Home | Butterflies | Dragonflies | Birds (media) | Flora & Fauna (media) | Observations | Species | Mexican Species |
Download Checklists | Links | My 5 Chickens | Other Photos | The Birding Program | About | GPS | News |
Jeg så dem første gang den 5. maj. Alle vintergæsterne er for længst draget afsted, så kun de lokale gråænder og muskusænder holder til i dammen på denne årstid. Det er således let at se, når man kører igennem Ullerup, om der skulle være noget usædvanligt i sigte. Og det var der altså den dag. To mindre klumper som vraltede rundt på græsset. De mange farve synes ikke af meget på afstand, så det var først da kikkerten kom for øjet, at jeg kunne se, at det var mandarinænder. To hanner.
Hvorfor, hvordan og hvor fra? At sådanne pryddyr skulle dukke op helt spontant ud af det blå, var jeg instinktivt imod, og det viste sig også snart, at begge fugle var stækkede. Den ene på begge vinger. Den anden kun på den ene. Så de var helt sikkert ikke fløjet hertil. Nogen ville have pæne ænder i deres dam, og det faktum fik med det samme de sidste to års hun til at fremstå i et lidt andet lys. Var den også blevet sat ud i sin tid? På trods af at jeg har vurderet den som c-liste spontant i og med at den først blev set på Kongelundsengen tre måneder før jeg fandt den i Ullerup..? Heldigvis kan man jo spørge sig for, og det prøvede jeg et par gange. Mange biler hjemme, men ingen åbnede på nabogården Dortheasminde, som jeg formodede, at dammen hører til. Dette skete to gange, og jeg frygtede lidt, at de ikke havde lyst til at tale, men så i dag, sad de ude på terrassen, og jeg greb chancen. Og ganske rigtigt. Det var deres. Eller det vil sige. De kom egentlig fra en af naboerne, som havde anskaffet sig to par fra et fynsk opdræt. Meningen var at få dem til at yngle lokalt, men denne nabo havde lukket hunnerne, eller alle fire?, inde i gårdens hønsehus over natten, og det var ikke gået heldigt af sig. Begge hunner blev stresset eller hakket til døde af hønsene, og så stod han pludselig med to 'ubrugelige' hanner. Det er åbenbart ikke bare lige sådan at erhverve sig nye. Men snakken går jo i de små nabolag, og efter en god snak over hækken, blev det aftalt at installere de to hanner i den lokale branddam. Fruen på Dortheasminde havde tænkt, at det rent faktisk kunne være sjovt at prøve at anskaffe en han til den enlige hun, som de naturligvis også havde observeret de sidste par vintre. Hvis hun dukker op igen, kunne det være at sød musik vil opstå...Jeg ved ikke hvor trofaste partnere mandarinænder er, men hvis hun rent faktisk trækker væk for at søge sig en mage, så vil det da være oplagt at overveje den lette løsning og gå i lag med en fra den lokale andedam, literally. Dog arter de to hanner sig måske ikke helt, som man ville forvente ude i naturen. Husfruen kunne bekræfte, hvad jeg også havde set den første dag, at de holder meget sammen, og nærmest virker uadskillige. Så hvem ved, om de allerede er blevet præget i skæv retning, og bliver endnu mere fordærvede af at blive fodret hver dag, og ikke have behov at gøre dagens gode gerning, som andre raske ænder skal. Tiden må vise det. Heldigvis kunne husfruen fortælle at det ikke var dem der havde sat hun-anden ud, så den får lov til at forblive c-art i mit register. Og hun kunne også fortælle, at de ikke havde planer om at blive ved med at stække fuglene. Dette er principielt positivt i mine øjne, men det gør det naturligvis også mere uforudsigeligt hvordan forestillingen vil udarte sig. Sidste år dukkede hunnen først op den 24. oktober, så der er en god bid tid til, at vi får svar på det. Om nogensinde. Enjoy! |