Home | Butterflies | Dragonflies | Birds (media) | Flora & Fauna (media) | Observations | Species taxonomy |
Mexican Species | Download Checklists | Links | My 5 Chickens | Other Photos | The Birding Program | About |
August blev den tørreste nogensinde. I Europa. Og i hvert fald på Amager, hvor vi blev begunstiget med vand knapt mere end to gange. Havefolket måtte jo resignere for at få det bedste ud af det, og køre en ekstra tur med vandkanderne. Imens kunne vi andre nyde at det varme vejr gjorde det fortsat fornøjeligt at kigge efter guldsmede og sommerfugle.
Jeg havde vel sidste gang nærmest slået mig til tåls med årets resultat som endeligt, men det viste sig at være lige en kende for uambitiøst. I hvert fald hvad angik guldsmedene. Men sommerfuglene jo. Da Guldhalen kom i hus i Græse Bakkeby, blev det også den sidste nye art for i år. Eller bare på Amager. Der dukkede ikke nogen op i min mors have, og heller ikke andre steder fra øen blev den meldt. Der blev stadig meldt sydtrækkere på de sydlige øer, og Langeland slog vildt til en dag, ved Ristinge Klint, med alle de 4 sommerbesøgende som kan forventes hvert år: Orange - og Gul Høsommerfugl, Svalehale og Grønbroget Kålsommerfugl. Plus Duehale. Ingen af dem kom på min liste i år. Forårsaget halvt af sparsommelighed og halvt af en apatisk forventning om, at de vil blive endnu mere almindelige de kommende år, og derfor nok skal komme i bogen. Ikke den mest progressive tilgang til interessen, så lad os bare sige, at det mest var pga. økonomien. Selv om benzinpriserne er faldet noget siden Den Ukrainske Krig fik dem helt i top, så ligger niveauet alligevel der, hvor de ikke helt er forenelige med en fraværende indtægt. Tæring efter næring, og så er der lidt ekstra at gå efter til næste år, når græsset er blevet grønnere også på denne side af tilværelsen. Guldsmedene var dog anderledes i hopla. Sidste år var der kun sporadiske meldinger om Højmose-Mosaikguldsmed i Grib Skov, og jeg forsøgte forgæves at finde den. Men i år løb der pludselig gode meldinger ind i sidste halvdel af måneden fra Sandskredssøen i nærheden af Kagerup. Så jeg tog der op for at gøre endnu et forsøg på at få denne nye art. Det var stort set i det samme område, jeg havde været sidste år, men jeg kendte ikke søen, så først skulle jeg lige finde ud af, hvordan den fungerede. Jeg bruger maps.me til at navigere rundt i landskaberne. Det er suverænt bedre end google-maps, da stort set alle stier er plottet ind på kortet. Modsat google. Og det er lige så gratis som kortet fra Den Formørkede Side. Detaljeringsgraden kan så måske nogen gange være lige i overkanten, for det viste sig, at de stier som var afmærket på østsiden af søen, forlængst var blevet overgroet, og det var nærmest skov, birk, man skulle bevæge sig igennem for at komme ned til vandet. Der gik således et stykke tid før jeg fandt frem til det ideelle sted at stå, hvilket var i kanten i det nordvestlige hjørne. Her var der åbent, og der var mange guldsmede i luften. Langt størstedelen var Sorte Hedelibeller. I hundredvis fløj de rundt, de fleste i tandem, og tæppebombede vandoverfladen med nedfaldsæg fra hunnernes lækre skedeklap. Og så var der de store også. En enkelt Brun Mosaik og flere Store Kejsere. Og så tre forskellige Højmose-Mosaikguldsmede, som det skulle vise sig på billederne senere. De var dog ikke lette at have med at gøre. Hvis de satte sig, så jeg aldrig hvor, og når de kom flyvende, var det godt nok meget tæt på, men også så hurtigt, at det var svært at nå at fange dem i kameraet. Og oveni, blev de konstant jagtet af de store kejsere, så de nåede aldrig rigtig at falde til ro, selv om det virkede som om, at de gerne ville står og patruljere lige præcis på dette sted. Så det blev ikke med den helt store eufori, at jeg indkasserede denne nye art. Og endnu mindre da jeg allerede tidligt på