler, bliver kontinuerligt angrebet af denne. Alle koglerne bliver konsekvent smidt på gulvet, og så begynder den at rode jorden igennem, og får derved også kastet blomsterløg væk. Og måske kan man forstå at en solsort gerne vil pirke i ikke-frossen jord, hvilket den jo ikke kan ude omkring, med de kuldegrader vi har haft. Men det begynder altså at ligne hærværk, og er knapt så sjovt længere. I starten var det. Der lagde jeg selv solsikkekerner ned mellem koglerne for at se den gå i aktivitet. Dog har jeg svært ved at tro, at det nogensinde var dem den gik efter, for der ligger næsten konstant mængder af kerner løst rundt på gulvet og på jorden nedenfor, så hvis det var et spørgsmål om at få sulten stillet, kunne dette gøres uden alt dette pottebesvær. Så jeg tror den gør det, fordi den synes det er sjovt. Men det er det så ikke længere. Og derfor er koglerne nu udskiftet med strandsten, og så må vi se, hvordan den forholder sig til det. Den kom faktisk lige op og sad på kanten, men jeg skriver dette, og den fløj hurtigt igen. Så måske den er ekstra kvik, og straks kunne se, at det var slut med fornøjeligheden. Og hov, der kom den igen. Men nej, den går ikke. Den brokkede sig lidt, lød det til, og nu fløj den igen. Så jeg tror, at jeg har vundet den duel.
Nu håber vi så bare på, at der kommer en ordentlig omgang regn, så al sneen kan forsvinde i en hurtighed, så vi slipper for at skulle sjappe os igennem den næste tid.
Februardage så smukke, som man kan ønske sig det. Frem til tyverne med høj klar sol, vindstille og et lysende snedække. Skoven på hverdagene så skøn i nærmest stilhed, mens folket arbejdede, og jeg var ude. Jeg var træt af vinteren, men som disse dage lod sig fremstå, må jeg give mig hen til Skabelsens overlegenhed. Det var helt specielt. Men den positive indstilling nok også båret på vej af det faktum, at der fra i dag er en ny vejrtype på vej. Et opbrud fra sydvest, med de højere temperaturer, som det altid medfører, og vi kan nu i disse dage forvente, at alting tøer.
Hermed bliver det gråt igen, og jorden bliver tung af vand, og man bliver modsat helt træt ved tanken om at skulle bevæge sig igennem selv samme skov på dyngvåde grusstier. Men der er ingen vej uden om, hvis man ønsker, at foråret skal blive en realitet.
Og livet på altanen, og nedenfor, har nærmest udviklet sig til et kaotisk bonanza, hvor Sjaggere, Solsorte, Ringduer, Musvitter, Blåmejser, Rødhalse, Jernspurv og en enkelt Skovspurv (igen) kæmper både med røde bær fra det stedsegrønne træ nedenfor, nedkastede æbler og de fundamentale solsikkekerner, både i kokosnødden og i udkast. Solsortene har i større mængder, op mod 7-8 nedenfor, overvundet deres naturlige skyhed og kommer uden betænkning både til æbler og op på altanen, hvor særligt en han, har udviklet sig til lidt af en prøvelse. To potter med jord, dækket af løse grankogler, bliver kontinuerligt angrebet af denne. Alle koglerne bliver konsekvent smidt på gulvet, og så begynder den at rode jorden igennem, og får derved også kastet blomsterløg væk. Og måske kan man forstå at en solsort gerne vil pirke i ikke-frossen jord, hvilket den jo ikke kan ude omkring, med de kuldegrader vi har haft. Men det begynder altså at ligne hærværk, og er knapt så sjovt længere. I starten var det. Der lagde jeg selv solsikkekerner ned mellem koglerne for at se den gå i aktivitet. Dog har jeg svært ved at tro, at det nogensinde var dem den gik efter, for der ligger næsten konstant mængder af kerner løst rundt på gulvet og på jorden nedenfor, så hvis det var et spørgsmål om at få sulten stillet, kunne dette gøres uden alt dette pottebesvær. Så jeg tror den gør det, fordi den synes det er sjovt. Men det er det så ikke længere. Og derfor er koglerne nu udskiftet med strandsten, og så må vi se, hvordan den forholder sig til det. Den kom faktisk lige op og sad på kanten, men jeg skriver dette, og den fløj hurtigt igen. Så måske den er ekstra kvik, og straks kunne se, at det var slut med fornøjeligheden. Og hov, der kom den igen. Men nej, den går ikke. Den brokkede sig lidt, lød det til, og nu fløj den igen. Så jeg tror, at jeg har vundet den duel.
Nu håber vi så bare på, at der kommer en ordentlig omgang regn, så al sneen kan forsvinde i en hurtighed, så vi slipper for at skulle sjappe os igennem den næste tid.
2026-02-14
Frostens klare vinge, basker liv i drømmen om et forårssmil.
Den bed sig fast. Alligevel. Vinteren. Vi kører nu på, Gud ved, hvilken uge med rigtigt vintervejr. Havet er også frosset kystnært til, og et snedække lagde sig for nogle dage siden, og det er hvidt nu. Det er ikke, hvad vi ønsker, her 2 uger fra kanten af vinterens officielle afslutning. Det er den østlige djævel som ikke lader os få fred fra sine iskolde kindkys. Og kroppe tørrer ud, og vi ligner alle rosiner i friske indpakninger.
Og mine udenomsfugle er gået i stå. Fremfærd på knokleis hvor kommuner og ejerfolk ikke magter at klare deres forpligtelse til at holde stier og veje ryddede. Det er for besværligt at bevæge sig rundt uden for de større cykelstier. Men godt nok med det. Vinteren er vel også tænkt som en tvungen pause fra livets fremdrift. Drosle ned, reflektere, restituere, blive mere et med sig selv end det moderne liv ellers tillader. Jeg spræller dog stadig i mit frisindede univers på kanten af menneskenes verden. Og det er en skæbnesag, som kan blive storslået, om bare jeg forstå at pege hjerte og tro i samme retning. I 30 dage i træk. Derefter bliver verden magisk. Det siges og skrives, og jeg tror, jeg har oplevet det på mine egne lemmer og indeni, og ved at glæde mig derved.
Mine fugle lever fortsat videre i det kolde vejr. Men de samme få. Mest. Rødhalsen, Jernspurven, mejserne og den tykke due. Og så skete det endelig forleden, at en enlig Skovspurv dukkede op. Den hang i kokosnødden, men bare en kort stund, og så forsvandt den igen. Ingen lange spiseseancer som de ellers plejer at udføre med frådsende spild til følge. Desværre kom den aldrig tilbage, og arten må fortsat henskrives som i truet tilstand her lokalt på øen. Men også generelt, for Passer-spurvene synes at havde det svært i disse år. Men en enkelt i forhold til ingen, gør jo en dramatisk forskel - et mirakel nærmest.
Et mirakel var det ikke at bagsidelæse Heidi Røn i Kristeligt Dagblad i fredags. Snarere en forventelig nedtursskuffelse. Hun plejer ellers at være ok. Vores lokale havfrue, Den Skønne Havfrue, fra Dragør, er jo gjort husvild, af de som fører deres liv ved småsnerpet hyklerisk dekret, og deres ligesindede i Tårnby Kommune valgte det samme. Af frygt, såklart, for at blive stemplet som forsvarer af dårlig [læs: liderlig] smag. Der findes naturligvis ikke en eneste penisholder i denne kommune, som ikke instinktivt føler sig fundamentalt begejstret, når øjnene falder på et sådant objekt. Det er naturligt. Men århundreders tillært kristensynd har gjort sit. Og ja, vi er naturligvis i proces væk fra det rent dyriske i vores oprindelse, på vej mod det ophøjere åndelige i ord kaldet det Rene Menneske, men det er en vej, og vi er ingen af os, pånær de meget få, er nået længere end at der stadig i os rører sig en kraft, når vi udsættes for vores modsatte i sådanne yppige former. Genetiske følelser. Det er bare sådan.
