Og således udrendte året 2022. Og det til tonerne af langstrakte grå gardiner som hænger os alle langt ned om ørerne. Vejrskiftet kom som en skarp kniv i natten. Den ene dag ned mod minus 17 grader, og den næste dagtemperaturer på 10 plus grader. Ekstremistiske vejrregimer på den danske måde. Det var så skønt med kulden og den klare luft. Og det lette snelag kastede ekstra lys over landskaberne og ind i sindet. Men pludselig var det væk igen. Igen. Den danske vinter som den er oftest. Driller os med lidt frostklare fristelser, for snart efter at hælde varme og sydlige strømme ud over det hele. Vi svinger omkring nulpunktet, og må glædes ved de få lysklare vinterstunder, som vi bliver forundt. Og det skal da siges, at det er sjældent, at vi oplever seriøs kulde før nytår, så på den konto har vi været ekstra begunstigede i år.

Men vejret til side, stod det klart at hverken den strenge kulde eller den milde tilbagekomst kunne gøre noget for at få mit projekt med Amager-arter til at lande pænere end 209 arter. Samfulde dage i november og december gav absolut ingenting. Sidste år lykkedes det at skrabe en enkelt sædgås sammen i slutningen af december, men i år skete der intet. Med ture rundt på øen næsten hver dag, også i denne periode, er det nærmest imponerende, at det ikke lykkedes at opsnuse noget som helst. Og det drejer sig jo ikke bare om min egen indsats. Alle andre har heller ikke haft noget at melde ud, som var værd at køre efter. Skuffende er det jo lidt, og havde det ikke været for mine gentagne ture rundt på øen for at finde ringmærkede måger, ville de sidste par måneder have været en ægte dødsejleraspirant i fuglemæssig forstand. Modsat kunne tiden så måske have været brugt på at gøre større fremskridt med guldsmede og sommerfugle her på siden. Men der skal jo også leves, og motioneres, så. Og da det i det lange løb altid er dem, som yder den største indsats, som løber med brudesløret og det gode omdømme, så må der nødvendigvis skulle cykles nogle ekstra kilometer for at samle ind til den store fortjeneste. Men altså, tydeligvis flere kilometer end det jeg nåede at præstere.

Hættemågerne er naturligvis et projekt med begrænset entusiasmeeffekt. Det er i det store hele, de samme fugle jeg er stødt på, når jeg har været rundt i løbet af de sidste par måneder. Og alligevel ser det nu ud til, her mod slutning af året, at der er dukket flere førstegangsfugle op, og jeg er i skrivende stund oppe på at have registreret knapt 140 forskellige ringmærkede individer rundt om på øen. Disse sene førstegangsfugle er nok kommet længere østfra end de fugle som ankommer tidligere. Men uanset hvor de kommer fra, så besidder de alle en ret stor trofasthed i forhold til opholdssted, når først de er ankommet. Stort set alle fuglene ser jeg kun på en lokalitet. Hvad det skyldes, ved jeg ikke, da man må formode at fuglene trods alt bevæger sig rundt i løbet af dagen. Men glædeligt at mit lille miniprojekt har kunnet aflede denne observation med forundrende stemme til følge.

På disse mågerundture medbringer jeg selvfølgelig altid et håbefuldt sind, og beder til, at der må vokse et ukendt væsen ud af dagens fjerdragter. Ligesom den sjældne hybride blisrørhøne som jeg fandt i november. Og denne voksne Kaspiske Måge som også var at finde ved Ravelinen den anden dag. De kaspiske måger er dog på grænsen af, hvad man kan kalde sjældne, da flere og flere bliver set i landet, både sommer og vinter. Men da de hører til i den evigt simrende gryde med store måger, som den ene dag smager af veldefineret afklarethed, og den næste af uforklarlig selvmodsigelse, så er det stadig værd at kaste et ekstra øje på disse dyr, så man ikke falder bag af dansen, eller bliver løbet om hjørner med af hobbyfuglekiggere med et løsere forhold til fuglebestemmelsens ædlere kunst.

På falderebet lykkedes det også at finde et par Korttåede Træløbere på nye lokaliteter. En holdt til i Tårnby Bypark nogle dage, og senere kunne jeg glæde mig over at støde på to ude i Dragør.

Jeg tvivler på, at fuglen i Tårnby har slået sig rigtigt ned, mens det godt kunne være, at fuglene fra Dragør har været der i længere tid. Stedet er godt for dem med store parktræer, og der kommer sikkert få observante fuglekiggere forbi. Heller ikke Stig, som fortsat mangler den på Amager, men som ikke lød videre opsat på at gøre forsøget, da jeg fortalte ham om fuglen i Tårnby. Hvad ved jeg om hvorfor, men nu er den i det mindste blevet afleveret til fri afbenyttelse. Jeg har ovenikøbet tastet alle fuglene i dofbasen!