eftermiddagen, fandt ud af at jeg havde glemt at oplade mit ekstra batteri, og derfor valgte at tage tidligt hjem. Det er i mine øjne fuldstændigt irrelevant at se på guldsmede uden at have et skudklart kamera med. Man skal så tæt på disse dyr for at kunne bestemme dem, at det kun kan lade sig gøre med fotos eller ved at indfange dem. Og det sidste går jeg principielt ikke ind for. Heldigvis vidste jeg, at jeg kunne låne den lille røde næste dag også, så jeg besluttede at gøre forsøget på ny. Både for at få bedre billeder af højmosen, men også fordi det viste sig, at det andet exoticum ud i de mosaiske guldsmede, Siv-mosaikguldsmeden, også var blevet set der oppe. Med fine billeder af tidligere omtalte Ivan Petersen. Jeg havde skabt en forestilling om, at denne art skulle opspores i det jyske, og mindst med det yderste af neglene og lidt sumplidelse oveni. Men nej. Den hørte også til skovmoserne fauna i det nordsjællandske. Og er ganske udbredt nord for Danmark også. Det sagt, så er de dog begge på retræten på øen, så at have et vagtsomt øje på dem, er ikke helt i skoven... Til gengæld var Jan Eske kommet i skoven denne næste dag, søndag. Fuglekigger som også var begyndt at sive ud i faunakanterne, og ligeledes havde kastet sin interesse over disse firevingede rovdyr. Vi valgte at gå sammen mod søen, med en lille afviger til en sti hvor jeg dagen før, efter kameraets nedlukning, havde haft nogle mosaiker som godt kunne have været Højmoser. Dem fandt vi ikke, men en meget medgørlig Blå Mosaikguldsmed blev det til, og en flyvende Stor Hedelibel, som Jan fik fanget spot-on, og jeg kun so-so, bekræftende at det er på tide at komme over på de nye mirrorless kameraer, hvor autofokus-systemerne er langt bedre end de var, da man lavede min model, Canon 7D mark II. To forskellige verdener ganske simpelt. Sandskredssøen artede sig ikke helt, som vi havde håbet. Jan blev ringet tilfældigt op af Lars Krog, tror jeg, og de sniksnakkede som rigtige slyngveninder, også om søen, hvor Lars havde været oppe nogle dage før, og stået på den østlige side. Jeg havde også set nogle mosaiker på den side dagen før, men de havde ikke fløjet lige så godt som oppe i nv. Men det skulle prøves med den gode vilje i udstrakt form. Der kom vi over, mens vi gelinde kantede os forbi et ung par som lå og kissemissede i vandkanten. Vi så nogle få dyr ude over vandet, men de kom aldrig tæt på, og lyset var ikke det bedste. Vi gav det vel en times tid, og så splittede vi op, hvor jeg valgte at gå over til mit sted fra dagen før, og spise, og vente og håbe. Der var ikke så meget aktivitet som dagen før, men pø-om-pø dukkede der alligevel nogle dyr op. Højmoser også. Det var dog ikke lettere at få billeder denne dag heller, og det selv om jeg rent faktisk fandt et sted, hvor de så ud til at stå stille i længere tid. Jeg prøvede at snige mig tættere på, og stille mig i skjul bag en lille birk. Men hver gang de lagde an til at ville standse op i luften, gjorde de det lige en snert udenfor min skudvinkel, og det blev hele tiden til billeder halvt bagfra. Om den unge fyr tog hende bagfra, ved jeg ikke, men mens jeg stod der, begyndte de i hvert fald at korpulere synligt på afstand, med ham stikkende op af vegetationen. Der var vel en 50 meter hen over søfladen, og jeg tænkte, at det var ret frimodigt gjort bare at give los, når jeg nu stod helt synligt så tæt på. Men da jeg jo ikke gjorde væsen af mig med lyde og sådan, kunne det selvfølgelig godt være, at de i mod lyset og halvt skjulet nede i vandkanten ikke kunne se mig, og troede at de havde hele verden for sig selv. Det fik de så lidt efter, da jeg gav op, og gik op til Karens Port, en tilgroet moseflade tæt på Kagerup, hvor både siv og højmose var blevet meldt. Men heller ikke det gav pote, så bedre billeder af højmosen og bare billeder af siven, er nu på listen til næste års