Og så kommer denne fru Røn [præst naturligvis], og indtager den selvsamme position: "Uhh, dårlig smag, og sådan noget skal vi da ikke have stående i Lemvig, og naj naj, det har slet ikke noget at gøre med hendes [for] store bryster...". For ja, fru Røn er fra Lemvig, og netop fra Lemvig er der kommet et driftigt forslag om at erhverve sig Den Skønne Havfrue, for at lade hende lyse op til daglig hilsen for de lokale fiskere nede på havnen. Men her siger fru Røn altså fra. Og her er det så, at mit hjertestøn kommer til luft.
Jeg er endnu ikke stødt på en kvindelig kommentator som har taget statuen i forsvar. Alle som en har de kvinder, som har ytret sig, valgt at tage afstand. Og velvidende, at kvinder normalt ikke kan stryges over en kam, så er det derfor kun naturligt at mistænke, at misundelse har været den stærkeste drivkraft for at mene sig berettiget til at lade hele verden vide, hvad man mener om denne skabning. Det er naturligvis ikke beviseligt fra min side, men når man normalt har øjne på stilke, så kan selv et afgrænset signaturfoto ikke skjule det faktum, at samme fru Røn hører til i kategorien af "Slanke Kvinder med Særdeles Beskedne Attributter", og det er min tese, at nogle [læs: sådanne] kvinder bare ikke magter at acceptere, at der findes skønnere og mere velformede kvinder i verden end dem selv! "Vi er alle lige for Herren, men..." Lemvig ligger jo heller ikke så langt fra Jante, så måske er hun lovligt undskyldt.
Jeg håber af hele mit hjerte at de stowte Lemviske Fiskere får grønt lys af byrådet, sådan at vi alle i fremtiden vil have et lyspunkt at se frem mod, derude i det mørkeste vestlige Jylland!
Og hvem ved: Måske det kan føre til at Dragør og Lemvig bliver venskabs-kommuner i fremtiden, så. For hvad historien aldrig rigtig fortæller, så står Den Skønnes Havfrues to små søstre [tvillinger vel sagtens] fortsat og pryder havnefronten i Dragør Havn. Eller snarere, står som ligesindede indbydende attributter i indgangspartiet til café/restaurant Espersen, der bagerst på havnekajen. Og yderligere, hvem ved: Måske en ny turistaktivitet kan se dagens lys, en slags pilgrimsrute:"Fra Øst til Vest i Favnerig Barmlystighed."
Og til sidst, for en sikkerheds skyld, til alle træmænd og -kvinder: Ja, naturligvis kan man sagligt godt mene at denne statue er et amatøragtigt makværk i kunstnerisk forstand, men dertil bliver jeg nød til at sige, at jeg altid hellere vil se på et par overdrevne stive bryster end på meget af det andet såkaldte kunst som står og "pryder" det offentlige rum rundt om i landet. Dårlig smag synes på ingen måde, at være en hindring for at foretage 'ansvarlige' valg på vores alles bekostning, så glem det argument, og lad humøret stige og det naturlige frisind få lov at skue os til glæde, fra kyst til kyst!
Enjoy!
Frostens klare vinge, basker liv i drømmen om et forårssmil.
Den bed sig fast. Alligevel. Vinteren. Vi kører nu på, Gud ved, hvilken uge med rigtigt vintervejr. Havet er også frosset kystnært til, og et snedække lagde sig for nogle dage siden, og det er hvidt nu. Det er ikke, hvad vi ønsker, her 2 uger fra kanten af vinterens officielle afslutning. Det er den østlige djævel som ikke lader os få fred fra sine iskolde kindkys. Og kroppe tørrer ud, og vi ligner alle rosiner i friske indpakninger.
Og mine udenomsfugle er gået i stå. Fremfærd på knokleis hvor kommuner og ejerfolk ikke magter at klare deres forpligtelse til at holde stier og veje ryddede. Det er for besværligt at bevæge sig rundt uden for de større cykelstier. Men godt nok med det. Vinteren er vel også tænkt som en tvungen pause fra livets fremdrift. Drosle ned, reflektere, restituere, blive mere et med sig selv end det moderne liv ellers tillader. Jeg spræller dog stadig i mit frisindede univers på kanten af menneskenes verden. Og det er en skæbnesag, som kan blive storslået, om bare jeg forstå at pege hjerte og tro i samme retning. I 30 dage i træk. Derefter bliver verden magisk. Det siges og skrives, og jeg tror, jeg har oplevet det på mine egne lemmer og indeni, og ved at glæde mig derved.
Mine fugle lever fortsat videre i det kolde vejr. Men de samme få. Mest. Rødhalsen, Jernspurven, mejserne og den tykke due. Og så skete det endelig forleden, at en enlig Skovspurv dukkede op. Den hang i kokosnødden, men bare en kort stund, og så forsvandt den igen. Ingen lange spiseseancer som de ellers plejer at udføre med frådsende spild til følge. Desværre kom den aldrig tilbage, og arten må fortsat henskrives som i truet tilstand her lokalt på øen. Men også generelt, for Passer-spurvene synes at havde det svært i disse år. Men en enkelt i forhold til ingen, gør jo en dramatisk forskel - et mirakel nærmest.
Et mirakel var det ikke at bagsidelæse Heidi Røn i Kristeligt Dagblad i fredags. Snarere en forventelig nedtursskuffelse. Hun plejer ellers at være ok. Vores lokale havfrue, Den Skønne Havfrue, fra Dragør, er jo gjort husvild, af de som fører deres liv ved småsnerpet hyklerisk dekret, og deres ligesindede i Tårnby Kommune valgte det samme. Af frygt, såklart, for at blive stemplet som forsvarer af dårlig [læs: liderlig] smag. Der findes naturligvis ikke en eneste penisholder i denne kommune, som ikke instinktivt føler sig fundamentalt begejstret, når øjnene falder på et sådant objekt. Det er naturligt. Men århundreders tillært kristensynd har gjort sit. Og ja, vi er naturligvis i proces væk fra det rent dyriske i vores oprindelse, på vej mod det ophøjere åndelige i ord kaldet det Rene Menneske, men det er en vej, og vi er ingen af os, pånær de meget få, er nået længere end at der stadig i os rører sig en kraft, når vi udsættes for vores modsatte i sådanne yppige former. Genetiske følelser. Det er bare sådan.
Og så kommer denne fru Røn [præst naturligvis], og indtager den selvsamme position: "Uhh, dårlig smag, og sådan noget skal vi da ikke have stående i Lemvig, og naj naj, det har slet ikke noget at gøre med hendes [for] store bryster...". For ja, fru Røn er fra Lemvig, og netop fra Lemvig er der kommet et driftigt forslag om at erhverve sig Den Skønne Havfrue, for at lade hende lyse op til daglig hilsen for de lokale fiskere nede på havnen. Men her siger fru Røn altså fra. Og her er det så, at mit hjertestøn kommer til luft.
Jeg er endnu ikke stødt på en kvindelig kommentator som har taget statuen i forsvar. Alle som en har de kvinder, som har ytret sig, valgt at tage afstand. Og velvidende, at kvinder normalt ikke kan stryges over en kam, så er det derfor kun naturligt at mistænke, at misundelse har været den stærkeste drivkraft for at mene sig berettiget til at lade hele verden vide, hvad man mener om denne skabning. Det er naturligvis ikke beviseligt fra min side, men når man normalt har øjne på stilke, så kan selv et afgrænset signaturfoto ikke skjule det faktum, at samme fru Røn hører til i kategorien af "Slanke Kvinder med Særdeles Beskedne Attributter", og det er min tese, at nogle [læs: sådanne] kvinder bare ikke magter at acceptere, at der findes skønnere og mere velformede kvinder i verden end dem selv! "Vi er alle lige for Herren, men..." Lemvig ligger jo heller ikke så langt fra Jante, så måske er hun lovligt undskyldt.