Fugle som ikke er kommet i dofbasen, men kun huserer her på siden, i evig forundring over deres groteske fremtoning og tilsyneladende forkvaklede tilgang til begreberne sult og føde, er de ænder og gæs, som lever i Gåsebyen i Dragør. Jeg kommer ikke så tit forbi, men når jeg gør det, rammer det hver gang, hvor grimme disse dyr er. Ænderne her for eksempel, ser jo nærmest menneskeonde ud med deres selvfede og hovne udtryk. Besatte ånder, som hvert øjeblik kan forvandles til et glubsk rovdyr, og brutalt æde dig videre og helt, hvis du i nødens stund skulle finde på at fremrække en lillefinger.

De bliver ikke tvangsfodret, men har åbenbart mistet den begrænsende mekanisme som opretholder den sunde balance i alle levende væsner. Jeg ved ikke, om det skyldes indavl, men at deres flyvende brødre og søstre ude omkring i den rigtige vilde verden sjældent når til at ligne disse ekstremer, er ganske vist, så noget må være gået genetisk tabt i deres frie fangenskabsliv. Efter sigende bliver fuglene brugt til konsum, men jeg siger ellers tak, at skulle sætte tænderne i disse fjeroppustede fedtboller!

Og derved blev det jul i min hjemlige pagode med mindre og spændstigere ænder i passende udskæringer, og Messi kunne trække sig tilbage til sit moderland med en guldklump om halsen. Fortjent vel dog nok, selv om jeg ikke er en discipel eller har egentlig interesse for spillet og alle dets himmelråbende nutidsabsurditeter. Hvor Qatar bevæger sig hen, efter at alle lysene er blevet slukket, må guderne vide. Men forhåbenligt er der blevet sået kim til bare en lille dårlig smag i munden! Sagt, også selv om vi nok ikke skal forvente at træerne gror helt ind i himlen lige foreløbigt, for som en artig overraskelse kunne man den anden dag læse, at Ronaldo fremover skal spille i Saudi-Arabien, af alle steder. Det er åbenbart ikke kun visse ænder, som har svært ved at sige stop i tide!

Det havde andre til gengæld ikke, så nu hvor disse ord bliver skrevet i det nye år, kan jeg lige få med at Ex-pave Benedikt, Ex-fodboldspiller Pelé og danske kulturpersonlighed Lise Nørgaard alle valgte at tage afsted fra denne verden i disse nytårsdage. Må de alle nyde efterlivet fri for materielle og smertelige bånd. I Danmark har vi naturligvis det tætteste bånd til Fru Nørgaard, og mon ikke at det kommer på sin plads, at Matador nu vil blive genudsendt i anledningen, og uden tvivl i bedste sendetid.

Nytårstaffelet bliver helt sikkert ikke gentaget, og gårsdagens tv-udsendelsen om samme forhåbentligt heller ikke. Og egentlig skulle jeg have ladet begivenheden forbigå i tavshed i denne sammenhæng, men da tidligere Ceremonimester Eugen Olsen på et tidspunkt brød med tv-etiketten og fremprotesterede imod tv-værtinde Surrugue, måtte jeg lige spidse ører. I sit hjerte uden tvivl tro mod alle pyntesyge kvinders idealer, tog Surrugue det som en selvfølge, at de fremmødte kvinder på det naturligste havde langt mere nydelse og fornøjelse af at vise sig frem i deres strålende nytårsskrud end de tilsvarende fremmødte herrer. Årets fineste sammenkomst havde de sparet sammen til (i tre år da coronaen kom i vejen) og at få lov til at præsentere al deres kvindelige attraktion og ynde for landets topper og dronningen og ugebladslæserne kunne ikke sidestilles med noget. Men det mente Hr. Olsen altså ikke! Herrerne glædede sig i mindst lige så høj grad til at få lov til at fremvise deres skrud, som ofte var af militært tilsnit med fjer og bånd og stjerner på.
Han lød som om, at han talte ud fra vished snarere end bedreviden. Og han har i sit tidligere virke sandsynligvis mange gange set disse prydede kamphanner stå og flirte med sig selv foran slottets glaspartier og spejle, og måske ligefrem hørt en enkelt eller to fremgispe et lavmeldt selvbeundrende, åhh! Det lød troværdigt. Magt og forfængelighed går jo ofte hånd i hånd, selv om visse tidligere Venstre-hanløver ikke synes at have været bebyrdet med hang til det sidstnævnte. Særligt de militærtbeklædte herrer stod ud ved deres skarptskårende fremtoning. Modsat de fremmødte i civile klæder. De bevægede sig nærmere rundt som sorthvid underlægningsfarve for de rigtige flanører. Hans bemærkning blev ikke rigtigt fanget af de øvrige idet de næstankommende gæster skulle behørigt kommenteres.