projekt. Nye fuglearter til listen er det altid svært at få på denne tid af året, og mit proklamerede mål med at nå 200 arter på Amager, så ikke ud til at skulle præsteres bedre end sidste år, hvor det først lykkedes at nå så vidt midt i september. Et højtryk med østenvind lå i lang tid og gjorde det kedeligt at være fuglekigger her, selv om der den 17. august endelig dukkede en ung aftenfalk op. Den valgte at blive i området ved Villahøj nogle dage, og blev art nummer 197. Med sommeren fortsat i gang, tog jeg jævnligt en rutinetur rundt langs Amager Strand i håbet om at lande endnu en eksotisk måge. Drømmen er naturligvis at der en dag står en Stor Sorthovedet Måge på bådebroen ved Søstjernen nord for stranden. Den måtte naturligvis også gerne vise sig direkte på stranden med de andre måger som raster der, men da der generelt er for meget hurlumhej med alle de besøgende, så er chancen nok ikke så stor. Til gengæld fandt jeg ud af, at det var en god ide at møde op på de varme aftener, hvor udespiserne havde mad med, som straks blev opsnuset af de store måger. Mest. Hættemågerne ville nok også gerne tæt på, men hierarkiet er nu engang, som det må være. Det er specielt indvandrere som dyrker denne tradition, og særligt om lørdagen eller søndagen, hvor familien er samlet. Det er dog ikke fordi, at det pludselig vrimler med måger af denne grund. Hvis der en dag raster omkring 50 store måger, er det en meget god dag. Underligt egentlig, for jeg tænker, at der må raste og yngle mange på Saltholm, som ligger knapt to vingeslag væk. Selv om de nok er fly-reguleret..? Men mange eller få, så gav det pote, da der den 23. august stod en ung Middelhavssølvmåge blandt de sultne Sølvmåger, i periferien af et indisk-udseende spise-arrangement. Samme fugl var at finde 5 dage senere, hvor der er var et leben omkring en kasse frugt som var sat til udsmid ved en af skraldespandene. Middelhavssølvmåger spiser gerne æbler fandt jeg her ud af, og sølvmågerne går ikke af vejen for en god banan heller. En var mindre nøjeregnende og kastede sig mere ivrigt over skrællen end selve kødet. Den røg således ned med stor vellyst, så det ud til. Middelhavssølvmågen havde tydeligt forrang i forhold til de andre. Den holdt fokus på det udvalgte æble, og vendte konsekvent og kontant tilbage til det, hver gang en forstyrrelse tvang fuglene væk fra forlystelserne. I forhold til de kaspiske jeg havde tidligere på sommeren, så var denne en stor robust fugl. Og de klassiske forskelle så som mere spraglede store dækker, mere afdæmpet lyst vindue i indre hånd og halebåndet som smalner med kanten. Den var fin. Nogle få af mågerne er ringmærkede. Mest hættemågerne (danske), selv om man ser flere med ring om vinteren. En med polsk ring dukkede dog op en dag, som en glædelig adspredelse. Ikke at jeg bifalder, at man fortsætter disse bevidstløse ringmærkningsprojekter, men når nu ringen er der, kan man jo lige så godt aflæse den. Jeg har ikke fået den meldt endnu, men der var sågar anført en web-adresse på ringen, og den førte til et polsk site. En anden måge som jeg fandt i denne periode var en gammel kending mærket med VKKA. En Sølvmåge han fra 2018, som jeg første gang fandt i oktober 2020. Den er sikkert meget lokal og bliver her sikkert til sin død. Nå, ja. Så var der jo lige en fin iagttagelse af en mink i løbet af perioden også. Hvor og hvornår må man gætte sig til, men det var nærmest som en kopi fra året før. Denne invasive art, bliver jo brutalt forfulgt og dræbt uden betænkning, og selv om jeg teoretisk set godt kan forstå begrundelsen, så strider det i mig, at man bare kan slå ihjel uden anden begrundelse end at den ikke hører til! Jeg vil til min død fastholde, at det værste invasive væsen er mennesket. Og før at vi lærer at lægge begrænsninger på os selv, alle individers ansvar, så betyder de tiltag vi foretager i forhold til