Jeg håber af hele mit hjerte at de stowte Lemviske Fiskere får grønt lys af byrådet, sådan at vi alle i fremtiden vil have et lyspunkt at se frem mod, derude i det mørkeste vestlige Jylland!
Og hvem ved: Måske det kan føre til at Dragør og Lemvig bliver venskabs-kommuner i fremtiden, så. For hvad historien aldrig rigtig fortæller, så står Den Skønnes Havfrues to små søstre [tvillinger vel sagtens] fortsat og pryder havnefronten i Dragør Havn. Eller snarere, står som ligesindede indbydende attributter i indgangspartiet til café/restaurant Espersen, der bagerst på havnekajen. Og yderligere, hvem ved: Måske en ny turistaktivitet kan se dagens lys, en slags pilgrimsrute:"Fra Øst til Vest i Favnerig Barmlystighed."
Og til sidst, for en sikkerheds skyld, til alle træmænd og -kvinder: Ja, naturligvis kan man sagligt godt mene at denne statue er et amatøragtigt makværk i kunstnerisk forstand, men dertil bliver jeg nød til at sige, at jeg altid hellere vil se på et par overdrevne stive bryster end på meget af det andet såkaldte kunst som står og "pryder" det offentlige rum rundt om i landet. Dårlig smag synes på ingen måde, at være en hindring for at foretage 'ansvarlige' valg på vores alles bekostning, så glem det argument, og lad humøret stige og det naturlige frisind få lov at skue os til glæde, fra kyst til kyst!
Enjoy!
2026-02-02
Mausoleum-renegat og fuldmodne vintertilstande. Januar fortsatte på uvant vis med den kolde skarpe tunge skåret for. Alle dagene og ind i februar. Under frysepunktet, men dog tæt på. Men oveni lagt en konstant kraftig østenvind. Tætte isobarlinjer som de helst kalder det i vejret inde i fjernsynet. Så temperaturerne er ikke så ekstreme, men blæsten gør alligevel sit, så det føles som marv og ben i ublide tider.
Samme vejr gjorde det også til en sværtrækker at gøre mit 100-arts projekt til virkelighed. Alle fuglene syntes at være forsvundet, og jeg begyndte at tvivle på, at det kunne lykkes. Men så stod jeg der på stien nordom Grønjordssøen, og som jeg gik der, kom der en pusler imod mig længere fremme. Med et øje fri af en nærtstående stamme, i halv dækning, som en ægte vandnymfe ville gøre det, så jeg en hovedform og et par øjne, som jeg havde set før. Og efter en længere opdatering angående verdens mange ulyksagligheder kunne glade Finn Olofsen fortælle mig, at han havde haft grønsisken lidt længere fremme. En anden dag godt nok, men netop godt nok for mig. Og hvis jeg lovede ikke at sige det til nogen, så var der også ugle igen i år. Jeg havde prøvet den sidste nogle dage før, men ikke helt det rigtige sted.
Grønsiskenerne har været meget fraværende i år, lige som alle andre småfinker, men i den sene eftermiddag, da jeg gik ned igennem elle-bæltet langs søen, hørte jeg pludselig en fugl. Og det lød som om, at den fløj væk. Men den var der altså tilpas længe nok. Og det var uglen også, som jeg kom tæt på uden at se den, før den fløj ud - over i det oprindelige krat. Og jeg lod den blive der uden at gøre nærmere. Og derved var jeg oppe på 96. Og det var allerede den 19. januar, så håbet kom pludselig lidt tilbage.
Og helt stort blev det dagen efter, hvor der på trods af sne og kolde vindpust pludselig sad en lille mørk sag på hegnet nede for enden af kongelundsengen. Hmm. Der har også holdt en Rødhals til langs hegnet i denne periode, men den sad normalt tættere på, og den var der også denne dag, så det var en anden fugl. Og den så anderledes ud. Men på 200 meters afstand lignede den mest en piber. Måske en frisk Engpiber. Jeg måtte tættere på, og da fuglen ikke var sky, lykkedes det til sidst at kunne konstatere en fin Sortstrubet Bynkefugl. Den fouragerede på jorden indimellem og fløj lidt efter op og satte sig i buskene langs den nye bro over kanalen. Den så ret mørk ud, og jeg tænkte at det nok var en han, men senere gjorde den lyse strube det svært at tro andet end at det måtte være en hun. Sikkert ung.
Videre rundt langs engen var der ikke meget, men da jeg kom ned til hallen og gik bag om for at se om der skulle være noget på markerne der, hvilket der ofte er, fandt jeg en lille flok Sjaggere, og så pludselig en stor kraftig drossel som stod lidt for sig selv i eftermiddagssolen. En flot Misteldrossel. De fløj alle efter kort tid, så jeg var endnu en gang blevet begavet med god rettidighed. 98 arter.
Og herfra fortsatte kulden jo altså, og nogle dage blev der skruet op for intensiteten, og den treogtyvende lovede de mere blæst end de andre dage, og da alt stod i østens tegn i disse dage, var det oplagt igen at prøve sydtårnet på dæmningen, for at se om ikke der skulle blive blæst lidt godter ind i Køge Bugt. Jeg holdt i to timer før tæerne sagde nok. Flot. Og ved det blev jeg belønnet med et par Rødstrubede Lommer som ikke gjorde meget andet end at flyve lavt væk over vandet i den grå modvind. 99.
Troen kunne ikke være større nu på at det nok skulle lykkes at nå de 100. Men hvilken art skulle gøre udslaget? Jeg havde prøvet Kongelunden så mange gange for at få arter som Duehøg, Rødtoppet Fuglekonge og Kernebider uden held og det samme gjorde sig gældende med Fløjlsanden, den vel nok mest sandsynlige art at få. De andre på pynten melder den næsten dagligt, men selv om jeg forsøgte med endnu et havobsforsøg fra sydtårnet et par dage senere, fandt jeg den ikke. Så hvad skulle så kunne gøre udslaget? Jeg havde ingen oplagte forslag, og det var derfor en ægte overraskelse jeg blev udsat for, da jeg den otteogtyvende tog endnu en tur ud til Lergravene. Der var stadig en stor flok Ringduer tilstede. De fouragerede åbenbart på en vintergrønmark, og der var en 3-400. Og det var derfor oplagt at en Duehøg ville kunne finde på at lægge vejen forbi også. En var meldt tidligere af en dame faktisk. Men man skal nok vide lidt mere om, hvornår på dagen Duehøgen kan finde på at jage for at øge chancerne for at støde ind i den. Jeg kommer nok for sent ud, med mine eftermiddagsture.
Så jeg så den ikke. Men da jeg nåede ned i det frie hjørne på vestsiden af lunden, så skete der noget. Noget uventet. Pludselig fløj der en enlig fugl ud fra sidekrattet, og den slog en bue op over og kaldte og var ganske tydelig, før den atter tog dække i det sydvestlige hjørne af lundekrattet. Helt uventet at finde denne art på dette tidspunkt, og under disse betingelser. De fleste artsfæller befinder sig langt nede i Europa på denne tid af året, og jeg havde aldrig haft den i januar i Danmark før, så det kunne ikke være sjovere, sejere, federe og godt end det! Jeg vil overlade det til de kvikke selv at finde ud af, hvilken art det drejer sig om.
At nå de hundrede. At nå et fastmål. Det er naturligvis processen, som er sjovst, men hver gang man lykkes, så sker der noget inden i en. Det skaber tro på at nye højder kan nås med det rette fokus og hjerte, og derfor kundgører jeg hermed at jeg om to måneder rejser til Mexico!