Om han har helt ret, ved jeg ikke, men tager man dagens fremvisninger som et hele, vil jeg nok indvillige, og i det mindste sige, at de herrer som var mødt frem i deres skarpe militæruniformer langt hen ad vejen overstrålede mange af de kvindelige ekviperinger. Magt, kvindelig ynde og en veludviklet sans for at klæde sig, så tøjet understøtter personligheden og figuren, er åbenbart ikke en treenighed som det er blevet alle forundt at modtage i vuggegave. Og alt i orden på den konto. Jeg skal ikke gøre indsigelser på nogen måde. Man kunne jo hurtigt selv komme til at ligne et henslængt kosteskaft uden skarpladt mandsgemyt at hanke sig op i. Så fred være med sagen, og al nydelse til de som så på, og de som fik lov at trille mystikken ud over deres forventningsfulde ganer.

Om taffelets hemmelige menu indeholdt fugl, har jeg undladt at følge op på, men at jeg skulle have fugl den første januar var sikkert. Og det skulle have været en sød lille dame med form som en mandarinand. Hun-mandarinen har været stabilt på plads i Ullerup branddam helt frem til årets sidstedag. Den så fin og frisk ud. Men lige meget hjalp det, den var ikke at se dagen efter, og heller ikke i dag, den tredje. Den har før været væk, så forhåbenligt dukker den op på et tidspunkt. Desværre kan jeg ikke lade være med at tænke på, at den måske har været for sart til årsskiftets voldsomme krudtudladninger, og nu ligger og flyder rundt på bunden af dammen. Eller er fløjet langt væk i ensom panik.

Den skulle have været med til at lægge et solidt fundament for årets fugleliste her på den første dag. Men måske det snarere var symptomatisk at den var væk, for resten af dagen havde på tilsvarende vis været at finde i den lunkne ende af, hvad der kan formås. Hybrid-blisrørhønen var på plads ved Ravelinen, men ellers var der påfaldende tomt for fugle de fleste steder. Ikke en eneste ringmærket hættemåge lykkedes det mig at finde på årets første dag, og med en halv times seriøs regn og senere en barsk modvindstur ud langs dæmningen på vestamager, var jeg ikke ked af at beslutte at give op, efter at jeg havde mødt Rasmus i sydtårnet. Her kom tre snespurve og en god flok blisgæs til at tage prisen for dagens bedste fugle, sammen med de 150 Silkehaler jeg havde haft nede i Kastrup Havn. I betragtning af de svære vejrbetingelser kan jeg sikkert godt være tilfreds med 54 årsarter jeg alligevel fik skrabet sammen, men alt i alt står jeg tilbage med en følelse af at være kureret for denne form for konkurrence mod mig selv. Anstrengelserne ved disse kvantitative rekordforsøg er ved at blive for meget. At ræse rundt for at kunne tilføje endnu en art til listen uden nogen at sammenligne sig med, eller blære sig overfor, er seriøst tidsspilde. At prøve at bilde mig selv ind, at det rent faktisk er sjovt og givende, er tosset. Måske det også skyldes, at det er det eneste jeg i praksis foretager mig. Uden arbejde går den ene dag efter den næste med disse rundtursdistraktioner. Dansende rundt om det som burde være mit eneste fokus: At finde et virke som forbinder mig til verden, og som giver noget til folk og som giver mig et dagligt udkomme til at skabe mig en ny selvstændig tilværelse på.

Forhåbenligt er det nu. Ikke flere listeforsøg i år. Jeg tager med taknemmelighed og glæde det som kommer som tiden byder, og vil fra nu af koncentrere mig om en ansvarsfuld livsførelse. Og i dag var min første dag på arbejde i halvandet år! Så forhåbenligt er det nu.

Lærdom i tilbageblikket, må takke for det barmhjertige sind og mit moders hjerte. Forstå at det ikke er en gudsgiven ting, at jeg har kunnet leve så forskånet i hendes hjem de seneste to år. Jeg har ment, at det skyldte hun mig, men hun gør det af barmhjertighed og ikke nødvendighed. Jeg har kun at bukke mig dybt og sige tak!

Glæden ved at glæde andre. Der er jeg. Det vil jeg leve. Det er det eneste som giver mig mening i dag.

Må nytåret bringe dette.

I venskabelig kærlighed.
Godt nytår!