andre væsner intet i forhold til at opretholde den harmoniske vision vi har, af hvordan vores verden skal se ud. Vores natur - lige som den så ud i gamle dage. Et konservativt og defensivt livssyn som kun skaber os konflikter fordi, mennesket - livet, er på vej et helt andet sted hen. Og altid har været det. Hvis mennesket er en del af naturen, så er de skibe vi har skabt det også, og hvad det medfører af utilsigtet og illegal bevægelse over verdens oceaner, er naturlige konsekvenser af den måde den naturlige verden har udviklet sig på. Lev og lad leve. Og tro på at der er en større sammenhæng i det som sker, end det mennesket er i stand til at fatte. Og tiden som gik førte os ind i september, og jeg var ganske sikker på, at også guldsmededansen var forbi for i år. Ikke at jeg ikke ved, at de kan flyve langt ind i efteråret, men jeg var sikker på, at jeg ikke ville få flere nye, eller bare spændende, oplevelser i år. Men så kom der pludselig melding om Lille Kobbervandnymfe fra dyrehaven nord for København. Helt ud af det blå, da denne meget lokaliserede art kun er fundet regelmæssigt i Sønderjylland og på Bornholm. Jeg ved ikke om den var forventet af de garvede, men jeg havde ikke har det store fokus på den. Af de fem kobbervandnymfer som ses i Danmark, har jeg kun set Almindelig og Sort-mærket, og jeg er vel klar over at den Grønne skal findes i Jylland, en dag, og så skal den Sydlige, lettest findes på Langeland. Men da sidstnævnte er i spredning nordpå, har jeg fanget dette, og haft den på radaren som en lækker ny art at finde et nyt sted. Helst på Amager selvfølgelig, hvorfor jeg rent faktisk har kigget efter den på mine rundture. Men uden succes så klart. Med held skulle jeg da gerne have med den Lille, nu den bliver meldt så trofast fra et meget konkret vandhul i dyrehaven. Så jeg tog af sted, på cykel. Jeg overvejede om jeg skulle tage det offentlige, da toget kører lige fra dør til vandhul. Men med kun 20 kilometer derop, havde jeg ikke noget imod at spare de 120 kroner det ville koste at køre frem og tilbage. Plus, at der trods alt er en strækning at gå deroppe, som ville være mere behagelig at tilbagelægge på cykel. Så. Der var ikke andre deroppe da jeg kom, og jeg var ikke helt klar over præcist, hvor den skulle findes. Og når jeg siger den, så mener jeg den, helt bogstaveligt. I ental. Der var set én han. Det var alt. Et spinkelt twitch. Men heldigvis var hullet til at overskue, og jeg begyndte at kredse rundt langs kanten og spejdede alt hvad jeg kunne. Jeg fandt straks nogle Almindelige Kobbervandnymfer, og de opførte sig som de plejer at gøre. Om den Lille ville gøre det samme var spørgsmålet, jeg gerne ville vide svaret på. Men to timer og en vel 6-7 omkredse plus en del vandsjoskeri med bare tæer senere, var jeg stadig uden svar. Jeg kunne simpelt hen ikke finde den. Øv. Der var desværre ikke dukket andre op, så jeg måtte acceptere, at det ikke blev til noget i denne omgang. Jeg kiggede på kortet, og så at der var afmærket et andet vandhul lidt derfra oppe i terrænet. Dyrehaven er ganske kuperet og kan ikke umiddelbart overskues med mindre man står ved højdepunktet, som er der hvor Eremitage-slottet er placeret. Derfra går det ned på alle sider. Jeg var på den sydvestlige side, neden for den store slette, hvor omkring 400 dådyr gik og græssede som på Serengeti i oktober måned. Men desværre var det vandhul tørret helt ud. Naturligvis tænker jeg, med den tørre sommer vi har haft. Så jeg satte mig ned og tog en pause ved kanten af det meget lidt vand som trods alt var tilbage. Nogle svaler fløj omkring, og ind imellem strøg de ned og tog en slurk vand, sådan som de nu går det på deres smarte måde, i glideflugt med munden åben. Det ville jeg da gerne have et billede af, mens jeg ventede på at den Lille skulle materialisere sig i det fjerne. Jeg fik en Bysvale, men lyset