I går var det månedsskifte, og hvad bedre kan man bruge et vintermånedsskifte til end at prøve at få Brundroslen som en februar måned også. Det var planen, og det var en god plan, for det var også søndag, og da fuglen stadig holder til på det militære område, Nyholm, på Christianshavn ville der være helt frit lejde til at finde fuglen i ro og mag, uden at militære personer ville komme for nær og genne væk. Men desværre skete der intet værre end, at jeg fik hold i lænden, og ikke magtede den kolde tur på cykel. En ubekvem overanstrengelse og for lange kolde ture ud i felten, havde nok gjort deres. Ærgerligt, men naturligvis ikke mere end, at nu da fuglen har været her siden december måned, så ville den nok blive resten af vinteren også, så jeg kunne bare gøre forsøget efter at mit hold havde forladt mig.
Men et hold i lænden skal arbejdes væk, så jeg kløede på med mine daglige øvelser og gik i dag også over for at handle (ekstra med rabatkuponen udfuldt til fuld plade), og da solen skinnede og det allerede kun gjorde lidt ondt i dag, tog jeg afsted over middag. Måske ville der være lukket på en mandag, men så ville jeg få motion til ben og lænd, og da jeg lovede mig selv, kun at gøre det til en smuttur, var der ikke den store risiko for overanstregelse.
Der var åbent, og efter at jeg havde sludret længde nok med en militærhåndværker som stod i døråbningen overfor græsplænen, hvor fuglen holder til, gik jeg hen til den anden person, som var kommet i samme æriende som mig, og han havde lige set den. På jorden, hvor den fløj op i klatreplanterne på den nordlige bygning. Solen frit fremme, og pludselig kom fuglen ud, og satte sig i træet lige foran os til fin bestemmelse og glæde, og lidt efter hoppede den ned på jorden foran for at fouragere. Desværre i ly af en jordvold, så jeg fik ikke et billede. Men det var jo heller ikke hovedplanen. Plænen var blevet spærret af med skiltning som også fuglefolk kunne forstå, så vi må nu blive ude på vejen og spejde ind over området. Og det gik jo altså fint. Lidt efter fløj fuglen tilbage til klatreplanterne og jeg gik. Har nu set Brundrossel i Danmark i en fjerdel af årets måneder. Og hvis jeg hørte til de mindre skeptiske, ville jeg regne Bornholmer-fuglen som en ren art, og derved nå op på en tredjedel. Imponerende!
Men altså, denne fugl er ret speciel. Den er stort set alene nu, med kun et par sjaggere og solsorter til at gøre den selskab. Hvorfor den lige har kastet sit hjerte på dette sted, henstår som en gåde. Dog kan man tænke, at da der ikke er nogen kæledyr i området, da der ikke bor nogen, andet en måske militærpersonale på vagt, er der umiddelt mindre fare for utidige angreb. Også fra flyvende rovdyr, Spurvehøg, da der ikke er store flokke af drosler til at tiltrække sig opmærksomhed. Og hvis der er mad nok, så bliver det vel ikke meget bedre, for kulden synes jo ikke at være et problem. Jeg tænker, at den bliver til forårsdrifterne får den til at flyve nordpå. Og øst på, hvis den vil hjem igen...
Og her til slut bare lige at gentage, at der jo var håndbold. Og Danmark vandt. Suk. OL,VM,EM - suk!
Enjoy!
Mausoleum-renegat og fuldmodne vintertilstande. Januar fortsatte på uvant vis med den kolde skarpe tunge skåret for. Alle dagene og ind i februar. Under frysepunktet, men dog tæt på. Men oveni lagt en konstant kraftig østenvind. Tætte isobarlinjer som de helst kalder det i vejret inde i fjernsynet. Så temperaturerne er ikke så ekstreme, men blæsten gør alligevel sit, så det føles som marv og ben i ublide tider.
Samme vejr gjorde det også til en sværtrækker at gøre mit 100-arts projekt til virkelighed. Alle fuglene syntes at være forsvundet, og jeg begyndte at tvivle på, at det kunne lykkes. Men så stod jeg der på stien nordom Grønjordssøen, og som jeg gik der, kom der en pusler imod mig længere fremme. Med et øje fri af en nærtstående stamme, i halv dækning, som en ægte vandnymfe ville gøre det, så jeg en hovedform og et par øjne, som jeg havde set før. Og efter en længere opdatering angående verdens mange ulyksagligheder kunne glade Finn Olofsen fortælle mig, at han havde haft grønsisken lidt længere fremme. En anden dag godt nok, men netop godt nok for mig. Og hvis jeg lovede ikke at sige det til nogen, så var der også ugle igen i år. Jeg havde prøvet den sidste nogle dage før, men ikke helt det rigtige sted.
Grønsiskenerne har været meget fraværende i år, lige som alle andre småfinker, men i den sene eftermiddag, da jeg gik ned igennem elle-bæltet langs søen, hørte jeg pludselig en fugl. Og det lød som om, at den fløj væk. Men den var der altså tilpas længe nok. Og det var uglen også, som jeg kom tæt på uden at se den, før den fløj ud - over i det oprindelige krat. Og jeg lod den blive der uden at gøre nærmere. Og derved var jeg oppe på 96. Og det var allerede den 19. januar, så håbet kom pludselig lidt tilbage.
Og helt stort blev det dagen efter, hvor der på trods af sne og kolde vindpust pludselig sad en lille mørk sag på hegnet nede for enden af kongelundsengen. Hmm. Der har også holdt en Rødhals til langs hegnet i denne periode, men den sad normalt tættere på, og den var der også denne dag, så det var en anden fugl. Og den så anderledes ud. Men på 200 meters afstand lignede den mest en piber. Måske en frisk Engpiber. Jeg måtte tættere på, og da fuglen ikke var sky, lykkedes det til sidst at kunne konstatere en fin Sortstrubet Bynkefugl. Den fouragerede på jorden indimellem og fløj lidt efter op og satte sig i buskene langs den nye bro over kanalen. Den så ret mørk ud, og jeg tænkte at det nok var en han, men senere gjorde den lyse strube det svært at tro andet end at det måtte være en hun. Sikkert ung.
Videre rundt langs engen var der ikke meget, men da jeg kom ned til hallen og gik bag om for at se om der skulle være noget på markerne der, hvilket der ofte er, fandt jeg en lille flok Sjaggere, og så pludselig en stor kraftig drossel som stod lidt for sig selv i eftermiddagssolen. En flot Misteldrossel. De fløj alle efter kort tid, så jeg var endnu en gang blevet begavet med god rettidighed. 98 arter.Og herfra fortsatte kulden jo altså, og nogle dage blev der skruet op for intensiteten, og den treogtyvende lovede de mere blæst end de andre dage, og da alt stod i østens tegn i disse dage, var det oplagt igen at prøve sydtårnet på dæmningen, for at se om ikke der skulle blive blæst lidt godter ind i Køge Bugt. Jeg holdt i to timer før tæerne sagde nok. Flot. Og ved det blev jeg belønnet med et par Rødstrubede Lommer som ikke gjorde meget andet end at flyve lavt væk over vandet i den grå modvind. 99.
Troen kunne ikke være større nu på at det nok skulle lykkes at nå de 100. Men hvilken art skulle gøre udslaget? Jeg havde prøvet Kongelunden så mange gange for at få arter som Duehøg, Rødtoppet Fuglekonge og Kernebider uden held og det samme gjorde sig gældende med Fløjlsanden, den vel nok mest sandsynlige art at få. De andre på pynten melder den næsten dagligt, men selv om jeg forsøgte med endnu et havobsforsøg fra sydtårnet et par dage senere, fandt jeg den ikke. Så hvad skulle så kunne gøre udslaget? Jeg havde ingen oplagte forslag, og det var derfor en ægte overraskelse jeg blev udsat for, da jeg den otteogtyvende tog endnu en tur ud til Lergravene. Der var stadig en stor flok Ringduer tilstede. De fouragerede åbenbart på en vintergrønmark, og der var en 3-400. Og det var derfor oplagt at en Duehøg ville kunne finde på at lægge vejen forbi også. En var meldt tidligere af en dame faktisk. Men man skal nok vide lidt mere om, hvornår på dagen Duehøgen kan finde på at jage for at øge chancerne for at støde ind i den. Jeg kommer nok for sent ud, med mine eftermiddagsture.
