Det kollektive slag i gonaderne burde ikke være kommet helt så meget ud af det blå, som det føltes, da det maskuliniserede fodboldlandshold den 30. november præsterede en komplet mental nedsmeltning for åben skærm mod Australien i det igangværende VM i Qatar.

Alle danske fodboldorakler havde ellers forsikret os om, at det danske hold var bedre på alle parametre, og nok skulle klare den. En bemærkelsesværdig optimisme i betragtning af, at de to foregående optrædener, mod Tunesien og Frankrig, på ingen måde havde givet indikationer om hverken styrke, intelligens eller motivation på banen. Men vi er jo et land af glade korttidsoptimister, så vi var fortrøstningsfulde. Når Flemming Povlsen tror på det, så skal det nok gå..!

Men det gjorde det ikke. Og i skrivende stund prøver de førnævnte orakler at vride hjernerne af led for at frempresse bare en lille smule logik hvad angår katastrofens årsag. Sågar psykologer har allerede meldt sig i spalterne med kloge ord. Ikke så meget om årsagerne, klogt nok, men mere om hvordan de danske spillere skal komme intakte ud på den anden side uden varige psykiske men. Så alvorligt er det. Naturligvis.

Jeg har dog ikke behov for lange psykologiske udredninger for at forstå, hvad det var som gik galt.
Vi er inde at røre ved noget af det fundamentale i livet. Det som drejer sig om de simple mekanismer, som tilsiger, at når du tænker, handler og gør sådan her, så sker der sådan her. En ergo-logik. Men, som vi alle vil kunne takke Den Store Barmhjertighed for senere, så er der netop også dette involveret, barmhjertighed, og derfor bør vi faktisk ikke være så kede af, at det gik som det gik. Og som Hjulmand også konstaterede dagen efter, så stod solen faktisk op endnu engang, på trods af at dommedagsbasunerne natten lang havde gjaldet deres toner ud fra oliestatens blodbesudlede ørkensand.

Som tilsyneladende et af de få lande i verden valgte Danmark via Dansk Boldspil Union (DBU) at tage initiativ og fremføre en offentlig politisk linje, som skulle få verden til sammen at fordømme Qatar for deres åbenlyse og arrogante foragt for menneskeliv. Mange migrantarbejdere døde under konstruktionen af de mange faciliteter, som turneringen havde behov for. Og ingen efterladte fik erstatning, eller i hvert fald ikke i en grad, som kunne stå mål med dødsfaldenes langsigtede konsekvenser. En fremtid uden familiens hovedforsøger.

Alvorlige sager, men der skabtes ikke momentum for en fordømmelse af de horrible tilstande, hvilket jeg er sikker på, kom bag på initiativtagerne. Den nordeuropæiske logik og humanistiske insisteren blev ikke imødekommet ude i verden. Om det nogensinde gik op for befolkningerne ude omkring, at der var et lille rigt land som prøvede at råbe verden op, er jeg slet ikke sikker på.

Mange af disse lande kæmper med den slags tilstande i deres egne liv. Hverdagen er fortsat for mange mennesker ude omkring i verden et spørgsmål om at overleve. At skaffe sig mad på bordet. Og jeg forestiller mig, at man, omend tvunget af omstændighederne, hellere end gerne siger ja til et arbejde som giver mad på det samme bord som før, også selv om der er en stor risiko forbundet med udførelsen. Man håber, beder og tror. En på sin vis fatalistisk tilgang til livet. Og en tilgang som i høj grad bliver lettere at sluge, når med perioders mellemrum bolden gives op til fest og samhørighed, og man et kort øjeblik får mulighed for at nyde livet i forglemmelsens fodboldrus.