var forkert, hårdt og ubrugeligt, så jeg gav op, og gik tilbage til det første vandhul, Garderhøj kaldet. Her var der nu dukket tre gutter op. To af dem var de to jeg mødte ude ved Granathøj til de Sydlige Mosaikguldsmede tidligere. De var lige kommet og havde ikke fundet noget. Jeg fortalte, at jeg havde været rundt om vandhullet i omkring 2 timer uden at finde den, og så gik jeg lidt død. Og traf en af de der skæbnebestemte beslutninger som bare skal accepteres og overkommes så hurtigt som muligt, så man kan komme videre med den sunde side af livet. Jeg besluttede at gå, og gik ned til Hjortekær-dammen, dels for at spise og dels for at finde en Lille dernede! Så jeg forlod de tre herrer uden mere kommunikation. Jeg fandt ingen ved Hjortekær, så jeg besluttede at prøve nogle af de andre vandhuller i parken. For det er jo en park, helt simpelt. Den ene af gutterne havde nævnt at der måske også havde været set en nede ved noget der hed Stille Vand. Den havde jeg ikke fået på min radar, men jeg var da villig til at prøve. Så jeg lagde en rute forbi, Iglehullet, Stokkerup Dam og Stille Vand til sidst. Og så kunne jeg køre hjem derfra. Iglehullet var ikke helt egnet selv om der var mange guldsmede. Og det var svært at gå rundt om tæt på kanten. Stokkerup Dam så mere lovende ud, så jeg gav mig god tid, og tog en runde. Der var dog ingen kobberguldsmede umiddelbart at finde, men et par Sorte Hedelibeller dukkede op hen mod slut. Ellers havde det mest været de andre tre hedelibeller. Men så helt mod slut, helt oppe ved stien, så jeg pludeslig en vandnymfe som så spændende ud. Kobberagtigt jo, men ikke en Lille han, det kunne jeg se. Men det kunne måske være hunnen. Jeg ved ikke, om det er et brist eller helt normalt, men de dyr jeg ikke har set med mine egne øjne, har jeg svært ved at huske kendetegnene på, så da jeg ikke har set en hun Lille Kobbervandnymfe og ikke havde programmeret den ind i dagens eftersøgning, kunne jeg ikke lige huske detaljerne. Jeg var dog sikker på, mens jeg stod og tog billeder af dette dyr, at den var anderledes end de hun-kobbervandnymfer som jeg allerede kendte, så måske den var god nok. Billederne var i hus, så det skulle nok være muligt at bestemme den senere, så jeg valgte at køre ned til det Stille Vand i håb om den helt store oplevelse. Den udeblev dog uden diskussion! Det var et meget beskedent vandhul, nærmest bare en rende med lidt siv i. Og solen var væk, og det var begyndt at blæse lidt, så jeg havde ikke den helt store tiltro til projektet. Jeg gik en runde, som man nu kunne, og så ikke rigtigt noget. Lidt øv, men jeg havde heldigvis min joker, som jeg forhåbentlig kunne veksle til en god art senere. Og så bare lige for sjov inden jeg ville køre hjemad, tjekkede jeg naturbasen for at se om der skulle være nogen interessante meldinger. Der var en! Lille Kobbervandnymfe set Garderhøj i Dyrehaven..! Og med billede. Øv og lidt sjusket, tænkte jeg. Hvorfor sker disse hjernekollaps på så ubarmhjertig en måde...Men ok. Skaden var ikke komplet endnu. Jeg havde tid til at gøre endnu et forsøg. Så jeg vendte cyklen og kørte opad bakkerne tilbage til åstedet. Desværre var de andre gået, så jeg måtte igen-igen finde den selv. Denne gang valgte jeg at zoome helt ind på observationen på naturbasen, og så at de havde placeret nålen på den nordlige bred. Ok, så måtte det vel være der jeg skulle lede. Og det gjorde jeg. Og det gjorde jeg. Og det gjorde jeg. De samme Almindelige Kobbervandnymfer, men intet andet kunne jeg finde. Jeg tog flere runder og travede både i det våde og i det tørre, men lige meget hjalp det. Nul. Havde jeg ikke haft de andre kobbervandnymfer som reference, ville jeg måske være tilbøjelig til at tro, at jeg ikke var i stand til at spotte den, selv hvis den var der. Men det var jo ikke tilfældet, og da størrelsesforskellen ikke er mere end et par