Så jeg så den ikke. Men da jeg nåede ned i det frie hjørne på vestsiden af lunden, så skete der noget. Noget uventet. Pludselig fløj der en enlig fugl ud fra sidekrattet, og den slog en bue op over og kaldte og var ganske tydelig, før den atter tog dække i det sydvestlige hjørne af lundekrattet. Helt uventet at finde denne art på dette tidspunkt, og under disse betingelser. De fleste artsfæller befinder sig langt nede i Europa på denne tid af året, og jeg havde aldrig haft den i januar i Danmark før, så det kunne ikke være sjovere, sejere, federe og godt end det! Jeg vil overlade det til de kvikke selv at finde ud af, hvilken art det drejer sig om.
At nå de hundrede. At nå et fastmål. Det er naturligvis processen, som er sjovst, men hver gang man lykkes, så sker der noget inden i en. Det skaber tro på at nye højder kan nås med det rette fokus og hjerte, og derfor kundgører jeg hermed at jeg om to måneder rejser til Mexico!
I går var det månedsskifte, og hvad bedre kan man bruge et vintermånedsskifte til end at prøve at få Brundroslen som en februar måned også. Det var planen, og det var en god plan, for det var også søndag, og da fuglen stadig holder til på det militære område, Nyholm, på Christianshavn ville der være helt frit lejde til at finde fuglen i ro og mag, uden at militære personer ville komme for nær og genne væk. Men desværre skete der intet værre end, at jeg fik hold i lænden, og ikke magtede den kolde tur på cykel. En ubekvem overanstrengelse og for lange kolde ture ud i felten, havde nok gjort deres. Ærgerligt, men naturligvis ikke mere end, at nu da fuglen har været her siden december måned, så ville den nok blive resten af vinteren også, så jeg kunne bare gøre forsøget efter at mit hold havde forladt mig.
Men et hold i lænden skal arbejdes væk, så jeg kløede på med mine daglige øvelser og gik i dag også over for at handle (ekstra med rabatkuponen udfuldt til fuld plade), og da solen skinnede og det allerede kun gjorde lidt ondt i dag, tog jeg afsted over middag. Måske ville der være lukket på en mandag, men så ville jeg få motion til ben og lænd, og da jeg lovede mig selv, kun at gøre det til en smuttur, var der ikke den store risiko for overanstregelse.
Der var åbent, og efter at jeg havde sludret længde nok med en militærhåndværker som stod i døråbningen overfor græsplænen, hvor fuglen holder til, gik jeg hen til den anden person, som var kommet i samme æriende som mig, og han havde lige set den. På jorden, hvor den fløj op i klatreplanterne på den nordlige bygning. Solen frit fremme, og pludselig kom fuglen ud, og satte sig i træet lige foran os til fin bestemmelse og glæde, og lidt efter hoppede den ned på jorden foran for at fouragere. Desværre i ly af en jordvold, så jeg fik ikke et billede. Men det var jo heller ikke hovedplanen. Plænen var blevet spærret af med skiltning som også fuglefolk kunne forstå, så vi må nu blive ude på vejen og spejde ind over området. Og det gik jo altså fint. Lidt efter fløj fuglen tilbage til klatreplanterne og jeg gik. Har nu set Brundrossel i Danmark i en fjerdel af årets måneder. Og hvis jeg hørte til de mindre skeptiske, ville jeg regne Bornholmer-fuglen som en ren art, og derved nå op på en tredjedel. Imponerende!
Men altså, denne fugl er ret speciel. Den er stort set alene nu, med kun et par sjaggere og solsorter til at gøre den selskab. Hvorfor den lige har kastet sit hjerte på dette sted, henstår som en gåde. Dog kan man tænke, at da der ikke er nogen kæledyr i området, da der ikke bor nogen, andet en måske militærpersonale på vagt, er der umiddelt mindre fare for utidige angreb. Også fra flyvende rovdyr, Spurvehøg, da der ikke er store flokke af drosler til at tiltrække sig opmærksomhed. Og hvis der er mad nok, så bliver det vel ikke meget bedre, for kulden synes jo ikke at være et problem. Jeg tænker, at den bliver til forårsdrifterne får den til at flyve nordpå. Og øst på, hvis den vil hjem igen...
Og her til slut bare lige at gentage, at der jo var håndbold. Og Danmark vandt. Suk. OL,VM,EM - suk!
Enjoy!
2026-01-16
Danmark - landet hvis temperaturkurve svinger så nydeligt omkring nulpunktet, igennem det vi plejer at kalde vinteren. Frosten kom jo, og som dagene gik, kom den også med karakter. Et solidt greb under frystepunktet og vi nåede frem til i søndags, hvor det hele toppede med næsten 20 graders frost i Jylland. Vi andre på Amager slap med minus 5. To dage senere, om tirsdagen, havde vi plusgrader igen, både dag og nat, og al sne regnede væk i løbet af kort tid. Isen på søer og kanaler prøver at holde stand, men drypper os stille og roligt af hænde. Også.
Hvad skal man sige til den slags vejr, andet end at intet kan tages for givet. Uregerlige vinter.
Men man må jo sno sig og få det bedste ud af det, og da jeg nu er nået op på 94 fuglearter på Amager i år, var det med forhåbning, at jeg nu lettere ville kunne nå mit mål om at nå de 100 i janauar. De sidste er jo som bekendt de sværeste, men med et raskt temperaturboost og vinde fra syd, var det oplagt, at der ville komme nogle af de letpåvirkelige arter tilbage til os. En Vibe for eksempel.
Men jeg har været rundt de seneste dage uden at opleve noget som helst i den retning. Skoven er også nærmest død. Måske også vejrfuglene har nået et punkt, hvor de ikke længere orker at flyve frem og tilbage i takt med temperatursvingningerne.
Mens der fortsat var sne, lykkedes det at støde ind i 12 Bjergirisker på Kløvermarken. Uventet. Men det snedækkede landskab kunne sagtens tages for en stor åben slette, og de få frøbærende urter de fouragerede på, smagte nok lige godt om de stod der eller ude ved Klydesøen. Men jeg fik dem som en trøstepræmie for ikke at kunne finde Tundrassædgåsen, som også var blevet fundet af Stig Toft Madsen under hans præstation med den Brune Drossel. Den blev meldt regelmæssigt, men lige meget hjalp det. Jeg ved ikke hvor mange gange jeg var forbi uden held. Men tre dage senere i høj flot solskin og dagen med de rekordlave temperaturer lykkedes det endelig. Uden kamera bliver der ikke mere ud af den, end denne genfortælling. Den havde tydeligt orange på næbbet, der hvor båndet normalt sidder, men det orange-pink gik også op langs siden af næbbet i et ujævnt bånd. Den holdt sig lidt i kanten af de 200+ Grågæs, men var ivrig og på farten. Græsset var mest snedækket, men gæssene havde ikke problemer med at skrabe igennem de få centimeter, som er alt hvad vi har fået her. Godt for dem. 20 Pibeænder gjorde som de, bare på nogen afstand.
Et par dage før, da det fortsat var koldt, gik vinden kortvarigt om i kraftig sydøst, og den slags bør man ikke sidde overhørig, hjemme i den lune krog. Da skal man tage ud og stå i sydtårnet på dæmningen, og håbe at der bliver presset lidt havfugle ind i Køge Bugt. Jeg blev en time. Det var alt, hvad mine tæer kunne holde til. Selv i læ undslipper man ikke. Men det gav pote, med 4 årsarter: Sortand, Havlit, Sule og Alk. Ingen sensationer her, selv om det var pænt at have 10 adulte Suler på den time. Steffen havde åbenbart kun en fra pynten tidligere på dagen, hvilket nok skyldes at vinden tog til hen over middag.