DBU blev fanget på det forkerte ben. Opdraget i en konsensuskultur, har vi ikke for vane at kaste os ud i dramatiske konflikter, med mindre at der er lovhjelm til det. Og da verden forblev tavs stod vi [DBU] pludselig eksponeret med en kritik, som ikke umiddelbart kunne trækkes tilbage uden at fremstå patetiske. Så DBU kæmpede videre med forslag om særlige bluser, statements og alternative armbind for i det mindste at give indtryk af, at vi [de] mente det. FIFA sagde dog nej hver gang, og som tiden nærmede sig startfløjtet, måtte selv DBU acceptere, at nu var det tid til at koncentrere sig om at spille bold, eller træffe beslutningen om at trække sig ud. Spillere og trænere var nok meget glade, da det nåede dertil, at nu skulle der være fokus på spillet og ikke på politik.

Men det var for sent. Alle i fodboldverden vidste nu, at Danmark havde ført sig frem som familiens sorte får, og havde kritiseret værterne, Qatar og FIFA, på uforskammet vis. En kritik som mange sikkert sagtens kunne sympatisere med i sin essens, men som de fleste havde valgt at lægge låg på. Gode miner til slet spil plejer vi at kalde det. Og nogen vil nok fortsat kalde det kujonagtigt ikke at stå frem, mens jeg nok bliver nød til at hælde i den anden retning. Et andet bevinget udtryk vi har, er nemlig: Hvis du ikke kan lide lugten i bageriet, så gå! På trods af sin kritik fra den høje hest, valgte Danmark [DBU og politikere] at vi [landsholdet] skulle forblive i et arrangement, som vi tydeligvis ikke brød os om at deltage i. Altså principielt set. For i praksis havde vi jo for længst valgt det modsatte standpunkt, nemlig at vi ikke ønskede at se bort fra den økonomiske gevinst som sådan en slutrunde uvægerligt ville få til at rulle ind på unionens bankkonto.

Humanistiske Danmark var udsat for en momentan lapsus, og troede at vi kunne føre os frem som moralens vogtere, uden at det ville komme til at koste os noget. Hykleriet var et faktum, og det har uden tvivl, langsomt men sikkert, gnavet sig ind under huden på spillerne. Bevidst eller ubevidst, vidste de, at det på ingen måde kunne få en lykkelig udgang at nå langt i denne turnering. At forestille sig, at man en dag ville stå med trofæet og brøle sin begejstring ud over verden, velvidende at det skete på bekostning af de mange som døde undervejs samtidig med at vi havde positioneret os åbenlyst som principielle modstandere af arrangementet, var for meget at skulle håndtere for spillerne. Og de lukkede mentalt ned. Ikke bevidst, men ved større kræfters indvirken. Hele den negative energi, som var blevet skabt omkring den danske delegation, havde ikke andre måder at komme til udtryk på end gennem den store sportslige ydmygelse.

Og vi blev derved reddet af den store barmhjertighed, og slap for at skulle kejte os pinligt igennem verdens opmærksomhed i en situation hvor de fleste, som kunne have en mening om sagen, ville sige, at Danmark skulle have trukket sig for længst. Og helst slet ikke have meldt sig til.

Forsynet kunne naturligvis godt have ledt os frem til det samme resultat på en mere ærværdig måde. Vi kunne jo også været røget ud efter en brav og heroisk indsats på banen. Resultatet ville være det samme. Eller. Måske ikke helt. For moralen i miseren er jo, at DBU traf en hyklerisk og forkert beslutning, og derfor var det rimeligt, at vi [DBU og Danmark] fik en røffel, som kunne mærkes. Så umiddelbart kan man mene, at det er synd for spillerne, at de skulle agere brikker i et politisk spil, som de ikke selv havde valgt. Men så alligevel. De deltager jo som repræsentanter for deres land, så deres personlige ambitioner og velbefindende vægter knapt så højt i denne sammenhæng. Også fordi at de alle på et tidligt tidspunkt har haft mulighed for at sige fra, og træffe en personlig beslutning om ikke at ville deltage.

Så i år bør juletid blive til tænketid for de høje herrer, og den enlige herreinde, i DBU's bestyrelse, og gerne videre omkring i de hjemlige politiske og upolitiske cirkler. Det koster at stå fast på sine principper. Og det koster at ville forandre verden. Og lur mig, om ikke der sidder mange rundt om i de små familier i Bangladesh og Filippinerne, som gerne havde set, at det var en pris, som vi havde betalt for længe siden..!