millimeter, så kunne konklusionen kun være, at den ikke var, der hvor jeg ledte. Jeg resignerede til sidst, og åd nederlagets pille. Jeg havde trods alt haft et fint år med fund af tre gode arter, så jeg kunne nok acceptere at det ikke bare ville fortsætte derudad. Så endnu en at overføre til næste års projektkonto. Sådan tænkte jeg, indtil jeg et par dage senere valgte at tage derop igen. Det viste sig nemlig, at det som den ene af gutterne havde sagt omkring Stille Vand, ikke havde drejet sig om Lille Kobbervandnymfe, men Sydlig Kobbervandnymfe i stedet for! Den havde Ib Fagerlund fundet nogle dage før netop der. Så Dyrehaven gik lige pludselig sensommeramok på den seriøse måde. Og jeg så at nogle af de andre fuglekonvertitter, Krog og Duus, havde været oppe og twitche den Sydlige også, så de lå i den lange bane og solede sig sikkert og vist. Et eller andet sted. Og det ville jeg jo også. Jeg havde ikke haft tid til at få kigget mine billeder igennem siden sidst jeg var der oppe. Hvorfor husker jeg ikke i skrivende stund...men det har vel drejet sig om endnu en absence, tænker jeg. Men det valgte jeg at gøre nu, inden jeg tog af sted igen. Og som jeg fik nærstuderet dyret, viste det sig, at det var intet mindre end en hun Sydlig Kobbervandnymfe! Selvfundet og fine billeder af den i gang med at lægge æg i et strå! Meget glad og stolt, men de andre havde også haft en han, og med den Lille i mente (den var ikke blevet meldt siden), tænkte jeg, at det var helt sikkert værd at prøve igen. Jeg valgte en anden rute denne gang, så jeg var sikker på at komme til Stille Vand mens der var sol. Men lige meget hjalp det. Jeg fandt intet ud over de sædvanlige almindelige kobbervandnymfer og så et stinkende mosefund af et dådyr, tror jeg, som var kommet op til overfladen i det hastigt fordampende vandhul. Det var virkeligt føj: Den velkendte stank af død og langstrakt forrådnelse. Der var også et par Blå Mosaikguldsmede og røde hedelibeller. Mere var der ikke, så jeg cyklede videre, opad, til de andre huller. Men igen gav det intet af det jeg søgte. Man skal åbenbart kende sin besøgelsestid med disse dyr som befinder sig i periferien af deres udbredelse. Ib Fagerlund havde meldt en æglæggende hun af Sydlig Kobbervandnymfe, ligesom den jeg havde fundet. Og uden at kende helt så meget til deres biologiske rytme, som jeg burde, så kunne man jo godt forestille sig, at der ikke går lang tid fra de sidste æg er lagt, til de falder døde om, med intet mere at udrette i dette jordeliv... Artsmæssigt tror jeg heller der bliver mere at udrette i dette år, hvad guldsmede angår. Der er godt nok nogle arter som flyver langt ind i efteråret, såsom Grøn Kobbervandnymfe, men man skal stadig krydse Storebælt for at finde disse. En art som Vintervandnymfe er det teoretisk muligt at se hele året, men den er sjælden i landet og fortsat kun set på Bornholm. Som jo dog kun ligger en smuttur væk herfra. Man skal dog ind til Bastemosen, hvor de flest gange er blevet set, og så langt rækker lejecyklen nok ikke, hvis man skal gør det som en behagelig endagstur. Og selv om arten har to flyvehøjtider i løbet af året, så er den sidste lige på nippet til at være forbi, så alt i alt passer det nok fint at putte den i posen med næste års godbidder. Man kan selvfølgelig altid håbe på at den kunne finde på at dukke op her på Amager, det tætteste man kan komme på Bornholm i det øvrige Danmark. Den er faktisk set ud mod Øresund på den svenske side i år, så det er ikke helt ude i rørskoven, at tro på det. Må lige have læst op på hvor jeg skal lede... Og før jeg glemmer det, så lykkedes det den 1. september at få en ny Amager-guldsmedeart, sørme! Vi har fået lavet et nyt regnvandbassin i Travbaneparken, ikke så langt fra hvor jeg bor. Og efter behørigt og i tilpas lang tid, at have brokket mig over tingenes foranderlighed, syntes jeg til sidst