Og to dage senere lykkedes det endelig at finde et par Bjergænder blandt de mange tusinde Troldænder, som lå lige syd for Kalvebod-broen. De er underligt fraværende i år, men de er måske mere sarte end deres sort-hvide slægtning. Og på vejen ud, på Kanonvej, lykkedes det at spotte sølle to Silkehaler i krattet sammen med mange drosler. Som jeg kan se nu på nettet, er de ved at ankomme rundt omkring, så det lykkes nok at finde lidt flere, som sæsonen skrider frem. Der er i hvert fald fortsat bær rundt omkring.
Isfuglen har jeg jo også kigget langt efter, og mest lagt hen som svær eller umulig, nu der var sne og is. Men det viste sig, at flere af de andre havde set en langs syd-nord-kanalen som løber fra Kongelundslågen og helt op til Finderupvej. Jeg havde svært ved at tro det, da de strækninger jeg havde besøgt, var is-dækkede. Men sandt måtte det jo være. Jeg nåede dog først ud efter, at tøvejret havde sat ind, og frygtede, at den nu ville være over alle bjerge i jagten på et bedre spisekammer. Men sandelig om ikke jeg havde heldet med mig, da jeg for et par dage siden nåede frem til kanalen ved Ugandalågen. Der var ikke is på den strækning, og med et halvdårligt syn kunne jeg ikke undelade at spørge mig selv, om ikke den lille klump som sad dernede i nogle af de første grene kunne være en...Og den blev siddende indtil jeg fik kikkerten på, og kunne konstatere, at det var en han. Og at det vel nok var det tætteste jeg havde været på en siddende Isfugl, ever eller i meget lang tid. Den lettede og fløj ti meter længere væk til en anden gren. Den ville ikke væk, og havde åbenbart fundet et godt sted her. Uden kamera, igen, fortsatte jeg videre med det samme. Ingen grund til at gnide mere salt i såret. Men en siddende isfugl med en god telelinse på 5 meters afstand. Det kan vel ikke blive meget bedre end det...suk!
3 Stære sad lidt efter ude ved Kofoeds Enge og blandede sig med Sjaggere. Nummer 94 i solskin, men kortvarigt, da de valgte at flyve, da en ungpige med hund gik forbi.
På hjemmefronten går det stille og roligt med Altangæsterne. Jeg købte endnu en 5 kg's pose den anden dag, og håber at de rækker vinteren ud. Dog har mine Råge fået ret fast følgeskab af en håndfuld Gråkrager og flere Alliker. Og forleden dag kom en hel flok Gråænder processerende lang husmuren, og gjorde hurtigt kål på de nedkastede kerner, som kragefuglene ikke havde nået at snappe endnu. Og Rødhalsen kommer nu også regelmæssigt, og virker mere frimodig end den har gjort de forrige år. Jeg forestiller mig naturligvis, at det er den samme.
Og nu er der håndbold. Atter suk!
Danmark - landet hvis temperaturkurve svinger så nydeligt omkring nulpunktet, igennem det vi plejer at kalde vinteren. Frosten kom jo, og som dagene gik, kom den også med karakter. Et solidt greb under frystepunktet og vi nåede frem til i søndags, hvor det hele toppede med næsten 20 graders frost i Jylland. Vi andre på Amager slap med minus 5. To dage senere, om tirsdagen, havde vi plusgrader igen, både dag og nat, og al sne regnede væk i løbet af kort tid. Isen på søer og kanaler prøver at holde stand, men drypper os stille og roligt af hænde. Også.
Hvad skal man sige til den slags vejr, andet end at intet kan tages for givet. Uregerlige vinter.
Men man må jo sno sig og få det bedste ud af det, og da jeg nu er nået op på 94 fuglearter på Amager i år, var det med forhåbning, at jeg nu lettere ville kunne nå mit mål om at nå de 100 i janauar. De sidste er jo som bekendt de sværeste, men med et raskt temperaturboost og vinde fra syd, var det oplagt, at der ville komme nogle af de letpåvirkelige arter tilbage til os. En Vibe for eksempel.
Men jeg har været rundt de seneste dage uden at opleve noget som helst i den retning. Skoven er også nærmest død. Måske også vejrfuglene har nået et punkt, hvor de ikke længere orker at flyve frem og tilbage i takt med temperatursvingningerne.
Mens der fortsat var sne, lykkedes det at støde ind i 12 Bjergirisker på Kløvermarken. Uventet. Men det snedækkede landskab kunne sagtens tages for en stor åben slette, og de få frøbærende urter de fouragerede på, smagte nok lige godt om de stod der eller ude ved Klydesøen. Men jeg fik dem som en trøstepræmie for ikke at kunne finde Tundrassædgåsen, som også var blevet fundet af Stig Toft Madsen under hans præstation med den Brune Drossel. Den blev meldt regelmæssigt, men lige meget hjalp det. Jeg ved ikke hvor mange gange jeg var forbi uden held. Men tre dage senere i høj flot solskin og dagen med de rekordlave temperaturer lykkedes det endelig. Uden kamera bliver der ikke mere ud af den, end denne genfortælling. Den havde tydeligt orange på næbbet, der hvor båndet normalt sidder, men det orange-pink gik også op langs siden af næbbet i et ujævnt bånd. Den holdt sig lidt i kanten af de 200+ Grågæs, men var ivrig og på farten. Græsset var mest snedækket, men gæssene havde ikke problemer med at skrabe igennem de få centimeter, som er alt hvad vi har fået her. Godt for dem. 20 Pibeænder gjorde som de, bare på nogen afstand.
Et par dage før, da det fortsat var koldt, gik vinden kortvarigt om i kraftig sydøst, og den slags bør man ikke sidde overhørig, hjemme i den lune krog. Da skal man tage ud og stå i sydtårnet på dæmningen, og håbe at der bliver presset lidt havfugle ind i Køge Bugt. Jeg blev en time. Det var alt, hvad mine tæer kunne holde til. Selv i læ undslipper man ikke. Men det gav pote, med 4 årsarter: Sortand, Havlit, Sule og Alk. Ingen sensationer her, selv om det var pænt at have 10 adulte Suler på den time. Steffen havde åbenbart kun en fra pynten tidligere på dagen, hvilket nok skyldes at vinden tog til hen over middag.
Og to dage senere lykkedes det endelig at finde et par Bjergænder blandt de mange tusinde Troldænder, som lå lige syd for Kalvebod-broen. De er underligt fraværende i år, men de er måske mere sarte end deres sort-hvide slægtning. Og på vejen ud, på Kanonvej, lykkedes det at spotte sølle to Silkehaler i krattet sammen med mange drosler. Som jeg kan se nu på nettet, er de ved at ankomme rundt omkring, så det lykkes nok at finde lidt flere, som sæsonen skrider frem. Der er i hvert fald fortsat bær rundt omkring.
Isfuglen har jeg jo også kigget langt efter, og mest lagt hen som svær eller umulig, nu der var sne og is. Men det viste sig, at flere af de andre havde set en langs syd-nord-kanalen som løber fra Kongelundslågen og helt op til Finderupvej. Jeg havde svært ved at tro det, da de strækninger jeg havde besøgt, var is-dækkede. Men sandt måtte det jo være. Jeg nåede dog først ud efter, at tøvejret havde sat ind, og frygtede, at den nu ville være over alle bjerge i jagten på et bedre spisekammer. Men sandelig om ikke jeg havde heldet med mig, da jeg for et par dage siden nåede frem til kanalen ved Ugandalågen. Der var ikke is på den strækning, og med et halvdårligt syn kunne jeg ikke undelade at spørge mig selv, om ikke den lille klump som sad dernede i nogle af de første grene kunne være en...Og den blev siddende indtil jeg fik kikkerten på, og kunne konstatere, at det var en han. Og at det vel nok var det tætteste jeg havde været på en siddende Isfugl, ever eller i meget lang tid. Den lettede og fløj ti meter længere væk til en anden gren. Den ville ikke væk, og havde åbenbart fundet et godt sted her. Uden kamera, igen, fortsatte jeg videre med det samme. Ingen grund til at gnide mere salt i såret. Men en siddende isfugl med en god telelinse på 5 meters afstand. Det kan vel ikke blive meget bedre end det...suk!