at det var på tide at se, om der rent faktisk var noget at hente i form af særligt guldsmede. Hullet er et år gammelt nu, og stadig overvejende med nøgne skrænter. Men de første nybyggere har altså haft tid til at komme til. Og glædeligt var der lidt hedelibeller, blodrøde og store i det nøgne bassin. Ikke mange, men tilfredsstillende nok til at det kan blive interessant at se, hvordan det udvikler sig. I tilgift til disse to bassiner, er kommunens landskabelige arkitekter nedkommet med den ide, at der skulle laves et kanalforløb hen langs det nærliggende plejehjem, og i forlængelsen hen til Amagerhallen. Naturligvis for at de få af beboerne som rent faktisk har vinduer ud for, skal have direkte adgang til vild natur fra deres nye domiciler. Anden grund kan jeg ikke forestille mig. Dog har man sat et hel-dækkende stakit op foran, så alt udsyn er spærret. Så den gamle mand som sad og vinkede inde bag ruden en dag, må have gang i ude-rollatoren, hvis han vil nyde det rigtigt (den tager vi til næste år, når der igen er liv og sommer i hullet). Nuvel. I det vandhul som jeg også denne dag besøgte første gang, var der et helt fint lille mikro-miljø med stenkanter med bevoksning, og en del vandplanter. Og rent vand naturligvis. Og ud over endnu lidt af de almindelig hedelibeller, altså stor og blodrød, var der pludselig to Sort Hedelibeller! To lækre hanner. I starten troede jeg kun, at der var en, men billederne viser tydeligt at det drejer sig om to forskellige individer. Andre har set arten på Amager før, men på Vestamager. Aldrig her langt fra naturlige habitater. Og egnede biotoper. Arten foretrækker som regel sure vandmiljøer, skovsøer, så hvorfor de har følt sig tiltrukket af denne lille pyt, langt fra alt ting, har jeg svært ved at forstå. Tænker dog, at de spreder sig fra deres opvækststeder, og så måske lander på tilfældige steder undervejs. De var i hvert fald væk næste gang, jeg kom forbi. Endnu en gang viser guldsmedene, at det gælder om at være der på rette tid og sted, hvis man vil have del i det hele. Og således herefter blev det helt naturligt at flette ind på fuglemotorvejen igen efter sommerens firevingede legedyr. Eller. Måske ikke ligefrem på motorvejen, men snarere i forsigtig fremfærd langs krybbesporet. Den 9. september lykkedes det at lette en helt spontan Isfugl på Amager Fælled. Den som jeg brugte så urimelig lang tid på ikke at få tidligere på året samme sted. Tydeligvis en trækfugl som rastede langs den landskabelige kanal. Ikke at det var en spændende obs eller at jeg nåede at få billeder, da det kun var en kortvarigt glimt af ryggen, men alligevel tilfredsstillende at vide, at jeg ikke overser arten. Der var en anden ude ved Hejresøen, i kanalerne et par dage senere. Og så næste dag, dumdalidum: Art nummer 200 på Amager i år! Dværgfalken blev det. Traditionen tror dukker der efterårsfugle op, som raster ude i reservatet, og således nåede jeg dette skarpe hjørne 5 dage tidligere end sidste år, hvilket må siges at være stort set det samme. Og sikkert et ret præcist udtryk for hvad jeg kan forvente at se i løbet af året på den måde, jeg nu ser på fugle. Lidt mere speciel blev dagen dog, da det lykkedes mig at se alle de 5 almindelige falkearter, og fra samme sted på dæmningen i hjørnet af pinseskoven. Vandrefalk, Tårnfalk, Aftenfalk, Dværgfalk og Lærkefalk. Vandrefalken var en stor hun-kleppert som havde været derude et stykke tid. Tårnfalkene de er der jo bare, fristes man til at sige. Aftenfalken, en ungfugl var blevet set dagen før, og kom lige op at kredse over skoven en enkelt gang, før den forsvandt igen. Og Lærkefalken kom fint lige hen over mig på dæmningen på vej vestover. Dværgfalken sad, som sagt, ude i reservatet. Selv om alle arterne nu er forventelige hvert år, så er det sjældent at man får dem alle på samme dag, så det var en god dag. Et hængeparti