3 Stære sad lidt efter ude ved Kofoeds Enge og blandede sig med Sjaggere. Nummer 94 i solskin, men kortvarigt, da de valgte at flyve, da en ungpige med hund gik forbi.
På hjemmefronten går det stille og roligt med Altangæsterne. Jeg købte endnu en 5 kg's pose den anden dag, og håber at de rækker vinteren ud. Dog har mine Råge fået ret fast følgeskab af en håndfuld Gråkrager og flere Alliker. Og forleden dag kom en hel flok Gråænder processerende lang husmuren, og gjorde hurtigt kål på de nedkastede kerner, som kragefuglene ikke havde nået at snappe endnu. Og Rødhalsen kommer nu også regelmæssigt, og virker mere frimodig end den har gjort de forrige år. Jeg forestiller mig naturligvis, at det er den samme.
Og nu er der håndbold. Atter suk!
2026-01-07
"I'm dreaming of the next damsel...uh ah uhh". Men det må forblive ved det, for der er absolut ingen anledning i disse dage til at den slags drømme skal blive virkelige i den meget lange nærmeste fremtid. Julen blev frost og klar, og efter et par sjapdage kom nyåret og trodsede alle klima-fremskrivninger, og det holder endnu: Sneen lagde sig, og sidenhen har frosten bidt sig fast i vores lille land (Store land, hvis man medregner Grønland, og det gør de fleste danskere jo i disse dage). De lover snestorm over nordjylland, men de er jo vant til den slags. Vi andre slipper, og er sluppet, med de efterhånden sædvanlige mindre nedbørsmængder, og med det fine snedække, svage vinde og knirkende frost, ned til -15 nogle steder, så er det jo egentlig ganske fornøjeligt her på Amager.
Moderen kæmper fortsat med genoptræningen, og her hjælper glatføret jo ikke specielt, men gårdmændene har været nogenlunde artige, og har ryddet og saltet tilpas til, at man godt kan gå ud og øve bentøjet uden at risikere at falde både på langs og på tværs.
Var rundt langs dæmningen den anden dag, og som det altid sker, når sneen har ligget et par dage, og er blevet kørt i sønder med frosten ovenpå, var det tricky at bevæge sig på den tohjulede. Så jeg gik oppe fra Birkedammen og ned til midtertårnet. Vinklen i forhold til vind og vejr er afgørende, åbenbart, for den sydlige del af dæmningen havde en anden slags snelag, og der kunne man fortsat køre uden problemer.
Og det var også uden problemer at nyde synet af min største mængde Sortgrå Ryler til dato. Nord for nordtårnet kom pludselig en flok på 65 fugle flyvende forbi. De fløj et godt stykke op mod Kalvebodbroen før de vendte rundt og forsvandt rundt i svinget langs dæmningen mod syd. Lidt efter kom yderligere 10 fugle fra nordvest som fløj aktivt mod sydøst. 75 i alt, og et godt bidrag til årets januar-udfordring. Tænker at jeg vil prøve at nå de 100 arter i januar i år. På Amager og bare for sjov.
Brundroslen er fortsat på plads, og den nappede jeg allerede den første januar. En spøjs obs på Nyholm, hvor der ikke er mange drosler tilbage. Men lige i det hjørne af græsplænen, hvor den brune holder til, var der også solsort, sjagger, vindrossel, og nærmest kun en af hver. Og hvorfor de af alle steder lige havde valgt at holde til der, finder vi nok aldrig ud af. Der findes fortsat tonsvis af bær mange andre steder i området. Nyholm hører egentlig under Forsvaret, men af ukendte grunde har området været åbent for offentligheden et stykke tid. Måske fordi de fleste bygninger er rømmet (skimmelsvamp efter sigende), men i går var der tilsyneladende lukket for civilister, og man kan jo tænke, om det har noget med den Store Satans virkelyst at gøre. Og måske er det dermed slut med den Brune i denne omgang...(update: Det er det ikke. Dagen efter blev fuglen set igen på samme sted).
I går blev også en skæbnedag, da der på tragisk vis hang en død musvit i foderkokosnødden. Det gjorde ondt. Og mest fordi det kunne have været undgået, hvis jeg havde udvist rettidig omhu. Systemet er indrettet sådan, at kernerne findes i et plasticrør med huller i bunden, hvor de kommer ud, og lægger sig i bunden af kokosnødden. De huller har lige præcis den størrelse, som gør, at når en grådig musvit går efter de allersidste kerner, som ligger inde i plastikrøret, så er der stor chance for, at hovedet sidder fast. Jeg har netop tidligere hjulpet en fri som hang og baskede med hovedet fanget i hullet. Og det burde jo have fået mig til at handle. Men det skete ikke i tide. Men nu har jeg handlet, og håber at det er nok. Den døde fugle fik sit endelige hvilested under et lille grantræ i Frieslandsskoven. Stedt til hvile i sneen med den strålende sol badende fra oven. I det mindste. Og jeg beklager!
De 100 arter er foreløbig blevet til 80, hvilket er ganske artigt vejret taget i betragtning. Periferi-arter, så som Storspove, Dobbeltbekkasin og Rørspurv har artet sig, ligesom jeg har kunnet glæde mig over, at Jernspurven kommer på altanen. En kuldeklassiker på disse kanter. Du kan se hele listen under Observationer, under Quick Access. Der var Isfugl flere steder på øen lige over nytåret, men med den fortsatte kulde er de fleste, hvis ikke alle, kanaler nu frosset til, så den bliver svær at få nu.
De 80 er nu blevet til 81, da en handletur hen over legesiden gav min første Korttåede Træløber på matriklen.
Natuglen har også været svær at få. I hvert fald har der ikke været nogen i det vestlige træ i Kongelunden et stykke tid nu. Først troede jeg, at det drejede sig om tidlig yngel, og at de derfor var forsvundet til deres redested, men nu hvor vejret er blevet barskt, skyldes det desværre nok, at tidens tand har indfundet sig. De har været der i mange år, og er måske taget videre til de Evige Jagtmarker. Den østlige har også være væk, men den er på plads nu, så måske der bare er nogle dynamikker blandt natugler, som jeg ikke lige kan gennemskue.
Et sving forbi Dragør gav et par Taiga-sædgæs som fløj sydpå, og det samme gjorde en enlig Lærke, højt pludrende over Gåsebyen. Og to Engpibere og elleve Skægmejser ved Sydtårnet i forgårs, er også grunden til at jeg nu kun mangler 19 arter, før jeg kan stråle som en vintersol med fuld plade!
Skægmejserne er måske den mest overraskende art, taget vintervejret og deres sarte natur i betragtning. De går som regel til i store mængder, når det bliver frost på den seriøse måde, som vi har nu. Men de sad lystigt og gnaskede frø fra rørene langs kanalen, og dem burde der jo være mange af, hvorfor håbet er på min side.
Gårsdagens eftermiddag blev tilbragt ved Lergravene i håbet om en Fjeldvåge, Kvækerfinke og Gulspurv. Det var utroligt bidende derude, på kanten af lufthavnens åbne vidder, men der var mange fugle. 1350 Bramgæs på vintersæd er usædvanligt på de marker. Og de fik følgeskab af en god håndfuld Sangsvaner og 300 Ringduer. Plus en enkelt Huldue som jeg tilfældigt fik i gave, da jeg spottede den blandt de andre duer, da de fløj op i træerne lige ved. Af de tre førstnævnte fik jeg kun de to, men den sidste var der muligvis også, da en fugl som fløj væk bag træerne så ud til at have et tydeligt bugskjold...
Rådyrene er også glade for den mark hvor alle gæssene stod, og man fyldes med forundring og ærefrygt, når man selv render rundt og fryser ved først tænkelige anledning. Lufferne skal ikke være af i mange minutter før at lidelsen sætter ind. Og der stod og lå og græssede disse varmblodede dyr, som om at alt var i den skønneste orden. Og det var det sikkert også. Og det er det måske altid, når alt kommer til alt. Og mere nu hvor de 81 nu er blevet til 84. Glædens stund har sjov i mund!
Godt Nytår!
"I'm dreaming of the next damsel...uh ah uhh". Men det må forblive ved det, for der er absolut ingen anledning i disse dage til at den slags drømme skal blive virkelige i den meget lange nærmeste fremtid. Julen blev frost og klar, og efter et par sjapdage kom nyåret og trodsede alle klima-fremskrivninger, og det holder endnu: Sneen lagde sig, og sidenhen har frosten bidt sig fast i vores lille land (Store land, hvis man medregner Grønland, og det gør de fleste danskere jo i disse dage). De lover snestorm over nordjylland, men de er jo vant til den slags. Vi andre slipper, og er sluppet, med de efterhånden sædvanlige mindre nedbørsmængder, og med det fine snedække, svage vinde og knirkende frost, ned til -15 nogle steder, så er det jo egentlig ganske fornøjeligt her på Amager.
Moderen kæmper fortsat med genoptræningen, og her hjælper glatføret jo ikke specielt, men gårdmændene har været nogenlunde artige, og har ryddet og saltet tilpas til, at man godt kan gå ud og øve bentøjet uden at risikere at falde både på langs og på tværs.
Var rundt langs dæmningen den anden dag, og som det altid sker, når sneen har ligget et par dage, og er blevet kørt i sønder med frosten ovenpå, var det tricky at bevæge sig på den tohjulede. Så jeg gik oppe fra Birkedammen og ned til midtertårnet. Vinklen i forhold til vind og vejr er afgørende, åbenbart, for den sydlige del af dæmningen havde en anden slags snelag, og der kunne man fortsat køre uden problemer.
Og det var også uden problemer at nyde synet af min største mængde Sortgrå Ryler til dato. Nord for nordtårnet kom pludselig en flok på 65 fugle flyvende forbi. De fløj et godt stykke op mod Kalvebodbroen før de vendte rundt og forsvandt rundt i svinget langs dæmningen mod syd. Lidt efter kom yderligere 10 fugle fra nordvest som fløj aktivt mod sydøst. 75 i alt, og et godt bidrag til årets januar-udfordring. Tænker at jeg vil prøve at nå de 100 arter i januar i år. På Amager og bare for sjov.
Brundroslen er fortsat på plads, og den nappede jeg allerede den første januar. En spøjs obs på Nyholm, hvor der ikke er mange drosler tilbage. Men lige i det hjørne af græsplænen, hvor den brune holder til, var der også solsort, sjagger, vindrossel, og nærmest kun en af hver. Og hvorfor de af alle steder lige havde valgt at holde til der, finder vi nok aldrig ud af. Der findes fortsat tonsvis af bær mange andre steder i området. Nyholm hører egentlig under Forsvaret, men af ukendte grunde har området været åbent for offentligheden et stykke tid. Måske fordi de fleste bygninger er rømmet (skimmelsvamp efter sigende), men i går var der tilsyneladende lukket for civilister, og man kan jo tænke, om det har noget med den Store Satans virkelyst at gøre. Og måske er det dermed slut med den Brune i denne omgang...(update: Det er det ikke. Dagen efter blev fuglen set igen på samme sted).
I går blev også en skæbnedag, da der på tragisk vis hang en død musvit i foderkokosnødden. Det gjorde ondt. Og mest fordi det kunne have været undgået, hvis jeg havde udvist rettidig omhu. Systemet er indrettet sådan, at kernerne findes i et plasticrør med huller i bunden, hvor de kommer ud, og lægger sig i bunden af kokosnødden. De huller har lige præcis den størrelse, som gør, at når en grådig musvit går efter de allersidste kerner, som ligger inde i plastikrøret, så er der stor chance for, at hovedet sidder fast. Jeg har netop tidligere hjulpet en fri som hang og baskede med hovedet fanget i hullet. Og det burde jo have fået mig til at handle. Men det skete ikke i tide. Men nu har jeg handlet, og håber at det er nok. Den døde fugle fik sit endelige hvilested under et lille grantræ i Frieslandsskoven. Stedt til hvile i sneen med den strålende sol badende fra oven. I det mindste. Og jeg beklager!
De 100 arter er foreløbig blevet til 80, hvilket er ganske artigt vejret taget i betragtning. Periferi-arter, så som Storspove, Dobbeltbekkasin og Rørspurv har artet sig, ligesom jeg har kunnet glæde mig over, at Jernspurven kommer på altanen. En kuldeklassiker på disse kanter. Du kan se hele listen under Observationer, under Quick Access. Der var Isfugl flere steder på øen lige over nytåret, men med den fortsatte kulde er de fleste, hvis ikke alle, kanaler nu frosset til, så den bliver svær at få nu.
De 80 er nu blevet til 81, da en handletur hen over legesiden gav min første Korttåede Træløber på matriklen.
Natuglen har også været svær at få. I hvert fald har der ikke været nogen i det vestlige træ i Kongelunden et stykke tid nu. Først troede jeg, at det drejede sig om tidlig yngel, og at de derfor var forsvundet til deres redested, men nu hvor vejret er blevet barskt, skyldes det desværre nok, at tidens tand har indfundet sig. De har været der i mange år, og er måske taget videre til de Evige Jagtmarker. Den østlige har også være væk, men den er på plads nu, så måske der bare er nogle dynamikker blandt natugler, som jeg ikke lige kan gennemskue.
Et sving forbi Dragør gav et par Taiga-sædgæs som fløj sydpå, og det samme gjorde en enlig Lærke, højt pludrende over Gåsebyen. Og to Engpibere og elleve Skægmejser ved Sydtårnet i forgårs, er også grunden til at jeg nu kun mangler 19 arter, før jeg kan stråle som en vintersol med fuld plade!
Skægmejserne er måske den mest overraskende art, taget vintervejret og deres sarte natur i betragtning. De går som regel til i store mængder, når det bliver frost på den seriøse måde, som vi har nu. Men de sad lystigt og gnaskede frø fra rørene langs kanalen, og dem burde der jo være mange af, hvorfor håbet er på min side.
Gårsdagens eftermiddag blev tilbragt ved Lergravene i håbet om en Fjeldvåge, Kvækerfinke og Gulspurv. Det var utroligt bidende derude, på kanten af lufthavnens åbne vidder, men der var mange fugle. 1350 Bramgæs på vintersæd er usædvanligt på de marker. Og de fik følgeskab af en god håndfuld Sangsvaner og 300 Ringduer. Plus en enkelt Huldue som jeg tilfældigt fik i gave, da jeg spottede den blandt de andre duer, da de fløj op i træerne lige ved. Af de tre førstnævnte fik jeg kun de to, men den sidste var der muligvis også, da en fugl som fløj væk bag træerne så ud til at have et tydeligt bugskjold...
Rådyrene er også glade for den mark hvor alle gæssene stod, og man fyldes med forundring og ærefrygt, når man selv render rundt og fryser ved først tænkelige anledning. Lufferne skal ikke være af i mange minutter før at lidelsen sætter ind. Og der stod og lå og græssede disse varmblodede dyr, som om at alt var i den skønneste orden. Og det var det sikkert også. Og det er det måske altid, når alt kommer til alt. Og mere nu hvor de 81 nu er blevet til 84. Glædens stund har sjov i mund!
Godt Nytår!