som lige skal luftes også, er stylteløberne, som jo altså fik tre unger på vingerne i år. Igen. Den meget tørre sommer gjorde snart indhug på vandet ved Villahøj, så det begyndte at blive close race, om ungerne kunne nå at blive flyvefærdige, inden alt vandet var væk. Men det lykkedes, for på et tidspunkt hvor jeg ikke havde fokuseret så meget på dem, blev de set fra sydtårnet, og det vist nok efter at have været en tur helt nede ved Ølsemagle Revle ved Køge. Lidt af en udflugt, for de små. Men der var de så nogle dage, men desværre ikke den dag, hvor min søster og svoger endelig havde energi til at komme ud og se dem. De var dog ikke helt væk, men havde valgt at flyve op til de gode vandflader ved nordtårnet, og der så jeg dem så nogle dage efter at de var blevet genfundet. De forsvandt åbenbart i etaper, hvor en enkelt unge blev tilbage efter at dens forældre og søskende var draget sydpå. Den blev sidst set den 12. september. Det er godt en måned senere end sidste år, hvor fuglene fløj til Sverige efter den 7. august. Det passer jo fint med, at de kom ret sent i gang med at yngle efter deres forfejlede svenske luskeforsøg. Det artede sig ikke for søsteren og svogeren at tage ud igen. Så den må sættes på deres liste til næste års projekter. For mon ikke at de kommer igen, hvis verden fortsat består...?! Dagen efter fik jeg Bjergvipstjert som årsart. En gratis gave nærmest, da jeg troede at jeg havde den fra foråret. Og en uge senere fik jeg den obligatoriske Rødstrubede Piber ude ved Sydtårnet. Man skal jo helst have den, så det fik jeg! To kald uden at se fuglen, andet end da den tilsyneladende kom op fra græsset nedenfor tårnet, og derfra fløj mod nordvest. Obligatorisk fordi jeg har haft den på dæmningen de sidste tre år. Sådan gør man det. Således er jeg nu på 202 arter, og det lykkedes en uge tidligere end sidste år, dog er der ikke sket noget den sidste uge, så pr dags dato, 24. september, står det lige. Lige står det ikke helt til ude i verden i hvert ikke lige som det plejer, For: The Queen is Dead! Long live the King! King Charles III. Han så tynget ud, og nok ikke kun over sin moders død, men over den voldsomme opgave det bliver at skulle løfte embedet, som hun så monumentalt bar i over 70 år. Svært bliver det både på grund af hans person, men jeg tænker også, at det bliver svært fordi at hele det grundlag som kongehuset var funderet på, Emperiet, jo ikke eksisterer i dag. Det hele er i opløsning, og det er nok ikke særligt fremsynet at prøve at genetablere en position som royal verdensleder, når landet og verden er på vej et andet sted hen. Må fornuften sejre! Og fortsat i det nekrologiske, så gik en af Danmarks store naturkoryfæer også bort for kort tid siden, Poul Thomsen. Det er selvfølgelig mange år siden at han trak sig tilbage, men vi er helt sikker mange i flere generationer som husker mange fornøjelige stunder i hans selskab. Selv om han var hundeelsker. Man så ham sidst offentligt, tror jeg, i tv-programmer Kender du Typen med Gøg og Gokke og den lille glade pige fra Fyn. Helt hyggeligt, men han var da blevet gammel, så alt gik således sin rette gang i det jyske ud til Mariager Fjord. Og ligeledes Elin Reimer, også vores allesammens Kokkepige Laura fra Matador. Jeg havde ikke det store forhold til hende, men vil huske hende med glæde alligevel, og mon ikke der snart kommer en renæssance på DR, som jo lever af at sende genudsendelser i disse år. Måske de rent faktisk har planlagt at gøre det hver gang en af de bærende kræfter i serien går bort. Der er faktisk en del tilbage, trods at serien blev optaget i hvad der forekommer som forhistorisk tid... Og således for denne gang vil jeg prøve at holde fanen højt i det amagerkanske og håbe at der falder et mirakel eller to af, så livet set fra mit synspunkt kan komme videre på en værdig og respektabel måde. Dejligt efterår! |